Optakt: Tour Down Under

nullWorld Calendar (eller World Tour)-begrebet er nu ikke den store nyhed for i det store og hele er der blot tale om en minimal ændring i forhold til ProTour-konceptet. Grundet sidstnævntes minimale succes og generelt dårlige renommé, har UCI valgt at starte forfra, hvilket i dette tilfælde kun skal ses som en navneændring og en ubetydelig ændring af pointsystemet bag verdensranglisten. Herudover har man valgt at give efter for en række af de krav arrangørerne bag de store etapeløb havde, hvorfor det lader til, at vi har fred og ro i cykelsporten fra sæsonstart, hvilket ellers ikke er noget, der har velsignet os de seneste mange år.

Ruten
At Tour Down Under er en del af det fineste selskab i cykling må ses som en solid dosis social indsats fra UCIs side – en måde at promovere cykelsporten udenfor Europa. I løbets korte historie havde det indtil 2008 udelukkende fungeret som opvarmningsløb til den europæiske sæson, en begivenhed, hvor rytterne kunne slippe væk fra den kulde, der stadig hersker i januar i Europa. I den forstand havde løbet absolut sin berettigelse, men ikke som en del af den mest prestigefyldte løbsserie i sporten. Tour Down Under årgang 2008 udviklede sig til intet mindre end en katastrofe med seks sprinteropgør i træk og den på daværende tidspunkt relativt ukendte tyske sprinter Andre Greipel som samlet vinder og den første indehaver af ProTourens førertrøje det år.

Arrangørerne lovede ændringer straks efter fiaskoen. Det var tilsyneladende kommet bag på både dem og UCI at en fordobling af antallet af professionelle i feltet ville have den virkning, at forskellene mellem rytterne ville blive mindre, hvorfor en rute uden nævneværdige udfordringer ville være ensbetydende med massespurter hver eneste dag.

Alligevel må man konstatere, at det er begrænset hvad der er sket siden sidste år. Det bliver næppe en sprinter der vinder for både 2. og 5. etape ligner oplagte muligheder for at få et udbrud til at lykkes, men alligevel er det med en underlig smag i munden at man skal se et løb, der rangerer på højde med etapeløbsperler som Dauphiné Libére og Tour de Suisse, uden enkeltstarter og uden afslutninger på egentlige stigninger.

Løbet starter med en etape på 140 kilometer til Mawson Lakes, der på papiret ser lidt kuperet ud, men som givet slutter med en massespurt. Dagen efter kommer så den første af løbets to afgørende etaper, nemlig 145 kilometer med meget kuperet terræn til Stirling, hvor der sluttes af med fire omgange på en rundstrækning, der kunne minde meget om en traditionel VM-rute.

3. og 4. etape er sprinteretaper og minder for så vidt meget om hinanden, bortset fra at 4. etape slutter på en lille stigning, der nu ikke vil ryste andre end de sprintere, der er langt fra topformen. 5. etape til Willunga vil derimod udfordre rytterne, for her skal man over den efterhånden navnkundige stigning Willunga Hill to gange. Bakken stiger over otte kilometer, men det er særlig de sidste tre kilometer, der bliver afgørende, for der stiger det med omkring otte procent i snit. Når man samtidig tager i betragtning at det er tidligt på sæsonen, hvorfor rytterne er på forskellige stadier i deres formopbygning, så skulle den bakke være nok til at skabe splittelse i feltet, særligt den anden gang de skal over den. Desværre efterfølges stigningen af en 19 kilometers afslutning, der ikke er til eventuelle udbryderes fordel. Det afsluttende kriterium i Adelaide dagen efter vil næppe ændre noget i klassementet.

Favoritterne
Med en sådan rute skal favoritterne findes blandt de ryttere, der kan sidde med over mindre stigninger, men stadig være så hurtige, at de er i stand til at skaffe bonussekunder undervejs. Det er dog bemærkelsesværdigt, at stort set ingen har fokus på løbets favoritter, men i stedet er optaget af en anden ting.

For det er svært at komme udenom om at Tour Down Under anno 2009 først og fremmest vil blive kendt som løbet, hvor Lance Armstrong (Astana) gjorde comeback. Sidst Armstrong kørte løb på højeste niveau var i sommeren 2005, hvor han vandt sin 7. sejr i Tour de France, men nu har den levende legende valgt at vende tilbage med alt hvad det indebærer af omtale og medieopbud. Umiddelbart forventer jeg ikke den store indsats fra Armstrongs side i Australien, men det er heller ikke sejren amerikaneren går efter, men mere at få de første konkurrencekilometer i benene.

Løbets store favorit er til gengæld den unge spanier José Joaquin Rojas. Den blot 23-årige Caisse d’Epargne-rytter oplevede sidste år et større gennembrud og nu forventer alle, at han også skal til at vinde sejre i de større løb. Den lynhurtige Rojas sidder ganske fint med på stigninger, så længe der ikke er tale om deciderede bjerge og det gør ham perfekt til at kæmpe med om sejren i Tour Down Under. Holdkammeraten Luis Leon Sanchez er et andet spændende bud, men det kræver større udskilning på de hårde etaper og spørgsmålet er om ikke Caisse d’Epargne er bedre tjent med at køre for Rojas.

Allan Davis fra Quick-Step må også påtage sig favoritværdigheden. Davis har længe levet en omskiftelig tilværelse i det professionelle felt, men lader til endelig at have fundet ro på Patrick Lefevres mandskab, hvor han oplevede en fantastisk afslutning på 2008-sæsonen. Han blev toer sidste år og vil gøre alt for at forbedre den placering i hjemlandet

Sidste års vinder Andre Greipel kan derimod nok udelukkes på forhånd, idet den mere vanskelige rute ikke kan siges at være til Greipels fordel. Han skal ellers bevise, at sidste års mirakelsæson ikke er en tilfældighed, men det må i stedet ske i løbets mange potentielle massespurter. For Team Columbia kan ryttere som George Hincapie og Michael Rogers i stedet komme på tale til den samlede sejr.

Løbets placering som den første begivenhed på kalenderen gør det svært at pege på outsidere til sejren. Det må formodes at australiere som Chris Sutton (Garmin-Slipstream), Baden Cooke (UNISA) og Matt Lloyd (Silence-Lotto) alle er i nogenlunde form og så kan det også være at vinderen fra 2007 Martin Elmiger (AG2R) vil være med fremme på stigningerne.

Team Saxo Bank stiller til start med to oplagte bud på en samlet vinder, Stuart O’Grady og Jens Voigt. Mens førstnævnte to gange tidligere har vundet løbet, så plejer Jens Voigt altid at være i god form tidligt på sæsonen og ruten passer den angrebsivrige tyske veteran glimrende. Matt Goss vil formentlig være med fremme i sprinterne, hvor han i denne sæson genre skulle manifestere sit talent blandt de hurtigste ryttere, mens de resterende fire ryttere alle er danske. Hverken Nicki Sørensen, Anders Lund, Kasper Klostergaard og tilbagevendte Frank Høj kan forventes at være med fremme, men god træning kan det altid blive til.