Optakt: Tour Down Under

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

2023 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.

Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny indledning, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I flere år slog Tour Down Under og Tour de San Luis pjalterne sammen og splittede feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere rejste til Australien og etapeløbsrytterne drog til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.

Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner er rejst til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst, når nu hvor sidste sæson lærte holdene, at man skal være på dupperne fra start, selvom det varer tre år, inden der atter er dømt nedrykningskamp - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsserie, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle WorldTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelig sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i via af bonussekunder at vinde løbet for anden gang. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af samme Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt opad bakken i Stirling fundet.

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, i 2016 og 2018 var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet og i 2017 og 2020 atter kombinationen af Paracombe og Willunga, mens man i 2019 supplerede Willunga-etapen med en ny, hård finale i Campbelltown. Kun i 2017 var det en anelse lettere med kun Willunga-etapen som en relativt selektiv sag.

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprintere. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

Løbet har traditionelt kæmpet med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb har tilbudt en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, har feltet delt sig i to. Sprinterne and klassikerrytterne er hovedsageligt draget til Australien, mens etapeløbsrytterne har foretrukket Argentina. I 2017 blev Tour de San Luis aflyst, og derfor blev konkurrencen mindre intens, men da Vuelta a San Juan, der indledtes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, overtog rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, blev systemet hurtigt genetableret og fortsatte også i 2018, 2019 og 2020.

Alt dette fik corona lavet om på. Ganske vist nåede begge løb at blive afviklet, mens coronavirus stadig kun var et kinesisk fænomen, men som alle andre ikkeeuropæiske løb blev januarkalenderen hårdt ramt, da epidemi blev til pandemi. Hverken i 2021 eller 2022 lykkedes det at afvikle de to løb, og derfor er det med stor glæde, at cykelverdenen i 2023 for første gang i tre år kan byde på den åbning af sæsonen, vi netop havde vænnet os til

Starten på sæsonen vil i år være præcis, som vi kender, og modsat i 2019-sæsonen, hvor en usædvanligt tidlig dato for det australske løb betød, at Peter Sagan faktisk kunne deltage i begge løb, har ryttere med hang til en tidlig start denne gang skullet træffe et valg. Som det i stigende grad har været tilfældet i de seneste år, synes det i høj grad at være australierne og deres WorldTour-point, der har vundet kampen. Listen over grand tour-ryttere er som vanligt ikke skræmmende lang, men tæller navne som Jai Hindley, Geraint Thomas, Pello Bilbao, Simon Yates og Ben O’Connor, mens Caleb Ewan, Phil Bauhaus, Kaden Groves, Bryan Coquard, Jordi Meeus, Gerben Thijssen og Hugo Hofstetter er blandt de ryttere, der sikrer et pænt sprintefelt, som dog ikke er helt så stærkt, som de plejer. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et stærkt felt af ardennerspecialister og puncheurs, hvoraf blandt andre Michael Matthews, Marc Hischi, Simon Clarke, Alberto Bettiol, Mikkel Honoré, Alessandro Covi, Magnus Sheffield, Mauro Schmid og Maximilian Schachmann vil være at finde i feltet.

Grundet dets lavere status har de argentinske løb kunnet tilbyde mindre stress og færre medier, og det har givet det dets helt egen appel. Således har visse sprintere som Sagan, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Sacha Modolo og Tom Boonen ofte foretrukket den argentinske begivenhed, ligesom klatrerne helt naturligt har været langt mere tiltrukket af det bjergrige argentinske terræn. Det gør sig også gældende igen i 2023, hvor sprinterfeltet i Argentina ganske usædvanligt ligner det stærkeste, da det tæller blandt andre Gaviria, Sagan, Sam Bennett, Giacomo Nizzolo og Elia Viviani. På den anden side betyder den større prestige, at niveauet i Tour Down Under er meget højt, mens kampen om den samlede sejr i Argentina har været domineret af lokale ryttere, mens de internationale stjerner hovedsageligt har været i Argentina for at træne. Det samme gør sig gældende i 2023, hvor San Juans klassementsfelt er meget smalt, men hvor det stadig tæller nogle solide navne i form af Remco Evenepoel, Sergio Higuita og Miguel Angel Lopez. For alle rytterne i Argentina gælder dog altid, at de i stor grad understreger, at der er tale om forberedelse, mens der typisk proklameres langt større ambitioner om resultater i Australien.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Naturligvis er Tour Down Under for mange også træning, men man skal bare se på den seneste udgave, der altså blev afviklet helt tilbage i 2020, for at forstå, at der er meget mere på spil. Her var alle øjne rettet mod Richie Porte, der efter en samlet sejr i 2017 samt 2. pladser i 2015, 2016, 2018 og 2019 stillede til start som den store favorit. Efter at have tabt løbet på bonussekunder til Daryl Impey de to foregående år lod den lokale helt denne gang intet være overladt til tilfældighederne, og han kunne i suveræn stil tage sin anden sejr i løbet. Først kørte han alene hjem på den første af løbets to klassementsetaper med mål kort efter den stejle bakke i Paracombe, og selvom udbryderen Matthew Holmes nærmest sensationelt forhindrede ham i at vinde kongeetapen til Willunga Hill for syvende gang i træk, kørte han nok engang fra alt og alle, så han kunne krones som samlet vinder med hele 25 sekunder ned til Diego Ulissi, Simon Geschke, Rohan Dennis og Dylan van Baarle, der alle endte i samme tid med Ulissi på 2. pladsen og Geschke på 3. pladsen. Porte stoppede karrieren sidste efterår, og derfor bliver der ingen tredje samlet sejr til kongen af Willunga-stigningen, og da Geschke og Ulissi, der med 2015 som undtagelse ellers har kørt alle udgaver siden 2014, heller ikke deltager, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet som sagt gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære med etaper, der giver muligheder for forskellige ryttertyper, og hvor der er langt større udskilning end tidligere. I fem år frem til og med 2016 havde løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte var for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, valgte arrangørerne at ændre en smule på tingenes tilstand. 2017-ruten var på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne tilgodeså de hurtige afsluttere. På den anden side var de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og der blev skabt større forskelle end tidligere. De store tabere var de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet etaperne enten tilgodeså sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således blev etapen til Stirling, der ellers har rammen om et årligt tilbagevendende slag mellem stærke sprintere og puncheurs, sløjfet, og der var ingen etape, hvor en sen stigning kunne rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reduceret massespurt.

I 2018 var ruten endda endnu nemmere, da den ene af de to klassementsetaper var så let, at den ikke gjorde den store forskel. Stirling-etapen vendte ganske vist tilbage, men da tre af etaperne var flade sprinteraffærer, var det reelt kun på den klassiske kongeetape med mål på Willunga Hill, at klatrerne kunne gøre en forskel. Trenden blev brudt i 2019, hvor de ellers meget konservative arrangører var meget nyskabende med hele to nye etapeafslutninger, hvoraf to var for klassementsrytterne, én for hårdføre folk og tre for sprinterne, hvormed man i en vis forstand vendte tilbage til den gamle model, selvom Stirling-etapen for anden gang på tre år var fraværende. Den trend med hårdere ruter fortsatte i den seneste udgave i 2020, hvor man måske havde den hårdeste rute nogensinde med to af de vanskeligste klassementsetaper, et comeback til Stirling-etapen, en etape for de hårdføre sprintere og kun to helt klassiske sprinteretaper.

Løbet i 2020 var samtidig det sidste under ledelse af løbets skaber, Mike Turtur, der for tre år siden overlod ansvaret til den nye løbsdirektør, Stuart O’Grady. Med to aflysninger har den tidligere dobbelte vinder haft god tid til at overveje, hvad han vil med ”sit” løb, og den har han brugt til helt at gentænke det. Turtur brugte ellers de samme afslutninger igen og igen, men i år bliver alt kastet op i luften med en meget innovativ rute, som ikke har mange ligheder med det løb, vi kender.

Særligt to forandringer skiller sig ud. Vigtigst er det, at den klassiske kongeetape med Willunga Hill, der har været brugt uafbrudt i små 20 år, og hvor der siden 2012 har været mål på toppen, sløjfes til fordel for en spritny kongeetape med mål på den ukendte og aldrig tidligere benyttede Mount Lofty, der er en betydeligt lettere stigning end den gamle. Derudover åbnes løbet, der ellers aldrig tidligere har haft en tidskørsel, med en aftenprolog i Adelaides gader, hvor der med det samme kan skabes tidsforskelle. Det er den logistiske udfordring i at transportere ekstra materiel til den anden side af jorden, der længe forhindrede inklusionen af en tidskørsel, og for at overvinde den udfordring skal prologen som mange andre tidskørsler under fjerne himmelstrøg køres på almindelige cykler.

Det giver et løb, hvor der denne gang er hele tre nøgleetaper. I tillæg til prologen og den nye kongeetape, der ligesom i 2019 og 2020 erstatter det gamle gadeløb i Adelaide som løbets sidste etape, er der endnu en klassementsetape, og det er en sand klassiker. På 4. etape skal rytterne nemlig køre den velkendte afslutning med den meget stejle Corkscrew-stigning efterfulgt af en kort nedkørsel til Campbelltown, hvor det i 2014 lykkedes for Cadel Evans at køre fra alt og alle, og hvor vi i de seneste to udgaver har set spurter i grupper på hhv. 10 og 12 mand.

Det sætter scenen for et løb med flere nøgleetaper end vanligt, men også for et generelt hårdere løb. Ganske vist har kongeetapen en lettere finale end den, vi kender, men til gengæld må sprinterne være skuffede. De øvrige tre etaper lægger op til forskellige former for spurter, men de er bestemt ikke helt klassiske sprinteretaper. Således byder to af dem på ganske mange eller svære stigninger undervejs, og løbets fladeste etape, der slutter i Willunga, ender med en lidt atypisk spurt, hvor det stiger med godt 3% over den sidste kilometer.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Løbet skydes altså i gang tirsdag aften med en 5,5 km lang, flad og ganske teknisk prolog i Adelaide, hvor vi med det samme vil se de første små, men vigtige tidsforskelle. Derefter satser sprinterne på at skulle i aktion på onsdagens 1. etape, men med flere passager af den lange, bløde Menglers Hill vil vi kunne se nogen udskilning undervejs. Det vil vi helt sikkert også gøre på torsdagens 2. etape, hvor man, som vi har set det flere gange i de seneste år, krydrer den ellers helt flade finale i Victor Harbor med en sen og stejl stigning, der ventes at ville sætte scenen for en reduceret massespurt.

Fredag går det så atter løs med klassementskampen med den frygtede Corkscrew-etape, inden det hele i weekenden rundes af med den nye Willunga-etape, hvor der om lørdagen altså denne gang ”bare” er lagt op til en ganske hård stigende spurt, inden det hele skal afgøres søndag med den nye kongeetape til Mount Lofty, hvor højdemeterne over bare 115 km er ganske mange, men hvor finalebakken er lettere, end vi plejer at se det på Willunga Hill.

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden altså indtil nu har udelukket muligheden for en tidskørsel - en udfordring som altså omgås ved at køre prologen på almindelige cykler - betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udmarvende affære, og man har flere gange oplevet, at etaper er blevet forkortet.

Som vanligt vil rytterne varme op i gadeløb, Schwalbe Classic (tidligere Down Under Classic), i Adelaide, og det gør de som noget nyt om lørdagen og ikke søndagen inden løbet. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et løb uden for UCI-regi med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor går løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

Prolog

Tour Down Under har efterhånden mere end 20 år på bagen, men hvis der er én ting, der igennem alle årene har været bandlyst, har det været enkeltstarter. Ingen har ønsket de logistiske besværligheder, en lang transport af specialudstyr kunne føre med sig, og derfor har der ikke været én eneste tidskørsel i løbet af de første 22 udgaver. Det laves der imidlertid om på i udgave nr. 23, hvor løbsdirektør Stuart O’Grady i forbindelse med den generelle nytænkning af ruten har besluttet at skyde hele showet i gang med en aftenprolog i Adelaides gader, og den logistiske udfordring løses ved at bede rytterne gennemføre etapen på almindelige cykler. Således åbnes den reelle del af cykelsæsonen en tirsdag aften med en 5,5 km lang tur rundt på en teknisk rute i Adelaide Park, hvor de sande prologspecialister bør excellere, og selvom forskellene på prologer i sagens natur altid er små, vil de i et løb, som altid afgøres på sekunder, være lagt op til et nøgleslag straks fra start.

Med en distance på 5,5 km er der tale om en halvlang prolog, der har måde start og mål i Adelaide, og som består af en tur rundt i Adelaide Park, hvor det er helt fladt. Starten går i parkens udkant ved bredden af Torrensfloden, som gennemskærer parken, og herfra kører man med det samme mod nord over en lille fodgængerbro. På den anden side af floden rammer man en vej, som følges mod nordøst, indtil man efter 600 m drejer mod sydøst for at følge en snoet vej, der leder mod sydøst og nordvest, idet man undervejs passerer igennem en rundkørsel efter 1400 m.

Efter 1700 m rammer man den mest tekniske fase, når man drejer til højre mod nordøst, og herefter er der yderligere sving efter hhv. 1800 m, 1900 m og 2300 m og 2400 m, hvoraf det sidste er i en rundkørsel, og derfra går det kortvarigt ad en relativt lige vej mod nordøst og øst. Efter 2800 m tager man et skarpt sving, og derefter følger et længere stykke, hvor man kører i en generelt sydlig retning ad en meget snoet vej ind gennem parken langs floden. Efter 4100 m skal man igennem en rundkørsel, hvorefter man passerer floden via en bro, inden man efter 4500 m drejer mod vest. Slutteligt drejer man efter 5000 m ind på en sti, og derefter er der yderligere to lidt blødere sving med 400 m og 300 m igen, inden det går ad en lige mod sydvest ned langs floden til mål.

Etapen byder på i alt 12 højdemeter.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Der er tale om en helt klassisk prolog, da den er både flad og ganske teknisk. Der er ikke mange chancer for at åbne for gassen, men der i det mindste to faser fra start og mod slutningen, hvor specialisterne kan træde lidt til. Som de fleste andre prologer er etapen dog primært kendetegnet ved de mange sving, der gør det til en ganske teknisk sag, og dermed må man forvente, at det vil være en kamp de klassiske prologspecialister, der både har power, tekniske evner og accelerationsstyrke. Dertil regner man normalt sprinterne, som også må forventes at gøre det godt, men ruten er så lang, at det på denne etape formentlig mere vil tippe i retning af de teknisk stærke og eksplosive tempospecialister.

Indtil man i 2019 begyndte at slutte løbet med kongeetapen, var sidste etape altid et gadeløb i Adelaide, der således var målby hvert eneste år mellem 1999 og 2018, og i de fleste af de første udgaver var det indledende gadeløb endda også en del af selve løbet, hvorfor løbet bød på hele to etaper i byen. I alle tilfælde har det givet anledning til massespurter. Efter at løbet kom på WorldTouren lykkedes det i de første år for Francesco Chicchi (2009), Chris Sutton (2010) og Ben Swift (2011) at vinde i Adelaide, men den dominerende skikkelse har selvfølgelig været André Greipel, der vandt i 2008, 2012, 2013, 2014 og 2018. Mellem 2014 og 2018 skippede han imidlertid løbet, og det åbnede for sejre ryttere, nemlig Wouter Wippert (2015) og Caleb Ewan (2016 og 2017). I 2019 åbnede man i stedet løbet med en etape, der havde mål i Port Adelaide, hvor Elia Viviani vandt en massespurt. I årene inden WorldTouren, hvor der altså ofte var to etaper i byen, gik sejrene til Robbie McEwen (2000, 2002, 2004, 2005, 2005 og 2007), Mark Renshaw (2007), Allan Davis (2006), Baden Cooke (2003 og 2004), Graeme Brown (2003), David McKenzie (2001), Koos Moerenhout (2000), Graeme Miller (1999) og sågar Nicolaj Bo Larsen (1999), der vandt den allerførste etape i løbets historie.

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), men det har indførelsen af prologen ændret på i år. Sprinterne skal derfor frem til andendagen og den første linjeløbsetape, inden de kan komme til fadet, og det drømmer de om at gøre på en etape, der som åbningsetapen i 2020 i alt væsentligt afvikles på en rundstrækning omkring byen Tanunda. Denne gang har man imidlertid sammensat en helt anden omgang, der byder på den lange opkørsel af Menglers Hill, som skal passeres hele fire gange, hvilket giver en kort etape med små 2000 højdemeter. Nok er der tale om en meget blød bakke, som mange sprintere vil kunne overleve, men på denne tid af året kan også mindre bakker skabe større selektion, end man skulle tro, og selvom meget taler for, at det vil ende i en spurtafgørelse, vil der stilles visse krav til holdbarheden for de sprintere, der drømmer om at vinde i sprinterbyen Tanunda.

Som altid er de australske etaper relativt korte, og denne gang skal der på førstedagen bare køres 149,9 km, der har både start og mål i Tanunda. Etapen er inddelt i to, da man kører et indledende stykke rundt om byen, inden man skutter med omgange på en rundstrækning, hvor langt det meste af etapen finder sted.

Starten går i byens nordvestlige udkant, hvor man igennem fladt terræn snor sig mod nordvest igennem en meget teknisk fase med mange sving.  Efter 8,2 km drejer man mod nordøst for at køre frem til Greenock, der nås efter 10,5 km, og her drejer man efter 11,9 km mod sydøst for at køre ad en generelt lige og flad vej frem til byen Angaston, der nås efter 25,4 km, idet man efter 18,1 km undervejs passerer Nuriootpa, hvorefter det begynder at stige let. I Angaston snor man sig videre mod sydøst, idet det nu begynder at stige kraftigere, indtil man 500 m fra toppen af Mengler’s Hill rammer den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 500 m, der med sine 6,9% er de vanskeligste, af stigningen, hvis top rundes efter 32,2 km, dog uden nogen bjergspurt. Herefter kører man den sidste del af rundstrækningen, inden man efter 45,6 km krydser stregen for første gang i forbindelse med den første spurt.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 26,1 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordøst ud gennem byen, inden man kører mod sydøst og nordøst igennem flere sving og igennem let stigende terræn. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre op ad kategori 4-stigningen Mengler’s Hill (4,5 km, 3,7%, max. 13,3%), der er en ganske blød opkørsel med stigningsprocenter på 3-4%, inden den slutter med de omtalte 500 m med 6,9%.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Toppen rundes efter hhv. 58,2 km, 84,3 km, 110,4 km og 136,5 km, idet der er en kategori 4-bjergspurt på 1. og 3. omgang, og herfra resterer efter sidste passage bare 13,4 km. De indledes med en ganske let nedkørsel, der leder mod sydvest, vest og nord, inden det går ad let faldende veje mod sydvest. Umiddelbart inden byen Bethany drejer man mod nordvest for at følge en lige og let faldende vej ind gennem samme by frem til udkanten af Tanunda, hvor der er et ganske blødt sving med 1700 m igen, inden der herefter er to ganske kraftige kurver umiddelbart før den røde flamme, hvorefter vejen er stort set helt lige. Det falder let ned mod de sidste 1500 m, der til gengæld er let stigende, og der er en anden spurt på målstregen ved afslutningen på anden omgang, dvs. efter 97,8 km.

Etapen byder på i alt 1714 højdemeter.

Tanunda er en hyppigt besøgt by i løbet, og her plejer sprinterne altid at få det sidste ord. Denne gang har man dog skruet ganske betydeligt op for vanskelighederne, og det kan gøre det til en ganske åben etape. Man må stadig tro, at der vil være sprinterhold til at kontrollere, men man kan ikke helt afvise, at det på de snoede og lidt kringlede veje vil være muligt for et udbrud at komme langt, og at et sent angreb måske endda kan holde. Mest taler dog for, at vi skal have en spurt, men på denne tid af året vil en rute som denne formentlig skabe betydeligt mere udskilning, end den ville have gjort, hvis den var blevet kørt senere på sæsonen.

Tanunda var senest vært for åbningsetapen i den seneste udgave i 2020, hvor Sam Bennett åbnede sin tid hos Quick-Step ved at spurte sig til sejr foran Jasper Philipsen og Erik Baska. Derudover var byen i løbets første år meget ofte på programmet, men inden 2020-udgaven agerede den senest målby helt tilbage i 2013. Dengang vandt André Greipel en af sine mange sejre i en massespurt, mens det året forinden var Oscar Freire, der var hurtigst i den australske by. I 2010 var Greipel også hurtigst, da han vandt åbningsetapen i byen, mens Karl Menzies tog en udbrudssejr på førstedagen i 2007, hvor løbet endnu ikke var en del af WorldTouren - i øvrigt på en dag, hvor Lars Bak blev nr. 3. I 2005 vandt Robbie McEwen en massespurt i byen, mens det i løbets første fire udgaver blev til en solosejr til Cadel Evans (2002) samt spurtsejre til Kai Hundertmarck (2001), Erik Zabel (2000) og Stuart O’Grady (1999).

2. etape

Nogle sprintere vil være efterladt skuffede tilbage efter den hårde 1. etape, og de kan meget vel få sig endnu en skuffelse på løbets tredje dag. Her skal man eller slutte i Victor Harbor, der er kendt som en af løbets mest udprægede sprinterbyer. Umiddelbart nord for byen ligger imidlertid et højdedrag, og det benyttede man på de tilsvarende etaper i 2016 og 2020 til at skabe nogle helt anderledes hårde finaler, end man har været vant til. Det gør man også i år, hvor man atter sender rytterne en tur ind gennem højdedraget med godt 20 km igen - denne gang dog via en ny opkørsel - og da resten af etapen også er meget hårdere, end den plejer at være, bliver det næppe noget fuldt felt, der kan ventes at skulle spurte om sejren i havnebyen. Tværtimod er det ganske sandsynligt, at vi vil se det samme, som vi så i 2016 og 2020, nemlig at en reduceret massespurt skal afgøre etapen efter et forfølgelsesløb ind mod mål mellem feltet og de sprintere, der måtte være sat af på sidste stigning - og så skal man ikke helt undervurdere vinden, der før har spillet en rolle på etaper til Victor Harbor.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Naturligvis er også denne etape en kort sag, når der skal køres bare 154,8 km mellem Brighton og Victor Harbor. Startbyen er en sydlig forstad til Adelaide, og herfra lægger man ud med at bevæge sig mod sydvest op ad en lille bakke, inden man kører videre mod sydvest ad lange, lige og let faldende vej, som leder ned til kysten i byen, der nås i byen Noarlunga efter 15,5 km. Herfra går det videre mod syd ned langs vandet ad lige og flade veje, inden man kortvarigt kører mod nordvest helt ud til kystvejen, hvor man i Snapper Point mellem Port Willunga og Aldinga Beach kører dagens første spurt efter 33,6 km.

Nu bliver det snart mere alvorligt igen. Man fortsætter kortvarigt mod syd ned langs vandet, men hurtigt drejer man mod sydøst og senere sydvest for at køre væk fra vandet via den lange bakke Heatherdale Hill (4,2 km, 4,1%), der slutter med 8,7% over den sidste kilometer og har top efter 50 km. På toppen er der kortvarigt et let kuperet plateau, som følges videre mod sydvest, inden en let nedkørsel leder mod sydvest tilbage til vandet, der mås i byen Carrickalinga. Her kører man ad let stigende veje mod sydvest og nordøst frem til den anden spurt, som kommer efter 71,7 km.

Heller ikke denne gang bliver man længe ved vandet. I stedet kører man igen ind i landet mod sydøst og syd ad let stigende veje, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 2-stigningen Parawa Hill (3,0 km, 6,8%, max. 16,7%), hvis enkelte kilometer stiger med hhv. 7,1%, 9,4% og 4,2%, inden man efter 87,2 km runder toppen. Herfra snor man sig i en generel østlig retning ad let faldende veje, som leder ned til målbyen Victor Harbor, hvor man når kysten igen efter 114 km.

Man når imidlertid kun den østlige udkant. I stedet for at køre ind til centrum og målstregen drejer man mod nordvest og senere nordøst for at køre væk fra vandet ad let stigende veje frem mod det lille højdedrag, der ligger nord for byen. Her drejer man mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Nettle Hill (2,0 km, 7,7%, max. 15,64%), der starter med en kilometer med godt 5%, men derefter byder på to 500 m-segmenter på hhv. 9,0% og 11,2%.

Toppen rundes efter 133,9 km, og herfra resterer 20,9 km. De indledes med, at man kortvarigt følger et fladt plateau videre mod nord, men herefter vender man rundt for at følge en let nedkørsel mod syd tilbage mod målbyen. Efter den stejle del af nedkørslen kører man kortvarigt mod sydvest op ad en bakke (3,0 km, 2,9%), der har top med 10 km igen, inden det går mod syd ad først et kort, fladt stykke og siden en sidste nedkørsel, der leder ned til Victor Harbor, hvor de sidste 3,5 km er helt flade. Man drejer skarpt med 4600 m igen, hvorefter man drejer i en rundkørsel med 2400 igen. Slutteligt skal man lige igennem endnu en rundkørsel med 1300 m igen, hvorefter det slutter kringlet med to skarpe sving med hhv. 800 m og 600 m igen og en rundkørsel bare 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1852 højdemeter.

Vi kender modellen for denne finale i Victor Harbor fra 2016 og 2020, og selvom stigningen denne gang er en anden, vil vi formentlig se nogenlunde samme forløb. Hver gang har den sene stigning skabt en pæn udskilning - også større end man egentlig ville forvente - og den sidste bakke er helt sikkert svær nok til, at vi kan se noget lignende denne gang. Den kommer for tidligt til for alvor at kunne bruges offensivt, og meget taler derfor for, at vi vil se et afsluttende forfølgelsesløb, hvor sprintere vil forsøge at komme tilbage inden en forventet reduceret massespurt. Jokeren er vinden, der før har spillet en rolle i området.

I de første år var Victor Harbor vært for løbet stort set hver gang, men siden 2010 er byen kun blevet besøgt i 2020, hvor Giacomo Nizzolo efter en tilsvarende hård finale vandt en reduceret massespurt foran Simone Consonni og Sam Bennett, i 2018, hvor Elia Viviani på en fladere rute tog sin første sejr i løbet foran Phil Bauhaus og Caleb Ewan, i 2017, hvor Caleb Ewan tog sin anden af fire etapesejre foran Peter Sagan og Niccolo Bonifazio i en let finale, i 2016, hvor Simon Gerrans foran Ben Swift og Giacomo Nizzolo vandt etapen i en reduceret massespurt i samme hårde finale som i 2020, i 2014, hvor André Greipel vandt en reduceret massespurt foran Jürgen Roelandts og Elia Vivani efter en hård sidevindsetape, og i 2012, hvor Greipel også var hurtigt, denne gang foran Yauheni Hutarovich og Edvald Boasson Hagen. Graeme Brown og Allan Davis vandt i henholdsvis 2009 og 2008, mens Baden Cooke (2007), Luis Leon Sanchez (2005), Philippe Gilbert (2004), Robbie McEwen (2002), Alessio Galletti (2001) og Stuart O'Grady (1999) alle vandt her, inden løbet blev en del af WorldTouren.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

3. etape

Efter et par dage, hvor en god spurt har været afgørende, får klatrerne endelig den første af deres to muligheder, når man for fjerde gang i historien udfordres af den nu velkendte afslutning med den stejle Corkscrew-stigning efterfulgt af en hurtig nedkørsel til Campbelltown. Her plejer løbets klatrere at spille med musklerne, men selvom Cadel Evans lykkedes med at køre fra alt og alle ved første besøg i 2014, har vi altid fået en regruppering og en spurt i en gruppe på 10-12 mand. Mange vil drømme om at kopiere Evans og tage et stort skridt mod den samlede triumf med et soloridt, men formentlig vil det andet store klassementsslag efter prologen igen ende i en spurt mellem løbets klassementsryttere, hvor vigtige bonussekunder vil være på spil.

Med en distance på bare 116,8 km er der tale om en selv for dette løb uhørt kort distance, der fører fra Norwood til Campbelltown. De to byer er naboer og østlige forstæder til Adelaide, hvor de ligger side om side lige vest for et højdedrag, og etapen består af en tur længere ind i landet og tilbage igen. Starten er knaldhård, da man med det samme kører mod sydøst ind gennem højdedraget via kategori 2-stigningen Ashton Hill (9,6 km, 4,8%, max. 17,8%), der starter med fem kilometer med 4-7%, men derefter flader ud med 1-3% frem mod de sidste 500 m, som stiger med 5,9%.

Toppen rundes efter 9,6 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet kører man mod øst ad en snoet og let kuperet vej, der slutter med en lille bakke (2,5 km, 5,9%) med top efter 18 km. Herefter drejer man mod nordøst for at køre ad en fladere vej frem til Lobethal, hvor dagens første spurt kommer efter 29,0 km. Herfra fortsætter man mod nordøst frem til Kento Valley, inden det kortvarigt går mod øst igennem fladlandet, inden lige og flade veje leder mod nord og slutteligt nordvest frem til etapens nordligste punkt i Williamstown, hvor den anden spurt køres efter 64,0 km. Her vender man rundt for at følge lige og ganske let stigende veje frem til byen Kersbrook.

Umiddelbart efter byen drejer man mod øst for at passere kategori 1-stigningen Checker Hill (2,0 km, 6,4%, max. 18,9%), der er en meget ujævn stigning med først to 500 m-segmenter på hhv. 7,0% og hele 14,2%, inden der venter 500 m, der er let faldende, og slutteligt 500 m, der stiger med 5,8% frem mod toppen, som rundes efter 82,2 km. Herfra resterer fortsat 34,6 km, som indledes med en kort nedkørsel, der leder mod øst og sydøst, inden det går mod vest og sydvest ad en uhyre snoet vej, der først er flad og siden let faldende.

Den leder tilbage til det omtalte højdedrag øst for Adelaide, og det er her finalen køres. Den rammes, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 1-stigningen Corkscrew (2,3 km, 9,2%, max. 24,4%). Der er tale om en meget stejl stigning, der efter en kilometer med 6-8% stiger med hele 15,1% over 500 m, inden den flader lidt ud med 8,8% over 500 m og slutteligt 7,0% over de sidste 300 m frem mod toppen, som rundes efter 111,0 km. Herfra resterer bare 5,8 km, der fører mod sydvest og nordvest ned til Campbelltown via en relativt let nedkørsel, der går ad en let snoet vej. Det falder hele vejen ned til målstregen, og der er kun ét skarpt sving efter toppen, nemlig med bare 500 m igen.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Etapen byder på i alt 1830 højdemeter.

Vi har nu lært Corkscrew-stigningen at kende, og den giver altid anledning til et herligt slag, hvor de bedste kører væk, men hvor vi også to ud af tre gange har set en regruppering. Cadel Evans er den eneste, der er lykkedes med at holde hjem, mens vi i 2019 så, at Richie Porte, Michael Woods, George Bennett og Wout Poels blev hentet til en spurt blandt 10 mand, og vi så det samme i 2016, hvor det var Porte, Woods og Sergio Henao, der blev hentet og i stedet måtte deltage i en spurt blandt 12 mand. Mest taler således for, at en lille gruppe atter skal spurte om sejren, og at der vil kunne vindes vigtige bonussekunder for hurtige klassementsryttere i stil med Daryl Impey og Simon Gerrans, der vandt etapen i hhv. 2019 og 2016, men som Evans har vist er det bestemt også muligt, at det vil være muligt for den eller de bedste at gøre en varig forskel.

Finalen med Corkscrew-stigningen og nedkørslen til Campbelltown har været benyttet tre gange tidligere. Det var senest i 2019, hvor fire mand kørte væk på stigningen, men hvor det endte i en spurt blandt 10 mand, hvor Daryl Impey sejrede foran den førende Patrick Bevin og Luis Leon Sanchez. I 2016 var det 12 mand, der samledes, og her kørte Simon Gerrans sig i førertrøjen ved at vinde spurten foran Rohan Dennis og Michael Woods. Finalen gjorde debut i 2014, hvor Cadel Evans kørte fra alt og alle og sejrede med 15 sekunder ned til 12 mand, hvis spurt blev vundet af Nathan Haas og Diego Ulissi. Derudover har Campbelltown to gange været mål for lettere sprinteretaper. Det var i 2017, hvor Caleb Ewan spurtede sig til sejr foran Peter Sagan og Danny van Poppel, og i 2015, hvor Jack Bobridge overraskede stort ved at vinde 1. etape fra et udbrud foran udbrudskollegerne Lieuwe Westra, Luke Durbridge og Maxim Belkov.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

4. etape

Efter det første slag mellem løbets klatrere ventes sprinterne at få en sidste chance på løbets næstsidste dag, hvor feltet besøger velkendt terræn. Her skal man nemlig køre i det flade terræn omkring Willunga og Port Willunga, hvor det meste af kongeetapen plejer at finde sted, men hvor man i alle tidligere udgaver siden 2002 har krydret det med en eller to ture op ad den nærliggende Willunga Hill - i de første år forud for en nedkørsel til en afslutning i Willunga og i de seneste mange år med mål på toppen - skipper man i år helt løbets mest ikoniske stigning. I stedet er der tale om løbets fladeste og klart letteste etape, hvor der er lagt op til massespurt, men i en stigende finale, der er hård nok til, at det vil være en anderledes spurt end en klassisk spurtafgørelse og dermed måske en chance for puncheurtyperne til at jagte bonussekunder - hvis altså ikke vinden spiller rytterne et puds.

Med en distance på 133,2 km er der tale om endnu en meget kort etape, der fører feltet fra Port Willunga til Willunga og skal deles i to dele. Først kører man mellem start og mål, og man lægger ud med at køre mod sydvest og syd ned lang den flade kystvej gennem Aldinga Beach, inden man drejer mod øst for at køre væk fra vandet. Herfra går det skiftevis mod øst og nord ad lige og flade veje frem til McLaren Vale, som nås efter 25 km, hvorefter man kører mod nord ad en let stigende vej frem til det nordligste punkt.

Her drejer man mod øst for at køre ad en let kuperet vej, inden en let faldende vej leder mod sydvest og syd ned til McLaren Flat. Her bliver det igen fladt, når man kører mod sydvest og syd ad lige veje frem til målbyen, hvor man for første gang skal op ad målbakken Lower Willunga Hill (2,4 km, 2,9%), hvis sidste kilometer med 3,2% er den stejleste og stiger med 3,1% over de første 500 m og derefter er lidt stejlere med 4,1% over de sidste 500 m, og på hvis top der er en første kategori 4-bjergspurt, og når man krydser stregen efter 51,4 km.

Anden del af etapen består nu af to omgange på en 40,9 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod vest ad en lige og let faldende vej ud mod kysten, hvorefter det flader ud, når man kører mod sydvest, syd og vest det sidste stykke ud til vandet. Her kører man mod nord og nordøst op langs den flade kystvej i modsat retning af den, der blev benyttet først på etapen, idet man kort efter passagen af Aldinga Beach kører dagens to spurter på hver af de to omgange efter hhv. 69,5 km og 110,4 km i Snapper Point midt mellem Aldinga Beach og startpunktet i Port Willunga.

Efter passagen af startpunktet går det mod sydøst og øst ad let stigende veje væk fra vandet, inden man kører mod nord og senere øst igennem let stigende terræn frem til McLaren Vale, der passeres efter hhv. 85,5 km og 126,5 km. Her drejer man mod syd, hvorefter det går mod syd ad en lige og flad vej frem mod målbyen, hvor det med 3 km igen begynder at stige let, indtil man rammer selve målbakken (2,4 km, 2,9%), der altså stiger med 3,1% på de første 500 m efter den røde flamme og derefter er lidt stejlere med 4,1% over de sidste 500 m. Den lange, lige vej har en blød kurve med 500 m igen, men det sidste rigtige sving kommer i McLaren Vale hele 8,3 km fra stregen. Der er en anden kategori 4-bjergspurt i forbindelse med anden målpassage efter første omgang, dvs. efter 92,3 km, men der er ingen bjergspurt ved tredje og sidste passage i forbindelse med målgang.

Etapen byder på i alt 1076 højdemeter.

Vi kender terrænet omkring Willunga fra kongeetapen, og det er bestemt ikke vanskeligt. Tværtimod er det næsten helt fladt, og selvom vi før har set sidevindskørsel på etapen, plejer vinden ikke at spille en rolle. Mest sandsynligt er det derfor, at sprinterne vil sørge for at tage deres sidste chance, men spurten er ganske speciel. Den stiger nok til, at de hurtigste puncheurtyper vil kunne tro på, at de måske kan udfordre sprinterne og jagte nogle bonussekunder, og der er derfor lagt op til et ganske interessant spurtopgør, hvor løbets klatrere skal krydse fingre for, at bonussekunder går til sprinterne og ikke deres hurtige rivaler.

Willunga er siden 2002blevet besøgt hvert år på kongeetapen med en eller to passager af Willunga Hill, og mens der mellem 2012 og 2020 var mål på toppen af bakken i udkanten af byen, var der mellem 2002 og 2011 mål nede i selve byen, som der også er det i år. Seneste gang var i 2011, hvor Francisco Ventoso vandt en reduceret massespurt foran Michael Matthews og Matthew Goss, mens Luis Leon Sanchez i en højdramatisk finale akkurat lykkedes med at holde hjem foran Luke Roberts, Cadel Evans og Peter Sagan i 2010. I 2009 vandt Allan Davis en reduceret massespurt foran Jose Joaquin Rojas og Martin Elmiger, mens André Greipel gjorde det samme, da han sejrede foran Allan Davis og Jose Alberto Benitez Roman i 2008. I årene inden optagelsen på WorldTouren gik sejrene til Pieter Ghyllebert (2007), Russell van Hout (2006), Alberto Contador (2005, hvor han tog sin første sejr siden sin hjerneblødning), Benjamin Day (2004), Steffen Wesemann (2003 efter diskvalifikation af den oprindelige vinder Giampaolo Caruso, der testede positiv for nandrolon) og Robbie McEwen (2002).

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

5. etape

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting har siden 2002 altid været fast. Her har løbets kongeetape haft den ikoniske Willunga Hill som centrum og siden 2012 også med mål på toppen. I de seneste to udgaver er hele løbet endda sluttet på toppen af den berømte bakke, men i årets nytænkte udgave er alt anderledes. For tredje gang i træk skal det hele afgøres med kongeetapen som den afsluttende etape, men for første gang i historien sker det ikke på Willunga Hill, men på den for mange helt ukendte Mount Lofty, som løbet aldrig tidligere har passeret. Det vil mange klatrere begræde, da der er tale om en noget lettere stigning, som mere appellerer til meget eksplosive puncheurtyper end eksempelvis Richie Porte, der jo vandt på Willunga Hill seks gange i træk. Mere end 2200 højdemeter over bare 112,5 km, der er nærmest uden fladt terræn, og en afslutning, hvor de sidste 8 km alle er stigende skaber, dog basis for at gøre løbet hårdere end som så og dermed alligevel sætte scenen for en spændende og selektiv finale, hvor de nye rammer vil gøre det meget usikkert, præcis hvilken ryttertype, der vil have overhånden.

Med en distance på bare 112,5 km er der tale om endnu en ultrakort etape, der fører feltet fra Unley til toppen af Mount Lofty, og der er næsten tale om et rent rundstrækningsløb. Startbyen ligger således umiddelbart vest for Mount Lofty, og man lægger ud med at køre mod sydøst og nord op ad en lang stigning (9,0 km, 4,2%), der leder hele vejen op til stegen, som altså krydses efter 9,0 km. Rundstrækningen rammer man i bunden af den officielle Mount Loft-stigning med 2,5 km igen, men der er ingen bjergspurt, når man rammer den officielle top af stigningen 1000 m, inden man passerer mål for første gang.

Etapen afsluttes nu med fire fulde omgange på den 25,9 km lange runde. Fra start går det ad en snoet og faldende vej mod nord og øst frem til det nordligste punkt i byen Uraidla, hvor dagens to spurter kommer på første og tredje omgang efter hhv. 15,3 km og 67,0 km. Derfra kører man mod sydøst op ad en lille bakke, inden man følger en let snoet og let faldende vej mod syd ned til byen Bridgewater, der ligger i rundstrækningens laveste punkt.

Herfra er det stigende resten af vejen, så man op til stregen i alt kører en 8,0 km lang stigning, der stiger med 3,1% i snit. Først kører man mod sydvest ad en let stigende vej frem til byen Aldgate, der ligger i etapens sydligste punkt, og hvor man drejer mod nordvest for at sno sig videre af den stigende vej frem til byen Stirling, der er kendt som målby for den velkendte stigende spurt i løbet.

Umiddelbart efter passagen gennem byen drejer man mod nord ind på den officielle kategori 1-stigning Mount Lofty (1,5 km, 6,5%, max. 13,3%), der bliver stejlere og stejlere. Således stiger de tre 500 m-segmenter med hhv. 3,7%, 6,2% og slutteligt 9,8%, inden man runder toppen, hvor der på første og tredje omgang efter hhv. 33,6 km og 85,3 km er en bjergspurt. Efter toppen fortsætter det med at stige let med 2,3% over de sidste 1300 m, idet de sidste 500 m er næsten flade. Man drejer til højre i en bunden af den officielle stigning med 2800 m igen og igen i en rundkørsel med 2500 m igen, og derefter bugter vejen sig en anelse, inden det er en helt lige vej, der leder frem til stregen efter den officielle top af Mount Lofty.

Etapen byder på i alt 2222 højdemeter.

Læs også

Se spurten, der fik Bora-profil deklasseret

Denne nye finale er ikke helt let at blive klog på. Der er ingen tvivl om, at Mount Lofty er en betydeligt lettere stigning end Willunga Hill, og det er kun den sidste kilometer frem til bjergspurten, der for alvor gør ondt. Det taler umiddelbart for en mindre selektiv afgørelse, hvor en gruppe skal spurte om sejren i den stigende afslutning til sidst, men den samlede etape er betydeligt hårdere end Willunga-etapen, der i alt væsentligt var flad. Denne rute kan køres relativt hårdt, og i januar kan den formentlig gøre nogen skade, og så må det være op til klatrerne at se, om de kan gøre en reel forskel på den stejle kilometer, og hvor lille en gruppe der eventuelt måtte skulle spurte om sejren. Udbrud kan på så kuperet en rute heller aldrig afvises, men i et løb, hvor bonussekunder kan betyde alt, taler meget for, at løbets favoritter skal slås om både etapetriumf og samlet sejr, når de rammer bakken for sidste gang.

Mount Lofty har aldrig tidligere været mål for et stort cykelløb.

STREAM TOUR DOWN UNDER  UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen, og Tour Down Under er måske det vanskeligste af dem alle. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for ti år siden, ligesom Daryl Impeys første triumf i 2018 bestemt heller ikke var den mest forventede, og Patrick Bevins ”næsten-sejr” i 2019, hvor et styrt satte ham ud af spillet, heller ikke lå i kortene.

Det styrkeforhold, vi vil kende fra højsæsonen i Europa, gælder nemlig ikke rigtigt på denne tid af året. Generelt kan man med en god træningsindsats hen over vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under, og i det hele taget betragtes løbet derfor som en god mulighed for at hente relativt ”billige” WorldTour-point. På denne tid af året kan man komme langt med solid forberedelse, og generelt betyder form her langt mere end generelle evner. Alle de ryttere, der er sendt til Australien, har haft en mere intens træningsindsats på december måneds træningslejre, men der er stadig enorm forskel på formniveauet. Det tricky er, at det er umuligt for den udenforstående at vide, hvem der har lagt den ekstra indsats, der giver den påkrævede superform. Eneste pejlemærke er de australske mesterskaber, eventuelle udtalelser fra rytterne og deres hold samt rytternes historik for at starte enten stærkt eller svagt. Det er nogle helt anderledes løse holdepunkter end en forudgående løbsserie, hvor rytternes form er stillet åbent til skue, og det betyder altid, at der vil være mere end almindeligt meget gætværk over forudsigelser om udfaldet af Tour Down Under.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

På den anden side har de seneste udgaver af løbet været nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier, Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. I 2016 var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform.

I 2017 sejrede Porte endelig som øverste mand i en top 4, der bestod af hele tre australiere, og også i 2018 var det generelt de ventede navne, der var med fremme, selvom Impey altså havde held og styrke til - med god hjælp fra den kraftige modvind på Willunga Hill - at snyde storfavoritten Porte. Mønsteret gentog sig i 2019, hvor Impey sejrede foran Porte og Wout Poels, der sammen med netop Impey og Michael Woods var udpeget som topkandidaterne allerede inden løbet, og da løbet senest blev afviklet i 2020 blev det nok engang til favoritsejr til Porte, denne gang foran Diego Ulissi, der altid har været god i Australien, samt Simon Geschke, der til gengæld blev et overraskende eksempel på, hvordan en outsider kan komme meget langt med god januarform.

I år er vi uden Mr. Willunga, Porte, der som bekendt har indstillet sin karriere, og det kunne vel næppe være mere symbolsk, at hans farvel falder sammen med en udgave, hvor alt, det vi kender, kan smides på møddingen. Det har ellers gjort livet en smule nemmere, at det ikke kun ofte er de samme ryttere, der er i form i januar, men at ruten også har gjort uhyre meget brug af genbrug. Snart sagt alle de afgørende etaper har i de senere år haft velkendte og gennemprøvede finaler, og der var derfor ikke mange overraskelser, når det gjaldt hårdheden. Den slags kan ellers være meget svær at spå om, når vi taler om puncheur- og ikke bjergterræn, og det gælder særligt i januar, hvor der generelt skal meget færre udfordringer til for at skabe udskilning. I centrum for det hele har naturligvis været kongeetapen med mål på Willunga Hill. Det er en stigning, man måske kunne have lidt svært ved at spå om alene ud fra data, men som nu har været mål for kongeetapen hver eneste gang siden 2012 og derfor kendes til hudløshed af både ryttere og iagttagere.

Det har givet en vis form for tryghed, at alle finalerne var velkendte, men det er altså det, der laves helt om på i år. Mest symbolsk er det, at Willunga-stigningen forsvinder sammen med kongen af selvsamme stigning, Porte, der som bekendt sejrede hele seks gange i træk, inden udbryderen Matthew Holmes akkurat brød stimen ved seneste besøg i 2020, og den erstattes altså af den nye Mount Lofty, der kan være svær at greje. Det er klart, at en så markant forandring af kongeetapen ændrer løbets sværhedsgrad ganske afgørende, og det gør det hele meget uforudsigeligt og langt mere åbent end vanligt. Man må i den grad sige, at den nye løbsdirektør, Stuart O’Grady, er lykkedes med at sætte sit præg på et ellers ret fastlåst løb med det samme.

Det er ikke svært at se, at Mount Lofty er en meget lettere stigning end Willinga. Ganske vist stiger det over 8,0 km, men kun med 3,1% i snit, og det er reelt kun den officielle del af stigningen, nemlig de 1500 m med 6,2%, der er vanskelige og kan gøre forskelle. Heraf er det endda kun de sidste 1000 m, hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 6,2% og 9,8%, der kan bruges til reelle angreb, og det er altså betydeligt mere håndterbart end Willunga-stigningens 7,3% over 2,9 km.

Der er altså kun 1000 m til at iværksætte et angreb, for man må formode, at løbet er så kontrolleret, at det hele koges ned til sidste omgang. Det ligner langt mere puncheurterræn end vanligt, og en rytter som Porte ville få meget svært ved at vinde på denne stigning, selvom de sidste 500 m gør ondt. Til gengæld er det værd at bemærke, at etapen går op eller ned det meste af dagen med mere end 2200 højdemeter over bare 112,5 km, og dermed er det etapens samlede hårdhed, der kan skabe større udskilning, end stigningen i sig selv lægger op til. Det gælder, hvis et hold vælger at gøre det hårdt, og det gælder særligt i januar måned, hvor man af og til bliver overrasket over, hvor lidt der skal til for at gøre forskelle.

De ryttere, der gerne vil gøre forskelle kan måske finde lidt trøst i at sammenligne den med Paracombe-stigningen, hvor Porte to gange er kørt fra alt og alle. Det er imidlertid en ringe trøst. Her taler vi om næsten 10% over 1100 m, og det er altså en betydeligt vanskeligere stigning end Mount Lofty. Selv hvis etapen gøres hård, kan det se svært ud for bedste mand at køre alene hjem, og derefter kan der grundet de 1300 lettere meter til sidst meget vel gå taktik i den og skabes en regruppering, hvis samarbejdet er dårligt.

Klatrerne har imidlertid endnu en chance. Vi kender Corkscrew-etapen fra tidligere, og her er der tale om en langt vanskeligere stigning. Ved alle tre tidligere besøg har den eller de bedste gjort forskellen, men det var kun ved første besøg, at det holdt hjem, da Cadel Evans kørte fra alt og alle. Ved de seneste to besøg fik vi nemlig en regruppering. I 2019 så vi, at Richie Porte, Michael Woods, George Bennett og Wout Poels blev hentet til en spurt blandt 10 mand, og vi så det samme i 2016, hvor det var Porte, Woods og Sergio Henao, der blev hentet og i stedet måtte deltage i en spurt blandt 12 mand. I stedet endte det med spurtsejre til hhv. Daryl Impey og Simon Gerrans, som ikke var i stand til at følge de bedste på stigningen, men som altså endte som de helt store vindere på bekostning af klatrerne, fordi de endte med at score livsvigtige bonussekunder. Skal man pege på en dag, hvor klatrerne kan gøre forskellene, og hvor Porte skulle have vundet løbet, hvis han stadig var aktiv, var det snarere her end på Mount Lofty. Historien viser bare, at risikoen for en regruppering er stor, og at også denne etape derfor mere kan gå i retning for de hurtigere puncheurtyper.

Netop bonussekunderne er altid en helt afgørende komponent i Tour Down Under. Det var ofte nøglen til den samlede sejr for Gerrans og Impey og en forbandelse for Porte, der skulle vinde løbet via ”rigtige” tidsgevinster, mens de hurtige folk som Gerrans og Impey kunne begrænse tabet og derefter jagte sekunder i de indlagte spurter og i spurter i mindre grupper. Det er lykkedes Porte at være så overlegen, at den samlede sejrsmargin var for løbet ganske enorm, men normalt er det en knivskarp kamp på sekunder, hvor bonus ofte bliver afgørende. Det så vi i 2012, hvor Simon Gerrans og Alejandro Valverde endte i samme tid, i 2014, hvor Gerrans slog Cadel Evans med et enkelt sekund, i 2015, hvor Dennis besejrede Porte med 2 sekunder, og igen i 2018, hvor også Impey og Porte endte i samme tid, men hvor bedre etapeplaceringer sikrede Impey sejren, præcis som det var tilfældet for Gerrans i opgøret med Valverde i 2012. Betydningen af bonus vil formentlig være endnu større på en lettere rute uden Willunga.  

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Hvor kan de hurtige folk så score bonus? Det kan de naturligvis i alle de indlagte spurter samt på 3. og 5. etape, hvis det mislykkes for klatrerne at gøre en varig forskel på de stejle dele af stigningerne. Derudover er spurten på 4. etape så hård, at Gerrans- og Impey-typerne burde have en chance. Nok vil sprinterne også blande sig på en dag, der er stort set helt flad, men det er bestemt muligt for de eksplosive puncheurs også at få sekunder her. Hvis stigningen på 2. etape køres tilstrækkeligt hårdt, er det måske også muligt at reducere feltet så meget, at klassementsryttere kan score sekunder. Også 1. etape er faktisk ganske hård, men her burde så mange sprintere overleve, at det bliver svært for klassementsrytterne. Det er kun typer som Ethan Hayter og Michael Matthews, der kan drømme om, at etapen kan rydde så meget ud i sprinterne, at også de kan være med.

Den sidste etape er også en nyskabelse, nemlig prologen. Forskellene på så korte enkeltstarter er altid små, men i et løb, der som sagt altid afgøres med det yderste af neglene, bliver den meget, meget vigtig. En distance på 5,5 km gør det endda til en ganske lang prolog, og det ligner en sand for prologspecialisterne, hvortil man også regner sprinterne. For sidstnævnte ryttertype er den til den lange side, men den synes at være tilstrækkeligt teknisk til, at de mest tempostærke af dem sagtens kan være med. Ruten synes ganske teknisk, og dermed vil det som så ofte før primært være tekniske evner og accelerationsstyrke, der er afgørende, selvom distancen trods alt gør, at tempoevner også belønnes. Her er det dog værd at bemærke, at etapen køres på almindelige cykler, hvad de aerodynamiske specialister vil begræde.

Den sidste og meget afgørende komponent er vejret. Én ting er varmen, der kan være ganske horribel i et løb, der ofte har været WorldTourens varmeste. Noget andet er vinden. Dels er det ikke helt usædvanlig - om end sjældent - at vi har set afgørende sidevindskørsel, og dels er vindretningen på stigningerne altid meget vigtig. Vi ved, hvor stor en forskel modvind kunne gøre på Willunga, og vindretningen vil være endnu vigtigere på den betydeligt lettere Mount Lofty. Er der modvind på sidstedagen, bliver det endnu mere umuligt for klatrertyper at gøre forskelle.

Hvordan bliver vejret så? Det bliver slet ikke så slemt. Varmen vil være ekstremt trykkende i tiden op til løbet, og løbet starter på en glohed tirsdag, hvor det efter dagtemperaturer på 35 grader vil være 28 grader under aftenprologen, der heldigvis efter alt at dømme afvikles i tørvejr. Der er en bygerisiko på 20-25%, men den er så beskeden, at alle forhåbentlig får ensartede betingelser, selvom en aftagende vind nok gør det klogt at starte som en af de sidste (hvad holdene jo heldigvis selv bestemmer).

Bygerne indvarsler imidlertid et markant omslag i vejret, og de følgende dage bliver markant køligere med 25 grader onsdag, bare 18 grader torsdag, 25 grader fredag, 23 grader lørdag og 25 grader søndag. Det vil holde tørt med masser af sol, men den australske vind vil være meget kraftig og komme fra sydvest de to første dage og derefter fra syd. Vindretningen ser ikke ud til for alvor at kunne skabe drama på 1. etape, men torsdagen, der vil blive den allermest blæsende dag og køres i det altid farlige Victor Harbor-område, er der et sidevindsstykke frem mod den sidste rundstrækning, hvor sidevindskørsel kan komme i spil. Derudover vil medvind på sidste stigning glæde de hurtige klassementsfolk, fordi den vil sikre større udskilning blandt sprinterne. Retningen er nok heller ikke den rette til sidevindskørsel på 3. etape, hvor klatrerne vil græde over, at der vil være modvind på Corkscrew-stigningen, men der kan sagtens være muligheder for at skabe splittelse i vinden på 4. etape i et område, hvor vinden også tidligere har spillet en rolle. Sidevindskørsel er mere tvivlsom på 5. etape, selvom det ikke kan udelukkes, og her vil klatrerne kunne glæde sig over, at der vil være sidemed- og medvind hele vejen op ad den 8 km lange stigning til mål, herunder på selve Mount Lofty og de sidste 1300 m ind til stregen.

Hvad er konklusionen? Den er ganske klar. Hvor det klassiske Tour Down Under kunne appellere både til de klatrestærke typer som Porte og puncheurtyper som Impey og Gerrans, tipper balancen helt afgørende i retning af de sidstnævnte typer. Klatrerne kan bestemt ikke udelukkes, for de har en god chance på Corkscrew, men både modvinden og historikken viser, at det meget vel alligevel kan ende i en spurt mellem 10-12 mand og dermed igen pege i retning af Gerrans- og Impey-typerne. De får endnu en chance på Mount Lofty, hvor de i det mindste kan glæde sig over medvinden, men her kan man tvivle på, om etapen er hård nok. Mest taler for en eller anden form for spurt og dermed endnu en lækkerbisken for de spurtstærke typer.

Det er også denne ryttertype, der typisk er bedst på en teknisk prolog, hvor tempoevner dog også bliver en helt ny og meget vigtig komponent i løbet, og det er dem, der kan score bonussekunder i de indlagte spurter og på de øvrige etaper. Her kan de glæde sig over en sjældent sprinterfjendtlig rute, for alle etaper er så hårde, at de hurtigste af klassementsrytterne, dvs. Gerrans- og Impey-typerne, har endnu bedre chancer end vanligt for også at score bonus på de lette dage, særligt på 2. og etape. Derudover kan sidevind og dermed et stærkt hold også blive afgørende. Nok er det langt fra givet, men 2. og 4. etape indbyder til sidevindskørsel grundet den kraftige vind.

I forvejen er det de hurtige folk, der på den gamle rute havde overtaget. Ser man på de ni udgaver, hvor der har været mål på toppen af Willunga Hill, har Gerrans (tre gange), Impey (to gange) og Tom-Jelte Slagter (én gang) alle primært vundet løbet ved at begrænse tabet på stigningerne og udnytte hurtigheden til at sikre sig bonus. Selvom Porte altså har vundet kongeetapen seks gange, har han kun to gange vundet løbet, mens det er blevet til hele fire andenpladser og en enkelte fjerdeplads. Den eneste anden vinder, som ikke først og fremmest vandt via bonussekunder, var Rohan Dennis, der sejrede i en 2015-udgave domineret af klatrestærke folk som ham selv, Porte, Evans, Tom Dumoulin og Domenico Pozzovivo. Med den lettere vil den tendens til at favorisere spurtstyrke være endnu mere markant.

Den tendens kan dog brydes af taktik. Mount Lofty-etapen kan være svær at kontrollere, men der bør være så mange stærke hold, at det skal afgøres på sidste tur op ad stigningen. Mange vil imidlertid kunne huske, hvordan Rohan Dennis vandt løbet i 2015. Her var han egentlig sat af på Paracombe-stigningen, men da de bedste ikke kunne gøre forskellen, skete der en regruppering på det korte, let stigende stykke efter toppen, hvorefter han kunne snige sig væk i det taktiske spil. Noget lignende kan meget vel ske på Mount Lofty-etapen, hvor de sidste 1300 m synes skabt til et snigerangreb i stil med det, Dennis lancerede, og et taktisk angreb er også mulig på 3. etape. Her er det dog betydeligt vanskeligere, fordi det falder hele vejen ned til stregen efter passagen af Corkscrew.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Hvem er det så, der skal slås om sejren? Det er et sjældent stærkt felt. Én ting er, at den nye rute skaber større usikkerhed. Det samme gør feltet. Tidligere plejer man at kunne udpege relativt få klare favoritter, men denne gang er listen meget lang. Om det er savnet af den australske start, der er årsagen, skal jeg lade være usikkert, men feltet er uhyggeligt stærkt i år. Det gælder ikke for sprinterfeltet, der er svagere end vanligt - hvilket i lyset af fraværet af rene sprinteretaper er helt naturligt - men det gælder for klassementsfeltet. Faktisk vælter det med puncheurtyper, der vil elske denne rute så meget, at de har en glimrende chance for at tage den samlede sejr, og denne gang er det slet ikke nogen australsk affære. Tværtimod vælter det med gode vinderkandidater fra Europa, og den lange liste kombineret med usikkerheden om januarformen og den nye rute gør det til det mest åbne og uforudsigelige Tour Down Under i mange år.

Al den usikkerhed gør det meget svært at pege på en klar favorit, men jeg prøver at gå med Michael Matthews. Selvom han er en af de lokale helte, har han for vane at starte sin sæson som en af de sidste, af og til først i begyndelsen af marts, og han ikke kørt den australske sommer siden 2014. Til gengæld havde han god succes i årene hos Rabobank, hvor han endte som en samlet nr. 4 i 2011 og nr. 9 i 2012, og i førstnævnte år vandt han også en etape. Det første resultat blev opnået, dengang løbet fortsat var et sprinterløb, men hans 9. plads kom i den første udgave, hvor der var mål på Willunga, og det viser, at han allerede i sine karrieres allerførste år kunne være med helt fremme i dette terræn.

I dag er han selvsagt langt stærkere, end han var som 21-årig, og denne gang mødes han endda af en rute, der passer ham langt bedre. Som sagt synes puncheurevner, spurtstyrke, bonussekunder og tempoevner at blive belønnet mere end vanligt, og det er naturligvis en gave for en mand, der så sent som i Quebec viste, at han fortsat er blandt verdens allerbedste puncheurs. Til gengæld så vi også to dage senere i Montreal, at hans holdbarhed ikke er, som da den var bedst, og der er en reel risiko for, at han vil komme til kort, når det går løs på særligt Corkscrew, men måske også på den stejle del af Mount Lofty, hvis andre hold lægger et tidligt pres.

Det er dog ikke givet. Matthews starter altid sine sæsoner i storform - bare husk at han har vundet Paris-Nice-prologen på sin allerførste løbsdag - og det gør han også i år. Ved de australske mesterskaber lignede han stærkeste mand på sidste stigning, men det lykkedes ham - måske ikke helt gennemtænkt - at isolere sig selv med sit sidste angreb, hvormed han var ude af stand til at kontrollere finalen. Han efterlod imidlertid så stærkt et indtryk, at det er svært at tro, at der er mange europæere, der vil være i bedre form end ham.

Chancerne for ham er store. Sættes han af, kan han være tvunget til at håbe på en regruppering efter stigningerne på særligt 3., men også 5. etape, men historien viser for førstnævntes vedkommende, at det er meget sandsynligt, og modvinden vil tillige hjælpe voldsomt. Sker det, kan han meget vel ende med at vinde begge etaper. De hårde sprinteretaper er også en gave for ham, for han må regnes som en af de tunge favoritter til at vinde puncheurspurten på 4. etape og en reduceret massespurt på 2. etape, hvor Jayco med deres superhold utvivlsomt vil forsøge at gøre det knaldhårdt. Selv på 1. etape kan han måske score bonussekunder, og selvom han bestemt ikke er den temporytter, han engang var, burde han køre en af de bedste prologer på så teknisk rute. Faktisk er hans største enkeltstartsresultater hans to prologsejre i hhv. Paris-Nice og Romandiet Rundt, og det er vel blot til hans fordel, at der køres på almindelige cykler.

Samlet set ser det meget lovende ud. Bonussekunderne vil være talrige og faktisk så mange, at han godt kan tillade sig at miste nogle sekunder på 3. eller 5. etape, hvis det bliver for hårdt. Samtidig er risikoen for problemer i det taktiske spil små, for holdet er uhyggeligt stærkt. Vi kender ikke Simon Yates’ form, men de to udgør tilsammen vel nok den stærkeste duo, og trods styrt så Lucas Hamilton stærk ud i søndag. Kun Chris Harper synes blandt klatrerne måske ikke helt flyvende, men på de hårde etaper ligner Jayco et af de allerstærkeste hold. Dermed er risikoen for, at han fanges taktisk, mere begrænset, og sidevind er næppe heller det store problem for holdet med navne som Luke Durbridge, Michael Hepburn, Campbell Stewart og Matthews selv. Dermed har han så meget af hele pakken, at han bliver min favorit til at tage en meget populær hjemmebanesejr.

Den anden rytter, der springer i øjnene til et løb, hvor spurtstyrke, bonussekunder og en prolog synes at blive afgørende, er Ethan Hayter, der vel passer lige så godt til ruten som Matthews. Briten er imidlertid omgivet af langt større usikkerhed. Modsat Matthews har han nemlig endnu ikke kørt løb, og vi så sidste år, at han startede sin sæson meget formsvagt. Dengang havde han imidlertid også være ramt af corona, og derfor var det slet ikke ringe, at han endte som nr. 2 på prologen i Provence og allerede i sit andet løb var levet så god, at han endte som samlet nr. 4 i Algarve. Det vidner om, at han selv med corona i kroppen faktisk startede ganske konkurrencedygtigt, og med en mere normal forberedelse er der grund til optimisme.

Der har været stille omkring ham, så hans forberedelse er lige så ukendt som hans form, og han kan derfor ende med at falde helt igennem. Er han til gengæld kørende, passer ruten ham storartet. Han er måske ikke helt så eksplosiv som Matthews, og et puncheurterræn som dette passer ham ikke helt så godt, som det gør for australieren, men er han i form, er det bestemt håndterbart for en mand, der endte som samlet nr. 15 i Dauphiné og altså som nr. 4 i Algarve. I de flade spurter er han måske også hurtigere end Matthews, og selvom spurterne på 4. og 5. etape nok ligger mere til Matthews, er det også etaper, han kan vinde. Selv et nederlag her kan han dog leve med, særligt fordi han vel er den allerstørste favorit til prologen. Det var nemlig ham, der vandt den ekstremt tekniske prolog i Romandiet sidste forår, og senere viste han ved det uheldige VM, at han i dag er en af verdens allerbedste temporyttere.

Holdet er også blandt de allerstærkeste, da Luke Plapp, Magnus Sheffield, Leo Hayter og Geraint Thomas alle har evnerne til at køre finalerne på de hårde etaper. Stigningerne kan dog meget vel være for hårde for en endnu ikke helt formstærk Sheffield, niveauet kan være for højt for hans lillebror, og Thomas er næsten med statsgaranti i alt for dårlig form. Plapp og han udgør dog som minimum en stærk duo, men også Plapp kan måske blive sat af de allerbedste klatrere. Risikoen for, at han fanges i det taktiske spil, er dog ikke voldsom, og sidevinden bør heller ikke være et problem. Ineos ser i hvert fald meget stærke ud også i fladlandet, men Hayter kan måske selv sove og smide tid i positionskampen. Undgår han det, er der dog kun reelt ét stort spørgsmål: Er han i god nok form til at vinde et løb, der ikke kunne passe ham meget bedre? På 100% er han helt sikkert ikke, men kan han alligevel overleve Corkscrew i modvind og hænge på, når de rammer Mount Lofty for sidste gang? Det vil tiden vise, men hans start i 2022 giver trods alt en tro på, at han kan åbne sæsonen med at tage sin anden samlede sejr på WorldTouren.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Løbet har traditionelt været en meget australsk affære, og selvom det ikke er så udtalt i år, er Matthews ikke den eneste lokale rytter blandt topfavoritterne. Også Rohan Dennis må regnes som en storartet vinderkandidat. Faktisk har tempokongen allerede én gang vundet løbet i 2015, og han har en ganske imponerende statistik, da han også blev nr. 4 ved seneste udgave i 2020, nr. 5 i 2012 og 2019 og nr. 6 i 2017.

Det er bestemt ikke mærkeligt. Dennis er altid formstærk i den australske sommer, og han er også både eksplosiv og hurtig - to helt afgørende egenskaber i dette terræn. Han viser det sjældent, men han gjorde brug af evnerne to gange i Romandiet i 2022, hvor han blev nr. 2 i en puncheurfinale og sågar nr. 3 i en massespurt. Naturligvis er han hverken så hurtig eller eksplosiv som Hayter og Matthews, men i år har han prologen som så stort et våben, at han må regnes som en af de helt tunge favoritter. Nok er han bedre på en klassisk enkeltstart, men på den ekstremt tekniske prolog i Romandiet blev han altså nr. 2 bag Hayter. Denne rute er mindre teknisk og passer ham bedre, men til gengæld er det en ulempe, at han skal køre på almindelig cykel.

Dennis kan måske få svært ved at følge de bedste på Corkscrew, men her vil modvinden hjælpe, og får vi en regruppering, står han stærkt i en spurt. Det samme gør han i en spurt på Mount Lofty, og han er også hurtig nok til at deltage i indlagte spurter. Kombineret med den tid, han vil vinde på prologen, ligner det en vej til samlet sejr, hvis altså han er i form. Det ved vi ikke, da han skippede de australske mesterskaber, men han sagde allerede for flere måneder siden, at han efter et lidt skift 2022 havde gjort netop Tour Down Under til et stort mål igen - ikke mærkeligt når han kommer fra Adelaide. Man kan være lidt bekymret for et Jumbo-hold, der ikke er det stærkeste, og han kan derfor ende som et offer i sidevinden, hvor han vil mangle aggression i positionskampen, ligesom han kan få problemer mod stærkere hold, der kan være i overtal. I en taktisk finale kan han dog også gøre sig gældende, for det var faktisk sådan, han tog den samlede sejr i 2015. Det er dog ikke hans primære vej til sejr. Den skal gå via en god prolog, god klatring og nogle af de spurtevner, han genbekræftede i Romandiet. Med de redskaber kan den anden triumf i løbet være mulig.

Modsat Hayter og Matthews, der havde fine 2022-sæsoner, er Maximilian Schachmann på revanchejagt. Tyskeren jade et regulært rædselsår i seneste sæson, og han valgte derfor hurtigt at trække stikket for at komme sig helt. Dengang sagde han, at han til gengæld ville starte 2023-sæsonen tidligt, hvad han jo åbenlyst lever op til, og han proklamerede endda, at han havde planer om at starte stærkt for at genvinde noget af den selvtillid, der forsvandt i løbet af det triste 2022.

På den baggrund er der en grund til at tro på, at Schachmann er i form, og han har da også ofte startet sine sæsoner fremragende, som vi har set med hans flotte kørsel i Algarve. Alligevel er usikkerheden stor. 2022 var for ham direkte til skraldespanden, og vi skal vel helt tilbage til OL for at finde den bedste Schachmann. Om han stadig findes, ved vi derfor ikke, og det øger usikkerheden om hans præstation i Australien.

Hvis til gengæld han er klar, passer ruten ham storartet. Hans tempoevner er kraftigt aftagende, men lige netop tekniske prologer synes at passe ham. Således blev han nr. 5 på prologen i Romandiet i 2022 på et tidspunkt, hvor formen ellers var ganske elendig, og alt taler da også for, at Schachmann er indbegrebet af en god prologrytter. Samtidig ved vi, at han er en god puncheur, der vil kunne køre en god spurt på Mount Lofty, og er han virkelig i form, vil han også have en god mulighed for faktisk at gøre en forskel undervejs, formentlig på Corkscrew.

Farten er ikke som i gamle dage, men vi skal bare tilbage til Aargau og 1. etape i Schweiz for at blive mindet om, at han godt kan spurte på flad vej, og dermed kan han også være med i kampen om sejren, uanset hvor stor gruppen på 3. etape er, ligesom han kan være med i de indlagte spurter. Han ledsages af Jai Hindley og Giovanni Aleotti, hvilket giver et glimrende hold til at kontrollere og undgå at blive isoleret på kongeetapen, og endelig ser holdets med Marco Haller og Jordi Meeus stærke ud i sidevinden, hvor Schachmann også selv er solid. Det er på alle måder et løb efter Schachmanns hoved, og starter han sæsonen, som han plejer, kan han fejre sit comeback med en mulig samlet sejr. Det kræver dog, at han vitterligt har rejst sig selv.

Helt anderledes er situationen for Pello Bilbao. Han kommer til Australien efter karrierens klart bedste sæson, der faktisk var så god, at han blandt deltagerne i dette løb er den næsthøjest placerede på verdensranglisten som nr. 17, kun overgået af Matthews på 9. pladsen. Det skyldes en sæson, hvor han var med fremme i stort set alle sine etapeløb, men faktisk er det noget andet, der gør ham særligt interessant på denne rute. Han har nemlig en intention om at satse mere på endagsløb og klassikere og genfinde noget af det punch og den spurtstyrke, som var hans spidskompetence i karrierens begyndelse, men som siden forsvandt, da han udviklede sine dieselegenskaber. Dem har han imidlertid fundet nu, og det viste han til overflod i 2022, hvor han vandt spurter i mindre grupper i Baskerlandet, Alperne og Tyskland og viste sine puncheurevner med en 2. plads på muren i Polen, der dog ikke helt kan sammenlignes med de lidt lettere stigninger her.

Til gengæld ved vi nu, at han igen er lynhurtig, og det gør ham skabt til dette løb, hvor bonussekunder er helt afgørende. Han vil kunne vinde både 3. og 5. etape, og han vil kunne deltage i de indlagte spurter undervejs. Prologen er til gengæld et spørgsmålstegn, for mens han viste storartede evner på korte, tekniske enkeltstarter i Giroen i 2018, er hans tempoevner aftaget kraftigt efter skiftet til Bahrain. Heldigvis handler dette mere om teknik end tempoevner, og her er han ganske eminent, ligesom det for ham må være en enorm fordel, at etapen afvikles på almindelige cykler og ikke Bahrains til tider knap så lovende enkeltstartsmateriel.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Hans form er et andet spørgsmålstegn, for mens han før er startet fremragende, særligt i 2019, har han i de seneste år været god, men ikke så flyvende, som han skal være for at vinde her. Han har imidlertid sagt, at han har som mål at starte sæsonen stærkt, og hvis han møder op med 2019-form, kan han utvivlsomt vinde løbet, også selvom hans hold er svagt, og han kan få problemer i sidevinden. Der er imidlertid så mange spørgsmål ved både hans formmæssige udgangspunkt, hans hold og evner på prologen, at det for ham kan blive både fugl og fisk.

Mange vil kunne huske, hvordan Patrick Bevin chokerede stort i 2019, da han først vandt en stigende spurt foran alle sprinterne og siden fik så stærkt et greb om førertrøjen, at han indtil et ærgerligt styrt på en sprinteretape lignede en sandsynlig samlet vinder af løbet. Siden er meget sket for newzealænderen, der i foråret 2021 vel klatrede bedre end nogensinde, og som i 2022 choksejrede i Tyrkiet Rundt, hvor han klatrede som en drøm på løbets bjergetape - også selvom han næppe havde vundet uden modvind. Det vidner om, at en formstærk Bevin er meget svær at komme af med i denne slags terræn, og vi skal ikke glemme, at han fortsat er meget hurtig. Det er således ikke mindre end et halvt års tid siden, at han vandt en massespurt i Romandiet, og på mange måder er han således en kopi af Matthews og Hayter, der jo kan regnes som de to mest oplagte favoritter.

Det er således hævet over enhver tvivl, at Bevin passer storartet til ruten, og når han måske kunne have vundet på den gamle rute, har han i teorien en endnu bedre chance her. I gamle dage ville man også have ment, at den tidligere firer ved VM i enkeltstart ville være en af favoritterne til prologen, men her har han alligevel sine udfordringer. Hans enkeltstarter har i de seneste år været nærmest horrible, og samtidig har han altid haft for vane at skuffe på prologerne i Romandiet, selvom han på papiret burde elske dem. I den sammenhæng er det dog næppe nogen ulempe, at løbet køres på almindelige cykler, og at han derfor ikke er hæmmet af det materiel, der kan have sat ham tilbage (og nu har han som bekendt også skiftet hold).

Det virker ikke helt umuligt at tro, at han kan køre en ganske god prolog, og da han ligesom Matthews og Hayter er så hurtig, at han ikke blot kan jagte bonus i de indlagte spurter og på 3. og 5. etape, men også på 2. og 4. etape, har han hele pakken. Udfordringerne er imidlertid også store, for ikke blot er prologen et spørgsmålstegn. Det samme er sidevinden og hans meget svage DSM-hold, der ikke kan yde ham den helt store støtte, selvom Chris Hamilton og Matthew Dinham kan klatre. Først og fremmest skal den ekstremt svingende Bevin dog være i form, og det aner vi ikke, om han er. Meget kunne dog tale for, at han har stpre ambitioner i et løb, hvor han må have revanche til gode, og vi ved trods alt, at han før har kørt som en motorcykel i dette løb, samt at motivationen af et holdskifte sjældent bliver mindre. I et år med modvind på Corkscrew kan Bevin vinde på denne rute, hvis altså han møder op med den superform, han senest havde, da han choksejrede i Tyrkiet.

En rytter, der i de senere år er startet ganske stærkt, er Alberto Bettiol, der i både 2020 og 2022 endte som samlet nr. 2 i Besseges, men om det også gælder denne gang, ved vi ikke. Italieneren har været forfulgt af helbredsproblemer i de seneste sæsoner, og selvom han kom tilbage på sporet i løbet af efteråret og angiveligt ikke har været ramt i løbet af denne vinter, ved man aldrig med ham, når han aldrig fandt sit 2021-niveau i den forgangne sæson.

Hvis til gengæld han starter stærkt - og han sluttede sæsonen med stor motivation efter et VM, hvor han uden for kameraets dækning angiveligt var en af de allerstærkeste på sidste stigning - stå han stærkt. Han har udviklet sine klatreevner meget, og derfor ligger Corkscrew slet ikke ringe til ham. Samtidig har han altid været en god puncheur, og han viste også ganske fin hurtighed på flad vej ved VM, i Tyskland og i Schweiz i 2022, hvor han alle steder kørte gode spurter. Prologen er et spørgsmålstegn, for mens han ikke er specialist, kører han altid pæne enkeltstarter. Det bør særligt gælde på en teknisk og eksplosiv rute, der burde passer ham bedre end en tonserrute, og han kørte da også en god prolog i Tyskland på en endnu kortere og mere eksplosiv rute.

Sidevinden bør heller ikke blive et problem, da han omgives af et stærkt klassikerhold, og han og Mikkel Honoré vil på de svære etaper udgøre en farlig duo til det taktiske spil. Han mangler desværre lidt fart i forhold til de allerbedste, men møder vi en Bettiol i topform, bør han have en chance for at vinde på denne rute.

Jayco stiller ikke kun med Matthews. I truppen finder vi nemlig også en anden af holdets tre store kaptajner, nemlig Simon Yates. Han er imidlertid en af de ryttere, der vil begræde den lettere rute, og i det nye format er det bestemt ikke et løb, der passer ham ideelt. Alligevel har han et nyt våben, nemlig sin kraftigt forbedrede enkeltstart. I forvejen har han altid været glimrende på korte, eksplosive ruter, og med sine nye tempoevner burde han kunne køre en ganske fremragende prolog, også selvom den køres på almindelig cykel. Hans etapesejr i Giroen kom jo netop på en rute, der var kendetegnet ved at være kort og eksplosiv, og selvom denne med sit helt flade terræn passer ham dårligere, er det bestemt ikke en ringe etape for ham.

Han vinder dog næppe prologen i dette selskab, og selvom han er hurtig, er de fleste af favoritterne hurtigere end ham. Skal han vinde samlet, skal han formentlig være så formstærk, at han kan gøre forskellen på Corkscrew og måske endda på Mount Lofty, men det bliver svært. Sidstnævnte er formentlig for let, og på Corkscrew vil den kraftige modvind være en enorm hæmsko, også selvom han er blandt verdens allerbedste på den slags stigninger. Derudover vil det undre, hvis han er i storform, for modsat sin bror er han aldrig startet flyvende. Da han for hidtil eneste gang kørte den australske sommer i 2020, endte han således blot som nr. 7 på en rute, der passede ham meget bedre, og han vandt end ikke et Herald Sun Tour, hvor han var kæmpe storfavorit.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Det vil undre, hvis han er så god, at han slet og ret kører fra alt og alle, men så må han jo vinde på anden vis. Vi så, hvordan Dennis vandt i det taktiske spil, hvor alle kiggede på Cadel Evans, og det er ikke svært at se Yates gentage et lignende snigerangreb på Mount Lofty, hvor alle vil kigge på Matthews, selv hvis hans form ikke er 100%. Yates er i hvert fald snu, og overtallet kan blive hans våben, hvis altså ikke han er så formstærk, at han som løbets vel nok bedste på Corkscrew-agtige stigninger kan gøre den forskel, Evans i sin tid gjorde på samme stigning.

En anden spændende kandidat er Mauro Schmid. For et år siden havde jeg aldrig gjort ham til en af de tungeste favoritter i dette løb, men hans udvikling i 2022 var slet og ret fremragende. Heldigvis udviklede han sig særligt på de parametre, der afgør dette løb. Således blev han pludselig en god temporytter, og selvom han var svingende, var det værd at bemærke, at han var særligt god på de korte, eksplosive ruter i Romandiet og Giroen, hvor særligt Romandiet-prologen kan bruges som pejlemærke for prologen her. Derudover blev han fremragende i eksplosivt terræn, som han viste i en Giro, hvor han periodevist kørte lige op med Mathieu van der Poel og Biniam Girmay, og som han viste, da han vandt samlet i Belgium Tour.

I sidevind er Quick-Step også gode, men det er heller ikke svært at pege på udfordringerne. Nok er han en god prologrytter, men han vinder den næppe, og selvom han er halvhurtig og ganske eksplosiv, er der folk, der på de parametre er bedre end ham. Holdet er heller ikke det stærkeste til de kuperede etaper, hvor han i finalerne meget vel kan være alene. Han er således med fremme på alle parametre, men skal han vinde, skal han formentlig finde på noget i det taktiske spil, for ellers kommer han lidt til kort både på fart, eksplosivitet og tempoevner. Dertil skal lægges, at hans form er usikker, da han fortsat er meget ung, men han startede nu ganske stærkt i Oman for et år siden. Denne gang er han dog steget i graderne og kan meget vel have mål senere på sæsonen, og mit gæt vil være, at han er god, men ikke flyvende. Uanset hvad skal han dog vinde via taktik, som Dennis gjorde det i 2015, men han er så god på alle parametre, at han i formstærk udgave vil være så langt fremme, at en sådan manøvre også kan lade sig gøre.

En rytter, der som Schachmann er på revanchejagt, er Marc Hirschi. Ganske vist var hans 2022 slet ikke så slemt, som det var for tyskeren, men han leder fortsat efter den vilde udgave af sig selv, som vi så i 2020. Det er imidlertid også første gang siden dengang, at han har haft en vinter, hvor helbredsproblemer ikke har udsat hans sæsonstart til langt inde i foråret, og da han også sluttede sæsonen ganske stærkt med en sejr i Veneto Classic, kan man håbe, at det er i år, at han endelig finder sig selv.

Det er dog også nok nødvendigt, hvis han skal vinde her. Det eksplosive puncheurterræn passer ham som god i hose, og 2020-udgaven af Hirschi havde været skræmmende på 3. og 5. etape. Desværre har han slet ikke spurtet så godt som dengang, men han viste trods alt med sejren foran Schachmann i Aargau, at han som puncheur i hvert fald stadig er en god afslutter, hvad der er særligt vigtigt på Mount Lofty. Har vi en genfødt Hirschi, kan han være med i kampen om sejren på både 3. og 5. etape, og han stiller til start for et meget stærkt UAE-hold, der mere end de fleste kan gøre etaperne så hårde, som han skal bruge dem. Tilg gengæld ser de måske lidt sårbare ud i sidevinden, og det største problem er prologen. Al logik siger, at eksplosive og teknisk stærke Hirschi bør elske denne prolog, særligt på en almindelig cykel, men han skuffede altså på prologen i Romandiet. Til gengæld viste han på Romandiets prolog i 2021, at han sagtens kunne på en rute, der talte en bakke, og han burde altså også kunne gøre det fornuftigt på denne rute. Lykkes det, kan man så drømme om, at en god vinter har bragt ham så tæt på sit gamle niveau som superpuncheur, at han efterfølgende kan gøre forskelle og/eller score bonus, så han kan tage en for ham meget tiltrængt samlet sejr.

Nu rangerer jeg efter vinderpotentiale, og derfor er Magnus Sheffield nødt til at stå relativt højt på denne liste, men det vil alligevel overraske mig meget, hvis han vinder. Han passer nemlig i virkeligheden ikke særligt godt til løbet, for han er både lidt for tung til de stejleste stigninger, og selvom han kørte godt på kongeetapen i Danmark i 2022, er han ikke voldsomt eksplosiv. Den eneste årsag til, at han skal regnes som favorit, er prologen, men heller ikke den passer ham særligt. Også her mangler han noget punch og eksplosivitet, og han blev da også kun nr. 13 på prologen i Romandiet i 2022.

Til gengæld var det også først i efteråret, at han pludselig udviklede sig til en af verdens allerbedste temporyttere, og man kan derfor ikke helt udelukke, at han brager en fremragende prolog af. Sker det, vil han måske kunne sikre sig et forspring, men selv hvis det sker, ser det svært ud. Forspringet kan over så kort en distance næsten umuligt blive så stort, at det vil være nok til at holde hurtigere folk bag sig, når bonussekunderne kommer i spil, og derudover vil han være afhængig af, at i hvert fald 3. etape ikke bliver alt for hård, for der er mange, der klatrer bedre end ham.

Til gengæld kan han i en lidt mindre selektiv udgave deltage i det taktiske spil, da mange vil have øjnene rettet mod Yates, og det er ikke svært at se Sheffield lave ”en Dennis” og snige sig væk over de sidste 1300 m af Mount Lofty-etapen - akkurat som han gjorde, da han vandt Brabantse Pijl og en etape i Andalusien. Den slags manøvrer er allerede lidt af et speciale, og kobler man det med en god prolog, kan man godt se en vej til sejr, selvom den er svær. Alt sammen kræver det dog, at han er i form, og hvorvidt det er tilfældet, er svært at sige. Sidste år startede han pænt trods et styrt i Besseges, men han er så grøn, at vi ikke kender hans rutiner, og det er bestemt ikke umuligt, at han kommer til Australien alene for at forberede sig til klassikerne.

En rytter, der i høj grad skal vinde på samme måde som Sheffield, er Luke Plapp. Desværre er han endnu mindre eksplosiv end sin holdkammerat, og dermed passer han endnu dårligere til ruten. Derudover er han slet ikke skabt til tekniske prologer, hvor han ikke har megen glæde af sin power, og derfor var det ikke overraskende, at han ikke præsterede spor godt på prologen i Romandiet, hvor han endte helt nede som nr. 35. Heldigvis er denne rute mindre teknisk, og som en af feltets største tempospecialister bør han trods alt kunne gøre det bedre her.

Læs også

Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det

Til gengæld klatrer han meget bedre end Sheffield, og hvor amerikaneren skal begrænse tabet på Corkscrew, kan man sagtens se Plapp klatre med de allerbedste. Han vinder imidlertid intet på sit punch, og han vinder næppe heller prologen. Skal han vinde samlet, skal han gøre det med præcis den opskrift, der gav ham sejren ved mesterskaberne, nemlig ved et taktisk angreb i finalen, formentlig efter toppen af Mount Lofty. Det ved vi heldigvis, at han kan finde ud af, og Ineos kan meget vel sidde i et overtal, hvor alle kigger på Hayter. Sammen med en forhåbentlig god prolog kan det være en nøgle til sejr, særligt fordi vi ved, at formen er hæderlig. Alligevel synes han slet ikke flyvende, for Matthews lignede stærkeste mand ved mesterskaberne, og selvom han havde defekt på enkeltstarten, var hans præstation i et svagt felt ikke overbevisende. Spørgsmålet er, om halvgod form er nok, selv hvis den er bedre end mange europæeres, når ruten passer ham så skidt, som den gør i dette lettere og mere eksplosive format.

En af løbets helt store jokers er Gianni Moscon . Han er nemlig en af de ryttere, der passer allerbedst til ruten, men til gengæld kommer han også fra en sæson, hvor det nærmest var et mirakel, når han gennemførte et cykelløb. Nu er alle de grumme langtidseffekter af corona heldigvis angiveligt en del af fortiden, og han sagde sidste efterår, at han var stærkt motiveret til at få en god vinter. Det er da heller ikke tilfældigt, at han starter sin sæson allerede nu, og hvis vi vitterligt endelig har den Moscon, vi havde i 2021, og hvis han starter lige så godt, som han før har gjort det på Mallorca, vil han elske dette løb.

Han er således ganske stærk i eksplosivt terræn, og hvis han endda finder de klatreevner, han havde i Giroen i 2021, kan han måske endda køre med de allerbedste på Corkscrew. Han har også tidligere i Vueltaen og Burgos vist, at han er en god puncheur og har ganske megen fart, men desværre synes han ikke helt så hurtig som dengang. Hans enkeltstart er slet heller ikke så god, som da han blev nr. 6 til VM i 2018, men en teknisk prolog burde passe ham ganske glimrende. Selv hvis han er på sit allerbedste niveau igen, lider han lidt af det samme problem som Schmid, nemlig at han er god på alle parametre, men at flere også er bedre end ham på samtlige områder. Derfor skal han vinde via taktik, hvis det ikke bare skal blive til et topresultat - og alt sammen kræver de, at det er 2021- og ikke 2022-udgaven, der møder op. Om det er det, vil tiden vise.

Siden løbet blev en del af WorldTouren i 2008, har Danmark ikke spillet nogen stor rolle i løbet. Det kan måske ændre sig i år. I hvert fald er det et løb, der passer storartet til Mikkel Honoré. Således er han en ganske glimrende puncheur, og i efteråret lagde han et skidt forår bag sig, da han genfandt det niveau, han havde i efteråret 2021. Rygtet siger i hvert fald, at han var en af de eneste, der kunne følge Wout van Aerts på VMs sidste stigning, hvor feltet desværre ikke var tv-dækket, og det var i øvrigt sammen med holdkammeraten Bettiol. Det fortæller, at de i formstærke udgaver begge er blandt de allerbedste puncheurs, og dermed passer terrænet her glimrende til dem.

Problemet for Honoré er, at han trods en fin fart og et godt punch er overmatchet på de parametre af de flere af de største favoritter. Heller ikke på prologen er han allerbedst, for selvom han med 11. pladsen på prologen i Romandiet viste, at han på den slags enkeltstarter faktisk kan køre op med nogle af de allerbedste, vinder han ikke på tirsdag.

Også han skal derfor finde en kreativ vej, hvis et topresultat faktisk skal blive til sejr, men her kan han og Bettiol udgøre en meget farlig duo i det taktiske spil, hvor danskeren måske kan lukrere på at være underdog. Alt sammen kræver det dog god form, og her ved vi ikke meget om, hvor Honoré står, men hans meget stærke sæsonstart i både 2021 og 2022 samt motivationen af et holdskifte taler for, at vi vil se så stærk en Honoré, at Danmark endelig igen kan gøre sig gældende i Australiens største cykelløb.

Trek kommer ikke til Australien med deres A-hold, men de har en meget spændende joker i Filippo Baroncini. Den tidligere U23-verdensmester er meget stort, men desværre fik vi det alt for lidt at se i den første sæson, hvor han var skadet i tide og utide. Han nåede dog at vise de egenskaber, man skal bruge i dette løb. Vi kender hans punch og fart fra U23-tiden, og den evne stillede han til skue i blandt andet Grækenland og ikke mindst i puncheurspurten i Occitanie i 2022, men han viste også en lidt uventet holdbarhed med sin samlede 12. plads i Ungarn og ikke mindst 16. plads i Occitanie - to løb, der bød på rigtige bjerge. Hans enkeltstart er også ganske glimrende, som han viste i Poitou-Charentes, og denne tekniske prolog burde passe endnu bedre til en eksplosiv fyr, der trods alt ikke kan kaldes decideret specialist.

Med andre ord har han hele pakken, hvis han vitterligt kan være med helt i front på de to hårde etaper, og her vil modvinden på Corkscrew hjælpe. Det vil kræve et skridt op i forhold til det, vi hidtil har set, men som sagt kommer man langt med god januarform. Om han møder op med en sådan, ved vi ikke, men det er bestemt muligt, at hans uheldige 2022 har givet ham en motivation til at træne hårdt i løbet af vinteren. Har han gjort det, kan der være ”billige” resultater at hente i sæsonstarten. Holdet er svagt og vil give ham udfordringer, også i sidevinden, men han er i hvert fald en rytter, der har den pakke, som skal til, hvis man vil overraske i et puncheurløb som dette.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

Tour Down Under er med den nye rute virkelig blevet et puncheurløb, og sidste år var en af vinderne af e puncheurløb Robert Stannard. Australieren sejrede samlet i Vallonien, hvor han bekræftede sin evner både i puncheurspurter og flade spurter, men en stor del af resten af sæsonen var ganske tam. Han har altid været den uhyre svingende type, hvis form er helt umulig at spå om, og han kan derfor sagtens falde helt igennem. Her får han dog en stor chance for at køre som kaptajn for Alpecin på sin helt egen hjemmebane, og det vil bestemt ikke være uset, hvis en australier møder op i storform. Er han lige så skarp, som han var, da han i 2022 var bedst, burde de hårde etaper passe ham ganske udmærket, for når man kan blive nr. 17 i Liege, er udfordringerne her ikke for voldsomme, slet ikke med kraftig modvind på Corkscrew. Spurter han, som han gjorde i Vallonien, er han pludselig i spil til bonussekunder på alle de fire sidste etaper samt i de indlagte spurter, men prologen er et stort problem, der sender ham langt ned ad listen. Således har han ikke vist tempoevner, og selvom en type som ham formentlig kan gøre det bedre på en kort, eksplosiv rute uden tempocykler, vil tidstabet formentlig blive lidt for stort. Han hjælpes heller ikke af et hold, der ser sårbart ud både i vind og på bakker, men med et hav af bonussekunder kan han måske alligevel ende helt fremme, hvis formen er god.

Israel-PT kommer med en af løbets mest spændende jokers i form af Corbin Strong . Newzealænderen så skam spændende ud i første del af 2022, hvor han delvist bekræftede det, vi havde set tidligere, men fra Tour of Britain og frem tog Fanden ved ham. Han vandt den hårde puncheurspurt på 1. etape i det britiske løb, og herefter endte han som nr. 5 på bakken op til citadellet i Namur i GP de Wallonie, ligesom han blev nr. 2 i den reducerede massespurt i Coppa Bernocchi. Han fandt både en fart, han ikke tidligere har vist, og ikke mindst en helt ny holdbarhed, som særligt kom til skue i Namur. Vi så imidlertid også hans klatremæssige begrænsninger i både England og de italienske løb, og han skal i hvert fald have forbedret sig yderligere, hvis han skal være med helt i front på de to hårdeste etaper, selvom modvinden på Corkscrew i hvert fald er den første forudsætning for, at han har en chance.

Hvis til gengæld han spurter, som han gjorde i efteråret, vil han have en chance for at få bonussekunder på 2. og 4. etape og måske på 1. etape samt naturligvis på 1. etape, og det samme vil gælde på 3. etape, hvis vi ender med en større regruppering. Til gengæld har han ikke vist skyggen af tempoevner, og selvom denne tekniske prolog nok skal passe ham, vil han miste tid her. Dermed er han sat tilbage på formentlig de tre vigtigste etaper, der handler om overlevelse, og han skal altså have både meget god form og score mange bonussekunder, hvis han skal have en chance. Det kan man imidlertid heller ikke udelukke, for som rytter fra den sydlige halvkugle kan han meget vel møde op i fremragende form til et løb, hvor han er blevet udpeget som holdets store kaptajn. Måske kan han overraske igen, men der er en del, der skal flaske sig, hvis det skal lykkes.

I virkeligheden burde Simon Clarke vel være holdets bedste bud. Australieren reddede sig en kontrakt sidste vinter, hvor han fandt en ny vane med at starte sæsonen som lyn og torden, og han var slet og ret fremragende på Mallorca i 2022. Noget kunne tyde på, at det er blevet en god vane, for han har aldrig været med helt fremme i Tour Down Under i de år, hvor ruten har haft mål på Willunga Hill. Hans eneste to top 10-placeringer ligger tilbage i tiden, før løbet overhovedet kom på WorldTouren, og efter inklusionen af Willunga-finalen er han i fem forsøg aldrig endt bedre end som nr. 20. Nu så vi imidlertid ved de australske mesterskaber, at han igen i år er i glimrende form fra start, selvom han tydeligvis var svagere end både Matthews og Plapp, som han kun med nød og næppe kunne følge, og møder vi en formstærk Clarke, passer han glimrende til finalerne på 3. og 5. etape, da han er både eksplosiv og hurtig. Til gengæld skal han køre spurterne for Strong på de øvrige etaper, og han har derfor kun to chancer for at slå til.

Det er dog ikke hans største problem. Han er temposvag, og selvom en prolog passer ham bedre end en klassisk enkeltstart, vil åbningsdagen formentlig blive for dyr. Dertil skal lægges, at hans deltagelse lige nu er usikker, da han er blevet hjemme grundet en coronainfektion og skipper lørdagens Schwalbe Classic. Han er heldigvis helt rask og kan dermed forhåbentlig passe sin træning, men der er en risiko for, at det vil koste på hans form. Selv hvis det ikke sker, og han har samme niveau som mesterskaberne, ligner det dog et svært løb for ham at vinde, selvom han helt sikkert har evnerne til at være med helt fremme, hvis han kan holde sig til i eventuel sidevind.

En rytter med en fremragende historik i løbet er Luis Leon Sanchez, der tog den samlede sejr helt tilbage i 2005 (!!!) og derudover blev nr. 2 i 2006 og 2010, nr. 4 i 2019, nr. 8 i 2018 og 2008, nr. 12 i 2009, nr. 13 i 2015, nr. 15 i 2016 og nr. 16 i 2017. Kun to gange er han endt uden for top 20, og det er ikke mærkeligt. Sanchez er nemlig kendt som en af de allerbedste startere, og han har altid haft ry for at overpræstere i løbene i januar og februar. Nu er han selvsagt ikke på samme niveau, som da han var bedst, men han oplevede faktisk en lille renæssance i 2022, hvor han endte som nr. 13 i Touren og nr. 16 i Vueltaen. Derfor kan man have et håb om, at vi faktisk ser den meget stærkt startende Sanchez, som vi kender, men han klatrer ikke længere godt nok til at køre med de allerbedste på Corkscrew. Han vil være afhængig af en regruppering, som dog også er sandsynlig, men derefter har han yderligere det problem, at hans engang så gode spurt synes forsvundet helt. Hans eneste vej til sejr er derfor et taktisk angreb i finalen, enten på 3. eller - mere sandsynligt - på 5. etape, men har han god form, kan han også bringe sig i position til, at det kan lykkes. Han er slet ikke den temporytter, han engang var, men sammenlignet med mange klatrere bør han tabe mindre tid på prologen, og det gør det i hvert fald lidt lettere at få denne mission til at lykkes.

Egentlig ville jeg gerne rangere Alessandro Covi noget højere. Løbet passer ham nemlig nærmest helt perfekt, for han minder som type meget om Matthews og Hayter. Som vi så i Andalusien sidste februar, er han en ganske eminent puncheur, og vi ved også, at han er så hurtig, at han kan begå sig i spurter i mindre grupper. Måske kører han ikke med de allerbedste på Corkscrew, men får vi en regruppering i modvinden, vil han med sin gode afslutning både kunne vinde her og på Mount Lofty, ligesom han kan tage bonussekunder i de indlagte spurter. Han er tillige en del af det uhyre stærke UAE-hold, der måske kan virke sårbart i sidevinden, men i hvert fald vil være stærke på de hårde etaper, hvor de kan sidde i overtal, enten til at kontrollere til en spurt for Covi eller til at spille det taktiske spil. Modsat Hayter og Matthews kan han imidlertid slet ikke køre enkeltstart, og dermed står han trods sin fart med betydeligt dårligere kort på hånden.

Når han ender så lavt på listen, handler det dog mest om hans form. Holdet har erklæret, at de kører for Hirschi og Jay Vine, og det kunne indikere, at han ikke er i form. Vi så også sidste år, at han skuffede ganske meget i Besseges, og generelt synes han at skulle bruge løb for at finde formen. Vi så imidlertid også, at han lynhurtigt kom i gang for et år siden, hvor han allerede var flyvende i anden halvdel af februar, og vi kan derfor ikke udelukke, at han kører med i front. Det vil enten kræve, at UAE bluffer, eller at han undervejs bliver overrasket over sin form.

Som type passer Sean Quinn glimrende til løbet. Han har altid været bedst i denne form for kuperet terræn, og i 2022 fandt han en hidtil uset fart - endda så meget, at EF begyndte at køre spurter for ham. Rasende hurtig er han bestemt ikke, men særligt hans spurt på 1. etape i Dauphiné vidner om, at han kan afslutte. Hans prolog i Romandiet, hvor han blev nr. 15, var også overraskende god, og derfor har han egentlig hele pakken. Problemet er bare, at der er mange, der er hurtigere end ham, og at der er mange, der klatrer bedre end ham. Dermed ligner det mere et godt resultat end en sejr. Til gengæld er han også en type, der i kraft af forrygende januarform kan overraske. Om han har den, aner vi slet ikke, men da han er udpeget som én af EFs erklærede kaptajner, har han måske her chancen for at udnytte god form til at sikre sig et fornemt resultat.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

En rytter, der vil have mange øjne rettet mod sig, er Australiens blot anden grand tour-vinder, Jai Hindley. Han kommer imidlertid slet ikke til et løb, der passer ham ideelt - slet ikke i det nyere og lettere format - men som vi så i Giroen, er han faktisk slet ikke uden punch. Hvis vi vitterligt møder en meget formstærk Hindley, er han en af de allerbedste på en stigning som Corkscrew, men selvom han ikke er uden spurt, er der så mange favoritter, der er hurtigere end ham, at han bliver overspurtet af langt de fleste. Han har dermed kun to veje til sejr. Enten skal han og nogle meget få andre superklatrere køre fra alt og alle på Corkscrew, eller også skal han snige sig væk i en taktisk finale på Mount Lofty.

Begge dele er skam muligt, men modvinden gør første plan svær, og sidstnævnte kræver megen held og timing, ligesom han vil skulle hente et stort tidstab fra prologen. Dertil kommer, at jeg vil blive forandret, hvis han er flyvende, for han har større mål senere på sæsonen, og selvom han faktisk vandt et svagt besat Herald Sun Tour i 2022, er han ikke den allerbedste starter og endte således blot som nr. 18 i dette løb i både 2019 og 2020. Det vil undre mig, hvis han er formstærk nok til at vinde på én af de to måder, han skal, men når vi taler om så god en klatrer som Hindley, skal man aldrig sige aldrig.

Der er tillige en gruppe af klatrere, der minder meget om Hindley. Her tænker jeg specielt på Jay Vine, Victor Lafay og Rudy Molard, der alle har en god chance for at levere et godt samlet resultat, men hvor det virkelig skal flaske sig, hvis de skal vinde. Molard og Lafay er glimrende puncheurs, men på flad vej er de ikke specielt hurtige, og der er mange, der vil slå dem i den let stigende spurt på 5. etape. Vine derimod kan slet ikke spurte, og ingen af dem passer derfor specielt godt til løbet, og de vil tillige alle tabe en del tid på prologen. Nok vandt Vine overraskende mesterskaberne i enkeltstart, men denne flade, tekniske enkeltstart kan umuligt være noget for ham. Alle tre er de dog også så gode, at de - hvis de er i form - kan vise sig blandt de allerstærkeste på de to nøglestigninger, særligt Corkscrew, og selvom de herefter har meget svært ved at vinde en spurt, har de i det mindste bragt sig i en position, hvor de kan lave ”en Dennis” og vinde via det taktiske spil.

Vi ved lidt om Vines form, der har sendt ret blandende signaler, da han choksejrede på enkeltstarten, men skuffede i linjeløbet. Han er dog næppe på toppen, da han efter enkeltstarten udtalte, at han havde regnet med at få klø i linjeløbet. Lafay har for vane at starte sine sæsoner meget svagt, men til gengæld så vi også i Tirreno, at han er så fremragende en puncheur, at han virkelig kan overraske, hvis han mod forventning er klar. Molard starter heller aldrig i topform, men han gør det som regel hæderligt. Problemet er bare, at han skal være absolut flyvende for at være en af de bedste i dette felt. Forventningen er derfor, at ingen af de tre er på toppen, og da deres vej til sejr samtidig er svær, kan de ikke regnes som andet end outsidere.

Endelig vil jeg nævne Sven Erik Bystrøm. Den tidligere U23-verdensmester agerer hovedsageligt hjælper, men når han endelig får chancen, er han stærkere end som så. I 2020 greb han netop en sådan mulighed i dette løb, hvor han endte som en fornem nr. 11, og sidste år startede han også sæsonen som lyn og torden med en samlet 9. plads i Algarve i et løb, der burde være alt for svært. Hvis han igen har tænkt sig at komme bragende ud til sæsonstart, passer dette løb med denne rute ham endnu bedre end de to ovennævnte, da klatreudfordringerne er mere overkommelige, og da det mere appellerer til en mand med de puncheurkvaliteter, han har. Han er således god i denne form for terræn, er en god puncheur og har en ganske hæderlig spurt. Enkeltstarter er normalt slet ikke ham, men han gjorde de faktisk pænt i Algarve sidste år, og denne form for teknisk prolog burde ikke afskrække ham voldsomt, særligt når der køres på almindelige cykler. Det skal virkelig flaske sig, hvis han skal vinde, men rammer han samme vinterform som i 2020 og 2022 kan han overraske, akkurat som han gjorde i den seneste udgave for tre år siden.

OPDATERING: Bettiol har meldt ud, at han alene er i Australien for at træne, og at EF kører for Honoré og Quinn. Derfor er stjernetildelingen ændret nedenfor.

OPDATERING 2: Bevin styrtede desværre i lørdagens gadeløb og har slået sin ankel. Han overvåges af DSMs læger inden starten på tirsdag. Geraint Thomas har været syg og missede gadeløbet, hvorfor de lave forventninger er om muligt endnu lavere.

OPDATERING 3: Bevin kommer til start trods sin skade, og DSM går fortsat efter et topresultat i klassementet med både ham og Chris Hamilton.

***** Michael Matthews

**** Ethan Hayter, Rohan Dennis

*** Maximilian Schachmann, Pello Bilbao, Patrick Bevin, Simon Yates, Mauro Schmid

** Marc Hirschi, Magnus Sheffield, Luke Plapp, Gianni Moscon, Mikkel Honoré, Filippo Baroncini, Robert Stannard, Corbin Strong, Simon Clarke, Luis Leon Sanchez, Alessandro Covi, Sean Quinn, Jai Hindley, Jay Vine, Victor Lafay, Rudy Molard, Sven Erik Bystrøm

* Ben O’Connor, Sjoerd Bax, Lucas Hamilton, George Bennett, Elie Gesbert, Natnael Tesfatsion, Michael Storer, Giovanni Aleotti, Chris Hamilton, Daryl Impey, Dries Devenyns, Michael Gogl, Gorka Izagirre, Antonio Tiberi, Alberto Bettiol, Tony Gallopin, Leo Hayter, Robert Gesink, Geraint Thomas, Reuben Thompson, Mattia Cattaneo, Dion Smith, James Knox, Fabio Felline, Bryan Coquard, Dorian Godon

Læs også

Valverde vinder igen

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Mikkel Honoré er en af de erklærede kaptajner i sin debut for EF og er omtalt ovenfor. Hos Intermarché skal Julius Johansen køre lead-out for Gerben Thijssen, hvis der måtte opstå muligheder i spurterne, og måske forsøge sig på prologen, mens han i klassementet skal støtte Sven Erik Bystrøm. Endelig skal Asbjørn Hellemose på Trek formentlig støtte Filippo Baroncini, Natnael Tesfatsion, Tony Gallopin og Antonio Tiberi, der alle kan tænkes at have ambitioner i klassementet.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at begå sig i det samlede klassement.

Team Jayco AlUla: Holdet må antages at være bygget op om Matthews og Yates, men Lucas Hamilton så trods et styrt godt ud ved mesterskaberne og kan måske komme i spil, hvis de leger med overtallet i en taktisk finale. Chris Harper var derimod hjælper ved mesterskaberne og må antages at være det samme her.

Ag2r Citroën Team: Holdet satser på lokale Ben O'Connor, men løbet passer ikke rigtigt en dieselklatrer som ham, og han så ikke overbevisende ud ved mesterskaberne. Er de i superform, kan de hurtige og robuste Dorian Godon og Damien Touzé gøre det pænt, men de bør få det lidt for svært på de stejle dele af stigningern. Nans Peters er en skygge af sig selv, løbet er nok for svært for Paul Lapeira, og unge Alex Baudin må være overmatchet i sin WorldTour-debut.

Astana Qazaqstan Team: Holdet må satse på Moscon og Sanchez. I gamle dage havde løbet passet godt til Fabio Felline, men han er efterhånden ren hjælper.

Bahrain-Victorious: Bilbao er den erklærede kaptajn, for løbet passer dårligt til klatreren Hermann Pernsteiner . Med god form og modvind på Corkscrew kan Nikias Arndt måske overraske, men stigningerne er formentig for svære til denne tid af sæsonen.

Trek-Segafredo: Baroncini ligner bedste bud. Et puncheurløb som dette kunne faktisk være ganske glimrende for den spændende Natnael Tesfatsion, men han vil formentig tabe for meget på prologen og er nok heller ikke helt eksplosiv nok. I gamle dage havde det været et perfekt løb for Tony Gallopin, der også altid startede stærkt, men han er faldet for meget af på den, og løbet passer ikke rigtigt til Antonio Tiberi, der er tempostærk, men uden meget punch.

Cofidis: Det handler om Lafay, men med modvind på Corkscrew kan Bryan Coquard måske ende ganske hæderligt, selvom terrænet bør være en anelse for hårdt til et absolut topresultat. Alexis Renard kører sit første løb i mere end et halvt år som følge af sin hjerteoperation.

Soudal-Quick Step: Schmid ligner bedste bud. Holdet kører også for Mattia Cattaneo, men selvom han er tempostærk, mangler han punch, klatrede skidt i 2022 og starter sjældent godt. Holdet har også nævnt Jannik Steimle som kaptajn, men han bør være lidt for tung til stigningerne. James Knox er stadig ikke som i gamle dage og passer ikke ideelt til løbet. De gør derimod Dries Devenyns, der var fremragende i Italien for tre år siden, men selvom man ikke kan udelukke, at han kan lave et pænt resultat, er veteranen næppe længere god nok til at være med helt fremme.

Alpecin-Deceuninck: Stannard må være kaptajn, men løbet passer også ganske udmærket til Michael Gogl, der plejer at starte stærkt. Top 10 virker dog en anelse for ambitiøst. Det er heller ikke et helt ringe løb for Oscar Riesebeek, der kørte så stærk i tiden efter Giroen, men det er nok en anelse for eksplosivt, og det er hans første løb i mere end et halvt år som følge af den langvarige skadespause.

Groupama-FDJ: Molard må være bedste bud, men Michael Storer vil være motiveret på sin hjemmebane. Han plejer dog ikke at være flyvende fra start og er uden det punch, der skal bruges på en rute, hvor han kun kan vinde via taktik. De skal også blive spændende at følge den unge klatrer Reuben Thompson, der dog nok vil være en anelse overmatchet.

INEOS Grenadiers: Holdet går efter et samlet resultat med Hayter, Sheffield og Plapp. Geraint Thomas er også til start, men han har været syg, og i de seneste mange år har han altid skullet bruge mange løb og uger, inden han blot nærmer sig formen. Løbet passer ham ellers fint. I gamle dage havde man nævnt Ben Swift, men han er i dag ren hjælper.

Intermarché-Circuis-Wanty: Bystrøm må være kaptajnen, men er han i god form efter en sommer i hjemlandet, kan man ikke udelukke, at hurtige Dion Smith kan være med, når der er modvind på Corkscrew. Måske kan Hugo Page også gøre det pænt, men terrænet er nok en anelse for hårdt.

Jumbo-Visma: Dennis har løbet som et mål og må være kaptajn. Robert Gesink viste i Vueltaen, at han stadig kan, men han passer ikke til løbet og skal i dag bruge mange løb på at finde formen. De burde være et storartet løb for den lovende mountainbiker Milan Vader, men han kan umuligt være kommet langt nok efter sit livstruende styrt, selvom han nåede at køre et løb inden pausen. Terrænet må være for hårdt for de hurtige Timo Roosen og Tim van Dijke.

Movistar Team: Gorka Izagirre har tidligere været fremme i løbet, der passer ham storartet og plejer at starte godt, men niveauet rækker næppe længere til et topresultat. Klatreren Sergio Samitier har skuffet de seneste år og passer ikke rigtigt til de eksplosive terræn.

Team DSM: Bevin ligner manden, der kan lave det helt store resultat. Chris Hamilton viste hæderlig, men ikke prangende form ved mesterskaberne, og der er grænser for, hvor langt han kan komme. Den unge klatrer Matthew Dinham gjorde det ligeledes pænt ved mesterskaberne, men han vil være overmatchet i dette selskab. Martijn Tusveld er næppe i form til at køre klassement allerde nu.

UAE Team Emirates: De erklærede kaptajner er Hirschi og Vine, men som sagt passer Covi storartet til ruten, hvis han er i form. Det gør George Bennett til gengæld ikke, selvom han meget vel kan være en af de stærkeste på stigningerne, hvis han starter lige så stærkt, som han før har gjort. Løbet synes ganske perfekt for en puncheurtype som Sjoerd Bax, der kan overraske, hvis han er i form, men i denne stjernebesatte trup må han være hjælper. Det samme gælder for lovende Finn Fisher-Black, der kører sit første løb siden sit grimme styrt i maj.

Team Arkea Samsic: Holdet satser på Elie Gesbert, der plejer at starte sin sæson stærkt, og som ikke er uden punch. Han er dog næppe helt eksplosiv nok til at være med helt fremme i et puncheurløb i dette selskab. Løbet passer dårligt til den ekstremt ustabile klatrer Alessandro Verre, og selvom Lukasz Owsian startede som lyn og torden på Mallorca sidste år, vil han være overmatchet i dette selskab.

EF Education-EasyPost: Som nævnt i opdateringen ovenfor satser holdet på Honoré og Quinn, mens Bettiol alene er her for at træne. Er han i form, kan Jonas Rutsch forsvare sig i dette terræn, men det bliver en anelse for hårdt.

BORA-hansgrohe: Schachmann er klart bedste bud med Hindley som outsider. Holdet har også Giovanni Aleotti, der har en glimrende punch og passer udmærket til løbet, men som havde et svært 2022, der gør det vanskeligt at have den allerstørste optimisme, selvom han med god januarform kan overraske.

Israel-Premier Tech: Holdet satser på Strong, men Clarke er måske et bedre bud, hvis han ikke har mistet for meget under sin coronasygdom. Daryl Impey er dobbelt vinder af løbet og passer endnu bedre til denne rute, men han er slet ikke som i gamle dage og har meldt ud, at han er her som hjælper. Chris Froome passer ikke til løbet og er formentlig meget langt fra formen i januar, og det er heller ikke en rute for klatreren Sebastian Berwick.

UniSA-Australia: Landsholdet er her for at køre spurter med Caleb Ewan, der selv i sin bedste form ville finde stigningerne lidt for stejle. Jarrad Drizners endte som nr. 21 på den gamle rute i 2020 og kan måske prøve at gå efter klassementet på en rute, der passer ham bedre, men terrænet vil være lidt for svært.

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE