Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour du Finistere

Optakt: Tour du Finistere

19. april 2019 17:26Foto: A.S.O. / Alex Broadway

De fleste ryttere har øjnene stift rettet mod Ardennerne, men for mange franske ryttere er fokus anderledes. Med ikke mindre end tre løb på bare syv dage er denne uge den klart travleste i Coupe de France-serien, og der er således masser af point på spil i den sæsongående konkurrence, der altid er vigtig for de franske hold. Efter det kuperede Paris-Camembert rejser man til Bretagne til en travl påske, hvor puncheurs får deres chance i lørdagens Tour du Finistere, mens brostensspecialister kan se frem til mandagens miniudgave af Paris-Roubaix på Tro-Bro Leons grusveje.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Løbets rolle og historie

Denne del af april handler næsten udelukkende om ardennerklassikerne, men for de franske hold er det en af de allervigtigste uger af helt andre årsager. Tre af de 16 løb i Coupe de France-serien skal afvikles på bare syv dage, og det gør det til en helt afgørende tid for alle de ryttere, der har som mål at tage den samlede triumf i konkurrencen.

 

For at gøre tingene endnu mere komplicerede er løbene ret forskellige. Tirsdagens Paris-Camembert har traditionelt været et løb for ardennerspecialister. De to sidste løb i Bretagne har ikke mange fællestræk, da lørdagens Tour du Finistere afvikles i kuperet terræn og minder om tirsdagens løb, mens grusvejene i mandagens Tro Bro Leon har givet det dets kælenavn, det bretonske Paris-Roubaix.

 

Sammenlignet med mange andre franske løb er Tour du Finistere en relativt ny begivenhed, som er blevet afviklet siden 1986 omkring byen Quimper. I mange år var det et amatørløb, og det blev først åbent for professionelle i 2000. Det har været et 1.1-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 og været en del af Coupe de France siden 2007.

 

Læs også
Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

 

Bretagne er kendt for dets smalle, snoede veje, vind og regnfulde vejr samt korte, stejle stigninger. Det er præcis det, der også kendetegner Tour du Finistere, og dets vanskelighed afspejles i vinderlisten. Ardennerspecialister med et godt punch som Cyril Gautier, Julien Simon, Florian Vachon og Simon Gerrans har alle taget sejren, og det er endda blevet vundet af en decideret klatrer, idet David Bernabeu kom først over stregen i 2002. Stærke sprintere har imidlertid også en chance, hvilket afspejles af sejrene til Romain Feillu, den nu afdøde Antoine Demoitie, der tog karrierens største sejr i 2014, og Baptiste Planckaert, der vandt i 2016.

 

Sidste år lykkedes det de 14 bedste at køre væk i finalen, og de afgjorde det i den stigende spurt. Her viste Jonathan Hivert sine afslutterevner, da han krydsede stregen foran klatrerne Romain Bardet og Guillaume Martin. Efter den nylige sejr i GP Miguel Indurain vender en formstærk Hivert tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Martin, der håber at gøre det endnu bedre end sidste år. Denne gang er Bardet til gengæld til start i Amstel Gold Race, og han skipper derfor løbet.

 

Ruten

Som mange andre Coupe de France-løb kan Tour du Finistere inddeles i to dele med en første del, der udgøres af en stor rundstrækning omkring værtsbyen, og en finale, der afvikles som en eller flere omgange på en mindre rundstrækning. Noget af terrænet blev endda brugt i sidste års Tour de France på 5. etape, som Peter Sagan vandt, og derfor vil mange kende lidt til det, der venter feltet på lørdag.

 

Det 187,5 km lange løb starter i Saint-Evarzec lige syd for hovedbyen Quimper og indledes med en omgang på en stor rundstrækning i området nordøst for målbyen. Det er en ganske kuperet sag uden meget fladt terræn, og der er konstant små stejle bakker på programmet. Af disse er seks kategoriserede, og de kommer efter hhv. 31,1, 57,0 (3,7 km, 5%), 71,9, 85,8, 115,4 og 124,5 km (2,6 km, 5,9%). De sidste knap 40 km af den store rundstrækning er identiske med det, vi kender fra sidste års Tour-etape

 

Dagens sidste bjergspurt kommer ved første passage af målstregen efter 148,3 km, og herefter afsluttes løbet med fire omgange på en 9,8 km lang rundstrækning i området nord for byen, en ganske svær en af slagsen. Lige efter målstregen stiger det med 5,8% over 900 m, men efter et fladt stykke og en nedkørsel er den hårdeste del er Cote de Meih Stang Vihan, der stiger med 12,5% lige efter den røde flamme, hvorefter man rammer det sidste stykke med 700 m falsk fladt. Derudover er finalen meget teknisk, da der er tre sving umiddelbart efter hinanden på den sidste kilometer, inden man rammer den kun 200 m lange opløbsstrækning.

 

I alt er der 2541 højdemeter.

 

Sammenlignet med sidste år er ruten stort set uændret. Den indledende del er modificeret let, men der er i alt væsentligt tale om det, vi kender fra de seneste mange år. Finalerundstrækningen bibeholder den lille forlængelse, der blev lagt ind sidste år, men selve afslutningen er den samme

 

 

 

Læs også
Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 

 

 

 

Vejret

Bretagne er kendt for regn og blæst, men lørdag bliver nærmest som en tidlig sommerdag. Der vil således være høj solskin og en temperatur på intet mindre end 25 grader. Der vil være en let til jævn vind fra nordøst, hvilket naturligvis giver vind fra alle retninger på de to rundstrækninger, hvor man snor sig rundt i terrænet. På finalerundstrækningen vil der først være sidemodvind, dernæst sidemedvind og til slut igen sidemodvind på det meste af de sidste ca. 3 km, herunder på finalerundstrækningen.

 

Favoritterne

Tour du Finistere er et af de mest kuperede Coupe de France-løb, og disse er altid nogle af de sværeste at forudsige på hele UCI-kalenderen. På den ene side er kun tre udgaver siden 2009 afgjort i en spurt i en større gruppe: i 2012, hvor Julien Simon vandt, i 2011, hvor Romain Feillu var hurtigst, og i forbindelse med Baptiste Planckaerts sejr i 2016. I 2015 var det imidlertid kun Tim De Troyer, der akkurat kunne holde feltet bag sig, og i de senere år synes løbet i stigende grad at have været gearet mod en spurtafslutning. For det meste har en mindre gruppe afgjort løbet, men feltet har sjældent været langt efter.

 

Alligevel er løbet knaldhårdt, og felterne har altid været stærkt decimerede. Man skal ikke kigge længe på gamle resultatlister for at se, at det først og fremmest er et løb for puncheurs, og når det er lykkedes en sprinter at vinde, er det kun de meget hårdføre folk som Baptiste Planckaert samt Romain Feillu, der i sin storhedstid også var en habil klatrer, som har gjort sig gældende. Løbet hårdhed afspejles også af sammensætningen af den 14-mandsgruppe, der afgjorde løbet sidste år, og som talte navne som Jonathan Hivert, Romain Bardet, Guillaume Martin, Nicolas Edet, Tejay van Garderen, Carl Fredrik Hagen, Lilian Calmejane, Warren Barguil og Daniel Navarro. Endelig så vi på Tour-etapen fra sidste år med samme opløb, at Peter Sagan sejrede foran Sonny Colbrelli, Philippe Gilbert, Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe, Dan Martin og Greg Van Avermaet, hvilket siger alt om, at det er en ganske vanskelig afslutning.

 

At udpege favoritter handler imidlertid ikke blot om at opliste de bedste puncheurs. Coupe de France-løb er kendt som voldsomt aggressive og svære at kontrollere, især de mest kuperede af dem. Det så vi senest i Paris-Camembert, hvor et udbrud med Benoit Cosnefroy som stærkeste mand endte med at afgøre slaget. Heller ikke i Classic Loire Atlantique eller La Roue Tourangelle kunne løbene kontrolleres, og de afvikledes endda på betydeligt lettere ruter.

 

Også denne gang kan der meget vel være tale om et løb, hvor initiativ belønner sig. Således er det vel reelt kun Direct Energie med Lilian Calmejane og Jonathan Hivert, der for alvor vil satse benhårdt på en afgørelse mellem løbets favoritter, og deres hold er langt fra det stærkeste. For alle andre gælder, at de formentlig vil gå efter at få folk med i de mange angreb, der utvivlsomt vil komme, og vi har derfor svært ved at se, at det hele ender i en spurt i feltet. Det betyder ikke, at det ikke kan være en af løbets stærkeste, der sejrer, men det vil formentlig kun kunne ske efter et meget aggressivt løb, hvor man også skal have det rette held og den rette timing for at få adgang til den gruppe, der kan ventes at skulle afgøre slaget.

 

Det gør også løbet næsten umuligt at forudsige og meget svært at spå om. Terrænets hårde karakter og finalens vanskelighed lægger dog visse begrænsninger på, hvem der har en chance. Det får os alligevel til at pege på sidste års vinder, Jonathan Hivert, som vores favorit. Franskmanden har altid været enhver optaktsskribents mareridt, fordi hans form er mere svingende end noget andet, man finder i cykelsporten. Det har også været tydeligt i de seneste uger, hvor han tog en suveræn sejr i GP Miguel Indurain efter blandt andet at have en sat en meget formstærke Tadej Pogacar til vægs på den sidste lille mur, men derefter udgik han i Circuit des Ardennes og faldt helt igennem i Brabantse Pijl. Det kunne indikere, at han igen har ramt en af sine dårlige perioder, men med Hivert ved man aldrig. Sidste års sejr i dette løb kom nemlig efter endnu dårligere resultater i de tre ovennævnte løb, og det er blot et vidnesbyrd om, at Hivert og forudsigelige er to vidt forskellige størrelser.

 

Læs også
Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 

Man må imidlertid formode, at Hivert vil være topmotiveret af at stille til start som regerende mester i et løb, der passer ham helt perfekt. Der findes ikke mange, der har hans punch på korte stigninger, og formentlig vil han være helt urørlig på målbakken. Sidste år gjorde han og Calmejane det fremragende i samarbejde i frontgruppen, og man kan meget vel forestille sig, at de igen vil udgøre en stærk duo til sidst o et hårdt og aggressivt løb. Her er det nærliggende, at Hivert vil blive sat op til en spurt af sin holdkammerat, og derfor tror vi på en gentagelse af sidste års sejr.

 

I Paris-Camembert pegede vi på Andrea Vendrame som vores favorit. Det lykkedes da også for italieneren at vinde feltets spurt, men desværre for ham var løbet forinden gledet det svage Androni-hold af hænde, da en gruppe endte med at afgøre løbet imellem sig. Det er også det, der igen er truslen mod en Vendrame-sejr. Han kan nemlig regne med at være helt alene i et løb, der historisk er meget vanskeligt at kontrollere. Til gengæld har han utvivlsomt benene til at sidde med de bedste efter den fornemme kørsel, han har vist på det seneste, ikke mindst da han vandt den knaldhårde sidste etape i Sarthe. Her slog han netop til i en stigende spurt, der da også er hans speciale, og derfor er det en afslutning lige efter hans smag. Ender det med, at løbets stærkeste skal køre om det på de sidste omgange, ligner formstærke og eksplosive Vendrame Hiverts største trussel. Det kræver bare, at løbet ikke forinden er gledet ham af hænde.

 

Heller ikke Lilian Calmejane kom til at spille en rolle i tirsdags. Et meget svagt Direct Energie-mandskab indså på forhånd, at de ikke kunne styre løbet og endte med at lade hjælpere køre med i udbruddene i stedet. Denne gang kommer de heldigvis i en stærkere opstilling, og finalen er tillige hårdere, hvilket bør tilgodese Calmejane. Franskmanden har efter et svagt 2018 rejst sig igen i år, hvor han særligt i Ardeche var dybt imponerende, og selvom han nu har haft en tid, hvor han har samlet erfaring på brostenene, ved vi, at han modsat Hivert altid er i form. Han kan ende i en situation, hvor han ligesom sidste år skal sætte sin holdkammerat op til en spurt, men har Hivert en dårlig dag, er det en stigende spurt, Calmejane sagtens kan vinde. Derudover er han formentlig løbets stærkeste og bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem.

 

Placeringer som nr. 1, 2, 2, 3, 4, 10, 13, 14, 17 og 19. Det er udbyttet for Julien Simon af 10 optrædender i løbet. Det siger alt om, at det er en rute, der passer ganske perfekt til en af Frankrigs førende puncheurs. Desværre har det også været nogle svære sæsoner siden det flotte 2017, og han synes ikke at have fordums styrke. Omvendt har han efterhånden fundet lidt bedre form, og han viste blandt andet fin styrke ved at blive nr. 2 bag Mathieu van der Poel i feltets puncheurspurt på sidste etape i Sarthe. Derfor ligner han atter endnu engang en af favoritterne, hvis han kan holde sig inde i spillet i den utvivlsomt meget aggressive finale. Hvis ikke har Cofidis også den aggressive Pierre-Luc Perichon , der netop er blevet nr. 2 i Paris-Camembert, og som ligeledes har en fin afslutning, samt den lille klatrer Mathias Le Turnier.

 

Ag2r kommer med en trup, der skal køre aggressivt. Deres bedste bud ligner den meget formstærke Quentin Jauregui, der tidligere er blevet nr. 7 i løbet og kommer til Quimper med en nylig 3. plads i Paris-Camembert og en 5. plads på kongeetapen i Sarthe i bagagen. Her burde han for en gangs skyld få chancen for at køre for sig selv, og han synes at have formen til at være med i front. Han er måske ikke så klatrestærk som de ovennævnte, men terrænet bør ikke være for svært for ham. Samtidig er han en glimrende puncheur, hvilket han senest viste med den fornemme 4. plads på Hatta Dam i UAE Tour.

 

Efter nogle svære år er Julien El Fares kommet tilbage på sporet. Det blev særligt tydeligt i Paris-Nice, hvor han viste sig frem på højeste niveau. Efter en lille pause viste han med 5. pladsen i Paris-Cammebert, at han er tilbage i fin form, og dette hårdere løb burde passe ham langt, langt bedre. I en flad spurt er han ikke specielt hurtig, men han har en fin afslutning i en puncheurfinale og burde være en af løbets stærkeste. Derudover har Delko den altid aggressive Romain Combaud, der dog mangler en god spurt, samt hurtige Alessandro Fedeli, der kunne være en outsider, men som også kan få det for hårdt. Evigt ustabile Iuri Filosi burde også være en kandidat, men han har været skuffende på det sidste.

 

Sidste år blev Guillaume Martin nr. 3 i løbet. Det viser, at det er en finale, han sagtens kan køre, men den er langt fra ideel. Selvom han ikke er langsom i en stigende spurt, er han nemlig ikke en stor afslutter, og løbet her er en anelse for let. Til gengæld ved vi fra hans kørsel i Catalonien samt ikke mindst på Sicilien, hvor han vandt kongeetapen, at formen er god. Han bør derfor være blandt de stærkeste, og i en aggressiv og ukontrollerbar finale, kan han sagtens vinde. Det skyldes ikke mindst, at Wanty har et godt hold, hvor folk som Thomas Degand, Fabien Doubey, Frederik Backaert og måske også Bart De Clercq alle kan køre finale og dermed være med i de fleste fremstød.

 

Sidste år tog Kevin Le Cunff en stor sejr i Boucles de l’Aulne, der med sin stigende spurt har en afslutning, der minder om denne. Det gør ham til en helt naturlig kandidat til sejren. I år er han stadig på udkig efter et stort resultat, men formen er bestemt ikke dårlig. Det vidner hans seneste mange resultater om, og det burde være en rute, hvor han med det rette held og den rette timing har en reel chance for at vinde. Det burde hans hurtige holdkammerat på Auber Anthony Maldonado også have, men efter lovende kørsel på kongeetapen i Sarthe udgik han på 4. etape og var langt efter i tirsdags, hvilket tyder på, at der er sket ham et eller andet.

 

Ag2r stiller udover Jauregui også med den samlede vinder fra Sarthe, Alexis Gougeard. Den brølstærke franskmand har dermed endelig fundet formen efter nogle svære år. Der er derfor ikke den store tvivl om, at han vil være en af de stærkeste, og han viste i Sarthe, at han sagtens kan klare bakker som disse. Hans problem er bare, at han ikke er nogen stor sprinter, og derfor skal han køre aggressivt og formentlig alene hjem for at vinde løbet. Det burde også være et perfekt løb for Samuel Dumoulin , der to gange tidligere er blevet nr. 2, men hans svage kørsel i de seneste løb tyder ikke på, at han har formen. Derudover kan holdet håbe på den relativt holdbare afslutter Dorian Godon samt den relativt formstærke klatrer Aurelien Paret-Peintre.

 

Læs også
Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

 

Det er lidt overraskende, at Marc Sarreau stiller til start og ikke satser alt på mandagens Tro-Bro Leon. Man må nemlig formode, at dette løb er for hårdt for ham. Alligevel vil vi ikke helt afskrive den franske sprinter. I de seneste uger har han nemlig kørt bedre end nogensinde, og han viste senest i Sarthe, at han nu kan overleve ganske hårde bakker. Problemet er bare, at der denne gang er mål på en stigning, og det kan gøre det lidt for svært for den ellers velkørende FDJ-kaptajn, der jagter point til den samlede Coupe de France-stilling. FDJ har imidlertid også et stærk kort i en efterhånden velkørende Benjamin Thomas, der er en glimrende puncheur, samt Matthieu Ladagnous, der er en fin afslutter på en bakke. Endelig har de også klatrerne Sebastien Reichenbach og Kilian Frankiny, men de er uden spurtstyrke og skal alene hjem for at vinde.

 

Med tre top 10-placeringer har Romain Hardy ofte vist, at han som puncheur er skabt til dette løb. Desværre er han slet ikke så stærk som i gamle, og der er efterhånden langt mellem resultaterne. Den nylige 4. plads i Paris-Camembert gav ham dog stor selvtillid, og han melder om, at formen efterhånden er der. Nærmer han sig sit gamle niveau, er dette den perfekte rute til en genrejsning. Arkea har derudover Laurent Pichon, der som puncheur ligeledes burde passe til dette løb, men som ikke just har sat verden i brand på det seneste, samt Kevin Ledanois, der har været svingende, men blev nr. 2 på sidste etape i Sarthe.  Måske kan Anthony Delaplace med sin aggressive stil lave et resultat.

 

En spændende kandidat er Rallys Colin Joyce . Amerikaneren viste sidste år, at han er stærk i dette terræn, da han imponerede i Yorkshire og endda vandt en hård etape i Arctic Race of Norway. Han kommer til løbet i fin form efter en eminent klatrepræstation på Etna i Giro di Sicilia, hvor han arbejdede stenhårdt for Brandon McNulty, men han skuffede i tirsdags, hvor han blev sat fra den gruppe, der kørte om sejren. Finalen her burde være ideel for ham, men hans kørsel tidligere på ugen giver os visse forbehold. Derudover har Rally den altid aggressive Robin Carpenter, der snød sprinterne i La Roue Tourangelle, og som altid er farlig i et løb, der kan være svært at kontrollere, samt den velkørende og ganske hurtige klatrer Adam De Vos.

 

Baptiste Planckaert er en af de få sprintere, der faktisk har vundet løbet, og det viser, at det er en finale, han kan håndtere. Desværre er han ikke længere så stærk som i sin storhedstid, og nu om dage må afslutningen formodes at være en anelse for hård. På den anden side har han været i god form hele foråret, og en gentagelse kan bestemt ikke udelukkes, hverken i en spurt eller efter deltagelse i et udbrud. Til gengæld er løbet formentlig for hårdt for Wallonies anden sprinter, Emils Liepins.

 

Israel Cycling Academy møder op med Edwin Avila, der netop har taget den samlede sejr i GP Beiras i Portugal. Det vidner om god form, og han burde som klatrestærk sprinter med puncheuregenskaber kunne lide denne finale. Desværre har han stadig til gode for alvor at vise sig frem i løb med så skarp konkurrence som her, og han kan være en anelse svingende i sine præstationer. Holdets andre sprintere, Rudy Barbier¸ og Mihkel Raim bør være for tunge og formsvage til at gøre sig gældende, og Guillaume Boivin har desværre ikke helt fundet foren.

 

Også klatrerne Garikoitz Bravo og Oscar Rodriguez har evnerne til at være med fremme, men desværre mangler de spurtstyrke til at være meget farlige. Euskadis sprinter, Mikel Aristi, burde egentlig have klatreevnerne, men er formsvag og kan derfor ikke tilskrives de store chancer.

 

Endelig vil vi pege på danske Andreas Stokbro. Al logik siger, at ruten nok er for hård for danskeren, men han viste med sejren i U23-udgaven af Flandern Rundt, at formen er, hvor den skal være. Når de store navne åbner op, kommer han til kort, men kan han finde vej til en gruppe, der ende med at køre om sejren, kan han måske alligevel gøre sig gældende.

 

OPDATERING: Riwal har i sidste øjeblik udtaget Emil Vinjebo, der burde have gode chancer på en rute som denne, men som desværre ikke har vist den store form på det seneste.

 

***** Jonathan Hivert

**** Andrea Vendrame, Lilian Calmejane

*** Julien Simon, Quentin Jauregui, Julien El Fares, Guillaume Martin, Kevin Le Cunff

** Alexis Gougeard, Marc Sarreau, Romain Hardy, Colin Joyce, Baptiste Planckaert, Edwin Avila, Benjamin Thomas, Thomas Degand, Anthony Maldonado, Andreas Stokbro

* Laurent Pichon, Robin Carpenter, Pierre-Luc Perichon, Romain Combaud, Adam De Vos, Emil Vinjebo, Matthieu Ladagnous, Floris Gerts, Garikoitz Bravo, Oscar Rodriguez, Sebastien Reichenbach, Kilian Frankiny, Fabien Doubey, Frederik Backaert, Alessandro Fedeli. Samuel Dumoulin, Guillaume Boivin, Dorian Godon, Mikel Aristi, Iuri Filosi

 

Danskerne

Alexander Kamp stod på den foreløbige startliste til et for ham ideelt løb, men han er draget på træningslejr. I stedet må Riwal som nævnt formentlig sætte deres lid til Andreas Stokbro og Emil Vinjebo, men skal generelt køre offensivt med en trup, der også tæller danskerne Tobias Mørch Kongstad, Torkil Veyhe, Nicolai Brøchner og Mathias Norsgaard. Jesper Hansen er til start for Cofidis, men er stadig formsvag og skal formentlig primært støtte Julien Simon.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour du Finistère
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04

Giro della Romagna(1.1) 21/04

Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?