Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Mens de fleste ryttere færdiggør forberedelserne til den belgiske åbningsweekend samt de store løb i marts i de store etapeløb i Oman, Spanien og Portugal, tilbyder Frankrig en alternativ vej, der traditionelt har appelleret mere til klassikerrytterne. Tour du Haut-Var har tidligere været et løb bestående af to kuperede klassikere, der har gjort det til den perfekte opvarmning til de store endagsløb, men i år ændrer det karakter, når det i et udvidet format på 3 dage byder på hele to bjergafslutninger, herunder en stor finale på frygtede Mont-Faron, der efter mange års fravær endelig vender tilbage til cykelsportens højeste niveau.
Annonce
Løbets rolle og historie
Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end fire etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.
Mens Tour of Oman, Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, har ét af løbene været helt anderledes. Det to dage lange Tour du Haut-Var i Sydfrankrig har ikke været for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet har det været en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn har gjort det perfekt for klassikerspecialister og punchy ardennerryttere.
Løbet blev skabt som et endagsløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik sit nuværende navn Tour du Haut-Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin, og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.
Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut-Var kunne vokse. Siden 2009 har det været et løb over to dage og har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour La Provence, Tour du Haut-Var og endagsløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.
Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været én eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet er 1. etape ofte blevet afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape har været afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne har excelleret. Sidste år vendte man dog tilbage til tidligere tiders format med to afslutninger på mure.
I det hele taget kan man betragtet løbet som to klassikere, og det gjorde det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det har været et af de få etapeløb, som klassikerrytterne har kunnet vinde, og selvom feltet er domineret af franske ryttere, er der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der bruger løbet til at forberede sig til de store endagsløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Sammen med Trofeo Laigueglia og Tour La Provence, der afvikledes i sidste uge, er det således et solidt alternativ til de tre større og længere etapeløb.
I år får løbet imidlertid en ny struktur. Ikke blot er det lykkedes at udvide det fra to til tre dage, man har også gjort det til en sag for klatrere. Det meste af terrænet er af den velkendte kuperede karakter, men denne gang slutter begge weekendens etaper på ganske lange stigninger. Det hele ender endda med en stor bjergfinale på ikoniske Mont-Faron i udkanten af Toulon, der tidligere har været en fast bestanddel af Middelhavet Rundt og er blevet besøgt af Paris-Nice. Med dens comeback til cykelsportens højeste niveau er Tour du Haut-Var med ét blevet et løb for klatrere.
Det var det ikke sidste år, hvor det med to afslutninger på bakker var et løb for puncheurs. En af de bedste af disse er Jonathan Hivert, der var i forrygende form og såmænd vandt begge etaper. Det gav ham en samlet sejr med 1 sekund ned til Alexis Vuillermoz og Rudy Molard. Trods rutens nye katakter vender Hivert tilbage for at forsvare sin titel, og han er denne gang igen oppe mod både Vuillermoz og Molard, der dog kan ende som hjælpere for hhv. Romain Bardet og Thibaut Pinot.
Ruten
Efter at man opgav finalerne på de stejle mure for et par år siden - et kendetegn, der ellers var løbets varemærke - har løbet haft et relativt ensartet format i de senere år. Første etape har som regel været afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her har den stigende opløbsstrækning været god for kraftfulde sprintere, og både Romain Hardy og Thor Hushovd har vundet her, inden Carlos Betancur satte John Degenkolb til vægs i 2014. Anden etape har traditionelt været holdt på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale har givet flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver er et lille felt, der har spurtet om sejren.
Sidste år vendte man som sagt tilbage til det gamle format med to afslutninger på stejle mure, men i år ændres der totalt på balancen. Væk er alle puncheurfinalerne og dagene for de hårdføre sprintere, og i stedet venter en sand klatrerute, hvor alle etaper byder på hårde stigninger, og hvor de gradvist bliver mere afgørende.
Der lægges således ud med den mindst selektive etape, men også her kan der ventes en vis udskilning på en dag, hvor man efter mange stigninger slutter med den lille Col du Tanneron og den efterfølgende tekniske nedkørsel, der kendes fra Paris-Nice i den første del af årtusindet. Derefter venter den første af to bjergfinaler for enden af en knaldhård etape med 4200 højdemeter over 201 km, og selvom selve målstigningen ikke er den sværeste, vil en så modbydelig rute kunne gøre store skade. Det hele kulminerer med det længe ventede comeback til Mont-Faron, der med sine stejle procenter som afslutning på en ellers flad etape, vil sikre, at kun en meget stærk klatrer kan vinde årets udgave af det franske etapeløb.
1. etape
Årets Tour du Haut-Var er en usædvanligt hård affære, og det får rytterne at føle allerede fra første færd. Således lægges der ud med en knaldhård etape, der måske ikke byder på en bjergfinale, men som med et hav af højdemeter og en afslutning, der i mange år var fast bestanddel af Paris-Nice med det samme vil skabe en første udskilning og give en indikation på, hvem der er i form til årets udgave af det franske løb.
I alt skal der tilbagelægges 154,5 km mellem Vence og Mandelieu i udkanten af storbyen Cannes. Der lægges hårdt ud ved, at man kører to omgange på en 53,5 km rundstrækning i området nord for startbyen. Her kører man mod nordøst og nord op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 6,6 km stiger med 3,6% i gennemsnit. Derfra går det mod nordvest, vest, sydvest og syd op af den lange Montte du Coursegoules (12,5 km, 4,1%), efter hvis top man kører det sidste stykke mod syd op af kategori 3-stigningen Col de Vence (1,0 km 3,7%), der har top efter 38,5 km. Herefter venter en længere nedkørsel, der fører mod sydvest tilbage til Vence, hvor startområdet passeres efter 47,6 km (den første del af rundstrækningen var neutraliseret.
Efter anden omgang sætter man kursen mod sydvest igennem let kuperet terræn, hvor dagens spurt passeres efter 104,9 km. Herfra snor man sig videre mod vest, nordvest og sydvest henover et par mindre bakker Montte du Pre du Lac (5,9 km, 3,6%)efter 122 km og Montee Boulevard Rothschild (2,8 km, 6,3%) efter 129,5 km frem til byen Grasse. Her venter en nedkørsel, der fører mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Col du Tanneron (4,9 km, 5,3%). Toppen rundes med bare 9,8 km igen, og de består først af et kort fladt stykke, der fører mod øst, inden en teknisk nedkørsel leder mod øst og sydøst ned til målbyen ved kysten. Her er de sidste 4 km flade og følger en lang, lige vej med et sidste sving i en rundkørsel bare 380 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 2734 højdemeter.
Finalen med Col du Tanneron og den tekniske nedkørsel kendes fra tidligere udgaver af Paris-Nice, hvor den frem til 2008 var fast afslutning på næstsidste etape af Paris-Nice, idet man dog her fortsatte helt ind til mål i selve Cannes. Vi har tidligere set, at Alberto Contador har kunnet køre væk på Tanneron, men grundlæggende er der tale om en ret nem stigning. Mest sandsynligt er det derfor, at det hele ender i en spurt i en lille gruppe af de bedste klatrere efter en ganske opslidende dag med mange højdemeter.
Mandelieu har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
2. etape
Etaperne i årets Tour du Haut-Var bliver gradvist mere selektive, og efter en ganske hård åbning bliver det derfor kun værre på 2. etape. Her venter endnu en dag, hvor det går op og ned fra start til mål, og hvor der ingen mulighed er for at komme sig. Til slut venter endda en brutal afslutning med to stigninger til allersidst, og selvom målstigningen måske ikke er løbets sværeste, er der lagt op til et væsentligt slag i kampen om den samlede sejr.
I alt skal der tilbagelægges hele 201,4 km mellem Le Cannet des Maures og Mons. Fra starten kører man mod nordvest og nord igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, der kommer efter 12,3 km. Herfra stiger det let mod nordvest, indtil man når frem til en 34,5 km lang rundstrækning, hvor man kører halvanden omgang. Det betyder, at man skal op over kategori 2-stigningen Montee de Saint-Denis (7,5 km, 3,5%), der har top efter 27,1 km, inden man kører ned til bunden af stigningen, der forceres én gang til med top efter 61,5 km. Efter den første del af nedkørslen fortsætter man imidlertid denne gang mod sydøst igennem generelt let faldende terræn, inden det atter begynder at stige op over den ikke-kategoriserede Montee du Callas (4,2 km, 3,8%), der har top efter 95 km.
Næste udfordring kommer med det samme, idet man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Montee de St-Arnoux (10,2 km, 3,2%), der har top efter 106,3 km, inden en nedkørsel fører mod øst ned til dagens anden spurt, der kommer efter 112,7 km. Herfra snor man sig mod syd og sydøst op over den ikke-kategoriserede St. Paul-en-Foret (2,8 km, 3,8%), der passeres efter 128,5 km, inden det går mod nordvest op ad Montte de Collion (3,2 km, 4,35), hvis top runde i Montauroux efter 142 km. Herfra slår man en sløjfe på en rundstrækning, der fører mod øst og tilbage igen, og som byder på en ikke-kategoriseret stigning (2,6 km 5,3%) efter 158 km samt den ikke-kategoriserede Montee des Morjories (2,3 km, 7%) efter 162 km. Ved tilbagekomsten til Montauroux skal man op over den frygtede og stejle Mur de Montauroux (2,4 km, 6,5%) efter 174 km.
Efter afslutningen af rundstrækningen kører man igennem let kuperet terræn mod vest frem til Fayence, der er kendt for sine mange finaler på Mur de Fayence. Denne gang slutter man ikke her, men kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Col du Bourigaille (9,8 km, 4,8%), der kendes fra de tidligere besøg i byen. Toppen nås med 8,2 km igen, men i stedet for denne gang at køre tilbage til Fayence, kører man via en nedkørsel mod øst og nord frem til bunden af dagens sidste stigning. Den stiger med 5,2% over 6 km med gennemsnitlige stigningsprocenter over de enkelte kilometer på hhv. 5,8%, 5,3%, 7,7%, 6,5%, 3,0% og 3,3%. Stigningen byder på en del hårnålesving undervejs, det sidste kort efter den røde flamme, hvorefter vejen bugter sig frem mod mål.
Etapen byder på i alt 4211 højdemeter.
Dette er klassisk Tour du Haut-Var. Op, ned, op, ned er dagens orden, og der er stort set ikke én eneste meter flad vej. Mere end 4000 højdemeter over mere end 200 km gør det til en knaldhård etape, hvor der vil blive skabt stor udskilning. Selve finalestigningen er ikke skræmmende svær, og det kan derfor ende i en spurt mellem de bedste klatrere, men efter så svær en dag kan man bestemt ikke udelukke, at stærkeste mand kan gøre en forskel og sikre sig det bedst mulige udgangspunkt inden kongeetapen.
Mons har ikke tidligere være mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.
3. etape
Endelig! I mange år var det et af årets første cykelhøjdepunkter, at klatrerne i Middelhavet Rundt skulle teste benene på den stejle Mont-Faron i udkanten af Toulon. Siden det løb led en trist død i 2014 har bjerget imidlertid været fraværende fra den internationale kalender, og heller ikke Paris-Nice har besøgt det siden 2005. Nu vender det imidlertid tilbage som den store finale i Tour du Haut-Var, hvor det 6 km lange bjerg med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 8 vil være rammen om et brutalt og afgørende slag, der vil krone en fortjent vinder af det 3 dage lange løb.
I alt skal der tilbagelægges bare 136 km, der fører feltet fra La Londe til toppen af Mont-Faron i udkanten af Toulon, og der er tale om en helt anden rute end de foregående. Denne gang er alle de terrænmæssige udfordringer nemlig koncentreret til sidst, og der er tale om en nem dag med en knaldhård finale. Start- og målbyerne ligger med få kilometers mellemrum langs den franske middelhavskyst, og det meste af etapen består derfor af en stor sløjfe ind i landet, hvor de to byer forbindes.
Først stiger det let, mens man kører mod nord, vest og igen nord, inden man rammer et fladt stykker, der fører videre mod nord. Herefter snor man sig igennem let stigende terræn mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 59 km. Her kører man en omgang på en næsten helt flad 15,0 km lang rundstrækning, der afsluttes med dagens sidste spurt efter 74 km. Derfra får det igennem hovedsageligt fladt terræn mod syd og vest, inden en nedkørsel fører mod sydøst og ned mod kysten.
Finalen indledes, når man drejer mod nordøst og tager hul på kategori 3-stigningen Col du Coprs de Garde (8,3 km, 2,9%), hvis top rundes med 12,7 km igen. Derefter leder en teknisk nedkørsel mod sydøst ned til udkanten af Toulon, hvor man med det samme drejer mod nordøst og direkte ind på kategori 2-stigningen Mont-Faron. Den stiger med 8% over 6,0 km og byder efter to bløde kilometer på en stigningsprocent på 8-9 over de sidste 4 km. Der er mange hårnålesving hele vejen op, det sidste kort efter den røde flamme, hvorefter der er et sidste sving 150 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 2035 højdemeter.
Mont-Faron er som sagt ikonisk og har altid gjort stor skade på denne tid af året. Den er måske ikke specielt lang, men er rigeligt stejl til, at der kan gøres forskelle. Efter en kort, let dag er der lagt op til et drabeligt klatreslag, hvor løbets mest formstærke klatrer formentlig kan sikre sig den samlede sejr i årets løb.
Mont-Faron var som sagt fast bestanddel af Middelhavet Rundt, hvor de sidste vindere af kongeetapen var Jean-Christophe Peraud (2014 og 2013), David Moncoutie (2011, 2009 og 2003), Francesco Masciarelli (2010), Alexandre Botcharov (2008), Rinaldo Nocentini (2007), Jose Ivan Gutierrez (2006), Jens Voigt (2005), CSC (holdløb i 2004), Michele Bartoli (2002), Ivan Basso (2001), Laurent Jalabert (2000) og Davide Rebellin (1999). Paris-Nice var senest forbi i 2005, 2003 og 2002 med sejre til hhv. Gilberto Simoni i førstnævnte år og Alexandre Vinokourov i de to sidstnævnte.
Favoritterne
Det er sjældent, at et løb ændrer totalt identitet. Man kan imidlertid med nogen ret hævde, at det er præcis, hvad Tour du Haut-Var gør i år. Efter at have skabt sig en plads på kalenderen som et rigtigt puncheurløb, der altid blev afgjort på marginaler, ofte med flere ryttere i samme tid, er alt forandret i 2019.
Denne gang er der nemlig ikke plads til puncheurs. I stedet er der tale om et rigtigt klatreløb for de ryttere, der excellerer i det hårdeste terræn. Mont-Faron er mildt sagt en led satan, hvor flere af de bedste klatrere har vundet, og her kan vi derfor blive vidner til et stort opgør mellem feltets største stjerner. Også 2. etape er en knaldhård affære. Ganske vist er målstigningen i sig selv ikke voldsomt svær, men den kommer som afslutning på en brutal dag med 4000 højdemeter, og derfor ventes også den etape at blive en sag for de skarpeste klatrere.
Dermed er det kun 1. etape, der nok ikke for alvor kommer i spil. Vi kender finalen fra de gode gamle dage i Paris-Nice, og selvom Alberto Contador har vist, at bedste mand godt kan køre væk på Col du Tanneron, ligner det en dag, hvor en lille gruppe skal spurte om sejren. Man skal dog tage sig i agt for nedkørslen, der i Paris-Nice ofte skabt kaos, og denne gang kommer den endda så tæt på mål, at den måske kan bruges til angreb.
Én ting er ved det gamle. Der er ikke bonussekunder i det franske løb, og det betyder, at det vil være de virkelige tidsforskelle, der afgør slaget. Man kan altså ikke med en god spurt på de lidt mere eksplosive to første etaper hente tidsgevinster. Det er først og fremmest klatrebenene, der skal tale, især på Mont-Faron.
Vejrmæssigt er der lagt op til endnu en fantastisk uge med masser af solskin og stort set ingen vind. Særligt vigtigt er det at notere sig, at der vil være med- og sidemedvind på de afsluttende stigninger i weekenden, og det vil gøre det langt nemmere for klatrerne at gøre en forskel.
Løbet lider lidt under den hårde konkurrence fra de fire andre etapeløb, der køres i denne uge, og derfor er feltet relativt smalt. Til gengæld kommer de to franske hold, Ag2r og FDJ, begge i stærke formationer, og der er lagt op til et brag af et opgør mellem de to hjemmebanemandskaber. Begge har de endda flere kort at spille, og selvom de på papiret kører for hhv. Romain Bardet og Thibaut Pinot, kan især 2. etape være så vanskelig at kontrollere, at man slet ikke skal udelukke, at de kan ende med at lade deres løjtnanter køre om sejren.
Alligevel vil vi pege på Thibaut Pinot som vores favorit. Den franske stjerne var slemt frustreret efter Tour La Provence, hvor ruten slet ikke var hård nok til, at han kunne gøre en forskel. Han kunne ikke skjule sin skuffelse, men han viste dog på løbets stigninger, at formen i hvert fald ikke er problemet. Tværtimod virkede han i hopla, som han i øvrigt altid er det fra sæsonstart, og nu kommer han til et løb, hvor han endelig kan lade klatrebenene tale. Modsat tidligere år har han denne gang endda store ambitioner om at vinde fra start, og man kan tydeligt fornemme, at han vil gøre alt for at sejre i denne uge.
Som sagt kan FDJ ende i en situation, hvor de bruger deres andre kort, men formodningen må være, at de først og fremmest vil forsøge at sætte Pinot op til de to svære finaler. Særligt Mont-Faron passer ham, men faktisk kan han med sit punch og sin spurt også sagtens vinde de to første etaper. I forhold til Bardet har han fordel af allerede at have været i aktion, og derfor tror vi på sejr til Il Lombardia-mesteren.
Ligesom Pinot har Romain Bardet tradition for at starte stærkt, men han har dog traditionelt ikke været helt så skarp som sin landsmand i de første løb. I år har han endda skubbet sin sæsondebut længere end nogensinde tidligere, og han indrømmer derfor også, at han ikke helt ved, hvor han står inden dette løb. Den nye, hårde rute passer dog glimrende til Bardet, der måske ikke har samme punch som Pinot til de to første etaper, men som særligt på Mont-Faron vil kunne lade klatrebenene tale. Også han kan ende i en situation, hvor Ag2r spiller på andre heste, men ender det i det forventede opgør mellem Frankrigs to største stjerner, burde Bardet have gode chancer for i hvert fald at presse og måske også slå Pinot.
Bardet har i Alexis Vuillermoz en fremragende løjtnant. I år skal Vuillermoz satse 100% på Giroen, og det har ændret hans forberedelse. Meldingen fra ham selv er, at han er kommet stærkt igennem vinteren efter et skaderamt efterår, og han virker topmotiveret til at lægge stærkt fra land. Han tog et stort skridt frem i 2017, men havde et svært 2018. Han har derfor til gode at vise, at han kan rejse sig igen, men finder han benene fra forrige sæson, og er han i form, vil han være stærk i et løb som dette. Mont-Faron er måske til den lange side for ham, men slet ikke umuligt, og med sin gode spurt står han stærkt på de to første etaper også. Samtidig kan han sammen med Bardet spille et taktisk spil, som han måske kan profitere af.
Den største trussel mod de to franske giganter er Giulio Ciccone . Den lille italiener har især i Giroen vist, at han sagtens kan blande sig med sportens bedste på stigningerne, og han viste endda fin form, da han i søndags angreb i finalen af Trofeo Laigueglia og ikke manglede meget i at hente Simone Velasco. Dette klatreløb passer ham endda langt bedre, og særligt Mont-Faron burde være rigtigt guf for en ren klatrer som ham. Det er klart, at han meget vel kan føle sig lidt alene mod de franske storhold, men måske kan han også profitere af deres interne kamp. Klatrebenene har han i hvert fald.
FDJ spillede virkelig med musklerne i Provence, og her er de igen til start med de fleste af deres klatrere. Uden David Gaudu i truppen er det Rudy Molard, der ligner plan B for Pinot, efter at han kørte et glimrende løb i sidste uge. Formen fejler således intet, men desværre kan man frygte, at særligt Mont-Faron er en anelse for skrap kost for Molard, der trods alt ikke er ren klatrer. Til gengæld kan han sagtens ende med som Vuillermoz at lukrere på duellen mellem Pinot og Bardet, og sker det, har han formen til at gøre arbejdet færdigt.
Modsat Molard burde Sebastien Reichenbach elske Mont-Faron, der passer ham langt bedre end de ekplosive stigninger i Provence. Til gengæld står han formmæssigt ikke helt så stærkt som sine to holdkammerater, efter at han formøblede en god enkeltstart med en skuffende indsats på 2. etape i sidste uge. På den anden side burde han trods alt stå betydeligt bedre på denne sværere rute, og med et par løbsdage i benene er formen sikkert forbedret. For at vinde skal han dog nok lukrere på det taktiske spil.
Lilian Calmejane sendte i Provence ret blandede signaler. På 2. etape var han en af de allerbedste, mens han lidt overraskende blev sat af på 3. etape. Dermed er han fortsat ikke tilbage på sit gamle niveau efter et lidt svært 2018, og desværre passer dette løb ham heller ikke ideelt. Særligt Mont-Faron er en anelse for vanskelig for den store Direct Energie-kaptajn, der til gengæld burde finde de to første etaper ganske passende. Udfordringen er samtidig, at han vil være ganske alene i finalerne, men måske kan han lukrere på kampen mellem de to storhold til at snyde dem alle.
Ag2r’s plan C er Alexandre Geniez, der sidste år lagde ud som lyn og torden. Desværre tyder en skuffende præstation i Besseges på, at han i år ikke er helt så skarp som tidligere. Bedre bliver det heller ikke af, at denne meget vanskelige klatrerute ikke just passer ham ideelt, og især Mont-Faron er nok en anelse for svær. Omvendt er han ligesom Calmejane en aggressiv rytter, der særligt på 2. etape kan lukrere på det taktiske spil, og lottokuponen Geniez finder ofte formen ud af det blå. Derfor skal man netop med ham aldrig udelukke noget.
EF stiller med Hugh Carthy, der egentlig efter et stærkt efterår i 2018 burde være klar til at brillere på en klatrerute som denne. Desværre var han alt andet en overbevisende i Provence, hvor han slet ikke på stigningerne kunne følge op på en uventet god enkeltstart. Derfor er det også svært at være alt for optimistisk på hans vegne, men omvendt burde fire løbsdage have forbedret formen markant. Benene rækker måske ikke til at slå de bedste i et direkte opgør på Mont-Faron, men bliver det vanskeligt at kontrollere 2. etape, kan han måske gå i offensiven.
Georg Preidler missede desværre Tour La Provence som følge af helbredsproblemer, og derfor er det usikkert, hvor han står. Som udgangspunkt er han derfor også kun fjerdeviolin på det stærke FDJ-hold, og han ender formentlig i en hjælperrolle. Usikkerheden om formen betyder dog også, at han faktisk kan være bedre end ventet, og selvom Mont-Faron måske nok er en anelse for stejl for ham, vil han måske kunne drage fordel af det taktiske spil til at ende i en vindende position.
Pierre Rolland har i årets første løb ikke gjort meget for at gøre opmærksom på sig selv, og han ligner ikke umiddelbart en mand, der er på vej tilbage. Til gengæld passer dette løb ham langt bedre i de to foregående, og endelig rammer han på Mont-Faron et bjerg, hvor han kan lade klatrebenene tale. Det rækker næppe til sejr, men forhåbentlig kan der være fremgang at spore. Hans holdkammerat Cyril Gautier viste modsat knivskarp form i Provence, men her må man formode, at Mont-Faron trods alt er en anelse for svær for ham.
Androni har hentet Miguel Angel Florez tilbage fra Sydamerika, hvor han gjorde det hæderligt uden at imponere. Han blev hhv. nr. 12 og 14 på kongeetaperne i San Juan og Colombia og viste derfor, at han i hvert fald er konkurrencedygtig. Turen over Atlanten har næppe forbedret hans chancer, og niveauet rækker heller ikke til at vinde, men han burde i hvert fald gøre det hæderligt på Mont-Faron.
Trek stiller også med talentfulde Nicola Conci, der af og til viser, at han har visse klatreevner. Starten på Mallorca var ikke svært overbevisende, men han har nu haft en måned til at forbedre sig. Han burde i hvert kunne gøre det hæderligt på Mont-Faron. Til gengæld er der endnu ikke meget, der tyder på, at Jarlinson Pantano efter sin sygdom atter er sig selv, selvom han dog viste fremgang gennem løbene i Australien.
Endelig stiller Cofidis med Mathias Le Turnier og Nicolas Edet. Edet burde egentlig have gode muligheder for at gøre det godt i dette løb, men hans form i Provence var skuffende. Le Turnier gjorde det til gengæld hæderligt på stigningerne i Murcia, og dette burde være en sjælden chance for den unge klatrer til at køre for sig selv.
OPDATERING: FDJ har erstattet Sebastien Reichenbach med Kilian Frankiny, der efter præstationen i Laigueglia burde kunne gøre det pænt, men nok er under i hvert fald Pinot og Molard i hierarkiet. Euskadi har sendt Mikel Bizkarra til løbet, men efter kravebensbruddet i Valencia er det et mirakel, at han overhovedet er til start. Brice Feillu er hentet ind for Arkea og burde kunne gøre det hæderligt. Endelig stiller EF også med klatrerne Lachlan Morton og Joe Dombrowski, der begge i teorien kan gøre det godt, men som også efter en svag sæsonstart ikke står med de bedste chancer.
OPDATERING 2: Tanel Kangert gør sæsondebut for EF. Er han i form fra start, vil han være i stand til køre med om den samlede sejr.
***** Thibaut Pinot
**** Romain Bardet, Alexis Vuillermoz
*** Giulio Ciccone, Rudy Molard, Tanel Kangert, Lilian Calmejane
** Alexandre Geniez, Hugh Carthy, Georg Preidler, Pierre Rolland, Cyril Gautier, Miguel Angel Florez, Lachlan Morton, Nicola Conci, Mathias Le Turnier, Nicolas Edet, Kilian Frankiny, Brice Feillu
* Jarlinson Pantano, Mauro Finetto, Joe Dombrowski, Romain Combaud, Anthony Perez, Mikael Cherel, Davide Rebellin, Jonathan Hivert, Julien El fares, Nans Peters, Romain Hardy, Julien Bernard, Fernando Barcelo, Arthur Vichot, Matteo Busato, Krists Neilands
Danskerne
Efter en ikke specielt overbevisende debut i Laigueglia stiller Riwal med seks danskere, Rasmus Quaade, Alexander Kamp, Nicolai Brøchner, Jonas Aaen og Emil Vinjebo. 1. etape kan måske give en lille chance for et resultat, men formodningen er, at den vanskelige rute er for svær for det danske hold. Matti Breschel skal hjælpe de mange klatrere på EF, særligt Kangert og Carthy.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce