Optakt: Tour du Limousin

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Italien, Frankrig, Belgien og Spanien betragtes traditionelt som sportens kernelande, men de fire nationer har en meget forskellig kultur. Mens man i Italien og Belgien hovedsageligt har haft endagsløb, handler det stort set udelukkende om etapeløb i Spanien. Frankrig har derimod lidt af det hele på en meget alsidig kalender.

Som det er tilfældet i Spanien har mange regioner deres egne etapeløb, og modsat det store land på Den Iberiske Halvø har landet været i stand til at redde de fleste af dem igennem den økonomiske krise. Mange er relativt små 2.2-løb på UCI-kalenderen, men enkelte skiller sig ud med deres 2.1-status. Tour de l’Ain (dog ikke fra og med 2018), Tour du Poitou-Charentes, Tour du Limousin og Tour du Gevaudan afvikles i den anden halvdel af året, Tour du Haut Var og Tour de la Provence holdes i februar, og i maj har man traditionelt haft Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, der nu begge er forsvundet.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Sammen med løbene i Ain og Poitou-Charentes har Tour du Limousin altid udgjort en fremragende løbsblok i august, hvor ryttere af alle typer kan finde noget til deres smag. Klatrerne har kunnet stjæle rampelyset i den bjergrige Ain-region, mens sprinterne og enkeltstartseksperterne har været i fokus i det flade terræn i Poitou-Charentes. Tour du Limousin er mere blandet. Terrænet er mere kuperet end i Poitou-Charentes, men der er ikke store bjerge som i Ain. De mange korte, stejle stigninger gør det til gengæld til et perfekt løb for puncheurs, der typisk slås om den samlede sejr. Nu er løbet i Ain flyttet til maj, men de to øvrige løb fungerer fortsat som en solid chance for at komme i gang efter sommerpausen inden de vigtige franske endagsløb senere på sæsonen.

Tour du Limousin blev første gang afviklet i 1968 og var for amatører indtil 1974. I 1975 blev det en professionel begivenhed, og siden da er det blevet afviklet hvert år. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, blev det et 2.1-løb, men det var kortvarigt i 2.HC-kategorien i 2011 og 2012. Siden 2013 har det imidlertid igen haft den lavere 2.1-status.

Vinderlisten er imponerende, inkluderer mange af de store navne og fortæller meget om løbets status i Frankrig. Bernard Hinault vandt to gange tidligt i sin karriere, og siden da har folk som Marc Madiot, Thierry Marie, Charly Mottet, Andrei Tchmil, Laurent Brochard, Patrice Halgand, Pierrick Fedrigo, Björn Leukemans og Martin Elmiger alle sejret. I de tidlige år var det primært en fransk affære, da kun to udgaver havde udenlandske vindere, indtil Jens Heppner sejrede i 1994. Det har imidlertid ændret sig meget i de senere år, og faktisk skulle vi indtil i 2017 tilbage til 2009 for at finde den sidste franske vinder, Mathieu Perget. I årene fra 2008 til 2016 var der kun én gang mere end én franskmand på podiet - og to gange var podiet helt uden fransk repræsentation.

I corona-året 2020 har løbet fået et boost. I de senere år har det ellers knebet med deltagelse fra store udenlandske hold, men da det har fastholdt sin placering i august, endda i en af de få uger uden den store konkurrence, afvikles løbet på en tid, hvor selv mindre løb er attraktive i jagten på tidlige løbskilometer. Derfor vil UAE og Sunweb slutte sig til de tre franske WorldTour-hold i en begivenhed, der for første gang nogensinde vil fungere i rollen som opvarmning til de nationale mesterskaber, der afvikles i den efterfølgende weekend.

Løbet er traditionelt blevet afviklet over fire dage i august og har givet muligheder både for sprintere og puncheurs. Af og til har der været en enkeltstart, senest i 2010 hvor Gustav Larsson tog sejren. En sådan etape har imidlertid typisk afgjort klassementet fuldstændigt, da terrænet ikke er hårdt nok til at skabe store forskelle, og derfor har arrangørerne generelt foretrukket at holde sig til fire linjeløbsetaper, hvilket har gjort det til et slag om bonussekunder for de stærkeste sprintere og de bedste puncheurs.

Det var også tilfældet sidste år, hvor eksplosive Benoit Cosnefroy allerede forinden havde vist, at han var i storform efter sin første grand tour. Nok begik han en fejl ved at lade Lilian Calmejane køre væk til sejr på 1. etape, men generelt var det franske stortalent i særklasse, og med sejr på løbets kongeetape kunne han tage den samlede sejr med 15 og 17 sekunder ned til hhv. Calmejane og Guillaume Martin. Cosnefroy og Martin hviler ud efter et hårdt Dauphiné og forsvarer derfor ikke titlen, men Calmejane jagter mere succes i løbet.

Ruten

Som sagt har løbet før haft en enkeltstart, men det er ikke længere tilfældet. I stedet består det typisk af en blanding af relativt flade sprinteretaper og kuperede etaper med afslutninger på korte, stejle stigninger, hvor puncheurs og klassikerspecialister samt stærke sprintere kan vise sig frem. I det hele taget har man en forkærlighed for bakker op til mål, og etaperne afsluttes som regel med stigende spurter.

Løbets sværhedsgrad har generelt været stærkt varierende, men tendensen er gået mod hårdere ruter, hvor næsten alle etaper har været rettet mod puncheurs og holdbare sprintere, og hvor de mere klassiske sprintere i de seneste år har skullet se langt efter mulighederne. Sådan bliver det også i år, hvor flade finaler er vanskelige at finde, men hvor man også mangler de hårdere finaler, vi har set i de tidligere år.

Faktisk er det allerede 1. etape, der kan vise sig som den mest afgørende. Her venter i hvert fald en dag med klassisk Limousin-terræn, som med et hav af småbakker giver næsten 3000 højdemeter, inden det hele slutter med en rigtig puncheurfinale med en næsten 2 km lang bakke op til mål. Til gengæld er 2. etape umiddelbart den letteste, men selvom selve opløbet kun er ganske let stigende, er der et par bakker i den absolutte finale, hvor angreb kan sættes ind, så en reduceret massespurt muligvis kan forhindres.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

En reduceret massespurt er også en mulighed på 3. etape, der dog med mere end 3200 højdemeter samlet set er den hårdeste. Sidste udfordring kommer imidlertid med knap 15 km til mål, og selvom terrænet indbyder til angreb, kan der også ske samling til en spurt i en felt af en eller anden størrelse. Til slut afsluttes der med den klassiske stigende spurt i Limoges på 4. etape, hvor vi altid ser en knivskarp dyst mellem en blanding af stærke sprintere og puncheurs, og hvor bonussekunder helt frem til sidste moment kan vende op og ned på det hele.

1. etape

I de senere år har løbet budt på flere og flere puncheurafslutninger og færre og færre sprinteretaper, og det er da også en sådan afslutning, der lægges ud med på en dag, der allerede på forhånd ligner en af de mest afgørende i løbet, hvormed man fastholder traditionen med at have en meget vigtig åbningsetape. På en ganske kuperet dag i typisk Limousin-terræn med næsten 3000 højdemeter afsluttes der med en serie bakker og slutteligt en rigtig puncheurspurt på en ganske hård og lang stigning, og dermed vil vi med det samme ikke bare få en ide om, hvem der kan køre med om sejren i løbet. Etapen kan nemlig også vise sig som den allerbedste mulighed for at vinde livsvigtige sekunder i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges 183,5 km mellem Couzeix og Evaux-les-Bains. Fra start kører man mod nordøst igennem terræn, der er typisk for området. Det er aldrig helt fladt, men består af en serie småbakker og nedkørsler, indtil det flader lidt ud omkring den første spurt, som kommer efter 52,3 km. Derefter venter en lidt længere bakke og efterfølgende nedkørsel, mens man fortsætter mod nordøst. Kort efter rammer man kategori 3-stigningen Cote de Pionnat (4,9 km, 3,7%), der er en jævn stigning uden stejle stykker. Toppen rundes efter 89,9 km, hvorefter et let faldende stykke leder mod nord op til den anden spurt, som kommer efter 109,3 km.

Efter spurten er det igen tid til at klatre. Man kører mod øst op til etapens nordligste punkt via et let stigende stykke, inden man drejer mod syd ind på kategori 2-stigningen Cote de Toulx-Croix (3,1 km, 4,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 130,6 km. Nu går det mod syd ned til dagens sidste spurt, som kommer efter 144,9 km, hvorefter man drejer mod øst for igennem sjældent fladt terræn at køre frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 160,1 km. Herfra kører man mod øst ind til målbyen, hvor man skal op ad målbakken (1,9 km, 6,3%) og krydse stregen på toppen for første gang efter 166,5 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 17,1 km lange runde. En nedkørsel leder mod nordvest, indtil man drejer mod vest ind på kategori 3-stigningen Cote du Chatelet (2,0 km, 5,2%), der har en stejlere kilometer midtvejs med mere end 6% i snit. Toppen rundes med 8,9 km igen, hvorefter en let nedkørsel fører mod syd og vest. Herfra går det atter mod øst igennem fladt terræn frem til bunden af målbakken, der som sagt stiger med 6,3% over 1,9 km. Den er stejlest i bunden, men derefter flader den ud med 2,6% over de sidste 1200 m, hvoraf de sidste 600 m er stort set flade. Finalen er teknisk ukompliceret, da en lang, lige vej afbrydes af et sving med 500 m igen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2715 højdemeter.

Finalen er desværre ukendt og ikke specielt velbeskrevet, og det gør det lidt svært at vurdere, hvor vanskelig den er. Baseret på de tilgængelige data, må den imidlertid være ganske stejl på den nedre del, og derfor ligner det en sand for de rigtige puncheurs, mens den formentlig vil være for vanskelig for langt de fleste af de stærke sprintere. Det skyldes ikke mindst, at den kommer som afslutning på en lang og hård dag med en svær rundstrækning til sidst. Meget peger således på et opgør mellem de eksplosive afsluttere, men man skal altid tage sig i agt for udbrud i et terræn, der er svært at kontrollere.

Evaux-les-Bains har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

2. etape

Selvom Tour du Limousin er et puncheurløb, er der også som regel muligheder for de mere klatrestærke sprintere. De håber at komme i spil på løbets 2. etape, der har færre højdemeter, end man ofte ser det. Alligevel går det op og ned på store dele af ruten, og det hele slutter med en serie småbakker samt et let stigende opløb. Kun de allermest hårdføre sprintere har en chance, men de kan også drømme om sejren, hvis de da kan holde samling på et felt, der formentlig vil være meget svært at kontrollere i den vanskelige finale.

I alt skal der tilbagelægges 173,9 km, som fører feltet fra Base Departementale de Rouffiac til Grand Etang de Saint-Estephe. Fra start går det direkte mod vest igennem terræn, der med undtagelse af et par småbakker er let faldende, indtil man drejer mod nordvest for at køre op ad en lille bakke, der leder frem til dagens første spurt, som er placeret efter 26,9 km. Derfra falder det igen let, mens man kører mod nordvest, indtil man slår en lille sløjfe mod sydvest. Langsomt bliver det næsten helt fladt, mens man fortsætter mod vest, indtil man vender rundt for at køre mod nordøst og siden nord op til dagens anden spurt, som kommer efter 69,6. Herefter går det videre langs La Dronne-floden op til Saint-Pardoux-la-Riviere.

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod vest væk fra floden for at skære igennem et kuperet område. I den følgende fase går det mod vest, nordvest, nord, nordvest og slutteligt øst igennem ganske kuperet terræn med mange mindre bakker frem til målbyen, hvor man efter 101,0 km krydser målstregen for første gang.

Læs også

Sprinterkomet får plads på Tour de France-holdet efter styrt: En barndomsdrøm

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 72,9 km lang rundstrækning i området vest for byen. Først er det let faldende, mens man snor sig mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Saint-Barthelemy (1,8 km, 4,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 115,0 km. Herfra stiger det let mod nord, indtil man drejer mod vest og sydøst for at følge et let faldende stykke, der afbrydes at to mindre bakker. Kort efter drejer man mod syd ind på kategori 2-stigningen Cote de Tartou (1,7 km, 5,1%), der er stejlest med knap 7% over de første 500 m, men siden flader ud frem mod toppen, som rundes efter 138,7 km. En nedkørsel fører nu mod sydvest, inden det bliver helt fladt, når man kører mod sydvest og senere sydøst forbi dagens sidste spurt, som kommer efter 150,8 km.

Finalen indledes efter knap 160 km, når man rammer kategori 2-stigningen Cote de Nontron-la-Manganeze (2,5 km, 4,9%), der indledes med en svær kilometer med en stigningsprocent på knap 8, inden den er betydeligt lettere med stigningsprocenter på 1-5 over de sidste 1,5 km frem mod toppen, som kommer med 11,5 km igen. Herefter fortsætter det med at stige lidt mod nord, inden en nedkørsel leder mod nordvest. Slutteligt drejer man mod vest for at køre op ad en bakke (1,0 km, 4%), som har top bare 2,5 km fra stregen, hvorefter det falder ned mod den røde flamme, inden den sidste kilometer er let stigende med knap 2% i snit. Finalen er teknisk ukompliceret, da det sidste sving kommer i bunden af bakken med 3,5 km, hvorefter vejen kun bugter sig let ind på den 100 m lange, 4 m brede opløbsstrækning.

Etapen har i alt 1856 højdemeter.

Samlet set er etapen lettere, end man ofte ser det i løbet, men det er stadig en ganske vanskelig finale over de sidste 15,0 km. Den kan sagtens blive kompliceret at kontrollere, men det er heller ikke så svær, at stærke sprintere ikke kan klare den og gøre arbejdet færdigt på den let stigende opløbsstrækning. Med andre ord ligner det en dag, hvor en reduceret massespurt er sandsynligt, men hvor man bestemt ikke kan udelukke, at angreb kan give pote mod slutningen.

Grand Etang de Saint-Estephe har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

3. etape

Efter en lidt lettere dag venter det, der muligvis kunne være løbets kongeetape, men det kan sagtens vise sig, at 3. etapes finale er for let til at gøre forskelle. Ganske vist har etapen med mere end 3200 højdemeter mere klatring end de øvrige dage, men mange af højdemeterne findes tidligt på etapen. Mod slutningen venter en svær bakke, men den har top med næsten 15 km til mål, og derfor kunne det sagtens blive en dag, hvor et reduceret felt skal spurte om sejren. Terrænet er dog også oplagt til angreb, og det kan derfor sagtens hænde, at manden i gult og hans hold kommer til kort i forsøget på at kontrollere det uvejsomme terræn.

I alt skal der tilbagelægges 177,9 km, der fører feltet fra Ussac til Chamberet. Allerede fra start går det opad, når man følger en let stigende vej mod nordøst helt frem til dagens første spurt, som kommer efter 26,9 km. Det fortsætter med at stige lidt, inden man drejer mod sydøst for at følge en halvkringlet nedkørsel. I bunden drejer man mod nord ind på kategori 2-stigningen Cote des Monedieres (3,0 km, 5,6%), som er en relativt jævn opkørsel med top efter 44,2 km. På toppen fortsætter det med at stige mod nord frem forbi dagens anden spurt, der er placeret efter 52,3 km, og faktisk går det også herefter opad mod nordøst frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote des Geants (6,5 km, 3,5%), der indledes når man drejer mod nord. Den er dog ganske let og aldrig stejl, men når toppen rundes efter 64,3 km, er man oppe i hele 831 m højde.

Trængslerne er dog ikke slut. En kort nedkørsel leder mod øst, inden man drejer mod nord ind på den stejle kategori 1-stigning Cote de la Vaysse (2,2 km,7,6%), der stiger med 7,6%, 9,0% og 9,8% over de første tre 500 m-segmenter og slutteligt kun 5,1% over de sidste 700 m frem mod toppen, der rundes efter 64,3 km. Herfra fortsætter det uvejsomme terræn, idet en ultrakort nedkørsel mod sydvest afløses af et længere stigende stykke, som fører mod nordøst.

Først i byen Bonnefond slutter et langt stykke, der siden starten hovedsageligt har været stigende. Nu drejer man nemlig mod nordvest og senere vest for at følge en vej, der har nogle enkelte mindre bakker, men hovedsageligt er faldende. Efter 109,0 km rammer man den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 12,7 km, der fører mod vest og syd og alle falder ganske pænt, indtil den sidste km stiger med 3,4% i snit frem mod stregen, som krydses efter 121,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den i alt 56,2 km lange rundstrækning, der er placeret øst for målbyen. Den første del er relativt let, idet det primært er faldende, mens man kører mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad et længere stigende stykke forbi den sidste spurt, som kommer efter 139,9 km, inden det fortsætter med at stige mod nord.

Herefter venter en temmelig kringlet nedkørsel, som leder mod vest og nordvest, inden det begynder at stige frem mod bunden af dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen Cot de la Trassoudaine (1,7 km, 6,3%), der har en stejl først kilometer med et gennemsnit på næsten 8%, mens den blot stiger med 4,1% over de sidste 700 m. Toppen rundes med 12,9 km igen, hvorefter det falder mod vest og syd ad en lidt småkringlet nedkørsel. Med 3 km flader det ud, inden det stiger med knap 3,4% over den sidste kilometer. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da vejen kun bugter sig let over mere end 5 km til slut, inden man skal igennem en rundkørsel med 800 m igen, hvorefter man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3222 højdemeter.

Læs også

Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt

Profilen kan være lidt vanskelig at læse. Ingen af stigningerne er nemlig voldsomt svære, og det er derfor det samlede antal højdemeter, der skal skabe udskilningen. Den sidste stigning vil formentlig kunne bruges som affyringsrampe for et opgør mellem favoritterne, og da terrænet i Limousin altid er svært at kontrollere, kan næsten alt ske. Den sidste del af etapen er dog så let, at sandsynligheden for en spurt i et reduceret felt er et sandsynligt udkomme af dagen.

Chamberet har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Skovbrand hærger kendt stigning

4. etape

Én ting er altid sikkert i Tour du Limousin: løbet slutter på den klassiske rundstrækning i Limoges, hvor et stigende opløb giver perfekte muligheder for stærke sprintere og puncheurs til at score afgørende bonussekunder. Løbet er altid tæt, og derfor bliver det som regel først afgjort i allersidste spurt, hvilket sandsynligvis vil være tilfældet igen i år.

Mens finalen altid er den samme, varierer resten af etapen fra år til år. I 2018 bydes der på 167,0 km mellem Lac de Saint-Pardoux og Limoges, og den består af to rundstrækninger omkring de to byer samt en transport imellem dem. Den første rundstrækning er 78,5 km lang og henlagt til området nordvest for startbyen. Herfra kører man mod syd, vest og nord igennem terræn, der primært er faldende, men også har flere mindre bakker undervejs. Efter 19,6 km når man frem til dagens første spurt, hvorefter det fortsat primært er faldende, mens man kører mod sydvest, nordvest og slutteligt nordøst frem til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Rancon (1,1 km, 6,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 39,0 km.

Nu går det mod øst igennem fladt terræn frem til den anden spurt efter 45,2 km, inden det bliver mere kuperet med flere mindre bakker, når man kører mod nordøst til det nordligste punkt og siden syd. Her venter en lang bakke, der efter en kort nedkørsel fører frem til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Pierrefiche (2,5 km, 5,8%), der ligeledes er en helt jævn stigning, denne gang med top efter 71,0 km. Slutteligt falder det mod vest, inden det går i fladt terræn mod syd tilbage til startbyen.

Efter den indledende rundstrækning kører man mod syd igennem fladt terræn ned til løbets sidste kategoriserede stigning, kategori 2-stigningen Cote de la Sablonnade (1,4 km, 7,1%), der også er en helt jævn stigning. Toppen passeres efter 92,6 km, hvorefter et langt faldende og siden fladt stykke fører feltet mod syd, siden vest og slutteligt sydvest frem til den sidste spurt, som er placeret efter 113,5 km. Herfra kører man mod sydøst via et først stigende og siden faldende stykke, der leder direkte ned på den afsluttende rundstrækning i den nordvestlige udkant af Limoges, som rammes efter 123,6 km. Her skal man op ad en lille bakke (700 m, 4,8%) med top bare 1,5 km fra stregen, hvorefter det stiger let op til målet med 2,6% på den sidste kilometer.

Stregen krydses efter 130,7 km, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,1 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod nordvest via en kort nedkørsel og derefter stigningen Le Mas Blanc (1,3 km, 5,7%). Den har top med 9 km igen, hvorefter det falder mod sydøst hele vejen ned til de sidste 2200 m. Herefter skal man igen over bakken (700 m, 4,8%), inden det stiger over 1500 m op til mål med 2,6% på den sidste kilometer. Det sidste sving leder ind på den 1000 m lange, 6 m brede opløbsstrækning i hjertet af Limoges.

Etapen byder på alt 2370 højdemeter.

Dette er en sand klassiker i Tour du Limousin, og vi ved derfor, hvad vi skal forvente. Ganske vist er det før lykkedes udbrydere at holde hjem, men som regel ender det hele i en ganske hård spurt i løbets hovedby. Her har man både set puncheurs og stærke sprintere sejre, og de vil igen have blikket rettet mod endnu en spurtafgørelse i år. Det samme vil være tilfældet for klassementsrytterne, der håber, at finalen er hård nok til, at de måske kan forbedre deres position ved at score bonussekunder - måske også i de indlagte spurter, som Vuillermoz gjorde det for år tilbage - og som regel afgøres løbet først i sidste øjeblik, når alle bonussekunder er gjort op.

Løbet slutter som sagt altid i Limoges med samme finale. Sidste år sejrede Francesco Gavazzi foran Guillaume Martin og Benoit Cosnefroy i den stigende finale, mens Lorrenzo Manzin var hurtigere end Marco Canola, Anthony Roux og resten af feltet i 2018. I 2017 overraskede et udbrud, da Guillaume Martin og Jerome Baugnies kørte hjem og tog en dobbeltsejr til Wanty, inden Mathieu van der Poel slog Damien Touze og Manuel Belletti i feltets spurt. I 2016 sejrede Sonny Colbrelli foran Gavazzi og Romain Feillu i den hårde spurt. I 2015 vandt Maurits Lammertink foran Colbrelli og Thomas Sprengers, mens Manuel Belletti var hurtigst i 2014. I 2013 viste Stephane Rossetto også, at et udbrud kan holde hjem, og det samme gjorde Jeremy Roy i 2013. Matthieu Ladagnous, Davide Appollonio og Romain Feillu vandt spurter i hhv. 2012, 2011 og 2010, Benoit Vaugrenard snød sprinterne i 2009, og Aliaksandr Usau (2008), Sebastien Hinault (2007), Thor Hushovd (2006) og Pierrick Fedrigo (2005) har også alle taget spurtsejre. Inden det sejrede Cedric Vasseur (2004), Bernhard Eisel (2003), Fedrigo (2002) Gilles Boivard (2001), Felix Cardenas (2000) og Laurent Desbiens (1999). Touren var forbi i 2016, hvor Marcel Kittel tog sin eneste etapesejr det år, og i 2000, hvor Christophe Agnolutto vandt. William Bonnet og Franco Pellizotti har vundet Paris-Nice-etaper i byen i hhv. 2010 og 2007.

Læs også

Tidligere verdensmester reagerer på stor sejr

Favoritterne

Tour du Limousin ender som sagt næsten altid i en dyst på bonussekunder mellem puncheurs og stærke sprintere, der elsker de mange spurter i stigende finaler. Sværhedsgraden af løbet har dog varieret en del fra år til år. I nogle udgaver - eksempelvis i 2016 - havde sprinterne gode chancer på de fleste af etaperne, men i andre udgaver har terrænet været så kuperet, at det reelt kun har været puncheurs og ardennerspecialister, der har haft muligheder. Generelt er det dog et uhyre vanskeligt løb at spå om, fordi det kan være meget svært at vurdere, præcist hvor selektivt det konstant kuperede terræn uden lange stigninger egentlig er, og man bliver ofte overrasket over, hvem der kan være med, og hvem der ikke kan.

Årets rute hører bestemt heller ikke til de lettest aflæselige. Det synes dog givet, at 1. etape er bedste chance for at gøre reelle forskelle, der ikke handler om bonussekunder. Desværre er målbakken ret dårligt beskrevet, men med 6,3% over 1,9 km med en næsten flad top må den være temmelig stejl i bunden. Umiddelbart er det for svært for næsten alle sprintere, og vi skal over i rigtige puncheurs, selvom den fladere afslutning stiller krav til lidt mere klassisk spurtstyrke.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Også 2. etape byder på en ret selektiv finale, men her er den eneste stejle del relativt langt fra mål. Det er terræn, hvor man godt kan køre væk, men meget taler for en reduceret massespurt. Det gælder også for 3. etape, hvor terrænet generelt er knaldhårdt, men hvor udfordringerne igen kommer langt fra mål. Samlet set er etapen dog så hård og den stigende spurt synes lidt stejlere end på 2. etape, og her vil puncheurs nok kunne gøre det hæderligt. Det plejer de også at gøre i den altid klassiske stigende spurt i Limoges på fredag, hvor de stærke sprintere generelt har overhånden, men hvor puncheurtyper ofte har fået del i bonussekunderne.

Det ligner derfor et ret klassisk Tour du Limousin, hvor det vigtigste slag skal slås på 1. etape, hvorefter det bliver en kamp om bonussekunder de følgende tre dage, hvor de holdbare sprintere generelt har overhånden i finalerne, men hvor der alligevel kan være bonus at hente for klassementsfolkene i alle tre finaler samt i de indlagte spurter. Og så skal man ikke helt udelukke de allermest holdbare sprintere. De kommer formentlig lidt til kort på 1. etape, men meget kan indhentes via bonussekunder de kommende dage.

Man skal også være varsom med overraskelser. Terrænet i Limousin er drønsvært at kontrollere, og det bliver endnu sværere i år, hvor feltet er svagere end normalt. Joey Rosskopf har før vundet løbet (og reddet sin karriere) via et udbrud, og vi kan derfor sagtens se en gigantisk overraskelse, hvor en ikke specielt eksplosiv rytter vinder ved enten at gå i morgenudbrud eller snige sig væk i ukontrollerbare finaler. Det gør listen over potentielle vindere meget lang, men som udgangspunkt er det puncheurs og stærke sprintere, der skal afgøre det.

Hvis vejret skal i spil, skal det være via varmen. Der vil ganske vist være byger og behagelige temperaturer til 1. og 4. etape, men de to midteretaper bliver varme med temperaturer på ca. 32 grader. Vinden er ikke helt svag, men den vil næppe være stærk nok til at spille en rolle.

Da de fleste Tour-navne er samlet i Dauphiné eller Vallonien, er feltet sjældent svagt, og det gør det endnu mere åbent end vanligt. Undtagelsen er naturligvis UAE, der kommer med et sandt klassemandskab med mange af deres ikke-Tour-relevante stjerner, og det vil formentlig gøre, at løbet bliver mere kontrolleret. Jeg tror derfor ikke, at vi ser alt for mange overraskelser i form af angreb fra outsidere, men meget vil også afhænge af, hvor UAE står efter 1. etape, og dermed hvor meget de skal kontrollere, hvis de vil vinde klassementet og ikke bare spurter med Fernando Gaviria og i anden række Jasper Philipsen i fald de taber for meget på 1. etape.

Jeg vælger at pege på Rui Costa som min favorit, men det er med megen usikkerhed. Det afhænger nemlig helt af, hvor svær finalen på 1. etape vitterligt er, men kan man stole på de angivne tal, må målbakken være ret voldsom på den nedre del. Det vil gøre det svært for sprinterne, hvis UAE skyder den af med Brandon McNulty for at sætte de tungere folk til vægs. Costa er ikke nogen superpuncheur, men hans sejr på 1. etape i Saudi Tour viste, at han sagtens kan køre den slags finaler. Han synes ikke så god som i foråret, hvor han var genfødt i Algarve, men en top 10 samlet i Polen og søndagens sejr ved de portugisiske mesterskaber vidner om, at han har lidt at skyde med. Det er klart, at han skal vinde sin tid i de indlagte spurter og på 1. etape, da det må handle om Gaviria og Philipsen de øvrige dage, men det tror jeg også, at han kan med så stærk en støtte. Derfor er han min favorit.

En alvorlig trussel kan være Nathan Haas. Der har været så langt mellem snapsene de seneste år, at selv et spædbarn ikke kunne blive beruset, selvom det drak dem alle, og reelt lignede Haas en mand i totalt sammenbrud. I Polen så vi dog den bedste Haas i lang tid, da han lancerede et stærkt angreb på 3. etape, og faktisk var der også liv at se med 3. pladsen i Stirling Down Under og 12. pladsen i Cadel Evans Great Ocean Road Race. Haas er så hurtig, at han kan køre massespurter, især når det stiger let, og ”den gamle Haas”, der blev nr. 3 i Tour Down Under vil også elske 1. etape. Feltet her er ikke skræmmende, og derfor behøver han ikke fordums styrke for at vinde. Forvent endnu en skuffelse, men udeluk ikke at Haas endelig vinder igen. Som alternativ har Cofidis Piet Allegaert, der efter choksejren i Tour de l’Eurometropole er blevet semisprinter. Jeg tror, at 1. etape bliver for hård, men han kan ikke afskrives i dette løb, hvor de øvrige tre etaper passer ham. De har også Dimitri Claeys, der er en halvhurtig herre med hang til bakker, men han synes at være gået for meget i stå. Unge Eddy Finé burde også passe til dette løb, men han ligner en hjælper.

Den farligst sprinter er Jon Aberasturi. Vi vidste godt, at han elsker stigende spurter, men det var alligevel en overraskelse, at han blev bedste sprinter på 1. etape i Burgos, hvor selv folk som Matteo Trentin, Jasper Stuyven og Giacomo Nizzolo kom for kort. Det vidner om form og et helt nyt niveau, og han burde være skræddersyet til de stigende spurter på 2., 3. og 4. etape, hvor han ligner en af favoritterne. Jeg vil tro, at 1. etapes finale er for stejl i bunden, men selv hvis han mister lidt tid her, kan han indhente det via bonus de efterfølgende dage. Og bliver det for hårdt for ham har holdet Gonzalo Serrano, der med sejren i Ruta del Sol viste, at han er en fremragende puncheur, der skal tages seriøst på 1. etape. Her kan Jonathan Lastra og Orluis Aular også levere, men de må være hjælpere.

Det store jokerhold er Total Direct Energie. På papiret har de nemlig hele tre ryttere, der er skræddersyet til løbet. Egentlig er det Lilian Calmejane, der passer dårligst til det, men han kan meget vel ende som deres bedste. Sidste år blev han nr. 2, men det skyldtes mest et veltimet angreb på 1. etape, og generelt har han været lidt for langsom. 1. etape bør dog være hård nok til, at han kan vinde løbet, selvom han ikke er nogen superpuncheur. Formen var god med de mange udbrud i Occitanie, men han kan være sat tilbage af styrtet. Netop styrt er også grund til, at det nok bliver svært for Julien Simon, der ellers vil være kandidat på alle fire etaper, men han slog sig slemt i Occitanie og kan næppe have formen allerede nu. Han er dog en bedre afslutter end Calmejane. Det samme gælder for Jonathan Hivert, der i teorien burde kunne vinde dette løb med den ene hånd i lommen, men i fem forsøg er han aldrig blevet bedre end nr. 29. Det skyldes formentlig, at han hader varme, som han også rammes af her. Den franske lottokupon har efter pausen været helt væk, og det kan man frygte igen, men man ved også, at han pludselig ginder formen ud af det blå.

Læs også

Danskerduo klar til endnu en stor klassiker

Man er også nødt til at nævne Fernando Gaviria. Colombianeren er løbets i særklasse bedste sprinter, og selvom han er bedre i flade spurter, kan han vinde de tre sidste etaper, især med Jasper Philipsen som lead-out man. Desværre klatrer han slet ikke som i gamle dage, og jeg tror, at han taber for meget på 1. etape, hvor han formentlig vælger at sidde op. Philipsen er nu om dage nok mere holdbar og overraskede sig selv i Stirling i Tour Down Under, men efter nogle skuffende spurter i Polen siger logikken, at han her skal køre lead-outs for Gaviria. Det kan dig ændre sig, hvis han pludselig overrasker på 1. etape, som dog bør være for hård. Løbet passer ikke Brandon McNulty, der må være hjælper.

Sidste år var løbets overraskelse, at sprinteren Mikel Aristi pludselig kørte med om den samlede sejr og vandt en etape. Et styrt på sidste etape kostede ham podiepladsen, men det viser, at han skal tages seriøst. I år er 1. etape formentlig for hård, især fordi han ikke har vist meget siden dengang, og han var heller ikke flyvende i Getxo forleden. Han er dog ikke så formsvag som tidligere, og han har haft nogle uger til at formtoppe frem mod et løb, han må satse. Euskaltel har også Juan Jose Lobato, der i år viste tegn på en genfødsel med 2. pladsen bag Serrano i Ruta del Sol. For ham gælder dog, at 1. etape bliver for hård, da hans klatremangler blev bevist i Getxo, men til gengæld ligger de tre efterfølgende stigende spurter perfekt til ham. Derfor er også han en kandidat.

En sprinter, der i disse tider overrasker med en nyfunden holdbarhed, er Eduard Grosu. Det viste han særligt i Burgos sidste år, og siden dengang har han specialiseret sig i stigende spurter. Logikken siger, at 1. etape er for hård, men hans podieplads i Burgos sidste år vidner om, at han kan overraske. De øvrige tre etaper passer ham, så begrænser han tidstabet kan han ikke afskrives. Nippo har også Mauro Finetto, der i sin storhedstid ville være en af favoritterne, men nu er gået i stå, ligesom det gælder for Delio Fernandez . Alessandro Fedeli er ved at være spændende, men må regnes som hjælper.

Efter sin sygdom kører David Gaudu løbet, men det passer ham meget dårligere end Dauphiné. Vi skal også se, hvor mærket han er, og han får svært ved at vinde. Vi ved fra etapesejren i Romandiet, at han som puncheur er glimrende, men da 1. etapes målbakke flader ud, er den nok ikke svær nok til, at han kan vinde. Er han i flyvende Tour-form, kan han dog ikke afskrives. Hos sig har han den spændende Simon Guglielmi, der burde have den rette profil, og som viste form i Ain. Han har dog intet vist på dette niveau endnu. Olivier Le Gac bliver stærkere og stærkere, men mangler punch.

Ag2r stiller med et relativt svagt mandskab. På papiret er det egentlig et godt løb for Alexandre Geniez, der burde kunne lide 1. etape, men feltets lottokupon par excellence har været en kronisk nitte i mere end et år, senest på Mont Ventoux. Bedre passer det til Quentin Jauregui, der med 4. pladsen på Hatta Dam har vist puncheurevnerne, men 1. etape er nok alligevel lidt for svær. Geoffrey Bouchard og Alexi Gougeard passer ikke til løbet.

Arkea har Benjamin Declercq, der blev sat voldsomt tilbage af sine skader sidste år. En 6. plads på grusvejene i Hageland forleden tyder dog på, at han kan være på vej tilbage. Er han det, burde løbet passe fremragende til en puncheur som ham, selvom 1. etape kan være lidt for svær. Det bør den også være for holdets sprinter, Thomas Boudat. Man kan også forestille stig, at Kevin Ledanois vil prøve, men han er gået i stå, og Laurent Pichon har ikke længere niveauet, selvom ruten passer ham.

Tør man nævne Luca Wackermann? Italieneren vandt kongeetapen i løbet i 2018, hvor man kortvarigt troede på en renæssance, men nu er han faldet tilbage i sit triste hul. Der var dog pludselig lys igen med den chokerende 6. plads i Sibius bjerge. Desværre synes han ikke at have samme eksplosivitet længere, men har han fastholdt formen i den lille måned siden Rumænien burde han være med fremme. Hos sig har han Etienne van Empel, der også kan gøre det pænt, men slet ikke være med helt i front.

Med danske øjne er der grund til at kippe med flaget for Casper Pedersen. Danskeren viste fornem form i Polen, og her bør han få sin egen chance. Egentlig passer de tre sidste spurter ham fint, og da terrænet nok er for hårdt for Alberto Dainese og Max Kanter, kan han måske få chancen. Udfordringen bliver at begrænse tabet på 1. etape, der nok er for hård. Michael Storer passer ikke til løbet, og Nico Denz er desværre gået lidt i stå igen.

Gazprom stiller med Simone Velasco, der i teorien burde være en meget stærk kandidat. Desværre er den tidligere Laigueglia-vinder gået i stå efter skiftet til Rusland, og han har ikke vist meget. Han er ikke helt væk i øjeblikket, men han skal rejse sig meget, hvis han skal være med i front. I gamle dage havde Sergei Chernetskii også været oplagt, og han har da også formen til at gøre det pænt. Han har dog ikke tidligere tiders punch eller niveau.

Hos Bingoal viste Sean de Bie pludselig livstegn efter sit grimme styrt i Tjekkiet. Han kom dog lidt til kort i Hageland, og selvom han utvivlsomt er bedre end længe, tror jeg, at han er lidt for tung til 1. etape. Bedre klatrende er Dimitri Peyskens, men han vinder ikke.

Og så er jeg nødt til at nævne Danny van Poppel. Han vil elske de tre spurter de sidste tre dage, men de helbredsproblemer, der har sat ham tilbage, synes aldrig at blive løst, selvom han ofte påstår det. Senest udgik han i Hageland, men forinden var der dog lidt opmuntring, som kunne pege i den rigtige retning. Var hans exit i lørdags udtryk for eksempelvis en defekt, er han undskyldt, men der er ikke meget, der tyder på, at han kan være med i så hårdt et løb. Tom Devriendt viste endelig talentet igen i starten af året, men vil finde det for hårdt, og løbet passer ikke til Fabien Doubey.

Hos de øvrige hold bør løbet blive for hårdt for Vincenzo Albanese, Filippo Fiorelli og Iuri Filosi hos Bardiani, for Enrique Sanz hos Kern Pharma, for Jordan Levasseur, Pierre Idjouadiene og Thibault Ferasse hos Roubaix, hos hvem Matthias de Witte dog kan gøre det hæderligt, og for Anthony Maldonado hos Auber 93. Hos Novo Nordisk bliver det spændende om Charles Planet efter den fine præstation i Getxo også kan være med i tilsvarende terræn her, mens B&B intet har at byde ind med.

OPDATERING: Desværre stiller Casper Pedersen alligevel ikke til start. Julien Simon er stadig for forslået og melder ligeledes fra, og det samme gør Alexandre Geniez.

OPDATERING 2: Filosi, Geniez, Doubey, Maldonado, Nych og Velasco har alle meldt afbud. Gazprom har i stedet udtaget Evgeny Shalunov og Dmitry Strakhov, der kunne passe til løbet, men som begge har haft meget svære perioder uden resultater. Arkea har udtaget Connor Swift, der kunne prøve, men 1. etape er nok for hård.

***** Rui Costa

**** Nathan Haas, Jon Aberasturi

*** Lilian Calmejane, Fernando Gaviria, Mikel Aristi, Eduardo Grosu, David Gaudu

** Gonzalo Serrano, Quentin Jauregui, Benjamin Declercq, Luca Wackermann, Mauro Finetto, Jonathan Hivert, Juan Jose Lobato, Piet Allegaert, Jasper Philipsen, Simon Guglielmi, Danny van Poppel

* Sergei Chernetskii, Sean de Bie, Jonathan Lastra, Orluis Aular, Michael Storer, Dimitri Claeys, Eddy Finé, Kevin Ledanois, Geoffrey Bouchard, Delio Fernandez, Alessandro Fedeli, Connor Swift, Evgeny Shalunov, Dmitry Strakhov. Enrique Sanz, Dimitri Peyskens, Fabien Doubey, Nico Denz, Tom Devriendt, Charles Planet, Matthias de Witte

Danskerne

Efter Casper Pedersens afbud stiller Sunweb stiller med Asbjørn Kragh Andersen , der som udgangspunkt skal køre spurter for Alberto Dainese og Max Kanter, men de kan meget vel finde etaperne for hårde. Danskeren burde kunne vise sig frem i udbrud på et hold uden en reel klassementsrytter.