Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour des Alpes-Maritimes et du Var

Optakt: Tour des Alpes-Maritimes et du Var

21. februar 2020 12:00Foto: Sirotti

Mens de fleste ryttere færdiggør forberedelserne til den belgiske åbningsweekend samt de store løb i marts i de store etapeløb i Emiraterne, Spanien og Portugal, tilbyder Frankrig en alternativ vej, der traditionelt har appelleret mere til klassikerrytterne. Tour des Alpes-Maritimes et du Var - det tidligere Tour du Haut-Var - har været et løb bestående af to kuperede klassikere, der har gjort det til den perfekte opvarmning til de store endagsløb, men har siden 2019 ændret karakter, så det i et udvidet format på 3 dage byder på hele tre afslutninger på stigninger, herunder en stor finale på frygtede Mont-Faron, der efter mange års fravær sidste år vendte tilbage til cykelsportens højeste niveau, og som i år kan blive rammen om et stort opgør mellem Nairo Quintana, Thibaut Pinot, Romain Bardet og Richie Porte.

Løbets rolle og historie

Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end tre etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.

 

Mens Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, har ét af løbene været helt anderledes. Det to dage lange Tour du Haut-Var, som fra i år kendes under det knap så mundrette navn Tour du Var es des Alpes Maritimes, i Sydfrankrig har ikke været for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet har det været en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn har gjort det perfekt for klassikerspecialister og punchy ardennerryttere.

 

Løbet blev skabt som et endagsløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik navnet Tour du Haut-Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin, og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.

 

Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut-Var kunne vokse. Siden 2009 har det været et løb over to dage og har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour de la Provence, Tour des Alpes-Maritimes et du Var og endagsløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.

 

Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været én eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet er 1. etape ofte blevet afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape har været afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne har excelleret.

 

I det hele taget kan man betragtet løbet som to klassikere, og det gjorde det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det har været et af de få etapeløb, som klassikerrytterne har kunnet vinde, og selvom feltet har været domineret af franske ryttere, er der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der bruger løbet til at forberede sig til de store endagsløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Sammen med Trofeo Laigueglia og Tour de la Provence, der afvikledes i sidste uge, er det således et solidt alternativ til de større og længere etapeløb.

 

Sidste år fik løbet imidlertid en ny struktur. Ikke blot lykkedes det at udvide det fra to til tre dage, man gjorde det også til en sag for klatrere. Det meste af terrænet var af den velkendte kuperede karakter, men denne gang sluttede begge weekendens etaper på ganske lange stigninger. Det hele endte endda med en stor bjergfinale på ikoniske Mont-Faron i udkanten af Toulon, der tidligere har været en fast bestanddel af Middelhavet Rundt og er blevet besøgt af Paris-Nice. Med dens comeback til cykelsportens højeste niveau blev løbet en sag for klatrere, og noget kunne tyde på, at den model er kommet for at blive i en knaldhård 2020-udgave, der igen byder på en stor finale på Mont-Faron.

 

Den ændring afspejlede sig også i sidste års løb. Ganske vist blev han slået af Giulio Ciccone i spurten på toppen af en stigning på 2. etape, men da vi nåede Mont-Faron, efterlod Thibaut Pinot ingen tvivl om, hvem der var den stærkeste. Med en etapesejr sikrede FDJ-kaptajnen sig en sejr med 3 sekunder ned til Romain Bardet og 5 sekunder ned til Hugh Carthy, der som de eneste kunne følge Pinot til dørs. Pinot vender i år tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Bardet, der kører årets første løb i Europa, men til gengæld er der ingen Carthy, da briten puster ud efter sidste uges løb i Provence.

 

Ruten

Efter at man opgav finalerne på de stejle mure for et par år siden - et kendetegn, der ellers var løbets varemærke - har løbet haft et relativt ensartet format i de senere år. Første etape har som regel været afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her har den stigende opløbsstrækning været god for kraftfulde sprintere, og anden etape har traditionelt været holdt på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale har givet flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver er et lille felt, der har spurtet om sejren.

 

I 2018 vendte man tilbage til det gamle format med to afslutninger på stejle mure, men sidste år ændredes der totalt på balancen. Væk var alle puncheurfinalerne og dagene for de hårdføre sprintere, og i stedet var det en sand klatrerute, hvor alle etaper bød på hårde stigninger, og hvor de gradvist blev mere afgørende, inden det hele kulminerede med målet på toppen af ikoniske Mont-Faron.

 

Den model gentages i år, hvor ruten er endnu mere brutal. Således lægges der ud med to vilde etaper i det stærkt kuperede terræn nord for storbyerne Nice og Cannes, og hvor der begge dage skal klatres ca. 3500 højdemeter. Til gengæld er finalerne ikke voldsomt vanskelige. Fredagens åbning slutter således med en blød puncheurstigning op til målet i Grasse, mens 2. etape har en spektakulær afslutning på Paris-Nices mest berømte stigning, Col d’Eze, der ikke er verdens sværeste, men vil afsløre en del om klatrehierarkiet.

 

Trods de vilde etaper har man gemt det vanskeligste til sidst. Det hele kulminerer nemlig med præcis samme etape som sidste år og dermed et mål Mont-Faron, der med sine stejle procenter som afslutning på en ellers temmelig flad etape vil sikre, at kun en meget stærk klatrer kan vinde årets udgave af det franske etapeløb.

 

 

1. etape

Årets udgave er en usædvanligt hård affære, og det får rytterne at føle allerede fra første færd. Således lægges der ud med en knaldhård etape, der måske kun byder på en blødere bakke op til mål, men som med 3500 højdemeter i det kuperede Sydfrankrig vil sørge for at skille fårene fra bukkene. Sandsynligvis skal de bedste klatrere spurte om sejren til sidst, men allerede fra dag 1 vil vi få at se, hvem der i hvert fald ikke kan vinde løbet.

 

måske ikke byder på en bjergfinale, men som med et hav af højdemeter og en afslutning, der i mange år var fast bestanddel af Paris-Nice med det samme vil skabe en første udskilning og give en indikation på, hvem der er i form til årets udgave af det franske løb.

 

I alt skal der tilbagelægges 186,8 km, der fører feltet fra Le Cannet til Grasse. Begge byer er forstæder til Cannes, og etapen består af en kringlet tur rundt i bakkerne nord for Nice, der er kendt fra Paris-Nice. Allerede starten er svær, idet man kører mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,5 km, 6,3%), inden man drejer mod sydvest og syd for at køre igennem let kuperet terræn. En bakke (2,6 km, 5,4%) leder frem til bunden af kategori 3-stigningen Tanneron (2,4 km, 6,9%), som bestiges fra sydøst, inden det gør videre mod sydvest og nordvest igennem terræn, der er ganske kuperet.

 

I byen Montaroux skal man over den velkendte mur af samme navn (2,2 km, 6,8%) efter 40,5 km, hvorefter man kører en omgang på en rundstrækning i området vest for byen. Her skal man over den kendte Mur de Fayence (1,1 km, 9,4%) efter 50,6 km, ligesom der venter en spurt efter 56,9 km, og generelt er terrln kuperet.

 

Efter rundstrækningen kører man mod nordøst op ad en bakke (4,6 km, 4,1%) til Callian, inden en nedkørsel leder mod nordøst og nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Col de la Leque (10,3 km, 4,4%), som bestiges fra sydvest og leder frem til etapens højeste punkt efter 99,3 km. Herfra snor man sig via en nedkørsel mod nordøst, syd og øst ned til Grasse, hvor målstregen krydses i forbindelse med dagens anden spurt efter 118,6 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den afsluttende 68,2 km lange rundstrækning i området øst for målbyen. Fra start fortsætter det med at falde mod nordøst ud til en lille rundstrækning, hvor man kører en enkelt omgang. Den består i alt væsentligt af en lang, jævn klatretur, der undervejs byder på 1,1 km med 8,6% op til dagens sidste spurt i Tourrettes-sur-Loup, som nås efter 150,1 km, samt en efterfølgende nedkørsel.

 

Efter omgangen kører man mod vest tilbage ad samme vej som tidligere, hvilket betyder, at det stiger jævnt op mod Magagnosc - undervejs med blandt andet 6,8% over 2,2 km - som nås efter 178 km. Herefter fører en ikke-teknisk nedkørsel mod sydvest ned til Grasse, hvor man slutter med at køre op ad en 2,9 km lang bakke, der jævnt stiger med 5,7% i snit, herunder med 4,8% på den sidste kilometer. En lang, lige vej leder frem til bunden, hvorefter der er tre hårneålesving, det sidste lige efter den røde flamme.

 

Etapen byder på i alt 3487 højdemeter.

 

Det kan godt være, at stigningerne omkring Nice som regel er ganske bløde, men det er alligevel lidt af en mundfuld, der åbner løbet. 3500 højdemeter er mange, især på denne tid af året, og der venter formentlig et knaldhårdt udskilningsløb. De mange favoritter betyder, at det formentlig lader sig gøre at kontrollere etapen, hvorefter man kan vente, at en decimeret favoritgruppe skal spurte om sejren i den eksplosive finale, der finder sted på en ganske blød bakke.

 

Grasse har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Middelhavet Rundt, der i 2013 sluttede i byen på en dag, hvor Jurgen Roelandts kørte alene hjem fra et udbrud og akkurat holdt en decimeret favoritgruppe bag sig.

 

 

 

 

2. etape

Etaperne i årets Tour du Haut-Var bliver gradvist mere selektive, og efter en ganske hård åbning bliver det derfor kun værre på 2. etape. Ikke blot skal der igen klatres 3500 højdemeter på en rute, der konstant går op eller ned, det hele slutter også med en opstigning af mytiske Col d’Eze, der er kendt som den mest berømte stigning i Paris-Nice. Heller ikke den er verdens sværeste stigning, men den bør alligevel give et endnu klarere billede af, hvem der er løbets bedste klatrer.

 

Etapen fører feltet over 175,7 km fra Pegomas til Col d’Eze. Startbyen er nok engang en forstad til Cannes, hvorfra man kører mod nordøst op ad en bakke og en nedkørsel, inden man snor sig mod nordvest og øst op ad en lang stigning, der undervejs byder på 1,0 km med 10,3%, op til dagens første spurt, der kommer i Tourrettes-sur-Loup efter 36,0 km. Herefter bliver det sjældent fladt, mens man kører mod nordøst og nord, inden en nedkørsel fører mod nord ned i dalen,

 

Her tage etapen igen fat, når man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Levens (6,5 km, 5,7%), er er en helt regulær bakke med top efter 75,3 km. Umiddelbart herefter fortsætter man på et plateau frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 79,1 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst ned til den ikke-kategoriserede Col de Chateauneuf (5,1 km, 4,4%), der stiger med 5-6% på de første 3 km og derefter flader ud. Nu går det via en teknisk nedkørsel mod øst ned til forplejningen, hvorefter man kører mod nord op ad den ikke-kategoriserede Cote de Coarare (6,1 km, 5,1%), der leder op til et plateau, som følges i få kilometer, indtil man drejer mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col Saint-Roch (6,5 km, 6,4%).

 

Toppen nås efter 119,5 km i 990 m højde, hvorefter en lang nedkørsel fører mod syd. Efter 142,5 km drejer man mod nordøst for at tage hul på den ikke-kategoriserede Cote de Peille (8,2 km, 5,9%), der i nogle år har været den sværeste stigning på sidste etape i Paris-Nice, og som stiger med 6-9% over de første 6 km, inden den flade markant ud. Fra toppen resterer fortsat 21, 7km, som indledes med en nedkørsel, der først er teknisk og derefter enkel, og som fører mod syd og sydvest ned mod Nice. I udkanten af storbyen drejer man imidlertid mod rundt for at køre mod nordøst op ad Col d’Eze, der stiger med 6,3% over 4,6 km. Den ikoniske stigning er stejlest i bunden, inden den flader ud med 5,3% over den sidste kilometer. Der er to hårnålesving i bunden, men derefter bugter vejen sig kun let med en relativt skarp kurve 50 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3527 højdemeter.

 

Dette er klassisk Tour du Haut-Var. Op, ned, op, ned er dagens orden, og der er stort set ikke én eneste meter flad vej. Mere end 3500 højdemeter gør det til en knaldhård etape, der finder sted i det uvejsomme terræn, som kendes fra sidste etape i Paris-Nice. Col de Peille er svær nok til at kunne bruges til angreb, men med tanke på den vanskelige 3. etape vil kræfterne formentlig blive sparet til et favoritopgør på Col d’Eze, der dog ikke er voldsomt svær, og hvor forskellene mellem de bedste vil være begrænsede.

 

Col d’Eze har meget ofte været brugt som rammen om en bjergenkeltstart i Paris-Nice. Det har i dette årtusinde givet sejre til Richie Porte (2013 og 2015), Bradley Wiggins (2012), Dario Frigo (2001) og Andreas Klöden (2000). I 2002 havde man en linjeløbsetape med mål på toppen, og her sejrede Frigo også foran Cadel Evans og Samuel Sanchez.

 

 

 

 

3. etape

I mange år var det et af årets første cykelhøjdepunkter, at klatrerne i Middelhavet Rundt skulle teste benene på den stejle Mont-Faron i udkanten af Toulon. Siden det løb led en trist død i 2014, har bjerget imidlertid været fraværende fra den internationale kalender, og heller ikke Paris-Nice har besøgt det siden 2005. Sidste år vendte det imidlertid tilbage som den store finale i Tour du Haut-Var, hvor det 6 km lange bjerg med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 8 var rammen om et brutalt og afgørende slag om sejren i det tre dage lange løb. Den model er der ingen grund til at ændre, og derfor sluttes der af med præcis samme etape, der atter vil krone en fortjent vinder af det 3 dage lange løb.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 136,0 km, der fører feltet fra La Londe til toppen af Mont-Faron i udkanten af Toulon, og der er tale om en helt anden rute end de foregående. Denne gang er alle de terrænmæssige udfordringer nemlig koncentreret til sidst, og der er tale om en nem dag med en knaldhård finale. Start- og målbyerne ligger med få kilometers mellemrum langs den franske middelhavskyst, og det meste af etapen består derfor af en stor sløjfe ind i landet, hvor de to byer forbindes.

 

Først stiger det let, mens man kører mod nord, vest og igen nord - til slut med 4,2% over 1,6km - inden man rammer et fladt stykke, der fører videre mod nord. Herefter snor man sig igennem let stigende terræn mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 59,0 km. Her kører man en omgang på en næsten 15,0 km lang rundstrækning med to bakker (hhv. 1,1 km med 7,6% og 2,3 km med 4,9%), der afsluttes med dagens sidste spurt efter 74,0 km. Derfra får det igennem hovedsageligt fladt terræn mod syd og vest, inden en nedkørsel fører mod sydøst og ned mod kysten, idet man skal over to bakker efter hhv. 84,5 km (1,0 km, 6%) og 109, 5km (1,5 km, 4,8%).

 

Finalen indledes, når man drejer mod nordøst og tager hul på kategori 3-stigningen Col du Corps de Garde (8,3 km, 2,9%), der stiger med 6,3% over de første 2,7 km, inden et plateau leder frem til en rampe, der fører op til toppen med 12,7 km igen. Derefter leder en teknisk nedkørsel mod sydøst ned til udkanten af Toulon, hvor man med det samme drejer mod nordøst og direkte ind på kategori 2-stigningen Mont-Faron. Den stiger med 8,4% over 5,7 km og byder over de første fem kilometer på stigningsprocenter på hhv. 7,8%, 9,3%, 7,2%, 8,8% og 7,8%, inden den tager fat med 10,3% over de sidste 700 m. Der er mange hårnålesving hele vejen op, det sidste kort efter den røde flamme, hvorefter der er et sidste sving 150 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2035 højdemeter.

 

Mont-Faron er som sagt ikonisk og har altid gjort stor skade på denne tid af året. Den er måske ikke specielt lang, men er rigeligt stejl til, at der kan gøres forskelle. Efter en kort, let dag er der lagt op til et drabeligt klatreslag, hvor løbets mest formstærke klatrer formentlig kan sikre sig den samlede sejr i årets løb.

 

Mont-Faron blev for første gang besøgt af løbet sidste år, hvor Thibaut Pinot sejrede med 3 sekunder ned til Romain Bardet og 5 sekunder ned til Hugh Carthy. Stigningen var som sagt fast bestanddel af Middelhavet Rundt, hvor de sidste vindere af kongeetapen var Jean-Christophe Peraud (2014 og 2013), David Moncoutie (2011, 2009 og 2003), Francesco Masciarelli (2010), Alexandre Botcharov (2008), Rinaldo Nocentini (2007), Jose Ivan Gutierrez (2006), Jens Voigt (2005), CSC (holdløb i 2004), Michele Bartoli (2002), Ivan Basso (2001), Laurent Jalabert (2000) og Davide Rebellin (1999). Paris-Nice var senest forbi i 2005, 2003 og 2002 med sejre til hhv. Gilberto Simoni i førstnævnte år og Alexandre Vinokourov i de to sidstnævnte.

 

 

 

 

Favoritterne

Det er sjældent, at et løb ændrer totalt identitet. Man kan imidlertid med nogen ret hævde, at det er præcis, hvad Tour du Var gjorde i 2019. Efter at have skabt sig en plads på kalenderen som et rigtigt puncheurløb, der altid blev afgjort på marginaler, ofte med flere ryttere i samme tid, var alt forandret, og selvom det alligevel endte ganske tæt mellem Thibaut Pinot, Romain Bardet og Hugh Carthy var det løbets klatrere, der skulle slås om sejren.

 

Sådan er det også i år, hvor der ikke er plads til, at puncheurs kan køre klassement. I stedet er der tale om et rigtigt klatreløb for de ryttere, der excellerer i det hårdeste terræn. Mont-Faron er mildt sagt en led satan, hvor flere af de bedste klatrere har vundet, og her kan vi derfor blive vidner til et stort opgør mellem feltets største stjerner. Det vil formentlig i høj grad være den stejle procenter, som afgør, hvem der vinder løbet.

 

Man skal imidlertid ikke undervurdere de to første etaper. Begge byder på enormt mange højdemeter i det terræn, vi kender fra sidste etape af Paris-Nice, og herfra ved vi, at det sagtens kan gøre forskellene, selvom stigningerne for det meste er bløde og ikke specielt stejle. Det er dog terræn, der mere egner sig til at slide folk ned i et udskilningsløb end til store forkromede angreb, hvor bedste mand kører væk fra rivalerne.

 

Finalerne er heller ikke vanvittigt hårde. Bakken i Grasse på 1. etape har mest karakter af en rask lille puncheurspurt som afslutning på en hård dag, og den vil næppe gøre forskelle mellem de bedste. Col d’Eze er vanskeligere, men heller ikke den kan måle sig med Mont-Faron. Her kan man ikke udelukke, at løbets bedste efter så hård en dag faktisk kan køre væk, men mest sandsynligt er det, at vi også her vil se klatrecremen skulle spurte til sidst.

 

Etaperne er dog også så vanskelige, at de kan være enormt vanskelige at kontrollere. I et løb som dette kan det betale sig at køre offensivt. Klatreeliten er på allerhøjeste niveau, men der er ikke specielt megen dybde i feltet. Antallet af superklatrere er begrænset, og samtidig har de fire store favorithold, Arkea, Trek, FDJ og Ag2r ikke alt for mange strenge at spille på. FDJ og Ag2r har ganske vist en vis bredde, men man må formode, at Trek og Arkea vil køre relativt målrettet efter at sætte hhv. Richie Porte og Nairo Quintana op til sejr. Da der heller ikke er tvivl om, at Thibaut Pinot og Romain Bardet er de klare nr. 1 hos hhv. FDJ og Ag2r må man trods alt formode, at favoritterne skal afgøre det hele på alle tre etaper, når løbets vigtigste stigning kommer til allersidst. Det er trods alt, at favoritterne tror på, at de kan slå til. Det kan bestemt ikke udelukkes, at en klatrestærk outsider med offensiv kørsel kan sikre sig et afgørende forspring inden Mont-Faron, men formodningen er, at det vil være favoritterne, der skal dyste om det i de tre finaler, hvor man kan vente større og større forskelle dag for dag.

 

Én ting er ved det gamle. Der er ikke bonussekunder i det franske løb, og det betyder, at det vil være de virkelige tidsforskelle, der afgør slaget. Man kan altså ikke med en god spurt på de lidt mere eksplosive to første etaper hente tidsgevinster. Det er først og fremmest klatrebenene, der skal tale, især på Mont-Faron.

 

Vejrmæssigt er der lagt op til endnu en fantastisk uge med masser af solskin og nærmest ingen skyer. Efter en næsten vindstille fredag vil det dag for dag blive lidt mere blæsende, men der vil være sidemedvind på målstigningerne på begge weekendens etaper. Til gengæld vil der være en svag sidemodvind på målbakken fredag.

 

Løbet har traditionelt lidt voldsomt over konkurrencen fra Mellemøsten, Algarve og Andalusien, men i år er feltet meget stærkere end vanligt. Otte WorldTour-hold samt et meget stærkt Arkea-hold sikrer, at løbet bestemt kan matche de felter, vi ser i de andre løb, og det skyldes ikke mindst, at flere af holdene kommer med deres største stjerner. Med formodningen om, at løbets bedste klatrer vil vinde, først og fremmest via Mont-Faron, er der fire navne, der skiller sig ud, nemlig Nairo Quintana, Richie Porte, Thibaut Pinot og Romain Bardet.

 

Af disse vil jeg pege på Nairo Quintana som min favorit. Den lille colombianer har ganske vist altid kørt stærkt i februar, også i sine ”dårlige” år, men vi skal tilbage til Tour de Suisse i 2018 for at finde en magtdemonstration i stil med den, han leverede på Mont Ventoux i lørdags. Quintana distancerede et klassefelt med halvandet minut og var i sin helt egen liga. Dermed er han mindst lige så god som i 2019, hvor han og Egan Bernal udkæmpede en meget lige colombiansk magtkamp i både Paris-Nice og Catalonien, og i den forfatning er han svær at bide skeer med.

 

Løbet her passer ham en anelse dårligere, men Mont-Faron er svær nok til, at Quintana kan sætte sig igennem. Finalerne på de to første etaper kan vise sig lidt for lette til, at han kan vinde, men i et løb uden bonussekunder skal han bare holde sig til. De to første dage handler det om at kontrollere løbet og undgå, at det ikke glider ham af hænde, men med en trip med en formstærk Diego Rosa, Winner Anacona og lillebror Dayer har han masser af kompetent støtte. Koges det hele ned til et sidste slag på Faron, bliver Quintana meget svær at slå, og derfor er han min favorit.

 

Løbets store joker er Richie Porte. Den lille australier havde et svært 2019, hvor man med god ret kunne spørge, om alderen var begyndt at trykke lidt for meget. Den tvivl gjorde han delvist til skamme med sin overlegne sejr i Tour Down Under, hvor han var klart bedre end for et år siden, men det er stadig usikkert, om han kan tage niveauet med sig til Europa, hvor modstanden er større, og hvor han ikke har det formmæssige overskud, han altid har i Australien. I bagklogskabens klare lys - ikke mindst efter Simon Yates’ sammenbrud i Sun Tour - kan man også spørge, om modstanden var voldsomt stor mod Porte på de australske veje.

 

Det ændrer imidlertid ikke på, at han var i en anden liga, og i sin storhedstid var han verdens bedste rytter i ugelange etapeløb. Desværre har han ikke de store resultater i februar, hvor han plejer at have en lille down-periode frem mod Paris-Nice, der ofte har været et mål, og i år har han endda Catalonien som et større mål end Løbet mod Solen. Derfor er det tænkeligt, at han primært vil bruge løbet til at genopbygge formen, og han kan derfor sagtens vise sig at falde igennem, som han desværre ofte gør, når formen halter. Omvendt må han være manden, der kan true Quintana, for er han i form, er han mere eksplosiv og i virkeligheden bedre skabt til alle tre finaler. Alt sammen afhænger det af, hvordan tiden siden Down Under er blevet disponeret.

 

Sidste år sejrede Thibaut Pinot, men det bliver sværere at gentage det i år. Modstanden er markant større, og samtidig havde Pinot ikke den bedste oplevelse i Provence. Omvendt var franskmanden sat tilbage af maveonde på løbets første to dage, og han kom da også hæderligt tilbage undervejs på Ventoux, hvor han blev bedre og bedre, og på 4. etape, hvor han flere gange var i angreb. Normalt er Pinot flyvende fra sæsonstart, og ifølge holdet er hans data præcis lige så gode, som de var, da han sejrede for et år siden.

 

Det er alligevel formen, der skaber tvivl. Ser man på ruten, passer den glimrende. Blandt de fire bedste i løbet er Pinot den hurtigste og mest eksplosive, og derfor har han de bedste forudsætninger for eventuelt at kunne vinde lidt tid de første to dage. Heller ikke Faron passer ham ringe, selvom han foretrækker dem længere, og han har den luksus, at han altid kan stole på sin spurt og punch i finalen. Problemet er, at han skal følge Quintana hele vejen indtil da, og det kan blive en udfordring, hvis man ser på deres indbyrdes afstand på Ventoux.

 

Sidste år tabte Romain Bardet kampen mellem de to franske etapeløbsstjerner, og også i år risikerer han let at blive den lille i deres indbyrdes kamp. Bardet har nemlig ikke været på sit højeste niveau siden VM-sølvmedaljen i 2018, og hans sæsonstart i Australien var alt andet end lovende, ikke mindst da han efter stort forarbejde fra holdet faldet helt igennem på Willunga Hill. Selvom han selv havde nedspillet forventningerne, var det ildevarslende for en mand, der plejer at være stærk fra sæsonstart og havde meldt om en vellykket og aktiv vinter. På den baggrund kan det være svært at mobilisere den helt store optimisme på Bardets vegne, men naturligvis vil han have forbedret sig markant i løbet af de seneste uger. Løbet passer ham ganske glimrende, da han kan holde sig til de første dage, inden han skal vinde på Faron. Det er en formstærk Bardet i stand til. Spørgsmålet er bare, om den velkendte version af Bardet stadig findes.

 

CCCs nye klatreprojekt kom ganske pænt fra start i Provence, hvor Fausto Masnada ikke manglede meget i at følge favoritgruppen. Efter en vellykket sæsondebut må han formodes at være endnu bedre i dette løb, der burde passe glimrende til en klatrer som ham. Det er klart, at det er svært at se ham vinde over de store favoritter på Faron, men han kan i hvert fald begrænse tabet. Skal han vinde løbet, skal han køre med den offensive tilgang, han altid har, og som de første to etaper ansporer til at benytte. Kan han med et smart angreb udnytte de fire favoritholds interne magtkamp og derved sikre sig et forspring inden Faron, klatrer han godt nok til at vinde løbet.

 

Det samme gør Tanel Kangert . Den bundsolide ester gjorde det ganske pænt i skrapt selskab i Provence, og dermed synes han at være i bedre form fra start, end han plejer. Også han er åbenlyst overmatchet af de bedste på Faron, men i fravær af High Carthy har EF ligesom CCC status som underdogs. Kangert er en mester i store ridt, og han vil elske de to voldsomme dage i løbets indledning. Kniber det med at kontrollere, er Kangert typen, der kan gøre det færdigt, og får han først et forspring, vil han vide, hvordan han skal begrænse sit tab, når det går løs på Faron.

 

En af de positive oplevelser i Provence var Sam Oomen. Det hollandske talent havde ikke kørt løb siden sin arterieoperation i foråret og startede uden forventninger, men kom alligevel ganske hæderligt på ad Ventoux. Med et løb i benene må han formodes at være endnu skarpere nu, og han kommer til et løb, der burde passe glimrende til en klatrer som ham. Også for ham gælder, at han ikke har de store chancer, hvis det hele kan koges ned til Faron, men også Sunweb kommer med et hold af outsidere, der måske kan udnytte favoritternes interne spil. Selvom holdet har udnævnt Marc Hirschi som kaptajn, synes Oomen at være det bedste bud på en rute, der nok er en anelse for hård for den talentfulde schweizer, som skuffede i Provence.

 

NTT stiller med Ben O’Connor, der efter 18 forfærdelige måneder endelig opnåede succes med den flotte sejr på kongeetapen i Besseges. Alligevel skal man være varsom med at udråbe ham som genfødt, for niveauet af klatrere i det franske løb var mildt sagt behersket. Det ændrer dog ikke på, at australieren efterlod et ganske positivt indtryk, da han efter en hel dag i udbrud kørte Simon Clarke ud af hjulet, og nu kommer han til et løb, der passer langt bedre til en klatrer som ham. Skal han vinde løbet, skal han i offensiven på de to første etaper, som er svære at kontrollere, men sejren i Provence har vist ham, at han nu ved, hvordan den slags skal gøres.

 

FDJ satser på Pinot, men i et løb, der kan blive taktisk, er det godt at have en plan B. Den har de i Rudy Molard, der altid kører stærkt fra start, og som gjorde det ganske pænt i Provence, hvor Ventoux naturligvis var lidt for hård for ham. Det er Faron også, selvom den passer ham bedre, men han er til gengæld et kort, FDJ kan spille ud, når de store hold spiller spillet på de første to etaper. FDJ vil i de fleste tilfælde kunne stole på, at Molard er stærk nok til at gøre det færdigt fra et stærkt udbrud, og det kan være hans nøgle til at tage en stor sejr.

 

Kangert er formentlig bedste bud fra EF, men de har et solidt alternativ i Ruben Guerreiro. Portugiseren var ikke just flyvende i Provence, men han kørte hæderligt på Ventoux, der ellers er lidt af en mundfuld for en rytter, som først og fremmest er puncheur. Faron er også til den lange side for Guerreiro, men ligesom Kangert skal heller ikke han vinde løbet i direkte duel med Quintana. Får han et forspring en af de første dage, viste han i Vueltaen, at han klatrer godt nok til også at vinde løbet. Til gengæld må løbet antages at være lidt for hårdt for Simon Clarke, som heller ikke var flyvende i Besseges, og Luis Villalobos skuffede igen fælt i Provence.

 

Sunwebs erklærede kaptajn er som sagt Marc Hirschi, men den lille schweizer kan få det lidt for svært på Faron. Hans begrænsninger på lange stigninger var tydelig i 2019 og blev bekræftet på Ventoux forleden. Faron er en anelse lettere, men stadig for svær for Hirschi, der formentlig også skal i offensiven de første dage, hvos han skal have en chance. Sunweb har også de to unge talentfulde klatrere Mark Donovan og Felix Gall, men dette løb er lidt af en mundfuld at lægge ud med. Nicolas Roche er altid en meget langsom starter og næppe i form, mens Michael Storer nok kørte fint i Sun Tour, men stadig i Down Under viste, at han mangler for meget. Chris Hamilton ville være et godt bud, hvis ikke han gjorde comeback efter en testikelskade.

 

Cofidis kommer med et relativt svagt mandskab til så hårdt et løb, men de har da én klatrer, der kan gøre sig gældende. Nicolas Edet synes at blive mere og mere konkurrencedygtig efter en Vuelta, hvor kun sidevinden knuste drømmen om en top 10. Desværre er det svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han ikke er i topform, for selvom han gjorde det pænt i Besseges, blev han slået af mere klatresvage folk på kongeetapen. Nu har han heldigvis haft to uger til at forbedre sig, og nærmer han sig sit topniveau, vil han elske dette løb.

 

Trek bør satse på Porte, men som sagt er der usikkerhed om, hvordan australieren griber løbet an. Det kan åbne døren for Kenny Elissonde . Den lille franskmand skuffede dog fælt Down Under, hvor han ikke var til megen nytte for Porte, men vi ved også, at han kan være uhyggeligt svingende. Desværre har han ikke haft sit højeste niveau, siden han satte Froome op til det store angreb i Giroen for halvandet år siden, og derfor har han meget at bevise. Løbet her kunne være en chance for at vise, at Trek har bragt ham tilbage på sporet. Holdet har også den lille klatrer Juan Pedro Lopez, men han har til gode at bevise sig på dette niveau efter en lidt skuffende indsats Down Under. Her faldt holdets anden unge klatrer Michel Ries helt igennem, og han ligner derfor ikke en kandidat.

 

Arkea har i Diego Rosa egentlig en glimrende kandidat. Italieneren har fået en stærk sæsonstart på Mallorca og i Besseges, hvor han endda var sat tilbage af et styrt. Senest var han ikke langt fra at vinde Trofeo Laigueglia, hvor han dog var oppe mod en uovervindelig Giulio Ciccone. Hans problem er, at han kører for et hold, som formentlig satser alt på at sætte Quintana i scene, og det er derfor tvivlsomt, hvor meget plads han får. I et taktisk spil ligner han dog manden, der kan spilles ud. Et alternativ kunne være Winner Anacona, der viste fin form med sin flotte forcering for Quintana på Ventoux, men til gengæld så Dayer Quintana, der ellers var som genfødt fra sæsonstart i 2019, for skuffende i Laigueglia til, at man kan være meget optimistisk på hans vegne.

 

Bag Pinot burde Sebastien Reichenbach egentlig være FDJs bedste bud. På sine store dage er han nemlig en klatrer ikke langt fra den absolutte elite. Desværre er han også kendt som en langsom starter, og han har helt bevidst valgt ikke at være en del af Pinot-gruppens træningslejr frem mod sæsonstart. Derfor vil han formentlig være et stykke fra topformen, men overrasker han ved at være bedre end normalt, er han et fabelagtigt kort for FDJ at spille, da det er svært at se nogle løjtnanter sætte en formstærk Reichenbach til vægs på Faron. Holdets fjerde klatrer er Leo Vincent, men han synes at være gået helt i stå.

 

CCCs bedste bud er Masnada, men måske kan Serge Pauwels også levere. Belgieren har ellers været langt fra formen i flere sæsoner, og han er endda tillige kendt som en langsom starter. Derfor var det også overraskende at se e ham gøre det så pænt i Valencia, og det giver håb om, at der stadig er lidt liv i de gamle ben. Om det rækker til at være med helt i front i så svært et løb, er dog tvivlsomt. Holdet har også de to klatretalenter Attila Valter og Georg Zimmermann, men deres debuter i hhv. Provence og Besseges antyder, at de nok har lidt for lang vej at gå, før de kan begå sig i så svært et løb.

 

Nippo har en velkørende Julien El Fares, der virkelig imponerede på 2. etape i Provence, hvor han efter et modigt angreb alligevel holdt sig til de allerbedste på Les Cretes. Han kom lidt til kort på Ventoux, men det er også en stigning, der er en anelse for lang for ham. Faron er også på grænsen, men med de fine ben, han har vist, bør han gøre det hæderligt. Holdet har også Jose Manuel Diaz og Romain Combaud, der begge kan gøre det hæderligt.

 

Endelig er jeg nødt til at nævne Benoit Cosnefroy. Sejrene i Marseille og Besseges vidner om, at stortalentet har taget endnu et skridt, men Mont Bouquet i Besseges viste også, at han stadig er puncheur mere end klatrer. Løbet her må antages at være for hårdt for ham, i hvert fald Mont-Faron, og holdet melder da også ud, at han primært skal forsøge at vinde 1. etape. Omvendt kan det som sagt blive en taktisk affære, og Cosnefroy vil altid være et godt kort at spille ud de første dage. Et andet kort kunne være Mikael Cherel , der gjorde det godt i Provence, mens Nans Peters stadig mangler lidt for meget efter sin kyssesyge. Alexandre Geniez er inde i en af sine mange formkriser og kan meget vel ende med at udgå allerede på 1. etape.

 

Leder man efter outsidere, bliver det spændende at følge klatreren Laurens Huys, der imponerede i Besseges. Til gengæld skuffede Lilian Calmejane så stort i det løb, at han formentlig vil komme til kort på en rute, der er lidt for hård for ham. Hans holdkammerat Jonathan Hivert var efter en dårlig start bedre i Provence, men mangler formentlig stadig for meget til dette løb, der også er lidt for hårdt. B&B har Quentin Pacher, der kørte flot i Langkawi, men kommer til kort på så svær en rute i dette selskab, og det samme gælder for Pierre Rolland og Cyril Gautier, der begge manglede meget i Langkawi, samt Arthur Vichot, der stadig ikke er sig selv endnu efter sin virussygdom. Hos Riwal har Andreas Kron gjort det flot, men niveauet og sværhedsgraden her er i en helt anden klasse end det, han hidtil har mødt, og han vil nok få svært ved at matche de bedste.

 

OPDATERING: B&B er uden Pacher, Rolland og Gautier og kommer dermed med en trup, der er helt uden chance. Nippo har udtaget Mauro Finetto som erstatning for Jose Manuel Diaz, men hans form har ikke været oppe at ringe, og Julien El Fares ligner fortsat deres bedste bud.

 

OPDATERING 2: NTT har udtaget Louis Meintjes, der egentlig burde elske dette løb, men hans kørsel i Langkawi antyder, at han fortsat har lang vej til sit gamle niveau.

 

OPDATERING 3: Guerreiro stiller ikke til start

 

***** Nairo Quintana

**** Richie Porte, Thibaut Pinot

*** Romain Bardet, Fausto Masnada, Tanel Kangert, Sam Oomen, Ben O’Connor

** Rudy Molard, Marc Hirschi, Nicolas Edet, Kenny Elissonde, Diego Rosa, Sebastien Reichenbach, Serge Pauwels, Julien El Fares, Benoit Cosnefroy

* Dayer Quintana, Winner Anacona, Louis Meintjes, Laurens Huys, Lilian Calmejane, Jonathan Hivert, Juan Pedro Lopez, Mikael Cherel, Nicolas Roche, Simon Clarke, Attila Valter, Michael Storer, Mark Donovan, Mauro Finetto, Georg Zimmermann, Andreas Kron, Michael Valgren, Felix Gall

 

Danskerne

Michael Valgren finpudser klassikerformen i et løb, der er for hårdt til, at han kan være med helt i front, men en formstærk Valgren vil måske kunne køre i top 20. Han vil dog nok primært teste formen via udbrud og måske forsøge at opnå et resultat i finalen på 1. etape. Hos sig på NTT har han Andreas Stokbro, der skal hjælpe O’Connor. Riwal stiller med formstærke Andreas Kron, der er omtalt ovenfor, samt to yderligere danskere i form af Emil Vinjebo, Jesper Schultz og Torkil Veyhe, der på baggrund af præstationen i Laigueglia må være her for at hjælpe Kron.

Nairo Quintana
Richie Porte, Thibaut Pinot
Romain Bardet, Fausto Masnada, Tanel Kangert, Sam Oomen, Ben O’Connor
Rudy Molard, Marc Hirschi, Nicolas Edet, Kenny Elissonde, Diego Rosa, Sebastien Reichenbach, Serge Pauwels, Julien El Fares, Benoit Cosnefroy
Dayer Quintana, Winner Anacona, Louis Meintjes, Laurens Huys, Lilian Calmejane, Jonathan Hivert, Juan Pedro Lopez, Mikael Cherel, Nicolas Roche, Simon Clarke, Attila Valter, Michael Storer, Mark Donovan, Mauro Finetto, Georg Zimmermann, Andreas Kron, Michael Valgren, Felix Gall
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Itzulia Basque Country(2.UWT) 06/04-11/04

Circuit Cycliste Sarthe -...(2.1) 07/04-10/04

Healthy Ageing Tour(2.NCUPJW) 10/04-12/04

Ronde van Vlaanderen(1.NCUP) 11/04

Paris-Roubaix(1.UWT) 12/04

Klasika Primavera de Amor...(1.1) 12/04

Paris-Camembert(1.1) 14/04

GP Beiras e Serra da Estrela(2.1) 17/04-19/04

Tour du Finistère(1.1) 18/04

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

NY RACERCYKEL? SØG, FILTRER, SAMMENLIGN OG FIND FORHANDLER