Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt med etapevinderbud: Tour of Britain
13. september 2019 21:50Foto: Sirotti

Cykelsporten blomstrer i Storbritannien, og landet er nu gradvist ved at opbygge en cykelkalender, der matcher den succes, som landets ryttere har haft i de seneste år. Nye løb som Tour de Yorkshire og RideLondon Classic er blevet etableret, og landet har været hvert for Tour-starten to gange på mindre end ti år, men løbets nationale etapeløb er meget ældre. Tour of Britain, der afvikles fra lørdag til lørdag, har ganske vist en tumultarisk fortid, men trives nu som aldrig tidligere og har etableret sig som et af de klart foretrukne forberedelsesløb forud for VM.

Løbets rolle og historie

I de senere år har folk som Mark Cavendish, Chris Froome, Bradley Wiggins, Geraint Thomas, Stephen Cummings og Yates-brødrene gjort Storbritannien til et af cykelsportens absolutte kraftcentre, men de mange stjerner har ikke haft mange muligheder for på årlig basis at konkurrere foran hjemmepublikummet. I adskillige år var den eneste større begivenhed i landet Tour of Britain, der mest havde status som et forberedelsesløb til VM.

 

Tiderne er imidlertid i gang med at skifte. Efter det meget succesrige landevejsløb ved OL i London i 2012 blev RideLondon Classic skabt som et middel til at bygge videre på arven fra den begivenhed, og bare to år senere var landet vært for en af de mest succesfulde og velbesøgte grand departs i Tour de France-historien, da utallige tilskuere samledes til to dages cykelfest i Yorkshire efterfulgt af et besøg i London. Det arrangement blev muliggjort af en meget ambitiøs lokal komite, der blev anført af Gary Verity, og de havde planer om at benytte det skabte momentum til at gøre Yorkshire-regionen til et af Europas cykelmekkaer. Midlet hertil var det hu fire dage lange Tour de Yorkshire, der med det samme fik støtte fra ASO og nu allerede med succes er afviklet fem gange.

 

Landet har imidlertid også et langt ældre løb. Selvom RideLondon Classic nu er blevet et WorldTour-løb, er Tour of Britain, det nationale etapeløb, stadig landets mest ikoniske løb. Dets lange historie er fuld af op- og nedture, men nu hvor cykelsporten trives som aldrig før hos de cykelgale briter, er det ingen overraskelse, at det har opnået en historisk høj status. Siden det vendte tilbage til kalenderen i 2004, er det vokset fra år til år og er nu et 2.HC-løb på UCI-kalenderen. Med en placering først i september under Vueltaen har det etableret sig selv som et perfekt forberedelsesløb til VM, og særligt i år, hvor den nye indehaver af regnbuetrøjen netop skal findes i England senere på måneden, er det det britiske løb - ikke mindst i lyset af Vueltaens ekstremt bjergrige rute - den bedste vej for ryttere, der ikke er begejstrede for den lange rejse til WorldTour-løbene i Canada.

 

Løbets har rødder tilbage til de første britiske etapeløb, der blev holdt i årene efter Anden Verdenskrig, og det har haft flere forskelle navne. Dets historie starter i 1942, da The British League of Racing Cyclists blev skabt med det formål at etablere en britisk udgave af Tour de France. I 1944 blev Southern Grand Prix i Kent afviklet, og året efter fandt et større løb mellem Brighton og Glasgow sted. Arrangørerne kæmpede hårdt for at holde liv i begivenheden, men vi skulle frem til 1958, før gennembruddet kom. Her kom Milk Marketing Board ind som sponsor, og fra det år blev løbet kendt som Milk Race. Fra 1960 til 1984 var der kun adgang for amatører, men fra 1985 blev der åbnet op for professionelle også. Desværre forsvandt løbet i 1993, da Milk Marketing Board blev lukket ned.

 

I 1987 blev den første udgave af en nyt løb, Kellogg’s Tour, holdt som et professionelt arrangement, og i syv år havde landet derfor hele to nationale etapeløb. Løbet havde nogle ganske store navne på vinderlisten, men efter Maurizio Fondriests sejr i 1994 forsvandt sponsorerne, og også det løb led en trist død. Et nyt løb, The PruTour, blev afviklet i 1998 og 1999, men viste sig ikke at være levedygtigt.

 

Landet var i mange år uden et stort etapeløb, indtil det nye Tour of Britain blev skabt i 2004. Løbet blev afviklet som en professionel begivenhed i september og tiltrak store hold som T-Mobile og US Postal. Mauricio Ardila vandt løbet, og siden da er det blevet afviklet hvert eneste år, samtidig med at det gradvist er steget i graderne. Da det nuværende UCI-system blev indført i 2005, var det et 2.1-løb, men siden 2014 har man haft position som 2.HC-løb på Europe Tour.

 

Væksten skyldes hovedsageligt det boom, cykelsporten har oplevet i landet, men løbet får også større og større international betydning. I de senere år har mange været af den opfattelse, at den stadigt mere bjergrige Vuelta, der tidligere var den mest populære forberedelse til VM, ikke er den ideelle vej frem mod kampen om regnbuetrøjen, specielt i de senere år, hvor VM-ruterne med undtagelse af sidste år har været relativt flade. Det har gjort Tour of Britain til et af to endnu bedre alternativer, da man tilbyder ryttere otte dage med knaldhårdt cykelløb i kuperet, ujævnt terræn, og da både Michal Kwiatkowski og Mark Cavendish har taget regnbuetrøjen efter at have kørt i Storbritannien, synes feltet blot at blive stærkere og stærkere.

 

Storbritannien har ingen store bjerge, men det er bestemt heller ikke en flad region. Derfor er løbet blevet en sag for ardennerspecialister, stærke sprintere, klassikerryttere og klatrere med punch på korte stigninger. I de senere år har der tillige være en enkeltstart, og det har ofte været en nøgleetape i løbet.

 

Sidste år havde løbet helt usædvanligt et holdløb, som sammen med en hård finale på Whinlatter Pass afgjorde løbet. Det lykkedes Jumbo med en overraskende triumf på tidskørslen at bringe Primoz Roglic i førertrøjen, men de ikke specielt formstærke slovener kunne ikke matche Julian Alaphilippe på kongeetapen, som ganske vist blev vundet af Wout Poels, men som var nok til at sikre franskmanden den samlede sejr med i sidste ende 17 sekunder ned til Poels og 33 sekunder ned til Roglic. Alaphilippe har i år valgt at skære ned på løbsdagene inden VM og kører derfor i stedet i Canada, og da Poels og Roglic er til start i Vueltaen, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

 

Ruten

Tour of Britain har gradvist ændret sin natur. I de første år var der ingen afslutninger på toppen af stigninger, og løbet var karakteriseret ved mange kuperede etaper i det hårde britiske terræn samt adskillige sprinteretaper. Det gjorde det til en godt løb for klassikerryttere, men i de senere år er det i højere grad blevet et mere traditionelt etapeløb for alsidige ryttere, der kan klatre og køre enkeltstart. Siden 2013 indførte man en formel med mål på toppen af en stigning, men da der ikke er lange bjerge i Storbritannien, har det aldrig været et løb for rene klatrere. Derudover havde man været en kort enkeltstart i tillæg til de sædvanlige sprinteretaper og stærkt kuperede etaper, der er som skabt til udbrud og har adskillige mulige udfald.

 

I 2017 gik man væk fra den model, da man designede en historisk let rute med et hav af flade etaper og en næsten altafgørende enkeltstart. Sidste år vender man imidlertid tilbage til den nyere tradition med en spændende rute med et stærkt kuperet holdløb og en kongeetape med mål på Whinlatter Pass. I år er man imidlertid igen vendt tilbage til en lettere model, og selvom løbet ikke er så skræmmende enkelt, som det var for to år siden, må det regnes som det næstletteste af de seneste syv udgaver.

 

I år er der nemlig ikke mål på nogen længere stigning, og i stedet er det et herligt løb for puncheurs og sprintere, særligt hvis de kan klare et par bakker. Løbets vigtigste etape er dog enkeltstarten, der efter et års fravær vender tilbage på torsdagens 6. etape, og som vil være den største chance for at skabe forskelle. De mere klatrestærke typer har to muligheder for at slå til. Den første af disse kommer på tirsdagens kongeetape, der går op og ned det meste af dagen, har en puncheurafslutning, og som ganske vist ikke har svære stigninger i finalen, men som kan være svær at kontrollere. Dernæst kan klassementet en sidste gang ændres på fredagens 7. etape, hvor en flad dag afsluttes med tre ture op ad den lille Burton Dassett-stigning, hvor de eksplosive afsluttere kan komme til fadet i en rigtig puncheurfinale, men hvor der også kan angribes i øst og vest.

 

De fem øvrige etaper er lettere. Sprinterne burde komme til fadet på de to lørdagsetaper i hver sin ende af løbet, mens de mere hårdføre af dem også burde være i spil på 2. etape, hvor der venter en bakke i finalen. Mandagen byder på en tur ned langs den muligvis blæsende britiske østkyst samt til slut formentlig en let stigende massespurt som opvarmning til tirsdagens kongeetape. Onsdagen byder på den letteste etape, der dog har et krydderi med en lille bakke med top bare 3,9 km fra stregen inden torsdagens enkeltstart og fredagens puncheuretape. Det hele ventes at slutte lørdag med en massespurt, der denne gang ikke er henlagt til London, men til storbyen Manchester, der byder løbet velkommen for første gang, siden det skød det genopstandne løb i gang helt tilbage i 2004.

 

 

1. etape

Tour of Britain er et godt løb for sprintere, specielt de af dem, der kan overleve lidt stigninger undervejs, og det afspejles som regel i løbets første etape, der traditionelt har været en sag for de hurtige folk. Det synes også at blive tilfældet i år, hvor man i år starter i Skotland med en etape, der ikke byder på mange højdemeter, og som trods en lille bakke i finalen burde være overkommelig for de fleste af løbets bedste afsluttere.

 

 I alt skal der tilbagelægges hele 201,5 km, som fører feltet mellem de skotske byer Glasgow og Kirkcudbright. Fra starten i storbyens centrum kører man mod sydvest igennem først fladt, så ledt stigende og siden let faldende terræn, inden man når ned til den første spurt, der kommer i Kilmarnock efter 43,6 km. Herfra snor man sig primært mod sydvest i en småkuperet fase, inden man kort efter forplejningen drejer mod sydøst og senere øst for at ramme den vanskeligste fase.

 

Her skal man over kategori 2-stigningen Lambdoughty Hill (2,7 km, 5,7%), som har top efter 105,4 km, inden man kører mod sydøst ned til den anden spurt, som kommer efter 112,5 km. Umiddelbart herefter kører man op ad kategori 2-stigningen Dalmellington (6,1 km, 2,4%), hvis top rundes efter 119,0 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod sydøst ned til den sidste spurt, som er placeret efter 128,7 km.

 

Efter bakkerne bliver det atter lettere, når det fortsætter med at falde og siden bliver helt fladt, mens man fortsætter mod sydøst helt ud til kysten. Her drejer man mod sydvest at passere dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Bankhead (2,8 km, 3,1%), hvis top rundes, når der resterer bare 12,7 km. De indledes med en småkuperet fase med op- og nedkørsler, der fører mod sydvest og vest, inden man drejer mod nordvest og nord for at køre via en nedkørsel ned til målbyen, hvor de sidste 3 km er helt flade. Der er et sving med 2,6 km, men derefter er der blot en blød kurve med 800 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1700 højdemeter.

 

Der er tale om en helt typisk Tour of Britain-etape igennem let kuperet terræn, og det meste af dagen lægger op til en massespurt. Den sidste stigning er så let, at den næppe kan gøre den helt store forskel, og da det samtidig er tidligt i løbet, er det næsten utænkeligt, at det ikke bliver en spurt. Vind og særligt de små seksmandshold kan skabe overraskelser, men det ligner en dag for de hurtige folk.

 

Kirkcudbright har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Efter den lette indledning håber sprinterne at komme til fadet igen på søndagens 2. etape, men denne gang skal de grave lidt dybere for at komme i spil. På turen rundt i området omkring skotske Kelso skal rytterne nemlig over en ganske svær stigning med kun godt 20 km til mål. Formentlig kommer den for tidligt til at kunne bruges til den helt store offensiv, men til gengæld vil den kunne skabe en pæn udskilning inden den forventede reducerede massespurt.

 

Med en distance på bare 165,9 km er der tale om en kort etape, som har både start og mål i den skotske by Kelso. Etapen består af en stor rundstrækning, hvor man lægger ud med igennem fladt terræn at køre mod nordøst forbi den første spurt, som kommer efter 13,2 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører videre mod nord og nordøst ud til det østligste punkt, hvorfra man fortsætter mod vest, nord og nordvest. Her begynder det at stige let frem mod det nordligste punkt, hvorefter et par småbakker melder sig, mens man kører mod sydvest og sydøst ned til bunden af kategori 2-stigningen Hardens Hill (2,7 km, 3,7%), hvis top passeres efter 69,8 km. Herfra falder det mod øst ned til den anden spurt, som er placeret efter 74,9 km.

 

Efter spurten drejer man mod sydvest og fortsætter igennem først let stigende og siden fladt terræn. Senere snor man sig mod syd og sydøst igennem let faldende terræn tilbage mod Kelso. I stedet for at køre ind til byen slår man imidlertid en lille sløjfe ved at dreje mod sydvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Scott’s View (2,2 km, 3%), hvis top rundes, når der resterer 35,8 km. En nedkørsel leder mod vest, inden man igennem fladt terræn kører mod vest siden øst frem til den sidste spurt, som kommer efter 140,0 km. Her drejer man med det samme mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Dingleton (2,4 km, 6,8%), hvis top passeres, når der mangler 23,0 km. De indledes med en nedkørsel, der fører mod syd, inden det igennem ganske let faldende terræn går mod øst og nordøst ad en lang, lige vej ind mod Kelso. Her er de sidste 3 km helt flade, men finalen er teknisk, da man følger en bugtende vej lang en flod over de sidste knap 3 km, der byder på skarpe sving med 1400, 1000 og 500 m igen, inden vejen med 250 m igen bugter kraftigt mod venstre.

 

Etapen byder på i alt 1546 højdemeter.

 

Det meste af etapen er relativt nem, men det er Dingleton-stigningen ikke. I et løb, hvor mulighederne for at skabe forskelle er begrænsede, må man formode, at særligt Ineos vil gå til stålet og skabe udskilning. I finaler med små seksmandshold kan man aldrig vide, om det kan holdes under kontrol, men med en meget let afslutning bør det ende i en reduceret massespurt.

 

Kelso blev senest besøgt i 2017, hvor Caleb Ewan vandt 1. etapes massespurt foran Edvald Boasson Hagen og Elia Viviani.

 

 

 

 

3. etape

Hvis sprinterne fandt bakken i finalen på 2. etape lidt for grum, kan de se frem til mandagens 3. etape. Her venter nemlig en næsten en helt flad dag, hvor der ikke er mange terrænmæssige udfordringer. Al logik siger derfor, at det bliver en dag for de hurtige folk, men da det meste af etapen afvikles langs kysten, skal man altid tage sig i agt for den engelske vind, og til slut vil en stigende finale skabe en lidt anderledes spurt end på 1. etape.

 

I alt skal der tilbagelægges 183,7 km, som er de første på engelsk grund og fører feltet mellem Berwick-Upon-Tweed og Newcastle-Upon-Tyne. Starten går lige syd for den engelsk-skotske grænse ved kysten, hvorfra man kører mod sydvest og syd væk fra vandet, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Ford Common (2,4 km, 3,3%), som har top efter 21,4 km. Fladt terræn og en nedkørsel fører nu mod nordøst og syd, inden man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Weetwood Bank (800 m, 7,7%) og kategori 2-stigningen Lyham Hill (2 km, 7,6%), som har top efter hhv. 40,7 og 47,2 km. En nedkørsel leder herfra mod nordøst tilbage til kysten, hvor man når dagens anden spurt efter 67,2 km.

 

Efter den småkuperede start bliver det meget enkelt. Herefter følger man nemlig den næsten helt flade kystvej mod syd det meste ad dagen. Undervejs kører man kortvarigt væk fra vandet ind til forplejningen i Alnwick og forbi den anden spurt, som er placeret efter 77,6 km. Kort efter kører man mod sydvest væk fra vandet frem til byen Morpeth, hvorfra man snor sig mod øst, syd og sydøst tilbage til kysten, der rammes i forbindelse med den sidste spurt, som kommer med 28,0 km. Herfra går det via den flade kysvest mod sydøst, inden man drejer mod sydvest for at køre langs en flod ind gennem et tætbefolket område frem mod mål. Her er det stort set helt fladt, indtil det begynder at stige på den sidste km, der synes at stige med ca. 3,5% i gennemsnit. Vejen er relativt lige hele vejen frem til et sidste sving med 600 m igen, hvor bakken for alvor tager fat.

 

Etapen byder på i alt 1300 højdemeter.

 

Det er lidt svært at vurdere, hvor stejl målbakken er, men umiddelbart burde den med en stigningsprocent på i hvert fald ikke under 3,5 nok kunne give anledning til en lidt anderledes spurt. Positionering i svinget med 600 m igen vil være vigtigt, og herefter ligner det opgør mellem sprintere og puncheurs, hvor de stærke sprintere synes at have en fordel. En spurt bør i hvert fald være udkommet, med mindre vinden spiller feltet et pust.

 

Newcastle-Upon-Tyne har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

4. etape

Årets Tour of Britain hører bestemt ikke til de vanskeligste, og derfor skal man slå til, når chancen byder sig, hvis man vil skabe splittelse. Den bedste chance herfor kommer på tirsdagens kongeetape, der denne gang ikke har mål på en stigning, men som byder på næsten 2800 højdemeter og terræn, som går op og ned det meste af dagen. De vanskeligste udfordringer kommer ganske vist langt fra mål, men på en dag, der kan blive svær at kontrollere, og hvor det hele slutter med den velkendte puncheurbakke i Kendal, kan det slet ikke udelukkes, at vi kan se en gentagelse af scenariet fra 2016, hvor Stephen Cummings snød alle favoritterne og med et sent angreb snød dem for den samlede sejr, som blev grundlagt netop i Kendal.

 

I alt skal der tilbagelægges 172,2 km, som fører feltet fra Gateshead til Kendal. Startbyen er en forstad til mandagens målby, hvorfor man kører op ad en bakke ud til den reelle start, hvorfra det falder mod sydøst, inden man kører mod nordvest op ad endnu en bakke frem til den første spurt, som kommer efter 12,9 km. En nedkørsel leder mod nordvest, inden man sætter kursen mod sydvest via endnu en bakke og en nedkørsel. Herefter gælder det kategori 2-stigningen Snods Edge (4,3 km, 3,1%), hvis top passeres efter 37,9 km, hvorefter man forsætter mod sydvest og syd direkte op ad en lang ikke-kategoriseret stigning og den efterfølgende nedkørsel. Herefter gælder det dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Bollihope Common (4,1 km, 7,8%), som har top efter 58,0 km, hvorefter en nedkørsel leder direkte ind på endnu en bakke, der fører mod sydvest.

 

Herefter bliver det endelig lidt lettere med en længere nedkørsel, inden man skal over yderligere to bakker omkring forplejningen, som er placeret efter 81,2 km. Det afslutter den vanskeligste del af etapen, for nu leder en lang nedkørsel mod sydvest og syd ned til den anden spurt, som er placeret efter 105,9 km i bunden af endnu en bakke. Efter den går det videre mod sydvest via et faldende stykke, som afsluttes ved den sidste spurt efter 127,9 km.

 

Et fladt stykke leder nu mod sydøst, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Gawthorp (1,8 km, 9,6%), som har top med 35,2 km igen. En lang nedkørsel leder nu mod sydvest ned til det sydligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod nordvest ind mod Kendal. Det sker via en bakke (1,25 km, 5,45%), som har top med 14 km igen, en nedkørsel, endnu en bakke (1,95 km, 3,6%) med top 5 km fra mål. Herfra falder det let ned mod de sidste 1500 m, hvorefter det flader ud frem mod den sidste bakke op mod mål, hvor det over 600 m stiger med 6%. Efter en lige vej bliver vinalen kringlet med skarpe sving med 1600, 1300, 900 og 600 m igen, inden vejen bugter sig let igen bare 500 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2773 højdemeter.

 

Etapen er betydeligt lettere end i 2016, hvor Stephen Cummings sammen med Julien Vermote kørte væk fra en stærkt decimeret gruppe og herved lagde grunden til sin samlede sejr, men den etape siger alligevel lidt om, at terrænet ikke er let. Man må formode, at Ineos vil gå til stålet og forsøge at skabe en overtalssituation, hvor de kan angribe rivalerne på skift mod slutningen af etapen. Vi kan derfor sagtens se en gentagelse af situationen fra 2016 med et sent angreb, men det kan også ende med, at en gruppe skal afslutte det hele på den relativt stejle målbakke, der dog ikke er sværere, end at Mark Cavendish vandt feltets spurt i 2007, men hvor vi også gang på gang ser pæne huller i feltet.

 

Kendal blev senest besøgt i 2016, hvor Julien Vermote besejrede Stephen Cummings i en tomandsspurt efter et stærkt angreb i finalen. I 2013 slog Gerald Ciolek akkurat en ung Sam Bennett på den hårde bakke op mod mål, mens Aleksandr Serov holdt et felt, hvis spurt blev vundet af Mark Cavendish foran Romain Feillu, bag sig med et soloridt i 2007.

 

 

 

 

5. etape

Efter kongeetapen håber sprinterne atter at komme til fadet, når det onsdag gælder løbets fladeste etape. Arrangørerne giver dog ikke ved dørene, for de har i den absolutte finale fundet en lille bakke med top bare 3,9 km fra stregen. Nok er den ikke specielt stejl, men den vil formentlig sætte de klassiske sprintere ud af spillet. Og hvem ved? Måske kan det endda lykkes en stærk rytter helt at undgå den forventede spurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,1 km, som afvikles med både start og mål i Birkenhead Park, der er en forstad til Liverpool. Herfra begiver man sig ud på en stor 144,0 km lang rundstrækning i fladlandet sydøst for byen. Fra start kører man igennem fladt terræn mod sydvest, inden man sætter kursen mod sydøst og snor sig ned mod Chester. Herfra går det videre ad flade veje mod sydvest og syd ned til det sydligste punkt i byen Holt, hvor man drejer mod nordøst. Efter et langt fladt stykke skal man over kategori 2-stigningen Kelsall Hill (1,6 km, 4,9%), som har top efter 78,0 km, inden en nedkørsel og mere fladt terræn fører mod nord og nordvest op til dagens første spurt, som kommer efter 117,2 km. Derfra går det langs kysten mod nordvest op til nordkysten, hvor man drejer mod nordøst for at køre hen til den anden spurt, som er placeret efter 130,1 km, inden man drejer mod sydøst for at køre ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 132,9 km.

 

Herefter kører man den sidste del af rundstrækningen, der leder mod sydøst og nordøst ind gennem Birkenhead Park, hvor man første gang skal over kategori 3-stigningen Flaybrick Hill (1,4 km, 4,2%), som passeres med 33,9 km igen. Herefter går det ned til stregen, som krydses for første gang efter 144,0 km i forbindelse med den sidste spurt. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 30,1 km lange rundstrækning, dom er stort set helt flad og fører mod nordvest og sydvest langs kysten tilbage til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra går det atter mod sydøst og nordøst ind gennem fladlandet, inden Flaybrick Hill skal passeres for anden og sidste gange. Toppen rundes med 3,9 km igen, hvorefter det falder let ned mod de sidste 2 km, der er stort set helt flade. Finalen er lidt kringlet, da man drejer skarpt med 2,5 km igen, derefter drejer i en rundkørsel 1,8 km fra stregen og til slut igen med 1,6 km til mål, hvorefter vejen bugter sig hele vejen udenom en park, men uden skarpe sving.

 

Etapen byder på i alt 945 højdemeter.

 

Selv efter Tour of Britain-standard er der tale om en meget flad etape, hvor det kun er vinden, der kan skabe udfordringer inden selve finalen. Her er den lille bakke et perfekt afsæt for angreb, men den er næppe svær nok til at kunne gøre de helt store forskelle. Den kan dog bringe de tunge folk så meget i vanskeligheder, at vi måske snarere skal se på lidt mere hårdføre afsluttere, når det hele ventes at ende i en spurt i udkanten af Liverpool.

 

Birkenhead Park har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

6. etape

Efter løbets genopstandelse i 2004 var det i de tidlige år kun i 2005 og i 2007, hvor man startede med en prolog i London, at løbet havde en enkeltstart. I de senere år har man dog gjort tempoevner til en væsentlig del af løbet, og siden 2011 er det kun i 2012 og 2015, at man ikke har haft en tidskørsel på programmet. Sidste år var enkeltstarten for første gang erstattet af et holdløb, men i år bliver det hele mere klassisk, når der igen skal kæmpes mod uret på egen hånd. Det sker på en kun 14,4 km lang rute, der med sit flade terræn giver mulighed for, at specialisterne kan sætte sig igennem og vinde vigtig tid.

 

I alt skal der tilbagelægges 14,4 km, som har både start og mål i Pershore. Herfra kører man af en flad og lige vej mod syd ud af byen, inden man følger en lige vej mod syd. Her vender man rundt for at køre mod nordøst, inden det går mod sydøst ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nord kort før etapens midtpunkt, hvor mellemtiden tages efter 7,2 km, hvorefter man fortsætter gennem to sving frem mod 5 km-mærket. Umiddelbart efter dette drejer man mod vest, hvor en lang, lige vej leder frem til samme vej, som blev benyttet i starten af etapen, og som følges mod nord de sidste 1,1 km ind mod mål.

 

Etapen byder på i alt 99 højdemeter.

 

Nok er der knap 100 højdemeter, men der er tale om en etape, der i alt væsentligt er flad. Med bare seks skarpe sving over de 14,4 km er der heller ikke tale om en voldsomt teknisk rute, og det burde derfor være guf for specialisterne. Det varierede britiske vejr risikerer at kunne spille en rolle, men uanset hvad bliver det en helt afgørende dag i et løb, hvor forskellene mellem de bedste næppe vil være store.

 

Pershore har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

7. etape

Efter enkeltstarten håber klassementsrytterne at få en sidste chance for måske at ændre på stillingen, når det fredag gælder den anden af løbets to hårdere etaper. Ganske vist er det meste af etapen helt flad, men mod slutningen venter flere stigninger, herunder tre ture op ad den lille Burton Dassett, på hvis top der er mål. Dermed bliver der mulighed for en sidste gang at sætte førertrøjen under pres, men spørgsmålet er, om terrænet er svært nok til at undgå en puncheurspurt på toppen.

 

I alt skal der tilbagelægges 188,7 km, som fører feltet fra Warwick til Burton Dassett Country Park. Start og mål ligger tæt på hinanden, og etapen indledes derfor med en sløjfe mod nord rundt i fladlandet øst for storbyen Birmingham. Først går det igennem relativt fladt terræn mod nordvest op til den første spurt, som er placeret efter 19,0 km, inden man fortsætter igennem fladlandet mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt i Atherstone. Her vender man rundt for at kører mod syd og siden øst og sydøst ned til den anden spurt, som kommer efter 80,8 km. Det flade terræn fortsætter, mens man snor sig mod sydøst, inden man drejer mod nordvest for at ramme en lang lige vej, der leder mod sydvest tæt forbi Warwick og ned mod mål.

 

Her bliver terrænet mere kuperet, og finalen indledes, når man slår en sløjfe mod vest for at køre mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Friz Hill (1,7 km, 3,9%), som har top efter 134,6 km. Herfra følger man igen den flade vej mod sydvest, inden man drejer mod øst for at køre forbi den sidste spurt, som er placeret efter 142,0 km frem til bunden af kategori 2-stigningen Sun Rising Hill (700 m, 7%), som har top efter med 39,1 km igen. En nedkørsel leder nu mod nordøst ned til rundstrækningen, der rammes efter 158,1 km, inden man 3,7 km senere for første gang rammer kategori 2-stigningen Burton Dassett (1,6 km, 5%), der leder op til mål, som passeres for første gang efter 163,2 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 13,7 km lange runde, som indledes med de sidste 200 m op til toppen af bakken. Herfra går det mod sydøst via en nedkørsel, inden man fortsætter igennem relativt fladt terræn mod vest og til slut nordvest, hvor en lang lige vej leder frem til et sving, som kommer med 1500 m i bunden af bakken, hvorfra en næsten lige vej kun bugter sig let. Bakken er let i bunden, inden den når sit stejleste stykke med ca. 600 m, hvorefter det flader ud igen over de sidste 200 m.

 

Etapen byder på i alt 1745 højdemeter.

 

Det meste af etapen er flad, men finalen ser ganske interessant ud. Selve Burton Dassett er ikke svær nok til at undgå en puncheurspurt, men den kuperede afslutning kan gøre det muligt med offensiv kørsel måske at snige sig væk. Da det er sidste chance for at gøre forskelle, kan vi i hvert fald forvente os en ganske aggressiv afslutning på etapen..

 

Burton Dassett Country Park har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

8. etape

I de senere år er det lykkedes løbet at få lov at slutte af med et fladt gadeløb i Londons centrum, men ligesom i 2017, hvor man sluttede i Wales, bryder man den tradition i 2019. Det betyder dog ikke, at etapen ændrer sin karakter, for mens man for to år siden havde god gavn af de walisiske bakker, er finalen denne gang henlagt til Manchester. Her terrænet fladt, og det lægger op til, at løbets om i langt de fleste tuidligere udgaver skal afsluttes med et brag af en massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 166,0 km, som fører feltet fra Altrincham til Manchester. Startbyen er en sydlig forstad til storbyen, og etapen består af en sløje ud i bakkerne øst og nord for byen. Fra start kører man igennem fladt terræn mod øst og nordøst frem til den første spurt, som kommer efter 23,5 km, inden man drejer mod nord for at passere end første bakke og derefter kategori 2-stigningen Werneth Low (1,2 km, 7,8%), som har top efter 39,2 km. Herfra leder småkuperet terræn mod nord frem til den anden spurt, som er placeret efter 53,2 km, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Grains Bar (2,4 km, 5,5%), som har top efter 64,6 km. Derfra går det videre mod nordvest via to nedkørsler og en bakke, inden man når frem til det nordligste punkt, hvor man kører mod syd og siden vest op ad kategori 1-stigningen Ramsbottom Rake (1,2 km, 12%), som har top efter 94,2 km.

 

Herfra er de sidste 71,8 km meget nemmere. Terrænet er kun småkuperet, mens man snor sig mod sydvest ned forbi den sidste spurt, som er placeret efter 123,1 km for bunden af en lille nedkørsel. Herefter er terrænet næsten konstant enten fladt eller let faldende, mens man kører mod syd og til slut følger en lang, lige vej mod sydøst ind mod centrum af Manchester. Her er de sidste 3 km lette, idet sidste kilometer dog stiger ganske let. Finalen er til gengæld meget kringlet med skarpe sving med 1600, 2200, 1900, 1400, 1300, 1100 og 500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1872 højdemeter.

 

Første del af etapen er egentlig ikke let, og særligt Ramsbottom Rake er så modbydelig, at det kunne være herligt, hvis Ineos eller andre har lyst til at teste rivalerne lidt. De sidste 70 km er dog så lette, at det må formodes, at sprinterne vil have det sidste ord på en dag, hvor de dog skal holde tungen lige i munden i en kompliceret afslutning, der handler mere om positionering end topfart.

 

Manchester er kun blevet besøgt en enkelt gang siden løbets tilbagevenden i 2004, og det var endda på den allerførste dag overhovedet. Her vandt Stefano Zanini en massespurt i byen. Derudover fandt Commonwealth Games sted i byen i 2002, hvor Stuart O’Grady, Cadel Evans og Baden Cooke udgjorde et helt australsk podium i linjeløbet, mens Evans knuste al modstand på en enkeltstart, hvor australierne med ham, Michael Rogers og Nathan O’Neill også ryddede podiet.

 

 

 

 

Favoritterne

Tour of Britain har i mange år været et modbydeligt løb at skulle spå om. Det rå britiske terræn, det dårlige vejr og de smalle veje har historisk altid gjort det til et løb, der er meget svært at kontrollere. Det har arrangørerne bestemt ikke gjort lettere ved at have hold på bare seks mand, og vi har derfor set et bemærkelsesværdigt stort antal udbrudssejre i et ellers ret fladt løb. Særligt Matthias Brändle, Julien Vermote og Ian Stannard, som ellers er kendt som alt andet end vindertyper, synes at have haft en særlig smag for at få noget ud af løbet.

 

Disse udbrud har også fået indflydelse på klassementet. Eksempelvis var det en mindre sensation, at Dylan van Baarle i 2014 med et udbrud fik skovlen under både Sky og Quick-Step, der havde hhv. en ekstremt formstærk Bradley Wiggins og Michal Kwiatkowski, som begge blev verdensmestre bare et par uger efter løbets afslutning. Lige så sensationel var Stephen Cummings sejr i 2016, hvor briten udnyttede en stærkt kuperet etape - som i øvrigt har samme finale som årets kongeetape - til at køre væk sammen med Vermote og dermed snyde løbets to store favoritter, Rohan Dennis og Tom Dumoulin, som ellers slog ham på enkeltstarten, for den samlede sejr.

 

Næsten hvert år holder mindst ét udbrud hjem, men det er dog ikke altid, at det har indflydelse på klassementet. Således har Wiggins, Edvald Boasson Hagen, Lars Boom og Julian Alaphilippe alle taget mere klassiske og forudsigelige sejre i de øvrige af de seneste seks udgaver, og det er derfor ikke kun anarki, som hersker på de britiske veje. Med to overraskelser i de seneste seks løb er det dog et løb, hvor man bestemt ikke skal regne med, at det altid er en af de store favoritter, som løber med sejren.

 

Årets rute lægger op til mere ukontrollerbart cykelløb. Som sagt må løbet betegnes som et af de lettere, og det betyder, at der skal køres offensivt og tages initiativ, hvis ikke det bare skal være bonussekunder, enkeltstarten og de småhuller, der kan opstå i puncheurfinalerne på 4. og 7. etape, der skal afgøre løbet. Nok har man ikke gentaget den gigantiske fuser fra 2017, hvor løbet var så let, at kun en regnvåd finale på sidste etape forhindrede, at det endte med syv massespurter ud af syv mulige, men løbet er i fraværet af en finale på en hårdere stigning den måske næstletteste siden Michal Albasinis sejr i 2010, hvor feltet stadig var af en helt anden og langt, langt svagere kaliber.

 

Det er særligt Ineos, der må forventes at gå til stålet. Hvis ikke Gianni Moscon er sig selv igen, har holdet ikke en rytter, der kan ventes at vinde løbet alene på enkeltstarten, og da Ben Swift skal have det knaldhårdt for at vinde en spurt, må man formode, at hjemmebaneholdet vil angribe i øst, vest, nord og syd. Det er i hvert fald ubetinget dem, der har den største interesse i at skabe en situation, hvor de kan lave ”en Cummings” og snige sig væk i en ukontrollerbar finale, hvor de fleste kaptajner er isolerede.

 

Spørgsmålet er bare, om terrænet er hårdt nok. Skal det lykkes at udnytte taktik til at snige sig væk, er det naturligvis på 4. og 7. etape, at det skal ske. Særlig må det være tirsdagens kongeetape, der kan benyttes, for det var som sagt netop i Kendal, at Cummings lavede sit nummer for tre år siden. Denne gang er etapen dog langt lettere, da man ikke skal over stigningen med det herlige navne The Struggle, som sidste gang isolerede alle de store navne. Denne gang er der en vis sandsynlighed for, at hurtige og klatrestærke folk som Matteo Trentin, Mike Teunissen, Amund Grøndahl Jansen, Mathieu van der Poel og Jasper de Buyst vil have folk til at hjælpe med at kontrollere løbet. Man kan også forsøge sig med angreb på rundstrækningen på 7. etape, men om stigningen her er svær nok, må man i den grad betvivle.

 

På de øvrige etaper bør det ende i spurter. 1. og 8. etape burde kunne klares også af Dylan Groenewegen, og hollænderen vil sågar også have en chance trods bakken på 5. etape, hvor finalen nok trods alt er for let til, at en af klassementsrytterne kan køre væk. Stigningen på 2. etape må ventes at komme for tidligt til at kunne undgå en reduceret massespurt, og 3. etape burde ende i en puncheurspurt på den lille bakke i Newcastle. Som sagt er udbrudssejre reglen snarere end undtagelsen i England, og derfor skal man altid vente sig en overraskelse, men særligt i de senere år, hvor feltet har haft mere dybde, har terrænet skullet være svært for, at man har kunnet snyde favoritterne.

 

Det britiske vejr er altid den vigtigste dark horse. Denne optakt skrives grundet Vueltaen tidligt, og derfor skal vejrmeldingerne tages med et vist forbehold, men det ser ud til, at vejret kan blive en betydelig faktor. Det er således i skrivende stund kun lørdagens åbningsetape, der ikke kan blive ramt af byger, men den vil til gengæld være blæsende. Søndag vil være mere stille, men derefter tager vinden bare til fra dag til dag frem mod tirsdagens kongeetape og onsdagens etape, der begge ser ud til at kunne finde sted i en helt lille efterårsstorm, inden det muligvis bliver en anelse bedre mod slutningen af løbet. Med andre ord er der en overhængende fare for, at sidevind kan blive en vigtig del af løbet.

 

Som udgangspunkt ser det altså ud til, at løbet skal afgøres af bonussekunder i finalerne og de indlagte spurter, enkeltstarten samt de små huller i puncheurspurterne på de to sværeste etaper. Man skal dog køre ganske godt opad for at overleve ikke mindst de mange højdemeter på kongeetapen, hvor Ineos kan ventes at gøre det hårdt. Derudover skal man kunne holde sig til i sidevinden. Og endelig skal man ikke udelukke, at en ikke nødvendigvis alt for tempostærk rytter kan snige sig væk i en ukontrollerbar finale i stil med det, Cummings gjorde, og som vi så det, da Pavel Sivakov vandt Tour of the Alps og Jasper Stuyven Deutschland Tour. Som udgangspunkt skal man dog køre stærkt på 6. etape, der alt andet lige er den største chance for at gøre forskelle mellem de ryttere, der klatrer godt nok og klarer sidevinden fint nok til at sidde med alle de syv øvrige dage.

 

Løbet har sådan set ganske mange tempospecialister i et felt, der nok ikke er helt så stærkt, som det plejer, men man må formode, at Edoardo Affini, Jos van Emden, Alex Dowsett, Matthias Brändle Harry Tanfield og Sebastian Langeveld alle kommer til kort på kongeetapen. Også Chad Haga kan få det svært, og da løbets eneste virkelige specialist blandt klassementsrytterne er Gianni Moscon, hvis form er et meget åbent spørgsmål, er vi efterladt med et ret åbent løb, hvor man kan komme langt med en god dag på torsdagens enkeltstart, også selvom man ikke nødvendigvis har tidskørsel som speciale.

 

Umiddelbart er der fire navne, der skiller sig ud, nemlig Mathieu van der Poel, Matteo Trentin, Mike Teunissen og Gianni Moscon. Efter at have skiftet mening 117 gange er vi kommet til den konklusion, at vi vil pege på Matteo Trentin, som vores favorit. Egentlig er han slet ikke tempospecialist, men i de senere år har han i den grad fået smag på enkeltstarterne. Det hele startede med den sensationelle 5. plads på Tour-enkeltstarten i Düsseldorf, og i år kørte han sig til en fremragende 10. plads på enkeltstarten i Tour de Suisse. Begge etaper mindede både, hvad terræn og distance angår, om 6. etape i dette løb, og når det ikke er blevet til flere resultater, skyldes det formentlig, at Trentin kun sjældent kører fuld gas. Det bør han gøre her, og i et felt uden mange specialister, bør han blandt klassementsrytterne være blandt de stærkeste i Pershore.

 

Dertil kommer, at resten af løbet passer ham. Trentin har kørt som en motorcykel gennem hele året, kulminerende med det flotte Amstel Gold Race og den fabelagtige klatring i Touren. Senest viste han fin form i Bretagne, hvor han trods en ekstremt dårligt timet punktering på en grusvej fik kæmpet sig tilbage til fronten. Terrænet her bør således ikke være for hårdt, og de mange stigende spurter burde passe ham glimrende. Måske er kongeetapens finale en anelse stejl, men resten af afslutningerne er af en karakter, hvor han kan drømme om top 3, også i massespurterne, hvor sprinterfeltet i år ikke er så stærkt. Mitchelton kommer også med et stærkt hold med en formstærk Jack Bauer samt solide Luke Durbridge og Cameron Meyer, der alle klarer sig fint i kuperet terræn, og selvom truppen ikke er løbets stærkeste, giver det Trentin en sjælden chance for at vinde et etapeløb.

 

Egentlig havde vi bestemt os for at gøre Mathieu van der Poel til favorit. Det hollandske fænomen kan nemlig vinde samtlige syv linjeløbsetaper, der alle passer ham næsten perfekt. Måske er Dylan Groenewegen svær at slå i massespurterne, men selv her vil han i kraft af de ofte ret kringlede finaler have chancer. Uanset hvad kan han få et hav af bonussekunder over de syv dage, og dermed er der først og fremmest to udfordringer: holdet og enkeltstarten.

 

Den største trussel er enkeltstarten. Van der Poel kan meget, men han er ikke tempospecialist. På den anden side har han faktisk nærmest aldrig kørt en længere enkeltstart, og det er kun på prologer, som han naturligvis sagtens kan vinde, at han har begået sig. Sidst han kørte en enkeltstart over en længere distance, var faktisk ved Belgium Tour helt tilbage i 2014, hvor han blot var 19 år, og hvor han blev sat godt og grundigt på plads. Nu er han åbenlyst af en anden kaliber, men han må formodes stadig at tabe tid til specialisterne. Spørgsmålet er, om han kan indhente det tabte på bonussekunder og med angreb på bakker, der ikke er alt for svære. Dertil kommer et hold, der får det svært, når Ineos åbner for gassen og angriber på skift, men heldigvis ved vi fra klassikerne, at Van der Poel ikke behøver et hold for at slå verdens bedste. Chancerne for sejr bestemmes formentlig først og fremmest af enkeltstarten. På Corendon kunne en formstærk Lasse Norman gøre det godt, men han må regnes som hjælper og får det nok trods alt for svært på kongeetapen. Her kan Philipp Walsleben og Jimmy Janssens være med, men de taber for meget på enkeltstarten.

 

Mike Teunissen er en af de mange ryttere, der er blomstret op efter at være skiftet til Jumbo, og hans succes synes ikke at stoppe. I år har han allerede vundet to mindre etapeløb, nemlig 4 Dage ved Dunkerque og Ster ZLM Tour, hvor han netop vandt i kraft af sit punch på bakker og sin evne til at opsamle bonussekunder med sin hurtighed. Til gengæld er han ikke aldrig blevet den temporytter, han var som U23-rytter, men det forhindrede ham dog ikke i at køre sig til en pæn 11. plads på enkeltstarten i BinckBank Tour, hvor feltet var stærkt. Her er distancen dobbelt så lang, hvilket er en klar ulempe for Teunissen, der hidtil har specialiseret sig i prologer, men blandt klassementsrytterne bør han være en af de bedste. Derudover viste han i BinckBank Tour, at han er i storform og blevet langt mere holdbar end tidligere. Terrænet her kan stadig være for svært, men med de gode ben har han en fin chance. Naturligvis skal han på de lette dage køre lead-out for Groenewegen, men på de hårde dage og i puncheurfinalerne vil han være en af favoritterne med den hurtighed, han ikke mindst viste i Touren.

 

Løbets helt store joker er Gianni Moscon. Hvad der er sket med sportens måske mest alsidige talent, er der ingen, der ved, men sandt er det i hvert fald, at det italienske vidunderbarn har haft et sandt rædselsår, hvor intet har fungeret. Nu har han trukket stikket efter Touren, og håbet er, at det kan bringe ham tilbage på sporet. Historikken kunne tale for ham. Sidste år havde han også en skidt Tour og et ikke specielt lovende forår, men han kom til gengæld flyvende ud i september, hvor han kørte som en sand motorcykel, vandt et par løb i Italien, blev nr. 5 til VM og vandt Tour of Guangxi samlet. Om den historie gentager sig, kan vi ikke vide, og det er klart, at Moscon anno 2019 ikke kommer nogen vegne på en rute, der heller ikke passer ham helt ideelt. Er han i form, er Moscon imidlertid blandt klassementsrytterne den førende temporytter - han er trods alt blevet nr. 6 til VM - og selvom han ikke kan begå sig i de flade finaler, er han en fremragende puncheur til afslutningerne på 4. og 7. etape. Kombinerer man det med en god enkeltstart, er Moscon et glimrende vinderbud - hvis han altså er i form!

 

Lotto har et stærkt kort i Jasper de Buyst. Belgieren er kommet flyvende ud fra Touren, hvilket han viste i et Danmakr Rundt, hvor han endte som nr. 5 samlet og vandt puncheurspurten på Asnæs Indelukke. Netop den puncheurspurt viser, at han burde kunne lide mange af finalerne i dette løb, der på papiret passer ham glimrende. Han bør i hvert fald kunne gå efter bonussekunder på alle 7 linjeløbsetaper, selvom der er en risiko for, at terrænet på tirsdag kan blive for hårdt. Han kører også en hæderlig enkeltstart i forhold til de andre klassementsryttere, men en 12. plads i Danmark Rundt var trods alt ikke prangende. Han bør dog placere sig fornuftigt, og så handler det om at køre nogle gode spurter og derved sikre sig en masse bonus. Lotto har også Tiesj Benoot, der dog nok vil finde ruten lidt for let og får svært ved at tage megen bonus på andre end 4. og 7. etape, og som også kører en enkeltstart på niveau med De Buyst, som vi så i Danmark. Endelig har holdet den stadig mere lovende viceverdensmester på U23-enkeltstarten Brent van Moer¸ der kørte i top 10 i Danmark, og som har enkeltstarten som våben, men som nok trods alt vil finde terrænet en anelse for hårdt.

 

Ag2r kommer med Tony Gallopin, der har vist fin form i først Poitou-Charentes, hvor han blev nr. 2 samlet, og siden i Bretagne, hvor han var meget aktiv med mange angreb i finalen. Særligt den fine enkeltstart i Poitou-Charentes, hvor han blev nr. 2 bag Laporte, var lovende, men på den anden side var feltet i det løb alt andet end skræmmende. I det hele taget er Gallopin meget svingende som temporytter, men over korte distancer plejer han at gøre det hæderligt. Han bør i hvert fald være en af de bedre klassementsryttere, og så skal han forsøge at spæde lidt til ved at samle bonussekunder i de to hårde finaler undervejs. Han har et relativt klatrestærkt hold til at forsvare en eventuel trøje.

 

Ineos’ stærke hold tæller også Dylan van Baarle, der som sagt tog en choksejr som Cannodale-rytter i 2014. I år har han gjort gigantiske fremskridt som klatrer, og terrænet her burde i hvert fald ikke være for svært. Til gengæld har han kun kørt én god enkeltstart i de senere år, nemlig da han sidste år overraskende blev hollandsk mester, og i år har det også haltet. Samtidig virkede han temmelig træt i et skuffende BinckBank Tour. Man kan håbe, at han med lidt pause har genvundet friskheden, men det bliver et svært løb at vinde alligevel. Hurtig er han ikke, så han skal først og fremmest køre en af sine bedre enkeltstarter og derefter måske køre offensivt i finalerne og gentage nummeret fra 2014.

 

Vi vil ikke blive overraskede, hvis Eddie Dunbar viser sig som den bedste på bakkerne. Den lille irer har gang på gang bekræftet sit enorme potentiale, senest i et San Sebastian, hvor han var blandt de stærkeste. Siden dengang har han slet ikke kørt løb, men han skulle være i glimrende form. Desværre er han ikke nogen stor temporytter, og hans sølvmedalje ved de irske mesterskaber siger ikke meget. Man kan derfor frygte, at løbet her er for let til, at han kan få gavn af sine klatreben. Omvendt må han være manden, der har størst chance for at blæse fra alt og alle på en bakke i finalen. Derudover har Ineos Pavel Sivakov, der netop har vundet i Polen og som hjælper i Tyskland bekræftede formen, men selvom han ikke er en ringe temporytter, viste Giroen, at han formentlig vil tabe for meget tid i Pershore, og da han ikke er den hurtigste, skal han snige sig væk for at vinde. Holdets hurtigste er formstærke Ben Swift, men vi så i Tyskland, at det slet ikke er sikkert, at han får mange bonussekunder, og da hans enkeltstart er ring, får han svært ved at vinde.

 

Havde dette været efteråret 2018, havde vi haft Nils Politt langt oppe. Her imponerede den store tysker nemlig på bakkerne i Deutschland Tour, og de minder meget om bakkerne her. Det gjorde han desværre ikke i år, hvor han på hjemmebanen skuffede, og derfor tror vi, at han vil miste for meget tid, hvis Ineos virkelig åbner for gassen. Hvis han på den anden side har fundet formen, er terrænet ikke for svært, og med sin gode spurt kan han samle bonussekunder. Lægger man dertil, at han blev nr. 2 på enkeltstarten i Paris-Nice, bliver han interessant, også selvom han er bedst på lange enkeltstarter. Alt sammen kræver det dog bedre form. Terrænet bør være for svært for Katushas to britiske tempospecialister Alex Dowsett og Harry Tanfield.

 

Er det løbet, hvor Stephen Cummings rejser sig igen? Efter et par år i total anonymitet. Rejste briten sig i Arctic Race, hvor han endte som nr. 10 og kørte flot på stigningerne. Har han samme form her, burde terrænet være overkommeligt for den store brite, men han har ikke samme klasse, som da han vandt for tre år siden. Punch har han heller ikke, så han skal primært vinde løbet på enkeltstarten eller ved at snige sig væk. Spørgsmålet er, om enkeltstarten stadig er god nok. I gamle dage elskede han korte flade enkeltstarter, men det har knebet de senere år. En 13. plads i Algarve og ikke mindst en 14. plads i det stærkt besatte Tirreno viser dog, at man på en god dag stadig ikke skal afskrive den engelske veteran.

 

Movistar kommer med et ret stjernebesat mandskab, men dette er ikke just et løb for dem. Terrænet er for let og enkeltstarten for vigtig til, at Richard Carapaz og Mikel Landa kan spille en rolle, og deres eneste chance er at snige sig væk i en ukontrollerbar finale. Det skal i givet fald nok være Carapaz, da Landa efter en lang pause næppe er i form. Holdets bedste kandidat er Andrey Amador. Ganske vist er hans force lange enkeltstarter, men som ung blev han faktisk nr. 3 på den korte, flade Tirreno-enkeltstart. Det gentager sig nok ikke, men i et felt, hvor de færreste klatrestærke folk kan køre enkeltstart, er han i spil. Det kræver dog, at han er i form efter en lang pause, og det er nok tvivlsomt. Man kan heller ikke helt afskrive Eduardo Sepulveda, der i år har vist tegn på en lille genfødsel. Desvære ligger hans sidste gode enkeltstart mange år tilbage.

 

Løbets helt store joker må være Chad Haga. Amerikaneren viste med sejren på enkeltstarten i Giroen, at han nu skal regnes som en af verdens førende specialister, men til gengæld er han samtidig blevet meget tung. Som ung blev han dog nr. 10 i Tour of California, og klatrebenene er der således et sted. Kan han genfinde dem - hvilket kan være svært efter en lang pause - og bliver løbet ikke alt for hårdt, er han en trussel. Sunwebs officielle kaptajn er dog Chris Hamilton, men han er for temposvag til at spille en rolle, specielt fordi den gode Polen-form var helt væk i Tyskland.

 

Udover Teunissen har Jumbo flere kort. Et af dem er Amund Grøndahl Jansen, der virkelig har fået sit gennembrud siden juni, hvor han vandt kongeetapen i ZLM Tour og blev norsk mester. Efter Touren har han været fabelagtig med en 5. plads i London, sublim kørsel i Danmark, hvor et styrt på enkeltstarten reducerede ham til hjælper og senest en imponerende 5. plads i et historisk hårdt Bretagne Classic. Formen sidder lige i skabet, og terrænet passer ham, men da han ikke er den allerbedste temporytter, risikerer han at skulle køre finale for hhv. Groenewegen og den mere tempostærke Teunissen, der også i Dunkerque og ZLM Tour endte som holdets kaptajn på bekostning af Jansen. Det stærke hollandske hold har også Koen Boewman, der som en klatrestærk og hurtig temporytter burde stå stærkt på denne rute, men som ikke viste storform i hverken Danmark eller Bretagne, samt Pascal Eenkhoorn, der imponerede i Bretagne, men nok ender som hjælper. Ruten er for hård for Jos van Emden, der kan vinde enkeltstarten, men ligesom i BinckBank Tour ikke køre klassement

 

EF har Simon Clarke, der fortsætter med at imponere i år, senest i BinckBank Tour og ikke mindst Bretagne, hvor et ærgerligt styrt bremsede en aggressive australier. Desværre er han alt andet end tempospecialist, men han har i år forbedret sig kraftigt, som han viste i BinckBank Tour. Det rækker nok ikke til sejr, men til gengæld vil han elske finalerne på de to hårde etaper. Holdets bedste temporytter er Sebastian Langeveld, men han er for tung til bakkerne. Tanel Kangert er en habil temporytter, men ikke på en kort, flad rute, og han er heller ikke i topform. Klatreren Jhonatan Caicedo er for temposvag til at spille en rolle.

 

Israel Cycling Academy kommer med den meget formstærke Ben Hermans, der har vundet samlet i både Østrig og Utah. Desværre er denne rute slet ikke noget for ham. Nok har han punch, men han synes efterhånden at være mere klatrer end puncheur, og han har ikke kørt gode enkeltstarter efter skiftet væk fra BMC. Han er så god en rytter, at han måske kan snige sig væk i en finale, men det er også kravet, hvis han skal vinde. Holdets tempospecialist Matthias Brändle er for klatresvag til at spille en rolle.

 

Mitchelton har ud over Trentin flere gode kandidater. Det gælder vel først og fremmest Jack Bauer, som virkede i hopla i Bretagne, men som måske vil finde stigningerne her en anelse for stramme. Han har også til gode at vise, at han igen kan køre en enkeltstart, som han flere gange gjorde i 2017 og 2018. Man kan bestemt heller ikke udelukke, at Luke Durbridge kan være med. Ganske vist har han ikke kørt specielt mange gode enkeltstarter de seneste år, men de kommer stadig af og til som i sidste års BinckBank Tour. Han klatrer også hæderligt, men spørgsmålet er, om ikke han er rusten efter to grand tours og en pause. Cameron Meyer er mere klatrestærk, men han har aldrig fundet tempobenene efter karrierestoppet. Og terrænet bør være for hårdt fro Edoardo Affini, der til gengæld meget vel kan vinde enkeltstarten.

 

Wanty kommer med et hæderligt hold med to gode kandidater i Loic Vliegen og Xandro Meurisse, der før har gjort det godt i løbet. Meurisse er dog så ringe på enkeltstarten, at årets rute gør det svært for ham. Her er Vliegen bedre, selvom heller ikke han er specialist, og han viste efter et skuffende løb i Norge i søndags i Bretagne, at den gode form fra Vallonien er tilbage. Det bliver svært at vinde, men top 10 burde være mulig for belgieren, der - i øvrigt ligesom Meurisse - er ganske hurtig.

 

Riwal kommer med Alexander Kamp, der trods uheld egentlig viste fornem form i Danmark Rundt. Her viste han også markant forbedrede tempoevner, men det er alligevel svært at se ham vinde på en rute, hvor enkeltstarten er så vigtig. Til gengæld burde han kunne lide puncheurfinalerne på særligt de to hårde etaper, hvor han kan hente bonussekunder. Og med aggressiv kørsel kan meget som sagt ske i det britiske løb. Holdet har også en formstærk Sindre Lunke, der imponerede i Norge, og den solide Lucas Eriksson, men alle mangler de enkeltstarten til at blive farlige for alvor. Lidt i samme boldgade finder vi Sport Vlaanderen, der har et par glimrende i puncheurs i Benjamin Declercq, Dries van Gestel og Thomas Sprengers, men enkeltstarten sender dem alle ud af kampen om topplaceringerne.

 

Kontinentalholdene får det i kraft af enkeltstarten, der som regel domineres af store hold, svært. Således er der ingen, der umiddelbart har de nødvendige tempoevner. Mest interessant er nok den tidligere Lotto-rytter James Shaw, der har kørt flot i år, samt den spændende Matthew Holmes, der imponerede i Yorkshire og blev nr. 4 ved OL-løbet i London. Erfarne Mark Christian, James Fouche og den spændende klatrer Mark Donovan kunne også komme i spil, men de har ikke vist meget på det seneste. Andre navne kunne være Edward Laverack og Samuel Jenner, mens terrænet nok trods alt er for svært for sprintertalentet Gabriel Cullaigh, selvom han imponerede i Yorkshires bakker. På landsholdet har vi Arkeas Connor Swift, men han vil finde enkeltstarten og formentlig også terrænet for vanskeligt.

 

OPDATERING: Visumproblemer holder Richard Carapaz ude af løbet.

 

***** Matteo Trentin

**** Mathieu van der Poel, Mike Teunissen

*** Gianni Moscon, Jasper de Buyst, Tony Gallopin, Dylan van Baarle, Eddie Dunbar

** Nils Politt, Stephen Cummings, Andrey Amador, Chad Haga, Pavel Sivakov, Amund Grøndahl Jansen, Simon Clarke, Tiesj Benoot, Ben Hermans, Jack Bauer, Alexander Kamp, Luke Durbridge, Loic Vliegen, Ben Swift, Brent van Moer, Koen Bouwman

* Edoardo Affini, Tanel Kangert, Cameron Meyer, Chris Hamilton, Xandro Meurisse, Eduardo Sepulveda, Mikel Landa, Sindre Lunke, Pascal Eenkhorn, Lucas Eriksson, Matthew Holmes, James Shaw, Mark Donovan, James Fouche, Mark Christian, Alex Dowsett, Jos van Emden, Lasse Norman, Sebastian Langeveld, Mads Würtz Schmidt

 

Danskerne

Lasse Norman Hansen kommer på arbejde for Mathieu van der Poel på Corendon, og det samme gør Rasmus Byriel Iversen på et Lotto-hold, der formentlig skal køre offensivt med Tiesj Benoot, spare Brent van Moer til enkeltstarten og spurten med Jasper de Buyst. Riwal er til start med Alexander Kamp, der grundet enkeltstarten kan få det svært i klassementet, men som burde kunne lide flere af finalerne, samt med Andreas Stokbro, der må få sin chance i spurterne. Torkil Veyhe og Emil Vinjebo er formentlig primært med som hjælpere, nu hvor Vinjebo ikke har vist sin bedste form på det seneste. Endelig har Katusha i sidste øjeblik udtaget Mads Würtz Schmidt, som med sin efterhånden igen gode enkeltstart egentlig burde kunne køre et fint løb, men da han kom til kort på småbakkerne i Danmark, vil han nok også gøre det her.

 

Etapevinderbud

Tiden tillader ikke daglige etapeoptakter, men vi vil hver dag give et kort bud på favoritterne.

 

1. etape

Ugen bliver våd og ekstremt blæsende, men starten bliver solrig, temperaturer på 16 grader og bare en helt svag vind, der i løbet af etapen vil skifte fra en nordlig til en sydvestlig retning. Det er samtidig en af de letteste etaper, hvor sprinterne skal gå efter det, og det ligner således en massespurt. Den lille bakke til sidst kan ikke skræmme mange, og udfordringen er nok snarere at skabe samling. Jumbo er nemlig det eneste rigtige sprinterhold, og de kan meget vel være lidt alene i deres jagt. Det er dog også et løb, hvor klassementet bliver tæt, og derfor kan de store hold ikke bare smide det hele væk ved at lade et udbrud køre hjem. Ineos og Corenon bør give en hånd med, og Dimension Data hjælper næsten altid, når Cavendish er til start.

 

Derfor ligner det en massespurt i en helt flad afslutning, der er teknisk helt uden udfordringer. Dylan Groenewegen er feltets i særklasse hurtigste, og han har endda det i særklasse bedste tog. Derfor bør der reelt ikke være tvivl om, at hollænderen vinder, også selvom han nok er lidt rusten efter et par ugers løbspause. I et felt uden topsprintere bør han ikke kunne trues.

 

Det må være Cees Bol, der er hans værste rival. Hollænderen har ikke spurtet meget i år, men han har alligevel taget hele tre sejre i Californien, Norge og Belgien. Det har knebet med positioneringen, men i denne finale og dette felt får han efter flot kørsel i Tyskland chance for at vise farten.

 

Mathieu van der Poel er altid farlig, for hollænderen har vist, at han kan vinde massespurter. I Norge så vi imidlertid også, at han altså kom klart til kort mod Bryan Coquard. Derfor virker det ikke realistisk, at han kan slå Groenewegen på en let dag, men med ham ved man aldrig.

 

Davide Cimolai kørte et par gode spurter i Poitou-Charentes, hvor han dog ikke kunne få skovlen under Christophe Laporte. I år har han generelt rejst sig igen, og i dette felt bør han med støtte fra Tom van Asbroeck, der må være plan B, være blandt de hurtigste. Sacha Modolo har ikke vist meget i år, men i Polen var han dog hæderlig, og i dette felt bør han kunne gøre sig gældende. Matteo Trentin og Jasper de Buyst er i form, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde efter en let dag. Og så bliver det spændende at se den unge Gabriel Cullaigh teste sig på dette niveau efter flot kørsel sidste år.

 

Christophe Noppe har gjort store fremskridt i år og viste i sidste weekend, at han er ved at være i form. Det samme er Boris Vallee, der har kørt nogle fine spurter, når han endelig har fået chancen. Jens Debusschere bør trods sin ringe form kunne vise sig frem i dette felt, mens etapen nok er for let for Ben Swift og Carlos Barbero. Mark Cavendish vil helt sikkert prøve, men trods et stærkt hold, er det meget svært at tro på et stort resultat. Set med danske øjne kan man håbe på en god spurt fra Andreas Stokbro, og så skal det blive interessant at se det britiske landshold, der har en hel stribe unge hurtige folk, hvor det bør være Matthew Walls, der får chancen. Cayon vil sikkert prøve med Roy Towsend, Andy Tennant eller Ryan Christensen, men det virker til at være skudt lidtover målet.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Cees Bol, Mathieu van der Poel

Outsidere: Davide Cimolai, Sacha Modolo, Matteo Trentin, Jasper de Buyst, Gabriel Cullaigh

Jokers: Christophe Noppe, Boris Vallee, Jens Debusschere, Mark Cavendish, Ben Swift, Carlos Barbero, Matthew Walls

 

2. etape

Efter dagens meget lette etape bliver det nu en anelse vanskeligere. Dingleton-stigningen er slet ikke let, og da de kørte samme finale for to år siden, var det kun knap 70 mand, der kom med hjem. Den kostede blandt andet livet for Mark Cavendish, men ikke for folk som Caleb Ewan, Elia Viviani, Alexander Kristoff og Fernando Gaviria, og da også den tunge Brenton Jones sad med hjem, skal vi ikke forvente den største udskilning. Vi kan dog også være temmelig sikre på, at Ineos og Mitchelton vil lægge pres på - ikke mindst Ineos, der skal opsøge mulighederne på hjemmebane - og de vil utvivlsomt gøre, hvad de kan for at få skovlen under Dylan Groenewegen.

 

Vejret hjælper dem ikke. Inden resterne af orkanen Dorian kommer til at gøre sidste del af løbet til et blæsende mareridt, venter der en solrig søndag med 18 grader og kun en let vind fra sydvest. Det giver modvind på Dingleton og medvind på turen hjem mod Kelso, og det vil øge Groenewegens chancer. Et udbrud bør til gengæld ikke have mange muligheder, for selvom Jumbo i dag var alene om at føre, vil vi tro, at Ineos og Mitchelton af hensyn til klassementet vil træde til, hvis hollænderne skulle få problemer.

 

Vi vælger at tro på Dylan Groenewegen, men det er ikke sikkert, at han klarer den. Hans form efter pausen er et åbent spørgsmål, og han er næppe på toppen. Der er altså ingen garantier, men en formstærk Groenewegen vil med modvinden klare den. Gør han det, bør han også vinde, da han ikke blot er hurtigst, men også har det bedste tog, hvilket er helt afgørende i denne tekniske finale.

 

Alternativt vil vi pege på Davide Cimolai, der viste god form i Poitou-Charentes. Han bør klare bakken og er løbets næst- eller tredjehurtigste, ligesom han er god i positionskampen, hvor han har god hjælp fra Tom van Asbroeck. Matteo Trentin fik i dag tydeligt at se, at han mangler noget fart, men Mitchelton imponerede, og kommer Alex Edmondson med over bakken, vil det være en teknisk spurt som denne, han trods den manglende fart kan vinde.

 

Cees Bol er formentlig Groenewegens værste rival på topfart, men vi så i dag, at han stadig har problemer i positionskampen. Han er heller ikke sikker på at klare bakken, men det bør han med den fine holdbarhed fra Tyskland gøre. Derefter skal han holde sig fremme i spurten. Vi vil også pege på Mike Teunissen, der kan slå de fleste i dette felt, ikke mindst i en teknisk finale med et godt lead-out, men det kræver, at Groenewegen ryger af. I det scenarium kan man heller ikke helt udelukke, at Jumbo kører for formstærke Amund Grøndahl Jansen, som de gjorde i London.

 

Mathieu van der Poel viste igen i dag, at han mangler lidt fart, og han er lidt overraskende heller ikke alt for god i positionskampen, men han har i kraft af sin teknik fordel af de mange sene sving og står stærkt, hvis etapen har været hård. I det tilfælde kan Jasper de Buyst også komme i spil, selvom han er begrænset i positionskampen. Ben Swift mangler hurtighed, men har et stærkt hold, der kan hjælpe, og han vil have en lille chance, hvis det har været hårdt. Boris Vallee fortsætter med at imponere i år, men kan ikke være sikker på at klare bakken, og det kan Christophe Noppe heller ikke, selvom han er en af de hurtigste. Sacha Modolo har glæde af den tekniske finale, hvis han klarer bakken, og endelig skal det blive interessant at følge de unge folk, særligt den holdbare Gabriel Cullaigh, men også Matthew Walls, Trond Trondsen og Matthew Bostock. Til gengæld er det svært at tro meget på Jens Debusschere, Andreas Stokbro og Carlos Barbero, og Mark Cavendish klarer nok ikke bakken.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Davide Cimolai, Matteo Trentin

Outsidere: Cees Bol, Mike Teunissen, Mathieu van der Poel, Amund Grøndahl Jansen, Jasper de Buyst

Jokers: Ben Swift, Boris Vallee, Christophe Noppe, Sacha Modolo, Gabriel Cullaigh, Trond Trondsen

 

3. etape

Etapen er løbets fladeste, og det ser ud til at blive en let dag. Det ser nemlig ud til, at det varslede blæsevejr er skubbet til onsdag, og faktisk venter der en ret stille mandag med overskyet vejr, en bygerisiko på ca. 20%, en temperatur på bare 14 grader og en let vind fra syd og sydøst. Det giver endda en lang dag med modvind, og heller ikke selvom man går sidemedvind til sidst, vil vinden ikke spille en rolle.

 

Det ligner derfor endnu en spurt, hvor Jumbo igen må ventes at kontrollere. Heller ikke denne gang kan de forvente megen hjælp, og derfor kan et udbrud måske have en chance, hvis det består af folk, der har tabt tid. Det stigende opløb bør dog give så mange ideer til folk som Matteo Trentin, Mathieu van der Poel, Davide Cimolai og Jasper de Buyst, at vi tror, at der skabes samling.

 

Spurten er anderledes, da det stiger temmelig kraftigt. Det kan være lidt svært at gennemskue, om det bare 3,5% relativt jævnt over den sidste kilometer, eller om den faktisk er stejlere til sidst. Hvis det er tilfældet, kan det blive på grænsen for Dylan Groenewegen, men alligevel må han regnes som favorit. Han har før vundet hårde spurter, og hans eminente tog er vigtigt i en finale med et sent sving. Finalen kan være vor svær, men vi tror, at Groenewegen med sit hold kan gøre det.

 

Værste rival må være Matteo Trentin, der bekræfter sin gode form ved at score bonussekunder i øst og vest. Et stigende opløb giver ham en langt bedre chance for at slå Groenewegen, ikke mindst fordi han i Alex Edmondson synes at have en eminent lead-out man, hvilket er vigtigt i disse finaler. Bakken kan dog også være så stejl, at det hele tipper til fordel for Mathieu van der Poel, der er løbets i særklasse bedste puncheur, men det kræver, at han får sig positioneret ordentligt i svinget denne gang, hvilket det hidtil har knebet med.

 

Et stigende opløb er også specialet for Davide Cimolai, men han var synligt svagere end Trentin i dag, selvom Tom van Asbroeck afleverede ham perfekt. Til gengæld er han god i positionskampen. Jasper de Buyst burde også elske denne finale efter sejren i Danmark, men han har begrænsninger i positionskampen. Stigende spurter er også et speciale for Cees Bol, der i dag missede ud i spurten, men som synes i god form. Det kræver dog, at han for en gangs skyld klarer sig i positionskampen inden svinget.

 

Det må også være en afslutning som denne, der giver Ben Swift en hæderlig chance, især fordi hans hold er meget stærkt, selvom det mangler lidt fart til et lead-out. Carlos Barbero er som bekendt også specialist i stigende spurter og synes at være kommet sig fint over det brækkede kraveben

 

Unge Gabriel Cullaigh har i Alentejo vist evner i afslutninger som disse, og det kunne også være spændende, hvis Benjamin Declercq kørte spurten, da bakken kan gøre det sværere for Christophe Noppe Den er heller ikke ideel for Boris Vallee, Trond Trondsen, Matthew Walls eller Matthew Bostock, og selvom den passer til Sacha Modolo og Jens Debusschere, skal man være optimistisk for at tro meget på dem. Mark Cavendish er ikke længere god nok. Til gengæld skal man ikke udelukke Mike Teunissen¸ der vil elske denne afslutning og kan komme i spil, hvis Groenewegen nok engang taber hans hjul. Endelig kan vi håbe, at Alexander Kamp prøver i en stigende spurt, der ikke burde passe ham helt ringe.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Matteo Trentin, Mathieu van der Poel

Outsidere: Davide Cimolai, Jasper de Buyst, Cees Bol, Ben Swift, Carlos Barbero

Jokers: Gabriel Cullaigh, Christophe Noppe, Benjamin Declercq, Sacha Modolo, Jens Debusschere, Boris Vallee, Mike Teunissen, Alexander Kamp

 

4. etape

Der er tale om løbets kongeetape, og det betyder, at det er nu, at løbet skal gøres hårdt, hvis ikke enkeltstarten og bonussekunder skal bestemme det hele. Det er særligt Ineos, der har den slags planer, men de vil bestemt ikke blive hjulpet på vej af vejret. På en skyet dag med en temperatur på 15 grader og en meget lille risiko på 5-10% for en byge melder den varslede vind sig nemlig endelig. Den bliver kraftigere onsdag, men allerede tirsdag vil det blæse med 25-30 km/t fra sydvest. Det betyder, at de vil have direkte modvind hele dagen, indtil man kortvarigt får den frygtede sidevind mellem sidste spurt og sidste stigning. Derefter er der imidlertid igen modvind, inden man får sidevind op over de sidste småbakker og til sidst modvind på rampen op til mål.

 

Derfor tror vi også, at det bliver svært for Ineos at gøre den ønskede forskel. Nok kan de sikkert finde allierede i Ag2r, Wanty, Movistar, EF og Lotto, men med en pelikan stående direkte ind i ansigtet, bliver det ikke let. Mitchelton og Jumbo er stærke og vil sikkert gerne have et defensivt løb. Mathieu van der Poel burde også gå efter en spurt, men det vil nu ligne ham en dårlig, og han er vel i virkeligheden som så ofte før den x-faktor, der kan rive løbet i stumper og stykker. Sidste feltet sluttede i Kendal blev det meget selektivt, men det skyldtes dengang den sene passage af The Struggle, som er en svær stigning. Denne gang kommer de sværeste stigninger tidligere, og modvinden vil have en begrænsede effekt på løbet.

 

Naturligvis skal man altid være varsom med at spå om et løb, hvor seksmandshold traditionelt har gjort det svært at kontrollere, men vi hælder til, at det ender i en spurt på rampen. Skal det lykkes at undgå det scenarium, skal vi have et taktisk løb, hvor man kan skabe udskilning og herefter snige sig væk, som Vermote og Cummings gjorde det ved sidste besøg i Kendal. En snu rytter med held og timing kan overraske, men vi tror mest på en puncheur.

 

Den sidste bakke angives på La Flamme Rouge til at være 600 m lang med en stigningsprocent på 6, men arrangørerne taler selv om 11%. For tre år siden så vi da også, at Dan Martin, Xandro Meurisse, Tony Gallopin og Ben Swift kunne vinde nogle sekunder ned til blandt andre Tom Dumoulin og Rohan Dennis, men det var efter et betydeligt hårdere løb, end vi venter i morgen. I 2013 var det trods alt folk som Gerald Ciolek og Sam Bennett, der kørte om sejren, og der er derfor ingenlunde tale om noget Mur de Huy.

 

Derfor peger vi på Mathieu van der Poel. Hollænderen er løbets bedste puncheur, hvilket han understregede med sin fine spurt i dag. Han kan være meget alene og skulle bruge mange kræfter undervejs, men ender det i en spurt på bakken, er det svært ikke at pege på det hollandske fænomen, der har været helt ustyrlig i år og må nærme sig VM-formen

 

Hans værste rival må være Matteo Trentin. Italieneren vil måske finde bakken en anelse stejl, men med det, han har vist i år, synes der ikke at være grænser for hans holdbarhed. Han skuffede måske lidt i dag, men hans kørsel de øvrige dage har været ganske imponerende, og han bakkes op af et godt hold. Jasper de Buyst skal også fremhæves efter det, han viste i Danmark, men også han kan finde bakken en anelse stejl.

 

Jumbo har to stærke kandidater i Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen. Normalt ville vi sige, at den kunne være lidt for svært for Teunissen - i hvert fald hvis vi snakker 11% - men han imponerede i Ardennerne i BinckBank Tour. Jansens form på det seneste gør ham til et mere sikkert kort, men også han vil finde 11% stejlt, hvis løbet har været hårdt.

 

Ineos har to gode kort. Ben Swift skal håbe, at det bliver for hårdt for folk som Trentin, De Buyst, Teunissen og Jansen, men skal han spurte mod dem, mangler han nok lidt punch. Gianni Moscon meldes i god form og har vist, at han er en glimrende puncheur. Eddie Dunbar har punch, men bakken er nok for let for den lille irer, der ellers meget vel kan være bedste mand på bakkerne.

 

Taler vi 11% efter et hårdt løb, må Simon Clarke, der fortsætter med at imponere være en indlysende kandidat, og så kommer Tiesj Benoot også i spil, selvom han har tabt lidt hurtighed. Lidt af det samme kan siges om Tony Gallopin, der heller ikke helt har sin gamle hurtighed. Nils Politt vil nok finde bakken lidt for stejl og skal snarere angribe udefra. Vi kan også håbe på Alexander Kamp i en finale, der passer ham, men hans form kan være temmelig svært at læse. Ben Hermans vil nok finde den for let, da han har tabt megen hurtighed, og den er også for let for Chris Hamilton.

 

Derudover er der et par gode puncheurs i Xandro Meurisse, Loic Vliegen, Thomas Sprengers og Benjamin Declercq, som styrtede i dag, men de får svært ved at vinde. Endelig skal man ikke helt afskrive Carlos Barbero, Davide Cimolai og måske Tom van Asbroeck, hvis modvinden lægger en dæmper på dramatikken. Blandt kontinentalrytterne er det nok særligt Matthew Holmes, James Shaw og Mark Donovan, man skal holde øje med.

 

Skal man pege på folk, der kan snige sig væk med et sent fremstød, er det værd at fremhæve Pavel Sivakov, Dylan van Baarle, Stephen Cummings, Andrey Amador, Nils Politt, Ben Hermans, Tiesj Benoot, Eddie Dunbar og Tanel Kangert

 

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Matteo Trentin, Jasper de Buyst

Outsidere: Mike Teunissen, Amund Grøndahl Jansen, Ben Swift, Gianni Moscon, Simon Clarke

Jokers: Tony Gallopin, Alexander Kamp, Tiesj Benoot, Eddie Dunbar, Pavel Sivakov, Dylan van Baarle, Ben Hermans

 

5. etape

Efter at modvinden som frygtet gjorde kongeetapen ganske nem venter nu en meget flad etape, der på papiret ikke burde give mange udfordringer. Det kan vinden dog ændre på, da en solrig dag med få skyer og temperaturer på 18 grader ledsages af en vestenvind med en styrke på 30 km/t. Der betyder, at der burde være masser af sidevind det meste af dagen, men rytterne får sidemodvind på turen frem til rundstrækningen. Her vil der endda næsten kun være med- eller modvind, og dermed kan man frygte, at de splittelser, der meget vel kan komme først på etapen, kan neutraliseres på etapens anden halvdel.

 

Vi forventer dog en vild start med nervøsitet og formentlig også splittelser i sidevinden, og det vil formentlig gøre det umuligt for et udbrud at vinde. Vi tror dog også, at mod- og sidemodvinden efter Kelsall Hill vil dræbe løbet igen, og herefter vil det nok udvikle sig som en klassisk sprinteretape kontrolleret af Corendon, Mitchelton, Jumbo og Israel Cycling Academy samt måske Lotto. Vinden står heller ikke rigtigt på rundstrækningen, hvor de to sidevindsstykker nok er for korte, og vi forventer derfor en spurt.

 

Spørgsmålet er, hvad Birkenhead-stigningen betyder. Der vil være forrygende medvind på de sidste kilometer, både på bakken og det sidste stykke, og det gør det i princippet muligt for folk at køre væk. Stigningen er dog meget let, og 1400 m med 4,2% kan formentlig heller ikke bringe Dylan Groenewegen i problemer. Den kan måske koste positioner, hvilket kan gøre det svært at nå tilbage over de sidste 3,9, men vi regner med en spurt efter en hård dag, hvor første halvdel har været stressende og nervøs.

 

Derfor er det også svært ikke at pege på Dylan Groenewegen. Han er i særklasse den hurtigste og har det bedste tog. Hans suveræne sejr på bakken i går viser, at formen er fin, og han burde derfor klare bakken i en fornuftig position. Han kan blive lukket inde i den ikke helt enkle finale, men han er manden, der skal slås.

 

Det er svært at se, hvem der skal true ham på topfart, men det må igen være Cees Bol, der som eneste mand har chancen. Han er i hvert fald løbets næsthurtigste, men vi har også set, hvor håbløs han klarer sig i positionskampen. Det er dog ham, der har farten til måske at presse Groenewegen lidt, ikke mindst efter en hård dag. Den anden kandidat er Davide Cimolai, der kredser om en sejr, og som i Tom van Asbroeck har en stærk lead-out man og har glæde af en halvhård finale.

 

Matteo Trentin er ikke verdens hurtigste på flad vej, men han har før vundet spurter efter hårde løb og har i Alexander Edmondson en stærk lead-out man. Mathieu van der Poel har vist sine begrænsninger i flade spurter og især i positionskampen, men efter en hård dag med en sen bakke vil han have en chance. Jasper de Buyst er i form, men også han mangler meget i positionskampen og har ikke noget stærkt tog.

 

Derudover vil vi igen fremhæve Christophe Noppe, der viste fin form i udbruddet forleden, samt Boris Vallee, der dog ikke er fan af bakken. Det er Ben Swift, men han mangler farten på flad vej, og så kan man håbe, at Sacha Modolo, der gjorde det hæderligt i dag, kan vise et eller andet. Endelig har Gabriel Cullaigh og Matthew Walls vist, at de kan begå sig, hvis de har heldet i positionskampen, ligesom det kunne være spændende at se Wantt give Trond Trondsen chancen i stedet for Vallee.

 

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Cees Bol, Davide Cimolai

Outsidere: Matteo Trentin, Mathieu van der Poel, Jasper de Buyst, Christophe Noppe, Boris Vallee

Jokers: Sacha Modolo, Ben Swift, Gabriel Cullaigh, Matthw Walls, Trond Trondsen

 

6. etape

Efter at kongeetapen ikke gjorde den store forskel, bliver enkeltstarten bare endnu vigtigere. Der er tale om en flad tonserrute med kun få sving, og det er derfor en sag for de ryttere, der specialiserer sig i korte, flade enkeltstarter, som vi kender dem fra Tirreno og BinckBank Tour. Vejret ser ikke ud til at komme i spil på en solrig og tør dag med temperaturer på hele 22 grader, men det vil være voldsomt blæsende med en styrke på 30-35 km/t fra sydvest. Vinden burde være konstant gennem hele eftermiddagen, men i så blæsende betingelser kan vindstødene være så kraftige, at man kan være slemt uheldig med at ramme et sådant på et forkert tidspunkt. Lidt held skal derfor også til på en dag, hvor forskellene skal gøres primært i sidemodvinden i starten og kort efter mellemtiden.

 

Løbet har mange specialister, men særligt to navne skiller sig ud, nemlig Edoardo Affini og Jos van Emden. Van Emden har i mange år kun været overgået af Rohan Dennis på denne type enkeltstarter, men han har ikke været flyvende i rå. Senest blev han slået af Affini BinckBank Tour og ved EM. Italieneren er bedre over lange distancere med i Holland viste han, at han også kan over korte distancer. Han har brugt flere kræfter end Van Emden de seneste dage, men begge har været på arbejde. Vi tror, at Affini, der virker meget formstærk igen kan få skovlen under Van Emden i det, der ligner en duel mellem de to.

 

Den værste rival må være Sebastian Langeveld, der har været i overraskende god form og har kørt fremragende enkeltstarter i år, ikke mindst i Tirreno, hvor han i skrapt selskab blev nr. 4. Alex Dowsett får endelig lov til at køre en flad enkeltstart, og selvom han er svingende, kører han stadig og til fremragende, ikke mindst på en flad tonserrute som denne. Hans angreb forleden viste form. Holdkammeraten Harry Tanfield bekræftede potentialet i BinckBank Tour og viste også form med sit udbrud forleden. Derudover skal vi ikke glemme, at Matteo Trentin i år har kørt fornemme enkeltstarter og blev nr. 5 på en lignende enkeltstart i Touren for et par år siden.

 

Går vi lidt længere ned i rækkerne, er det naturligt at fokusere på Chad Haga, der grundet en defekt er ude af klassementet, men ruten her er nok lidt for kort og flad til at passe Giro-etapevinderen. Gianni Moscon er løbets joker, men også han vil nok finde, at det handler lidt for meget om tons, selvom han endelig synes at være tilbage i form. Luke Durbridge er igen blevet bedre, og selvom ruten her ikke passer ham ideelt, har han i BinckBank Tour og Tirreno vist, at han sagtens kan her også. Og så virker Alex Edmondson til at være bedre end nogensinde, og selvom ruten er lidt lang for prologspecialisten, ligger den ikke ringe til ham.

 

Nils Politt blev nr. 2 i Paris-Nice, men ruten her er en anelse kort for tyskeren, der heller ikke har sin bedste form. Det helt store wildcard er Mathieu van der Poel, der ikke har kørt en så lang enkeltstart på dette niveau, siden han var 19. Han kan komme langt på sin råstyrke, men mangler både materiel og aerodynamik og vil formentlig ikke kunne slå specialisterne. Man kan håbe, at Jonathan Dibben kan fejre kontraktunderskrivelsen med Lotto med at vise, hvorfor han engang vandt en enkeltstart i Californien, men det er ikke videre sandsynligt. De formstærke klassementsryttere Andrey Amador og Pavel Sivakov kan gøre det hæderligt, men ikke vinde, og Jack Bauer synes ikke at køre samme gode enkeltstarter længere. Brent van Moer har bekræftet potentialet i Danmark Rundt, men sejr bliver det ikke til. Endelig kan Mike TeunissenJasper de Buyst, Cameron Meyer, Tanel Kangert, Dylan van Baarle, Lasse Norman, Tony Gallopin og Koen Bouwman gøre det pænt uden at være med helt i front.

 

Feltet.dks vinderbud: Edoardo Affini

Øvrige vinderkandidater: Jos van Emden, Sebastian Langeveld

Outsidere: Alex Dowsett, Harry Tanfield, Matteo Trentin, Chad Haga, Gianni Moscon

Jokers: Mathieu van der Poel, Luke Durbridge, Alex Edmondson, Nils Politt, Mike Teunissen, Andrey Amador, Jack Bauer, Brent van Moer, Jonathan Dibben

 

7. etape

Etapen vil formentlig være sidste chance for at ændre klassementet, og derfor var der lagt op til massivt angreb fra særligt Ineos, der skal forsøge at udnytte, at de har to mand i toppen af klassementet. Det meste af etapen er imidlertid let, og da det vil være en smuk dag næsten uden vind - kun en svag brise fra nord - skal det hele ske på rundstrækningen.

 

Spørgsmålet er, hvem der vil holde det samlet. Tidsforskellene er ved at være store, så er Corendon snu kan de få et ufarligt udbrud afsted, som det må være op til andre at køre ind. Vi så forleden, at Ineos sendte folk afsted, og det kunne de sagtens finde på igen. Trentin vil formentlig bedst kunne vinde løbet via en god spurt lørdag, så Mitchelton var heller ikke en interesse i at hjælpe Van der Poel. Vi vil dog tro, at hold som Lotto, EF og måske Israel Cycling Academy kan gå på jagt, og selvom man ikke helt kan udelukke en udbrudssejr, taler meget for, at det bliver samlet.

 

På rundstrækningen kommer Corendon og Van der Poel på arbejde. Vi så i tirsdags, at der bliver angrebet i øst og vest fra særligt Ineos, og man kan sagtens forestille sig, at Van der Poel kan have helt til at lade ufarlige folk køre væk, da det trods alt kun er fire mand, der er inden for et halvt minut. Derfor kan det meget vel blive et totalt lotteri at forudsige vinderen, for hvem som helst kan køre væk, som Hermans, Gallopin og Shaw var tæt på at gøre på kongeetapen.

 

Det mest sandsynlige er dog stadig, at der altid vil være folk til at jagte. Bakken er ikke særligt stejl, og det er noget, de fleste kan klare. Vi hælder derfor til en spurt, men vi udelukker ikke, at det kan lykkes at gentage nummeret fra forleden, hvor et sent angreb kan børe frugt.

 

I en spurt er der ingen tvivl om, at Mathieu van der Poel er gigantisk favorit. Stigningen er ikke så stejl denne gang, men særligt fordi den er lang, vil hollænderen kunne lade benene tale. Efter kongeetapen og præstationen i Danmark må Jasper de Buyst regnes som værste rival, men det er også være at holde øje med den formstærke Amund Grøndahl Jansen samt måske Mike Teunissen, der nok er mere komfortabel på denne knap så stejle bakke. Det vil Matteo Trentin også være, men han efterlod ikke det bedste indtryk på kongeetapen. Ben Swift overraskede positivt i Kendal og skulle gøre det bedre her, og det samme skulle Tom van Asbroeck, der var stærkt imponerende i tirsdags. Til gengæld passer afslutningen dårligere til Simon Clarke, selvom han er hurtigere, og den er også lidt for let til Xandro Meurisse og Tiesj Benoot, mens Gianni Moscon nok stadig mangler nogle procent. Man kan også håbe, at Alexander Kamp kan gøre det anelse bedre end forledes.

 

Skal man pege på, hvem Van der Poel kunne lade snige sig væk, må det mest oplagte bud være de meget velkørende Ben Hermans og Benoot, men også Clarke, Swift, Moscon, Tony Gallopin og Andrey Amador ser skarpe ud. Det gør James Shaw åbenlyst også, og han har allerede én gang vist, at han har næse for at udnytte sin underdogstatus. Skal man pege på kandidater til et tidligt udbrud, springer Dylan van Baarle, Eddie Dunbar og Gallopin i øjnene.

 

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Jasper de Buyst, Amund Grøndahl Jansen

Outsidere: Matteo Trentin, Ben Swift, Tom van Asbroeck, Simon Clarke, Tiesj Benoot

Jokers: Gianni Moscon, Ben Hermans, Tony Gallopin, Andrey Amador, Xandro Meurisse, James Shaw, Dylan van Baarle, Eddie Dunbar

 

8. etape

Efter dagens etape burde Mathieu van der Poel kunne føle sig sikker. Eneste trussel lørdag kunne være vinden, men da det bliver en flot solskinsdag med kun en let vind fra sydvest, bliver det ikke et tema. Derfor er det kampen om etapesejren, der er interessant. Og den er ikke helt let at greje. Stigningerne midtvejs er så stejle, at de kan knuse Dylan Groenewegens drømme på en dag med næsten 2000 højdemeter, men de sidste 70 km er også meget lette.

 

Ineos har ikke fået meget af løbet, og man må formode, at de vil sætte alt ind på at vinde etapen. Det kan de gøre ved at sende formstærke Dylan van Baarle eller Eddie Dunbar i endnu et udbrud, men de kan også gå grassat på stigningerne. Det vil de formentlig gøre for at komme af med Groenewegen, og vi vil tro, at de også vil angribe Van der Poel på den stejle bakke. Hollænderen kan nok ikke rystes, men det kan gøre løbet knaldhårdt og næsten med sikkerhed sætte Groenewegen af.

 

Lykkes det, vil vi tro, at der er god interesse i at holde Jumbo bag sig. De vil nemlig lade både Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen blive fremme og dermed blot have to mand til at jagte. Det er formentlig for lidt mod Ineos og Mitchelton. Derfor kan det godt ende med en gigantisk jagt til sidst, og det vil nok kvæle et udbrud. Derfor tror vi på en reduceret massespurt efter et hårdt og hurtigt løb.

 

Finalen er teknisk, og derfor peger vi på Matteo Trentin, der i Alexander Edmondson har en eminent lead-out man, og som har vist sig som en af de hurtigste. Vi har dog også god fidus til Teunissen, der kan sættes lige så godt op af Jansen, og som er hurtig nok til at vinde reducerede massespurter. Davide Cimolai imponerede stort i dag, og det viser, at også han kan sidde med hjem, så han med hjælp fra Tom van Asbroeck kan vinde.

 

Naturligvis er Mathieu van der Poel også i spil, men han vil formentlig ikke tage for store chancer i den tekniske finale, hvor han også har vist skuffende positioneringsevner. Cees Bol vil nok finde stigningen stejl, men han er i form og har en chance. Han er hurtig, men den tekniske finale er et problem. Det er den også for Jasper de Buyst, der nok også mangler den sidste fart, og det samme kan siges om Ben Swift. Og så udelukker vi naturligvis ikke, at Dylan Groenewegen med 70 flade kilometer kan komme tilbage. Sker det er han gigantisk favorit med sit supertog til denne finale. Vi vil tro, at Christophe Noppe, Boris Vallee og Matthew Walls falder fra, men en fyr som Gabriel Cullaigh og måske en efterhånden lidt mere velkørende Sacha Modolo kan måske sidde med.

 

Skal vi pege på en udbrudsvinder, er det især Van Baarle, der falder i øjnene, men og Dunbar, Tony Gallopin, Sebastian Langeveld, Edoardo Affini, Luke Durbridge, Jack Bauer og Tom van Asbroeck kunne komme i spil. De små seksmandshold har altid svært ved at kontrollere det i England, og Corendon har ingen interesse i at hente dem.

 

Feltet.dks vinderbud: Matteo Trentin

Øvrige vinderkandidater: Mike Teunissen, Davide Cimolai

Outsidere: Mathieu van der Poel, Cees Bol, Dylan Groenewegen, Jasper de Buyst, Ben Swift

Jokers: Dylan van Baarle, Eddie Dunbar, Tony Gallopin, Sebastian Langeveld, Edoardo Affini, Luke Durbridge, Jack Bauer, Tom van Asbroeck

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Madrid Challenge by la Vu...(1.WWT) 14/09

Watersley Ladies Challenge(2.NCUPJW) 13/09-15/09

Grand Prix Cycliste de Mo...(1.UWT) 15/09

Coppa Bernocchi(1.1) 15/09

Duo Normand(1.1) 15/09

Tour du Doubs(1.1) 15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Keizer der Juniores(2.1) 14/09-15/09

Turul Romaniei(2.1) 11/09-15/09

Giro della Toscana - Memo...(2.1) 17/09-18/09

Grand Prix de Wallonie(1.1) 18/09

Okolo Slovenska(2.1) 18/09-21/09

Coppa Sabatini - Gran Pre...(1.1) 19/09

Kampioenschap van Vlaanderen(1.1) 20/09

Primus Classic(1.HC ) 21/09

Memorial Marco Pantani(1.1) 21/09

VM - Holdtidskørsel (Mix)(CM) 22/09

Gooikse Pijl(1.1) 22/09

Grand Prix d'Isbergues - ...(1.1) 22/09

Trofeo Matteotti(1.1) 22/09

VM - Herre Junior (Enkelt...(CM) 23/09

VM - Dame Junior (Enkelts...(CMW) 23/09

VM - U23 Herrer (Enkeltst...(CM) 24/09

VM - Kvinder (Enkeltstart)(CMW) 24/09

VM - Herrer (Enkeltstart)(CM) 25/09

Omloop van het Houtland L...(1.1) 25/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG OG SAMMENLIGN BLANDT MILLIONER AF CYKLER OG CYKELGEAR