Optakt: Tour of California

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har længe været et stor ting i USA, der i mange år har haft nogle af verdens bedste ryttere og tidligere haft store, prestigiøse løb. Mens den gode udvikling på ryttersiden ikke er stilnet af, og man nu høster frugten af de mange børn, der begyndte at cykle under Lance Armstrong-æraen, har man imidlertid haft det sværere på løbssiden. De løb, der dominerede i 80erne og 90erne er alle forsvundet, og man har i høj grad lidt under det faktum, at den store afstand til cykelsportens kerneland i Europa har gjort det svært at tiltrække de bedste ryttere.

I 00erne er der imidlertid blevet gjort mange forsøg på at skabe en fornuftig base af løb på højeste niveau på den anden side af Atlanten. Det mest succesfulde af disse er Tour of California, der blev skabt i 2006 som det næste store amerikanske etapeløb, og mens andre, lignende projekter som Tour of Georgia, Tour of Missouri og USA Pro Challenge alle trods en lovende start hurtigt forsvandt fra kalenderen efter bare få år, trives løbet i den store vestlige stat i rollen som højdepunktet på den voksende amerikanske kalender. Mange af sportens største sponsorer har en stor interesse i det amerikanske marked, og derfor får løbet stor prioritet af mange tophold. Kampen om invitationer har længe være hård både mellem WorldTour-hold og specielt de lokale kontinentalhold, da der for topholdene er tale om et prestigiøst løb med stor opmærksomhed og for de amerikanske mandskaber en stor chance for at måle sig med verdens bedste.

Med sin oprindelige placering i februar startede løbet som et opvarmningsløb for mange af de europæiske storhold, der brugte begivenheden til at komme i gang og få løbskilometer i benene inden de store højdepunkter på deres eget kontinent. Samtidig var det incitament for de amerikanske ryttere til at træne hårdt henover vinteren, idet det var nødvendigt at være i god form straks fra start, hvis de ville være konkurrencedygtige i deres store hjemmebaneløb. Levi Leipheimer viste år efter år, at han havde en fantastisk evne til at nå topformen uden at køre løb, og den amerikanske veteran tog således tre sejre i træk efter at være blevet nummer seks i debutåret, hvor Floyd Landis løb med sejren.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Desværre endte løbet også som en hovedsageligt amerikansk affære, da de europæiske ryttere slet ikke var så velforberedte som de lokale stjerner, og i de første fire år blev 9 af 12 podiepladser besat af ryttere fra værtslandet. Derudover blev løbet plaget af elendigt vintervejr, og arrangørerne kunne slet ikke vise de billeder af Sunny California, som de havde håbet. Endelig betød den tidlige kalenderplacering, at det var helt umuligt at bevæge sig ind i de høje bjerge, hvilket kunne gøre løbet mere attraktivt for publikum.

I lang tid havde arrangørerne et ønske om at flytte termin til foråret, og forud for 2010-udgaven lykkedes det endelig. I forbindelse med en generel omlægning af kalenderen blev Volta a Catalunya flyttet fra den hidtidige placering i maj til slutningen af marts, og det skabte en ny plads til det amerikanske løb. Siden da har det været holdt samtidig med Giroen - nogle gange under første uge, andre gange under anden uge af den italienske grand tour - og hvor det tidligere var et opvarmningsløb, er det nu blevet vigtigt forberedelse til Tour de France.

Løbet har imidlertid stadig visse udfordringer, der skal overkommes. Først og fremmest er det meget svært at konkurrere med Giroen om opmærksomhed, og arrangørerne har helt sikkert mærket, hvorfor Volta a Catalunya med begejstring afleverede deres placering på kalenderen. Tilføjelsen af bjergetaper har helt sikkert givet anledning til mere spændende cykelløb, og trods et par etaper, der har været ramt af dårligt vejr, aflysninger og ruteomlægninger, har man generelt haft meget bedre vejrforhold.

Ikke desto mindre er det ikke for alvor lykkedes at bryde tendensen til, at løbet først og fremmest er en begivenhed for amerikanere. På denne tid af året er det bedste etapeløbsryttere enten i gang med sæsonhøjdepunktet på de italienske landeveje eller på vej tilbage efter en lille pause, inden de for alvor starter opladningen mod Tour de France. Løbet i Californien er en god mulighed for at få nogle løbskilometer i benene i opbygningen frem mod verdens største løb, men der er ikke mange af stjernerne, der nu har formen til at kæmpe med om sejren. Samtidig er det blevet mere og mere populært at tilbringe denne tid af året på højdetræningslejr. Det var således et hårdt slag for løbets arrangører, da den lokale helt Tejay van Garderen efter at have vundet løbet offentligt indrømmede, at det var umuligt at gå efter sejren i både Californien og Touren, og nu om dage er der stort set ingen af de store grand tour-stjerner, der drager til Californien.

Samtidig nyder løbet stadig stor anseelse blandt de amerikanske ryttere, for hvem det ofte er et af sæsonens højdepunkter. Det gør det til en ulige konkurrence med lokale ryttere i topform og et par enkelte internationale topnavne, der bruger det til at genfinde formen, og derfor er det ikke overraskende, at syv af de ni podiepladser mellem 2010 og 2012 blev taget af amerikanere. I de senere år er tendensen imidlertid blevet brudt, og i 2015 havde man for først gang et podium helt uden hjemlige ryttere.

Da løbet blev skabt, var de flest enige om, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det blev optaget på WorldTouren som det første nordamerikanske løb. Det blev imidlertid overhalet indenom af de canadiske klassikere GP Quebec og Montreal, der allerede i deres første udgave blev en del af det fine selskab. Diskussionen er imidlertid fortsat, og det har af mange været anset som uundgåeligt, at optagelsen ville komme på et tidspunkt.

Fra og med 2017 blev det så endelig en realitet, at Tour of California er på den fineste kalender, da det var ét af de mange løb, der kom med i forbindelse med den store udvidelse i efteråret 2016. Det har boostet feltet yderligere, og da der nu er vigtige WorldTour-point på spil, synes flere hold at have ambitioner om at køre med om sejren. Derfor var der sidste år flere klassementsryttere til start, og flere ryttere - ganske vist primært fra de lidt lavere geledder - havde det som deres store mål, hvor de for en gangs skyld kan slippe for hjælpeopgaver og selv gå efter et resultat. Selvom det for WorldTour-holdene er frivilligt at deltage, valgte 12 af de 18 mandskaber at rejse over Atlanten, og således var det kun Movistar, Bahrain-Merida, Ag2r, FDJ, Orica-Scott og Lotto Soudal, der ikke var at finde på startstregen. Tendenser er fortsat i år, hvor Ag2r og Mitchelton-Scott føjer sig til feltet, der til gengæld ikke har deltagelse af Astana, og der er således denne gang 13 mandskaber fra højeste niveau til start.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Den nye status har imidlertid også givet anledning til nogen uro. Ifølge de hidtidige regler har det været forbudt at invitere kontinentalhold til WorldTour-løb. Det har givet frygt for fremtiden hos mange af de lokale mandskaber, for hvem Tour of California er det store udstillingsvindue. UCI har imidlertid bøjet reglerne, og der blev fundet en løsning, som betød, at der blev plads til to hold fra laveste division, Jelly Belly og Rally. Der var imidlertid tale om en engangsforeteelse, og for at sikre sig adgang har Holowesko, Rally og Hagens Berman Axeon alle i år fået optagelse i feltet af prokontinentalhold. Det har sikret dem adgang sammen med den mangeårige deltager Unitedhealthcare, hvorfor der i år ikke er behov for at åbne døren for kontinentalhold.

Hvor løbet har haft svært ved at appellere til klassementsryttere, er det blevet et højdepunkt for klassikerryttere og sprintere. De er ikke på samme måde optaget af højdetræningslejre på denne tid af året, men lader i stedet op til Touren ved at køre løb. Da mange af disse ryttere samtidig skipper Giroen, er det altid lykkedes at tiltrække adskillige af de bedste sprintere. Det er ingen undtagelse i år, hvor blandt andre Peter Sagan, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Caleb Ewan, Fernando Gaviria og Mark Cavendish  vil være at finde i feltet. Med hele 16 etapesejre og en yderst overraskende samlet triumf i 2015 har Sagan etableret sig som kongen af Californien, og han nyder nærmest kultagtig status på den anden side af Atlanten.

Sidste år var han imidlertid ikke med i kampen om den samlede sejr, da en alt for hård rute gjorde det til en sag for de sande klassementsryttere. Efter en overraskende selektiv til 2. etape skilte Rafal Majka, George Bennett, Lachlan Morton og Ian Boswell sig ud, og efter at have holdt sig til på kongeetapen lykkedes det Bennett med en chokerende 4. plads på den helt flade enkeltstart at tage den samlede sejr med 35 sekunder ned til Majka og 36 sekunder ned Andrew Talansky, der havde vundet løbets bjergetape. Bennett kører i år Giro d’Italia og forsvarer således ikke titlen, og da Talansky nu satser på triatlonsporten, er heller ikke amerikaneren med denne gang. Det er til gengæld Majka, der sammen med Adam Yates er én af to Tour-kaptajner, der bruger løbet i Californien som forberedelse til juli.

Ruten

Tour of California har ofte været at betragte som en slags mini grand tour. Der har altid været adskillige sprinteretaper, hvilket forklarer den store appel man har til de hurtige folk, mens klassementet ofte er blevet afgjort på en eller to bjergetaper samt en enkeltstart af middel længde. I de tidlige år var enkeltstarten i særklasse den vigtigste etape, specielt fordi der ikke var afslutninger på stigninger, men efter at løbet er flyttet til maj, har muligheden for at begive sig ind i de høje bjerge åbnet løbet op for klatrerne. Ryttere som Robert Gesink, Chris Horner, George Bennett og Julian Alaphilippe, der ikke er kendt som enkeltstartsspecialister, har således vundet løbet, men det ændrer ikke på, at enkeltstarten altid har været og vil være en meget vigtig del af løbet.

Lige siden begyndelsen i 2006 har løbet fulgt en rute, de går fra nord til syd, og man har ofte genbrugt de samme finaler igen og igen. Enkeltstarten i Solvang, Sierra Road-stigningen og bjergafslutningerne på Mount Baldy og Big Bear Lake er sammen med mange af sprinterafslutningerne blot nogle af de varemærker, der har præget mange udgaver.

I 2013 ændrede man formatet ved for første gang at rejse fra syd til nord, og man forsøgte samtidig at opfinde adskillige nye etaper samt en helt ny bjergafslutning. I de senere år er man gået tilbage til nord-syd-modellen, men generelt har man sluppet lidt af traditionsbundetheden og ladet kreativiteten udfolde sig lidt mere. Således rejste man også ”den forkerte vej” i 2016, hvor man opfandt en meget innovativ rute med flere helt nye afslutninger.

Årets rute har mange mindelser om netop den rute, og flere af finalerne er de samme. I år har den dog fået et ekstra twist og må betragtes om den måske hårdeste nogensinde. Normalt har der nemlig kun været én meget svær bjergetape, men i år er der to dage i bjergene, der kan gøre en forskel, samt yderligere en eksplosiv sag for klatrerne. Det gælder særligt 2. etape, hvor man efter et års fravær atter skal slutte på den meget svære Gibraltar Road, hvor Julian Alaphilippe i 2016 lagde grunden til sin samlede sejr. På næstsidste etape venter derefter en regulær monsteretape med mere end 4000 højdemeter. Ganske vist er finalen ikke helt så svær, men samlet set er der tale om en brutal dag i bjergene. Derudover kan klatrerne gøre en forskel på 3. etape, hvor man ligesom i 2016 benytter en rigtig puncheurfinale, der sidste gang blev vundet af Peter Sagan, men som i år kan vise sig mere selektiv, da etapen samlet set er hårdere.

De mange bjerge balanceres af, at man denne gang har gjort enkeltstarten længere end tidligere, og onsdag venter der således næsten 35 km tonsertidskørsel i fladt terræn. Dermed er der tale om en meget alsidig klassementskamp, hvor de tunge folk kan tabe megen tid i de mange bjerge, mens klatrerne har udsigt til en gang klø i kampen mod uret. Derudover er Tour of California kendt som en sprinterfest, og de hurtige folk er bestemt også tilgodeset denne gang. Det kan godt være, at resten af løbet er usædvanligt hårde, men til gengæld er 1., 5. og 7. etape pandekageflade, og med tanke på, at der er samlet et fabelagtigt felt af hurtige folk, er der lagt op til et par bragende flotte massespurter undervejs, inden vinderen kåres i Sacramento næste lørdag.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

1. etape

Tour of California har ofte givet sprinterne det første ord, og det vil helt sikkert ikke forholde sig anderledes i 2018. Faktisk er det svær at huske, at man tidligere har haft så let en åbning som i år, hvor der venter en helt flad indledende etape, der tillige er meget kort. Dermed er der lagt op til, at de helt rene sprintere skal slås om løbets første førertrøje.

1. etape er bare 134,5 km lang og afvikles som et rundstrækningsløb langs havnefronten i Long Beach. I alt skal der køres 12 omgange (den første del af første omgang er neutraliseret på en 11,5 km lang rundstrækning, der er flad som en pandekage. Først kører man mod øst langs havnefronten, inden man foretager en U-vending for at følge samme vej tilbage mod vest. Med 5,5 km igen slår man et lille smut ind i byen via fire skarpe sving, inden man med 3,4 km igen atter rammer kystvejen. Herefter går det ligeud, indtil man med 1,2 km igen drejer til venstre. Der venter derefter endnu et skarpt sving med 700 m igen, inden man rammer den brede, svagt bugtende kystvej, hvor målet er placeret.

Etapen byder på i alt 263 højdemeter.

Første etape har ofte været flad, men det er sjældent, at man er startet med et gadeløb, der normalt hører til på sidste etape. Det er imidlertid guf for rene sprintere som Marcel Kittel og Mark Cavendish, der kan se frem til en lynhurtig og let dag i helt fladt terræn. Der er lagt op til en hurtig etape, inden et brag af en massespurt vil afgøre, hvem der skal bære den første førertrøje.

Long Beach var vært for et lignende gadeløb på sidste etape i 2007, hvor Ivan Dominguez vandt en massespurt foran Graeme Brown og Gerald Ciolek.

2. etape

En af grundene til, at man flyttede løbet fra februar til maj, var drømmen om at sende feltet ind i de høje bjerge. Siden kalenderskiftet har man haft tradition for altid at have en stor bjergetape på programmet, oftest på Mount Baldy, der er blevet løbets mest ikoniske stigning. I 2016 sluttede man imidlertid for første gang på den måske endnu sværere Gibraltar Road, og den voldsomme stigning vender i år tilbage efter bare ét års fravær. I år er den atter mål for løbets kongeetape, der komme usædvanligt tidligt allerede på andendagen, hvor det allervigtigste slag i kampen om den samlede sejr skal slås.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 155 km fra Ventura til toppen af Gibraltar Road. Starten går ved stillehavskysten, hvor man efter en lille runde i startbyen følger den flade kystvej mod sydøst. Herefter kører man igennem fladt terræn mod øst og nordøst, inden det går mod nord op over kategori 3-stigningen Balcom Canyon Road (1,6 km, 4,7%), der har top efter 50 km. Herfra går det mod nord og vest frem til den første spurt efter 64,5 k og videre mod nordvest og vest op mod bjergene. Her bliver terrænet mere kuperet, når man kører mod vest op over kategori 3-stigningen Ojai Road (3,9 km, 4%), der har top efter 79. Et let faldende stykke fører videre mod vest, inden det gælder kategori 3-stigningen Casitas Pass Road (2,9 km, 5,7%), hvis top rundes efter 108,5 km.

Terrænet bliver nu atter lettere, når man via en nedkørsel kører tilbage til kysten, hvorefter den let kuperede kystvej følges mod vest. Undervejs venter den sidste spurt efter 123 km samt kategori 3-stigningen Valley Road (1,1 km, 8,1%), hvis top runder efter 131,5 km. Alt sammen er det imidlertid bare opvarmning til den store finale. Den indledes, når man drejer mod nord ind på HC-bjerget Gibraltar Road. Der er tale om en 12 km lang stigning, der stiger med hele 8% i snit, og det fortsætter man stige relativt jævnt og stejlt hele vejen fra bund til top.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Etapen byder på i alt 2485 højdemeter.

Gibraltar Road er et rigtigt bjerg og en af de sværeste stigninger i Californien. I 2016 så vi, at den var rammen om et stort slag mellem de rene klatrere, og det vil være tilfældet igen i år. Dette er nemlig deres eneste rigtige chance for at vinde afgørende tid inden enkeltstarten, og den skal udnyttes. Derfor er der lagt op til knaldhård klassementskamp mellem de letteste ryttere i feltet.

Gibraltar Road gjorde debut i 2016. Her lagde Julian Alaphilippe grundstenen til den samlede sejr ved med et stort angreb til sidst at sejre med 15 sekunder ned til Peter Stetina og 25 sekunder ned George Bennett.

3. etape

I 2016 opfandt man en ny finale på Laguna Seca-motorsportsbanen i Monterey, og det skulle vise sig at blive en stor succes. Med en meget stejl stigning bare få kilometer fra mål blev vi vidner til et forrygende slag mellem Peter Sagan og Greg Van Avermaet, og derfor er det ikke mærkeligt, at arrangørerne har ønsket at vinde tilbage. Det gør de i år efter et års fravær, når der på tirsdagens etape atter bydes op til fest for de eksplosive puncheurs på en etape, hvor der også vil være sekunder at vinde i kampen om den samlede sejr.

I alt er der hele 197 km på programmet, og de fører fra King City til Laguna Seca-banen sydøst for Monterey. Startbyen ligger i en dal med bjerge på begge sider og første del består af en rundstrækning i bjergene nordøst for byen. Fra start kører man mod sydøst gennem dalen, indtil man drejer mod øst for via en let stigende vej at køre ind i bjergene. Senere går det mod nordvest via et let faldende stykke, inden det begynder at stige op mod den første spurt, der kommer efter 64 km. Derefter gælder det King City Road (1,7 km, 6,1%), der er i kategori 3 og har top efter 66 km, inden det via en nedkørsel går mod sydvest tilbage mod King City.

Efter afslutningen på rundstrækningen følger man den flade dalvej mod nordvest og sydvest forbi den sidste spurt, der kommer efter 107,5 km. Herefter går det atter mod sydvest og nordvestind i bjergene via en let stigende vej, der fører direkte ind på kategori 2-stigningen Camel Valley Road (4,1 km, 5.9%), der har top efter 143,5 km. Herfra fører en nedkørsel videre mod nordvest frem til kategori 2-stigningen Cachagua Road (3 km, 7,6%), hvis top rundes efter 168,5 km. Endnu en nedkørsel fører nu mod nordvest, inden man rammer den svære finale. Det sker, når man fra syd kører op over kategori 2-stigningen Caureless Grade (5,4 km, 5,75), der har top med 8,5 km igen, hvorefter det gælder kategori 3-stigningen Mazda Raceway summit (1,1 km, 10,3%). Fra toppen resterer bare 2,5 km, der først stiger let. Efter et sving med 1500 m igen falder det let. På den sidste kilometer er der tre sving, herunder et sidste bare 250 m fra stregen.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Etapen byder på i alt 2367 højdemeter.

Finalen er velkendt fra 2016, hvor vi så en kamp mellem de eksplosive puncheurs på en dag, hvor den førende, Julian Alaphilippe, viste overraskende svaghedstegn. I år er de sidste to stigninger de samme, men samlet set er der tale om en hårdere etape. Derfor kan vi vente os større udskilning og bedre chancer for klatrerne, og det kan vise sig at være for hårdt for Peter Sagan, der vandt etapen for to år siden. Slovakken vil dog have udset sig etapen som et mål, men også klatrerne øjner en chance for at vinde mere tid inden enkeltstarten.

Finalen blev første gang benyttet i 2016, hvor Peter Sagan slog Greg Van Avermaet og Nathan Haas i en spurt i en lille gruppe af favoritter og puncheurs.

4. etape

Løbets vigtigste etape har traditionelt været enkeltstarten, og den ventes også i år at få en nøglerolle. Igen i år kommer den efter den store bjergetape, hvormed tempospecialisterne ved, hvor meget tid der skal vindes, hvis de skal gøre sig håb om den samlede sejr. I år har man endda forlænget den til hele 34,7 km - en usædvanligt lang distance for et ugelangt etapeløb - og med en relativt flad rute er der lagt op til, at specialisterne skal slås om sejren på en dag, der meget vel kan bestemme, hvem der skal tage den samlede sejr.

Som sagte er der altså hele 34,7 km på programmet på en rute, der har start og mål i San Jose/Morgan Hill. Den foregår på en rundstrækning i området nordvest for byen, og indledes med, at man via et par sving kører ud af byen via en let stigende vej mod sydvest. Her drejer man ind på en bugtende let stigende vej, der fortsætter med at stige hele vejen op til mellemtiden, der tages efter 16,2 km. Herefter venter en lidt teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst ned mod dalen. Den rammer man efter ca. 20 km, når man drejer skarpt mod sydøst, og derefter er det en lige, næsten helt flad vej, der fører frem mod mål. Med ca. 2 km igen venter to sving, inden det går ind mod stregen i byens centrum.

Etapen byder på i alt 199 højdemeter.

Tour of Californias enkeltstarter har oftest været relativt flade, og det er bestemt også tilfældet i 2018. Årets rute er ikke blot relativt fladt, den er også teknisk ukompliceret, og særligt den sidste del er skabt til mange watt og store maskiner. Derfor ventes de lette klatrere at lide mere end vanligt på en dag, hvor der over så lang en distance vil blive skabt store forskelle i klassementet, og hvor specialisterne skal slås om sejren.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

San Jose blev senest besøgt i 2017, hvor Rafal Majka vandt en etape, der udviklede sig overraskende hårdt, og i 2015, hvor Toms Skujins tog en udbrudssejr. Derudover har San Jose været målby fem gange tidligere. I 2011 sluttede man på Sierra Road-stigningen, hvor Chris Horner tog en suveræn solosejr. I de tidlige år indgik Sierra Road i finalen, inden man kørte ned til en flad finale. Robert Gesink slog Levi Leipheimer i en tomandsspurt i 2008, mens Jens Voigt var hurtigere end Leipheimer og Horner i 2007. I 2006 vandt George Hincapie en spurt i en lille gruppe, inden Floyd Landis dagen efter vandt enkeltstarten, der også blev afviklet i byen.

5. etape

Tour of California er kendt som et sprinterløb, men i år har starten været usædvanligt ublid ved de hurtige folk. De kan til gengæld se frem til en herlig sidste del, hvor der venter to meget flade etaper. Den første af disse kommer torsdag, når feltet når frem til Sacramento-forstaden Elk Grove, hvor der er lagt på til et brag af en massespurt for de rene sprintere.

I alt er der 176 km på programmet mellem Stockton og Elk Grove. Fra starten går det igennem helt fladt terræn mod nordøst og siden nord forbi den første spurt, der kommer efter 36,5 km. Herefter kører man øst væk fra fladlandet for akkurat af kysse bjergene i den østlige del af staten. Derfor skal man op over kategori 3-stigningen Pardee Dam (0,7 km, 7,9%), der har top efter 68 km, inden man kører mod nordvest tilbage mod fladlandet.

Herefter flader et igen ud, mens man fortsætter mod nordvest med bjergene på den højre side, inden man når det nordligste punkt i udkanten af Sacramento. Herefter går det mod vest, inden man vender rundt for at køre mod syd forbi den sidste spurt, der kommer efter 125,5 km. Herfra fortsætter man mod syd, sydvest og til sidst vest, inden man sætter kursen mod nord for fortsat gennem fladt terræn at køre ind til Elk Grove. Her venter en helt flad finale, der er stort set uden tekniske udfordringer. På de sidste 5 km er der bare ét sving med 1500 m ige

Etapen har i alt 663 højdemeter

Vinden har før spillet en rolle i denne del af Californien, og det kan sagtens ske igen, og derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme. Udbrud har også tit haft stor succes, men i år er der så mange sprintere til start - og de være sultne efter de mange svære etaper - at alt peger på, at de hurtige folk skal afgøre etapen i sprintermekkaet Elk Grove.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Elk Grove har i mange år været vært for det mindre Tour of Elk Grove, men har aldrig tidligere været besøgt af Tour of California.

6. etape

Der er næppe tvivl om, at 2. og 4. etape er de vigtigste i løbet, men i år får klatrerne en sidste chance for måske at vende op og ned på stillingen. Fredagens etape byder nemlig på voldsomme stigninger i de høje bjerge, hvor man skal op i næsten 2500 m højde, og selvom der denne gang ikke er tale om en afslutning på et bjerg, vil et stort antal højdemeter og en afslutning på en eksplosiv rampe utvivlsomt skabe seværdigt cykelløb med angreb i et sidste forsøg på at forandre det endelige resultat.

Med sine 196,5 km er 6. etape løbets længste, og den fører feltet fra Folsom til South Lake Tahoe i 2022 m højde. Starten går lige ude for Sacramento, hvorfra man med det samme kører mod vest direkte ind mod de høje bjerge på grænsen til Nevada. Derfor begynder det med det samme at stage svagt, mens man kører forbi den første spurt, der kommer efter 32,5 km. Faktisk går det opad uafbrudt i de første 120 km, og undervejs er der hele tre bjergspurter. Først komme kategori 3-stigningen Cedar Ravine Road (3,3 km, 4,6%), der har top efter 41 km, så gælder det kategori 1-stigningen Sly Park Road (4,5 km, 7,9%), der har top efter 56,5 km og til slut kategori 2-stigningen Mormon Emigrant (2,7 km, 6,9%), hvis top rundet efter 65 km. Herefter stiger det hele vejen op til forplejningszonen efter mere end 100 km.

Efter frokosten venter kun en lille nedkørsel, inden det atter stiger over mere end 10 km, først med kategori 2-stigninegen Kirkwood (3,9 km, 6,3%) og dernæst kategori 2-stigningen Carson Pass (4,7 km, 4,6%), der har top efter hhv. 117 og 128,5 km. Herefter venter endelig en lang nedkørsel, mens man snor sig mod nordøst med til dalen, hvor den sidste spurt venter efter 169,5 km i staten Nevada. Herefter bliver det igen alvor på kategori 1-stigning Dagett (12,7 km, 6,1%), der top med bare 10,5 km, og som bestiges fra syd. En kort nedkørsel leder nu mod vest og sydvest, indtil man til slut rammer kategori 3-stigningen op til mål. Den er 1,7 km lang og stiger med 5,9%. I bunden er der et skarpt sving, hvorefter der på selve bakken er yderligere tre, herunder et sidste bare få hundrede meter fra stregen.

Etapen byder på i alt 4625 højdemeter.

Finalen er måske ikke så svær som på 2. etape, men samlet set er etapen her langt hårdere. Der er tale om en meget udmarvende bjergdag, der formentlig vil udvikle sig som et sandt udskilningsløb bagfra. De afsluttende stigninger er måske ikke voldsomt svære, men efter så hård en dag vil der kunne skabes forskelle mellem de bedste. Angrebene skal ske på næstsidste stigning, og herfra vil det være muligt for en stærk klatrer at køre alene hjem på en dag, der vil bestemme, hvem der ender som samlet vinder af løbet

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

South Lake Tahoe var senest vært for løbet i 2016, hvor Toms Skujins tog en overraskende udbrudssejr på en betydeligt lettere etape.

7. etape

Det er ikke altid, at sprinterne har fået det sidste ord i Californien, men når man er kørt fra syd til nord, er man altid sluttet med en flad etape i Sacramento. Det vil også være tilfældet i år, hvor der venter en meget let etape som afslutning på en af de hårdeste udgaver af løbet nogensinde. Der er lagt op til en forrygende hurtig afslutning på løbet, når de store sprintere kaster sig ud i det, der ventes at blive deres tredje dyst på de californiske landeveje, inden den samlede vinder skal kåres.

Med bare 146 km er der tale om en meget kort etape med både start og mål i Sacramento. Hovedparten af etapen består af en stor rundstrækning i det helt flade terræn vest for storbyen. Fra start kører man mod nordvest ud af byen, inden man kører en runde på helt flad rundstrækning, der byder på ganske mange sving samt en enkelt spurt efter 65,5 km.

Herefter følger man samme vej tilbage mod nordøst og centrum af storbyen, hvor man efter 132 km rammer den afsluttende rundstrækning. 3 km senere krydser man for første gang stregen i forbindelse med den sidste spurt, hvorefter løbet afsluttes med tre omgange på den knap 4 km lange runde. Den er helt flad og byder på hele seks skarpe sving, det sidste med ca. 900 m igen.

Etapen byder på i alt 162 højdemeter.

Sacramento har altid været rammen om de helt store massespurter, og med mindre det blæser voldsomt vil det være tilfældet igen. For et par år siden var samme etape et stort drama i kampen om bonussekunder og den samlede sejr, som Peter Sagan akkurat stjal fra Julian Alaphilippe, men det vil næppe være tilfældet i årets hårde løb. Derfor skal klassementsrytterne bare sikkert til mål, mens de mange topsprintere kan se frem til at runde løbet af med et brag af en spurt i en teknisk afslutning.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Sacramento blev sidst besøgt sidste år, hvor Marcel Kittel vandt åbningsetapen, og i 2016, hvor Mark Cavendish slog Peter Sagan og Alexander Kristoff i en spurt på sidste etape. I 2015 fik Cavendish ram på Sagan og Jempy Drucker i spurten på 1. etape, og briten var såmænd også hurtigst, da man også i 2014 åbnede løbet med en massespurt, hvor han slog John Degenkolb og Moreno Hofland. I 2011 vandt Ben Swift en massespurt foran Sagan og Matthew Goss, mens Cavendish også vandt første etape i 2010, denne gang ved at slå Juan Jose Haedo og Alexander Kristoff. Fabian Cancellara slog Levi Leipheimer og David Zabriskie på en kort prolog i 2009, året efter, at Tom Boonen havde slået Heinrich Haussler og den flygtigt tilbagevendte Mario Cipollini i en massespurt. I 2007 slog Juan Jose Haedo Luca Paolini og Thor Hushovd, da man første gang besøgte byen.

Favoritterne

Tour of California er som en lille grand tour, og derfor er det et løb, der som regel domineres af etapeløbsryttere. Det samlede klassement afgøres som regel af en kombination af bjergetaperne og enkeltstarten, og det vil også være tilfældet i år. I de tidlige år var enkeltstarten suverænt den vigtigste etape, men i de senere udgaver er klatreudfordringerne blevet hårdere, og det har betyder, at klatrerne har kunnet vinde løbet, selvom de har haft det svært i kampen mod uret. Således har Chris Horner, Robert Gesink og Julian Alaphilippe alle vundet løbet, selvom de var i defensiven på tidskørslen.

Årets udgave er klart den mest selektive hidtil, men interessant nok har man i forhold til tidligere tilgodeset både klatrerne og de mere tempostærke folk. Således er der i år hele tre etaper, hvor de lette folk kan vinde tid, hvilket er langt mere end tidligere, hvor der ofte kun har været én rigtig bjergetape. Til gengæld er enkeltstarten igen i år ganske glad og længere end vanligt, og derfor er det en ganske afbalanceret rute, der betyder, at vinderen skal være meget alsidig og ikke kan være enten meget tung eller meget temposvag.

Samlet set er det klatreudfordringerne, der dominerer, og på svær en rute kommer man ikke langt, hvis ikke man kan køre opad. Vigtigst er naturligvis mandagens kongeetape. Gibraltar Road er en meget svær stigning for rigtige klatrere, og som vi så i 2016, kan man vinde ganske meget tid her. Til gengæld er der tale om relativt eksplosiv sag, hvor det alene handler om sidste stigning. For lidt tungere folk kan 6. etape være langt farligere, fordi man her let kan tabe det hele. Til gengæld vil afstandene mellem de allerbedste formentlig være mindre, da stigningerne er knap så stejle. Der er imidlertid ikke megen tvivl om, at også det vil blive en stor klassementsdag.

Endelig er der 3. etape, hvis finale kendes fra 2017. Dengang var det en etape for puncheurs, men denne gang er indløbet hårdere. Derfor vil den i år være mere selektiv, og en klassementsrytter med et godt punch på korte stigninger kan sagtens vinde tid her og derved også sikre sig bonussekunder. Til gengæld skal klatrerne så forsvare sig på de næsten 35 km tonserenkeltstart, hvor en svag temporytter kan tabe minutter. Det kan altså ikke understreges nok, at man skal være meget alsidig.

De tre sprinteretaper er usædvanligt lette og vil næppe spille en rolle. Den eneste fare er vinden, der før har splittet feltet i Californien. Umiddelbart synes det imidlertid kun være på onsdagens enkeltstart, at vinden vil være relativt kraftig, og derfor venter vi ikke, at den vil spille den store rolle. I det hele taget vil det generelt være fremragende vejr, idet der kun er risiko for regn fredag, ligesom man undgår de høje temperaturer fra tidligere.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Feltet er kendetegnet ved, at der er relativt få klatrere, og af dem er det meget gå, der kan køre enkeltstart på højeste niveau. Blandt de etablerede topnavne er det således kun Tejay van Garderen og Brent Bookwalter, der kan køre med helt i front på 4. etape, ligesom talentet Neilson Powless og Lawson Craddock også kan gøre sig gældende. De øvrige topfavoritter vil alle kunne se frem til et tidstab, og det gør løbet ganske svært at løse.

Én ting står dog mejslet i granit: Egan Bernal må være løbets helt store favorit. Det colombianske vidunderbarn har overgået selv de største forventninger til hans WorldTour-debut og vist, at han allerede nu er at regne som en af verdens allerbedste klatrere. Alle vidste, at han var sportens måske mest lovende klatrer, men at han allerede nu skulle kunne blande sig med de største, var alligevel uventet. I Catalonien var det kun en sublimt kørende Alejandro Valverde, der var bedre, og de to viste både på 4. og 7. etape, at de var alle andre overlegne på stigningerne.

Selvom han brækkede skulderen i et styrt på sidste etape, chokerede han endnu engang ved allerede at være i form i Romandiet, hvor han tog karrierens første WorldTour-sejr med en suveræn præstation på bjergenkeltstarten. På kongeetapen var han ganske vist ude af stand til at knække Primoz Roglic, men de to var klart de stærkeste. Derfor ved vi, at Bernal er i fremragende form, og han bliver næsten umulig at slå på 2. etape. De udmarvende stigninger i højderne på 6. etape passer ham også, og så er han som bekendt lynhurtig på stregen, hvilket gør ramperne på 2. og 6. etape perfekte for ham. Reelt kan han derfor vinde tre etaper og derved vinde både tid og 30 bonussekunder.

Problemet er enkeltstarten, hvor erfaringen er begrænset, men noget tyder på stort potentiale. Han overraskede sig selv og alle andre ved at blive colombiansk mester, og han kørte en fremragende prolog i Romandiet. Det er klart, at han vil tabe til de bedste på 4. etape, men ikke mere end noget, der kan hentes af en suveræn Bernal i bjergene. Med et stærkt hold ved sin side er Bernal den klar favorit.

Løbets helt store joker er Adam Yates. Briten var i foråret, særligt i Tirreno-Adriatico, på et helt nyt niveau og vandt da også i suveræn stil en puncheuretape i det italienske løb. Han stod foran store resultater, men styrtede desværre slemt i Catalonien. Dette er derfor hans comebackløb efter en lang pause, og Mitchelton lægger derfor heller ikke et stort pres på ham. Han har imidlertid selv meldt om gode ben, og har han vitterligt allerede fundet formen, bliver han farlig. Den relativt eksplosive indsats på Gibraltar Road passer ham ganske glimrende, ligesom 3. etape er skræddersyet til ham. De længere stigninger på 6. etape er sværere, men sidder han med til den sidste rampe passer også den afslutning ham glimrende. Også han har enkeltstarten som en udfordring, men i et felt uden mange specialister kan han forsvare sig, ikke mindst fordi han har gjort fremskridt. Et større problem er måske, at han er omgivet af et sprinterhold, men har han kongeben som i marts, kan han alligevel gøre arbejdet færdigt.

Sidste år var Rafal Majka meget tæt på at vinde løbet og var stærkeste mand i bjergene. En skidt enkeltstart kostede ham imidlertid alle muligheder, og han endte på en samlet tredjeplads. I år er han også på papiret en af de allerbedste klatrere i dette løb, og efter en yderst lovende sæsonstart, hvor han kørte stærkt i Abu Dhabi og Tirreno-Adriatico, har han vist gode takter. Han skuffede ganske vist stort i Ardennerne, og det skaber lidt usikkerhed om formen, men han burde være klar til at gå efter et resultat. Han har nemlig givet udtryk for i år ikke at ville satse alt på Touren i tilfælde af, at han igen rammes af uheld, og han vil have flere resultater i første del af sæsonen. Den knaldhårde rute burde passe ham, og han er også ganske god i eksplosive finaler som dem, der venter på 3. og 6. etape. Til gengæld er enkeltstarten atter en stor, stor akilleshæl, og derfor skal han formentlig vinde tid på de fleste i bjergene, også på Bernal og Yates.

I 2013 vandt Tejay van Garderen løbet på et tidspunkt, hvor han stadig var et lovende etapeløbstalent. Siden da er amerikaneren nærmest faldet helt sammen og har i de senere år været en skygge af sig selv. Helt dårligt er det dog ikke gået, idet han trods alt vandt en bjergetape i Giroen og kørte top 10 i Vueltaen sidste år. Var han ikke styrtet i Spanien, kunne det endda være blevet endnu bedre. Til gengæld har der ikke været med at glæde sig over i år, selvom han lagde lovende ud i Algarve, og efter et styrt i Paris-Nice har han ledt efter formen. Senest skuffede han i Romandiet, og det er derfor svært at være alt for optimistisk. Han har dog vist, at niveauet stadig er der - det vidner Vueltaen, Algarve og sidste års Tour de Romandie om - men det kræver, at han har fundet det. Løbet her er et stort mål, så han burde være velforberedt. Udfordringen bliver at følge Bernal i bjergene, men kan han begrænse tabet, kan han vinde meget tid på 4. etape og dermed alligevel tage sin anden samlede sejr i løbet.

Daniel Martinez fik sit helt store gennembrud sidste efterår, hvor han kørte fremragende i de italienske klassikere. Siden skiftet til EF er han kun blevet endnu bedre og var meget imponerende i Catalonien, hvor han var en af de allerbedste. Et overfald under træningen har sat ham lidt tilbage, men han var overraskende god i Romandiet, hvor han blev nr. 14 på bjergenkeltstarten, og nu burde han være endnu bedre. Den meget bjergrige rute burde passe ham fint, særligt de lange stigninger i højderne på 6. etape. Enkeltstarten er et problem, men hans andenplads ved de colombianske mesterskaber viser, at han ikke er blandt de allersvageste i kampen mod uret.

BMC stiller med et stærkt hold med to kaptajner. Udover van Garderen vil de kunne satse på Brent Bookwalter, der altid er blandt de bedste i de amerikanske løb. Amerikaneren er de senere år blevet hhv. nr. 3 og 4, men vi har også set, at han fortsat mangler lidt for at følge de allerbedste i bjergene. Derfor er den mere bjergrige rute ingenlunde til hans fordel, og han vil helt sikkert tabe tid til de bedste på 2. etape og formentlig også på 6. etape. Til gengæld er han hurtig og kan gå efter bonussekunder på 3. etape. Hans helt store våben er dog enkeltstarten, da han er en af de få klassementsryttere, der kan regnes som specialist. Han viste ikke storform i Yorkshire, men har timet alt efter dette løb. Forsvarer han sig godt i bjergene, vil han atter være med helt fremme.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Ian Boswell var hos Sky en uopslidelig hjælper, der dog fik chancen i netop dette løb. Sidste år viste han klassen i bjergene, men tabte for meget tid på enkeltstarten til at blande sig i kampen om podiet. Nu håber han på at gøre det endnu bedre i Katusha-trøjen og har udset sig løbet som et stort mål, inden Zakarin skal hjælpes i Touren. Han har ikke vist meget indtil nu, men man må formode, at han har fundet formen til hjemmebaneløbet. Har han samme ben som sidste år, vil han være blandt de bedste i bjergene, og han har derfor fordel af den hårdere rute. Til gengæld betyder tidstabet på enkeltstarten formentlig, at det bliver svært for ham at vinde samlet.

Peter Stetina har altid dette løb som et stort mål og har ofte været med helt i front. For to år siden blev han da også nr. 2 på Gibraltar Road, men alt for ofte har han fået klø på enkeltstarten. 4. etape udgør også i år det helt store problem for amerikaneren, men som ren klatrer kan han til gengæld drage fordel af den usædvanligt hårde rute. Sidste år viste han også sin klasse, da han var klart stærkeste mand på stigningerne i Colorado Classic, og han synes altid at finde formen til de amerikanske løb. Det vil formentlig også være tilfældet i år, hvor han ellers ikke har vist meget i Europa.

UAE er her primært for at køre for Alexander Kristoff, men har i Kristijan Durasek en farlig joker. Den altid så uforudsigelige kroat finder af og til formen, og det synes han at have gjort nu. I hvert fald kørte han fremragende i Romandiet, hvor han leverede en sublim bjergenkeltstart og var blandt de stærkeste på kongeetapen. Når han finder de ben, er han en glimrende klatrer, hvilket etapesejre i Tour de Suisse, Tour of Croatia og Tour of Turkey vidner om. Derfor kunne meget tyde på, at han vil være helt fremme på de svære etaper, men han har til gengæld et stort problem på enkeltstarten, hvor han kører til blandt de allersvageste og derfor får svært ved at vinde samlet

For to år siden fik unge Neilson Powless et stort gennembrud i dette løb, og havde det ikke været for et dumt uheld på sidste etape, var han utvivlsomt endt i top 5. Også i de store U23-løb har han vist sit kolossale potentiale, ligesom han sidste år blev nr. 4 i Tour of Utah. Nu er han kommet til LottoNL, hvor han primært har ageret hjælper, men dog viste evnerne med en 9. plads i Coppi e Bartali. Dette er hans store chance som kaptajn i et WorldTour-løb, og han må formodes at være fremragende forberedt, selvom han ikke har kørt løb siden Baskerlandet. Han har vist, at han er en glimrende klatrer, men hans helt store våben er hans fremragende enkeltstart, der er en af de bedste blandt klassementsrytternes.

Mathias Frank havde store ambitioner i Romandiet, hvor han imidlertid faldt igennem. Schweizeren er slet ikke ved fordums styrke, men viste dog i Schweiz Rundt sidste år, at hans niveau stadig er fornuftigt. Han er ingenlunde tempospecialist, men bedre i kampen mod uret end mange af de mere rene klatrere, men til gengæld kommer han nok lidt til kort på de helt store stigninger. Da Romandiet var et mål, burde formen dog ikke være ringe.

Efter sit rædselsfulde 2017 har der været små tegn på, at Lawson Craddock er på vej tilbage. Han viste de første lovende takter i Coppi e Bartali, hvor et styrt dog satte ham tilbage, men det var top 10-placeringen efter en dag i udbrud i Amstel, der for alvor gav håb. Nu er han klar til at jagte et resultat på hjemmebanen, hvor han tidligere har været på podiet. Desværre frygter vi, at han endnu ikke klatrer godt nok til at begå sig helt fremme på så hård en rute. Til gengæld kan han drage fordel af, at han er en langt bedre temporytter end klatrerne.

Sky kører helt sikkert for Bernal, men har i Pavel Sivakov en glimrende plan B. Det russiske supertalent er yngre end Bernal og er derfor endnu ikke på samme niveau, men potentialet er kolossalt. Sidste år vandt han trods sin unge alder tre af de fire store U23-etapeløb, men har i år desværre været sat tilbage af en knæskade. Samtidig har de store WorldTour-løb været en anelse for svære for den unge russer, men han burde efterhånden have fundet formen og have langt bedre chancer i det mindre stressende løb i Californien. Samtidig har han den fordel, at han modsat mange af de andre favoritter er en glimrende temporytter, men han havde dog foretrukket en mere kuperet rute på 4. etape. Frygten er naturligvis første og fremmest, at han ender med at skulle ofre sig, hvis Bernal tager trøjen allerede på 2. etape.

For et par år siden var Lachlan Morton fremragende i alle de amerikanske løb og vandt blandt andet Tour of Utah samlet. Det sikrede ham en kontrakt med Dimension Data, men her har han haft det svært. Faktisk var det kun i Californien, at han sidste år var på et fornuftigt niveau, men her var han til gengæld også blandt de bedste klatrere - selvom han havde en dårlig dag på kongeetapen. Siden da har han stort set intet vist, men kender vi ham ret, finder han benene til dette løb. Desværre er han nok for ustabil og for temposvag til at blande sig helt i top.

Stortalentet Matteo Fabbro hører til blandet feltets mest lovende klatrere og viste med en 19. plads på bjergenkelstarten i Romandiet glimt af sit potentiale. Her er niveauet knap så højt, og som det ofte er tilfældet for unge ryttere, har han det formentlig som et ganske stort mål. Også han får klø på enkeltstarten, men til gengæld har han potentialet til at overraske i bjergene.

Et af løbets helt store spørgsmålstegn er Laurens De Plus, der jo regnes som den næste store belgiske klatrer. Desværre styrtede han som bekendt slemt i februar og har først gjort comeback for nylig i Frankfurt. Her overraskede han imidlertid alt og alle ved at være blandt de bedste på stigningerne. Det er tvivlsomt, om formen allerede nu rækker til at være med helt fremme i et så bjergrigt løb, men den talentfulde belgier kan måske overraske igen. Heller ikke han er tempostærk, men han er heller ikke blandt de svagest i kampen mod uret.

Sidste år var Sepp Kuss blandt de allerbedste på alle de hårde etaper i de amerikanske løb, hvor han gav prøver på klatrepotentialet. Desværre har han efter skiftet til LottoNL haft det meget svært, og han har været en skygge af sig selv overalt. Meget ofte ser man imidlertid, at de nordamerikanske ryttere alligevel finder benene, når de krydser Atlanten, og man kan håbe, at det samme sker for Kuss. Desværre er også han alt for temposvag til for alvor at kunne gøre sig gældende helt oppe i toppen.

Endelig vil vi fremhæve Rob Britton og Gavin Mannion som de bedste kandidater fra de mindre hold. Britton vandt sidste år Tour of Utah og har vist, at han kan begå sig i de store amerikanske løb. En samlet sejr i Tour of the Gila vidner om topform, og han er en af de få klassementsryttere, der også kan køre enkeltstart. Til gengæld kan man frygte, at han ikke klatrer godt nok til helt at kunne hævde sig på så svær en rute.

I Gila blev Mannion nr. 2, og han har i det hele taget i år været en dominerende skikkelse på de amerikanske veje. Sidste år blev han også nr. 2 bag Britton i Tour of Utah og har dermed vist sine evner også på højt niveau. Han har hidtil manglet lidt stabilitet, men synes endelig at have fundet den. Også han kører en glimrende enkeltstart og er blandt de mest alsidige ryttere.

***** Egan Bernal

**** Adam Yates, Rafal Majka

*** Tejay van Garderen, Daniel Martinez, Brent Bookwalter, Ian Boswell, Peter Stetina,

** Kristijan Durasek, Neilson Powless, Mathias Frank, Lawson Craddock, Pavel Sivakov, Lachlan Morton, Laurens De Plus, Matteo Fabbro, Sepp Kuss, Rob Britton, Gavin Mannion

* Floris De Tier, Jai Hindley, Brandon McNulty, Serghei Tvetcov, Edward Ravasi, Nicola Conci, TJ Eisenhart, Ruben Guerreiro, Jhonatan Narvaez, Tao Geoghegan-Hart, Antwan Tolhoek, Lennard Kämna, Tom-Jelte Slagter, Nathan Haas, Scott Davies

Danskerne

Kasper Asgreen skal støtte Fernando Gaviria, Laurens De Plus og Jhonatan Narvaez på Quick-Step, men har gode chancer for at lave et resultat på enkeltstarten. Det samme har Mikkel Bjerg på Hagens Berman, og U23-verdensmesteren kan også få frihed til at jagte udbrud undervejs.