Optakt: Tour of California

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR OF CALIFORNIA

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har længe været et stor ting i USA, der i mange år har haft nogle af verdens bedste ryttere og tidligere haft store, prestigiøse løb. Mens den gode udvikling på ryttersiden ikke er stilnet af, og man nu høster frugten af de mange børn, der begyndte at cykle under Lance Armstrong-æraen, har man imidlertid haft det sværere på løbssiden. De løb, der dominerede i 80erne og 90erne er alle forsvundet, og man har i høj grad lidt under det faktum, at den store afstand til cykelsportens kerneland i Europa har gjort det svært at tiltrække de bedste ryttere.

I 00erne er der imidlertid blevet gjort mange forsøg på at skabe en fornuftig base af løb på højeste niveau på den anden side af Atlanten. Det mest succesfulde af disse er Tour of California, der blev skabt i 2006 som det næste store amerikanske etapeløb, og mens andre, lignende projekter som Tour of Georgia, Tour of Missouri og USA Pro Challenge alle trods en lovende start hurtigt forsvandt fra kalenderen efter bare få år, trives løbet i den store vestlige stat i rollen som højdepunktet på den voksende amerikanske kalender. Mange af sportens største sponsorer har en stor interesse i det amerikanske marked, og derfor får løbet stor prioritet af mange tophold. Kampen om invitationer har længe være hård både mellem WorldTour-hold og specielt de lokale kontinentalhold, da der for topholdene er tale om et prestigiøst løb med stor opmærksomhed og for de amerikanske mandskaber en stor chance for at måle sig med verdens bedste.

Med sin oprindelige placering i februar startede løbet som et opvarmningsløb for mange af de europæiske storhold, der brugte begivenheden til at komme i gang og få løbskilometer i benene inden de store højdepunkter på deres eget kontinent. Samtidig var det incitament for de amerikanske ryttere til at træne hårdt henover vinteren, idet det var nødvendigt at være i god form straks fra start, hvis de ville være konkurrencedygtige i deres store hjemmebaneløb. Levi Leipheimer viste år efter år, at han havde en fantastisk evne til at nå topformen uden at køre løb, og den amerikanske veteran tog således tre sejre i træk efter at være blevet nummer seks i debutåret, hvor Floyd Landis løb med sejren.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Desværre endte løbet også som en hovedsageligt amerikansk affære, da de europæiske ryttere slet ikke var så velforberedte som de lokale stjerner, og i de første fire år blev 9 af 12 podiepladser besat af ryttere fra værtslandet. Derudover blev løbet plaget af elendigt vintervejr, og arrangørerne kunne slet ikke vise de billeder af Sunny California, som de havde håbet. Endelig betød den tidlige kalenderplacering, at det var helt umuligt at bevæge sig ind i de høje bjerge, hvilket kunne gøre løbet mere attraktivt for publikum.

I lang tid havde arrangørerne et ønske om at flytte termin til foråret, og forud for 2010-udgaven lykkedes det endelig. I forbindelse med en generel omlægning af kalenderen blev Volta a Catalunya flyttet fra den hidtidige placering i maj til slutningen af marts, og det skabte en ny plads til det amerikanske løb. Siden da har det været holdt samtidig med Giroen - nogle gange under første uge, andre gange under anden uge af den italienske grand tour - og hvor det tidligere var et opvarmningsløb, er det nu blevet vigtig forberedelse til Tour de France.

Løbet har imidlertid stadig visse udfordringer, der skal overkommes. Først og fremmest er det meget svært at konkurrere med Giroen om opmærksomhed, og arrangørerne har helt sikkert mærket, hvorfor Volta a Catalunya med begejstring afleverede deres placering på kalenderen. Tilføjelsen af bjergetaper har helt sikkert givet anledning til mere spændende cykelløb, og trods et par etaper, der har været ramt af dårligt vejr, aflysninger og ruteomlægninger, har man generelt haft meget bedre vejrforhold.

Ikke desto mindre er det ikke for alvor lykkedes at bryde tendensen til, at løbet først og fremmest er en begivenhed for amerikanere. På denne tid af året er det bedste etapeløbsryttere enten i gang med sæsonhøjdepunktet på de italienske landeveje eller på vej tilbage efter en lille pause, inden de for alvor starter opladningen mod Tour de France. Løbet i Californien er en god mulighed for at få nogle løbskilometer i benene i opbygningen frem mod verdens største løb, men der er ikke mange af stjernerne, der nu har formen til at kæmpe med om sejren. Samtidig er det blevet mere og mere populært at tilbringe denne tid af året på højdetræningslejr. Det var således et hårdt slag for løbets arrangører, da den lokale helt Tejay van Garderen efter at have vundet løbet offentligt indrømmede, at det var umuligt at gå efter sejren i både Californien og Touren, og nu om dage er der stort set ingen af de største grand tour-stjerner, der drager til Californien.

Samtidig nyder løbet stadig stor anseelse blandt de amerikanske ryttere, for hvem det ofte er et af sæsonens højdepunkter. Det gør det til en ulige konkurrence med lokale ryttere i topform og et par enkelte internationale topnavne, der bruger det til at genfinde formen, og derfor er det ikke overraskende, at syv af de ni podiepladser mellem 2010 og 2012 blev taget af amerikanere. I de senere år er tendensen imidlertid blevet brudt, og i 2015 havde man for først gang et podium helt uden hjemlige ryttere.

Da løbet blev skabt, var de flest enige om, at det bare var et spørgsmål om tid, inden det blev optaget på WorldTouren som det første nordamerikanske løb. Det blev imidlertid overhalet indenom af de canadiske klassikere GP Quebec og Montreal, der allerede i deres første udgave blev en del af det fine selskab. Diskussionen er imidlertid fortsat, og det har af mange været anset som uundgåeligt, at optagelsen ville komme på et tidspunkt.

Fra og med 2017 blev det så endelig en realitet, at Tour of California er på den fineste kalender, da det var ét af de mange løb, der kom med i forbindelse med den store udvidelse i efteråret 2016. Det har boostet feltet yderligere, og da der nu er vigtige WorldTour-point på spil, synes flere hold at have ambitioner om at køre med om sejren. Derfor var der i både 2017 og 2018 flere klassementsryttere end tidligere til start, og flere ryttere - ganske vist primært fra de lidt lavere geledder - havde det som deres store mål, hvor de for en gangs skyld kan slippe for hjælpeopgaver og selv gå efter et resultat. Selvom det for WorldTour-holdene er frivilligt at deltage, valgte 12 af de 18 mandskaber at rejse over Atlanten, og således var det kun Movistar, Bahrain-Merida, Ag2r, FDJ, Orica-Scott og Lotto Soudal, der ikke var at finde på startstregen. Tendensen fortsatte i 2018, hvor Ag2r og Mitchelton-Scott føjede sig til feltet på bekostning af Astana, og igen i år er 13 af de 18 WorldTour-hold at finde i feltet med Movistar, FDJ, Ag2r, Mitchelton-Scott og Lotto Soudal som de eneste undtagelser.

Den nye status har imidlertid også givet anledning til nogen uro. Ifølge de hidtidige regler har det været forbudt at invitere kontinentalhold til WorldTour-løb. Det har givet frygt for fremtiden hos mange af de lokale mandskaber, for hvem Tour of California er det store udstillingsvindue. I 2017 bøjede UCI imidlertid bøjet reglerne, og der blev fundet en løsning, som betød, at der blev plads til to hold fra laveste division, Jelly Belly og Rally. Der var dog tale om en engangsforeteelse, og blandt andet derfor var der sidste år hele fire amerikanske prokontinentalhold, der således alle kunne få adgang til løbet. I år er man atter nede på to mandskaber fra næsthøjeste niveau, men da det i dag er tilladt for landshold at deltage i WorldTour-løb, vil vi som noget nyt se et amerikansk nationalhold, der samler nogle af rytterne fra de mange kontinentalhold op.

Hvor løbet har haft svært ved at appellere til klassementsryttere, er det blevet et højdepunkt for klassikerryttere og sprintere. De er ikke på samme måde optaget af højdetræningslejre på denne tid af året, men lader i stedet op til Touren ved at køre løb. Da mange af disse ryttere samtidig skipper Giroen, er det altid lykkedes at tiltrække adskillige af de bedste sprintere. Sidste år var Marcel Kittel, Fernando Gaviria, Caleb Ewan, Peter Sagan, Mark Cavendish og Alexander Kristoff således alle til start. I år har mønsteret dog ændret sig, og denne gang vil Sagan, Cavendish og John Degenkolb være de eneste etablerede topsprintere i et felt, der til gengæld tæller flere af de mest lovende unge navne i den internationale sprinterverden. Med hele 16 etapesejre og en yderst overraskende samlet triumf i 2015 har Sagan etableret sig som kongen af Californien, og han nyder nærmest kultagtig status på den anden side af Atlanten.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Sidste års udgave endte som en sand magtdemonstration fra forhåndsfavoritten Egan Bernal. Efter at have knust al modstand på kongeetapen måtte han ganske vist efter enkeltstarten aflevere førertrøjen til Tejay van Garderen, men det var kun for en kort bemærkning. På løbets anden og sidste bjergetape kørte han atter fra alt og alle og sikrede sig herved den samlede sejr med hele 1.25 ned til van Garderen og 2.14 ned til Daniel Martinez. Bernal skulle som bekendt have kørt Giro, og trods sit brækkede kraveben har han aldrig haft planer om at forsvare titlen. Heller ikke Martinez, der har haft et aktivt forår, er med denne gang, men til gengæld vender van Garderen tilbage, for første gang iført EFs lysrøde trøje.

Ruten

Tour of California har ofte været at betragte som en slags mini grand tour. Der har altid været adskillige sprinteretaper, hvilket forklarer den store appel man har til de hurtige folk, mens klassementet ofte er blevet afgjort på en eller to bjergetaper samt en enkeltstart af middel længde. I de tidlige år var enkeltstarten i særklasse den vigtigste etape, specielt fordi der ikke var afslutninger på stigninger, men efter at løbet er flyttet til maj, har muligheden for at begive sig ind i de høje bjerge åbnet løbet op for klatrerne. Ryttere som Robert Gesink, Chris Horner, George Bennett, Julian Alaphilippe og Egan Bernal, der ikke er kendt som enkeltstartsspecialister, har således vundet løbet, men det ændrer ikke på, at enkeltstarten altid har været og vil være en meget vigtig del af løbet.

Siden begyndelsen i 2006 har løbet fulgt en rute, der går fra nord til syd, og man har ofte genbrugt de samme finaler igen og igen. Enkeltstarten i Solvang, Sierra Road-stigningen og bjergafslutningerne på Mount Baldy og Big Bear Lake er sammen med mange af sprinterafslutningerne blot nogle af de varemærker, der har præget mange udgaver.

I 2013 ændrede man formatet ved for første gang at rejse fra syd til nord, og man forsøgte samtidig at opfinde adskillige nye etaper samt en helt ny bjergafslutning. I de senere år er man gået tilbage til nord-syd-modellen med 2016- og 2018-udgaverne som undtagelser, men generelt har man sluppet lidt af traditionsbundetheden og ladet kreativiteten udfolde sig lidt mere. Således rejste man også ”den forkerte vej” i 2016, hvor man opfandt en meget innovativ rute med flere helt nye afslutninger, og også sidste år var der plads til nytænkning.

Det er der i den grad også i år, hvor man går helt nye veje. Det skyldes, at der for første gang nogensinde slet ikke er en enkeltstart på programmet, og det betyder, at et løb, der tidligere har været skabt til de mere alsidige ryttere, i år synes at være en gave til klatrerne. Til gengæld får heller ikke de mange muligheder for at udfolde sig, for selvom der samlet set er tale om en knaldhård rute med hele fire etaper på mere end 200 km, kun to oplagte sprinteretaper og et hav af højdemeter, er det kun fredagens kongeetape, der byder på en rigtig bjergfinale. Arrangørerne har måske nok med rette betegnet ruten som den hårdeste i løbets historie, men klassementskampen kan meget vel blive kogt ned til kongeetapen, hvor rytterne for fjerde gang i historien skal slutte på den stejle Mount Baldy, der har udviklet sig til at være løbets mest ikoniske etape.

Resten af løbet udgøres hovedsageligt af blandede etaper med mange højdemeter, men hvor finalerne er relativt lette. Sprinterne burde med sikkerhed komme til fadet på den korte, helt flade åbningsetape i hovedstaden Sacramento og på 4. etapes lange, smukke tur ned langs Highway 1, hvor der dog venter en velkendt teknisk og let stigende finale i Morro Bay. Klassementsrytterne får mulighed for at varme bjergbenene op på mandagens lange bjergmaraton, der via en 80 km lang klatretur fører op til målet ved South Lake Tahoe, men hvor udfordringerne alle kommer så langt fra mål, at det kun er den afsluttende lille rampe, der vil skabe drama på en dag, der synes skabt til puncheurs og eksplosive klatrere.

Løbets mest uforudsigelige etape kommer om tirsdagen, hvor man undervejs skal over den svære Mount Hamilton, og det gjorde det muligt for Rafal Majka, George Bennett, Lachlan Morton og Ian Boswell at snyde alle rivalerne på en lignende etape for to år siden. Afstanden til mål er dog så lang, at etapen meget vel kan ende som en dag for hårdføre afsluttere. Efter onsdagens sprinteretape venter der torsdag et hele 219,5 km langt maraton, der byder på en meget interessant finale med en lille 900 m lang mur bare 5 km fra stregen, og hvor klassementsrytterne atter kan teste benene inden fredagens kongeetape. Det hele slutter med endnu en uforudsigelig og kuperet etape med en flad finale i Pasadena, hvor vi har set udbrudssejre i tre af fire tidligere besøg, men hvor der hårdføre sprintere også har en god chance for at komme til fadet.

1. etape

Tour of California har ofte givet sprinterne det første ord, og det vil helt sikkert ikke forholde sig anderledes i 2019. Side 2014 er løbet enten sluttet eller startet i statens hovedstad, Sacramento, hvor man har budt på den fladest tænkelige sprinteretape, og placeringen i løbet af Sacramento-etapen har udelukkende været bestemt af, om man er kørt fra nord til syd eller omvendt. I år starter man i nord, og det betyder, at hovedstaden atter lægger asfalt til det indledende slag, hvor der som altid venter en sand lækkerbiske for de hurtige folk, der vil se frem til at slås om løbets første førertrøje.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Etapen er med sine 143 km en relativt kort sag, der har både start og mål i Sacramento. Fra starten i den vestlige udkant af byen bevæger mand sig mod nordvest ad Garden Highway, indtil man kort efter rammer en lang, snorlige og helt flad vej, der fører mod vest. I etapens vestligste punkt drejer man stik syd for at følge endnu en helt lige og flad vej ned til dagens første spurt, der er placeret efter 62 km.

Efter spurten vender man igen snuden mod Sacramento ved at dreje mod øst og herefter i en fase, der byder på lidt flere sving end tidligere på etapen at fortsætte ind mod storbyen. Herefter kører man skiftevis mod nord og vest, inden man atter rammer den første del af ruten. Herfra går det først mod øst og siden nordøst ad en lang og flad vej ind til byens centrum. Her krydser man stregen for første gang efter 132,5 km i forbindelse med den anden spurt, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 3,5 km lange afsluttende rundstrækning. Den er helt flad, men også ganske teknisk med hele fem skarpe sving, de sidste med 900 m igen, inden man rammer den lige og flade opløbsstrækning med mål foran Capitol Park.

Etapen byder på i alt bare 163 højdemeter.

Sacramento har altid været rammen om de helt store massespurter, og med mindre det blæser voldsomt vil det være tilfældet igen. Etapen er stort set identisk med den, vi kender fra de senere år, og hver eneste gang har det været sprinterne, der har skullet slås om hæder foran Capitol Park. Der er tale om en helt klassisk finale for de helt rene sprintere, men de skal udvise visse positioneringsegenskaber på den teknisk rundstrækning, der byder på ganske mange sving over en kort distance.

Sacramento blev sidst besøgt sidste år, hvor Fernando Gaviria rundede et fantastisk løb af ved at tage sin tredje etapesejr på syv dage, denne gang foran Max Walscheid og Caleb Ewan. I 2017 vandt Marcel Kittel åbningsetapen, og i 2016 slog Mark Cavendish til foran Peter Sagan og Alexander Kristoff i en spurt på sidste etape. I 2015 fik Cavendish ram på Sagan og Jempy Drucker i spurten på 1. etape, og briten var såmænd også hurtigst, da man også i 2014 åbnede løbet med en massespurt, hvor han slog John Degenkolb og Moreno Hofland. I 2011 vandt Ben Swift en massespurt foran Sagan og Matthew Goss, mens Cavendish også vandt første etape i 2010, denne gang ved at slå Juan Jose Haedo og Alexander Kristoff. Fabian Cancellara slog Levi Leipheimer og David Zabriskie på en kort prolog i 2009, året efter, at Tom Boonen havde slået Heinrich Haussler og den flygtigt tilbagevendte Mario Cipollini i en massespurt. I 2007 slog Juan Jose Haedo Luca Paolini og Thor Hushovd, da man første gang besøgte byen.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

2. etape

En af grundene til, at man flyttede løbet fra februar til maj, var drømmen om at sende feltet ind i de høje bjerge. Det har den nye status som forårsløb muliggjort, og arrangørerne har i løbet af det sidste lille årti fundet sig nogle faste stigninger og bjergområder at besøge. I de senere år har South Lake Tahoe, der ligger i mere end 2000 m højde, vundet indpas som en foretrukken destination, hidtil som en sidste bjergtest i løbets anden halvdel. I år tilbyder den lange, udmarvende opkørsel til bjergsøen imidlertid en første chance for at varme bjergbenene op, og selvom der er tale om en lang opslidende klatretur mere end en rigtig klassementsetape vil en lille stejl rampe op til målet sikre, at vi får et første lille indblik i, hvem der har taget de gode ben med sig til USA.

Med en distance på hele 214,5 km er der tale om en yderst lang etape, der fører feltet fra Rancho Cordova til South Lake Tahoe. Startbyen er en forstad til Sacramento, der ligger i en helt flad del af Californien, og derfor er der ikke de store terrænmæssige udfordringer i etapens første del. Her kører man nemlig mod nordøst igennem let stigende terræn med retning mod bjergene, indtil man når den første spurt, der er placeret efter 51,5 km. Den markerer starten på det sværere terræn, da man herefter snor sig mod øst i en kuperet zone, der byder på kategori 3-stigningene Cedar Ravine Road (3,3 km, 4,6%) og Bucks Bar Road /1,8 km, 7,2%) med top efter hhv. 59,5 og 68,5 km.

Efter de to stigninger følger et kort fladere stykke, men det varer ikke længe, inden man indleder den lange, udmarvende klatretur op mod søen. Således stiger det i den følgende fase næsten uafbrudt i 80 km, men uden at det nogensinde bliver rigtigt stejlt. Mod toppen drejer man mod nord for at følge en kort nedkørsel, inden man endelig ramme en kategoriseret stigning, kategori 2-stigningen Kirkwood Summit (3,9 km, 6,3%), der har top efter 155,5 km. Derfra drejer man direkte mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Carson Pass (4,7 km, 4,6%), der med sin top i 2615 m højde efter 167,0 km udgør etapens højeste punkt.

Herfra resterer imidlertid fortsat 47,5 km, og de er betydeligt lettere. En let nedkørsel fører mod nordøst, inden man drejer mod vest for at køre op ad den lille Luther’s Pass, der leder op til den sidste spurt, der er placeret efter 185,5 km. Herefter venter en kort nedkørsel, inden man drejer mod nord for at køre igennem fladt terræn på til søen. Her venter imidlertid en tricky finale, når man med 1,7 km igen drejer ind på den afsluttende kategori 3-stigning, der stiger med 6,1%, men med 7,4% over de sidste 1200 m. Generelt bliver den stejlere og stejlere undervejs og er også ganske teknisk med skarpe sving 1200, 900 og 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4203 højdemeter.

4200 højdemeter over 214,5 km er en monumental udfordring, men det er næppe en etape, der vil gøre den helt store forskel. Udfordringerne kommer alle langt fra må, og det er således ikke en rute, der egner sig til et stort klatreslag. Da man kørte en næsten identisk etape i 2016, sad sprintere som Jasper Stuyven og Travis McCabe da også med hjem, og vi vil formentlig have begrænset udskilning, når vi når til South Lake Tahoe. Modsat for tre år siden slutter man imidlertid på samme lille rampe, som også blev benyttet på 6. etape sidste år, og den vil sikre, at det ikke er en dag for sprinterne, men derimod for puncheurs og de meste eksplosive klassementsryttere, der her kan gå efter nogle værdifulde bonussekunder.

South Lake Tahoe blev senest besøgt i 2018, hvor den var mål for en sværere bjergetape, der gav en suveræn solosejr til Egan Bernal, som med en stor offensiv knækkede Tejay van Garderen og generobrede førertrøjen ved at vinde foran Adam Yates og Tao Geoghegan Hart. I 2016 lykkedes det Toms Skujins, Adam De Vos og Xabier Zandio at holde hjem fra et udbrud, hvorefter letten spurtede sig til sejr.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

3. etape

Et af Californiens mest kendt cykelbjerge er Mount Hamilton, der første gang blev besteget i 2008, mens løbet stadig var et vinterløb. Siden er stigningen blevet besøgt med jævne mellemrum, men ofte med en så tidlig placering på etaperne, at den ikke har gjort den store forskel. Noget lignende kunne gentage sig i år, hvor det ikoniske bjerg vender tilbage efter et års fravær, men vi så også i 2016, at fire klatrere tog alle rivalerne på sengen og med et overraskelsesangreb på bjerget lagde grunden til George Bennetts samlede sejr. Der venter således en formentlig ganske aggressiv og helt sikkert meget åben etape, hvor en længere og fladere finale end for to år siden dog vil gøre det vanskelige at gøre afgørende forskelle.

Med en distance på 208 km er der igen tale om en yderst lang etape, der fører feltet Stockton til Morgan Hill. Startbyen ligger i en helt flad del af Californien, og den indledende del består således af en tur mod sydvest igennem fladlandet med retning mod storbyen San Jose, der ligger i kuperet terræn. Derfor skal man op over kategori 2-stigningen Patterson Pass (5,3 km, 5,7%), der har top efter 53,5 km, inden en nedkørsel leder ned mod byen Livermore. Her drejer man mod sydøst for igennem fladt terræn at køre frem til dagens første spurt, der er placeret efter 72 km og leder direkte ind på kategori 3-stigningen Mines Road (2,7 km, 6,3%), hvis top rundes efter 77 km. Herefter forsætter der imidlertid med at stige jævnt, mens man kører mod sydøst, indtil man kort efter forplejningszonen rammer et let faldende og fladt stykke, der leder ned til bjergene øst for San Jose.

Finalen indledes, når man kører op over den lille kategori 3-stigningen San Antonio Valley Road 1 (1 km, 7,5%), der har top efter 120,5 km, hvorefter man drejer mod nordvest og vest for at køre frem til Mount Hamilton. Den inddeles i to dele, først med den lille kategori 3-stigning San Antonion Valley Road 2 (1,7 km, 8,1%) og efter en ultrakort nedkørsel selve Mount Hamilton, der er uden for kategori. Den stiger med hele 8,7% over 7 km og har top efter 139,5.

Efter bjergspurten resterer der fortsat 68,5 km, der indledes med en lang, teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest med retning mod San Jose. Den afbrydes kortvarigt af kategori 2-stigningen Ouimby Road (1,8 km, 9,2%), der har top 48,5 km fra stregen, hvorefter den sidste del af nedkørslen fører ned til udkanten af San Jose. I stedet for at køre ind mod centrum drejer man mod sydøst for at køre igennem fladt terræn, indtil man rammer to mindre bakker, der leder op til den sidste spurt, som er placeret efter 186,5km. En skarp nedkørsel fører nu mod vest, inden man rammer en lang, lige og flad vej, der fører mod sydøst ned til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3700 og 2200 m igen, hvorefter vejen blot bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3018 højdemeter.

Etapen er endnu et misfoster, der kan være meget svært at læse, men der er i vidt omfang tale om genbrug af afslutningen på 2. etape fra 2017. Her tog George Bennett, Rafal Majka, Ian Boswell og Lachlan Morton alle på sengen ved at angribe på Mount Hamilton og på det efterfølgende stykke at holde alle rivalerne bag sig, inden Majka sejrede i spurten. Dengang var der imidlertid mål nede i San Jose inden det afsluttende helt flade stykke, og derfor bliver det svært at gentage det kunststykke denne gang. Det er dog meget tænkeligt, at Bennett og andre har tænkt sig at prøve igen, og derfor kan det sagtens blive en ganske underholdende og selektiv etape. Mest sandsynligt er det dog, at det ender i en eller anden form for spurt, men hvis der bliver gået til stålet, er det kun for meget klatrestlærke folk.

Morgan Hill gjorde debut sidste år, hvor byen var vært for enkeltstarten, som blev vundet af Tejay van Garderen foran Patrick Bevin og Tao Geoghegan Hart.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

4. etape

Efter to dage uden for rampelyset kan sprinterne se frem til atter at komme til fadet på 4. etape. Hvert eneste år byder løbet nemlig på en etape ned ad Highway 1 langs den smukke amerikanske stillehavskyst, hvor de hurtige folk som regel har fået chancen i en af kystbyerne, og den etape genfindes i år på løbets fjerde dag. Den lange, relativt flade dag i sadlen afsluttes dog med en let stigende og meget teknisk finale, hvor vi 2017 så, at Peter Sagan udnyttede udfordringerne til at sejre foran de normalt hurtigere sprintere.

Med en distance på hele 214,5 km byder etapen som den tredje i træk på mere end 200 km, der denne gang fører fra Laguna Seca til Morro Bay. Etapen er usædvanligt enkel, idet man hele dagen følger den amerikanske vestkyst og den smukke Highway 1. Først kører man mod vest ud til vandet, og dernæst følger man kystvejen mod syd op over en lille bakke, inden fladt terræn leder frem til endnu en lille stigning, på hvis top dagens første spurt er placeret efter 39,5 km. Kort efter drejer man mod sydøst, fortsat ad den let kuperede Highway 1. Den slår kortvarigt et lille smut ind i landet, når man skal op over kategori 2-stigningen Pacific Highway 1 1 (3,2 km, 7%), hvis top rundes efter 62 km. Derfra venter et længere stykke, der fører mod sydøst ned langs vandet i let kuperet terræn, der kun sjældent er fladt, men heller ikke byder på store stigninger.

Efter lidt mere end 100 km venter en lidt mere kuperet del af Highway 1. Her skal man nemlig op over de to kategori 3-stigninger Pacific Highway 1 2 (3,5 km, 5,2%) og Pacific Highway 1 3 (1,9 km, 6,9%), der har top efter hhv. 125,0 og 131,5 km. Fra toppen resterer imidlertid fortsat hele 83 km, og de er betydeligt lettere. Efter en kort nedkørsel er den resterende del af Highway 1 nemlig næsten helt flad med kun nogle ganske små bakker, og der er derfor ingen væsentlige terrænmæssige udfordringer, mens man fortsætter mod sydøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 155 km. Til slut når man frem til målbyen, hvor man kører øst om via Highway 1, inden man drejer mod syd og siden nordvest og nord for at køre ind til centrum. Her venter en teknisk finale, hvor en let bugtende vej afsluttes med skarpe sving med 1100, 900 og 500 m igen, inden man rammer den let stigende opløbsstrækning, der stiger med 2-3%.

Etapen byder på i alt 2821 højdemeter.

Vi kender efterhånden disse Highway 1-etaper til hudløshed, og selvom den ikoniske hovedvej er alt andet end flad, og etapen byder på næsten 3000 højdemeter, ender det altid i en spurt. Vinden kan være en trussel, men er det sjældent, og der er derfor lagt op til en massespurt i Morro Bay. Vi så imidlertid i 2017, at det er en ganske kringlet finale med et stigende opløb, og der stilles således ikke mindst krav til positioneringsevnerne, hvis man vil have chancen for at spurte sig til sejr som afslutning på endnu en lang, udmarvende dag.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Morro Bay gjorde debut som målby i 2017, hvor Peter Sagan vandt den stigende spurt i byen, lidt overraskende foran Rick Zabel, der kørte så flot et lead-out, at han endte som nr. 2, to placeringer bedre end sin kaptajn, Alexander Kristoff.

5. etape

Mange sprintere havde set frem til 4. etape og drømmer helt sikkert om at få endnu en chance på den følgende etape, der er endnu et mere end 200 km lang maraton. Denne gang bliver det imidlertid nok for svært for selv mange af de holdbare sprintere at komme til fadet, for i Ventura venter der en kort, stejl mur bare 5 km for stregen, og derfor er der i stedet lagt op til en eksplosiv og aggressiv finale, hvor vi måske endda kan vente os at se klassementsrytterne teste benene, inden det hele formentlig ender i en reduceret massespurt ved den californiske stillehavskyst.

For fjerde dag i træk bydes der på mere end 200 km, når der skal tilbagelægges ikke færre end 219,5 mellem Pismo Beach og Ventura. Som på den foregående rute er ruten en lang rejse ned langs vestkysten, men denne gang skærer man ind i landet for at få flere længere stigninger på menuen. Allerede fra start kører man således mod syd væk fra vandet og igennem fladt terræn frem til dagens første spurt, der er placeret efter 40,5 km. Derefter drejer man mod sydøst med retning mod stigningerne, og det begynder derfor at stige let, inden det kortvarigt falder en anelse. Derefter venter et længere stigende stykke, der kulminerer på toppen af kategori 3-stigningen Foxen Canyon Road 1 (900 m, 7,6%), der har top efter 80,5 km. En kort nedkørsel følger, inden man skal op over kategori 3-stigningen Foxen Canyon Road 2 (800 m, 8%), der har top efter 88,5 km.

Efter de to bakker bliver terrænet lettere, idet man kører igennem let faldende og fladt terræn mod sydvest. Roen varer imidlertid ikke længe, da man kort efter skal op over dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen San Marcos Pass (5,9 km, 6,8%). Fra toppen resterer dog stadig hele 91 km, som indledes med en lettere teknisk nedkørsel, der fører mod sydøst ned til vandet og kystbyen Santa Barbara.

Herfra går det langs havet mod øst igennem fladt terræn, inden man fortsætter mod øst væk fra kysten for at køre op over to stigninger, kategori 2-stigningen Casitas Pass Road 1 (4 km, 5,5%) og kategori 3-stigningen Casitas Pass Road 2 (2 km, 5,8%), der har top med hhv. 39 og 35 km igen. Herfra falder det imidlertid let hele vejen ned mod kystbyen Ventura, mens man runder en sø og derefter kører mod syd. I udkanten af målbyen venter imidlertid en grim overraskelse, når man drejer mod nordøst for at køre op ad en 900 m lang mur, der stiger med 9% og leder op til dagens sidste spurt. Den kommer med 5 km igen og efterfølges af en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og øst tilbage til vandet. Det nås, når man med 2 km igen drejer skarpt til højre ind på kystvejen, der er helt flad. Vejen bugter sig herefter let, inden der venter et skarpt sving med 700 m igen og derefter en blød kurve 400 m fra stregen.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Etapen byder på i alt 2699 højdemeter.

Finalen i Ventura er helt ny, og derfor kender vi desværre ikke den lille mur inde i byen. Næsten en kilometer med 9% er imidlertid ganske meget, og det er rigeligt til at sende næsten alle sprinterne ud af spillet. Det er meget sandsynligt, at vi endda vil se angreb fra klassementsrytterne, men over de sidste 5 km burde det kunne samles til en spurt i en mindre gruppe, hvor en vis Peter Sagan synes at have gode muligheder for at tage en af sine mange sejre i det californiske løb.

Ventura har aldrig tidligere været målby for løbet og heller ikke for andre store cykelløb i dette årtusinde.

6. etape

Siden kalenderskiftet fra februar til maj har man haft tradition for altid at have en stor bjergetape på programmet, og ret hurtigt blev det den stejle Mount Baldy, der med sin top i næsten 2000 m højde blev løbets mest ikoniske stigning. Således har den været mål for kongeetapen hele fire gange siden debuten i 2011, og efter et års fravær vender den tilbage som afslutning på årets vanskeligste etape, der i fravær af enkeltstarten og andre bjergafslutningen på løbets næstsidste dag formentlig vil være næsten altafgørende i at bestemme, hvem der skal vinde den 14. udgave af Amerikas største cykelløb.

Efter fire enormt lange etaper venter der en af de korte, intense bjergetaper, der bruges hyppigere og hyppigere, da der denne gang blot skal tilbagelægges 127,5 km mellem Ontario og toppen af Mount Baldy. Startbyen er en forstad til Los Angeles og ligger umiddelbart syd for bjergene, og man lægger således ud med at køre mod vest og siden nord igennem helt fladt og siden let stigende terræn frem til den første spurt, der kommer efter 13,5 km. Herfra fortsætter man ind i bjergene, og det fortsætter med at stige hele vejen til toppen af kategori 1-stigningen Glendora Ridge Road (9,2 km, 6,8%), som kommer efter 28 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Bjergspurten er placeret bare få kilometer fra etapemålet, men i stedet for at forsætte hele vejen op til toppen drejer man mod øst for at følge en lang, ganske teknisk nedkørsel. Man kører en lille sløjfe nord om en sø, inden nedkørslen leder mod sydvest det sidste stykke ned til Los Angeles-forstæderne Azusa og Glendora, der ligger i fadlandet. Her drejer man mod øst for at køre hen til dagens sidste spurt, der er placeret efter 84 km.

Efter spurten tager etapen for alvor fat, for de sidste 43,5 km er næsten alle stigende. Allerede med det samme drejer man mod nord og nordøst for at køre tilbage mod toppen af Mount Baldy via kategori 1-stigningen Glendora Mountain Road (12,6 km, 5,1%), hvis top rundes, når der resterer bare 28 km. Den leder op til et plateau, der følges mod nordøst, inden man skal op over en ikke-kategoriseret stigning (5,9 km, 5,8%), der har top 14 km fra stregen. Herefter venter endnu et kort plateau, der leder mod nordøst og øst frem til toppen af dagens første stigning. Denne gang fortsætter man imidlertid hele vejen mod nordøst til toppen af kategori HC-bjerget Mount Baldy, der officielt stiger med 8,4% over 8,2 km, men altså reelt er kulmination på en mere end 40 km lang klatretur. Stigningen byder på flere hårnålesving og retter sig derefter ud på de sidste 2 km, inder man med 700 m igen rammer en serie på hele fire hårnålesving, der leder frem til den 100 m lange opløbsstrækning. Det flader en anelse ud nær toppen, inden man rammer de sidste 600 m, der stiger med 14,5%.

Trods den korte distance byder etapen på hele 3497 højdemeter.

Vi kender efterhånden denne korte, intense Mont Baldy-etape, der er blevet kørt i næsten uændret format hele fire gange tidligere. De fleste af stigningerne er lange og relativt lette, men den afsluttende 8 km lange klatretur op til toppen er brutal. Her sætter de bedste klatrere sig oftest igennem, og det vil de helt sikkert også gøre i 2019, hvor etapen formentlig er eneste chance for at gøre en væsentlig forskel i kampen om den samlede sejr. Derfor vil det være et sultent kobbel af klatrere, der vil være klar til at slås om både etapesejr og førertrøje på løbets suverænt vigtigste etape.

Mount Baldy har fire gange tidligere været benyttet som mål. Det skete senest i 2017, hvor Andrew Talansky slog Rafal Majka, George Bennett, Ian Boswell og Brent Bookwalter i en spurt på toppen og dermed tog karrierens sidste store sejr. I 2015 kørte Julian Alaphilippe sig med en etapesejr i førertrøjen, selvom Peter Sagan chokerede verden og forsvarede sig heroisk på en stigning, der burde være alt for svær, ved at køre ind på sjettepladsen. Sergio Henao og Ian Boswell var 23 sekunder efter på hhv. anden- og tredjepladsen. I 2012 slog Robert Gesink Darwin Atapuma i en spurt, mens Fabio Duarte blev nummer 3 14 sekunder senere. I 2011 slog Levi Leipheimer Chris Horner i en spurt, mens Laurens Ten Dam var hele 43 sekunder efter på tredjepladsen

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

7. etape

I 2015 endte løbet i et drama om bonussekunder, hvor det akkurat lykkedes Peter Sagan at fravriste Julian Alaphilippe den samlede sejr i den sidste spurt, men som regel har sidste etape ikke kunnet ændre på klassementet. Det vil den næppe heller kunne gøre i år, selvom der på den afsluttende dag venter en ganske svær etape med en lang stigning midtvejs på etapen. Det har i tre af fire tidligere besøg været nok til, at et udbrud har kunnet køre om sejren, og derfor er der lagt op til en intens sidste etape, hvor vi meget vel kan blive vidner til et opgør mellem en række lykkeriddere samt de mest hårdføre sprintere, der drømmer om at få sig en massespurt.

Mod slutningen venter imidlertid en ca. 40 km lang nedkørsel og afsluttende omgange inde i Pasadena, og derfor formodes løbet som så ofte før at skulle afgøres i en massespurt, som det også er sket ved de to seneste besøg i Los Angeles-forstaden.

Med sine bare 126 km er også den sidste etape ganske kort, og den fører feltet fra Santa Clarita til Pasadena. Startbyen ligger et par kilometer nord for Los Angeles og dermed Pasadena, men i stedet for at køre direkte ind til mål, slår man et smut ind i det bjergområde, der var rammen om kongeetapen. Man lægger således ud med at kører mod øst igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, der er placeret efter 45 km. Her drejer man mod sydøst, mens det fortsætter med at stige hele vejen op til toppen af kategori 3-stigningen Angelest Forest Highway (3,2 km, 6%) i 1471 m højde.

Herefter bliver etapen imidlertid betydeligt lettere over de sidste 62 km. En ikke specielt teknisk nedkørsel leder mod sydvest og siden sydøst, inden man skal op over en lille bakke, der leder tilbage op i 1086 m højde. Herefter går det mod sydvest, syd og sydøst via den sidste og mere tekniske nedkørsel, der leder direkte ned til Pasadena, hvor målstregen krydses i forbindelse med dagens sidste spurt efter 111 km. Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 5 km lange rundstrækning, der er rektangulær og leder hele vejen rundt om Rose Bowal Stadium. De første fire km er ganske let stigende, inden det kort inden den røde flamme begynder at falde ned mod mål. De Det sidste skarpe sving kommer med 2,8 km igen, men efter den røde flamme bugter vejen sig konstant til højre og til sidste ganske skarpt ind på den bare 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2366 højdemeter.

Etapen minder om dem, der tidligere har haft mål i Pasadena. De har i tre ud af fire tilfælde givet udbrudssejre, men vi så også i 2014, at det endte i en massespurt. Begge dele er derfor muligt på en ganske uforudsigelig og helt sikkert aggressiv afslutning på løbet, men denne gang er ruten dog en anelse lettere end for to år siden, og det kan øge chancerne for, at det er sprinterne, der skal til fadet som de sidste i USA's cykelstolthed.

Pasadena blev sidst besøgt i 2017, hvor et udbrud ganske overraskende holdt hjem, og hvor Evan Huffman kunne spurte sig til sin anden etapesejr ved at slå David Lopez, Nicolas Edet og Lachlan Morton. I 2014 endte det i en massespurt, hvor Peter Sagan slog Thor Hushovd og Danny Van Poppel. I 2009 var Rinaldo Nocentini hurtigere end Hayden Roulston og Pieter Weening i en tremandsspurt, mens George Hincapie slog Rory Sutherland, Jason McCartney, Michael Cred og Tom Zirbel i en femmandsspurt året forinden.

Læs også

LIVE nu: Kron angriber i finalen

Favoritterne

Tour of California har altid været som en lille grand tour, og derfor er det et løb, der som regel domineres af etapeløbsryttere. Det samlede klassement er blevet afgjort af en kombination af bjergetaperne og enkeltstarten. I de tidlige år var enkeltstarten suverænt den vigtigste etape, men i de senere udgaver er klatreudfordringerne blevet hårdere, og det har betyder, at klatrerne har kunnet vinde løbet, selvom de har haft det svært i kampen mod uret. Således har Chris Horner, Robert Gesink, Egan Bernal og Julian Alaphilippe alle vundet løbet, selvom de var i defensiven på tidskørslen.

Årets udgave er imidlertid helt anderledes end de foregående. Som sagt er det første gang nogensinde, at der ikke er en enkeltstart på menuen, og det gør en kolossal forskel. Hvor man i tidligere udgaver som ren klatrer har haft det svært, vil det i år alene handle om klatreevner. Således vil vi ikke se en gentagelse af sidste års ellers ret medrivende løb, hvor Tejay van Garderen sikrede sig et stort forspring på enkeltstarten, hvilket tvang Sky og Egan Bernal i offensiven, inden colombianeren leverede en sand magtdemonstration og alligevel vandt relativt suverænt. I år der det ikke alsidighed, men klatreben, der afgør det.

Årets rute er på mange måder en sær snegl. Det er ikke uden grund, at arrangørerne betegner den som den hårdeste nogensinde, for med fire etaper på mere end 200 km, kun to relativt flade etaper og et hav af højdemeter næsten hver eneste dag, bliver det bestemt ikke let, og sprinterne må se langt efter de mange muligheder, de som regel har haft i løbet, ikke mindst i 2018, hvor hele tre etaper var helt flade affærer for de reneste sprintere. Til gengæld peger meget på, at klassementet næsten alene vil blive bestemt af kongeetapen, og set fra et klassementssynspunkt er der derfor tale om en halvkedelig rute.

Det kan dog ikke udelukkes, at andre etaper kommer i spil. Først og fremmest vil der kunne opstå små huller på den lille rampe op til målet på 2. etape, men da alle klatreudfordringerne kommer tidligt, er det kun selve spurten, der vil skabe mindre forskelle, og hvor de først og fremmest vil være bonussekunder, som vil være vigtige. Det giver en chance for de eksplosive folk til at sikre sig et lille forspring, og det kan de måske også gøre på 5. etape. Den lille mur i finalen er nemlig ikke helt let, og selvom det bliver svært at forhindre en fyr som Peter Sagan i at komme med hjem, vil vi formentlig se klassementsrytterne teste benene og skabe en situation, hvor en af de hurtige af dem måske kan få sig yderligere et par bonussekunder.

Løbets joker er 3. etape. Vi så i 2017, at det lykkedes Rafal Majka, George Bennett, Ian Boswell og Lachlan Morton at tage alle rivalerne, ikke mindst Andrew Talansky, på sengen med et overraskelsesangreb, der skulle blive hovedårsagen til, at Bennett tog den samlede sejr. I et løb, hvor man skal opsøge muligheder, hvor de byder sig, er det sandsynligt, at Bennett med sin erfaring fra tidligere vil forsøge at lave et lignende nummer. Man kan derfor ikke udelukke, at en lille gruppe af klatrere igen kan køre hjem, men med et længere fladt stykke til sidst end for to år siden er det trods alt mest sandsynligt, at det ender i en spurt, dog formentlig i en ret lille gruppe efter et aktivt løb, hvor man næppe kan vinde, men måske tabe det hele.

De øvrige tre etaper ventes ikke at komme i spil. Både 1. og 4. etape burde med sikkerhed ende i massespurter, og selvom 7. etape meget vel kan blive vundet af et udbrud igen, vil det ikke være en dag for klassementsrytterne. Man kan dog ikke helt udelukke, at vinden kommer i spil i en ellers generelt solrig og flot uge. Særligt onsdag, torsdag og fredag vil være småblæsende, og sidevind kan derfor blive et tema, ikke mindst langs kysten på 4. etape. Værd at notere sig er det også, at der på en blæsende fredag vil være medvind på Mount Baldy, hvilket formentlig vil gøre etapen ganske selektiv.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Samlet set ligner det altså et løb, der vil blive vundet af løbets bedste klatrer, der formentlig vil sikre sig sejren på Mount Baldy. Han skal dog være vågen på 3. etape og ikke som Talansky i 2017 lade sig overraske og tage sig i agt for truslen fra sidevinden på 4. og 5. etape. Da vi får har set en spurt på toppen af Mount Baldy, kan det også blive vigtigt måske at få lidt bonussekunder på 2. og måske endda 5. etape, men sandsynligheden taler for, at det er de bedste klatreben, der på Mount Baldy vil afgøre slaget.

Som nævnt i indledningen har det ofte knebet for Tour of California med at tiltrække de bedste klassementsryttere, og derfor har løbet ofte været en temmelig amerikansk affære. Antallet af topnavne har været få og favoritfeltet meget smalt, og det har ofte gjort det til et godt løb for unge talenter. Heller ikke i år har vi en særlig bred gruppe af klatrere, og antallet af mulige vindere er begrænset. Til gengæld er der lidt flere topnavne end vanligt.

Ser man på evner i ugelange etapeløb, er der dog én rytter, der er milevidt foran resten af feltet. Richie Porte har over de seneste fem år vel samlet set været verdens bedste i de korte etapeløb på WorldTouren, hvoraf han har vundet og som minimum været på podiet i ganske mange. Det skyldes faktisk kun i begrænset omgang hans fine enkeltstartsevner, og i stedet er det først og fremmest hans eminente klatring, der har ført ham langt. Faktisk har Porte vel i de senere år været verdens bedste klatrer, i hvert fald i kortere etapeløb, og når han har været på toppen, har han som regel været den i særklasse bedste.

I de seneste to år er der dog ikke meget, der er gået Portes vej. Sidste år kæmpede han med at finde formen gennem hele foråret, der var ødelagt af sygdom, men alligevel lykkedes det ham trods begrænset forberedelse at blive så god, at han blev nr. 3 i Romandiet og vandt Tour de Suisse. Det siger lidt om Portes klasse, at han kunne opnå de resultater med den kiksede optakt, og i Touren så alt også ud til, at han var lige så skarp, som han plejer, selvom det blev til et tidligt exit inden bjergene.

I år er det bestemt ikke gået Portes vej. Han lagde ellers forrygende fra land ved at køre hele feltet midt over med endnu en suveræn sejr på Willunga Hill i Tour Down Under - endda trods benhård modvind - men kort efter blev han syg under Herald Sun Tour. Det førte til en tam præstation i UAE Tour og et farvel til Paris-Nice, og da han også blev syg i erstatningsløbet Volta a Catalunya, har i nærmest intet set til Porte i år.

Det gør også, at han også i dette løb er en dark horse mere end en soleklar favorit. Ingen aner, hvor han står nu, for der har været total radiotavshed siden Catalonien i slutningen af marts. Han har imidlertid været på træningslejr i højderne i Utah, og har han ikke været sat tilbage af en af de utallige sygdomsperioder, der har redet ham som en mare, må man formode, at han kommer ganske velforberedt til løbet. Han må under alle omstændigheder være skrupsulten efter endelig at vise Trek-ledelsen, at han er klar til at være Tour-kaptajn, og i dette felt bør han trods alt være den i særklasse bedste klatrer. Med Portes skrøbelige helbred ved man aldrig, men er han bare på et nogenlunde niveau, burde han være et niveau over alle andre på Mount Baldy og dermed kunne føje Tour of California til den lange liste af etapeløbssejre.

Hans værste rival kunne meget vel være George Bennett. Den lille newzealænder, der længe lignede et fortabt talent, har gjort mageløse fremskridt siden skiftet til Jumbo. Det hele startede for alvor med den overraskende 10. plads i Vueltaen i 2016, og den foreløbige krone på værket kom, da han vandt netop dette løb i 2017, lidt overraskende først og fremmest ved at køre sit livs enkeltstart. Det er dog som klatrer, at han udfolder sig, og han vil elske, at årets rute er uden tidskørsel. I de seneste år har han forbedret sig ganske markant, og sidste år var han nærmest skræmmende stærk i Tour de Pologne, hvor han på en mere bjergrig rute formentlig kunne have vundet løbet. Desværre mistimede han formen til sine grand tours, men han endte alligevel som nr. 8 i Giroen og viste der, at han kan klatre med de bedste.

Desværre har 2019 ikke været en succes. Bennett lagde ellers stærkt fra land i Tour Down Under, hvor han imponerede stort på 3. etape, men tabte stort på sin gambling på at følge Porte på kongeetapen, men i Europa har han ikke fundet benene. Han blev ganske vist nr. 6 i Paris-Nice, men uden at imponere, og sygdom og kulde satte ham ud af spillet i Baskerlandet. Nu har han imidlertid haft tid til at finde benene frem mod Touren, og han vil helt sikkert være motiveret efter at vinde dette løb igen. Han vil elske den svære Mount Baldy-stigning, hvor han vil kunne tage kampen op med Porte, hvis han finder de ben, han havde i begyndelsen af august sidste år.

Tadej Pogacar har haft en drømmedebut på den professionelle scene. Han lagde ud med at tage en forrygende sejr foran Wout Poels og Enric Mas i Volta ao Algarve, og han viste, at han også kan begå sig på allerhøjeste niveau, da han på den dramatiske sidste etape i Baskerlandet kørte væk sammen med Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, DanMartin og Adam Yates. De to første ardennerklassikere blev ødelagt af uheld, men han rejste sig ved at køre et flot Liege, hvor han var ganske tæt på at kunne følge de bedste i karrierens første monument.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Ingen kan således benægte, at Pogacar har topniveauet til at køre med om sejren i dette løb, hvor det er klatrebenene, der vil afgøre det. Spørgsmålet er bare, om han har friskheden efter et forår, hvor han har været på højt niveau siden Baskerlandet for mere end en måned siden. Tour of California har længe været et mål, men han er begyndt at lufte, at han snart trænger til en pause. Spørgsmålet er, om han har kræfter til et sidste stort løb. Har han det, står han stærkt, ikke mindst fordi han med sin hæderlige spurt ikke nødvendigvis skal køre alt for offensivt.

EF kommer naturligvis med et brølstærkt mandskab til deres hjemmebaneløb, og de har hele tre potentielle kaptajner. Bedst chance har Rigoberto Uran , men hans form er temmelig usikker. Han havde ganske vist planlagt en stille sæsonstart, men det var bestemt ikke planen, at han allerede i Paris-Nice skulle brække kravebenet. Det har betydet, at han ikke har kørt løb siden begyndelsen af marts, og derfor er hans form temmelig usikker.

Heldigvis lyder der relativt optimistiske meldinger. Uran skulle have trænet fint i Colombia, og han burde være ganske velforberedt. For en gangs skyld kan han endda se frem til et etapeløb, hvor hans ringe enkeltstart ikke skal koste ham et topresultat, og han burde elske en rute som denne. Ikke blot er han på papiret en af feltets bedste klatrere, der trods en svær 2018-sæson i efterårets klassikere viste, at han stadig er på et højt niveau, han er også en eksplosiv og hurtig fyr, der kan drage fordel af 2. og måske også 5. etape. Det betyder, at han ikke nødvendigvis skal i offensiven, og han bakkes endda op af et hold, der med et overtal kan gøre brug af taktik i finalen på kongeetapen. Om benene allerede nu rækker til at vinde, er uklart, men Uran bør trods alt være langt fremme i dette ikke specielt imponerende felt.

Hvis Uran fejler, har EF heldigvis et meget interessant alternativ. Sergio Higuita skulle egentlig først være skiftet til det amerikanske mandskab d. 1. juli, men han har kørt så stærkt på det lille Fundacion Euskadi, at han allerede kan få sin debut nu. Lige siden starten på Mallorca, hvor han første gang blandede sig med navne som Alejandro Valverde, Tim Wellens og Emanuel Buchmann, har han konstant vist sig konkurrencedygtig på højeste niveau. Han blev nr. 6 på kongeetapen i Valencia, nr. 2 på kongeetapen i Andalusien som den hurtigste i en lille favoritgruppe, nr. 3 i GP Miguel Indurain og nr. 4 i Klasika Primavera, hvor han alle steder var oppe mod WorldTour-ryttere. Han vandt tillige kongeetapen i Alentejo i et svagere felt, og han har derfor været ikke blot flyvende, men også yderst stabil og grundlæggende bare knaldhamrende godt kørende.

Man kan frygte, at Higuita er ved at være træt, men han har faktisk haft en ret stille april. Samtidig må man formode, at han har trænet knaldhårdt til dette løb, der er hans første i EF-trøjen. Som udgangspunkt er han hjælper for Uran og Tejay van Garderen, men i sidste ende kan det formentlig koges ned til, hvem der har benene på Mount Baldy. Det skulle ikke undre, om det var kometen Higuita, der endda også har en god spurt som våben på 2. etape og i en eventuelt tæt afgørelse på kongeetapen. Man kan bestemt ikke udelukke, at Higuita får en drømmedebut for sit nye hold.

Bora kommer med et af løbets stærkeste mandskaber, der kan begå sig på alle etaperne. Til klassement har de to kort, hvoraf Felix Grossschartner nok er det bedste. Efter et 2018, hvor han gjorde fine fremskridt, har han fået sit gennembrud i de seneste måneder. Han lagde ud med at vinde Tour of Turkey på ganske suveræn maner, da han kørte alene hjem på kongeetapen, og senest viste han også, at han efterhånden også kan begå sig i de store europæiske løb, da han blot var ét sekund fra at ende på podiet i Tour de Romandie. Der er derfor ingen tvivl om, at han kommer til løbet i superform, og han må tillige være sprængfyldt med selvtillid.

Desværre vil han også savne enkeltstarten, og selvom han har sin spurt som et godt våben i jagten på bonussekunder, kan man frygte, at kongeetapen bliver lidt for svær. Ganske vist vandt han i Tyrkiet, men her er modstanden trods alt markant stærkere, og i Romandiet var kongeetapen så let, at hele 11 mand endte med at spurte om sejren. Grossschartner har stadig til gode at vise, at han også kan køre lige op med de allerbedste på en svær stigning som Mount Baldy. Vi frygter, at han stadig er lidt for tung, men med de fremskridt, han har gjort, kan intet udelukkes.

Boras andet kort er Maximilian Schachmann, men hvis Mount Baldy er for svær for Grossschartner, bør den også være det for tyskeren. Schachmann er nemlig klassikerrytter og ikke klatrer, og trods hans eminente form har vi i både Catalonien og Baskerlandet set, at han altså har sine begrænsninger på lange stigninger. Samtidig kommer han til løbet her efter et knaldhårdt forår, hvor klassikerne var hovedmålet. Han har formentlig holdt pause siden da, og det er således meget sandsynligt, at han kommer til løbet her alene for at hjælpe Peter Sagan og Grossschartner. Omvendt skal man passe på med at afskrive supertalentet, der hat kørt som en motorcykel i hvert eneste løb hele året, og han ligner en mand, der altid er klar til at præstere. På papiret er Mount Baldy for svær for ham, men vi har trods alt set Julian Alaphilippe vinde og endda Peter Sagan være med fremme. På den baggrund er det også muligt for Schachmann, og kan han også vinde 2. etape og måske 5. etape, står han slet ikke dårligt.

Hvor Tour of California helt sikkert ikke er hovedmålet for Schachmann, forholder det sig helt anderledes for stortalentet Brandon McNulty. Amerikaneren har haft sit hjemmebaneløb som sæsonens højdepunkt, og han må derfor formodes at være på 100% af sin ydeevne. Han har længe været betragtet som USA's vel nok største etapeløbstalent, men sidste år manglede han stadig en del for at kunne klatre med de bedste i dette løb. Denne gang er han formentlig langt tættere på efter en sæsonstart, hvor han har gjort enorme fremskridt. Det hele kulminerede med den flotte samlede sejr i Giro di Sicilia, hvor han på kongeetapen ikke blot var brølstærk, men også kørte med en ro og modenhed, der var beundringsværdig for så ung en rytter. Desværre blev han syg i den efterfølgende uge, men han har haft en måned til at genfinde formen. Han savner enkeltstarten og klatrer nok ikke godt nok til at vinde, men han kan meget vel få det helt store gennembrud i denne uge.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

EFs brølstærke hold tæller også en tredje kandidat. Meget tyder ellers på, at vi skal skrive en nekrolog over klassementskarrieren for Tejay van Garderen, der i de senere år har været nærmest i frit fald. Sidste år fandt han imidlertid benene til netop dette løb, og havde det ikke været for suveræne Bernal, havde han formentlig vundet løbet. Desværre viste løbet også, at det er tidskørsler, der nu er hans styrke, mens han slet, slet ikke klatrer så godt som tidligere. Det er blevet bekræftet i år i UAE Tour, Paris-Nice og Volta a Catalunya, hvor han ikke var i nærheden af at være med de bedste, og derfor er han den rytter, der mest må begræde fraværet af enkeltstarten. På en bjergrute som denne synes det ikke længere at være muligt for van Garderen at vinde, men da han altid finder hæderlige ben til de amerikanske løb, og da dette formentlig er hans sæsonhøjdepunkt, bør han gøre det bedre, end han har gjort det i årets europæiske løb.

Det er svært ikke at ryste på hovedet over den sæsonplanlægning, Rohan Dennis har valgt i sit første år på Bahrain-Merida, hvor han har valgt at satse på løb, der ikke byder på en enkeltstart. Således har hans mål været Tour Down Under og Tour of California, mens han i Tirreno-Adriatico og Baskerlandet alene agerede hjælper. Han lagde faktisk forrygende fra land med en fornem 4. plads på kongeetapen i Tour Down Under, men siden da har han ikke vist meget. Hans enkeltstarter har været en katastrofe, og en træt Dennis måtte endda rejse tidligt hjem fra Baskerlandet. Som sagt har han imidlertid hele tiden haft dette løb som et mål, og han har forberedt sig målrettet på at køre klassement her. Desværre er Mount Baldy formentlig for svær for ham, men han har altså tidligere klatret hæderligt i dette løb, som da han i 2014 og 2016 blev nr. 2 samlet. Dengang havde han enkeltstarten som våben, men til gengæld er han i dag en bedre klatrer end tidligere. Kongeetapen er relativt kort og eksplosiv og derfor ikke så dum for en kraftfuld fyr som Dennis, der også med sin gode spurt kan gå efter bonussekunder, der kan give ham en buffer inden kongeetapen.

Ineos kommer ikke med deres bedste hold, men de har dog i David De La Cruz en rytter, der med en top 10 i Vueltaen burde være en af løbets bedste klatrere. Desværre er det efter skiftet til det britiske mandskab kun gået den forkerte vej, og efter et halvsløjt 2018 har han intet vist i et nærmest katastrofalt 2019. Senest var han en skygge af sig selv i både Baskerlandet og Ardennerne, og derfor er der intet, der tyder på, at han er klar til at rejse sig til dette løb. Omvendt har han momentvist vist glimt af sin gamle klasse, blandt andet i sidste års Vuelta a Burgos og senest på den første bjergetape i Algarve. Man kan derfor nære et lille håb om, at talentet ikke er forsvundet helt, og man kan i hvert fald sige, at det for alvor er kritisk, hvis ikke De La Cruz kan gøre det hæderligt i et relativt smalt klatrefelt som dette.

Egentlig burde Gianni Moscon været en af løbets helt store favoritter. Desværre ventes han at være langt fra formen efter et forår, der blev helt ruineret af et tidligt styrt i UAE Tour. Af en eller anden grund har han sit store talent til trods slet ikke kunnet indhente det forsømte, og kulminationen på nedturen kom, da han med sin ringe form selv bad Ineos-ledelsen om at slippe for at køre Giro. I stedet er han nu rejst til Californien, og derfor siger al logik også, at han slet ikke vil være konkurrencedygtig. Man skal imidlertid passe på med at afskrive sportens måske allermest alsidige supertalent, for ruten passer ham faktisk fint. Mount Baldy er en relativt eksplosiv stigning, der er god for den relativt store Moscon, som ved sidste års VM viste helt forrygende klatreevner. Lægger man dertil, at hans hurtighed gør ham farlig på 2., 3. og 5. etape, vil han have ganske gode chancer - hvis han altså vel at mærke har bedre form, end vi forventer.

Cofidis kommer med Darwin Atapuma, der skiftede til det franske hold for at genstarte karrieren, mens om desværre ikke har vist meget i sine første løb. Sygdom slog ham ud i starten, og efter en lille oprejsning i Catalonien faldt han for tidsgrænsen i Baskerlandet. Hans form er derfor et helt åbent spørgsmål, og da han intet har vist, siden han næsten vandt Tourens kongeetape i 2017, er det svært at være meget optimistisk. Omvendt burde han elske en bjergrig rute med en afgørende etape i 2000 m højde, og hvis han vitterligt har brugt den sidste måned til at opbygge formen frem mod Touren, er han en rytter, der kan overraske på kongeetapen.

Riccardo Zoidl blev aldrig til det, som den flotte 2013-sæson indikerede, og efter en fejlslagen karriere på Trek måtte han igen ned på lavere niveau. Sidste år rejste han sig imidlertid igen med sejre i to 2.2-løb og en 5. plads i Østrig Rundt, og det har sikret ham endnu en chance på WorldTouren, denne gang hos CCC. Her har han haft en stille start, men med en 16. plads i Romandiet har han vist, at formen er ved at være der. Han er lidt af en klovn på nedkørsler og i positionskamp, og derfor er de rolige amerikanske løb med deres mange brede og lige veje slet ikke dumme for ham. Man kan nok tvivle på, om han klatrer godt nok til at vinde på WorldTouren, men hans præstationer sidste år var altså ret suveræne. Han endte i anden gruppe på kongeetapen i Romandiet, og det burde vel nogenlunde kunne omsættes til en yderlige top 10-placering i dette svagere felt.

Lidt af det samme kan siges om Ian Boswell. Amerikaneren kørte med om sejren i løbet i 2017, men efter skiftet til Katusha er han - som de fleste andre af holdets ryttere - gået i stå. Bedre er det bestemt ikke blevet af, at han siden et grimt styrt i Tirreno-Adriatico har været uden for konkurrence, og det er ikke just et godt tegn, at han ikke som planlagt er ved Zakarins side i Giroen. Omvendt er der ikke tvivl om, at han med de ændrede sæsonplaner må have gjort sit hjemmebaneløb til lidt af et mål, og er det lykkedes ham at genopbygge formen, bør han på en rute, der ikke har en enkeltstart gøre det hæderligt. Desværre har han stadig til gode at vise, at han er lige så god som i tiden på Sky.

På Rally er det McNulty, der vil tiltrække sig det meste opmærksomhed, men holdet har også to andre kort at spille. Det drejer sig om Gavin Mannion og Rob Britton, der med sejre i hhv. 2018-udgaven af Colorado Classic og 2017-udgaven af Tour of Utah begge har vist, at de kan vinde nogle af de største amerikanske etapeløb. Til gengæld har det knebet for dem begge i Californien, hvor Mannions bedste placering er sidste års 11. plads, mens Britton har 10. pladsen fra 2015 som bedste resultat. Samtidig er de begge tempostærke folk, der i den grad vil savne enkeltstarten, og man kan tvivle på, om de klatrer godt nok til at være med helt i front. Det ville Britton måske kunne være i sine bedste år, men den erfarne canadier har ikke været på sit topniveau siden 2017. I dette felt har de en chance for top 10, men det er svært at se dem være med i kampen om de sjoveste placeringer efter et forår, hvor de ikke har imponeret, heller ikke som hjælpere for McNulty på Sicilien.

Astana kommer for en gangs skyld med et hold uden de store kaptajner, og det kan give chancen til Rodrigo Contreras. Colombianeren blev beskrevet som et stort talent, da han som ung skrev kontrakt med Quick-Step, men efter et svært år vendte han hjem til Colombia. Her har han fået karrieren tilbage på skinner og er nu endt på Astana, hvor han hidtil har været hjælper, men alligevel endte som nr. 10 i Colombia 2.1 og vandt en etape i det lille Tour de Rwanda. På 1. etape i Romandiet viste han ganske god form, men desværre måtte han rejse hjem med sygdom. Det kan have sat ham tilbage inden dette løb, hvor han dog som colombiansk klatrer burde kunne lide en bjergrig rute i højderne. Topniveauet rækker ikke til sejr, men top 10 er inden for rækkevidde.

Læs også

Ny arrangør af VM i banecykling fundet i 2025

Hvad skal man mene om Lachlan Morton? Det er manden, der fejlede totalt i sin første tid på WorldTouren, men oplevede en drømmesæson i 2016, hvor han vandt Tour of Utah og var den bedste etapeløbsrytter på den amerikanske scene. Men det er også manden, der efter sit comeback til højeste niveau intet har vist bortset fra en kortvarig opblomstring i netop dette løb i 2017. I år har han da heller ikke kunnet træde en bule i selv den blødeste hat, og da han ikke har kørt løb siden marts, er det svært at se ham rejse sig. Omvendt har han altid haft en evne til at finde benene til netop dette løb, og EF har i år haft stor succes med at få det bedste ud af deres ryttere. Som udgangspunkt er han hjælper for holdets kaptajner, men måske er det i denne uge, at vi endelig ser lidt til Morton igen.

Endelig vil vi pege på Hermann Pernsteiner . Den lille østriger er egentlig en ganske talentfuld klatrer, men det kniber lidt med for alvor at slå igennem. I år så han ud til at have nået et nyt niveau i Catalonien, men skuffede som hjælper for Nibali i Tour of the Alps, inden han kørte et halvskidt Tour de Romandie. Der er derfor ikke meget, der tyder på, at han er på toppen, men i et lidt lettere løb for klatrere kan han måske levere et resultat. Som udgangspunkt skal han støtte Dennis, men da Bahrain ikke ventes at tage ansvar, er det benene, der afgør, hvor langt han kommer.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR OF CALIFORNIA
 

BEMÆRK: Flere af holdene er endnu ikke endeligt udtaget, og derfor er denne optakt ufuldstændig. Eksempelvis aner vi ikke meget om, hvem Hagens Berman, EF eller Dimension Data stiller med. Optakten og holdoversigten vil blive opdateret de kommende dage.

OPDATERING 1: Katusha har udtaget et hold uden Ian Boswell, der åbenbart endnu ikke er klar after styrtet i Tirreno. Holdet satser i stedet på Simon Spilak, der med en 9. plads i Romandiet viste lidt af sit gamle jeg og med yderligere lidt fremgang måske kan nærme sig toppen i dette ikke så stærke felt. Derudover har holdet de unge klatrere Stef Cras og Matteo Fabbro, men de har endnu ikke vist sig frem på højeste niveau. Jose Goncalves er nok for tung til Mount Baldy, og han har heller ikke vist skyggen af form i år.

OPDATERING 2: EF har udtaget en trup, der udover Uran, van Garderen, Higuita og Morton også tæller Lawson Craddock. Amerikaneren har tidligere kørt med om podiet i løbet og har kørt flot på det seneste, men på det meget stærke hold ligner han ligesom Morton en arbejdsmand.

OPDATERING 3: Dimension Data stiller med Louis Meintjes, der efter sit kravebensbrud faktisk var bedre end ventet i Romandiet. Ruten passer ham, men løbet kommer nok for tidligt til for sydafrikaneren, der også stadig skal vise, at han kan genfinde niveauet fra 2017.

OPDATERING 4: De sidste hold er nu udtaget, og det har bragt Kyle Murphy og Joao Almeida i spil som mulige klassementsryttere. De er begge omtalt i holdoversigten nedenfor.

***** Richie Porte

**** George Bennett, Tadej Pogacar

*** Rigoberto Uran, Sergio Higuita, Felix Grossschartner, Maximilian Schachmann, Simon Spilak

** Brandon McNulty, Tejay van Garderen, Rohan Dennis, David De La Cruz, Gianni Moscon, Darwin Atapuma, Riccardo Zoidl, Gavin Mannion, Rob Britton, Louis Meintjes, Rodrigo Contreras, Lawson Craddock,  Hermann Pernsteiner, Joao Almerida

* Kristijan Durasek, Diego Rosa, Kyle Murphy, Lachlan Morton, Matteo Fabbro, Keegan Swirbul, Stef Cras, Neilson Powless, Matteo Badilatti, Peter Stetina, Niklas Eg, Michael Storer, Christian Camilo Munoz, Floris De Tier, Luis Angel Mate, Jesper Hansen, Will Barta, Alex Hoehn, Tyler Stites

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR OF CALIFORNIA
 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

CCC Team: Holdet har Zoidl som eneste klassementsrytter, men Will Barta endte sidste år som nr. 23 og har udtrykt visse ambitioner om at køre klassement. Enkeltstarten i Romandiet viste fin form, men han klatrer næppe godt nok til at være med fremme.

Hagens Berman-Axeon: Holdet har i Joao Almeida et stort talent, der sidste år blev nr. 7 i Tour de l'Avenir, men som i år har virket meget formsvag. Potentialet er stort, men det samme er usikkerheden om hans tilstand. Ian Garrison er lovende, men dette løb er nok for vanskeligt for ham.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Astana: Holdet har Contreras som kaptajn. Jonas Gregaard burde egentlig kunne få en chance også, men han har desværre ikke vist noget, der giver håb om et resultat.

Bahrain-Merida: Dennis er den klare kaptajn med Pernsteiner som løjtnant. Resten af holdet er gearet mod massespurter.

Bora-hansgrohe: Holdet satser på Grossschartner og Schachmann i klassement, mens resten af holdet primært er bygget op om Peter Sagan.

Cofidis: Som sagt kan Atapuma måske overraske. Luis Angel Mate klatrer hæderligt, men ikke godt nok til top 20. Egentlig burde det være et godt løb for Jesper Hansen, men han har ikke vist skyggen af form siden forårets sygdom. Unge Mathias Le Turnier er en god klatrer, men synes formsvag, og Natnael Berhane har ikke længere niveauet.

Deceuninck-Quick Step: Holdet er bygget op om Fabio Jakobsen. Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Remi Cavagna kan forsøge sig på de hårdere etaper, men kongeetapen er for svær til, at de kan køre klassement.

EF Education First: Holdet har Uran og van Garderen som kaptajner samt Higuita som en livsfarlig joker. Både Lawson Craddock og Lachlan Morton ville måske kunne have kørt klassement, men må her agere hjælpere.

Israel Cycling Academy: Holdet har mistet en skadet Ben Hermans og må nu satse på unge Matteo Badilatti, der dog på Sicilien og i Romandiet viste, at han fortsat mangler en del.

Rally: Udover de ovennævnte McNulty, Britton og Mannion har holdet Kyle Murphy, der med en frisk 10. plads fra Tour of Turkey er en fjerde og slet ikke dårlig option til klassementet.

Dimension Data: Som nævnt i opdateringen ovenfor stiller holdet med Louis Meintjes, der burde kunne lide ruten, men som fortsat er å vej tilbage efter sit kravebensbrud og næppe har formen til at være med helt i front.

Team Ineos: Holdet satser først og fremmest på De La Cruz med den formsvage Moscon som en joker. Man kan også håbe på en genrejsning af Diego Rosa, men hans kørsel i Romandiet gav ikke det helt store håb.

Jumbo-Visma: Bennett er den klare kaptajn. Neilson Powless regnes som et af USA's største talenter, men han har desværre haft det meget svært på WorldTouren, og han har ikke vist noget, der giver håb om en pludselig forvandling. Floris De Tier klatrer fint, men Mount Baldy er for svær.

Katusha-Alpecin: Som nævnt i opdateringen ovenfor ligner Simon Spilak et godt bud på en fin placering, men også de to klatrere Stef Cras og Matteo Fabbro kan gør det godt på en rute uden enkeltstarter. Vi tror til gengæld, at Jose Goncalves får det svært på Mount Baldy, og Nathan Haas viste langt fra storform i Yorkshire.

Novo Nordisk: David Lozano og Peter Kusztor vil måske forsøge sig på kongeetapen, men får de et par dage i udbrud, er deres lykke gjort.

Sunweb: Holdet er her med en sprinterfokuseret trup, men Michael Storer skal prøve sig af i klassementet. Desværre har han slet ikke slået til som professionel og intet vist i år.

Trek-Segafredo: Det handler naturligvis om at vinde løbet med Porte. Det er lidt en skam, for Niklas Eg viste fin form i Romandiet og kunne have gået efter et hæderligt resultat. Det ville Peter Stetina normalt også gøre, men også han må arbejde for kaptajnen.

UAE Team Emirates: Holdet satser på Pogacar. Veteranen Kristijan Durasek har endnu intet vist i år, men finder som regel formen ud af det blå, og efter sidste års 9. plads kan man ikke udelukke en top 10 på denne bjergrute. Unge Christian Camilo Munoz er egentlig en talentfuld klatrer, men han har intet vist endnu i år.

USA: Holdet er her primært for at køre spurter med Travis McCabe og Miguel Bryon, men de har en spændende klassementsrytter i Keegan Swirbul¸ der i år er blevet nr. 2 i Tour de Langkawi og nr. 6 i Tour of the Gila og sidste år blev nr. 7 i Tour of Utah. De unge Alex Hoehn og Tyler Stites har imponeret i årets amerikanske etapeløb, senest med hhv. en 4. og en 5. plads i Tour of the Gila, og kan overraske.

Danskerne

Niklas Eg får en nøgleopgave som en af de to bjerghjælpere for Porte på Trek-Segafredo, og han viste så fin form i Romandiet, at han kan gøre det godt. På samme hold er Mads Pedersen en vigtig del af John Degenkolbs tog. Magnus Cort skal på Astana fordele sprinteropgaverne med Davide Ballerini, og med udsigt til nogle reducerede massespurter har han chancer for et resultat, måske endda også i puncheurfinalen på 2. etape, hvos han virkelig er i form. Jonas Gregaard skal på samme hold støtte Rodrigo Contreras i bjergene, men som nævnt ovenfor kan han formentlig også få lov at se, hvad formen rækker til selv. Jesper Hansen burde egentlig kunne køre klassement på en rute som denne, men som nævnt ovenfor er det tvivlsomt, om formen rækker. På Deceuninck-Quick Step er Michael Mørkøv en vigtig del af Fabio Jakobsens tog, mens Kasper Asgreen sikkert kan få lov at køre offensivt på nogle af de mellemhårde etaper på et hold uden klassementsrytter. Lars Bak  skal arbejde for Mark Cavendish og Louis Meintjes på Dimension Data, mens Mikkel Bjerg på Hagens Berman vil savne enkeltstarten, men burde få frihed til at forsøge sig i udbrud. Endelig skal Casper Pedersen være en del af Max Walscheids tog på Sunweb og på de lidt hårdere dage køre spurter for Cees Bol.