Optakt: Tour of Croatia

Løbets rolle og historie

Cykling har altid været et perfekt redskab til at promovere et land som turistdestination. Ingen anden sport giver mulighed for at fremvise hovedattraktionerne og naturen på samme måde som denne sportsgren, specielt hvis man kan sikre sig international tv-dækning.

I de senere år har flere og flere lande uden for sportens traditionelle kerneområde introduceret nationale rundture, der har handlet både om promovering og om at afvikle et sportsligt arrangement. Der er nu adskillige løb i Mellemøsten, Tour of Turkey har i de senere år oplevet en opblomstring (der desværre er blevet bremset i de senere år) og er nu en stor begivenhed med international tv-dækning, og der er blevet etableret flere kortere etapeløb i Norge.

I 2015 skrev Kroatien sig på listen ved at arrangere den første udgave af Tour of Croatia. Selvom man ikke kunne tiltrække ét eneste WorldTour-hold, sikrede 2.1-løbet sig tv-dækning på Eurosport, og det viste sig at blive en ganske stor succes ud fra både sportslige og kommercielle perspektiver. Det har givet vokseværk, og allerede i 2016 kunne man derfor byde de første WorldTour-hold velkommen. Den positive udvikling er fortsat forud i 2017 og forud for den fjerde udgave, der har været de hidtil største.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Med en kalenderplacering midt i april har man fundet en ganske god position. Der er ikke mange andre etapeløb i denne tid, og det afholdes på et perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til Giroen. Det var præcis denne opskrift, der gjorde Tour of Turkey stort, og nu prøver man i Kroatien at kopiere den succesfulde tyrkiske model.

På mange måder er løbet sammenligneligt med Tour of Turkey. For mange sprintere er de traditionelle forberedelsesløb Tour de Romandie og Giro del Trentino (fra sidste år kendt som Tour of the Alps) ikke velegnede som forberedelse, da de stort set ikke byder på sprinteretaper. I de senere år har Tour of Turkey med stor succes tiltrukket nogle af verdens bedste sprintere ved at tilbyde adskillige sprinteretaper og kun ganske få bjergetaper, der har afgjort kampen om den samlede sejr. Da de store klassementsryttere stadig foretrækker de bjergrige løb i Trentino og i mindre grad Romandiet, har løbet været en fremragende chance for unge klatrere til at vise sig selv frem.

Det er præcis denne formel, man også vil benytte til Tour of Croatia. I 2016 tilbød man således adskillige sprinteretaper samt en holdtidskørsel og en bjergetape til at afgøre kampen om sejren. Det var en model, der appellerede til de store hold, og man kunne således byde de fem WorldTour-hold Astana, Dimension Data, Tinkoff, IAM og Trek velkommen. Ingen mødte op med deres bedste klatrere, men med Andrea Guardini, Mark Cavendish, Erik Baska, Matto Pelucchi og Giacomo Nizzolo samlet på startstregen var der basis for massespurter på højeste niveau. Også Bardiani og Gazprom-Rusvelo brugte løbet til at fintune formen forud for Giroen.

Som bekendt er den enes død den andens brød, og Tour of Croatia havde en dramatisk effekt på Tour of Turkey, der i 2016 falmede til en skygge af sig selv. Mens Tour of Croatia blomstrede, kunne man i Tyrkiet således kun præsentere ét WorldTour-hold, og da det i 2017  trods WorldTour-status igen kun kunne præsentere ét hold fra det højeste niveau, blev det udskudt til oktober, hvor det også i år har sin plads. Det har naturligvis ikke gjort det vanskeligere for Tour of Croatia at appellere til storholdene, men alligevel kunne man kun præsentere Bahrain-Meida, Astana, Trek og UAE fra den fineste række. I år må man også nøjes med deltagelse fra de tre førstnævnte hold fra øverste niveau.

Da Israel Cycling Academy og Bardiani begge også vil være til start, har man imidlertid yderligere to Giro-hold i feltet, og selvom man ikke som sidste år med Vincenzo Nibali kan præsentere en af Giro-favoritterne, vil løbet stadig være en god chance for at vurdere Giro-formen hos flere ryttere, der satser på det store løb i maj . For at imødekomme Nibali gjorde man sidste år ruten hårdere, og modellen med to mod tidligere bare én bjergetape genbruges i år, selvom man altså ikke har samme pondus i feltet af klassementsryttere, der atter fortsat udgøres af unge talenter. Samtidig har man ikke helt kunne bibeholde sin appel til sprinterne, og blandt de store navne er det således kun Giacomo Nizzolo, Kristian Sbaragli, Sondre Holst Enger og Andrea Guardini, der vil være til start, idet førstnævnte er i desperat jagt på løbskilometer forud for Giroen, efter at en knæskade har ødelagt første del af sæsonen for den dobbelte vinder af Giroens røde trøje. Løbet synes dog fortsat at være den foretrukne vej frem mod Giroen for sprinterne, og det begrænsede antal topsprintere afspejler snarere, at der i år ikke er mange hurtige folk, der satser på den italienske grand tour.

Sidste år så det ud til, at Riccardo Zoidl endelig skulle vinde et stort etapeløb med Trek, efter at han sejrede på løbets kongeetape og havde udsigt til at tage førertrøjen fra Matija Kvasina på holdtidskørslen. Trek skuffede imidlertid stort på det våde holdløb, og således endt Kvasina med at tage en meget populær hjemmebanesejr, 24 sekunder foran danske Jesper Hansen og 32 sekunder foran Victor De La Parte. Kvasina vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang som Zoidls holdkammerat, og også Hansen vil være med igen. Til gengæld kører De La Parte nu for Movistar og vil derfor ikke gå efter at forbedre sidste års resultat.

Ruten

Som sagt har arrangørerne med nogen held forsøgt at kopiere formatet fra Tour of Turkey med at have adskillige sprinteretaper samt en stor bjergetape til at afgøre klassementet. For at imødekomme Vincenzo Nibalis ønsker forud for Giroen valgte man sidste år at tilføje en ekstra bjergetape, ligesom man droppede det usædvanligt lange holdløb, der spillede en helt afgørende rolle i 2016. Derved var der tale om den klart hårdeste af de tre hidtidige udgaver og et løb, der i høj grad appellerede til klatrerne.

Den model var man tilsyneladende begejstrede for. I hvert fald har man i år i vidt omfang gjort brug af genbrug, og faktisk kan hele fem af etaperne betragtes som gengangere fra sidste år. Alle er de modificeret undervejs, men målbyerne er i alle tilfælde de samme. Det betyder, at der i vidt omfang er tale om EN kopi af sidste års løb.

Konsekvensen er, at det samlede klassement formentlig vil blive afgjort af klatrerne, der kan se frem til at skulle slås om sekunder og etapesejre på de to store bjergfinaler, der også var at finde i løbet sidste år. I år er den første af disse flyttet fra onsdag til torsdag, mens den traditionelle kongeetape til toppen af Ucka-bjerget atter vil være at finde om lørdagen.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det hårde terræn betyder imidlertid ikke, at man har glemt sine rødder som et sprinterløb, og det er fortsat primært som Giro-forberedelse for de hurtige folk, at løbet har sin berettigelse, ikke mindst efter udskydelsen af Tour of Turkey. I år har man dog skåret ned på antallet af chancer for sprinterne, der modsat sidste år, hvor halvdelen af etaperne endte i massespurter, formentlig kun kan regne med sikre spurtafgørelser på de to ekstremt lange åbningsetaper.

Den sidste flade etape er erstattet af en kuperet sag, hvor der venter en stigning med top bare 20 km fra mål - en ruteføring, der sandsynligvis åbner muligheder for et udbrud, men også kan give rum til en reduceret massespurt. Som altid ender løbet på en rundstrækning i Zagreb, hvor der venter en finale for de stærkeste af sprinterne samt de eksplosive puncheurs, og hvor man ved at holde sig til måske kan vinde et par sekunder i en afslutning, der altid byder på små huller.

1. etape

Løbet har som sagt først og fremmest haft sin berettigelse som et Giro-forberedelsesløb for sprintere, og det afspejles til fulde af den rute, der bydes på på løbets første etape. Kun en enkelt stigning midtvejs kan teste klatrebenene lidt, inden det hele ventes at blive afsluttet i en spurt efter en sand maratondistance.

I alt skal der tilbagelægges ikke færre end 227 km mellem Osijek og Koprivnicka, men de kunne ikke have været meget fladere. Fra start kører man igennem fladt terræn mod vest, inden man slår et lille slag mod syd for at ramme dagens eneste stigninger. Først fælder det den indlagte spurt efter 45,0 km, inden en ikke-kategoriseret stigning samt en nedkørsel leder frem til den anden af disse, der kommer efter 72,5 km. Herfra kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Papuk (7,6 km, 4,5%), der har top efter 82,5 km, inden en nedkørsel leder tilbage til fladlandet.

Den resterende del af etapen er helt enkel. Den består nemlig af en lang, flad tur mod nordvest langs grænsen til Ungarn, og eneste højdepunkt er den indlagte spurt efter 151,5 km. Herfra fortsætter man hele vejen op til målbyen, hvor man efter 212 km rammer den afsluttende rundstrækning. 4,5 km senere passerer man målstregen for første gang, hvorefter etapen afsluttes med en omgang på den 9,5 km lange runde. Den er helt flad og uden væsentlige tekniske udfordringer. Efter et sving med 3 km er der kun yderligere ét sving præcis ved den røde flamme.

Etapen har i alt 1140 højdemeter trods den lange distance.

Der er som altid relativt mange sprintere til start i årets løb, og der bør derfor være interesse i at holde det samlet til en spurt. Der er imidlertid en lille chance for, at udbruddet kan holde hjem, hvis alle kigger på Giacomo Nizzolo og Trek. Italieneren er netop kommet tilbage efter en skade, og det kan betyde, at det amerikanske mandskab nægter at jagte. Hvis det giver anledning til et taktisk spil, er det før set, at et udbrud har overrasket på første etape af et etapeløb, men det mest sandsynlige er, at sprinterne skal slås om den første førertrøje.

Koprivnicka var senest målby på 1. etape sidste år, der paradoksalt nok havde samme distance og samme start og mål, selvom ruteføringen var forskellig. Her sejrede Sacha Modolo foran Eduard Grosu og Nicolas Marini.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

2. etape

En stribe sprintere vil utvivlsomt være skuffede efter 1. etape, men de kan glæde sig over, at de burde kunne få endnu en mulighed allerede dagen efter. Onsdag byder på endnu en sand maratonetape, der er betydeligt mere kuperet end den foregående, men da de sidste ca. 60 km er ganske lette, synes alt at pege i retning på endnu en spurtafgørelse.

I alt skal der tilbagelægges hele 234,5 km mellem Karlovac og Zadar. De består af en lang tur mod syd tæt på den kroatiske vestkyst, men man holder sig tilstrækkeligt langt inde i landet til, at der er væsentlige klatreudfordringer undervejs. Indledningen frem til den første indlagte spurt, der kommer efter 51,0 km er imidlertid kun ganske let stigende, og derefter følger et fladt stykke, indtil man rammer dagens første stigning, kategori 3-stigning Plitvicka Jezera (11,1 km, 2,7%), der har top efter 87,0 km. Med 6,5 km til toppen kommer dagens indlagte spurt.

Efter stigningen følger ingen nedkørsel. I stedet fortsætter man mod syd ad et let kuperet plateau, indtil en lille nedkørsel leder frem til bunden af kategori 2-stigningen Velebit (4,7 km, 4,6%), hvis top rundes, når der resterer 64 km. De fører mod vest og sydvest ud mod målet i kystbyen Zadar. Den første del består af en hurtig nedkørsel fra plateauet, indtil der venter let kuperet terræn på de sidste ca. 50 km. Efter 227,5 km ramme man den afsluttende rundstrækning, inden man 2,5 km senere krydser målstregen. Til sidst køres en omgang på den 4,5 km lange runde, der er helt flad, men ganske teknisk. Den tredjesidste kilometer byder på hele tre sving, inden en lang, lige strækning fører frem til de tre sidste sving, der kommer med 600, 500 og 300 m til mål.

Etapen byder på i alt 2239 højdemeter.

Ruten er betydeligt mere kuperet end den foregående, men ingen af stigningerne er vanskelige. Da de samtidig ligge langt fra mål, vil tempoet formentlig være så lavt, at langt de fleste af sprinterne uden problemer kan overleve. Kan deres hold blive enige om at kontrollere endnu et maraton, burde det hele derfor ende i en massespurt, hvor den tekniske finale dog kan skabe drama og stille store krav til sprinternes positioneringsevne.

I den nye udgave af løbet var Zadar målby i både 2017 og 2015. Sidste år vandt Nicola Ruffoni en massespurt, mens Marko Kump var hurtigste sprinter to år tidligere.

3. etape

Efter to dage for sprinterne kastes klassementsrytterne ud i det første af deres to store slag på den korte, intense tredje etape, der byder på den første af løbets to bjergfinaler.  Rytterne skal ganske vist kun tilbagelægge 134 km, men da målstregen er placeret på toppen af den kolossale stigning Biokovo i knap 2000 m højde, er der bestemt ikke tale om en let etape. Måske er der ikke tale om Europas sværeste stigning, men for enden af en 28,3 km lang klatretur vil vi alligevel blive vidne til et stort slag mellem favoritterne i det første af de to slag om den samlede sejren.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

De 134 km fører fra Trogir til toppen af Biokovo-stigningen og består i alt væsentligt af en lang tur mod sydøst ned langs den kroatiske kyst. Fra start følger man den helt flade kystvej forbi den første spurt, der kommer efter 46,5 km. Her forlader man kortvarigt kystvejen for at køre op ad to mindre stigninger, hvoraf den sidste, Zadvarje (3,4 km, 4,1%), er kategoriseret. Den har top efter 71,0 km, hvorefter en nedkørsel leder tilbage til den flade kystvej, som følges videre mod sydvest. Undervejs passerer man den sidste spurt, der kommer efter 97,0 km, inden man når frem til byen Podgara.

Her ændrer etapen karakter, når man drejer ind på den afsluttende stigning, der er uden for kategori. Den er intet mindre end 28,3 km lang og stiger med 5,9% i gennemsnit. Stigningen er relativt regulær med en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6 over de første 18,4 km. Herefter venter et næsten fladt stykke på 4,7 km, inden den atter tager fat med 1900 m med 5,4% i snit og til slut 2800 m med 9,6% i snit. Med 3 km til mål flader den ud, inden en lille bakke med 1500 m igen leder frem til de sidste 700 m, der kun stiger svagt. Der er hele fem hårnålesving på de sidste 1500 m, det sidste med bare 300 m til stregen.

Etapen byder på i alt 2877 højdemeter.

Dette er klassementsrytternes første chance for at teste sig selv, og vi kan derfor vente et stort slag mellem løbets favoritter på den sidste stigning. Ganske vist er der ikke tale om en meget stejl stigning, men vi så sidste år, at den var hård nok til, at de bedste kan gøre forskel. På denne type bjerg betyder vinden imidlertid meget for tidsforskellene, og de vil næppe være kolossale. Sidste år endte fire mand med at spurte om sejren, og hele 24 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. Det siger meget om, hvad vi kan forvente, men efter denne etape vil vi helt sikkert have en ret klar ide om, hvem der vil løbe med sejren i årets løb.

Biokovo gjorde debut sidste år, hvor Kristijan Durasek i en spurt besejrede Jaime Roson, Vincenzo Nibali og Jan Hirt.

4. etape

Efter deres første slag i bjergene kan klassementsrytterne igen træde i baggrunden på fredagens etape, men det er ikke helt klart, hvem der vil overtage rampelyset. Arrangørerne har nemlig designet en ny finale, der byder på en kategori 3-stigning med bare ca. 20 km til mål. Det åbner døren for flere forskellige udfald, hvor både et udbrud og de mere hårdføre sprintere kan lugte muligheden for en etapesejr.

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km mellem Starigrad og Crikvenica, som i alt væsentligt består af endnu en tur langs den kroatiske adriaterhavskyst, denne gang dog mod nordvest og nord. Den første lange del af etapen følger således kystvejen, først mod nordvest og siden nord. De første ca. 50 km er stort set helt flade, inden en mindre bakke fører op på et lille plateau, hvor et let stigende stykke fører frem til forplejningszonen efter ca. 90 km. Herefter leder en nedkørsel tilbage til havniveau, hvorefter man atter følger den nu igen helt flade kystvej mod nord og nordvest forbi den første spurt, der er placeret efter 111,5 km.

Efter 133,0 km når man frem til byen Novi Vinodolski, der er det sydligste punkt på den afsluttende rundstrækning. Her dyster man om point i den sidste indlagte spurt, inden man følger den flade kystvej mod nordvest frem til målstregen, der krydses for første gang efter 142,5 km. Etapen afslutter nu med omgang på den 28,5 km lange runde, der først leder feltet mod nord væk fra vandet og op ad kategori 3-stigningen Grizane (3,9 km, 5,7%), hvis top rundes, når der resterer bare 21,5 km.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Herefter leder en nedkørsel tilbage mod sydøst ned til Novi Vinodolski, hvor man dyster om point i den sidste spurt efter 160,0 km. De sidste 11 km fører herefter atter mod nordøst langs kystvejen, der blot har en ganske lille stigning undervejs. I de sidste 3 km falder det hovedsageligt ganske let, mens man følger kystvejen, der dog forlades med 1500 m igen i en meget teknisk finale. Herefter er det nemlig yderligere hele fem skarpe sving med hhv. 1200, 900, 500, 300 og 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1991 højdemeter.

Efter den foregående etape må der nu ventes at være opstået så store forskelle i klassementet, at udbrydere kan få mere spillerum. Meget vil derfor afhænge af, hvor meget sprinterne tror på sig selv. Den sidste stigning er ikke uoverkommelig for de hårdføre typer, men gives der fuld gas, vil de fleste falde fra. Det store spørgsmål er, om de tror så meget på sig selv, at de vil sætte deres hold til at jagte. Mest sandsynligt er det, at de overlader scenen til udbryderne, men det kan også ende i en reduceret massespurt.

Crikvenica har ikke tidligere været målby for løbet i dette årtusinde.

5. etape

Efter en dag, der har handlet om overlevelse, er det tid til at afgøre løbet på den traditionelle kongeetape. Begge de tre foregående udgaver har inkluderet en bjergafslutning på Ucka, et af landets mest berømte cykelbjerge, og den finale vender naturligvis tilbage i 2018, hvor den atter ventes at afgøre, hvem der skal vinde det kroatiske etapeløb.

Som altid er der på de kroatiske bjergetaper tale om en meget kort distance, idet der skal tilbagelægges bare 156,5 km mellem Rabac og Ucka. Starten foregår ved Adriaterhavskysten, hvorfra man kører ind i landet via en hård stigning, der dog er en del af den neutrale zone, og slår en sløjfe mod syd, inden man kører mod nord op til den første spurt, der kommer allerede efter 9,5 km. Herefter fortsætter man via en nedkørsel mod nordøst, indtil man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gracisce (7,3 km, 5,8%), der har top efter 35,0 km. Her bliver man på et plateau, mens man fortsætter mod vest, indtil en nedkørsel leder mod nordøst ned i dalen.

Herefter ændrer etapen for alvor karakter, når man drejer mod sydøst og siden nordøst oh nord for at køre op ad dagens målstigning Ucka, der er uden for kategori. Denne gang bestiges den dog fra den modsatte side, hvor den stiger med 6,5% i gennemsnit over 13,2 km. Efter en let start er særligt de sidste 5 km svære. Heraf stiger de første 2200 m med 12,4% i snit og de næste 2800 m 9,3% i snit. Toppen rundes efter 75,0 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst og nordøst ned mod kysten.

Kort før man når kysten drejer man atter mod nordøst for at klatre op ad kategori 3-stigningen Kastav (1,9 km, 6,2%), hvis top rundes efter 104,6 km. Herfra fortsætter man mod øst op over endnu en lille bakke forbi den anden spurt, der kommer efter 108,8. Kort efter rundes toppen, hvorefter man via en nedkørsel kører mod sydøst ned mod kysten, som man når i storbyen Rijeka, hvor den sidste spurt er placeret efter 124,8 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I Rijeka vender man rundt og følger den flade kystvej mod nordvest og sydvest frem til udkant af byen Lovran. Her drejer man mod nordvest og vest for atter at køre ind i landet op ad HC-stigningen Ucka, der denne gang bestiges fra den modsatte side af første passage. Herfra stiger den med 6,1% over 15,0 km. De første 9,7 km stiger med 6,0% i snit, hvorefter 1600 m med 4,4% følger. De næste 2000 m stiger med 8,1%, inden de sværeste 1300 m med 9,8% følger. De sidste 900 m stiger med mere menneskelige 4,4%. Målstregen kommer for enden af den lang vej, der bugter svagt.

Etapen byder på i alt 3275 højdemeter.

Denne etape er stort set identisk med den, der blev benyttet i 2016 pg 2017, og her blev det klart, at Ucka er svær nok til at gøre stor skade. Ganske vist er det meste af stigningen relativt nem, men feltet ventes at eksplodere på den sidste svære del. Dette er sidste chance for at vinde løbet samlet, og derfor kan vi vente, at de bedste klatrere både vil kæmpe om etapesejren samt den overordnede triumf i den fjerde udgave af løbet.

Sidste år slog Jaime Roson Vincenzo Nibali, Jan Hirt, Felix Grossschartner og Jan Polanc i en spurt på toppen. I 2016 kørte Riccardo Zoidl sig til en solosejr 28 sekunder foran Matija Kvasina og Victor de la Parte, mens Jens Hansen var yderligere 6 sekunder efter på fjerdepladsen. I 2015 var Maciej Paterski stærkest, idet han slog Primoz Roglic med 18 sekunder, mens Sylwester Szmyd kom i top 3 ved at krydse stregen 33 sekunder efter sin holdkammerat.

6. etape

De fleste nationale etapeløb slutter i landets hovedstad, og den tradition har det relativt nye Tour of Croatia holdt i hævd. For fjerde år i træk ender det hele med en stor finale i Zagreb efter en relativt flad etape, der er stort set identisk med den, der blev benyttet sidste år. Der er dog ingenlunde tale om en klassisk sprinterfinale i landets største by. I stedet venter en svær rundstrækning med en lille bakke op mod mål, hvor historien viser, at der sagtens kan opstå huller og skabes små forskydninger i klassementet, mens de eksplosive puncheurs og hårdføre sprintere slås om sejren

Etapen er bare 151,5 km lang, starter i Samobor og slutter i Zagreb. Startbyen ligger bare få kilometer vest for Zagreb og fra starten kører man faktisk mod vest helt hen til udkanten af hovedstaden, idet man undervejs allerede efter 3,0 km slås om point og bonussekunder i den første spurt. I udkanten af Zagreb slår man en lille sløjfe mod syd for at komme frem til den anden spurt, der er placeret efter 36,0 km. Herefter kører man mod nord til den østlige udkant. Denne indledende del er helt flad.

Den følgende del af etapen består af en omgang på en rundstrækning i det hovedsageligt flade område nordøst for Zagreb. Først kører man mod nordøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 66,5 km, indtil man etapens østligste punkt. Herfra kører man mod nordvest op til toppen af dagens eneste stigning, kategori 3-stigningen Ivan Zelina (1,2 km, 5,2%), der har top efter 102,5 km. Herfra går det mod sydvest gennem helt fladt terræn tilbage mod Zagreb, inden man kører mod vest ind gennem forstæderne frem mod centrum.

Efter 138,5 km passerer man målstregen for første gang og etapen afsluttes nu med to omgange på en 6,5 km lang rundstrækning i den nordlige udkant af byen. Den er langt fra nogen enkel sag. Fra start kører man mod nord op til et vendepunkt, hvor man vender rundt og herefter følger en anden, let faldende vej tilbage mod syd. Med 2 km igen flader det ud efter en, og herefter venter et skarpe sving med 1800 og 1000 m igen. Med 600 m følger to sving lige i træk, og de leder ind på den afsluttende brostensbelagte bakke, der leder op til mål og har yderligere et sving bare 100 m fra stregen.

Læs også

Se Tobias Lund triumfere i Tyrkiet

Der er tale om næsten samme rundstrækning, som i de tre foregående udgaver, men denne gang har man forlænget den relativt lette midterste del, så den nu er 6,5 og ikke 3,3 km lang. Historien taler imidlertid uanset denne ændring sit tydelige sprog. Dette er bestemt ikke en dag for de rene sprintere, og de er altid kommet til kort. I stedet er det en perfekt etape for puncheurs og mere holdbare sprintertyper, der samtidig skal kunne håndtere den meget tekniske finale. Det kan heller ikke udelukkes, at et udbrud vil holde hjem på en dag, hvor mange er usikre på, om finalen er for hård. For klassementsrytterne handler det om at være opmærksom, da der med sikkerhed opstår huller i feltet i en finale som denne. Samtidig kan klassementet være så tæt, at bonussekunder i de indlagte spurter kan komme i spil, som det var tilfældet sidste år, hvor Vincenzo Nibali stjal sejren fra Jaime Roson ved først at vinde tid i en spurt og slutteligt holde sig foran et split i finalen.

Som sagt holdt Nibali sig fremragende til sidste år, hvor han spurtede sig til en fjerdeplads 2 sekunder bag vinderen Sacha Modolo, der var helt suveræn og sejrede foran Jan Polanc og Boy Van Poppel, mens feltet bagude eksplodere i mange grupper. I 2016 var det Sondre Holst Enger, der med en fantastisk spurt slog Edward Theuns, som ellers havde lignet en sejrherre. Timothy Dupont var 2 sekunder efter på tredjepladsen, mens der var hele 9 sekunder ned til den første større gruppe med de mest opmærksomme klassementsryttere. Året forinden kørte en lille gruppe hjem, og her vandt Maciej Paterski foran Felix Grossschartner, Roman Maikin og Olivier Pardini, mens feltet ankom 17 sekunder for sent.

Favoritterne

Med beslutningen om at droppe den næsten helt urimeligt lange holdtidskørsel er Tour of Croatia blevet et rigtigt bjergløb. Ganske vist fungerer løbet først og fremmest som et opvarmningsløb for sprinterne - det er tydeligt, at de hold, der både kører i Kroatien og i Tour of the Alps har sendt de tunge drenge til Balkan og det lette kavaleri til Alperne - men når det gælder kampen om den samlede sejr, er det for de rene klatrere. Der er ingen tidskørsler til at forstyrre dem, og man må formode, at løbet stort set alene skal afgøres af de to bjergetaper på 3. og 5. etape.

Et element, der altid kan komme i spil, er naturligvis vinden. I skrivende stund ser det dog ud til, at vejret bliver ganske pænt. De første fire dage bliver dog ganske skyede, men uden nævneværdig nedbør eller stærk vind. I weekenden ventes endda sommeragtige betingelser som en flot afslutning på løbet. Det er dog værd at bemærke sig, at der vil være modvind på stigningen på 3. etape, hvilket vil gøre den mindre selektiv. Dermed er det formentlig lørdagens kongeetape, der i forvejen er den vanskeligste, som vil blive vigtigst.

Første og anden etape burde ende i massespurter, og 4. etape vil formentlig enten ende i en reduceret massespurt eller vundet af et udbrud. Sidste etape kan imidlertid blive farlig. Rundstrækningen i Zagreb er kendt fra tidligere år, og den er både teknisk og kuperet, og der vil med garanti opstå huller i finalen, som vi så det sidste år, hvor Vincenzo Nibali vandt vigtig tid på Jaime Roson. Derfor vil der være ekstremt vigtigt at være velplaceret her, og hvis klassementet er meget tæt, kan der ske forskydninger.

Overordnet kan det derfor konkluderes, at løbet sandsynligvis vil blive vundet af den bedste klatrer, men at opmærksomhed i de hektiske finaler, specielt på 6. etape, også er påkrævet, hvis det er tæt. Derudover kan bonussekunder komme i spil, som vi så det i 2017, hvor Nibali stjal sekunder på sidste etape.

De to stigninger er begge meget lange, og vi så sidste år, at de begge er svære nok til, at man kan gøre en forskel. Det er dog værd at notere sig, at det ikke på nogen af de to etaper lykkedes for en rytter at køre alene hjem, og at det i begge tilfælde endte i en spurt i en gruppe på 3-4 mand. Solosejre er set tidligere på Ucka og er derfor en mulighed, men en god spurt på toppen af et bjerg er bestemt ikke nogen ulempe, specielt ikke fordi der som bekendt vil være bonussekunder på stregen.

Tour of Croatia har virkelig overtaget rollen fra Tyrkiet Rundt i den forstand, at det er sprinternes forberedelsesløb til Giroen, og at klassementet primært skal udkæmpes blandt de unge løver. Blandt de store favoritter finder vi da også flere af sportens største talenter. Alligevel er det tre mere etablerede navne, der fremstår som de bedste vinderbud.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Den eneste rytter i løbet, der drager direkte videre til Israel for at køre klassement i Giroen, er Gianluca Brambilla. Italieneren havde en drømmesæson i 2016, hvor han vandt etaper i både Giroen og Vueltaen og stod på tærsklen til det helt store gennembrud. Et hav af helbredsproblemer ødelagde imidlertid 2017-sæsonen, og nu er han skiftet til Trek for at genstarte karrieren. Baggrunden for skiftet var, at han på det amerikanske mandskab blev lovet muligheden for at køre for den samlede stilling i sin hjemlige grand tour, og det har været hans hovedfokus hele året. Hvor langt det rækker, er uklart, men man skal ikke glemme, at den lille italiener faktisk er blevet nr. 13 i både Giroen og Vueltaen tidligere i sin karriere.

Brambilla lagde ud som lyn og torden med en fremragende præstation på Mallorca, hvor han var en af de få, der kunne matche Valverde, Wellens og Moscon i det hårdeste løb. Desværre blev han siden sat tilbage af lungebetændelse, der kostede deltagelsen i Tirreno-Adriatico. Derfor har han ikke kørt løb siden februar, og vi ved derfor ikke, hvor han står. Tiden er dog brugt på at forberede sig til Giroen, og han må derfor formodes at være temmelig skarp. Han er ikke ren klatrer, men har formentlig arbejdet målrettet på sine evner i bjergene. Det burde komme ham til gode i dette løb, hvor han på papiret burde være blandt de bedste på stigningerne. Samtidig har han en god spurt, hvilket som nævnt ovenfor kan vise sig værdifuldt i dette løb. Har han stadig de ben, han havde på Mallorca, har han gode chancer for at vinde, og derfor er han vores favorit.

Hans værste rival må være veteranen Pieter Weening . Den gamle hollænder kan endnu, og selvom han ikke er så stærk som tidligere, har han dog to år i træk vundet kongeetapen i Tour of Norway, ligesom deter mindre end to år siden, at han vandt en stor bjergetape i Tour de Suisse. I år har han tydeligvis ikke ramt topformen endnu, men han har på den anden side heller ikke kørt et eneste løb, der passer ham. Det gør dette til gengæld, idet han er glimrende på lange, regulære stigninger som disse, og på papiret er han utvivlsomt en af de bedste klatrere i dette løb. Han plejer at nærme sig formen på denne tid af året, og kommer den som altid lidt ud af det blå, kan slideren Weening blive svær at slå i dette løb.

Bahrain-Merida møder denne gang op med et fokus på etapesejre, men det betyder ikke, at man ikke kan spille en rolle i klassementet. Sidste år blev Kanstantsin Siutsou nr. 6, selvom han var ren hjælperytter for Nibali, og det vidner om, at han i et felt som dette altid vil være blandt de stærkeste på stigningerne. Denne gang har han frit spil til at tage sin egen chance, og den vil han gribe. Desværre fik han et slemt benbrud i sidste års Tour de Slovenie, og i hans alder er det altid usikkert, om man kan komme tilbage til tidligere tiders styrke. En 9. plads i San Juan og en 23. plads i Tirreno viser dog, at han er på rette vej, og er han tilbage på samme niveau som sidste år, burde han være i stand til at køre med om sejren i et felt, der er betydeligt svagere end sidste år.

Et af de mest interessante navne er Caja Rurals unge Nicolas Schultz. Efter en solid, men ikke voldsomt spektakulær første sæson har han virkelig taget et stort skridt op i 2018, særligt med den dybt imponerende 3. plads bag Valverde og Verona i GP Miguel Indurain, hvor han slog flere store navne. Siden har han bekræftet den gode form med en 7. plads i det hårde Klasika Primavera, og der er derfor ingen tvivl om, at han er en af tidens mest formstærke ryttere. Om stigningerne her bliver for lange for ham, er stadig et åbent spørgsmål, men han er dog som U23-rytter blevet nr. 7 i bjergløbet Ronde de l’Isard. Samtidig skal man ikke glemme hans gode spurt, der kan være et vigtigt våben her.

Danske Nicklas Eg fik en drømmestart på sin professionelle karriere, da han blandede sig med alle verdensstjernerne på kongeetapen i Abu Dhabi Tour. Her viste han sit potentiale på lange stigninger, men han blev revet ned på jorden igen, da han stillede til start i det første store løb i Europa, Volta a Catalunya. Heldigvis er niveauet her betydeligt lavere, og efter præstationen i Abu Dhabi er det svært at komme uden om, at Eg, der tillige er kørt på podiet i Tour de l’Avenir, burde være en af de bedste klatrere. Hvor han står formmæssigt, er uklart, men har han benene fra februar, skulle han være med fremme i et bjergløb som dette, hvis ikke han bliver alt for låst i sin rolle som hjælper for Brambilla.

Et andet talent er Aristobulo Cala, der er kommet sent ind i sporten og allerede sidste år vandt Vuelta a Colombia, der er et vanvittigt hårdt bjergløb med mange fremragende klatrere. Det vidner om potentialet, og med tanke på hans begrænsede erfaring burde potentialet være kolossalt. I år har han bekræftet evnerne med en 8. plads i Colombia Oro y Paz, der som bekendt var meget stærkt besat, og nu står han foran sin første store test i et bjergløb i Europa. De lange stigninger burde passe ham, og han kan meget vel få sit helt store gennembrud i denne uge.

En rytter, der i år allerede har fået sit gennembrud, er Krists Neilands. Den lettiske mester imponerede allerede i GP Industria, hvor han sammen med navne som Majka, Yates og Roson var en af de allerstærkeste på den sidste stigning, og siden fik han kolossal opmærksomhed som rytteren, der angreb sammen med Vincenzo Nibali på Poggio i Milano-Sanremo. Det vidner om høj klasse og har allerede sikret ham en udtagelse til Giroen. Han skuffede lidt i Brabantse Pijl, men burde så tæt på sin grand tour-debut være knivskarp. Har han de klatreben, han havde i Italien tidligere i år, burde han være stærk, selvom vi stadig skal se ham præstere på stigninger af denne længde.

Caja Rurals andet kort er Danilo Celano , der sidste år fik et stort gennembrud ved at køre fra en vis Egan Bernal i Giro dell’Appenninno og blande sig med verdenseliten helt i front i Tour of the Alps. Det sikrede ham en kontrakt med Caja Rural, men desværre har han her været ramt af et have af helbredsproblemer. Derfor har han ikke været i nærheden af sidste års niveau, men der er dog små tegn på fremgang. Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at han har fundet sin topform, men den er før kommet meget pludseligt. Gør den det igen, bliver han livsfarlig i dette løb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Aqua Blue Sport stiller med den unge klatrer Daniel Pearson. Ustabilitet har været nøgleordet for briten, der alt for ofte har været langt fra sit bedste niveau. Det var senest tilfældet i Coppi e Bartali, men bare få uger tidligere var han blevet nr. 7 på Green Mountain på kongeetapen i Oman. Det vidner om, at talentet er stort. Har han atter ramt en af sine gode perioder, burde han være med fremme på begge de to bjergetaper.

Taylor Eisenhart er en ung karakter i sporten, der dog ikke kun har fået opmærksomhed uden for løbene. Sidste år blev han således nr. 4 i Colorado Classic, hvor han var meget tæt på at vinde kongeetapen, ligesom han har en 7. og en 11. plads i bjergløbet Tour of Utah. I år har han allerede kørt en del i Europa, dog uden at vise sin bedste form og med et par uheld i form af styrt. Om han har fundet formen nu, er uklart, men han skulle være i stand til at køre klassement i dette løb.

Et andet meget stort talent er Tadej Pogacar. I en alder af bare 18 blev han sidste år nr. 5 i Tour de Slovenie bag navne som Rafal Majka, Jack Haig og Giovanni Visconti, ligesom han blev nr. 3 i Ungarn Rundt. I år har han blot bekræftet sit store potentiale med en 3. plads i Istrian Spring Trophy, en andenplads i et stort italiensk U23-løb samt en 15. plads i U23-udgaven af Flandern Rundt. Formen er derfor med sikkerhed god, og han synes at være et af fremtidens helt store navne.

Adria Mobil stiller med de tre veteraner Janez Brajkovic, Radoslav Rogina, og Jure Golcer. Brajkovic havde ikke held til at fortsætte på højeste niveau efter et svært år hos Bahrain og skal nu genrejse karrieren her. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at han kan genfinde fordums styrke, og han har endnu ikke gennemført et løb i år. Dette løb burde dog være et af de helt store mål, og han kan have forberedt sig målrettet. Rogina og Golcer har i utallige år været med fremme i disse etapeløb på Balkan, men alderen er langsomt ved at indhente dem. Særligt Golcer har i de senere år været en skygge af sig selv, men også for Rogina er det gået ned ad bakke. Han blev dog nr. 11 sidste år og har vist fin form fra sæsonstart.

Bicicletas Strongman har ud over Cala også et andet talent i Johnatan Canaveral. Den unge colombianer har netop vist sit potentiale med en 4. plads i Circuit des Ardennes, og ingen kan derfor stille spørgsmålstegn ved formen. Om han også kan begå sig på længere stigninger, står dog hen i det uvisse for den uerfarne 21-årige rytter.

Endelig vil vi pege på Matej Mohoric og Domen Novak . Mohoric har i år kørt vanvittigt stærkt, senest i Volta a Catalunya, hvor han var med fremme på samtlige etaper. Siden har han forberedt sig til Giroen i højderne og hævder nu at være endnu bedre. Han er helt sikkert en af de allerstærkeste i feltet, men logikken siger, at stigningerne her er alt for lange. Han er da heller ikke for klassementet, men efter det, han har vist i år, tør vi ikke helt afskrive Mohoric, der også kan gå efter bonussekunder. Holdkammeraten Novak er her til gengæld for klassementet og viste før sin professionelle debut lovende takter i etapeløb som disse. Desværre har de første 16 måneder på Bahrain været meget svære, og han har ikke vist noget, der giver grundlag for den helt store optimisme.

***** Gianluca Brambilla

**** Pieter Weening, Kanstantsin Siutsou

*** Nicolas Schultz, Nicklas Eg, Aristobulo Cala, Kristis Neilands, Danilo Celano

** Daniel Pearson, Taylor Eisenhart, Tadej Pogacar, Janez Brajkovic, Radoslav Rogina, Johnatan Canaveral, Matej Mohoric, Domen Novak

* Julen Amezqueta, Lukasz Owsian, Jure Golcer, Laurent Didier, Bakhtiyar Kozhatayev, Oscar Quiroz, Ben Hill, Jan Tratnik, Oscar Riesebeek, Jeroen Meijers, Alex Kirsch

Danskerne

Nicklas Eg skal som udgangspunkt støtte Treks Giro-kaptajn Gianluca Brambilla, men burde også selv kunne køre med om de helt sjove placeringer på en rute, der burde passe ham. Nicolai Brøchner er en af flere hurtige folk på Holowesko og skal sammen med John Murphy, Miguel Bryon og Fabian Lienhard fordele opgaverne og ansvaret på de flade etaper