Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour of Guangxi
16. oktober 2018 13:42 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O. / A.Broadway

Trods fiaskoen med Tour of Beijing, der kun overlevede i fire år, nægter UCI at opgive missionen om at udbrede cykelsporten i det potentielle kinesiske vækstmarked, og bare tre år efter sidste udgave af det første mislykkede forsøg prøvede man sidste år igen med et nyt kinesisk cykelløb som afsluttende begivenhed i sportens fornemste serie, WorldTouren. Efter en relativt succesrig debut er Tour of Guangxi tilbage igen i år, hvor det atter fungerer som den store WorldTour-finale, og via et samarbejde med den stærke Velon-holdsammenslutning er det atter lykkedes at tiltrække et ganske stjernespækket felt, der trods den lange rejse og sene kalenderplacering i sig selv vil sikre, at den nye begivenhed igen i år vil tiltrække en del opmærksomhed.

Løbets rolle og historie

UCI har gjort store fremskridt i deres bestræbelser på at globalisere cykelsporten, og det har i mange år været en erklæret mission at udbrede sportens fineste serie, WorldTouren, til så mange kontinenter som muligt. Efter at have været et rent europæisk anliggende i de tidlige år forlod man for første gang sportens moderkontinent i 2008, hvor Tour Down Under gjorde sit indtog i den fornemste række. To år senere kom Nordamerika med, da de to canadiske løb GP Quebec og GP Montreal allerede i deres første sæson blev en del af det fine selskab, og UCI lagde allerede dengang op til, at også Asien stod foran en snarlig debut. Længe det så det ud til, at det veletablerede Tour de Langkawi ville blive indlemmet, men det var samtidig klart, at der var store økonomiske interesser i at få gjort den store kinesiske befolkning interesseret i sporten.

 

Resultatet blev, at det malaysiske løb i Langkawi blev overhalet indenom af UCI selv, der forud for 2011-sæsonen etablerede en selvstændig arrangørorganisation, Global Cycling Promotion, der i samarbejde med de kinesiske myndigheder etablerede det helt nye Tour of Beijing, som med det samme blev en del af WorldTouren og ovenikøbet fik æren af at være den helt store finale, der i midten af oktober skulle krone den samlede vinder af serien. Modtagelsen fra holdene var mildt sagt behersket. Interessen fra rytterne for at skulle en tur til Kina på en tid af året, hvor alle kun drømmer om ferie, var i den grad til at overse, og samtidig var det en bekostelig og tidskrævende affære at sende en delegation til den anden side af jorden på et tidspunkt, hvor man var på vej på vågeblus. I kraft af løbets placering på WorldTouren var man imidlertid tvunget til at deltage, og da WorldTour-point i den periode var livsvigtige for overlevelse, var man samtidig nødt til at tage det seriøst.

 

Det lykkedes faktisk løbet at tiltrække ganske stærke felter med mange stjerner, og selvom løbet var præget af frygt for luftforurening, mangel på tilskuere og temmelig mange kedelige sprinteretaper, var der også undervejs ganske underholdende cykelløb på fornemt niveau. Første udgave var ganske vist en kedsommelig affære, der blev afgjort på løbets enkeltstart, og som Tony Martin vandt i overlegen stil. I de følgende år sammensatte man imidlertid mere underholdende ruter med blandt andet en afslutning på en ganske hård stigning i 2013 og 2014. Martin sejrede igen samlet i 2012, da han med et soloangreb skabte sin egen enkeltstart, efter at arrangørerne efter fiaskoen i 2011 havde taget tidskørslen af programmet, og i de følgende år sejrede hhv. Benat Intxausti og Philippe Gilbert.

 

Kritikken af løbet fortsatte imidlertid igennem alle årene, og holdene kom aldrig til at elske begivenheden. Samtidig fik man aldrig for alvor økonomisk luft under vingerne. I 2013 og 2014 prøvede man to gange at stable et nyt løb, Tour of Hangzhou, på benene, der sammen med løbet i Beijing skulle udgøre en stor WorldTour-finale i Kina med hele to ugelange etapeløb, men begge gange blev løbet aflyst. Allerede da blev det klart, at projektet i Beijing ikke var bæredygtigt, og at UCIs rolle som løbsarrangør slet ikke fungerede, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, da man i 2014 annoncerede, at Bejing-begivenheden ikke ville vende tilbage i 2015.

 

Siden da har der ikke været gjort forsøg på at få WorldTouren tilbage til Kina, men det betyder ikke, at der har været stille på den kinesiske kalender. Tværtimod er der siden da skudt en hel stribe ganske stærkt besatte og ofte meget sprintervenlige etapeløb op i landets mange turistregioner. Tour of Quinghai Lake har i mange år været en stor begivenhed i juli, og i de senere år er Tour of Xingtai samt Tour of China I og II blevet fast etablerede begivenheder i anden halvdel af sæsonen. Flere af de europæiske prokontinentalhold slutter nu også sæsonen af i sprinterløbene Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake, hvoraf førstnævnte faktisk også flere gange har haft deltagelse af WorldTour-hold.

 

Kun løbet i Hainan har imidlertid luftet interesse for at blive en del af WorldTouren, og der er siden kollapset i Beijing ikke gjort seriøse forsøg på igen at blive en del af det fine selskab. Det ændredes der imidlertid på sidste år, hvor WorldTouren som bekendt blev udvidet mærkbart. Ganske vist blev Kina i første omgang forbigået, da den nye WorldTour-kalender blev annonceret i sommeren 2016, men helt usædvanligt udvidede UCI først på året, hvor sæsonen egentlig var i gang, den fine serie ved at tilføje det spritnye Tour of Guangxi som den store finale i anden halvdel af oktober. Ikke mange var bekendt med planerne, der kom ud af det blå, men UCI var ikke sene til at slå til, da chancen for igen at øge interessen for cykelsporten i Kina dukkede op.

 

Det er nærliggende at sammenligne Tour of Guangxi med Tour of Beijing, idet de begge er nyetablerede begivenheder, der i deres første udgave er kommet på WorldTouren som seriens sidste begivenhed. Der er imidlertid markante forskelle. Først og fremmest er UCI ikke længere involveret i arrangementet via Global Cycling Promotion, og der er dermed en helt klar adskillelse mellem arrangørgruppen og sportens ledende organ. Der er med andre ord tale om et kinesisk initiativ, der godt nok har fuld opbakning fra sportens top, men som ikke er lanceret af UCI selv.

 

Endnu vigtigere er det, at løbet arrangeres i samarbejde med den meget stærke Velon-organisation, der består af flere af de største WorldTour-hold, og som arbejder for at sikre et mere bæredygtigt indtægtsgrundlag for sportens mandskaber ved blandt andet af arrangere den nye Hammer Series og etablere partnerskaber med andre løb. Det var blandt andet et sådant samarbejde, der gav Abu Dhabi Tour luft under vingerne, og håbet er, at det samme vil ske for Tour of Guangxi.

 

Betydningen af dette samarbejde kan næppe overvurderes. Som nyt WorldTour-løb har man i Kina ikke krav på deltagelse fra sportens 18 bedste mandskaber, og man skal derfor aktivt gøre en indsats for at sikre så stærkt et felt som muligt. Som det nyligt afviklede Tour of Turkey og Tour of Beijings triste skæbne viser, er det bestemt ikke let at overtale holdene og rytterne til på denne tid af året at rejse til et andet kontinent for at køre cykelløb - heller ikke selvom der er WorldTour-point på spil. Samarbejdet med Velon har imidlertid betydet, at medlemsholdene fra start har forpligtet sig til at deltage, og faktisk havde man haft i 2016 held til at tiltrække næsten hele topfeltet, da kun franske hold, FDJ og Ag2r, blev hjemme.

 

Velon-forbindelsen betyder imidlertid også, at medlemsholdene forpligter sig til at promovere løbet aktivt, blandt andet via sociale medier, og at holdene prioriterer at sende store stjerner. Resultatet blev et mildest talt fremragende startfelt, der langt overgik, hvad man kunne forvente af et løb i anden halvdel af oktober. Julian Alaphilippe, Mikel Landa, Fernando Gaviria, Wout Poels, Bauke Mollema, Dylan Groenewegen, Michael Matthews, Wilco Kelderman, Caleb Ewan, Sonny Colbrelli, Jakob Fuglsang, Leopold König, Sep Vanmarcke, Tim Wellens, Lars Boom og Giacomo Nizzolo var blot et udpluk af de store navne, som man med held havde kunnet overtale til at forlænge deres sæson med flere uger efter deres sidste store løb. Kombinationen af aktiv markedsføring og stjernenavne, der i sig selv vækker opsigt, lagde i hvert fald et solidt fundament for en vis grad af succes.

 

Endelig er det slet ikke dumt for løbet at blive afviklet som sæsonfinale. Tidligere så vi, hvordan Alberto Contador og Alejandro Valverde i 2014 overvejede at stille til start i Beijing, fordi kampen om den samlede WorldTour-sejr stadig var knivskarp. I 2017 er det slet ikke utænkeligt, at Alaphilippes deltagelse skydltes Quick-Steps kamp med Sky om den samlede WorldTour-sejr. I år er holdkonkurrencen allerede afgjort i Quick-Steps favør, og man har ikke kunnet friste Peter Sagan med chancen for at stjæle den individuelle sejr fra Simon Yates. Udsigten til relativt ”billige” WorldTour-point kan imidlertid ofte inspirere nogle af de mindre hold til at møde med slagkraftige mandskaber, som man ofte så det i Beijing.

 

Tilsyneladende kunne holdene lide, hvad de blev budt i 2016. I hvert fald er der i år fuldt hus af WorldTour-mandskaber, da alle 18 hold stiller til start i Kina fra på tirsdag. Stjerner mangler der bestemt heller ikke i et felt, der tæller navne som Arnaud Demare, Richie Porte, Rigoberto Uran, Dylan Groenewegen, Philippe Gilbert, Gianni Moscon, Pascal Ackermann, Jasper Stuyven, Fabio Aru, Matteo Trentin og Sep Vanmarcke

 

Som et nyt løb har man naturligvis ikke fundet et fast format, men det er klart, at der stilles visse krav til ruten i et løb på højeste niveau. Tour of Beijing blev i de tidlige år kritiseret for at være for nemt, hvilket man kompenserede for ved at introducere en bjergafslutning til de sidste to udgaver. Den kritik har man ønsket at undgå ved fra start ikke at falde for den ellers hyppige kinesiske fristelse til at afvikle alle etaperne i tæt befolkede, men helt flade byzoner. Trods forsøget på at inkludere flere stigninger endte hele fem af de seks etaper imidlertid i massespurter, og klassementet blev helt og holdent afgjort på kongeetapen med mål på Nongla-stigningen. Da årets rute er en næsten identisk kopi af den foregående, må man således konstatere, at der er rum for forbedring, hvis løbet også i sværhedsgrad skal være sin WorldTour-status berettiget.

 

Den første udgave blev som sagt afgjort på kongeetapen, hvor Tim Wellens atter viste, at han ofte er manden, der skal slås i efteråret. Den belgiske stjerne var ganske suveræn på nongla-stigningen og endte med at tage den samlede sejr med 6 og 11 sekunder ned til henholdsvis Bauke Mollema og Nicolas Roche. I år starter løbet imidlertid umiddelbart efter Il Lombardia, og det har betydet, at mange stjerner har prioriteret det italienske monument. Det gælder blandt andre Wellens, der således ikke forsvarer titlen, samt Mollema, der også sluttede sæsonen sidst lørdag. Heller ikke Roche er tilbage, da ireren har valgt i år at satse på Tour of Turkey, og dermed skal der i år findes et helt nyt podium.

 

Ruten

Kinesiske etapeløb som Tour of Hainan, Tour of Quinghai Lake, Tour of Taihu Lake og Tour of China I og II er præget af talrige helt flade etaper i store kinesiske byer, hvor de helt rene sprintere har haft kronede dage. Det er ikke uden grund, at en rytter som Jakub Mareczko, der typisk falder af på selv den mindste motorvejsbro, før næsten har gjort rent bord i nogle af disse løb, der generelt er temmelig ensidige affærer, hvor de reneste af de rene sprintere dag efter dag spurter om sejren efter en kort, hektisk etape.

 

Den model fungerer naturligvis ikke for et WorldTour-løb, der naturligvis skal byde på både alsidighed og en vis sværhedsgrad - et forhold, man også langsomt indså i Beijing, hvor ruterne blev sværere og sværere år for år. Alligevel endte den første udgave som lidt af en sprinterfest, hvor fire af de seks etaper endte i store massespurter og én i en reduceret massespurt, mens klassementet fuldstændigt blev afgjort på løbtes kongeetape, der sluttede på den eksplosive Nongla-stigning.

 

Rytterne tog alligevel pænt imod ruten, der i sværhedsgrad passede fint til det sene sæsontidspunkt, og derfor har rytterne til den anden udgave stort set holdt sig til genbrug. Faktisk er fem af de seks etaper med få helt minimale korrektioner tro kopier af dem, vi så sidste år, og da eneste ændring er, at sidste års flade 2. etape er erstattet af en endnu fladere sag, vil de ryttere, der var med i 2017, i næsten fuldt omfang vide, hvad de skal forvente af de seks dages cykelløb i Kina. Et bjergløb er der i sagens natur ikke tale om, og som altid afholder man sig af logistiske årsager fra at have enkeltstarter i disse fjerntliggende løb.

 

Løbet kan groft sagt inddeles i to halvdele. De første tre etaper følger den typiske kinesiske skabelon, idet der er tale om korte, næsten helt flade ruter, der med statsgaranti lægger op til massespurter for det ekstremt stærke felt af sprintere, der er samlet i Kina. Dernæst følger løbets formentlig vigtigste etape på fjerdedagen, hvor man skal slutte på en kort stigning, der er som skabt til eksplosive puncheurtyper, og som vil spille den formentlig helt afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Løbet afsluttes derefter med to mere åbne etaper med stigninger i den anden halvdel, men med lange, flade afslutninger. Sidste år endte den første af disse i en reduceret og den anden i en fuld massespurt, og derfor ser det igen i år ud til, at de mere holdbare af de hurtige folk vil skulle spurte om sejren på fem af de seks etaper.

 

 

1. etape

Tour of Guangxi ville ikke være et rigtigt kinesisk etapeløb, hvis ikke det bød på mindst én etape af den type, der kendetegner de fleste øvrige løb i landet. De består af talrige korte, helt flade og meget lette sprinteretaper, der afvikles på rundstrækninger, og det er præcis en sådan etape, der indleder den anden udgave af landets største løb. Faktisk er der tale om en total kopi af sidste års åbningsetape, der endte i en massespurt vundet af Fernando Gaviria. To omgange på en flad rundstrækning med en ganske lille bakke og kun godt 100 km kørsel skulle give rytterne mulighed for at få trådt rejsen ud af benene og komme sig over deres jetlag, mens sprinterne drømmer om at sikre sig den første førertrøje.

 

I alt er der bare 107,4 km på programmet på 1. etape, der har fået navnet Beihai Stage Race og finder sted i byen Beihai, en havneby tæt på grænsen til Vietnam med et indbyggertal på beskedne 1,5 mio. Løbet består af to omgange på en 53,7 km lang rundstrækning på den lille odde, hvorpå byen er placeret. Fra start kører man gennem fladt terræn mod nordøst og nord tæt langs kysten, indtil man drejer mod vest. Her når man kystvejen på der på begge omgang venter en indlagt spurt efter hhv. 23,9 og 77,9 km.

 

Herfra forsætter man mod sydvest helt ud mod oddens spids, hvor dagens eneste lille stigning venter. Guantou Hill stiger med 4,8% over 1300 m, har top efter 40,2 km og giver bjergpoint ved begge passager. Herefter følger man kysten tilbage mod sydøst og ned til målet hele nede på Kinas sydspids. De sidste 3 km er helt flade og byder på sving med 3000 og 1800 m igen. Der er en indlagt spurt ved første passage af målstregen.

 

Etapen byder på i alt 332 højdemeter.

 

Etapen er helt flad og er en helt oplagt sag for sprinterne. Den lille bakke kan måske benyttes til at gøre løbet svært for nogle af de hurtige folk, men det vil være en overraskelse, hvis den kan bringe dem i vanskeligheder, specielt efter en så kort etape. Det ligner en let dag, der vil blive kontrolleret af de store sprinterhold, inden de mange sprinterstjerner kaster sig ud i en dyst på ren fart om den første førertrøje i løbet.

 

Etapen er som sagt en kopi af sidste års åbningsetape, der i en spurt blev vundet af Fernando Gaviria foran Dylan Groenewegen og Pascal Ackermann.

 

 

2. etape

Det er er et kendetegn ved de ikke-europæiske løb i begge ender af sæsonen, at de som regel er relativt sprintervenlige. Det er bestemt også tilfældet for Tour of Guangxi, der i klassisk kinesisk ånd byder på helt op til fem muligheder for de hurtige folk, hvoraf de tre bør være stensikre massespurter. Efter den korte, hektiske indledning får sprinterne med det samme chancen igen på løbets anden etape, der er den eneste nyskabelse i forhold til sidst år og måske nok er en anelse længere end åbningsetapen, men igen er en kort, flad sag, der burde give anledning til en spurtafgørelse.

 

Som sagt er det løbets eneste nye etape, der fører feltet over 145,2 km fra Beihai helt nede på den kinesiske sydkyst til Qinzhou, der sidste år agerede startby for 2. etape. Terrænet kunne ikke være meget lettere, da det er stort set helt fladt hele vejen. Fra start forlader man kysten ved at køre mod nordøst og nord, inden man gradvist drejer mod nordvest. Herefter går det i de sidste to tredjedele af etapen næsten stik vest et par kilometer nord for kysten igennem helt fladt terræn, der har den indlagte spurter efter 59,9 km som det eneste højdepunkt kort efter dagens eneste to mindre bakker.

 

Efter godt 100 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter 108,2 km krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes herefter med to omgang på en 18,5 km lang, helt flad rundstrækning i området nord for Qunzhou. Den kunne ikke være meget enklere, da den er stort set rektangulær og helt flad. Det sidste af de skarpe sving kommer, når man med 2,3 km igen drejer til højre ind på den helt lige og næsten helt flade opløbsstrækning, der kun stiger ganske, ganske let. Der er indlagte spurter ved de to første passager af målstregen med hhv. 37 og  18,5 km igen.

 

Etapen byder på i alt 477 højdemeter.

 

Igen er der tale om en kort, flad etape, der har massespurt skrevet ud over sig med store, fede bogstaver. Man må formode, at de mange sultne sprinterhold, der er kommet til start med nogle af verdens allerhurtigste, vil lægge løbet i et jerngreb og sikre, at det hele atter samles til et brag af en massespurt efter en kort og let etape. Vinden kan måske komme i spil, men det ligner en etape for de helt rene sprintere i en flad og ukompliceret finale.

 

Quinzhou har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

3. etape

Vi så sidste år, at bakkerne på de to sidste etaper kan være for svære for nogle af de tungeste folk, og derfor handler det for de meste klatresvage sprintere om at slå til på løbets første tre etaper, da de ikke kan være sikre, om der vil dukke flere chancer op i løbets anden halvdel. Til gengæld kan de så glæde sig over, at også tredje etape burde være et sandt sprinterparadis, idet der også torsdag venter et klassisk kinesisk rundstrækningsløb, der er som skabt til en stor massespurt, som vi så det, da Fernando Gaviria sejrede på præcis samme rute sidste år

 

I alt skal der tilbagelægges bare 125,4 km på en rundstrækning omkring byen Nanning. De består af fire omgange på den 31,4 km lange runde, der er henlagt til området øst for byens centrum. Fra starten kører man langs floden mod sydøst ned til dagens eneste kategori 3-stigning, en ganske lille bakke, der over 1 km stiger med bare 1,9% i gennemsnit, har top efter 8,6 km og giver bjergpoint på 2. og 3. omgang. Herefter følger man floden videre mod øst, inden man sætter kursen mod nord og kører op over rutens sværeste bakke, der dog ikke er kategoriseret. Her når man frem til en lang, lige vej, som man følger mod vest i de sidste 8 kilometer. Målstregen er placeret næsten for enden, og det betyder, at der i de sidste 8 km ikke er ét eneste sving eller antydningen af terrænmæssige udfordringer. Der er indlagte spurter ved afslutningen på 1. og 3. omgang.

 

Etapen byder på i alt 721 højdemeter.

 

Etaper fås ikke meget nemmere end disse. Det er nærmest en joke, at der er bjergpoint på den helt lille bakke først på rundstrækningen, og bakken senere på ruten vil heller ikke volde vanskeligheder. Da de sidste 8 km består af en lang, lige, flad vej, må man i sandhed sige, at der er tale om et paradis for de helt rene sprintere, der alle vil være friske til slut og klar til at slås om sejren i en dyst på den højeste topfart.

 

Nanning var sidste år målby for både 2. og 3. etape. Først slog Fernando Gaviria til i en massespurt, hvor han satte Max Walscheid og Wouter Wippert til vægs, og dagen efter var han igen hurtigere, da han slog Walscheid og Magnus Cort på stregen på præcis den rute, der også bruges til årets 3. etape.

 

 

4. etape

I de første to år blev det hedengangne Tour og Beijing voldsomt kritiseret for manglen på stigninger, og ikke mindst det faktum, at man ikke havde en bjergafslutning var ildeset. Det rettede man op på i de to sidste udgaver, og den erfaring har arrangørerne i Guangxi lært af. Således bød man allerede i debutudgaven op til dans med en etapeafslutning på en stigning, som var henlagt til løbets fjerde dag, og som ikke uventet viste sig at være altafgørende i kampen om den samlede sejr. Det vil den formentlig også være i år, hvor præcis samme kongeetape genbruges på løbets fjerde dag. Der er dog tale om en kort, ikke specielt stejl målstigning, der kommer efter en let dag i fladt terræn, og etapen og dermed løbet som helhed er dermed i højere grad skabt til eksplosive puncheurs end til rene klatrere.

 

I alt skal der tilbagelægges 152,2 km mellem Nanning og Nongla, men al spændingen er gemt til sidst på en etape, der ellers ikke byder på mange udfordringer. Efter en lille sløjfe rundt i storbyen Nanning bevæger man sig mod nord op over dagens kategori 3-stigning (7,3 km, 2,7%), der har top efter 21.1 km. Herefter fortsætter man igennem fladlandet forbi den første spurt efter 45,2 km, inden man slår et lille smut mod nordøst for til slut at køre mod nordvest forbi de to sidste spurter efter 97,9 km og 127,8 km.

 

Med ca. 15 km til mål når man etapens nordligste punkt, og herfra drejer man mod sydøst for ad en lang, lige, let stigende vej at køre frem til bunden af dagens sidste stigning, den første i kategori 1. Med 3,2 km drejer man skarpt til venstre ind på bakken, og herefter stiger det i gennemsnit med 7,3%. De sidste3 km stiger med i gennemsnit hhv. 13,4%, 1,6% og 4,2% ifølge den officielle løbsbog, men det synes ikkk helt at være i overensstemmelse med det, vi så sidste år. Sikkert er det dog, at den er stejleste i bunden. I starten er der flere hårnålesving, men på de sidste 2 km bugter vejen sig kun let. Bjergspurten er allerede placeret 1400 m fra toppen, hvorefter det flader ud i ca. 400 m, inden stigningen igen tager mere fat.

 

Etapen byder på i alt 1095 højdemeter.

 

Ligesom sidste år kan dette meget vel vise sig at være den helt afgørende etape i løbet, og derfor er det den, alle klatrerne har set frem til. Det er dog ikke en stigning for de lette folk. Den er kort og kommer efter en dag uden forudgående bjerge og er ikke specielt stejl. Det er med andre ord end sag for puncheurs, og vi så sidste år, at også halvtunge folk kan være med fremme. Under alle omstændigheder er der lagt op til et brag af et slag mellem de ryttere, der drømmer om at vinde Tour of Guangxi samlet.

 

Da etapen sidste år blev anvendt første gang, endte det som ventet i et slag på den sidste stigning. Her sejrede Tim Wellens i samme tid som Bauke Mollema og med 4 sekunder ned til Nicolas Roche og 6 sekunder ned il Julian Alaphilippe og Ben Hermans.

 

 

5. etape

Efter fire dage med relativt let fortolkelige ruter bliver det hele lidt mere kompliceret på femte etape, hvor arrangørerne sender feltet ind i det kuperede område i den nordlige del af Guangxi-regionen og samtidig skruer mærkbart op for de hidtil meget beskedne distancer. Selvom der ikke er tale om store stigninger, havde man kunnet åbne mulighed for et interessant slag mellem klassementsrytterne i kraft af tre stigninger, der kommer tæt på hinanden i anden halvdel af den mere end 200 km lange rute, men ved at indlægge et længere fladt stykke til sidste, er der lagt op til en etape, der meget vel kan ende i en reduceret massespurt, som vi så det, da præcis samme rute blev anvendt sidste år.

 

I alt bydes der på hele 212,2 km mellem Louzhou og Guilin, hvilket er en sjældent lang distance på denne tid af året. Der skal klatres betydeligt mere end de foregående dage, og de mange højdemeter er stort set alle koncentreret i løbets anden halvdel. Fra starten snor man sig lidt rundt i det flade terræn nord for startbyen, inden man sætter kursen mod nordøst og i let stigende terræn kører forbi den første spurt, der kommer efter 29,2 km. Senere kører man mod nord op over dagens første kategori 3-stigning (1,2 km, 6,8%), der har top efter 72,6 km, og herefter fortsættes mod nord gennem let stigende terræn forbi den anden spurt, der er placeret efter 118,7 km.

 

Etapen ændrer karakter når man når frem til stigninger mod nord, hvor der følger tre mindre bakker i rap. Først gælder det en kategori 3-stigning (2,2 km, 5,0%), der har top efter 154,6 km, hvorefter man drejer mod sydøst for at køre ned til et kort fladt stykke. Herefter fortsættes mod øst op over først en kategori 2- (3,3 km, 4,2%) og siden en kategori 1-stigning (4,6 km, 4,7%), der er afskilt af bare en ganske kort nedkørsel og har top med henholdsvis 40,6 og 33,6 km til mål.

 

Efter toppen ventes en længer nedkørsel, der fører videre mod øst, inden man med ca. 23 km igen atter er nede i fladlandet. Herefter fortsætter man igennem fladt terræn mod øst, inden man til slut kører mod nord ind til målbyen. Her venter en flad finale med skarpe sving med hhv. 3,0 og 1,6 km igen.

 

Etapen byder på i alt 2036 højdemeter.

 

Etapen er som sagt kendt fra sidste år, og her så vi, at klassementsrytterne ikke uventet angreb hinanden på stigningerne. Tim Wellens kunne imidlertid ikke bringes i vanskeligheder, og derfor blev det samlet til en reduceret massespurt i et felt på knap 80 mand. Igen i år vil vi helt sikkert se forsøg på at ændre klassementet, men med mindre et af topnavnene har en decideret offday ligner det en umulighed at ændre på tingenes tilstand. Det ligner derfor endnu en reduceret massespurt, men dog uden de tungeste folk, der sidste år måtte opgive at komme med til mål.

 

Etapen er som sagt en kopi af sidste års 5. etape, hvor Dylan Groenewegen brød Fernando Gavirias sejrsstime ved at slå colombianeren og Magnus Cort i en spurt i et felt på knap 80 mand.

 

 

6. etape

Oftest sluttede Tour of Beijing som mange andre store etapeløb med en flad sprinteretape, men den model har man ikke valgt at følge i Guangxi, hvor man har gemt en af de tre sværeste etaper til løbets sidste dag. Til årets sidste kamp om WorldTour-point har man designet en rute, der på mange måder minder om den foregående, idet der også denne gang venter stigninger i løbets anden halvdel. Igen afsluttes dagens dog med et længere fladt stykke, og da distancen samtidig er kortere og etapen overordnet set nemmere end den foregående, vil det formentlig ende i endnu en reduceret massespurt, som det var tilfældet, da samme etape gjorde sin debut sidste år.

 

I alt skal der tilbagelægges 169,0 km med start og mål i lørdagens målby Guilin, og ligesom på den foregående etape er stort set alle højdemeter koncentreret på de to kategoriserede stigninger i løbets anden halvdel. Rundstrækningen ligger i det småkuperede område syd for byen, og etapen består i alt væsentligt af en tur mod syd ned til et vendepunkt og herefter en tilbagerejse. På udturen holder man sig imidlertid i fladlandet, mens man på vej hjem skærer igennem de kuperede områder.

 

Fra start bevæger man sig mod sydøst gennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 23,8 km. Kort efter den anden spurt, der er placeret efter 63,8 km vender man rundt og sætter igen kursen mod nord. Denne gang kører man dog igennem den mere kuperede del, idet man holder en nordlig og nordvestlig retning i den resterende del af etapen. Første del af relativt flad, men herefter venter en kategori 3- (3,5 km, 4,1%) og en kategori 2-stigning (,0 km, 3,5%), der kun er adskilt af et kort, småkuperet stykke og har top med henholdsvis 53,2 og 41,2 km til mål. Herefter venter en længer nedkørsel, der slutter med ca. 20 km igen, hvorefter man fortsætter mod nordvest igennem helt fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer med 18,7 km til stregen. Den næstsidste km stiger ganske let, og der er skarpe sving med 2,1, 1,5 og bare 0,4 km til stregen.

 

Etapen byder på i alt 969 højdemeter.

 

Også denne etape er en tro kopi af sidste års afslutningsetape, og 2017-udgaven viser, at vi næppe skal forvente det helt store drama. Måske vil der blive forsøgt lidt på bakkerne, men de er så lette, at de ikke kan gøre megen skade. Sidste år var det et næsten fuldt felt, der sluttede sæsonen af med endnu en massespurt, og det må formodes også at blive tilfældet i årets udgave af det kinesiske WorldTour-løb.

 

Da etapen gjorde debut sidste år, endte det som sagt i en stor massespurt, der blev vundet af Fernando Gaviria foran Niccolo Bonifazio og Dylan Groenewegen.

 

 

Favoritterne

Hvis der er én ting, der kendetegner nye løb, er det usikkerhed. De klassiske løb i Europa er velkendte af hele feltet, og selvom ruterne varierer en del fra år til år, har som regel en god fornemmelse af, hvor selektivt det vil blive. Det forholder sig naturligvis anderledes, når man sendes ud i ukendt og hidtil utestet terræn, og effekten bliver mangedoblet, når det nye løb endda foregår på den anden side af kloden i Kina i et område, som ingen af rytterne - måske med undtagelse af Meiyin Wang - forud for sidste år havde blot det mindste kendskab til.

 

Genbrug kan synes uopfindsomt og kedeligt, men for de stakkels optaktsskribenter, der skal forsøge at forudsige løb ud fra meget lidt informative løbsbøger, har det en klar fordel. I år er hele fem af de seks etaper som sagt rent genbrug, og da eneste ændring altså er, at en flad sprinteretape er erstattet af en ny, kan vi bruge sidste års løb til at få en meget præcis fornemmelse af, hvad vi skal forvente. Det gør det hele langt lettere, end det var for 12 måneder siden, hvor også holdene var meget i tvivl om, hvor svære iæsr de sidste to etaper var.

 

Lettere bliver det dog ikke af, at vi befinder os i oktober måned. På denne tid af året betyder evner langt mindre end friskhed og motivation, og det kræver derfor kendskab til rytternes aktuelle formniveau at finde ud af, hvilke chancer de har. For mange af rytterne er turen til Kina endda næsten lige så meget ferie og en chance for at opleve et nyt land, og derfor vil en stor del af feltet ankomme til Østen uden de store ambitioner om at gøre sig bemærket. Hvis man dertil lægger, at den lange rejse og jetlag som regel påvirker rytterne meget forskelligt, og at stort set alle favoritterne ikke har været i aktion i flere uger, er det klart, hvorfor det er usikkerhed og uforudsigelighed, der vil kendetegne løbet - nøjagtigt som det var tilfældet i Tour of Beijing.

 

Heldigvis var de fleste af topnavnene i aktion i de italienske klassikere og Paris-Tours, og derfor har vi alligevel en rimelig fornemmelse af, hvem der er i form. På denne tid af året kommer topformen ikke længere pludselig ud af det blå - det giver simpelthen ikke mening for rytterne at træne intensivt på denne tid af året - og det eneste, der kan være sket siden løbene i Eruopa, er, at gassen kan være gået af ballonen, og at de gode ben er forsvundet, ikke mindst efter den lange rejse. Derfor må vi forvente, at løbet skal afgøres af de ryttere, der også var fremme i klassikerne, og som har været i stand til at fastholde motivationen i de mellemliggende uger.

 

Som sagt ved vi nu, hvad vi skal forvente af ruten, og alt tyder derfor på, at det hele vil blive afgjort af en kombination af kongeetapen samt eventuelt bonussekunder i de indlagte spurter. Vejret ser med ud til at blive tørt og solrigt med kun en overskyet onsdag, men det vil være køligt med mange dage med temperaturer på kun godt 10 grader. En faktor kan blive vinden, da de sidste tre etaper ser ud til at skulle afvikles i ganske blæsende betingelser. Sidste år udgjorde den aldrig en trussel, og vejene synes generelt ikke at være specielt egnede til sidevindskørsel, men særligt på sidste etape, hvor der vil være sidevind hele dagen kan man ikke helt udelukke, at der kan ske splittelser.

 

De første tre etaper er stensikre massespurter, og vi så sidste år, at stigningerne på sidste etape er så lette, at de slet ikke kunne skabe udskilning. Det kunne bakkerne på 5. etape, men det lange flade stykke til slut betød, at næsten 80 mand spurtede om sejren med tunge Dylan Groenewegen som vinder. Kun hvis en favorit har en regulær offday, synes det muligt at kunne holde den afgørende gående efter stigninger, og det ser derfor ud til, at denne etape igen vil ende i en reduceret massespurt. Dermed kan vi formentlig se frem til fem spurtafgørelser, hvor klassementsrytterne får svært ved at stjæle bonussekunder fra de mange sprintere, og med mindre vinden kommer i spil, vil kongeetapen samt de indlagte spurter blive afgørende.

 

Vi kender kongeetapen fra sidste år, hvor vi så, at Tim Wellens, Bauke Mollema og Nicolas Roche kunne køre væk på det stejle stykke, inden Wellens vandt spurten på den lette sidste del. Den første kilometer er så stejl, at de tungere folk for alvor kan komme i vanskeligheder, men kan klatrerne ikke samarbejde lige så godt som sidste år på de lette sidste 2000 m, er der en vis chance for, at der kan ske en eller anden form for samling, og at en god spurt i en let stigende finale kan være af ganske stor betydning. Sidste år så vi, at det kan lade sig gøre for en relativt let og ikke specielt eksplosiv fyr som Mollema at gøre en forskel, men tungere folk som Matej Mohoric, Remi Cavagna, Grega Bole og Magnus Cort sluttede alle i top 15, hvilket vidner om, at man ikke behøver at være klatrer for at vinde. Alt afhænger af, hvor stor skade der gøres på den stejle del, og hvor godt der samarbejdes efterfølgende. Det gør det til en ret åben kamp mellem puncheurs, eksplosive klatrere og sågar nogle af de allermest holdbare sprintere. Der ventes relativt kraftig sidevind på stigningen, men graden af selektion vil i høj grad også afhænge af den præcise vindretning, når vi kommer til fredag. Derudover vil der være en chance for, at hurtige folk kan vinde bonussekunder i indlagte spurter, der pludselig kan blive vigtige, hvis klassementet er meget tæt efter kongeetapen.

 

Alt sammen får det os til at pege på Gianni Moscon som vores favorit. Italieneren havde et skuffende forår, men er i den grad kommet tilbage efter diskvalifikationen fra Touren med bravur. I september vandt han to af de italienske semiklassikere efter sande magtdemonstrationer, og han sikrede sig derigennem en position som kaptajn på det italienske VM-hold. Her overgik han langt mindre forventninger, da han på den meget stejle stigning i finalen var sidste mand til at slippe de forreste, og det markerede, at han i 2018 som klatrer har taget et stort skridt frem.

 

Desværre så det efterfølgende ud til, at gassen var gået lidt af ballonen. I hvert fald var han overraskende tæt på at blive slået ved de italienske enkeltstartsmesterskaber, og i Giro dell’Emilia og Milano-Torino kørte han langt under niveau. Det fik mange, mig selv inklusive, til at afskrive ham inden Il Lombardia, men har rejste han sig på flot vis. Han overlevede udskilningen på Muro di Sormano, og det var kun en dum punktering, der satte ham ud af spillet til slut.

 

De seneste løb har dog tydeligt vist, at Moscon ikke længere er i nærheden af sin VM-form, og havde dette været et svært løb med mange højdemeter, havde vi heller ikke tilskrevet ham mange chancer. Nu handler det imidlertid i alt væsentligt om én spurt på en bakke over 3 km, og det burde han efter den fine indsats i Lombardiet nok kunne klare. Blandt løbets favoritter finders der ikke mange, der har Moscons punch på en stigning som Nongla. Han har vist, at klatreevnerne er sublime, og i Coppa Sabatini viste han sine evner som afslutter på den fladere del nær toppen. Vi frygter lidt, at han kan få svært ved at følge de allerbedste på det stejle, men skabes der lidt samling til slut, vil Moscon blive meget svær at slå på stregen. Da han også kan jagte bonussekunder i indlagte spurter, tror vi, at Moscon har overskud til at gå efter en sidste stor sejr, og derfor er han vores favorit.

 

Den anden store klatrestjerne, der kommer til Kina fra Lombardiet, er Rigoberto Uran, og modsat Moscon har han vist, at han fortsat er i fremragende form. Han kunne måske ikke matche de allerbedste på stigningerne i Italien, men en 4. plads siger alt om, at Uran for tredje år i træk er i gang med at slutte sæsonen godt af. Som for Moscon gælder, at der er en udfordring med rejse og jetlag, men heldigvos har han indtil fredag til at finde rytmen.

 

Uran er helt sikkert feltets klatrer nr. 1 lige nu, men spørgsmålet er, om Nongle-stigningen er hård nok. Det er i hvert fald op til Uran at gøre forskellen på den stejle nedre del og herved komme af med de hurtigere folk. Heldigvis for ham så vi sidste år, at det sagtens kan lade sig gøre, og er han alene, når det flader ud, bliver han ikke let at fange. Samtidig skal vi ikke glemme, at Uran faktisk er god i en stigende spurtee, og selvom der i feltet er bedre puncheurs end ham, kan han sagtens slå til i en lille gruppe også. Derfor har han gode muligheder for at redde sin sæson med en stor sejr til allersidst.

 

Det samme har Peter Kennaugh. Den stærke brite har vist sig at være en af feltets mest ustabile ryttere, der tilbringer mindst lige så megen tid allerbagerst i feltet, som han gør i front. Faktisk hører det til sjældenhederne, at han er konkurrencedygtig, og det har han heller ikke været i hovedparten af sin første sæson hos Bora. Det har imidlertid i den grad ændret sig mod sæsonens slutning, hvor han først var ganske få hundrede meter fra at tage en choksejr i Quebec, siden kørte sig til en overraskende 16. plads ved VM på en rute, der burde have været for hård og senest blev nr. 3 i et knaldhårdt Tre Valli Varesine. Han skippede Lombardiet for at satse 100% på dette løb, og modsat Moscon og Uran har han med statsgaranti masser af friskhed og motivation. Kennaugh har på sine gode dage vist, at han er fremragende på korte stigninger - blandt andet da han tog sin store klassikersejr ved at køre alene hjem i Cadel Evans Great Ocean Road Race - og han bekræftede det i tirsdags. Han har samtidig en fornuftig, om end ikke spektakulær spurt, og derfor er kongeetapen god for ham. Det er dog først og fremmest form og friskhed, der skal bringe ham til tops i Kina og sende ham på vinterferie med masse af motivation.

 

En anden formstærk rytter, der jagter oprejsning efter en svær sæson, er Gianluca Brambilla. Hans forsøg på at køre klassement i Giroen endte som en katastrofe, og det har igen i år været tydeligt, at 2016-udgaven af Brambilla desværre ikke længer eksisterer. Heldigvis er han kommet flot tilbage med en 11. plads i kamp med favoritterne på en bjergetape i Vueltaen og et flot VM. Allerbedst var han i Giro dell’Emilia, hvor han havde kurs mod måske at hente Alessandro De Marchi, indtil han i bundne af sidste stigning blev ramt af en punktering. Kort efter blev han nr. 10 i Tre Valli Varesine, hvorefter han skippede Lombardiet for at satse på dette løb. Brambilla har i hvert fald formen, og han er også ganske stærk på korte stigninger, hvor han er en god afslutter. Der er bestemt hurtigere folk end ham, men grundlæggende burde han med de gode ben kunne gøre sig gældende helt fremme på en rute som denne.

 

For et par uger siden var der ikke meget, der tydede på, at Søren Kragh Andersen ville kunne køre klassement i dette løb. Også efter eget udsagn var han nemlig dødtræt efter BinckBank Tour og skippede derfor VM-linjeløbet. Den svage enkeltstart bekræftede da også, at han var langt fra sin bedste form, og derfor kom hans sejr i Paris-Tours totalt bag på især ham selv. Hans flotte kørsel viste imidlertid, at der fortsat er lidt at komme efter, og det kan give forhåbninger om, at han måske kan overraske sig selv igen i Kina. Desværre er det mere end en uge siden, at han vandt i Tours, og risikoen for, at han siden er faldet sammen, er desværre ret stor. Er han lige så stærk som i Frankrig, burde finalen i Nongla imidlertid passe ham ganske fint. Han har vundet på en lignende bakke i Tour of Oman og fra et udbrud i Tour de Suisse. Måske kan han ikke følge de bedste på den stejle del, men på de sidste 2 km er han svær at slå i en spurt, hvis der sker en form for regruppering. Samtidig er han hurtig nok til jagte bonussekunder i indlagte spurter undervejs, og dermed står han med den rette friskhed md gode muligheder for at køre med om sejren.

 

Mens Kragh er træt, er Philippe Gilbert frisk. Belgieren har overgået alle forventninger ved at komme langt hurtigere tilbage fra sit grimme Tour-styrt, end lægerne havde ventet. Endnu mere imponerende var det, at han endda vandt sit comebackløb, det episke GP d’Isbergues, der blev kørt i forfærdelig regn, og efter en lidt skuffende indsats i Binche imponerede han stort i Paris-Tours, hvor han på bemærkelsesværdig vis kom tilbage fra en sen punktering og endte med alligevel at sikre sig et topresultat. Der er ikke mange i dette felt, der har samme motivation som Gilbert, der vil elske at slutte stærkt af, men spørgsålet er, om han er i god nok form til at vinde på Nongla. Han klatrer nemlig ikke helt så godt som tidligere, og han skal være ret stærk for at blande sig med de bedste på så lang en stigning. Overlever han imidlertid den stejle del, burde de sidste 2 km være glimrende for en skarp afslutter som ham, og med det drømmecomeback, han hidtil har haft, vil det være dumt ikke at tro på endnu en flot præstation af Gilbert.

 

En mand, der jagter oprejsning efter en lidt skuffende sÆson, er Giovanni Visconti. Kun i det relativt svagt besatte Østrig Rundt, hvor han til gengæld var næsten altdominerende med et hav af etapesejre, var han på sit bedste niveau, og sæsonafslutningen startede da også skidt i de italienske semiklassikere, hvor han kørte sig af det italienske VM-hold. Heldigvis rejste han sig med en flot og aggressiv præstation i Tre Valli Varesine, hvor han trods mange angreb alligevel havde kræfter til at spurte sig til en top 10 i den decimerede favoritgruppe. Nu jagter han succes i Kina, hvor han burde kunne lide den eksplosive Nongla-stigning, der er som skabt til en puncheur som ham, ikke mindst fordi han i år har spurtet bedre end længe. Det giver også mulighed for at jagte bonussekunder undervejs. Det store spørgsmål er derfor primært, om niveauet fortsat rækker til at vinde i et løb som dette.

 

Astana stiller med Sergei Chernetckii, der nu for andet år i træk har gjort det til lidt af en specialistet at slutte stærkt af. Sidste år kørte han sig til en imponerende 10. plads i Lombardiet, og selvom det i år blot blev til en placering som nr. 21, viste han ved at overleve Muro di Sormano atter glimrende form. I det hele taget har han i år kørt fremragende, og særligt i august, hvor en løs hund kostede ham et absolut topresultat i Tour de Pologne, og han vandt Arctic Race of Norway var han stærk. Han synes ikke at være helt på samme niveau nu, men han synes fortsat at have form, friskhed og motivation. Han viste samtidig ved de nævnte augustløb, at han er meget stærk på korte stigninger, hvor han kan bruge sit punch og sine gode spurt. Der er folk, der i dette løb er en anelse mere eksplosive end ham, men han ligner en af feltets stærkeste.

 

Katusha kommer med Jose Goncalves, der i Giroen i maj efter et skuffende 2017 nåede et helt nyt niveau i bjergene og sluttede som nr. 14 samlet. Desværre skuffede han stort i efteråret, hvor han måtte forlade en meget anonym Vuelta alt for tidligt. Det lignede en tidlig sæsonafslutning, indtil han pludselig kom bragende tilbage med en flot indsats i Paris-Tours, hvor han kørte med i finalen. Det tyder på, at hans form er i fremgang, og han bør i hvert fald være en af de mere friske ryttere. Goncalves’ spidskompetence er netop hans evne som puncheur, og han er endda også god på stejle procenter. Med andre ord synes Nongla-stigningen at være som skabt til en rytter med hans karakteristika. Det store spørgsmål er derfor alene, om præstationen i Tours var en indikation på, at formen nu også er god nok til, at han kan blande sig i kampen om sejren.

 

Egentlig ville vi gerne have Alexis Vuillermoz som en af topfavoritterne. Franskmanden er nemlig en fremragende pincheur, og selvom han er bedst på stejle mure, viste han med sin 5. plads i Coppa Sabatini, at han også kan gøre sig gældende i en spurt på lettere bakker. Desværre har efteråret været én lang jagt på formen efter styrtet i Touren, og netop som han i Canada og Italien havde nået et fornuftigt niveau, blev han ramt af et allergisk anfald, der tvang ham til at skippe alle de seneste løb i Italien. Dermed er han igen sat tilbage og har ikke kørt løb i næsten en måned. Hans form er derfor et helt åbent spørgsmål, og vi tvivler på, at han i lyset af de sene helbredsproblemer er på toppen. Har han imidlertid passet sin træning, er han så eksplosiv på bakker, at han reelt kan tage den samlede sejr.

 

Havde dette været august, havde vi haft Maximilan Schachmann meget højt på vores list over favoritter. I den måned kørte han nemlig fabelagtigt, og især i Deutscheland Tour og BinckBank Tour viste han sit store potentiale. Desværre ser det nu ud til, at gassen er gået af ballonen, og han har skuffet siden Tour of Britain. Senest var hans VM ikke imponerende, selvom han med en 11. plads på enkeltstarten faktisk gjorde det hæderligt. Siden da har han kun kørt i søndagens Hammer Series, og vi tvivler på, at han har kunnet vende den nedadgående formkurve frem mod et løb så længe efter VM. Har han imidlertid fundet ny energi, skal man ikke afskrive ham på en kort, eksplosiv stigning, der passer ham, selvom han nok er oppe mod hurtigere folk.

 

Astana stiller også med en formstærk Davide Villella, der altid synes at finde sin bedste form til årets sidste måneder, hvor han blandt andet tidligere er blevet nr. 4 i Lombardiet. I år har han taget den samlede sejr i Tour of Almaty og er blevet hhv. nr. 12, 17 og 34 i Emilia, Tre Valli Varesine og Il Lombardia. Det vidner om  at han igen er på et højt niveau, som han var det i Liege i år, hvor han kørte med i den absolutte finale. Selvom han ikke er dårlig på korte stigninger, mangler han dog det punch, mange af de ovennævnte har. Han ligner derfor et godt bud på en topplacering, men rollen som sejrherre virker en del fjernere.

 

Egentlig burde Astana satse meget på Luis Leon Sanchez, der med sin gode spurt er en bedre afslutter end Villella. Desværre er han endnu ikke i topform efter sit Tour-styrt, og selvom han med etapesejr i Almaty og meget aggressiv og flot kørsel i Tre Valli Varesine faktisk er kommet langt stærkere tilbage, end man kunne have troet, vil det alligevel være overraskende, hvis han ligefrem kan vinde et stærkt besat løb som dette. I Varese manglede han nemlig fortsat det sidste, og selvom han sikkert har forbedret sig siden da, vil han nok få svært ved at slå de allerbedste i Kina, også fordi han synes at have tabt lidt punch med alderen. Den evigt fightende Sanchez burde dog have gode chancer for at sikre sig et topresultat.

 

For Hugh Carthy er det en skam, at ruten er som den er. Briten har ellers i dette efterår endelig vist sit potentiale igen, og han har siden den flotte kongeetape i Tour of Britain været fabelagtigt kørende. Det var han senest i Milano-Torino, hvor han med al tydelighed var en af de allerbedste på Superga-stigningen, og ingen kan derfor benægte, at Carthy kommer til løbet som en af de allermest formstærke ryttere. Desværre er han også en dieselklatrer helt uden punch, og derfor er dette eksplosive løb ”anti-Carthy”. Det er meget svært at se, at han skulle kunne slå de hurtige folk, med mindre han ligefrem er så god, at han med sin superform kan køre alene væk på den stejle del af Nongla-stigningen.

 

Heller ikke Fabio Aru kan være begejstre for en rute, der er alt for let og eksplosiv for en ren klatrer som ham. Da han samtidig kommer til Kina efter et mareridtsår, hvor det senest gik helt galt i Vueltaen, og han derfor skippede VM som følge af manglende form. Han overraskede imidlertid både sig selv og mange andre ved at køre sig til en 9. plads på Superga-stigningen i Milano-Torino, og det kunne indikere, at der måske er lys for enden af tunnelen. Lombardiet viste sig ikke uventet at være for hård kost, men han har vist, at han i lette løb er konkurrencedygtig. Dette løb er for eksplosivt til, at han kan vinde, men har han Torino-benene på fredag, burde han kunne være med fremme, også i en afslutning som denne.

 

Sunweb har som back-up for Kragh Simon Geschke. Den erfarne tysker har virkelig rejst sig i år, hvor han særligt i Touren klatrede nærmest chokerende godt. Desværre var han ikke på samme niveau i Vueltaen, men et flot VM viste, at der stadig er lidt at skyde med. Han var en af de mange, der punkterede på grusvejene i Paris-Tours, hvor vi derfor gik glip af chancen for at se, hvor han står nu. Vi tvivler lidt på, at han efter så lang en sæson fortsat har den rette friskhed. Omvendt vil han sikkert være motiveret for at vinke farvel til Sunweb på fornem maner, og den korte eksplosive stigning burde passe en halvhurtig fyr som ham.

 

Sky satser på Moscon, og det låser nok desværre Pavel Sivakov. Det kunne ellers være interessant at se, hvad det russiske supertalent kunne præstere i et WorldTour-løb som dette. Han har ikke helt haft den sæson, mange troede, men han har undervejs vist glimt af sit potentiale. Et styrt i Vueltaen satte ham tilbage, men han kørte et hæderligt VM. Løbet her er for eksplosivt til, at han kan vinde, men har han forbedret sig siden løbet i Østrig og giver Sky ham en fri rolle, kunne det være en chance for ham til at jagte et topresultat på WorldTouren. Holdets tredje kandidat, Edward Dunbar, har til gebgæld ikke lagt skjul på, at han er træt, og han ligner derfor en hjælper.

 

UAE har også Jan Polanc, der desværre er gået en del i stå i år. Lidt uden for rampelyste har han imidlertid kørt hæderligt de seneste uger, hvor han har været i top 25 i to af de sværeste italienske semiklassikere. Desværre mangler han ligesom kaptajn Aru det rette punch til for alvor at køre med om sejren, men med den form og friskhed, han har vist, burde han være i stand til at køre med om top 10,

 

Visconti ligner bedste bud for Bahrain, men de har også Hemann Pernsteiner. Den østrigske mountainbiker har haft en flot første sæson på WorldTouren med sejr i Lugano, en topplacering i Østrig og senest en flot klatrepræstation i Vueltaen. Desværre er han også en spinkel fyr uden punch og med begrænsede evner i positionskampen, og derfor passer løbets kongeetape ham bestemt ikke. Formen synes at være god nok til at køre efter et pænt resultat, men sejr bliver det næppe til.

 

Endelig fortjener Richie Porte naturligvis også at blive nævnt. Australieren ville i topform være tårnhøj favorit, for han har flere gange i især Tour Down Under, at han er svær at slå på stigninger som disse. Desværre ligner det mere en farvelforestilling i BMC-trøjen end noget andet. Efter Tour-nedturen og den skuffende Vuelta måtte han nemlig droppe VM, og kender vi Porte ret, har han ikke haft skyggen af motivation til at rejse sig på en tid af året, hvor han aldrig har vist noget som helst. BMC har da heller ikke nævnt Porte med et ord i forbindelse med udtagelsen af holdet, og han vil derfor formentlig rulle til mål bagerst i feltet på alle etaperne.

 

Andre kandidater til hæderlige placeringer er Felix Grossschartner og Sepp Kuss, der dog desværre begge synes helt ude af form, Neilson Powless, der heller ikke just har imponeret på det seneste, Jhonatan Narvaez, Dries Devenyns, Aurelien Paret-Peintre, Sander Armee, Harm Vanhoucke, Winner Anacona, Ruben Fernandez, Jasha Sütterlin, Remi Cavagna, Mekseb Debesay, Julien Bernard, Alexandr Riabuchenko, Martijn Tusveld, Lucas Hamilton, Cameron Meyer, Carlos Verona og Matteo Trentin, men de burde ikke være i stand til at vinde.

 

***** Gianni Moscon

**** Rigoberto Uran, Peter Kennaugh

*** Gianluca Brambilla, Søren Kragh Andersen, Philippe Gilbert, Giovanni Visconti Sergei Chernetckii

** Jose Goncalves, Alexis Vuillermoz, Maximilan Schachmann, Davide Villella, Luis Leon Sanchez, Hugh Carthy, Fabio Aru, Simon Geschke, Pavel Sivakov, Jan Polanc, Hermann Pernsteiner, Jhonatan Narvaez

* Richie Porte, Neilson Powless, Martijn Tusveld, Felix Grossschartner, Sepp Kuss, Winner Anacona, Ruben Fernandez, Dries Devenyns, Sander Armee, Harm Vanhoucke, Jasha Sütterlin, Remi Cavagna, Matteo Trentin, Mekseb Debesay, Lucas Hamilton, Carlos Verona

 

Danskerne

Søren Kragh Andersen stiller til start for Sunweb og burde, hvis den gode form fra Paris-Tours fortsat er intakt, kunne køre med om sejren på en rute, der ikke er helt dum for ham. Hans chancer er analyseret nærmere ovenfor.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 26/04-28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour of Croatia(2.1) 23/04-28/04

Asian Road Championships(CC) 23/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 28/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 28/04

Giro dell'Appennino(1.1) 28/04

Tour de Romandie(2.UWT) 30/04-05/05

Rund um den Finanzplatz E...(1.UWT) 01/05

Campeonato Panamericano d...(CC) 01/05

Tour de Yorkshire(2.HC) 02/05-05/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 03/05-05/05

L'Etoile d'Or(1.NCUP) 04/05

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger