Optakt: Tour of Norway

Løbets rolle og historie                            

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mane børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får masser af opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. I år har landet endda tiltrukket en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikles i sammeuge som Tour des Fjords i forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb vises på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform, har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet tre gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen og Pieter Weening har imidlertid sikret, at fire udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente for de professionelle kontinentalhold.

Det afspejles også i startlisten, der i de senere år ikke helt har kunnet leve op til den højeste standard. Således har man kun tre WorldTour-hold til start, hvilket er to færre end sidste år. Til gengæld er antallet af professionelle kontinentalhold stort, og for dem er løbet et stort mål, hvorfor niveauet næppe vil være lavere end tidligere.

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for allroundere, har klatrerne nu i et par udgaver kunnet gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke er nogen enkeltstart. Det var tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen.

Det gjorde de imidlertid ikke sidste år. Selvom det lykkedes Pieter Weening at snige sig væk til en solosejr på kongeetapen, kunne Edvald Boasson Hagen med sejr på to puncheuretaper sikre sig den samlede sejr med fire sekunder ned til Simon Gerrans og 10 sekunder ned til hollænderen, der tabte trøjen på sidste etape. Boasson Hagen vender tilbage for at forsvare titlen og er atter oppe mod Weening, der går efter e tredje podieplads i træk. Gerrans’ BMC-mandskab stiller imidlertid ikke til start og derfor er løbet uden den australske veteran.

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretaper, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. Disse stigninger har imidlertid altid været efterfulgt at længere nedkørsler, og derfor har klatrerne haft en ulempe i forhold til kraftfulde puncheurs som Edvald Boasson Hagen.

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede kulminationen i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. I 2016 var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen.

Sidste år brød man imidlertid brudt trenden og sammensatte en helt ny rute, hvor der ikke var en stigning af samme sværhedsgrad som Rjukan. På den anden side var der heller ikke mange muligheder for sprinterne i et løb, der byder på sene stigninger hver dag. Tre etaper var skabt til puncheurs, og kun to dage gav de hurtige folk en chance.

I år har man i alt væsentligt genbrugt sidste års rute. Faktisk har er hele fire af de fem finaler genbrug fra sidste år, men rækkefølgen er ændret. Den eneste væsentlige forandring er, at puncheurafslutningen i Oslo i år erstattes af endnu en sprinteretape, og dermed er der i år tre etaper for de hurtige folk og to dage, hvor de eksplosive folk skal slås om den samlede sejr.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Det hele indledes med den ”nye” sprinteretape, der slutter i Horten, inden det første klassementsslag venter på 2. etape i Asker, hvor Edvald Boasson Hagen sidste år sejrede i en rigtig puncheurafslutning på en 1,6 km lang rampe. De to følgende dage byder på relativt flade afslutninger, som sidste år gav anledning til massespurter vundet af Dylan Groenewegen, der går efter en gentagelse i år. Det hele kulminerer med løbets kongeetape til Lillehammer, hvor man benytter samme afslutning som i 2017, der gav en solosejr til Pieter Weening. Etapen er dog langt fra så hård som tidligere kongeetaper, og der er generelt tale om en relativt let udgave, der appellerer mere til Boasson Hagen- end til Weening-typerne.

1. etape

Sprinterne har som regel haft det første ord i Norges nationale rundtur, og efter at de sidste år måtte vente til anden etape for at komme i spil, får de i år chancen for at spurte sig til årets første førertrøje. Løbet indledes nemlig med den letteste etape, hvor det kun synes at være det altid uforudsigelige norske vejr, der måske kan snyde de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 186,1 km mellem Svelvik og Horten, og de er meget lette. Første del fbestår af en flad tur mod syd og nordvest rundt langs den norske kyst, inden man fortsætter gennem fladt terræn mod nord, nordvest, vest og sydvest frem til den første spurt, der kommer efter 68,1 km. Herefter går det igennem fladt terræn mod sydøst og syd, først langs en søbred og siden inde i landet. Herfra sættes kursen mod sydøst, mens man kører op over kategori 2-stigningen Gregershullet (1,2 km, 8,1%), der har top efter 113,3 km. Herefter flader det igen ud, mens man fortsætter forbi den anden spurt, der kommer efter 127,8.

Efter at have nået kysten kører man atter mod nord op langs vandet via den lille kategori 3-stigning Åsgårdstrand (1,7 km, 4,2%), der har top efter 152,9 km. Herefter vender man rundt langs for atter at køre mod syd ned mod den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 168,5 km. 2,3 kilometer seneres krydses stregen første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på den relativt flade 7,6 km lange rundstrækning i Horten. Den første del er ganske let faldende, inden det de sidste 400 m stiger med 2-3%. Den er teknisk ukompliceret uden mange sving. Det sidste skarpe sving kommer med 2,2 km tilbage, og herefter venter en blød kurve med 500 m igen.

Sprinterne får ikke meget bedre terræn, og der er derfor lagt op til en massespurt på første dag. Særligt Dylan Groenewegen og Kristoffer Halvorsen vil have blikket stift rettet mod denne etape, og derfor vil det blive kontrolleret hårdt. Vinden er altid en risiko, men derudover burde der være lagt op til spurt på den stigende opløbsstrækning i Horten.

Horten var senest målby for et stort cykelløb i 2006, hvor Martijn Maaskant vandt en etape i Roserittet foran Roy Hegreberg.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

2. etape

Tour of Norway har altid været kendt for sine puncheurfinaler, idet det kuperede norske terræn er som skabt til ryttere med et godt punch. Sidste år indførte man en ny af disse type af afslutninger, da man for første gang sluttede i Asker, og det gav anledning til en flot spurt etape, der meget populært blev vundet af Edvald Boasson Hagen. Derfor er det ikke overraskende, at man i år vender tilbage til samme by og samme finale, der ligesom sidste år ventes at være rammen om den første kamp mellem favoritterne.

Årets etape er bare 146,2 km lang og fører feltet fra Hønefoss til Asker. Fra start køres slås en lille sløjfe i det flade terræn nord for startbyen, inden man fortsætter mod syd igennem let kuperet terræn langs Tyrifjorden. Her venter den lille kategori 3-stigning Skaret (3,5 km, 4,8%), der har top efter 27,4 km, inden man fortsætter mod syd gennem faldende og fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 55,2 km. Her følger man atter en af de norske fjorde, nu mod sydøst, inden man kører op over en lille bakke frem til forplejningszonen og herefter atter ned til fjorden og det sydligste punkt.

Herfra vender man rundt for atter at følge fjorden mod nord. Terrænet byder på mindre bakker, men kun Storsandtoppen (2,2 km, 5,8%), der har top efter 116,6 km, er kategoriseret i tredje kategori. Efter 124,9 km venter den sidste spurt, hvorefter man fortsætter gennem ganske let kuperet terræn op mod Asker. Med 1,6 km igen drejer man skarpt til venstre for fra nordøst at køre op ad den afsluttende rampe, der stiger med 4,4% i snit. Særligt den første kilometer er stejl, inden den flader ud på de sidste 600 m. Der er et sidste, ret blødt sving med 350 m igen.

Det er ikke uden grund, at Edvald Boasson Hagen vandt sidste år. Etapen er som skræddersyet til den lokale helt, der allerede på anden dag kan sikre sig en etapesejr samt vigtige bonussekunder. Derfor må man formode, at Dimension Data vil kontrollere etapen, så det kan blive til fødselsdagssejr til deres kaptajn på den norske nationaldag. Igen kan vinden komme i spil, men det ventes, at det hele ligesom sidste år ender i en spurt blandt ardennerspecialister og puncheurs, men vi skal ikke vente huller i en afslutning, hvor hele 48 mand sidste år sluttede i samme tid som vinderen.

Asker gjorde debut sidste år, hvor Boasson Hagen vandt foran Tosh van der Sande og Simon Gerrans.

3. etape

Tour of Norway har altid været gavmildt over for sprinterne, der dog sidste år ikke blev tilgodeset meget. I år kan de være langt mere tilfredse med ruten, der allerede på tredjedagen ventes at give dem deres anden chance. Det sker, når man atter vender til den klassiske afslutning i Sarpsborg, hvor der dog som altid venter en lille stigning på den afsluttende rundstrækning, en bakke, som Boasson Hagen før har brugt til at overraske feltet og dermed forhindre en spurt på den stigende opløbsstrækning.

I alt skal der tilbagelægges 175,1 km mellem Moss og Sarpsborg. Fra start bevæger man sig igennem helt fladt terræn mod nordøst og øst op til den første spurt, der kommer i det nordligste punkt efter 35,1 km. Herfra går det mod syd ad flade veje frem til Karlshus, der nås efter 74 km. Man køren nu en omgang på en flad rundstrækning i området syd for byen, hvor man dog skal op over kategori 3-stigningen Vikanetoppen (1,8 km, 4,3%), der har top efter 101,1 km, inden man vender rundt for at køre tilbage mod Karlshus, hvor den sidste spurt kommer efter 122,3 km. Herefter går det gennem fladt terræn mod sydøst med retning mod Sarpsborg.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Efter 139,9 km rammer man den afsluttende 1323 km lange rundstrækning, og kort efter skal man op over kategori 3-stigningen Yven (1 km, 5,7%) for første gang. Herefter kører man ned til målstregen og afslutter etapen med to omgange. Målstregen ligger på toppen af en lille bakke, hvorfra man kører ned til bunden af Yven, der har top med 7,6 km igen. Herefter falder det, indtil der resterer ca. 3 km. Det er nu hovedsageligt fladt, indtil man rammer den sidste bakke med 600 m igen. Herfra stiger det med ca. 5% i gennemsnit, men det flader lidt ud på de sidste 200 m. Det sidste skarpe sving kommer med 2,3 km igen, hvorefter vejen kun bugter let. Der er kun bjergpoint på stigningen ved næstsidste af de tre passager.

Rundstrækningen i Sarpsborg har været benyttet i de seneste fire år. Sidste år vandt Dylan Groenewegen en massespurt foran Edvald Boasson Hagen og August Jensen, men i 2016 lykkedes det Boasson Hagen at køre alene hjem på den sidste bakke og således slå feltet anført af Sondre Holst Enger og August Jensen med 8 sekunder. I 2015 slog Alexander Kristoff Caleb Ewan og Boasson Hagen i en spurt, mens Marc De Maar og Maciej Paterski overraskende holdt feltet bag sig med 12 sekunder i 2014, hvor Kristoff vandt spurten om tredjepladsen. I 2013 slog Kristoff Boasson Hagen og Sebastien Hinault i en spurt.

Historien viser således, at Yven kan bruges til at gøre en forskel, men det bliver ikke let at gentage Boasson Hagens nummer fra 2016. Alle vil have lært af historien, og derfor vil overraskelseselementet være mindre. Det peger derfor på endnu en spurt for de stærkeste sprintere, der vil drage fordel af bakken op til mål.

4. etape

Det er ikke svært at fortænke sprinterne i at være yderst begejstrede for årets rute. Også på lørdagens etape er der nemlig lagt op til massespurt, når man for andet år i træk vender tilbage til Brumunddal, hvor Dylan Groenewegen sidste år tog den første af to sejre. Det håber han at gøre igen, selvom der også i år venter en lille bakke på den afsluttende rundstrækning.

I alt skal der tilbagelægges hele 218,9 km på en for løbet usædvanligt lang etape, der fører fra Kongsvinger til Brumunddal. Fra start går det stik md nord gennem noget af det fladeste terræn, Norge kan byde på. Efter at have dystet om point i den første spurt efter 56,5 km, fortsætter man ad de flade veje mod nordvest fem til den anden spurt, der kommer efter 99,9 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod syd, inden man kører videre mod vest gennem fladt terræn. Terrænet bliver endelig lidt mere udfordrende, når man fra syd kører op ad kategori 2-stigningen Gåsbu (7 km, 3,7%), der har top efter 154,4 km. Herfra falder det let mod nordvest.

Efter 175,0 km rammer man den 22 km lange rundstrækning lige efter målstregen, og derefter kører man stort set en hel omgang, inden stregen krydses for første gang. Til slut afsluttes løbet med en hel omgang på runden. Den indeholder kategori 3-stigningen Byflaten (2,7 km, 3,4%), der har top med 16,7 km igen, og herefter falder det jævnt ned mod mål. Der er nogle små kontrabakker undervejs, herunder en med 2 km til mål, men det falder mest frem de sidste 1200 m. Her venter et fladt stykke, indtil det igen går nedad med 800 m til mål. De sidste 100 m stiger svagt. Finalen er uden tekniske komplikationer, da de sidste 2 km foregår ad en lang, lige vej. Der er bjergpoint ved sidste passage af stigningen.

Ganske vist er der en bakke på rundstrækningen, men det synes usandsynligt, at dette ikke er en dag for sprinterne. Rytterne skal naturligvis tage sig i agt for vinden, men som udgangspunkt er scenen sat for de hurtige afsluttere, der kommer til at opnå meget høj fart i den faldende finale, præcis som det var tilfældet sidste år

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Brumunddal gjorde debut sidste år, hvor Dylan Groenewegen vandt en spurt foran Kristoffer Halvorsen og Edvald Boasson Hagen. Man var vært for enkeltstarten ved de norske mesterskaber i 2015, hvor Edvald Boasson Hagen vandt. I 2007 stod man for både enkeltstart og linjeløb, der blev vundet af hhv. Boasson Hagen og Alexander Kristoff. Enkeltstarten blev også holdt i byen i 2002, hvor Thor Hushovd vandt.

5. etape

Efter nogle relativt lette etaper slutter løbet med et brag, da man i år har gemt kongeetapen til allersidst. Der er tale om samme finale i Lillehammer som sidste år, og derfor er den kendt af mange af rytterne. Ganske vist er etapen ikke så svær, som den har været i de to seneste udgaver, men en ganske stejl stigning i finalen vil helt sikkert skabe en del udskilning, som det var tilfældet i 2017, hvor Pieter Weening have styrke til at køre hjem til en solosejr. Dermed er der lagt op til et stort slag om den samlede sejr på løbets allersidste meter,

Etapen byder på bare 154,2 km mellem Moelv og Lillehammer. Fra start følger man en relativt flad vej langs fjorden mellem start- og målbyen, indtil man allerede efter 24,8 km krydser målstregen for første gang. Herefter tager man hul på en stor 80,3 km rundstrækning i området nord for Lillehammer. Den første del mod nord er helt flad og leder frem til kategori-stigningen Hafjell (2,8 km, 6,7%), der har top efter 41,7 km. Herefter fortsætter man mod nord frem til den første spurt, der kommer efter 59,5 km, inden man drejer mod vest ind på kategori 2-stigningen Musdalen (5,8 km, 6,3%), hvis top rundes efter 65,6 km. Herefter falder det let, mens man kører mod sydvest og sydøst ned mod Lillehammer, og der venter kun en lille kontrabakke undervejs, inden man efter 96 km rammer den afsluttende rundstrækning. 9,1 km senere krydser man stregen for anden gang og dyster her om point i den sidste spurt.

Etapen afsluttes nu med 2 omgange på en 24,5 km lang rundstrækning. Straks fra start skal man over kategori 1-stigningn Kanthaugen (2,5 km, 9,3%), der har top med 20,2 km til mål og giver bjergpoint ved sidste passage. Der er et 800 m langt grusvejsstykke på toppen, og herefter venter en hurtig nedkørsel, inden det bliver fladt i de sidste 10 km. Med 2 km til mål drejer man til venstre og kører over en bro, hvorefter man ved kilometermærket tager et skarpt sving. Herfra stiger den sidste kilometer med ca. 4% i gennemsnit, men det flader ud på de sidste 200 m. Der venter to sving inden for de sidste 500 m.

Der er tale om samme rundstrækning, som blev benyttet sidste år, og her så vi, at det er svært at gøre den helt store forskel. Ganske vist kørte Boasson Hagen, Armee, Weening, Power, Gerrans og Vangstad væk på stigningen, men efter at Weening var stukket af på det flade, blev de hentet af en relativt stor gruppe. Den sidste bakke op mod mål var dog ganske hård, særligt for Boasson Hagen, der tabte hele 16 sekunder til Weening som akkurat holdt Armee og Gerrans bag sig. Det viser, at terrænet kan benyttes til at gøre forskelle, men at det formentlig er svært at holde hjem fra sidste stigning. Mest sandsynligt er det, at den vil skabe en første udskilning, inden en gruppe skal afgøre kampen om både etapesejren og den samlede triumf på bakken op mod mål.

Sidste år sejrede Weening som sagt foran Armee og Gerrans i samme finale. Lillehammer var tidligere målby i 2014, hvor man imidlertid benyttede en anden stigning i finalen. Her vandt Bauke Mollema med 3 sekunder ned til Jesper Hansen, mens Lars Petter Nordhaug var første mand i en større gruppe 6 sekunder bag hollænderen. Året inden vandt Edvald Boasson Hagen 11 sekunder foran Sergio Paulinho og 29 sekunder foran Mollema, der var først i en lille gruppe. I 2012 slog Boasson Hagen Simon Clarke i en spurt, mens Nordhaug blev nummer 3 med et tidstab på 6 sekunder. Byen var også vært for de nationale mesterskaber i 2015, hvor Boasson Hagen slog Odd Christian Eiking og Vegard Stake Laengen i en spurt.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I 2016 og 2017 gjorde Rjukan-stigningen det imidlertid muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre.

Sidste år blev løbet mere sammenligneligt med de tidlige år, og derfor var det heller ikke overraskende, at Edvald Boasson Hagen løb med sejren. Det holdt dog hårdt for den lokale helt, der efter en overbevisende præstation pludselig eksploderede til allersidst på kongeetapen. Heldigvis kunne han undervejs med to sejre i puncheurfinaler sikre sig bonussekunder til akkurat at vinde foran Weening, der lidt overraskende havde held og dygtighed til at snige sig væk på kongeetapen.

Årets rute er nærmest en tro kopi af sidste års, og derfor er der i alt væsentligt tale om samme løb. Den væsentligste ændring er, at den ene puncheurfinale er erstattet med en sprinteretape. Det er en ulempe for Boasson Hagen, som ganske vist kan køre i top 3 på 1. etape også, men får svært ved at slå Dylan Groenewegen, Kristoffer Halvorsen og andre mere rene sprintere. Derfor vil han sandsynligvis kunne score færre bonussekunder end sidste år.

Selvom det før er lykkedes for Boasson Hagen at snyde sprinterne i Sarpsborg, betyder tilstedeværelsen af Groenewegen og Halvorsen formentlig, at 1., 3. og 4. etape vil blive afgjort i massespurter - dog med den tilføjelse, at spurten på 3. etape er så hård, at den ikke er dårlig for en fyr som Boasson Hagen. Sammen med bonussekunder er det derfor formentlig 2. og 5. etape, der skal afgøre løbet.

Sidste år så vi, at 48 mand sluttede i samme i Asker, og det vil derfor formentlig være bonussekunder, der vil gøre forskelle også på 2. etape, hvor ardennerspecialister og stærke sprintere skal slås om sejren. Den mest afgørende etape er derfor ubetinget den sidste, hvor vi sidste år så, at seks mand kunne køre væk på Kanthaugen, inden der atter blev skabt samling i en 20-30-mandsgruppe mod slutningen. Her eksploderede det hele på den sidste bakke, hvor der opstod mindre huller, og hvor bl.a. Boasson Hagen mistede lidt tid. Formentlig vil vi se en gentagelse af samme scenarium denne gang.

Kun en tåbe frygter ikke det norske vejr, men da vore naboer i år nyder samme sommerbetingelser som os, vil det næppe spille den store rolle. Onsdag bliver en flot sommerdag næsten uden vind, inden temperaturen dykker til 15-20 grader fra torsdag, men rytterne burde få masser af solskin og ingen regn. Det vil kun være lidt blæsende fredag, men den nordlige vind vil næppe give anledning til andet end lidt ekstra nervøsitet.

Samlet set ligner det derfor et løb, der skal afgøres mellem de folk, der kan sidde med på 5. etape, der sammen med bonussekunder opnået på særligt 2. og 5. etape vil afgøre løbet. Derudover vil særligt Boasson Hagen også kunne score bonussekunder på de øvrige etaper.

Det gør det meget svært ikke at pege på Edvald Boasson Hagen som løbets oplagte storfavorit. Nordmanden sejrede sidste år på en næsten identisk rute, og han kunne derfor ikke have ønsket sig meget bedre terræn i år heller. Naturligvis er det en ulempe for den lokale helt, at Oslo-etapen, som han vandt, er erstattet af en sprinteretape, men han har ikke meget at klage over alligevel. Han vil have en chance for at score bonussekunder i de tre massespurter, særligt på 3. etape på det stigende opløb, ligesom han vil være den naturlige favorit til atter at vinde spurten i Asker på sin fødselsdag torsdag.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derefter vil alt handle om kongeetapen, hvor han lidt overraskende eksploderede til slut. Det skyldtes dog, at han havde brugt for mange kræfter, og han har helt sikkert lært lektien denne gang, hvor han måske endda kan få hjælp fra Merhawi Kudus til at kontrollere løbet i finalen. Han viste solid form i Frankfurt for nylig og nærmer sig altid topniveauet på denne tid af året. Han har gode chancer for at vinde de to svære etaper samt score bonussekunder undervejs, og derfor er han den naturlige favorit.

Hans værste rival må være Eduard Prades. Spanieren har efter et svært 2017 endelig efter skiftet til Euskadi vist sit fulde potentiale. Han sad med de bedste i verden på murene i Baskerlandet, blev nr. 4 i GP Miguel Indurain på en knaldhård rute, nr. 3 i Castilla y Leon og endda nr. 12 i bjergløbet i Asturien. Mest imponerende var dog hans samlede 2. plads i Tour de Yorkshire, hvor terrænet minder om det, der venter i Norge. Her blev han nr. 3 bag Cort og Van Avermaet i puncheurfinalen på 2. etape, og det gør ham naturligt til en oplagt favorit på både 2. og 5. etape. Samtidig er han hurtig og kan gå efter bonussekunder undervejs, hvilket gør den formstærke spanier til en trussel mod Boasson Hagen, særligt fordi han formentlig vil være bedre på stigningerne på 5. etape.

Løbets joker er stortalentet Nicolas Schultz, der fik sit helt store gennembrud med en 3. plads bag Valverde og Verona i GP Miguel Indurain, hvor han endda kørte fra Prades. Den unge australier blev allerede sidste år nr. 6 på kongeetapen og er i år endda langt, langt stærkere. Han er en glimrende puncheur, der burde have gode muligheder på løbets to afgørende etaper og vil formentlig være blandt de stærkeste på stigningerne. Han er imidlertid lidt af et wildcard, da helbredsproblemer tvang ham ud af Tour of Croatia, og da han ikke har kørt løb siden da, ved ingen, hvor han står formmæssigt.

Sidste år var terrænet for svært for Timo Roosen, men det er ikke sikkert, at det er det i år. Det hollandske talent har nået et helt nyt niveau med en 14. plads i Flandern Rundt som et stort højdepunkt. Han viste sine evner som puncheur, da han spurtede sig til en 3. plads bag Colbrelli og Cort på kongeetapen i Dubai, og derfor burde særligt 2. etape ligge godt til ham. Han kommer formentlig til godt mod de bedste på den lange stigning på 5. etape, men der vil være tid til at komme tilbage og slå til på den sidste rampe. Også hans form er dog usikker, da han ikke har kørt siden Paris-Roubaix, og han kan derfor også blot ende som lead-out man for Groenewegen uden ambitioner i klassementet.

Pieter Weening har med to podiepladser i træk vist, at han elsker dette løb. Egentlig er det lidt mærkeligt, for terrænet er slet ikke svært nok for den ikke specielt eksplosive hollænder. I 2016 var kongeetapen svær nok til at gøre forskellen, men sidste år var det taktisk snilde, der gjorde det muligt for ham at vinde i Lillehammer. Det bliver ikke let at gentage det nummer, og generelt er ruten ikke svær nok til, at han alene med benene kan tage sejren. Han viste dog storform i Kroatien, og efter en lidt anonym indsats i Yorkshire vil han sikkert være motiveret her. Er han i superform, kan han måske alligevel slå til på rampen i Lillehammer og herved sikre sig endnu en sejr.

Sidste år var August Jensen forrygende i alle de tre store norske løb, hvor han faktisk kørte i top 11 på 13 ud af 14 etaper!!! Det blev til en 5. plads i dette løb, en 4. plads i Tour des Fjords og en 2. plads i Arctic Race, hvor han også vandt kongeetapen. Det gør ham naturligt til en af favoritterne på en rute, der på papiret passer ham nærmest helt ideelt, da han blandt topfavoritterne sammen med Boasson Hagen er den hurtigste og således vil kunne score mange bonussekunder undervejs, særligt på 2. etape. Desværre har den første tid på Israel Cycling Academy været én lang nedtur, og han har ikke leveret ét eneste resultat siden en 5. plads i Herald Sun Tour tilbage i begyndelsen af februar. Han har ikke kørt løb i en måned, og derfor frygter vi desværre, at han ikke vil kunne gentage succesen fra tidligere. Løbet burde dog være et mål, og er han på toppen, bliver han livsfarlig.

Sidste år blev Alexander Kamp nr. 5 på kongeetapen, men et tidstab på 1. etape kostede ham en samlet topplacering. I år jagter han imidlertid revanche på en puncheurrute, der burde passe ham som fod i hose. Hans gode spurt gør ham farlig på 2. etape, og han har allerede vist, at han kan gøre sig gældende på kongeetapen også. To top 2-placeringer i de to hårde norske løb i begyndelsen af maj vidner om storform, og derfor er der en reel mulighed for, at vi for anden gang kan få dansk sejr i Norges nationale rundtur.

Altid ustabile Jerome Baugnies synes for en gangs skyld at have fundet formen allerede i maj. I hvert fald blev han nr. 3 samlet i Rhone-Alpes Isere Tour, hvor det formentlig kun var taktik, der forhindrede ham i at vinde samlet. Det gør ham farlig i dette løb, hvor han atter finder eksplosivt terræn, der passer en stærk afslutter og solid ardennertype som ham. Det er klar, at han ikke hører til blandt feltets allerbedste klatrere, men på en relativt let rute som denne har han med den nuværende form gode muligheder for at gøre sig gældende på de to afgørende etaper.

For de norske kontinentalryttere er dette løb altid et stort mål. En af dem, der altid er med fremme, er Carl Fredrik Hagen, der senest viste topform med samlet sejr i Tour du Jura og en andenplads bag Kamp i Sundvolden GP. Sidste år blev han nr. 12 på kongeetapen, men i år synes han at være endnu stærkere. Han er ikke hurtig nok til at få del i bonussekunderne på de øvrige etaper, men han burde være blandt de allerbedste på kongeetapen.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Den norske guldfugl Andreas Vangstad har vundet en etape tidligere, ligesom han er blevet nr. 5 samlet og sidste år blev nr. 4 på kongeetapen. I år har han md en 3. plads bag Kamp og Hagen i Sundvolden GP bekræftet, at han atter synes at have timet formen perfekt. På mange måder minder han om Hagen. Ingen af dem er hurtige nok til at begå sig i spurterne, men på 5. etape vil han være klar til at gøre brug af sine gode klatreevner og sin forrygende form.

Egentlig burde løbet passe perfekt til Mauro Finetto, men desværre har italieneren ikke været på toppen på det seneste. Han kom senest til kort i Dunkerque, hvor det bare blev til en 27. plads på kongeetapen, og generelt har de været lidt for langt mellem snapsene siden skiftet til Delko. Derfor hersker der en del usikkerhed om formen, men har han endelig fundet de bedste ben burde han være blandt favoritterne på 5. etape, hvor han kan bruge sit eksplosive punch.

Er løbet for hårdt for Amund Grøndahl Jansen? Det er det formentlig, men efter hans flotte præstationer i klassikerne er der grund til at have visse forventninger. Han synes ikke at klatre helt så godt som Roosen, men til gengæld vil han sikkert være meget motiveret på sine hjemmebane og kan derfor være LottoNLs klassementsrytter. Han er hurtig på stregen og burde i hvert fald kunne begå sig på 2. etape. Spørgsmålet er så, om det bliver for svært for ham på 5. etape, hvor terrænet er betydeligt hårdere.

Bjørn Tore Hoem har altid været blandt de bedste i de norske løb, men i år synes han ikke helt at have ramt formen. Han var langt efter i de norske endagsløb for en uge siden, og vi har derfor en frygt for, at han ikke i år vil kunne leve op til tidligere præstationer. Kan han finde sine bedste ben, har han dog vist, at han kan gøre sig gældende.

Asbjørn Kragh Andersen burde være skabt til de korte, eksplosive stigninger her, men desværre synes den gode form, der gav ham samlet sejr i Loir et Cher at være forsvundet. I hvert fald er han udgået af sine tre sidste løb, og han kan derfor meget vel ende i en hjælperrolle for Kamp. I teorien har han dog de rette egenskaber til dette løb.

Sky er her primært for at køre spurter med Halvorsen, men mon ikke David Lopez og Philip Deignan vil forsøge at køre klassement. I teorien burde de være blandt de bedste klatrere i dette løb, og de vil helt sikkert være ivrige efter at gribe en sjælden chance. Desværre er terrænet for eksplosivt for dem begge, og det bliver svært at tage den samlede sejr.

To spændende kandidater er Justin Jules og Edwin Avila. Begge er de nemlig nogle ganske holdbare sprintertyper, der ikke helt kan afskrives på 2. og 5. etape. Formentlig kan de ikke køre med om sejren, men med lidt bonussekunder undervejs, kan der måske alligevel vente sig en overraskelse. Avila kan dog meget vel blive låst i en rolle som hjælper for de lokale helte Jensen og Sondre Holst Enger.

Endelig vil vi pege på Alex Kirsch. Hans mange topresultater i Tour de Luxembourg vidner om evnerne i puncheurterræn, men hans form er et spørgsmålstegn, efter at han udgik af sine to sidste løb. Han viste dog fornuftig form i Kroatien og bare et par uger inden hjemmebaneløbet burde han være relativt velforberedt.

OPDATERING: Nathan Earle er blevet føjet til startlisten og burde hav ganske gode muligheder i et løb som dette. Til gengæld er Avila taget af.

***** Edvald Boasson Hagen

**** Eduard Prades, Nicolas Schultz

*** Timo Roosen, Pieter Weening, August Jensen, Alexander Kamp, Jerome Baugnies

** Nathan Earle,Carl Fredrik Hagen, Andreas Vangstad, Mauro Finetto, Amund Grøndahl Jansen, Bjørn Tore Hoem, Asbjørn Kragh Andersen, David Lopez, Philip Deignan, Justin Jules, Alex Kirsch

* Sondre Holst Enger, Nick van der Lijke, Niklas Larsen, Krister Hagen, Kristian Aasvold, Markus Hoelgaard, Dries Van Gestel, Dan Pearson, Michal Schlegel, Leonardo Basso, Jordi Warlop, Lluis Mas, Alex Aranburu, Paul Martens, Øivind Lukkedal, Larry Warbasse, Pascal Eenkhoorn, Jonas Koch, Rob Ruijgh, Michel Kreder

Danskerne

Virtu stiller med et stærkt hold, hvor særligt formstærke Alexander Kamp burde være i stand til at køre med om sejren. Også Niklas Larsen har vist storform, ligesom ruten burde passe Asbjørn Kragh, hvis form dog er mere usikker. Derudover stiller holdet med Jesper Schultz og Torkil Veyhe. Endelig stiller Louis Bendixen  til start for det lokale Coop-mandskab.