Optakt: Tour of Norway

Løbets rolle og historie                           

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mange børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff er nu topnavne på den internationale scene, landet udvikler masser af talenter på de mange kontinentalhold, og sporten får enorm opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man nu har tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da er både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, fulgt efter. I 2018 tiltrak landet endda en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikledes i samme uge som Tour des Fjords i en forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb er blevet vist på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform, har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet tre gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen, Pieter Weening og senest Eduard Prades har imidlertid sikret, at fem udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente for de professionelle kontinentalhold.

I år er der imidlertid sket en udvikling i vort broderland. Efter i nogle år at have kæmpet lidt med at få de store navne til start har arrangørerne slået sig sammen med folkene bag Tour des Fjords, der i kraft af deres samarbejde med Velon og Hammer Series havde udsigt til at vinde kampen om de store holds deltagelse. Resultatet er blevet et nyt seks dage langt Tour of Norway, der naturligvis i vidt omfang finder sted i området omkring Stavanger, hvor Tour des Fjords har været hjemmehørende, men som bevarer sin status som en national rundtur, fortsat med 2.HC-status. Det har gjort sidste års meget tætpakkede kalender, hvor man havde løb på 11 ud af 12 dage i maj, mere spiselig, og nu afvikles Hammer Series som indledning i Giroens anden uge, men det nye Tour of Norway starter tirsdagen efter afslutningen på første afdeling i den specielle løbsserie.

Det har haft en klar effekt på startlisten. Hvor Tour of Norway sidste år blot havde tre WorldTour-hold til start, kan de denne gang prale med deltagelse af hele 11 af de 18 hold fra sportens øverste niveau. Synergien med Hammer Series er tydelig, da 10 af de 11 hold også kørte i Stavanger i sidste uge, og mens CCC og Bora begge rejste hjem efter løbet i søndags, har man i stedet fået Astana til start som substitut, selvom kasakkerne ikke var med i Stavanger. Dertil kommer et hav af professionelle kontinentalhold i det, der vel må betragtes som det stærkest besatte etapeløb i Norges historie.

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for allroundere, har klatrerne nu i et par udgaver kunnet gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke er nogen enkeltstart. Det var blandt andet tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen.

Sidste år skulle stigningerne også vise sig så hårde, at Alexander Kamp og Eduard Prades kunne køre væk på kongeetapen. Det lykkedes danskeren at vinde etapen, men da han havde haft et dumt tidstab på en tidligere etape, måtte han nøjes med en 2. plads, 3 sekunder efter Prades, mens den lokale helt, Edvald Boasson Hagen blev nr. 3. Den sidste udgave af Tour des Fjords blev vundet af Michael Albasini, der med en etapesejr og en 2. plads sikrede sig nok bonussekunder til at vinde med 6 sekunder ned til Bjorg Lambrecht og 10 sekunder ned til Pim Ligthart. Albasini, Kamp, Boasson Hagen og Lambrecht vender alle tilbage, men Prades, hvis Movistar-hold ikke deltager, forsvarer ikke sin titel, og heller ikke Ligtharts nye hold, Direct Energie, er med.

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretaper, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. I de senere år har man haft en lidt lettere kongeetape i Lillehammer. Hver gang har de vigtigste stigninger været efterfulgt at længere nedkørsler, og derfor har klatrerne haft en ulempe i forhold til kraftfulde puncheurs som Edvald Boasson Hagen.

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede kulminationen i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. I 2016 var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen.

I de seneste to år er man med den lettere Lillehammer-etape imidlertid gået den modsatte vej, og heller ikke i år synes ruten at have samme sværhedsgrad som tidligere. Til gengæld er der tale om total nytænkning, da sammenlægningen med Tour des Fjords blandt andet har betydet, at løbet udover at være forlænget med en dag også genbruger mange af den type finaler, vi kender fra det mindste af de to løb. Derfor er der hele tre af etaperne, der afsluttes med kringlede rundstrækninger, der byder på små bakker efterfulgt af en flad finale, præcis som meget ofte har set det i Tour des Fjords.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Som altid er der lidt at gå efter for sprinterne, men for de rene afsluttere kan det blive et svært løb. Således kan den eneste rigtige sprinteretape vise sig at være den første. De følgende tre dage byder nemlig på klassiske Tour des Fjords-etaper, hvor små bakker på de afsluttende rundstrækninger kan bruges som afsæt for angreb og i hvert fald vil sikre, at der ryddes ud i de hurtige folk inden en mulig spurtafgørelse.

Efter fire dage, hvor alle stigninger har været relativt korte, afsluttes det hele med to dage, der byder på længere bakker. Lørdagens etape har dog samlet alle udfordringerne så langt fra mål, at det ligner en etape, der med en helt flad afslutning vil ende i en reduceret massespurt. Derfor er det søndagens kongeetape, der vil være vigtigst i kampen om den samlede sejr, og her skal rytterne over den dog ikke specielt vanskelige stigning Smeden i den absolutte finale, inden der venter en 11 km lang nedkørsel til Hønefoss, hvor vinderen af den første udgave af det ”nye” Tour of Norway skal kåres.

1. etape

Både Tour of Norway og Tour des Fjords har haft tradition for at starte med en relativt flad etape, og det vil også være tilfældet for den første udgave af det nye, fusionerede løb. Således bydes der på en relativt let åbningsetape, der ganske vist ikke er helt flad, men hvor terrænet er så overkommeligt, at sprinterne ventes at komme til fadet - hvis altså ikke det lunefulde norske forårsvejr spiller feltet et puds.

I alt skal der tilbagelægges 168,2 km, der fører feltet fra Stavanger til Egersund. Begge byer ligger langs den norske vestkyst, men en stor del af etapen foregår i den mere kuperede indre del af landet. Fra start kører man dog igennem helt fladt terræn mod syd ned langs kysten, inden man kort inden byen Bryne drejer mod øst for at køre frem til den første spurt, der er placeret efter 30,5 km. Kort efter skal man over kategori 3-stigningen Kverneland (1,3 km, 5,7%, max. 8,7%), der har top efter 38,6 km, og den leder op til et fladt plateau, der følges mod øst og nordøst, inden man atter via en nedkørsel kører ned til kysten. Her drejer man mod sydøst for igen at køre ind i landet og frem til kategori 3-stigningen Gloppedalsura (1 km, 6%, max. 8%), hvis top rundes efter 83,0 km.

Efter stigningen venter et længere generelt faldende stykke, der fører mod sydvest ned til dagens anden spurt, der kommer efter 105,4 km. Derefter fortsætter man mod sydvest op over en lille bakke, inden det går mod syd ned mod rundstrækningen, der rammes efter 118,8 km. Efter 135,6 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 32,6 km lange runde, der er placeret nord for Egersund. Den stiger ganske let, mens man kører mod nord i den første del, men efter en lille nedkørsel er det stort set fladt på turen tilbage mod syd. Med 3 km rammer man en lille 500 m lang bakke, men derefter er det stort set helt fladt i en finale, hvor der er to sving med 2500 m igen og yderligere to med hhv. 1900 og 1700 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig ganske let ind på den 1000 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1697 højdemeter.

Der findes ikke mange del af Norge, der er helt flade, men dette er noget af det fladeste terræn, Norge kan byde på. I teorien kan vinden komme i spil, men det er historisk kun sket ganske sjældent. Derfor peger alt på, at sprinterne skal spurte om den første gule trøje i den helt flade finale i Egersund.

Egersund var sidste år mål for kongeetapen i Tour des Fjords, hvor Bjorg Lambrecht spurtede sig til sejr. Dengang var der dog tale om en helt anden og langt hårdere finale.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

2. etape

Efter den relativt flade 1. etape burde sprinterne have en god chance for igen at komme til fadet, når det onsdag gælder 2. etape. Ganske vist starter den hårdt, men generelt er der tale om endnu en flad sag. Til gengæld er der denne gang en lille bakke på den afsluttende rundstrækning, og den måske bruges til enten offensiv kørsel eller til at komme af med nogle af de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 174,0 km mellem Kvinesdal og Mandal, der ligger helt nede på den norske sydkyst. Allerede starten er hård, da man lægger ud med at køre mod sydvest direkte op ad en 2,8 km lang stigning, der tiger med 6,2% i snit, inden et kort kuperet stykke efterfølges af en nedkørsel. Derefter går det mod syd frem til kategori 3-stigningen Ravneheia (2,4 km, 5,6%, max. 15%), der har top efter 28,9 km. Den afslutter imidlertid også den hårde indledning, idet en nedkørsel herefter fører ned til kysten, hvor den første spurt er placeret efter 39,2 km, og hvor man derefter kører en omgang på en helt flad rundstrækning.

Herefter går det igennem helt fladt vider mod nordøst frem til den anden spurt, der kommer efter 88,7 km, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Ballestad (3,3 km, 5,8%, max. 14,8%), hvis top rundes efter 94,1 km. Efter en nedkørsel går det igennem fladt terræn mod sydøst tilbage til kysten, hvor man krøller sig mod øst og sydøst langs vandet, indtil man når frem til Mandal. Her rammer man rundstrækningen efter 136,4 km, og kort efter skal man første gang over den lille 900 m lange bakke, der stiger med 5,4% i gennemsnit, inden man krydser stregen efter i alt 145,4 km. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 9,5 km lange runde, der er næsten helt flad, men altså byder på den lille bakke med top ca. 4,5 km fra stregen. Herefter falder det ned mod de sidste 3 km, der er flade og har skarpe sving med 3000, 2300, 1900 og 350 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2355 højdemeter.

Starten på etapen er knaldhård, men det meste af dagen er så nem, at man må formode, at favoritholdene kan skabe samling inden rundstrækningen. Her kan den lille bakke helt sikkert bruges til angreb fra nogle af de eksplosive klassikertyper, men formentlig vil det ende i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor der dog kan være vigtige bonussekunder på spil for ryttere med ambitioner i klassementet.

Mandal har ikke tidligere være målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Temaet for det gamle Tour des Fjords var dets mange afsluttende rundstrækninger med små bakker, der kunne bruges til angreb og til at rydde ud i sprinterne. Den model synes det nye Tour of Norway at have adopteret, for efter at vi så en sådan finale på 2. etape, venter der en tilsvarende afslutning på torsdagens 3. etape. Denne gang er bakken lidt længere og knap så stejl, men ellers er der tale om en etape, der er en næsten tro kopi af den foregående.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Med en distance på 179,7 km, der fører fra Lyngdal til Kristiansand, er også længden af etapen næsten som på 2. etape, men starten er knap så hård. Man lægger ud med at køre mod nordøst igennem fladt terræn, inden man når kategori 2-stigningen Kleivtjønn (2,4 km, 9,8%, max. 27,4%), der har top efter 16,4 km. Efter en nedkørsel, der fører mod øst, går det mod nord igennem let stigende terræn, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en 3,9 km lang bakke, der stiger med 4,8% i snit. Der venter endnu en lille bakke og en nedkørsel, inden fladt terræn fører frem til den første spurt, der er placeret efter 80,0 km.

Efter spurten drejer man mod syd for at køre op ad en 2,9 km lang bakke, der stiger med 6,2%, og derefter drejer man mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Haugebakkmyrane (2,3 km, 4,6%, max. 11,8%), der har top efter 93,8 km. Herfra bliver det imidlertid betydeligt lettere, idet det bortset fra en lille bakke er let faldende, mens man kører mod syd ned til den anden spurt, der kommer efter 128,0 km. Derfra fortsætter man igennem fladt terræn mod syd, hvor man skal op ad en 600 m lang bakke, der stiger med 6,4%, og som leder direkte ind på rundstrækningen, der rammes på toppen efter 145,0 km.

Efter 149,8 km krydser man stregen for første gang, og etape afsluttes nu med tre omgange på den i alt 10,0 km lange runde. Den er i alt væsentligt flad, men byder på en 1000 m lang bakke, der stiger med 5% i snit og har top med 5 km igen. Nedkørslen indledes med 4,5 km til mål, og derefter er de sidste 3 km flade. På de sidste 5 km er der sving med 3500, 3400, 600 og 500 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2562 højdemeter.

Etapen er en næsten tro kopi af den foregående, og derfor vil forløbet formentlig også være det samme. Vejret kan altid spille en rolle i Norge, men det ligner igen en mulighed for, at et samlet skal køre et aggressivt cykelløb på rundstrækningen, inden det formentlig vil ende i en spurt i en større eller mindre gruppe til slut.

Kristiansand var sidste år vært for 2. etape i Tour des Fjords, hvor Michael Albasini spurtede sig til sejr i et reduceret felt på en rundstrækning, der var en forlænget udgave af den, der også bruges i år, og som indeholdt en anelse mere fladt terræn.

4. etape

Efter to dage med en ensartet finale venter mere af det samme på løbets 4. etape, der er et 225 km langt maraton. Ganske vist er der ingen store stigninger, men særligt den sidste del er ganske kuperet. Til slut venter endnu en vanskelig rundstrækning med to små bakker, men denne gang kommer de vanskeligste udfordringer så langt fra stregen, at chancen for en reduceret massespurt er større.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I alt skal der tilbagelægges 224,3 km, der fører feltet fra Arendal til Sandefjord. Begge byer ligger langs den norske østkyst, og man indleder etapen med at køre igennem relativt fladt terræn langs kysten mod nord frem til den første spurt, der kommer efter 47,1 km. Derefter snor man sig videre mod nord op over to mindre bakker, mens man kører væk fra vandet, inden det atter flader ud på et lille plateau, der leder forbi forplejningszonen. Ca. midtvejs på etapen drejer man mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Henneseidfjellet (5,2 km, 7,2%, max. 18,6%), hvis top rundes efter 107,5 km. Herfra går det videre mod nordøst igennem hovedsageligt faldende terræn, der leder tilbage til kysten.

I byen Skien forlader feltet igen vandet, når de drejer mod nordøst for at køre opad kategori 3-stigningen Eidanger (2,1 km, 5,7%, max. 13,8%), hvis top passeres efter 151,5 km. En skarp nedkørsel leder mod sydøst tilbage til kysten, hvorefter man kører mod nordøst op til Larvik, hvor en nedkørsel leder ned til den sidste spurt, der er placeret efter 182,0 km. Herefter stiger det let, mens man fortsætter mod nordøst frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 196,9 km. Kort efter skal man for første gang over den ene af rundstrækningens to bakker (1 km, 3,2%), inden det falder ned mod stregen, der krydses efter 208,2 km.

Etapen afsluttes nu med en enkelt omgang på den 16,1 km lange runde. Lige fra start skal man op over en stejl bakke (1 km, 7,7%), men derfra resterer stadig 15 km. Det får igennem hovedsageligt fladt terræn, inden man igen skal over den anden bakke (1 km, 3,2%), hvis top rundes med 8 km igen. Herfra er det hovedsageligt faldende. Det flader ud med 3 km, inden det med 1200 m igen atter begynder at falde ned mod de sidste 600 m, der er flade. De sidste 3 km er tekniske med skarpe sving med 2800, 2400, 1000, 400 og 300 m igen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2755 højdemeter.

Ruten minder meget om de foregående, men denne gang er den sidste bakke slet ikke svær. Til gengæld er den første bakke ganske stejl, men spørgsmålet er, om ikke den kommer for tidligt. Uanset hvad vil der helt sikkert komme et hav af angreb med mulighed for forskydninger i klassementet, men mest sandsynligt er det, at etapen ender i en spurt i en større gruppe.

Sandefjord har kun én gang tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var sidste års norske mesterskaber, der blev vundet af Vegard Stake Laengen.

5. etape

Efter fire dage, der hovedsageligt har budt på korte stigninger, venter der i weekenden endelig nogle længere bakker. Der lægges dog relativt blødt ud på lørdagens etape, der ganske vist byder på både en kategori 1- og en kategori 2-stigning undervejs, men hvor en helt flad finale lægger op til, at etapen formentlig alligevel skal afgøres i en spurt for de hårdføre sprintere.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Med sine 159,7 km er 5. etape en kort affære, der fører feltet fra Skien til Drammen. Starten er relativt hård, da man skal direkte op over en bakke, mens man kører mod nordvest, men derefter flader det hurtigt ud i ganske let fase, der leder videre mod nordvest frem til den første spurt, der kommer efter 40,4 km. Herefter drejer man mod nord for igennem fladt terræn at køre frem mod stigningerne. Det begynder langsomt at stige jævnt, inden man rammer kategori 2-stigningen Reshjemheia (2,3 km, 5,9%, max. 16,9%), der har top efter 74,6 km, hvorefter en skarp nedkørsel leder mod nordøst ned i dalen, hvor frokosten venter i forplejningszonen.

Efter maden går det for alvor løs, når feltet rammer kategori 1-stigningen Meheia (11,7 km, 3,7%, max. 11%), der dog ikke er en stejl opkørsel. Fra toppen resterer stadig 62,9 km, og de indledes med et længere faldende stykke, der fører videre mod nordøst ned til den anden spurt, der er placeret efter 118 km. Her rammer man en lille bakke (1,6 km, 4,9%), der har top med ca. 40 km igen, inden det igen falder let mod nordøst. Til slut følger man en flad vej mod nordøst og øst, idet man dog skal over endnu en lille bakke (1,9 km, 5,4%), der har top 20,5 km fra stregen. Efter nedkørslen er det imidlertid pandekagefladt, og det slutter med en ukompliceret finale, hvor en lang, lige veje afbrydes af to sving med 1700 og 1400 m igen, inden vejen buer ind på den 1000 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2078 højdemeter.

Ganske vist byder etapen på de første længere stigninger, men ingen af dem er specielt stejle, og de kommer alt for langt fra mål til for alvor at blive farlige. I et løb med små seksmandshold kan man ikke udelukke, at en gruppe via godt samarbejde alligevel kan køre væk og holde feltet bag sig, men med så let en finale må man trods alt formode, at det ender i en reduceret massespurt.

Drammen har tre gange tidligere været målby for Tour of Norway. I 2013 vandt Theo Bos en massespurt i byen, og det samme gjorde Raymond Kreder i 2012. I 2011 var en ung Michael Hepburn hurtigst i et udbrud, der også talte både Rene Jørgensen og den tilbagevendte Michael Rasmussen.

6. etape

Det har ikke været en helt fast tradition, men dog et relativt velkendt mønster, at Tour of Norway har gemt kongeetapen til sidst. Det er også tilfældet i år, men denne gang er der ingenlunde tale om den vanskeligste etape i løbets historie. Her afsluttes en småkuperet dag nemlig med den korte, ikke specielt stejle stigning, Smeden, hvor det afgørende slag om den samlede sejr formentlig skal slås, inden løbet afsluttes med en 11 km lang nedkørsel til Hønefoss, hvor den første vinder af det nye Tour of Norway skal krones.

I alt skal rytterne tilbagelægge 175,1 km, der fører feltet fra Gran til Hønefoss. De to byer ligger tæt på hinanden, og det meste af etapen består derfor af et sindrigt system af rundstrækninger. Man indleder således etapen med at køre en omgang på en 40,9 km lang og ganske kuperet rundstrækning i området vest for startbyen, hvor der er bakker efter hhv. 5 km (1 km, 6,6%) og 20,5 km (3,2 km, 6,1%). Herefter tager man hul på endnu en omgang, men denne gang kører man længere nordpå til etapens nordligste punkt, hvor man skal over kategori 2-stigningen Bleiken stasjon (3,8 km, 5,4%, max. 11,3%), der har top efter 57,7 km. Herfra går det tilbage mod syd, hvor man igen rammer rundstrækningen og nogle mindre bakker, herunder en (2,1 km, 6,4%), der har top efter 72 km. Denne gang kører man imidlertid ikke tilbage til Gran, men fortsætter derimod videre mod syd og sydvest ned til den første spurt, der kommer efter 96,3 km.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Efter spurten fortsætter man videre mod sydvest op over en ganske hård bakke, hvis top faktisk er den samme, som man også passerer i den absolutte finale, og som her stiger med 4,1% over 3,2 km. Denne gang kører man imidlertid ikke de 11 km ned til Hønefoss, men fortsætter i stedet via en anden nedkørsel mod sydvest. Herefter kører man en omgang rundt om en fjord igennem fladt terræn, hvilket blandt andet fører ned til det sydligste punkt, hvor dagens anden spurt er placeret efter 124,5 km. Efter spurten går det videre rundt om fjorden i fladt terræn, dog med en lille bakke (1 km, 6,9%) efter 136,5 km, inden man kører det sidste stykke mod nord op til Hønefoss, hvor stregen krydses for første gang efter 153,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 21,8 km lange finalerundstrækning. Den indledes med et kort, fladt stykke, der fører mod nord, inden man drejer mod øst. Herfra begynder det langsomt at stige op til toppen af kategori 1-stigningen Smeden (4,1 km, 4,0%, max. 17,8%), der er en todelt stigning med en lille nedkørsel midtvejs, og som byder på 1 km med 8,6% på den første del inden nedkørslen. Toppen rundes efter 163,5 km, hvorfra der resterer 11,6 km, der næsten alle aer faldende, men uden tekniske udfordringer, og som fører først mod sydvest og siden nord. De sidste 3 km er stor set helt flade og byder på bare to sving med hhv. 2800 og 1000 m igen, inden vejen bugter sig let ind på den 250 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2102 højdemeter.

Smeden er desværre meget dårligt beskrevet i det officielle materiale, og derfor er det svært at gennemskue, hvor vanskelig den vitterligt er. Den kendes fra endagsløbet Ringerike GP, hvor den dog kommer så langt fra mål, at den ikke er afgørende. Den gennemsnitlige stigningsprocent er beskeden, men den lille nedkørsel undervejs samt den maksimale stigningsprocent indikerer, at den er stejlere end som så. I hvert fald burde de 1 km med 8,6% kunne gøre visse forskelle. Fra toppen er der dog langt hjem via en meget let nedkørsel, og det virker derfor sandsynligt, at også denne etape vil ende i en spurt, denne gang dog i en formentlig ganske lille gruppe bestående af løbets mest klatrestærke ryttere.

Hønefoss er kendt som værtsbyen for Ringerike GP, men var også i de første år den faste målby for Tour of Norway, dog med en anden finale med den lille bakke Eggemoen. Her sejrede Edvald Boasson Hagen ved senest besøg i 2016, Andreas Vangstad kørte alene hjem i 2015, Alexander Kristoff vandt en spurt i en lille gruppe i 2014, og han var også hurtigst i en større spurt i 2013, hvor etapen ikke sluttede med Eggemoen-stigningen. Det gjorde den heller ikke i 2012, hvor Russell Downing vandt en massespurt i byen.

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I 2015 og 2016 gjorde Rjukan-stigningen det imidlertid muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre. I de seneste to år har løbet mere været som i gamle dage, hvilket gav Edvald Boasson Hagen endnu en sejr i 2017, men sidste år lykkedes det alligevel Eduard Prades og Alexander Kamp at gøre så stor en forskel, at de kunne snyde nordmanden for hans fjerde sejr i løbet.

Årets rute er som sagt helt nytænkt i forhold til tidligere, og derfor er der ingen megen inspiration at hente i de forrige udgaver. Det er dog indlysende, at der ingenlunde er tale om den vanskeligste version af løbet, og det kan blive lidt af en udfordring for klatrerne at gøre de helt store forskelle. Det betyder ikke, at terrænet er fladt - det er det nemlig langt fra - men man savner en stigning, der som Rjukan for nogle år siden virkelig kan splitte feltet til atomer.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

På papiret ser 1. etape ud til at være en stilfærdig dag for sprinterne, og 5. etape vil formentlig også ende i en reduceret massespurt. Ganske vist er der lange stigninger på programmet, men de er ikke specielt stejle og kommer så langt fra mål, at de i et løb med så mange WorldTour-hold næppe kan bruges til en vild offensiv fra distancen.

De tre jokeretaper er dem, der afvikles onsdag, torsdag og fredag. Alle dage er der nemlig bakker i finalen, og vi har tidligere set i Tour des Fjords, at det her har været muligt at køre væk fra feltet. Desværre betyder den meget stærkt besatte udgave i år også, at det formentlig vil blive meget vanskeligt denne gang, også selvom man kan opliste en hel stribe hold og ryttere, der utvivlsomt vil prøve. Man kan ikke udelukke, at det kan lade sig gøre for en lille gruppe at køre hjem, men mest sandsynligt er det, at også de etaper vil ende i spurter i reducerede felter.

Det efterlader os med kongeetapen som den vigtigste. Her giver Smeden klatrerne deres eneste virkelige chance for at vinde tid, men desværre er der tale om en stigning, der ingenlunde er velbeskrevet i løbsmaterialet. Den er kendt fra Ringerike GP, hvor den imidlertid kommer så langt fra mål, at den ikke er løbsafgørende. Det vil den være her, og med 1 km med næsten 9% på den nedre del vil den i hvert fald rydde grundigt ud i feltet. Fra toppen er der imidlertid også 11 km bestående af let og hurtig nedkørsel, hvor der meget vel kan ske en regruppering, så en gruppe skal spurte om sejren.

Samlet set giver det et løb, hvor det formentlig vil være meget vigtigt at opsamle bonussekunder undervejs, både i de mange reducerede massespurter og i de indlagte spurter. Derudover skal man være god nok til at køre med de bedste på Smeden og i de angreb, der måske kan gøre en forskel på 2., 3. og 4. etape. Endelig skal man passe på en mulig taktisk finale på 6. etape, hvor det måske nede i selve Hønefoss kan lykkes en snu rytter at snige sig væk, hvis der mangler folk til at kontrollere afslutningen i en lille gruppe.

I Norge skal man naturligvis altid være varsom med vejret, og det gælder særligt i år i det kolde nordeuropæiske forår. De første tre dage vil alle byde på kraftig vind, ikke mindst tirsdagens første etape, hvor et længere sidevindsstykke kan skabe drama. Alle tre etaper kan derfor blive mere dramatiske end som så, og evner i sidevinden kan derfor blive en faktor, der ikke skal negligeres. De sidste tre dage kan være lidt ustadige, særligt lørdag, men her vil vinden være svagere og næppe spille en rolle.

Som sagt er det særlige ved årets udgave, at feltet er langt, langt stærkere end tidligere. Tilstedeværelsen af hele 11 WorldTour-hold vil gøre det vanskeligere at skabe forskelle i et terræn, der trods alt ikke er alt for vanskeligt. Omvendt vil holdene kun bestå af seks ryttere, og det kan måske bryde lidt op i tingene. Grundlæggende ser det dog ud til, at hurtighed vil være ret afgørende for de ryttere, der kan klare både sidevind og bakker, særligt Smeden.

Det får os til at tro på dansk sejr. Allerede sidste år var Alexander Kamp meget tæt på at vinde samle, og havde det ikke været for et dumt tidstab i en massespurt, havde danskeren sågar gjort det. Enhver, der har set Kamp køre cykelløb i år, vil vide, at han i hvert fald ikke er blevet ringere i det seneste års tid, og særligt hans præstation i Brabantse Pijl, hvor han akkurat ikke kunne følge Julian Alaphilippe, Tim Wellens, Michael Matthews og Mathieu van der Poel siger meget om, hvor stærk en formstærk Kamp er blevet.

Det er klart, at årets løb er så stærkt besat, at det bliver lidt af en mundfuld for danskeren at vinde, men da ingen af de ryttere, der potentielt vil kunne sætte ham på Smeden viste storform i Hammer Climb i sidste uge, burde han have gode chancer for at holde sig til de bedste på kongeetapen. Blandt de klatrestærke folk ligner han endda den måske allerhurtigste, især med den spurtstyrke, han udviste på 3. etape i Yorkshire, hvor han slog en ”rigtig” sprinter som Chris Lawless. Bakkerne på rundstrækningerne på 2., 3. og 4. etape passer også fint til eksplosive Kamp, der tillige kan spurte efter tidsbonus i de indlagte spurter. Man kan frygte for sidevinden i et løb, hvor Riwal alt andet lige må være overmatchet af WorldTour-holdene, men de imponerede stort i netop sidevinden på 3. etape i Yorkshire. Kan Kamp undgå at falde fra her og samtidig holde sig til på Smeden, burde han med sin spurt have gode chancer for at vinde et løb, hvor bonussekunder kan vise sig altafgørende.

Lotto kommer til løbet med det ubetinget stærkeste mandskab, og derfor havde de utvivlsomt ønsket sig en hårdere rute. Nu kan det blive svært for dem at få maksimalt udbytte af deres klatrestyrke, men det betyder til gengæld, at de med deres mange klatrere vil lægge pres på og angribe ved enhver given lejlighed. I kraft af betydningen af spurtstyrke ligner Bjorg Lambrecht deres bedste bud. Med en 4. plads i Fleche Wallonne, en 6. plads i Amstel Gold Race og en 5. plads i Brabantse Pijl har belgieren fået et gennembrud i år, og selvom han ikke havde samme form i Hammer Series, var han ikke dårligt kørende. Hans puncheuregenskaber gav ham sidste år sejr på kongeetapen i Tour des Fjords og en 2. plads bag Alaphilippe i Baskerlandet i år, og selvom han er knap så hurtig på flad vej, er han en glimrende afslutter. Sidevinden er en fordel for løbets stærkeste hold, og samlet set giver det Lambrecht gode muligheder for at vinde løbet med sin kombination af klatreevner og en god spurt samt et fremragende hold.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Lottos på papiret største navn er naturligvis Tim Wellens, og skal man pege på én rytter, der kan køre alene hjem på kongeetapen, må det være ham. Selvom han var hæderlig, så Wellens imidlertid ikke skræmmende ud i Hammer Series, og han ser ud til at være et stykke fra sin bedste form. Samtidig kan man tvivle på, om Smeden virkelig er hård nok til, at han kan sætte sig igennem. Derfor får også han formentlig brug for sin spurtstyrke. Den er bestemt ikke ringe, men han er ikke meget hurtig på flad vej, hvorfor han kan få svært ved at få del i bonussekunderne. Til gengæld har han sidevinden og sit hold som klare styrker, og særligt hvis han og Lambrecht kan gøre løbet knaldhårdt, er mulighederne slet ikke ringe. Holdet har også klatrerne Carl Fredrik Hagen, der imponerede i Romandiet, og Sander Armee, men de mangler hurtigheden til at blive meget farlige.

Lige siden han debuterede i løbet i 2012, er Edvald Boasson Hagen blevet nr. 1 tre gange og nr. 2 og 3 hver én gang. Med andre ord er han endt på podiet i alle sine forsøg, og det siger meget om, hvor godt han passer til sit hjemmebaneløb. I årene med de sværeste kongeetaper har han haft det vanskeligt, men årets rute burde være god for ham. Når vi alligevel er skeptiske, skyldes det et 2018 og 2019, hvor han har været langt fra sit bedste niveau, og hans deltagelse i Hammer Series i weekenden var alt andet end overbevisende. Vi tvivler derfor på, at Boasson Hagen kan komme med de bedste over Smeden, men måske er det heller ikke nødvendigt. Med hele fem potentielle massespurter, hvoraf mange vil være i mindre felter, kan Boasson Hagen nemlig høste mange bonussekunder i de første dage. Sidste år var det næsten nok til at give ham sejren, selvom han ikke kunne følge Kamp og Prades på kongeetapen, og derfor skal man bestemt ikke udelukke, at Boasson Hagen kan vinde for 4. gang, selvom formen ikke synes at være den bedste.

Mitchelton-Scott kommer med et ungt hold, hvor det skal blive meget interessant at se, hvad Robert Stannard kan præstere. Australieren har i sit første år som professionel primært ageret hjælper, men her får han sin egen chance. Med en samlet 3. plads i sidste års Baby-Giro har han vist, at han er en fremragende klatrer, og som vinder af U23-udgaven af Il Lombardia har han også vist sit punch på korte stigninger. Samtidig er han en lynhurtig herre, der i år har to 5. pladser i massespurter i hhv. Herald Sun Tour og Coppi e Bartali, og selvom han her er oppe mod hurtigere folk, burde han have gode chancer for at få bonussekunder undervejs. Nu skal han bare vise, at han også kan sidde med på Smeden, for hans indsats i Hammer Series var ikke svært overbevisende.

Caja Rural har en meget spændende kandidat i Alex Aranburu. Baskeren har virkelig fået sit gennembrud, siden han sidste år vandt puncheurløbet Circuito de Getxo. I år fik han ødelagt sæsonstarten af en knæskade, men han er allerede tilbage i form. I Tour of the Alps blev han nr. 2 i spurten bag Tao Geoghegan Hart på den knaldhårde 1. etape, og i Vuelta a Madrid vandt han sågar en reduceret massespurt på 2. etape. Det viser, at han ikke kun er puncheur, men også kan afslutte på flad vej, og dette er virkelig terræn, der passer ham. Han så ikke overbevisende ud i Hammer Series, men det løb har formentlig også bare været opvarmning til dette løb, der er et stort mål for ham efter sidste års 8. plads. Hans største problem er sidevinden, hvor Caja Rural virkelig kan få problemer, men klarer han den, har han med sin hurtighed alle ingredienser til at vinde løbet. Det spanske hold har også Sergei Chernetckii, der efter sin skade i foråret er ved at finde formen, men selvom han ikke er helt langsom, får han svært ved at vinde dette løb.

Sunweb kommer med et andet stortalent i form af U23-verdensmesteren Marc Hirschi. Med sine 4. og 5. pladser i Baskerlandet Rundt har han vist, at han allerede nu er konkurrencedygtig som afslutter på kuperede ruter, og det bør i teorien gøre ham til en god kandidat til et løb som dette. Han så også ganske velkørende ud i Hammer Series, og ruterne her er ikke så svære, at han ikke har en fin chance for at følge med. Vi har dog også i Baskerlandet set, at han fortsat har sine begrænsninger, og spørgsmålet er, om han har den nødvendige topfart til faktisk at vinde løbet. Sunweb har også den spændende crossrytter, Joris Nieuwenhuis, der i sine to første starter som WorldTour-rytter i Frankfurt og Californien virkelig har imponeret. Han klatrer godt og er lynhurtig, men spørgsmålet er, om terrænet her trods alt ikke bliver for svært.

Astana deltager lidt usædvanligt i løbet, og de kommer endda med et af deres store navne i form af Luis Leon Sanchez, der igen i dette forår har vist, at han stadig er en fremragende cykelrytter, ikke mindst da han vandt Vuelta a Murcia foran Alejandro Valverde. Nu har han haft en lang pause, men det gode ved Sanchez er, at han altid er i form. Det vil han helt sikkert også være her, men spørgsmålet er, om ruten er hård nok til, at han kan vinde. Han er ganske hurtig, som han senest viste i Tour Down Under, men i flade spurter er der flere, der er hurtigere. Til gengæld er han også en snu rytter, der ved, hvordan man skal slå til i en ukontrollerbar finale. En dark horse på Astana er sprinteren Yevgeniy Gidich , der chokerede en hel cykelverden med sidste års 3. plads i Tour of Croatia. Siden dengang har han ikke været i nærheden af det niveau, og det gør det svært at være alt for optimistisk, men skulle benene pludselig være der igen, burde denne rute være skræddersyet til en klatrestærk sprintertype som ham. Holdets tredje kandidat er Nikita Stalnov, der kørte flot i Tour of the Alps, men som mangler spurten til at være en farlig rytter.

Ineos kommer med et ungt hold, hvor det særligt er værd at holde øje med Chris Lawless. Briten chokerede de fleste ved at vinde Tour de Yorkshire, hvor han pludselig viste helt nye klatreevner, og det bør give ham en reel chance på en rute, der ikke er specielt svær. Han så dog slet ikke ud til at have samme form i det nylige Hammer Series, og i forvejen er Smeden nok en anelse for langt for en fyr som ham. Vi vil blive overraskede, hvis han har formen til igen at overraske, men kan han få lidt bonussekunder på de første etaper og herefter holde sig fornuftigt til på søndag, er det ikke umuligt. I virkeligheden burde løbet være helt perfekt for Ben Swift, men efter nogle sløje år og en svær sæsonstart, hvor han først i begyndelsen af maj kom tilbage efter et grimt styrt, tror vi ikke, at han kan være med på kongeetapen, heller ikke selvom han gjorde det fint i Hammer Series. Holdets bedste mand i klassementet kunne meget vel blive Michal Golas , men selvom han engang var en hurtig herre, er det svært at se ham vinde løbet.

Roompot kommer til løbet med Maurits Lammertink, der i gamle dage var en eminent puncheur, som endda fik skovlen under Philippe Gilbert i Tour de Luxembourg i 2016. Desværre forsvandt han i årene på Katusha, og efter at være kommet tilbage til Roompot har han ikke været på samme niveau. En 10. plads i Brabantse Pijl er dog ikke et dårligt resultat, og har han samme form efter en lille pause, er dette et godt løb for en mand, der både kan klatre og spurte. Holdet har også den ligeledes klatrestærke og hurtige Nick van der Lijke, der dog formentlig mangler farten til faktisk at vinde, selvom han viste ganske gode takter i Yorkshire. Den tidligere vinder Pieter Weening er også med igen, men på denne meget eksplosive rute får den hollandske dieselklatrer det svært, og Lars Boom ser ikke længere ud til at være god nok efter den hjerteoperation, han gennemgik i 2018.

Delko kommer med Mauro Finetto, der i år har opleveret lidt af en renæssance. Italieneren vandt en etape i Coppi e Bartali og kørte i top 10 på kongeetaperne på Sicilien og i Tyrkiet. Desværre styrtede han ud af 4 Dage ved Dunkerque, og det er derfor meget tvivlsomt, om han har samme form nu. Samtidig er han ikke så hurtig som i gamle dage, hvor han var kendt som afslutter i mindre grupper, og nu om dage spurter han kun sjældent. Delko har også Iuri Filosi, der i starten af året endelig viste takter igen, og som med sin hurtighed er god på en rute som denne. Han synes dog igen at være faldet helt sammen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Efter sit grimme styrt i 2018 har Petr Vakoc været en skygge af sig selv, men i Hammer Series begyndte han endelig at ligne sig selv igen. Vi tror stadig, at der er lidt for lang vej til det gamle niveau, men han ligner en mand, der efterhånden er konkurrencedygtig igen. Som tidligere vinder af Brabantse Pijl har han vist sit punch på korte bakker og sin gode spurt, og derfor er det et løb, der passer ham. Deceuninck-Quick Step har også Remco Evenepoel , der har vist sig konkurrencedygtig allerede i sin første sæson, men da han spurter svagt, er dette løb alt andet end ideelt for ham.

EF kommer med en interessant outsider i Sep Vanmarcke. Belgieren gør comeback efter en lang pause, og det vil derfor være usandsynligt, at han har formen til at være med på denne rute. Omvendt så vi i årets Tour du Haut-Var, at han kan overleve stigninger, der er sværere end disse, og i samme løb viste han atter, at han er hurtig nok til at matche klassementsrytterne i dette løb. Vi tvivler på, at han formmæssigt er langt nok fremme, men reelt har han egenskaberne til at være med i kampen om sejren.

Dimension Data har udover Boasson Hagen også Michael Valgren, der med sine forbedrede klatreevner virkelig burde kunne lide denne rute. Der er dog næppe den store tvivl om, at det er alle mand for den trefoldige vinder af løbet, og Valgren vil formentlig ende som ren hjælper. I et taktisk spil - eller hvis Boasson Hagen stadig er langt fra formen - kan danskeren måske alligevel komme i spil, hvis han efter et svært forår endelig har fundet formen. Desværre mangler han nok spurtstyrken til at vinde løbet. Holdet har også den talentfulde klatrer Gino Mader, men efter en lang skadespause må han ligesom Stephen Cummings være ren hjælper.

UAE kommer med den lokale helt Alexander Kristoff, der ligeledes har vundet et hav af etaper i løbet. Sandsynligheden for, at han kan køre klassement, er lille, men på denne rute kan det ikke helt udelukkes. Som løbets bedste sprinter kan han nemlig reelt vinde de første fem etaper, og det vil give ham et forspring på et lille minut. Smeden er en svær stigning for nordmanden, men han har tidligere i Arctic Race of Norway vist, at han i de norske løb kan presse sig selv udover det sædvanlige. Det vil være synd at sige, at han viste meget i Hammer Series, og derfor ligner han ikke en mand med den rette form, men får han virkelig tur i den på de første fem etaper, kan man intet udelukke. UAE har også de halvhurtige Sven Erik Bystrøm og Alexandr Riabushenko, men med den klatring de har vist på det seneste, er det svært at tro på et resultat.

Der er flere andre ryttere, der kan køre et godt klassement, men som får svært ved at vinde. Det gælder Floris De Tier og Jonas Vingegaard på Jumbo, der dog begge mangler den nødvendige spurtstyrke. I storform ville Danny Van Poppel måske kunne score bonussekunder nok til at blive farlig, men han så meget formsvag ud i Californien. Trek har Julien Bernard og Alex Kirsch, men førstnævnte er ikke hurtig, og sidstnævnte har vist for svag form i år, og ruten bør være for hård for Mads Pedersen , der ikke just fløj op ad bakkerne i Californien. Hos Israel Cycling Academy har August Jensen og Sondre Holst Enger vist alt for lidt til, at man kan tro på, at de kan være med i et løb, hvor de ellers tidligere har gjort det godt, og ruten er for hård for Tom Van Asbroeck. Endelig har Sport Vlaanderen Kevin Deltombe  og Dries Van Gestel , mens Arkea har Connor Swift, men det er svært at se dem vinde løbet.

Normalt plejer de norske hold altid at gøre det godt i deres Tour de France, men i årets stærke felt bliver det svært. Uno-X har Markus Hoelgaard, der sidste år blev nr. 2 i Arctic Race, og han ligner vel bedste bud, selvom formen ikke har været imponerende, men også Jonas Abrahamsen og Erik Nordaeter Resell har potentiale. Joker har den tidligere etapevinder og topkandidat Andreas Vangstad, men han har i de senere år været langt fra sit gamle niveau, samt det unge talent Søren Waerenskjold, der dog stadig for unge. Hos Coop ligner Kristian Aasvold det bedste bud.

OPDATERING:  Mauro Finetto er ikke kommet sig efter styrtet i Dunkerque og må desværre melde forfald.

***** Alexander Kamp

**** Bjorg Lambrecht, Tim Wellens

*** Edvald Boasson Hagen, Robert Stannard, Alex Aranburu, Marc Hirschi, Luis Leon Sanchez

** Chris Lawless, Maurits Lammertink, Petr Vakoc, Michael Valgren, Sep Vanmarcke, Ben Swift, Alexander Kristoff

* Floris De Tier, Carl Fredrik Hagen, Nick van der Lijke, Sergei Chernetckii, Remco Evenepoel, Markus Hoelgaard, August Jensen, Connor Swift, Pieter Weening, Joris Nieuwenhuis, Yevgeniy Gidich, Alex Kirsch, Dries Van Gestel, Andreas Vangstad, Iuri Filosi, Danny Van Poppel, Michal Golas, Jonas Vingegaard, Sven Erik Bystrøm, Taco van der Hoorn

Danskerne

Som det fremgår ovenfor er Alexander Kamp en af de store favoritter, og han bakkes på Riwal op af to danskere i form af Torkil Veyhe og Rasmus Quaade. Som nævnt ovenfor kan Michael Valgren måske køre klassement, men han må som udgangspunkt skulle køre for Edvald Boasson Hagen. Jonas Vingegaard burde kunne få lov at køre sin egen chance, men ruten er for let til, at den danske klatrer har de store vinderchancer. Mads Pedersen er ligeledes nævnt ovenfor, men hans største chance for et resultat er nok en reduceret massespurt, hvor han ligner Treks bud på en sprinter. Asbjørn Kragh ville i gamle dage have været god på en rute som denne, men skal nu formentlig på Sunweb køre spurter for Cees Bol og støtte Marc Hirschi i klassementet. Endelig skal Louis Bendixen forsøge at vise sig frem for Coop i deres store hjemmebaneløb.