Optakt: Tour of Oman

STREAM VUELTA A MURCIA, FIGUEIRA CHAMPIONS CLASSIC, CLASICA DE ALMERIA OG CLASICA JAEN PARAISOR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Da Tour de France-arrangørerne i 2002 tog det modige valg at slå sig sammen med myndighederne i Qatar og arrangere et etapeløb i den arabiske ørkenstart, var der næppe mange, der havde set det som begyndelsen til en sand succeshistorie, der siden har udviklet sig til en af de allervigtigste løbsserier i den tidlige del af sæsonen og har ansporet mange af cykelsportens største stjerner til at skippe de traditionelle løb i sportens kerneområde i Europa og i stedet tilbringe en stor del af februar under Mellemøstens behagelige sol.

På mindre end et årti lykkedes det imidlertid Tour of Qatar at opbygge sig et ry som det foretrukne forberedelsesløb for sprintere og ryttere, der satser på brostensklassikerne. Med den samme iver efter at vise landets skønhed - af mange ingen uden grund betragtet som sportswashing - var det derfor kun logisk, at myndighederne i Oman så en chance for at kapitalisere på den succes og forsøge sig med en lignende formel. Det førte i 2010 til, at også de slog sig sammen med ASO, og dermed var Tour of Oman skabt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Ideen med at have ASO tilknyttet begge løb viste sig at være genial, idet det skabte en fantastisk synergi mellem de to begivenheder, der ofte inviterede de samme hold og havde et stort overlap af ryttere. Alligevel var der en stor forskel på de to løb, og det var vidt forskellige ryttere, der dominerede i løbet af de to uger, der oprindeligt udgjorde den mellemøstlige løbsblok.

Qatar er et land med meget få højdeforskelle, og dramaet blev skabt af vinden, der ofte førte til en fantastisk krig mellem de bedste klassikerryttere om at komme med på første vifte. I modsætning hertil er Oman et ganske kuperet land, og selvom mange af klassikerrytterne ofte forblev i Mellemøsten for at tilbringe yderligere seks dage under ørkensolen, var det andet ASO-løb i Arabien domineret af klatrere.

Derfor var det ingen overraskelse, at løbet en overgang var i stand til at tiltrække de allerbedste grand tour-ryttere, der var ivrige efter at teste formen tidligt på sæsonen og fortsætte forberedelserne frem mod de første mål. I løbet af ganske få år opbyggede løbet et ry som det foretrukne februarløb for de ryttere, der jagter succes i etapeløbene og de store tours, og navne som Chris Froome, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Joaquim Rodriguez og Cadel Evans udkæmpede for år tilbage nogle mindeværdige slag på de omanske stigninger.

Det tog noget tid for arrangørerne at finde det rette format. Den første udgave var således en relativt flad affære, der hovedsageligt blev afgjort på en enkeltstart. Ikke overraskende vandt Fabian Cancellara på et tidspunkt, hvor han var helt dominerende i kampen mod uret, men allerede året efter var der vendt op og ned på tingene. Med en bjergafslutning på landets ikoniske bjerg, Green Mountain, udviklede løbet sig til en affære for de virkelige etapeløbsryttere, og det var Robert Gesink, der i 2011 startede en flot forårssæsonen med at vinde samlet i Oman.

I 2012 fjernede man enkeltstarten og gjorde dermed løbet til en sag for klatrerne. Det første år tog Peter Velits en kneben sejr foran Vincenzo Nibali, men det var i 2013, at løbet fik sit virkelige gennembrud. Med den hårdeste rute hidtil lykkedes det at tiltrække Froome, Contador, Nibali, Evans og Rodriguez, hvis dyst blev vundet af Froome. Året efter havde man en lige så imponerende startliste, og igen var det Froome, der slog Rodriguez og Nibali. I 2015 havde løbet atter tiltrukket mange stjerner, selvom løbet højst overraskende blev vundet af Rafael Valls, der satte topnavnene til vægs på Green Mountain.

Med tilføjelsen af Dubai Tour til kalenderen i 2014 udviklede løbsblokken i Mellemøsten sig til en tredelt affære med 20 dages fantastiske løbsmuligheder for stjernerne. Da den samlede kombination havde lidt for enhver smag - sprintere og puncheurs kunne excellere i Dubai, sprinterne og enkeltstartsrytterne havde muligheder i Qatar og klatrerne kunne vise deres format i Oman - havde stort set alle et incitament til at tage til Mellemøsten i februar. Da løbet i Oman samtidig var det mest alsidige med etaper for sprintere, klassikerryttere og en stor bjergetape, var det en smuk afslutning på en unik del af kalenderen.

I årene 2013 og 2014 var løbet domineret af etapeløbsryttere, og det havde klart det bedste felt af alle de tidlige løb. I 2015 tabte de imidlertid kampen til Vuelta a Andalucia, der havde både Froome og Contador til start, og det indvarslede en ny epoke. I de seneste år har man nemlig klart tabt slaget til løbet i Andalusien og Volta ao Algarve, der begge køres i samme periode. Hovedårsagen er formentlig det genopstandne Volta a la Comunitat Valenciana, der har gjort Den Iberiske Halvø langt mere attraktiv som et alternativ, og derfor har mange foretrukket at blive i Europa. Det havde en effekt på løbene i Dubai og Qatar, og i 2016 havde man i Oman chokerende få WorldTour-hold til start.

I 2017 fik kalenderen endnu en rystetur. Tour of Qatar blev aflyst, men i stedet blev Abu Dhabi Tour flyttet fra oktober til februar og afholdtes nu i ugen efter Tour of Oman. Samtidig fik det WorldTour-status, mens det aldrig var på tale for løbet i Oman, der i stedet har været truet på dets eksistens. Det er lykkedes at overleve, og på papiret burde tilføjelsen af Abu Dhabi Tour have været en styrke. Også det nye løb havde en stor bjergafslutning, og dermed appellerede de to løb til de samme ryttere. Med et par dages restitution mellem de to begivenheder syntes det oplagt for klatrere at køre dem begge, og da Dubai Tour overtog den ledige plads fra løbet i Qatar, var der atter en sammenhængende løbsblok over tre uger i Mellemøsten.

Desværre havde Abu Dhabi Tour og Tour of Oman ikke de samme arrangører, og det var derfor ikke muligt at få den ventede synergieffekt. Meget få ryttere kørte begge løb, og da det var løbet i Abu Dhabi, der var højst i hierarkiet, stod Tour of Oman ligesom i både 2017 og 2018 tilbage som en stor taber. Således lykkedes det i 2018 ikke at tiltrække mange grand tour-stjerner, og det var hovedsageligt Vincenzo Nibali, Rui Costa og Miguel Angel Lopez, der kastede stjernestøv over løbet - i hvert fald set ud fra en etapeløbsvinkel. Til gengæld har løbet fået en renæssance i forhold til sprintere og klassikerryttere, der med flytningen af løbet i Dubai havde fundet et ekstra incitament til at tage en ekstra uge på Den Arabiske Halvø.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Helt galt gik det i 2019. Her blev den tidligere så omfangsrige mellemøstlige kalender reduceret yderligere med beslutningen om at slå Dubai og Abu Dhabi Tour sammen til det nye og meget ambitiøse UAE Tour, der nu er udvidet til syv dage og en del af WorldTouren. Det reducerede ganske vist antallet af løbsdage i regionen til 13, men egentlig burde det have haft en gunstig effekt på løbet i Oman. En klog beslutning om at flytte begivenheden, så det nu sluttede tre dage inden starten i emiraterne, burde have skabt en perfekt synergi mellem de to løb, der endda begge appellerer til klatrere. Det lykkedes imidlertid slet ikke, og faktisk var kalenderændringen nærmest en katastrofe for Tour of Oman. Mens løbet tilsyneladende bibeholdt sin appel til sprintere og klassikerryttere, var Domenico Pozzovivo helt alene om at repræsentere grand tour-stjernerne, og der var næsten ingen, der havde planer om at køre begge løb.

Desværre synes løbet ikke at stå foran en genrejsning. Den mellemøstlige kalender har ellers fået et boost, efter at Saudi Tour blev skabt i 2020, og der er derfor igen tre mellemøstlige løb i en stærk løbsblok med appel til alle ryttertyper. Løbet i Oman er også blevet rykket, så det afvikles stort set midt imellem de to øvrige løb, men effekten er udeblevet. Faktisk var der frygt for, om løbet overhovedet ville overleve, efter at det i 2020 med meget kort varsel blev aflyst som følge af den sørgeperiode, der fulgte i kølvandet på sultanens død, og heller ikke blev afviklet i 2021, hvor coronapandemien efterlod februarkalenderen i maltrakteret tilstand.

I 2022 var der endelig udsigt til en stærk synergi mellem de tre mellemøstlige løb, men sådan gik det ikke. Beskedne syv WorldTour-hold var at finde i feltet, og selvom man kunne præstere enkelte topnavne som Mark Cavendish, Fernando Gaviria og Rui Costa, var det ligesom i 2019 et felt af en helt, helt anden kaliber, end da Froome og Nibali vandt i løbets storhedstid. Bedre er det i 2023, hvor man nu kan præsentere præcis halvdelen af de 18 WorldTour-løb samt Lotto og Israel-PT, der næsten er at regne som WorldTour-hold, men igen i år er stjernerne i vidt omfang blevet i Europa, og det er kun få topnavne som Mark Cavendish, Tim Merlier, Diego Ulissi, Jesus Herrada, Greg Van Avermaet, Pascal Adckermann, Davide Formolo og Alexey Lutsenko, der kaster glans over begivenheden.

I 2023 sker der også noget andet nyt. Måske i et forsøg på at gøre en tur til Oman mere attraktiv ved at muliggøre en potentiel ekstra pointhøst har arrangørerne besluttet sig at forkorte løbet fra seks til fem dage og i stedet inkludere et endagsløb, Muscat Classic, dagen inden starten på etapeløbet. Dermed er der fortsat seks dages løb i landet, men nu kan man score betydeligt flere point, end man kunne i et rent etapeløb. Om det er forklaringen på det stærkere felt, er svært at sige, men efter sidste års drama har holdene i hvert fald øget deres fokus på point ganske betydeligt.

Da løbet sidste år endelig vendte tilbage efter to aflysninger, var det som sagt med et felt af begrænset styrke, og der var ikke mange store klatrere til start. Det lignede en tidlig afgørelse på løbet, da forhåndsfavoritten Fausto Masnada kørte alene hjem til en solosejr på en af de tidlige etapesejre, men højst overraskende faldt han helt igennem på løbets kongeetape til Green Mountain. Her var det i stedet Jan Hirt, der kørte fra alt og alle og brød flere års sejrstørke med en suveræn solotriumf. Det gav ham en førertrøje, han let forsvarede på den afsluttende sprinteretape, og han kunne hyldes som samlet vinder med hele 1.00 ned til Masnada og 1.16 ned til Rui Costa. Hirt vender tilbage for at forsvare titlen, og denne gang gør han endda fælles front med Masnada, der også vender tilbage, men de kommer ikke til at møde Costa, der i år foretrækker at køre på sin hjemmebane i Algarve i stedet.

STREAM VUELTA A MURCIA, FIGUEIRA CHAMPIONS CLASSIC, CLASICA DE ALMERIA OG CLASICA JAEN PARAISOR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Efter oprindeligt at have været et løb for temporyttere er Tour of Oman som sagt nu et løb for klatrere. Enkeltstarten har været væk fra ruten siden den tredje udgave, og vi har i stedet haft et herligt varieret løb, der har bestået af en blanding af flade sprinteretaper, kuperede etaper, der passer til hurtige og eksplosive klassikerryttere, og en reel bjergetape. Løbet har som regel haft perfekt vejr, og dermed er det et godt forberedelsesløb for snart sagt enhver ryttertype.

Arrangørerne har gradvist gjort løbet hårdere og hårdere ved at tilføje flere stigninger, og de har efterhånden fundet sig en samling af finaler, som de har genbrugt år efter år, dog i forskellige kombinationer. Dermed har løbet efterhånden fundet en relativt fast formel. I 2016 nåede hårdheden et helt nyt niveau, idet man i tillæg til de tre hårde etaper, der typisk har været en del af ruten, inkluderede en helt ny afslutning på en stigning, ligesom man klatrede længere op ad Green Mountain på løbets kongeetape. Den model gentog man stort set i 2017, hvor det praktisk talt var de samme seks etaper, der var på menuen, og den største ændring var en ændret rækkefølge. Den forlængede udgave af Green Mountain skrottedes imidlertid, og man sluttede i stedet kongeetapen, hvor man traditionelt har gjort det. Efter en lidt lettere udgave i 2018 vendte man  tilbage til versionen med to bjergfinaler til 2019-udgaven, der var Tour of Oman, som vi har lært at kende det, og sådan var det også, da løbet i 2022 vendte tilbage efter to års fravær med en rute, der i vidt omfang var en kopi af 2019-ruten.

I 2023 rusker de konservative arrangører imidlertid op i tingene. Én ting er, at man som nævnt ovenfor deler den seks dage lange begivenhed op i et endagsløb og et nu kun fem dage langt etapeløb, man opfinder også hele to nye afslutninger, hvilket er ganske markant for et løb med så megen hang til genbrug. Endnu mere markant er det, at man bruger nytænkningen til at designe en rute, der er den i særklasse hårdeste og samtidig mest sprinterfjendtlige nogensinde. Ikke færre end tre af de fem etaper har således mål på en stigning og må betegnes som deciderede klassementsetaper, og de stakkels sprintere må nøjes med bare én chance, hvor opløbet endda stiger med 3% - så meget, at vi i 2019 så, at puncheurtyperne også blandede sig. End ikke den traditionelle sprinterfinale i Muscat får de lov til, da man for første gang runder løbet af med kongeetapen til Green Mountain, og derudover byder løbet på en helt ny puncheurfinale - en finaletype, der var meget normal i de første år, men som har været lidt overset de seneste gange.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Sprinterne skal således slå til fra start, for lørdagens 1. etape er deres eneste chance. Her skal der nemlig for tredje gang sluttes ved Oman Convention and Exhibition Center, men også denne etape har fået et lidt hårdere twist med en lille bakke inden for de sidste 10 km, inden vi når frem til det stigende opløb, hvor Fernando Gaviria og Sonny Colbrelli har sejret, og hvor det stiger nok til, at Greg Van Avermaet har været på podiet. Allerede dagen efter indledes klassementskampen, når der skal sluttes på stigningen uden for Quriyat, som blev brugt i 2016, 2017, 2019 og 2022, og hvor Anthon Charmig, Alexey Lutsenko, Søren Kragh og Edvald Boasson Hagen tidligere har vundet. Som Boasson Hagens og Kraghs sejre viser er det også en finale for meget holdbare klassikertyper med ganske små tidsforskelle, men de eksplosive typer vil drømme om her at få de første bonussekunder.

Dagen efter venter den helt store nyskabelse i form af en spritny bjergfinale på Jabal Haat, der ganske vist er så kort en stigning, at forskellene ikke vil være enorme, men som med 2 km med 11% til slut vil blive rammen om det første helt store opgør mellem klatrerne. Om tirsdagen følger så allerede endnu en nyskabelse, hvor de eksplosive puncheurs kan se frem til at boltre sig på en for løbet sjældent lange etape over mere end 200 km, og hvor tre små bakker - den sidste med top bare 900 m fra stregen - vil give mindelser om en lille klassiker i midten af februar. Som noget slutter det hele med løbets mest ikoniske etape, når Green Mountain vender tilbage som etapemål for 11. gang i træk, og i de fleste tilfælde er det vinderen her, der også er endt med den samlede sejr. Det kan meget vel blive tilfældet igen denne gang, for det er i hvert fald en klatrer, der vil vinde denne historisk hårde udgave, hvor sprinterne har meget, meget lidt at komme efter.

1. etape

Det har været en hovedregel, at sprinterne har haft mulighed for at spurte om sejren på førstedagen, og det var kun i 2016, at man afveg fra den model. Også i år, hvor løbet ellers er usædvanligt sprinterfjendtligt, forventes det, at de hurtige folk skal slås om sejren, men selvom åbningsetapen denne gang er den eneste sprinteretape, er det ikke helt så enkelt. Man vender nemlig tilbage til den stigende finale ud for Oman Convention and Exhibition Center, hvor Sonny Colbrelli i 2019 gjorde brug af sine puncheurevner til at sikre sig sejren, og hvor Fernando Gaviria sejrede i 2022, og dermed er der lagt op til, at de lidt mere holdbare sprintere måske vil have en lille fordel på løbets eneste dag for de hurtigste folk.

Med en distance på bare 147,4 km er der tale om en kort indledning, som fører feltet fra Al Rustaq Fort til målet ved Oman Convention and Exhibition Center i hovedstaden Muscat. Startområdet ligger midt inde i ørkenen, hvorfra man ad let stigende ørkenveje kører mod sydøst til byen Al Awabi. Her sætter man kursen mod kysten og kører mod nordøst ad en lang, let faldende vej, inden man kortvarigt kører mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 60,1 km. Herfra fortsætter man mod nordøst igennem det let faldende terræn.

Kort inden man når vandet, vender man rundt for at køre tilbage mod sydøst og ind mod ørkenen, hvilket betyder, at man skal over stigningen Fanja (1,1 km, 9,1%), som stiger med 5,4% over de første 500 m og derefter hele 11,8% frem mod toppen, som rundes efter 92,0 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst ned til byen Fanja, hvor dagens sidste spurt er placeret efter 101,0 km. Herfra går det ad en let stigende vej mod øst og derefter en faldende vej direkte ud mod kysten, når man kører mod nord, indtil man drejer mod øst for igennem fladt terræn at køre ind centrum mod Muscat.

Her afviger man lidt fra sidste års rute, når man drejer mod syd for at køre ad en lang og lige vej, der går op ad en bakke (1,0 km, 5,3%) og ud til en rundkørsel, hvor man på toppen efter 137,5 km vender rundt for at køre mod nord tilbage ad samme vej. Kort efter rammer man igen sidste års rute, og nu går det mod øst ad en lang og lige vej, der domineres af mange rundkørsler, den sidste med 5,1 km igen. Til slut drejer man med 870 m igen til højre ind på en 8 m bred vej, hvorefter det begynder at stige med i alt 2,8% i gennemsnit over den sidste kilometer, idet det dog fordeles med 5-6% over de første 500 m, hvorefter de sidste 500 m er flade.

Etapen byder på i alt 807 højdemeter.

I forhold til sidste år er eneste ændring den lille afstikker frem og tilbage op ad bakken inde i Muscat til sidst.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Afslutningen gjorde som sagt debut i 2019, hvor vi så, at det var en blanding af hårdføre sprintere og puncheurs, der kunne gøre sig gældende. Således sejrede Sonny Colbrelli foran Greg Van Avermaet, men da spurten igen blev benyttet sidste år, blev den domineret af mere klassiske sprintere med Fernando Gaviria foran Mark Cavendish. Det er da også en finale, hvor begge ryttertyper kan begå sig, men det vil formentlig være en specialist i denne slags stigende spurt, der kan tage den første førertrøje. . Vinden kan i teorien spille en rolle i ørkenen, men det sker kun sjældent i Oman, hvorfor det må formodes, at det hele ender i et brag af en spurt i udkanten af Muscat.

Finalen blev som sagt senest benyttet i 2022, hvor Fernando Gaviria sejrede foran Mark Cavendish og Kaden Groves og den gjorde debut i 2019, hvor Sonny Colbrelli spurtede sig til sejr foran Greg Van Avermaet og Clement Venturini.

2. etape

Mens Tour of Oman altid har haft nogle eksplosive etaper med plads til klassikerryttere, har der som regel kun været en bjergafslutning på programmet i form af den klassiske kongeetape til Green Mountain. Den model ændrede man lidt på i 2016, hvor man som noget helt nyt introducerede et etapemål på en eksplosiv stigning i udkanten af byen Quriyat, hvor Edvald Boasson Hagen spurtede sig til sejr. Etapen blev genbrugt i 2017, 2019 og 2022, hvor hhv. Søren Kragh, Alexey Lutsenko og Anthon Charmig slog til i den benhårde puncheurspurt, og naturligvis skal den genbesøges i denne historisk hårde udgave af det mellemøstlige løb. Derfor er det denne gang på andendagen atter den korte rampe i byen øst for Muscat, der vil give det første indtryk af favoritternes styrkeforhold, når den bruges som afslutning på løbets første alvorlige klassementsetape.

I alt skal der tilbagelægges hele 174,0 km, der fører feltet fra Sultan Qaboos University til målet på toppen af bakken i udkanten af Quriyat. Startområdet ligger i den sydlige udkant af hovedstaden Muscat, hvorfra man kører mod nordøst ud gennem byen, inden man i den østlige udkant af byen drejer mod syd for at bestige den vanskelige Bousher Al Amerat-stigning (3,5 km, 9,2%), der plejer at spille en nøglerolle på en etape, der ikke er med i årets udgave, som stiger med 8-9% hele vejen, og som har top efter 6,3 km. Nedkørslen fører mod syd videre ud i ørkenen, hvor man med det samme drejer mod sydøst for at køre ad en let stigende vej frem til den første spurt, som kommer efter 20,1 km. Herfra bevæger man sig mod syd længere ud i ørkenen ad let stigende veje, indtil man drejer mod sydøst for at køre videre ad let stigende veje for derefter at drejer mod øst ad en let faldende vej, som leder frem til Arqi, der nås efter 63,2 km.

Herfra snor man sig skiftevis mod sydøst, nordøst og sydøst igennem terræn, som skiftevis stiger og falder let, indtil man efter 77,7 km rammer den afsluttende rundstrækning, hvor man kører lidt mere end en halv omgang. Det går således mod sydøst ad let stigende veje, inden man drejer mod øst for at køre ad faldende veje ud mod kysten. Her kører man kortvarigt igennem fladt terræn mod sydøst ud til et vendepunkt, inden man vender rundt for at køre mod nordvest tilbage gennem fladlandet og ind til målbyen Qurayyat, hvor dagens anden og sidste spurt kommer efter 115,3 km. Herfra fortsætter man mod sydvest ud af byen, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad målbjeget Qurayyat (2,6 km, 7,0%) for første gang for at passere stregen efter 122,0 km.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 52,0 km lange rundstrækning, der indledes med, at man kører mod nordvest ad først flade veje, siden en lille nedkørsel og derefter igen et fladt stykke, hvorefter man når den del, man allerede har kørt én gang. Det betyder, at det først er let stigende, siden let faldende og slutteligt fladt, indtil man for anden og sidste gang, når frem til målstigningen Qurayyat (2,6 km, 7,0%), idet der denne gang ikke er en spurt inde i selve byen.

Stigningen er temmelig irregulær. Efter en blødere start med 7,1% over den første kilometer venter der 500 m med 10,6%, inden den flader ud med 500 m med 0,8%, inden den igen tager fat med 10,4% over de sidste 600 m. Den har to hårnålesving tæt på den røde flamme, og derefter bugter vejen svagt mod venstre, inden rytterne når den 100 m lange opløbsstrækning.

I forhold til den seneste udgave i 2022 vender man tilbage til modellen fra 2019 med en rundstrækning, så man skal over stigningen to gange og ikke bare én gang, hvad man skulle i 2017 og 2022. I 2019 var rundstrækningen en anelse kortere og dermed kom passagerne lidt tættere på hinanden

Etapen byder på i alt 2014 højdemeter mod 1860 højdemeter i 2022.

Tidligere udgaver af etapen viser, at det næppe er en dag, hvor løbet kan vindes, men man kan sagtens tabe værdifuld tid i en finale, der passer mere til eksplosive typer end til rene klatrere. Feltets puncheurs håber på at gentage Edvald Boasson Hagens, Søren Kraghs, Alexey Lutsenkos og Anthon Charmigs triumfer, mens de rene klatrere skal undgå tidstab inden de hårdere stigninger senere i løbet. De mest eksplosive af klassementsrytterne vil i stedet drømme om at tage sejren og score vigtige bonussekunder på en stigning, der altså nu igen skal passeres to gange. Samtidig skal man tage sig i agt for vinden, der i 2019 splittede feltet allerede inden stigningen.

Den sidste stigning gjorde debut i 2016 og viste sig at passe til et mix af puncheurs og klassementsryttere, der spurtede om sejren på bakken. Ni ryttere sluttede således i samme tid, og af dem var Edvald Boasson Hagen hurtigst foran Vincenzo Nibali og Greg Van Avermaet. Yderligere seks mand tabte 6 sekunder, mens 35 mand sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2017 sejrede Søren Kragh foran Rui Costa og Ben Hermans på en dag, hvor 8 mand blev noteret for vindertiden, og hvor hele top 20 sluttede inden for 10 sekunder af Kragh. Anderledes gik det i 2019, hvor suveræne Alexey Lutsenko vandt med 1 sekund ned til Jesus Herrada, Van Avermaet og Costa, mens hele top 10 sluttede inden for 11 sekunder af den sejrende kasak.  Ved seneste besøg i 2022 tog Anthon Charmig sin gennembrudssejr ved at vinde i samme tid som Jan Hirt og med 2 sekunder ned til Elie Gesbert på en dag, hvor top 17 var inden for 7 sekunder af vindertiden. Quriyat var også vært for løbet i 2014, hvor man sluttede inde i byen. Her vandt Alexander Kristoff en massespurt foran Leigh Howard og Tom Boonen.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

3. etape

Arrangørerne af Tour of Oman er kendt for deres hang til genbrug, og det er ganske sjældent, at man opfinder nye finaler. Det gør man imidlertid i årets ganske innovative udgave, og det gør man endda på spektakulær vis. Dagens efter den eksplosive første bjergetape venter således et etapemål på en helt ny stigning, Jabal Haat, og selvom det ikke er verdens længste opkørsel og derfor har en vis appel til mere eksplosive typer, vil to afsluttende kilometer med ca. 11% sikre, at vi får et langt mere reelt billede af klatrehierarkiet, end vi gjorde 24 timer tidligere. Tidligere plejer klatrerne at skulle vente til Green Mountain med for alvor at folde sig ud, men nu får vi allerede to dage tidligere en helt klar ide om, hvem der formentlig vil ende som den samlede vinder.

Med en distance på 151,8 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Al Khobar til toppen af Jabal Haat. Startbyen er en ørkenby lidt nord for Muscat, og herfra bevæger man sig længere ud i ørkenen, når man kører mod sydvest ad lange, lige og let stigende veje. Senere begynder det i stedet at falde let, når man drejer mod sydøst, indtil det efter passagen gennem byen Mukaysa efter 57,0 km bliver relativt fladt, dog afbrudt af en lille bakke. Sådan fortsætter det, når man kører mod først syd og siden vest fem til den store by Nizwa, der passeres efter 90,9 km, og hvorfra man fortsætter mod vest frem til dagens første spurt, som kommer kort efter, nemlig efter 93,1 km.

Efter spurten går det videre mod vest igennem den flade ørken, inden man kortvarigt kører mod nord ad let stigende veje. Det let stigende terræn fortsætter, når man senere drejer mod nordvest, og nu venter et langt stykke, hvor det stiger let i samme nordvestlige retning helt frem til byen Al Mahra, hvor dagens sidste spurt kommer efter 145,1 km. Herfra fortsætter man over 2,1 km længere mod sydvest ad en let faldende direkte frem til målbjerget Jabal Haat (4,6 km, 8,5%).

Det rammes, når man drejer mod sydøst, og herfra venter første en start med 600 m med 7-10%, inden der følger en let kilometer med 2,6% og dernæst en kilometer med 6,2%. Herfra tager den imidlertid fat, når de sidste to kilometer stiger med hhv. 10,8% og 11,2% i snit. Stigningen går ad en næsten lige vej, der kun bugter sig ganske let, indtil man rammer den 180 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1584 højdemeter.

Det er bestemt ikke en uvæsentlig tilføjelse til løbet, at man har ”opfundet” denne nye finale. Nok er stigningen kort, hvorfor forskellene trods alt vil være begrænsede, og selvom den vil passe bedst til lidt mere eksplosive typer, vil de sidste to kilometer være så svære, at vi vil få en klar ide om styrkeforholdet på Green Mountain, hvor procenterne er i samme kaliber. En tur gennem ørkenen er potentielt også altid en farlig sag, men i Oman blæser det sjældent nok til, at vi vil se andet og mere end et brag af et bjergslag til sidst.

Jabal Haat har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

4. etape

De ellers ret konservative arrangører af det omanske løb har i den grad været i deres kreative hjørne, da de designede årets rute. Dagen efter den første nyskabelse venter nemlig endnu en af slagsen, når rytterne på næstsidstedagen for første gang skal slutte ved Yitti Hills. Det giver en vis tilbagevenden til fortiden, for hvor løbet i de første år havde nogle klassiske og velkendte finaler for løbets puncheurs, har denne slags afslutninger været fraværende i de senere år. Derfor vil de eksplosive folk juble over udsigten til en ny puncheurfinale, der byder på en 1600 m lang bakke med top bare 900 m fra stregen. Dermed er der lagt op til rigtig klassikerfest dagen inden løbets store finale på Green Mountain.

Etapen er også speciel af andre årsager, idet det med en distance på hele 204,9 km er helt usædvanlig lang. Den går fra Izki til Yitti Hills, og hvor startbyen ligger dybt inde i ørkenen ganske langt fra hovedstaden Muscat, ligger målet helt ude ved vandet umiddelbart øst for landet hovedby. Derfor består den indledende del af ren transport ud mod havet, og man lægger ud med at køre mod øst ad let stigende og senere let faldende vej, inden der venter et længere let stigende stykke, som går mod nordøst frem til dagens første spurt, som kommer efter 52,4 km.

Her drejer man mod nord med direkte kurs mod Muscat, og nu følger en lang fase, hvor man snor sig i en generel nordlig retning. I starten er det let stigende, men over ca. 70 km falder det herefter ganske let. Efter ca. 125 km når man frem til udkanten af Muscat, hvor man drejer mod øst for at køre parallelt med vandet igennem fladt terræn frem til den anden spurt, som kommer efter 155,7 km. Nu bliver vejen en smule mere kuperet, når man kører mod først øst, siden nordøst og slutteligt igen øst hen langs vandet.

Her indledes finalen, når drejer mod sydøst for at køre hen langs vandet ad en vej, der er ganske kuperet med hele tre mindre bakker. Først stiger det ganske let, indtil man skal op ad den ikke-kategoriserede Wadu Al Kabir (1,2 m, 4,3%), der har top efter 189 km. En kort nedkørsel leder videre mod sydøst, inden man med det samme skal videre op ad Al Jissah (2,5 km, 6,9%), der efter en lidt blødere start slutter med først 1000 m med 6,0% og siden 1200 m med 8,9%).

Toppen rundes efter 194,1 km, hvorefter de sidste 10,8 km indledes med en nedkørsel, der leder videre mod nordøst. Herefter bliver det kortvarigt fladt, når man kører mod sydøst, syd og slutteligt sydvest direkte frem til bunden af stigningen Yitti Hills (1,6 km, 6,6%), der stiger med 7-8% over den første kilometer og siden 3,7% frem mod toppen som rundes efter 204,0 km, hvorefter de sidste 900 m er først let faldende over 300 m og siden let stigende over 600 m. Der er et skarpt sving i bunden af bakken, som går ad en ganske snoet vej, indtil man på toppen drejer skarp til højre for at køre frem til en U-vending med 550 m igen.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Etapen byder på i alt 1447 højdemeter.

Finalen er ny og skabt til puncheurtyper. Den næstsidste er ganske hård og vil kunne rydde ganske pænt ud i feltet, mens den sidste opkørsel er lettere. De  allermest hårdføre sprintere kan godt være med i en afslutning som denne, men mest af alt vil det være klassikertyperne, der vil slikke sig om munden. Sidevindskørsel er igen en mulighed, der er usandsynlig, men vi er også i et punkt, hvor udbrud har en chance. Man må dog formode, at der vil være nogle eksplosive typer, som har udset sig netop denne dag som deres store mål for løbet.

Yitti Hills har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

5. etape

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for 11. udgave i træk vil være scene for kongeetapen. I langt de fleste tilfælde er den kommet som næstsidste etape inden den store sprinterfinale i Muscat, men som noget helt nyt vil man vente med afgørelsen til allersidst. Dermed er det løbets mest ikoniske og vigtigste etape, der får lov at runde festen af og ikke blot reelt, men også formelt kåre vinderen af Omans cykelstolthed. Eksperimentet fra 2016 med et mål endnu længere oppe ad stigningen gentages heller ikke i år, og man vil igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i de seneste fire udgaver blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der med helt marginale undtagelser er helt uforandret i forhold til de fire udgaver.

Den bare 152,2 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod sydvest og sydøst, indtil de drejer mod øst for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 89,5 km, hvorefter de sætter kurs mod sydvest og vest med retning mod det mægtige bjerg igennem terræn, der i alt væsentligt er fladt. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte spurt er placeret efter 141,0 km, dvs. bare 11,2 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de har gjort det i alle andre udgaver, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere med en kilometer med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 1,5 km har således en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving, inden man rammer den 60 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1968 højdemeter.

På papiret skulle man frygte, at ørkenvinden kunne komme i spil i den indledende fase, men historien viser, at det aldrig sker. I stedet er etapen altid blevet afgjort i et stort slag mellem klatrerne, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det er tilfældet igen i år. Green Mountain er måske ikke verdens længste bjerg, men stejlheden gør det til en voldsom udfordring, der favoriserer de rigtige klatrere. I år er det endda den helt store finale, og selvom den usædvanligt hårde rute gør det til den tredje bergfinale, er det utvivlsomt her, at vi vil se de største forskelle på det, der er den bedste chance for løbets klatrere - og den bedste af disse kan meget vel ende med at tage både etapesejr og samlet triumf.

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali den senere vinder Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnyttede, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen upåagtede Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali en velkørende Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, og i 2017 var det en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa.

I 2018 leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen. I 2019 var vi meget tæt på at få en udbrudssejr til Fabien Grellier, men den stakkels franskmand blev hentet lige inden stregen af suveræne Lutsenko, der tog sin 3. etapesejr i løbet med 7 sekunder ned Grellier og 11 sekunder ned til Domenico Pozzovivo. Helt anderledes var det sidste år, hvor vi så en af de mest markante magtdemonstrationer, da Jan Hirt sejrede med hele 39 sekunder ned overraskelsen Kevin Vauquelin og 48 sekunder ned til dennes kaptajn, Elie Gesbert.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

STREAM VUELTA A MURCIA, FIGUEIRA CHAMPIONS CLASSIC, CLASICA DE ALMERIA OG CLASICA JAEN PARAISOR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

I hovedparten af de seneste udgaver er Tour of Oman stort set alene blevet afgjort på Green Mountain, og det samlede klassement har været stort set identisk med resultatet af løbets kongeetape. Det er i virkeligheden et paradoks. I gamle dage var ruten nemmere, og der var færre muligheder til at gøre en forskel, men alligevel var det i både 2012 og 2013 ikke vinderen på det berømte bjerg, der endte som løbets samlede triumfator. Siden da har henholdsvis Chris Froome, Rafael Valls, Vincenzo Nibali, Ben Hermans, Alexey Lutsenko og senest Jan Hirt imidlertid lagt grunden til den samlede sejr ved at slå til på den sværeste etape, og i 2018 kunne Miguel Angel Lopez formentlig have gjort det samme, hvis ikke han havde ventet på holdkammeraten Lutsenko. Tilføjelsen af flere kuperede etaper og ikke mindst bjergafslutningen i Quriyat, der er blevet benyttet i 2016, 2017, 2019 og 2021 og er tilbage i år, har bidraget til, at der har været forskydninger på de sekundære placeringer, men helt generelt har det været løbets bedste klatrer, der har vundet.

Det vil det formentlig også være i år, hvor ruten er historisk hård. Der må være en sprinter eller to, der fik kaffen galt i halsen, da de blev præsenteret for årets rute, for hvor der i det seks dage lange løb plejer at være i hvert fald to sprinteretaper, skal de denne gang sørge for at slå til på åbningsdagen. Derefter er det lukket land for de hurtige folk, der må bruge tiden på at træne frem mod UAE Tour, mens der går bjergfest i den.

Det er stadig Green Mountain, der er nøgleudfordringen, og meget taler da også for, at vinderen på det berømte bjerg igen vil krones som samlet vinder. Nyskabelsen er naturligvis den nye finale på Jabal Hatt, men det vil ikke undre, hvis samme rytter vinder begge de to store bjergetaper. Jabal Hatt er kortere og mere eksplosivt, men de to stigninger er ikke voldsomt forskellige. Der er i begge tilfælde tale om relativt korte stigninger, hvor vi taler om afslutninger på tocifrede procenter. På Jabal Hatt er den stejle del dog kun ca. 2 km lang, og mere eksplosive folk vil bedre kunne forsvare sig her. Det kan måske give et lidt andet hierarki, særligt hvis det er tæt i toppen, og man kan ikke udelukke, at vi vil se så store forskydninger i styrkeforholdet, at man kan vinde løbet via Jabal Hatt, selvom man ikke er bedst på Green Mountain, men mit gæt vil være, at det snarere er omvendt, hvis ikke samme rytter vender begge dage. Måske kan man se sig slået af en mere eksplosiv herre mandag, men er man den bedste klatrer, vil man herefter kunne vinde på Green Mountain.

Derudover vender Quriyat-etapen tilbage, men som vi nu flere gange har set har der i den eksplosive finale alene været tale om meget små forskelle mellem de bedste. De mest eksplosive af klassementsrytterne har ganske fine muligheder for at være med i kampen om bonussekunder, som kan blive afgørende, og man kan måske vinde et par sekunder til dieseltyperne, men grundlæggende er det ikke her, men på Green Mountain og i mindre omfang Jabal Hatt, at det hele afgøres. Stigningen er i øvrigt lidt svær at blive klog på, for på Quriyat-etapen kan man både se en sejr til en eksplosiv klassementsrytter, som da Anthon Charmig vandt sidste år, men tungere folk som Søren Kragh og Edvald Boasson Hagen har også stjålet bonussekunder.

Skal bonussekunder i spil - ud over de bonussekunder, der jo kan vindes på de to bjergetaper - har de hurtigere folk dog yderligere en mulighed. Den nye finale ved Yitti Hills kan være lidt svær at blive klog på. De kører Al Jissah, som vi kender fra andre år og nu også Muscat Classic, men den kommer nok for tidligt til, at man kan køre afgørende væk, som Alexey Lutsenko ellers har gjort det i den klassiske finale, hvor de kommer fra den anden side. Den sidste stigning ligger så tæt på mål, at det bør blive for svært for de mest holdbare sprintere, men er også så kort, at den ikke skal gå meget i stå, før typer som Max Kanter og Ryan Gibbons kommer tilbage. Det ligner dog en dag, hvor der kan være 10 bonussekunder for typer som Lutsenko og Diego Ulissi, der også kan hente bonus i Quriyat. Spørgsmålet er bare, om det er nok mod klatrerne, der jo også kan vinde i alt 20 bonussekunder på de to bjergetaper.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

År efter år taler man om, at ørkenvinden måske kan blive farlig i Oman. Det er imidlertid næsten aldrig sket - faktisk mindes jeg kun, at den var i spil på en af Quriyat-etaperne for et par år siden - og den har kun bidraget til at bestemme graden af udskilning på etaper, hvor det har været afgørende, om man har haft med- eller modvind. Sidevind bliver næppe heller et tema i år. Den eneste meget blæsende dag bliver søndagen på den etape, hvor sidevinden før har været i spil, men her betyder en østenvind, at sidevinden kommer for tidligt. Derefter venter en dag med generel modvind frem til rundstrækningen, hvor der vil være næsten uafbrudt med- eller modvind. Det bliver heller ikke helt stille til lørdagens sprinteretape, men vinden står kun kortvarigt rigtigt, inden man får sidemodvind ud mod Muscat, og da styrken i forvejen kun er på grænsen til at være brugbar, vil det undre mig, hvis den splitter. Til de sidste tre etaper vil jeg formode, at vinden er for svag. Jeg regner altså ikke med, at sidevind bliver et tema, selvom det ikke helt kan udelukkes.

Hvordan bliver vinden så i finalerne på de fire sidste etaper? Vinden vil være i ryggen på Quriyat, hvilket er skidt nyt for de tungere folk i Kragh- og Boasson Hagen-klassen og godt for de hurtige klassementsryttere. På Jabal Haat vil vinden til gengæld stå direkte i ansigtet, og det taler for, at vi vil se relativt beskedne forskelle. På Yitti Hills får vi en sidemedvindsfinale, hvilket er skidt nyt for de sprintertyper, der måske ville drømme om at overleve og igen godt nyt for de hurtigste klassementsryttere. Endelig venter der sidemodvind på Green Mountain, hvilket er godt nyt for de lidt tungere og eksplosive klassementsryttere og skidt nyt for klatrerne. Historien viser dog, at bedste mand plejer at vinde med et pænt forspring, også i modvind. Formentlig vinder bedste klatrer, som han plejer, men vindretningen er generelt til gunst for de lidt tungere og hurtigere folk som Lutsenko og Ulissi og til ulempe for de helt rene klatrere, der skal vinde løbet ved at køre fra alt og alle, først og fremmest på Green Mountain. Endelig bliver varmen et tema, for det bliver bare varmere og varmere gennem ugen, og når det på onsdag vil være 31 grader ude ved kysten, vil det være gloende hedt inde i ørkenen.

Det ligner altså igen et løb, der vindes af de klatrere på meget stejle stigninger, der ikke er alt for lange, og heldigvis er feltet i år lidt stærkere, end vi har set det i de seneste meget tynder udgaver, særligt den meget, meget tamme 2019-udgave Der er stadig langt til de år, hvor Chris Froome, Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Cadel Evans og Vincenzo Nibali kæmpede om den samlede sejr, men det er længe siden, vi har haft ni WorldTour-hold, og selvom man kan undre sig over, at der ikke er flere af topnavnene til UAE Tour, der har lyst til at varme op med så herligt et bjergløb, er der også flere potentielle vindere, end vi har set det de seneste år, hvor favoritfeltet har været meget smalt. Det skyldes også, at trupperne generelt består af flere lette typer, nu hvor det er svært at finde nogen meget god grund til at møde op med en sprintertrup.

Fraværet af helt store stjerner giver imidlertid også et meget åbent løb, hvor det er svært at pege på en entydig favorit. Derfor er det også med usikkerhed, at jeg peger på Ivan Ramiro Sosa, men sådan er det nu altid, når man går med colombianeren. Der findes få større lottokuponer end ham, for han sidder som regel enten i gruppettoen eller vinder, og man aner aldrig, hvilken version man får. Han har dog en glimrende starthistorik, som det gælder for de fleste colombianere. I 2019 åbnede han med at blive nr. 2 bag Miguel Angel Lopez i et meget stærkt besat Colombia Tour, i 2020 lignede han bedste mand ved de colombianske mesterskaber, indtil han styrtede og brækkede hånden, og i 2021 vandt han i suveræn stil Tour de la Provence foran navne som Julian Alaphilippe og Egan Bernal. Sidste år var han knap så overbevisende, men var han ikke eksploderet, var han stadig endt som nr. 2 bag Nairo Quintana på kongeetapen i Provence. Desværre viste 2022-sæsonen også, at han tilsyneladende har toppet, og det er længe siden, vi har set den forrygende Sosa, der kunne slå verdenseliten i særligt Burgos.

Han sluttede dog stærkt af med at vinde samlet i Langkawi, og selvom feltet ikke var det stærkeste, slog han trods alt Hugh Carthy i et løb, hvor modstanden svarer til den, han møder her. Hvis han har samme niveau nu, bliver han svær at slå på Green Mountain. Det er netop disse lidt kortere og meget stejle stigninger, hvor han har været allerbedst, og Green Mountain minder endda utroligt meget om Lagunas De Neila i Burgos, hvor han har vundet så mange gange, at man næsten er stoppet med at tælle. Jabal Haat er måske lidt eksplosiv for ham, men han kan lide procenterne, og tid bør han ikke tabe. Alle øvrige etaper skal han bare overleve, og her er det en gave, at sidevinden, hvor han er meget, meget svag, ikke kommer i spil. Han risikerer at tabe noget bonus til Lutsenko-typerne undervejs, men lidt af det indhenter han ved at vinde på Green Mountain. Jeg kan frygte, at han mister for meget, men er han så god, som han plejer på denne tid af året, og kan vi regne med det, vi så i Langkawi, tror jeg på, at han fortsætter Movistars mellemøstlige succes med endnu en sejr.

Holdet har dog også andre topkandidater. Carlos Verona nåede nye højder sidste år, og selvom han er kendt som en lidt langsom starter, begyndte det faktisk med en samlet 6. plads i UAE Tour. Starter han lige så stærkt i år, virker det ikke helt umuligt, at han kan vinde samlet i dette felt, der er noget svagere, men også han er ganske utilregnelig, og ligesom Sosa skal han i alt væsentligt vinde det hele på kongeetapen. Holdets sidste kandidat er Matteo Jorgenson, der vil glæde sig over, at stigningerne er relativt korte, og som plejer at starte meget stærkt, senest i Provence sidste år. Procenterne på de to nøglestigninger er dog nok for voldsomme til, at han kan slå de helt rene klatrere.

Den værste rival er formentlig Alexey Lutsenko. Kasakken har jo for vane at starte fuldstændigt ustoppeligt, og han har jo endda vundet dette løb to gange - i 2019 endda med en regulær magtdemonstration, hvor han vandt tre af de seks etaper. Dengang var feltet dog også betydeligt svagere, end det er nu, og vi så sidste år, at hans start var mere afdæmpet. Nok lagde han ud med at vinde i et svagt felt på gruset i Jaen, men i Andalusien var han ganske skuffende. Planen var da også for første gang ikke at toppe for tidligt, og selvom han intet har meldt ud i år, taler meget for, at han har samme planer denne gang. Derfor kan man tro, at han også denne gang er mindre uhyre og mere menneske, end han plejer at være i februar.

Det er dog kun en tåbe, der ikke frygter Lutsenko i Oman, og han har nu vist, at han efterhånden klatrer så godt, at han kan vinde på selv så stejl en stigning som Green Mountain, for selvom modstanden var begrænset, kørte han trods alt fra Domenico Pozzovivo, der er skabt til det stejle bjerg. I år kan han endda vinde, selvom han kommer lidt til kort på onsdag, for han kan score en del bonus på søndag, hvor han tidligere har vundet, og i den nye finale på tirsdag, ligesom mandagens stigning også er en god mulighed, selv hvis Sosa kører fra ham på onsdag. Samlet set har han mulighed for at vinde så megen bonus, at han kan vinde, selvom han får det lidt svært onsdag, og hans chancer styrkes af, at alle vindretninger hjælper hans ryttertype. Derfor kan det sagtens blive til en tredje sejr til kasakken. Han ledsages af Harold Tejada, der jo tidligere havde været en spændende outsider, men efter hans uhyre skuffende kørsel i San Juan synes der slet ikke at være lys for enden af hans tunnel.

Det var godt at se Davide Formolo i Saudi Tour. Efter et svært 2022 med megen uheld lignede italieneren igen sig selv, og han lignede en af de mere formstærke ryttere. Det er klart, at han ikke har de allerbedste erfaringer på lange stigninger, men på de korte stigninger i dette løb bør han være ganske komfortabel. De stejle procenter plejer heller at genere ham, og i det hele taget minder stigningerne i dette løb om den mur, han gjorde det så fint på i sidste uge. Omvendt var han vel til sidst også den svageste af de tre, der kørt om sejren, og i dette løb er han i skrappere selskab. Han skal nok have forbedret sig en anelse for at vinde, også fordi han nok får svært ved at tage bonus på de to eksplosive etaper - i hvert fald 4. etape - men det er bestemt heller ikke umuligt, når han har fået et etapeløb i benene.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Han ledsages af Diego Ulissi, der allerede har kørt både på Mallorca og i Valencia. Formen er ikke ringe, men han er bestemt ikke flyvende, og de dage, hvor han for alvor kan være med helt fremme på stigninger som disse, er nok talte. Han vil være en af de helt tunge favoritter på 2. og 4. etape, hvor han i teorien kan tage 20 sekunder, men særligt på Green Mountain vil han tabe for meget til de bedste. Endelig har UAE også en formstærk Ryan Gibbons, men selvom han altid klatrer godt på denne årstid, er dette løb for hårdt.

Jeg er ret spændt på Cian Uijtdebroeks. Det belgiske supertalent bekræftede sit enorme potentiale med stærk kørsel på Mallorca, men desværre betød kulde og ringe nedkørselsevner, at han ikke fik vist, hvad han virkelig kunne. Det er dog svært ikke at sidde med fornemmelsen af, at han har taget næste skridt, og jeg bliver overrasket, hvis ikke han gør det godt i et løb, der burde passe ham glimrende. Han efterlod dog på Mallorca heller ikke det indtryk, at han er klar til at vinde i dette selskab, selvom løbet burde passe ham.

Han ledsages af Emanuel Buchmann, der jo i sin storhedstid havde for vane at starte som lyn og torden. Selvom han gjorde det hæderligt i bjergfinalen, efterlod Mallorca imidlertid ingen indikation på, at han er på vej tilbage. Tværtimod manglede han ganske meget, og selvom stigningerne og ikke mindst vejret her utvivlsomt passer ham meget bedre, har han stadig ikke siden 2020 vist noget, der gør det sandsynligt, at han vil sejre her, også fordi stigningerne er lidt for eksplosive til at passe ham. Til gengæld var Ben Zwiehoff igen i år flyvende på Mallorca, men vi ved også, at hans reelle niveau hurtigt kommer til udtryk, når de bedre ryttere findere formen, som vi så det næste år. Med sine gode ben kan han gå i top 10 her, men næppe mere end det. Holdet tæller også Giovanni Aleotti, der skuffede meget i 2022, selvom han vandt Sibiu Tour for andet år i træk, men hans kørsel i Australien var desværre ikke opløftende, og stigningerne her er nok også en anelse for svære. Endelig har holdet den unge Florian Lipowitz, men vi så i Argentina, at han mangler lidt for meget.

Hvad skal man mene om den forsvarende vinder og sidste års nr. 2, der denne gang stiller op på samme hold? De udgør min helt store hovedpine, for deres sæsonstart har bestemt ikke været imponerende. Mets opløftet er jeg nok på vegne af Fausto Masnada, der trods alt ikke var helt væk på Mallorca, men hverken i det tredje eller fjerde løb var han tæt på de bedste. Sidste år havde jeg ham som den store favorit til dette løb, fordi han kom til fra et fantastisk 2021, hvor han lignede en mand med kurs mod et stort gennembrud, men efter den tidlige etapesejr kollapsede han på Green Mountain, og siden blev han ramt af den kyssesyge, som har sat hans karriere markant tilbage. Vi har ikke været i nærheden af at se den bedste Masnada siden dengang, og Mallorca gav intet lys for enden af tunnelen. 2021-udgaven af Masnada kan vinde dette løb, men der skal være sket noget over vinteren, vi ikke så på Mallorca.

Jeg har nok i virkeligheden lettere ved at se Jan Hirt forsvare sin titel, end jeg har ved at se Masnada vinde, men det skyldes alene, at han er så svært utilregnelig. Hans start i Argentina var nemlig en regulær katastrofe, for han rørte ikke en finger for Remco Evenepoel på kongeetapen og alligevel endte han i et felt uden megen dybde som nr. 28 på kongeetapen, slået af blandt andre semisprinteren Jonas Koch og tunge Yves Lampaert. I forvejen har han været kendt som en uendelig langsom starter, der altid har skullet bruge 117 løbsdage på at finde den form, han som regel først har fundet i Giroen, og derfor er den argentinske nedtur helt naturlig. Netop derfor var det imidlertid også så overraskende, at han sidste år ikke bare vandt løbet, men slet og ret knuste al modstand. Der eksisterer den mulighed, at han bare havde en dårlig dag i Argentina, og hvis det er tilfældet, kan han vinde igen, for selvom han passer dårligere til 2., 3. og 4. etape, er Green Mountain lang nok til, at han kan bruge sine dieselevner, når han er så stærk en ørn på stejle procenter. Med Hirt kan det derfor gå begge veje. Han kan gentage sejren på Green Mountain, men kører han som i Argentina, falder han helt igennem.

Soudals mest sikre kort er nok i virkeligheden Mauri Vansevenant. Belgieren har for vane at starte ret stærkt, og på Mallorca efterlod han et bedre indtryk end Masnada. Desværre blev han også brugt som hjælper, og det var lidt svært at fornemme, hvor god han vitterligt var. Modsat de to holdkammerater passer han ret godt til de eksplosive etaper, men han skal have hævet sit niveau betydeligt, hvis han i dette selskab skal vinde på Green Mountain. Han kan sagtens ende som Soudals bedste mand, men til gengæld er det nok også ham, der er den mest usandsynlige vinder.

Cofidis kommer med en meget spændende kandidat i Remy Rochas. Den lille franskmand startede meget stærkt sidste år og efterlod - i tiderne mellem sine mange styrt - fornemmelsen af, at han havde taget et næste skridt. Det skal han vise i år, men starten i Marseille var ikke alt for opløftende. Han åbnede ballet på Cretes-stigningen, men da den rette gruppe kørte, var han væk. Formmæssigt så det dog ikke helt slemt ud, og han burde være i sit es på disse stigninger. Har han fået gang i kroppen via debuten, har han et potentiale til at komme langt her. Han ledsages af Jesus Herrada, der plejer at starte som lyn og torden og var i top 10 i både 2018 og 2019. Igen i år synes han dog at være en skygge af sig selv, som han var det i det meste af 2022, ikke mindst i sæsonstarten, og han efterlod et meget, meget formsvagt indtryk både i Valencia og på Mallorca. Endelig har Cofidis kometen Axel Zingle, men selvom stigningerne her er relativt kort, bør de to store bjergetaper være for svære.

Lotto kommer med de to unge løver Maxim Van Gils og Sylvain Moniquet. Begge har vist stort potentiale, men særligt Van Gils har meget at bevise. Han startede 2022 som lyn og torden med den samlede sejr i Saudi Tour, men siden så vi ham slet ikke. Det skaber en del usikkerhed, men vi ved jo i hvert fald, at han mestrer kunsten at starte stærkt. Jeg vil stadig tro, at Green Mountain er en anelse for svær for en puncheurtype som ham, når selskabet er, som det er, men stigningerne er trods alt så korte, at han burde kunne gøre det fornuftigt. Moniquet derimod havde et 2022, hvor han bare blev bedre og bedre gennem sæsonen, men som vi så i Tyskland manglede han stadig lidt, inden vi kan se ham på podiet i et løb som dette. Han har næppe fundet det hele i løbet af vinteren. Holdets tredje klatrer er Edoardo Sepulveda, der i Tyrkiet viste, at han stadig kan begå sig på dette niveau, men han er en langsom starter og virkede bestemt ikke flyvende på Mallorca.

Intermarché kommer med en ret spændende kandidat i Rein Taaramae . Esteren nåede i Vueltaen et klatreniveau, vi ikke har set i mange, mange år, og han talte meget om, hvordan han havde brugt et vægttab til at genfinde fordums klatrestyrke. Hans form er denne gang helt ukendt, men han kommer fra en træningslejr i Rwanda, og jeg kunne godt have en ide om, at han har arbejdet meget på sin klatring over vinteren. Når det er sagt, bør de to bjergfinaler være for stejle til, at den relativt store Taaramae faktisk kan vinde, også fordi han ikke rigtigt passer til de øvrige etaper. Holdets på papiret bedste klatrer er Louis Meintjes, men han starter altid svagt, og selvom kulden helt sikkert er en del af forklaringen, var han milevidt fra noget som helst på Mallorca. De meget eksplosive finaler er heller ikke hans favorit. Holdet har også det lovende puncheurtalent Francesco Busatto, men selvom han sidste år blev nr. 2 i et U23-løb på Zoncolan, bør stigningerne her være lidt for svære, og han har aldrig kørt et løb på dette niveau. Den engang lovende Simone Petilli er aldrig slået til.

Læs også

Danske hold uden succes i Italien

Arkea kommer med Cristian Rodriguez, der ser frem til sin første kaptajnrolle for sit nye hold. Sidste år startede han chokerende godt med en samlet 2. plads i et meget stærkt felt i Andalusien, men i år har starten på Mallorca mildt sagt været skuffende. Han har dog aldrig været vild med kulde, og derfor kan han meget vel gemme på en bedre form, end man umiddelbart skulle tro. Det er dog alligevel svært at tro, at han er lige så godt kørende som sidste år, og det vil være en overraskelse, hvis han kører med om sejren på en rute, der er mere ”ærlig” end den meget specielle rute i Andalusien sidste år. Han ledsages af Nicolas Edet, der kørte ret stærkt i denne slags løb for et år siden, men efter at han missede en stor del af året med skader, er han aldrig kommet tilbage, og hans start på Mallorca var nærmest katastrofal. Her så lottokuponen Michel Ries langt bedre ud, og han bør gør det hæderligt, men der er grænser for, hvor langt han kan komme i dette felt. Stigningerne er lidt for svære for Andrii Ponomar, der heller ikke imponerede på Mallorca.

Ag2r kommer med Geoffrey Bouchard, der melder sig klar og velforberedt til løbet. I 2021 så han ud til at have taget næste skridt mod etapeløbstoppen, men desværre blev 2022 et år med tilbagegang. Her kom han aldrig i nærheden af takterne fra 2021, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Er han i god form, kan man komme ret langt i februar, men på baggrund af 2022 ser jeg ham ikke helt fremme. Sidste år var der endelig fremgang at spore hos Jaakko Hänninen, men hans kørsel i endagsløbet i Valencia var så lidet opløftende, at det mere ligner en af hans alt for mange formsvage perioder.

Hos Human Powered Health har vi Embret Svestad Bårdseng, der var en af de positive overraskelser i Saudi Tour. Han var i hvert fald femtebedste mand på muren, selvom den flade finale kostede ham et godt resultat, og det vidner om, at han sagtens kan være med i dette selskab. Desværre er feltet her også noget stærkere, og han skal nok være glad, hvis han klemmer sig ind i top 10 her. Han ledsages af Bart Lemmen, men stigningerne her må være lidt for svære for hollænderen.

Burgos kommer med Pelayo Sanchez, der leverede en af årets foreløbige sensationer, da han kørte fra alle favoritterne i bjergfinalen på Mallorca. Desværre kom vi i den grad ned på jorden igen i Valencia, for selvom han blev bedre efter nedturen på sidste bjergetape, måtte vi sande, at han manglede en del i forhold til de bedste. Det er nok trods alt udtryk for hans sande niveau mere end det, vi så på Mallorca, og derfor skal vi næppe vente os at se ham helt fremme. Holdets anden klatrer er Victor Langellotti, der bliver bedre og bedre, men som er en anelse overmatchet i dette felt. Mario Aparicio og de unge Rodrigo Alvarez og Alejandro Franco kan alle klatre, men ikke godt nok til at hævde sig i dette felt.

Kern Pharma kommer med Roger Adria, men selvom han hev en kanin op af hatten med sin 5. plads i bjergfinalen på Mallorca, har han generelt skuffet, senest i Valencia, hvor han udgik med ”fysiske problemer”. I forvejen har vi set, at han er mere puncheur end klatrer, og selvom stigningerne her er relativt korte, bør særligt Green Mountain være for svær. Han ledsages af Urko Berrade og Giovanni Carboni, der burde kunne gøre det hæderligt her, men de har efterladt et meget formsvagt indtryk indtil nu. Mere formstærk har Ivan Cobo været, men han er overmatchet her.

Uno-X kommer med Niklas Eg, men desværre er det svært at være optimistisk. Danskeren har bestemt evnerne til at køre med om top 10-placeringerne i et felt som dette, hvis han finder de ben, han havde i Ungarn og Alperne sidste år, men siden det grimme styrt i Dauphiné er han ikke kommet fuldt tilbage. Han virkede desværre meget formsvag i Valencia, selvom han blev bedre gennem ugen. Holdets anden kandidat er Fredrik Dversnes, men selvom han gjorde det hæderligt i Besseges, er han ikke stærk nok til at være med helt fremme her.

Hos Bingoal vil man køre for Floris De Tier, men han var igen helt formsvag i Besseges. Lennert Teugels var til gengæld velkørende i Afrika, men stigningerne er lidt for svære, og det er de også for Luca Van Boven.  På de små hold bliver det svært at hævde sig helt fremme. Hos Ukyo er Jesse Ewart tilsyneladende ikke i form, og selvom de begge gjorde det hæderligt, manglede både Jeroen Meijers og den ellers lovende Jambaljamts Sainbayar for meget i Saudi Tour. Hos Ukyo skuffede Benjamin Prades meget i Saudi Tour, mens det omanske landshold naturligvis er overmatchet i fjerde potens i dette felt.

BEMÆRK: Skulle fredagens Muscat Classic ændre på min rangering, vil jeg opdatere optakten fredag. Grundet den kratige modvind giver fredagens løb dog næppe alt for mange svar.

OPDATERING: Som ventet betød modvinden, at dagens løb ikke gav særligt mange svar, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvor mange klatrere, der ikke kom med feltet hjem. Mest markant gjaldt det naturligvis for Sosa, og når vi nu ved, hvor stor en lottokupon, han er, er det svært at fastholde ham som favorit efter dagens præstation. Jeg vil dog stadig tilskrive ham en chance. Han kan sagtens have brugt dagens løb som træning, og han er tillige så svingende, at det ikke skulle undre, om han alligevel flyver op ad Green Mountain. Jeg kan ikke forsvare at have ham som topfavorit, men han skal stadig regnes som topkandidat - særligt fordi han er en af de få, der reelt kan slå Lutsenko, hvis kasakken er så flyvende, som han plejer.

Andre ryttere, der sendt bekymrende signaler, var Remy Rochas, Ben Zwiehoff, Pelayo Sanchez, Rein Taaramae og Embret Svestad-Bårdseng, men vi skal hele tiden holde os for øje, at de kan have brugt dette løb som ren træning. Eksempelvis ved vi jo, at Zwiehoff og Svestad-Bårdseng har kørt meget stærkt for ganske kort tid siden, og det viser, at man skal have en vis varsomhed med dagens resultat.

Endelig skal det bemærkes, at Jan Hirt har indikeret, at Masnada formentlig er den mest formstærke Soudal-klatrer. Jeg har opdateret min favoritvurdering.

***** Alexey Lutsenko

**** Ivan Ramiro Sosa, Davide Formolo

*** Carlos Verona, Cian Uijtdebroeks, Fausto Masnada, Jan Hirt, Emanuel Buchmann

** Maxim Van Gils, Mauri Vansevenant, Sylvain Moniquet, Cristian Rodriguez, Matteo Jorgenson, Remy Rochas, Diego Ulissi, Louis Meintjes, Rein Taaramae, Geoffrey Bouchard, Embret Svestad-Bårdseng, Ben Zwiehoff, Pelayo Sanchez

* Giovanni Aleotti, Jesus Herrada, Roger Adria, Harold Tejada, Edoardo Sepulveda, Niklas Eg, Michel Ries, Nicolas Edet, Francesco Busatto, Simone Petilli, Axel Zingle, Florian Lipowitz, Lennert Teugels, Giovanni Carboni, Victor Langellotti, Benjamin Prades, Urko Berrade, Fredrik Dversnes, Jeroen Meijers, Jambaljamts Sainbayar, Mario Aparicio

Danskerne

På Movistar får Mathias Norsgaard en vigtig opgave med at køre lead-out for Max Kanter på sprinteretape og hjælpe Ivan Ramiro Sosa, Matteo Jorgenson og Carlos Verona i fladlandet, og hos Bingoal får Alexander Salby lov at måle sig mod topsprinterne på 1. etape. På Uno-X skal Niklas Eg formentlig køre klassement, hvorfor han er omtalt ovenfor, mens Louis Bendixen og Lasse Norman skal køre lead-out for Kristoffer Halvorsen på 1. etape og måske forsøge sig i udbrud.

STREAM VUELTA A MURCIA, FIGUEIRA CHAMPIONS CLASSIC, CLASICA DE ALMERIA OG CLASICA JAEN PARAISOR UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE