Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i gang med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie og høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer Cadel Evans gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

Sidste år er den nye status for alvor slået igennem, og man har således været i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist jorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummer en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet er også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold vil være at finde i feltet, når det går løs på mandag, og heriblandt vil være et hav af ryttere, der jagter en topplacering i årets Giro. Det gælder naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen vil tiltrække sig kolossal opmærksomhed, men også Thibau Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes vil bruge løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret.

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Critrium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har reddet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes imidlertid arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i de sidste tre år har man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med sidste år har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sidste år var der som sagt atter lagt op til Giro-generalprøve, og efter sejre med RIchie Porte og Mikel Landa i hhv. 2015 og 2016 håbede Sky at lave hattrick med en af deres Giro-kaptajner, Landa og Geraint Thomas. Efter en dårlig dag på 1. etape var det Thomas, der hurtigt overtog kaptajnrollen på en dag, der siden skulle blive meget emotionel, da Michele Scarponi sejrede og tog førertrøjen bare fem dage inden sin tragiske død. Dagen efter lagde Sky løbet i et jerngreb ved at sikre sig en dobbeltsejr med Thomas foran Landa på løbets kongeetape, og herefter kontrollerede en imponerende stærk Landa de sidste tre bjergetaper for sin walisiske holdkammerat, der således holdt Skys stime kørende. Han sejrede med 7 sekunder ned til Thibaut Pinot, der var ufatteligt stabil med top 5-placeringer på alle fem etaper, herunder sejr på sidstedagen, og 20 sekunder ned til Domenico Pozzovivo. I år satser Thomas på Touren, og derfor er det op til holdets nye Giro-kaptajn, Froome, at tage den fjerde sejr i træk for Sky. Han får atter modstand af både Pinot og Pozzovivo, der i år igen il bruge løbet som en sidste test forud for den italienske grand tour.

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, efter at de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 sidst var en flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de senere år har været et holdløb. I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016 og 2017 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte stigninger i Østrig. Derefter fulgte etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande.

I år har man imidlertid bevæget sig i retning af løbets rødder og designet en rute, der er den hårdeste siden 2015, og er i fuld overensstemmelse med løbets tradition som værende en sag for de rene klatrere. Som følge af samarbejdet med Tyrol-regionen deles løbet igen i en italiensk og en østrigsk del, og modsat sidste år starter man denne gang i støvlelandet for siden at slutte hos de tysktalende naboer mod nord. De første tre en halv dag tilbringes i Italien, mens de sidste halvanden foregår i Østrig.

Sidste år fandt de afgørende slag sted i Østrig, men denne gang er det Italien, der vil være rammen om de to væsentligste slag. Således er det de to første etaper, der er de vanskeligste, og de kan meget vel ende med at afgøre løbet. Første etaper byder på en meget lang stigning i finalen, og selvom der efterfølgende er et kort, fladt stykke med en lille rampe op mod mål, og den afsluttende stigning ikke er voldsomt stejl, vil den give en klar indikation på, hvem der kan vinde løbet. Det helt stor slag skal slås på anden etape, hvor man har den sværeste finale i flere år på den frygtede og meget stejle Alpe di Pampeago-stigning, der er lidt af en klassiker i løbet. Her vil den stærkeste rytter formentlig slå til og lægge løbet i et jerngreb.

De følgende tre etaper byder alle på mange højdemeter, men har alle flade finaler uden voldsomme klatreudfordringer til slut. Alle tre kan de derfor meget vel blive vundet af et udbrud, mens forskydninger i klassementet formentlig vil være begrænsede. 3. etape vil næppe gøre den helt store forskel, inden favoritterne får en chance for at teste sig selv på den korte Bannberg-stigning sidst på 4. etape. Det hele slutter med et brag, når feltet på sidste etape runder løbet af med at køre to omgange på VM-rundstrækningen i Innsbruck, hvor klassementsrytterne kan forsøge at udnytte Olympia-stigningen som en sidste mulighed for at gøre en forskel, inden en klatrer som altid skal krones som vinder af Tour of the Alps fredag eftermiddag.

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men siden da har man foretrukket et holdløb. Sidste år rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model har man besluttet at fastholde i år. Allerede på løbets allerførst dag venter således det første store bjergslag, når løbet indledes med en etape, der trods en ikke alt for vanskelig målstigning vil give den første indikation på, hvem der vil kunne køre med om sejren i årets Tour of the Alps

Med sine bare 134,6 km er 1. etape som alle andre etaper i løbet en relativt kort sag, der fører feltet fra den traditionelle startby Arco ved Gardasøen til målet i bjergbyen Folgaria. Den ligger bare få kilometer øst for startområdet, og derfor består hovedparten af etapen af en stor sløjfe i terrænet nord for de to byer. Fra start bevæger man sig mod nordøst via en let stigende dalvej, der fortsætter hele vejen til toppen af kategori 3-stigningen Valico di Andalo, der kommer efter 50,3 km. Officielt er den 7,1 km lang med en gennemsnitlig stigningsprocent, men reelt stiger det hele vejen fra starten, dog uden at det nogensinde stiger med mere end 8%. Derefter starter en lang og hurtig nedkørsel, der mod slutningen byder på enkelte hårnålesving, men uden væsentlige tekniske udfordringer.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Efter at have nået det nordligste punkt går det mod syd ad den helt flade dalvej ved Adige-floden. Undervejs passerer man tæt forbi Trento, inden man når frem til Rovereto, hvor dagens indlagte spurt er placeret efter 108,8 km. Den markerer starten på løbets finale, idet man herfra kører mod øst væk fra dalen og op ad kategori 2-stigningen Serrada, der stiger med 5,5% over 19,2 km. Der er ikke tale om en specielt svær stigning, idet stigningsprocenten hovedsageligt ligger på mellem 5 og 7, endda afbrudt af et næsten fladt stykke efter de første 8 km. Den 13. og 16. km byder dog på procenter omkring de 8, ligesom de sidste 1200 m stiger med 8,4% i snit.

Toppen rundes efter 128,4 km, hvorfra der resterer bare 6,2 km, der fører mod nordøst. En nedkørsel med et par kontrabakker giver plads til et længere faldende stykke inden for de sidste 2 km, indern man drejer skarpt til højre med 800 m igen. De stiger med 6,4% i snit og er stejlest nær toppen, hvor der vil være passager på 10%. Efter det skarpe sving er der yderligere et blødt sving med 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2530 højdemeter og er af arrangørerne givet en sværhedsgrad på 3 af 5 mulige stjerner.

Ligesom sidste år gælder det om at være klar fra start. Måske er Serrada-stigningen ikke voldsomt svær, men den sidste halvdel burde være hård nok til at skabe en betydelig udskilning. Med tanke på, hvad der venter senere i løbet, er det tænkeligt, at der vil blive kørt en anelse defensivt, og at en lille gruppe af favoritter vil runde toppen samlet, inden de skal afgøre etapen i en spurt på den eksplosive rampe op mod mål. Da særligt den sidste del af bjerget er vanskeligt, kan det dog ikke udelukkes, at der kan gøres store forskelle, og det vil sågar være muligt for en rytter at køre alene hjem. Under alle omstændigheder vil vi allerede efter første dag have et meget klarere billede af, hvem der kan vinde løbet.

Folgaria var senest målby i 2008, hvor en ung Vincenzo Nibali kørte alene hjem med 12 sekunder ned til en gruppe på 15 mand, hvis spurt blev vundet af Franco Pellizotti. I 2002-udgaven af Giroen tog Pavel Tonkov en knusende solosejr, da han vandt med hele 2.11 ned til løbets førende rytter, Paolo Savoldelli.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

2. etape

Sidste års første udgave af det nye Tour of the Alps bød på en spektakulær rute, men der manglede én ting: en knaldhård bjergfinale, hvor løbets bedste klatrere for alvor kunne teste benene. Det rådes der heldigvis bod på i år, hvor der lægges op til et forrygende lag mellem flere af Giroens største favoritter, når de kaster sig ud i et drabeligt opgør på den berømte og frygtede opkørsel til Alpe di Pampeago på løbets 2. etape. Selvom der venter svære etaper og masser af bjerge også senere i løbet, er der ingen tvivl om, at tirsdag er den suverænt vigtigste dag i kampen om den samlede sejr i det bjergrige etapeløb.

Med bare 145,5 km er der igen tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Lavarone til toppen af Alpe di Pampeago-stigningen i 1750 m højde. Starten går på et lille plateau, hvorfra man bevæger sig mod nord igennem småkuperet terræn, inden en længer nedkørsel fører ned Calceranica al Lago, der nås efter 20,5 km. Herfra får det videre mod nord igennem hovedsageligt fladt terræn frem til Pergine Valsugana, der kommer efter 35 km.

Etapen skiftet her karakter, når man tager hul på kategori 1-stigningen Passo Redebus, der stiger med 6,2% i snit over 15,7 km. De første 8 km er ikke specielt vanskelige, men herefter tager stigningen fat med flere kilometer, der stiger med mere end 8% i snit, og særligt de sidste 1700 m, der stiger med 9-11% er svære. Toppen rundes efter 51,1 km, og derefter venter en stejl og hurtig nedkørsel med mange hårnålesving, der fører mod nordvest og siden sydvest. Herefter flader det ud, mens man kører mod nordøst, inden det langsomt begynder at stige ganske svagt. Efter 91 km kommer den indlagte spurt, hvorefter fladt terræn leder videre mod nordøst.

I byen Molina di Fiemme tager man hul på en omgang på en lille rundstrækning, der indledes med kategori 3-stigningen Cavalese (5,9 km, 3,4%), der dog er ganske let og har top efter 108 km. Herefter flader det uden, inden et let faldende stykke langs Avisio-floden leder tilbage til starten på rundstrækningen. Her indleder man endnu en omgang ved atter at forcere Cavalese-stigningen, der dog denne gang ikke byder på bjergpoint. Herefter venter yderligere 6400 m i fladt terræn, inden man når frem til Tesero, hvor rundstrækningen forlades.

Det sker ved, at man drejer ind på dagens målstigningen, det frygtede kategori 1-bjerg Alp di Pampeago, der stiger med hele 9,8% i snit over 7,7 km. De første 4 km er ikke lette, men dog lettere end den afsluttende del. I de sidste 4 km falder stigningsprocenten nemlig aldrig under 10, og de gennemsnitlige stigningsprocenter på de enkelte kilometer er hhv. 11,4%, 11,8%, 14,0% og 10,4%. På de sidste 3 km er der ingen sving overhovedet, og vejen er med sine 8 m ganske bred.

Etapen byder i alt på 2900 højdemeter og er givet en sværhedsgrad på 4 af 5 mulige stjerner.

Dette er D-dag i kampen om den samlede sejr. Alpe di Pampeago er decideret modbydelig og vil skabe ganske store forskelle. De voldsomme procenter vil få feltet til at eksplodere, og der er meget stor sandsynlighed for, at vinderen af denne etape også vil ende som samlet triumfator i det bjergrige løb. Samtidig er det for Giro-favoritterne den allervigtigste test inden den store grand tour. Med andre ord er scenen sat til en forrygende tirsdag, hvor alle vil drømme om at vinde på en af Italiens kendte stigninger.

Alpe di Pampeago blev senest besøgt i 2010, hvor Domenico Pozzovivo vandt med 3 sekunder ned til Riccardo Ricco. I 2009 var Przemyslaw Niemiec 22 sekunder bedre end Ivan Basso. Derudover er den hyppigt besøgt at Giroen, senest i 2012, hvor Roman Kreuziger tog en solosejr 19 sekunder foran den senere vinder Ryder Hesjedal. I 2008 knuste en fuldstændig suveræn Emanuele Sella rivalerne ved at vinde med næsten fem minutter ned til Vasil Kiryienka - en præstation, der desværre ikke blev leveret alene på vand og brød - mens Gilberto Simoni i 2003 vandt 35 vigtige sekunder i sin knivskarpe duel med Stefano Garzelli. I 19919 fortsatte Marco Pantani sin totale dominans ved at vinde med 1.07 ned til Simoni, inden han under to døgn senere blev sendt hjem i vanære.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

3. etape

Efter to etaper, der med stor sandsynlighed har skabt betydelige forskelle i klassementet, venter der en betydeligt lettere opgave på onsdagens etape. Det betyder dog ikke, at der ikke er voldsomme bjerge på programmet, idet man skal forcere de vanskelige Mendelpass og Gampenpass undervejs, men da etapen slutter med en længere nedkørsel og et kort, fladt stykke, kunne det være en dag, hvor klassementsrytterne kan puste lidt ud og lade et udbrud slås om sejren.

Med en distance på bare 138,3 km er der atter tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Auer til Meran. Den indledes med en omgang på en 54,5 km lang rundstrækning i området nord for startbyen. Først kører man mod syd og siden nord gennem det smukke, men flade terræn i Adige-dalen. Efter at have passeret Termeno rammer man den ikke-kategoriserede Mendolina-stigning, der over 4,5 km stiger med 6% i snit og har sektioner på op til 10%. Efter en kort nedkørsel rammer man igen dalen, hvor man kører frem til Bolzano. Herefter vender man rundt og kører gennem fladt terræn tilbage mod syd til Auer, idet man undervejs passerer den indlagte spurt i Leifers efter 43,5 km.

I Auer forlader man rundstrækningen for at køre op ad en 3,8 km lang ikke-kategoriseret stigning, inden man atter kører ned til rundstrækningen, hvor man tager hul på endnu en omgang. Ganske hurtigt forlader man imidlertid denne del af ruten for i stedet at køre direkte ind i bjergene. Det sker via kategori 1-stigningen Mendelpass (18,2 km, 6,4%), der er en lang, meget jævn stigning. Toppen rundes, når der resterer 47,7 km, hvorefter man fortsætter mod vest via en teknisk svær, men ganske nedkørsel, hvorefter man drejer mod nord for at tage hul på kategori 3-stigningen Gampenpass (12,9 km, 4,0%), der er meget jævn og ganske let.

Fra toppen resterer bare 26,3 km, som først fører mod nord via en teknisk nedkørsel til byen Lana. De sidste 7 km er stort set flade og fører frem til centrum af Meran, hvor en ikke-teknisk finale venter. På de sidste 2 km er der et skarp sving med 1300 m igen, hvorefter man rammer en stor, 8 m bred vej, der fører frem til stregen med en ganske lille kurve 200 m fra mål.

Etapen byder på i alt 2600 højdemeter og har en sværhedsgrad på 2 af 5 mulige stjerner.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Med to voldsomme bjerge undervejs er der på ingen måde tale om en flad etape, men det ligner ikke en dag for klassementsrytterne. Gampenpass er alt for let til, at der kan gøres en forskel, og derfor vil de store navne formentlig tage sig en let dag efter den hektiske start. Da det heller ikke just er en dag for sprinterne, tyder alt på, at et udbrud skal have en chance for at sikre sig en stor sejr på denne 3. etape.

Meran har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

4. etape

Hvor arrangørerne for nogle år siden knap kunne designe en linjeløbsetape uden at placere målstregen på toppen af et svært bjerg, har man i de senere år set flere etaper, der slutter fladt efter nogle hårde bjerge midtvejs. Det har givet udbrydere gode chancer for succes og skabt nogle situationer, der har været svære at håndtere for klassementsrytterne. Efter at have haft en sådan afslutning allerede på onsdagens etape venter der mere af det samme torsdag, hvor Bannberg-stigningen ganske tæt på målet i den østrigske by Lienz dog måske kan bruges som et afsæt for angreb blandt klassementsrytterne.

Blot 134,3 km venter på ruten mellem Klausen i Italien og Lienz i Østrig, og dermed er der tale om endnu en kort, meget intens etape. Fra starten går det mod nordøst gennem fladt terræn gennem Brixen, inden et let stigende stykke fører frem til endnu en flad sektion. Herefter drejer man mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Terento (6,3 km, 7,7%), der er en ganske svær stigning, hvis anden og femte kilometer stiger med hhv. 10,2% og 9,5%.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efter at toppen er blevet rundet efter 32,6 km venter en kort nedkørsel, inden man rammer et langt stykke, der lage Rienza-gloden stiger ganske let, mens mand fortsætter mod sydøst hele vejen frem til byen Toblach, hvor den indlagte spurt er placeret efter 76,6 km. Herefter fortsætter man via let faldende terræn mod nordøst og passerer undervejs den italiensk-østrigske grænse efter 88,9 km.

I Østrig venter imidlertid en ubehagelig finale. Først rammer man den ikke-kategoriserede Anras-stigning, der over 4 km stiger med 7% og har sektioner med op til 10%. Efter en nedkørsel og et kort dalstykke drejer man til venstre ind på kategori 2-stigningen Bannberg (6,9 km, 6,7%), der er berømt for en stor duel mellem Michele Bartoli og Marco Pantani på 13. etape af Giroen i 1994. Den er voldsomt stejl i bunden, hvor de første to kilometer stiger med hhv. 7,9% og 13,0% i snit, men den sidste del er ganske let med stigningsprocenter på omkring 5. Fra toppen resterer 10,3 km, der først består af en teknisk nedkørsel, inden der venter 4,2 let faldende kilometer ind til centrum af Lienz. Her følger man en meget bred vej frem til et sving med 1300 m igen. Den sidste kilometer på den 8 m brede vej er stort set flad og har et stort venstresving (næsten 180 grader) bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2300 højdemeter og har en sværhedsgrad på 3 af 5 stjerner.

Bannberg er ikke nogen let stigning, og derfor er det tænkeligt, at klassementsrytterne vil teste hinanden. Forskellen skal imidlertid gøres på den nedre del, der er relativt kort og eksplosiv, og det synes derfor sandsynligt, at hovedparten af favoritterne vil komme samlet til mål. De skal dog næppe spurte om sejren på en etape, der atter synes som skabt til et udbrud.

Lienz er hyppigt blevet brugt som målby for løbet. Det skete senest i 2013, hvor Maxime Bouet tog en overraskende udbrudssejr på morgenens halvetape, inden Sky vandt eftermiddagens holdløb. I 2002 slog Felix Cardenas Michele Scarponi i en tomandsspurt, og i 2000 vandt Jan Svorada en massespurt om morgenen, inden Simone Borgheresi vandt en enkeltstart om eftermiddagen. I 1999 tog Paolo Savoldelli en solosejr på førstedagen. Giroen lagde vejen forbi i 2007, hvor Stefano Garzelli tog en solosejr fra et udbrud. Derudover er buen hyppigt blevet besøgt af Østrig Rundt, hvor det senest er blevet til sejre til Sacha Modolo i 2012, Leonardo Bertagnolli i 2010, Gerrit Glomser i 2004, Ivan Basso i 2001 og Daniele Nardello i 2000.

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

5. etape

Med en nyetableret østrigsk forbindelse stod arrangørerne forud for årets løb med en stor mulighed, der var alt for god til at lade gå fra sig. Årets VM afvikles på en bjergrig rute i Innsbruck, og derfor måtte man naturligvis have en etape, der inkorporerede dele af VM-ruten og dermed kunne agere trækplaster for de mange stjerner, der har gjort regnbuetrøjen til et af årets helt store mål. At sværhedsgraden af terrænet betød, at man kunne realisere ideen uden at gå på kompromis med løbets vanskelige natur, gjorde det blot endnu mere oplagt, og det varede da heller ikke længe, inden planerne blev offentliggjort. Samtidig har man placeret etapen til allersidst i løbet, hvor VM-stigningerne altså vil udgøre den allersidste mulighed for at ændre på tingenes tilstand. Dermed er der lagt op til en stor fredag, hvor vi både vil få et nærmere indblik i de vanskeligheder, der venter til september, og samtidig kåre vinderen af et af verdens mest bjergrige etapeløb efter det, der vil have været den sidste test for mange af Giro-favoritterne.

Med sine 164,2 er etapen den klart længste i løbet og den eneste, der afvikles udelukkende på østrigsk jord. Starten går i Rattenberg og målet er placeret i Innsbruck. Fra start kører man mod nordøst gennem kuperet terræn uden store stigninger, inden man efter ca. 30 km vender rundt for at køre tilbage mod sydvest gennem tilsvarende terræn. Undervejs passerer man den indlagte spurt efter 33,6 km, inden man efter 56 km passerer lige forbi startområdet.

Inden man fortsætter den sydvestlige rejse mod Innsbruck slår man en lille sløjfe mod syd for kortvarigt at køre ind i bjergene via kategori 1-stigningen Alpbach (7,4 km, 7,1%), hvis data snyder voldsomt. Således byder den på hele to kilometer med gennemsnitlige stigningsprocenter på mere end 12, men og flere næsten helt flade stykker. Toppe rundes efter 64,1 km, hvorefter man vender rundt og kører mod nordvest tilbage mod dalen. Herfra fortsætter man mod sydvest, hvor 15 flade kilometer leder frem til den ikke Gnadewald-stigning, der også er på programmet ved VM.

Efter stigningen fører en lille nedkørsel til Hall in Tirol, hvor man drejer væk fra hovedvejen for at klattr op til byen Aldrans, der rammes efter ca. 130 km. Den ligger halvvejs oppe ad Olympia-stigningen (7,8 km, 5,5%), der er hovedudfordringen på VM-rundstrækningen, som man rammer netop i Aldrans. Man fortsætter hele vejen til toppen, inden man kører mod nord via en hurtig nedkørsel ned til udkanten af Innsbruck, der nås efter 130,3 km.

Den følgende del af etapen består nu af to omgange på den 13,8 km lange VM-rundstrækning, der altså byder på yderligere to passager af Olympia-stigningen. Det er dog kun på første omgang, at der er løbets sidste bjergpoint på spil efter i alt 138,1 km. Stigningen er ikke voldsomt svær og byder på stigningsprocenter over de enkelte kilometer på mellem 3,8 og 7,3 med den sjette og syvende kilometer som de stejleste.

Når toppen rundes for sidste gang, resterer 12,3 km, hvoraf de seks består af nedkørslen til rundstrækningens indledning. Denne gang fortsætter man imidlertid gennem fladt terræn ind til centrum af Innsbruck. Til september vil man herefter køre en omgang på en ny rundstrækning, men denne gang slutter etapen her. Det sker efter en flad og ikke-teknisk finale, hvor et sving på næsen 180 grader med 1500 m igen fører ind på en stor, 10 m bred vej, der kun har et ganske let venstresving med 200 m igen.

Etapen byder på i alt 2770 højdemeter og har en sværhedsgrad på 3 ud af 5 mulige stjerner.

Der vil naturligvis være megen hype om denne etape, men det er usikkert, om den vil spille den helt store rolle i kampen om sejren i Tour of the Alps. Modsat VM-løbet er der nemlig tale om en betydeligt kortere sag med langt færre højdemeter, og man kører i finalen ikke den afsluttende rundstrækning med den voldsomt stejle stigning, der formentlig vil afgøre slaget til september. Det er usikkert om bare tre passager af den ikke voldsomt svære Olympia-stigning vil skabe den helt store udskilning, men da det er sidste chance for at ændre klassementet, vil i utvivlsomt se angreb fra favoritterne. For tredje dag i træk synes der imidlertid også at være gode chancer for, at et udbrud kan løbe med etapesejren, inden de store navne slås om de sidste sekunder i en formentlig hektisk og underholdende finale.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Innsbruck var senest målby sidste år, hvor man sluttede på den nærliggende Hungerburg-stigning. Her tog Michele Scarponi bare fem dagen sin død karrierens sidste sejr. Byen har tillige været besøgt af Østrig Rundt, senest i 2015, hvor Lukas Pöstlberger tog en solosejr, og i 2012, hvor Alessandro Bazzana vandt en reduceret massespurt. I 2001 blev Jurgen Pauritsch østrigsk mester i byen.

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant igen i år, hvor tidskørslen atter helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de senere år har været et holdløb og ikke en enkeltstart har betydet, at de rene bjergryttere måske endda har kunnet vinde tid på den flade åbningsetape, er det altså i år helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

Som det har været en tradition i de senere år, er der ingen flade etaper på menuen og slet ingen chancer for sprinterne, og faktisk er de fem etaper alle så hårde, at de potentielt kan få indflydelse på den samlede stilling. Der er dog ingen tvivl om, at det tirsdagens kongeetape til Alpe di Pampeago, der vil være langt den sværeste, og den kan meget vel ende med at afgøre hele løbet. Den afsluttende stigning er voldsomt svær og skabt til rene klatrere, og her vil de bedste kunne gøre ganske store forskelle. Der er derfor lagt op til et helt afgørende slag mellem favoritterne tirsdag eftermiddag.

Også mandagens åbningsetape er ganske svær, men sandsynligheden for, at en relativt stor gruppe runder toppen samlet og skal afgøre det på den lille rampe op mod mål, er ganske stor. Det skyldes dels det forhold, at stigningen ikke er voldsomt stejl, dels at der meldes om ganske kraftig modvind på stigningen, og dels at mange vil være tilfredse med at varme benene op inden det helt store slag tirsdag. Det betyder ikke, at etapen ikke kan gøre forskelle, men det er formentlig en dag, hvor løbet kan tabes snarere end vindes.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Hvad der vil ske de sidste tre dage, afhænger meget af stillingen i klassementet. Ingen af finalerne er nemlig voldsomt svære, og på papiret er de afsluttende stigninger næppe vanskelige nok til at gøre den helt store forskel. Det betyder dog ikke, at de ikke vil kunne benyttes til angreb. Tredje etape synes ganske vist at skulle afgøres af et udbrud, da stigningerne her er ret lette, og der er meget langt til mål, men de to sidste etaper kan bruges til angreb. Både Sky og Astana er kendt for at køre aggressivt, hvis de er bagud, og derfor vil mindst et af de to hold formentlig forsøge sig. Også hurtige Thibaut Pinot vil kunne udnytte disse etaper til at jagte bonussekunder i spurter i små grupper. Begge etaper kan meget vel blive vundet af udbrud, men angreb i klassementet vil vi helt sikkert se. Mest sandsynligt er det dog, at stigningerne ikke er svære nok til at gøre en forskel.

Samlet set er det derfor et løb, der formentlig vil blive vundet af den bedste klatrer, som vil kunne slå til på 2. etape og forsvare sig på de øvrige etaper. Er det tæt, kan bonussekunder - der vil være 10, 6 og 4 sekunder til de første tre på alle etaper - også komme i spil. Endelig vil vejret spille en rolle. De tre første dage kan blive våde, inden der ventes solskin til de sidste to etaper. Kun mandag vil dog være blæsende, og her vil der som sagt være en ret kraftig modvind på sidste stigning, hvilket vil gøre det ganske svært at skabe forskelle.

Samlet set er der derfor gode chancer for, at løbets mest formstærke klatrer vil løbe med sejren, og det får os til at pege på Miguel Angel Lopez som vores favorit. Astana-stjernen bruger løbet til at forberede sig til sit store mål i Giroen og har ikke været i konkurrence siden en lidt skuffende præstation i Tirreno. Derfor ved vi ikke, hvor han står formmæssigt, men historien viser, at han ikke skal træne meget for at være flyvende. Det så vi sidste juni, da han vendte tilbage efter en lang skadespause og alligevel klatrede med de bedste i Schweiz Rundt, indtil han styrtede. Få uger senere sejrede han på kongeetapen i Østrig Rundt.

Al logik siger derfor, at Lopez vil være på et højt niveau, og den stejle kongeetape kunne ikke passe ham bedre. Sidste år viste han, at han er tidens mest lovende klatrer, da han gav selveste Froome en regulær klatrelektion tre dage i træk i Vueltaen, og har han samme niveau her, bliver han helt umulig at slå. Hans overbevisende præstationer tidligere i år i Oman, hvor han på kongeetapen dog måtte vente på holdkammeraten Lutsenko, og i Abu Dhabi, hvor kun en suveræn Alejandro Valverde kunne slå ham på den ret lette Jebel Hafeet-stigning, vidner om, at han ikke er blevet ringere i år. Nu ventes han at være tæt på topformen, og da han bakkes op at fremragende hold med formstærke Pello Bilbao, den rene klatrer Jan Hirt og den i år så solide Luis Leon Sanchez, tror vi på colombiansk sejr.

Løbets helt store navn er naturligvis Chris Froome, der håber at kunne holde liv i Sky-stimen og vinde løbet for briterne for fjerde år i træk. Hvor Froome står, er imidlertid usikkert. I år satser han som bekendt stort på en historisk Giro-Tour-double,  og det har betydet, at han ligesom sidste år har haft en meget stille sæsonstart med tamme præstationer i både Ruta del Sol og Tirreno-Adriatico. Der er naturligvis ingen tvivl om, at han så tæt på Giro-starten nu er langt, langt bedre, og her bør han i hvert fald kunne køre med om sejren. Vi så imidlertid sidste år i Dauphiné, at han trods et fint niveau fortsat manglede en del, og det vil ikke være ulogisk, hvis vi kan forvente noget lignende i dette løb. Froome kunne dog sagtens være endt med sejren i Dauphiné, og derfor kan han også ende øverst på podiet her. Han er atter bakket op af et stærkt Sky-hold med særligt David De La Cruz og Diego Rosa som vigtige hjælpere, og Alpe di Pampeago burde passe ham, da han som bekendt er bedst på relativt korte, meget stejle stigninger. Her kan han som ingen anden pace sig selv til toppen, og det vil ikke være uventet, hvis han kører sin klassiske ”jeg-kører-mit-eget-tempo”-strategi på kongeetapen. Det kan meget vel give ham etapesejren og den samlede triumf som et vigtigt selvtillidsboost inden Giroen.

Sidste år brugte Thibaut Pinot med stor succes løbet til at forberede sig til Giroen, og han kørte et fremragende løb, hvor han sluttede i top 5 alle dage og endte på den samlede andenplads. I år gentager han modellen, og selvom han denne gang ganske bevidst har kørt meget få løb for at bevare friskheden til Touren, må han forventes at være på nogenlunde samme niveau. I hvert fald har han overrasket sig selv ved at være bedre end ventet i de få løb, han har kørt, og senest så han ganske fin ud i Catalonien, hvor stigningernes karakter slet ikke passede ham. Derimod burde et svært bjerg som Alpe di Pampeago passe ham glimrende, og han bør være blandt de skarpeste på kongeetapen. Derudover fandt han sidste år en helt ny spurtstyrke i dette løb, og det åbner muligheder for, at han kan gå efter bonussekunder på de fire øvrige etaper. Dermed er der gode muligheder for, at han kan veksle sidste års andenplads til en sejr.

Også Fabio Aru bruger løbet til at forberede sig til Giroen, men han møder op efter en skidt sæsonstart. Først blev han syg efter en ellers lovende præstation på kongeetapen i Tirreno og siden slog han sit knæ og måtte udgå af Volta a Catalunya. Heldigvis var skaden begrænset, og han missede ikke megen træning, inden han drog på træningslejr i højderne. Meldingen er, at alt er på sporet, og at han endnu ikke er på 100%, men dog burde være konkurrencedygtig. Hvis han har samme form, som han havde forud for Touren sidste år, hvor han var blandt de bedste i Dauphiné og suverænt vandt det italienske mesterskab, vil han være svær at have med at gøre på en stejl stigning som Alpe di Pampeago, der burde passe ham ganske glimrende. Det kan efterfølgende blive en udfordring for hans hold af unge klatrere at forsvare en eventuel føring mod de bedste hold, men Aru vil i så fald formentlig være stærk nok til selv at gøre arbejdet færdigt.

Der er ikke mange, der har været så god i dette løb som Domenico Pozzovivo, der er skabt til det bjergrige terræn. Siden 2008 er han hvert eneste år kørt i top 7, og han har fem gange været på podiet med en sejr, en andenplads og tre tredjepladser. Faktisk var det dette løb, der sidste år relancerede hans karriere, efter at han i mere end et år havde været en skygge af sig selv som følge af sit slemme styrt i Giroen i 2015. I 2017 genfandt han imidlertid sig selv, og særligt i den sidste uge af Giroen var han skræmmende stærk. I år har han været mere anonym, og han har endnu ikke fundet sin bedste form, men ligesom sidste år må vi formode, at han nærmer sit bedste niveau nu. En kort, stejl stigning som Alpe di Pampeago er helt ideel for Pozzovivo, og han skal derfor slå til på 2. etape. Hans hold er ikke det stærkeste, men er Pozzovivo på samme niveau som i Giroen sidste år, kan selv sikre sig sejren.

George Bennett har taget stormskridt mod toppen de seneste sæsoner. Det startede med den overraskende top 10-placering i Vueltaen i 2016, og det fulgte han sidste år op med at vinde Tour of California, ligesom han havde kurs mod en top 10 i Touren, indtil han blev ramt af sygdom. I år har han forbedret sig yderligere, og det endda ganske markant. Han overraskede sig selv ved at være blandt de bedste i Tour Down Under, og siden har han kørt fremragende i både Tirreno-Adriatico og Volta a Catalunya, hvor de lette stigninger i sidstnævnte løb endda passede ham dårligt. Nu har han blikket rettet mod Giroen, og han varmer op i dette løb, der burde passe en ren klatrer som ham helt perfekt. Med de overraskende gode præstationer, han har leveret i år, kan der været noget stort i vente fra Bennett på kongeetapen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I år satser Louis Meintjes på Giroen, som er hans helt store mål. Derfor har han stille og roligt opbygget formen, og han har fulgt den vanlige model med et meget stille forår uden store resultater. I Tour-årene har han imidlertid altid vist de første formtegn med stærk kørsel i Dauphiné, og derfor er det nærliggende at tro, at vi i dette løb endelig vil se, hvor Meintjes står. Den bjergrige rute burde passe den rene klatrer helt perfekt, og særligt er en svær stigning som Alpe di Pampeago god for ham. Når Meintjes er i topform, er hans klatreevner undervurderet, og er han på 100%, vil han være skarp på 2. etape. Problemet er, at hans dieselmotor er bedst i grand tours, og både etaperne og løbet som helhed kan være for korte til, at han for alvor kan vise sig frem.

Det bliver ufatteligt spændende at følge Giulio Ciccone i dette løb. Den unge italiener er et af sportens allerstørste klaretalenter, der fik en nærmest sensationel debut i 2016, hvor han efter et stærkt forår vandt en stor bjergetape i sin første Giro bare få måneder efter sit første professionelle løb. Desværre blev 2017 ødelagt af skader, og selvom han vandt kongeetapen i Utah, fandt han aldrig sin bedste form. Det har han heller ikke gjort endnu i år, men nu nærmer vi os Giroen, og derfor er det tid for ham til at ramme sit højeste niveau. Han er ren klatrer, og derfor passer dette løb ham ideelt. Har han endelig genfundet benene fra 2016, bliver han farlig.

Talentfulde Jan Hirt er her for at hjælpe Lopez, men det kan sagtens blive til et topresultat til den unge tjekke alligevel. På nogle af Europas sværeste stigninger på kongeetaperne i Schweiz og Østrig Rundt har han gang på gang imponeret og vist, at han er kolossalt talentfuld, når det handler om de stejleste bjerge. Derfor burde Alpe di Pampeago passe ham helt perfekt, og han er i det hele taget skabt til et klatreløb som dette. Han har ikke vist meget i år, men det er helt efter bogen for en rytter, der kun topper til sine helt store mål. Det er i år Giroen, hvor han sidste år viste potentialet ved at slutte lige uden for top 10, og derfor burde han her være klar til at vise sig frem.

Også Sebastien Reichenbach er her som hjælper, i hans tilfælde for Pinot. Schweizeren kan dog alligevel opnå et topresultat. I hvert fald har han gjort stor fremgang siden skiftet til FDJ, og i de senere år har han trods sin rolle som løjtnant for Pinot ofte været blandt de allerstærkeste i bjergene. Hans grimme styrt i sidste års Tre Valli Varesine har sat ham en del tilbage, men han har været overraskende stærk i de løb, han allerede har kørt. Nu har han forberedt sig til Giroen sammen med sin kaptajn, og han synes at være på sporet til at time formen perfekt. Gør han det, vil han være blandt de bedste på kongeetapen.

Det har været en skuffende sæson for Ben Hermans, der var opsat på at køre som kaptajn hos Israel Cycling Academy. Flere forskellige sygdomme har gang på gang sat ham tilbage, og det er derfor kun på kongeetapen i Tirreno, at han for alvor har vist sig frem. Sidste år viste Hermans imidlertid sit store potentiale, særligt med en suveræn sejr i Tour of Oman og et stærkt efterår, hvor han kom flot tilbage efter en skade, der truede med at ødelægge hans sæson. Nu har han haft tid til at forberede sig til Giroen, og derfor må vi formode, at Hermans endelig er på sporet. Kongeetapen er nok en anelse for svær til, at han kan blande sig om sejren, men med gode chancer for bonussekunder på de øvrige etaper har Hermans en fin mulighed for et topresultat.

Sky satser selvfølgelig på Froome, men i den seneste tid, hvor han har været under niveau i sine forberedelsesløb, har der været plads til løjtnanterne. Det kan give chancen for David De La Cruz, der efter en stribe af skuffende præstationer i årets første løb, endelig bekræftede potentialet i Baskerlandet, hvor han kørte stærkt på de sidste to etaper. Havde det ikke været for en svag nedkørsel på 5. etape, var han endt endnu bedre end som nummer 9. I første uge af Vueltaen sidste år viste han, hvor langt hans potentiale som klatrer rækker, og derfor vil han være klar til at slå til, hvis Froome ikke er på toppen.

Også Pello Bilbao er her som hjælper, i hans tilfælde for Lopez. Baskeren kan imidlertid også selv få efter et resultat. Han synes med en 8. plads i Baskerlandet nemlig at have timet formen stort set perfekt, og der er derfor ingen tvivl om, at han er velforberedt. Siden sidste års Schweiz Rundt har han konstant forbedret sig, og selvom han er bedst på kortere stigninger, viste han i Vueltaen sidste år, at han også kan begå sig i høje bjerge. Kongeetapen er nok stadig til den svære side, men til gengæld kan han med sin spurtstyrke gå efter bonussekunder på alle de øvrige etaper.

Bora stiller til start med et hold af tunge folk samt klatretalentet Felix Grossschartner, der vil være topmotiveret på sin hjemmebane. I år har han for alvor vist sit potentiale med lovende præstationer fra Algarve og frem. Særligt i Paris-Nice var han dybt imponerende og fik her et regulært gennembrud, der kunne være blevet til meget mere, hvis det ikke havde været for en enkelt dårlig dag på 6. etape. Desværre er der lidt frygt for formen efter en svag præstation i Baskerlandet, men en god afsluttende kongeetape giver håb om, at han atter er på vej frem.

Ag2r stiller med Alexandre Geniez, der altid er løbets helt store wildcard. Franskmanden er enten helt elendig eller flyvende, og i år har han været begge dele. Han lagde ud som lyn og torden ved at vinde i både Marseille og Provence for siden at forsvinde ned i det hul, der har domineret store dele af hans karriere. Nu har han haft en længere træningsperiode frem mod Giroen, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Han er ikke ren klatrer, og derfor kan kongeetapen blive for svær, men han vil kunne spurte sig til bonussekunder på de øvrige etaper. Derudover har han i starten af sæsonen vist, at han kan stå foran et gennembrud, hvis han altså endelig kan finde bare den mindste form for stabilitet.

Det er ikke meget, vi har set til Igor Anton de seneste sæsoner. Hver eneste gang, han har været på vej tilbage på sporet, er han blevet ramt af sygdom. I Baskerlandet leverede han imidlertid nogle ganske opløftende præstationer, der giver håb om mere i dette løb. Som udgangspunkt skal han hjælpe Meintjes, men han kan sagtens køre efter et resultat, da hans hold ikke ventes at tage meget ansvar. Han er bedst på helt stejle stigninger, og derfor burde kongeetapen passe ham.

Det bliver også meget spændende at følge Amaro Antunes, der særligt med sejren på kongeetapen i Algarve sidste år viste, at han er et ganske stort talent. Det har givet ham chancen på CCC, hvor han lagde stærkt ud i Valencia, desværre med en lidt for overmodig indsats, der kostede mod slutningen. Desværre sendte et styrt ham ud af Ruta del Sol, og i Coppi e Bartali var han endnu ikke helt på toppen. Nu burde han dog være bedre, og som klatrer vil han være begejstret for ruten, også selvom han synes at være bedst op kortere, mere eksplove stigninger.

Endelig vil vi pege på stortalentet Mark Padun. Ukraineren har længe været en ganske interessant rytter på U23-niveau, men det var hans stærke præstationer i to udbrud i Baskerlandet, der særligt viste hans styrke. Specielt på 5. etape, hvor han spillede en nøglerolle for Ion Izagirre viste han den store klasse. Her skal han som udgangspunkt arbejde for Pozzovivo, men da Bahrain næppe skal løfte det største ansvar, kan der måske blive plads til, at han også kan jagte et personligt resultat.

***** Miguel Angel Lopez

**** Chris Froome. Thibaut Pinot

*** Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett, Louis Meintjes, Giulio Ciccone

** Jan Hirt, Sebastien Reichenbach, Ben Hermans, David De La Cruz, Pello Bilbao, Felix Grossschartner, Alexandre Geniez, Igor Anton, Amaro Antunes, Mark Padun, Ben O'Connor 

*  Giovanni Visconti, Diego Rosa, Hubert Dupont, Koen Bouwman, Rodolfo Torres, Fausto Masnada, Ivan Sosa, Mikael Cherel, Manuel Senni, Luis Leon Sanchez, Valerio Conti, Edoardo Zardini, Merhawi Kudus, Markus Eibegger, Ivan Santaromita, Sergey Firsanov, Mikel Bizkarra, Nicola Conci, Riccardo Zoidl, Stephan Rabitsch

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.