Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

Optakt: Tour of the Alps (Giro del Trentino)

19. april 2021 14:02Foto: Sirotti

Mens klassikersæsonen nærmer sig sin afslutning, forbereder cykelverdenen sig på at vende opmærksomheden væk fra endagsløbene og mod de store grand tours. Den første af disse, Giro d’Italia, starter mindre end to uger efter afslutningen på Liege-Bastogne-Liege, og mens de bedste klassikerryttere slås om sejrene i Belgien, bruger nogle af favoritterne til det italienske etapeløb denne uges traditionelle opvarmningsløb Tour of the Alps, der tidligere har været kendt som Giro del Trentino, til at færdiggøre forberedelserne på en meget bjergrig rute, der giver os den helt perfekte mulighed for at vurdere, hvem der er i form til det store slag i Italien.

Annonce

LIVESTREAM PÅ TOUR OF THE ALPS

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

 

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i færd med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie og høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

 

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en dengang meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

 

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

 

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

 

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer Cadel Evans gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

 

I 2017 slog den nye status for alvor slået igennem, og man var således i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist gjorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummede en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

 

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet var også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold var at finde i feltet, og heriblandt var et hav af ryttere, der jagtede en topplacering i Giroen. Det gjaldt naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen tiltrak sig kolossal opmærksomhed, men også Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes brugte løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret. I 2019 var der til gengæld et lille dyk med kun fem WorldTour-hold, og blandt Giro-favoritterne var det kun Nibali og Rafal Majka, der var til start.

 

Heldigvis var det dyk kun midlertidigt. I år er der ikke færre end 13 WorldTour-hold til start i det, der må betegnes som den stærkest besatte nogensinde. Ganske vist er det et slag, at Egan Bernal i sidste øjeblik har valgt løbet fra, og at heller ikke Remco Evenepoel og Mikel Landa er med. Med deltagelse af Vincenzo Nibali, Dan Martin, Hugh Carthy, Simon Yates, Emanuel Buchmann, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo og Romain Bardet er hovedparten af Giroens holdkaptajner dog til start, og dermed lever løbet endnu engang i høj grad op til sin status som den store Giro-generalprøve.

 

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

 

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Criterium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

 

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har redet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i årene fra 2015 til 2018 havde man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

 

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med 2017 har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler og sprinteretaper i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

 

Løbet blev aflyst i 2020, men i 2019 var der nok engang lagt op til Giro-generalprøve, selvom kun Vincenzo Nibali og Rafal Majka deltog blandt de ventede Giro-holdkaptajner. De viste sig da også som de to stærkeste, men på en ukontrollerbar rute uden store bjergafslutninger kunne de intet stille op mod et stærkt Sky-overtal, der med Chris Froome som luksushjælper skabte overtalssituationer, hvor Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart kunne angribe på skift. Det udmøntede sig i to etapesejre til Geoghegan Hart og en enkelt til Sivakov, der til gengæld tog den samlede sejr med 27 sekunder ned til sin britiske holdkammerat og 33 sekunder ned til Nibali. Sivakov har igen i år kurs mod Giroen og forsvarer derfor sejren, men han må denne gang klare sig uden Geoghegan Hart, der ikke skal køre Giro denne gang. Desværre bliver der heller ingen Nibali, efter at italieneren forleden brækkede håndleddet.

 

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, da de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 sidst var en flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

 

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de senere år blev til et holdløb. Siden 2017 har der imidlertid ingen tidskørsel været, og efter at løbet har taget navneforandring til et navn, der stinker af klatring, har man besluttet sig at designe et løb udelukkende bestående af bjergetaper.

 

I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016, 2017 og 2019 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte eller lette stigninger i Østrig. Derudover var løbet præget af etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande, men til gengæld lagde op til ukontrollerbart cykelløb med uforudsigelige udfald. Kun i 2018 brød man trenden, da man igen havde en stor bjergfinale, men det er efterhånden mere undtagelsen end reglen.

 

Sådan er det også i år, hvor man følger trenden fra 2016, 2017 og 2019. Ganske vist byder 2. etape på en bjergafslutning, men der er tale om en blød sag, der næppe kan gøre de store forskelle. Igen har man i stedet designet etaper, der lægger op til offensiv kørsel fra distancen, og som kan være ganske modbydelige at kontrollere, hvis den førende rytter kører for et svagt hold. Løbet kan groft sagt inddeles i tre med to afgørende klassementsetaper, en mellemting som afslutning på løbet og to relativt lette etaper med lange, flade finaler.

 

Da løbet skiftede navne og blev østrigsk-italiensk, blev det besluttet, at det skulle starte i Østrig og slutte i Italien - dog med 2018-udgaven, hvor man gerne ville slutte med en VM-generalprøbe i Innsbruck som undtagelse. I år starter man ganske vist i Italien, men de første to etaper foregår hovedsageligt på østrigsk territorium, inden 3. etape indebærer en passage tilbage til Italien, hvorefter det gælder to etaper i løbets traditionelle hjemland.

 

Tidligere er man startet med en afgørende etape, men det gør man ikke i år. Her kan der faktisk være en chance for klatrestærke afsluttere, når en relativt let etape afsluttes med to omgange på en rundstrækning, der inkluderer en svær stigning, men hvor et længere fladt stykke taler for en sjælden spurtafgørelse i et reduceret felt for klatrestærke typer. Derefter venter den første af de to klassementsetaper, når det tirsdag gør løs med den eneste bjergafslutning, der som sagt ikke er specielt svær, men som forinden byder på løbets måske sværeste stigning, hvor der utvivlsomt er lagt op til klassementskamp inden en afslutning på det bløde målbjerg, der kan blive svært at kontrollere.

 

Derefter bliver det igen lettere på en 3. etape, der med sine 3000 højdemeter er alt andet end nem, men med en længere flad afslutning mest af alt lægger op til en udbrudssejr, hvis ikke der mod forventning er hold med mod på at skabe endnu en spurtafgørelse i et reduceret felt. Torsdag bliver det til gengæld igen alvor med løbets kongeetape, der byder på mere end 4500 højdemeter over mindre end 170 km, og hvor der måske ikke er en bjergafslutning, men en meget vanskelig finalestigning, der kun efterfølges af en kort og meget teknisk nedkørsel, og som derfor lægger op til det måske vigtigste klassementsslag.

 

Intet er dog afgjort før sidste etape. Den er med sine knap 3000 højdemeter ikke den sværeste, da den slutter med to omgange på en rundstrækning med en relativt blød stigning, men den er svær nok til, at en dårlig dag kan koste dyrt. Og har den førende rytter et svagt hold, er det bestemt muligt, at førertrøjen skifter ejermand til allersidst.

 

Kun ét er sikkert. Efter fem dage med fem bjergetaper er det igen i år en klatrer, der vil vinde cykelsportens mest udprægede bjergløb!

 

 

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man i 2018. I 2019 lagde man til gengæld lidt blødere ud, og det gør man også i år, hvor rytterne får lov at varme benene på en kuperet tur fra Italien op over Brennerpasset til Innsbruck i Østrig, hvor to omgange på en lille rundstrækning med en ganske svær stigning lægger op til en uforudsigelig og aggressiv afslutning, hvor en reduceret massespurt dog er et sandsynligt scenarium.

 

Etaperne i Tour of the Alps er altid korte, og det gælder også for denne åbningsetape, der fører feltet over 140,6 km fra Brixen i Italien til Innsbruck i Østrig. Starten er knaldhård, idet man med det samme køre mod øst og nord væk fra dalen og op ad en ikke-kategoriseret stigning (5,0 km, 6,2%), der har top efter 6,6 km. Herfra går det fladt mod nordøst, inden det falder mod nordvest, hvorefter man følger en let stigende vej mod nordvest frem til Brennermotorvejen, der løber langs Elsack-floden. Man kører parallelt med denne ad en let stigende vej mod nordvest frem til byen Sterzing, hvor dagens spurt kommer efter 38,7 km.

 

Herfra fortsætter man direkte mod nordøst op over Brennerpasset, der her er en kategori 2-stigning (13,5 km, 3,0%), som bare er en jævn opkørsel uden stejle procenter. Toppen rundes efter 52,1 km, og bare 900 m senere passerer man grænsen til Østrig. En let nedkørsel fører nu mod nordvest, mens man stadig kører parallelt med motorvejen hele vejen ned til udkanten af Innsbruck, der nås efter 89,4 km.

 

I stedet for at køre ind til centrum kører man igennem den flade dal mod vest frem til den afgørende rundstrækning, hvor der skal køres to omgange. Den er i alt 17,7 km lang og indledes med en lige vej, der leder mod nordvest gennem dalen, som man forlader, når man drejer mod sydvest for at køre frem til bunden af kategori 3-stigningen Axams (3,6 km, 6,7%), der er stejlest over de første 2,5 km, hvor der blandt andet melder 500 m med 10,4%, inden den flader ud med ca. 4% over de sidste 1600 m frem mod toppen, hvor der er en bjergspurt ved første passage efter 104,7 km.

 

Fra sidste passage af stigningen resterer 18,2 km, der indledes med et kort, fladt stykke, der leder mod øst, inden en helt let og lige nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes. Efter sidste omgang kører man første flade stykke af rundstrækningen, der leder mod nordvest, inden man drejer mod nordøst for at køre op over en lille bakke (1 km, 5,1%), der har top med 4 km igen, og derefter først let faldende over 1,8 km siden fladt over de sidste 2,2 km ind til centrum af Innsbruck. Vejen bugter sig kun, indtil man laver en U-vending ved passagen af Inn-floden med 1200 m igen, hvorefter vejen bugter sig let ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Den sidste kilometer er identisk med den, der gjorde Alejandro Valverde til verdensmester i 2018.

 

Etapen byder på i alt 1951 højdemeter.

 

Etapen er ikke den sværeste og er af den type, hvor man aldrig helt kan udelukke, at et udbrud kan holde hjem, fordi der ikke er en oplagt favorit. Axams-stigningen er ikke let, men ikke svær nok eller tilstrækkeligt tæt på mål til klassementskamp, og da der ikke er mange hurtige folk i feltet, er det ikke helt indlysende, hvem der vil kontrollere. Man må dog formode, at ingen har interesse i, at klassementet gider dem af hænde, og mon ikke Ag2r eller Astana kan overtales til at gå efter den reducerede massespurt, der må regnes som det mest sandsynlige udkomme.

 

Innsbruck var senest målby for et stor cykelløb ved VM i 2018, hvor Alejandro Valverde som bekendt sejrede foran Romain Bardet og Michael Woods. Forinden sluttede 2018-udgaven af Tour of the Alps i byen med en etape, der brugte dele af VM-ruten, og her kørte Mark Padun alene væk fra en lille gruppe favoritter i en flad finale og tog karrierens første sejr foran George Bennett og Jan Hirt, der ligeledes kørte væk til sidst. I 2017 sluttede man på den nærliggende Hungerburg-stigning, hvor Michele Scarponi bare fem dage inden sin død tog karrierens sidste sejr. Byen har tillige været besøgt af Østrig Rundt, senest i 2015, hvor Lukas Pöstlberger tog en solosejr, og i 2012, hvor Alessandro Bazzana vandt en reduceret massespurt. I 2001 blev Jurgen Pauritsch østrigsk mester i byen.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Selvom Tour of the Alps er et rigtigt bjergløb, har man i de senere år været tilbageholdne med at bruge store bjergfinaler. Det er heller ikke tilfældet i år, hvor den eneste afslutning på en stigning kommer på løbets 2. etape. Man skal dog ingenlunde overdrive den ret lette målstigning, der end ikke er kategoriseret, men da man forinden skal over den vanskelige Kaunergrat-stigning er der i et løb uden væsentlige bjergafslutninger utvivlsomt alligevel lagt op til det første store opgør i klassementet.

 

Med en distance på 121,5 km er der som altid tale om en kort etape, der holder sig på østrigsk jord og fører feltet fra Innsbruck til målet i Feichten im Kaunertal. Arrangørerne er sjældent nådige fra start, da den første lange del af etapen er helt flad, når rytterne kører langs Inn-floden nede i dalen. Først går det helt fladt mod nordvest frem til byen Telfs, der nås efter 24,7 km, hvorefter det går gennem dalen mod sydvest frem til Silz, hvor dagens spurt kommer efter 37,1 km. Herfra går det videre igennem dalen mod sydvest, indtil man når frem til Arzl im Pitztal Wals, der nås efter 50,1 km.

 

Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod sydvest og syd væk fra dalen for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,3 km, 5,1%), der har top efter 56,4 km. Man fortsætter mod syd på den første del af en let nedkørsel, inden det går videre af en lige nedkørsel mod nordvest tilbage til dalen. Her drejer man med det samme mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Gachenblick (9,1 km, 5,9%), der er ganske let med ca. 5% over de første 4 km, inden den tager fat med 7-8% over 2 km, flader ud over 1 km og slutter med 2,1 km svære kilometer med 8-10%.

 

Toppen rundes efter 75,4 km og markerer starten på en 24,8 km lang rundstrækning, hvor der skal køres én omgang. Der lægges ud med en let nedkørsel, der fører mod sydøst ned til byen Kauns. Her kører man fladt igennem dalen mod vest ind gennem byen og siden nord og vest hen langs Inn-floden. Slutteligt forlader man igen dalen for at køre mod nordøst på ad kategori 1-stigningen Kaunergrat, der bare er Gachenblick fra en anden side. Her er den i kategori 1 og stiger med 9,3% over 7,5 km, og det er en relativt jævn stigning, der sværest midtvejs, hvor km 3 og 4 stiger med hhv. 11,4% og 10,6%.

 

Toppen rundes efter 99,8 km og markerer afslutningen på rundstrækningen med 21,7 km igen. Nu kører man igen første del af runden, der består af den lette nedkørsel, der leder mod sydøst og den flade del ind gennem Kauns. Denne gang kører man dog væk fra Inn-floden og i stedet mod øst, sydøst og syd ad en lige vej op ad den lange, jævne stigning op til mål. I alt stiger den med 3,8% over 11,1 km, men det er de første 8,1 km, der med 4,5% er de sværeste. Det vanskeligste stykke er en kilometer med 7,5% og et maksimum på 12%, der starter med 5 km igen, hvorefter de sidste 4 km stiger med hhv. 2,3%, 3,6%, 0,5% og 1,7%. Den store hovedvej bugter sig kun let over de sidste 5 km, indtil man bugter sig ind på den 200 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2922 højdemeter.

 

Etapen er en af de uforudsigelige bjergetaper, som løbet er blevet kendt for. Den sidste halvdel har mange højdemeter koncentreret over en meget kort distance, men målbjerget er meget let og kan næppe gøre de store forskelle. Det kan til gengæld Kaunergrat, der er en brutal sag, og hvor vi utvivlsomt vil være vidner til en stor kamp mellem de bedste klatrere. Herefter er der mulighed for en regruppering, og så kan alt ske i en ukontrollerbar finale op ad det sidste lette målbjerg, hvis der mangler hjælperyttere til at kontrollere.

 

Feichten im Kaunertal har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

3. etape

Der findes ingen lette dage i Tour of the Alps, og det er heller ikke tilfældet på 3. etape, hvor der er hele 3000 højdemeter på programmet. De er dog koncentreret i etapens første del, men de sidste 50 km kun byder på en lille stejl sag knap 20 km fra stregen. Med større tidsforskelle efter 2. etape kunne det tale for, at udbryderne skal have deres chance, hvis ikke nogle af de hurtige og klatrestærke folk har fået smag på at gå efter mere efter den lignende finale på 1. etape.

 

Med en distance på 162,0 km er der tale om en for løbet lang etape, der fører feltet fra Imst i Østrig til Naturns/Naturno i Italien. Startbue ligger i Inn-dalen, og man lægger ud med at køre en omgang på en lille godt 5 km lang rundstrækning inde i byen, hvor det går op og ned ad en lille bakke. Herfra kører man mod syd gennem byen via en nedkørsel, inden man passer floden for at køre direkte mod sydvest op ad en lang ikke-kategoriseret stigning, Piller Satteæ (16,5 km, 5,1%), der er ganske ujævn med et langt næsten fladt stykke på den nedre og midterste del, inden den tager fat over de sidste 4 km, hvor den hovedsageligt stiger med 8-9%. De sidste 9,2 km er de samme som den første af de kategoriserede stigninger på den foregående etape.

 

Toppen nås efter 26,0 km, og derefter går det ad samme lette nedkørsel som på 2. etape mod sydøst ned til Kauns, hvor man kører fladt mod vest ind gennem byen. Modsat den foregående dag kører nu mod sydvest ned langs Inn-floden, hvilket betyder, at det er helt fladt, indtil man når frem til dagens spurt, der kommer efter 53,6 km. Kort efter forlader man dalen for at køre mod sydvest og syd op ad kategori 2-stigningen Reschen/Passo Resia (17,0 km, 3,1%), der er en lang, jævn stigning helt uden stejle procenter, og som inkluderer en passage af grænsen til Italien 2,5 km fra toppen, der rundes efter 73,6 km.

 

På toppen kører man mod sydøst igennem let faldende terræn hen langs en sø, inden det begynder at falde mod syd ad en relativt kringlet nedkørsel, der leder ned til dalen. Her kører man igennem fladt terræn kortvarigt mod sydvest og øst, inden det går mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Frinig (9,5 km, 6,8%), der er ganske vanskelig over de første 4,5 km, hvor den stiger med 9-10% over det meste af vejen, hvorefter en let kilometer afløses af procenter på hovedsageligt 6-8% resten af vejen frem mod toppen, der passeres efter 112,9 km.

 

De sidste 49,1 km indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til byen Laas, der nås efter 122,9 km. Nu går det mod øst igennem den let faldende dal, som man dog forlader for at køre en omgang på en rundstrækning, der sender feltet op og ned ad kategori 3-stigningen Tarsch/Tarres (3,4 km, 6,9%), der er ganske svær over de første 1500 m, som byder på 1000 m med ca. 11%, inden den stiger med 4-6% over de sidste 1900 m frem mod toppen, der passeres efter 143,6 km.

 

De sidste 18,4 km begynder med den lette nedkørsel, der afslutter rundstrækningen og leder tilbage til dalen, som er let fadende og følges mod nordvest hele vejen ind til målbyen. Vejen er helt uden skarpe sving og bugter sig kun let, indtil man rammer den 300 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. Over de sidste 5 km stiger de første 3 km hovedsageligt let, inden de sidste 2 km er let faldende.

 

Etapen byder på i alt 2997 højdemeter.

 

Etapen lugter langt væk af udbrud. Nok er den sidste rampe svær, men den ligger for langt fra mål for klassementsrytterne. Naturligvis kan man ikke udelukke, at der er hurtige folk, som har lugtet blod efter 1. etape, men etapen er med sin hårde start svær at kontrollere. En spurtafgørelse kan ikke udelukkes, særligt hvis udbruddet truer klassementet, men det ligner en dag for lykkeridderne.

 

Naturns/Naturno har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

4. etape

Det kan godt være, at arrangørerne heller ikke i år har inkluderet en svær bjergfinale, men vi får alligevel noget, der ligner. Med sine mere end 4500 højdemeter er 4. etape løbets vanskeligste, og selvom de fleste af disse er koncentreret på etapens første halvdel, er der stadig lagt op til en nøgledag i klassementet. Etapen slutter nemlig med den ganske vist korte, men ret stejle Boniprati-stigning, og da denne kun efterfølges af en kort, uhyre teknisk nedkørsel, der leder direkte ned til målet, er det måske den allerbedste chance i hele løbet for at gøre forskelle for løbets bedste klatrere.

 

Med en distance på 168,6 km er etapen en for løbet lang sag, der fører feltet fra Naturns/Naturno til Valle del Chiese/Pieve di Bono. Startbyen ligger i dalen, som følges kortvarigt mod sydvest, inden man kører mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 3,8%). En let nedkørsel leder mod nordøst tilbage til dalen, som er let faldende og følges mod nordøst og siden syd frem til byen Lana, der nås efter 24,9 relativt lette kilometer.

 

Nu ender den lette del af etapen. Her forlader man nemlig dalen for at køre mod sydvest og syd op ad den ikke-kategoriserede Passo Castrin (24,4 km, 5,6%), der kommer i to trin med 7-10% over de første 6 km efterfulgt af 9 næsten flade kilometer, inden den tager fat med 9-12% over det meste af de sidste 9,6 km, herunder tre kilometer i træk på hhv. 11,8%, 11,3% og 12,1%.

 

Toppen rundes efter 50,0 km, hvorefter det går mod syd ad en let nedkørsel. Det flader kortvarigt ud, mens man kører mod nordvest, inden det igen får mod syd af en lidt mere kringlet nedkørsel, som leder ned til dalen. Den følges nu mod sydvest ad en let stigende dalvej, der leder frem til Dimaro, hvor dagens spurt kommer efter 87,1 km.

 

Her tager etapen fat igen, når man drejer mod syd for at passere kategori 1-stigningen Passo Campo Carlo Magno (14,4 km, 6,4%), der er sværest over de første 8 km, hvor den stiger med 7-9%, inden den flade ud med 4-6% over de sidste 6,4 km frem mod toppen, der rundes efter 101,4 km. Nu går det mod syd og sydvest ad en først let og siden teknisk nedkørsel som leder ned til Pinzolo nede i dalen. Her rammer man en let faldende dalvej, der følges mod sydvest og syd ned til Tione.

 

Nu forlader man igen dalen for at køre mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,1 km, 5,5%), der stiger med 7-8% over de midterste to kilometer. Toppen rundes med 30,2 km igen og efterfølges af et fladt plateau, der leder mod sydvest, inden det går videre mod sydvest ad en let nedkørsel, der leder ned til målbyen, hvor stregen krydses fra den forkerte side efter 148,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 19,9 km lang rundstrækning, der indledes med et let faldende stykker, der går videre mod sydvest ned gennem dalen til byen Cimego. Her drejer man mod nordvest væk fra floden for at køre op ad kategori 2-stigningen Boniprati (10,0 km, 6,8%), der er e ganske svær sag over de første 8 km, hvor hele fire km stiger med 9-10%, inden de sidste 2 km er meget lette med hhv. 1,5% og 0,5%. Toppen rundes efter 161,7 km, hvorefter de sidste 6,9 km indledes med en først helt lige, men siden uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod øst tilbage til dalen. Det sidste hårnålesving kommer med 1100 m igen, inden man med 700 m igen krydser floden og drejer til venstre ind på dalvejen, der er let stigende, fører mod nordøst og kun bugter sig let ind på den 500 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4577 højdemeter.

 

Med 4500 højdemeter over en relativt kort distance er der tale om en gigantisk etape, men udfordringerne ligger primært langt fra mål. Den sidste stigning er dog meget svær, og da der efterfølgende stort set kun er nedkørsel - en nedkørsel, som sagtens synes at kunne skabe forskelle - er der masser af potentiale for at vinde tid, der også kan holde hele vejen til stregen. Udbrudssejre kan aldrig udelukkes, men i et løb uden store bjergafslutninger ligner denne nøgleetape for klassementet én, som også de største ryttere gerne vil vinde.

 

Valle del Chiese/Pieve di Bono har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

5. etape

I et løb, der kun består af bjergetaper, er det klart, at klassementet altid er på spil indtil sidste øjeblik, men der har været stor forskel på, hvor vanskelig finalen har været. I år har arrangørerne valgt en mellemløsning, hvor en kort, intens etape byder på hele 2700 højdemeter og en afsluttende rundstrækning, der består af en tur op og ned ad Lago di Tenno-stigningen. Det er imidlertid ikke verdens sværeste, og det kan være svært at gøre forskelle mellem de bedste, men på en dårlig dag kan meget tabes, når der utvivlsomt er lagt op til angreb mellem favoritterne på en etape, hvor der ikke er grund til at holde noget tilbage - og er holdet svagt, kan etapen blive et mareridt at kontrollere.

 

Med en distance på 120,9 km er der tale om en for løbet typisk kort afslutningsetape, der fører feltet fra Valle del Chiese/Idroland til målet i Riva del Garda ved Gardasøen. Startbyen ligger også ved en sø, nemlig Idro-søen, og herfra kører man mod nordøst ad en flad dalvej hen langs Fiume Chiese-floden. I Pieve di Bono, der nås efter 18,0 km, går det opad en ikke-kategoriseret stigning (5,3 km, 4,8%), der er uden stejle procenter og har top efter 24,3 km. Derfra falder det let mod nordøst ned til byen Tione, som nås efter 32,1 relativt lette kilometer.

 

Nu tager etapen fat, når man drejer mod øst for at passere kategori 1-stigningen Passo Duron (6,4 km 7,9%), der er en meget svær stigning, der efter to lidt lettere kilometer stiger relativt jævnt med 8-9% det meste af vejen frem mod toppen, der nås efter 40,1 km i præcis 1000 m højde. En kun periodevist teknisk nedkørsel leder mod sydøst og nordøst ned til dalen, som nu følges igennem let stigende terræn mod syd og sydvest frem dagens spurt, som kommer efter 56,1 km. Herefter fortsætter det med at stige let mod sydvest, inden det falder let mod syd ned til søen Lago di Tenno, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Nu kører man den sidste halvdel af denne, hvorfor det går mod sydøst ad en først meget svær og siden helt enkel nedkørsel ned til Riva del Garda, hvor stregen ved Gardasøen krydses for første gang efter 76,5 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 22,2 km lange rundstrækning, der i alt væsentligt består ad en tur op og ned ad kategori 2-stigningen Lago di Tenno. Fra start går det nemlig med det samme mod nord og nordvest op ad stigningen, der over 8,5 km stiger med 6,2% i snit. Den er sværest over de første fire kilometer, der stiger med 6-7%, inden de sidste 4,5 km er lettere med 4-5%, dog med en 6. kilometer med 6,9%.

 

På toppen er der en bjergspurt ved første passage efter 86,8 km, mens der ved anden og sidste passage blot resterer 11,9 km. De indledes med samme nedkørsel som tidligere - en nedkørsel, der altså først er meget teknisk, men siden følger en relativt lige vej. De sidste 2 km er kun ganske let faldende og byder på et sving i en rundkørsel med 1500 m igen og siden en meget teknisk sidste kilometer med hele fire sving med hhv. 750, 700, 300 og 250 m igen, hvoraf det sidste, der næsten er på 180 grader, leder ind på den 8 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2728 højdemeter.

 

Som altid er der tale om en kort og eksplosiv afslutning på løbet, og da der ikke er meget at miste, må man formode, at klassementsrytterne er klar til at angribe hinanden på rundstrækningen. En udbrudssejr er bestemt sandsynlig, men hvis der er et ønske om at gøre det hårdt, kan der sagtens blive kørt så stærkt, at favoritterne skal køre om det. Det er tvivlsomt, om den sidste stigning er svær nok til at gøre forskelle, men særligt hvis den førende rytter har et svagt hold, kan man bestemt ikke udelukke, at en ukontrollerbar finale kan vende op og ned på klassementet til allersidst.

 

I gamle dag var det fat kutyme, at løbet under navnet Giro del Trentino startede i Riva del Garda, der fra 2010 til 2016 kun med en enkelt undtagelse altid var start for en indledende tidskørsel, enten en enkeltstart eller et holdløb. Det var dog kun i 2008, at der var mål i byen, og her vandt Vladimir Zagorodny den indledende flade enkeltstart foran Jure Golcer, Vladimir Miholjevic og en ung Vincenzo Nibali.

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant efter navneskiftet, der har ført til en total ensretning, hvor tidskørslen og sprinteretaper helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de sidste år var et holdløb og ikke en enkeltstart betød, at de rene bjergryttere måske endda kunne vinde tid på den flade åbningsetape, er det i dag helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

 

Navnet Tour of the Alps oser af bjerge, og derfor er det altså nu blevet løbets logik, at løbets skal bestå af fem bjergetaper uden sprinteretaper eller tidskørsler. Alligevel har løbet slet ikke været så enkelt at fortolke, som man måske skulle forvente af et løb, der alene består af rigtige bjergetaper, hvilket burde tale for, at bedste klatrer vinder. Arrangørerne har nemlig valgt en model, hvor de holder sig fra store bjergfinaler og i stedet designer korte, intense bjergetaper med urimeligt mange højdemeter, men med relativt lette afslutninger. Undtagelsen var 2018-udgaven, hvor man havde afslutningen på Alpe di Pampeago til at lade de bedste klatrere sætte sig igennem, men i 2016, 2017 og 2019 har fraværet af en brutal bjergfinale ført til meget taktiske løb, der har været helt umulige at kontrollere, og hvor bedste mand ikke nødvendigvis bare har sat sig igennem.

 

Bedste eksempel på dette er naturligvis 2019-udgaven. Her var det ret åbenlyst, at Vincenzo Nibali og Rafal Majka var de stærkeste på stigninger, men begge havde uhyre svage hold og kunne isoleres med et fingerknips. Når de ramte de lette afslutninger efter bjergene, begyndte Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart at angribe på skift, og så kunne Nibali og Majka have nok så gode bjergben. Det hjalp dem ikke, og Sivakov og Geoghegan Hart endte med at tage en dobbeltsejr i kraft af et stærkt kollektiv og ikke via de bedste bjergben.

 

I de øvrige år har bedste mand nu alligevel vundet, men det holdt hårdt. I 2016 var Mikel Landa flere gange på den, når han var isoleret, og det var kun med det alleryderste af neglene, at han undgik at tabe sejren til Tanel Kangert på bonussekunder i den allersidste spurt. I 2017 var Geraint Thomas godt hjulpet af netop Landa, når de vanskelige finaler skulle kontrolleres, og selv i 2018, hvor der altså var en bjergfinale, havde det ellers brølstærke FDJ-hold deres hyr med at bringe Thibaut Pinot sikkert igennem den angrebsfest, der fulgte i alle afslutningerne.

 

Noget tyder på, at vi vil se noget lignende i år, selvom de bedste klatrere synes at have lidt lettere ved at sætte sig igennem, end de havde i 2019, hvor afslutningerne var meget lette. Denne gang er afslutningen på den gigantiske 4. etape nemlig så svær, at bedste mand har en fair chance for at køre væk på den korte, men stejle stigning i finalen. Ganske vist er der ikke mål på toppen, men er man en habil nedkører på den meget vanskelige nedkørsel, betyder fraværet af fladbane til sidst, at man har al mulig chance for at forsvare sit forspring hele vejen.

 

Spørgsmålet er bare, om det er nok. Både 2. og 5. etape er nemlig af den ukontrollerbare slags, som vi kender det fra Tour of the Alps. På 2. etape er Kaunergrat et bæst, der kan reducere frontgruppen til en lille favoritgruppe, og så kan der blive angrebet i øst og vest på den lette målstigning, der slet ikke er svær nok til at gøre forskelle. Det kan meget vel blive totalt anarki, hvis ikke der er et stærkt hold, der tager kontrol. Det er formentlig kun Ineos, der har styrken til det, men med en homogen trup uden en klar kaptajn taler meget for, at briterne vil bruge samme succesrige opskrift, som Sivakov brugte til at vinde både Tour of the Alps og Tour de Pologne i 2019, nemlig ved at angribe på skift. Og så har vi balladen for de stærke ryttere, der er lette at isolere.

 

Det samme gælder på 5. etape. Her er rundstrækningen ikke voldsomt svær, og stigningen er så let, at et stærkt hold - læs Ineos - sagtens vil kunne kontrollere, for det er ikke en opkørsel, der i sig selv kan gøre forskelle. Hvis til gengæld den førende rytter er let at isolere, kan det gå grueligt gal, for det er bestemt ikke en rundstrækning, der er nem at kontrollere.

 

Tilbage står altså, at 4. etape meget vel kan blive vundet af bedste klatrer, men hvis ikke de stærkeste hold - og det vil i praksis sige Ineos og måske BikeExchange - vælger en kontrollerende tilgang til 2. og 5. etape kan det godt blive en anelse tilfældigt, hvem der vinder tid på de etaper - præcis som det var lidt tilfældigt, at det var Sivakov og ikke Geoghegan Hart, der for to år siden kørte væk på den afgørende 2. etape. 

 

Til gengæld taler intet for, at 1. og 3. etape vil spille en afgørende rolle. Ganske vist skal favoritholdene undgå et pokerspil på 1. etape, hvor manglen på oplagt favorit kan give et udbrud en reel chance, men mon ikke der nok skal være hold, der ikke vil lade løbet glide dem af hænde? Axams-stigningen ligger for lagt fra mål til, at der bør kunne skabes varige forskelle, og en spurtafgørelse synes sandsynlig. Derimod synes 3. etape helt oplagt til et udbrud, da der vil være etableret større forskelle, og medmindre udbruddet truer trøjen, er det svært at se, at der er hold, der har styrken og lysten til at kontrollere. Igen er sidste stigning nemlig for langt fra mål til at tro på varige forskelle.

 

Tilbage står vi med konklusionen, at løbet vil blive vundet af en klatrer, men ikke nødvendigvis den bedste. Han skal være så god, at han kan køre med eller meget tæt på de bedste på 4. etape, men derudover kan det sagtens være lidt tilfældigt, hvem af klatrerne der vinder et eventuelt lotteri på 2. og 5. etape. Derudover kan et godt hold være helt, helt afgørende, hvis en trøje skal forsvares, særligt på fredag. Endelig er en god spurt ikke helt uvæsentlig, for i de lette finaler på alle fem etaper kan man som hurtig mand sagtens vinde bonussekunder.

 

Vejret har også før været et tema. Det er nemlig før sket, at det har været regnvejr i Østrig, og dårligt vejr lurer altid som en latent trussel i Alpelandet. Det gør det bestemt også i år, der ligner en kedelig sag. Mandag bliver således drivvåd - endda med snefald i nattetimerne - og modvind hjem fra stigningen. Det bliver heldigvis bedre tirsdag, hvor der kun er risiko for byger, og hvor der heldigvis vil være medvind på det lette målbjerg. Regnen melder sig igen onsdag, der ligner en våd modvindsetape, og den er gal igen på en våd torsdag, der ventes at byde på modvind og tordenbyger det meste af dagen, men dog medvind på finalestigningen. Endelig runder vi festen af med en våd fredag, hvor der i finalen vil være medvind på stigningen og modvind på nedkørslen. Med andre ord synes vindforholdene generelt at gøre det lettere at gøre forskelle, men det er en god ide at pakke både det varme tøj og regnfrakken. Det bliver ikke et løb for folk med foragt for våde forhold!

 

Tilbage står, at vi igen i år har et af de mest åbne etapeløb, hvor det forhold, at det ikke nødvendigvis er bedste mand, der vinder, gør, at der er temmelig mange mulige vindere. Bedre bliver det ikke af, at løbet altid er kendetegnet ved, at det er Giro-favoritternes første løb efter en højdetræningslejr. Det betyder, at vi aldrig helt ved, hvem der er kørende, og selvom de så tæt på Giro-starten skal være i god form, er det en god ide at vide, hvem der plejer at køre stærkt i sine forberedelsesløb, fordi det i et vist omfang er eneste reelle pejlemærke på, hvem der har taget de gode ben med til Alperne.

 

Kollektivet blev helt afgørende for to år siden, og det tror jeg, at det gør igen. På den baggrund vælger jeg at tro på et titelforsvar til Pavel Sivakov, men det kan sagtens gå helt galt. Der er nemlig ganske stor forskel på russerens top- og bundniveau, og i år har det været bunden, der har været dominerende. I hvert fald var han alt andet end flyvende i februar og marts, men nu har han haft mere end en måned til at forberede sig til Giroen. Det var det samme i 2019, hvor han kom flyvende ind til dette løb, og sidste år kørte han som en motorcykel i optakten til Touren, selvom styrt i Dauphiné og senere Touren betød, at det er lidt svært at aflæse i resultatlisten.

 

Jeg tvivler på, at Sivakov er stærkeste mand. Jeg tror faktisk også, at stigningen på 4. etape er lidt for stejl til at passe ham ideelt. Til gengæld er han del af det stærkeste hold, der i finalerne kan have tre kort til at angribe på skift. Noget lignende udnyttede han også i 2019, hvor han tillige brugte sin fornuftige fart til at vinde en etape og sikre sig bonussekunder. Naturligvis skal der held til, hvis han igen skal ramme rigtigt i lotteriet, men er han lige så velkørende som i august, har han i hvert fald skabt de bedste forudsætninger for at trække det rigtige lod. Da han også har det fint i regnvejr - han er trods alt russer - tror jeg på ny sejr til den russiske komet.

 

I det hele taget tror jeg meget på Ineos-kollektivet, og derfor bliver mit næstbedste bud Daniel Martinez. Ligesom Sivakov har colombianeren én gang vundet et stort etapeløb ved at udnytte manglen på kontrol, da han benyttede et svagt FDJ-mandskab til at flå trøjen af Pinot på sidste etape af Dauphiné, og den model kan han bruge igen. Her viste han også, at hans topniveau efterhånden er tårnhøjt, og selvom vi ikke har set det siden, må man formode, at han er skarp med få uger til Giro-starten efter et meget løbsfattigt forår, hvor han så stærk ud som hjælper for Yates i Emiraterne, men siden uden forklaring blev taget af startlisten til Tirreno i sidste øjeblik. Som bekendt kørte han stærkt nok i sit forberedelsesløb til Touren til faktisk at vinde, og det taler for, at han også vil køre stærkt her.

 

Heller ikke han er nok bedste klatrer, og han er heller ikke hurtig, men ligesom Sivakov har han den fordel, der kan være helt afgørende i dette løb, nemlig det stærkeste hold. Det kan være den afgørende komponent til igen at vinde sit sidste forberedelsesløb, hvis han har husket at tage Dauphiné-benene med til Alperne, og hvis han kan klare regnen, hvor han efter min bedste hukommelse endnu ikke har excelleret.

 

Skal man pege på en rytter fra et andet hold, skiller Simon Yates sig ud, men som altid er der megen tvivl om den lille brite. Ser man bort fra hans Tirreno i 2020, har han nemlig stadig ikke været på sit bedste niveau siden Vuelta-sejren i 2018. Det så ellers så lovende ud, da han næsten hentede Tadej Pogacar på kongeetapen i Tirreno, men vi kom hurtigt ned på jorden igen på de efterfølgende mure og senest i Catalonien, hvor han skuffede fælt.

 

Heldigvis er der opmuntring at hente i 2020-sæsonen. Netop i sit Giro-forberedelsesløb, Tirreno, lignede han kortvarigt sig selv, og det kunne tale for, at han også kører stærkt i sin første deltagelse i dette løb. Faktisk er han måske den rytter, der passer allerbedst til finalerne, hvor han har hurtigheden til at jagte bonussekunder og ligger godt til 4. etapes korte, stejle stigning. Regn kan en brite også klare, og han har et hold, der kan forsvare en trøje på sidste etape. Til gengæld er holdet ikke så stærkt, at det har andre potentielle vindere end ham, og derfor kan han meget vel være isoleret, særligt i finalen på 2. etape, der kan glide ham af hænde. Kommer han godt igennem den etape, står han til gengæld meget stærkt, hvis benene er så gode som i september.

 

BikeExchange har også Nick Schultz, der bare bliver bedre og bedre og senest kørte godt i Coppi e Bartali, men her er klatringen nok lidt for voldsom. Tanel Kangert og Mikel Nieve er gode til at kontrollere løbet, men har i de senere år ikke haft niveauet til at vinde, og det har unge Kevin Colleoni heller ikke endnu.

 

Blandt deltagerne i dette felt er Aleksandr Vlasov en af de to ryttere, jeg i Giro-sammenhæng tror mest på. Spørgsmålet er bare, hvor godt kørende han er nu. Sidste år var han ganske langt fra topformen i forberedelsen i Tirreno, og det kunne være det samme her. Trods en 2. plads i Paris-Nice har han heller ikke fundet sit højeste niveau endnu i år, netop fordi Giroen er hovedmålet. Jeg forventer, at han er meget bedre nu, men om han er helt skarp nok, er mere tvivlsomt. Til gengæld er en formstærk Vlasov en af de allerbedste klatrere, der meget vel kan vinde 4. etape, og han kan også spille det taktiske spil i de lettere finaler, hvor han dog lider under en manglende spurt. En russer bør have det udmærket i regnvejr, hvor vi ikke har set ham meget, men Astana kommer ikke med det allerbedste hold. Jeg tror godt, at de kan kontrollere 5. etape, men på 2. og 4. etape vil Vlasov formentlig være lidt alene, og det kan måske koste i det taktiske spil. Holdet har dog også talentfulde Harold Tejada som en plan B, men han har skuffet meget i år, og selvom han formentlig er bedre nu, skal der være sket meget siden Catalonien, hvis han skal køre med om sejren. Løbet er for svært for Luis Leon Sanchez, der ikke kan begå sig i klassementet, og klatreren Vadim Pronskiy mangler for meget.

 

Ineos-mandskabets fjerde kort er Ivan Ramiro Sosa, men som bekendt er han en af feltets lottokuponer. Han var flyvende i Provence, men en mindre katastrofe i UAE Tour, inden han så rejste sig med meget stærk kørsel i Coppi e Bartali, der ellers ikke passede ham - i hvert fald indtil han styrtede ud af løbet. Det kunne give håb for, at han er flyvende, men han passer ikke særligt godt til dette løb. Finalen på 4. etape er for eksplosiv til at passe ham ideelt, og han er ikke prototypen på en mand, der angriber i lette finaler. Han er heller ikke prototypen på en regnvejrsrytter, og der er derfor flere forhold, der taler imod den lille colombianer. Hvis til gengæld han har sin bedste form, vil jeg slet ikke blive overrasket, hvis han kører fra alt og alle på 4. etape, for han har ført gjort det godt på korte, eksplosive stigninger i Burgos. Han skal så holde forspringet på nedkørslen, men vinder han den etape, kan han også meget vel ende med at vinde hele løbet. Til gengæld skal vi ikke regne med, at Gianni Moscon klatrer godt nok til at køre klassement i det første løb efter den lange skadespause.

 

Nairo Quintana er særligt interessant, fordi han er den eneste af favoritterne, der ikke bruger løbet som forberedelse. Tværtimod er det sidste forårsmål for colombianeren, og han vil derfor gøre alt for at vinde løbet. Efter den lange skadespause i løbet af vinteren har han ikke helt nået sit bedste niveau i år, og særligt har det været markant, at han igen har lidt under manglende restitution i både Tirreno og Catalonien, hvor han gik ned til sidst. Til gengæld var hans topniveau i løbets indledende fase ganske højt, og man må formode, at han meget vel kan være endnu bedre nu, hvor skaden er mere på afstand. Desværre passer løbet ham dårligt, selvom han har det fint med regnvejr, men er han vitterligt flyvende, vil det ikke undre, hvis han kører fra alt og alle på torsdag, hvor han også kan forsvare sig nedad. Udfordringen er i stedet først og fremmest et svagt hold, for han vil være alene i finalerne og kan få meget svært ved at forsvare en førertrøje. Arkeas to øvrige klatrere, Winner Anacona og Dayer Quintana , klatrer nemlig ikke godt nok til at køre klassement.

 

En anden rytter, løbet passer dårligt, er Hugh Carthy. Finalen på 4. etape er for eksplosiv for hans dieselmotor, og da han er uden spurtstyrke, er de lette finaler slet ikke noget for ham. Det er til gengæld de mange højdemeter, som vi så i Baskerlandet, hvor han havde det svært i den eksplosive indledning, men viste sit tårnhøje topniveau på kongeetapen. Sidstnævnte taler for, at han efterhånden kan være ganske flyvende i dette løb, og man skal derfor ikke afvise, at han vil være i stand til at vinde 4. etape, selvom den ikke passer ham ideelt. Han er dog også en herligt aggressiv rytter, der kan spille det taktiske spil i finalerne, men her og i forsvaret af en trøje lider han af et hold, der ikke er det stærkeste. Som alternativ har holdet Ruben Guerreiro, der modsat Carthy har hurtigheden, men han bør komme til kort i finalen på 4. etape, som vil være for svær. Intet tyder på en genfødsel af Tejay van Garderen eller Lachlan Morton.

 

Dan Martin overraskede de fleste ved pludselig at ændre sæsonplaner, droppe Ardennerne og satse på Giroen. Det har sendt ham i kapløb med tiden, for han har mildt sagt haft et skuffende forår, hvor han har været syg to gange. Senest var han milevidt fra sit topniveau i Catalonien, og der skal være sket meget over den seneste lille måned, hvis han skal vinde så svært et løb som dette. Meldingen er dog, at han er ganske velkørende, og hvis han vitterligt er blevet forvandlet fra æsel til præmiehingst over de seneste uger, er han måske den rytter, der passer bedst til dette løb, hvor han vil elske den eksplosive finale på 4. etape og har hurtigheden til at vinde bonussekunder måske endda på alle de øvrige etaper, hvis de kontrolleres. Til gengæld er holdet ikke specielt stærkt, og også han kan få problemer med at forsvare en trøje, ligesom han vil være alene i finalerne. Regn kan en irer godt klare, men først og fremmest skal han finde den form, han hidtil har savnet. Som alternativ har Israel SUN Ben Hermans, men også i år ser det ud til, at alderen har indhentet ham. Chris Froome er desværre fortsat milevidt fra et konkurrencedygtigt niveau, og løbet er for svært for Alessandro de Marchi.

 

Hvor står Jai Hindley ? Der er få ryttere, der har så stor forskel på top- og bundniveau som den lille australier, og da han sjældent kører voldsomt stærkt uden for sine sæsonmål, er han næppe flyvende nu. Omvendt var han bedre end ventet i Paris-Nice, indtil sygdom tvang ham ud af Catalonien, og det kunne tale for, at han med Giroen i horisonten faktisk er ganske konkurrencedygtig nu. Hans tårnhøje niveau så vi som bekendt i Giroen, og har han de samme ben nu, kører han med om sejren her. Finalen på 4. etape passer udmærket til en mand, der faktisk har et fint punch, og han har den fordel, at han meget vel kan være en del af en duo sammen med Romain Bardet i finalerne, hvor de kan spille det taktiske spil. Netop Bardet betyder også, at han vil kunne forsvare en trøje, men først skal han vise, at han har en konkurrencedygtig form.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT
 

Så er der elefanten i rummet. Man får næsten helt ondt i maven af at skrive om stakkels Thibaut Pinot, der stadig døjer med de rygproblemer, der ser mere og mere karrieretruende ud. Nu taler han endda om måske at droppe Giroen, hvis ikke denne test går godt, men der er heldigvis også lidt håb at læse i hans udtalelser. Han afviser nemlig slet ikke, at han faktisk er god, og hvis ryggen holder, er han endda overbevist om, at formen er fin. Med sin hurtighed står han fremragende til dette løb med relativt lette finaler, og han elsker endda det varslede regnvejr. Det er bestemt heller ikke tilfældigt, at han vandt løbet i 2018, hvor han i kraft af netop hurtigheden endte i top 6 på alle fem etaper. Vi ved også fra Dauphiné inden styrtet, at en frisk Pinot stadig har det måske højeste topniveau i dette løb, men desværre er usikkerheden om ryggen alt for stor. Dertil skal lægges, at det unge FDJ-hold får meget svært ved at forsvare en trøje, som det lykkedes i 2018, hvor holdet i stedet var til start med noget nær A-holdet. Som plan B har de unge Attila Valter, men det vil være overraskende at se ham køre med i front efter en skuffende sæsonstart.

 

Pello Bilbao viste senest i Baskerlandet, at han stille og roligt er blevet så god, at vi skal til at tage ham mere seriøst i de fleste etapeløb. Efter sidste års vanvidskalender har vi nu også lært, at han bare bliver bedre og bedre, jo flere løb han får i benene, og derfor taler meget for, at han vil være endnu bedre end i Baskerlandet, hvor han endte som nr. 6. Her så vi dog også, at han stadig er et stykke fra de bedste på stigningerne, men han sikrede sig sin placering ved at spille det taktiske spil på 4. etape. Det er som bekendt også et vigtigt våben i dette løb, og bliver 2. og 5. etape ukontrollerbare, vil han være klar til at gribe ud efter lykken, hvorefter han skal forsvare sig mod de bedste på 4. etape. Selvom vi senest så i Baskerlandet, at den gamle hurtighed ikke findes længere, kan man vel heller ikke helt udelukke, at han kan få del i bonussekunderne. Til gengæld ligner Bahrain et hold, der får svært ved at forsvare en eventuel førertrøje. Holdets alternative klassementsrytter er Hermann Pernsteiner , men hans dieselmotor passer ikke til dette korte løb, og det gør de eksplosive stigninger heller ikke, ligesom han har været ganske skuffende siden Vueltaen i 2019. Mark Padun så bedre ud i Baskerlandet, men det virker stadig helt umuligt at se ham køre klassement, som det også gør for den tilbagevendte Rafael Valls .

 

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Matteo Fabbro. Skiftet væk fra Katushas dødsbo gjorde ham godt, og siden da er han bare blevet bedre og bedre. Han nåede det foreløbige højdepunkt med den samlede 5. plads i Tirreno, hvor han med 7. pladsen på kongeetapen viste, at han nu kan klatre tæt på de bedste. Faktisk må man formode, at formen er endnu bedre nu, og hans aggressive stil passer godt til de ukontrollerbare finaler. Det vil dog være overraskende, hvis han er bedste mand, men i det taktiske spil kan Fabbro sagtens løbe med sejren, hvis han har Tirreno-benene med, men om Bora kan forsvare en føretrøje er mere tvivlsomt.

 

Kan Domenico Pozzovivo stadig? Det var der intet, der tydede på, da han i 2020 kom tilbage efter styrtet, men så rejste han sig pludselig i Giroen, hvor han i den første del sammen med Jakob Fuglsang var bedste mand i bjergene. I år har han været langt efter, men det var som bekendt også tilfældet sidste år, indtil han pludselig fløj til sæsonens store mål. Han er mildt sagt lidt af en gigant i dette løb, hvor han vandt i 2012 og derudover har to 2. pladser, tre 3. pladser, en 4. og en 5. plads samt to 7. pladser - en nærmest uhørt historik med hele 10 top 7-placeringer! Faktisk har han siden 2008 kun været uden for top 7 i 2013, hvor han styrtede ud, og i 2019, hvor han ikke deltog, og det vidner om, at Pozzovivo altid kører stærkt i Giro-optakten, og at han elsker dette bjergløb. Årets rute passer ham dog ikke særligt godt, og i en alder af 38 har han bare altid meget at bevise, når han mest af alt er langt fra de bedste. Samtidig har han et svagt hold, der umuligt kan forsvare en trøje, når Kilian Frankiny har været uhyre formsvag i år, og Karel Vacek stadig mangler for meget.

 

Ved siden af Hindley må også Romain Bardet må også regnes ind. Det er efterhånden svært at tro, at han kommer tilbage på sit gamle niveau, men vi så i Touren indtil styrtet dog, at han stadig er konkurrencedygtig. I år har han dog været mere anonym end vanligt for en mand, der traditionelt har et tårnhøjt bundniveau, og selvom det gik fint i Tirreno, var det stadig ikke den Bardet, vi kender. Det vil derfor undre mig, hvis han er bedste mand i dette løb, men det behøver man heller ikke at være for at vinde. Han og Hindley udgør nemlig en potent duo i finalerne, og i de taktiske spil har de muligheder, hvis formen er god. Til gengæld er det slut for Nicolas Roche med at køre klassement i denne slags løb - særligt da på denne tid af året - og niveauet er stadig for højt for supertalentet Henri VandenabeeleMichael Storer kunne være en plan C, men han var bestemt ikke flyvende i Catalonien.

 

Endelig vil jeg nævne Felix Grossschartner, men det er uden den store overbevisning. Den store østriger er nemlig temmelig begrænset i bjergene, som vi senest så i Vueltaen, og han vil utvivlsomt tabe tid på 4. etape - særligt hvis han er lige så langt fra sit niveau, som han har været gennem hele sæsonen. Heldigvis for ham er finalerne på de øvrige etaper lette, og i det taktiske spil kan han udgøre en spændende duo med Fabbro, ligesom han er en af de hurtigste klassementsryttere. Formen frem mod Giroen må også være bedre, men jeg tror stadig, at han taber for meget på torsdag, selv hvis han er flyvende. Bora har også mountainbikeren Ben Zwiehoff, der dog stadig mangler for meget, og ikke mindst den spændende skiløber Anton Palzer, men det vil være en stor sensation, hvis han i karrierens allerførste UCI-løb kan begå sig i så skrapt et felt.

 

De øvrige hold får det svært. Efter tabet af Vincenzo Nibali satser Trek på den delvist genfødte Gianluca Brambilla, men det vil være overraskende, hvis han kan vinde så svært et løb, og niveauet må også regnes for højt for de unge Mattias Skjelmose, Michel Ries og Antonio Tiberi samt Antonio Nibali og Amanuel Ghebreigzabhier, der har været formsvage indtil nu. UAE kommer med et B-hold, hvor man altid skal være åben for en genfødsel af Joe Dombrowski, der dog ser ud til at være langt væk, ligesom den talentfulde Andres Ardila desværre kun skuffer og skuffer. Hos Ag2r glæder jeg mig meget til at se den i år så velkørende Geoffrey Bouchard, men han kan trods alt ikke vinde, og desværre har Tony Gallopin og Jaakko Hänninen begge i år været skuffende. Androni stiller med den 18-årige Santiago Umba, der dog stadig er overmatchet her, og det samme er Natnael Tesfatsion, der ellers har gjort det godt i år, samt Jefferson Cepeda Daniel Munoz og Simone Ravanelli, der ellers alle kan klatre. Hos Bardiani er den engang så lovende Giovanni Carboni stadig en skygge af sig selv, og niveauet er for højt for Luca Covili og Johnatan Canaveral. Det samme er tilfældet for Caja Rurals klatrere Julen Amezqueta og Alejandro Osorio. Eolo kommer med Edward Ravasi, der dog stadig manglede for meget i Coppi e Bartali, Mark Christian, der heller ikke længere har niveauet, og de unge klatrere Alessandro Fancellu, Marton Dina og Alejandro Ropero, der alle mangler for meget. Hos Gazprom håber man på en genfødsel af Ilnur Zakarin , men den var langt væk i Tirreno og Catalonien, ligesom Nikolay Cherkasov stadig manglede alt for meget i Tyrkiet og endnu ikke er sig selv. Hos Uno-X skal det blive spændende at følge Torstein Træen, der jo chokerede hele verden med sin 9. plads i Colombia sidste vinter, ligesom danske Morten Hulgaard også har vist fornuftige klatreevner. Endelig stiller Tirol med et ungt og meget urutineret hold, der mildt sagt får kam til deres hår!

 

***** Pavel Sivakov

**** Daniel Martinez, Simon Yates

*** Aleksandr Vlasov, Ivan Ramiro Sosa, Nairo Quintana, Hugh Carthy, Dan Martin

** Jai Hindley, Thibaut Pinot, Pello Bilbao, Matteo Fabbro, Domenico Pozzovivo, Romain Bardet, Felix Grossschartner

* Ilnur Zakarin, Gianluca Brambilla, Harold Tejada, Ruben Guerreiro, Joe Dombrowski, Nick Schultz, Geoffrey Bouchard, Attila Valter, Ben Hermans, Hermann Pernsteiner, Tanel Kangert, Mikel Nieve, Mattias Skjelmose, Jaakko Hänninen, Antonio Tiberi, Amanuel Ghebregzabhier, Mark Padun, Ben Zwiehoff, Natnael Tesfatsion, Edward Ravasi, Michael Storer, Torstein Træen, Daniel Munoz


LIVESTREAM PÅ TOUR OF THE ALPS
 

Danskerne

Mattias Skjelmose bør kunne forsøge sig i klassementet for et Trek-hold uden Nibali, hvor Gianluca Brambilla dog er kaptajn, men løbet er for svært og niveauet for højt til en gentagelse af resultatet fra Emiraterne. Hos Astana skal Jonas Gregaard støtte Aleksandr Vlasov, mens Frederik Wandahl hos Bora skal støtte Matteo Fabbro og Felix Grossschartner, og Lasse Norman på Qhubeka skal hjælpe Domenico Pozzovivo. Endelig er Morten Hulgaard til start for et Uno-X-hold, der formentlig kører lidt klassement med Torstein Træen, men vel mest af alt skal vise sig frem

Pavel Sivakov
Daniel Martinez, Simon Yates
Aleksandr Vlasov, Ivan Ramiro Sosa, Nairo Quintana, Hugh Carthy, Dan Martin
Jai Hindley, Thibaut Pinot, Pello Bilbao, Matteo Fabbro, Domenico Pozzovivo, Romain Bardet, Felix Grossschartner
Ilnur Zakarin, Gianluca Brambilla, Harold Tejada, Ruben Guerreiro, Joe Dombrowski, Nick Schultz, Geoffrey Bouchard, Attila Valter, Ben Hermans, Hermann Pernsteiner, Tanel Kangert, Mikel Nieve, Mattias Skjelmose, Jaakko Hänninen, Antonio Tiberi, Amanuel Ghebregzabhier, Mark Padun, Ben Zwiehoff, Natnael Tesfatsion, Edward Ravasi, Michael Storer, Torstein Træen, Daniel Munoz

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of the Alps
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

Tour of Thailand(2.1) 11/05-16/05

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 20/05-23/05

Tour du Finistère(1.1) 22/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 22/05-23/05

Vuelta Ciclista a la Regi...(1.1) 23/05

Tour of Japan(2.1) 23/05-30/05

Mercan'Tour Classic Alpes...(1.1) 24/05

Ronde van Limburg(1.1) 24/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

EKSKLUSIVT TILBUD: SE ALLE GIRO ETAPER I FULD LÆNGDE & UDEN REKLAMER