Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour of Turkey
08. oktober 2018 15:52 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Den europæiske sæson er stort set ovre, men heller ikke i år betyder det ikke enden på WorldTouren. Tværtimod fortsætter cykelsportens fineste serie i yderligere et par uger med to etapeløb i hhv. Tyrkiet og Kina, hvor det er det yderst omtumlede Tour of Turkey, der indleder turen til Asien. Efter over et par år at have opbygget et ry som et af de bedste forberedelsesløb til Giroen blev det faktisk ret gamle løb en del af WorldTouren forud for 2017-sæsonen, men en kombination af forskellige omstændigheder betød, at løbet blev truet af aflysning og nu i stedet har fundet en placering allersidst på sæsonen, hvor det i år heldigvis har tiltrukket et betydeligt stærkere felt end i sidste års halvtamme udgave.

Løbets rolle og historie

Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere år har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterræn landet kan tilbyde. Som de nærliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige én eneste cykelrytter på højeste niveau, men i løbet af de seneste år har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske populær begivenhed på den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets skønhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europæiske løb.

 

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1964, er Tour of Turkey faktisk et ganske gammelt løb, men i mange år var dets eksistens nærmest gået ubemærket hen i cykelverdenen. Som en lavere rangerende begivenhed på UCI-kalenderen tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramte aldrig tyrkisk jord. Det ændrede sig med ét i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de anså et nationalt etapeløb langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opnå det mål.

 

Med en større kapitalindsprøjtning blev løbet kraftigt opgraderet, og efter at have fået 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008 blev løbet endda løftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold, var nu ovre, og i de efterfølgende år trak man gang på gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle så værdien i en uges kvalitetscykelløb i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket mindre navne fra de store hold kom også flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en væsentlig begivenhed i cykelverdenen.

 

Det var ikke tilfældigt, at løbet havde en sådan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d’Italia, og mens det traditionelle opvarmningsløb i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der næsten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykelløb i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i første omgang afviklet to uger tidligere, men arrangørerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed tættere på Giroen, hvormed der blev skabt større synergi mellem de to løb.

 

For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesløb i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene på de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterræn, og selvom arrangørerne hurtigt tog initiativ til gradvist at gøre løbet hårdere og hårdere, har det altid være rigeligt med plads til, at sprinterne kan gøre brug af deres fart. Derfor har man i de senere år set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.

 

I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, der kunne byde på mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.

 

De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor forblev klassementskampen i alt væsentligt et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning hetil har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.

 

Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med tv-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.

 

Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede initiativer, der skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste fire udgaver ikke været plaget af skandaler.

 

Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag i 2016, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.

 

Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for sidste sæson, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, sendte i stedet løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb havde nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet havde den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen var travl.

 

Resultater var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold, og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rollen som Giro-forberedelse væk, og i stedet kom løbet nu til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare ventede på ferie.

 

Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover havde langt de fleste ryttere kørt cyklen i garage. . I forvejen var holdene pressede af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med 2017 er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikles endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen krævede ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, havde holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således var det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række havde kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgjorde derfor de eneste WorldTour-hold i Tyrkiet.

 

Heldigvis er løbet i år kommet tilbage på sporet. Selvom de kalender- og sikkerhedsmæssige udfordringer er de samme, har man denne gang kunnet overtale ni af de 18 WorldTour-hold til at krydse Bosporus-strædet, selvom sæsonen går på hæld. Man kan endda som i storhedstiden præsentere flere sprinterstjerner som Fernando Gaviria, John Degenkolb og Sam Bennett, og selvom feltet af klassementsryttere fortsat ikke er imponerende, ligner det tyrkiske løb nu igen det, det var for få år siden. Samtidig har man fra næste år genvundet sin gamle position i april, nu i samme uge som Amstel Gold Race, og situationen ser derfor igen ganske lys ud.

 

Sidste års tumultariske udgave blev som så ofte før lidt af en sprinterfest, der blev totalt domineret af Sam Bennett. Ireren vandt fire af de seks etaper, og var han ikke styrtet på den sidste kilometer i Istanbul, havde han formentlig gjort rent bord på de flade dage. I spil til klassementet var han imidlertid ikke, for den samlede stilling blev afgjort på den korte, stejle Selcuk-stigning på løbets eneste svære etape. Her levede Diego Ulissi op til sin status som storfavorit ved at vinde foran Jesper Hansen og Fausto Masnada, og de tre ryttere udgjorde også det endelige podium. Med en ny kontrakt i ryggen vender Ulissi tilbage for at forsvare sin titel, men han får denne gang ny konkurrence, da hverken Hansen eller Masnada vender tilbage i år.

 

Ruten

Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, kender derfor snart hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år. Kun i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, har man afveget lidt fra et format, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.

 

Efter 2016-udgavenss lidt eksperimenterende format vendte man i 2017 tilbage til den gamle formel, og derfor bestod sidste års løb af en tur langs solkysten fra Alanya til Istanbul med seks etaper, der alle havde finaler kendt fra tidligere år. Denne gang var løbet imidlertid blevet reduceret med to dage, og det betø, at der skulle ”speedes” op, at etaperne var længere, og at der er plads til færre stop undervejs.

 

Tyrkere er som sagt tilhængere af genbrug, og derfor er årets rute meget lig den, der er kendt fra sidste år. Således er fire af etaperne mere eller mindre gengangere, men der er også plads til lidt opfindsomhed med to nyskabelser undervejs. Den første af disse kommer allerede på 1. etape, hvor for blot anden gang i historien skal en tur til Konya. Det betyder lidt flere tidlige stigninger end vanligt, men kan næppe forhindre en indledende massespurt. Derefter venter man tilbage til kysten med den klassiske helt flade sprinteretape fra Alanya til Antalya, og derefter går det som vanligt den velkendte vej med retning mod Istanbul.

 

For anden gang siden debuten i 2013 er Elmali-stigningen, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez, ikke med, og man holder sig hele vejen tæt på kysten i stedet for at bevæge sig ind i de høje bjerge. Derfor venter de første klatreudfordringer i stedet på torsdagens etape i Marmaris, hvor man genbruger løbets allermest klassiske finale med to mindre bakker tæt på mål. Historien viser dog, at etapen som regel ender i en reduceret massespurt, og derfor er første halvdel af løbet dedikeret til sprinterne.

 

I fraværet af Elmali er det løbets anden ikoniske stigning, Selcuk-stigningen, der formentlig alene skal afgøre klassementet, som den gjorde det sidste år. Det sker når man for femte gang i historien på fredagens kongeetape vender tilbage til den relativt korte og ganske stejle stigning ved den tyrkiske vestkyst. Derefter erstatter den nye destination Manisa storbyen Izmir som mål på 5. etape, men det ændrer ikke på, at sprinterne atter burde komme til fadet dagen inden afslutninen Det hele slutter med en meget spektakulær etape i Istanbul, hvor man for fjerde år i træk bruger en velkendt finale med en brostensbakke på de sidste 2 km, en bakke, der flere gange har snydt sprinterne og skabt en splittelse, der muligvis kan skabe små forskydninger i klassementet.

 

1. etape

Selvom man har varieret ruten en anelse fra år til år, har man i de senere sæsoner i alt væsentligt fastholdt samme struktur for løbet, der i alt væsentligt består af en rejse mellem Alanya og Istanbul langs den tyrkiske solkyst. I de fleste af de seneste udgaver er turen gået fra ferieparadiset til storbyen, der er delt mellem Asien og Europa, men den model afviger man fra i år. Ganske vist rejser man igen i år i samme retning, men i stedet for en start ved vandet har man denne gang henlagt første etape til en mere kuperet rute i byen Konya, der i nyere tid kun er blevet besøgt i 2016 på en ganske dramatisk sidevindsetape.

 

Med en distance på bare 148,4 km er der tale om en ganske kort åbningsetape, der har både start og mål i Konya. Etapen kan inddeles i to dele, idet der er tale om omgange på to forskellige rundstrækninger. Efter en lille tur ud i den sydvestlige udkant af byen i den neutrale zone gives løbet frit kort efter en første passage af målstregen. Herfra kører man igennem fladt terræn mod nordøst og siden nordvest frem til det nordligste punkt. Her vender man rundt for ad flade veje at køre mod syd tilbage mod Konya, idet man undervejs kører om point i dagens indlagte spurt efter 35,2 km.

 

Efter knap 50 km vender man tilbage til Konya, hvor man dog ikke krydser målstregen, men i stedet giver sig i kast med den anden og meget længere rundstrækning. Den er henlagt til bjergene vest for byen og derfor også betydeligt mere kuperet. Med det samme kører man således mod vest direkte op ad en kategori 2-stigning (9 km, 4,1%), der har top efter 60,4 km, inden en kort nedkørsel leder videre mod vest. Herefter rammer man en ikke-kategoriseret stigning, der over 3,25 km stiger med 3%, inden det fortsætter med at stige forbi forplejningszonen frem mod løbets højeste og vestligste punkt.

 

Herfra drejer man mod sydvest og siden sydøst, hvor man følger et let faldende stykke frem til bunden af dagens sidste udfordring. Det er en kategori 3-stigning, der over 2 km stiger med 5,7%) og har top efter med 40,2 km igen. Herefter venter en nedkørsel, der fører mod øst og siden nordøst ned mod Konya, hvor de sidste godt 20 km er flade. I udkanten af byen kører man en omgang på en lille rundstrækning i den sydvestlige udkant, hvor dagens Turkish Beauty Sprint er placeret efter 137,5 km. Kort efter går det mod nordøst ind mod centrum. De sidste 3 km er stort set helt flade og byder på skarpe sving med 2 km, 900 m og 600 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1348 højdemeter.

 

Profilen kan se ganske hård ud, men vi kender efterhånden de brede tyrkiske hovedvejsstigninger. De er jævne opkørsler, der ikke bliver særligt stejle, og da udfordringerne alle kommer langt fra mål, ligner det ikke en dag, hvor en massespurt kan undgås. Naturligvis er vinden en trussel, som den var det i det store drama for to år siden, men det ligner en dag, hvor sprinterne skal slås om sejren.

 

Konya er som sagt i nyere tid kun blevet besøgt af løbet i 2016. Her endte det hele i et kaotisk sidevindsdrama, der vendte op og ned på klassementet og skabte enorme forskelle, inden André Greipel slog Alberto Cecchin og Kris Boeckmans i en spurt i en gruppe på bare 8 mand.

 

 

 

2. etape

Efter den lidt uvante start i Konya et stykke fra kysten vender løbet tilbage til sin klassiske model i den resterende del af løbet. Når man er rejst fra øst mod vest, har løbet næsten altid inkluderet en kort, flad sprinteretape mellem feriebyerne Alanya og Antalya, og det vil også være tilfældet i år, hvor den velkendte etape kommer på andendagen. Her er der lagt op til et brag af en massespurt, når en af løbets klassikere fortsætter det tyrkiske show.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 154,1 km, der altså fører feltet fra Alanya til Antalya, og de kunne ikke være meget enklere. Fra start følger man den helt flade kystvej mod nordvest, inden man kortvarigt slår et lille smut ind i landet. Herfra går det videre ud mod kysten frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 59,7 km.

 

Efter yderligere et kort stykke langs kysten går det igen en tur mod nordvest ind i landet, men det betyder ikke, at terrænets flade karakter ændres. Kort efter drejer man da også mod sydøst for igen at køre tilbage til vandet, hvor dagens indlagte spurt kommer efter 102,7 km. Endnu et fladt kyststykke fører mod vest, inden man atter kører væk fra havet mod nordvest. Til slut sætter man igen kursen mod sydvest med irekte kurs mod centrum af Antalya. Her venter en helt flad finale, hvor der på de sidste 3 km er er et skarpt svin med 1,1 km igen og en blød kurve lige efter den røde flamme.

 

Etapen byder på i alt bare 582 højdemeter.

 

Hvert år taler man om, at vinden kan komme i spil langs den tyrkiske kyst, men historien viser, at det aldrig rigtigt sker i området omkring Alanya. Med et relativt stærkt sprinterfelt til start peger alt derfor på, at også 2. etape vil blive stramt kontrolleret og udvikle sig helt efter det klassiske manuskript med et tidligt udbrud, der køres ind tidsnok til, at de hurtige folk kan slås om sejren på en dag, der er skabt til de hurtigste af de hurtige folk.

 

Antalya er en hyppigt besøgt by, der dog ikke har været på programmet siden 2015. Her vandt Mark Cavendish en massespurt foran Sacha Modolo og Nicola Ruffoni. I 2013 var Aidis Kruopis hurtigere end Marco Coledan og André Greipel, mens Greipel var bedre end Matthew Goss og Matteo Pelucchi i 2012. i 2010 spurtede Elia Viviani sig til sejr foran Giovanni Visconti og Andrea Grendene, mens Robert Förster var hurtigste mand i 2009. I det første år efter opgraderingen i 2008 sejrede Maximilano Richeze i massespurten i byen.

 

 

 

3. etape

Efter to dage for de rene sprintere venter der endelig lidt flere klatreudfordringer i finalen på løbets 3. etape, der bringer feltet frem til byen Marmaris, hvor den klassiske og helt velkendte finale venter. Det betyder, at sprinterne denne gang skal grave en anelse dybere, hvis de vil have en chance for at spurte om sejren, og at de lettere typer for første gang får en chance for at angribe i finalen. Historien viser dog med al tydelighed, at etapen til Marmaris som regel ender i en reduceret massespurt, og det er naturligvis også det sandsynlige scenarium denne gang.

 

Med en distance på bare 137,2 km er der igen tale om en yderst kort etape, der fører feltet fra Fethiye til Marmaris. Fra start går det mod nord langs den flade kystvej, inden man følger vandet mod nordvest. Her kører man et stykke ind i landet, hvor der venter to mindre bakker, der stiger med 7,15% og 7,20% over hhv. 1,25 og 1,85 km, inden man igen følger fladt terræn mod nordvest. Når kysten drejer mod syd, fortsætter feltet imidlertid mod nordvest ind i landet, hvilket betyder, at man skal op over en kategori 2-stigning, der over 4,9 km stiger med 6,0% i snit og har top efter 33,3 km. Herefter venter en nedkørsel, inden man fortsætter igennem fladlandet mod nordvest, hvor kun en lille bakke, der over 2,05 km stiger med 6,4% i snit efter godt 55 km er en lille udfordring.

 

Efter 65,2 km gælder det dagens indlagte spurt, inden man fortsætter mod nordvest igennem fladlandet frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 101,8 km. Den kommer næsten helt ude ved kysten og signalerer starten på finalen. Herfra drejer man nemlig stik syd, idet man skærer tværs over den halvø, hvor Marmaris har hjemme. Det betyder, at de sidste 25 km er betydeligt mere kuperede og byder på to mindre, ikke-kategoriserede stigninger. Den første af disse stiger med 6,6% over 2,3 km og har top efter ca. 105 km, mens den sidste, der bringer feltet op i næsten 250 m højde stiger med 6,8% over 3 km og har top med 10,5 km til mål. Der er imidlertid tale om en bred hovedvejsstigning uden sving, inden der venter en nedkørsel, der tillige er helt uden tekniske udfordringer. Den fører direkte ned til kystbyen Marmaris, hvor de sidste godt 5 km er flade. Her venter en ukompliceret finale, hvor man npr kysten med 2 km igen, hvorefter man drejer ind på den lange, lige kystvej, der leder mod nordøst frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 1702 højdemeter.

 

Profilen kan se drabelig ud, men man skal passe på med at overvurdere de to store hovedvejsstigninger i finalen. Samme afslutning er blevet benyttet hvert eneste år siden den store opgradering af løbet i 2008, og hvor det i de tidlige år ofte lykkedes et udbrud at holde hjem, har det ændret sig, efterhånden som feltet er blevet stærkere. Faktisk er etapen endt i en reduceret massespurt de seneste syd gange, og stigningerne har ikke engang været nok til at ryste sprintere som Mark Cavendish og Mark Renshaw, der begge har sejret. Graden af udskilning afhænger naturligvis meget af vindretningen på stigningen, men i lyset af de mange sprintere i årets løb vil det være overraskende, hvis det ikke igen denne gang ender i en eller anden form for spurtafgørelse, ikke mindst fordi man denne gang også har ændret finalen i byen, så der denne gang er længere fra toppen og frem til stregen.

 

Marmaris har været målby hvert eneste år siden 2006 og er dermed en af de hyppigst besøgte byer. Sidste år sikrede Sam Bennett sig et hattrick ved at vinde foran Edward Theuns og Simone Consonni. I 2016 vandt Sacha Modolo en reduceret massespurt foran Manuel Belletti og Marco Zanotti, mens André Greipel var hurtigere end Daniele Colli og Daniele Ratto et år tidligere. I 2014 slog Mark Cavendish Maximilano Richeze efter en opvisning af Quick-Step, der gav en tredjeplads til Mark Renshaw, efter at Greipel havde besejret Nikias Arndt og Moreno Hofland i 2013. Renshaw tog selv en sejr på målfoto foran Matthew Goss og Colli i 2012, og Belletti fik sin triumf i 2011, hvor han slog Roberto Ferrari og Wes Sulzberger. Senest det lykkedes et udbrud at holde hjem, var i 2010, hvor Giovanni Visconti var hurtigste i en kvintet, der nåede mål med et forspring på 13 sekunder. I 2009 blev etapen også vundet af et udbrud, da Daryl Impey var hurtigst af 9 mand, og Matteo Priamo var første mand til at vinde efter opgraderingen af løbet i 2008, også fra et udbrud. Forud for det vandt Ivailo Gabrovski i 2007, Igor Pugaci i 2006, Sergey Tretyakov i 2004 og Ghader Mizbani i 2002.

 

 

 

4. etape

Efter tre dage for de hurtige folk er det formentlig tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Tour of Turkey på løbets kongeetape, der med stor sandsynlighed vil være helt alene om at bestemme det samlede udfald af årets løb. Ganske vist skipper man igen i år den traditionelle kongeetape til Elmali, men løbets næstmest benyttede bjergfinale er tilbage efter dens etårige fravær i 2016. I 2013 introducerede man første gang målet på den relativt korte, eksplosive stigning i udkanten af Selcuk, og siden da har den i 2013, 2014, 2015 og 2017  spillet en helt afgørende rolle i at finde løbets vinder. Det vil den også gøre i år, og da der heller ikke denne gang er nogen Elmali-etape, vil den ligesom sidste år være vigtige end nogensinde tidligere.

 

Med en distance på hele 206,9 km er der for første gang i løbet tale om en lang etape, der fører feltet fra torsdagens målby, Marmaris, til toppen af den omtalte stigning uden for byen Selcuk nær den tyrkiske vestkyst. Starten går ved kysten og etapen indledes med, at man skærer tværs over Marmaris’ halvø sydfra via samme vej, som blev benyttet i finalen på 3. etape. Derfor indledes etapen med en mindre stigning, der stiger med 5,9% over 3,1 km. Ved kysten fortsætter man imidlertid videre mod nord og ind i højlandet, hvor løbets første kategori 1 -stigning venter. Den stiger med 6,9% over 8,9 km, har top efter 36 km og leder op til et plateau omkring storbyen Mugla, som feltet fortsætter forbi i småkuperet terræn.

 

Efter ca. 60 km rammer fortsætter man mod nordvest via en lang, jævn nedkørsel, der afbrydes af flere mindre bakker, herunder en 1,5 km lang stigning, der stiger med 5,75%, indtil man efter godt 105 km rammer fladlandet igen. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn videre mod nordvest forbi den indlagte spurt efter 114,2 km og helt frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 152,6 km. Kort inden spurten drejer man mod vest og kører herfra gennem fladt terræn ud mod kysten. Kort før vandet rammer man en lille kategori 3-stigning (2,1 km, 5,1%), der har top med 14,8 km igen, hvorefter en nedkørsel leder ned mod målbyen, Selcuk. Man kører herefter mod nordvest frem mod byens centrum.

 

Kort før man når selve byen, ænder etapen imidlertid karakter når man med ca. 6 km igen tager et skarpt venstresving for at køre direkte ind på dagens målstigning, der er i kategori 2. Den er ca. 5,6 kmlang  og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,3%. Den er lettet i bunden, mens de sidste 3 km stiger ganske jævnt med 8-9%, indtil den kortvarigt når op på 10% på de sidste få 100 m. Der er flere hårnålesving på den nedre del, men på de sidste 1500 bugter vejen sig kun let.

 

Etapen byder på i alt 2826 højdemeter.

 

Det er fem gang, stigningen i Selcuk skal anvendes som målbjerg, og vi har tidligere set, at den kan gøre ganske stor skade. De tidligere vindere Mustafa Sayar, Adam Yates og Pello Bilbao er alle kommet alene til toppen, mens Diego Ulissi sidste år gjorde forskellen på de sidste meter efter et slag på en opkørsel, der i kraft af sin korte længde er mere skabt til eksplosive typer end rene klatrere. Tidligere er den kommet efter Elmali-etapen, og hver gang er det lykkedes for en ny mand at erobre førertrøjen, hvilket viser, at der er tale om en svær stigning. I fraværet af Elmali er det denne gang den helt afgørende etape, og derfor er der lagt op til et stort slag mellem de bedste klatrere og puncheurs om den samlede sejr i årets Tour of Turkey.

 

Stigningen blev som sagt introduceret første gang i 2013, hvor Mustafa Sayaer ganske overraskende stjal showet, tog etapesejren og erobrede førertrøje fra Natnael Berhane, der havde en svær dag. Senere er Sayar dog taget for doping, og derfor er det i dag Yoann Bagot, der er er noteret for etapesejren. Året efter blev der igen vendt op og ned på klassementet, da en ung Adam Yates med sin første store sejr tog førertrøjen fra Rein Taaramae, der nøjagtigt som Berhane året inden havde vundet på Elmali. I 2015 var det Pello Bilbao, der tog sin hidtil største sejr ved at slå Miguel Angel Lopez med 3 sekunder, mens en sjetteplads var nok til, at Kristijan Durasek kunne tage trøjen fra Elmali-vinderen Davide Rebellin. Sidste år slog Diego Ulissi til på de sidste meter, hvor han distancerede Jesper Hansen, Daniel Martinez, Fausto Masnada, Yonder Godoy og Ildar Arslanov. I 2016 sluttede hele løbet i Selcuk, men her kørte man kun kategori 3-stigningen i finalen og fortsatte direkte ind til en flad afslutning i selve byen, hvor Jakub Mareczko slog Sacha Modolo i en massespurt.

 

 

 

5. etape

Siden Selcuk-stigningen gjorde sin debut i 2013, er den næsten hver gang blevet efterfulgt af to flade etaper til to af Tyrkiets største byer, Izmir og Istanbul. Den model afviger man fra i år, hvor man flytter afslutningen i Izmir til fordel for en ny finale i den nærliggende by Manisa. Det ændrer imidlertid ikke på terrænets helt flade karakter, og derfor ventes sprinterne at skulle tilbage i rampelyset på løbets næstsidste dag.

 

Med en distance på bare 135,7 km er også 5. etape en yderst kort sag, der fører feltet fra den foregående dags målby, Selcuk, til den nye afslutning i Manisa. Starten kunne ikke være meget simplere, idet man snor sig mod nord igennem helt fladt terræn. Undervejs passerer man den indlagte spurt efter 27 km, inden man drejer mod nordøst for at forsætte igennem fladt terræn. Langsomt begynder det at stige jævnt, inden det efter 53,4 km kulminerer på toppen af en kategori 3-stigning (1,8 km, 7,15%). Herefter venter en skarp nedkørsel, der leder tilbage til fladlandet øst for Izmir.

 

Efter godt drejer man mod nord og nordøst langs en stor, flad hovedvej inden man kort efter drejer mod nordvest med retning direkte mod Manisa. Her kører man nord om byen for at slå en lille sløjfe i det flade terræn vest for byen, hvor dagens Turkish Beauty Sprint kommer efter 125,8 km i det vestligste punkt. Herefter kører man direkte mod øst med retning mod centrum af Manisa, hvor de sidste 3 km er flade og ukomplicrede. Således er der i løbet af de sidste 3 km kun to helt bløde kurver på den tredjesidste kilometer.

 

Etapen byder på i alt 779 højdemeter.

 

Der er ganske vist en lille stigning på programmet midtvejs, men i alt væsentligt er der tale om en af de korte, meget flade etaper, som Tyrkiet er kendt for. Som så ofte før er det vinden, der udgør den eneste potentielle trussel, men den har meget sjældent spillet en rolle. Det vil derfor være en overraskelse, hvis feltets mange topsprintere ikke også skal i aktion dagen inden den store finale i Istanbul.

 

Manisa har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

6. etape

Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul. I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. I 2016 lagde man igen asfalt til åbningen, men i 2017 og 2018 er det igen afslutningen, der er henlagt til Istanbul. Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu flere gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

 

Med en distance på 166,7 km er der tale om en længere etape end vanligt, og det skyldes, at man denne gang ikke har henlagt hele etapen til Istanbul og omegn. I stedet får starten længere mod syd i byen Bursa, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod nord, inden man drejer mod nordøst for at køre op over en lille bakke, der efter en nedkørsel efterfølges af en 1 km lang rampe, der stiger med 7,05% i gennemsnit. Herefter fortsætter man mod nordøst gennem let kuperet terræn fra til bunden af løbets sidste kategori 3-stigning, der over 1 km stiger med 5,8% og har top efter 55,1 km. En nedkørsel leder derfra mod nordøst ned til en bakke, der over 1,15 km stiger med 7,9%, inden man fortsætter igennem fladlandet mod nordøst ud mod kysten.

 

Efter godt 80 km venter et spektakulært øjeblik, når man skal over en af Europas største broer, hvorpå dagens indlagte spurt er placeret efter 83,7 km. Efter passagen går det igennem fladlandet mod nordvest med retning mod Istanbul, hvis udkant nås efter knap 140 km. Herfra får det direkte mod vest via den spektakulære passage af Bosporus-strædet, der denne gang går via Eurasia-tunnelen, hvor dagens Turkish Beauty Sprint kommer efter 150,7 km.

 

Herfra fortsætter man mod vest langs kysten frem til en U-vending, hvorefter man følger kysten hele vejen rundt mod øst, nord og nordvest, inden man kortvarigt kører ind i byens centrum. Her vender man atter rundt for at køre hele vejen tilbage ad kystvejen frem mod den spændende finale. Man drejer væk fra kystvejen med 1400 m igen. Her rammer man den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1757 højdemeter.

 

Det er fjerde år i træk, at samme finale blev benyttet, og hver gang er det lykkedes for en eller flere ryttere at undslippe på bakken. Sidste år kørte Edward Theuns, Sam Bennett og Matteo Pelucchi væk, mens det begge de to foregående gange var Caja Rural, der angreb fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves. Hver gang lykkedes det dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren. De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet meget vel ændres, hvis man ikke holder sig til i den tætte positionskamp. Intet er derfor sikkert, indtil man er i mål i Istanbuls centrum, og der er dermed garanti for en spektakulær, uforudsigelig og flot afslutning på Tyrkiets nationale rundtur.

 

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i 2017, 2016 og 2015. Sidste år kørte Matteo Pelucchi, Sam Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede Bennett, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi. I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero. I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

 

 

 

Favoritterne

Siden man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, har Tour of Turkey været et meget enkelt løb, der har kunnet inddeles i to dele. Seks af etaperne er som regel endt i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - men klassementet er fuldstændig blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk. Kun i 2016, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, har det ikke alene været et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer har vundet.

 

Sådan var det også sidste år, hvor klassementskampen var kogt ned til Selcuk-etapen. I år er ruten stort set identisk, og de nyskabelser, der bydes på, vil næppe ændre forløbet. Den nye etape i Konya er ganske vist kuperet, men burde slet ikke kunne ryste de ganske klatrestærke sprintere, der er til start. 2. og 5. etape er stensikre massespurter, og vi kender efterhånden Marmaris-etapen, der på papiret altid ser giftig ud, men alligevel altid ender i en reduceret massespurt. Dermed ser det ud til, at det er 4. og 6. etape, der vil afgøre slaget, og her er det naturligvis Selcuk-etapen, der vil være langt vigtigst. Der opstår altid huller på den tekniske bakke i Istanbul, hvor der derfor kan vindes enkelte sekunder, men i alt væsentligt ser det igen i år ud til, at kongeetapen vil være næsten altafgørende.

 

Den farlige joker er selvfølgelig vejret, for vinden skabte som nævnt ovenfor kaos i Konya for to år siden. I år burde det imidlertid ikke gentage sig. Der vil kun være let vind de første tre dage. Den sidste halvdel bliver mere blæsende, og man kan ikke helt udelukke, at der kan ske lidt på særligt 4. og 5. etape. I så stærkt et felt med store sprinterinteresser er det dog ikke sandsynligt. Mere betydningsfuldt kan den varslede regn i Istanbul være, for den kan måske øge chancen for huller i den meget tekniske og eksplosive finale.

 

Samlet set ser det altså ud til, at løbet skab afgøres primært på 4. etape med mulighed for, at bonussekunder i særligt de indlagte spurter og huller på 6. etape kan skabe mindre korrektioner. Med andre ord er det stigningen til Selcuk, der vil være vigtigst, og den kender vi til hudløshed. Den er ganske svær, og de foregående år har vist, at det som regel er muligt for den stærkeste rytter at køre alene hjem. Stigningen er imidlertid også relativt kort, og det er derfor en opkørsel, der kræver et vist punch. Det er ikke uden grund, at vi blandt de tidligere vinder har eksplosive folk som Diego Uliss, Pello Bilbao og Adam Yates, mens de mere rene klatrere, der har vundet på Elmali, meget ofte har mistet trøjen på denne etape.

 

Der er dog én ting, der på denne tid af året er vigtigere end evnerne på en sådan stigning: friskhed. På denne tid af året kan det være lidt af et lotteri at forudsige, hvem der vinder, fordi de fleste ryttere er kørt helt i sænk og bare længes efter ferie. Derfor ser man ofte ganske overraskende og mærkværdige udfald sidst på sæsonen. En rytter, der tidligere på året ikke ville have en chance på så hård en stigning, kan pludselig sidde med helt fremme, mens de på papiret stærkeste klatrere sagtens kan ende langt tilbage.

 

Heldigvis er vi ikke helt på bar bund. Flere af løbets favoritter har kørt enten ved VM eller i Italien på det seneste. Omvendt har der for ryttere, der ikke var med i Innsbruck, også været tale om en halvlang pause, og det åbner det hele endnu mere op. Hvorvidt de har kunnet holde formen ved lige med træning i de seneste par uger, er ikke helt klart, og det er derfor ikke det letteste løb at spå om.

 

Uanset hvad er det svært at komme uden om, at den forsvarende vinder Diego Ulissi må være favorit.

Italieneren er kendt for altid at være flyvende sidst på sæsonen, og han har gjort et titelforsvar til så stort et løb, at han denne gang har skippet alle de store italienske efterårsløb, hvor han tidligere har haft stor succes. Ulissi har ganske vist ikke kørt løb siden en lidt skuffende 13. plads i Coppa Sabatini den 20. september, men hans efterårshistorik taler sit helt tydelige sprog. Ulissi kører altid brølstærkt i årets sidste uger, og selvom lidt sygdom i Canada satte ham tilbage, og han manglede lidt både i Nordamerika og de italienske løb, siger al logik, at han burde være tæt på topformen nu. Samtidig er han kendt som en eksplosiv puncheur, der er skabt til en stigning som den i Selcuk, hvor han sidste år med sit gode punch kunne gøre forskellen til allersidst. Samme punch gør ham også god i en finale som den, der venter i Istanbul, og han er samtidig så hurtig, at han kan jagte bonussekunder i de indlagte spurter. Med andre ord er dette løb næsten perfekt for en formstærk Ulissi, der har al mulig grund til at tro på, at han kan vinde igen i år. Derfor er han vores klare favorit.

 

Hans værste rival kunne meget vel være unge Mark Padun. Det ukrainske supertalent har med etapesejren i Tour of the Alps og hans klasseridt i Hammer Limburg, hvor han kørte alle stjernerne midt over, vist, at hans potentiale er nærmest ubegrænset. Han har skuffet meget i anden del af sæsonen, hvor sygdom i Vueltaen slog ham ud, men han overraskede sig selv ved at være tilbage i form ved VM for U23-ryttere, hvor han måske kunne have vundet, hvis han havde haft så meget tro på sig selv, at han havde satset på at køre finale med de bedste. Med andre ord synes han at være i formfremgang, og er den tendens fortsat, bliver han ikke let at bide skeer med her. Han har ikke Ulissis punch, men vist i Tour de Suisse, at han er ganske hurtig, og derfor er det ikke en helt dårlig stigning for ham. Bonussekunder på andre etaper er nok ikke en option, men det bliver heller ikke nødvendigt, hvis han bare er stærkest i Selcuk. Det er bestemt ikk utænkeligt, at det vil vise sig at være tilfældet.

 

Det er ikke meget, vi har set til Alexey Lutsenko i dette efterår, hvor han primært har kørt i Asien med Asian Games som et stort mål. Han vendte imidlertid tilbage til Europa ved VM, og her overgik han alle forventninger med en fremragende enkeltstart, hvor han endte på en flot 13. plads. Senere kørte han sig til en 36. plads i linjeløbet, der ellers burde have været for hårdt for ham, og det viser, at den til tider lidt ustabile kasak er på vej til at ende sæsonen i god form. Man kan frygte, at Selcuk-stigningen er lidt for lang for en relativt stor fyr som ham, men som han viste, da han sammen med holdkammeraten Miguel Angel Lopez kørte alle i sænk på Green Mountain i Tour of Oman, klatrer han godt på relativt korte stigninger, når han er i form. Det er han helt sikkert nu, og samtidig er han så hurtig, at 6. etape og indlagte spurter kunne give ham muligheder for at jagte bonussekunder. Med andre ord kan Lutsenko runde en sæson, der startede med samlet sejr i Oman, af med endnu en triumf i et stort etapeløb i samme region.

 

Løbets dark horse er Patrick Bevin, der efter en første tid på WorldTouren i en hjælpertjans, virkelig er slået igennem i de seneste uger. Efter en sæson med fremragende enkeltstarter viste han i Tour of Britain også endelig de klatreevner, der gjorde ham til en sand vindermaskine i Oceanien for nogle år siden. Her endte han på en samlet 4. plads efter at være blevet nr. 5 på kongeetapen, og det viser, at han - når han er i form - kan være med på relativt korte, eksplosive stigninger. Den gode form tog han med sig til VM, hvor han med en 8. plads på enkeltstarten viste både gode ben og gode klatreevner, og dermed står han stærkt inden dette løb, der er et stort mål for ham. Det engelske løb viste ganske vist, at han fortsat har visse begrænsninger i forhold til de lettere folk, og vi har en frygt for, at Selcuk-stigningen kan vise sig at være lidt for svær. Til gengæld er han så lynhurtig, at han kan jagte bonussekunder i indlagte spurter og måske også på sidste etape i Istanbul. Med den nuværende form er meget i hvert fald muligt.

 

Quick-Step er her først og fremmest for at vinde etaper med Fernando Gaviria, men har også givet frit spil til James Knox i den samlede stilling. Det har den unge brite i den grad også fortjent, for efter en svær start på den professionelle karriere, har han i de seneste måneder endelig vist, hvorfor han sidste år vare n af de mest lovende U23-klatrere. En 6. plads i Vallonien og en 19. plads i San Sebastian blev fulgt pp af fremragende arbejde fro Maximilian Schachmann i Deutschland Tour og stærk og aggressiv kørsel i Canada. Senest spillede han en stor rolle med hård temposætning for Storbritannien ved VM, og han synes derfor fortsat at have gode ben. Også han er hæmmet af ikke just at være den mest eksplosive type, men med det, han har vist de seneste uger, burde han være en af løbets bedste klatrere.

 

Trek stiller med et spændende hold med hele tre potentielle vindere. Bedst chance har nok Ruben Guerreiro, der imidlertid også er lidt af en joker. Det portugisiske talent har nemlig vist sig som en ganske uforudsigelig størrelse, der som regel er langt fra de bedste, men af og til viser sig frem. Det har han på det seneste gjort med top 5-placeringer i de relativt flade Bretagne og Primus Classic, der ikke just ligger til højrebenet for en fyr som ham. Efter en DNF ved VM er det lidt usikkert, hvor han står her flere uger senere, men på papiret burde en eksplosiv stigning som denne passe ham. Det viste han med sin 10. plads på Willunga Hill i Tour Down Under, og han klatrede også godt i Tour of California, hvor han blev nr. 10 på kongeetapen. Han er samtidig en eksplosiv fyr med en god spurt på bakker, og dermed burde han have ganske gode chancer for at være blandt de bedste på kongeetapen, hvis han har en af sine gode perioder.

 

BMC har gjort Bevin til den erklærede kaptajn, men de har også et mere sikkert kort i Nicolas Roche. Vueltaen afslørede ganske vist tydeligt, at den irske veteran for længst har sine bedste år bag sig, og han var da heller ikke imponerende ved VM. Omvendt har Roche altid kørt stærkt til sidst på året, hvor han i de senere år er blevet nr. 2 i Abu Dhabi Tour og sidste år nr. 3 i Tour of Guangxi, og selvom det siden da kun er gået yderligere nedad bakke, burde han i et felt som dette trods alt stadig være blandt de stærkeste. Med sit gode punch burde han være skabt til en stigning som den i Selcuk, og han ligner derfor et ret sikkert bud på et topresultat. Til gengæld virker det betydeligt mere usandsynligt, at han faktisk også skal vise sig som den stærkeste.

 

Treks anden kandidat er Fabio Felline, der fortsætter sit langsomme comeback efter den grimme omgang toxoplasmose, der har lagt sæsonen i ruiner. Han fandt aldrig sine bedste ben i Vueltaen, men noget kunne tyde på, at den spanske grand tour har tjent ham vel. I hvert fald blev han lørdag en flot nr. 22 i Giro dell’Emilia, der ellers burde være en anelse for hårdt til en fyr som ham. Det er sandsynligt, at det samme vil være tilfældet i Selcuk, men man skal ikke glemme, at Felline faktisk tidligere har været tæt på at vinde bjergetaper i Vueltaen. Når han er i form, klatrer han godt, og han er som bekendt en ganske eksplosiv fyr med gode evner på en stigning som den i Selcuk. Samtidig kan han score ret mange bonussekunder i indlagte spurter undervejs, og det kan gøre det muligt for ham at ende en svær sæson med et topresultat.

 

Selvom han kører Paris-Tours søndag, har Delko planer om at bringe Mauro Finetto til Tyrkiet. Det er ikke uden grund, for den formstærke italiener burde have gode muligheder for at levere et topresultat. Tiden i Frankrig har ellers ikke været en dans på roser for Finetto, der ikke synes at have fordums styrke, men i år har han momentvist lignet sig selv. Han var virkelig stærk i Luxembourg i juni, og i de seneste italienske semiklassikere har han også været blandt de bedste. I lørdags var han blandt animatorerne i Paris-Bourges, og den gode form synes således stadig at være intakt. Selcuk-stigningen er en anelse for lang for ham, men på denne tid af året handler det først og fremmest om form. Den synes han at have rigeligt af, ligesom han er en eksplosiv type med et godt punch og en god spurt. Med andre ord har han de helt rette egenskaber til at gøre sig gældende her.

 

UAE satser naturligvis på Ulissi, men de har faktisk også en anden tidligere vinder i Kristijan Durasek. Den evigt ustabile kroat er lidt af en lottokupon, hvis form altid blæser i vinden, men på sine gode dage kan han klatre med de bedste. Det viste han senest i Californien, og han udtalte for nylig til arrangørerne, at han har ambitioner om at jagte et personligt resultat i Tyrkiet. Desværre ejer han ikke skyggen af punch, og er derfor ikke just skabt til Selcuk-stigningen, ligesom han er svag i positionskampen og en sandsynlig taber i Istanbul. Hans store fordel er imidlertid, at han er på hold med Ulissi, for hvem skal køre ham ind, hvis alle kigger på favoritten, når den kroatiske veteran angriber på Selcuk-etapen? Det kan blive hans store chance.

 

Euskadi møder til start med Eduard Prades, der har haft et drømmeår hos Euskadi-Murias. Det blev til en andenplads bag Van Avermaet i Yorkshire og samlet sejr i Tour of Norway i et fantastisk forår, hvor han endelig fik sit helt store gennembrud. Siden da har der været mere stille om spanieren, der desværre kun havde én god dag i Vueltaen. Hvor han står formmæssigt efter den spanske grand tour, er et åbent spørgsmål, og risikoen for, at han er træt, er ganske stor. Omvendt viste han i sin drømmeperiode i foråret, hvor stærk han er på relativt korte stigninger som den i Selcuk, der dog kan vise sig som lidt for lang. Samtidig er han hurtig og kan gå efter bonussekunder, og det gør ham til en god mand til et løb som dette.

 

Gazprom-Rusvelo stiller med talentfulde Ildar Arslanov, der sidste år blev nr. 5 i løbet. Også i år viste han særligt i Slovenien og Adriatica Ionica Race, hvor han blev nr. 3 samlet, at han er en talentfuld klatrer, der er fløjet meget under radaren. Desværre synes han ikke at have haft sin allerbedste form på det seneste, men det blev dog til en 6. plads på kongeetapen i Slovakiet. Formentlig har han forbedret sig siden da, også selvom han udgik ved VM, og det virker sandsynligt, at han har gjort en gentagelse af den flotte præstation i Tyrkiet til et meget stort mål. Han har ikke megen eksplosivitet, og derfor er det ikke et ideelt løb for ham, men er han i god form, burde han kunne gøre sig gældende helt fremme.

 

En af løbets jokere er Nathan Haas, der altid er meget uforudsigelig. Efter en stærk sæsonstart, hvor han i Tour of Oman klatrede bedre end nogensinde, har han fået sæsonen ødelagt af helbredsproblemer. I august blev han igen syg, men det lykkedes ham faktisk at komme i så fin form, at han blev hhv. nr. 8 og 11 i de canadiske klassikere. Han viste på Green Mountain i Oman, at han faktisk godt kan køre med de bedste på stigninger som disse, men det kræver formentlig en topform, som han næppe har i øjeblikket. På den anden side burde han efter et let efterår have en friskhed, der kan komme ham til gode, og har han igen Oman-benene og kan score bonussekunder via sin gode spurt, skal man bestemt ikke afskrive den uheldige australier.

 

Egentlig ville vi gerne rangere Amaro Antunes højt på listen over favoritter. Den stærke portugiser har nemlig med sidste års sejr på kongeetapen i Algarve vist sine evner på eksplosive stigninger som den i  Selcuk. Det har han bekræftet flere gange i sin første sæson på CCC, men desværre har efteråret været ødelagt af en skade. Derfor var han da heller ikke i stand til at gennemføre ét eneste af sine italienske løb inden VM, og han synes desværre at være langt fra formen. Omvendt har han haft et par uger til at forbedre sig siden da, og er det lykkedes, har han klatreevnerne til at gøre sig gældende helt fremme.

 

Meget af det samme kan siges om holdkammeraten Pawel Cieslik. Tjekken, der missede hele første del af sæsonen med hjerteproblemer, kom flot tilbage med fremragende kørsel på WorldTour-niveau i Tour de Pologne, hvor han var ganske tæt på at gå i top 10. Siden da er også han imidlertid blevet ramt af helbredsproblemer, der har betydet, at heller ikke han gennemførte sine sidste løb i Italien. Derfor befinder han i samme situation som Antunes, men har han fundet sine gode ben over de seneste uger, har han med præstationen i Polen vist, at han er god i terræn som det, der vil afgøre kongeetapen.

 

Veteranen Sergio Pardilla er ikke i nærheden af sit gamle niveau, og han kørte da også en skuffende Vuelta som opfølgning på en svag sæson. I Burgos viste han imidlertid med en 3. plads på kongeetapen, at de gamle ben kan endnu, når han rammer en god dag. Det er et helt åbent spørgsmål, hvor han står efter en lang Vuelta, og det virker stærkt usandsynligt, at han har samme gode form som i Burgos. Det eksplosive terræn passer ham da heller ikke godt, men er han faktisk stadig frisk, burde han nok kunne køre med om en top 10.

 

Jay McCarthy minder på mange måder om Haas. Som ryttertyper er de næsten identiske, og de er også begge kendt for deres store formudsving og lange periode langt fra det bedste niveau. McCarthy er da derfor også en joker til dette løb, nøjagtigt som sin landsmand. Efter en bragende sæsonstart, hvor han var forrygende stærk på kongeetapen i Tour Down Under (han eksploderede dog i forsøget på at matche Richie Porte) og vandt Cadel Evans Great Ocean Road Race, kørte han stærkt i Catalonien og Baskerlandet. Desværre har han siden da været ret anonym, og vi så heller ikke meget til ham i Vueltaen. Han skulle heller ikke have kørt dette løb, men den sene inklusion kunne tyde på, at han måske er kommet godt ud af det spanske løb. Han skal være i topform for at klare sig på så lang en stigning som den i Selcuk, men har han benene fra den tidlige del af sæsonen, er et topresultat ikke umuligt, hvis han også kan gå efter bonussekunder undervejs.

 

Treks tredje kort er Tsgabu Grmay, der i Touren har vist, at han på sine gode dage faktisk kan klatre med nogle af verdens bedste. Desværre har han ikke vist meget i et svært efterår, der blev indledt med et sygdomsexit fra Touren., og der er ikke meget, der tyder på, at han er i topform. Derfor er det da også svært at være alt for optimistisk på hans vegne, selvom han på papiret er en af de ryttere, der burde kunne køre med om de sjove placeringer.

 

Katusha stiller med deres to klatretalenter Stef Cras og Matteo Fabbro, der ikke har haft den letteste debutsæson på WorldTouren. Cras lignede dog en mand med god form, da han ved VM for U23-ryttere var nøglen bag Bjorg Lambrechts sølvmedalje. I det hele taget har han kørt ganske stærkt i efteråret, og han synes langsomt at være ved at vænne sig til højere niveau. Han synes ikke at være klar til at vinde her, men han kan gøre det godt. Fabbro har været endnu mere lovende, men har desværre været langt fra formen i august og september. Der skal derfor være sket en del, hvis han skal være med helt fremme i Tyrkiet.

 

Endelig vil vi pege på Louis Vervaeke. Belgieren var udskreget til at være den næste store belgiske klatrer, men overtræning sendte ham sidste år ud i en deroute. Skiftet til Sunweb har bragt ham tilbage på et anstændigt niveau, men han er ikke i nærheden af fordums niveau. Han var dog fornuftigt kørende i Tour of Britain, og kan han endelig finde de ben, der gjorde ham så lovende for et par år siden, kunne dette være en chance for ham til at rejse sig igen.

 

Andre ryttere med mulige ambitioner i klassementet er Fernando Barcelo, Ricardo Vilela, Mustafa Sayar, Domen Novak, Valerio Conti, Kilian Frankiny, Brent Bookwalter, Jose Mendes, Jetse Bol, Joaquim Silva, Ivan Rovny Hernan Aguirre, Fabio Duarte, Aldemar Reyes, Thomas Sprengers, Eliot Lietaer, Delio Fernandez og Javier Moreno, men enten synes formen eller evnerne at stå i vejen for et absolut topresultat.

 

***** Diego Ulissi

**** Mark Padun, Alexey Lutsenko

*** Patrick Bevin, James Knox, Ruben Guerreiro, Nicolas Roche, Fabio Felline

** Mauro Finetto, Kristijan Durasek, Eduard Prades, Ildar Arslanov, Nathan Haas, Amaro Antunes, Pawel Cieslik, Sergio Pardilla, Jay McCarthy, Tsgabu Grmay, Stef Cras, Matteo Fabbro, Louis Vervaeke,

* Fernando Barcelo, Ricardo Vilela, Mustafa Sayar, Domen Novak, Valerio Conti, Kilian Frankiny, Brent Bookwalter, Ivan Rovny, Jose Mendes, Jetse Bol, Joaquim Silva, Hernan Aguirre, Fabio Duarte, Aldemar Reyes, Thomas Sprengers, Eliot Lietaer, Delio Fernandez, Javier Moreno

 

Danskerne

En ganske formstærk Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha, hvor han måske kan forsøge at få lov at spurte en gang eller to, samtidig med at han støtter Nathan Haas, Matteo Fabbro og Stef Cras.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger