Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour of Turkey

Optakt: Tour of Turkey

11. april 2021 13:50Foto: Sirotti

Det meste af cykelverdenen er stadig i fuld gang med klassikersæsonen, men for mange andre intensiveres opbygningen frem mod Giro d’Italia. For nogle sker det i WorldTour-løbet Tour of Turkey, der efter en omtumlet tilværelse som både WorldTour- og oktoberløb nu er tilbage i sin vante rolle som 2.Pro-løb i midten af april med et felt bestående af en blanding af store og mindre hold, hvoraf nogle udnytter det gode vejr og velarrangerede format som en alternativ vej frem mod årets første grand tour. Det sker i år på en klassisk rute langs den solrige kyst, hvor der som altid er lagt op til en sprinterfestival, men også en populær tilbagevenden til Tyrkiets Alped d’Huez, Elmali-stigningen.

Annonce

Løbets rolle og historie

Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere år har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterræn landet kan tilbyde. Som de nærliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige én eneste cykelrytter på højeste niveau, men i løbet af de seneste år har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske populær begivenhed på den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets skønhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europæiske løb.

 

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1964, er Tour of Turkey faktisk et ganske gammelt løb, men i mange år var dets eksistens nærmest gået ubemærket hen i cykelverdenen. Som en lavere rangerende begivenhed på UCI-kalenderen tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramte aldrig tyrkisk jord. Det ændrede sig med ét i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de anså et nationalt etapeløb langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opnå det mål.

 

Med en større kapitalindsprøjtning blev løbet kraftigt opgraderet, og efter at have fået 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008 blev løbet endda løftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold, var nu ovre, og i de efterfølgende år trak man gang på gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle så værdien i en uges kvalitetscykelløb i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket mindre navne fra de store hold kom også flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en væsentlig begivenhed i cykelverdenen.

 

Det var ikke tilfældigt, at løbet havde en sådan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d’Italia, og mens det traditionelle opvarmningsløb i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der næsten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykelløb i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i første omgang afviklet to uger tidligere, men arrangørerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed tættere på Giroen, hvormed der blev skabt større synergi mellem de to løb.

 

For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesløb i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene på de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterræn, og selvom arrangørerne hurtigt tog initiativ til gradvist at gøre løbet hårdere og hårdere, har det altid være rigeligt med plads til, at sprinterne kan gøre brug af deres fart. Derfor har man i de senere år set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.

 

I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, der kunne byde på mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.

 

De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor forblev klassementskampen i alt væsentligt et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning hertil har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.

 

Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med tv-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har kunnet slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.

 

Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum, var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede initiativer, der skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste seks udgaver ikke været plaget af skandaler.

 

Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag i 2016, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.

 

Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for 2017-sæsonen, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, sendte i stedet løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb havde nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet havde den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen var travl.

 

Resultatet var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold, og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rollen som Giro-forberedelse væk, og i stedet kom løbet nu til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare ventede på ferie.

 

Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover havde langt de fleste ryttere kørt cyklen i garagen. I forvejen var holdene pressede af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med 2017 er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikledes endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen krævede ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, havde holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således var det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række havde kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgjorde derfor de eneste WorldTour-hold i Tyrkiet.

 

Det blev heldigvis bedre i 2018, hvor arrangørerne fik halvdelen af WorldTour-holdene til start samt deltagelse af store stjerner som Fernando Gaviria, John Degenkolb, Sam Bennett og Diego Ulissi, men det var stadig klart, at løbets kalenderplacering var højst uhensigtsmæssig. Det ændrede man derfor på i 2019, hvor løbet var tilbage i sin oprindelige rolle som april-løb, denne gang dog to uger end tidligere. Målet var at genfinde rollen som Giro-forberedelse og at blive afviklet på en tid, hvor interessen for cykelsport er betydeligt større, men man valgte samtidig en placering i en af årets mindst travle uger og derved undgå et clash med løbene i Kroatien, Trentino og Romandiet.

 

Resultatet var blandet. Kun seks WorldTour-hold lod sig overtale til at drage til Tyrkiet, men til gengæld kom der flere stjerner end tidligere. Som i gamle dage havde løbet nemlig en vis appel til sprinterne, hvor navne som Caleb Ewan, der brugte løbet som opvarmning til Giroen, Sam Bennett, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg kastede stjernestøv over løbets massespurter. Til gengæld var det også indlysende, at løbet aldrig kunne konkurrere med løbene i Baskerlandet, Ardennerne og Trentino om at tiltrække klatrerne, og derfor var klassementet igen et opgør mellem de unge talenter.

 

Tre år med svage felter gjorde det klart, at løbet ikke kunne fortsætte på WorldTouren, og derfor blev det pillet af den fine kalender frem mod 2020, hvor løbet var et af de mange, der blev aflyst under coronakrisen. I 2021 er det imidlertid tilbage i sin genfundne placering i en løbsfattig uge i april, hvor det igen fungerer som Giro-forberedelse, men altså nu som et ProSeries-løb og ikke en del af WorldTouren. Det aflæses da også af feltet, der fra WorldTouren alene tæller Deceuninck, Israel SUN og Astana. Til gengæld har man sikret sig en imponerende samling af hele 16 ProTeams, og dermed minder feltet meget om det, vi så i storhedstiden, hvor det også primært var hold fra næstbedste række, der kæmpede med enkelte udvalgte WorldTour-hold samt nogle kontinentalhold, der i årets udgave tæller seks.

 

Dermed blev 2019-udgaven den foreløbig sidste på WorldTouren, og her lykkedes det Felix Grossschartner at tage karrierens hidtil største sejr. På en helt usædvanlig rute, der kun afvikledes i Istanbul-området, slog han til på en iskold og sneklædt kongeetape, hvor han med etapesejr lagde grunden til en sikker samlet triumf, der blev sikret med 19 sekunder ned til Valerio Conti, 25 sekunder ned til Merhawi Kudus og 53 sekunder ned til Remco Evenepoel, der for første gang i karrieren kørte klassement i et stort cykelløb. Der bliver dog ikke noget titelforsvar for Grossschartner, da Bora skipper løbet, og det samme gør Conti og UAE. Evenepoel er heller ikke med for Deceuninck, men Kudus vender tilbage i et forsøg på at forbedre 3. pladsen fra den seneste udgave.

 

Ruten

Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, kender derfor snart hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år.

 

To gange har man afveget fra formatet. Første gang var i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, og anden gang var i 2019, hvor alt blev vendt på hovedet med helt nye etaper, der alle blev kørt i området omkring Istanbul. Ellers har det været et fast koncept, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.

 

Efter den meget eksperimenterende 2019-udgave vender man i 2021 delvist tilbage til traditionen med en rejse hen langs kysten og en stribe af de etaper, vi kender fra tidligere. Der er dog også ændringer. For første gang siden opgraderingen i 2008 dropper man nemlig helt Istanbul, der også ligger lidt ukomfortabelt langt væk fra de fleste af løbets øvrige etaper. Løbets sidste fem etaper består ellers af den klassiske tur hen langs solkysten med lutter kendte finaler, men denne gang stopper man altså rejsen i Kusadasi. Der ligger et stykke syd for Istanbul ved Tyrkiets vestlige kyst.

 

Den anden væsentlige ændring er, at starten ikke går i Alanya. I stedet starter man dybt inde i Tyrkiets indre, som man ellers kun har besøgt i forbindelse med den lidt eksperimenterende 2016-udgave, hvor man efter starten i Istanbul rejste med fly ned til samme område for derefter at følge en rute, der minder om årets udgave, men hvor man sluttede i Selcuk og ikke i Kusadasi.

 

Det betyder også, at løbet har en ret usædvanlig start med en ganske kuperet rundstrækningsetape, der består af en blød stigning, der skal passeres flere gange, og som lægger op til et lidt uforudsigeligt løb, hvor et reduceret felt kan ventes at skulle runde festen af med en puncheurspurt. Herefter går der imidlertid Tyrkiet Classic i den. Tour of Turkey er kendt som en sprinterfestival, og det bliver helt sikkert også tilfældet i år, hvor hele seks af de efterfølgende syv etaper ventes at ende i en massespurt. De hurtige folk får første chance på andendagen på en rundstrækning omkring byen Konya, inden de atter skal i spil på 3. etape, der bringer feltet fra kysten ud til den klassiske startby Alanya.

 

Herfra følger lutter kendte etaper på den klassiske tur hen langs kysten. Sprinterne får tredje chance i træk på den helt flade 4. etape til Kemer, inden monotonien brydes torsdag. Her venter nemlig for første gang siden 2016 et glædeligt gensyn med kongeetapen til Elmali, og da man denne gang dropper den anden af løbets bjergetaper til Selcuk, kan slaget på Tyrkiets Alpe d’Huez meget vel ende med at afgøre klassementet totalt. Fredag gælder det den velkendte etape til Marmaris, hvor der altid køres aggressivt på to bakker i finalen, men hvor det næsten altid ender i en reduceret massespurt. Sprinterne kommer formentlig også til fadet lørdag, hvor der for første gang siden 2014 skal sluttes i Turgutreis, men her skærer man undervejs ind gennem bjergene på en dag med næsten 3000 højdemeter, hvilket en enkelt gang har givet anledning til en udbrudssejr. Det hele slutter søndag med en tilbagevenden til Kusadasi, der er målby for første gang siden 2012, og også her plejer vi at få en reduceret massespurt, selvom et par bakker til sidst måske kan bruges som forsøg på at forhindre, at årets Tour of Turkey ikke bliver helt den sprinterfestival, der ellers igen er lagt op til.

 

 

1. etape

I mange år havde løbet et relativt fast format, hvor man rejste fra Alanya til Istanbul via en tur hen langs den solrige kyst, og derfor indledtes løbet altid med en sprinteretape i ferieparadiset Alanya. Selvom man efter den særegne rute i 2019 vender tilbage til et mere klassisk format i år, er der dog også nyskabelser. De første af disse er, at løbet slet ikke starter nær kysten, men derimod dybt inde i det bjergrige indre af Tyrkiet, og det betyder, at det er en helt anderledes kuperet sag, der åbner løbet. Her har man nemlig designet et rundstrækningsløb med mere end 2500 højdemeter og en lang, jævn stigning, der vil kunne skabe nogen udskilning inden en forventet lille puncheurspurt i et reduceret felt.

 

I alt skal der tilbagelægges 167,3 km mellem Nevsehir og Ürgüp, der er to små nabobyer langt inde i det tyrkiske hovedland. Der er i alt væsentlig tale om et rent rundstrækningsløv, for etapen indledes med, at man ad en let stigende vej kører mod sydøst ned til en rundstrækning, der rammes efter bare 5,5 kilometer på rundstrækningens højeste punkt i 1383 m højde. Her kører man ad én let nedkørsel mod nordøst ned til målbyen, hvor man dog ikke krydser stregen.

 

Hovedparten af etapen består nu af fire hele omgange på den 36,3 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod nordvest ad et let stigende og let faldende stykke ned til rundstrækningens nordligste punkt i udkanten af byen Avanos. Her drejer man mod syd for ad en let stigende vej at køre frem til et punkt, hvor der på første omgang er en spurt efter 32,3 km og videre til et andet punkt, hvor dagens Turkish Beauty Sprint kommer på anden omgang efter 71,2 km.

 

Her drejer man mod sydvest for at køre op ad en kategori 2-stigning (3,9 km, 5,2%), der er stejlest i bunden med 6,6% over den første kilometer og siden relativt jævn. På toppen er der en spurt på anden og tredje omgang efter hhv. 75,8 og 112,3 km, men efter toppen stiger det videre mod syd, så der i alt er tale om en 6,7 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,2. Efter sidste passage af toppen resterer i alt 15,8 km, der indledes med, at man drejer mod nordøst for at følge en let nedkørsel ned til målbyen. Her forlader man efter sidste omgang rundstrækningen for ad en stigende vej at køre ind til centrum. Således begynder det med 3 km igen at stige med 2-4% over 1500 m, inden det falder let over den næste kilometer, hvorefter det slutteligt stiger med ca. 5% over de sidste 500 m. Med 2,8 km er der et skarpt sving, og der venter endnu et lige ved den røde flamme. Herefter er der bare en blød kurve 300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2584 højdemeter.

 

Etapen kan være lidt svær at spå om. Erfaringen med disse store tyrkiske hovedvejsstigninger er, at de ikke er voldsomt selektive, slet ikke hvis der er modvind, og derfor er det ikke sikkert, at udskilningen vil være alt for store. Uvæsentlig er bakken dog ikke, og selvom den nok ikke er svær nok til de store angreb, bør den rydde ud i feltet i noget, der godt kan være en ret aggressiv start på løbet frem mod en formodet stigende spurt i et reduceret felt. En udbrudssejr kan heller ikke helt udelukkes på en dag, hvor det ikke er helt indlysende, hvem der skal kontrollere.

 

Ürgüp har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

2. etape

Tour of Turkey er først og fremmest kendt som et sprinterløb, og efter at de hurtige folk fik sig en lang næse på den kuperede 1. etape, kan de se frem til den første chance på andendagen. Her vender man nemlig tilbage til Konya, der åbnede løbet i 2018, og selvom der skal klatres lidt undervejs tidligt på etapen, skal det formentlig blæse, som det gjorde på en lignende etape i 2016, hvis ikke de hurtigste skal have deres første massespurt.

 

Med en distance på 144,9 km er der tale om en kort sag, der har både start og mål i Konya. Etapen har karakter af en stor rundstrækning, og man indleder med at køre mod sydvest ad en let stigende vej ud af byen. Her fortsætter man mod nordvest op ad en kategori 2-stigning (14,6 km, 2,5%), der bare er en lang opkørsel med et fladt midterstykke og uden væsentlige procenter. Toppen rundes efter 24,1 km, hvorefter det falder mod sydvest, inden man kører mod syd via et småkuperet stykke og derefter mod sydøst ad en let nedkørsel til det sydligste punkt.

 

Her vender man rundt og drejer mod nordøst for at køre op ad en kategori 3-stigning (2,8 km, 4,6%), der har en svær anden kilometer på ca. 6%, men ellers er ganske nem. Toppen rundes efter 68,6 km, hvorefter det falder let mod nordøst tilbage til Konya, hvor man kører ind gennem centrum, dog uden at passere målstregen. I stedet fortsætter man mod nordøst ad en lige og kun ganske let faldende vej, der leder frem til dagens spurt, der kommer efter 108,5 km, inden man fortsætter videre mod nordøst.

 

Nu drejer man mod nordvest for ad et let stigende stykke at køre op til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 127,3 km i det nordligste punkt, inden man via en helt lige og let faldende vej kører mod syd ind mod Konya, hvor vejen bliver helt flad. Med 3 km igen skal man rundt i en rundkørsel, og herefter er der skarpe sving med 1400 og 500 m til stregen. De sidste få hundrede meter stiger let med 3%.

 

Etapen byder på i alt 1313 højdemeter.

 

For fem år siden blæste det voldsomt på Konya-etapen, der gav det vildeste sidevindsdrama, men det bør ikke ske igen. De første stigninger er lette hovedvejsstigninger, og det vil være en overraskelse, hvis ikke det hele ender i den første massespurt. Her skal man dog vise god positioneringsevne i den ikke helt enkle finale, hvor det sene sving bliver afgørende, inden det stiger let op mod målet.

 

Konya blev senest brugt som mål for 1. etape i 2018, hvor Maximiliano Richeze efter et styrt fra kaptajn Fernando Gaviria i et lead-out for Alvaro Hodeg overraskende endte med at vinde foran Sam Bennett. I 2016 var løbet også forbi på en på alle måder mindeværdig sidevindsetape, hvor André Greipel var hurtigste mand blandt de otte overlevende, hvoraf hele seks var fra Lotto! Derudover har byen ofte været besøgt af det mindre Tour of Mevlana, der har centrum i byen - også i år, hvor hele tre af de fire etaper havde både start og mål her.

 

 

 

 

 

 

3. etape

I mange år var det fast kutyme at starte ved solkysten i feriebyen Alanya, men årets specielle start dybt inde i landet betyder, at det tager lidt tid, inden man når ud til vandet. Det sker dog endelig på tredjedagen, hvor man på en lang transportetape skal hele vejen ned fra højderne og startområdet i mere end 1000 m højde og slutte med en klassisk flad tur langs kysten ind til det velkendte ferieparadis. Her er det altid sprinterne, der hersker, og det vil det formentlig også være denne gang.

 

Med en distance på 212,6 km er der tale om en for løbet usædvanligt lange etape, der har som formål at bringe feltet fra Beysehir dybt inde i landet til målet ved Alanya helt ude ved kysten. Derfor er der i alt væsentligt tale om en transportetape, der fører mod syd det meste af dagen. Starten går dog på et fladt plateau i ca. 1000 m højde, hvor man følger en flad vej mod sydvest og syd ned til dagens spurt, der kommer efter 41,0 km. Herfra forsætter det flade terræn mod syd, inden man drejer mod sydøst for at passere en kategori 3-stigning (9,7 km, 3,2%), der er en typisk jævn og ikke stejl tyrkisk opkørsel med top efter 70,9 km i etapens højeste punkt.

 

Nu starter rejsen ned fra plateauet, idet man ad en lige vej kører mod sydøst ad en let nedkørsel, der dog pludselig afbrydes af en kategori 2-stigning (7,0 km, 7,3%), der er en ganske svær sag med stigningsprocenter på først 8-9, inden to lette kilometer leder frem til de sidste tre kilometer, der stiger med hhv. 7,0%, 11,6% og 7,0%. Toppen rundes efter 102,4 km, hvorefter man drejer mod syd for at følge et fladt plateau, inden det atter begynder at falde ad en let nedkørsel mod syd. Undervejs er der en mindre bakke og et lille plateau, når man ved byen Gencler drejer mod sydvest, inden det igen falder mod sydvest ad en let nedkørsel.

 

Med 50 km igen rammer man den helt flade kystvej, som nu følges mod sydøst under resten af etapen. Eneste lille højdepunkt er dagens Turkish Beauty Sprint efter 179,4 km, men derudover er der hverken sving eller stigninger. Det hele slutter inde i Alanya, hvor de sidste 3 km også er helt flade, og finalen er teknisk helt ukompliceret, da der ikke er ét eneste sving over de sidste 3 km, der går ad kystvejen.

 

Etapen byder på i alt på 2351 højdemeter.

 

Den sidste stigning er faktisk en for Tyrkiet sjældent led sag, men den kommer for tidligt til at kunne bruges offensivt. Resten af etapen er trods de mange højdemeter hovedsageligt faldende, og med 50 km kørsel ad den flade kystvej til sidst er der lagt op til massespurt. Her er der tale om en rigtig boulevardspurt, hvor de hurtigste virkelig kan lade farten tale, som det altid er sket i sprinterparadiset Alanya.

 

Som sagt startede løbet i mange år i byen, men vi skal tilbage til 2015 for at finde sidste udgave, hvor åbningsetapen også sluttede i byen. Dengang vandt Mark Cavendish spurten foran Caleb Ewan og Nicola Ruffoni, og han var også hurtigst i 2014, denne gang foran Elia Viviani og Theo Bos. I 2013 sejrede Marcel Kittel foran André Greipel og Yuriy Metlushenko, mens Theo Bos i 2012 var hurtigere end Matthew Goss og Daniele Colli. I 2011 sluttede løbet i byen, og her sejrede Kenny van Hummel i spurten foran Greipel og Alessandro Petacchi, og det samme gjaldt i 2010, hvor Greipel andt foran Angelo Furlan og Van Hummel. I 2019 vandt Sebastien Siedler sidste etapes massespurt foran Michael van Staeyen og André Schulze, mens det i 2008 var Maximiliano Richeze, der rundede løbet af med at spurte sig til sejr foran Schulze og Assan Bazayev. I årene inden opgraderingen vandt Zsolt Der i 2007, Amir Zargari i 2006, Berat Alphan i 2005 og Yauheni Sobal en enkeltstart i 2004.

 

 

 

 

 

 

4. etape

At Tour of Turkey er et sprinterparadis, er altid kommet til udtryk i området omkring Alanya, hvorfra man altid bevæger sig mod vest hen langs solkysten. Denne del af kysten er nemlig pandekageflad, og derfor er der altid masser at komme efter for de hurtige folk i denne del af løbet. Det kommer til udtryk igen på 4. etape, hvor det gælder den nu velkendte og helt flade tur hen langs kystvejen til byen Kemer, hvor der er lagt op til den tredje massespurt på tre dage.

 

Med en distance på 184,4 km er der tale om en relativt lang sag, der fører feltet fra Alanya til Kemer. Etapen kunne ikke være mere enkel, da man følger kystvejen det mest af dagen. Således kører man først mod nordvest ad den helt flade kystvej frem til dagens Turkish Beauty Spring, der kommer efter 35,8 flade kilometer, inden man fortsætter videre mod nordvest. Kort før forplejningszonen kører man lidt ind i landet, hvor det bliver en anelse mere kuperet, inden man kører mod syd tilbage til kysten, hvor dagens spurt køres efter 106,7 km.

 

Nu kører man kortvarigt mod nord for atter at forlade vandet, hvilket betyder, at det stiger let op til et plateau, som følges mod vest frem til storbyen Antalya, hvor man igen finder kystvejen. Den følges nu mod syd op over en lille kategori 3-stigning (1,6 km, 2,6%), der er så let, at den næppe opdages, og som har top efter 156,7 km. Derfra er det igen stort set helt fladt, mens man kører mod syd ad kystvejen ned til Kemer, hvor også de sidste 3 km er stort set flade. Finalen er også teknisk ukompliceret, idet eneste udfordring er en rundkørsel, der med 2 km igen leder væk fra hovedvejen.

 

Etapen byder på i alt 873 højdemeter.

 

Her er ikke meget at rafle om. Vi har efterhånden prøvet kystturen til Kemer nogle gange, og udfaldet har altid været det samme. Her regerer sprinterne, og det vil de formentlig også gøre denne gang. Vinden plejer nemlig ikke at spille en rolle, og der er lagt op til et brag af en massespurt i en rigtig boulevardspurt, hvor farten virkelig kan tale.

 

Kemer blev senest besøgt i 2017, hvor Sam Bennett vandt 1. etape i byen foran Marco Benfatto og Edward Theuns. I 2016 vandt Jakub Mareczko en massespurt foran André Greipel og Manuel Belletti, mens det i 2014 var Mark Cavendish, der sejrede foran Francesco Chicchi og Niccolo Bonifazio.

 

 

 

 

 

5. etape

I de første år efter opgraderingen var Tour of Turkey et relativt let løb, men rytterne efterspurgte flere udfordringer. Det fik de i den grad i 2012, hvor man for første gang havde etapemål på toppen af den svære Elmali-stigning, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez. Fem år i træk var det høje bjerg i 1828 m højde rammen om kongeetapen, men i de seneste tre udgaver har det været fraværende. I 2021 gør det imidlertid et velkomment comeback, når der på løbets femte dag atter skal i de høje luftlag på en etape, der i fravær af Selcuk-etapen ser ud til at kunne blive altafgørende for klassementet.

 

Med en distance på bare 160,3 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Kemer til toppen af Elmali-stigningen. Startbyen ligger som bekendt helt ude ved solkysten, og man lægger ud med at køre mod syd ad den helt flade kystvej frem til dagens spurt, der kommer allerede efter 11,4 km. Her drejer man mod sydvest væk fra vandet ad en let stigende vej, der leder direkte ind på en kategori 3-stigning (8,8 km, 2,8%), der bare er en jævn opkørsel med top efter 32,7 km. En nedkørsel leder nu mod syd og vest, inden en flad vej følges mod syd ned til kysten, hvor man ad den flade kystvej kører mod vest frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 63,7 km.

 

Nu indledes rejsen mod bjergene. Her drejer man nemlig mod nord for ad en let stigende vej at køre frem til forplejningen, der kommer efter 85,2 km. Herfra fortsætter man mod nordvest op ad en kategori 1-stigning (17,2 km, 4,9%), der er en relativt jævn og let stigning med tre kilometer, der undervejs byder på mellem 6 og 8%. Toppen rundes efter 103,2 km og leder op på et helt fladt plateau, der følges mod nord frem til byen Elmali.

 

Her drejer man mod nordvest for igennem fladt terræn at køre frem til bunden af målbjerget, der er i kategori 1 og bestiges fra sydøst. Det stiger med 6,3% over 12,1 km, men kan deles i to dele. De første 8 km er relativt lette, dog med nogle lidt vanskeligere kilometer 4 og 5, der stiger med hhv. 6,2 og 7,1%, men de sidste 4,1 km bliver bare stejlere og stejlere. Således følger der tre kilometer på hhv. 7,4%, 8,8% og 9,2%, inden de sidste 1100 m stiger med hele 10,4% med et særligt stejlt stykke på 15% ved den røde flamme og med 12% på de allersidste meter. På de sidste 3 km er der et par hårnålesving ved 3 og 2 km-mærkerne, inden der venter to sidste hårnålesving med 500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3215 højdemeter.

 

Det er sjette besøg på Elmali, og vi har hvert år været vidner til et stort slag mellem klatrerne, og det vil vi også være denne gang. Stigningen er ikke specielt svær på den første del, men de sidste 4 km gør altid ganske store forskelle i et felt med stor niveauspredning og få klatrere. Nok er stigningen lang, men det er kun den sidste del, der er svær, og derfor er det ikke helt uvæsentligt med et vist punch, og så skal man kunne håndtere de meget stejle procenter, der melder sig til allersidst på etapen, der formentlig afgør løbet.

 

Elmali blev senest besøgt i 2016, hvor talentfulde Jaime Roson sejrede med 2 sekunder ned til Przemyslaw Niemiec og 12 sekunder ned til Pawel Cieslik. I 2015 gik sejren til den dengang blot 44-årige Davide Rebellin, der vandt med 7 sekunder ned til Kristijan Durasek og 50 sekunder ned til Eduardo Sepulveda. I 2014 sejrede Rein Taaramae med 6 sekunder ned til den unge komets Adam Yates og 38 sekunder ned til Romain Hardy, Merhawi Kudus, Rebellin og Luis Leon Sanchez. I 2013 var det unge Natnael Berhane, der besejrede Kevin Seeldraeyers og Mustafa Sayar, der siden er blevet diskvalificeret, med 6 sekunder og Maxime Mederel med 16 sekunder. Debuten i 2012 var den mest kontroversielle, da Ivailo Gabrovski kørte fra alt og alle, men efter bulgarerens diskvalifikation står Alexandr Dyachenko i dag noteret for at vinde med 3 sekunder ned til Danail Petrov og 5 sekunder ned til Adrian Palomares.

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

Tour of Turkey-arrangørerne er i den grad kendt for deres hang til genbrug, og det kommer til udtryk også på løbets 6. etape, der bringer feltet frem til byen Marmaris, hvor den klassiske og helt velkendte finale venter. Det betyder, at sprinterne denne gang skal grave en anelse dybere, hvis de vil have en chance for at spurte om sejren, og at de lettere typer får en lille chance for at angribe i finalen, hvor der skal bestiges en lille bakke. Historien viser dog med al tydelighed, at etapen til Marmaris som regel ender i en reduceret massespurt, og det er naturligvis også det sandsynlige scenarium denne gang.

 

Med en distance på bare 129,1 km er der igen tale om en yderst kort etape, der fører feltet fra Fethiye til Marmaris. Fra start går det mod nordvest ad den flade kystvej, der dog bugter sig lidt ind i landet via et par mindre bakker, herunder 1,8 km med 7,0% og top efter 16 km og 2,2 km med 6,2% og top efter 30 km. Den sidste af disse efterfølges af en nedkørsel, der leder ned til kysten, hvor man rammer et helt fladt område, der følges mod vest og nordvest.

 

Kort efter drejer man mod nord for at skære ind over et højdedrag via en kategori 3-stigning (1,5 km, 7,9%), der lægger ud med 500 m med 9,8% og har top efter 51,7 km. En let nedkørsel leder mod nord ned i fladlandet, der følges mod nord frem til dagens spurt, som kommer efter 59,8 km. Nu går det videre mod nordvest ad en lige vej, der kortvarigt leder op på et lille plateau, som følges, inden en lille nedkørsel og et fladt stykke leder frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 98,0 km.

 

Herfra resterer 31,1 km, og nu indledes finalen, når man drejer mod syd og sydvest for at passere et kuperet område. Først går det op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning (3,4 km, 6,3%), inden et kort fladt stykke leder frem til en kategori 2-stigning (3,0 km, 6,9%), der stiger med hhv. 5,5%, 6,5% og 8,7% over de enkelte kilometer. Toppen kommer efter 118,4 km, hvorefter de sidste 10,7 km indledes med en meget let nedkørsel, der leder mod syd ned til Marmaris, hvor de sidste 5 km er helt flade. Man kører en tur rundt i byen, når man drejer mod vest ad hovedvejen, inden man med 3,7 km drejer mod sydvest. Det sidste sving kommer med 2,1 km igen, hvorefter det går mod nordøst ad den helt flade kystvej.

 

Etapen byder på i alt 1632 højdemeter.

 

Profilen kan se drabelig ud, men man skal passe på med at overvurdere de to store hovedvejsstigninger i finalen. Med undtagelse af den specielle 2019-udgave er samme afslutning blevet benyttet hvert eneste år siden den store opgradering af løbet i 2008, og hvor det i de tidlige år ofte lykkedes et udbrud at holde hjem, har det ændret sig, efterhånden som feltet er blevet stærkere. Faktisk er etapen endt i en reduceret massespurt de seneste otte gange, og stigningerne har ikke engang været nok til at ryste sprintere som Mark Cavendish og Mark Renshaw, der begge har sejret. Graden af udskilning afhænger naturligvis meget af vindretningen på stigningen, men i lyset af de mange sprintere i årets løb vil det være overraskende, hvis det ikke igen denne gang ender i en eller anden form for spurtafgørelse, ikke mindst fordi man som i 2018 også har ændret finalen i byen, så der denne gang er længere fra toppen og frem til stregen.

 

Marmaris har med 2019 som undtagelse været målby hvert eneste år siden 2006 og er dermed en af de hyppigst besøgte byer. Ved seneste besøg i 2018 vandt Sam Bennett den reducerede spurt foran Maximiliano Richeze og John Degenkolb. I 2017 sikrede Bennett sig endda et hattrick ved at vinde foran Edward Theuns og Simone Consonni. I 2016 vandt Sacha Modolo en reduceret massespurt foran Manuel Belletti og Marco Zanotti, mens André Greipel var hurtigere end Daniele Colli og Daniele Ratto et år tidligere. I 2014 slog Mark Cavendish til igen foran Maximilano Richeze efter en opvisning af Quick-Step, der gav en tredjeplads til Mark Renshaw, efter at Greipel havde besejret Nikias Arndt og Moreno Hofland i 2013. Renshaw tog selv en sejr på målfoto foran Matthew Goss og Colli i 2012, og Belletti fik sin triumf i 2011, hvor han slog Roberto Ferrari og Wes Sulzberger. Senest det lykkedes et udbrud at holde hjem, var i 2010, hvor Giovanni Visconti var hurtigst i en kvintet, der nåede mål med et forspring på 13 sekunder. I 2009 blev etapen også vundet af et udbrud, da Daryl Impey var hurtigst af 9 mand, og Matteo Priamo var første mand til at vinde efter opgraderingen af løbet i 2008, også fra et udbrud. Forud for det vandt Ivailo Gabrovski i 2007, Igor Pugaci i 2006, Sergey Tretyakov i 2004 og Ghader Mizbani i 2002.

 

 

 

 

 

 

7. etape

I årene mellem 2010 og 2014 var det en fast bestanddel af løbet, at man skulle på den stærkt kuperede rejse ind gennem nogle tyrkiske bjerge og helt ud til en småkuperet afslutning i Turgutreis, der ligger ved kysten helt nede i Tyrkiets sydvestlige hjørne. Den etape har imidlertid været fraværende i nu hele syv år, men i 2021 vender den tilbage. Også denne gang er der med næsten 3000 højdemeter masser af klatring, men med en flad afslutning viser historien, at sprinterne også her plejer at komme til fadet.

 

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km mellem Marmaris og Turgutreis, der er to kystbyer helt nede i det sydvestlige hjørne. Starten er hård, idet man lægger ud med at køre mod nord op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning, inden småkuperet terræn leder mod nordøst og nord frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 25,6 km. Her fortsætter man mod nord op ad en kategori 1-stgining (8,7 km, 7,0%), der er en jævn og ganske stejl sag med top efter 35,9 km.

 

Bjerget leder op på et relativt fladt plateau, der via en lille bakke følges mod nord op til byen Mugla, hvor man drejer mod nordvest for at følge en lige og let faldende vej ned til byen Yatagan, der nås i forbindelse med forplejningen efter 82,4 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad en kategori 2-stigning (13,6 km, 2,9%), der har nogle lidt sværere kilometer over de første 5 km, men derefter er meget let og i perioder endda let faldende, inden man runder toppen efter 96,6 km.

 

Det markerer afslutningen på den svære del. En let nedkørsel leder mod vest ned mod kysten og havniveau, hvor man følger en flad vej mod sydvest ned til dagens spurt, som kommer efter 136,8 km. Herfra går det ad den helt flade kystvej ned til byen Bodrum, idet man forinden dog skærer ind gennem landet via tre små bakker. Slutteligt kører man mod sydvest tværs gennem en lille halvø via flere mindre bakker, inden man når frem til Turgutreis, hvor det er fladt, indtil man med 1,5 km igen rammer en 500 m lang bakke, der stiger med 5-6%. Toppen rundes lige efter den røde flamme, hvorefter det falder ned til de sidste 500 m, der er flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret, da vejen over de sidste 3 km kun bugter sig let, og over den sidste kilometer er vejen helt lige.

 

Etapen byder på i alt 2816 højdemeter.

 

Med næsten 3000 højdemeter er etapen en ordentlig mundfuld, men historien taler sit klare sprog. Et udbrud er kun holdt hjem én ud af fem gange, og det skyldes naturligvis, at stigningerne kommer tidligt. Rutens karakter gør, at et udbrud aldrig helt kan afvises, men mest taler for, at sprinterne igen skal til fadet. Den sidste lille bakke kan komplicere tingene lidt, men historien viser, at den aldrig gør den store forskel.

 

Turgutreis blev senest besøgt i 2014, hvor Elia Viviani spurtede sig til sejr foran Mark Cavendish og Kristian Sbaragli. I 2013 var André Greipel hurtigere end Matteo Trentin og Nikias Arndt, mens vi i 2012 fik en udbrudssejr, da Andrea di Corrado kørte alene væk og sejrede foran Jonas Aaen og Jerome Cousin samt de øvrige udbrydere. I 2011 blev det til spurtsejr til Valentin Iglinskiy foran Alessandro Petacchi og Elia Favilli, og ved debuten i 2010 var André Greipel hurtigere end Angelo Furlan og Claudio Cucinotta.

 

 

 

 

 

 

8. etape

I de første år efter opgraderingen rejste løbet som regel fra Istanbul til Alanya, hvor løbet sluttede med et brag af en massespurt, inden man vendte løbet rundt og kørte den anden vej med en afsluttende etape til Istanbul, hvor den klassiske lille brostensbakke ventede i finalen. Denne gang bryder man dog med traditionen og kører helt udenom Istanbul, der også ligger ukomfortabelt langt væk fra den øvrige del af løbet. Derfor stopper rejsen langs solkysten denne gang i kystbyen Kusadasi, der ikke har været besøgt som målby siden 2012. Her afsluttes en flad etape med et par småbakker, der måske kan rydde lidt ud i feltet inden endnu en forventet spurtafgørelse.

 

Med en distance på 160,3 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Bodrum til Kusadasi. Startbyen ligger ude ved kysten og fra start kører man mod nordøst ind gennem landet via nogle småbakker, inden den helt flade kystvej følges videre mod nordøst og øst. Man drejer nu mod nordøst og kører væk fra vandet via en ganske lille bakke frem til dagens spurt, der kommer efter 23,4km, inden det går videre igennem fladlandet mod nordøst og direkte ind på en kategori 3-stigning (2,9 km, 5,0%), der har en stejl første kilometer med 6-8%, inden den bliver ganske let frem mod toppen, der rundes efter 42,6 km.

 

Det falder nu kortvarigt mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at følge en relativt flad vej, der kun har nogle ganske små bakker, inden man når frem til en sø. Her følger man den flade søbred mod vest, inden man kører mod nord ad en flad og lige vej forbi dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 123,1 km. Kort efter drejer man mod vest og senere nordvest for at køre op ad en kategori 2-stigning (1,6 km, 8,2%), der er en stejl sag med 9,3% over de sidste 600 m frem til toppen, der rundes efter 141,3 km.

 

Herfra resterer 19,0 km, der indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til kysten, hvor man kører ad den flade kystvej frem til udkanten af Kusadasi. Her drejer man mod nord for at køre ind til centrum via to små bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,2% over 1,6 km. Den har top med 4 km igen, hvorefter det falder let resten af vejen, dog med en ganske lille bakke lige ved den røde flamme. Det går ad en hovedvej, indtil ma drejer skarpt ind på kystvejen med 2,5 km igen. Nu følges kystvejen, der bugter sig ganske meget, indtil den sidste kilometer er næsten helt lige.

 

Etapen byder på i alt 1601 højdemeter.

 

Selvom finalen ikke er brugt siden 2012, kender vi den, og selvom den sidste stigning er stejl og kan rydde ud i feltet, og den sidste lille bakke er en god rampe til angreb, taler historien også her sit sprog. Sprinterne blev ganske vist snydt i 2009, men i de to øvrige udgaver siden opgraderingen har vi fået en spurt. Meget taler derfor for, at det også i 2021 vil være sprinterne, der runder løbet af med en massespurt.

 

Kusadasi blev senest besøgt i 2012, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt foran Matthew Goss og Mark Renshaw. I 2009 lykkedes det dog David Garcia Dapena at køre væk til sidst og sejre med 3 sekunder ned til feltet, der førtes an af André Schulze og Sebastian Siedler. I 2008 sejrede Guillermo Bongiorno i en spurt foran Javier Benitez og Danilo Hondo. I årene inden opgraderingen startede løbet ofte i byen, og her fik vi sejre til Sierd Steigenga (2007), Joseph Papp (2006), Mehmet Mutlu (2005), Sergey Lavrenenko (2004) og Michael Haas (2002).

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Siden man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, har Tour of Turkey været et meget enkelt løb, der har kunnet inddeles i to dele. Seks af etaperne er som regel endt i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - men klassementet er fuldstændig blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk.

 

Kun i 2016, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, har det ikke alene været et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer har vundet. Også i 2017 og 2018, hvor Selcuk-etapen erstattede Elmali-etapen blev løbet i alt væsentligt afgjort på den eneste svære etape, selvom bonussekunder alligevel blev afgørende for tre år siden, og det var endda også tilfældet i 2019, hvor arrangørerne som sagt havde henlagt løbet kun til Istanbul-området og givet løbet et helt nyt design stort set uden genbrug.

 

I år vender vi tilbage til rødderne med et relativt klassisk format med kun få nyskabelser, og det ser derfor også ud til, at løbet er lige så let at fortolke, som det plejer. Faktisk bliver det endnu lettere denne gang, hvor Selcuk-etapen udgår - her kunne man nok godt have ønsket sig, at sidste etape var sluttet på den stejle stigning og ikke i den nærliggende by Kusadasi - og det betyder, at vi ikke skal overveje forskellene på Elmali, der er et regulært bjerg for klatrere, og den meget eksplosive opkørsel i Selcuk. Alt peger nemlig på, at Elmali-etapen mere eller mindre på egen hånd vil afgøre løbet, som den også gjorde det i 2012, hvor den for hidtil eneste gang var eneste ”svære” etape i løbet.

 

Det meste af den øvrige del af løbet er nemlig velkendt og den sprinterfestival, vi kender fra Tyrkiet. Således taler meget for, at de syv øvrige etaper vil ende i en eller anden form for spurt. Det bør i hvert fald være givet, at det vil ske på 2., 3. og 4. etape, der er helt klassiske sprinteretaper, og selvom der er lidt småbakker i finalen på 8. etape, hvor der måske kan ske lidt udskilning, vil den forventede spurt her heller ikke ændre på klassementet. På 7. etape har vi tidligere set, at klassementsrytterne har angrebet hinanden på de tidlige bjerge, men der er alt for langt hjem til, at det kan holde hele vejen. Et udbrud har én gang snydt sprinterne, og det kan ske igen, men ellers bliver også det en dag for de hurtige folk.

 

Det er 1. og 6. etape, der måske kan ændre billedet lidt, men det skulle undre, om det sker. Åbningsetapen er en nyskabelse, men den kan næppe adskille de bedste. Bakkerne er bløde, og jeg forventer, at det vil være et relativt stort felt, der vil spurte om det til sidst. Man skal dog måske tage sig lidt i agt for et udbrud på en etape uden oplagt favorit, men mon ikke de bedste hold er årvågne nok til ikke at give et udbrud så megen tid, at det pludselig bliver farligt?

 

Endelig er der Marmaris-etapen på fredag. Her ser vi altid angreb i klassementet mod slutningen, men historien taler sit tydelige sprog. Det ender altid i en reduceret massespurt, og vi har endda set også ret tunge folk komme med hjem. På denne dag er vejret dog helt afgørende, da vindretningen spiller en enorm rolle på den eksponerede hovedvejsstigning, hvis den nuværende vejrudsigt holder, vil der være sidemodvind på opkørslen, og det knuser alt håb om, at der alligevel kan gøres forskelle i klassementet.

 

Netop vejret er det element, der måske kan ændre billedet lidt. Historien viser, at sidevind sjældent er et tema i Tyrkiet, men det er svært at glemme den episke Konya-etape i 2016, hvor Lotto rev feltet i stumper og stykker og skabte gigantiske forskelle, inden André Greipel vandt spurten i en ottemandsgruppe, der talte seks mand fra det belgiske hold! Sidevind kan altså godt spille en rolle, selvom det sjældent sker.

 

Kommer vejret i spil i år? Det kan det gøre allerede på 1. etape - hvis den da kan gennemføres. Ganske vist bliver det ikke blæsende, men med udsigt til sne - ja, I læste rigtigt! - og en temperatur på bare 2 grader på det høje plateau i Tyrkiets indre, kan det blive en iskold fornøjelse, der kan skabe større udskilning end ventet. I det lys kan man frygte, at etapen helt må aflyses, og rytterne skal i hvert fald kunne håndtere kulde.

 

Til gengæld retter vejrudsigten sig til mandagens etape, der stadig bliver kold, men tør og slet ikke blæsende, og når man fra tirsdag kommer ned til solkysten, taler vi et helt anderledes behageligt vejr med sol og temperaturer på knap 20 grader. Det bliver først lidt blæsende fredag, lørdag og søndag, men vindretningen er ikke rigtig. Kun i finalen på 7. etape kan der måske komme noget sidevindskørsel, men historien viser, at vi ikke skal regne med det.

 

Derfor taler alt for, at det alene bliver Elmali, der vil afgøre løbet, selvom hurtige folk måske kan finde nogle bonussekunder i indlagte spurter, og man skal være opmærksom på, at små klatrere kan fryse til is og tabe tid på 1. etape. Elmali er et rigtigt bjerg for klatrere, og den skaber altid store forskelle. Det er dog kun de sidste 4 km, der er svære, og derfor er det en stigning, der kræver et vist punch. Vindretningen spiller altid en rolle, og den ventes at være i siden hele vejen op. Vigtigst er det, at der ikke er modvind.

 

Tour of Turkey har ikke uden grund fået ry for at være talenternes udstillingsvindue. Mens løbet ofte har haft held med at tiltrække store sprinternavne, hvilket også er tilfældet i år, foretrækker de bedste klatrere på denne tid af årets Ardennerne, Romandiet eller Tour of the Alps. Det har gjort løbet til en god chance for de unge ryttere til at jagte personlig succes, og det gælder også i år. Således er der intet større klassementsnavn til start, og to af de tre WorldTour-hold kommer endda med hold, der i alt overvejende er gearet mod løbets uendelige række af massespurter. Det gælder i øvrigt af gode grunde for langt hovedparten af holdene, og derfor er favoritfeltet ganske smalt. Samtidig betyder fraværet af store navne, at vi vel sjældent har set så åbent et løb med et så uklart hierarki mellem klatrerne, og det gør det mildt sagt vanskeligt at rangere favoritterne i den måske mest åbne udgave af løbet, jeg kan huske.

 

Derfor er det også med megen usikkerhed, at jeg peger på Javier Romo som min favorit. Forud for sæsonen var der stor spænding om den tidligere triatlets evner, men han har lagt fremragende fra land. Senest blev han en imponerende nr. 5 i Coppi e Bartali, hvor han på kongeetapen kun blev slået af formstærke Jonas Vingegaard. Det vidner om, at det ikke var helt uden grund, at han droppede løb og svømning for at fokusere på cykling, og han kommer i hvert fald til løbet i god form. Til gengæld er han også så ubeskrevet, at vi ikke aner, hvordan han har det med længere stigninger og høje bjerge, men den relativt eksplosive Elmali burde ligge godt til en mand, der netop har begået sig i Italiens eksplosive terræn. Usikkerheden om ham er stor, men potentialet synes lige så stort. Erfaringen viser, at ryttere, der skifter sportsgren, altid skal have særlig bevågenhed, og Romo synes ikke at være en undtagelse. Derfor tror jeg, at han vinder.

 

Det ville dog måske være mere logisk at pege på Merhawi Kudus, der formentlig går ind til løbet som Astanas kaptajn. Problemet er bare, at det har været sløjt for Kudus de seneste år, og han kørte eksempelvis i 2020 betydeligt ringere i Coppi e Bartali, end Romo gjorde i år. Heller ikke i år har han vist nogen stor form, og i det nylige Catalonien fejlede han også. En 43. plads på kongeetapen og en 48. plads i Barcelona vidner dog om en vis fremgang, og det bør være nok til at sikre, at han i hvert fald kører med o sejren her. Han passer i hvert fald fint til Elmali, hvor han blev nr. 4 i 2014, og i 2019 var han trods alt stadig så god, at han endte som samlet nr. 3 i dette løb. I et felt nærmest uden klatrere vil en sejr til Kudus ikke være overraskende. Astana har også et tredje kort i Rodrigo Contreras, der netop er blevet nr. 13 i Coppi e Bartali, men han ligner plan C. Nikita Stalnov gik på podiet i løbet i 2016, men han klatrer ikke godt nok til en gentagelse, når han ikke vinder tid i sidevinden denne gang.

 

Hvem kan true Astana? Et bud er Delko med Jose Manuel Diaz. Spanieren har været lidt sløv til at slå igennem, men han er på rette vej. Han blev nr. 19 på Ventoux i Provence og nr. 18 på kongeetapen i Var, og det niveau bør række meget langt i dette felt. Som ren klatrer bør han også være i sit es på denne rute, men da han ikke har kørt løb i mere end en måned, er det usikkert, om den gode form er intakt. Som alternativ har Delko erfarne Mauro Finetto, der endelig har vist lidt af de gamle takter i begyndelsen af marts. Elmali er dog lidt for svær, men han bør gøre det hæderligt, hvis også han har bevaret formen over en lang pause. Til gengæld har Delio Fernandez næppe længere niveauet, og Clement Berthet mangler nok fortsat for meget. Endelig har Mathias Le Turnier ikke vist skyggen af form, og selvom han ikke har kørt løb i halvanden måned og kan være formstærk nu, bør han ikke klatre godt nok til at vinde her.

 

Jeg har også lidt fidus til Quentin Pacher. På papiret er stigningen for lang og svær for en puncheur som ham, men han har virket ganske formstærk i år. Han kørte i hvert fald fremragende i Paris-Nice, hvor han blev nr. 8 i puncheurfinalen i Biot og nr. 8 efter et sent angreb på den første bjergetape. En 27. plads på kongeetapen taler også for, at han bør gøre det godt i dette felt, selvom stigningen måske kan være lidt for lang og svær til, at han kan vinde. B&B har naturligvis også Pierre Rolland, men han er først lige startet sin sæson, og den langsomme starter synes langt fra formen. Sebastian Schönberger bør klatre godt nok til at lave et resultat, hvis han med få løb er i form, men næppe til at vinde. Heller ikke Maxime Chevalier har vist antydningen af form hidtil, og selvom han viste sig lidt frem i Paris-Nice, har Cyril Gautier næppe længere niveauet til at være med, heller ikke i dette felt.

 

Androni er altid spændende i et klatreløb, og det gælder også her. Bedste bud må være erfarne Eduardo Sepulveda, der tidligere er blevet nr. 3 på Elmali, og selvom han ikke har samme niveau nu, vidner en 36. plads i Tirreno om en eller anden form for form. Han skuffede i Coppi e Bartali, men i dette felt bør han komme langt. I Coppi e Bartali gjorde det ukrainske stortalent Andrii Ponomar det også pænt, men slet ikke godt nok til, at han som ”næsten-junior” kan vinde her. Den spændende skiløber Marti Vigo er en stor joker, men han har kun kørt ét eneste cykelløb i hele sin karriere, hvor han for et par uger siden udgik, og derfor skal vi nok ikke regne med det helt store. Simon Pellaud og Josip Rumac kan begge godt køre opad, men ikke til at være med helt i front.

 

Hvor står erfarne Sergei Tvetcov? På papiret bør han være en af de tunge favoritter, og han viste sidste efterår med flotte resultater i rumænske etapeløb, at han stadig er en af de bedste klatrere i dette løb. Desværre har han ikke vist meget i en serie tyrkiske endagsløb, og han går derfor ind til løbet som et stort spørgsmålstegn. Finder han sit niveau, bør han dog køre med om sejren. Hans holdkammerat Alex Hoehn klatrer også fint, hvis han er i form, og er blandt andet blevet nr. 16 i bjergløbet Tour of Utah. Erfarne Jonathan Clarke har næppe længere niveauet.

 

En stor joker er Danilo Celano. I årevis har han været helt fra snøvsen, men minsandten om ikke han så pludselig vandt Tour de Langkawi sidste år. Siden har han desværre været lige så anonym, som han plejer, og da dette løb er hans første i år, er mine forventninger snarere en DNF end en sejr. En mand, der kan vinde Langkawi og blive nr. 8 i Tour of the Alps, er dog altid værd at holde øje med og kan reelt vinde løbet, hvis han for en sjælden gangs skyld finder sit topniveau. Hans holdkammerat Jesse Ewart klatrer også godt nok til at lave et resultat, hvis han er i form, men heller ikke det aner vi. Det samme gælder for Cristian Raileanu, der dog har et par lette tyrkiske løb i benene fra begyndelsen af februar.

 

En rytter, der i hvert fald er i form, er Anatoliy Budyak, der netop har taget den samlede sejr i opvarmningsløbet Tour of Mevlana. Han kører for et tyrkisk hold og har dette løb som sæsonmål, og med en 18. plads i Kroatien og en 15. plads i Østrig har han vist, at han kan begå sig i dette selskab. Siden er han blevet to år ældre, og han er generelt så spændende, at han bliver meget interessant at følge. Til gengæld skal vi nok ikke regne med den skandaleombruste Mustafa Sayar, der ikke er i nærheden af niveauet fra sin ”sejr” i dette løb i 2014, og erfarne Mykhaylo Kononenko er ikke længere god nok.

 

På papiret kommer Rally med et meget spændende hold, men det er svært at være voldsomt optimistisk. Holdets på papiret bedste, Gavin Mannion, er uhyre svingende, og hans 118. plads i Catalonien tyder på en af de mange dårlige perioder. Hans form kommer dog ofte ud af det blå, og derfor kan han måske alligevel overraske. Holdets andet alternativ er Kyle Murphy, der blev nr. 10 i 2019, men han har kun kørt det omtalte GP Miguel Indurain, hvor han røg ud for at kaste en flaske, og derfor ved vi slet ikke, om han er i form. Også han er så svingende, at han er svær at spå om. Erfarne Rob Britton skuffede også i Catalonien, men han blev faktisk nr. 50 på første bjergetape, og det taler for, at han kan gøre det pænt, selvom hans bedste tid er ovre. Emerson Oronte er aldrig slået til for alvor.

 

Vi burde have store forventninger til Sebastian Berwick, der jo tog kampen om med Jai Hindley i Herald Sun Tour sidste år. Hans første løb for Israel SUN i Coppi e Bartali var dog yderst skuffende, og holdet nævner ham slet ikke i deres pressemeddelelse, der alene har fokus på spurterne. Derfor skal vi næppe have alt for store forventninger, men dette løb er dog noget helt andet end Coppi e Bartali. Her handler det om én opkørsel på en bred hovedvej, og det gør det betydeligt lettere for en mand, der er helt uden erfaring i løb på dette niveau. I samme ombæring kan man nævne Jay Vine, der blev nr. 5 i samme Sun Tour, og som er klassementsmand på et sprinterfokuseret Alpecin. Det er dog hans første løb uden for Asien og Oceanien, og derfor vil det overraske, hvis han er med helt fremme - især i sæsonens første løb.

 

Egentlig burde Kevin Rivera være storfavorit. Der er ingen tvivl om, at costaricaneren er feltets bedste klatrer, men siden han sidste år vandt kongeetapen i Langkawi, har han ikke kunnet træde en bule i blød hat - og det er endda usædvanligt pænt sagt! Senest udgik han i Coppi e Bartali efter en 94. plads (!!!) på den første bjergetape, og holdet har i pressemeddelelsen op til dette løb også meddelt, at han ”stadig leder efter sin bedste form”. Som løbets bedste klatrer skal han nævnes, men det vil undre mig, hvis han pludselig er konkurrencedygtig. Bardiani har også erfarne Giovanni Visconti, der jo faktisk vandt løbet for bare 11 år siden, men han er stadig på vej tilbage efter en skade og har i år været milevidt fra bare et eller andet niveau. Derfor kan det meget vel være, at Alessandro Tonelli bliver holdets bedste, men han klatrer ikke godt nok til at vinde.

 

Burgos kommer med Jetse Bol, der for få år siden havde været en naturlig kandidat, men han har i de senere år været ret svingende. Der var dog en lille renæssance sidste efterår, og med samme niveau gør han det pænt. Desværre har han ikke vist megen form indtil videre. Willie Smit og Diego Rubio er også typer, der i dette løb kan gøre det pænt, men da de ikke er klatrere, kommer de ikke helt i top.

 

Caja Rural kommer med Jhojan Garcia, der er en udmærket klatrer, men som ikke har vist noget, der bør berettige til alt for store forventninger. Formen i GP Indurain var heller ikke alt for prangende, selvom den bør række til, at han gør det fornuftigt. Værre er det for Euskaltel, der vel kun kan håbe på et hæderligt resultat fra Ibai Azurmendi, da Garikoitz Bravo desværre stadig er langt fra fordums styrke.

 

Gazprom kommer med Nikolay Cherkasov, der med 2019-form ville være en af de tunge favoritter, men ligesom i 2020 synes han i år at være helt væk. Det samme gælder for Artem Nych, men han fik dog en 48. plads på Vallter 2000 i Catalonien, hvorfor et udmærket resultat måske kan være i vente. Den uhyre svingende Evgeny Shalunov har været helt væk siden Tirreno i 2019. Mere optimistiske kunne Eolo være, hvis Luca Wackermann havde samme form som i 2020, hvor han var genfødt og i Sibiu kørte i høje bjerge, men han er lige kommet tilbage efter en lang skadespause.

 

De øvrige hold bør få det svært. Deceuninck er her med et rent sprinterhold, og det samme gælder i vidt omfang for Uno-X, hvor det dog skal blive meget interessant at følge Anthon Charmig i det første løb på dette niveau. Novo Nordisk har Peter Kusztor og David Lozano, men er som altid overmatchede. Hos Nippo er Jonathan Bogli i form til at gøre det pænt, mens Matvey Mamykin stadig er en skygge af sig selv. Hos Abloc skal man håbe på et hæderligt resultat til Nils Sinschek , mens Bingoal skal håbe på lidt fra Quentin Venner. Minsk skal håbe på lidt fra veteranerne Branislau Samoilau og Yauhen Sobal , mens Sauerland skal krydse fingre for Johannes Adamietz.

 

OPDATERING: Som jeg spekulerede i ovenfor, har det helt forventelige tyrkiske aprilsnefald desværre ført til aflysning af 1. etape. Som det fremgår af analysen, ændrer det dog ikke på favoritvurderingen.

 

OPDATERING 2: 1. etape bliver alligevel kørt, men som en kort, flad sprinteretape i Konya. Det ændrer naturligvis ikke favoritvurderingen, og der kommer en kort, selvstændig optakt til etapen sent lørdag aften.

 

OPDATERING 3: Ponomar kommer ikke til start.

 

***** Javier Romo

**** Merhawi Kudus, Jose Manuel Diaz

*** Quentin Pacher, Eduardo Sepulveda, Sergei Tvetcov, Mauro Finetto, Danilo Celano

** Anatoliy Budyak, Kyle Murphy, Sebastian Berwick, Rodrigo Contreras, Sebastian Schönberger, Kevin Rivera, Jetse Bol, Jhojan Garcia, Pierre Rolland, Jesse Ewart, Gavin Mannion, Artem Nych, Nikolay Cherkasov

* Jay Vine, Luca Wackermann, Rob Britton, Alex Hoehn, Marti Vigo, Clement Berthet, Delio Fernandez, Mathias Le Turnier, Nikita Stalnov, Cyril Gautier, Maxime Chevalier, Simon Pellaud, Jonathan Clarke, Cristain Raileanu, Giovanni Visconti, Ibai Azurmendi, Garikoitz Bravo, Evgeny Shalunov, Alessandro Tonelli, Johannes Adamietz, Branislay Samoilau, Yauhen Sobal, Quentin Venner, Anthon Charmig, Nils Sinschek, Jonathan Bogli

 

Danskerne

Som nævnt kører Anthon Charmig sin med spænding imødesete debut på dette niveau, og det skal blive interessant at se, hvor han står i dette selskab. Hos Uno-X er også Frederik Rodenberg til start, men selvom det kunne være sjovt at se ham deltage i spurterne, må han regnes som lead-out man for Kristoffer Halvorsen.

Javier Romo
Merhawi Kudus, Jose Manuel Diaz
Quentin Pacher, Eduardo Sepulveda, Sergei Tvetcov, Mauro Finetto, Danilo Celano
Anatoliy Budyak, Kyle Murphy, Sebastian Berwick, Rodrigo Contreras, Sebastian Schönberger, Kevin Rivera, Jetse Bol, Jhojan Garcia, Pierre Rolland, Jesse Ewart, Gavin Mannion, Artem Nych, Nikolay Cherkasov
Jay Vine, Luca Wackermann, Rob Britton, Alex Hoehn, Marti Vigo, Clement Berthet, Delio Fernandez, Mathias Le Turnier, Nikita Stalnov, Cyril Gautier, Maxime Chevalier, Simon Pellaud, Jonathan Clarke, Cristain Raileanu, Giovanni Visconti, Ibai Azurmendi, Garikoitz Bravo, Evgeny Shalunov, Alessandro Tonelli, Johannes Adamietz, Branislay Samoilau, Yauhen Sobal, Quentin Venner, Anthon Charmig, Nils Sinschek, Jonathan Bogli

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Turkey
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

Tour of Thailand(2.1) 11/05-16/05

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 20/05-23/05

Tour du Finistère(1.1) 22/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 22/05-23/05

Vuelta Ciclista a la Regi...(1.1) 23/05

Tour of Japan(2.1) 23/05-30/05

Mercan'Tour Classic Alpes...(1.1) 24/05

Ronde van Limburg(1.1) 24/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

EKSKLUSIVT TILBUD: SE ALLE GIRO ETAPER I FULD LÆNGDE & UDEN REKLAMER