Optakt med etapevinderbud: Tour of Utah

SE TOUR OF UTAH PÅ EUROSPORT PLAYER

Løbets rolle og historie

I mange år har amerikanske ryttere været blandt de bedst i verden, men landets internationale løbsscene har ikke været i stand til at matche udviklingen hos deres atleter. Kombinationen af den lange distance til cykelsportens europæiske kernelande og en kalender fyldt med traditionelle, veletablerede løb i cykelsportens traditionelle topnationer har gjort det svært for mange amerikanske løb at tiltrække stærke internationale startfelter.

Det skyldes nu ikke mangel på forsøg. Coors Classic var en stor begivenhed i 1980erne, men forsvandt fra kalenderen efter 1988-udgaven. Tour de Georgia syntes at have etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed i april, indtil det pludselig forsvandt i 2008. Tour of Missouri havde stor succes i et par år, men heller ikke det kunne sikre den nødvendige finansiering til at overleve. Som det seneste eksempel havde USA Pro Challenge virkelig slået sit navn fast på allerhøjeste niveau og var klar til at udfordre Tour of California som landets største løb, men 2015-udgaven blev den sidste. Nu forsøges der for anden gang i træk med det nye løb i Colorado i august, men det udestår at se, om de har længere levetid end deres forgængere.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Den store succeshistorie er naturligvis Tour of California, der hurtigt etablerede sig som Nordamerikas største løb og nu endda er blevet en del af WorldTouren. Der er imidlertid endnu et løb, der med succes har taget springet til UCI-niveauet. I 2018 går Tour of Utah ind til sit ottende år som UCI-løb, og det har fundet en perfekt rolle på kalenderen, som har gjort det muligt for arrangørerne at holde det i live.

Modsat løbet i Californien, der fra start blev etableret som et UCI-løb, startede Tour of Utah som et amatørløb under navnet Thanksgiving Points Stage Race i 2000. Det fik dets nuværende navn i 2004 og dets nuværende ejere i 2007, efter at løbet var kommet på UCI-kalenderen med 2.2-status i 2006. Som mange andre fandt man springet svært, og man måtte aflyse 2007-udgaven som følge af finansielle problemer. De nye arrangører havde imidlertid held til at redde løbet, og efter to år på den nationale kalender tog man det store spring til topniveauet, da det i 2010 blev afviklet som 2.1-løb. Siden da har det haft deltagelse af WorldTour-ryttere, og for fjerde år i træk vil det i år endda være et 2.HC-løb på den internationale kalender.

Det er intet tilfælde, at løbet har etableret sin position. Med en placering i første uge af august kommer løbet som en perfekt mulighed til at genstarte sæsonen efter en sommerpause, og den bjergrige rute gør det tillige til et oplagt forberedelsesløb til Vuelta a Espana. Modsat USA Pro Challenge og dt nye løb i Colorado senere på måneden giver løbet mulighed for, at man kan nå tilbage til Europa og kommer over sit jetlag, inden starten på den spanske grand tour, og dermed tilbyder løbet et alternativ til Vuelta a Burgos og andre etablerede europæiske løb, specielt fordi det kan kombineres med en træningslejr i højderne forud for løbet.

Og det er netop højden, der gør det til den perfekte forberedelse. Løbet inkluderer flere stigninger i mere end 3000 m højde, og derfor kan det fint gøre det ud for en del af en traditionel højdetræningslejr. Rytterne kan tilbringe et par uger i Utah og derefter afslutte træningen med et løb på højeste niveau med masser af bjerge. Højden og evnen til at tilpasse sig de vanskelige forhold har altid spillet en stor rolle i løbets udfald.

Ikke desto mindre er løbet hovedsageligt en amerikansk affære. De deltagende WorldTour-hold er hovedsageligt dem med en stærk amerikansk forbindelse, og vinderlisten er domineret af lokale ryttere. Løbet synes dog langsomt at opnå et stadig bedre internationalt ry, og for tredje år i træk kan man præsentere et relativt internationalt felt. Sidste år havde man fra WorldTouren ganske vist kun deltagelse af BMC, men de europæiske hold Nippo-Vini Fantini, Caja Rural og Bardiani gav det et internationalt tilsnit. I år har feltet virkelig fået et boost, da man også har fået de to øvrige amerikanske WorldTour-hold, Trek og EF, til at vende tilbage, ligesom man har deltagelse af LottoNL-Jumbo og Mitchelton-Scott samt fra lavere niveau også Israel Cycling Academy og Nippo-Vini Fantini.

Løbet handler stort set udelukkende om klatring, og det har i de senere år været det eneste store amerikanske etapeløb uden en enkeltstart. Dermed er det et af de få løb, en ren klatrer kan gå efter, ikke mindst fordi bjergene er både stejlere og sværere end de mange relativt moderate opkørsler, der ellers præger de amerikanske løb, og fordi man hverken behøver bekymre sig om megen stress på de flade etaper eller tidskørsler. De brede veje i Amerika gør det hele meget mere afslappet, og det er i høj grad evnen til at håndtere stigningerne og højderne, der afgør løbet. Det vil det også være i år, hvor der ellers ligesom sidste år er en tidskørsel på programmet, men da der er tale om en let kuperet bare 5 km lag prolog, vil den næppe blive afgjort.

Den karakter afspejles i udfaldet af sidste års løb. Her lykkedes det endelig for Rob Britton at tage den store samlede sejr i et amerikansk etapeløb, han længe har banket på til. Det skete med en knusende sejr på den bjergenkeltstart, der som noget nyt var indført, hvorefter en 5. plads på kongeetapen var nok til at tage den samlede triumf foran Gavin Mannion og Serhei Tvetcov. Britton har igen i år gjort løbet til sit sæsonhøjdepunkt og vender tilbage for at forsvare sin titel i dog noget skrappere konkurrence, og han vil igen være oppe mod Tvetcov og Mannion, der er to af hele fire klassementsryttere på et stærkt Unitedhealthcare-hold.

Ruten

Mens Tour of California ofte varierer deres rute ganske meget og veksler mellem forskellige sammensætninger af velkendte nøgleetaper, har Tour of Utah-arrangørerne ofte været meget traditionsbundne i deres rutedesign. Som regel har løbet været uden tidskørsel, og i stedet har man i overensstemmelse med løbets ry som et bjergløb ladet det hele blive afgjort på stigningerne. Efter fem kuperede etaper i den indledende del, hvoraf højst én har været afgørende for klassementet, har det været de klassiske etaper i weekenden, der har været afgørende. Det gælder lørdagens traditionelle kongeetape med mål ved Snowbird Ski and Summer Resort samt den korte, intense sidste etape med Empire Pass og en halsbrækkende nedkørsel til Park City som afslutning.

Sidste år rystede man imidlertid posen godt og grundigt, og for første gang i seks år var der endda en enkeltstart på programmet. Naturligvis var der tale om en bjergenkeltstart, men den erstattede den frygtede Empire Pass-etape, og derfor var det tidskørslen sammen med den klassiske Snowbird-etape, der blev afgørende.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

I år vender man tilbage til det klassiske format, og der er i vidt omfang tale om etaper, vi allerede kender fra tidligere. Nyskabelsen er den indledende 5,3 km lange prolog, men de beskedne forskelle her vil næppe spille en afgørende rolle i klassementet. Det ventes i stedet igen at blive afgjort på de to helt klassiske etaper i weekenden med først kongeetapen til Snowbird om lørdagen og den frygtede Empire Pass-etape, der efter et års fravær er tilbage som afslutning på løbet.

Forud for det går et par blandede etaper med den velkendte Cedar City-etape om tirsdagen, hvor de mange højdemeter endnu ikke har forhindret en reduceret massespurt samt fredagens klassiske rundstrækningsetape i Salt Lake City, der altid har favoriseret puncheurs og stærke sprintere, men som i år er modificeret en anelse. Torsdagens etape byder på en ny finale og ligner den eneste rigtige chance for de mere klassiske sprintere, mens onsdagens etape er løbet joker. Det er nemlig den velkendte Mt. Nebo-etape, der på papiret burde ende i en reduceret massespurt, men nu to gange via angreb fra distancen har vist sig at spille en langt større rolle end antaget.

Prolog

Mens enkeltstarter altid har spillet en vigtig rolle i de fleste amerikanske etapeløb, har Tour of Utah altid været anderledes. Det har altid været et løb for klatrere, og den identitet ønsker man at fastholde. Derfor har der siden debuten som UCI-løb også kun været fire tidskørsler på programmet. 2011-udgaven adskilte sig med både en prolog og en flad enkeltstart, men siden da har man kun haft et holdløb i 2012 og sidste års bjergenkeltstart. I år er der atter blevet plads til en enkeltstart, men der vil alene være tale om en kort prolog på bare 5 km, der endda helt i overensstemmelse med løbets ånd byder på en lille stigning.

I alt skal der tilbagelægges 5,3 km i St. George på en meget enkel rute. Rytterne følger ganske enkelt en let bugtende vej ud til et vendepunkt, hvorefter det går tilbage til start- og målområdet. På turen ud mod vendepunktet stiger det jævnt, inden en lille nedkørsel leder frem til U-vendingen. Herefter klatrer man tilbage til de højeste punkt, inden det falder jævnt ned mod målstregen.

Etapen byder på i alt 78 højdemeter.

78 højdemeter over 5 km er ganske pænt, så der er ingenlunde tale om en flad tonserrute. Stigningen er dig ikke stejl, og selvom de tungeste ryttere næppe vinder, vil en eksplosiv rytter med god power kunne gøre det godt uden at være en voldsomt god klatrer. De tekniske udfordringer er begrænset til U-vendingen, og det ligner derfor en god etape for de specialister, der med stor power altid gør det godt på korte enkeltstarter, ligesom hårdføre afsluttere ofte gør det godt over en så beskeden distance.

St. George er ikke blevet besøgt, siden løbet blev optaget på UCI-kalenderen.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

1. etape

Tour of Utah er kendt som et klatreløb, men det byder også på muligheder for sprinterne. For at spurte med skal man imidlertid som regel også kunne køre op ad, og det er 1. etape et glimrende eksempel på. Her vendes der nemlig tilbage til den klassiske etape i Cedar City, hvor ikke mindre end 2553 højdemeter og nogle solide stigninger undervejs vil bidrage til at skabe udskilning, inden de mest hårdføre af de hurtige folk ventes at skulle slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 162,5 km med start og mål i Cedar City. Fra start følger man en flad hovedvej mod nordøst frem til den første spurt i byen Parowan, der nås efter 37 km. Her forlader man fladlandet, når man drejer mod syd for at bestige kategori 1-bjerget Cedar Breaks (22,8 km, 5,8%), der med sin top i hele 3170 m højde er løbets højeste punkt. Toppen rundes efter 82 km, hvorefter en længere nedkørsel fører mod øst til det østligste punkt.

Herfra kører man gennem let stigende terræn mod syd, inden man atter sætter kursen mod vest mod nordvest med retning mod målbyen. Det sker via kategori 3-stigningen Bristlecone (16,2 km, 2,4%), der er en lang, jævn opkørsel mere end en reel stigning. Toppen rundes med 38,5 km igen, og herefter går det via en hurtig og meget nem nedkørsel mod nordvest ned til Cedar City, hvor etapen afsluttes med 2 omgange på en stort set flad 4,5 km lang rundstrækning. Den er stiger kun let op mod 2 km-mærket, hvorefter den falder ned mod mål, og er rektangulær med to skarpe sving lige før den røde flamme.

Etapen byder på i alt 2553 højdemeter.

Vi kender efterhånden etaperne til Cedar City, og selvom ruten har varieret fra år til år, ser vi altid det samme scenarium, nemlig en reduceret massespurt, hvor størrelsen af feltet varierer fra gang til gang. Der er tilstrækkeligt med højdemeter til at eliminere de rene sprintere, men den eneste svære stigning kommer alt for tidligt til at kunne bruges til angreb. Derfor peger meget på, at det endnu er de mest hårdføre af de hurtige folk, der skal spurte om sejren i Cedar City.

Cedar City blev senest besøgt i 2016, hvor Kris Dahl spurtede sig til sejr på 1. etape. Moreno Hofland var hurtigst i 2014, og i 2013 besejrede Greg Van Avermaet Michael Matthews i en reduceret massespurt.

2. etape

Efter en hård, men for klassementet formentlig uvæsentlig 1. etape kan kampen om den samlede sejr måske komme i spil på onsdag. Her venter nemlig en af løbets klassikere, når rytterne igen skal bestige Mt. Nebo, inden det gælder den lange nedkørsel til målet i Payson. På papiret kommer stigningen for tidligt til at kunne bruges til det store, men historien har vist os det modsatte, og derfor skal man altid tage sig i agt for overraskelser på den første lille test for løbets favoritter.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

I alt skal der tilbagelægges bare 142,6 km på den korte, intense etape, der har både start og mål i Payson. Fra starten i den østlige udkant slår man en lille sløjfe i det flade terræn nordøst for byen, inden man kører ind mod centrum, hvor den første spurt venter efter 18 km. Kort efter krydser man stregen for første gang, inden man kører fortsætter ud af byen mod sydvest og syd. Her venter et langt, fladt stykke, hvor man lører langs bjergene.

I byen Nephi kommer den sidste spurt efter 72 km på etapens sydligste punkt, og herefter ændrer etapen karakter. Man drejer nemlig mod øst ind i bjergene, hvor man efter et stykke i let stigende terræn drejer mod nord. Kort efter rammer man kategori 1-bjeget Mt. Nebo (17,3 km, 5,7%), der har top efter præcis 100 km. Herefter følger et let faldende stykke, der leder mod nordøst, inden man tager hul på den reelle nedkørsel, der er ganske teknisk og fører mod nordvest og nord direkte ned til centrum af Payson. Her krydser man stregen for første gang, hvorefter etapen afsluttes med en omgang på en næsten helt flad 4,5 km lang næsten kvadratisk rundstrækning, der stiger let på første del og falder let på den sidste kilometer. Det sidste af de fire skarpe sving kommer med godt en kilometer til stregen.

Etapen byder på i alt 1999 højdemeter.

Afslutningen med Mt. Nebo og den tekniske nedkørsel har været benyttet to gange, og begge gange har Lachlan Morton sejret, først via et soloridt og siden som den smarteste af tre bjergryttere, der var kørt væk. Det viser, at det faktisk kan lade sig gøre at skabe forskelle på denne etape, men med et stærkere felt bliver det sværere i 2018. Vi vil helt sikkert se forsøg og angreb fra favoritterne, men mest sandsynligt er det, at en ganske lille gruppe skal spurte om sejren.

Finalen med Mt. Nebo og den efterfølgende nedkørsel gjorde debut i 2013, hvor en ung Lachlan Morton tog favoritterne på sengen og færdiggjorde et imponerende soloridt fra stigningen, hvilket gav ham en stor sejr 34 sekunder foran Greg Van Avermaet, der vandt spurten i det reducerede felt. For to år siden var finalen igen på programmet, og her var det igen Morton, der sejrede. Denne gang kørte han på stigningen væk sammen med Adrien Costa og Andrew Talansky, og efter at have samarbejdet sneg han sig til slut væk til en solosejr med 3 sekunder ned til sine tidligere følgesvende.

3. etape

Sprinterne har ikke meget at komme efter i Utah, men løbet byder som regel på mindst én etape for de hurtige folk. En sådan kunne komme torsdag, hvor løbets på papiret letteste etape venter. Det betyder imidlertid ikke, at terrænet er helt fladt, for som altid i Utah skal der klatres en anelse, men skal en ren sprinter vinde en etape, er det på fjerdedagen, han skal slå til.

I alt skal der tilbagelægges 167,4 km mellem Antelope Island State Park og Layton. Starten foregår altså på en ø, og man lægger ud med at køre mod nord langs dens flade østkyst. Herefter går det via en bro mod nordøst og øst tilbage til fastlandet, hvor man drejer mod nord for at køre op til den første spurt, er kommer efter 32 km. Herfra kører man mod nord, øst, syd og til slut igen øst over en mindre stigning inden man atter kører mod syd frem gennem fladlandet frem til målbyen Layton, der passeres efter 56,5 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Den følgende del af etapen består af en stor 102,5 km lang rundstrækning, der i alt væsentligt består af en tur ned til stigningerne i syd og derefter samme tur tilbage igen. Først går det mod syd via en lille bakke, inden man kommer frem til den anden spurt, der er placeret efter 72 km, hvorefter man fortsætter mod syd ned til en lille rundstrækning, der byder på dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Bountiful Bench (2,7 km, 9,0%), der har top efter 93 km.

Herefter går det tilbage mod nord ad samme vej som tidligere, hvor den sidste spurt kommer efter 113 km, inden man igen skal over den lille bakke, der leder tilbage til Layton. Man fortsætter igennem byen mod nord frem til en lille rundstrækning, der byder på to mindre stigninger, inden man atter vender rundt for at køre tilbage til målbyen. Her krydser man stregen, inden løbet afsluttes med tre omgange på en 4,5 km lang rundstrækning, der er stort set helt flad. Den er rektangulær med fire skarpe sving, det sidste godt en kilometer fra stregen.

Etapen byder på i alt 1282 højdemeter.

Selvom Utah aldrig bliver et sprinterløb, er det så stor en begivenhed på den amerikanske kalender, at det altid tiltrækker mindst et par hurtige folk. De mest hårdføre af dem kan drømme om succes på 1., 4. og måske endda 2. etape, men det er denne dag, der er det mest sikre mål. Flad er etapen bestemt ikke, men den stejle stigning midtvejs kommer for tidligt til at spille en stor rolle. Derfor må man formode, at interessen i en spurt er så stor, at det hele ender i en afgørelse for de hurtige folk.

Layton har ikke været målby, siden løbet kom på UCI-kalenderen.

4. etape

Måske er Tour of Utah kendt som et bjergløb, men vi skal faktisk vente helt til de sidste to etaper, før det gælder de to helt store bjergslag. Den første del af løbet er i højere grad tilegnet de klatrestærke afsluttere, og det kommer vel næppe tydeligere til udtryk, end det gør på løbets 4. etape. Her vender feltet nemlig til en af de populære klassikere i form af det kuperede rundstrækningsløb i Salt Lake City, hvor der altid er lagt op til aggressivt cykelløb, inden de mest klatrestærke af sprinterne som regel har foldet sig ud i kampen om etapesejren. Denne gang er ruten modificeret en anelse i forhold til tidligere udgaver, men det ændrer ikke på naturen af en etape, der altid har været god underholdning

Med sine bare 110,1 km er 4. etape en kort sag, der afvikles helt og holdet på en rundstrækning i Salt Lake City. Etapen består af i alt 10 omgange på den 11 km lange runde, der først består af stigningen op ad 11th Avenue (5 km, 2,9%) og derefter en nedkørsel ned mod mål. Det meste af rundstrækningen er teknisk ukompliceret, men det ændrer sig mod slutningen, hvor en lang, lige vej afsluttes med hele tre skarpe 90-graderssving på den sidste kilometer. Nedkørslen ender først under den røde flamme, hvorefter de sidste 200 m stiger. Der er indlagte spurter ved afslutningen på 3., 5. og 7. omgang.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Etapen byder på i alt 1565 højdemeter.

Rundstrækningen er modificeret i forhold til det, vi kender fra tidligere udgaver, hvor det har været den perfekt etape for puncheurs som sejrene til Marco Canola, Michael Woods og Michael Matthews vidner om. Den nye finale er fladere, men stiger fortsat og er dermed skabt til nogenlunde samme ryttertyper. Den korte distance samt ikke mindst de relativt mange højdemeter med meget lidt fladt terræn betyder, at det ofte ender som rent indianercykelløb, hvor et udbrud har en reel chance for at gøre det færdigt, men da klassementet fortsat må formodes at være tæt, ligner det igen en spurtafgørelse i et reduceret felt.

Den gamle rundstrækning i Salt Lake City blev senest benyttet sidste år, hvor Marco Canola spurtede sig til sejr i den velkendte puncheurfinale på sidste etape. Michael Woods gjorde det samme i samme finale i 2015, mens Michael Matthews fik ram på Greg Van Avermaet i afslutningen i 2013. Det første rundstrækningsløb blev afviklet i 2011, hvor Janier Acevedo var hurtigst i en lille gruppe, der havde revet sig fri, og der har også været mål i byen på mere klassiske etaper to gange i 2012, hvor det blev til spurtsejre til først Matthews og siden Jake Keough.

5. etape

Måske har 2. etape skabt lidt forskelle, men det er på 4. etape, at det første helt store slag mellem løbets favoritter skal slås. Arrangørerne af Tour of Utah varierer ruten ganske meget fra år til år, men der er ét element, der altid er på programmet. Hvert år afgøres løbets kongeetape på den svære stigning til Snowbird Ski and Summer Resort, og det vil naturligvis også være tilfældet denne gang, hvor etapen som så ofte før kommer bare 24 timer inden afslutningen. Efter sidste års lidt lettere udgave er ruten i år tilbage i sit klassiske format med passagen af Guardsmans Pass inden målbjerget, og dermed er der lagt op til et brag af en bjergetape som indlednings på de to afgørende dage i klassementet.

I alt skal der tilbagelægges bare 152,6 km mellem Canyons Village og Snowbird. Startbyen er en forstad til Park City, hvor det hele slutter søndag eftermiddag og ligger midt i det mest bjergrige terræn, Utah kan byde på. Alligevel er første del af etapen ganske let, idet man kører gennem fladt terræn mod sydøst frem til den lille kategori 3-stigning Hideout (5,2 km, 3,9%), der har top efter 21,9 km. Efter en kort nedkørsel, der leder mod vest, følger man en relativt flad dalvej mod sydøst ned mod en flad rundstrækning, der gennemkøres en enkelt gang og byder på de første spurt efter 42 km. Herefter går det via samme dalvej tilbage mod nordvest, idet man dog slår en sløjfe mod nord og siden sydvest uden om Hideout-stigningen, der dermed kun skal passeres en enkelt gang.

Det flade terræn leder tilbage til Park City-området, hvor man denne gang passerer ind gennem selve byen, der er vært for den anden spurt efter 95 km. Det markerer et markant sceneskifte, for umiddelbart efter drejer feltet mod syd for at tage hul på kategori 1-stigningen Guardsmans Pass (12,1 km, 6,9%), hvis top rundes med 43,6 km igen. Herefter går det mod nordvest og sydvest via en ikke specielt teknisk nedkørsel ned til udkanten af Salt Lake City. I stedet for at køre ind til storbyen vender man imidlertid rundt for i stedet at køre tilbage mod øst op ad den afsluttende kategori 1-stigning til målet ved Snowbird Ski and Summer Resort. Den stiger med 7,9% over 10,4 km og følger en næsten helt lige vej uden sving.

Etapen byder på i alt 2848 højdemeter.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Dette er løbets kongeetape, og det er her de største tidsforskelle ventes at blive skabt. Stigningen til Snowbird er blandt de vanskeligste i amerikanske etapeløb og har vist sig altid at sprænge feltet til atomer. I år er etapen igen ganske svær med den tidlige passage af Guardsmans Pass, og det kan lægge op til aggressivt cykelløb. Favoritterne vil dog have en interesse i at holde det samlet til et sidste slag, og vi må formode, at de store navne til slut skal slås om både etapesejr og samlet triumf på løbets mest ikoniske stigning.

Snowbird-stigningen har været benyttet som etapeafslutning i de foregående ti udgaver. Sidste år rejse Giulio Ciccone sig fra en skuffende start på løbet og tog en suveræn solosejr, endda foran holdkammeraten Simone Sterbini, mens Neilson Powless, Gavin Mannion, Rob Britton og Serghei Tvetcov var de bedste af klassementsrytterne. I 2016 det ud til, at Andrew Talansky havde lagt løbet i et jerngreb, da han slog Darwin Atapuma i en tomandsspurt på toppen, men han tabte trøjen igen på sidste etape. I 2015 lagde Joe Dombrowski grunden til sin samlede triumf med en knusende solosejr, mens Cadel Evans spurtbesejrede Joey Rosskopf, Riccardo Zoidl og Wilco Kelderman i 2015, hvor et udbrud overraskende holdt til stregen. I 2014 udkæmpede Chris Horner og Tom Danielson et mindeværdigt slag, som førstnævnte vandt i en tomandsspurt, mens Johann Tschopp i 2013 sikrede sig den samlede sejr ved at komme alene til mål. I 2012 slog en ung Sergio Henao Levi Leipheimer i en tomandsspurt, hvilket sikrede den amerikanske veteran den samlede sejr foran colombianeren.

6. etape

Bortset fra sidste år, hvor man med et rundstrækningsløb afveg fra det sædvanlige manuskript, er løbet i de seneste mange år altid sluttet med en af løbets allersværeste etaper, der har inkluderet den måske sværeste stigning, Empire Pass, i den absolutte finale og derefter en halsbrækkende nedkørsel til målet i Park City. Efter et års fravær vender denne fantastiske finale tilbage, og det sikrer, at intet er afgjort, før til allersidst. Faktisk har det snarere været reglen end undtagelsen, at vinderen af kongeetapen har tabt tid på lige netop denne etape, og derfor kan der blive vendt op og ned på det hele på det, der helt sikkert vil være en forrygende afslutning på USA's hårdeste etapeløb.

Som altid er denne afsluttende bjergetape kort og intens, og i år skal der tilbagelægges beskedne 123,4 km med start og mål i Park City. Ruten består af en stor rundstrækning i området sydøst for byen og indledes med, at feltet gennem let faldende terræn kører mod nordøst. Herefter drejer man mod sydøst ad en let stigende dalvej, der leder forbi dagens første spurt, som kommer efter 31 km. Vejen fortsætter frem til det østligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for at køre frem til dagens første udfordring, kategori 3-stigningen Potters Knoll (3,4 km, 9,6%), der har top efter 56 km og bestiges fra nordøst. Herefter fortsætter det med at stige via en snoet vej, der fører mod syd, indtil man vender rundt for at køre via en lang nedkørsel, der først fører mod nordvest, syd og til slut vest direkte ned til dalen og byen Midway.

Her venter dagens sidste spurt efter 97 km, og det markerer starten på finalen. Herefter drejer man nemlig mod nord ad en let stigende vej, der fører direkte frem til bunden af den frygtede kategori 1-stigning Empire Pass. Den stiger med 7,6% over 12,8 km, men er en irregulær størrelse med 7 meget svære kilometer i bunden, hvor stigningsprocenten hovedsageligt er tocifret. De sidste 5,6 km er betydeligt lettere, og de sidste 1600 m op til toppen i hele 2725 m højde er næsten flade. Den rudes med bare 9,4 km til stregen, og herefter venter en teknisk og halsbrækkende nedkørsel, der fører direkte ned til stregen uden nogen flad afslutning. Det sidste hårnålesving kommer ca. halvvejs nede ad nedkørslen, og derefter er det en stort set lige vej, der leder ned til stregen.

Etapen byder på i alt 2182 højdemeter.

På papiret er Snowbird-etapen den sværeste i løbet, men man skal bestemt ikke tage fejl af afslutningsetapen. Empire Pass er løbets sværeste stigning, og selvom der ikke er mål på toppen, har den haft en fantastisk evne til at vende op og ned på det hele. I de fem tidligere udgaver er det således lykkedes at knække løbets førende rytter to gange. Det skete første gang i 2013, da Tom Danielson satte den ellers på Snowbird-etapen så stærke Chris Horner til vægs, og igen i 2016, hvor Lachlan Morton knækkede Andrew Talansky, der ligeledes havde direkte kurs mod sejr efter en flot præstation på Snowbird. Kombinationen af en svær stigning og en udfordrende nedkørsel er garanti for drama, og det vil den formentlig være igen i 2018.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

Etapen blev som sagt sidst benyttet i 2016, hvor Lachlan Morton knækkede Andrew Talansky og med en stor solosejr også tog den samlede triumf i sidste øjeblik. I 2015 slog Lachlan Norris Brent Bookwalter i en spurt efter et udbrud, mens Joe Dombrowski sikrede sig den samlede sejr ved at nå mål sammen med sine værste rivaler. I 2014 rejste Cadel Evans sig efter en skuffende start ved at tage sin anden etapesejr i træk, mens Tom Danielson var med hjem i samme gruppe og herved tog den samlede sejr. Det gjorde han også i 2013, hvor han kørte fra Chris Horner på Empire Pass, men i spurten om etapesejren måtte se sig slået af Francisco Mancebo og Janier Acevedo. I 2012 tog Levi Leipheimer en suveræn solosejr, der dog ikke kunne forhindre Johann Tschopp i at vinde samlet. Endelig var byen vært for en meget svær bjergprolog i 2011, hvor den unge opkomling Sergio Henao slog alle de store navne.

Favoritterne

Det er bestemt ikke uden grund, at Tour of Utah er udråbt som et klatreløb. Løbet er som sagt et af de få, der kan vindes af en ren klatrer, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i år. Efter sidste års eksperiment med en bjergenkeltstart kan ruten ikke være mere klassisk, og med et voldsomt genbrug af allerede kendte etaper ved vi i store træk, hvad vi skal forvente af årets løb.

Dermed ser det også ud til, at det igen er de to etaper i weekenden, der vil være afgørende, og da de er skabt til rene klatrere, vil det være bjerggederne, der dominerer. Snowbird-stigningen skaber altid ganske betydelige forskelle, og selvom sidste etape slutter med en svær nedkørsel, har den som nævnt tidligere to ud af fem gange resulteret i et førertrøjeskifte til allersidst. Empire Pass er umiddelbart løbets sværeste stigning, og de tidsforskelle, der kan skabes her, kan sagtens vende op og ned på det hierarki, der allerede synes etableret.

Derudover er der to etaper med potentiale til at skabe forskelle. Det drejer sig først og fremmest om onsdagens Mt. Nebo-etape, hvor Lachlan Morton nu to gange med aggressiv kørsel har skabt ganske store afstande. I år er feltet imidlertid betydeligt stærkere, og selvom det ikke kan udelukkes, at et stærkt udbrud af gode klatrere kan holde hele vejen hjem igen, er det mest sandsynlige, at det snarere er en dag, hvor løbet kan tabes - især hvis man endnu ikke har vænnet sig til højderne. En spurt i et reduceret felt er det mest sandsynlige udkomme, og en sådan ventes også at skulle afgøre 1. etape. Tredje etape ligner en klassisk sag for sprinterne, og den kuperede rundstrækning i Salt Lake City har traditionelt kun skabt små huller i spurten op mod mål. I år er finalen fladere, og derfor ventes heller ikke den etape at komme i spil, især fordi det stærke felt vil skabe mere kontrol. Endelig er der prologen, der helt sikkert vil betyde mindre forskelle, men som i det store billede efter to svære bjergetaper næppe vil være afgørende.

Konklusionen er, at det formentlig er de rene klatrere, der skal slås om sejren på primært de to weekendetaper. Løbet byder imidlertid på en joker i form af den voldsomme højde, der ofte har taget en favorit eller to på sengen. Sidste år var Giulio Ciccone eksempelvis slet ikke akklimatiseret, og selvom han knuste alle på kongeetapen, var han allerede tidligt sat ud af spillet. Cadel Evans oplevede noget lignende for et par år siden, og derfor er det et løb, der kan være lidt svært at vurdere. I hvert fald har de lokale ryttere samt colombianerne altid en fordel, mens ellers stærke europæiske klatrere kan falde helt igennem.

Som allerede omtalt nedenfor er feltet i år betydeligt stærkere end tidligere, og det vil formentlig gøre det mere kontrolleret. Feltet tæller en stribe meget talentfulde klatrere fra WorldTouren, men kun de færreste er bekendt med højderne. Mange har været i USA i nogen tid for at akklimatisere sig, men mange af de ikke-amerikanske klatrere begiver sig ind i ukendt terræn.

En rytter, for hvem det ikke er tilfældet, er Michael Woods. Den canadiske komet fortsætter sin march mod himlen, og efter et forår, hvor et stort fokus på klassikerne og eksplosive egenskaber betød, at han kom til kort i Giroens høje bjerge, har han nu igen arbejdet målrettet frem mod Vueltaen på samme måde som sidste år. Her gav den intensive træning i højderne et fremragende resultat i Spanien, hvor han klatrede med de bedste og sluttede som nr. 7. Derfor burde han være velforberedt til Utahs bjerge, og med en samlet andenplads og etapesejr ved den forrige deltagelse i 2015, hvor han også blev nr. 2 på kongeetapen, har han vist, at han mestrer højderne.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Om han efter en lang pause allerede nu er i topform, er usikkert, men med et stærkt hold i ryggen ligner Woods manden, der skal slås i et bjergløb, der passer ham ganske udmærket. I hvert fald har han fortalt Cyclingnews, at han er i Utah for at vinde. Tidstabet på prologen skal begrænses, men tabet kan hans gode punch og et par bonussekunder måske kompensere for. I sidste ende handler det dog om, at han i weekenden skal klatre på sit højeste niveau, og det burde være muligt for en motiveret og velforberedt Woods.

Jack Haig har i det seneste års tid virkelig gjort enorme fremskridt og er endelig i gang med at indfri sit enorme potentiale. Sejren i Polen Rundt sidste år satte ham i gang, og særligt i årets Liege og i Giroens første to uger var han fremragende. Her viste han, at han hører til en af feltets mest talentfulde klatrere, og det gør ham til en af de helt oplagte favoritter til dette løb. Alligevel er der to store spørgsmål, der skal besvares. For det første er Haig uprøvet i højderne, og vi skal først se, om han kan vænne sig til Utahs voldsomme bjerge. For det andet har han traditionelt skullet bruge en del løsbdage for at finde sine bedste ben, og nu stiller han til start efter en lang pause. På den anden side kom sejren i Polen sidste år også efter en pause, så han kan faktisk godt træne sig i form. Har han atter fulgt samme opskrift som sidste år, og er han akklimatiseret, vil Haig blive svær at bide skeer med som kaptajn på et stærkt Mitchelton-hold.

Det var næsten lidt halvtragisk at se, hvordan Ben Hermans i årets første måneder formøblede sin store chance for endelig at køre som kaptajn. Potentialet havde han ellers vist i sit forrygende forår i 2017, hvor han suverænt vandt Tour of Utah, ligesom han trods en slem skade sluttede sidste sæson flot af. Det var imidlertid først efter Giroen, at han endelig fandt sine gode ben igen, men nu synes de til gengæld også i den grad at være der. Han klatrede med de allerbedste på den meget svære Passo Giau-stigning i Adriatica Ionica Race, inden han suverænt vandt Østrig Rundt efter at have sejret på vanvidsstigningen til Kitzbüheler Horn. Det viser, at store Hermans faktisk kan vinde også på sportens voldsomste stigninger, og derfor burde han også kunne begå sig i dette løb, der minder om løbet i Østrig. Ligesom Haig gælder imidlertid, at hans evne til at håndtere den iltfattige luft kan vise sig som en ødelæggende faktor for Hermans’ drømme om at fortsætte sin flotte sommer med endnu en etapeløbssejr.

EF Education kommer med et fantastisk klatrehold, der i tillæg til Woods tæller yderligere to potentielle vindere. Den ene er Hugh Carthy, hvis dieselklatring gør ham til den perfekte kandidat til et bjergløb so dette. Efter drømmesæsonen i 2016, hvor han som ung Caja Rural-rytter blandede sig med de store navne i de fleste spanske etapeløb, er han gået i stå hos EF Education, men nu synes der at være fremgang at spore. Kun et styrt forhindrede ham i at ende i top 10 i Volta a Catalunya, og selvom han ikke fandt sine gode ben i Giroen, viste han i Tour de Suisse, at han fortsat kan klatre. Han har tidligere i USA Pro Challenge vist, at han kan klare højderne, og lykkes det ham endelig at genfinde benene fra 2016 burde han kunne køre med om sejren på en klatrerute som denne.

Løbets eneste tidligere vinder er Joe Dombrowski, der var i en klasse for sig i 2015. Her så det ud til, at det amerikanske stortalent endelig var ved at leve op til den store hype, han havde skabt som U23-rytter, men siden da er det ikke blevet til meget. Han kørte ganske vist en fremragende Giro i 2016, hvor hans store togter i bjergene havde fortjent en bedre skæbne, og sidste år fandt han benene til den meget svære kongeetape i Tour de Suisse, hvor han blev nr. 2. Desværre har vi stort set intet set til ham siden da, og Dombrowski ligner mere og mere et tabt talent. Hans resultater har det imidlertid med at komme ud af det blå, og skulle man finde et løb, der passer ham, må det være Tour of Utah med dets stejle og lange stigninger og høje højder. Finder han benene fra 2015 igen, kan Dombrowski blive uhyggelig, men det kan også ende med endnu en katastrofe for den amerikanske klatrer.

LottoNL-Jumbo stiller med et spændende hold af unge klatrere, og her er det nok særligt værd at holde øje med Koen Bouwman. Det unge hollandske talent har efter en lidt stille start oplevet sit gennembrud i år, hvor han havde kurs mod samlet sejr i Coppi e Bartali, hvis ikke han var styrtet ud af en vindende position på løbets kongeetape. Trods svære skader endte han som nr. 5, og han tog de gode ben med sig til Tour of the Alps, hvor han trods en lidt dårlig start i de sidste dage klatrede med de bedste i det stærkt besatte bjergløb. I Giroen var han mindre end en kilometer fra at tage karrierens største sejr i Montevergine di Mercogliano, og med en yderligere en grand tour i benene kan han vise sig at være endnu bedre nu. Usikkerheden handler mest om hans form efter en lang pause og ikke mindst hans evne til at klare højderne, men han har forberedt sig målrettet frem mod de amerikanske løb i august, der er en stor chance for ham til at køre som kaptajn.

Kaptajn er også Peter Stetina, der altid er blandt de bedste i de amerikanske løb. Ganske vist er det ikke blevet til de absolutte topresultater, men det skyldes hovedsageligt hans temmelig håbløse enkeltstart. Den bekymrer han heldigvis ikke at bekymre sig nævneværdigt om i Utah, hvor han mødes af en klatrerute, der synes skabt til ham. Måske skuffede han i Californien i år, men vi skal trods alt bare tilbage til sidste år for at finde en andenplads på kongeetapen i Californien samt en kongeetape i Colorado, hvor han var klart stærkeste mand. Trods et brækket kraveben, der kostede ham Tour-deltagelsen, rejste han sig flot med en imponerende 8. plads i Adriatica Ionica Race, og nu må han formodes at være i topform frem mod to amerikanske løb, der er en stor chance for at jagte lidt personlig succes. Som amerikaner burde han i hvert fald have god erfaring med at køre i højderne.

Det har også Tejay van Garderen , der er løbets allerstørste navn. Den tidligere vinder i Californien og Colorado er imidlertid en skygge af den rytter, mange tidligere anså for den næste amerikanske grand tour-vinder. I de seneste år har han slet ikke været på sit gamle niveau, selvom der har været enkelte opblomstringer undervejs. En sådan kom i Tour of California, hvor han bragede en fremragende enkeltstart af, men hvor det også blev tydeligt, at han er stærkt begrænset i bjergene. Det blev endnu mere tydeligt i årets Tour, hvor hans mange udbrudsforsøg efter Portes exit mildt sagt var temmelig tamme. Nu satser han på oprejsning på hjemmebanen, inden det gælder Vueltaen, men desværre tyder hans seneste klatrepræstationer ikke på, at Utah passer ham særligt godt. Han mangler i den grad en enkeltstart, men til gengæld har hans to sejre i Colorado vist, at han er yderst komfortabel med højderne.

Unge Robert Power var ligesom Haig udskreget til den næste store australske klatrer efter en andenplads i Tour de l’Avenir. En sjælden knoglemarvssygdom har imidlertid forvandlet ham fra stortalent til en af feltets største lottokuponer. Man aner simpelthen aldrig, hvor man har Power, der af og til viser glimt af sin høje klasse, men som andre gange falder helt igennem. Noget tyder imidlertid på, at han nu har fundet en vis form, efter at han sammen med Simon Yates kørte fra alt og alle i det kuperede løb i Ordizia. Historien viser, at det vil være lidt af et sats at stole på, at han har samme ben i Utah, men kan han endelig finde en eller anden form for stabilitet, finder han ikke en meget bedre rute.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Sidste år viste stortalentet Neilson Powless med en 3. plads på kongeetapen, at han i den grad kan klatre med de bedste i USA, også i højderne. Det samme har han tidligere gjort i Californien, men desværre har det knebet lidt i den første sæson som professionel. Han fik sine store chancer i både Californien og Coppi e Bartali og skuffede desværre begge gange. På den anden side vil et talent som Powless kun blive stærkere af at køre mange løb på højt niveau, og efter en god pause er det måske nu, at det amerikanske etapeløbstalent tager det næste skridt og viser, at U23-resultaterne bestemt ikke var udtryk for det rene held og simple tilfældigheder.

Danske Niklas Eg har haft en ganske flot debutsæson som professionel. Han lagde ud som lyn og torden med at klatre med de bedste i Abu Dhabi, og man kan stadig ærgre sig over, at han i Kroatien skulle køre for Gianluca Brambilla, for han lignede en rytter, der måske kunne have vundet løbet. På den store scene har han fået klø, men i et mindre løb som Utah burde han igen kunne gøre det godt. I hvert fald passer bjergruten ham som fod i hose, og selvom han som udgangspunkt skal køre for Stetina, betyder det stærke felt, at Trek næppe skal tage ansvar, hvilket burde give visse muligheder for den unge dansker. Også for ham gælder imidlertid, at hans form og evne til at klare højderne er temmelig usikre elementer. Treks tredje kandidat er den ligeledes unge Nicola Conci, der igennem sæsonen har gjort det flot i bjergene, men som stadig synes at mangle det sidste. Endelig kan der være god grund til at holde øje med den unge stagiaire Michel Ries, der blev nr. 9 i Baby-Giroen.

Den forsvarende vinder er Rob Britton, men han får det ganske svært, hvis han vil gentage sidste års sejr. Dels mangler han enkeltstarten, dels er feltet i år langt stærkere. Formen meldes at være på samme niveau som i 2017, og han har som bekendt vist, at han præsterer fremragende i højderne. Problemet er imidlertid, at stigningerne her er lidt for stejle og svære til den ret store Britton, der hidtil har været bedst på mere regulære bjerge og på ruter med en vigtig enkeltstart. Årets bjergløb passer ham nok for dårligt til en gentagelse af triumfen fra sidste år, også selvom han blev nr. 5 på en næsten identisk rute i 2016. Hos sig har han klatrerne Kyle Murphy, Emerson Oronte og Nigel Ellsay, men deres topniveau rækker næppe til et absolut topresultat.

LottoNL-Jumbo har i Sepp Kuss en tredje kandidat. Den unge amerikaner med det gode punch viste sit talent sidste år, hvor han var blandt de bedste på de sværeste etaper i alle de tre store amerikanske etapeløb og tillige blev nr. 2 i Tour of Alberta. Overgangen til WorldTouren har imidlertid været en mindre katastrofe for Kuss, der stort set intet har vist. I Dauphiné viste han imidlertid pludselig markant fremgang, og det kan måske være et tegn på, at han endelig er klar til at levere igen. Bjergruten passer ham i hvert fald, og han har vist, at han kan præstere i højderne. Til gengæld er det nok efter endnu en skadespause for tidligt at have for store forventninger til holdets fjerde klatrer, Daan Olivier.

BMC satser primært på van Garderen, men der burde også kunne blive en vis plads til talentfulde Kilian Frankiny. Det er ellers ikke meget, man har set til den schweiziske klatrer, men i Volta a Catalunya viste han sit potentiale. Det gjorde han også i den sidste del af Giroen, hvor han kørte et par meget flotte bjergetaper, og som bekendt har unge talenter god gavn af at gennemføre en grand tour. Har det givet ham de ekstra procent, burde han være ganske stærk på en bjergrute, der passer en ren klatrer som ham glimrende. Til gengæld er det svært at være alt for optimistisk på vegne af Brent Bookwalter, der i år har klatret ganske skidt og selv i topform vil få svært ved at vinde på en så svær rute som denne, også selvom han tidligere i svagere felter er blevet både nr. 3 og 5.

Lucas Hamilton fortjener også at blive nævnt. Den unge australier er den næste i rækken efter Haig og Power på den australske etapeløbsscene, og han har fået en ganske pæn professionel debut, selvom han måske ikke helt har været på det ventede niveau. Højdepunktet var den samlede 7. plads i Coppi e Bartali, men mest har han ageret hjælper. Et halvt år i det professionelle felt har helt sikkert gjort ham stærkere, og skal han ikke bare arbejde for Haig og Power burde han kunne gøre det godt på en klatrerute.

Unitedhealthcare fortjener med sine fire klatrere også at blive nævnt, men selvom to af dem var på podiet sidste år, er det svært at se dem køre med om sejren. Gavin Mannion og Serghei Tvetcov kommer i den grad til at savne enkeltstarten, hvis de skal gøre sig håb om en gentagelse, og særligt for sidstnævnte er stigningerne formentlig for stejle. Janier Acevedo er desværre fortsat en skygge af den rytter, der bjergtog os alle, inden han skiftede til WorldTour, og Daniel Jaramillo har aldrig kunnet slå til i bjergene i de store løb.

***** Michael Woods

**** Jack Haig, Ben Hermans

*** Hugh Carthy, Joe Dombrowski, Koen Bouwman, Peter Stetina, Tejay van Garderen

** Robert Power, Neilson Powless, Niklas Eg, Rob Britton, Sepp Kuss, Kilian Frankiny, Lucas Hamilton, Brent Bookwalter

* Gavin Mannion, Nicola Conci, Ivan Santaromita, Serghei Tvetcov, Daan Olivier, Sean Bennett, Daniel Jaramillo, Taylor Eisenhart, Cameron Meyer, Janier Acevedo, Michel Ries, Brendan Canty, James Piccoli, Eder Frayre, Nigel Ellsay, Kyle Murphy, Joeu Rosskopf

Danskerne

Niklas Eg stiller til start for Trek, hvor han som udgangspunkt skal støtte Peter Stetina, men som nævnt i favoritanalysen har han glimrende chancer for også selv at lave et topresultat i et bjergløb, der burde passe ham.

Bud på etapevindere

Tiden tillader desværre ikke daglige optakter med detaljerede analyser. I stedet vil jeg hver dag opdatere denne optakt med et bud på vinderen af den kommende etape.

Prolog

Feltet.dks vinderbud: Tom Bohli

Øvrige vinderkandidater: Cameron Meyer, William Clarke

Outsidere: Tejay van Garderen, Joey Rosskopf, Neilson Powless, Brent Bookwalter, Serghei Tvetcov,

Jokers: Koen Bouwman, Gavin Mannion, Rob Britton, Evan Huffman, Ben Hermans

1. etape

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Ty Magner

Outsidere: Kiel Reijnen, Alex Howes, Edwin Avila, Simone Ponzi

Jokers: Brent Bookwalter, Damiano Cima, Joe Lewis, Michael Rice, Sean Bennett, Lucas Haedo, Jose Alfredo Rodrigiez, Pier-Andre Cote

2. etape

Feltet.dks vinderbud: Brent Bookwalter

Øvrige vinderkandidater: Koen Bouwman, Alex Howes

Outsidere: Cameron Meyer, Michael Woods, Sean Bennett, Serghei Tvetcov, Gavin Mannion

Jokers: Ben Hermans, Simone Ponzi, Edwin Avila, Travis McCabe, Joey Rosskopf, Kyle Murphy

3. etape

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Ty Magner

Outsidere: Kiel Reijnen, Alex Howes, Daminao Cima, Ulises Castillo, Edwin Avila

Jokers: Simone Ponzi, Brent Bookwalter, Joe Lewis, Michael Rice, Pier-Andre Cote

4. etape

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Jasper Philipsen, Edwin Avila

Outsidere: Ulises Castillo, Kiel Reijnen, Alex Howes, Damiano Cima, Simone Ponzi

Jokers: Imerio Cima, Brent Bookwalter, Joe Lewis, Michael Rice, Pier-Andre Cote

Udbrudskandidater: Alex Howes, Cameron Meyer, Simone Ponzi, Janier Acevedo, Robert Power

5. etape

Feltet.dks vinderbud: Joe Dombrowski

Øvrige vinderkandidater: Sepp Kuss, Hugh Carthy

Outsidere: Michael Woods, Tejay van Garderen, Kyle Murphy, Jack Haig

Jokers: Luis Villalobos, Ben Hermans, Gavin Mannion, Keegan Swirbul

6. etape

Feltet.dks vinderbud: Ben Hermans

Øvrige vinderkandidater: Sepp Kuss, Peter Stetina

Outsidere: Luis Villalobos, Michael Woods, Brent Bookwalter, Jack Haig, Hugh Carthy

Jokers: Joe Dombrowski, Kyle Murphy, Rob Britton, Serghei Tvetcov, Tejay van Garderen