Optakt: Tre Valli Varesine

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er GP Costa degli Etruschi og Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Trofeo Matteotti afvikles som et af de få løb under Touren i juli, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 9 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og Worldour udgør på mindre end en måned en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt er det sidste løb i series. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket kløbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. Sidste år blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model fastholdes i år, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 7. oktober. Dermed afvikles der hele 9 endagsløb samt det to dage lange Giro della Toscana i perioden mellem d. 13. september og den 7. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i en travl uge med meget kuperede løb, hvor Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte - hvoraf Gran Piemonte i år kørtes som italiensk mesterskab i juni og derfor ikke afvikles i år - er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end series øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

For tre uger siden blev serien indledt med Coppa Agostoni, Coppa Bernocchi og Mermorial Marco Pantani, og sidste uge blev det endnu mere intenst med store løb hver dag bortset fra mandag og fredag. Den sidste uge har naturligvis lørdagens Il Lombardia som det helt store højdepunkt, men inden vi når til den store finale, tjener to af de største og ældste løb i Italien som den sidste opvarmning. Tirsdag kommer klassikerrytterne og de stærke sprintere i spil i Tre Valli Varesine, inden klatrerne tager over onsdag i Milano-Torino.

Mens både Milano-Torino og Il Lombardia begge er arrangeret af RCS Sport og derfor har temmelig ensartede holdudtagelser, adskiller Tre Valli Varesine sig som det eneste løb, der har en anden arrangør. Løbet blev første gang afviklet i 1919 og er en af de mest prestigiøse cykelbegivenheder i Italien. Sammen med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi udgør det løbsserien Trittico Lombardo, og det er klart den største af de tre begivenheder. Da serien blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb, og i stedet kommer den store finale hele tre uger efter de to første løb.

Tre Valli Varesine er kun blevet aflyst to gange siden den første udgave og er blevet vundet af de fleste af de italienske giganter, idet navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Fiorenzo Magni, Gianni Motta, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Claudio Chiapucci og Vincenzo Nibali alle figurerer på vinderlisten. Selvfølgelig har Eddy Merckx også sejren, men udenlandske sejrherrer har været en sjældenhed. Faktisk var kun seks udgaver blevet vundet af ikke-italienske ryttere, da Daniel Martin sejrede i 2010. I de senere år har løbet - modsat mange andre italienske løb, der er blevet reduceret til meget nationale affærer - haft et mere internationalt præg, da kun tre af de seneste syv udgaver har haft hjemlige vindere.

Startfeltet generelt blevet boostet voldsomt af den nylige kalenderændring, der betød, at løbet blev flyttet til samme uge som Il Lombardia. Tidligere har mange haft svært ved at finde løb til at teste formen forud for det italienske monument, men da dagene forinden nu byder på to forberedelsesløb, har mange et ekstra incitament til at tilbringe ugen op til det store mål i Italien. I et år, hvor VM-ruten bestemt ikke var for klatrere, er tilskyndelsen ekstra stor, da kun få af de ryttere, der går efter sejren på lørdag, var i Bergen for et par uger siden. Derfor har de brug for løbskilometer, og selvom den mere kuperede rute i Milano-Torino naturligvis er mere attraktiv til en sidste test, har nogle af dem også fundet anledning til at starte i tirsdagens løb.

Modsat mange andre klassikere har Tre Valli Varesine ikke en fast rute. Faktisk har der været enormt store afvigelser. Nogle udgaver har været for klatrere, mens andre har været for klassikerryttere og puncheurs. I de seneste år har arrangørerne imidlertid fastholdt et relativt uændret format, og man synes at have lagt sig fast på en rute, der har tippet balancen til ugunst for klatrerne. I stedet betyder en kuperet rundstrækning i Varese nu, at det er det ideelle løb for stærke sprintere og klassikerryttere.

Det kom også til udtryk sidste år, hvor det lykkedes en gruppe på 16 ryttere at komme fri i finalen. Her fortsatte en ekstremt formstærk Sonny Colbrelli sin suveræne sæsonfinale ved at spurtbesejre Diego Ulissi og Francesco Gavazzi og herved sikre sig sin første sejr i løbet. Colbrelli vender i år tilbage som den forsvarende mester og er igen oppe mod Ulissi og Gavazzi, der ligeledes er skabt til det kuperede terræn i Varese.

Ruten

Som sagt synes arrangørerne nu at have fundet et fast format efter mange år med vidt forskellige ruter, og for fjerde år i træk vil det meste af løbet blive afviklet på en velkendt rundstrækning i Varese, der også blev benyttet ved VM i 2008. Startbyen er varieret en smule, men finalen har i alle fire udgaver været den samme. I år har man sågar valgt fuldstændigt at genbruge ruten fra sidste år.

Den 97. udgave vil tage udgangspunkt i Saronno, slutte i Varese og strække sig over i alt 192,9 km. Fra startbyen bevæger feltet sig langs flade veje mod nordvest frem mod målbyen. Kort før man når frem, drejer man mod vest for at slå en lille sløjfe i området øst for Varese for at ramme byen fra nord i stedet for sydøst. Formålet er at sende rytterne op over stigningen Orino (14,5 km, 2,0%), der har top efter 62,8 km. Herfra kører man ned mod Varese, der ligger stort set i bunden af nedkørslen.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Efter 77,8 km krydses målstregen for første gang, og den sidste del af løbet består herefter af ni omgange på den 12,8 km lange rundstrækning. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (2,25 km, 4,5%), inden de tager hul på en længere nedkørsel. Med 3,6 km igen rammer rytterne den sidste udfordring, en 2,9 km lang stigning, der stiger med 3,9% i gennemsnit. Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et fladt indløb i til mål, hvor det sidste sving kommer 800 m fra stregen.

Vejret

Selvom man er rykket nordpå i forhold til sidste års løb, er det italienske efterårsvejr fortsat flot. Tirsdag starter ganske vist skyet, men solen vil gradvist bryde igennem, og sidst på eftermiddagen vil der kun være enkelte skyer. Temperaturen vil være 19 grader, og der vil være næsten helt vindstille med kun en svag vind fra skiftende retninger, primært fra vest i finalen. Dermed vil der være modvind på første del af rundstrækningen, dernæst og til slut sidemedvind og medvind på de sidste kilometer.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men nu ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt er det fjerde år i træk, løbet benytter VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor har vi nu set, hvilke ryttertyper der kan begå sig.

Scenariet har hver gang været det samme. På de sidste omgange er der blevet kørt vanvittigt aggressivt, og det har skabt et udskilningsløb. På sidste omgang er der blevet etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der har spurtet om sejren. Kun i 2015, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i disse uger, var der en enkelt rytter, der kunne gøre forskellen. Samtidig har vi set, at man skal køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det er som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sidder med til sidst. Stærke sprintere kan imidlertid også klare terrænet, og vi har set, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle være med til sidst. At man skal være stærk ses imidlertid af sidste års løb, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen.

I år er feltet historisk stærkt, og der er mange WorldTour-mandskaber, der møder op i skræmmende formation. Et blik på Sky, Sunweb og Bahrain-Merida må få mange til at ryste i bukserne, og også UAE, Trek og Orica-Scott har meget at skyde med i et løb som dette. Det høje niveau betyder, at der bliver meget lidt plads til ryttere fra mindre hold, men det bliver også vanskeligere at gøre en stor forskel. Det er næppe i år, at vi vil se en ellers helt forrygende stærk Nibali sætte rivalerne fra hjul, som han gjorde i 2015. Ganske vist er han i superform, men på stigninger som disse kører man ikke bare væk fra ligeledes formstærke folk som Tom Dumoulin, Rigoberto Uran og Gianni Moscon. Skal der sikres en solosejr, vil det ske i et taktisk spil og sandsynligvis efter angreb på det flade - lidt i stil med det nummer, Luis Leon Sanchez lavede i søndags i GP Beghelli.

Sky er mødt op uden Elia Viviani, for hvem ruten havde været for hård, og de skal derfor gøre det så hårdt som muligt for at iscenesætte Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon. Også Astana, Cannondale, FDJ og AG2r må have de samme planer, og der er derfor mange hold, der har en interesse i at få det hele til at eksplodere.  Bahrain med Sonny Colbrelli og Sunweb med Michael Matthews har den største interesse i en spurtafgørelse i en lille gruppe, men begge hold er dækket godt ind med folk, der kan køre offensivt også. Sunweb har Tom Dumoulin, Warren Barguil, Wilco Kelderman og Sam Oomen på et hold, der er gennemsyret af klasse, og Bahrain har Nibali, Giovanni Visconti, Franco Pellizotti og Enrico Gasparotto. Det er derfor ikke helt entydigt, at de vil satse kun på en spurt.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Alligevel tror vi, at vi vil se en gentagelse af scenariet fra 2014 og 2016, hvor en gruppe på 10-20 mand skal spurte om sejren. Det højere niveau betyder, at det bliver svært at skabe den helt store spredning, og da de to topsprintere Colbrelli og Matthews begge har så stærke hold, vil der i finalen formentlig altid være muskelkraft nok til at holde det samlet. Det betyder ikke, at der i et taktisk spil ikke kan køre en mindre gruppe hjem, eller at en snedig rytter kan tage en solosejr på Sanchez-maner. Vi kan sagtens havne i en situation, hvor alle hold er tilfredse med en stærk gruppe, men formentlig vil det være udskilningen på sidste omgang, der koger feltet ned til en beskeden størrelse, hvorefter der skal spurtes om sejren.

Det får os til at pege på Sonny Colbrelli som vores favorit. Det er ikke uden grund, at italieneren er forsvarende vinder og også tidligere er blevet nummer 2. Finalen er simpelthen skræddersyet til Colbrellis kvaliteter. På mange måder er der tale om et let Amstel Gold Race, hvor Colbrelli tidligere er blevet nummer 3, og der er simpelthen ikke mange, der kan ryste den italienske stjerne på stigninger som disse. Dertil kommer, at han har været flyvende i de seneste uger, hvor han har imponeret i stort set alle de italienske løb, og faktisk er det kun VM, der har været skuffende. Vigtigere er det, at han samtidig har spurtet bedre end tidligere og nu tre gange slået en ekstremt formstærk Viviani, der normalt er langt hurtigere, senest i søndags. Det er klart, at der er bedre klatrere end Colbrelli, men han bør være med, hvis en gruppe på ca. 10 mand skal spurte om sejren. Samtidig har han med specielt Nibali, Pellizotti og Visconti fremragende folk til at holde det samlet i finalen, og da han formentlig er den hurtigste i en spurt, tror vi, at han endelig får en sejr efter to frustrerende andenpladser.

Manden, der for alvor kan true Colbrelli i en spurt, er Michael Matthews. Heller ikke australieren kunne have designet en meget bedre rute end denne. Han klatrer endnu bedre end Colbrelli og viste ved VM, at formen er helt i top. Det er helt utænkeligt, at Matthews ikke vil overleve udskilningen i dette løb, og han vil endda være så stærk, at han kan gå med i evt. angreb. Med Dumoulin, Kelderman, Barguil og Oomen har han endnu bedre støtte end Colbrelli, og dermed har han gode kort på hånden, hvis det skal holdes samlet. Colbrelli er normalt en anelse hurtigere i en flad spurt, men efter et hårdt løb er der ikke meget, der skal til for, at det tipper i australierens favør.

Orica-Scott har adskillige fremragende afsluttere, og dermed bør der være mindst én, der er med til at spurte om sejren. I lyset af det stærke selskab frygter vi, at det kan blive en anelse for hårdt for Magnus Cort, Jens Keukeleire og Luka Mezgec, men for den tidligere vinder Michael Albasini er det perfekt. Han er tidligere vinder af løbet og har for få uger siden sejret i en reduceret massespurt i Coppa Agostoni, hvor han igen viste, at han ikke skal undervurderes i en spurt efter et hårdt løb. Han sluttede i top 10 ved VM og var en af de stærkeste i søndagens løb, hvor han var første mand på toppen af sidste stigning. Det bliver ikke let at slå Colbrelli og Matthews, men han klatrer endnu bedre end dem begge og har utallige gange i specielt Romandiet vist, at der ikke er mange, han ikke kan få ram på i en spurt, hvis bare løbet har været hårdt nok.

Holdets næstbedste kort er formentlig Magnus Cort, der virkelig var imponerende stærk til VM. Sidste år manglede han det sidste for at sidde med hjem, men i år har han formentlig timet formen lidt bedre til dette løb. Er han med hjem, kan han sagtens true både Colbrelli og Matthews, ikke mindst fordi han formentlig har et bedre lead-out end dem begge. Jens Keukeleire er også en option, men han har ikke helt samme superform som sidste år. En Luka Mezgec i storform vil også være et godt bud, men hans skuffende VM tyder på, at han er træt efter en lang periode i storform.

Trek havde et skuffende GP Beghelli, idet Edward Theuns missede ud i spurten, men de er bedre stillet her. Jasper Stuyven har været fremragende kørende i dette efterår og er det formentlig stadig, selvom et styrt forhindrede ham i at få chancen for at spurte om en VM-medalje. Søndagens løb var for let for ham, men dette passer ham langt, langt bedre. Bliver det knaldhårdt, kan det blive for svært for ham i dette superfelt, men med de klatreevner, han har vist i dette efterår, bør han være med i finalen. I en spurt kan han true de fleste, selvom han desværre har spurtet skuffende i år. Holdets anden option er Edward Theuns, der i søndags var glad for klatrebenene, men skuffet over spurtstyrken. I det lys burde den hårde finale passe ham, men vi tror dog, at dette løb bliver en anelse for svært. Sidder han med hjem, er han imidlertid hurtigere end Stuyven, og han har alle muligheder for at slå Colbrelli og Matthews.

Sky stiller med et fabelagtigt hold, hvor Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski formentlig vil være blandt de stærkeste på stigningerne og begge kan afslutte. De skal imidlertid gøre løbet så hårdt som muligt, så de kan komme af med folk som Matthews, Colbrellig og Albasini, og til det formål skal de bruge Diego Rosa, Wout Poels og Sergio Henao. De er ca. lige hurtige i en spurt, og det er derfor ikke helt entydigt, hvem der skal satses på, men formentlig er Moscon i øjeblikket det bedste kort. I hvert fald var han betydeligt stærkere end Kwiatkowski ved VM, hvor polakken igen viste, at han ikke helt har timet formen. Det kan imidlertid sagtens betyder, at Moscon ender med at køre offensivt, og at det i sidste ende er Kwiatkowski, der til slut skal køre spurten.

Sunweb har sagt, at de ikke kun satser på Matthews. Det vil da også være en skam ikke at udnytte den superform, Tom Dumoulin viste ved VM, og hvis der er nogen, der kan køre alene hjem på en rute som denne, er det formentlig det hollandske fænomen. Det er klart, at han ikke vil blande sig i en spurt i en større gruppe, men vi vil sandsynligvis se ham i et angreb på et tidspunkt. Kommer han med i det rigtige fremstød, er han livsfarlig. Dels er han fremragende på korte stigninger som disse, dels er han hurtig i en spurt.

Androni satser 100% på Francesco Gavazzi, der også er skræddersyet til dette løb. Han er stort set altid fremme i de italienske endagsløb, hvoraf de fleste har en profil som denne, og han har også været i top 10 i mange af de seneste løb. Senest var hans tredjeplads i den hårde finale i Coppa Sabatini vidne om hans gode form, og han burde derfor kunne sidde med i en gruppe, der skal spurte om sejren. Her vil han formentlig være en af de hurtigste - problemet er bare, at der med stor sandsynlighed er nogen, der er hurtigere.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Meget af det samme kan siges om Marco Canola. Det italienske talent har virkelig haft en fornem sæson, og også han er skræddersyet til de italienske endagsløb. Han er ikke helt så holdbar som Gavazzi, men til gengæld er han en anelse hurtigere i en flad spurt. Der er ingen garanti for, at han kan sidde med i dette terræn, men overlever han, er han et fremragende bud på en podiekandidat.

Diego Ulissi har før været langt fremme i et løb, der passer ham. Han har siden sejren i Montreal været i god form, og det bekræftede han med en flot præstation i Emilia, hvor finalen normalt er en anelse for svær for ham. Han er lynhurtig i en mindre gruppe, men hans problem her er, at feltet nok er en anelse for stærkt. Løbet bliver næppe helt selektivt nok til, at han kan vinde en flad spurt som denne. Hans bedste mulighed er offensiv kørsel, hvor han kan skabe en situation, hvor han er hurtigste mand. Samme strategi vil vi se fra Rui Costa , men han er ikke helt lige så hurtig som sin holdkammerat.

Cannondale skal gøre løbet så hårdt som muligt, men de mangler den helt skarpe afslutter, der kan gøre det færdigt. Tom-Jelte Slagter, Rigoberto Uran og Sep Vanmarcke er alle hurtige på stregen, men alle har de visse ulemper. Vanmarcke har spurtet fremragende i år, men rutens sværhedsgrad er på grænsen for belgieren, der ikke har kørt længe og næppe er i storform efter skuffelsen over ikke at være udtaget til VM. Slagter var god i Canada, men skuffede lidt i Emilia. Uran er helt sikkert fremragende kørende, men løbet er for let til, at man kan tro på, at han vil være hurtigste mand i finalen.

Endelig vil vi pege på Luis Leon Sanchez, Michael Valgren, Jan Bakelants, Giovanni Visconti og Jesus Herrada. Alle er de i god form, alle er de brølstærke i dette terræn, og alle kan de afslutte. De vinder næppe en spurt i en større gruppe (Visconti gør slet ikke, da han skal arbejde for Colbrelli), men kan de komme fri i en lille gruppe i finalen, kan de enten køre alene hjem eller gøre det færdigt i en spurt.

***** Sonny Colbrelli

**** Michael Matthews, Michael Albasini

*** Jasper Stuyven, Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski, Magnus Cort, Edward Theuns

** Tom Dumoulin, Jens Keukeleire, Francesco Gavazzi, Marco Canola, Diego Ulissi, Tom-Jelte Slagter, Jesus Herrada

* Kristian Sbaragli, Luis Leon Sanchez, Rigoberto Uran, Rui Costa, Giovanni Visconti, Jan Bakelants, Michael Valgren, Valerio Conti, Sep Vanmarcke, Luka Mezgec, Nicola Gaffurini, Anthony Roux, Vincenzo Nibali, Sergio Henao, Eduard Prades, Jay McCarthy

Danskerne

Michael Valgren deler kaptajnrollen på Astana med Luis Leon Sanchez og Fabio Aru, og de har alle tre Jesper Hansen til at støtte sig. Magnus Cort skal forsøge at overleve stigningerne og herefter bruge sin gode spurt på et Orica-hold, der også har Luka Mezgec, Jens Keukeleire og Michael Albasini. Christopher Juul skal efter sin aggressive indsats i søndags igen støtte kaptajnerne.

Sidste års løb

Du kan gense Eurosports transmission af Colbrellis sejr fra sidste år her.