Optakt: Tre Valli Varesine

SE TRE VALLI VARESINE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden Giro dell’Appennino i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

For nogle år siden betød en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli rundede den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, så det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. I 2021 voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli og Coppa Bernocchi, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. De to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. Ligesom i 2022 er de to aflyste løb heldigvis tilbage, men da Milano-Torino som bekendt sidste år blev rykket til sin gamle placering i marts, er der i år stadig ”kun” 12 endagsløb i den flotte efterårsserie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fem dage afviklede hele fire løb og en pause i forbindelse med den normale VM-uge, når serien nu sit klimaks over de næste to og en halv uge, hvor de resterende otte løb afvikles. Først afvikles Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte som opvarmning til den store finale i Lombardiet, inden serien ligesom de to foregående rundes af med det genopstandne Giro del Veneto og det spritnye Veneto Classic, der følger i ugen efter Il Lombardia. Eneste ændring i forhold til 2021-sæsonen er, at Coppa Agostoni som i 2022 flyttes fra seriens sidste uge, så det nu i stedet åbner ballet efter det, der normalt er VM-pausen, bare to dage inden seriens næststørste løb, Giro dell’Emilia.

Faktisk er hele serien traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia.

Det ændredes der dog på i 2021, hvor løbene nu blev samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kom i rap, var der med Coppa Bernocchi og Tre Valli Varesine inden monumentet og Coppa Agostoni umiddelbart efter en bedre sammenhæng, end vi har set i de seneste år. Ligesom sidste år rykkes Coppa Agostoni som sagt til torsdagen efter den normale VM-dato, og det betyder, at vi kommer meget tæt på det gamle format, da de tre løb nu afvikles over bare fem dage, nemlig med Coppa Agostoni torsdag, Coppa Bernocchi mandag og finalen i Tre Valli Varesine tirsdag.

Mens Milano-Torino, der jo indtil i år var en del af serien, Gran Piemonte og Il Lombardia alle er arrangeret af RCS Sport og derfor har temmelig ensartede holdudtagelser, adskiller Tre Valli Varesine sig sammen med Coppa Bernocchi ved at have en anden arrangør. Løbet blev første gang afviklet i 1919 og er en af de mest prestigiøse cykelbegivenheder i Italien. Faktisk er det kun blevet aflyst to gange siden den første udgave - derudover valgte man i det særprægede 2020 at samle de tre løb under ét med navnet Gran Trittico Lombardo - og er blevet vundet af de fleste af de italienske giganter, idet navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Fiorenzo Magni, Gianni Motta, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Claudio Chiapucci og Vincenzo Nibali alle figurerer på vinderlisten. Selvfølgelig har Eddy Merckx også sejret, men udenlandske sejrherrer har været en sjældenhed. Faktisk var kun seks udgaver blevet vundet af ikke-italienske ryttere, da Daniel Martin sejrede i 2010. I de senere år har løbet - modsat mange andre italienske løb, der er blevet reduceret til meget nationale affærer - haft et mere internationalt præg, da kun fire af de seneste tolv udgaver har haft hjemlige vindere.

Læs også

Tidligere Saxo Bank-rytter stifter Danmarks første gravel-hold: Vi kan se et talent

Startfeltet er generelt blevet boostet voldsomt af den nylige kalenderændring, der betød, at løbet blev flyttet til samme uge som Il Lombardia. Tidligere har mange haft svært ved at finde løb til at teste formen forud for det italienske monument, men da dagene forinden nu byder på fire forberedelsesløb, har mange et ekstra incitament til at tilbringe halvanden uge op til det store mål i Italien. Med et VM, der blev afviklet tidligt i år, er de italienske løb det store mål for mange bjergryttere, og derfor er antallet af formstærke bjergryttere denne gang stort, hvad der har også gjort det italienske felt fremragende. Særligt nu, hvor Milano-Torino er væk, er løbet en særligt vigtig begivenhed. Coppa Bernocchi og Gran Piemonte er nemlig mest for sprintere - selvom Piemonte nu er betydeligt hårdere i år - og dermed bliver løbet nu sammen med Giro dell’Emilia og til dels Coppa Agostoni, der dog køres lidt tidligt, den bedste chance for at teste klatrebenene inden monumentet.

Modsat mange andre klassikere har Tre Valli Varesine ikke en fast rute. Faktisk har der været enormt store afvigelser. Nogle udgaver har været for klatrere, mens andre har været for klassikerryttere og puncheurs. I de seneste år har arrangørerne imidlertid fastholdt et relativt uændret format, og man synes at have lagt sig fast på en rute, der har tippet balancen til ugunst for klatrerne. I stedet betyder en kuperet rundstrækning i Varese kendt fra VM i 2008 nu, at det er det ideelle løb for stærke sprintere og klassikerryttere samt de hurtigste af klatrerne.

Sidste år var alle øjne rettet mod Tadej Pogacar, og det blev en sjældent kontrolleret affære. UAE gik bare efter en spurtsejr med deres stjerne, og i et udskilningsløb blev gruppen barberet ned til ca. 25 mand. Her gjorde sloveneren arbejdet færdigt, da han med god hjælp fra Diego Ulissi kunne spurte sig til sejr foran Sergio Higuita og Alejandro Valverde og dermed tanke selvtillid efter nederlaget i Emilia. I år vender Pogacar for at forsvare titlen og igen jagte oprejsning efter et Emilia-nederlag, og han er igen oppe mod Higuita, men da Valverde af gode grunde heller ikke deltager, bliver der ikke deltagelse fra hele det seneste podium.

SE TRE VALLI VARESINE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt synes arrangørerne i de senere år at have fundet et fast format efter mange år med vidt forskellige ruter, og i fire år i træk mellem 2014 og 2017 blev det meste af løbet blevet afviklet på den velkendte rundstrækning i Varese, der også blev benyttet ved VM i 2008. Startbyen varierede en smule, men finalen var i alle fire udgaver den samme. I 2018 valgte man imidlertid at give finalen et nyt touch, så der til slut skulle køres to omgange på en ny rundstrækning, der inkluderede en sværere stigning end tidligere, men hvor der til gengæld var længere fra toppen og frem til mål. Den model fastholdtes i 2019, 2021 og 2022, og det gør den igen i år, hvor ruten endda er præcis den samme som i 2021 og 2022.

Alligevel blev løbet ændret betydeligt i 2021 og dermed også i 2022 og 2023. Tidligere kørte man en lang omvej mellem start og mål for derved at komme over en lang stigning, men det gør man ikke længere, hvor man kører den direkte vej. I stedet kører man otte omgange på den lille rundstrækning og ikke fem som i 2019 eller seks som i 2018, men man fastholder afslutningen med to omgange på den lange rundstrækning.

Den 102. udgave vil, som det blev indført i 2021, tage udgangspunkt i Busto Arsizio, slutte i Varese og strække sig over i alt 196,5 km. I startbyen lægger man ud med at køre en omgang på en flad 6,3 km lang rundstrækning, inden man kører mod nord og nordvest igennem relativt fladt terræn med retning mod Varese-søen. Langsomt begynder det at sige let op mod byen Morrazone, der nås efter 31,0 km, inden det falder let ned mod Varese. Her kører man for første gang op ad Casbeno-stigningen (2,5 km 4,9%), inden man krydser stregen for første gang efter 42,4 km.

Den sidste del af løbet består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Først køres otte omgange på den gamle 12,9 km lange rundstrækning. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (2,0 km, 5,3%), der efter 500 m med 3,6% stiger med 5-7% over den resterende del, inden de tager hul på en længere nedkørsel. Med 3,6 km igen rammer rytterne den sidste udfordring, Casbeno, en 2,5 km lang stigning, der stiger med 4,8% i gennemsnit fordelt med 6,4%, 5,0%, 2,8%, 6,1% og 3,7% over de fem 500 m-segmenter. Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et let faldende indløb til mål.

Nyskabelsen fra 2018 i forhold til tidligere ruter var, at de sidste fire omgange blev erstattet af to omgange på en ny og længere rundstrækning. Den blev i 2021 forlænget til 25,6 km og indledes med endnu en passage af Montello (1,8 km, 5,4%). Herefter venter igen samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at benytte samme finalestigning som på den lille rundstrækning sender man ryttere op over Morosolo (1,6 km, 7,8%), som stiger 6,2% over de første 400 m og derefter 8-9%, og som har top 13,2 km fra stregen.

Læs også

Vinjebo stopper karrieren

Den leder direkte over i Casciago (1,8 km, 5,0%), der stiger med 4,4% over den første kilometer og derefter med 5-8%, inden toppen rundes med 7,1 km igen. Derefter følger man en nedkørsel, inden man rammer samme finale som på den lille rundstrækning med endnu en passage af Casbeno (2,5 km, 4,8%). Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et ganske let faldende indløb til mål. De sidste 3 km er enkle med et par rundkørsler og bare ét skarpt sving med 400 m til stregen.

Løbet byder på i alt 3464 højdemeter, hvilket naturligvis er det samme som i 2021 og 2022 og ca. 300 flere end i 2018 og 2019.

Læs også

Skuffet verdensmester: Jeg troede, jeg ville blive professionel

SE TRE VALLI VARESINE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Ligesom Coppa Bernocchi var Tre Valli Varesine i 2021 ramt af dårligt vejr, men som resten af denne uges italienske klassikere vil årets udgave finde sted i sensommerlige betingelser. Der vil være enkelte skyer ved starten, men i finalen vil det være skyfrit, og temperaturen vil være 24-25 grader. Der vil kun være en svag til let vind (6-8 km/t), der vil dreje fra syd til sydvest. Det giver generelt medvind på det indledende stykke frem til rundstrækningerne. Det giver sidemedvind på Montello og næsten direkte medvind på Morosolo og Casciago. Efter toppen af sidstnævnte får man først sidevind og siden sidemodvind, inden man får direkte medvind fra bunden af Casbeno og frem til svinget med 400 m igen, hvorefter der vil være sidevind.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men vi har med de mere stabile ruter fået en ide om, hvad vi skal forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt benyttede man efter 2014 fire år i træk VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor fik vi en fornemmelse af, hvilke ryttertyper der kunne begå sig.

Scenariet var hver gang det samme. På de sidste omgange blev der kørt aggressivt, og det skabte et udskilningsløb. På sidste omgang blev der etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der i to tilfælde kunne spurte om sejren. Kun i 2015 og i 2017, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i dagene op til Lombardiet, var der ryttere, der kunne gøre forskellen. Samtidig så vi, at man skulle køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det var som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sad med til sidst. Stærke sprintere kunne imidlertid også klare terrænet, og vi så, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle kunne være med til sidst. At man skulle være stærk, blev tydeligst af løbet i 2016, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen, selvom han var en af forhåndsfavoritterne.

I 2018 fik løbet imidlertid et nyt twist med den nye rundstrækning. Den bød på en betydeligt sværere dobbeltstigning i finalen, hvor den første del er ganske stejl med stigningsprocenter op til 16. På den anden side var der længere fra top til mål, og da der ikke var en efterfølgende nedkørsel, ville det kræve et ret godt samarbejde at forhindre en eller anden form for regruppering til sidst. Den generelle konsensus var, at løbet i den nye udgave var hårdere, og at det ville blive sværere for de stærke sprintere at være med.

Den antagelse viste sig at blive korrekt. Først og fremmest var løbet næsten umuligt at kontrollere, og det gav anledning til en stærk gruppe med Toms Skujins, Peter Kennaugh, Mathias Frank og Wilco Kelderman. På den stejle bakke lykkedes det den uhyre formstærke Thibaut Pinot sammen med en ligeledes meget formstærk Michael Woods samt Rigoberto Uran at køre væk fra blandt andre den nykårede verdensmester Alejandro Valverde og op til de forreste, men havde Uran ikke ofret sig for Woods, var gruppen måske blevet hentet, da feltet til sidst blot var 13 sekunder efter. Her sad blot 16 mand, og de var stort set alle klatrere med Davide Villella, Alexandre Geniez, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti og Julien Simon som de eneste lidt mere puncheuragtige typer. Til gengæld faldt en mand som Michael Matthews fra, men han var heller ikke i noget, der lignede form.

I 2019 var mønsteret tilsvarende, men med den forskel, at vi næsten fik samling. Egentlig var et udbrud kørt afgørende væk, men da de blev vist forkert, blev det samlet til en spurt blandt 21 klatretyper, der dog også talte folk som Kristian Sbaragli, Andrea Vendrame og Toms Skujins. Alt var langt til rette til en spurt, indtil Gianni Moscon angreb. Desværre havde han et monster på slæb, og mens Moscon blev passeret af sprinterne, åbnede Primoz Roglic op og sejrede med 3 sekunder ned til resten af gruppen. I 2020, hvor man kørte grundet corona Gran Trittico Lombardo som erstatning for alle tre løb i Trittico Lombardo-serien, havde man samme finale, og her kørte de ni stærkeste væk og afgjorde det i en taktisk finale, hvor Gorka Izagirre sneg sig væk og sejrede.

I 2021 så vi så igen, at en tidlig offensiv kan lykkes. Tadej Pogacar gik bersærk meget tidligt og skabte en gruppe, som han selv måtte forlade grundet en punktering. Det endte med, at folk faldt fra, mens andre kom op bagfra i et ganske uroligt og ukontrollerbart løb, og herfra kunne Alessandro de Marchi og Davide Formolo køre væk og herefter spurte om sejren. Til slut var resten af udbruddet meget tæt på at blive hentet, så vi fik samlet 18 mand bag de forreste, men det lykkedes kun for David Gaudu, Benoit Cosnefroy, Guillaume Martin og Pogacar faktisk at komme op til den gruppe, der spurtede om 3. pladsen - en spurt, der i øvrigt blev vundet af Pogacar. Endelig så vi i 2022, at løbet også kan være ekstremt kontrolleret, da UAE kørte løbet helt defensivt for at vinde en spurt med Pogacar, hvad de da også gjorde i en guppe på ca. 25 mand. Her sad mest af alt klatrere, i det, der blev et ret hårdt løb, og de eneste lidt tungere typer var Benoit Cosnefroy og Diego Ulissi, mens ryttere som Louis Barré, Kavin Vauquelin, Simone Velasco og Stefano Oldani missede bussen.

Det viser, at det er et af de meget uforudsigelige løb. Vi så i både 2018, hvor et udbrud endte med at vinde, i 2019, hvor kun den ærgerlige fejl fra arrangørerne ødelagde det for udbruddet, og i 2021, hvor en tidlig offensiv også lykkedes, at det er en rundstrækning, der vil blive kørt aggressivt, og som er meget svær at kontrollere. Kører den rette gruppe væk, er det sandsynligt, at de kan og vil holde hele vejen, og derfor kræver det også lidt held og timing at være med i spillet, hvis ikke et hold er stærkt nok til at holde det samlet. Til gengæld så vi også sidste år, at løbet kan blive kedeligt og kontrolleret, hvis et af de stærkeste hold vælger, at det skal være sådan.

Læs også

Succesfuldt DCU-hold går efter at blive kontinentalhold i 2025

Den tid, hvor de holdbare sprintere kan være med, må med den nye rute være ovre. I stedet har det været ardennertyperne, der har excelleret, og det vil det formentlig være igen i år. I år er det igen UAE, der er omdrejningspunktet, da de kommer med en endnu stærkere trup end sidste år, og spørgsmålet er så, om det igen er alle mand for Pogacar, der ”bare” skal vinde en spurt. Truppen har en bredde, der gør det helt oplagt at bruge overtallet, men de har også et problem. De eneste øvrige hurtige folk på holdet er Juan Ayuso, der floppede helt i Emilia, og Ulissi, der ikke længere kan vinde i dette skrappe felt. Det er derfor ”risky business” at satse på andre end Pogacar, og de skal i hvert fald sikre sig, at de ryttere, der kommer væk, ikke risikerer at blive overspurtet. I Emilia var det langt mere oplagt at arbejde med bredden, men her blev selv Adam Yates brugt som ren slave for Pogacar.

Holdet har brugt forskellige strategier i dette løb. I 2021 åbnede Pogacar selv ballet fra distancen, men grundet hans defekt gled løbet dem af hænde, og de endte med at spille det spurtsvage Formolo-kort. Sidste år var det som sagt til gengæld en uhyre kontrolleret affære. I lyset af den manglende spurtstyrke på holdet er jeg nok fristet til at tro, at de kører samme kontrollerede strategi som i Emilia og sidste år.

Det andet nøglehold er Jumbo, men de er ikke så stærke som UAE. Wout van Aert kører alligevel ikke løbet, og dermed er det Primoz Roglic, der skal forsøge at vinde løbet for anden gang. Som Pogacar vil jeg tro, at han er ganske komfortabel ved at satse på en spurt, og da han næppe ønsker en situation, hvor han isoleres mod et UAE-overtal, tror jeg faktisk, at han griber løbet defensivt an.

Det betyder ikke, at vi ikke vil se angreb. Der er mange, der ikke vil spurte med de to slovenere, men problemet er, at UAE er så stærke. Hvis de som sidste år lægger løbet i et jerngreb, er det svært at tro, at vi ikke får en spurt. Til gengæld tror jeg også, at vi får et mindre felt end sidste år. Der vil være medvind på samtlige rundstrækningens stigninger, og Pogacar vil sikre sig, at han kommer af med de hurtigste af de tungere folk. Med den supertrup, han har til rådighed, kan de skabe et blodbad, ikke mindst hvis Yates lægger presset på de to stejle stigninger på sidste omgang, ikke mindst på Morolo, men også Casciago, hvor formstærke Pinot spillede med musklerne i 2018. I de senere år har vi haft grupper på ca. 20 mand til sidst, men i år kan vi sagtens ende med måske bare 10 mand. Det nye koncept med flere omgange, som blev indført i 2021, betyder også 300 højdemeter ekstra. Det har givet mere selektive udgaver i både 2021 og 2022, hvor de tungere folk har haft det ret svært.

Mit gæt er altså, at vi får det lidt kedelige scenarie fra sidste år, hvor UAE forsøger at skabe et blodbad frem mod en spurt i en meget lille gruppe. Et hårdt løb øger dog også chancen for, at det kan glide dem af hænde i en taktisk finale. Den slags har vi haft to gange, nemlig da Izagirre vandt for tre år siden som led i et Astana-overtal, og som man med nogen ret kan hævde, at vi så med De Marchi og Formolo i 2021. Skal der gøres forskel på fysisk styrke, skal det dog ske på de to stejle stigninger, for traditionelt har sidste stigning ikke været svær nok til at køre væk på ren styrke. Er det samlet i bunden, er chancen for en spurt god. Og så kan man jo altså drømme om, at det eksploderer tidligt som i 2021, hvor UAE var helt anderledes underholdende.

Som nævnt ovenfor trives løbet virkelig efter at være blevet en del af Lombardiet-ugen, og det betyder, at løbet igen i år har tiltrukket et meget stærkt felt med mange af Lombardiet-favoritterne. Alligevel er de klart, at de to slovenere skiller sig ud, og det er igen virkelig åbent mellem dem. Jeg prøver dog at pege på Tadej Pogacar. Vi fik i Emilia bekræftet, at Roglic også i år er den mest formstærke af de to i optakten til Lombardiet - det kan dog ændre sig på lørdag - og det er i hvert fald svært at se, at Pogacar sætter Roglic i et løb som dette. Omvendt er det også svært at se det omvendte, og da de vil overvåge hinanden, er det ret sandsynligt, at de vil nå målet sammen. Hvis vi får det kontrollerede løb, jeg venter, skal det altså formentlig afgøres i en flad spurt mellem de to, og det er faktisk meget sjældent, vi har set dem spurte mod hinanden. Roglic vandt som bekendt Liege i 2020, men her var der jo en vis franskmand, der sørgede for, at Pogacar fik ødelagt sin spurt.

Til gengæld havde vi en mere reel kamp på 9. etape i Touren i 2020, og her vandt Pogacar. Det kan skyldes, at Roglic var lidt mere generøs i sit føringsarbejde, men jeg har en fornemmelse af, at Pogacar har en lille overhånd, når man ser på, hvordan han næsten slog Wout van Aert ved OL. Sandt er, at de begge er pokkers hurtige i en flad spurt, og de har begge vundet spurter i mindre grupper, Roglic blandt andet i Romandiet og Pogacar i dette løb for et år siden, men min mavefornemmelse siger mig, at det er Pogacar, der vil vinde, hvis de skal spurte om det, også fordi jeg tror, at han vil køre den hjem fra spids, hvad der nok kan være en lille fordel i denne let faldende finale - og så har Roglic altså en tendens til at sidde lidt for langt tilbage i denne slags spurter, hvad man aldrig ser fra Pogacar.

Begynder UAE at lege med overtallet, vil jeg tro, at Adam Yates er det bedste kort, da han i lørdags viste, at han har bevaret den gode form fra Montreal, og han er heller ikke helt langsom. Det næstbedste kort er nok stadig Diego Ulissi, der jo har farten og faktisk kørte et godt Emilia. Davide Formolo har formen, men det er risky business at spille hans kort igen som i 2021, mens Jay Vine nok er ren hjælper. Og jeg vil tro, at Juan Ayuso er for træt efter Vueltaen, hvad Emilia indikerede.

Som det fremgår, kan det også sagtens blive Primoz Roglic. Som sagt ved vi ikke rigtigt, hvem der er hurtigst i en flad spurt, men Roglic kan måske få fordel af sin form. De er nemlig så jævnbyrdige, at formen meget vel kan blive afgørende, og da jeg forventer, at UAE vil skabe et blodbad, kan det være, at de i sidste ende skyder sig selv i foden. Uanset hvad glæder jeg mig pokkers meget til at se dem spurte mod hinanden. Jeg vil tro, at det er alle mand for Roglic, men begynder de at lege med andre, har de Tiesj Benoot , der pludselig har fundet formen og er flyvende, og ruten her er måske også inden for rækkevidde for Jan Tratnik, der er hurtig og imponerede stort, da han splittede feltet i Bernocchi. Jokeren er Wilco Kelderman, der også er hurtig. Han sluttede Vueltaen skidt, men kørte også det meste af løbet med en brækket finger. Endelig har også Attila Valter og Milan Vader noget fart, men ungareren skuffede i Emilia, og hollænderen må i denne trup være hjælper.

Læs også

Prudhomme vil gentage "folkelig succes" med ny Tour-start

Da jeg rangerer efter vinderpotentiale, er jeg nødt til at have Maxim Van Gils som nr. 3. Han floppede fælt i Franco-Belge, men til gengæld lignede han en af de allerstærkeste i Luxembourg - måske endda den stærkeste. Disse stigninger er perfekte for en mand, der kørte i top 11 i alle ardennerklassikerne, og som han har spurtet i år, blandt andet i Oman og Catalonien, vil jeg tro, at han måske kan true slovenerne.

Lotto står i det hele taget stærkt, da de også har Andreas Kron. Det er klart, at vi aldrig ved, hvornår Vuelta-formen forsvinder, men hans EM viste i hvert fald, at den var mere end intakt for to uger siden. Dette løb er dog også betydeligt hårdere, og vi har jo desværre lært, at der kan være ret langt fra top- til bundniveau for danskeren. Til gengæld er hans topniveau på stigninger som disse også tårnhøjt, hvad vi senest så med hans etapesejr i Spanien - og så har han jo den luksus, at han har slået Ulissi i en flad spurt, da italieneren var allerbedst. Kan man det, kan man også true de to slovenere. Et tredje kort er Lennert Van Eetvelt, der kom ud af Vueltaen i fabelagtig form, men vi aner ikke, hvor han står efter flere ugers pause. Også han er hurtig, men han slår ikke slovenerne. Til gengæld rækker formen ikke for Sylvain Moniquet, Harm Vanhoucke eller Eduardo Sepulveda.

En 3. plads på listen kunne dog også gå til Simone Velasco. Den Velasco, vi så i Montreal, vil være meget svær at sætte på denne rute, og han er en af de ryttere, der kan vinde en spurt mod slovenerne. Da han kom tilbage til Europa, skuffede han, men en 20. plads i Emilia er for en mand som ham fremragende. Det giver ham en god chance for at overleve på denne lettere rute, og så kan han pludselig blive ganske farlig - men de foregående løb viser også, at der ikke er garantier. Vi så i Emilia også klar fremgang fra Harold Tejada, men han vinder aldrig dette løb, og hurtige Samuele Battistella synes stadig alt for formsvag, som det gælder for David De La Cruz. Til gengæld viste Gianni Moscon pludselig livstegn i Sabatini, men det vil undre, hvis han pludselig overlever et UAE-blodbad. Løbet er for hårdt for Michele Gazzoli.

Af samme grund skal Vincenzo Albanese stå højt. Italieneren er nemlig nok det bedste bud på en mand, der kan slå de to slovenere på stregen. I år har han klatret bedre end nogensinde, og efter en lidt sløj genstart har han i Agostoni og senest i dag imponeret stort. Her er ruten dog hårdere og feltet ikke mindst stærkere, og mit gæt vil være, at han falder fra. Da han senest kørte løbet i 2021, endte han dog som nr. 22, og ser man bort fra det tidlige udbrud, endte han meget længere fremme. I dag er han endnu stærkere, men til gengæld frygter eg også, at løbet bliver hårdere. Eolo stiller også med Davide Piganzoli, der i Emilia bekræftede sit store potentiale, og Lorenzo Fortunato, der viste klar fremgang i Emilia, men de vinder aldrig et løb som dette. Erik Fetter rejste sig i Ungarn, men dette løb er alt for svært.

Kan Valentin Madouas rejse sig? Han var flyvende i Bretagne og Montreal, men desværre skuffede han i Luxembourg og igen i dag. I det lys er det ret svært at tro på ham i dette langt hårdere løb, og jeg bliver overrasket, hvis han sidder med de bedste. Til gengæld er han også en af de ryttere, der kan true slovenerne, hvis han overlever. Det samme kan Romain Gregoire, men han faldt lidt sammen i Vueltaen, og Emilia indikerede ikke, at han er kommet stærkt ud af løbet. Hurtig er også Thibaut Pinot, men selvom det ikke var helt skidt i Emilia, viser i dag, at han fortsat synes at mangle for meget. Mere formstærk er hurtige Quentin Pacher, men selvom han begynder at finde sig selv, tror jeg ikke, at han overlever et UAE-blodbad, hvad den Rudy Molard, vi så i Vueltaen, næppe heller gør, selvom han altid synes at være flyvende efter Vueltaen. I Emilia så vi, at Lenny Martinez har en hæderlig chance for at overleve, men han vinder ikke et løb som dette.

Lige efter Montreal havde jeg troet meget på Alex Aranburu. Her så vi nemlig nok den bedste Aranburu nogensinde, og da han har farten til at slå slovenerne, gør det ham jo til en god kandidat. Desværre skuffede han meget i Luxembourg, og noget tyder på, at den gode form er forsvundet. Dette løb er vanskeligere end de luxembourgske etaper, og feltet er meget stærkere, men genfinder han benene fra Luxembourg bliver han farlig. Også Gonzalo Serrano er med sin fart skabt til dette løb, men efter genrejsningen med sejren i Vallonien, så vi igen i dag, at han ikke kommer med hjem her. Det gør naturligvis Enric Mas, der i Emilia bekræftede sit niveau, men det skal virkelig flaske sig, hvis han skal vinde. Emilia viste også, at halvhurtige Gregor Mühlberger eller Oscar Rodriguez heller ikke kommer med hjem, hvad Jose Joaquin Rojas heller ikke gør.

Bora kommer med sidste års nr. 2, Sergio Higuita, der jo er en af de få, der kan slå slovenerne på stregen. Desværre var der heller intet i Vueltaen, der antydede, at han er kommet så stærkt tilbage, at han kan overleve det, der ligner et UAE-blodbad, og selv hvis han overlever, vil han formentlig være for mærket - men man kan drømme om, at Vueltaen har skabt mirakler, for det var trods alt ikke en katastrofe i Emilia. Et langt bedre kort er derfor nok Aleksandr Vlasov , der var uventet god i Emilia og kommer med hjem. Han er i en spurt et ret godt bud på en 3. plads, da han er hurtig, men skal han vinde, skal det være via taktik. Et andet kort er Jai Hindley , der vel er nogenlunde lige så hurtig. Han har manglet en del siden Touren, men han har ikke kørt siden Canada, og da han har bygget op til disse løb, er der en chance for, at vi ser en god Hindley. Nok er han ikke skabt til endagsløb, men dette løb er trods alt ikke det sværeste. Løbet burde også være noget for Patrick Konrad, der er hurtig, men han udgik i Emilia efter en skuffende sæson og alenlang pause, og der var intet i Emilia, der indikerede, at Emanuel Buchmann eller Lennard Kämna kom godt ud af en Vuelta, hvor de aldrig virkede helt flyvende. Unge Florian Lipowitz må være hjælper.

Efter en lidt skuffende præstation i Luxembourg var det herligt at se Richard Carapaz i Emilia. Han synes vitterligt at have rejst sig efter den svage sæsonstart. Han er en af de ryttere, der er hurtig nok til at drømme om den sidste podieplads, men også han skal væk, hvis han skal vinde. Vi ved heldigvis, at han er pokkers snu i en taktisk finale, som har givet ham flere sejre, og samtidig kender vi hans aggressive natur, der gør, at han i hvert fald vil angribe før eller siden. Han ledsages af Ben Healy, der i Luxembourg viste, at han endelig er tilbage. Dette løb er alt andet end ideelt for den spurtsvage irer, men som han mindede os om i Luxembourg, er han manden, man skal passe meget på med at give et forspring. Holdets hurtige folk er Sean Quinn, Andrea Piccolo og Mikkel Honoré. Her er det svært at tro på den desværre formsvage Honoré, og Piccolo er også for langt fra sit 2022-niveau. Jokeren er Quinn, der i Vueltaen klatrede bedre end nogensinde og passer til løbet, men desværre faldt han helt sammen i de sidste to uger. Mere realistisk er det at få Rigoberto Uran og Esteban Chaves med hjem, for de faldt trods alt ikke igennem i Emilia. Uran var tidligere hurtig, men her vil jeg tro, at de spurter med Carapaz.

Giulio Ciccone udgik i dag, men jeg vil tro, at det var ganske bevidst. Løbet passede ham dårligt, og han har sikkert sparet sig til dette løb. Vi så i Emilia, at han bestemt ikke er på toppen, men vi så også, at formen bestemt er god nok til at køre med de bedste i dette løb. Vi ved også, at han har en fin spurt, men han slår ikke slovenerne i en flad finale. I gamle dage havde det også været et løb for hurtige Bauke Mollema , men selvom han plejer at finde formen til Lombardiet, er det svært at tro på ham i dette 2023 - også fordi han havde et grimt styrt til EM. Løbet er for svært for hurtige Filippo Baroncini, og Juan Pedro Lopez og Natnael Tesfatsion er formsvage.

Læs også

Asgreen reagerer på fejlslagen fusion og kigger frem

I sin storhedstid havde Michael Matthews været en af topkandidaterne til dette løb, men hans triste sæson fortsætter. I dag kunne han ikke overleve i Bernocchi, og så har han altså ikke mange chancer på denne rute. I stedet skal holdet nok satse på Simon Yates, der i Emilia endelig fandt formen. Han viser jo af og til, at han stadig har noget af sin banefart, men han vinder ikke en spurt mod slovenerne. Til gengæld er han snu i det taktiske spil. Den ellers hurtige Matteo Sobrero er for formsvag, som vi fik bekræftet i dag, og heller ikke Filippo Zana eller Welay Hagos Berhe synes at have formen til at klatre med de bedste.

Intermarché har en joker i Rui Costa . Han udgik i dag, hvilket indikerer, at han efter to grand tours er træt, men der er også en chance for, at han sparede sig for at være klar til dette løb. Vi så ham køre en fornem Vuelta og slutte stærkt af, men vi ved også, at han ikke er så god som tidligere. Han er hurtig, men i dag er han næppe hurtig nok til at slå slovenerne. Holdets andet oplagte bud er Lorenzo Rota, der også har en god spurt, men selvom det så bedre ud i Franco-Belge, efterlod han ikke et indtryk af at være kommet tilbage i denne skuffende sæson. På sigt kan dette være et løb for Francesco Busatto, men i dag så vi, at det ikke er endnu, og unge Alexy Faure Prost, Louis Meintjes, der er på vej tilbage, eller Simone Petilli kører heller ikke med de bedste.

Ag2r kommer med Benoit Cosnefroy, der blev nr. 4 i 2021 og nr. 5 i 2022. Han har altså vist, at han kan overleve stigningerne, og han er en af de få, der kan drømme om at vinde en spurt mod slovenerne, selvom vi sidste år så, at det er svært. Problemet er, at han på intet tidspunkt har fundet niveauet fra sidste år, og selvom han som altid kom meget stærkt ud af Touren, har han ikke været så flyvende som vanligt. Senest kom han til kort i Agostoni, og det giver mig ikke den helt store optimisme, hvis UAE skaber et blodbad. Ved de to foregående løb syntes han dog også at have tabt lidt form, da han mødte op, og begge gange kørte han alligevel i top 5. Derfor skal man ikke afskrive ham. Holdet har også de to klatrere, Ben O’Connor og Felix Gall, men ingen af dem er flyvende. O’Connor viste dog fremgang i Emilia, men han er modsat Gall spurtsvag. Gall bør have en fair chance for at overleve her, men han vinder ikke en spurt mod sloveneren. Det vil Andrea Vendrame kunne gøre, og han blev faktisk nr. 4 i 2019, men selvom han viste god form i dag, er det svært at tro, at han kan overleve et UAE-blodbad. Han kom i hvert fald ikke med hjem i 2021 og 2022.

Jeg var ret overrasket over at se Clement Champoussin i Emilia. Han lignede en mand, der havde tabt al form, men nu er det pludselig realistisk at tro, at han kan være med de bedste. Han har jo også fundet en helt ny spurtstyrke, som vi senest så det med sejren i Norge, men mod slovenerne er han chanceløs. Vi så i Emilia også den måske bedste Warren Barguil, vi har set i år, og han bør komme med hjem. Også han er ganske hurtig, som vi blandt andet så med sejren i Indurain sidste år, men som vi også så, da han spurtede i Agostoni og blev slået af Victor Lafay er han ikke hurtig nok. Hurtigere er Kevin Vauquelin, men efter hans nedslående Vuelta, der endte med et tidligt exit, er det svært at tro meget på ham. Hurtige Louis Barré bekræftede i Emilia, at han er på vej tilbage, og han var jo allerede sidste år tæt på at sidde med hjem. Han mangler dog stadig nok for meget til et UAE-blodbad. Med hjem kan den lovende Ewen Costiou samt måske endda Alessandro Verre også komme, men selvom Costiou kan spurte lidt, er de uden chance.

Det om lidt ud af det blå, at Michael Woods pludselig havde fundet formen efter skuffelserne i Canada og Luxembourg, og derfor må vi forvente at se ham helt fremme. Problemet er bare, at han i dag næppe har farten på flad vej, hvor hans spurter skuffer igen og igen. I stedet kan Israel-PT have et bedre kort i Stephen Williams, der har bekræftet sin spurtstyrke med sejren i Schweiz og senest i Norge. Han vinder dog næppe en flad spurt i dette felt. Til gengæld så vi i Emilia, at hans gode form slet ikke er helt væk som frygtet. Relativt hurtig er jo også Dylan Teuns, men jeg tror ikke, at formen rækker hele vejen. Han var god, men ikke flyvende i Luxembourg, og han skuffede i Emilia, der dog også er på grænsen for ham. Hurtig nok til at vinde er han dog ikke. Domenico Pozzovivo viste i Emilia, at han utroligt nok har genfundet formen allerede, men desværre vinder han aldrig et løb som dette. Hurtige Nick Schultz synes ikke i form, og det tyder heller ikke på, at Jakob Fuglsang eller Krists Neilands kører med de bedste

Som han har spurtet i de seneste to sæsoner, kan Romain Bardet køre en god spurt i dette løb. Mod slovenerne har han dog ingen chance, og desværre så vi i Emilia, at han stadig er et stykke fra sit gamle niveau. Han var så god, at han bestemt har en chance for at overleve, men nogen garanti synes der heller ikke at være. Holdets anden hurtige mand er Kevin Vermaerke, men hans gode form er væk, og Patrick Bevin er stadig for langt fra fordums styrke, mens Chris Hamilton og Florian Stork ikke klatrer med de bedste i dette felt.

En spændende rytter er Victor Lafay. Franskmanden er skabt til dette eksplosive løb, men han er også en lottokupon. Uden at være flyvende var han ganske god i Agostoni, hvor han også viste en vis spurtstyrke ved at slå Barguil. Han vinder dog ikke en spurt he, og det er bekymrende, at han udgik af Emilia. Det var dog også et løb, der var på grænsen for ham, mens dette passer ham helt anderledes godt. Med ham kan det gå begge veje. Cofidis har også den hurtigere Jesus Herrada, men han havde kun én god dag i Vueltaen, hvorefter han faldt sammen. Han synes aldrig at komme stærkt ud af det spanske løb. I dag viste Ion Izagirre lidt livstegn, men slet ikke nok til et løb, der heller ikke passer ham, og desværre skuffede spurtsvage Guillaume Martin samt Remy Rochas igen fælt i Emilia, hvor heller ikke Ruben Fernandez kunne begå sig.

En rytter, der har farten til at slå slovenerne, er Julian Alaphilippe, men jeg tror ikke, at han overlever. Både i Emilia og i dag så han meget bedre ud end i Luxembourg, men i dag var han også pokkers tæt på at blive sat. I det lys vil jeg forvente, at dette løb bliver alt for hårdt, men han skal have chancen. Halvhurtig er også Ilan Van Wilder, men efter et skuffende Luxembourg viste Emilia vel, at formen er slidt af. Her skuffede også halvhurtige Mauri Vansevenant, som Louis Vervaeke gjorde det i Franco-Belge. Intet tyder heller ikke på, at Jan Hirt eller James Knox er med fremme, og niveauet er trods alt for højt for William Junior Lecerf, selvom han vandt U23-Lombardiet i søndags.

Ineos får et svært løb efter et skuffende Emilia. Carlos Rodriguez faldt ikke igennem og kan sikkert køre med de bedste, men det skal virkelig flaske sig i det taktiske spil, hvis han skal vinde. Det skal det også for Pavel Sivakov , men Emilia indikerer, at superformen langt om længe er væk. At der blot var tale om en offday, kan dog heldigvis aldrig udelukkes. Ben Swift er i dag alt for tung, og det tyder ikke på, at Ben Turner har den form, der måske ville give ham en chance for at overleve, hvad heller ikke den tilbagevendte Thymen Arensman eller Brandon Rivera har.

Læs også

Cross-stjerne melder afbud: Jeg er knust

For nogle uger siden havde jeg troet meget på Walter Calzoni, der imponerede så stort i Sabatini og Pantani, men siden dengang har han skuffet, senest i dag. Vi så dog sidst, at hans gode form kom ud af det blå. Gianluca Brambilla er som Calzoni ganske hurtig i små grupper, men han har ikke vist et niveau, der giver grund til at tro, at han kommer med hjem, hvad Alessandro Fedeli og Mark Donovan heller ikke gør.

Total får et svært løb og skal nok satse på Alexis Vuillermoz. Han er stadig på vej tilbage fra en skade, men viste i Agostoni, at formen er i fremgang. Hans DNF i dag var bekymrende, men da det er muligt, at han udgik for at spare sig, kan han overraske. Han er hurtig, men det vil undre, hvis han kører med de bedste. Hurtig er også Pierre Latour, men for ham synes der ingen ende på krisen, og løbet er for hårdt for Valentin Ferron, der synes helt uden form.

Hos Alpecin burde Quinten Hermans være skabt til dette løb, da han kan true slovenerne i en spurt, men hans krise synes bare at fortsætte. Nicola Conci er halvhurtig, men har ikke vist nok i Emilia, Bernocchi og Agostoni. Holdets hurtigste er Axel Laurance, men selv for den bedste Laurance er dette for hårdt, og dagens DNF og hans kørsel i Luxembourg var ikke opløftende. Kristian Sbaragli kan stadig godt spurte og kommer formentlig længst, som han gjorde i Emilia, men dette løb er nok lidt for hårdt - og Jimmy Janssens, der sluttede Vueltaen stærkt, vinder ikke et løb som dette.

De øvrige hold får de svært. Hos Bingoal er de kun Alexis Guerin, der synes i form, men han er spurtsvag og klatrer næppe med de bedste. Bardianis klatrere Alessio Martinelli og Alex Tolio, har ikke formen til at køre med de bedste, og løbet er for hårdt for Martin Marcellusi, der også faldt igennem i dag. Corratec har ingen hurtige folk, og de får næppe Andrii Ponomar eller Karel Vacek med hjem.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der er særligt vigtigt for Van Gils, Kron, Velasco, Albanese, Madouas og Aranburu.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Ikke overraskende kommer Ayuso ikke til start.

***** Tadej Pogacar

**** Primoz Roglic, Maxim Van Gils

*** Andreas Kron, Simone Velasco, Vincenzo Albanese, Valentin Madouas, Alex Aranburu

** Aleksandr Vlasov, Richard Carapaz, Giulio Ciccone, Adam Yates, Simon Yates, Jai Hindley, Rui Costa, Benoit Cosnefroy, Ben Healy, Clement Champoussin, Warren Barguil, Stephen Williams, Romain Bardet, Victor Lafay, Michael Woods, Julian Alaphilippe, Enric Mas, Lennert Van Eetvelt, Sergio Higuita

* Romain Gregoire, Ilan Van Wilder, Jesus Herrada, Dylan Teuns, Kevin Vauquelin, Lorenzo Rota, Felix Gall, Ben O’Connor, Domenico Pozzovivo, Carlos Rodriguez, Pavel Sivakov, Louis Barré, Rigoberto Uran, Quentin Pacher, Sean Quinn, Walter Calzoni, Alexis Vuillermoz, Quinten Hermans, Kristian Sbaragli, Michael Matthews, Diego Ulissi, Davide Formolo, Tiesj Benoot, Wilco Kelderman, Attila Valter, Jan Tratnik, Jay Vine, Rudy Molard, Ewen Costiou, Lorenzo Fortunato, Davide Piganzoli, Thibaut Pinot, Lenny Martinez

Danskerne

Hos Lotto er Andreas Kron en af favoritterne, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Israel-PT skal Jakob Fuglsang nok støtte Michael Woods, Stephen Williams, Domenico Pozzovivo samt måske Dylan Teuns, og på EF skal Mikkel Honoré nok primært støtte Richard Carapaz og Ben Healy.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2022, Alessandro de Marchis sejr fra 2021, Primoz Roglics sejr fra 2019, Toms Skujins’ sejr fra 2018, Alexandre Geniez’ sejr fra 2017 og Sonny Colbrellis sejr fra 2016. Du kan tillige gense Gorka Izagirres sejr fra 2020 i fusionsløbet Gran Trittico Lombardo, der afvikledes på en tilsvarende rute.

SE TRE VALLI VARESINE UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE