Optakt: Trittico Lombardo

null”Trittico Lombardo” er en særdeles intelligent og lettere kompliceret cykelløbstitulering. Trittico Lombardo er en forkortelse af ”Trittico Regiono Lombardia”. Trittico er italiensk for et triptykon, forstået som en tredelt altertavle eller maleri, hvor midterdelen (korpus) typisk er størst.

Når der startes med denne lille kunsthistoriske note, er det fordi tanken om tre adskilte malerier, som samtidig er forbundet og danner en samlet helhed – et helhedsindtryk i fragmenterne – dækker over selve Trittico Lombardos struktur, og det i mere end én forstand. Idéen om triptykonet spiller nemlig ind i både løbsseriens formelle og reglementmæssige udformning. Derudover spiller det også ind i de æstetiske overvejelser bag fremvisningen af det geografiske område, der danner rammen om cykelløbet.

Vi har altså at gøre med tre selvstændige endagsløb, nemlig Tre Valli Varesine (1.HC), Coppa Agostoni (1.1) samt Coppa Bernocchi (1.1), hvor der kåres individuelle forskellige vindere. Men på trods af løbenes autonome tilværelse forbindes de tre løb: vinderen af ’Trittico Lombardo’ er således den rytter, som samlet set klarer sig bedst i alle tre løb. Her svarer det største og mest prestigiøse løb Tre Valli Varesine altså til triptykonets store midterdel, der omkranses af to mindre dele. Sammen danner de tre samspillene fragmenter af løbsserien et samlet hele, idet der males et billede af den norditalienske region Lombardiet: Trittico Lombardo.

Startlisterne ændrer sig lidt dag for dag, og det er slet ikke alle rytterne, som kører alle tre løb, der hver især da også tiltaler forskellige ryttertyper. Tre Valli Varesine tilhører i denne omgang lette og hurtige afsluttere, Coppa Agostoni er som altid hårdt og falder lige så meget i bjergrytternes smag, mens Coppa Bernocchi typisk er overladt til sprinterne. Leonardo Bertagnolli vandt samlet i fjor, og det er da også oftest stærke ryttere, der kan være med fremme i begge af de to første løb, som sejrer samlet set. Betagnolli vandt f.eks. ingen af de individuelle løb, men var blot den mest konstante over tre dage.

Sidste sæson stod Trittico Lombardo i høj grad i Verdensmesterskabernes tegn. VM blev i 2008 afholdt i netop Varese, og selvom ruten i Tre Valli Varesine har ændret sig en del gennem årene, så var sidste års rute, der inkorporerede den eksakte VM-rute som finale, alligevel et alvorligt sidespring, og i denne omgang er arrangørerne da også vendt tilbage til noget mere traditionelt.

VM hverken hyldes eller benyttes som en art trækplaster til stjernerne, selvom det bør bemærkes, at årets VM-by Mendrisio da ligger lige i nærheden. Selvom man i år ikke giver rytterne mulighed for at prøvekøre VM-ruten i hård konkurrence, så lurer VM selvfølgelig stadig et sted i baghovedet, da sensommeren og efterårets italienske endagsløb spiller en væsentlig rolle, når specielt det italienske VM-hold skal udtages i oktober. Disse hårde, kuperede endagsløb er optimale arenaer, når de italienske ryttere skal anbefale sig selv til en plads i den nationale trup. Og målt på den flotte startliste er der mange, der har grebet chancen.


Tre Valli Varesine (18. august)
Situeret mellem søerne Maggiore og Como i det æstetisk skønne område nordvest fra Milan er Varese selve indbegrebet af en klassisk cykelby. Varese har nu afholdt VM to gange og herudover benyttes og passeres i Varese i en række af prestigiøse cykelløb. Giro di Lombardias rute benytter ofte vejene udenfor byen, men det er alligevel Tre Valli Varesine, som er byens kæreste cykelbegivenhed.

Selvom Tre Valli Varesine ikke nødvendigvis er det mest kendte køb uden for Italiens grænser, så er det en gedigen semi-klassiker målt på historien. Løbet hører til blandt de ældre, første gang kørt i 1919, og årets udgave bliver nummer 89, hvor løbets historie bakkes op af sejrslisten, som tæller navne som Coppi, Motta, Merckx og Moser. Blandt disse cykelsportens koryfæer har byen også formået at fremelske deres lokale helte, hvor flere endda har sejret i hjemløbet heriblandt Stefano Garzelli (2005-6), Gianni Motta (1965-7 og 1970), Claudio Chiapucci (1994) og Ivan Basso, hvor de to sidste endda er vokset op på samme gade i Varese.

Som det største og vigtigste af de tre endagsløb valgte man altså i fjor at benytte Varese som målby ved at inddrage VM-ruten. I år er man altså tilbage i mere vant form, hvilket dels betyder en hårdere afslutning. Det starter dog stille og roligt med samlet start i Luino, hvor feltet først kører langs vandet og siden atter bliver ført ind mod byen, hvor de skal køre to omgange på lidt over 18 kilometer omkring Luino.

Efter 57 kilometer omkring Luino føres feltet sydøst mod Varese, og undervejs skal feltet passere rutens to grummeste stigninger. Efter en rundtur omkring søen Lago di Varese, rammer feltet atter den indre by, for så endegyldigt at forlade Varese. Løbets egentlige finale foregår nemlig nordøst for Varese i et stykke kuperet landskab, igen hele tiden med blåt vand og søer i nærheden, denne gang Luganosøen.

Løbet føres altså helt ind i den Schweiziske del af Lombardiet. Efter 187 kilometer slutter løbet således i Campione d'Italia: en italienske eksklave, en italiensk kommune uden for Italien. En eksklave er altså stykke af Italien, som ligger helt uden for Italiens grænser, om end der i fugleflugt kun er rundt regnet en kilometer til Italien. Omend der aldrig er fladt i Lombardiet, er finalen ikke specielt hård, og derfor skal meget afgøres på målbakken. Løbet slutter nemlig på en hård bakke, der er lidt under 3 kilometer lang, men med en stigningsprocent på hele 7,6, giver det en meget hård afslutning.

Tre Valli Varesine er i senere versioner blevet vundet af ryttere som Danilo Di Luca, Davide Rebellin og Stefano Garzelli, hvilket tyder på, at løbet typisk tilgodeser ryttere med et hidsigt afsluttende antrit. Tre Valli Varesine er altså ikke er en rute for sprinterne, men de mere lette og eksplosive ryttere.

VM-ruten i fjor var ganske kuperet, men afslutningen altså reelt flad. Af samme grund tilfaldt sejren Francesco Ginanni (Serramenti Pvc Diquigiovanni-Androni Giocattoli). Dette var virkelig momentet, hvor Ginanni trådte sig selv ind blandt de store, og den 23-årige italiener har siden fulgt sejren op med en stribe af flotte triumfer. Og det var en fantastisk finale. Leonardo Bertagnolli lignede ellers længe en vinder efter et flot fremstød på sidste bakke, men det lykkedes lige netop frontgruppen at hente ham på de sidste meter. Eller faktisk var det kun Ginanni, som med sin mægtige afslutning der formåede at skyde sig forbi Bertagnolli (se de modbydelige billeder her). 

I år er Bertagnolli og Ginanni holdkammerater, og sammen med Michele Scarponi hører Serramenti-holdet så sandelig til blandt favoritterne. Sagen er dog den, at Ginanni er lettere tung og ikke så god i reelle bakkespurter, og derfor vil holdet nok især sætte deres lid til Bertagnolli, som da også har vist god form her i sensommeren.

Det næststærkeste italienske mandskab ligner Acqua & Sapone-Caffé Mokambo der besidder et par formstærke bud i Francesco Masciarelli og Stefano Garzelli. Selvom Masciarelli har været stærkest overordnet set gennem sommeren, så det altså en afslutning, der passer Garzelli perfekt; formen er opadgående og hjemmebanefavoritten har da også vundet løbet to gange før.

Alessandro Ballan (Lampre-N.G.C) er dog løbets altoverskyggende profil, men ikke nødvendigvis løbets største favorit. Den forsvarende verdensmester har ovenpå Tour de France endelig fundet formen, og efter den samlede sejr i Polen Rundt er han manden, alle vil holde øje med. Profilen er dog ikke perfekt for brølstærke Ballan, der skal hjem med den helt rigtige gruppe for at føle sig sikker i spurten.

Mens flere af de ryttere der er nævnt ind til nu besidder en stærk afslutning, så tæller feltet også ryttere, som absolut må køre offensivt for at vinde. Specielt lokale Ivan Basso (Liquigas) er tvunget i offensiven, og med sig har han Valerio Agnoli og Sylvester Szmyd til at gøre løbet så hårdt som muligt. En sandsynlig udbrudspartner ligner Patrik Sinkewitz (Psk Whirlpool-Author), der har gang i et fantastisk comeback. Efter samlet sejr i Sachsen-Tour og etapesejr i Portugal Rundt, virker Sinkewitz ustyrlig i denne tid, og der er faktisk i kuperede endagsløb, han tidligere har gjort sig mest bemærket.

Fra mindre italienske hold skal man holde øje med profiler som Giampaolo Caruso (Ceramica Flaminia Bossini Docce), Eros Capecchi (Fuji-Servetto), Mauro Finetto (CSF Group–Navigare), Giovanni Visconti (ISD-Neri), og efter Danilo Di Lucas positive dopingprøver er stærke ryttere som Daniele Pietropolli og Gabriele Bosisio fra LPR Brakes begge helt frie til at køre deres egen chance.

Coppa Agostoni (19. august)
Traditionelt er Coppa Agostoni det hårdeste af de tre løb. Løbet starter i Monza, men slutter i nabobynen Lissone., hvor den væsentligste og mest afgørende udfordring kommer cirka midt på ruten, hvor rytterne skal seks gange rundt på en hård ca. tyve kilometer lang rundstrækning. På rundtrækningen ligger den hårde Lissolo-stigning, der med 2,5 kilometer med 8% gennemsnit, og et max på 15% blot bliver hårdere, for hver gang rytterne skal forcere den. Her vil udskilningerne ske, da de resterende 17-18 kilometer ind mod Lissone ikke har nogle synderlige udfordringer. Netop derfor er Coppa Agostoni kendt for store solofremstød, som da Francesco Casagrande kørte alene hjem i 2002, men typisk vil det være en lille og eksklusiv gruppe, som holder en større gruppe bag sig.

Tidligere vindere røber løbets hårdhed. I fjor var Linus Gerdemann den stærkeste i en tremandsgruppe, der desuden talte Leonardo Bertagnolli og Christian Pfannberger, mens selveste Jan Ulrich sejrede i 2000. Så selv om tirsdagens løb præstigemæssigt vejer noget tungere, så kan Coppa Agostoni vise sig at være den væsentligste af løbene i forhold til den samlede stilling. Dette hænger altså dels sammen med, at ruteprofilen er rigtig hård, men også fordi startlisten, som den foreligger i skrivende stund, tyder på at flere af de store stjerner typisk vælger at stå over, hvilket da også typisk er tilfældet.

I reglen er det rundt regnet de samme ryttere, som gør sig gældende i begge løb, dog med en større fordel til de ryttere, der ikke besidder verdens hurtigste spurt. Og med den hårde rute i tankerne burde mere udprægede klatrere som Juan Jose Cobo (Fuji-Servetto), Dominico Pozzovivo (CSF Group Navigare), Giampaolo Caruso (Ceramica Flaminia Bossini Docce) altså være bedre stillet end dagen forinden, mens mere komplette og stabile ryttere som Sinkewitz og Bertagnolli typisk vil være de som kæmper for den samlede stilling. Og så kan man selvfølgelig forvente sig, at Ivan Basso (Liquigas) er med helt fremme, klar til på karakteristisk facon være løbets stærkeste, selvom han som det oftest er tilfældet må stille sig tilfreds med en sekundær placering.

Coppa Bernocchi (20. august)
Oven på de sidste dages hårde kost så byder Coppa Bernocchi typisk på fest for sprinterne, og er med sine 90 år på bagen, det ældste af de tre løb. Ruten er flad og går over 198 kilometer med start og mål i Legnano hvor der er nogle stigninger cirka midtvejs. Af samme grund er det også det mindst spektakulære, men måske en fin afslutning, som reelt gør at løbsserien kommer hele cykelspekteret rundt.

Men man skal selvfølgelig passe på, før man alt for skråsikkert slår løbet hen som en sprinteraffære. Sidste år blev løbet faktisk ret selektivt, og i sidste ende var det Steven Cummings, der kunne sejre foran et par udbrudskammerater. Samme udfald virker dog usandsynligt i denne omgang, simpelthen fordi mængden af storsprintere er mere bastant i år, hvorfor jagten og lysten til at holde det hele samlet vil være mere koordineret.

Den noget tunge, men meget hurtige Danilo Napolitano, skrev i 2007 historie ved at vinde Coppa Bernocchi for tredje gang i streg. I fjor valgte Napolitano i stedet at køre Portugal Rundt, og kunne derfor ikke forbedre sin rekord. Sammen med Katusha er han tilbage, men det bliver ikke let for Nabolitano at sikre sig endnu en sejr, selvom Ben Swift og Filippo Pozzato vil yde flot leadout.

For stort set alle holdene benytter sidstedagen til at skifte lidt ud i truppen, og derfor tæller startlisten en række meget hurtige folk med helt friske ben. Det skal indrømmes, at startlisten stadig er meget tom, men intet burde ændre på, at løbets suverænt største favorit er Alessandro Petacchi (LPR Brakes). Petacchi har generelt haft en god sæson, men har bestemt ikke imponeret i sæsonens anden del. Derfor vil han være ivrig efter at sætte unge opkomlinge som Mattia Gavazzi (Serramenti PVC Diquigiovanni) og Jacopo Guarnieri (Liquigas) på plads. Andre som kan forventes med fremme tæller Davide Vigano (Fuji-Servetto), Enrico Rossi (Ceramica Flaminia-Bossini Docce) og Mauro Abel Richeze (CSF Group Navigare).