Optakt: Trofeo Laigueglia

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der har på det seneste kun været ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i 2018 forsvandt, har det første store slag mellem de bedste italienske ryttere været i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det var først i 2019, at de planer endelig kunne realiseres.

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februarkalenderen mere omfangsrig, og det betød i en periode en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, og fra 2016 kneb det med at tiltrække samme stærke felt, som vi så frem til og med 2015.

For seks år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, havde det ikke den ønskede effekt på feltet. Ydermere var der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Var, efter at de to løb tidligere tilbød et alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er i høj grad denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

Den stigende konkurrence gjorde det svært for arrangørerne, og i 2019 lykkedes det eksempelvis kun at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes er vendt tilbage år efter år. I 2020 var Ag2r endda eneste hold fra højeste niveau, og selvom Giulio Ciccone var til start for landsholdet, var løbet en skygge af, hvad det var i sin storhedstid, og man kunne diskutere, om det var værdigt til at være blevet en del af den nye ProSeries, som det var blevet.

Fra 2021 ændrede den triste udvikling sig markant. Placeringen som en enlig ø midt i februar, mens en række andre lande kunne tilbyde flere løbsdage, var helt uholdbar, og derfor tog arrangørerne den kloge beslutning at udskyde den italienske sæsonstart til marts, så løbet nu afvikles onsdagen inden den store weekend med Strade Bianche. Det skulle man have gjort for længe siden, for der er ikke mange løb, der har fået en lignende opblomstring af at ændre kalenderplacering. Efter i flere år at have kæmpet hårdt for bare at få ét WorldTour-hold til start havde man nu deltagelse af hele 10 hold fra det fineste selskab. Det var endda nogle af de største af slagsen, og de kom tillige med en sand stjerneparade af ryttere, der så det kuperede løb som perfekt opvarmning til Strade Bianche i en sæson, hvor mange andre løb blev aflyst.

I 2022 var der ingen aflysninger i en februarkalender, der kørte på fuldt blus, og det kostede selvfølgelig for løbet i Laigueglia. Renæssancen fortsatte dog, for hvor man altså tidligere havde ned til bare et eller to WorldTour-hold kunne man præsentere hele otte slagsen, og selvom der ikke var helt så mange stjerner som i 2021, var der stadig så mange store navne, at løbet fremstod i en helt, helt anden forfatning end for bare tre år siden. Heldigvis synes renæssancen at være varig, for selvom vi også i år har en normal kalender, er der deltagelse af hele ni WorldTour-hold - samt Lotto, der næsten skal regnes som et sådant hold - og også i år er der ganske mange store navne til start.

Sidste år var det dog svært at se, at der var mange andre end ét hold til start. UAE overraskede alt og alle ved at splitte løbet på en nedkørsel langt fra mål, og herefter udviklede det sig til en sand magtdemonstration. Jan Polanc sled og slæbte for Juan Ayuso og Alessandro Covi, der til sidst kørte væk sammen med Lorenzo Rota og Carlos Rodriguez, men bedst som de to hurtige kaptajner skulle afgøre det, gik der så meget taktik i frontgruppen, at uopslidelige Polanc kæmpede sig tilbage. Med et overraskelsesangreb lykkedes det ham at køre væk, og med to holdkammerater til at bakke af tog hjælperytteren en meget overraskende solosejr, inden Ayuso og Covi fuldendte den totale UAE-fest ved i spurten at sikre et rent UAE-podium med hhv. en 2. og en 3. plads. Polanc vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Ayuso grundet sine knæproblemer fortsat er ukampdygtig, må Covi denne gang klare sig uden sin to podiefæller fra sidste års udgave.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

STREAM TROFEO LAIGUEGLIA OG STRADE BIANCHE UDEN AFBRYDELSER

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten har varieret en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på den netop indførte finalerundstrækning. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2017. I 2018 var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre siden, og ruten i 2023 er den samme, som den har været de foregående fem år.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 201,3 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur mod nord langs kysten, inden man drejer mod sydvest og vest for at køre ind i landet. Her begynder det at stige op til byen Bezzo (3,1 km, 6,2%), men efter toppen fortsætter det med at stige let, så det samlet set bliver en 8,4 km lang stigning med 3,5% i snit. En lille nedkørsel fører frem til endnu en stigning (1,8 km, 5,5%) op til byen Vendone, som nås efter 39,9 km.

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest og syd ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer mod øst, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,7 km, 5,7%), der er relativt irregulær og slutter af med 1,7 km med 7,8%, inden den har top efter 68,4 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden mod øst tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører mod syd tilbage til Laigueglia.

Målstregen krydses for første gang efter 99,0 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først kører man mod syd og vest hen langs kysten, idet man undervejs passerer man den lille Capo Mele (1,4 km, 5,1%), der kendes fra Milano-Sanremo, inden man kører mod nord, nordvest og vest for at tage fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (7,2 km, 4,5%), der er en relativt jævn stigning. Efter 122,5 km når man toppen, hvorefter man via en lettere nedkørsel kører mod øst, nord og atter øst tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man igen følger kystvejen mod syd tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 43,6 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start kører man mod sydvest over den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,2%), der stiger med hhv. 7,6%, 8,4%, 7,4% og til slut 9,6% over hver af de fire 500 m-segmenter. Den har top med 8,7 km til stregen, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til kysten. Her kører man mod øst op over Capo Mele (2,0 km, 3,4%), som også passeredes tidligere i løbet, men denne gang fra den anden side. Toppen kommer med bare 2,4 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel mod nord ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer, og også nedkørslen fra Capo Mele ad kystvejen er teknisk helt ukompliceret.

Løbet byder på i alt 2967 højdemeter.

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

STREAM TROFEO LAIGUEGLIA OG STRADE BIANCHE UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, og Italien viser sig onsdag ikke fra sin smukkeste side. Tværtimod venter der mere belgier- end italienervejr på en dag, hvor temperaturen i målbyen bare vil toppe på 8 grader, og hvor der gennem hele løbet vil være en bygerisiko, der vil vokse fra 45% til 80-85%. Mest markant vil dog være den voldsomme vind (32-34 km/t), der vil komme fra nord. Det giver vind fra alle retninger på den uhyre kringlede rute, men der vil være medvind på Testico og modvind på Paravanna. Slutteligt vil der være sidemedvind på turen ned langs kysten til rundstrækningen. Her vil der være medvind på Colla Micheri, på nedkørslen og på den første del a det flade stykke. Herefter får man hen langs kysten først sidevind fra bunden af Capo Mele med 4,3 km igen og herefter næsten direkte modvind over de sidste 2,2 km.

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Oftest er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste seks år har løbet imidlertid haft samme format, og vi har derfor nu lært ruten bedre at kende. I 2018 kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det også for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere.

I 2019 var det en anelse anderledes, da Simone Velasco tog sin solosejr via et opportunistisk angreb fra distancen, inden han modstod et comeback fra en oktet, som inkluderede klatrere som Francois Bidard, Ildar Arslanov, Kilian Frankiny, Giulio Ciccone og Nans Peters, men også puncheurtyper som Nicola Bagioli, Matto Sobrero og Francesco Gavazzi. Først i næste gruppe fandt vi sprintere som Davide Cimolai og Kristian Sbaragli, ligesom også Giovanni Visconti og Marco Canola var sat. I 2020 åbnedes løbet endnu tidligere med Giulio Ciccones, Biniam Girmays og Diego Rosas tidlige angreb, inden Ciccone kørte alene på sidste omgang til en klar solosejr. Bag dem var kun en gruppe med Andrea Vendrame, Lorenzo Rota, Evgeny Shalunov og Davide Gabburo, og vi skulle helt ned på 11. plads for at finde den første større gruppe på 14 mand med hurtige folk som Visconti, Gavazzi og Bagioli.

Det kan dog også gå anderledes. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man siden 2018 har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end i årene, hvor Cimolai og Andrea Fedi sejrede. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang har kun styrket den tendens. Grundlæggende er tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i årene siden 2016 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Alligevel skal man være varsom med at sammenligne alt for meget med det, vi så frem til 2020. Som beskrevet i optaktens første afsnit - og som det fremgår af de navne, jeg nævner ovenfor - var løbet meget svagt besat i årene frem til 2020, hvor det led under sammenbruddet af den italienske vinterkalender. 2021-sæsonens geniale kalenderændring betød, at vi gik fra år med bare ét eller to WorldTour-hold til en sand stjerneparade med et felt, der kunne gøre et WorldTour-løb misundeligt, og det gav et løb, der kvalitetsmæssigt var helt usammenligneligt med de foregående år.

Det kunne også ses på resultat. Pludselig var der faktisk gode klatrere til start, og så blev det pludselig et klatreløb. Bauke Mollema udnyttede Treks overtal til at snige sig hjem til solosejr, selvom Egan Bernal og Clement Champoussin lignede de to stærkeste. De fik selskab af Mauri Vansevenant, Giulio Ciccone og Mikel Landa i den nærmeste forfølgergruppe, og vi skulle ned til næste gruppe, der bag en ensom James Knox spurtede om 8. pladsen for at finde de lidt tungere typer, som tidligere havde kørt med om sejren. Her fandt vi nemlig i Andrea Vendrame og Biniam Girmay den type holdbare folk, der tidligere var i stand til at vinde, men selv i den gruppe sad kun 7 mand.

Sidste år var feltet med den normaliserede kalender ikke helt på 2021-niveau, men det var stadig noget helt, helt andet end tidligere. Hvor meget vi kan bruge det løb til, er dog svært at sige. Vi fik nemlig et meget specielt forløb, hvor UAE splittede feltet allerede på den sidste lange nedkørsel inden tv-billederne, og derfor endte det i et forfølgelsesløb på rundstrækningen mere end et offensivt løb som i 2021. Feltet kom aldrig tilbage, hvorfor mange favoritter var elimineret allerede inden finale, og til sidst kunne UAE så fuldende triumfen med en magtdemonstration, hvor hjælperen Jan Polanc, der havde ført sig selv til døde, kom tilbage, angreb og sejrede, mens Alessandro Covi og Juan Ayuso i spurten mod Lorenzo Rota og Carlos Rodriguez, der var de eneste overlevende rivaler, kunne fuldende den rydning af podiet, der var det fortjente udkomme af overraskelsesangrebet.

Den udgave viser, at man aldrig helt kan vide, om der sker noget sært på de lange stigninger tidligt i løbet, men det er nok trods alt det klassiske forløb med en afgørende udskilning på rundstrækningen, der vil være det forventede scenarium. Læren af det stærkere felt i 2021 er ret klar: når der faktisk er gode klatrere i feltet, gør de også forskellen. Som tungere og hurtig mand er vilkårene i hvert fald blevet meget vanskeligere. Til gengæld betyder så stærkt et felt også, at det kan være svært at gøre varige forskelle mellem de allerbedste. Nok er Micheri-stigningen stejl, men den er også relativt kort med en betydelig distance til mål, og det taler for, at en gentagelse af de år, hvor bedste mand bare kører fra alt og alle, er svær. Snarere er der god sandsynlighed for en gentagelse af de seneste to års meget taktiske løb. I 2021 kunne Trek i en gruppe af isolerede klatrere udnytte overtallet til at tage en solosejr, selvom Mollema ikke var stærkest, og sådan var det også med Polanc sidste år.

Formand for DCU trækker sig

Heller i år er feltet så stærkt som i 2021, men det er stadig langt, langt, langt stærkere end i årene frem til og med 2020 og bestemt et ProSeries-løb værdigt. Der er masser af gode klatrere i feltet, og det må være rimeligt at antage, at vi får et forløb, der vil minde om det, vi så i 2021, da alle nok har lært lidt af UAE-overraskelsen sidste år. Det betyder, at vi skal ned i letvægtskategorien for at finde vinderkandidaterne, men det betyder også, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder. Et overtal kan være en stor fordel, og taktik og tilfældigheder mellem de bedste kan sagtens blive afgørende. En god spurt vil dog altid være en potentielt afgørende våben i et løb, hvor en solosejr langt fra er givet.

Jeg er lidt spændt på, hvad vejret og den kraftige vind vil betyde. Allerede sidste år havde vi kraftig vind, men denne gang bliver det endnu voldsommere. Modsat sidste år bliver det også koldt og formentlig regnfuldt - sidstnævnte er dog ikke sikkert - og de synes at være ramt af samme iskolde nordenstorm, som ramte Drome i søndags, og som åbenbart martrer Sydeuropa i disse dage.

I princippet burde der være basis for sidevindskørsel, men det er meget usandsynligt, at det sker. Det gjorde det ikke sidste år, og inde i de italienske bakker, hvor sidevindsstykkerne, er det meget usandsynligt, at der er så åbent terræn, at vi vil se det. Jeg tror ikke, at sidevind bliver et tema, men det kan blive afgørende, hvis de tekniske nedkørsler er våde. Vi så sidste år, hvor stor forskel en tør nedkørsel kunne gøre. Man skal i hvert fald være opmærksom, også tidligt i løbet.

I år vil der være meget kraftig medvind på Micheri-stigningen. Det er godt nyt for alle, der vil gøre forskelle, men til gengæld står der en orkan i ansigtet til sidst. Det er dog heldigvis kun over de sidste 2,2 km, og har man et stort nok forspring, er en solosejr ikke umulig. Med medvind på sidste stigning er det muligt, at bedste man kører fra alt og alle, men det kan også blive en spurt i en lille gruppe eller den taktiske afgørelse, vi har set de seneste to år.

Jeg vover pelsen og peger på et sandt supertalent, nemlig Romain Gregoire. Vi vidste godt, at han var noget helt særligt, men hans kørsel i lørdags var mildt sagt imponerende. Nok kunne han ikke gå med de allerbedste, men han var aldrig i problemer hverken på den lange stigning eller på muren til sidst. Netop muren minder meget om Micheri-stigningen, og hvis han har samme ben nu, er der ikke mange, der kører fra ham på stigningen her, der tværtimod burde passe helt perfekt til en eksplosiv fyr som ham. Jeg kan godt frygte, at han kan få svært ved at følge de allerbedste - og det kunne meget vel være Giulio Ciccone, Lorenzo Rota, Carlos Rodriguez og Victor Lafay - men FDJ virker meget stærke og bør kunne sidde med fire mand i finalen. Lykkes det, vil de kunne jagte benhårdt, og modvinden til sidst vil gøre det vanskeligere for en eventuel frontgruppe at holde sig fri. Netop holdets kollektive styrke gør også, at risikoen for, at det glider dem taktisk af hænde er mindre, og blandt de bedste klatrere i dette felt bør Gregoire kunne slå de fleste. Jeg vælger at tro, at han kan slå dem alle, og med støtte fra et stærkt hold tror jeg på første sejr til supertalentet.

Holdet har dog også andre kort. Thibaut Pinot har desværre ikke set alt for flyvende ud, hverken i Besseges eller i Var, og jeg tror ikke, at han kører med de allerbedste. Han bør dog være med fremme, og så vil han kunne deltage i det taktiske spil som led i et FDJ-overtal. Hurtig var han også i gamle dage - så hurtig at han kan slå de fleste - men noget tyder på, at den fart er forsvundet. Vejret passer ham i hvert fald. Holdet har også det andet supertalent, Lenny Martinez, der fik ødelagt sit Ardeche af en defekt, men i det lys kørte et fornemt løb. Jeg forventer at se ham helt fremme, men skal han vinde et løb med en flad finale skal han have en heldig hånd i det taktiske spil. Endelig har holdet Rudy Molard, der efter en lovende start i Australien gjorde det pænt i Var. Han sluttede stærkt sidste år, og selvom der er bedre klatrere end ham, bør han have en chance for at være med fremme og indgå i det taktiske spil. Helt langsom er han ikke, men flere er hurtigere end ham.

Jeg var fristet af at pege på Giulio Ciccone, men hans afbud til Var gør mig usikker. Jeg har ikke kunnet finde en forklaring, og den slags kan altid indikere, at han har været syg, hvad han desværre ofte har været. Omvendt kan han også bare have trænet længere i højderne frem mod Tirreno, der må være det første store mål. Vi så i Valencia, at han var helt tilbage og måske lignede stærkeste mand i løbet. Han har tidligere vundet løbet, men det var dengang, det var svagt besat. Her bliver det vanskeligere, men er der en mand, der kører fra alt og alle, vil jeg pege på ham som det bedste bud. Han fandt også noget af sin spurtstyrke igen i Valencia, og selvom han på flad vej ikke er helt så hurtig, bør han kunne slå de fleste favoritter i dette felt. Vi ved fra Giroen, at han kan være god i dette vejr. Alt samme kræver det dog, at han er helt klar, og vi ved af erfaring, at man aldrig ved med Ciccone - slet ikke efter et afbud, der ikke er forklaret.

Han ledsages af den tidligere vinder, Bauke Mollema, der efter en svag start i Valencia i Algarve viste, at han er konkurrencedygtig. Han er helt sikkert ikke bedste mand - han klatrer nemlig ikke så godt som tidligere - men det var han heller ikke, da han vandt i 2021. Han har taget stort set alle sine sejre efter samme opskrift, nemlig ved at snige sig væk, som han blandt andet gjorde i dette løb og i Lombardiet. Jeg frygter, at der er lidt for mange, der er bedre end ham til sidst, og hans spurt på flad vej er næppe heller god nok mod mange, men han burde have en chance for måske at kunne deltage i det taktiske spil og vinde efter samme opskrift som sidst.

Intermarché har også en fremragende chance for at fortsætte succesen med sin meget stærke duo. Bedst chance tilskriver jeg Lorenzo Rota. Han var ikke helt på toppen i sine første løb, men igennem Andalusien blev han bedre og bedre, indtil han imponerede stort på den benhårde 4. etape, hvor han blev nr. 3 bag de to overmennesker, Tadej Pogacar og Enric Mas. Han så også ud til at være en af de stærkeste i weekenden, og jeg vil tro, at han er en af de ryttere, der måske kan køre alene hjem på en stigning, der passer ham. Hvis ikke, bør han være med i en lille gruppe, og skal han eksempelvis spurte mod Lafay, der også så meget stærk ud i weekenden, bør han kunne vinde. Der er lidt flere, der er hurtigere end ham, men han er så stærk, at han kan komme af med de fleste - og ellers må han jo spille det taktiske spil for at tage revanche for sidste års 4. plads bag UAE-showet.

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Holdets andet kort er Rui Costa , der fortsætter sin vilde sæson. Weekenden bekræftede, at der er folk, der er bedre klatrere end ham, og jeg tror ikke, at han kan følge de allerbedste. Samles det til en spurt i en lidt større gruppe, kan han dog slå alle - måske også Gregoire - for han har genfundet noget af sin spurtstyrke i år. Ellers er han uhyre snu i det taktiske spil, og han har altid været en konge i regn og kulde. Det tredje kort er Georg Zimmermann, der har været svingende, men i weekenden gjorde det ganske pænt. Han er hurtig, men vil nok komme en anelse til kort mod de bedste på denne stigning. Holdet har også den store joker i Biniam Girmay. Han har før imponeret i dette løb, men det var, mens feltet var svagt. Vi så i Valencia hans begrænsninger på stigningerne, og dette løb bør være for hårdt, også fordi han før har skuffet i dårligt vejr. Omvendt har han trænet i højderne hjemme i Asmara, og man skal aldrig helt udelukke et supertalent som ham. Holdet har også den delvist genfødte Lilian Calmejane, men weekenden viste, at løbet nok bliver lidt for svært. Den rene klatrer Laurens Huys passer dårligt til løbet og skuffede i weekenden, og selvom det på sigt er et godt løb for hurtige Francesco Busatto, viste weekenden, at han kommer til kort.

Løbets måske største joker er Alberto Bettiol. Italieneren har nemlig ikke kørt siden Australien, hvor han stadig manglede meget, men det var planen. Han vil kopiere opskriften fra 2021, og her dukkede han op efter sin februarpause i fremragende form i Strade Bianche, der dog blev ødelagt af krampe, inden han vandt Flandern Rundt. Han havde ikke sit bedste 2022, og derfor har han lidt at bevise, ligesom ruten her er en anelse til den hårde side. Genfinder han de klatreben, han havde i 2021, er det dog et løb, han kan vinde, for han kan slå alle i en spurt - men det kræver altså, at han er helt skarp efter pausen.

Han ledsages af Richard Carapaz , der endelig kører sit første løb i Europa. En formstærk Carapaz kan vinde dette løb, for han kan køre alene hjem eller slå ganske mange i en spurt. Han er dog sjældent i form på denne tid af året, og selvom hans Tour-satsning tilsiger en tidligere formtop i april, er han næppe flyvende efter den meget svære vinter med en operation, der satte ham langt tilbage. Han lev ecuadoriansk mester og er ikke helt ringe, men det løb kan ikke sammenlignes med dette. Endelig har holdet Andrea Piccolo, der med sin spurt burde være en af topfavoritterne. Han startede dog meget skuffende, og den fremgang, han så ud til at være i, forsvandt, da han kollapsede i Var. Der skal være sket meget, hvis han skal vinde, men et supertalent i fremgang kan altid være farlig.

Jeg var meget imponeret over Victor Lafay i weekenden, hvor han i lørdags lignede tredjebedste mand bag Alaphilippe og Gaudu. Han vil elske denne sidste eksplosive stigning, og han er en af de ryttere, der burde have en chance for at køre fra alt og alle. Til gengæld er han ikke hurtig på flad vej, men det er trods alt værd at huske, at han i den let stigende spurt på toppen af bakken på 3. etape i Dauphiné blev nr. 3 bag Gaudu og Van Aert. Helt uden fart er han ikke, og har han den rette modstand, kan han godt gøre det færdigt. Ellers må han spille kortene i det taktiske spil, men her vil han desværre nok være alene. Remy Rochas synes nemlig slet ikke at have formen til at være en faktor i et løb, der heller ikke passer ham ideelt, og det må i dag være for hårdt for den ellers meget formstærke Simone Consonni. Løbet burde passe Axel Mariault, der er hurtig, men han skuffede fælt i weekenden, og Harrison Woods mangler for meget.

Lotto kommer med Maxim Van Gils, der endelig er i gang med at bekræfte sit potentiale. Efter den stærke kørsel i Saudi Tour gjorde han det pænt i weekenden, men vi så også, at han kom lidt til kort lørdag, inden han blæste af banen søndag. Her er finalestigningen dog bedre end den lidt længere stigning mod slutningen i lørdags, og Oman viste, at han vil elske Micheri. For at vinde skal han nok være en anelse bedre end i weekenden, men ender han i en gruppe, der skal spurte om sejren, kan han med den omanske fart slå alle. Til gengæld har vi set, at den lovende Lennert Van Eetvelt efter den stærke start er kommet til kort, og Sylvain Moniquet var helt væk i weekenden. Klatreren Johannes Adamietz har haft det svært indtil nu.

Sidste år dominerede UAE totalt, en det gør de næppe denne gang. På papiret er det et perfekt løb for Diego Ulissi, der jo i Oman viste, at han stadig kan gøre sig gældende på højt niveau, men han floppede fælt i weekenden. Det gør det svært for at alvor at tro på ham, men spurter han om sejren, kan han slå alle. Er Oman-benene tilbage, er han derfor en reel vinderkandidat. Det er også sidste års nr. 2, Alessandro Covi. Han har vist, at han kan vinde dette løb, men er formen god nok? Han startede meget svagt, men i Andalusien, hvor han var hjælper og sluttede med en pæn spurt, blev han bedre og bedre. Det var bare svært at sige, om han er blevet god nok. For at vinde på denne rute skal han være flyvende, og det tror jeg ikke, at han er - ikke nok til et løb med medvind på stigningen. Løbet passer dårligt til George Bennett, der har skuffet i Europa, og Ryan Gibbons er helt uden den superform, han skule bruge til denne rute. Løbet passer derimod glimrende til Sjoerd Bax, der er hurtig, men ligesom Covi har han været hjælper i Andalusien og ikke set flyvende ud. Det er svært at se ham køre sin chance.

Ineos kommer med et lille, kompakt hold anført af Carlos Rodriguez, der sidste år endte som nr. 5 i UAE-showet. Hans præstation i Andalusien var lidt svingende, og særligt havde han det lidt sværere på de eksplosive stigninger som disse, mens han så meget stærk ud i bjergene. Formen er dog i fremgang, og med de andalusiske ben er han et godt bud på en mand, der kan køre fra alt og alle. Han lider dog under stigningens karakter, og syv snegle slår ham alle i en spurt. Enten skal han altså køre alene på stigningen, eller også skal han være den mest snu i det taktiske spil. Han ledsages af kometen Leo Hayter, der efter en svag start i Australien var betydeligt bedre i Murcia, men efter en DNF i Jaen har han ikke vist noget, der giver anledning til optimisme i dette løb. Holdet har også Brandon Rivera, der i Argentina viste, at han efterhånden kan komme langt.

Ag2r kommer med Benoit Cosnefroy, der på papiret passer godt til dette løb. På papiret er han vel den hurtigste af alle favoritterne i dette felt, så udfordringen bliver at overleve stigningerne. Selv en formstærk Cosnefroy vil dog få det svært mod de bedste klatrere på denne stigning, ikke mindst i medvind, for vi blev senest i Liege og Montreal mindet om hans begrænsninger. Efter styrtet i Besseges er han heller ikke helt på toppen, og han virkede ikke flyvende i Omloop. Jeg tror, at han mangler for meget til et for ham svært løb, men det er omvendt ikke et løb, der er uden for hans rækkevidde. Har han chancen for at spurte om sejren til sidst, vinder han formentlig. Han ledsages af en ganske velkørende Andrea Vendrame, der blev nr. 4 i 2020 og endda nr. 8 det stærkt besatte 2021-løb. Det viser, at han kan være med, og en spurt vil han næsten altid vinde, men der bør være for stærke klatrere til, at han kan være med helt i front. Valentin Paret-Peintre gjorde det godt i Emiraterne, men han kan ikke vinde i dette felt, også fordi han er spurtsvag. Nans Peters og Jaakko Hänninen mangler for meget, og Var viste, at vi ikke skal vente os Clement Venturini helt fremme lige nu, selvom han blev nr. 18 i 2021.

Corratec kommer med Valerio Conti , som de har hentet til holdet som deres kaptajn. I gamle dage havde det været et perfekt løb for ham, for han var på sit højeste god på eksplosive stigninger og hurtig i en spurt- Sidst vi så det, var dog helt tilbage i en stærk sommer i 2021, mens han i 2022 var på et rystende lavt niveau. Har holdskiftet ændret det? Motivationen af en entydig kaptajnrolle er stor, men der skal godt nok være set noget, hvis han pludselig er sig selv igen. Med sin fart er han dog en reel vinderkandidat, hvis han vitterligt er sig selv, og da det grundet aflysningen i Antalya er hans sæsondebut, er han en total ubekendt. Til gengæld viste Galicien, at vi ikke skal vente at se noget til German Tivani.

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Eolo kommer med Lorenzo Fortunato, der gjorde det pænt i både Andalusien og Galicien. Disse eksplosive stigninger passer ham imidlertid slet ikke, og han vil være meget sårbar på de formentlig våde nedkørsler. Spurte kan han heller ikke, og det ligner derfor nok mere en top 20 end en sejr, hvis ikke han fanges på en nedkørsel undervejs. Han ledsages af Davide Bais, der med sin oktoberform måske kunne lave en top 20 her, men selvom han er i bedring, mangler har stadig lidt for meget til et løb, der også er for svært til et absolut topresultat. Klatreren Alessandro Fancellu kan med sit 2022-niveau gøre det hæderligt, men ikke mere, og det samme gælder for Andrea Garosio, der dog er knap så lovende som Fancellu. De unge Simone Raccani og Davide Piganzoli har hidtil haft det for svært.

Bardiani kommer med Alessio Martinelli, der var en enorm overraskelse i Valencia og på Mallorca. Nu har han ligget stille længe grundet aflysningen af Antalya, så vi ved ikke, hvor han står, men de seneste løb har mindet os om, at man på nuværende tidspunkt ikke kan bruge Mallorca til alt for meget. De mange sensationer er i hvert fald kommet til kort, og hans 2022-niveau tilsiger, at det samme vil ske for ham. Som ren klatrer er han heller ikke skræddersyet til dette løb, men vi ved i hvert fald, at vejret passer ham. Som alternativ har holdet den lynhurtige og spændende Henok Mulubrhan , der netop har vundet samlet i Rwanda, men dette løb på i dette felt være for hårdt, og Rwanda er nok heller ikke den bedste optakt, når man inkluderer rejsen. Endelig har de Luca Covili, men han satte ikke verden i brand i Emiraterne.

Det er svært at tro meget på Arkea. De skal håbe på en genrejsning af Louis Barré, der startede så stærkt og passer til løbet med sit punch og sin fart, men nu har han skuffet så mange gange i træk, senest i weekenden, at en genrejsning er svær at tro på. Bedste kort er formentlig Simon Guglielmi, der klatrede ganske fint i Algarve og kan spurte, men han kommer til kort mod de bedste. Elie Gesbert var i bedring, men manglede stadig for meget i weekenden, og Alessandro Verre imponerede ikke i Var. Endelig er Clement Champoussin stadig i nærmest katastrofal form.

Bingoal har Marco Tizza, der passer udmærket til løbet. Han er startet stærkt og har genfundet sin gamle spurtstyrke. Problemet er, at vi efter Saudi Tour har set, at han kom lidt til kort i Var, inden han floppede helt i weekenden. I det lys er det svært at se ham være med helt i front. Lennert Teugels gjorde det godt i Oman, men weekenden viste, at både han og Floris De Tier kommer til kort her, og det samme gør Remy Mertz og Dimitri Peyskens, der ikke har imponeret på det sidste.

Hos Beltrami skal det blive spændende at følge den lovende Thomas Pesenti, der gjorde det godt på dette niveau sidste år. Hos Technipes kan man håbe på en genrejsning af Alessandro Monaco, der dog ikke synes sandsynlig, mens Riccardo Ciucarelli måske kan gøre det hæderligt for Biesse. Novo Nordisk og de øvrige kontinentalhold bør ikke have en chance.

HUSK: Der rangeres efter vinderpotentiale, hvad der jf. bemærkningerne ovenfor er særligt vigtigt for bl.a. Rodriguez og Bettiol.

BEMÆRK: Heller ikke i år har arrangørerne udsendt hverken en endelig eller foreløbig startliste. Vi aner ikke, hvordan EF og Trek stiller op, men optakten opdateres, når vi finder ud af det.

OPDATERING: EF har udtaget truppen, der er uden Carapaz. Bettiol og Piccolo ledsages af Jefferson Cepeda, der gjorde det godt i weekenden, men som spurtsvag får svært ved at vinde. Løbet passer langt bedre til Odd Christian Eiking, men han skuffede igen i weekenden, som Merhawi Kudus, der var hjælper i weekenden, også gjorde det i Algarve. Mark Padun og Jonathan Caicedo fuldender truppen, men har været formsvage.

OPDATERING 2: Startlisten er langt om længe kommet. Hos Trek støttes Mollema og Ciccone af Natnael Tesfatsion, der passer godt til løbet, men ikke har været flyvende i Algarve eller i weekenden og formentlig er hjælper, samt Amanuel Ghebreigzabhier, der stadig ikke har ramt formen, og Asbjørn Hellemose, der ligeledes må være hjælper. Arkea er uden Guglielmi.

STREAM TROFEO LAIGUEGLIA OG STRADE BIANCHE UDEN AFBRYDELSER