Optakt: Trofeo Serra de Tramuntana

Løbets rolle og historie

For sjette år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end tidligere, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men selvom startlisten måske ikke er helt så prangende som tidligere, er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold og at tiltrække mange af sportens allerstørste navne.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon Van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement ikke nyder den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der er tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. I gamle dage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste seks år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, hvoraf specielt det løb, der siden 2012 har været kendt som Trofeo Serra de Tramuntana, har budt på adskillige højdemeter og udviklet sig til lidt af en klassiker med en efterhånden ganske velkendt rute. Løbet har traditionelt været det hårdeste af de fire og vender tilbage i år, hvor det efter et enkelt år som lørdagsløb er tilbage i sin klassiske plads om fredagen som det første af de to dage for løbsseriens klatrere. Som altid skal de her gøre forskelle lidt tidligere på øen mest ikoniske stigning, Puig Major, mens der i lørdagens sidste klatreløb denne gang er mål på en stigning.

Løbet er i de seneste år blevet domineret af Tim Wellens, der har vundet tre år i træk. Sidste år kørte han alene hjem med 14 sekunder ned til en uhyre formstærk Emanuel Buchmann og 1.02 ned til den dobbelte vinder Alejandro Valverde. Det dog særligt i 2018, at løbet var interessant. Det var nemlig det med spænding imødesete comeback til Valverde efter dennes grimme styrt i 2017-udgaven af Tour de France, og han viste sig klar fra start, da kun Wellens og Gianni Moscon kunne følge veteranen på stigningerne. Usikkerheden efter styrtet gjorde ham dog utryg på de regnvåde nedkørsler, og det udnyttede de to følgesvende til at stikke af til sidst, inden Wellens sikrede sig sin anden sejr i træk ved at spurtbesejre Moscon. Valverde måtte derimod tage til takke med 3. pladsen.

I 2016 var det imidlertid ikke en klatrer, der vandt. Fabian Cancellara overraskede favoritterne ved at angribe langt udefra, og han fik den perfekte indledning på sin sidste sæson ved at tage sejren 17 sekunder foran en lille gruppe, hvorfra Michal Kwiatkowski spurtede sig til andenpladsen foran Tiesj Benoot. I 2015 leverede Alejandro Valverde en imponerende soloopvisning, mens Kwiatkowski leverede en tilsvarende præstation i 2014. Valverde vandt en spurt i en kvartet i 2013, mens løbet blev aflyst på grund af sne i 2012.

I år skal der findes en ny vinder, da Wellens som noget nyt ikke starter sin sæson allerede på Mallorca, men både Buchmann og Valverde er med igen efter at være blevet henvist til de sekundære podiepladser sidste år.

Ruten

I de senere år har ruten til Trofeo Serra de Tramuntana været relativt ensartet, og det er også tilfældet i år, hvor der i alt væsentligt er tale om en kopi af de seneste års rute, dog med den væsentlige tilføjelse, at man igen skal over Coll de Soller straks fra start, efter at jordskred betød, at man for tre år siden måtte skippe den indledende bakke. Dermed er der tale om samme knaldhårde finale som tidligere, hvor det store slag som altid skal slås på Puig Major, inden det hele afgøres på den svære nedkørsel og småbakkerne ind mod målet i Deia.

I alt skal der tilbagelægges bare 140,1 km, der fører feltet mellem nabobyerne Soller og Deia på øens kuperede nordvestlige kyst. Løbet indledes knaldhårdt, idet man fra start kører mod syd direkte op ad kategori 2-stigningen Coll de Soller (8,6 km, 5,4%), der er en relativt regulær stigning og har top efter bare 8,4 km. Herfra går det videre mod syd via en nedkørsel, inden man kører mod nord frem til bunden af den ikke-kategoriserede Valdemossa (4,8 km, 5,3%), der ligeledes er ganske regulær og har top efter 29,7 km, inden man kører direkte ind på kategori 3-stigningen Coll den Claret (3,2 km, 4,3%), de bestiges fra nordøst. Toppen rundes her efter 35,1 km, inden det går via en teknisk nedkørsel mod sydvest og øst ned til et kort dalstykke, der fører mod øst og nordøst.

Fra dalen drejer man mod nordøst for at tage hul på kategori 2-stigningen Coll d’Honor (6,2 km, 5,6%), der er næsten uhyggeligt regulær, og hvis top rundes efter 62,3 km, hvorefter man fortsætter mod øst, syd og igen øst via en længere nedkørsel, der afbrydes af en lille kontrabakke, og som fører ned til byen Lloseta. Her venter igen et kort dalstykke, der fører mod nordøst og nord frem til bunden af dagens sværeste udfordring, Puig Major, der officielt er inddelt i to, kategori 2-stigningen Coll de sa Batalla (8,3 km, 5,0%), der er sværest på med 6-7% på de første tre kilometer, men derefter ganske let, og kategori 1-stigningen Coll de Puig Major (8,5 km, 5,1%), der er ganske let det meste af vejen, men har tre kilometer på hhv. 7,8%, 5,3% og 6,3% nær toppen. De to stigninger er adskilt af et kort faldende og småkuperet stykke.

Fra den sidste top resterer 24,8 km, der indledes med en lang og teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest tilbage til startbyen Soller. Her drejer man mod vest for at tage hul på kategori 3-stigningen Coll den Bleda (3,8 km, 5,4%), der stiger stabilt med 4-6%, indtil den tager fat med 7% over de sidste 800 m. Toppen rundes med bare 5,2 km igen og efterfølges af et let faldende stykke, der fører mod sydvest. Med 2,5 km begynder det atter at stige let, den sidste kilometer med 4,1% i snit. Finalen er teknisk helt ukompliceret, idet den er uden skarpe sving på de sidste 9,3 km.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet byder på i alt 2960 højdemeter.

Eneste ændring i forhold til sidste år, at der er skåret et par kilometer af allerførst i løbet.

Vejret

Løbet har meget ofte været præget af forfærdeligt vejr, men sådan bliver det ikke i år, hvor det nærmest allerede er forår. Således vil der kun være få skyer og en temperatur på hæderlige 15 grader i målbyen. Vind vil der ikke være meget af med en let brise fra nordvest. Det giver stort set sidevind hele dagen. Det gælder således også på hovedparten af den lange dobbeltstigning til Puig Major, hvorefter der er sidemedvind frem til toppen af sidste stigning. Herefter er der atter sidevind, indtil man får sidemedvind igen på de sidste par kilometer.

Favoritterne

Efter en dag for sprinterne er det allerede tid til det løb, der vel kan kaldes højdepunktet i den mallorcanske uge. Mens arrangørerne er flittige til at variere ruten for det andet af de to kuperede løb, er der intet, der ændrer sig til klassikeren Trofeo Serra de Tramuntana, der i år skyder festen i gang for klatrerne i løbsserien. Det har i de seneste mange været det klart hårdeste af de fire endagsløb på Mallorca og har udviklet sig til lidt af en klassiker med en stort set uforandret rute i de seneste mange år. Derfor ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af den anden af de fire begivenheder på den spanske ø, og det er ikke småting, der er i vente. Det kræver således blot et enkelt blik på udfaldet af de seneste års udgaver af løbet for at indse, at det er en voldsomt selektiv affære.

Egentlig er ruten i sig ikke voldsomt vanskelig, men i januar måned kan et løb som dette være en brutal affære. Det er bestemt ikke blevet bedre af, at løbet ofte har været plaget af kulde, regn og vind, men i år bliver løbet nok knap så selektivt som tidligere, hvor rytterne nærmest er blevet båret forfrosne ind i bussen efterfølgende. Denne gang bliver det nemlig en dag med korte bukser og ærmer, og vinden vil være så svag, at den ikke spiller en rolle. Det bliver altså stigningerne og ikke klimaet, der afgør løbet, ligesom vi forhåbentlig slipper for de styrt, der ofte har præget løbets regnvåde veje.

Terrænet er til gengæld rigeligt hårdt til at gøre en forskel. I 2015 var det Alejandro Valverde, der kørte fra alt og alle, og i 2014 var det Michal Kwiatkowski. I 2016 leverede Fabian Cancellara en lignende bedrift, men modsat Valverde og Kwiatkowski gjorde han forskellen ved at foregribe favoritternes angreb og benytte sin styrke på nedkørslerne og det flade. Bag Cancellara var det en relativt stor gruppe, der spurtede om andenpladsen. I 2016 var det så Tim Wellens, der sammen med resten af Lotto Soudal angreb langt udefra og udnyttede sin kærlighed til dårligt vejr til at tage en solosejr, da storfavoritten Alejandro Valverdes Movistar-hold var blevet taget på sengen. I 2018 så vi, at Wellens, Valverde og Gianni Moscon kørte væk, inden en forsigtig Valverde slap på nedkørslen i et af sine første løb efter det grimme Tour-styrt, og Wellens kunne derved tage endnu en sejr. Det kunne han også sidste år, hvor det blev en duel mellem ham og en meget formstærk Emmanuel Buchmann.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Det er dermed klart, at ruten er hård nok til at gøre en forskel på denne tid af året, og resultatlisterne viser, at man skal være en god klatrer for at være langt fremme. Historien viser imidlertid også, at klassikerryttere kan komme langt, hvis de er i god form. For at finde favoritterne skal vi således holde øje med de bedste etapeløbsryttere, klatrere og de mest holdbare klassikerryttere.

Der bliver ikke fire sejre i træk til Wellens, der har valgt at starte sæsonen senere i håb om, at hans superform i januar og februar måske denne gang så kan falde lidt senere. I stedet ligner det en duel mellem Movistar og Bora, der kommer i veritable superformationer. Movistar har således alle tre kaptajner, Valverde, Marc Soler og Enric Mas, til rådighed, og Bora stiller med næsten alle deres klatrere i form af Buchmann, Rafal Majka, Felix Grossschartner, Lennard Kämna og Gregor Mühlberger.

Dermed må det også formodes, at de to vil bære ansvaret for at holde udbruddet under kontrol og skabe udskilning på de tidlige stigninger. Begge hold har nemlig en interesse i et hårdt løb, men det kan blive ganske svært at holde det hele i snor. Løbet er nemlig altid meget aggressivt, og typisk tager det lang tid, inden et ret stort udbrud etableres.

Ofte har den tidlige gruppe været stærk. For fem år siden angreb Valverde således meget langt udefra. I 2017 lancerede Wellens sit afgørende angreb meget tidligt, og det er derfor ikke udelukket, at en tidlig gruppe faktisk kan køre hjem, særligt hvis Bora og Movistar får en stærk klatrer afsted i den indledende fase. Også Cancellaras flotte nummer må tjene som inspiration, og en formstærk klassikerrytter kan som sagt komme lagt på denne rute.

Der er dog størst sandsynlighed for, at de bedste klatrere atter skal ud i et opgør på Puig Major. Det er den primære interesse for Bora og Movistar, og de er så stærke, at de kan sikre det. Herefter vil der blive indledt et stort klatreslag mellem de bedste på løbets længste stigning, og den svage sidevind vil bidrage til at gøre det hårdere end tidligere, hvor der ofte har været modvind. Derefter venter en uhyre teknisk nedkørsel, der meget vel kan blive afgørende, inden den sidste lille bakke så tidligt på sæsonen altid gør overraskende store forskelle. Oftest er vinderen kommet alene til mål, men som vi senest så i 2018, hvor Wellens overspurtede Moscon, er det ikke nogen ulempe at have en god afslutning i det let stigende opløb.

Feltet har en dybde, der går det svært at pege på en entydig favorit, men alligevel må Alejandro Valverde være manden, der skal slås. Selvom han altid starter på Mallorca, har han faktisk kun vundet løbet to gange, men han har alligevel været på podiet fire gange ud af syv mulige. Han har ofte tabt løbet på grund af enten dårligt vejr eller et ringe hold, men det problem har han ikke i år, hvor han ikke kommer til at fryse, og hvor Movistar er skræmmende stærke. Formentlig vil de gå ind til løbet med en åben taktik, hvor også Mas og Soler kan angribe, men gøres der ikke forskelle på den sidste stigning, vil de formentlig forsøge at sætte Valverde op til en spurt i en lille gruppe af de bedste klatrere. Her er det næsten umuligt at se, hvem der skulle kunne slå ham i et opløb, der passer ham perfekt.

Formen er helt sikkert også perfekt - det er den altid for den spanske evighedsmaskine, der altid vinder et hav af løb tidligt på sæsonen - og derfor er det svært at se ham blive slået på andet end taktik. Det kan også sagtens ske, men skal man pege på én favorit, må det være Valverde.

Sidste år kunne man efter de mallorcanske løb have luret, at Emmanuel Buchmann havde taget et gigantisk skridt. Tyskeren lagde nemlig ud som lyn og torden ved at køre alene i det ene af de dengang tre kuperede løb og ved at blive nr. 2 bag Wellens i dette. Om han har samme form i år, ved vi ikke, men han har sagt, at han vil forsøge at kopiere sidste års sæson, der kulminerede med 4. pladsen i Touren, og derfor er han formentlig på et ganske stærkt niveau. Løbet passer egentlig slet ikke til antieksplosive Buchmann, men det gjorde det heller ikke sidste år, hvor han var tæt på at vinde. Hans hold er som sagt fremragende, og den lange Puig Major-stigning passer ham ikke helt dårligt. Har han samme form som i 2019, er Buchmann manden, der kan køre fra alt og alle allerede på dagens sværeste stigning.

Movistars næstbedste kort er formentlig Enric Mas. Spanieren havde et forfærdeligt 2019, men sluttede stærkt af ved at vinde Tour of Guangxi. Det har formentlig givet god motivation til vintertræningen, og han startede sidste år også ganske stærkt i Algarve. Formen ventes altså at være fornuftig, og da han kommer fra Mallorca, er han utvivlsomt topmotiveret. Han vinder næppe en spurt i Deia, men Movistar kan meget vel ende i et overtal til sidst. Mas må formodes at være en af de stærkeste, og slår han først hullet, bliver han svær at hente, for hvem vil slæbe Valverde med til stregen? Det kan give en taktisk fordel, som Mas kan udnytte.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Holdets tredje kort er Marc Soler. Spanieren tog et gigantisk spring som klatrer i sidste års Tour og især Vuelta, og nu er han klar til at løfte en kaptajnrolle. I dette løb er han nok nederst i hierarkiet i forhold til klassikerspecialisten Valverde og lokale Mas, men man skal bestemt ikke afskrive ham. Movistar har et overtal, og det er nærliggende, at Soler kan blive spillet tidligt ud. I det tilfælde vil han være svær at hente. Hans form er usikker, for han har ikke for vane at starte skræmmende, men som 3. pladsen i Ruta del Sol i 2018 viser, er han ofte på et hæderligt niveau. Offensiv kørsel og et stærkt hold er nøglen til sejr for Soler. Til gengæld må man formode, at den lovende Antonio Pedrero samt Dario Cataldo, Davide Villella og Jose Joaquin Rojas, der ellers var i top 10 sidste år, skal agere hjælpere.

Bora har mange kort at spille, men selvom han er den mindst succesrige af klatrerne, vil jeg faktisk tro, at Gregor Mühlberger er næstbedste bud efter Buchmann. Østrigeren lagde i hvert fald ud som lyn og torden på Mallorca for to år siden, hvor han blev nr. 5 i dette løb og nr. 2 i det andet af de to hårde løb. Om han har samme niveau nu, vides ikke, men er han på toppen, vil han være blandt de bedste. Samtidig har han også en ganske glimrende spurt, og det betyder, at han på stregen kan slå mange af de mere rene klatretyper.

Ser man ud over de to bedste hold, er det nærliggende at zoome ind på Diego Rosa. Italieneren gik helt i stå hos Ineos som følge af kyssesyge, men mod slutningen kom han tilbage på sporet med nogle fine klassikere og en top 3 i Guangxi. Nu jagter han egne muligheder hos Arkea, og hvis han starter lige så stærkt ud, som han gjorde efter skiftet til Sky, hvor han blev nr. 5 i Ruta del Sol, er der grund til optimisme. Året forinden kørte han stærkt i Valencia, og han har dermed vist, at han kan komme stærkt ud af vinteren. Ruten passer ham, men han har det problem, at han ikke er verdens hurtigste. Til gengæld kan han sagtens være en af de stærkeste, og han har en herlig opportunistisk kørsel, der netop i et løb som dette kan bære frugt. Arkea kan også satse på Elie Gesbert , der modsat Rosa er hurtig på stregen, og som gjorde store fremskridt i 2019. Han er dog et temmelig usikkert kort, da der er stor forskel på hans top- og bundnivea, og det er lidt tidligt på året for ham. Holdet har også Lukasz Owsian, Kevin Ledanois og Franck Bonnamour, der kan gøre det fornuftigt, hvis de er i form, men det er svært at se dem vinde.

Bora kan også satse på Felix Grossschartner. Østrigeren er vel den hurtigste af Bora-klatrerne, men til gengæld klatrer han ikke alt for overbevisende. Heldigvis burde han nok kunne klare dette terræn, der ikke hører til det vanskeligste, og meget bestemmes af, om han er i form. Han har ikke den bedste tradition for at flyve fra start, men er han velforberedt, og spilles han tidligt ud, vil Bora stole på ham til at gøre det færdigt, eventuelt i en spurt.

Bora stiller naturligvis også med Rafal Majka, men selvom han altid starter fornuftigt, mangler han som regel nogle procent i de første løb. Derfor er det måske også tvivlsomt, om han kan vinde på ren styrke, men han har naturligvis en chance som et af mange kort, Bora kan spille ud. Lykkes det for ham at angribe relativt tidligt, kan en Majka-sejr ikke udelukkes, ikke mindst fordi han også har en hæderlig spurt. Boras sidste kort er Lennard Kämna, der viste helt nye klatreevner i Touren sidste år, men han er også meget svingende i sin form, og jeg tvivler stærkt på, at han er flyvende fra start.

En af feltets lottokuponer er Odd Christian Eiking, som man aldrig ved, hvor man har. For to år siden lagde han imidlertid ud som lyn og torden, og gør han det igen, kan han blive farlig. Terrænet passer perfekt til en puncheur som ham, og han viste sit høje topniveau med sejren foran Barguil og Lutsenko på kongeetapen i Arctic Race sidste år. Hans spurt er også fremragende, og det giver ham gode muligheder for faktisk at gøre det færdigt. Det samme gælder for Loic Vliegen , der måske vil finde stigningerne lidt lange, men har han samme form, som da han vandt i Vallonien sidste år, er løbet slet ikke dumt for ham. Også Maurits Lammertink kan afslutte på en bakke som denne, men han har stadig til gode at vise, at han kan finde sit gamle niveau. Endelig har Circus også klatreren Simone Petilli¸ men har ikke rigtigt eksplosionen til at kunne være med her.

En rytter, der meget vel kan være med i front, er Ruben Fernandez. Spanieren gik helt i stå hos Movistar, men forinden var han regnet som et stort talent, der blandt andet kørte i førertrøjen i Vueltaen. Nu er han skiftet til Fundacion Euskadi, hvor han skal genstarte karrieren som kaptajn. Det har formentlig givet et boost på motivationen, og han har i forvejen for vane at start stærkt, da han to gange har været i top 6 o Tour Down Under. Han viste ganske lovende takter i efteråret, hvor han gjorde det fornemt for Valverde i Lombardiet, og det kunne indikere, at han er på vej tilbage. Hos sig har han Mikel Bizkarra, der dog mangler lidt eksplosivitet til dette løb, samt Vuelta-etapevinderen Mikel Iturria, der også kan gøre det i hvert fald hæderligt.

Carl Fredrik Hagen. Nordmanden fik en drømmedebut i grand tour-sammenhæng med sin 8. plads i Vueltaen, og det er meget nærliggende at tro, at han i 2020 vil tage endnu et skridt efter sit første år på WorldTouren. Hvor han står nu, er nok tvivlsomt, især fordi han har lagt et ret ambitiøst program, der i første omgang satser på en formtop i Giroen, men er han i form, er dette et løb, der passer ham, især fordi han også har en hæderlig afslutning. Lotto har også nytilkomne Steff Cras¸ der kan komme langt, men som mangler en spurt til at gøre det færdigt, samt unge Harm Vanhoucke, der imidlertid har haft det meget svært hos Lotto indtil nu. Det bliver også spændende at se den unge Kobe Goossens i hans første løb for holdet. Sander Armee og Tomasz Marczynski er imidlertid nok ikke i form til at være med i front, da de plejer at starte langsomt.

Alexander Kamp gjorde debut for Trek ved at føre som et æsel og derved sætte Matteo Moschetti op til sejr. Nu får han formentlig sin egen chance på en rute, der burde passe ham fornuftigt. Det helt store spørgsmål er, om han er i form, for sidste år startede han temmelig sløjt ud. Skiftet til WorldTouren kan dog have givet ham ekstra motivation, og er han i form, er dette løb ikke uoverkommeligt. Det kan være svært at følge de allerbedste på Puig Major, men kan han komme tilbage, er han meget svær at slå i en spurt. Holdet har også en anden dansker i Niklas Eg samt Nicola Conci og Julien Bernard, der kan komme langt, men de er ikke skabt til et eksplosivt løb som dette.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

En spændende fyr kunne være Alejandro Osorio. Efter etapesejren i Baby-Giroen i 2018 var forventningerne store, men skader ødelagde årets hos Nippo. Nu skulle han være tilbage på sporet hos Caja Rural, og som colombianer kan han ventes at være i form fra start, som han også var det sidste år. Hans holdkammerat Gonzalo Serrano kan også gøre det ganske hæderligt.

Gazprom vil sikkert forsøge med lottokuponen Evgeny Shalunov, men efter hans opblomstring i marts sidste år har han været helt, helt væk på det sidste. Derfor er det måske sjovere at se på nytilkomne Simone Velasco, der sidste år lagde stærkt ud med at vinde Trofeo Laigueglia. Stigninger er lidt lange, men kommer han tilbage til sidst, har han en farlig spurt. Det har Dmitriy Strakhov også, men han gik helt i stå hos Katusha. Artem Nych er næppe i form allerede nu, og endelig skal det blive spændende at følge den unge Cristian Scaroni.

Bardiani har den spændende klatrer Giovanni Carboni. Han er bestemt ikke skabt til et eksplosivt løb som dette, men er han i form kan han gøre det fornuftigt, selvom det er højst tvivlsomt, om han allerede er god nok. Det bliver også interessant at se unge Filippo Zana teste sig selv. Burgos kan håbe på et resultat fra Ricardo Vilela og måske unge Alex Molenaar, men de vil ikke være med helt i front, og det vil nytilkomne Juan Felipe Osorio næppe heller være. Canyon har Daniel Perason, tilbagevendte Alex Peters og Max Stedman, men dette løb kommer næsten med sikkerhed for tidligt for briterne. Sport Vlaanderen kan gøre det hæderligt med Thomas Sprengers og Kevin Deltombe, men løbet er for hårdt til, at de kan være med helt fremme. Det samme er nok også tilfældet for hurtige Paolo Toto, der ellers klatrer overraskende godt, men Work Service har i stedet Antonio Santoro om joker. Endelig vil Vini forsøge sig med Manuel Bongiorno, Etienne van Empel og Lorenzo Fortunato, men det er svært at se dem være med i kampen om sejren.

OPDATERING: Villella, Bonnamour, Lammertink, Eiking, Zana, Shalunov, Nych og Peters stiller ikke til start. Til gengæld stiller Gazprom med klatreren Alexey Rybalkin, men det vil ligne ham dårligt at være i form allerede nu.

***** Alejandro Valverde

**** Emmanuel Buchmann, Enric Mas

*** Marc Soler, Gregor Mühlberger, Diego Rosa, Felix Grossschartner, Rafal Majka

** Ruben Fernandez, Carl Fredrik Hagen, Elie Gesbert, Alexander Kamp, Alejandro Osorio, Loic Vliegen, Simone Velasco

* Antonio Pedrero, Jose Joaquin Rojas, Dario Cataldo, Mikel Bizkarra, Lennard Kämna, Niklas Eg, Mikel Iturria, Gonzalo Serrano, Simone Petilli, Nicola Conci, Julien Bernard, Giovanni Carboni, Harm Vanhoucke, Thomas Sprengers, Dmitry Strakhov

Danskerne

Alexander Kamp og Niklas Eg burde begge kunne køre deres chance hos Trek og er omtalt ovenfor. Derudover bør Mads Würtz Schmidt kunne køre offensivt for et Israel Start-Up Nation, der er uden klatrestærke typer.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Wellens’ sejre fra 2019, 2018 og 2017, Fabian Cancellaras triumf fra 2016, Alejandro Valvedes sejre fra 2015 og 2013 samt Michal Kwiatkowskis solosejr fra 2014.