Optakt: Trofeo Serra de Tramuntana

Løbets rolle og historie

For femte år i træk afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fire dage lange løbsserie Challenge Mallorca, en uge tidligere end vanligt, og dermed markerer den igen i år starten på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fire endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukkent træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fire løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Den er blevet forkortet fra fem til fire løb, men selvom startlisten måske ikke er helt så prangende som tidligere, er det lykkedes at forblive en uundværlig del af forberedelserne for mange hold og at tiltrække mange af sportens allerstørste navne.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon Van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement ikke nyder den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der er tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der er ganske vist et klassement for de ryttere, der gennemfører alle fire løb, men det har ikke meget prestige. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. I gamle dage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste fem år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, hvoraf specielt det løb, der siden 2012 har været kendt som Trofeo Serra de Tramuntana har budt på adskillige højdemeter og udviklet sig til lidt af en klassiker med en efterhånden ganske velkendt rute. Løbet har traditionelt været det hårdeste af de fire og vender tilbage i år, hvor det efter to år som fredagsløb i år afvikles om lørdagen og er det sidste af de tre hårde løb i årets usædvanligt vanskelige udgave af serien.

Sidste års udgave var det med spænding imødesete comeback til Alejandro Valverde efter dennes grimme styrt i 2017-udgaven af Tour de France, og han viste sig klar fra start, da kun Tim Wellens og Gianni Moscon kunne følge veteranen på stigningerne. Usikkerheden efter styrtet gjorde ham dog utryg på de regnvåde nedkørsler, og det udnyttede de to følgesvende til at stikke af til sidst, inden Wellens sikrede sig sin anden sejr i træk ved at spurtbesejre Moscon. Valverde måtte derimod tage til takke med 3. pladsen.

I 2016 var det imidlertid ikke en klatrer, der vandt. Fabian Cancellara overraskede favoritterne ved at angribe langt udefra, og han fik den perfekte indledning på sin sidste sæson ved at tage sejren 17 sekunder foran en lille gruppe, hvorfra Michal Kwiatkowski spurtede sig til andenpladsen foran Tiesj Benoot. I 2015 leverede Alejandro Valverde en imponerende soloopvisning, mens Kwiatkowski leverede en tilsvarende præstation i 2014. Valverde vandt en spurt i en kvartet i 2013, mens løbet blev aflyst på grund af sne i 2012.

Wellens vender i år tilbage i et forsøg på at færdiggøre sit hattrick og er atter oppe mod Valverde, der efter to frustrerende dage jagter en sejr. Moscon og Sky er imidlertid ikke med denne gang.

Ruten

I de senere år har ruten til Trofeo Serra de Tramuntana været relativt ensartet, og det er også tilfældet i år, hvor der i alt væsentligt er tale om en kopi af de seneste års rute, dog med den væsentlige tilføjelse, at man igen skal over Coll de Soller straks fra start, efter at jordskred betød, at man for to år siden måtte skippe den indledende bakke. Dermed er der tale om samme knaldhårde finale som tidlige, hvor det store slag som altid skal slås på Puig Major, inden det hele afgøres på den svære nedkørsel og småbakkerne ind mod målet i Deia.

I alt skal der tilbagelægges bare 143,9, der fører feltet mellem byerne Soller og Deia på øens kuperede nordvestlige kyst. Løbet indledes knaldhårdt, idet man fra start kører mod syd direkte op ad kategori 2-stigningen Coll de Soller (7,7 km, 5,6%), der har top efter bare 12,2 km. Herfra går det videre mod syd  via en nedkørsel, inden man kører mod nord frem til bunden af kategori 3-stigningen Coll den Claret (2,9 km, 4,5%), de bestiges fra nordøst. Toppen rundes her efter 38,9 km, inden det går via en teknisk nedkørsel mod sydvest og øst ned til et kort dalstykke, der fører mod øst og nordøst.

Fra dalen drejer man mod nordøst for at tage hul på kategori 2-stigningen Coll d’Honor (6,1 km, 5,6%), hvis top rundes efter 66,1 km, hvorefter man fortsætter mod øst, syd og igen øst via en længere nedkørsel, der afbrydes af en lille kontrabakke, og som fører ned til den foregående dags målby, Lloseta. Her venter igjen et kort dalstykke, der fører mod nordøst og nord frem til bunden af dagens sværeste udfordring, Puig Major, der officielt er inddelt i to, kategori 2-stigningen Coll de sa Batalla (8,7 km, 4,9%) og kategori 1-stigningen Coll de Puig Major (4,9 km, 5,2%), idet de er adskilt af et kort faldende og småkuperet stykke. Der er tale om samme stigning som i fredagens løb, men denne gang bestiges den fra den modsatte side. Den første del stiger hovedsagligt med 4-5% og er ganske jævn, mens den sidste del stiger med først 5-8% over 3 km og derefter med 3,2% over de sidste knap 2 km.

Fra toppen resterer 24,8 km, der indledes med en lang og teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest tilbage til startbyen Soller. Her drejer man mod vest for at tage hul på  kategori 3-stigningen Coll den Bleda (4,2 km, 5,1%), der stiger stabilt med 4-6%, indtil den tager fat med 7% over de sidste 800 m. Toppen rundes med bare 5,2 km igen og efterfølges af et let faldende stykke, der fører mod sydvest. Med 2,5 km begynder det atter at stige let, den sidste kilometer med 3,4% i snit. Finalen er teknisk helt ukompliceret, idet den er uden sving på de sidste 9,3 km.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Løbet byder på i alt 2875 højdemeter.

Vejret

Den kraftige vind, der har præget de første dage, fortsætter lørdag, der bliver en blæsende affære. Efter en solrig morgen ventes det at sky til, og der vil endda være en lille chance for en byge, særligt i den tidlige del af løbet. Temperaturen vil nå 13 grader, og der vil være en meget hård vind, denne gang fra nordvest. Det giver primært sidevind stort set hele dagen. Således vil der også være sidevind på stykket frem mod Puig Major, hvor rytterne vil have skiftevis sidemod- og sidevind. Der vil derefter være sidemodvind på stykket ned mod mål, indtil man atter får direkte sidevind efter toppen af den sidste stigning.

Favoritterne

Modsat de to foregående løb, der bød på helt nye ruter, kender vi efterhånden Trofeo Serra de Tramuntana til hudløshed. Det har i de seneste mange været det klart hårdeste af de fire endagsløb på Mallorca og har udviklet sig til lidt af en klassiker med en stort set uforandret rute i de seneste mange år. Derfor ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af den tredje af de fire begivenheder på den spanske ø, og det er ikke småting, der er i vente. Det kræver således blot et enkelt blik på udfaldet af de seneste års udgaver af løbet for at indse, at det er en voldsomt selektiv affære.

Egentlig er ruten i sig ikke voldsomt vanskelig, men i januar måned kan et løb som dette, der ovenikøbet være en brutal affære. I år bliver det bestemt ikke bedre af, at der som de foregående dage er varslet ganske kraftig vind. Modsat sidste år vil de tekniske nedkørsler ikke være våde, men der vil til gengæld være en ganske kraftig sidevind hele dagen. Vi har allerede set, hvordan nervøsiteten har givet anledning til grimme styrt de foregående dage, og der er ingen tvivl om, at også lørdagens løb vil blive en stressende og risikobetonet affære, hvor man bestemt ikke kan udelukke, at vinden vil skabe splittelse.

Historien viser dog, at det trods alt sjældent sker. I stedet er det det knaldhårde terræn og de tekniske nedkørsler, der splitter feltet, og vi har set, at det ofte er muligt for den stærkeste rytter at gøre en forskel. I 2015 var det Alejandro Valverde, der kørte fra alt og alle, og i 2014 var det Michal Kwiatkowski. I 2016 leverede Fabian Cancellara en lignende bedrift, men modsat Valverde og Kwiatkowski gjorde han forskellen ved at foregribe favoritternes angreb og benytte sin styrke på nedkørslerne og det flade. Bag Cancellara var det en relativt stor gruppe, der spurtede om andenpladsen. I 2016 var det så Tim Wellens, der sammen med resten af Lotto Soudal angreb langt udefra og udnyttede sin kærlighed til dårligt vejr til at tage en solosejr, da storfavoritten Alejandro Valverdes Movistar-hold var blevet taget på sengen. Endelig så vi sidste år, at Wellens, Valverde og Gianni Moscon kørte væk, inden en forsigtig Valverde slap på nedkørslen.

Det er dermed klart, at ruten er hård nok til at gøre en forskel på denne tid af året, og resultatlisterne viser, at man skal være en god klatrer for at være langt fremme. Historien viser imidlertid også, at klassikerryttere kan komme langt, hvis de er i god form. For at finde favoritterne skal vi således holde øje med de bedste etapeløbsryttere, klatrere og de mest holdbare klassikerryttere.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Også i år vil alle kigge på Movistar og Lotto Soudal, der i Alejandro Valverde og Tim Wellens har de store favoritter. Dermed må det også formodes, at de to vil bære ansvaret for at holde udbruddet under kontrol og skabe udskilning på de tidlige stigninger. Begge hold har nemlig en interesse i et hårdt løb, men det kan blive ganske svært at holde det hele i snor. Hold som Trek, Bora og UAE har nemlig flere kort at spille, og særligt Trek har en tradition for at køre offensivt i dette løb.

Historisk har løbet været meget aggressivt, og der er ofte kommet en meget stærk gruppe afsted fra start. For fire år siden angreb Valverde således meget langt udefra. I 2017 lancerede Wellens sit afgørende angreb meget tidligt, og det er derfor ikke udelukket, at en tidlig gruppe faktisk kan køre hjem, særligt fordi hverken Lotto eller Movistar er imponerende stærke. Også Cancellaras flotte nummer må tjene som inspiration, og en formstærk klassikerrytter kan som sagt komme lagt på denne rute.

Der er dog størst sandsynlighed for, at de bedste klatrere atter skal ud i et opgør på Puig Major, og her siger historien altså, at de som regel kommer væk. Denne gang betyder vindforholdene imidlertid, at det vil være vanskeligere at gøre forskelle, og det kan derfor blive mindre selektivt end tidligere. Der vil tillige være sidemodvind på turen ned mod kysten og på den sidste stigning, hvilket alt sammen taler for, at klatrerne får det sværere. I forhold til i dag er finalen dog vanskeligere og Puig Major tættere på mål, og vi har tidligere set, at man sagtens kan bruge også den sidste stigning til at køre væk.

Samlet set tegner der sig således billedet af et ret åbent løb, men man kan alligevel ikke komme udenom, at Alejandro Valverde naturligvis atter er favorit. Ruteændringen i dag betød desværre, at vi slet ikke fik det ventede slag mellem klatrerne, og da han i finalen samtidig blev låst af Jurgen Roelandts’ angreb, fik vi aldrig at se, hvad han virkelig kunne. Til slut kørte han dog væk og var bedste mand fra feltet, og det vidner om, at formen intet fejler. Morgendagens løb er hans sidste chance, og han vil sikkert gøre alt på Puig Major for endelig at få sejren. Som i går vil han være sårbar, hvis alle atter kigger på ham, og han kan meget vel atter blive låst i et taktisk spil, ikke mindst hvis han isoleres tidligt. Stigningen her er dog sværere end den torsdagens udfordring, og vi ved, at Tim Wellens aldrig er bange for at samarbejde. Dermed kan han håbe, at han denne gang kan køre til mål sammen med maksimalt en håndfuld ryttere, og i den stigende spurt bliver han umulig at slå. Også hvis modvinden gør det hele mindre selektivt, vil han være favorit i en spurt i en større gruppe, og derfor må han atter være favorit.

For at vinde skal han dog forhindre Tim Wellens i at score hattrick. Også han blev fanget i det taktiske spil torsdag, men i dag viste han med offensiv kørsel i finalen og til slut en god spurt, at han atter er i fremragende form. Han ligner på papiret løbets næstbedste klatrer og dermed den direkte konkurrent til Valverde. Er der nogen, der kan bringe Valverde i vanskeligheder, må det være Wellens, men til gengæld vil han også være skarpt overvåget. For at sejre skal han formentlig enten køre væk fra Valverde på en af de to sidste stigninger eller slå ham i spurten. Det bliver ikke let, men som vi senest så sidste år, er Wellens en fremragende afslutter i en stigende finale som denne.

Det har været en fornøjelse at følge Bauke Mollema , der virkelig er kommet flyvende ud af vinteren. Først slog han Valverde i spurten om 3. pladsen torsdag, og i dag kom han sammen med Pieter Weening flyvende op til forfølgerne, så han kunne sikre sig endnu en 3. plads. Der er derfor ikke den store tvivl om, at Mollema bør være med helt fremme, hvis de bedste klatrere kører væk, og samtidig har han nu to dage i træk, at han har genfundet lidt af tidligere tiders hurtighed i stigende spurter. At slå Valverde og Wellens bliver en udfordring, men til gengæld kan han måske lukrere på manglen på kontrol til at køre væk i finalen. Formen rækker i hvert fald til det.

Det er svært ikke at være imponeret over Jesus Herrada, der nu er endt i top 5 i begge løb. Cofidis-kaptajnen er helt åbenlyst kommet godt ud af vinteren og virker i øjeblikket næsten ustoppelig. Hans sejr torsdag skyldtes klog og modig kørsel, og vi har stadig til gode at se, om han vitterligt kan følge de bedste på Puig Major. Noget tyder på, at han kan, og da han samtidig er en glimrende afslutter, særligt i stigende opløb, har han gode chancer for at vinde igen.

Vi har i de tidligere optakter allerede flere gange fremhævet Gianluca Brambilla, og han levede i dag i den grad op til tilliden ved at køre med i den stærke forfølgergruppe. Dermed har han vist, at han også i år er fremragende fra sæsonstart, og det er altid i dette løb, han har gjort det bedst. Brambilla vil måske ikke i sig være stærkeste mand, men han er snu og kan måske slippe væk i finalen. Tillige er han en eksplosiv fyr, der kan sætte mange til vægs i en spurt.

Også Guillaume Martin har nu været med fremme i begge løb og dermed vist, at der vitterligt var en grund til, at han blev meldt i god form. Det franske talent lå foran favoritterne på næsten hele stigningen i torsdag, og at han alligevel holdt sig fri til en 2. plads vidner om gode ben. Også i dag var han med fremme, og han ligner derfor en mand, der kan komme med over Puig Major. Han er næppe hurtig nok til at vinde en spurt, men hans aggressive sind kan bringe ham langt.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Dan Martin gjorde i dag sæsondebut og var mod slutningen sit vanlige aggressive selv. Det lykkedes ham ikke at komme med forfølgerne, men han kørte efterfølgende en fin spurt. Efter en dag i sadlen vil han sikkert være endnu bedre i morgen, og det burde være en rute, der passer godt til en fyr som Martin. Måske mangler han stadig lidt på fysikken, men hans snuhed kan bringe ham langt i en taktisk finale, hvor han også kan drage fordel af sin gode spurt.

Emmanuel Buchmann blev en ganske overraskende vinder af dagens løb, da han med et tidligt angreb snød alle favoritterne. Finalen var ikke svær, og det er derfor lidt vanskeligt at vurdere hans bjergben, men noget kunne i hvert fald tyde på, at også han er kommet fremragende igennem vinteren. Modsat mange af de allerede nævnte er han ikke en hurtig afslutter, men til gengæld er han del af et fremragende hold, der i en lille gruppe på Puig Major meget vel kan sidde med tre mand, hvis Buchmann, Rafal Majka og Patrick Konrad alle sidder med. Det vil Buchmann kunne udnytte til at angribe, mens alle andre som så ofte før kigger på Valverde.

Også Patrick Konrad har været glimrende kørende hidtil. Han har ikke vist mange svaghedstegn og var med helt fremme i feltet spurt både torsdag og fredag. Man sidder med fornemmelsen, at han måske ikke helt er på niveau med de bedste. Det behøver han imidlertid heller ikke nødvendigvis at være, for som del af et stærkt Bora-mandskab har han taktiske muligheder, der kan udnyttes. Og samtidig er som bekendt lynhurtig i en spurt.

Det store styrt satte Ben Hermans ud af spillet i torsdags, og derfor aner vi ikke, hvor godt han er kørende. Han sluttede imidlertid 2018 godt af og var i 2017 fabelagtig i årets første måneder. Har han samme form nu, vil han være skræmmende, og ruten her burde være ganske god for ham. Han har nemlig punch og er ikke nogen dårlig afslutter. Han kan meget vel give Israel Cycling Academy en drømmestart på sæsonen.

Warren Barguil er kendt som en langsom starter, men han har været ganske godt kørende i de to første løb. Han var offensiv torsdag og med i forfølgergruppen i dag, og han må i den grad have fået styrket selvtilliden efter sin svære sæson. Han virker stadig til at være et niveau eller to under de allerbedste, men kan han bare overleve Puig Major, vil han med sit aggressive temperament og ikke helt håbløse spurt have muligheder for at gøre, som Herrada og Buchmann har gjort de seneste dage.

Blandt de tre Bora-klatrere har Rafal Majka lignet den svageste. Dårlig er formen imidlertid ikke, og han burde have en rimelig chance for at overleve Puig Major. Dermed kan han blive del af det, der ligner løbets farligste trio, og selvom heller ikke han er specielt hurtig, vil også han med offensiv kørsel måske kunne sikre Bora deres anden sejr på to dage.

Pieter Weening er egentlig kendt for at være en langsom starter, men han var overraskende god i dag, hvordan han sammen med Bauke Mollema kørte op til forfølgerne til allersidst og endda også kørte en god spurt. Morgendagens løb passer ham endda endnu bedre, og han burde have gode muligheder for at køre væk på Puig Major. For at vinde skal han imidlertid udnytte det taktiske spil til at snige sig væk, da hans spurt ikke er videre imponerende.

Det var ganske imponerende at se Bjorg Lambrecht i dag. Den unge belgier kunne følge Valverde helt til stregen i feltets spurt, og den sæsondebut tydet på gode ben. Desværre var dagens løb som bekendt ikke voldsomt selektivt, og det er derfor vanskeligt at vurdere, hvordan han vil begå sig mod de bedste på Puig Major. Samtidig skal han som udgangspunkt hjælpe Wellens, men holdets bedste option er måske i virkeligheden at lade de to angribe på skift. Det kan åbne døren for Lambrecht, der som bekendt også er specialist i stigende spurter.

Fabio Aru kom ganske fint fra start med en 9. plads i torsdags, og noget kunne tyde på, at han måske kan være på vej tilbage. Nogen stor endagsrytter er han imidlertid ikke, og ruten her er ikke just perfekt for ham. Hans store styrke er til gengæld, at han og Martin efter Puig Major måske kan udgøre en farlig duo, der kan udnytte det taktiske spil, og det bliver kun endnu bedre, hvis også Simone Peilli og Edward Ravasi kan sidde med.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Ilnur Zakarin er en af de få, der endnu ikke har været i aktion. Russeren er da heller ikke kendt som nogen stor starter, og vi her bestemt ikke overbeviste om, at han vil være tæt på sit bedste niveau. Omvendt ved vi, at en Zakarin i form er blandt verdens bedste klatrere, og derfor kan man naturligvis ikke afskrive ham. Til gengæld er han hæmmet af sin manglende spurtstyrke, der betyder, at han formentlig skal alene hjem for at have en chance.

Endelig vil vi pege på Sergio Higuita. Colombianeren, der skifter til EF næste år, er løbenes store overraskelse. Han har ikke i tiden på Manzana Postobon været imponerende, men de seneste dage har han gang på gang været med de allerbedste. Noget tyder på, at han har gjort et kolossalt fremskridt, og det skal nu blive spændende at se ham på denne endnu hårdere rute.

***** Alejandro Valverde

**** Tim Wellens, Jesus Herrada

*** Gianluca Brambilla, Guillaume Martin, Dan Martin, Emmanuel Buchmann, Patrick Konrad,

** Ben Hermans, Warren Barguil, Rafal Majka, Pieter Weening, Bjorg Lambrecht, Fabio Aru, Sergio Higuita

*  Toms Skujins, Xandro Meurisse, Nicolas Edet, Simon Spilak, Jonathan Lastra, Nick van der Lijke, Giulio Ciccone, Simone Petilli, Edward Ravasi, Jesper Hansen, Jose Joaquin Rojas, Ian Boswell, Fabien Doubey

Danskerne

Efter en god start i dag er Jesper Hansen atter med for Cofidis, først og fremmest som hjælper for Herrada, men han burde have gode chancer for at klare sig hæderligt. Niklas Eg udgik i dag og ventes at skulle støtte Gianluca Brambilla og i anden række Toms Skujins på Trek.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Wellens’ sejre fra 2018 og 2017, Fabian Cancellaras triumf fra 2016, Alejandro Valvedes sejre fra 2015 og 2013 samt Michal Kwiatkowskis solosejr fra 2014.