Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, Abu Dhabi Tour, der i 2017 og 2018 fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. I år tager de ambitiøse arrangører så et væsentligt yderligere skridt i jagten på at etablere et rigtigt storløb, når Dubai Tour og Abu Dhabi Tour fusionerer i det spritnye UAE Tour, der vil besøge alle emiraterne i De Forenede Arabiske Emirater, over syv dage vil byde på det bedste af det, vi kender fra de to forgængere, og med sin stærke kapital i ryggen atter har tiltrukket en sand stjerneparade til det, der som WorldTourens andet etapeløb nu er Mellemøstens absolutte cykelstolthed.
Annonce
Løbets rolle og historie
I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb på andre kontinenter.
Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.
Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen. Også det nyere Tour of Guangxi kæmper med at opnå den prestige, de ambitiøse kinesere drømmer om.
Tour of Beijings tidlige endeligt åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abu Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.
Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent ses på den tid af året.
I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.
Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.
Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på en 10,8 km lang stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.
Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor havde arrangørerne et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.
Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgjorde nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen blevet reducer til tre løb. Det markerede en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket gjorde det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.
Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik de gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid fået betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer.
Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner, kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.
Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i 2018 vandt Abu Dhabi ubetinget kampen om de store stjerner, og atter var det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kom direkte fra Oman, Dan Martin ankom fra Algarve, og de fik selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kom en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff og Caleb Ewan, og derfor måtte RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.
De ambitiøse arabere har imidlertid aldrig lagt skjul på, at det langsigtede mål var et rigtigt nationalt etapeløb i De Forenede Arabiske Emirater - en begivenhed, der skulle etablere sig som den tidlige sæsons absolutte højdepunkt inden starten på de historiske løb i Europa. I 2019 realiseres den drøm endeligt, da man i et fortsat nært samarbejde med RCS har fusioneret landets to løb i Dubai og Abu Dhabi under navnet UAE Tour. Det betyder ganske vist, at den tidligere så flotte mellemøstlige løbsblok nu er reduceret til blot at bestå af to begivenheder, Tour of Oman samt altså løbet i Emiraterne, men til gengæld afvikles det nye løb nu over hele syv dage i ugen efter den omanske cykelfest, hvor man har overtaget Abu Dhabi Tours termin og position som sæsonens andet WorldTout-etapeløb.
Med nyskabelsen indfris de gamle drømme, idet det med det nye, længere format bliver muligt at besøge alle landets emirater. Grundlæggende er der dog ikke tale om megen nyskabelse, for de to ikoniske kongeetaper fra de to forgængere samt de klassiske helt flade og meget lette sprinteretaper i hhv. Dubai og Abu Dhabi er fortsat på menuen. Udbredelsen til nye arealer giver imidlertid anledning til at indføre en anden bjergafslutning i tillæg til den allerede kendte på Jebel Hafeet-stigningen samt en ny relativt flad ørkenetape, og der er derfor plads til mere variation, end man kunne frygte for et længere løb i Mellemøsten, hvor monotonien til tider har kunnet taget en smule overhånd. Samtidig fastholdes den i 2018 indførte tidskørsel, men modsat sidste års enkeltstart er der denne gang tale om en kollektiv en af slagsen, idet der lægges ud med et kort og fladt holdløb i Abu Dhabi.
Man må i den grad sige, at der er taget godt imod nyskabelsen. I år har araberne næsten ryddet bordet of efterladt de europæiske løb med meget tamme felter. Helt modsat forholder det sig i Mellemøsten, hvor snart sagt enhver verdensstjerne har meldt sin ankomst i et felt, der tæller klassementsryttere som Alejandro Valverde, Richie Porte, Vincenzo Nibali, Primoz Roglic, Ilnur Zakarin, Dan Martin, Bauke Mollema, Wilco Kelderman og Tom Dumoulin samt en hær af topsprintere anført af Elia Viviani, Marcel Kittel, Fernando Gaviria. Mark Cavendish, Sam Bennett og Caleb Ewan.
Med skabelsen af det nye løb blev 2018-udgaverne af Dubai og Abu Dhabi Tour de sidste. Dermed blev Elia Viviani den sidste vinder af sprinterløbet i Dubai, da han med to etapesejre sikrede sig tilstrækkeligt med bonussekunder til at vinde samlet foran Magnus Cort og Sonny Colbrelli, der ellers var blevet hhv. nr. 2 og 1 på den eksplosive kongeetape på Hatta Dam-rampen. I Abu Dhabi var det derimod de mere traditionelle klassementsryttere, der dominerede, idet Alejandro Valverde fortsatte sit drømmecomeback efter sin skade ved at tage en ganske imponerende sejr. Ganske vist tabte han lidt tid til flere af rivalerne på enkeltstarten, men ved at besejre Miguel Angel Lopez i en knivskarp duel på kongeetapen sikrede han sig den samlede triumf foran Wilco Kelderman og den unge colombianer. Efter sidste års succes vender Valverde og Viviani begge tilbage, men denne gang er det kun Valverde, der har en reel chance for at blande sig i klassementet på den ganske bjergrige rute. Lopez, Cort og Colbrelli er til gengæld ikke med denne gang, mens Kelderman atter vil forsøge at få ram på Valverde efter sidste års flotte 2. plads.
Ruten
Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.
For arrangørerne i Dubai og Abu Dhabi har det været oplagt, at hovedformålet med løbet har været at promovere de to storbyer som turistdestinationer, og derfor har det været uundgåeligt, at det meste af Dubai og Abu Dhabi Tour har fundet sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det har givet en oplagt interessekonflikt, som man begge steder forsøgte at løse ved at sammenkoble en stribe næsten helt flade og meget lette sprinteretaper med to ganske forskellige kongeetaper, der i Dubai bestod af den eksplosive finale på den korte rampe op til Hatta Dam og i Abu Dhabi af bjergfinalen på den ganske lange, men ikke voldsomt svære Jabel Hafeet-stigning. Derudover håbede man, at der kunne opstå lidt sidevindsaction på et par ørkenetaper, men i alt væsentligt var det enten kongeetaperne eller bonussekunder, der var bestemmende for udfaldet. I 2018 forsøgte man sig dog med lidt nytænkningn i Abu Dhabi, hvor man supplerede kongeetape med en enkeltstart.
Sammensmeltningen af de to løb har egentlig gjort interessekonflikten endnu tydeligere, men heldigvis har man undladt at forfalde til den oplagte løsning at kombinere de to velkendte kongeetaper med fem helt flade byetaper i landets metropoler. I stedet har man sammensat en ganske alsidig rute, der måske nok har sin klassiske andel af meget lette dage for sprinterne, men også byder på hele fire etaper, hvor klassementet kan komme i spil. Lægges dertil, at den ene af de tre flade etaper afvikles i ørkenen med den uundgåelige risiko for sidevind, har arrangørerne fundet en løsning, der er et WorldTour-løb værdigt, udnytter det begrænsede terræn ganske flot og samtidig byder på de velkendte og bedste finaler, som vi har lært at elske fra de to forgængere.
Klassementet kommer allerede i spil straks fra start. Arrangørerne har nemlig valgt for anden gang at gøre brug af en tidskørsel, men modsat sidste år, hvor man i Abu Dhabi havde en kort, flad enkeltstart på næstsidste etape, er det denne gang et kort, fladt holdløb, der skyder festlighederne i gang. Det efterfølges af den helt uundgåelige sprinteretape i centrum af Abu Dhabi, inden det tirsdag bliver tid til det første slag for klatrerne, når den fra Abu Dhabi Tour så velkendt Jebel Hafeet-stigning atter skal bestiges.
Derfra går turen til Dubai, hvor der venter endnu en klassiker i form af Dubai Tours kongeetape, der med sin ikoniske finale på syrebadsrampen op til Hatta Dam giver de eksplosive puncheurs en chance for at gå efter sejren. Derefter venter løbets to nyskabelser, først i form af en helt flad etape, der sender feltet tværs igennem Emiraternes ørken, inden klassementet skal afgøres på endnu en bjergetape, der slutter på den hidtil uudforskede Jabel Jais-stigning i bjergene tæt på grænsen til det i cykelsammenhæng ligeledes velkendte Oman. Helt i stil med de arabiske løbs ånd slutter det hele på spektakulær vis med en helt flad sprinteretape i hjertet af Dubai, hvor de hurtigste af de hurtige ventes at få det allersidste ord i Mellemøstens nye cykelstolthed.
1. etape
Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, men usete er de ikke. Tour of Qatar og Tour of Oman har begge tidligere haft enkeltstarter eller holdløb, Dubai Tour indledtes i det allerførste år med en enkeltstart, og sidste år bød Abu Dhabi Tour på sin første enkeltstart. Også i den første udgave af det nye UAE Tour er der blevet plads til en tidskørsel, og der er endda tale om lidt af en nyskabelse. For første gang i De Forenede Arabiske Emiraters korte cykelhistorie bydes der nemlig på et holdløb, når den første udgave af UAE Tour indledes med 16 km kollektiv kamp mod uret på Hudariyat Island i Abu Dhabi.
Det 16,0 km lange holdløb har start og mål samme sted og består i alt væsentligt af en tur rundt på den flade ø. Der bydes stort set ikke på skyggen af klatring, skarpe sving er der heller ikke mange af på en rute, der er karakteriseret ved bløde kurver på store, brede veje. Fra starten går det ad buede veje mod nord og nordøst ud til et af de få skarpe sving. Herfra går det via en lang, næsten helt lige vej mod nordvest frem til dagens mellemtid, der tages efter 10,1 km. En lang, lige vej leder derefter mod syd, inden bugtende veje fører tilbage mod nordøst via samme rute, som blev benyttet først på etapen. Et sjældent skarpt sving leder nu ind på den afsluttende vej, der først fører mod sydøst, inden den bugter sig ind mod målområdet, hvor den helt flade etape afsluttes med en blød kurve 300 m fra stregen.
Etapen byder i alt på bare 16 højdemeter.
De få tidskørsler, der har været i de mellemøstlige etapeløb, har altid været sande godbidder for specialisterne, og UAE Tours første holdløb er bestemt ingen undtagelse. Således må tempomonstrene slikke sig om munden ved udsigten til 16 helt flade kilometer, der endda kun byder på to skarpe sving. Med andre ord er der al mulig grund til at tage et par specialister med til ørkenen, for selvom tidsafstandene på korte, flade holdløb som regel er beskedne, kan der allerede på løbets første dag være ganske vigtige sekunder at hente i kampen om den samlede sejr.
Hudariyat Island har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.
2. etape
Hvis der er noget, der har karakteriseret både Dubai og Abu Dhabi Tour, er det de helt flade sprinteretaper i de to metropoler. Dem er der naturligvis også blevet plads til i UAE Tour, og det er Abu Dhabi, der er vært for den første af disse. Sprinterne ventes således for første gang at komme i aktion på løbets anden dag, når der bydes op til en spektakulær og flad rundtur igennem Abu Dhabis gader, inden det hele ventes at kulminere med et brag af en massespurt og et stort opfør mellem flere af verdens allerhurtigste afsluttere.
Med en distance på 184,0 km er der tale om en for etaper af denne type ganske lang sag, der vil føre feltet fra Yas Mall i hjertet af Abu Dhabi til målet helt ude ved havnefronten blot ganske få kilometer fra udgangspunktet. Terrænmæssige udfordringer er der ingen af i den helt flade storby, hvor det hovedsageligt handler om at besøge de fleste af områdets seværdigheder. Fra starten går det mod sydøst, inden man drejer mod nordøst og senere nord for at tage hul på det, der kaldes etapens nordlige sløjfe. Her fortsætter man ad store, brede og lige boulevarder uden mange sving frem mod etapens første nøglepunkt, der kommer når man kører mod sydvest ud over en bro til en ø ud for Abu Dhabi. Her kan vinden sagtens komme i spil, også når man efter en U-vending fortsætter tilbage ad samme vej tilbage mod fastlandet. Herfra går det ad en ny lang, lige og flad vej tilbage mod syd frem til den første spurt, der kommer efter 97,7 km, og forplejningszonen, der indledes efter 104,4 km.
Efter frokosten passerer man tæt forbi startområdet for at tage hul på en lille sløjfe, der fører feltet mod sydvest og vest ud til et vendepunkt, inden det går tilbage mod nordøst ad en parallel vej. Efter et skarpt sving kører man mod nordvest tilbage til startområdet, hvor dagens sidste spurt er placeret efter 142,9 km på Yas Island. Den sidste del af etapen kan igen blive ganske farlig, idet den fører feltet mod mordvest og sydvest ud over flere broer og henover de mange småøer ud for Abu Dhabis kyst. Det hele afsluttes med en smuk og spektakulær finale helt ude ved Abu Dhabis allervestligste kystområde, hvor en flad og ikke specielt teknisk finale venter. På de sidste 3 km er der således blot et enkelt sving lige inden den røde flamme.
Etapen byder på i alt bare 252 højdemeter.
Helt uden undtagelse af de flade byetaper i Dubai og Abu Dhabi Tour altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da vi tidligere på en lignende etape har set, at passagerne over broerne langs byens kyst kan give anledning til ganske stressende sidevindskørsel. Sådanne passager venter både i etapens første halvdel og ikke mindst inden for de sidste 40 km, og det vil under de rette vejrbetingelser måske kunne skabe lidt drama. Alt peger i retning af en massespurt, men 2. etape kan om ikke andet give rytterne lidt flere nerver og nervøsitet, end de kunne have ønsket sig.
Finalen på Yas Beach blev første gang benyttet sidste år, hvor det lykkedes Elia Viviani at sejre i den ventede massespurt foran Danny Van Poppel og Pascal Ackermann.
3. etape
Efter to dage i hjertet af selve storbyen afsluttes de tre dage i emiratet Abu Dhabi med en gentagelse af den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at det vil ske igen i den første udgave af UAE Tour også - ikke mindst fordi der denne gang venter en endnu sværere stigning senere i løbet - men om ikke andet vil Jebel Hafeet atter give os en ganske klar indikation på, hvem der skal slås om den samlede sejr i den første udgave af Mellemøstens storløb.
Den 179,0 km lange etape følger det helt klassiske mønster som kendes fra Abu Dhabi Tour, også selv om ruten er modificeret en anelse i forhold til sidste års udgave. Starten går således atter i Al Ain, der ligger for foden af Jebel Hafeet, og består først af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top. Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 25,9 km i byens nordlige udkant. Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod sydvest, inden det via endnu en lige, flad vej går mod sydøst tilbage mod Al Ain.
I stedet for at køre ind til byen fortsættes imidlertid mod sydøst vest om selve byzonen, således at man forbliver i ørkenen, mens man kører det sidste stykke ad en lidt mere snoet vej, der drejer mod nordøst og fører hen til bunden af målstigningen. Her venter den sidste spurt efter 165,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 9,5 km lange klatretur, der stiger med 7,4% i gennemsnit. Efter de relativt ujævne første 5 km, hvor kilometer 2 og 5 stiger med hhv. 9,0% og 10,7% i gennemsnit, bliver stigningen mere regulær over de sidste 4,5 km, hvor stigningsprocenten ligger relativt stabilt på 6-8%. Mod slutningen bliver det en anelse lettere, inden en kort nedkørsel venter lige efter den røde flamme. De sidste 300 m stiger igen med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 1461 højdemeter.
Med nu hele fire besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour kender vi efterhånden alt til denne etape, der vil være rammen om det første af de to store klatreslag. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have lavet huller, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion.
Det så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. Sidste år var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten.
Da stigningen først blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.
4. etape
Mens kongeetapen i Abu Dhabi Tour med sit mål på 3. etape Jebel Hafeet-stigning altid har været en sag for klatrerne, har det forholdt sig helt anderledes i Dubai Tour. Her er terrænet langt fladere, og derfor har løbet været lidt af en sprinterfest. Undtagelsen har været den nu efterhånden ikoniske kongeetape, der har ført feltet ud i ørkenen, hvor de eksplosive puncheurs har kunnet slås om sejren på den korte, men meget stejle Hatta Dam-stigning. Naturligvis skal den finale genbruges også i UAE Tour, hvor den ganske vist ikke som i det gamle løb ventes at spille nogen stor rolle i kampen om den samlede sejr, men hvor den som altid vil give anledning til et forrygende og spektakulært show, hvor evnen til at overleve et sandt syrebad vil bestemme, hvem der skal hyldes som vinder af det, der allerede nu er blevet lidt af en klassiker.
Med sine 197 km er der tale om landet usædvanligt lang etape, der dog følger det mønster, vi til hudløshed kender fra kongeetapen i Dubai Tour. Således indledes slaget også denne gang i hjertet af Dubai og slutter på Hatta Dam-rampen dybt inde i ørkenen. Starten går på spektakulær vis helt ude på Palm Island ud for Dubais kyst, hvor man efter en kort rundtur kører mod sydøst ind til fastlandet. Herefter går det kortvarigt mod nordøst op langs kysten, inden man forlader vandet for at køre mod sydøst ud gennem Dubai med retning mod ørkenen. Her fortsætter man igennem sandbankerne mod sydøst frem til den første spurt, der er placeret efter 46,8 km på Al Quadra-cykelbanen. Her drejer man mod nordøst for at køre igennem den flade ørken frem til den anden spurt, der er placeret i Labhab efter 88,9 km.
Efter et kort stykke, der først leder mod sydøst og siden nordøst, følger en lang, lige og flad vej, der leder gennem ørkenen frem til afslutningen i Hajar-bjergene. Her rammer man en lang, jævn stigning og dernæst en lang nedkørsel, der leder til byen Huwaylat med 18,3 km igen. Her starter finalen, når rytterne over 6,6 km bevæger sig mod syd op ad en lang stigning, der stiger med 2,7% i gennemsnit, men når op på 7% mod toppen. Efter en lille nedkørsel venter en lille kontrabakke, der har top med 10 km til mål, men herefter returnerer feltet til en lang vej, der kun stiger meget svagt. Den leder efter adskillige sving i byen Hatta frem til den stejle finalerampe, der er 200 m lang, stiger med mellem 12 og 17% og fører op til Hatta Dam. Det sidste, meget skarpe sving kommer med 150 m igen og leder ind på den 5 m brede opløbstrækning.
Etapen byder på i alt 1436 højdemeter.
Finalen har været benyttet tre gange tidligere. I 2015 var der betydeligt flere stigninger inden den afsluttende rampe, og her havde Mark Cavendish allerede været i vanskeligheder. Han kom imidlertid tilbage i tide, og selvom han ikke kunne forhindre John Degenkolb i at slå Juan Jose Lobato og Alejandro Valverde i den hårde spurt, begrænsede han tidstabet tilstrækkeligt til at vinde samlet. I 2016 var etapen betydeligt lettere og havde en finale, der var en kopi af årets udgave. Det hele blev afgjort på den sidste bakke, hvor Lobato slog Giacomo Nizzolo med 2 sekunder og Silvan Dillier med 4 sekunder. Marcel Kittel gravede dybt og begrænsede med sin sjetteplads tidstabet nok til at vinde sammenlagt. I 2017 var nøjagtigt samme etape på programmet, men her betød meget kraftig vind desværre, at man efter i første omgang at have ændret løbet til et rundstrækningsløb helt måtte aflyse etapen. Sidste år lykkedes det atter at afvikle etapen, og her var Brandon McNulty meget tæt på at levere en sand sensation, da han efter en lang dag i udbrud først blev hentet mindre end 100 m fra stregen. I stedet endte det i den ventede puncheurspurt, og denne gang var det Sonny Colbrelli, der sejrede foran en stærkt afsluttende Magnus Cort og Timo Roosen.
Da etapens finale er identisk med den, der blev benyttet i 2016 og 2018, ved vi, hvad vi skal forvente. Vinden i ørkenen kan komme i spil, men det har vist sig at være usandsynligt. Selvom der blev angrebet voldsomt på de første bakker, viste de sig i 2016 og 2018 ikke at skabe samme udskilning som de hårdere stigninger i 2015, og derfor var det et næsten fuldt felt, der nåede bunden af den sidste stigning. Her kan vi forvente en benhård positionskamp, idet placeringen ved foden næsten er vigtigere end spurtstyrke. Historien viser, at de meget kraftfulde sprintere har en fordel over de lettere puncheurs, men det er typisk en blanding af disse ryttertyper, der vil slås om etapesejren. Denne gang kan de rene sprintere imidlertid tage den med ro, der på den bjergrige rute ikke er en samlet sejr at køre op, og for UAE Tours klassementsryttere handler det derfor hovedsageligt om at undgå at smide dumme sekunder i de huller, der altid opstår i den hektiske finale.
5. etape
Efter et par dage med sande klassikere venter der nye udfordringer for feltet på 5. og 6. etape, der sender rytterne ud i for dem ukendt terræn. Den første af disse kan blive både en dreng og en pige, da der på torsdagens rute bydes på en tur tværs gennem Emiraternes ørken, hvor sidevinden har potentiale til at skabe drama. Mest sandsynligt er det dog, at sprinterne får deres anden af tre ventede muligheder, når en dag i relativt fladt terræn afsluttes med det, der meget vel kan blive endnu en massespurt.
I alt skal der tilbagelægges 181,0 km mellem Sharjah og Khor Fakkan, og de består i alt væsentligt af en tur tværs gennem ørkenen fra Emiraternes vest- til østkyst. Fra starten ved vandet bevæger man sig straks mod sydøst væk fra havet for kort efter at sno sig rundt i Sharjahs centrum, hvor den første spurt er placeret allerede efter 20,2 km. Herfra bevæger man sig det sidste stykke ud i ørkenen, hvor man fortætter mod sydøst ad en lang, lige og kun ganske let stigende vej. Kort inden forplejningszonen sætter man kursen mod vest for at passere igennem lidt mere ujævnt og lidt mere stigende terræn, indtil man efter godt 100 km når frem til etapens højeste punkt midt ude i ørkenen.
Efter toppunktet venter en længere nedkørsel, der fører mod øst og siden sydøst og langsomt flader ud, som man nærmer sig østkysten. Kort forinden drejer man skarpt mod vest for igennem fladt terræn at køre ud til vandet, hvor den sidste spurt venter efter 136,8 km. Herefter består den resterende del af etapen af en tur mod nord op langs den flade kystvej, som man kun afviger fra kort inden målbyen. Her venter der med 5 km igen en ganske lille bakke efterfulgt af en lille nedkørsel, inden de sidste 3 km er enten ganske svagt faldende eller flade. Der er tre rundkørsler på de sidste 4 k, den sidst med 1700 m igen, hvorefter man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 1194 højdemeter.
Etapen er ganske vist ny, men vi kender formatet fra Dubai Tour, hvor vi har været vidner til noget næsten helt tilsvarende. Her har vi en enkelt gang kunnet se, at vinden i hvert fald midlertidigt har kunnet skabe kaos, og det kan derfor ikke helt udelukkes, at dette kan blive en ganske afgørende etape. Historien viser imidlertid også klart, at vinden slet ikke spiller samme rolle i Emiraterne, som den har gjort det i Tour of Qatar, og følges traditionen, ender det hele derfor i endnu en stor massespurt bare 24 timer inden løbets måske vigtigste etape.
Khor Fakkan har aldrig tidligere været målby for et stort cykelløb.
6. etape
Da arrangørerne besluttede sig for at fusionere Dubai og Abu Dhabi Tour, stod det med det samme helt klart, at man ikke blot kunne genbruge de allerede kendte etaper. Det ville skabe en alt for stor overvægt af helt flade sprinteretaper, der ville gøre løbet uværdigt til sin WorldTour-status, og derfor måtte der afsøges nye territorier. Heldigvis er Emiraterne naboer til Oman, hvis bjergrige terræn er velkendt fra det underholdende og alsidige Tour of Oman. Derfor var det en næsten indlysende ide, at feltet naturligvis skulle sendes ind i bjergene på grænsen til nabolandet, og det har givet anledning til skabelsen af det, der vel kan karakteriseres som det nye løbs kongeetape. For første gang i cykelhistorien skal feltet på løbets næstsidste dag således kastes ud i et møde med den nye Jebel Jais-stigning, der vil give klassementsrytterne en sidste chance for at vende op og ned på stillingen inden lørdagens finale i hjertet af Dubai.
I alt byder 6. etape på 180,0 km, der fører feltet fra Ajman til toppen af bjerget Jebel Jais. Start byen er placeret helt ude på Emiraternes vest kyst, og langt det meste af etapen består af en tur op langs den helt flade kystvej. Således bevæger man sig fra start mod nordøst langs vandet og slår undervejs et lille smut ud på en tange, hvor den første spurt er placeret efter 30,9 km. Herfra følges den helt flade og stort set helt lige kystvej videre mod nordøst op til endnu en lille afstikker, der leder over en bro og ud til den lille ø Marjan Island, hvor man på en yderst kort rundstrækning finder dagens anden spurt efter 80,2 km. Herefter går det tilbage over broen til fastlandet, hvor rejsen mod nordøst langs den flade kystvej fortsættes for en kort bemærkning.
Kort efter forplejningszonen, der er placeret efter 94,4 km, forlades kysten endegyldigt, idet man kortvarigt kører mod sydøst ind i ørkenen. Her drejer man atter mod nordøst og siden nord for at følge en ganske let stigende og betydeligt mere snoet vej frem til bunden af dagens væsentligste og eneste reelle udfordring. Etapen afsluttes nemlig med den store finale på opkørslen til toppen af Jebel Jais, der over 16,8 km stiger med 5,5%. Der er tale om en regulær opkørsel, hvor stigningsprocenten kun sjældent når over 6. I stedet ligger den på ca. 5 det meste af vejen, men der venter to kilometer med 7,2% til allersidst. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, det sidste med 1300 m til stregen, hvorefter vejen blot bugter sig let.
Etapen byder på i alt 1512 højdemeter,
Jebel Jais er som sagt ukendt territorium for det internationale cykelfelt, men baseret på de rå data synes der ikke at være tale om et bjerg, der vil kunne gøre en stor forskel den samlede stilling. Da procenterne aldrig bliver helt voldsomme, og ørkenstigningen med en vis sandsynlighed er relativt åbent, er det et bjerg, hvor vindretningen samtidig kan være ganske afgørende for graden af selektion og de afstande, der kan skabes. Sikkert er det dog, at der er tale om sidste chance for at vinde løbet samlet, og derfor er der utvivlsomt lagt op til endnu et stort slag, der vil bestemme den samlede vinder bare 24 timer inden afslutningen i Dubai.
Jebel Jais har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.
7. etape
Ved skabelsen af det nye løb lå det i kortene, at Abu Dhabi og Dubai skulle være værter for første og sidste etape, og at begge byer skulle lægge asfalt til en af de flade sprinteretaper, der altid har været løbenes mest markante karakteristikum. Ved fordelingen af opgaverne blev det besluttet, at Abu Dhabi skulle skyde festen i gang, og at Dubai skulle være vært for den store finale, og derfor er det sidstnævnte, der vil lægge asfalt til løbets sidste opgør. Her har man sammensat en etape, der på alle måder er en næsten tro kopi af det, vi kender som afslutningen på Dubai Tour, nemlig en tur rundt til metropolens attraktioner, inden det hele afsluttes med et brag af en massespurt. Forskellen er bare, at vi denne gang ikke kan se frem til Dubai Tours klassiske kamp om livsvigtige bonussekunder i sprinternes dyst om den samlede sejr, og i stedet er der helt og holdent lagt op til en paradeagtig afslutning, der ventes at kulminere i den helt klassiske massespurt for de reneste af de rene sprintere.
Med en distance på bare 145,0 km er 7. etape den klart korteste af de seks linjeløbsetaper, og den fører feltet fra Dubai Safari Park i byens sydøstlige udkant til den store afslutning ved Dubai Citywalk nær havnefronten. Modsat Dubai Tours tidligere udgaver af samme etape kommer man denne gang stort set ikke i berøring med ørkenen, og faktisk er startpunktet det fjerneste, man kommer fra byens centrum. Herfra begiver man sig nemlig kortvarigt mod sydvest, inden man slår en lille sløjfe for derefter at sætte kursen mod nordvest med retning mod bycentrum. Kort efter slår man atter en sløjfe for siden at køre mod øst og nordøst gennem en ganske teknisk sektion med flere skarpe sving, men inden man atter når ud i ørkenen vendes snuden atter mod nordøst med retning mod havet.
I den følgende del fortsætter man ad en flad, relativt lige boulevard ud til kysten, hvor man slår en lille sløjfe ud til et vendepunkt for derefter at følge den flade kystvej langs havnefronten mod sydvest efter at have dystet i dagens første spurt efter 86,3 km. I byens absolutte centrum venter en usædvanligt kringlet fase, hvor man snor sig rundt i byens hjerte for at besøge flere at områdets vartegn og kortvarigt forlade fastlandet for at besøge en af byens øer. Efter at være vendt tilbage til fastlandet følger man atter den lange, lige kystvej mod sydvest forbi den sidste spurt, der kommer ved Union House Flag efter 116,7 km. Først kort inden den berømte ø Palm Jumeirah foretager man en U-vending, inden man kører væk fra kystvejen for derefter at følge en lang, lige vej mod nordøst helt parallelt med kysten. Den fører frem til afslutningen ved Citywalk, hvor der venter en meget finale med to skarpe sving bare 1300 og 500 m fra stregen, inden man rammer den 8,5 m brede, brostensbelagte opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt bare 374 højdemeter.
Det præcise design af etapen er en anelse anderledes, end vi kender det, men grundlæggende er der tale om en gentagelse af afslutningsetapen fra Dubai Tour. Med det stærke sprinterfelt, der er til start, er der derfor ingen tvivl: den første udgave af UAE Tour vil ende i en stor massespurt. Her er der lagt op til et slag mellem feltets helt rene sprintere, der dog skal håndtere den ikke helt enkle finale, hvis de vil gøre sig håb om at kunne slås om sejren på den spektakulære scene i feriemekkaet Dubai.
Den afsluttende etape i Dubai Tour, der på mange måder minder om denne, blev i 2018 vundet af Elia Viviani, der var hurtigste mand i et sandt styrtkaos, der eliminerede de fleste af rivalerne i den komplicerede finale. I 2017 havde Marcel Kittel allerede inden etapen et stort forspring, men det forhindrede ham ikke i at tage sin tredje etapesejr i løbet foran Elia Viviani og Riccardo Minali. I 2016 var Kittel igen hurtigst, og denne gang var sejren nok til at tage den samlede sejr for næsen af Giacomo Nizzolo, der var gået ind til etapen som løbets førende rytter. I 2015 var Mark Cavendish stærkest og rev derved trøjen af John Degenkolbs skuldre, mens Kittel også bekræftede sin dominans i 2014, hvor han vandt den tilsvarende etape, der dengang havde en anden afslutning.
Favoritterne
Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.
Det har imidlertid ikke været tilfældet for hverken Dubai eller Abu Dhabi Tour. Tværtimod har de været helt enkle at forholde sig til, og det har ikke voldt problemer at gennemskue, hvor løbene skulle afgøres. Dubai Tour var altid en kamp på bonussekunder og tid vundet i den eksplosive finale på Hatta Dam, mens Abu Dhabi Tour i sin oprindelige version altid blev afgjort på Jabel Hafeet og sidste år også på enkeltstarten.
Den slags luksus for optaktsskribenter skyldes, at hovedparten af de mellemøstlige etaper har været meget lette sprinteretaper, hvor der ganske vist altid har været en chance for, at vinden kunne komme i spil, men hvor det sjældent er sket. Dermed har de aldrig spillet nogen rolle for klassementet - i hvert fald ikke i Abu Dhabi Tour, hvor klatrebenene har talt.
Det nye UAE Tour er også dejligt enkelt. 2. og 7. etape er helt klassiske storbyetaper, der med statsgaranti ender i et brag af et spurtopgør mellem feltets mange topsprintere. Det samme forventes at blive tilfældet på 5. etape, hvor der dog i ørkenen er den evige risiko for sidevind. Det kan heller ikke udelukkes, at vinden denne gang faktisk vil spille en rolle på en ganske blæsende dag, men formentlig ender også den etape i et sprinteropgør.
Hatta Dam-etapen er altid farlig, men for klassementsrytterne vil den i år næppe være afgørende. Det er en god finale for eksplosive klassementsryttere som Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski og Gianni Moscon, der her alle kan gå efter bonussekunder, men derudover plejer der kun at opstå ganske små huller til slut.
Dermed er det først og fremmest det indledende holdløb samt de to bjergetaper, der vil være afgørende. Førstnævnte er kort og fladt og skabt til de virkelige specialister, men forskellene mellem de bedste over 16 km er som regel begrænsede. Til gengæld kan ryttere på svage hold tabe en del tid, der reelt kan ruinere deres klassement.
Jebel Hafeet-etapen kender vi, og her er der ikke tale om verdens sværeste stigning. Faktisk har vi set, at vinden meget ofte er afgørende, som det var tilfældet i 2017, hvor løbets stærkeste, Nairo Quintana, slet ikke kunne gøre forskellen i den hårde modvind, og derfor endte det hele som en ukontrollabel angrebsfest, hvor Rui Costa sneg sig væk til en sejr. I skrivende stund - og det kan nå at ændre sig endnu - ventes der imidlertid medvind, og i så tilfælde ved vi fra sidste års opgør mellem Lopez og Valverde, at stigningen sagtens kan gøre stor skade.
Den nye Jebel Jais-stigning er umiddelbart lettere, og på en 5%-stigning er det sjældent let at gøre en forskel i så stærkt et felt som dette. Dertil kommer, at der i skrivende stund ventes en ganske kraftig modvind, og dermed kan det meget vel ende i en spurt i en lille gruppe, hvor punch vil være afgørende. Umiddelbart burde 3. etape således være den klart vigtigste af de to bjergetaper.
En anden faktor er som altid vinden, der kan komme i spil på 3., 4., 5. og 6. etape, der alle finder sted i ørkenen. De første tre etaper synes alle at blive stille, men særligt fra torsdag vil det være blæsende. Vindretningen synes ikke at være rigtig på 5. etape, men på 6. etape kan det blive småfarligt på turen op langs kysten inden stigningen. En uopmærksom klatrer risikerer altså at blive elimineret af sidevinden, selvom det ikke er sandsynligt.
Samlet set vil klassementet altså blive afgjort af det indledende holdløb, de to bjergetaper, hvoraf 3. etape er den klart vanskeligste, samt ikke mindst de mange bonussekunder, der kan vindes af klassementsrytterne på 3., 4. og 6. etape samt måske endda i indlagte spurter. Dertil kommer den frygtede sidevind, der altså potentielt kan spille en rolle på 5. eller 6. etape.
Netop bonussekundernes rolle får os til at pege på Alejandro Valverde som vores favorit, men det er uden fast overbevisning. Spanieren vandt løbet sidste år, men dengang var han begunstiget af enkeltstarten, hvor han vandt tid på mange rivaler. Denne gang er der tale om et holdløb, og selvom Movistar har forsøgt at gardere sig med stærke temporyttere som Nelson Oliveira, Jasha Sütterlin og Andrey Amador vil de utvivlsomt tabe tid på 1. etape.
Spørgsmål er så, om terrænet er hårdt nok til, at Valverde kan indhente det tabte. Medvinden på Jebel Hafeet er i hvert fald godt nyt, for det betyder, at han her kan lade benene tale. Formen er ikke lige så god som sidste år, men han synes at blive bedre og bedre. I Valencia var han ikke prangende, men havde han ikke været forsigtig på nedkørslen, havde han utvivlsomt vundet i Murcia, hvor han kørte fra alle på Cresta del Gallo. Formen er altså i fremgang, og den ikke specielt stejle Jebel Hafeet burde passe ham, fordi han her kan gøre brug af sit punch og sin spurt til sidst, som han gjorde det i 2018.. Det har ganske vist på det seneste knebet på lange stigninger, men ikke tidligt på sæsonen, hvor han altid har et formmæssigt overskud.
Jebel Jais-stigningen bliver formentlig meget let med den kraftige modvind, og kan det relativt svage Movistar holde styr på tropperne i en taktisk finale, kunne det ligne en spurtsejr til Valverde. Vinder han også på Hatta Dam, hvilket er ganske sandsynligt, står han pludselig med 30 bonussekunder samt den tid, der især på 3. etape kan vindes. Det burde være nok til også at sikre sig den samlede sejr og dermed endelig bryde den regnbuens forbandelse, der har hvilet tungt over ham i år.
Løbets bedste klatrer bør være Richie Porte. Australieren viste med endnu en sejr på Willunga Hill, at han er på vej tilbage efter det uheldige 2018, og han har ikke lagt skjul på, at han denne gang vil vinde noget mere i årets første måneder. Han var - som så ofte før - syg under Herald Sun Tour, hvilket kostede ham et topresultat, men alligevel matchede han Michael Woods på den sværeste stigning.
Desværre hersker der også en del usikkerhed om Porte, der som regel har et lille formdyk i februar inden Paris-Nice, og dette løb er da heller ikke hans største mål. Omvendt starter Løbet mod Solen om bare et par uger, og derfor skal han være på et rimeligt niveau. Desværre står Trek til at få gedigne prygl på holdløbet, og der vil derfor være en del tid, der skal hentes. Er han på toppen og sig selv igen, kan Porte imidlertid i medvinden på Jebel Hafeet køre fra alt og alle, og leverer han her endnu en klassisk Porte-magtdemonstration, kan han også vinde samlet.
Ligesom sidste år gør Tom Dumoulin sæsondebut i Emiraterne, hvor han sidste år var svært uheldig. Her blev han ramt af en punktering på enkeltstarten, hvor han ellers havde bedre mellemtid end Rohan Dennis, og senere af endnu en defekt på kongeetapen. Han viste dog forinden, at han var i glimrende form, og det forventes han også at være denne gang efter en god træningslejr i Tenerifes højder. Dumoulin har den store fordel, at Sunweb kommer med et solidt tempohold, der bør være med i kampen om sejren på holdløbet, og derefter vil det være op til kaptajnen selv at sætte sig igennem i bjergene.
Dumoulin er ikke en naturlig klatrer, og i sin februarform kan det være svært at matche folk som Porte og Valverde. Han er dog så klog og talentfuld, at han som minimum kan begrænse sit tab betydeligt. Samtidig har han punch til både modvinden på Jebel Jais samt Hatta Dam, hvor han i hvert fald kan være med i front. Med udgangspunkt i et godt holdløb står Dumoulin derfor med gode chancer for at vinde straks fra start af sæsonen.
Meget af det samme kan siges om Primoz Roglic, der ligeledes gør sæsondebut. Sloveneren har imidlertid i 2018 startet forsigtigt ud, og det er nærliggende at tro, at det samme er tilfældet i år, hvor han satser på Giroen og ikke de ugelange etapeløb i foråret. Derfor venter vi ikke, at han er helt på toppen, men det betyder ikke, at han ikke kan overraske. Som bekendt er Roglic nu en af verdens allerbedste klatrere, og særligt Jebel Hafeet burde passe ham fint. Han har også et glimrende punch til 4. og 6. etape, hvor det dog primært vil handle om at holde sig til, men først og fremmest står Jumbo-Visma meget stærkt inden holdløbet. Her er Roglic selv sammen med Jos Van Emden og Tony Martin nogle store motorer, og derfor kan man bestemt ikke udelukke, at det bliver til hollandsk sejr på dag 1. Lykkes det, har Roglic i hvert fald et godt udgangspunkt, og så må han selv vise, at formen rækker til også at gøre arbejdet færdigt.
Sky måtte i sidste øjeblik opgive at få Chris Froome til start, men med tanke på den form, han viste i Colombia, er det næppe et stort tab. I stedet vil blikket rette sig mod de to nye kaptajner, hvoraf vi venter os, at Gianni Moscon har de bedste chancer. Den unge italiener er et af sportens mest lysende talenter, og efter en periode, hvor han var gået lidt i stå, nåede han som klatrer helt nye højder i 2018, hvor han sågar var tæt på at blive verdensmester på den brutale rute i Innsbruck. Modsat sidste år har han ikke haft problemer i løbet af vinteren, og derfor ventes han med kun et par uger til brostensklassikerne og en colombiansk træningslejr i benene at være på et ganske højt niveau.
Det er klart, at stigningerne her kan være lidt lange for Moscon, der ikke er naturlig klatrer, men efter 2018-sæsonen ved vi nu, at han sagtens kan være. Med sin gode spurt står han endda også stærkt på både 6. og især 4. etape, der passer ham som fod i hose. Sky har også et fornuftigt hold til 1. etape, også selvom Sunweb og Jumbo synes stærkere. Et godt udgangspunkt her og en gentagelse af klatrepræstationerne fra 2018 kan sagtens give Moscon en stor samlet sejr.
Skys andet kort er Michal Kwiatkowski, der som klatrer bare bliver bedre og bedre. Vi føler os dog ikke helt overbeviste om, at polakken er i samme form som sidste år, hvor han lagde ud med at vinde i Algarve og Tirreno. Dengang mistimede han formen til klassikerne, og derfor kunne meget tale for en mere rolig start. Ikke desto mindre er han tildelt en lederrolle sammen med Moscon, og ruten burde da også passe ham. Sky står som sagt ganske fint til holdløbet, og Kwiatkowski burde med sin gode spurt gøre det godt på 6. etape og ikke mindst Hatta Dam, der passer ham ganske ideelt. Her kan der være vigtige bonussekunder at hente, men om han også kan begrænse et forventet tab på Jebel Hafeet har vi stadig til gode at se. Det afhænger helt af formen så tidligt på sæsonen.
Sunwebs plan A er selvfølgelig Dumoulin, men det kan sagtens vise sig, at Wilco Kelderman kan matche kaptajnen. Det kunne han i hvert fald sidste år, hvor de to hollændere havde stort set samme niveau i bjergene, og hvor Kelderman endte som en samlet toer. Han har således vist, at han kan starte stærkt, og efter et 2018, hvor han sad ude det meste af tiden, må han være topmotiveret til at gentage det scenarium. Som sagt står Sunweb fremragende på holdløbet, som de med Kelderman som en vigtig motor sagtens kan ende med at vinde. Kelderman kan samtidig stå lidt i skyggen af Dumoulin, og det kan han måske drage fordel af, hvis særligt Movistar har vanskeligt ved at kontrollere bjergetaperne, og som Rui Costa drog fordel af for to år siden.
Den store sensation på Mallorca var Emanuel Buchmann, der chokerede alt og alle ved over to dage at køre som en sand motorcykel. Tyskeren kunne da heller ikke selv forstå, at han virkelig var så velkørende fra start, men det er i hvert hævet over enhver tvivl, at han i den grad har passet sin vintertræning. Det gør ham til en glimrende outsider til især Jebel Hafeet, hvor han som ren klatrer nok burde kunne sætte sig igennem. Det er en skam med modvinden på 6. etape, der nok bliver en anelse neutraliseret, med mindre da underdogen Buchmann laver ”en Costa” og udnytter det taktiske spil. Holdløbet vil nok desværre også koste lidt for meget tid for et Bora-mandsskab, der dog som minimum burde ende i den bedre halvdel.
UAE er på hjemmebane og stiller derfor med A-holdet. Dan Martin har sågar fået besked på, at han skal ramme en tidlig formtop i dette løb, og derfor har han forberedt sig mere dedikeret end vanligt. Han var ganske fint tilfreds med starten i Valencia, og han burde være betydeligt længere fremme nu. Med sit gode punch burde han stå ganske stærkt til de to bjergetaper, og selvom Hatta Dam er lige kort nok efter hans smag, burde han også her kunne gøre det hæderligt, selvom det næppe bliver til bonussekunder. Problemet er også for ham holdløbet, hvor UAE utvivlsomt vil få klø, og man kan nok tvivle på, om Martin allerede nu er stærk nok til at vinde alt det tabte tilbage.
En rytter, der virkelig er startet fremragende i år, er Bauke Mollema, der såmænd slog seleveste Valverde i det første løb på Mallorca. Han fulgte de gode takter op dagen efter samt i Etoile de Besseges og burde derfor være velforberedt til en af de få løb, hvor han stiller til start sammen med Porte. Desværre har Mollema ikke i de senere år klatret så godt som tidligere, og selvom han helt indiskutabelt er i form, er det svært at se ham være med helt i front. Som Porte vil han nemlig tabe en del tid på holdløbet, og skal han hente det tilbage, vil det kræve, at han udnytter det taktiske spil. Det gjorde han imidlertid godt for to år siden, så måske han kan gentage den bedrift.
Davide Formolo gav 2018 tegn på, at han endelig var klar til at indfri potentialet, men faldt sammen, da det virkelig gjaldt. Han kørte dog blandt andet stærkt i dette løb, og det kan han meget vel tænkes at gøre igen, selvom det er hans første optræden i år. Ligesom Buchmann burde han af Bora få et hæderligt udgangspunkt fra holdløbet, og derefter er det op til ham selv at gøre det godt på bjergetaperne. Også han er hæmmet af modvinden på 6. etape, men har han samme form som sidste år, vil han kunne være med fremme på Jebel Hafeet.
Er det i år, at Ilnur Zakarin rejser sig igen efter en meget skidt 2018-sæson. Det kan vise sig at være for meget at håbe på, men vi ved, at russeren har talentet. Han er måske ikke kendt som den bedste starter, men for to år siden blev han faktisk nr. 2 i dette løb. Hans start på Mallorca var heller ikke helt skidt, og selvom hans sæsonplan betyder, at han ikke kan tillade sig at være knivskarp nu, ligner han en mand, der er klar. Desværre har han kun 3. etape til virkelig at gøre en forskel, og det kan vise sig at være for lidt, da Katusha utvivlsomt vil tabe tid på holdløbet.
Det var en sand fornøjelse af følge David Gaudu i Tour La Provence. Efter den stærke afslutning på 2018 viste han på hjemmebanen, at han endelig er klar til at indfri det store talent, han udfoldede momentvist ui 2017, og han kommer helt sikkert til løbet i glimrende form. Desværre står FDJ som en sandsynlig taber på holdløbet, men faktisk har de et hold, der nok kan forsvare sig hæderligt. Desværre har også han kun 3. etape til for alvor at gøre en forskel, men her vil han måske i et taktisk spil kunne lukrere på rollen som underdog. Formen er i hvert fald fremragende, og han bliver formentlig en oplevelse at følge. Holdets på papiret bedste klatrer, Sebastien Reichenbach, burde også kunne være med i front, men efter et skuffende løb i Provence synes formen ikke at være helt i top.
Bahrain-Merida stiller med et stjernebesat mandskab, men det er lidt tvivlsomt, om de også har formen til at være med helt fremme. Bedst chance har nok Damiano Caruso, der her burde få en sjælden chance som kaptajn. Med Rohan Dennis som motor burde han i hvert fald komme solidt fra holdløbet, og han har tidligere i Dauphiné og Tirreno vist, at han kan omsætte det til et godt resultat ved at begrænse tabet i bjergene. Strategien er den samme her, men hvor han står formmæssigt er helt åbent, og han er ikke kendt som den bedste starter. Dennis viste stærk form i Australien, men ligesom sidste år formoder vi, at stigningerne her vil være en anelse for svære, ikke mindst Jebel Hafeet med den kraftige medvind. Holdets store stjerne, Vincenzo Nibali, har i de senere år haft tradition for at starte blødt, og med den sæsonplan, han har i tankerne, har vi ingen forventninger til ham i dette løb.
Pierre Latour var i december sat tilbage af en skade, og det kostede tydeligvis i Australien, hvor han var langt fra sit vanlige niveau. Nu har han heldigvis haft et par uger til at finde formen, og han burde derfor nu være betydeligt bedre. Han viste i foråret 2018 sine evner i ugelange etapeløb, ikke mindst med 3. pladsen i Catalonien, og han burde med god form stå ganske stærkt til de ikke alt for vanskelige bjergetaper her. Desværre vil Ag2r helt sikkert tabe for meget tid på holdløbet til, at han kan være med i kampen om de helt sjove placeringer.
Gorka Izagirre kommer til løbet med en frisk sejr i Provence i ryggen, men han får det betydeligt sværere her. Dels er Astana så svagt besat, at han vil tabe en del tid på holdløbet, dels er stigningerne her nok trods alt til den lange side for Izagirre. Han har ganske vist forbedret sine klatreevner ganske betydeligt, men han har endnu til gode at vise sig frem på så svær en stigning som Jebel Hafeet. Omvendt viste han i Frankrig god form, og sidste år forsvarede han sig trods alt flot, da han blev nr. 3 i Paris-Nice.
Andre spændende navne er især Roman Kreuziger, Diego Ulissi, Louis Meintjes, Rui Costa, Kenny Elissonde, Bjorg Lambrecht og Tejay van Garderen, men af forskellige årsager får de alle svært ved at være med helt i front.
OPDATERING: Pierre Latour har fredag brækket håndledet og er ude af løbet.
***** Alejandro Valverde
**** Richie Porte, Tom Dumoulin
*** Primoz Roglic, Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski, Wilco Kelderman, Emanuel Buchmann
** Dan Martin, Bauke Mollema, Davide Formolo, Ilnur Zakarin, David Gaudu, Damiano Caruso, Gorka Izagirre
* Roman Kreuziger, Rohan Dennis, Diego Ulissi, Sebastien Reichenbach, Louis Meintjes, Rui Costa, Kenny Elissonde, Bjorg Lambrecht, Tejay van Garderen, Robert Power, Daniel Navarro, Maximilian Schachmann, Tsgabu Grmay, Vincenzo Nibali, Laurens De Plus, Tony Gallopin, Remco Evenepoel, James Knox
Danskerne
Michael Mørkøv skal spille sin vanlige afgørende role som del af Elia Vivianis tog på Deceuninck, hvor Mikkel Honoré skal jagte udbrud for sin kaptajn. Niklas Eg skal på bjergetaperne støtte Richie Porte og Bauke Mollema hos Trek.
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce