Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO
Optakt: UAE Tour

Optakt: UAE Tour

21. februar 2021 12:00Foto: UAE Team Emirates/Fizza

Siden etableringen af Tour of Qatar i starten af dette århundrede er cykelsporten blomstret op i Mellemøsten, og listen af store, pengestærke løb er bare blevet længere og længere. Det var indlysende, at det blot var et spørgsmål om tid, inden det første af disse ville blive en del af WorldTouren, men ganske overraskende blev det det nyeste skud på stammen, Abu Dhabi Tour, der i 2017 og 2018 fik æren af som det første at blive indlemmet i det fine selskab. I 2019 tog de ambitiøse arrangører så et væsentligt yderligere skridt i jagten på at etablere et rigtigt storløb, da Dubai Tour og Abu Dhabi Tour fusionerede til UAE Tour, der efter en succesrig stat også i år over syv dage vil byde på det bedste af det, vi kender fra de to forgængere, og med sin stærke kapital i ryggen atter har tiltrukket en sand stjerneparade til det, der som WorldTourens første etapeløb nu er Mellemøstens absolutte cykelstolthed.

Annonce

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb på andre kontinenter.

 

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

 

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen. Også det nyere Tour of Guangxi kæmper med at opnå den prestige, de ambitiøse kinesere drømmer om.

 

Tour of Beijings tidlige endeligt åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abu Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

 

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent ses på den tid af året.

 

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

 

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

 

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på den 10,8 km lange Jebel Hafeet-stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

 

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor havde arrangørerne et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

 

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst og helt forsvandt - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgjorde nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen blevet reduceret til tre løb. Det markerede en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket gjorde det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

 

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik de gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer.

 

Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner, kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

 

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i 2018 vandt Abu Dhabi ubetinget kampen om de store stjerner, og atter var det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kom direkte fra Oman, Dan Martin ankom fra Algarve, og de fik selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kom en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff og Caleb Ewan, og derfor måtte RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

 

De ambitiøse arabere har imidlertid aldrig lagt skjul på, at det langsigtede mål var et rigtigt nationalt etapeløb i De Forenede Arabiske Emirater - en begivenhed, der skulle etablere sig som den tidlige sæsons absolutte højdepunkt inden starten på de historiske løb i Europa. I 2019 realiseredes den drøm endeligt, da man i et fortsat nært samarbejde med RCS fusionerede landets to løb i Dubai og Abu Dhabi under navnet UAE Tour. Det betød ganske vist, at den tidligere så flotte mellemøstlige løbsblok nu blev reduceret til blot at bestå af to begivenheder, Tour of Oman samt altså løbet i Emiraterne, men til gengæld afvikles det nye løb nu over hele syv dage. Selvom Tour of Oman grundet sultanens død og siden coronakrisen har været aflyst to år i træk, er det med etableringen af Saudi Tour, som dog også blev et coronaoffer i 2020, udsigt til, at den mellemøstlige løbsblok med løbene i Saudi-Arabien, Oman og Emiraterne kan blive endnu mere attraktiv i fremtiden.

 

Med nyskabelsen indfris de gamle drømme, idet det med det nye, længere format bliver muligt at besøge alle landets emirater. Grundlæggende er der dog ikke tale om megen nyskabelse, for de to ikoniske kongeetaper fra de to forgængere samt de klassiske helt flade og meget lette sprinteretaper i hhv. Dubai og Abu Dhabi har fortsat været på menuen. Udbredelsen til nye arealer gav i 2019 imidlertid anledning til at indføre en anden bjergafslutning i tillæg til den allerede kendte på Jebel Hafeet-stigningen samt en ny relativt flad ørkenetape, og der var derfor plads til mere variation, end man kunne frygte for et længere løb i Mellemøsten, hvor monotonien til tider har kunnet taget en smule overhånd. Samtidig fastholdtes den i 2018 indførte tidskørsel, men modsat 2017-udgavens enkeltstart var der denne gang tale om en kollektiv en af slagsen, idet der blev lagt ud med et kort og fladt holdløb i Abu Dhabi. Arrangørerne har ganske vist lovet større variation, men selvom man har både været med og uden tidskørsel, har der i de første år været tale om et meget forudsigeligt genbrug af de samme finaler.

 

Man må i den grad sige, at der er taget godt imod det nye løb. I 2019 ryddede araberne næsten bordet og efterladte de europæiske løb med meget tamme felter. I 2020 var tendensen ikke helt så udtalt, men feltet var stadig så stjernebesat, at selv en grand tour ville være misundelig. I år har coronakrisens masseudskydelser jo ført til nærmest desperat kamp om pladserne i de få tilbageværende løb, og derfor kan det ingenlunde undre, at feltet i år til fulde matcher det, vi har set tidligere, og selvom sammenfaldet med åbningsweekenden lægger begrænsninger på antallet af klassikerryttere, er det en skræmmende samling af klassementsryttere og sprintere, der flokkes til ørkenen i disse dage.

 

Det gjorde de som sagt også sidste år, hvor alle øjne var rettet mod den formstærke Tadej Pogacar, der efter sejren i Valencia var storfavorit i et løb, der var uhyre vigtigt for hans hold. Ikke desto mindre fik han sig en gang gedigne prygl af Adam Yates på den første af de to etaper, der grundet en sen ruteomlægnings sluttede på Jebel Hafeet, og selvom han svarede igen ved at vinde den anden af de to etaper på bjerget, blev han i klassementet slået med hele 1.01 af briten, mens Alexey Lutsenko som nr. 3 var hele 1.33 bag vinderen af et løb, der mest af alt huskes for cykelsportens dramatiske møde med coronavirus, da flere infektioner førte til aflysning af de sidste to etaper og indespærring af rytterne på et luksushotel i ørkenen. Yates vender som nyslået Ineos-rytter tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod både Pogacar og Lutsenko, der jagter revanche efter sidste års nederlag.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR - PRÆMIER TIL TOP 25, ETAPEVINDERNE OG LODTRÆKNINGSPRÆMIE
 

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

 

For arrangørerne i Dubai og Abu Dhabi har det været oplagt, at hovedformålet med løbet har været at promovere de to storbyer som turistdestinationer, og derfor har det været uundgåeligt, at det meste af Dubai og Abu Dhabi Tour har fundet sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det har givet den oplagte interessekonflikt, som man begge steder forsøgte at løse ved at sammenkoble en stribe næsten helt flade og meget lette sprinteretaper med to ganske forskellige kongeetaper, der i Dubai bestod af den eksplosive finale på den korte rampe op til Hatta Dam og i Abu Dhabi af bjergfinalen på den berømte Jebel Hafeet-stigning. Derudover håbede man, at der kunne opstå lidt sidevindsaction på et par ørkenetaper, men i alt væsentligt var det enten kongeetaperne eller bonussekunder, der var bestemmende for udfaldet. I 2018 forsøgte man sig dog med lidt nytænkning i Abu Dhabi, hvor man supplerede kongeetapem med en enkeltstart.

 

Sammensmeltningen af de to løb har egentlig gjort interessekonflikten endnu tydeligere, men heldigvis har man undladt at forfalde til den oplagte løsning at kombinere de to velkendte kongeetaper med fem helt flade byetaper i landets metropoler. I stedet sammensatte man til den første udgave et løb, der bestod af en storbyetape i hver af metropolerne, de to velkendte kongeetaper, en flad etape med mulighed for sidevind, et holdløb og ikke mindst en helt ny finale på det ukendte bjerg Jebel Jais. Da ørkenlandskabet naturligvis ikke giver den helt store mulighed for adspredelse, er det klart, at der altid vil være en del genbrug, men faktisk havde arrangørerne nogle overraskelser i ærmet til den anden udgave.

 

Den mest markante ændring var, at tidskørslen var erstattet af endnu en sprinteretape, og at Jebel Jais-etapen blev erstattet af endnu en puncheuretape som supplement til Hatta Dam, idet der nu også skulle spurtes op ad en bakke til en anden dæmning, Rafisa Dam. Desværre betød vejarbejde, at man i begyndelsen af februar måtte droppe den etape, og derfor var gode råd dyre, da der med kort varsel skulle findes en erstatning. Løsningen blev den meget specielle at indlægge endnu en bjergetape med mål på Jebel Hafeet, denne gang dog med et andet og anderledes ørkenstykke forinden.

 

Eksperimentet med Rafisa Dam blev en engangsforestilling, og i år vender man tilbage til en rute, der minder meget om den, vi så i 2019. Således vender tidskørslen tilbage, men denne gang sker det ikke som et holdløb, men i form af en enkeltstart. Jebel Jais vender også tilbage som den anden af de to bjergetaper i tillæg til den klassiske kongeetape med mål på Jebel Hafeet, men alligevel er der forskelle. Lidt overraskende forsvinder den ikoniske finale på Hatta Dam, og i stedet bliver der denne gang hele fire muligheder for sprinterne, da ørkenetapen og de to storbyetaper får selskab af en meget lang og flad etape, der både byder på kørsel i ørkenen og langs kysten.

 

I 2019 indledtes løbet med tidskørslen, men sådan bliver det ikke denne gang. Således starter man på sin vis samme sted, som da løbet i 2020 grundet et coronaudbrud måtte afbrydes før tid. Løbet skydes således i gang med en modificeret udgave af den nye ørkenetape til kystbyen Al Mirfa, hvor sidevind muligvis kan drille holdene inden en spurtafgørelse. Den nye 13 km lange og helt flade enkeltstart er rammen om det første klassementsslag på andendagen, inden det allerede på 3. etape gælder kongeetapen og det helt store bjergslag på den ganske stejle Jebel Hafeet-stigning.

 

Herefter kan vi meget vel kende vinderen af løbet, da de sidste fire dage er meget sprintervenlige. Onsdag gælder det den nye, meget lange og helt flade etape, der ligner en dag for sprinterne, men som kan give anledning til sidevind. Torsdag er det så tid til at sætte klassementet på plads, når man for anden gang i historien skal bestige Jebel Jais, der dog er en meget blødere og ikke særligt selektiv stigning. Det hele slutter med de to klassiske storbyetaper i først Dubai og siden Abu Dhabi, hvor sprinterne kan ventes at komme til fadet, men hvor sidevindskørsel ikke er helt udelukket, særligt ikke på sidste etapes tur hen langs Abu Dhabis kyst.

 

 

1. etape

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Om det er besværet med udstyret, der var årsagen, skal vi lade være usagt, men modellen gentoges ikke sidste år, hvor man vendte tilbage til traditionen fra Abu Dhabi og Dubai Tour med en pandekageflad åbningsetape. I år vender enkeltstarten faktisk tilbage, men det betyder ikke, at sprinterne ikke kommer i nærheden af førertrøjen, for igen i år skydes løbet i gang med en etape, der fint afspejler, hvor flad det meste af Emiraternes ørken faktisk er. Til gengæld er der ikke som tidligere tale om en etape i storbyerne Dubai og Abu Dhabi - de kommer først senere i løbet - men en rigtig ørkenetape, hvor man slet ikke kan udelukke, at vinden kan skabe drama.

 

I alt skal der tilbagelægges 176,0 km, der fører feltet fra Al Dhafra Castle til kystbyen Al Mirfa. Startområdet er et slot midt ude i den arabiske ørken, hvor det er helt fladt, og derfra kører man mod øst ind til den nærliggende by, Zayed City. Efter en tur ind gennem byen kører man mod nordvest tilbage ud i den flade ørken frem til Habshan Camp, hvor dagens første spurt er placeret efter 64,4 km, hvorefter det før ad en ganske let faldende og næsten helt lige ørkenvej mod nordvest og nord ud mod kysten. Kort inden man når vandet og Al Mirfa, drejer man hurtigt mod vest ad hovedvejen for kort efter at køre mod nord helt ud til vandet, hvor man slutteligt kører tilbage mod øst ad den flade kystvej til Al Mirfa, hvor man efter 136,6 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 138,4 km for første gang krydser målstregen i forbindelse med dagens sidste spurt.

 

Etapen afsluttes nu med to hele omgange på den i alt 18,8 km lange rundstrækning, der må kaldes yderst sær. Efter passagen af målstregen drejer man til højre i en rundkørsel for at køre op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 2,9% i snit og når op på 7% undervejs. På toppen vender man rundt i en rundkørsel, inden man i bunden drejer meget skarpt tilbage ind på kystvejen. Den følger man mod sydøst igennem en serie rundkørsler, inden man atter vender rundt i en rundkørsel for at køre hele vejen mod nordvest tilbage af samme vej og forbi målstregen fra den modsatte side. Lige efter stregen drejer man mod syd for at køre ned til en rundkørsel, hvor man med 1900 m igen skal hele vejen rundt. Nu går det tilbage mod nord, inden man med 250 m igen drejer skarpt til højre ind på den 250 m lange, 8 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt bare 339 højdemeter.

 

De flade åbningsetaper i de emiratiske løb har typisk været storbyetaper, men her er der chance for, at det ikke bare bliver ren paradekørsel og en spurt. Ganske vist viser historien, at vinden meget sjældent kommer i spil i landet, men hvis det blæser fra den rigtige retning, burde der være mulighed for en ganske underholdende etape, også på rundstrækningen, hvor der ikke umiddelbart ser ud til at være alt for meget læ. I roligt vejr er der til gengæld lagt op til en helt klassisk og let sprinteretape, hvor de rene sprintere skal slås om den første førertrøje i en finale, hvor det sene sving stiller visse krav til sprintertogene.

 

Al Mirfa og finalerundstrækningen skulle have gjort debut på 6. etape i 2020, men desværre var det netop efter 5. etape, at coronavirus lukkede løbet ned. Derfor er der tale om debut som målby for et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Tidskørsler i løb uden for Europa har sjældent været noget populært koncept, da det stiller store logistiske krav og kræver ekstra udgifter at transportere specialudstyr ud af sportens hovedkontinent. Mange har løst udfordringen ved at stille krav om brug af landevejscykler, som vi blandt andet har set det i Qatar og Argentina, men RCS er ikke bange for at udfordre holdenes logistik. Siden deres løb som Abu Dhabi Tour kom på WorldTour-kalenderen i 2018, har der nemlig været en tidskørsel i tre af de fire udgaver, først som en enkeltstart i 2018 og siden som et holdløb i 2019, og efter sidste års ”tempoløse” udgave skal specialcyklerne igen i år i aktion. Det sker på en kort, klassisk mellemøstlig enkeltstart, der naturligvis er flad, men som med en placering på den uhyre kringle Alm Hudayriat Island Cycle Track i Abu Dhabi er en kringlet affære.

 

I alt skal der tilbagelægges 13,0 km, som har både start og mål på Al Hudayriyat Island i Abu Dhabi. Etapen består af en tur hele vejen rundt på banen, og selvom det i alt væsentligt er fladt, finder man undervejs 90 skjulte højdemeter. Den første del er den letteste, når man snor sig mod øst og nordøst ad en vej, der ku bugter sig let, og den enkle karakter fortsætter, når man ved vandet drejer mod nordvest og siden mod syd og vest.

 

Kort inden mellemtiden bliver det mere kringlet. Her skal man første gang 180 grader rundt, inden en bugtende vej leder frem til tidstjekket, der tages efter 7,0 km. Nu skal man atter 180 grader rundt i en kurve, inden vejen kun bugter sig let mod vest og nord. Slutteligt bliver det meget kringlet, da man over kort tid skal 180 grader rundt hele tre gange i en serie kurver, hvorefter en let bugtende vej leder mod syd ned til mål med en sidste blød kurve 250 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 90 højdemeter.

 

På profilen kan det være lidt svært at forstå, at det undervejs lykkes at finde næsten 100 højdemeter, men grundlæggende er der tale om en rigtig specialistenkeltstart for de store wattmonstre. Distance- og terrænmæssigt minder den meget om den ikoniske Tirreno-enkeltstart, men ruten her er dog ganske kringlet, og særligt efter mellemtiden vil der skulle holdes lidt igen, selvom det kunne se ud til, at svingene har en karakter, hvor trådet ikke skal lettes meget. I hvert fald er der lagt op til et opgør mellem tempokongerne, mens klatrerne skal forsøge at begrænse tabet, inden de rammer deres terræn.

 

Al Hudayriat Island har én gang tidligere været vært for et stort cykelløb. Det var det indledende holdløb i 2019-udgave, hvor man dog kørte en anden og langt mindre kringlet rute, og hvor Jumbo-Visma lagde grunden til Primoz Roglics samlede sejr ved at vinde med 7 sekunder ned til Sunweb og 8 sekunder ned til Bahrain-Merida over den 16 km lange distance.

 

 

 

 

3. etape

Efter to dage i næsten helt fladt terræn er det tid til at erfare, at ikke hele ørkenen i området er pandekageflad, når det er tid til en gentagelse af den mest ikoniske etape fra det nu hedengangne Abu Dhabi Tour. Tirsdag sendes feltet nemlig ud på den klassiske kongeetape med mål på toppen af Jebel Hafeet-stigningen, hvor vinderen i Abu Dhabi-løbets tre udgaver hver eneste gang også endte som samlet vinder. På årets mere alsidige rute er der ingen garanti for, at vinderen af 3. etape også vil sejre samlet, som vi så det i 2019, men som løbets ubetinget sværeste bjerg er der ingen tvivl om, at Jebel Hafeet atter er stedet, hvor klatrerne skal tage deres store skridt mod en samlet sejr i årets første WorldTour-løb.

 

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, og der er næsten tale om en kopi af de foregående - dog med undtagelse af 3. etape i 2020, hvor bjerget blev besteget to gange - og de denne gang 166,0 km fører som altid fra Al Ain op til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top. Fra start snor man sig i en ganske teknisk fase mod øst ind gennem centrum af Al Ain, inden man kører mod nord ud til den første spurt, der er placeret efter 28,6 km i byens nordlige udkant.

 

Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt. Herfra leder et skarpt sving mod syd, inden det via endnu en lige, flad vej går mod syd og siden sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

 

Her venter den sidste spurt efter 152,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næsten 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 1430 højdemeter.

 

Med nu hele syv besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour kender vi efterhånden alt til denne etape, der vil være rammen om det første af de to store klatreslag. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have gjort forskelle, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion - en selektion, der formentlig vil afgøre, hvem der skal vinde den tredje udgave af løbet.

 

Vindens betydning så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

 

Sidste år betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu.

 

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 

 

 

 

 

4. etape

Med hele to dage uden for rampelyset har sprinterne ventet usædvanligt længe på at komme i aktion igen, men fra midten af løbet bliver løbet nærmest til en ren sprinterfestival med hele tre flade etaper. Den første af disse er den potentielt mest interessante, for selvom 4. etape ikke byder på meget terræn, betyder en kringlet tur op og ned ad den arabiske kyst, at der måske kan komme lidt sidevindsdrama og dermed lidt grus i maskineriet på en dag, der dog efter al sandsynlighed ender i en helt klassisk massespurt.

 

Med en distance på 204,0 km er der tale om en for løbet uhørt lang etape, der har både start og mål på Marjan Island, der er en ø ud for kysten umiddelbart nord for Dubai. Fra start kører man mod nordøst hen langs vandet, inden man drejer mod sydøst for at køre ind i ørkenen. Her går det mod sydvest ad en lige vej, inden man drejer mod vest for atter at køre ud til vande i udkanten af Dubai. Her går det mod sydvest ned langs vandet, inden man kører mod nord ud på en tange, hvor man kører en rektangulær rundstrækning med dagens første spurt, som er placeret efter 51,3 stort set flade kilometer.

 

Efter rundstrækningen kører man mod syd og sydøst tilbage til ørkenen, hvor man rammer en lang, lige ørkenvej, der følges mod nordøst og nord helt op til et vendepunkt i udkanten af byen Ras Al Khaimah. Her foretager man en U-vending for siden at køre mod syd tilbage ad samme vej, inden man drejer mod nord for at køre ind gennem Ras Al Khaimah og ud til kysten, hvor dagens anden spurt kommer efter 171,7 km. Nu drejer man mod sydvest for at køre ad den helt flade og næsten helt lige kystvej de sidste godt 30 km tilbag til Marjan Island. Her drejer man skarpt til højre ud på selve øen, hvor man følger en flad vej, der bugter dig mod højre. Med 2700 m igen foretager men U-vending, hvorefter det går ad samme flade vej, der nu naturligvis bugter sig til venstre, tilbage til mål ad den m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 690 højdemeter.

 

Man kan diskutere visdommen i etapens længde, for uden vind bliver det en stille og rolig langgaber, der vil ende i en massespurt. Til gengæld kan en blæsende dag gøre det helt anderledes dramatisk, selvom den sidste del af etapen desværre hovedsageligt foregår i byzone, hvor der kan være for meget læ. Til slut skal rytterne dog ud på Marjan Island, og hvis den er lige så åben som Palmeøen i Dubai, ved vi fra tidligere, at det kan blive en ganske hæsblæsende finale, hvor vinden sagtens kan skabe huller til allersidst.

 

Marjan Island har ikke tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

5. etape

Et af formålene med skabelsen af UAE Tour var muligheden for at besøge hele De Forenede Arabiske Emirater og dermed gøre brug af de begrænsede muligheder for terræn, det generelt flade land giver. Det førte ved første udgave i 2019 til ”opdagelsen” af den nye stigning Jebel Jais, og efter et års fravær vender den i 2021 tilbage for anden gang. Med udsigt til to sprinteretaper til slut er det også denne gang her, at det endelige slag om den samlede sejr skal slås, men da der er tale om en relativt blød stigning, kan det blive svært at gøre de store forskelle, i hvert fald hvis vinden står i ansigtet på det åbne bjerg - præcis som vi så det for to år siden, hvor etapen afgjordes i en spurt på toppen.

 

I alt skal der tilbagelægges 170 km, der fører feltet fra Fujairah til toppen af Jebel Jais. Startbyen ligger ved Emiraternes østkyst, og målbjerget ligger ganske tæt på vestkysten, og første del af etapen består derfor af en tur tværs gennem ørkenen, der i den nordlige del dog er ganske kuperet. Således stiger det ganske let fra starten ved kysten, når man kører mod nordvest og vest ind i ørkenen frem til dagens første spurt, der kommer efter 32,5 jævnt stigende kilometer i hele 498 m højde. Derfra går det videre mod nord ad en lige og let faldende ørkenvej, indtil man er nede i byen Ghub i 100 m højde. Nu drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej, der leder op til Al Muhtarqah i 284 m højde, inden det atter falder let mod vest.

 

Efter 86,5 km når man ud af den kuperede del af ørkenen og rammer en flad hovedvej, der leder mod nord ud mod kysten. Kort inden man når vandet, drejer man dog mod nordøst for at køre af en let stigende vej længere ind i ørkenen forbi dagens anden spurt, der kommer efter 127,0 km. Nu følger man en let stigende og ganske snoet vej mod nordøst og nord hele frem til foden af Jebel Jais, der bestiges ad en vej, der fører mod nord.

 

Etapen afsluttes nemlig med den store finale på opkørslen til toppen af Jebel Jais, der over 21,1 km stiger med 5,4%. Der er tale om en regulær opkørsel, hvor stigningsprocenten kun sjældent når over 6. I stedet ligger den på 5-6 det meste af vejen, men der venter 2,7 kilometer med 7,1% til allersidst, hvor den også når sit maksimum på 9%. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, det sidste med 1400 m til stregen, hvorefter vejen blot bugter sig let, dog med en ret skarp kurve 250 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2581 højdemeter.

 

Vi kender Jebel Jais fra 2019, og dengang så vi, at den ikke er voldsomt vanskelig, og modvind kan reelt slå etapen ihjel. Dengang kunne Laurens de Plus blot skabe gradvis udskilning med sit føringsarbejde for Primoz Roglic, der siden viste sig som hurtigste mand blandt de 11 overlevende, og det skete endda på en dag med medvind. Selvom turen gennem ørkenen denne gang giver 1000 ekstra højdemeter, og vinden forhåbentlig kan skabe lidt drama, er der en risiko for en gentagelse, og meget kunne tale for, at det mere er en etape for de hurtigste af løbets favoritter, der her kan spurte sig til bonussekunder.

 

Jebel Jais blev som sagt første gang besøgt i 2019, hvor Laurens de Plus førte det meste af vejen op ad stigningen, indtil en gruppe på 11 mand endte med at spurte om sejren, der gik til den førende Primoz Roglic foran Tom Dumoulin og David Gaudu.

 

 

 

 

6. etape

Da både Dubai og Abu Dhabi Tour blev skabt med det formål at promovere storbyerne som turistdestinationerne, er det ikke overraskende, at begge løbs mest markante kendetegn var storbyetaper, der bød på sightseeing rundt til de to storbyers seværdigheder. Naturligvis har disse byetaper overlevet fusionen, og i år er de endda begge placeret som rosinen i pølseenden, hvor de giver en uhyre sprintervenlig finale. Da Abu Dhabi får lov at runde festen af, er det Dubai, der er rammen om den første af de to flade dage, når der for første gang i dette løb skal sluttes på den spektakulære palmeø, hvor vinden i Dubai Tour har kunnet give stor nervøsitet til allersidst.

 

I alt skal der tilbagelægges 165,0 km, der fører feltet fra en start i centrum af Dubai til målet på Palm Jumeirah, der ligger lidt længere nede ad kysten i hjertet af millionbyen. Som altid er der tale om en tur rundt i den helt flade by, og man lægger ud med at køre mod sydøst ud til forstæderne. Inden man når ud i ørkenen, drejer man dog mod syd for siden at sno sig mod vest tilbage mod centrum. Her kører man mod sydvest parallelt med kystvejen, som man efter to sving rammer et øjeblik senere. Den følges mod sydvest ned forbi Palm Jumeirah, inden man kører ud op en anden ø, hvor han man kører frem og tilbage med to U-vendinger undervejs, inden man kører tilbage til kysten og kører det sidste stykke mod sydvest ned til etapens vestligste punkt.

 

Nu forlader man igen vandet og kører mod sydøst og nordøst ind gennem byen frem til den første spurt, der kommer i Springs Village efter 67,1 km. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre ud gennem de yderligste forstæder, inden man drejer ud på en rigtig ørkenvej, der fører mod sydøst og syd ind gennem selve ørkenen hele vejen ud til Al Gudra Cycle Track, der ligger midt ude i ingenmandsland. Her kører man dagens anden spurt efter 103,3 km, inden man kører mod øst ud til et vendepunkt.

 

Efter en U-vending går det nu mod vest, nord og nordvest tilbage ad samme vej til udkanten af Dubai, hvor man afviger fra den oprindelige rute ved at køre mod nord og siden vest og nordvest ind gennem byen tilbage mod kysten. Her når man kystvejen, som man passerer lige over for i stedet at køre mod nordvest gennem tunnelen ud til Palm Jumeirah. På selve øen kører rytterne mod syd, inden de foretager en U-vending med 3200 m til mål. De sidste 3 km foregår på en stor vej, der bøjer svagt til højre, og der er undervejs et par rundkørsler. Den sidste af disse kommer med 800 m igen, og herefter gælder det den 7 m brede opløbsstrækning, der som resten af etapen er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 363 højdemeter.

 

Finalen på Palm Jumeirah har ikke været benyttet i UAE Tour, men var en fast bestanddel af Dubai Tour. Rytterne skal ud i ørkenen undervejs, hvor man kan håbe, at vinden kan komme i spil, men historien viser, at det som regel ender i en klassisk massespurt. Til gengæld har vi også set, at vinden kan komme i spil ude på øen til allersidst. Det er således typisk en stor spurt mellem de forskellige tog, der leder frem til tunnelen, idet det er vigtigt at være helt fremme, hvis det blæser på øen. Her er der tit opstået huller, så hvis man har klassementsambitioner, skal man holde sig til, mens sprinterne dyster om etapesejren.

 

I 2014 vandt Giant-Shimano kampen mellem de store tog og afleverede Marcel Kittel til sejr foran Peter Sagan og Taylor Phinney. I 2015 drog Elia Viviani fordel af et perfekt lead-out og slog Mark Cavendish i en duel, der gav ham sin første sejr for Sky. Viviani var igen hurtigst i 2016, hvor finalen i sidste øjeblik blev ændret, og et styrt i den sidste tunnel satte Kittel ud af spillet. Tyskeren fik imidlertid sin revanche i 2017, hvor han åbnede løbet med at besejre Dylan Groenewegen og Mark Cavendish. Til gengæld var Groenewegen hurtigst ved seneste besøg i den sidste udgave af Dubai Tour i 2018, hvor han sejrede foran Magnus Cort og Viviani.

 

 

 

 

7. etape

Ved skabelsen af det nye løb lå det i kortene, at Abu Dhabi og Dubai skulle være værter for første og sidste etape, og at begge byer skulle lægge asfalt til en af de flade sprinteretaper, der altid har været løbenes mest markante karakteristikum. Ved fordelingen af opgaverne blev det besluttet, at Abu Dhabi skulle skyde festen i gang, og at Dubai skulle være vært for den store finale, og sidste år var det helt naturligt at bytte rundt på rollerne. Som bekendt fik coronavirus dog aflyst den store afslutning i Abu Dhabi, og derfor er det kun naturligt, at byen også i år har fået tildelt den store finale - også selvom Dubai end ikke fik lov at agere vært for starten. Derfor er det i år Abu Dhabi, der runder festen af, og det sker med en endnu en turistetape, der fører feltet rundt til storbyens attraktioner. Der er derfor nok engang lagt op til en paradeagtig afslutning, der ventes at kulminere i den helt klassiske massespurt for de reneste af de rene sprintere.

 

Med en distance på 147,0 km er der som så ofte på sidstedagen tale om en kort etape, der fører feltet fra Yas Mall til målet ved Abu Dhabi Breakwater, der ligger på en ø ud for den helt flade millionby. Fra starten ved vandet kører man mod syd ned langs kysten og siden sydøst over en bro. Nu følger man en lige kystveh mod vest og nordvest, indtil man kører mod syd tværs gennem byen over til vandet ”på den anden side”. Her kører man mod vest hen langs kysten, inden man atter kører mod nord gennem byen over til vandet ”på den anden side”, hvorefter det går tilbage mod øst ad kystvejen forbi den første spurt, der kommer efter 42,6 km. Nu går det mod øst ad en vej, der løber parallelt med kystvejen, inden man kører mod nordøst op til en næsten rektangulær rundstrækning, der ligger i byens nordlige udkant.

 

Efter en omgang på rundstrækningen, der består af lange, lige veje, kører man tilbage mod nordvest med retning mod centrum. Nu drejer man mod vest for at køre over flere broer tværs gennem flere af de mange øer, der ligger ud for Abu Dhabi. På den største af disse drejer man mod sydvest for at køre tværs gennem den frem til Louvre Abu Dhabi, hvor løbets sidste spurt kommer efter 130,7 km på en lille sløjfe, hvor man kører frem og tilbage for at passere museet.

 

Efter spurten kører man mod sydvest over endnu en bro, der leder tilbage til hovedlandet, hvor man kører ad en lige vej mod sydvest, indtil man gennem fire hurtige sving rammer kystvejen, der følges mod sydvest. Til slut drejer man skarpt til højre med 1200 m igen og følger derefter en svagt bugtende vej over en bro, der leder ud til målet på en lille ø ud for Abu Dhabi.

 

Etapen byder på i alt 180 højdemeter.

 

Helt uden undtagelse af de flade byetaper i Dubai og Abu Dhabi Tour altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da vi tidligere på en lignende etape har set, at passagerne over broerne langs byens kyst kan give anledning til ganske stressende sidevindskørsel. Sådanne passager venter inden for de sidste 50 km, hvor der er masser af den slags passager, og det vil under de rette vejrbetingelser måske kunne skabe lidt drama. Alt peger dog i retning af, at en massespurt nok engang skal slutte festen af, som det er sket i alle tidligere udgaver af løbene i Emiraterne.

 

Finalen blev første gang benyttet i Abu Dhabi Tour i 2016, hvor Mark Cavendish spurtsejrede foran Elia Viviani og Andrea Guardini, inden Marcel Kittel i 2017 sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish. I 2018 lykkedes det overraskende Phil Bauhaus at krydse stregen først foran Kittel og Pascal Ackermann, og i 2019 fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Ewan. Sidste år var etapen som nævnt planlagt til sidstedagen, men måtte aflyses efter et coronaudbrud.

 

 

 


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR - PRÆMIER TIL TOP 25, ETAPEVINDERNE OG LODTRÆKNINGSPRÆMIE
 

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

 

Det har imidlertid ikke været tilfældet for hverken Dubai eller Abu Dhabi Tour. Tværtimod har de været helt enkle at forholde sig til, og det har ikke voldt problemer at gennemskue, hvor løbene skulle afgøres. Dubai Tour var altid en kamp på bonussekunder og tid vundet i den eksplosive finale på Hatta Dam, mens Abu Dhabi Tour i sin oprindelige version altid blev afgjort på Jabel Hafeet og i 2018 også på enkeltstarten.

 

Den slags luksus for optaktsskribenter skyldes, at hovedparten af de mellemøstlige etaper har været meget lette sprinteretaper, hvor der ganske vist altid har været en chance for, at vinden kunne komme i spil, men hvor det sjældent er sket. Dermed har de aldrig spillet nogen rolle for klassementet - i hvert fald ikke i Abu Dhabi Tour, hvor klatrebenene har talt.

 

Det nye UAE Tour er også dejligt enkelt. Etaperne er hver især meget lette at fortolke, og ser man bort fra sidevinden, er der ikke megen plads til overraskelser. I år bliver det endda endnu mere enkelt af, at Hatta Dam-etapen, der har været den mest åbne for flere forskellige ryttertyper og med en lille mulighed for tidsgevinster også for klassementsryttere, er væk, og nu er det syv meget ”rene” etaper, der udgør årets løb.

 

Alligevel er det ikke helt så enkelt som for et år siden. Sidste år betød den sene ruteomlægning, at der var hele to bjergfinaler Jebel Hafeet, der har vist sig så svær, at bedste klatrer ofte vinder. Da vinden heller ikke i 2020 kom i spil, blev det altså et helt regulært opgør på bedste bjergben i februar, og det viste sig lidt overraskende, at de tilhørte Adam Yates og ikke den tårnhøje forhåndsfavorit, Tadej Pogacar, der vist fik sig et mindre varmechok.

 

I år er det faktisk slet ikke så enkelt endda. Det kan godt være, at de enkelte etaper er lette at læse, men inklusionen af en pandekageflad tonserenkeltstart for specialister øger kompleksiteten betydeligt. Som vi ved fra 2018-udgaven af Abu Dhabi Tour, der havde en tilsvarende etape, og fra Tirreno-Adriatico, der slutter med en lignende enkeltstart, er der meget få klassementsryttere, der mestrer den type enkeltstart -selv en tempospecialist som Chris Froome har sjældent gjort det godt i den slags wattudladninger - og de få, der er, er stort set alle fraværende. Således er der ingen Remco Evenepoel, Primoz Roglic, Geraint Thomas og naturligvis heller ingen Tom Dumoulin, og der er for så vidt heller ingen Rohan Dennis. Som vi ved fra Tirreno, kan det ofte virke lidt tilfældigt, om det bliver den ene eller den anden klatrer, der har overhånden, og forskellen mellem de fleste klassementsspecialister er over en sådan distance oftest relativt begrænsede. Til gengæld ved vi også fra Tirreno, at de sande specialister - som altså i vidt omfang er fraværende - i bedste fald kan vinde op mod et minut på de letteste over en sådan distance.

 

I det lys er enkeltstarten en nøgleetape, der kan skabe helt afgørende tidsforskelle for de få, der virkelig mestrer den - her tænkes i alt væsentligt kun på Joao Almeida - men for den store masse af klatrere vil der i vidt omfang være mulighed for at indhente tabet på Jebel Hafeet. Den golde ørkenstigning er nemlig ganske selektiv, som vi har set det i de seneste udgaver. Ikke mindst ved den første opkørsel i 2020, hvor der endda var modvind på den helt åbne ørkenvej, viste Yates jo, hvordan det kan gøres, og selvom de foregående og heller ikke den senere etape i samme løb gav samme gigantiske forskelle, siger det lidt om potentialet for en formstærk klatrer, at Yates kunne slå Pogacar med 1.03, Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30, og at de næste seks mand var næsten to minutter efter.

 

En sådan magtdemonstration gør det i hvert fald muligt at eliminere betydningen af enkeltstarten. Omvendt har vi også set, at vindfølsomheden og den relativt lette afslutning har givet tendens til, at rytterne er ankommet i mindre grupper, og oftest er der blevet spurtet om etapesejren, som vi også så ved andet besøg i 2020. Det vidner om, at løbet meget vel kan blive afgjort af enkeltstarten, når de bedste klatrere skal adskilles.

 

Hvad så med inklusionen af Jebel Jais, der vender tilbage efter et års fravær? Kan den ikke gøre en forskel? Jeg tror ikke, at vi skal være alt for optimistiske. For to år siden var der sågar medvind, men alligevel lykkedes det en ganske vist brølstærk Laurens de Plus at føre stort set hele vejen og langsomt sætte ryttere af, indtil hans kaptajn Primoz Roglic var hurtigste mand blandt de 11 overlevende. Det er med andre ord en stigning, der næppe kan skabe forskelle - i hvert fald ikke, hvis det førende hold er stærke nok til ikke at lade kaptajnen isolere og dermed gøre ham sårbar over for taktik og en byge af angreb. Til gengæld kan de 10 bonussekunder, Roglic spurtede sig til på toppen, sagtens blive afgørende, og en god spurt er derfor slet ikke et ringe våben.

 

De øvrige fire etaper må alle ventes at ende i stensikre massespurter i et felt med næsten alle verdens topsprintere, og dermed er vi efterladt med fire elementer, der vil afgøre løbet: klatrebenene på Jebel Hafeet, en god spurt om bonussekunder i indlagte spurter og ikke mindst på Jebel Jais, tempobenene på den kringlede tonserenkeltstart og risikoen for sidevind, der dog historisk aldrig rigtigt for alvor er kommet i spil i Emiraterne, der åbenbart slet ikke er så oplagt til sidevindskørsel som Qatars højdramatiske ørken.

 

Dermed er vejret også en særlig nøglekomponent, både i forhold til sidevind og vindretning på de to eksponerede og golde bjerge. Som udsigten er nu med en god uge til afslutningen på løbet, tyder det på en varm og gradvist mere blæsende affære.  De første to dage vil byde på temperaturer på omkring 25 grader og en jævn til frisk nordlig vind (ca. 20 km/t). Det betyder, at vinden faktisk vil komme fra siden på hele den sære rundstrækning på 1. etape, og hvis der er helt åbent ud til vandet, kan der måske ske noget. Til onsdagens flade etape vil vinden være svagere (15-20 km/t) og komme fra nordvest, og selvom retningen er den helt rigtige, vil den næppe være stærk nok til at skabe splittelse.

 

Det ventes til gengæld at blæse kraftigt op til de to storbyetaper med en nordvestlig vind på 30 km/t fredag og 25 km/t lørdag. Igen er retningen ude fra vandet den rigtige, men i Dubais storby viser historien, at det kun er på Palmeøen til sidst, at det kan blive farligt, men her kan der måske godt hentes et par sekunder, hvis det går voldsomt for sig. Abu Dhabi-etapen er historisk mere farlig med den lange tur langs kysten, hvor den før har været splittet, men det er altid blevet samlet. Jeg tvivler derfor på, at vi får det drama, man kunne håbe på. Min konklusion er, at sidevinden i år formentlig heller ikke bliver afgørende, men udelukkes kan det ikke, særligt ikke på 1. og i de absolutte finaler på 6. og 7. etape.

 

Torsdag vil vinden (knap 20 km/t) heldigvis være lidt mere i vest, og det kan betyde, at vi får sidevind og ikke sidemovind på Jebel Jais. Vi får dog ikke den ønskede medvind, og jeg tror derfor ikke, at der gøres væsentlige forskelle på 5. etape. Til gengæld kan klatrerne juble over den nordvestlige vind (knap 20 km/t) tirsdag. Det giver nemlig direkte medvind hele vejen op ad Jebel Hafeet, og dermed får bjergrytterne betydeligt bedre muligheder for at reducere betydningen af enkeltstarten. Samtidig er det også værd at notere, at det inde i landet er betydeligt varmere, end det er ved kysten, hvor de øvrige seks etaper afvikles i temperaturer på 25-28 grader. I bunden af Jebel Hafeet ventes temperaturer på helt op til 32 grader, og dermed kan varmen sagtens blive et helt afgørende tema for de forfrosne europæere, som vi så det sidste år.

 

Endelig skal man skal også være opmærksom på, at bjergetaperne er meget specielle. Bjergetaper med en helt flad indledning og en afsluttende klatretur på en halv times tid er helt anderledes end store dage med adskillige bjergpas og mange højdemeter. Selvom Jebel Hafeet i sig selv er svær, ser man ofte, at lidt mere eksplosive folk end klassiske bjergryttere kan være med på denne slags etaper. For en del år siden var Julian Alaphilippe endda tæt på at vinde, selvom han i de europæiske bjerge dengang altid kom til kort.

 

Næsten uanset rutens beskaffenhed kan der dog næppe være den store tvivl, at Tadej Pogacar altid ville være favorit. Slovenerens klatreevner behøver ingen nærmere præsentation, og hvis han er i form, vil han være manden, der skal slås på Jebel Hafeet. Der er al mulig grund til at tro, at han også er brandvarm, for UAE Tour er en gigantisk begivenhed for hans hold, der altid møder op med A-kæden og altid beder deres kaptajner være i form sidst i februar. Det gælder også for Pogacar, der er en af de få, for hvem dette løb faktisk er et lille sæsonhøjdepunkt.

 

Det er dog mere kompliceret end sidste år, hvor Pogacars favoritværdighed var utvivlsom - også selvom han ikke endte med at vinde. Enkeltstarten komplicerer nemlig sagen, for vi har stadig til gode at se, hvor meget hans tempoevner faktisk er forbedret. Tour-enkeltstarten var på alle måder en speciel begivenhed - dels var den meget kuperet, dels kom den sent i en grand tour - og denne korte wattenkeltstart er utvivlsomt ikke Pogacars kop te. Han har før kørt en god relativt flad enkeltstart i Algarve, men ellers har enkeltstarter generelt været en svaghed, og selvom man kan vente sig, at han vinder tid på hovedparten af sine konkurrenter, må han regne med et tidstab til eksempelvis Almeida.

 

Pogacar har også en svaghed i sidevinden. UAE er skræmmende i bjergene, men i den åbne ørken står han svagt - særligt med den begrænsede holdbarhed, den ellers sidevindsstærke Fernando Gaviria efterhånden kan mønstre. Alle rivalerne ved, at Pogacar er sårbar netop her, og hvis vinden mod forventning kommer i spil, kan han blive et offer, som han var det i Touren sidste år. Undgår han den fadæse, bliver han dog meget svær at slå som den naturlige favorit på Jebel Hafeet - hvis han denne gang har sørget for at vænne sig til varmen, som han aldrig har været fan af - og en god spurt til også at vinde på Jebel Jais, som hans superhold utvivlsomt kan kontrollere lige så fint, som De Plus gjorde det for to år siden. Derfor tror jeg, at han glæder sit hold ved at sikre sig den store revanche i hjemmebaneløbet.

 

Det kræver dog, at han ikke får bøllebank af Adam Yates én gang til. Sidste år var briten nærmest skræmmende, da han kørte mere end et minut fra en ellers ret suveræn Pogacar på Jebel Hafeet, og hvis han er lige så stærk denne gang, skal selv Tour-kongen stå tidligt op for at slå ham. Yates har vundet kongeetaper i cykelløb nu to år i træk og har derfor for vane at starte som lyn og torden. Med et holdskifte til Ineos, hvor han har et territorium, der skal markeres, har han alt muligt incitament til med det samme at vise, at han skal have flere kaptajnroller. Disse meget eksplosive bjergetaper er perfekte for Yates, der er bedst på netop den slags etaper, og han har allerede én gang vist, at han er stærk nok til at skabe en massakre på Jebel Hafeet, når han har den form, han også i 2019 havde i forårets ugelange etapeløb, hvor han har for vane at være skræmmende.

 

Det bliver dog sværere denne gang. Yates har én gang tabt Tirreno-Adriatico til en slovener - dengang Primoz Roglic - på en kort, flad tonserenkeltstart, og han vil utvivlsomt tabe tid denne gang, også selvom den kringlede rute passer ham lidt bedre. Selvom han kan afslutte, har han heller ikke Pogacars hurtighed, og skal han vinde, skal det ske med overlegen kørsel på Jebel Hafeet. Her bakkes han til gengæld op af et supermandskab, og det gør han også i sidevinden, hvor han har wattmonsteret Filippo Ganna og sidevindskongen Luke Rowe, der før har vundet cykelløb for sine kaptajner i sidevind, til sin rådighed. Med andre ord har han alle forudsætningerne for at vinde, hvis han nok engang kan køre fra Pogacar på Jebel Hafeet.

 

Hvad betyder det, at der denne gang er en enkeltstart? Det betyder først og fremmest, at Joao Almeida pludselig er en af de tunge favoritter. Portugiseren fandt i Giroen pludselig ud af, at han kan køre enkeltstart, og vigtigst af alt er det, at 1. og 21. etape viste ham, at han på imponerende vis også kan køre op med verdenseliten - Filippo Ganna undtaget naturligvis - på flade wattenkeltstarter som denne. Kører han som i Milano for et par måneder siden, vil han efter al sandsynlighed vinde tid på alle sine rivaler, og så er spørgsmålet, hvordan han klatrer.

 

Jebel Hafeet bliver udfordringen. Den eksplosive natur passer ham, men Giroen viste også, at han stadig har begrænsninger på lange stigninger. Heldigvis er denne etape ikke specielt voldsom, og netop på en rute som denne kan han måske forsvare sig. Hans spurt er som bekendt sublim, både på Jebel Hafeet, hvis han sidder i en gruppe til sidst, og på Jebel Jais samt i indlagte spurter, og Deceuninck er selv med denne trup formentlig blandt de stærkere hold i sidevinden. Vi aner ikke, hvor han står formmæssigt, men med Vueltaen som sæsonmål har han masser af plads til at formtoppe i foråret. Brager han en superenkeltstart af, er det bestemt ikke udelukket, at han forsvarer sig så godt, at han kan vinde løbet for feltets sejrskonger fra Deceuninck.

 

En anden rytter, der kan glæde sig over enkeltstarten, er Daniel Martinez. Nok er lige netop denne type enkeltstart ikke skræddersyet til ham, men det er efterhånden sjældent, at han ikke går i top 10 på en tidskørsel. Ligesom Yates vil han være topmotiveret efter at vise sig frem for Ineos og dermed sikre sig mere beskyttelse, og med en god enkeltstart vil han utvivlsomt også være beskyttet på Jebel Hafeet i dette løb. Han har for vane at starte sæsonen uhyre stærkt, som da han i 2020 virkede nærmest skræmmende på kongeetapen i Colombia, eller som da han i 2019 slog Miguel Angel Lopez og Simon Yates på kongeetapen i Paris-Nice. Der er formentlig bedre klatrere end ham i dette løb, men hvis han har benene fra Dauphiné, er der ingen grund til at tro, at han ikke kan gøre det godt på Jebel Hafeet. Som Yates har han et uhyre stærkt hold hos sig i både bjerge og sidevind, men til gengæld har han ikke den spurt, der kan give ham bonussekunder. Martinez skal først og fremmest vinde løbet på enkeltstarten, men det er bestemt heller ikke umuligt i et løb uden mange tempostærke klassementsryttere.

 

Når vi taler om vinterform, er det umuligt ikke at nævne Emanuel Buchmann. Tyskeren har to år i træk været stærkeste mand på stigningerne i endagsløbene på Mallorca - særligt sidste år var han i sin egen liga - og for to år siden var han også blandt de fire, der spurtede om sejren på Jebel Hafeet, mens han sidste år udgik efter et tidligt styrt. Siden 2019 har Buchmann endda gjort gigantiske fremskridt, og hans Dauphiné indikerede da også, at han havde kurs mod en fremragende Tour, hvis ikke styrtet havde ødelagt det. Efter et 2020, der var lige til skraldespanden, må han være uhyre revanchelysten, og hvis han har sin klassiske startform, vil han være stærk på Jebel Hafeet. Desværre passer de eksplosive finaler slet ikke til hans dieselmotor, han ejer ikke megen spurtstyrke, og denne korte enkeltstart vil også koste tid i forhold til flere rivaler. Til gengæld er der al mulig grund til at tro, at han klatrer med de allerbedste på Jebel Hafeet, hvor han skal vinde løbet med sine klassiske Mallorca-ben, og så skal han bruge et stærkt sprinterhold til at klare sidevinden.

 

Efter magtdemonstrationen på Ventoux må man også have visse forventninger til Ivan Ramiro Sosa, der via sin gode form har kørt sig til en plads på holdet i dette løb. Desværre passer dette løb ham bestemt ikke lige så godt som sidste uges opgave. Dels er de eksplosive bjergetaper ikke hans kop te, dels er der en enkeltstart, hvor han vil være blandt de ringeste klassementsryttere, og dels er der en sidevind, hvor Ineos måske nok er stærke, men hvor han i Burgos har vist sine store begrænsninger. Med andre ord er der masser af udfordringer for Sosa, der reelt kun har ét skud i bøssen, hvis han skal vinde løbet. Det kræver, at han brager op ad Jebel Hafeet med endnu større suverænitet, end han gjorde på Ventoux forleden, og det kan godt blive lidt af en opgave på en etape, der passer ham dårligere. Heldigvis har Yates vist ham vejen, og med sin nuværende form må han være en af de ryttere, der kan gentages britens kunststykke fra sidste år. Spørgsmålet er bare, om han kan vinde nok tid til at indhente det tabte fra mandagens forudsigelige nederlag.

 

Nu er dette en vurdering af vinder- og ikke podiepotentiale, og derfor er jeg nødt til at rangere Sepp Kuss højt. Hvis han er i topform, er amerikaneren nemlig en af de klart stærkeste klatrere og et godt bud på en rytter, der på Jebel Hafeet kan lave ”en Yates”. Desværre tror jeg ikke, at vi ser den Kuss, vi så i Touren og Vueltaen sidste år. Kuss har altid været kendt som en langsom starter, og selvom han bestemt er blevet bedre og også langt mere stabil, gjorde han det sidste år kun hæderligt og ikke prangende på Ventoux i Tour de la Provence. Samtidig skulle det slet ikke undre mig, om den eksplosive bjergetape i stegende hede giver ham et chok, som vi så det på den første bjergetape i Burgos, hvor han efter nedlukningen fik sig en gigantisk lussing, inden han fandt sin rytme. Lægger man dertil, at han får prygl på enkeltstarten, der slet ikke passer ham, og at hans hold ser meget sårbare ud i sidevinden, er der så mange spørgsmålstegn ved Kuss, at han får svært ved at vinde løbet. Hvis til gengæld han mod forventning vitterligt er flyvende - og det kunne han være i en af de få kaptajnopgaver, han får i år - er han en af de få, der på Jebel Hafeet klatrer godt nok til at vinde løbet.

 

Tilføjelsen af en enkeltstart betyder også, at man må nævne Rigoberto Uran. Colombianeren har nemlig pludselig genfundet de tempoevner, der ellers ikke blot forsvandt, men blev forvandlet til en gigantisk svaghed, og blandt andet kørte han en glimrende enkeltstart i Touren i både 2019 og 2020. Formen synes også at være overraskende god, for selvom han var ren hjælper i Besseges, sluttede han af med en ganske stærk enkeltstart, der nok engang vidner om evnerne i kampen mod uret. Denne rute er ikke god for ham, men han bør stadig vinde tid på mange af rivalerne. Om han så stadig klatrer godt nok til at vinde løbet, er måske nok tvivlsomt, også fordi EF ser svage ud i sidevinden, men Uran er en af de få, der har så god en enkeltstart, at han kan vinde løbet, hvis Jebel Hafeet bliver knap så selektiv - og så er han jo faktisk også ganske hurtig.

 

Så er der lottokuponen. Wout Poels var heldigvis et gevinstlod i Provence, men det betyder ikke, at han ikke er en nitte i Emiraterne. Sidste år blev han således nr. 2 bag Pogacar på kongeetapen i Valencia, men da det gjaldt i dette løb, faldt han helt igennem. Egentlig passer denne slags eksplosive bjergetaper ham bel udmærket, men sidste år var det indtrykket, at han slet og ret eksploderede i varmen. Den risiko er uhyre stor igen, særligt fordi Poels altid døjer med at komme i gang i et etapeløb, og derfor er det kritisk, at løbets to vigtigste etaper kommer allerede i løbet af tre dage. I forvejen må han med sine nuværende tempoevner, der er stærkt aftagende, regne med et tidstab på enkeltstarten. Til gengæld viste han i Provence, at formen i hvert fald er god, så undgår han et af sine mange mærkelige formdyk bør han ende langt fremme på Jebel Hafeet også.

 

Hvad så med Alexey Lutsenko? Det er ikke noget tilfælde, at kasakken blev nr. 3 sidste år, for denne slags eksplosive bjergetaper passer perfekt til en kraftkarl som ham, som vi også har set det på Green Mountain i Oman. Som bekendt er Lutsenko altid brandvarm, når han i februar kommer ned fra Teide, og meldingen var, at det samme gjaldt i år. Derfor var det også svært overraskende, at han slet og ret faldt igennem på Ventoux. Det kan naturligvis bare have været en dårlig dag, men jeg synes også, at han viste meget bekymrende tendenser i spurten på 2. etape, hvor han kun gled agterud. Det ændrer dog ikke på, at Lutsenko har vist, at han klatrer godt nok til at være med på Jebel Hafeet, og at muligheden for, at Ventoux blot var en dårlig dag og lidt startvanskeligheder, stadig består, og med samme høje februaruniveau, som vi kender, vil han være stærk og også hurtig i de mulige spurter på de to bjerge. Til gengæld er enkeltstarten ikke nødvendighed en fordel, for hans enkeltstarter har i mange år været på et niveau, hvor man slet ikke forstår, at han engang i Danmark Rundt har vundet en enkeltstart, der minder om denne, og spørgsmålet er, om han vitterligt klatrer godt nok til også at vinde løbet i et felt med så mange klatrere.

 

Rafal Majka har for vane at køre stærkt i dette løb, og sidste år var han endda endnu bedre, end han plejer. Her var han nemlig med blandt de fire, der jagtede Yates og Pogacar på Jebel Hafeet, og i det hele taget har han hævet sit niveau igen, som vi også i Tirreno-Adriatico. Giroen blev en skuffelse, da han blev syg, men Majka må med vanlig form være en af de bedre klatrere i dette løb. Problemet er, at han som udgangspunkt er hjælper for Pogacar, og samtidig så vi senest i Tirreno, at denne slags enkeltstarter slet, slet ikke er ham. På den anden side betyder det stærke felt, at det meget hurtigt kan blive taktisk, hvis ikke Pogacar kan gøre forskellen, og mens alle kigger på sloveneren, skal man slet ikke udelukke, at en formstærk Majka kan gribe momentet.

 

EF stiller også med Sergio Higuita, men 2020 blev et år, hvor hans stjerne dalede markant. Selvom resultaterne i foråret på papiret var flotte, kan det ikke skjule det faktum, at Higuita faktisk var skuffende, særligt på kongeetapen i et svagt besat Paris-Nice. I det lys er det svært at tro alt for meget på colombianeren, der i forvejen vil tabe megen tid på enkeltstarten, og som uden Sep Vanmarcke som Paris-Nice-bodyguard ser sårbar ud i sidevinden på et sidevindssvagt EF-hold. Omvendt starter han altid fremragende, og hans spurt gør ham uhyre velegnet til disse eksplosive finaler, ikke mindst på Jebel Jais, hvor han vil have fine chancer for at vinde. Først og fremmest skal han dog genfinde klatreevnerne fra 2019, og her er der grund til at have nogen tvivl endnu.

 

 

Løbet er et af de få, hvor Jonas Vingegaard kan få en beskyttet rolle, og derfor handler det om at slå til. Desværre er jeg bange for, at danskeren lider under for mange startvanskeligheder til at gribe chancen. Tendensen er i hvert fald, at han skal bruge løb for at finde formen, men heldigvis er der en undtagelse, der bekræfter reglen. Hans mageløse sejr i Polen Rundt kom netop efter en lang løbspause, og hvis han har ramt rigtigt igen denne gang, burde løbet passe ham. Med sin eksplosivitet står han stærkt på bjergetaperne, også i en spurt på Jebel Jais, og hvis han genfinder bjergbenene fra Angliru eller måske især Polen, kan han komme meget langt med god februarform. Til gengæld er enkeltstarten en stor udfordring, men gør han det, som han gjorde i Grindsted i Danmark Rundt i 2019, kan han i hvert fald begrænse tabet så hæderligt, at et godt resultat er muligt - i hvert fald hvis han og Kuss ikke får problemer i sidevinden med et relativt svagt hold.

 

Kan Alejandro Valverde endnu? Spanieren vandt jo faktisk Abu Dhabi Tour, da det gjorde debut på WorldTouren, og det er velkendt, at spanieren altid er uhyggelig i februar. Det var han i hvert fald indtil 2020, hvor hans generelle niveaufald blev indvarslet med en sjældent svag præstation, der også gjorde sig gældende her med en ganske beskeden 12. plads. Bedre bliver det ikke af, at Valverdes enkeltstart har været nærmest ikkeeksisterende de seneste år, og faktisk har den udviklet sig til lidt af en svaghed. På den anden side var Valverde trods alt konkurrencedygtig i både Touren og Vueltaen, og hvis det går som vanligt, er han endnu tættere på eliten på denne tid af året. Hvis han vitterligt er flyvende, og går der lidt taktik i det blandt de bedre klatrere, har han jo i hvert fald en spurt, der er ganske farlig på toppen af begge de to stigninger. Sidevind mestrer han også, selvom resten af Movistar her nok er af tvivlsom kvalitet.

 

En rytter, der virkelig skal glæde sig over enkeltstarten, er Mattia Cattaneo. Siden Giroen i 2019 har italieneren nemlig virkelig fået fod på disciplinen - en evner, han senest stillede til skue i Vueltaen, hvor der var masser af fladt tonserterræn. Han bør således forsvare sig hæderligt på 2. etape, hvor han kan vinde tid på de fleste, men spørgsmålet er, hvor langt klatreevnerne rækker. Sidste år skuffede han ganske meget i dette løb, og han er generelt en uforudsigelig størrelse, der skal bruge tid på at finde formen. På den anden side viste han sit fine niveau mod slutningen af Vueltaen, da han endelig var kommet sig over sit styrt i august, og hvis han har passet vintertræningen, kan enkeltstarten sikre ham et godt resultat.

 

Bahrain har også Jack Haig, men australieren var en af skuffelserne i Provence. Her var han i hvert fald relativt langt fra det niveau, han havde i februar 2020, hvor han blev samlet nr. 2 i både Valencia og Andalusien. Heldigvis er han også lidt af en dieselmotor, der bør være blevet bedre af fire dages cykelløb, og man kan håbe, at han hæver niveauet. Desværre passer de eksplosive bjergetaper med få højdemeter ikke specielt godt netop til den type motor, og på enkeltstarten står han heller ikke videre stærkt. Holder han sig til i sidevinden, ligner det nok mere en ganske sandsynlig top 10 end et absolut topresultat for den ellers meget lovende australier.

 

Hos Israel SUN vil mange kigge på Chris Froome, men deres bedste mand kunne meget vel blive Ben Hermans. Belgieren havde sidste år ambitioner om at starte stærkt og meldtes skarp til et Tour Down Under, der endte med et ærgerligt styrt. Efter et skidt 2020 er han utvivlsomt revanchelysten, og hans overraskende gode enkeltstart i Besseges tyder på form. Hos BMC kørte han også brølstærkt i februar, og han er generelt god på denne type eksplosive bjergetaper med de klatreevner, der er blevet meget forbedret og på det seneste har givet samlede sejr i bjergløbene i Utah og Østrig. Hans enkeltstart er desværre slet ikke som i BMC-dagene, men Besseges kan give håb om, at det ikke som tidligere ender som en katastrofe. Hvis Besseges er udtryk for formen, kan han gøre det ganske pænt på Jebel Hafeet og dermed også i klassementet.

 

Giroens måske allermest positive overraskelse var den pludselige genfødsel af Domenico Pozzovivo. Den lille italiener var sammen med Jakob Fuglsang endda bedste mand på stigningerne i løbets første halvdel, og dermed har han vist, at han stadig skal tages seriøst. Efterhånden som skaden kommer på afstand, bør han stå endnu stærkere, hvis ikke alderen langsomt indhenter, og han har endda for vane at køre stærkt fra stærkt. Hans enkeltstart er desværre helt forsvundet, hvorfor han vil tabe tid på 2. etape, og man må trods alt også regne med, at han ikke længere klatrer godt nok til at køre med om podiet i et løb som dette.

 

Deceunincks tredje klassementsrytter er Fausto Masnada, der i 2020 fortsatte sin fine, stabile udvikling. Både her og i Tirreno var han ganske langt fremme på bjergetaperne, og da man sjældent bliver ringere på Deceuninck, er der grund til at tro, at han har forbedret sig. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt, for sidste år var han kun god, men ikke prangende i februar. Enkeltstarten forbedrede han ganske meget efter skiftet til Deceuninck, og jeg vil faktisk tro, at han kan undgå den totale katastrofe på 2. etape. Spørgsmålet er mest, hvor formen er for en mand, der ligesom Cattaneo skal toppe i Giroen og derfor ikke kan køre alt for stærkt allerede nu.

 

Patrick Konrad har sine begrænsninger i bjergene, men lige netop dette løb burde passe ganske glimrende til en eksplosiv fyr som ham. Samtidig har han en hurtighed, der gør ham til et ganske godt bud i spurten på Jebel Jais, og han viste med en fornem indsats på Ventoux, at han er i form. Enkeltstarten er til gengæld en udfordring for en mand, der aldrig har excelleret i den disciplin, og klatreevnerne rækker heller ikke rigtigt til andet og mere end at forsøge at hænge på i en eller anden forfølgergruppe. I et løb, der ikke er sværere end dette, er han en ganske sandsynlig top 10-kandidat, når han har så fin form, men det er bare meget svært at se ham være med helt i front.

 

Vi har vænnet os til aldrig at tro på Vincenzo Nibali i årets første måneder, for siden Tour-sejren har han aldrig rigtigt kørt stærkt, når han har været langt fra sine mål. I år har han dog lovet, at han vil bryde trenden og jagte resultater fra start, og faktisk var han allerede i 2020 betydeligt bedre i februar, end han plejer. I Besseges var han da også hæderlig, men han efterlod ikke indtrykket af en mand, der kan vinde et stærkt besat løb som dette - særligt fordi vi skal tilbage til Giroen i 2019 for at finde en Nibali på sit tidligere niveau. Om den aldrende italiener stadig har det, er tvivlsomt, men i dette løb kan han i det mindste glæde sig over, at han trods en rute, der ikke passer ham, bør gøre det bedre på 2. etape end de helt rene klatrere. Til gengæld vil de nok sætte ham så meget til vægs på den eksplosive Jebel Hafeet, der heller ikke passer ham, at han næppe ender helt fremme.

 

Endelig er man nødt til at nævne Chris Froome. I dette løb får vi de første svar på, om han vitterligt kan komme tilbage, og han skal i hvert fald være betydeligt bedre, end han var igennem hele 2020. Det er dog stadig svært helt at tro, at han vitterligt kan finde sig selv, og selv hvis det lykkes til juli, vil det være i modstrid med hans nyere mønster at se ham køre stærkt i februar. Naturligvis taler hans situation for, at han ikke bare kan bruge hele sæsonstarten som træning, og der skal utvivlsomt resultater til, og han vil i hvert fald have større ambitioner, end han plejer at have i februar. I teorien burde han også vinde tid på enkeltstarten, selvom ruten som tidligere slet ikke passer ham, men jeg tvivler stadig stærkt på, at han har et niveau, der gør ham konkurrencedygtig med de bedste.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR - PRÆMIER TIL TOP 25, ETAPEVINDERNE OG LODTRÆKNINGSPRÆMIE

 

OPDATERING: Uran er rejst hjem for at blive far og kommer ikke til start.
 

***** Tadej Pogacar

**** Adam Yates, Joao Almeida

*** Daniel Martinez, Emanuel Buchmann, Ivan Ramiro Sosa, Sepp Kuss, Wout Poels

** Alexey Lutsenko, Rafal Majka, Sergio Higuita, Jonas Vingegaard, Alejandro Valverde, Mattia Cattaneo, Jack Haig, Ben Hermans, Domenico Pozzovivo, Fausto Masnada, Patrick Konrad, Vincenzo Nibali, Chris Froome

* Damiano Caruso, Davide Formolo, Thymen Arensman, Harm Vanhoucke, Neilson Powless, Attila Valter, Gregor Mühlberger, Nick Schultz, Chris Harper, Jaakko Hänninen, Mathias Frank, Geoffrey Bouchard, Louis Vervaeke, Stefan de Bod, Ben Zwiehoff, Remy Rochas, Ruben Fernandez, Matteo Badilatti, Antonio Pedrero, Jan Hirt, Louis Meintjes

 

Danskerne

Hos Jumbo-Visma burde Jonas Vingegaard få en chance for at køre klassement, og han er omtalt ovenfor. Hos Deceuninck skal Michael Mørkøv nok engang sætte Sam Bennett op til spurtsejre samt hjælpe Joao Almeida, Mattia Cattaneo og Fausto Masnada i sidevinden. Mikkel Bjerg har minsandten kørt sig på UAEs A-hold til hjemmebaneløbet, hvor han kan jagte et resultat på enkeltstarten, men ellers får rigeligt at gøre for Tadej Pogacar i sidevinden og for Fernando Gaviria i spurterne. Hos Trek kan Mattias Skjelmose forsøge sig på enkeltstarten, inden han skal støtte Vincenzo Nibali i bjergene og Matteo Moschetti i spurterne. Hos Qhubeka skal Lasse Norman køre lead-out for Giacomo Nizzolo og hjælpe Domenico Pozzovivo i sidevinden. Endelig er Asbjørn Kragh en del af Cees Bols tog på DSM.

 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

 

UAE-Team Emirates: Pogacar er den klare kaptajn, men måske kan Majka også ende hæderligt. Egentlig har Davide Formolo før haft benene til top 10 i dette løb, og det kunne han meget vel have igen. Ligesom Jan Polanc må han dog nok ofre sig på et hold, der formentlig skal styre en del af bjergetaperne.

 

INEOS Grenadiers: Yates, Sosa og Martinez bør alle kunne køre med om sejren og er omtalt ovenfor.

 

AG2R Citroën: Unge Jaakko Hänninen kan forhåbentlig tage næste skridt, men det vil ligne ham dårligt at have formen allerede nu. Tony Gallopin, Francois Bidard, Geoffrey Bouchard, Mathias Frank, der ikke har sine gamle bjergben, og Larry Warbasse klatrer alle hæderligt nok til at ende fremme, men top 10 virker helt urealistisk, særligt med det, vi så i Provence.

 

Alpecin-Fenix: Mathieu van der Poel vil bruge løbet som træning, og som vi så i Algarve og Lombardiet må Jebel Hafeet være for svær til, at han kan køre klassement, selvom han med mulig sidemodvind måske kan hænge på til en spurt på Jebel Jais. Holdet vil snarere satse på Louis Vervaeke, men selvom 2020 var pæn, er han overmatchet her.

 

Astana-Premier Tech: Det handler 100% om Lutsenko, men den uhyre svingende Stefan de Bod klatrede glimrende i dette løb sidste år. Luis Leon Sanchez er kendt som en stærk starter, men klatreevnerne bør ikke længere række til et løb som dette.

 

Bahrain-Victorious: Poels og Haig ligner de bedste bud. Egentlig burde det være Damiano Caruso, der har enkeltstarten som våben, men han er aldrig i form på denne tid af året og er tiltænkt en hjælperrolle. Gino Mäder manglede stadig for meget i Provence.

 

Bora-hansgrohe: Det handler om Buchmann og Konrad, men det skal blive spændende at følge mountainbikeren Ben Zwiehoff, der som klatrer burde kunne gøre det pænt.

 

Cofidis: Holdet stiller med Ruben Fernandez, men han manglede for meget i Provence. Derudover har de unge Remy Rochas, der viste stærke takter i august, men som også viste, at han må være overmatchet i dette selskab.

 

Deceininck-Quick Step: Det handler primært om Almeida, men Cattaneo og Masnada har også fine chancer.

 

EF Education-Nippo: Uran og Higuita ligner de bedste bud. Ruben Guerreiro brækkede kravebenet i vinteren og er næppe i topform. Neilson Powless viste lidt af sine gamle takter i Touren sidste år, men selvom enkeltstarten er et våben, klatrer han nu om dage næppe godt nok. Det gør heller ikke tempostærke Lawson Craddock, og stigningerne må være for lange for Daniel Arroyave.

 

Groupama-FDJ: Det er værd at holde øje med Attila Valter, der på sidste bjergetape i Giroen gav prøver på sit potentiale. Generelt manglede han dog så meget, at han får svært ved at gå i top 10. Det gør også holdets anden klatrer Matteo Badilatti, hvis form også er notorisk umulig at forudsige.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Holdet har hele fire klatrere i Jan Hirt, Louis Meintjes, Simone Petilli og Rein Taaramae, men top 10 bliver svær. Hirt er aldrig i form i februar, og det samme gælder for Meintjes, der slet heller ikke passer til dette eksplosive løb og har meget at bevise. Taaarmae klatrer næppe længere godt nok, og Petilli må regnes som overmatchet.

 

Israel Start-Up Natiom: På et halvt sprinterhold handler det om Froome og Hermans.

 

Team Jumbo-Visma: Kuss og Vingegaard ligner kaptajnerne, men man kan håbe, at Chris Harper viser sit potentiale, som han kortvarigt gjorde i begyndelsen af 2020. Koen Bouwman klatrer ikke godt nok.

 

Lotto Soudal: Det handler primært om Caleb Ewan, men faktisk kan Harm Vanhoucke gøre det ganske godt på Jebel Hafeet, hvis han har samme februarform som sidste år. Jeg tror dog, at han er overmatchet og mister alt for meget på enkeltstarten.

 

Movistar Team: Det handler om Valverde, men Gregor Mühlberger er før startet godt og kan gøre det ganske hæderligt, selvom top 10 måske er lidt for vanskeligt. Jeg tvivler på, at Antonio Pedrero er i form allerede nu, og stigningerne er for svære for Davide Villella.

 

Team BikeExchange: Nick Schultz gjorde store fremskridt sidste efterår, og hvis han er i form, kan han jagte i hvert top 20 på en rute, der ikke er helt skæv for ham. Unge Kevin Colleoni er trods alt nok overmatchet, og Tsgabu Grmay klatrer ikke længere som i gamle dage.

 

Team DSM: Jeg glæder mig meget til at se den i Vueltaen så overbevisende Thymen Arensman, der også kan køre enkeltstart, men kender vi DSM-talenterne ret, er han ikke i form endnu. Det er Mark Donovan i hvert fald ikke, som vi så i Provence.

 

Team Qhubeka ASSOS: Det handler stort set kun om Giacomo Nizzolos spurter, men Pozzovivo er en egentlig klatrer på det ellers ret tunge hold.

 

Trek-Segafredo: Det handler om Nibali, da de unge Mattias Skjelmose og Antonio Tiberi må være overmatchede i dette selskab.

 

Cykelduellen

Denne optakt er også første chance for at stemme til årets udgave af Cykelduellen, hvor der kan vindes præmier og håneret ved at gætte vinderne af alle årets WorldTour-løb. Husk derfor at vælge dit vinderbud på startlisten nedenfor. Nærmere information følger i en separat nyhed på siden i løbet af fredagen.

Tadej Pogacar
Adam Yates, Joao Almeida
Daniel Martinez, Emanuel Buchmann, Ivan Ramiro Sosa, Sepp Kuss, Wout Poels
Alexey Lutsenko, Rafal Majka, Sergio Higuita, Jonas Vingegaard, Alejandro Valverde, Mattia Cattaneo, Jack Haig, Ben Hermans, Domenico Pozzovivo, Fausto Masnada, Patrick Konrad, Vincenzo Nibali, Chris Froome
Damiano Caruso, Davide Formolo, Thymen Arensman, Harm Vanhoucke, Neilson Powless, Attila Valter, Gregor Mühlberger, Nick Schultz, Chris Harper, Jaakko Hänninen, Mathias Frank, Geoffrey Bouchard, Louis Vervaeke, Stefan de Bod, Ben Zwiehoff, Remy Rochas, Ruben Fernandez, Matteo Badilatti, Antonio Pedrero, Jan Hirt, Louis Meintjes

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Strade Bianche(1.WWT) 06/03

Strade Bianche(1.UWT) 06/03

Velo Alanya Junior(2.1) 04/03-05/03

Afrikanske Mesterskaber(CC) 02/03

Strade Bianche(1.WWT) 06/03

Strade Bianche(1.UWT) 06/03

Paris-Nice(2.UWT) 07/03-14/03

Grote prijs Jean - Pierre...(1.1) 07/03

Healthy Ageing Tour Junio...(2.NCUPJW) 10/03-12/03

Tirreno-Adriatico(2.UWT) 10/03-16/03

Danilith Nokere Koerse(1.1) 13/03

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

MANGLER DU EN CYKEL? VELOMIO.COM - SØGEMASKINEN FOR CYKLER OG UDSTYR