Optakt: UAE Tour

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL UAE TOUR INDEN SØNDAG KL. 11
 

Løbets rolle og historie

I de senere år har et af de store mål for UCI været at globalisere den professionelle cykelverden. Det internationale forbund har fået megen kritik for deres indsats på flere områder, men når det kommer til ønsket om at udbrede sporten til nye egne af verden, har der været tale om en stor succes. De vigtigste løb i sportens højsæson afholdes stadig i Europa - det er trods alt umuligt at ændre en lang og glorværdig historie i en ældgammel sport - men nu om dage tilbyder både den første og sidste del af året masser af løb på andre kontinenter.

Tendensen er mest tydelig i årets første måneder, hvor holdene er på desperat udkig efter velarrangerede løb i godt vejr på en tid, hvor regn og kulde gør Europa mindre egnet til cykling. Det har ført til skabelsen af en lang række nye begivenheder, og i de senere år har løb som Tour of Qatar, Tour of Oman, Dubai Tour, Tour Down Under, Tour de San Luis, Vuelta a San Juan og i mindre omfang Tour de Langkawi overtaget rollen som foretrukken forberedelse for mange af sportens største stjerner.

Udviklingen har været mindre iøjnefaldende mod slutningen af året, hvor de fleste ryttere mest af alt ser frem til ferie og restitution. Derfor er en lang rejse på den tid af året ikke specielt attraktiv, og det er derfor ingen overraskelse, at UCIs forsøg på at etablere Tour of Beijing som den store sæsonfinale aldrig blev en stor succes. For mange ryttere var det en ubehagelig overraskelse at blive bedt af deres hold om at rejse hele vejen til Kina på et tidspunkt, hvor ordet hvile var alt, de kunne tænke på. Det kinesiske løb blev lidt af en fiasko, og efter at planerne om at etablere endnu et WorldTour-løb i Hangzhou gik i vasken, forsvandt den første asiatiske WorldTour-begivenhed fra kalenderen. Også det nyere Tour of Guangxi kæmper med at opnå den prestige, de ambitiøse kinesere drømmer om.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Tour of Beijings tidlige endeligt åbnede døren for andre til at udfylde tomrummet, og ikke overraskende var det det stenrige Abu Dhabi, der slog til og i 2015 for første gang arrangerede et stort etapeløb. Qatar var det første arabiske land til at arrangere en stor cykelbegivenhed i 2002, og siden da udviklede Tour of Qatar sig til et af højdepunkterne i februar. Oman var næste land til at blive tiltrukket af ideen, og med støtte fra ASO blev de nationale rundture i de to lande en aldeles attraktiv løbsblok i første del af sæsonen.

Det har aldrig været en hemmelighed, at den nye ledelse hos Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport har villet globalisere deres løb og generelle virksomhed, og de hoppede med på ideen, da Dubai i 2014 ville have deres eget cykelløb. Den første udgave af Dubai Tour var måske ikke specielt interessant ud fra et sportsligt synspunkt, men med kombinationen af RCS’ store knowhow og gode kontakter samt nogle arabiske millioner tiltrak den yderst velorganiserede begivenhed et helt forrygende felt. I både 2015 og 2016 var ruten en anelse mere varieret, og igen tiltrak man en stjernehob, der sjældent ses på den tid af året.

I 2015 slog RCS sig også sammen med et andet emirat, Abu Dhabi, om at skabe et nyt løb, der skulle afslutte sæsonen. Modsat Tour of Beijing var Abu Dhabi Tour ikke en del af WorldTouren og havde derfor ikke de attraktive point som et incitament for rytterne til at forlade Europa. I stedet tog RCS og de lokale myndigheder andre initiativer, der gjorde det muligt at tiltrække et helt fantastisk felt for et løb i oktober måned.

Først og fremmest slog de sig sammen med den magtfulde sammenslutning af WorldTour-hold Velon. Et af organisationens håb er, at aktivt samarbejde med arrangører kan gavne begge parter. Holdene lover at møde op med store stjerner mod til gengæld at få del i indtægterne. Samarbejdet med Abu Dhabi Tour var af et hidtil uset omfang, og resultaterne var åbenlyse. Ikke mange ville have forventet af se Alejandro Valverde, Vincenzo Nibali, Peter Sagan, Tom Boonen, Fabio Aru, Richie Porte, Philippe Gilbert, Tom Dumoulin, Marcel Kittel, Esteban Chaves og Michael Matthews samlet til et løb i sidste del af oktober, men det var, hvad det nye samarbejde gjorde muligt.

Set fra et sportsligt perspektiv var løbet mere attraktivt end Dubai Tour. Det første af RCS’ løb havde tre sprinteretaper og én etape for klassikerryttere og blev afgjort på bonussekunder mellem puncheurs og sprintere. Abu Dhabi Tour havde et lignende format, men her var den kuperede etape erstattet med en rute for de rene klatrere. Selvfølgelig var hovedformålet med løbet at promovere Abu Dhabi, så tre af etaperne fandt sted i byområder, hvor fladt terræn gjorde det perfekt for sprinterne. Løbet begav sig dog også ind i bjergene på tredjedagen, hvor en afslutning på den 10,8 km lange Jebel Hafeet-stigning, der steg med 6,6% i gennemsnit, gjorde det muligt for Esteban Chaves at vinde sit første store etapeløb efter en spændende duel med Wout Poels, der styrtede i sidste sving.

Første udgave var en stor succes, men løbet var også plaget af ekstrem varme, der tvang arrangørerne til at forkorte en etape. I 2016 havde man ikke samme problemer, da løbet på grund af et senere VM blev holdt endnu senere end vanligt. Den løsning ville imidlertid aldrig fungere på lang sig, og derfor havde arrangørerne et ønske om at flytte begivenheden til februar, hvor det sammen med de øvrige tre løb i regionen kunne skabe en endnu bedre løbsblok i Mellemøsten.

Forud for 2017-sænonen imødekom UCI ønsket, og man overhalede endda både Tour of Oman og Dubai Tour i kampen om at komme med på den nye WorldTour-kalender. Sammen med Tour of Qatar - der senere blev aflyst og helt forsvandt - blev det føjet til den fineste løbsserie og udgjorde nu det sidste løb i den mellemøstlige serie, der med det triste udkomme i Qatar igen blevet reduceret til tre løb. Det markerede en imponerende hurtig opstigen i UCI-hierarkiet, hvilket gjorde det muligt for det unge løb at blive et af de første asiatiske WorldTour-løb efter en årelang diskussion om, hvornår kontinentet ville blive en del af det fineste selskab.

Hvis arrangørerne var bekymrede for, om holdene ville tage godt imod den nye placering på kalenderen, fik de gjort deres tvivl til skamme i helt uhørt omfang. I de senere år har det været en evig kilde til diskussion for de bedste etapeløbsryttere, om man skulle forberede sig til Paris-Nice og Tirreno-Adriatico i Oman, Algarve eller Andalusien. I 2017 fik de tre etablerede løb imidlertid betydelige klø af det nye løb i Abu Dhabi. Om det var den fyldte arabiske pengepung, WorldTour-pointene, det gode vejr eller den lidt senere placering på kalenderen, der gjorde udslaget, var svært at sige, men stort set hele eliten vendte ryggen til Europa og Abu Dhabis omanske naboer.

Mens de europæiske løb kun kunne præsentere enkelte stjerner, kunne man i Abu Dhabi præsentere et felt med Nairo Quintana, Alberto Contador, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Bauke Mollema, Romain Bardet, Tejay van Garderen, Rafal Majka, Rui Costa, Tom Dumoulin, Steven Kruijswijk, Robert Gesink og Ilnur Zakarin, hvilket gjorde det til det klart bedst besatte løb i første del af sæsonen. Da de mange flade etaper samtidig gjorde det til et af de mest attraktive løb for sprintere i februar, og man derfor kunne præsentere de tre giganter Marcel Kittel, André Greipel og Mark Cavendish side om side med folk som Elia Viviani og Caleb Ewan, havde man sikret sig et yderst konkurrencedygtigt felt til alle de fire etaper.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Der var ikke blot tale om et engangstilfælde. Igen i 2018 vandt Abu Dhabi ubetinget kampen om de store stjerner, og atter var det det stærkest besatte etapeløb i den første del af sæsonen. Rui Costa og Miguel Lopez kom direkte fra Oman, Dan Martin ankom fra Algarve, og de fik selskab af navne som Alejandro Valverde, Fabio Aru, Tom Dumouli, Rafal Majka, Rohan Dennis, Domenico Pozzovivo, Julian Alaphilippe, Simon Yates, Davide Formolo, Michael Woods, Ilnur Zakarin og Wilco Kelderman i et yderst stærkt felt af klassementsryttere. Dertil kom en stjernehob af sprintere med navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel, Alexander Kristoff og Caleb Ewan, og derfor måtte RCS atter knibe sig selv i armen over deres store succes.

De ambitiøse arabere har imidlertid aldrig lagt skjul på, at det langsigtede mål var et rigtigt nationalt etapeløb i De Forenede Arabiske Emirater - en begivenhed, der skulle etablere sig som den tidlige sæsons absolutte højdepunkt inden starten på de historiske løb i Europa. I 2019 realiseredes den drøm endeligt, da man i et fortsat nært samarbejde med RCS fusionerede landets to løb i Dubai og Abu Dhabi under navnet UAE Tour. Det betød ganske vist, at den tidligere så flotte mellemøstlige løbsblok nu blev reduceret til blot at bestå af to begivenheder, Tour of Oman samt altså løbet i Emiraterne, men til gengæld afvikledes det nye løb nu over hele syv dage. Selvom Tour of Oman grundet sultanens død og siden coronakrisen har været aflyst to år i træk, er det med etableringen af Saudi Tour, som dog også blev et coronaoffer i 2020, udsigt til, at den mellemøstlige løbsblok med løbene i Saudi-Arabien, Oman og Emiraterne kan opnå en renæssance i fremtiden, selvom de to ASO-løb har haft det lidt svært med at tiltrække stjerner på det seneste.

Med skabelsen af UAE Tour indfris de gamle drømme, idet det med det nye, længere format bliver muligt at besøge alle landets emirater. Grundlæggende er der dog ikke tale om megen nyskabelse, for de to ikoniske kongeetaper fra de to forgængere samt de klassiske helt flade og meget lette sprinteretaper i hhv. Dubai og Abu Dhabi har fortsat været på menuen. Udbredelsen til nye arealer gav i 2019 imidlertid anledning til at indføre en anden bjergafslutning i tillæg til den allerede kendte på Jebel Hafeet-stigningen samt en ny relativt flad ørkenetape, og der var derfor plads til mere variation, end man kunne frygte for et længere løb i Mellemøsten, hvor monotonien til tider har kunnet taget en smule overhånd. Samtidig fastholdtes den i 2018 indførte tidskørsel, men modsat 2017-udgavens enkeltstart var der denne gang tale om en kollektiv en af slagsen, idet der blev lagt ud med et kort og fladt holdløb i Abu Dhabi. Arrangørerne har ganske vist lovet større variation, men selvom man har både været med og uden tidskørsel, har der i de første år været tale om et meget forudsigeligt genbrug af de samme finaler.

Man må i den grad sige, at der er taget godt imod det nye løb. I 2019 ryddede araberne næsten bordet og efterladte de europæiske løb med meget tamme felter. I 2020 var tendensen ikke helt så udtalt, men feltet var stadig så stjernebesat, at selv en grand tour ville være misundelig. I 2021 førte coronakrisens masseudskydelser jo til nærmest desperat kamp om pladserne i de få tilbageværende løb, og derfor kunne det ingenlunde undre, at feltet til fulde matchede det, vi så tidligere, og selvom sammenfaldet med åbningsweekenden altid lægger begrænsninger på antallet af klassikerryttere, var det en skræmmende samling af klassementsryttere og sprintere, der flokkedes i ørkenen. I år er kalenderen atter normal, og det betyder, at UAE Tour har hård konkurrence fra løbene i Var, Andalusien og Algarve, men udsigten til godt vejr og WorldTour-point har nok engang gjort løbet i Mellemøsten til vinderen blandt de fire - ikke mindst blandt sprinterne, der elsker et af WorldTourens mest sprintervenlige løb.

Stjernerne var som sagt også til stede i rigt mål i 2021, og det var med Tour-kongen Tadej Pogacar som det naturlige centrum i hans holds store hjemmebaneløb. Han var på jagt efter revanche mod Adam Yates, der havde næsten ydmyget ham i 2020, og den revanche fik han. Ganske vist lignede han en presset mand på Jebel Hafeet, men på toppen kunne han spurte sig til sejr, og da han forinden havde holdt sig til på den sidevindsramte 1. etape og kørt en fornem enkeltstart, skulle han blot overleve de sidste tre flade etaper og den bløde bjergafslutning på Jebel Jais. Det havde han ingen problemer med, og dermed kunne han endelig vinde på UAE-holdets hjemmebane med forspring på 35 sekunder ned til Yates og 1.02 ned til Joao Almeida. Pogacar vender naturligvis tilbage for at forsvare den for holdet så vigtige titel, og denne gang sker det endda med Almeida som holdkammerat, og de får igen konkurrence fra Yates, der drømmer om at sikre en 2-1-føring i sit interne ørkenopgør med sloveneren.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Ruten

Det er et velkendt faktum, at der ofte er en interessekonflikt, når arrangører skal designe deres ruter. På den ene side vil de gerne lave et alsidigt og spændende løb, der kan skabe sportslige højdepunkter. På den anden side spiller økonomi en vigtig rolle, og det endelige udfald er ofte dikteret af hvilke byer, der vil betale mest for et besøg.

For arrangørerne i Dubai og Abu Dhabi har det været oplagt, at hovedformålet med løbet har været at promovere de to storbyer som turistdestinationer, og derfor har det været uundgåeligt, at det meste af Dubai og Abu Dhabi Tour har fundet sted i turistområderne, der hovedsageligt er flade byzoner. Det har givet den oplagte interessekonflikt, som man begge steder forsøgte at løse ved at sammenkoble en stribe næsten helt flade og meget lette sprinteretaper med to ganske forskellige kongeetaper, der i Dubai bestod af den eksplosive finale på den korte rampe op til Hatta Dam og i Abu Dhabi af bjergfinalen på den nu berømte Jebel Hafeet-stigning. Derudover håbede man, at der kunne opstå lidt sidevindsaction på et par ørkenetaper, men i alt væsentligt var det enten kongeetaperne eller bonussekunder, der var bestemmende for udfaldet. I 2018 forsøgte man sig dog med lidt nytænkning i Abu Dhabi, hvor man supplerede kongeetapen med en enkeltstart.

Sammensmeltningen af de to løb har egentlig gjort interessekonflikten endnu tydeligere, men heldigvis har man undladt at forfalde til den oplagte løsning at kombinere de to velkendte kongeetaper med fem helt flade byetaper i landets metropoler. I stedet sammensatte man til den første udgave et løb, der bestod af en storbyetape i hver af metropolerne, de to velkendte kongeetaper, en flad etape med mulighed for sidevind, et holdløb og ikke mindst en helt ny finale på det dengang ukendte bjerg Jebel Jais. Da ørkenlandskabet naturligvis ikke giver den helt store mulighed for adspredelse, er det klart, at der altid vil være en del genbrug, men faktisk havde arrangørerne nogle overraskelser i ærmet til den anden udgave.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Den mest markante ændring var, at tidskørslen var erstattet af endnu en sprinteretape, og at Jebel Jais-etapen blev erstattet af endnu en puncheuretape som supplement til Hatta Dam, idet der nu også skulle spurtes op ad en bakke til en anden dæmning, Rafisa Dam. Desværre betød vejarbejde, at man i begyndelsen af februar måtte droppe den etape, og derfor var gode råd dyre, da der med kort varsel skulle findes en erstatning. Løsningen blev den meget specielle at indlægge endnu en bjergetape med mål på Jebel Hafeet, denne gang dog med et andet og anderledes ørkenstykke forinden.

Eksperimentet med Rafisa Dam blev en engangsforestilling, og i 2021 vendte man tilbage til en rute, der mindede meget om den, vi så i 2019. Således vendte tidskørslen tilbage, men denne gang skete det ikke som et holdløb, men i form af en enkeltstart. Jebel Jais vendte også tilbage som den anden af de to bjergetaper i tillæg til den klassiske kongeetape med mål på Jebel Hafeet, men alligevel var der forskelle. Lidt overraskende forsvandt den ikoniske finale på Hatta Dam, og i stedet blev der denne gang hele fire muligheder for sprinterne, da ørkenetapen og de to storbyetaper fik selskab af en flad etape, der både bød på kørsel i ørkenen og langs kysten.

Den model var åbenbart et hit. I år er der nemlig i alt væsentligt tale om rent genbrug, men der er to mindre og én væsentlig nyskabelse. Blandt de to små modifikationer er, at den indledende ørkenetape er rykket til Madinat Al Sayed, hvor forgængeren Abu Dhabi Tour altid åbnedes med en massespurt, og det er også meget sandsynligt, at det vil være tilfældet for dette løb. Derudover dropper man på storbyetapen i Dubai den klassiske finale på palmeøen og henlægger i stedet målet til Expo 2020-udstillingen, som byen netop er vært for. Den væsentlige forandring er, at man bytter rundt på rækkefølgen på de to bjergetaper, så det denne gang er den meget lette Jebel Jais, der bliver rammen om den første bjergetape, mens det altid afgørende slag på Jebel Hafeet nu kommer til sidst - og som noget nyt endda også som sidste etape, som ellers plejer at være en af de to storbyetaper.

I 2019 indledtes løbet med tidskørslen, mens den i 2020 var henlagt til 2. etape. I år kommer den endnu senere, da løbet indledes med to af sprinteretaperne. Den første er den urimeligt enkle ørkenetape i Madinat al Sayed i alt væsentligt kører frem og tilbage ad en lineallige vej, så der end ikke er ét eneste sving over de sidste mere end 60 km. Dagen efter får sprinterne endnu en chance på den klassiske storbyetape i Abu Dhabi, inden det første klassementsslag venter tirsdag, hvor det gælder enkeltstarten, der denne gang er reduceret til en distance på bare 9,0 km, som ligeledes består af en tur frem og tilbage ad en lige og flad vej.

Onsdag gælder det så det første bjergslag på den bløde Jebel Jais, inden sprinterne får deres sidste to muligheder, først på Al Marjan Island-etapen, der blev indført sidste år, og som byder på både kyst- og ørkenkørsel med mulighed for sidevind. Det kommer der næppe på fredagens etape, der er årets sightseeingtur rundt i Dubai, og hvor der denne gang altså skal sluttes ved verdensudstillingen. Herefter vil intet være afgjort, for det som nævnt rundes der lørdag af med det helt store bjergslag, hvor den vanskelige Jebel Hafeet-stigning vil afsløre, hvem der skal vinde den fjerde udgave af Mellemøstens eneste WorldTour-løb.

1. etape

Tidskørsler har som regel ikke spillet en prominent rolle i de arabiske etapeløb, da det har været forbundet med nogen vanskelighed at slæbe specialudstyr med til Mellemøsten. Alligevel har RCS i både 2018 og 2019 trodset trenden ved at åbne først Abu Dhabi Tour med en enkeltstart og siden efter fusionen det nye UAE Tour med et holdløb. Efter et års fravær vendte tidskørslen tilbage sidste år, som den også gør i år, men det er slut for tempospecialisterne med at drømme om den første førertrøje. Det domæne har sprinterne overtaget, når løbet for tredje år i træk åbnes med en helt flad etape. Ligesom de foregående år lægges der dog ud med en af de frygtede ørkenetaper, hvor der denne gang skal køres frem og tilbage på en af årets mest monotone ruter, og som vi så sidste år, kan den slags føre til et herligt drama allerede fra start. Hvis til gengæld ikke vinden står rigtigt, kan rytterne se frem til en rolig åbning og sprinterne til en nem og enkel sprinteretape.

I alt skal der tilbagelægges 184,0 km, der både har start og mål i Madinat Zayed, og det var ikke just opfindsomheden, der var i højsædet, da ruten blev lagt. Således består etapen i alt væsentlig af en tur frem og tilbage ad en alenlang og næsten helt flad og lige ørkenvej. Sådan er det i hvert fald fra start, når man med det samme kører mod sydsydøst ad den helt flade og lige vej, der fører ned til udkanten af byen Liwa. Efter 53,0 km ekstremt ensformige kilometer forlader man hovedvejen, når man drejer mod sydvest for at køre op ad en lille bakke til Liwa Palace, inden man kører mod nordøst tilbage ad nedkørslen tilbage til hovedvejen. Her kører man efter 62,0 km atter mod sydsydøst ned til selve byen Liwa.

Nu bliver det igen lidt mere varieret, når man drejer mod sydvest og mod syd for at følge en meget snoet og småkuperet vej, som leder ned til Moreen Dune. Her kører man en omgang på en ganske lille rundstrækning, der byder på den første spurt efter 95,1 km. Herefter vender man rundt for at følge den samme snoede og småkuperede vej mod nord for siden at køre ad samme hovedvej som tidligere mod nordøst tilbage til Liwa, hor dagens anden spurt kommer efter 124,3 km. Herfra bliver det igen meget, meget enkelt, når man atter kører ad den helt lige og flade hovedvej mod nordnordøst over 59,7 km tilbage til Madinat Zayed, idet man denne gang dropper turen op til slottet. Også i målbyen er der det helt enkelt, da målstregen kommer midt på den helt flade hovedvej, hvilket betyder, at det sidste sving kommer med 60,6 km til mål!

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på i alt 1305 højdemeter.

De flade åbningsetaper i de emiratiske løb har typisk været storbyetaper, men nu er løbet begyndt at åbne med ørkenetaper i stedet. Det gav sidste år et herligt sidevindsdrama, og hvis vi har en kraftig østen- eller vestenvind, kan det blive en vild åbning på løbet. Sidevindskørsel i dette løb har imidlertid været en undtagelse, og særligt med norden- eller søndenvind ligner det en klassisk og lidt kedsommelig sprinteretape, der vil ende med en rigtig powerspurt på verdens længste opløbsstrækning på hele 60,6 km

Madinat Al Zayed er aldrig blevet besøgt af dette løb, men det var den faste målby for åbningsetapen i forgængeren Abu Dhabi Tour. I 2015 vandt Andrea Guardini den første etape i løbets historie, da han slog Tom Boonen og Daniele Bennati som de nærmeste rivaler i en massespurt. I 2016 var Giacomo Nizzolo hurtigst, da han fik ram på John Degenkolb og Mark Cavendish, og i 2017 gik sejren til Cavendish foran André Greipel og Niccolo Bonifazio. I den sidste udgave af løbet i 2018 vandt Alexander Kristoff lidt overraskende foran Guardini og Caleb Ewan.

 FÅ DISCOVERY+ OG STREAM UAE TOUR TIL HALV PRIS

2. etape

Da både Dubai og Abu Dhabi Tour blev skabt med det formål at promovere storbyerne som turistdestinationer, er det ikke overraskende, at begge løbs mest markante kendetegn var storbyetaper, der bød på sightseeing rundt til de to storbyers seværdigheder. Naturligvis har disse byetaper overlevet fusionen, og indtil i år har afslutningsetapen også altid været en af disse storbyetaper. Sådan bliver det ikke i år, hvor de to storbyer skal besøges på anden og næstsidste dag, og da man som regel bytter rundt på rækkefølgen fra år til år, er det i 2022 Abu Dhabi, der åbner storbyshowet. Rytterne skal ganske vist en tur ud i ørkenen, men det plejer ikke at spille en rolle. Til gengæld har vi set, at det kan være blæsende, når man til slut kører hen langs kysten, men alt taler for, at sprinterne skal til fadet på en helt klassisk sprinteretape.

I alt skal der tilbagelægges 187,0, der fører feltet fra Al Hudayriat Island til målet ved Abu Dhabi Breakwater, der ligger på en ø ud for den helt flade millionby. Startområdet ligger også midt inde i byen, og herfra kører man kortvarigt mod nordøst ind gennem byzonen, inden man kører mod sydøst og øst hen langs den flade kystvej. Efter at være kommet ud til forstæderne snor man sig herefter mod syd ned gennem selvsamme forstæder i det flade terræn, inden man når ud i ørkenzonen. Her kører man det sidste stykke mod syd ned til det sydligste punkt, hvor den første spurt kommer efter 63,3 km ved Al Wathba Camel Track.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Efter spurten vender man rundt for at sno sig mod nord og nordøst, men nærmest med det samme rammer man igen Abu Dhabis forstæder og forlader derfor ørkenen. I en af byens østlige forstæder kører man en omgang på en lidt kringlet rundstrækning for siden kortvarigt at køre tilbage mod syd ad samme vej. Kort efter drejer man mod vest og siden nordvest for at køre ind mod byens centrum, idet man undervejs passerer den anden sprut ved den berømte motorsportsbane Yas Marina Circuit efter 133,5 km.

Efter spurten rammer man en helt lige vej, der fører mod nordvest ud på en tange og over flere broer mellem øerne ud for byens kyst, indtil man når ud til Saadiyat Island. Her drejer man mod sydvest for at køre hen langs vandet, inden man skal over en bro, der leder tilbage til fastlandet. Her kører man mod sydvest parallelt langs kystvejen, indtil man gennem fire hurtige sving rammer kystvejen, der følges mod sydvest. Til slut drejer man skarpt til højre med 1200 m igen og følger derefter en svagt bugtende vej over en bro, der leder ud til målet på en lille ø ud for Abu Dhabi.

Den helt flade etape byder på i alt bare 318 højdemeter.

Helt uden undtagelse af de flade byetaper i Dubai og Abu Dhabi Tour altid endt i storslåede massespurter for de reneste af de rene sprintere, og det vil da også være en overraskelse, hvis det skulle gå anderledes denne gang. Helt ufarlig er etapen dog ikke, da vi tidligere på en lignende etape har set, at passagerne over broerne langs byens kyst kan give anledning til ganske stressende sidevindskørsel. Sådanne passager venter inden for de sidste 50 km, hvor der er masser af den slags passager, og det vil under de rette vejrbetingelser måske kunne skabe lidt drama. Alt peger dog i retning af, at en massespurt nok engang skal slutte festen af, som det er sket i alle tidligere udgaver af løbene i Emiraterne.

Finalen blev første gang benyttet i Abu Dhabi Tour i 2016, hvor Mark Cavendish spurtsejrede foran Elia Viviani og Andrea Guardini, inden Marcel Kittel i 2017 sejrede foran Caleb Ewan og Cavendish. I 2018 lykkedes det overraskende Phil Bauhaus at krydse stregen først foran Kittel og Pascal Ackermann, og i 2019 fuldendte Fernando Gaviria et eminent lead-out fra Alexander Kristoff ved at sikre sig sejren foran Viviani og Ewan. I 2020 var etapen planlagt til sidstedagen, men måtte aflyses efter et coronaudbrud, inden den sidste år vendte tilbage på pladsen som løbets finale, og her var det Caleb Ewan, der fik revanche efter sine første to nederlag til Sam Bennett, som han henviste til 2. pladsen foran Bauhaus.

3. etape

Tidskørsler i løb uden for Europa har sjældent været noget populært koncept, da det stiller store logistiske krav og kræver ekstra udgifter at transportere specialudstyr ud af sportens hovedkontinent. Mange har løst udfordringen ved at stille krav om brug af landevejscykler, som vi blandt andet har set det i Qatar og Argentina, men RCS er ikke bange for at udfordre holdenes logistik. Siden deres løb som Abu Dhabi Tour kom på WorldTour-kalenderen i 2018, har der nemlig været en tidskørsel i fire af de fem udgaver, først som en enkeltstart i 2018 og siden som et holdløb i 2019, og efter den ”tempoløse” 2020-udgave skal specialcyklerne for andet år i træk i aktion i 2022. Det sker på en kort, klassisk mellemøstlig enkeltstart, der naturligvis er fladere end en pandekage, og denne gag har man endda gjort den enkel som muligt, når man i alt væsentligt skal køre frem og tilbage ad én og samme vej.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Med en distance på bare 9,0 km er der tale om den korteste enkeltstart i de emiratiske løbs historie, og den er denne gang henlagt til byen Ajman, hvor der er både start og mål. Der er tale om en nordlig forstad til Dubai helt ude på en tange, hvor man starter helt ude ved kysten. Herfra kører man 200 m mod nordvest, inden man drejer mod nordøst ind på en svagt bugtende vej, som nu følges mod nordøst og øst igennem to hurtige rundkørsler, hvorefter der ikke er flere komplikationer overhovedet.

Efter 4,5 km når man et vendepunkt, hvor mellemtiden bliver taget, samtidig med at man foretager en U-vending. Herfra går det tilbage mod vest og sydvest ad helt samme let bugtende vej. Umiddelbart efter de to rundkørsler, hvoraf den sidste kommer med 900 m igen, kører man forbi det sving, man tog efter 200 m, og direkte frem til målet.

Den pandekageflade etape byder på i alt 8 højdemeter.

Som på 1. etape har kreativiteten været begrænset, da arrangørerne designede denne etape. Terrænet er fladere end en pandekage, og der er blot fire rundkørsler, én U-vending og ét sving. Det efterlader ikke meget hokuspokus på en rute, der minder om den, vi kender fra sidste etape af Tirreno-Adriatico, og derfor er der lagt op til stort slag mellem de sande wattmonstre, som specialiserer sig i denne form for korte og helt flade enkeltstarter.

Ajman har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

4. etape

Et af formålene med skabelsen af UAE Tour var muligheden for at besøge hele De Forenede Arabiske Emirater og dermed gøre brug af de begrænsede muligheder for terræn, det generelt flade land giver. Det førte ved første udgave i 2019 til ”opdagelsen” af den nye stigning Jebel Jais, der i to af de seneste tre udgaver har haft rollen som afgørende udfordring på den anden af de to bjergetaper, som løbet nu fast byder på.  Da der er tale om en relativt blød stigning helt uden de samme stejle procenter som løbets mest kendte stigning, Jebel Hafeet, har arrangørerne denne gang som noget nyt valgt at placere Jebel Jais som rammen om det første bjergslag. Historien viser, at det meget vel kan ende i en eller anden form for spurt på toppen, men som minimum vil vi på denne onsdag få en første fornemmelse af, hvem der kan vinde årets løb.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

I alt skal der tilbagelægges 181,0 km, der fører feltet fra Al Fujairah til toppen af Jebel Jais. Startbyen ligger ved Emiraternes østkyst, og målbjerget ligger ganske tæt på vestkysten, og første del af etapen består derfor af en tur tværs gennem ørkenen, der i den nordlige del dog er ganske kuperet. Efter de første 6 km, der leder mod syd ned langs kysten, drejer man mod vest og siden nordvest for at køre ud i den kuperede del af ørkenen. Derfor begynder det hurtigt at stige let, når man kører mod nordvest og vest ind gennem det golde landskab, indtil man når etapens foreløbigt højeste punkt i 498 m højde, hvor den første spurt kommer efter 44,9 km.Derfra går det videre mod nord ad en lige og let faldende ørkenvej, indtil man er nede i byen Ghub i 100 m højde. Nu drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej, der leder op til Al Muhtarqah i 284 m højde, inden det atter falder let mod vest.

Efter 98,6 km når man ud af den kuperede del af ørkenen og rammer en flad hovedvej, der leder mod nord ud mod kysten. Kort inden man når vandet, drejer man dog mod nordøst for at køre af en let stigende vej længere ind i ørkenen forbi dagens anden spurt, der kommer efter 138,0 km. Nu følger man en let stigende og ganske snoet vej mod nordøst og nord hele frem til foden af Jebel Jais, der bestiges ad en vej, der fører mod nord.

Etapen afsluttes nemlig med den store finale på opkørslen til toppen af Jebel Jais, der over 21,1 km stiger med 5,4%. Der er tale om en regulær opkørsel, hvor stigningsprocenten kun sjældent når over 6. I stedet ligger den på 5-6 det meste af vejen, men der venter 2,7 kilometer med 7,1% til allersidst, hvor den også når sit maksimum på 9%. Stigningen byder på et hav af hårnålesving, det sidste med 1400 m til stregen, hvorefter vejen blot bugter sig let, dog med en ret skarp kurve 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2639 højdemeter og er med undtagelse af en ændring af starten, der forlænger etapen med 11 km, helt identisk med sidste års udgave.

Vi kender Jebel Jais fra 2019 og 2021, og begge gang så vi, at den ikke er voldsomt vanskelig, og modvind kan reelt slå etapen ihjel. Ved første besøg kunne Laurens de Plus blot skabe gradvis udskilning med sit føringsarbejde for Primoz Roglic, der siden viste sig som hurtigste mand blandt de 11 overlevende, og det skete endda på en dag med medvind. Selvom turen gennem ørkenen i 2021 gav 1000 ekstra højdemeter, viste det sig også ved andet besøg umuligt for de bedste at køre fra hinanden. Til gengæld havde Tadej Pogacar og Adam Yates så travlt med deres indbyrdes kamp, at Jonas Vingegaard kunne snige sig væk til sejr, men den slags bliver vanskeligere i år på et tidspunkt, hvor vi fortsat ikke ved, hvem i årets løb der er de reelle trusler til den samlede sejr.

Jebel Jais blev som sagt første gang besøgt i 2019, hvor Laurens de Plus førte det meste af vejen op ad stigningen, indtil en gruppe på 11 mand endte med at spurte om sejren, der gik til den førende Primoz Roglic foran Tom Dumoulin og David Gaudu. Sidste år så vi som sagt, at Tadej Pogacar og Adam Yates kun havde blik for hinanden, og det udnyttede mange til at angribe. Af dem var Jonas Vingegaard den eneste, der kunne holde sig fri, og han sejrede med 3 sekunder ned til Pogacar og Yates, der i spurten slog et hul på bare op til 5 sekunder til de øvrige ryttere i top 17.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

5. etape

Med hele to dage uden for rampelyset har sprinterne ventet usædvanligt længe på at komme i aktion igen, men i begyndelsen af den anden halvdel af løbet kan de igen se frem til at stjæle det fulde fokus med to sandsynlige massespurter på to dage. Den første af disse er den potentielt mest interessante, for selvom 4. etape ikke byder på meget terræn, betyder en kringlet tur op og ned ad den arabiske kyst, at der måske kan komme lidt sidevindsdrama og dermed lidt grus i maskineriet på en dag, der dog efter al sandsynlighed ender i en helt klassisk massespurt.

I alt skal der tilbagelægges 182,0 km mellem Ras al Khaimah og Al Marjan Island, der er hhv. en by og en ø ud for kysten umiddelbart nord for Dubai. Start og mål er adskilt af bare få kilometer, og turen består ad en tur og ned langs vandet, idet man mest af alt kører inde i ørkenen. Fra start snor man sig igennem det helt flade terræn mod nordøst ud gennem startbyen frem til det nordligste punkt, som nås efter 14,0 km. Her drejer man mod syd og senere sydvest, nordvest og atter sydvest for at køre tværs gennem den helt flade ørken, indtil man drejer mod nordvest for at køre de sidste 2,7 km frem til dagens første spurt, som kommer efter 51,7 flade kilometer.

Efter spurten drejer man mod sydvest for nu at følge en helt lige og flad ørkenvej, indtil man efter 84,3 km drejer mod nordvest for at køre ud til kysten. Nu snor man sig man sig mod sydvest og nord op langs vandet frem til dagens anden spurt, som kommer midt på en lille rundstrækning i byen Umm al Quwain efter 95,3 km.

Efter rundstrækningen kører man mod syd og sydøst tilbage til ørkenen, hvor man rammer samme lange og lige ørkenvej fra tidligere, og den følges nu i modsat retning nordøst, indtil den bugter sig mod nordvest helt ud til kystvejen, som an rammer efter 161,8 km. Nu kører man ad denne mod sydvest hen langs vandet frem til Al Marjan Island. Her drejer man skarpt til højre ud på selve øen, hvor man følger en flad vej, der bugter sig mod højre. Med 2700 m igen foretager men U-vending, hvorefter det går ad samme flade vej, der nu naturligvis bugter sig til venstre, tilbage til mål.

Den helt flade etape byder på i alt 538 højdemeter.

Som alle andre ørkenetaper er der lagt op til to scenarier. Historikken i UAE Tour taler for en stille og rolig langgaber, der vil ende i en massespurt, som vi så det, da en tilsvarende etape gjorde debut i 2021. Til gengæld kan en blæsende dag gøre det helt anderledes dramatisk, selvom den sidste del af etapen desværre hovedsageligt foregår i byzone, hvor der kan være for meget læ. Til slut skal rytterne dog ud på Al Marjan Island, og vi har i den lignende finale på Palmeøen i Dubai set, at det kan blive en ganske hæsblæsende finale, hvor vinden sagtens kan skabe huller til allersidst.

Finalen på Al Marjan Island er i dette årtusinde én gang tidligere blevet brugt som mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2021, hvor Sam Bennett spurtede sig til sin anden etapesejr på tre dage foran David Dekker og Caleb Ewan.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

6. etape

Hidtil har det været traditionen, at løbet er sluttet med den anden af de to storbyetaper i enten Abu Dhabi eller Dubai. Sådan bliver det dog ikke i 2022, hvor den helt store nyskabelse er, at løbet denne gang ender med kongeetapen. Dermed skal sprinterne indstille sig på, at deres sidste mulighed denne gang allerede kommer om fredagen, hvor det er Dubai-etapen, der får lov at runde sprinterfesten af. Den byder som altid på en masser af sightseeing og en tur ud i ørkenen, men i anledning af Expo 2020-udstillingen i Dubai bliver der intet gensyn med afslutningen på den spektakulære palmeø, hvor vinden har kunnet give stor nervøsitet til allersidst. I stedet skal der sluttes ved udstillingen og dermed i en helt ny finale.

I alt skal der tilbagelægges 180,0 km, der både har start og mål ved Expo 2020 Dubai-udstillingen, der ligger i den sydlige udkant af byen. Herfra kører man mod nord og nordvest ind mod centrum, inden man drejer mod nordøst for at køre ad en helt lige og flad vej på grænsen mellem forstæderne og ørkenen. Ved Silicon Oasis kører man ind på en teknisk meget kringlet rundstrækning, der byder på dagens første spurt efter 50,6 km, inden man igen rammer den lige hovedvej, som man nu følger videre mod nordøst ud til det østligste punkt.

Her drejer man efter 69,1 km mod nordvest med retning mod byens centrum, inden man kortvarigt kører mod syd for dernæst at køre mod vest hen langs en kyststrækning. Nu slår man en sløjfe mod syd rundt om et byområde, inden man kører mod nordvest ind gennem centrum. Undervejs kører man en omgang på en lille rektangulær rundstrækning, inden man drejer mod sydvest for at køre ned ad en helt lige og flad vej, der løber igennem centrum parallelt med kystvejen. Efter hhv. 108,9 og 111,3 km tager man to hurtige sving, der leder ud på kystvejen, som følges mod sydvest ned til palmeøen, hvor der plejer at være mål ved The Atlantis. Man kører da også igen den finale, man plejer, men denne gang er det efter 135,7 km bare en indlagt spurt, der vil blive kørt ved det klassiske målområde.

Efter spurten går det tilbage til fastlandet, hvor man igen kører mod sydvest ned langs kystvejen, idet man undervejs foretager en afstikker ud på en havnetange, hvor man kører frem og tilbage og derefter tilbage til fastlandet. Efter den sidste korte kyststrækning drejer man mod sydøst og siden syd ud gennem byzonen for senere med 10,8 km at køre mod øst og sydøst ad en stor hovedvej. Med 6,3 km igen foretager man det sidste højresving, og derefter er den en lige og flad vej, der leder mod syd  og vest ned til målet ved Expo 2020 Dubai, idet vejen dog bugter sig i en blød bue til højre omkring den røde flamme.

Den helt flade etape byder på i alt 365 højdemeter.

Vi kender finalen på palmeøen fra de tidligere besøg, men denne gang er det altså en ny afslutning. Den er imidlertid meget enklere, da vinden denne gang næppe skaber samme hektiske nervøsitet, og da stort set hele etapen foregår i byzone ligner det den helt klassiske sprinteretape. Her kan sprinterne se frem til en helt klassisk massespurt i en finale, der ikke kunne være meget enklere.

Afslutningen ved Expo 2020 Dubai er naturligvis ikke blevet brugt i internationale cykelløb tidligere.

Læs også

Soudal-QuickStep skriver med ny rytter

7. etape

Da man i 2015 opfandt forgængeren Abu Dhabi Tour gjorde man med det samme det nye løb til en sag for klatrere ved at inkludere en afslutning på det ganske vanskelige bjerg Jebel Hafeet, der ligger midt ude i den arabiske ørken. Siden dengang har bjerget været det absolutte nøglepunkt i første Abu Dhabi Tour og siden i UAE Tour og det endda i så udtalt en grad, at vinderen på bjerget i alle de syv udgaver af de to løb også er løbet med den samlede sejr. I den sidste udgave af Abu Dhabi Tour i 2018 gjorde man det hele endnu mere spektakulært ved at runde hele løbet af med den absolut vigtigste etape, og sådan bliver det i 2022 også for første gang i UAE Tour. Med andre ord vil det først være i allersidste moment, at vi finder vinderen af løbets fjerde udgave på det, der uden tvivl vil være løbets absolutte nøgleetape.

Etapen følger det helt klassiske mønster, vi kender fra tidligere, og der er næsten tale om en kopi af de foregående - dog med undtagelse af 3. etape i 2020, hvor bjerget blev besteget to gange og derfor fulgte en lidt anderledes rute ved det første besøg - og de denne gang bare 148,0 km fører som altid fra Al Ain op til toppen af Jebel Hafeet, der ligger umiddelbart udenfor byen. Derfor består første del af en tur ud i den potentielt vindblæste ørken, inden det hele afsluttes af den nu efterhånden ganske velkendte klatretur op til den ikoniske top.

Fra start kører man frem og tilbage mod øst og vest i bycentrum, inden man snor sig mod nord ud mod byens udkant.  Her tages der hul på ørkendelen, der indledes med en tur mod nordvest ad en lang lige vej, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til etapens nordligste punkt, hvor den første spurt kommer efter 74,1 km. Herfra leder et skarpt sving mod syd, inden det via endnu en lige, flad vej går mod syd og siden sydøst tilbage mod Al Ain. Man fortsætter mod syd tværs gennem byen frem til den bunden af målstigningen.

Her venter den sidste spurt efter 134,5 km, inden man drejer skarpt mod sydøst for at tage hul på den 10,8 km lange klatretur, der stiger med 6,8% i gennemsnit. Efter en let start med 4,8% over de første 1500 m venter 7,0 km, der stiger ganske jævnt med i gennemsnit 8,0% med et stejleste punkt på 11% med knap 3 km til toppen. Umiddelbart herefter flader det ud med 4,6% over de næste 1500 m, inden det stiger med blot 1,3% over de sidste 1500 m. Her er der endda en kort nedkørsel lige efter den røde flamme, inden de sidste 300 m igen stiger med 4%. Det sidste hårnålesving kommer med 3 km til mål, hvorefter en let snoet bjergvej leder frem til stregen, der kommer efter et U-sving bare 80 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1372 højdemeter.

Med nu hele otte besøg på stigningen i Abu Dhabi Tour og UAE Tour kender vi efterhånden alt til denne etape. Ørkendelen har før splittet feltet allerede inden bjerget og kan gøre det igen, hvis vinden har den ”rigtige” retning og styrke. Først og fremmest er det dog stigningen, der ventes at gøre forskellen, og det har vist sig at være muligt i tidligere udgaver. Langt den største del er nemlig meget regulær med vanskelige procenter, hvor der kan skabes huller. De sidste 3 km er imidlertid lettere, og derfor skal de stærkeste have gjort forskelle, inden man når til finalen, hvor mere eksplosive og hurtige ryttere med et punch har en klar fordel. Dermed er scenen sat til en interessant duel, hvor de mindre eksplosive ryttere skal af med de hurtige folk inden den lette del på toppen, og hvor vindretningen kan være meget afgørende for graden af selektion - en selektion, der formentlig vil afgøre, hvem der skal vinde den fjerde udgave af løbet.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Vindens betydning så vi særligt i 2017, hvor det blev tydeligt, at det kan være at gøre en forskel på stigningen. Nairo Quintana angreb utrætteligt, men da han ikke kunne komme fri og ikke havde holdet til at kontrollere etapen, blev det en ukontrollerbar angrebsfest, hvor det var lidt tilfældigt, at det netop blev Rui Costa og Ilnur Zakarin, der endte med at køre om sejren - en sejr, der blev taget af portugiseren i en spurt. I 2018 var vindforholdene mere gunstige til at skabe forskel, og derfor lykkedes det Alejandro Valverde at køre væk sammen med Miguel Angel Lopez, som han let satte til vægs i spurten. Valverde gentog sejren i 2019, da han med en imponerende acceleration kørte op til Primoz Roglic, David Gaudu og Emanuel Buchmann, som han efter en lille puster slog i spurten.

I 2020 betød en sen ruteomlægning, at bjerget blev besøgt to gange. Først nærmest ydmygede Adam Yates forhåndsfavoritten Tadej Pogacar ved at slå ham med hele 1.03 og distancere Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30. To dage senere var forholdet mere jævnbyrdigt, og her endte Pogacar, Yates, Lutsenko og Gaudu med at spurte om sejren - en sejr, der gik til Pogacar foran Lutsenko, Yates og Gaudu. Sidste år fik Pogacar sin revanche i en herlig duel med Yates, der angreb utrætteligt, men ikke kunne komme af med en tilsyneladende presset Pogacar, der let slog briten i spurten, inden Sergio Higuita 48 sekunder senere var hurtigste mand i en seksmandsgruppe.

Da stigningen første gang blev brugt i 2015, endte det i et drama, hvor Wout Poels havde sat Esteban Chaves efter en spændende duel. Hollænderen styrtede imidlertid i det sidste meget skarpe sving, og det gav Chaves mulighed for at tage sejren. I 2016 skilte Tanel Kangert og Nicolas Roche sig ud, og her var det esteren, der på det sidste stejle stykke fik sat sin rival.

 FÅ DISCOVERY+ OG STREAM UAE TOUR TIL HALV PRIS

Favoritterne

Etapeløb kan være ganske komplekse med et væld af taktiske muligheder og steder, hvor afgørelsen kan falde. Det kan således være en udfordring at analysere en rute til en grand tour eller et klassisk ugelangt etapeløb på WorldTouren, og ikke sjældent sker der afgørende udskilning på uventede etaper.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Det har imidlertid ikke været tilfældet for hverken Dubai eller Abu Dhabi Tour. Tværtimod har de været helt enkle at forholde sig til, og det har ikke voldt problemer at gennemskue, hvor løbene skulle afgøres. Dubai Tour var altid en kamp på bonussekunder og tid vundet i den eksplosive finale på Hatta Dam, mens Abu Dhabi Tour i sin oprindelige version altid blev afgjort på Jabel Hafeet og i 2018 også på enkeltstarten.

Den slags luksus for optaktsskribenter skyldes, at hovedparten af de mellemøstlige etaper har været meget lette sprinteretaper, hvor der ganske vist altid har været en chance for, at vinden kunne komme i spil, men hvor det sjældent er sket. Dermed har de aldrig spillet nogen rolle for klassementet - i hvert fald ikke i Abu Dhabi Tour, hvor klatrebenene har talt.

Det nye UAE Tour er også dejligt enkelt. Etaperne er hver især meget lette at fortolke, og ser man bort fra sidevinden, er der ikke megen plads til overraskelser. Også i år bliver det endda endnu mere enkelt af, at Hatta Dam-etapen, der har været den mest åbne for flere forskellige ryttertyper og med en lille mulighed for tidsgevinster også for klassementsryttere, er væk, og nu er det syv meget ”rene” etaper, der udgør årets løb.

Alligevel er det ikke helt så enkelt som i 2020. Dengang betød den sene ruteomlægning, at der var hele to bjergfinaler Jebel Hafeet, der har vist sig så svær, at bedste klatrer ofte vinder. Da vinden heller ikke i 2020 kom i spil, blev det altså et helt regulært opgør på bedste bjergben i februar, og det viste sig lidt overraskende, at de tilhørte Adam Yates og ikke den tårnhøje forhåndsfavorit, Tadej Pogacar, der vist fik sig et mindre varmechok.

Ligesom sidste år er det denne gang ikke så enkelt længere. Det kan godt være, at de enkelte etaper er lette at læse, men inklusionen af en pandekageflad tonserenkeltstart for specialister øger kompleksiteten betydeligt. Som vi ved fra sidste års udgave, fra 2018-udgaven af Abu Dhabi Tour, der havde en tilsvarende etape, og fra Tirreno-Adriatico, der slutter med en lignende enkeltstart, er der meget få klassementsryttere, der mestrer den type enkeltstart -selv en tempospecialist som Chris Froome har sjældent gjort det godt i den slags wattudladninger - og de få, der er, er stort set alle fraværende. Således er der ingen Remco Evenepoel, Primoz Roglic eller Geraint Thomas, og der er for så vidt heller ingen Rohan Dennis. Som vi ved fra Tirreno, kan det ofte virke lidt tilfældigt, om det bliver den ene eller den anden klatrer, der har overhånden, og forskellen mellem de fleste klassementsspecialister er over en sådan distance oftest relativt begrænsede. Til gengæld ved vi også fra Tirreno, at de sande specialister - som altså i vidt omfang er fraværende - i bedste fald kan vinde op mod et minut på de letteste over en sådan distance.

I det lys er enkeltstarten en nøgleetape, der kan skabe helt afgørende tidsforskelle for de få, der virkelig mestrer den, men for den store masse af klatrere vil der i vidt omfang være mulighed for at indhente tabet på Jebel Hafeet. Den golde ørkenstigning er nemlig ganske selektiv, som vi har set det i de seneste udgaver. Ikke mindst ved den første opkørsel i 2020, hvor der endda var modvind på den helt åbne ørkenvej, viste Yates jo, hvordan det kan gøres, og selvom de foregående og heller ikke den senere etape i samme løb gav samme gigantiske forskelle, siger det lidt om potentialet for en formstærk klatrer, at Yates kunne slå Pogacar med 1.03, Alexey Lutsenko, David Gaudu og Rafal Majka med 1.30, og at de næste seks mand var næsten to minutter efter.

En sådan magtdemonstration gør det i hvert fald muligt at eliminere betydningen af enkeltstarten. Omvendt har vi også set, at vindfølsomheden og den relativt lette afslutning har givet tendens til, at rytterne er ankommet i mindre grupper, og oftest er der blevet spurtet om etapesejren, som vi også så ved andet besøg i 2020 og senest i 2021, hvor Pogacar og Yates spurtede på toppen. Det vidner om, at løbet meget vel kan blive afgjort af enkeltstarten, når de bedste klatrere skal adskilles.

Hvad så med inklusionen af Jebel Jais, der også var med i 2019 og 2021? Kan den ikke gøre en forskel? Jeg tror ikke, at vi skal være alt for optimistiske. For tre år siden var der sågar medvind, men alligevel lykkedes det en ganske vist brølstærk Laurens de Plus at føre stort set hele vejen og langsomt sætte ryttere af, indtil hans kaptajn Primoz Roglic var hurtigste mand blandt de 11 overlevende. Sidste år var der brutal modvind, og da Ineos havde brændt hele deres hold af fra bunden, og Pogacar bare holdt øje med sin eneste reelle rival, Yates, endte det i en ukontrollerbar angrebsfest. Jonas Vingegaard var snu og stærk nok til at udnytte duellen mellem Pogacar og Yates til at tage sejren, og herefter spurtede Pogacar først over stregen i feltet. Resultatet var, at de to stjerner vandt to sekunder på Sergio Higuita og lidt mere på de øvrige, men Damiano Caruso på 17. pladsen tabte altså bare 5 sekunder! Det er med andre ord en stigning, der næppe kan skabe forskelle - i hvert fald ikke, hvis det førende hold er stærke nok til ikke at lade kaptajnen isolere og dermed gøre ham sårbar over for taktik og en byge af angreb. Til gengæld kan de 10 bonussekunder, Roglic spurtede sig til på toppen i 2019, sagtens blive afgørende, og en god spurt er derfor slet ikke et ringe våben.

De øvrige fire etaper må alle ventes at ende i stensikre massespurter i et felt med næsten alle verdens topsprintere, hvis ikke vinden raser, og dermed er vi efterladt med fire elementer, der vil afgøre løbet: klatrebenene på Jebel Hafeet, en god spurt om bonussekunder i indlagte spurter og ikke mindst på Jebel Jais, tempobenene på den kringlede tonserenkeltstart og risikoen for sidevind, der historisk aldrig har været specielt toneangivende i Emiraterne, der åbenbart slet ikke er så oplagt til sidevindskørsel som Qatars højdramatiske ørken. Vi så dog en undtagelse sidste år, hvor 1. etape viste sig at eliminere langt hovedparten af favoritterne.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Dermed er vejret også en særlig nøglekomponent, både i forhold til sidevind og vindretning på de to eksponerede og golde bjerge. Som udsigten er nu med en uge til afslutningen på løbet, tvivler jeg på, at vinden bliver en faktor. Den ubetinget farligste etape er ørkenetapen på åbningsdagen, men desværre bliver der bare en let vind, der ikke burde kunne bruges til noget. Til gengæld vil både mandag og tirsdag blive blæsende, men på enkeltstarten er det ligegyldigt - heldigvis vil betingelserne være ens for alle - og selvom vi før har set kortvarig sidevindskørsel på mandagens Abu Dhabi-etape, skal der være en orkanagtig vind, hvis vinden skal blive afgørende på en storbyetape. Over de sidste fire dage bliver vinden relativt ubetydelig og uden reel mulighed for at gøre forskelle. Til gengæld kan varmen blive et tema på ørkenetaperne, dvs. primært 1. og 7. etape, hvor temperaturen i dalen vil nå kvælende 33 grader, mens kystetaperne med 24-27 grader vil være mere tålelige.

Så er der det med vindretningen på stigningerne. Det ligner en beskeden sidevind på både Jebel Hafeet og Jebel Jais. Det er godt nyt for alle, der vil gøre forskelle. Nu vil 7. etape formentlig blive ret selektiv, men som vi så i 2019, vil jeg stadig forvente en spurt på 4. etape, dog i en mindre gruppe end sidste år, i hvert fald hvis et stærkt hold tager kontrol. Endelig skal man skal også være opmærksom på, at bjergetaperne er meget specielle. Bjergetaper med en helt flad indledning og en afsluttende klatretur på en halv times tid er helt anderledes end store dage med adskillige bjergpas og mange højdemeter. Selvom Jebel Hafeet i sig selv er svær, ser man ofte, at lidt mere eksplosive folk end klassiske bjergryttere kan være med på denne slags etaper. For en del år siden var Julian Alaphilippe endda tæt på at vinde, selvom han i de europæiske bjerge dengang altid kom til kort.

Det er naturligvis umuligt ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Sloveneren får hvert år besked på at have en tidlig formtop til sit hold store hjemmebaneløb, og det plejer at lykkes ganske godt. I 2020 smeltede han i varmen på den første bjergetape, men vandt den anden og endte som nr. 2 bag suveræne Yates, og sidste år fik han sin revanche. Det var dog ikke i den overlegne stil, man ville forvente, for det var svært ikke at få det klare indtryk, at Yates var den klart stærkeste på Jebel Hafeet. Det vidner om, at Pogacar sagtens kan være sårbar på denne tid af året.

Det skyldes måske også varmen. Det var i hvert fald den, der knækkede ham i 2020, og han har aldrig lagt skjul på, at det er en svaghed. Det er vel heller ikke helt utænkeligt, at hans krise på Ventoux sidste sommer kom på en dag, hvor det var stegende hedt. Med udsigt til 33 grader på kongeetapen er det i hvert fald en faktor, der skal inddrages i beregningerne.

Det skulle den bare også sidste år, og alligevel vandt han. Pogacar kan sagtens vinde i bagende hede, og når han er bare på et nogenlunde niveau, er han uhyre svær at slå på en rute som denne. Blandt favoritterne er han den hurtigste i en spurt på toppen af Jebel Jais - og på Jebel Hafeet, hvis det bliver nødvendigt - og selvom han ikke slår Filippo Ganna på denne type enkeltstart, endte han sidste år som nr. 4 på en helt tilsvarende rute, inden han gentog kunsten på samme rutetype i Tirreno. Det er muligt, at han vil tabe tid til Tom Dumoulin og/eller Joao Almeida, men alle andre favoritter bør han slå - og så skal han formentlig bare følge med i bjergene. Det kunne han sidste år, selvom Yates havde overhånden, og chancen for, at han gør det igen, er uhyre stor - hvis ikke han bare kører fra alt og alle på næste lørdag, som han så ofte gør.

Hans hold er det i særklasse stærkeste, da UAE altid kommer med A-kæden til dette løb, og den største usikkerhed relaterer sig til den covidinfektion, han havde i januar. Angiveligt havde han symptomer, men han skulle ikke være sat slemt tilbage, og det vil undre, hvis ikke Pogacar er på nogenlunde samme niveau som sidste år - og så er han svær at slå. Det kunne ligne endnu en vigtig sejr for UAE.

Grundet historikken er det svært ikke at have Adam Yates som værste rival. To år i træk har briten lignet bedste mand i dette løb, også selvom han sidste år ikke kunne knække Pogacar, og meget taler for, at det vil gælde igen i år. Når han var i form, var han i hvert fald fremragende i 2021, både da han blev nr. 2 her og knuste al modstand i Catalonien, og han er efterhånden blev specialist i at starte sin sæson som lyn og torden. Hans sæsonplan er uklar, men han skulle ikke være i Giro-truppen, og dermed ligger der formentlig en tidlig formtop igen i år. Disse lette etaper med en kort, eksplosiv stigning har altid passet ham som fod i hose, som han altså har vist to gange i træk, og han er også hurtig nok til få bonussekunder på Jebel Jais.

Hans hold synes stærkere end sidste år, selvom det ikke er det bedste bjerghold, de er mødt frem med, men det bliver næppe afgørende, når Jebel Hafeet kommer til sidst. UAE skal nok kontrollere Jebel Jais, og så må Yates på sidstedagen vise, at han atter er den stærkeste og denne gang kan sætte Pogacar. Det får han til gengæld også brug for, da han får klø på enkeltstarten, men heldigvis er den så kort, at han i 2020 også havde vundet suverænt, hvis de havde kørt enkeltstart dengang.

Der er ingen tvivl om, at Pogacar er UAEs kaptajn, men det er også givet, at de kommer med to beskyttede ryttere. Joao Almeida bliver i hvert fald ikke ofret, før det er højst nødvendigt, og hvis kaptajnen ikke er på toppen grundet varme eller nylig sygdom, står løjtnanten klar. Holdet har helt sikkert også givet ham besked på at starte stærkt, og den kunst mestrer han. Sidste år blev han nemlig nr. 3, og denne gang er motivationen til en stærk start kun endnu større.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Sidste år var det også klart, at han var for begrænset i bjergene, men det vidste vi godt inden løbet. Siden har han udviklet sig kolossalt, som vi så i Giroens sidste uge og måske særligt i Emilia og Milano-Torino i efteråret. Hvis den udvikling er fortsat, må han nærme sig eliten, og så bliver han stærk på løbets to bjergetaper. Han har også en spurt, der kan måle sig med Pogacars, hvis det skulle komme i spil i finalerne, og vigtigst af alt har han en fremragende enkeltstart. Ruten er ikke ideel, men sidste år blev han nr. 6 her og nr. 7 i Tirreno, og det vidner om, at han slår næsten alle rivaler på tirsdag. Pr-værdien er klart størst i en Pogacar-sejr, der utvivlsomt er UAEs foretrukne, men bliver det nødvendigt, står Almeida klar til at tage over.

Jeg glæder mig meget til at se Aleksandr Vlasov . Russeren var så betagende i 2020, men falmede voldsomt i et uhyre skuffende 2021. Noget tyder på, at han nu er tilbage på sporet, for han har fra sæsonstart igen lignet den rytter, vi så i 2020. Han var allerede god i den eksplosive Mallorca-finale, hvor han ellers var på udebane, inden han kørte alle midt over på kongeetapen i Valencia. Siden er han næppe blevet ringere, og alt taler for, at han vil være med helt fremme på Jebel Hafeet.

Han har dog også ulemper. Først og fremmest er bjergetaperne anderledes end i Valencia, og han vil næppe være alt for begejstret for dette meget eksplosive design, hvor hans dieselegenskaber ikke kommer til sin ret. Alle de tre ovennævnte slår ham også let i en spurt på Jebel Jais og Jebel Hafeet, og han skal derfor køre fra alt og alle for at vinde. Her vil han i forhold til Almeida og Pogacar også skulle indhente lidt efter enkeltstarten, men her er der grund til at tro, at tabet bliver begrænset. Han kørte i hvert fald chokerende godt i Giroen sidste år på en rute, der minder om denne, og selvom Astanas materiel var suverænt, gælder det samme hos hans nye hold, Bora. Chancerne for, at han ender på podiet, er meget, meget store, da han er i dokumenteret form, og når han alligevel ender som den lille af de fire oplagte favoritter, skyldes det, at jeg har sværest ved at se ham faktisk vinde. Modsat Yates tvivler jeg nemlig på, at han har det tårnhøje niveau på denne specielle type bjergetaper til at slå både Pogacar og Almeida med tilstrækkeligt med tid.

Den måske mest spændende rytter at følge er Tom Dumoulin. Det er nemlig nu, vi får en fornemmelse af, om han igen kan blive grand tour-rytter. Han har ikke kørt på et eneste bjerg siden sin pause, hvis man ser bort fra OL, hvor hans fokus var et andet, og derfor er der mange ubekendte. Hans kørsel i Ardennerne i Benelux Tour og på den meget kuperede OL-enkeltstart vidner dog om, at han stadig klatrer storartet, og han klatrer formentlig bedre nu. Han kommer nemlig direkte fra højderne i Colombia, og Dumoulin plejer at flyve, når han kommer ned til lavlandet igen.

Han har også for vane at starte stærkt, som han gjorde da han i 2019 sidste kørte løbet og efter en offday på Jebel Hafeet blev nr. 2 bag Roglic på Jebel Jais. Han viste i Benelux sidste år, at denne specielle form for enkeltstart ikke passer ham helt så godt, som de gjorde i gamle dage, men han vil stadig kunne vinde tid på måske alle rivalerne. Han kørte i hvert fald lige op med Rohan Dennis på en lignende rute i Abu Dhabi Tour i 2018, indtil han fik defekt, og som han viste på Jebel Jais i 2019, er han også stadig spurtstærk på toppen af en stigning. Spørgsmålet er mest af alt, om klatreevnerne stadig er på det gamle niveau.

Dette er en rangering af vinderpotentiale, og derfor placerer jeg Gino Mäder her, men det er med usikkerhed. Schweizeren har nemlig hidtil skullet bruge mange løb på at få motoren i gang, og hans sæsonstarter har mildt sagt ikke været prangende. Vi skal derfor indstille os på, at han med en vis sandsynlighed vil mangle en del, men det er efter Vueltaen også helt klart, at han er en helt anden rytter, end han var for et år siden. Derfor kan han sagtens starte bedre nu, og vi så i Spanien sidste efterår, at hans topniveau efterhånden er tårnhøjt og sikkert i fortsat fremgang. Han har dog også to væsentlige udfordringer. For det første passer disse specielle bjergetaper næppe til hans type, og han er bestemt heller ikke spurtstærk. Hans enkeltstart er heller ikke noget at skrive hjem om - og da slet ikke på denne rute - og derfor vinder han kun løbet, hvis han sejrer klart på Jebel Hafeet. Det gør han trods alt nok ikke, selv hvis han for en gangs skyld starter stærkt.

Jeg vælger at rangere Fausto Masnada her. Det kan måske undre, når man betænker, at han tidligere på ugen havde et regulært sammenbrud på Green Mountain i Oman. Det var dog ret klart, at der var tale om en dårlig dag, for han var på et helt andet niveau på de øvrige stigninger. I det hele taget har han forbedret sig helt enormt, og havde det ikke været for sine mange skader, havde han formentlig fået sit store gennembrud sidste år, hvor 2. pladsen i Lombardiet indikerede klassen. Hans enkeltstart har også forbedret sig helt enormt, og selvom 3. etapes rute passer ham dårligt, vil han gøre det bedre end mange andre. Det er klart, at Oman skaber lidt usikkerhed, men hans kørsel de første dage får mig til at tro, at det bare var en dårlig dag, som ikke skal skjule hans klasse.

Bahrain har heldigvis et andet kort, om hvem der hersker mindre usikkerhed. Pello Bilbao troede vist ikke, at han var godt kørende, da han smed hele sit klassement i Valencia på gulvet som hjælper på 1. etape, men det var han. Det fandt han nemlig ud af på kongeetapen, hvor han endte som nr. 4 foran flere absolutte topnavne. Til gengæld er hans klatrestil også blevet ramt dieselagtig med årene, og jeg tvivler å, at denne form for bjergetaper i dag passer ham særligt godt. Dertil skal lægges, at hans engang så gode enkeltstart var skidt i 2021 - endda så skidt, at Bahrain har erkendt, at de har et problem. Det har de heldigvis arbejdet på, men selv hvis det har hjulpet, er denne form for enkeltstart ikke rigtigt ham. Han bør dog kunne forsvare sig, og så vil alt stå og falde med evnerne på de to bjergetaper. Her rækker klatreevnerne ikke til at vinde, men Valencia giver grund til en vis optimisme.

DSM stiller med Romain Bardet, der sidste efterår blev genfødt. Det så vi med sejrene i Burgos og Vueltaen og måske særligt med hans flotte kørsel i Lombardiet, hvor han var blandt de bedste i et stærkt besat løb igen. I gamle dage var han også en stærk starter, og jeg vil forvente, at han er på et rimeligt niveau. Disse eksplosive finaler passer ham imidlertid ret dårligt, og hans enkeltstart er som bekendt en mindre katastrofe. Her er der dog meget håb at hente i den markante forbedring, vi så efter hans skifte til DSM, og det er også noget, der har begejstret ham meget. Ruten til 3. etape passer ham dog meget dårligt, og han vil stadig tabe tid til en del favoritter. Det afgørende bliver dog først og fremmest, om han efter en pause kan nærme sig det niveau, han genfandt i Lombardiet.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Efter Tour of Oman må man også rangere Jan Hirt høj. Hvad der er sket med den uendeligt langsomt startende dieselmotor, er uklart, men en tur til Colombia samt ny træner og kost har gjort underværker. I hvert fald mener han ikke selv, at han nogensinde har været bedre, end han var i Oman, og den påstand er svær at være helt uenig i. Desværre passer disse meget eksplosive bjergetaper ham elendigt, men der er optimisme at hente fra Oman, hvor Green Mountain også var meget eksplosivt. Til gengæld har han her ikke de samme ekstremt stejle procenter, som er hans helt store force, og derudover lider han under en enkeltstart, der kommer til at koste meget dyrt selv over 9 km. Samtidig skal vi passe på med at lægge for meget i et svagt besat løb i Oman, men da feltet her heller ikke er alt for dybt, bør han være langt fremme, selvom der er nok af udfordringer at få øje på.

I gamle dage havde jeg rangeret Michal Kwiatkowski højt på denne liste. Dengang startede han nemlig altid som lyn og torden, men sådan er det ikke længere. Efter hans problemer med overtræning er han nemlig begyndt at starte betydeligt mere moderat, end når han vandt samlet i Algarve, men helt katastrofalt er det sjældent. Sidste år lagde han ud med at blive nr. 2 i Besseges, og i 2019 blev han trods alt en hæderlig nr. 10 i dette løb. Disse eksplosive ruter passer også godt til en fyr, der som ham har sine begrænsninger i de rigtige bjerge, og det er på denne type etaper, han kan forsvare sig, også når stigningerne er lange. Hans enkeltstart er til gengæld i kraftig tilbagegang, og selvom han vil slå de fleste, vil han ikke vinde den tid, man i gamle dage ville forvente. Der hersker også en del usikkerhed om hans form efter hans pludselige afbud til Besseges - et afbud, som ikke er forklaret - og så er han her trods alt først og fremmest som hjælper for Yates.

En spændende joker kunne være Antwan Tolhoek. Den lille hollænder gik meget i stå, netop som han lignede en mand på tærsklen til et stort gennembrud, men nu er han skiftet til Trek for at få frihed. Noget tyder på, at det har gjort ham godt. Han så i hvert fald fremragende ud på 1. etape i Valencia, men derefter floppede han fælt på kongeetapen. Det skaber naturligvis en masse usikkerhed, for den ustabile Tolhoek kan sagtens fejle fælt igen her. Til gengæld så hans topniveau på førstedagen så højt ud, at han har potentiale til at overraske i et løb, hvor de eksplosive ruter synes at passe ham ganske godt. Til gengæld skal han så leve med, at der ligger en stor lussing og venter på enkeltstarten.

Jeg var opløftet over David de la Cruz i Valencia. I de senere år er han ellers ikke startet stærkt, men det på en rute, hvor de relativt korte stigninger ikke passede ham, gjorde han det ganske fornemt. Desværre passer disse stigninger også meget dårligt til hans dieselmotor, men netop fordi han forsvarede sig så godt i Valencia, er der grund til en vis optimisme. Hans enkeltstart er ret svingende, og denne rute kunne ikke passe ham meget dårligere, men hvis han rider videre på Astanas enkeltstartsmirakel, vil han sikkert have forbedret sig alene via holdskiftet. Desværre rækker evnerne bredt set ikke til at være med helt i front.

Ligesom Vlasov er Jai Hindley skiftet til Bora, men han er slet ikke startet på samme flyvende maner. Tværtimod skuffede han mig i Murcia, og heller ikke i Jaen kommer han med, da bussen kørte. Uden for kameraet kom han dog stærkt igen, og da det er muligt, at han i Murcia ventede på Jonas Koch, der var holdets plan A, kan han være stærkere end ventet. Et grusvejsløb var nemlig slet ikke ideelt, og der er derfor et begrundet håb. Dette løb burde passe ham ganske udmærket, hvis man ser bort fra den lussing, han får på tirsdag, men han har alt at bevise. Efter de mange helbredsproblemer i 2021 har han nemlig til gode at bevise, at topniveauet fra Giroen kan findes igen, og det har han ikke indikeret i sine første løb i år.

En anden spændende rytter er Antonio Tiberi. Vi har lært, at han er uhyre svingende, og på Mallorca var han også helt, helt væk. Pludselig fandt han imidlertid de gode ben, da han blev nr. 3 på kongeetapen i Besseges, og det giver håb - også fordi han sidste år blev nr. 3 i Ungarn og i den unge alder utvivlsomt udvikler sig hastigt. Vi skal dog også huske på, at klatreniveauet i de to omtalte løb var betydeligt lavere, end det er her, og det vil undre at se ham helt fremme. Enkeltstarten bør være et våben for den tidligere juniorverdensmester, men som vi har set hver eneste gang og senest i Besseges, kan han stadig ikke på professionelt niveau vinde den tid, man kunne ønske sig. Først og fremmest skal han dog ramme en af sine for sjældne gode perioder.

En anden ung rytter er Andreas Leknessund. Efter hans stærke 2020 var der enorme forventninger i 2021, men han endte som en af sæsonens skuffelser. Heldigvis ved vi, at han er et stort talent, og derfor kan han have udviklet sig markant med et første WorldTour-år i benene. På den baggrund er der et håb om, at han pludselig kan tage et stort niveauspring efter vinterpausen, men det er klart, at det ikke er noget, vi skal vente. Hvis han kan, burde han til gengæld være god på denne rute. Stigningerne burde ikke være for svære for den ret store Leknessund, og selvom vi ikke så det i 2021, er hans enkeltstart fremragende.

Endelig vil jeg fremhæve Luke Plapp som en sidste joker. Den unge australier er stadig ved at udforske sig selv, og han har beskrevet sig selv som en lidt tungere og klassikeragtig type, der bedst kan lide mere eksplosive stigninger. Han er totalt uprøvet i bjergene, og derfor vil det overraske, hvis han pludselig flyver op ad sine første bjerge på dette niveau. Omvendt har han på Willunga Hill bevist, at han sagtens kan klatre, og at formen er fremragende så vi ved hans overlegen solosejr ved de australske mesterskaber. Han er også en fremragende temporytter, som vi senest så med sølvet ved U23-VM, og hvis en lidt tungere type skal klatre godt, skal det netop være på denne type bjergetaper, hvor hans eksplosivitet kommer mere til sin ret. Hvor langt klatreevnerne rækker, bliver vi klogere på i den kommende uges tid.

BEMÆRK: Arrangørerne har fredag aften ikke udsendt en foreløbig startliste. Der hersker fortsat en del usikkerhed om feltet, da flere hold ikke har sat navn på trupperne. Optakten opdateres lørdag aften, når vi kender den endelige startliste.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

OPDATERING: Den endelige startliste er nu kommet. EF har udtaget Neilson Powless, der gjorde enorme fremskridt sidste år og endte som nr. 5 i dette løb sidste år. Han er uhyre svingende og har endnu ikke genfundet sin enkeltstart, men starter han stærkt som sidste år, vil han gøre det fint i dette felt. Desværre kommer hverken Tiberi eller Tolhoek til start.

 DELTAG I UAE TOUR MANAGERSPILLET
 LIVESTREAM ALLE ETAPER TIL HALV PRIS MED DISCOVERY+

***** Tadej Pogacar

**** Adam Yates, Joao Almeida

*** Aleksandr Vlasov, Tom Dumoulin, Gino Mäder, Fausto Masnada, Pello Bilbao

** Romain Bardet, Jan Hirt, Neilson Powless, Michal Kwiatkowski, David de la Cruz, Jai Hindley, Andreas Leknessund, Luke Plapp

* Thymen Arensman, Geoffrey Bouchard, Koen Bouwman, Oscar Rodriguez, Ruben Guerreiro, Bob Jungels, Rein Taaramae, Patrick Konrad, Matteo Badilatti, Hermann Pernsteiner, Vadim Pronskiy, Merhawi Kudus, Chris Harper, Stefan de Bod, Sean Quinn, Carlos Verona, Alejandro Osorio, Dario Cataldo, Will Barta, Clement Berthet, Louis Meintjes, Sebastian Henao, Sebastian Berwick, Denis Nekrasov, Robert Stannard, Filippo Ganna

Danskerne

Mikkel Bjerg kommer på arbejde som bodyguard for Tadej Pogacar og Joao Almeida på UAE, men ligesom sidste år kan han jagte et topresultat på enkeltstarten. Det kan Johan Price-Pejtersen også i sin debut for Bahrain, hvor han ellers skal beskytte Gino Mäder og Pello Bilbao i fladlandet. Enkeltstarten må også være det personlige mål for Mathias Norsgaard på Movistar, efter at han genfandt de gamle tempotakter i Provence, og derudover skal han beskytte Oscar Rodriguez, Carlos Verona og Sergio Samitier i fladlandet samt måske endda jagte et udbrud på det profilfattige hold. Michael Mørkøv får en nøglerolle på Quick-Step, når han skal aflevere Mark Cavendish til sejr på de fire sprinteretaper i det uhyre stærke sprinterfelt, mens Julius Johansen på Intermarché skal køre lead-out for Tom Devriendt og beskytte Jan Hirt samt måske teste sig på enkeltstarten. Endelig skal Jakob Egholm på Trek hjælpe sprinterne Marc Brustenga og Emils Liepins og måske Dario Cataldo i klassementet, men måske også vise sig frem i udbrud på et hold uden profiler.

 DELTAG I UAE TOUR MANAGERSPILLET
 LIVESTREAM ALLE ETAPER TIL HALV PRIS MED DISCOVERY+

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at hævde sig i klassementet.

UAE-Team Emirates: Holdet er bygget op om Pogacar med Almeida som plan B. Rafal Majka er angiveligt flyvende, men må regnes som hjælper. Det samme gælder for George Bennett, der efterlod et formsvagt indtryk ved de newzealandske mesterskaber.

Ag2r-La Mondiale: Geoffrey Bouchard gjorde det hæderligt på kongeetapen i Provence og vil formentlig gøre det samme her. Han manglede dog stadig en del, og hans enkeltstart er svag. Det bliver også spændende at følge Bob Jungels efter operationen, for han så betydeligt bedre ud i Paris-Tours. Han har dog været så langt fra sit niveau i lang tid, og hans klatreniveau har altid haft markante begrænsninger, ligesom denne type enkeltstart oftest har ført til skuffelser. Clement Berthet kan klare det hæderligt i bjergene.

Alpecin-Fenix: Holdet er her uden klassementsambitioner, men måske kan Robert Stannard genfinde lidt af den klatring, han havde som U23-rytter.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Astana Qazaqstan Team: De la Cruz er kaptajn, men holdet har også Stefan de Bod, der før har gjort det fornuftigt her. Hans enkeltstart er god, men evnerne i bjergene er trods alt begrænsede. Vadim Pronskiy gjorde store fremskridt sidste forår, men han har ikke kunnet bekræfte det siden, og hans form er ukendt, mens Sebastian Henao næppe har niveauet til mere end en yderlig top 20, hvis han er i form.

Bahrain-Victorious: Det handler om Bilbao og Mäder. Holdet har også Alejandro Osorio, der endelig viste lidt takter sidste år, men som har et stykke vej op til det krævede niveau. Det har Hermann Pernsteiner ikke, men han har sjældent været flyvende fra start, etapetyperne passer ham dårligt, og ligesom Osorio har han en svag enkeltstart.

Bardiani-CSF-Faizanè: Holdets klatrere er Luca Covili, Johnatan Canaveral og Samuele Zoccarato, men de var langt fra de bedste o Oman.

BORA-hansgrohe: Vlasov er plan A, og Hindley er også en option. Holdet har også Patrick Konrad, men han er de seneste år startet skidt og var langt fra sit niveau på Mallorca.

EF Education-EasyPost: Holdet stiller med først og fremmest med Powless jf. bemærkningen ovenfor. De har også Ruben Guerreiro, der på disse eksplosive stigninger kan gøre det pænt, men de er lidt for lange til, at han kan være med helt fremme, ligesom hans form er ukendt. Det er den også for Merhawi Kudus, der desværre har tabt betydeligt niveau i de senere år. Endelig har de det unge klatretalent Sean Quinn, der var hæderlig i Jaen, men absolut ikke flyvende.

Gazprom-Rusvelo: Holdets bedste klatrer er Denis Nekrasov, men han manglede lidt for meget i Oman. Stigningerne er lidt for svære for Dmitry Strakhov.

Groupama-FDJ: Holdet er her primært for spurterne, men de har Matteo Badilatti til klassementet. Han er meget svingende, men har et fint topniveau i bjergene. Han passer dog slet ikke til disse eksplosive stigninger, enkeltstarten er svag, og hans form er ukendt.

INEOS Grenadiers: Yates er den klare plan A med Kwiatkowski som plan B og måske med Plapp som joker. Vi skal ikke regne med, at Filippo Ganna graver dybt på Jebel Jafeet, som han gjorde i Provence, for hans rolle er her en anden. Andrey Amador er faldet af på den.

Intermarché-Wanty-Gobert: Som supplement til Hirt har holdet Rein Taaramae, der gjorde det fornemt i Oman, hvor han satte Hirt i scene. Han har dog ikke i nogen tid kunnet være med helt fremme på dette noget højere niveau. Holdet har også udtaget Louis Meintjes, men grundet sygdom i januar er han her som hjælper.

Israel-Premier Tech: Holdet giver unge Sebastian Berwick chancen, men han har haft det meget svært som professionel, senest på Mallorca.

Jumbo-Visma: Dumoulin er kaptajn, men holdet har en joker i Koen Bouwman. Han er dog sjældent i form, og det vil ligne ham meget dårligt at finde sit flotte Giro-niveau fra sæsonstart, selvom han har trænet med Dumoulin i Colombia. Holdet stiller også med Chris Harper, der sidste år udnyttede sidevinden til at blive nr. 4, men han virkede ikke flyvende i Australien.

Lotto Soudal: Grundet corona stiller de med bare fire mand. Xandres Vervloesem , skal prøve sig af i klassementet, men han manglede meget i Provence. Det samme skal Mathew Holmes, der dog vil finde stigningerne alt for svære.

Movistar Team: Bedst chance har nok Oscar Rodriguez, hvis topniveau er højt, men selvom han var hæderlig i Provence, manglede han noget. Carlos Verona har et måske endnu højere topniveau, men han starter aldrig stærkt. Sergio Samitier skuffede meget i sin start i Spanien. En joker er Will Barta, der har en fremragende enkeltstart og kan klatre på disse form for stigninger, men han har alt at bevise efter katastrofen i 2021.

Quick-Step: Masnada er eneste klatrer på et sprinterhold.

Team BikeExchange-Jayco: Holdet er her alene for spurterne, men de har Damien Howson. Som altid er han dog milevidt fra formen fra start, som vi så det på Mallorca, og holdet melder heller intet om ambitioner.

Team DSM: Bardet er den oplagte option med Leknessund som joker. En anden joker Thymen Arensman, men han har vist sig at være en dieselmotor, der skal bruge mange løb for at finde formen. Det vil undre mig, hvis han har den til debuten.

Trek-Segafredo: Holdet kommer i en svag formation, men Dario Cataldo viste lidt livstegn i Provence og kan måske gøre det hæderligt.

Cykelduellen

Denne optakt er også første chance for at stemme til årets udgave af Cykelduellen, hvor der kan vindes præmier og håneret ved at gætte vinderne af alle årets WorldTour- og ProSeries-løb i den resterende del af sæsonen. Husk derfor at vælge dit vinderbud på startlisten nedenfor. Nærmere information findes her.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK