Optakt: Veneto Classic

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det relativt nye etapeløb Adriatica Ionica Race i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. Sidste år voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni afvikledes de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. I år er GP Beghelli desværre igen aflyst, og da det samme gælder for Trofeo Matteotti, mens Milano-Torino er rykket til sin gamle placering i marts, er der i år ”kun” 11 endagsløb i den flotte efterårsserie mod de hele 13 løb, vi havde i sidste år serie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb (det var i hvert fald planen, indtil dårligt vejr førte til aflysning af Memorial Marco Pantani) og en pause i forbindelse med VM, nåede serien sit klimaks de seneste uger, hvor Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte var opvarmning til den store finale i Lombardiet, men for andet år i træk fortsætter festen en uges tid endnu. Det er nemlig lykkedes for Filippo Pozzato at ”opfinde” en cykeluge i Veneto-regionen, hvor man onsdag kører det genopstandne Giro del Veneto, fredag kører et stort gravelløb og søndag runder den italienske sæson af med blot den anden udgave af det nye Veneto Classic.

Veneto Classic er lidt af et særsyn i Italien. Som sagt har det været tidens orden, at det ene løb efter det andet har måttet lade lide livet, og derfor er det ganske specielt at se et nyt løb opstå. Faktisk er det eneste større endagsløb, der er opstået i landet igennem ganske mange år, Strade Bianche, og i stedet har det mest af alt handlet om desperate forsøg på at redde de mange historiske begivenheder, hvis liv har været truet.

Et af disse løb var det ældgamle Giro del Veneto, hvis historie rækker helt tilbage til 1909, men som i 2010 blev afviklet for sidste gang i mere end 10 år. Heldigvis er der generelt bedring i italiensk cykelsport i disse år, og i 2021 genskabtes Giro del Veneto efter 10 års fravær som det første af de mange historiske løb, der er forsvundet. Det skete med Filippo Pozzato som primus motor, idet den tidligere stjerne har lagt en stor indsats i at genrejse Veneto-regionen som et cykelmekka. I 2020 fik han det italienske mesterskab til området, og i 2021 fik han ikke blot genskabt Giro del Veneto, men altså også skabt et nyt løb, Veneto Classic. Begge løb afvikles som del af en meget intens uge, hvor de professionelle om fredagen igen i år endda får mulighed for at køre historiens første gravelløb for professionelle, mens der også er aktiviteter for børn og motionister.

Klogelig har man lagt dem i samme periode som de mange øvrige italienske efterårsløb, og selvom deres placering som de to sidste løb i den lange række på hele 11 endagsløb har betydet, at det bliver de svagest besatte i serien, er det lykkedes at skabe en vis synergi med de øvrige løb, selvom hovedparten af feltet vil runde sæsonen af med Il Lombardia. Sidste år fik man fire WorldTour-hold til start i den første udgave, og i år betyder pointjagten, at man dobler op med nu hele otte hold fra højeste niveau. Planen er på sigt at afvikle løbene som nogle af de første i blokken, hvor de i stedet skal være med til at agere VM-forberedelse sammen med Giro della Toscana, Coppa Sabatini, Memorial Marco Pantani og Trofeo Matteotti. Drømmen er endda, at Veneto Classic skal blive en del af WorldTouren og således være ugens store klimaks i weekenden.

Som et nyt løb er det stadig uklart, hvilket identitet løbet vil have. I første omgang designede man en rute, der gjorde brug af store dele af vejene fra 2020-udgaven af de italienske mesterskaber, og mønsteret er det samme, som man ser de i de fleste italienske endagsløb, der er skabt til stærke sprintere og puncheurs. I 2021 blev løbet domineret af puncheurs, og noget tyder på, at det skal være normen. I hvert fald har man til den anden udgave sammensat en rute, der har klare ligheder med den, der blev benyttet i debutudgaven. Den var en succes, og forhåbentlig vil Veneto Classic fremover være en fast bestanddel på en italiensk cykelkalender, der ellers kun er blevet fattigere og fattigere de seneste år.

Til debutudgaven var alle øjne på det brølstærke UAE-mandskab, men de om til kort. Da udskilningen skete, havde de ellers både Marc Hirschi og Diego Ulissi blandt de 10 mand, der kørte væk, men Astana var lykkedes med at sende Samuele Battistella afsted i et tidligt angreb, og da forfølgerne havde Alexey Lutsenko med på slæb, blev samarbejdet aldrig godt. Selvom Hirschi til slut åbnede for gassen, kom han for sent, og det lykkedes således for den tidligere U23-verdensmester at tage karrierens første sejr på årets sidste løbsdag med 6 sekunder ned til Marc Hirschi, der slog Jhonatan Restrepo og Lutsenko i en tremandsspurt om 2. pladsen. Battistella har sammen med holdkammeraten Lutsenko sluttet sin sæson og kommer således ikke tilbage for at forsvare titlen, og dermed er der plads til, at Hirschi og Restrepo kan gå efter den sejr, de ikke fik sidste år, når de vender tilbage til den anden udgave.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Med skabelsen af et helt nyt løb har Filippo Pozzato og de øvrige arrangører haft helt frie hænder til at designe deres rute uden at være låst af historiske forpligtelser. Som sagt har man valgt samme model, som man ser i hovedparten af de italienske løb, der indledes fladt, inden en kuperet midtersektion afløses af en flad finale - et koncept, der plejer at appellere til stærke sprintere og puncheurs, og som skaber meget åbne og uforudsigelige cykelløb.

Sådan var det også i den første udgave, hvor man designede en rute, der var vanskeligere end til onsdagens Giro del Veneto og således skabte et løb, som viste sig at appellere mere til puncheurs end til stærke sprintere. I år har man skruet ned for vanskelighederne i onsdagens løb, der nu mere har appel til sprinterne, og også til søndagens finale synes ruten at være blevet en anelse lettere. Konceptet og mange af stigningerne er dog præcis det samme som i 2021, og med nogle korte, men meget stejle mure i finalen er der plads til at skabe forskelle for løbets puncheurs.

Inspirationen er fundet ved 2020-udgaven af de italienske mesterskaber, der blev vundet af Giacomo Nizzolo i en spurt i en lille gruppe. Dengang kørte man i alt væsentligt omgange på en rundstrækning med La Rosina-stigningen, og det gør man også i dette løb. Sidste år kørte man den rundstrækning, der var krydret med en stejl lille mur umiddelbart efter nedkørslen, i finalen, og modsat ved mesterskaberne sluttede man heller ikke med et længere fladt stykke, der ledte ned til byen Cittadella. Derimod sluttede løbet på selve rundstrækningen, hvilket betød, at stigningerne kom i den fulde finale og ikke som ved mesterskaberne med næsten 30 km til mål.

I år er La Rosina-rundstrækningen med igen - dog uden sidste års lille mur - men denne gang kører man den tidligere. Løbet sluttes nu med omgange på en anden og umiddelbart lettere rundstrækning med en blød opkørsel og en hidsig mur, men det kompenserer man for ved at sende rytterne op over to korte og stejle mure - den ene endda på grus - inden for de sidste 10 km.

Med en distance på 190,0 km er der tale om et 17,3 km kortere løb end i 2021, og det skyldes primært, at starten er rykket fra Venedig til Treviso, mens der fortsat er mål i Bassano del Grappa. Startbyen ligger på den flade Po-slette, og det er derfor helt fladt, når man lægger ud med at køre mod nord af en lang og lige vej helt uden udfordringer. I byen Conegliano efter 22,3 km drejer man kortvarigt mod nordvest, inden det går mod sydøst op ad dagens første udfordring, den stejle Muro di Ca’del Poggio (1,15 km, 12,3%, max. 19%), der er en ganske jævn mur med top efter 30,0 km.

Herfra bliver det igen lidt lettere, når man snor sig mod sydvest igennem let faldende terræn, inden man fortsætter mod sydvest igennem let stigende terræn og derefter og ned ad en bakke, indtil man efter 56,5 km når frem til Valdobbiadene. Derfra går det videre mod sydvest ad et først let stigende stykke, inden det i Crespano del Grappa, som nås efter 80,4 km, i stedet begynder at falde let, mens man fortsætter mod sydvest ned til målbyen, som nås efter 95,3 km.

Man krydser dog ikke stregen. I stedet kører man mod nordvest og sydvest igennem fladt terræn ud til La Rosina-rundstrækningen. Den er 13,1 km lang, og her skal man køre tre omgange. Den indledes med et fladt stykke, der leder mod vest, sydvest og nord, inden man kører mod nord og nordøst op ad La Rosina (2,1 km 6,5%, max. 8%). Der er tale om en meget regulær stigning, hvis top rundes efter hhv. 106,3 km, 118,8 km og 131,9 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod øst, inden det går fladt mod syd ned til rundstrækningen udgangspunkt.

Efter tredje og sidste omgang kører man ad flade veje mod sydvest fem til La Tisa-rundstrækningen. Den er 11,9 km lang og skal tilbagelægges to gange. Den indledes med, at man skal over den lille brostensmur La Tisa (330 m, 15,2%, max. 20%), hvis top rundes efter hhv. 146,9 og 158,8 km, inden man kører ad let stigende veje mod syd, nordvest og nord, inden en nedkørsel leder mod syd og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Efter sidste omgang kører man over La Tisa en tredje og sidste gang, så toppen rundes efter 170,8 km, og herefter indledes de sidste 19,2 km med, at man kører mod nordøst ad lige og flade veje med retning mod målbyen. I byen Marostica forlader man imidlertid hovedvejen for at fortsætte mod nordøst op ad den nye grusvejsstigning Diesel Farm (1,3 km, 10,9%, max. 18%), der er en stejl og relativt jævn sag med top efter 180,7 km.

Derfra resterer bare 9,3 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod syd og nordøst, inden et kort, fladt stykke leder mod nord. Her drejer man mod øst for at passere den lille Muro du Cintra Soarda (500 m, 11,4%), der som nævnt ovenfor var en del af La Rosina-rundstrækningen sidste år. Den har top bare 4,0 km fra stregen, hvorefter det falder let mod den røde flamme, inden den sidste kilometer stiger let med 1,8% i snit. Det går ad en lige vej uden sving fem til en rundkørsel med hhv. 1500 m igen, hvorefter man drejer skarpt med 600 m igen, hvorefter der er to 90-graderskurver med hhv. 450 m og 300 m igen, inden der er to sving i rap bare 100m fra stregen.

Løbet byder på i alt 2508 højdemeter mod 2570 højdemeter i 2021.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

De italienske efterårsklassikere har næsten alle haft perfekt vejr, og det gælder også til den store finale. Søndagen vil således kun byde på få skyer og en temperatur på 22 grader. Vinden vil bare være svag til let (6-8 km/t) og komme fra først øst, men fra syd gennem langt det meste af løbet. Det giver side- og sidemedvind i den indledende fase, inden man får sidemodvind på det lange stykke frem mod første passage gennem målbyen. Der vil være sidemedvind på La Rosina-stigningen og sidevind på La Tisa-muren. Slutteligt får man sidemed- og medvind efter sidste passage af La Tisa, og det varer ved hele vejen frem til bunden af Muro du Cintra Soarda. Her får man sidevind og slutteligt sidemodvind, indtil man får med- og sidemedvind over de sidste 600 m.

Favoritterne

Et nyt løb betyder en ny rute og dermed naturligvis også en betydelig usikkerhed om, hvad vi kan forvente. Det gælder naturligvis særligt, når ruten tilmed har et design, der ikke gør den helt let at læse, og hvor der synes at være basis for flere mulige udfald. Sådan var det sidste år, og sådan vil det være igen i år. Ganske vist gør ruten brug af mange af de samme veje, som vi så i debutudgaven for et år siden, men den er alligevel designet helt anderledes. Det kaster alle de læringer, vi fik af sidste år løb, en smule op i luften.

Grundlæggende er strukturen den samme, som vi kender fra de fleste italienske endagsløb, hvor man ofte har en flad start, en kuperet midtersektion og en flad finale, præcis som vi også har set det i ugens første løb. Denne gang er løbet dog betydeligt mere selektivt. Inden for de sidste 10 km når rytterne toppen af både den meget stejle grusvejsstigning Diesel Farm og efterfølgende samme lille mur, som blev brugt sidste år, og det er derfor slet ikke et sprinterløb, som vi så det i onsdags. Finalen bør være så svær, at en rigtig spurtafgørelse er udelukket.

Det er i stedet et løb for ardennertyper og klatrere. Sidste år endte det med, at løbet blev afgjort af en gruppe bestående af Samuele Battistella, Marc Hirschi, Jhonatan Restrepo, Alexey Lutsenko, Remy Rochas, Diego Ulissi, Lorenzo Rota, Guillaume Martin, Andrea Piccolo og Christian Scaroni, og det er samme ryttertyper, vi kan vente os at se fremme søndag. Dengang kørte de imidlertid La Rosina-rundstrækningen i finalen, og relativt tidligt blev udskilningen skabt. Herefter endte det i et taktisk spil, hvor Astana og UAE tidligt sendte Battistella og Matteo Trentin i offensiven, og efter at sidstnævnte var styrtet måtte UAE ofre Davide Formolo, der oprindeligt også var med i gruppen, i et forsøg på at hente Battistella. På den sidste mur kom Hirschi tæt på, men han fik akkurat ikke hentet den tidligere U23-verdensmester.

I år køres La Rosina tidligere, og det gør det til en betydeligt lettere finale. Den nye rundstrækning med La Tisa-muren er betydeligt lettere. Den er bestemt ikke flad, men der er mest tale om let stigende veje, og selve brostensmuren er for kort til for alvor at gøre forskelle. Til gengæld er selve finalen med grusvejene på Diesel Farm og den sidste lille mur stadig meget hård, men som udgangspunkt må man antage, at det er en større gruppe, der vil være i spil til sejren på dette tidspunkt.

Det er dog ikke givet. Historien gentager sig nemlig i den forstand, at UAE møder med en veritabel supertrup, som vil være hele løbets omdrejningspunkt. Det er i deres interesse og dermed også deres opgave at gøre løbet hårdt, og det vil vi formentlig se, at de gør på La Rosina-rundstrækningen. Man kan bestemt ikke udelukke, at det her lykkedes dem at skabe en gruppe i stil med den, vi så sidste år, og som vi så igen i onsdagens Giro del Veneto, og at de herfra vil afgøre det på La Tisa-rundstrækningen og i den svære finale. Det er dog også muligt, at vi får en regruppering og et større felt frem mod La Tisa. Her vil UAE helt sikkert igen forsøge at sætte rav i den, og spørgsmålet er så, om de kan få sendt et udbrud afsted i stil med den Battistella-Trentin-duo, vi så sidste år.

Som udgangspunkt er det mest sandsynlige dog, at vi enten får det hårde scenarium, hvor der efter La Rosina-rundstrækningen kun er en gruppe i stil med den, vi så sidste år, tilbage, og at de så vil afgøre løbet på en kombination af taktik og styrke, som vi så det sidste år. Alternativet er det lettere scenarium, hvor en større gruppe når frem til Diesel Farm, og herefter vil de bedste afgøre det i den hårde finale. Som udgangspunkt er finalen dog så svær, at vi skal regne med de samme ryttertyper som sidste år. Her lærte vi også, at overtal og taktik kan være helt afgørende, særligt i det hårde scenarium. Battistella var bestemt ikke stærkeste mand sidste år - det var Hirschi - men Astana spillede deres kort klogt nok til at få skovlen under et UAE-overtal, der oprindeligt talte fire mand (og blev lidt hårdt ramt af Trentins styrt), da UAE-drengene skulle slæbe Battistellas holdkammerat, formstærke Lutsenko, med hele vejen til mål.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Mønsteret er altså præcis det samme som sidste år, og det gør igen UAEs supertrup til holdet, der skal slås. Jeg prøver derfor at pege på Diego Ulissi. Italieneren har længe lignet en mand, der har toppet, men i dette efterår har han oplevet en lille renæssance. Jeg var særligt imponeret over, at han trods en føringsopgave for Tadej Pogacar blev nr. 12 i Emilia, og at han i Varese imponerede stort på sidste stigning, hvor han satte Pogacars sejr i scene, og efter et Lombardiet, der altid har været for hårdt for ham, så han igen godt ud i onsdags, hvor han dog ofrede dig for Trentin. Jeg kan være en anelse bekymret for, om han er træt, for hans seneste to løb var måske ikke så gode, som de var i Emilia og Varese, men helt udkørt er han ikke. Sidste år blev finalen lidt for hård for ham, men i år burde den med færre og meget eksplosive finalestigninger passe ham ganske sublimt. Samtidig har han i år bekræftet, at han stadig er lynhurtig, ikke mindst da han vandt kongeetapen i Limousin, og det bliver kun endnu mere udtalt, når det er let stigende. Med den kombination ligner han UAEs bedste bud, og derfor er han min favorit.

UAEs styrke betyder, at min næststørste favorit også kommer fra det arabiske mandskab. Sidste år var Marc Hirschi som sagt bedste mand i finalen, og det er da også et ganske sublimt løb for ham. I topform er han løbets bedste puncheur, og særligt den sidste mur, hvor han sidste år gjorde en betydelig forskel, er skræddersyet til ham. Jeg er dog ikke helt sikker på, at han samme form i år. Han var god i Toscana, men skuffede i Sabatini, og efter pausen lagde han ud med at se skidt ud i Agostoni. Til gengæld lavede han et imponerende føringsarbejde for Pogacar i Emilia, og sammen med Julian Alaphilippe lignede han bedste mand på stigningerne i Bernocchi. I Piemonte var han også godt kørende, inden han styrtede, mens han var ren hjælper og blev brugt tidligt i Lombardiet. Vi har dog også set, at Alaphilippe bestemt ikke var flyvende, og derfor var Bernocchi måske ikke den allerbedste pejling, og kombinerer man det med det forhold, at han ikke var med i front i onsdags, kan det være et bekymrende tegn. Det kan dog også være, at han blev ofret til at skabe udskilningen for Trentin, da udskilningen skete inden tv-billederne. Han har vist nok til, at han bør være med fremme, og den lettere rute vil hjælpe ham, hvis han ikke er helt på toppen. Vi har set, at Ulissi lige nu er den stærkeste og hurtigste af de to, og derfor skal han måske angribe lidt tidligere for at vinde, men som Battistella viste sidste år, er det også en glimrende taktik.

Lad os tage endnu en UAE-rytter. Davide Formolo har været i fornem form til disse efterårsløb, og han var efter en dårlig dag i Varese stadig meget stærk i lørdags, hvor det var hans føring, der fik favoritfeltet til at eksplodere så meget til atomer på Civiglio, at kun Pogacar, Enric Mas og Mikel Landa var tilbage. Til gengæld var han ikke med i front i onsdags, og kombineret med Varese-præstationen kan det indikere lidt træthed. Det var dog også et løb, der passede ham så dårligt, at han formentlig er blevet brugt som ren hjælper til at splitte feltet. Søndag bør han få sin chance, og han har flere veje til sejr. Han er det oplagte bud på en mand, UAE skal spille tidligt ud, og her kan han være svær at hente, for holder mønsteret fra de seneste løb, vil han være bedste mand på stigningerne. En anden mulighed er, at han slet og ret kører fra alt og alle på Diesel Farm, der passer storartet til den tidligere toer i Strade Bianche. Han har ikke vundet i mere end to år, men han har chancen for at bryde tørken på søndag, hvor han bør være beskyttet.

UAEs sidste to kort er Alessandro Covi og Matteo Trentin, men de får de sværere. Den nye og lidt lettere rute gør det til en ganske perfekt afslutning for Covi, der må regnes som endnu hurtigere end Ulissi, men selvom han er i fremgang, tror jeg endnu ikke, at han har formen til denne hårde finale. Han skal formentlig spilles tidligere ud. Det samme gælder for Trentin. Heldigvis genfandt han de gode ben i onsdags, hvor han også forklarede, at den svage kørsel i Piemonte handlede om astma, mens han i Tours slet og ret havde dårlige ben. Med onsdagens ben vil han være stærk, men Diesel Farm bør være for voldsom, og det samme bør muren til sidst. Han skal formentlig spilles tidligt ud, som han blev det sidste år, og jeg har denne gang en ide om, at han meget vel kan være mere i en hjælperrolle, nu hvor han har fået sin sejr, og hvor Ulissi ofrede sig 100% for ham i onsdags.

Den værste rival kunne være Alexis Vuillermoz. Franskmanden valgte som en af meget få at skippe onsdagens løb for at fokusere på dette løb, og det med god grund. Franskmanden er som bekendt murspecialist, og disse korte, stejle stigninger passer ham derfor som fod i hose. Efter sine mange skader lignede han i foråret sig selv, særligt i Indurain, Besancon og Fleche Wallonne, hvor han gik i top 10, og det vidner om, at en formstærk Vuillermoz stadig er fremragende på de mure, der dominerer dette løb. Den mærkelige sygdom, der sendte ham ud af Touren, har sat ham tilbage i dette efterår, men han bliver bedre og bedre løb for løb. En 23. plads i Emilia var allerede hæderlig, og efter en lidt skuffende exit i Varese blev han en flot nr. 3 i sprinterløbet i Piemonte. Vigtigst er det dog, at han blev en pæn nr. 29 i Lombardiet, hvor han kun blev marginalt slået af Formolo, Ulissi og Remy Rochas. Han bliver ikke let at sætte på disse mure, og som tidligere mountainbiker vil han næppe være skræmt af lidt grus. Vigtigst er det dog, at han er så hurtig, at også Ulissi og Hirschi skal frygte ham, hvad spurten i Piemonte vidner om, og derfor må han baseret på vinderpotentiale være truslen mod UAE.

Problemet er, at han vil være alene i det taktiske spil. Holdet har ganske vist sprinteren Matteo Vercher, der via det tidlige udbrud blev en sensationel nr. 3 i onsdags, men dette løb bliver for svært, medmindre han igen kan angribe tidligt. Victor de la Parte er stadig en skygge af sig selv og passer slet ikke til disse stigninger, og Paul Ourselin er slet ikke i form.

En anden farlig rival er Remy Rochas. Allerede sidste år var han en af de allerstærkeste, og han synes at have nogenlunde samme form i år. Hans efterår blev spoleret af styrtet i Vueltaen, men i disse løb er han bare blevet bedre og bedre dag for dag, og det kulminerede i onsdags, hvor han så meget, meget stærk ud. Alene det forhold, at han på den rute kunne ende som nr. 2, fortæller historien om gode franske ben, og dette løb passer ham meget bedre. Han skal helst have så hårdt et løb som muligt, da han slet ikke kan spurte, og da han ikke har samme punch som Ulissi- og Hirschi-typerne. Den største udfordring er dog nok, at han formentlig vil være isoleret mod en hær af UAE-ryttere. Det mindsker hans chancer i det taktiske spil, men til gengæld er han så godt kørende, at man ikke kan udelukke, at han kan køre fra alt og alle på Diesel Farm til sidst. Drømmen er, at Davide Villella også kan sidde der til sidst, men det er der absolut intet, der tyder på.

Alpecin kommer på papiret med et fremragende hold med et hav af ryttere, der passer til denne rute, også selvom de har sendt Mathieu van der Poel hjem igen. Problemet er, at ingen af deres esser synes på toppen. Bedst chance har nok Stefano Oldani, der har været fornemt, men også svingende kørende i dette efterår. Han var stærk i Agostoni, Bernocchi, Varese og ikke mindst Lombardiet, men han floppede i Piemonte og senest i onsdags, hvor han udgik tidligt sammen med Van der Poel efter at have misset frontgruppen. Det skaber usikkerhed, men har han Lombardiet-ben, kommer han langt. Han vil få det svært mod de bedre klatrere på Diesel Farm, men den lettere finale og måske lidt taktik hjælper, særligt hvis han kan angribe tidligt. I en spurt kan han slå næsten alle.

Holdet har også andre optioner. Jeg har ikke været imponeret over formen hos Nicola Conci på det sidste, og det blev bekræftet i onsdags, hvor en formstærk Conci havde kørt med på sidste stigning. Han var dog stærk nok til at sikre sig et resultat, og disse stigninger passer godt til den både eksplosive og hurtige italiener. Formen synes ikke at række til sejr, men endnu et godt resultat er muligt. Det burde det også være for Xandro Meurisse, der forinden faktisk lignede den mest formstærke af de to og ligeledes er eksplosiv og hurtig. Han er bestemt ikke flyvende, som vi så i Lombardiet, og det var bekymrende, at han som forsvarende vinder ikke var med i front i onsdags, men da han trods alt ikke er alt for ringe kørende, er han kandidat. Endelig har holdet også Jay Vine, der viste lidt livstegn i onsdags, men han endte med at eksplodere totalt, og formen synes ikke at række til det allerbedste resultat lige nu. Den normalt ret klatrestærke Kristian Sbaragli har længe virket for formsvag, og det samme gælder for Jimmy Janssens.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

På papiret er dette løb nærmest ideelt for Andreas Kron. Danskeren er brølstærk på eksplosive stigninger, og som han viste, da han vandt i Luxembourg i 2020, kan Ulissi i hvert fald ikke regn med at slå ham i en spurt. Efter en svær periode viste han klart stigende form først i Lombardiet og siden i onsdags, men som finalen viste, er der stadig relativt langt til hans topniveau. Formkurven peger entydigt opad, og det giver håb for, at han vil være bedre denne gang, men det er svært at tro, at han pludselig er så stærk, at han kan vinde løbet. Det kræver nok i hvert fald, at han kommer favoritterne lidt i forkøbet. Han ledsages af Harry Sweeny, der jo klatrede chokerende godt i Ain, men han synes ikke at være kommet godt tilbage fra den coronasygdom, der sendte ham ud af Vueltaen. Florian Vermeersch vil elske gruset, men bakkerne er for vanskelige for den relativt tunge belgier, og unge Viktor Verschaeve har det stadig meget svært som professionel.

Jeg vælger at rangere Jonas Gregaard relativt højt, men det er med stor usikkerhed. Han var i flyvende form i Luxembourg og Kroatien, hvor han også viste fornemme evner på eksplosive stigninger. Desværre styrtede han som bekendt i Kroatien, og det er derfor bekymrende, at han ikke var med i front i onsdags. Her skabtes frontgruppen imidlertid også, da UAE forcerede på et teknisk stykke, og det er derfor ikke nødvendigvis dårlige ben, der satte Gregaard tilbage. En topmotiveret og velkørende dansker havde dog nok siddet fremme, og i lyset af styrtet er der en del usikkerhed. Til gengæld burde den Gregaard, vi så i Luxembourg og Kroatien, være en af de bedste i dette felt, selvom hans spurt gør det svært for ham at vinde. Han bør være Uno-X’s klare kaptajn, da Fredrik Dversnes har haft det svært i år, og Martin Urianstad bør være for tung til denne rute.

Astana skal håbe, at Simone Velasco kan køre finale, og det er ikke umuligt. Også han er god på denne slags stigninger, og han har kørt et stærkt efterår. Han manglede lidt i Varese, men her er feltet svagere, og han burde være en af de stærkeste. Han er næppe den bedste af dem alle, men han er hurtig og kan forsøge at kopiere Battistella med et tidligt angreb. Jokeren er, hvor han står, efter at han skippede onsdagens løb grundet fødslen af sit barn, men han var allerede tilbage i sadlen i fredagens grusvejsløb. Holdet har også Christian Scaroni, der passer til løbet, er hurtig og eksplosiv og var blandt de bedste sidste år, men han har ikke været formstærk dette efterår, og Javier Romo har skuffet fælt, mens Gianmarco Garofoli synes helt ude af form.

Bardiani møder med Filippo Zana¸ men det står ret klart, at han er et stykke fra sin bedste form. Han skuffede i hvert fald i både Emilia og Lombardiet, men han kørte trods alt så godt i Varese, at han i dette betydeligt svagere felt bør kunne gøre det bedre, hvis han har noget tilbage i tanken. Han er bedre på længere stigninger, men i år har han vist et vist punch, og han viste en uventet fart, da han blev italiensk mester. Han ledsages af Davide Gabburo, der egentlig med sit punch og sin fart burde kunne lide dette løb, men han har ikke ramt formen i dette efterår, og det samme gælder for klatreren Luca Covili. I gamle dage havde Enrico Battaglin været en god kandidat, men selvom han er langt bedre nu end tidligere på året, har han ikke vist noget, der berettiger til optimisme.

Drone Hopper møder med Natnael Tesfatsion, der på papiret passer ganske perfekt til dette løb. Vi ved også fra hans kørsel tidligere i år, at han sagtens kan være med helt fremme på dette niveau, men han synes ikke at have sin allerbedste form. Hans italienske kampagne har i hvert fald været ret pauver, men han viste pludselig livstegn ved at køre finale i onsdags. I det hele taget er han ret svingende, og jeg vil tro, at han vil gøre det pænt i morgen. Benene synes bare ikke at række hele vejen. Som alternativer har holdet Mattia Bais og Simone Ravanelli, men de, særligt ikke Ravanelli, har ikke været flyvende på det sidste, og ruten er for svær for en ellers velkørende Umberto Marengo. Både Santiago Umba og sidste års nr. 3, Jhonatan Restrepo, synes milevidt fra formen.

BikeExchange kommer med Kevin Colleoni, der på papiret er holdets bedste klatrer, men han passer ikke godt til disse eksplosive stigninger. Han har bestemt heller ikke være flyvende på det sidste og udgik af både Varese og Lombardiet, men en 40. plads i Emilia giver dog lidt håb om, at han måske kan lave et resultat ved at angribe tidligt. Holdet har også den unge stagiaire Davide De Pretto, der burde passe storartet til ruten og har en god spurt, og hans kørsel i Varese og Emilia viser, at han har et niveau, der kan føre et stykke. Det vil dog være meget at forlange, at han skulle være med helt fremme. Den normalt ellers habile puncheur Jan Maas synes ikke at have formen, og det samme gælder for Christopher Juul.

Eolo møder med den meget formstærke Davide Bais, der ikke har været bedre, end han er nu. Han er hurtig og kan klatre til husbehov, men disse stigninger bør være for svære for den relativt tunge italiener. Holdets gode klatrer er en formstærk Alessandro Fancellu, der gjorde det godt i Kroatien og Lombardiet, men han passer ikke rigtigt til disse eksplosive stigninger, og der er ikke meget, der tyder på, at han kan være med i front. Holdet planlægger også at beskytte både Mirco Maestri og Francesco Gavazzi, men de vil komme til kort på denne hårde rute, og Erik Fetter har slet ikke vist form i de italienske løb.

Bingoal har på papiret en ret god kandidat i Marco Tizza, der tidligere i år har vist, at han stadig kan være med i front i løb som disse. Problemet er bare, at han synes meget træt. Han kom ellers hæderligt i gang med de italienske løb i Agostoni og med en top 50 i Emilia, men siden er det bare blevet værre og værre med fire katastrofale præstationer i træk. Man kan håbe, at han finder lidt form, for ruten passer ham pænt, men det er svært at tro på. Heller ikke Dimitri Peyskens har vist spor i de seneste løb, og Ludovic Robeet, der i onsdags kom langt via sit udbrud, er alt for tung til denne rute.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er svært at tro meget på Israel-PT. De sender nemlig Alessandro De Marchi til Frankrig for at køre enkeltstart, og han var den eneste, der viste antydningen af form i onsdags. I forvejen er truppen for tung til dette løb, men når Sep Vanmarcke ikke kan klare onsdagens stigninger, får han det alt for svært her. Alligevel kan han måske rejse sig. Efter at have virket meget formsvag i Famenne Ardenne og Binche så han lidt bedre ud i Tours, og han efterår har generelt været uregelmæssigt. Han vil jo elske den korte, stejle brostensmur, men selv for en flyvende Vanmarcke ville Diesel Farm være for svær. Han skal i hvert fald angribe tidligt, og lige nu synes han slet ikke at have friskheden til at gribe ud efter et resultat.

Trek får et svært løb. I storform havde de sidste stigninger passet udmærket til Alexander Kamp, men som de seneste løb har vist, er han slet ikke i nærheden af sit topniveau. Det er den flyvende Emils Liepins, men dette løb er trods alt for svært for den lettiske sprinter. Bedst chance har den meget lovende Mathias Vacek, der var den eneste ved Liepins’ side i onsdags, men der er intet, der tyder på, at han er stærk nok til at være med i front på disse bakker. Han skal i hvert fald angribe tidligt, hvorefter han jo heldigvis er ret hurtig. En formstærk Amanuel Ghebreigzabhier havde været god her, men han er stadig langt fra sit bedste efter det grimme styrt, og Asbjørn Hellemose viste heller ikke form i onsdags.

På kontinentalholdene vil jeg særligt holde øje med Davide Rebellin. Den 51-årige veteran runder - utroligt nok - sin karriere af i dette løb, men han er altså stadig konkurrencedygtig. Han blev samlet nr. 11 i Adriatica Ionica i år, og her var feltet ikke meget svagere end dette. De er svært at vurdere, hvor han formmæssigt står, og han kan næppe være med helt fremme, men det skal blive interessant at se, hvad han kan levere den allersidste gang på en rute, der burde passe en ardennerkonge som ham.

Jeg vil også være meget interesseret i at følge Francesco Busatto, der har kørt stærkt i U23-løbene på det sidste, senest i Lombardiet, og som burde passe til ruten, hvor han også har glæde af den fart, han fornemt viste i onsdags. Tudor har klatreren Yannis Voisard , der burde kunne gøre det pænt, men hans form er ret svær at vurdere, samt den hurtige Arnaud Tendon, for hvem løbet dog nok er lidt for hårdt. Hos Work Service har Riccardo Lucca og Raul Colombo ikke formen, men Rebellins holdkammerat Giacomo Garavaglia burde kunne komme et stykke. Endelig er der Andrea Garosio, der dog ikke synes at have formen, og Giacomo Villa

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke kommet, og vi kender ikke trupperne fra Trek, Cofidis, Israel-PT, Hrinkow, Tudor, Work Service og Zalf. Optakten vil blive opdateret, hvis/når den endelige startliste kommer, forhåbentlig inden starten på løbet.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er flere ændringer. Vigtigst er det, at Astana har udtaget Miguel Angel Lopez. Han er åbenlyst et stykke fra sit bedste, men han viste klart stigende form med sin fine kørsel i søndags, hvor han skabte den afgørende udskilning til sidst. Han har før haft det lidt svært med grus, men han er slet ikke ringe på eksplosive stigninger og må antages at være en af de stærkeste. Også han får det dog svært mod UAE-overtallet. Israel-PT har alligevel udtaget Alessandro De Marchi, der dropper løbet i Frankrig. Også han er i klart stigende form, men stigningerne passer ham ikke, og ligesom Lopez er han spurtsvag. Han har dog vundet et hav af løb ved at angribe tidligt, og han synes efterhånden at have formen til at praktisere den taktik her. Holdet har også udtaget Omer Goldstein, men han har virket træt på det sidste. Villella, Tendon og Robeet kommer ikke til start.

***** Diego Ulissi

**** Marc Hirschi, Davide Formolo

*** Alexis Vuillermoz, Remy Rochas, Miguel Angel Lopez, Matteo Trentin, Alessandro Covi

** Stefano Oldani, Nicola Conci, Andreas Kron, Xandro Meurisse, Jonas Gregaard, Simone Velasco, Filippo Zana, Natnael Tesfatsion, Alessandro De Marchi, Jay Vine, Kevin Colleoni, Alessandro Fancellu, Davide Bais

* Kristian Sbaragli, Davide De Pretto, Davide Rebellin, Francesco Busatto, Yannis Voisard, Davide Gabburo, Matteo Vercher, Christian Scaroni, Omer Goldstein, Marco Tizza, Sep Vanmarcke, Mattia Bais, Jan Maas, Luca Covili, Mathias Vacek, Simone Ravanelli, Giacomo Villa, Giacomo Garavaglia, Amanuel Ghebreigzabhier, Victor de la Parte, Umberto Marengo, Enrico Battaglin, Florian Vermeersch, Harry Sweeny, Mirco Maestri, Erik Fetter

Danskerne

Andreas Kron og Jonas Gregaard må begge antages at være kaptajner for deres hold og er omtalt ovenfor. Sidstnævnte støttes på Uno-X af William Blume. Hos BikeExchange må Christopher Juul antages at være hjælper for Kevin Colleoni samt måske Davide De Pretto og Jan Maas, mens Alexander Kamp og Asbjørn Hellemose burde have så megen frihed på Trek, at også de er omtalt ovenfor. Endelig må Kasper Andersen igen være lidt starstruck over at være eneste udprægede hjælper på det skræmmende stærke UAE-hold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Samuele Battistellas sejr fra 2021.

STREAM TOUR DE LANGKAWI OG VENETO CLASSIC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE