Optakt: VM - Linjeløb (herre elite)

Det gælder om at stå tidligt op for VM er nemlig en af de få muligheder man har for at følge et cykelløb fra start til slut, og man skal ikke lade den mulighed gå fra sig medmindre det er strengt nødvendigt. Det handler ikke så meget om, at der er åndeløs spænding fra start til slut, for i moderne cykelsport ved man godt, at det gælder om at spare på kræfterne så meget som muligt indtil finalen, der i de store løb typisk indledes med 50-80 kilometer til mål. De første 200 kilometer er således kun for at få noget distance i benene og lade de mindre kendte ryttere blande sig i udbruddene, men ikke desto er denne del en forudsætning for senere fuldt ud at kunne nyde taktikken, når favoritterne sætter deres angreb ind.

Man kan diskutere frem og tilbage om VM er det største endagsløb på kalenderen. I cykelsporten, hvor historien betyder så uendelig meget, er der en tendens til at sidestille klassikerne med verdensmesterskabet eller endda over, men man skal ikke glemme, at der i de største klassikere er et begrænset antal ryttere, der kan være med til at præge løbet, mens verdensmesterskabet mere er for alle, i hvert fald hvis man kigger på løbet over en årrække. Herudover er det for mange af rytterne sæsonens eneste løb, hvori de kan iklæde sig nationens farver, hvilket gør taktikken en helt anden end når firmaholdene kæmper mod hinanden. Det gør det også mere spændende, når ryttere kæmper mod hinanden på tværs af deres normale arbejdsgiverforhold, selvom det efterhånden er et stykke tid siden at det direkte har udmøntet sig i åbenlyse brud på taktikken. VM er derfor sin egen størrelse, der ikke rigtig tåler sammenligning med andre begivenheder i kalenderen, men ligesom med de helt store klassikere, så skriver man sig som verdensmester også ind for evig tid i historiebøgerne.

Sidste år vandt italieneren Alessandro Ballan foran sin landsmand Damiano Cunego efter et spektakulært løb, hvor særlig Italien og Danmark var toneangivende på den krævende rute i Varese, men man så også et løb, hvor de store favoritter som Paolo Bettini og Fränk Schleck var sat helt ud af spillet på grund af taktikken.

Ruten
Det er blevet kaldt den på papiret hårdeste VM-rute siden Columbia i 1995 og meget tyder på, at der er hold i påstanden. Med start og mål i Mendrisio skal ryttere 19 gange ud på en rundstrækning, der er 13,8 kilometer lang, hvilket i alt giver 262 kilometers cykling. Over disse 262 kilometer skal ryttere klatre i alt 4.655 højdemeter, hvilket er at sammenligne med en meget hård bjergetape i Tour de France og en del mere end rytterne eksempelvis skal kæmpe imod i Liège-Bastogne-Liége, der måske er den klassiker, der minder mest om søndagens løb. Kort sagt, det bliver hårdt og en kamp bare at gennemføre løbet.

De 13,8 kilometer starter som sagt i Mendrisio, hvorefter der kommer et fladt stykke på to kilometer. Herefter begynder den første af rundstrækningens to stigninger, Acqua Fresca, der er 1600 meter lang, hvor de første 800 meter stiger let, mens de sidste 800 meter rejser som med 10 % i snit. Fra toppen af denne stigning ved Castel san Pietro, starter rundstrækningens eneste nedkørsel over de næste 4,5 kilometer. Denne nedkørsel er meget teknisk og kræver stor koncentration i hele feltet for at undgå dumme uheld.

Fra bunden af nedkørslen ved Balerna kommer et fladt stykke på 1,5 kilometer, før dagens anden stigning, Torrazza di Novazzano (1,7 km, 7 %), der udgør den sidste mulighed for at skabe afstand. Med kun 2,5 kilometer fra toppen til målstregen er det oplagt at angribe her til sidst, hvis ikke splittelsen er sket længe inden. Det sidste stykke ind mod mål er fladt og går stort set ligeud, så der burde ikke være problemer her.

Favoritter
Det er svært at komme udenom, at det på forhånd kan ligne en duel mellem Italien og Spanien som det stort set altid gør før ethvert verdensmesterskab. Italien er det angrebsivrige hold, der skal forsøge at skabe splittelse i feltet som de så fremragende gjorde det sidste år, hvor et aggressivt italiensk hold totalt dominerede begivenheden på hjemmebane i Varese. I år er de igen (næsten) på hjemmebane med sølvvinderen fra sidste år, Damiano Cunego, som nationens helt store håb. Cunego har haft en fremragende optakt til VM med to flotte etapesejre i bjergene i Vuelta a España, hvor han fik bekræftet niveauet inden han udgik for at hellige sig de endelige forberedelser til VM og han ligner en rytter, der er parat til at tage det sidste skridt op på rangstigen.

Cunegos største problem i forhold til VM-titlen kan paradoksalt blive det stærke mandskab han har til at bakke sig op. Selvom taktikken primært vil være fokuseret på Cunego, så vil det ske offensivt og ved hele tiden at sende ryttere i udbrud. Det var den samme taktik der virkede til perfektion sidste, hvis det ikke lige var for det faktum at det var Alessandro Ballan, der vandt løbet, mens de italienske kaptajner måtte nøjes med sekundære placeringer. Sådan kan det meget vel gå igen i år, hvor Ballan endnu engang stiller til start i en outsiderrolle, ligesom dygtige endagsryttere som Filippo Pozatto, Giovanni Visconti, Luca Paolini og Stefano Garzelli. At være italiensk kaptajn er dermed ikke ensbetydende med personlig succes.

Det spanske hold fungerer helt anderledes med en stærk fokus på at beskytte de på forhånd udnævnte kaptajner gennem hele løbet. Hjælperyttere går gerne med i udbrud, men primært med det formål at observere og kontrollere, sjældent som de toneangivende. En sådan taktik har givet gevinst ved de fleste af de store begivenheder, men det kan man også kunne tillade sig, når man har haft så dygtige afsluttere som Oscar Freire og Alejandro Valverde. Det vil igen være de to spanske stjerner, der skal nationens frontfigurer og så med Samuel Sanchez i en fri og formentlig offensiv rolle. Man må nok stille spørgsmålstegn ved om taktikken endnu engang vil give succes, for det er meget begrænset hvad Oscar Freire har vist både i sæsonen og i optakten til VM, mens Valverde først har været fokuseret på at hjemtage sin første sejr i en GT i Vueltaen. Der bør derfor være grund til at åbne lidt op for chancerne, hvilket i givet fald vil ske ved Sanchez, men også Joaquin Rodriguez og Juan José Cobo, der alle tre er i fin form.

Skal man tage nationsbrillerne på er der langt ned til de øvrige lande, der derfor er nødsaget til en nogen grad at følge de taktiske udspil fra de to store nationer og se, hvordan de kan drage fordel af det. Belgien har et fint mandskab til at bakke Philippe Gilbert op i dennes jagt på VM-titlen, men Gilbert har det med at udspille sin egen rolle på hårde ruter ved at angribe for tidligt eller på dårlige tidspunkter. Han kan blive en af løbets store animatorer, men det er efterhånden bare ikke nok for rytteren, der stadig mangler at vinde et af de helt store endagsløb. Nick Nuyens og Maxime Monfort er andre gode belgiske bud, mens den tidligere verdensmester Tom Boonen mest ligner en rytter, der stiller til start for syns skyld.

For hjemlandet Schweiz er taktikken så entydig som den overhovedet kan blive. Fabian Cancellara er udset til at blive kongen af VM efter at han i går vandt en aldeles suveræn sejr i enkeltstarten, hvor han dominerede fra start til slut. Hvis den form kan tages med over i landevejsløbet er han den måske enkeltstående største favorit til titlen, men der er ikke meget hjælp at hente for Cancellara, medmindre at hjemmebanefordelen i den grad kan motivere ryttere som Michael Albasini og Mathias Frank. Ser opbakningen svag ud for Cancellara, må den betragtes som ikke-eksisterende for Saxo Bank-kammeraten Andy Schleck, der er mere eller mindre isoleret på det luxembourgske mandskab, hvorfor han er nødt til at afvente sine muligheder indtil afslutninger.

Ellers bør der nok holdes øje med det australske mandskab, hvor Cadel Evans, Allan Davis og Simon Gerrans udgør en giftig trio, der alligevel nok får svært ved at kæmpe med om medaljerne. Holland vil ligeledes være med fremme med ryttere som Karsten Kroon og Robert Gesink, men er hæmmet af kun at have seks ryttere til start, hvilket også gør sig gældende for Frankrig, der alligevel næppe kunne have gjort den store forskel med ryttere som Sylvain Chavanel og Pierrick Fedrigo som sine bedste bud. Tyskland ser ud til at sætte sit lid til hvad Gerald Ciolek kan gøre i en samlet afslutning, mens man i Tony Martin og Fabian Wegmann har to ryttere, der om ikke andet er modige nok til at tage chancen langt ude fra.

Hos Rusland drejer det sig primært om Alexandr Kolobnev og Serguei Ivanov, der begge har kapaciteten til at sidde med i afslutningen, mens Tjekkiet sætter sit lid til Roman Kreuziger, der i Vueltaen viste stigende formkurve og som kunne være et bud på en rytter fra de mindre nationer, der kan blande sig i kampen om medaljerne, men også irske Nicolas Roche og norske Edvald Boasson Hagen er i den sammenhæng gode bud selvom sidstnævnte endnu ikke har gjort sig gældende på de lange distancer.

For Danmarks vedkommende gælder det om at forsvare sidste års flotte bronzemedalje til Matti Breschel, men han har ikke vist samme form som i fjor og der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved om han kan gøre det igen - på en endnu hårdere VM-ruten end den i Varese. Bliver det for hårdt for Breschel, så er det op til Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen at skaffe et godt resultat, men med al respekt for dem, så er de ikke de primære favoritter i et hårdt kørt VM. Lars Bak, Frank Høj og Anders Lund må som udgangspunkt indstille sig på at være hjælpere, men kan selvfølgelig tage chancen i et tidligt udbrud.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege