Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: VM – linjeløb

Optakt: VM – linjeløb

26. september 2021 10:48Foto: Sirotti

Cykelsporten har ganske vist sine fem monumenter, men der er alligevel næppe noget endagsløb, der er mere prestigiøst end linjeløbet ved VM. Intet andet internationalt cykelløb giver mulighed for at sikre sig en så prestigiøs trøje, der kan bæres hele det følgende år, og det er det eneste løb, der tiltrækker interesse fra hele spektret af såvel klassikerryttere og sprintere som klatrere og etapeløbsryttere. På denne ene dag vender man tilbage til fortiden i den forstand, at rytterne ikke længere repræsenterer deres firmahold, men i stedet etablerer usædvanlige og ofte svære alliancer mellem landsmænd, der repræsenterer deres nation og skal slås for, at netop deres land i det kommende år skal være hjemsted for verdens bedste cykelrytter. Ja, VM er i sandhed en helt unik begivenhed!

Annonce

SE OKTOBERLØBENE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

 

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet, selvom der var blevet afviklet amatør-VM siden 1921, hvor København lagde asfalt til de første mesterskaber. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

 

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 9 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fem yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire og senest Peter Sagan, der som den eneste har vundet tre gange i træk.

 

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt, er symbolet på denne status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét globalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år - kontinentale og nationale mesterskaber er i sagens natur lukket land for en stor gruppe ryttere - og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængden, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed og stolthed, det giver.

 

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

 

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for at vinde den i løbet af karrieren. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012, ligesom Peter Sagan som tredobbelt mester i 2018 forlod det bjergrige løb tidligt. Som det altid er tilfældet i landevejsløb, spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de mange af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

 

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold, og det er netop evnen til at skabe en enhed med ét fælles mål, som oftest er landstrænernes vigtigste opgave, ikke mindst i de store nationer, hvor man kunne stille to eller tre hold med topnavne.

 

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte ryttere fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren, får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

 

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen i 2016, 2017, 2018 og 2019, og det var kun i 2014, 2015 og 2020, at man havde et rent rundstrækningsløb.

 

Et sådant rundstrækningsløb havde vi sidste år, hvor hele verdens coronakaos naturligvis også fik indflydelse på VM. Det oprindeligt planlagt bjerg-VM i Schweiz blev i al hast omlagt til et puncheur-VM i italienske Imola, og hvad var derfor mere passende, end at feltets førende superpuncheur erobrede sit første verdensmesterskab? Trods en skuffende Tour havde Julian Alaphilippe timet formen perfekt, og da han angreb for sidste gang på løbets sidste stigning, måtte selv en supergruppe bestående af Wout van Aert, Marc Hirschi, Michal Kwiatkowski, Jakob Fuglsang og Primoz Roglic strække våben. Trods et glimrende samarbejde formåede de fem forfølgere aldrig at indhente den flyvende franskmand, der kunne køre alene hjem til en suveræn sejr, inden Van Aert for anden gang på få dage måtte tage takke til VM-sølv, da han spurtede sig ind som nr. 2 foran Hirschi. Alaphilippe vender i år naturligvis tilbage for at forsvare titlen, og da også Van Aert og Hirschi er med igen, vil hele sidste års podium jagte mere global hæder i 2021.

 

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et par bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgaver er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

 

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste ti udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Imola, Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, Bergen og Yorkshire, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og Imola og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance.  VM i Innsbruck i 2018 var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

 

Faktisk har klatrerne været sjældent begunstiget i de senere år. De seneste to OL-løb er blevet afviklet på stærkt kuperede ruter, og de havde som sagt et decideret bjerg-VM i 2018. Sidste år gik de grundet coronavirus desværre glip af det knaldhårde løb i Schweiz, men nødløsningen i Imola var trods dets appel til ardennerryttere ikke uden for rækkevidde for løbet klatrere. Til gengæld skulle de også sørge for at slå til her, for de kommende VM-løb i Flandern (2021), australske Wollongong (2022), Glasgow (2023) og Zürich (2024) lægger ikke op til alt for vanskelige ruter. Først i 2025, hvor løbet for første gang ventes afviklet i Afrika, er der måske en chance for, at bjergrytterne igen kan komme i spil.

 

De skal i hvert fald ikke regne med noget i år. Som sagt er den ryttertype, der oftest begunstiges til VM, brostenstyper og stærke sprintere - den slags ryttere, der trives i de flamske klassikere. Da det blev annonceret, at hele den flamske region skulle være fælles vært for VM i 2021, var det derfor ikke let at regne ud, at de tunge klassikertyper kunne se frem til endnu en chance i stil med dem, de havde i blandt andet Yorkshire, Bergen og Richmond. Til gengæld er Flandern også så varieret, at det i nogen tid var åbent, om løbet ville være mest for sprintere eller klassikerryttere.

 

Undervejs var der snak om, at løbet skulle finde sted i hjertet af De Flamske Ardenner med en passage af Flanderns vel nok mest berømte stigning, Muur van Geraardsbergen, men sådan blev det ikke. Faktisk må de cykelfans, der havde drømt om et Flandern Rundt-agtigt VM se sig efterladt skuffede tilbage, for da det kom frem, at målet ville blive henlagt til Leuven, stod det klart, at det slet ikke var Flandern Rundt-terrænet, der ville blive besøgt. I stedet afvikles løbet nu længere mod øst i området omkring Bruxelles, der i en vis forstand udgør en bro mellem Ardennerne, som vi kender fra de kuperede klassikere, og De Flamske Ardenner, som vi kender fra brostensklassikerne.

 

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at den klassiker, der udgør forårets bro mellem brostenene og Ardennerne afvikles her. År efter år er vi i Brabantse Pijl vidne til et overgangsløb, der har stigninger nok til, at ardennerrytterne kan være med, men også så ”let” terræn, at brostensrytterne kan bruge deres form en sidste gang, og det er præcis her, at årets VM skal afvikles. Faktisk bruges dele af de stigninger, vi kender fra netop den belgiske midtugeklassiker, herunder den asfalterede og ikoniske S-formede stigning i Overijse og brostensstigningen Moskesstraat, der siden sidste år har fundet sin plads i Brabantse Pijl. Med andre ord taler meget for, at årets VM vil være en forlænget, men terrænmæssige måske en anelse lettere udgave af den belgiske klassiker, og det er som sagt et løb, der appellerer både til lidt tungere og lidt lettere typer.

 

Som sagt ovenfor har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Sidste år vendte man tilbage til det rene rundstrækningsformat, men i år prøver man noget helt nyt. Denne gang er der nemlig ikke én, men hele to rundstrækninger, som begge endda besøges flere gange på forskellige tidspunkter i et løb, hvor man kører frem og tilbage mellem de to runder. Det er en naturlig konsekvens af, at det denne gang er en region og ikke en by, der er vært, og derfor forsøger løbet at dække et større geografisk område, samtidig med at man fastholder rundstrækningsformatet.

 

I 2019 skilte løbet sig først og fremmest ud ved den lange distance på 280,0 km, der - i hvert fald indtil det i sidste øjeblik blev forkortet grundet vejret - var det næstlængste, siden Freddy Maertens i 1981 tilbagelagde 281,4 km i Prag for at blive verdensmester. Sidste år var distancen langt mere klassisk, da der ”blot” skal tilbagelægges 258,2 km, dvs. atter omkring de 250 km, der er den normale VM-distance. I år bliver der imidlertid atter skruet for distanceskruen, og selvom vi ikke når helt op i Yorkshire-længder, bringer de 268,3 km løbet op i den lange ende af spektret. Da løbet i England i sidste ende blev forkortet, har man faktisk kun tre gange tidligere i dette årtusinde haft et længere VM, nemlig i Firenze i 2013, i Madrid i 2005 og i Plouay i 2000, og kun i de to førstnævnte tilfælde var der tale om løb på mere end 270 km.

 

De 258,2 km indledes ligesom Flandern Rundt i Antwerpen og har mål i Leuven. Starten er den samme som i det flamske monument, idet den store havneby ligger i en helt flad del af Flandern. Derfor er der ikke skyggen af terrænmæssige udfordringer, når man indledningsvist kører mod syd ned til Mechelen, der nås efter 19,3 flade kilometer. Her drejer man mod sydøst for at køre igennem fladlandet frem til Tremelo, der nås efter 38,2 km, hvorefter man atter drejer mod syd for at køre fladt ned mod Leuven.

 

Løbet ændrer karakter efter 55,1 km, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 7,1 km af denne. Det betyder, at man skal over dagens to sidste stigninger Wijnpers (300 m, 6,2%) og Sint-Antoniousberg (100 m, 5,7%) efter hhv. 56,1 og 60,1 km, inden man efter 61,7 km krydser stregen for første gang. Herefter kører man den første del af rundstrækningen, hvilket betyder, at man passerer Keizersberg (300 m, 6,2%), Decouxlaan (400 m, 4,3%) og atter Wijnpers (300 m, 6,2%) efter hhv. 66,8 km, 70,1 km og 71,6 km, men i stedet for at køre indtil stregen drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn ned til løbets anden og sværeste rundstrækning.

 

Den er i alt 21,0 km lang, og her kører man nu en hel omgang. Det betyder, at man skal over Smeysberg (600 m, 6,8%), der midtvejs stiger med 9,0% over 200 m, efter 87,7 km og derefter løbets sværeste stigning, den brostensbelagte Moskesstraat (500 m, 8,0%), der slutter med 300 m med 10-12%, efter 90,7 km. Herfra går det ad en lige vej mod vest frem til Overijse, hvor man efter 96,2 km skal over Taymansstraat (500 m, 4,9%), der er en forlænget udgave af den berømte S-kurve i byen, og som er en jævn stigning. Nu går det ad en lige vej mod nord frem til den brostensbelagte Bekestraat (300 m, 7,6%), der er en jævn stigning med top efter 99,3 km, inden man forsætter mod nord frem til Duisburg, hvor man vender rundt for at køre mod syd ned til Veweidestraat (800 m, 2,8%), der kun er lidt stejl over den første halvdel, hvor den har 200 m med 5,0%) og passeres efter 104,3 km. Nu går det mod sydøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvorefter Smeysberg (600 m, 6,8%) atter passeres efter 108,7 km.

 

I stedet for at køre videre på rundstrækningen og ned til endnu en passage af Moskesstraat, vender man rundt for at køre mod nord og senere ad samme vej som tidligere mod nordøst tilbage til Leuven og finalerundstrækningen, hvor man kører den del af omgangen, man skippede tidligere. Det betyder, at man atter skal over Sint-Antoniousberg (100 m, 5,7%) efter 124,5 km, inden stregen krydses for anden gang efter 126,2 km.

 

Den næste del af løbet består nu af tre fulde omgange på den 15,6 km lange finalerundstrækning. Den er en uhyre kringlet sag med et hav af sving og retningsskift og består i alt væsentligt af en tur rundt om Leuvens centrum på en snoet tur, der byder på fire stigninger. Efter en byge af sving er den første af disse Keizersberg (300 m, 6,2%), der er en jævn stigning med top 10,5 km fra stregen, efter endnu et par sving gælder det Decouxlaan (400 m, 4,3%), der ligeledes er en jævn stigning med top 7,2 km fra stregen. Derfra venter yderligere et par sving, inden det er tid til Wijnpers (300 m, 6,2%), der ligeledes er en jævn stigning med top med 5,7 km igen. Herefter er rundstrækningen betydeligt mindre teknisk kompliceres med kun relativt få sving og en sidst udfordring i form af den lille Sint-Antioniusberg (100 m, 5,7%), der passeres med 1,7 km igen, hvorefter det falder let ned mod den røde flamme, inden det slutteligt stiger let over 400 m og flader ud over de sidste 400 m.

 

Efter de tre fulde omgange kører man atter den første del, hvorfor man skal over Keizersberg, Decouxlaan og Sint-Antoniusberg efter hhv. 177,8 km, 181,1 km og 182,6 km. Nu kører man imidlertid igen mod sydvest ad samme vej som tidligere ned til den svære rundstrækning, hvor man atter kører en hel omgang. Det betyder, at man atter skal over Smeysberg efter 198,7 km, Moskesstraat efter 201,7 km, Taymansstraat efter 207,3 km, Bekestraat efter 210,4 km og Veewelde efter 215,3 km, inden man ligesom sidst tager hul på endnu en omgang med en fjerde og sidste passage af Smeysberg efter 219,7 km. Også denne gang vender man herefter rundt for at køre mod nord og nordøst tilbage til finalerundstrækningen, hvor man afslutter den ufuldendte omgang med endnu en passage af Sint-Antoniusberg efter 235,5 km.

 

Løbet afsluttes nu med to fulde omgange på den 15,6 km lange rundstrækning, hvor de fire stigningerne altså atter alle skal passeres. Keizersberg kommer altså for sidste gang med 10,5 km, hvorefter Decouxlaan følger med 7,2 km igen og Wijnpers med 5,7 km igen. På toppen af denne er der hurtigt både et skarpt sving og en U-vending, hvorefter det går ad den brede ringvej ad en nedkørsel ned til et skarpt venstresving med 3,2 km igen. Herefter falder det kortvarigt og bliver fladt, inden man med 2,5 km igen drejer til højre for ad en let stigende vej at køre frem til en teknisk passage med sving med 2,1 km og 1,8 km igen. Det sidste leder direkte ind på Sint-Antioniusberg, hvor der er endnu et sving på toppen, hvorefter det falder let ned mod den røde flamme. I bunden er der med 800 m igen et skarp højresving, der leder tilbage på ringvejen, som følges frem mod mål, først via en 400 m lang bakke (2,2%, max. 5%) og siden 400 m, der kun stiger ganske, ganske let.

 

Løbet byder som sagt på i alt 2250, hvilket er ca. 2400 færre end i 2020, 1000 færre end i 2019, 2800 færre end i 2018 og 1500 færre end i 2017, men til gengæld 1900 flere end i Qatars ørken i 2016.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SE OKTOBERLØBENE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Vejret er altid an nøglekomponent i ethvert flamsk cykelløb, og derfor har der også været megen snak om netop det i månederne op til løbet. Hvis nogen havde drømt om rigtigt møgvejr, bliver de imidlertid skuffede, for selvom de foregående dages nærmest sommeragtige vejr forsvinder, bliver det ingenlunde slemt. Lige nu ser det endda ud til, at bygerne vil falde om natten, og selvom der kun vil være få solstrejf gennem hele løbet, vil bygerisikoen være beskedne 10-25% med en samlet nedbørsmængde igennem hele døgnet på under 1 mm. Temperaturen vil endda stige til hele 24 grader, og det vil ikke være specielt blæsende med bare en let til jævn vind fra syd og undervejs kortvarigt sydvest (14-18 km/t). Det giver mod- og sidemodvind på det første stykke, og når man kører fra finalerundstrækningen ned til den svære rundstrækning og sidemedvind på tilbageturen mellem de to rundstrækninger. På rundstrækningerne kommer vinden selvsagt fra alle retninger. På den kringlede finalerundstrækning vil der hovedsageligt være medvind frem til bunden af Deceouxlaan og derefter modvind ned til svinget med 3,2 km igen, hvorefter der vil være først medvind, siden sidevind, dernæst modvind og slutteligt sidemedvind over de sidste 800 m.

 

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

 

I år har der været særlig grund til at diskutere ruten. Flamske cykelløb er nemlig pr. definition uhyre svære at læse. Nej, ikke den endeløse serie af løb, der finder sted i de store dele af regionen, hvor bakker er lige så sjældne som en ædru belgier i finalen af et hjemligt verdensmesterskab, for her er det altid bare et spørgsmål om sidevind eller massespurt. Det er løbene i den relativt begrænsede del af Flandern, hvor der er lidt højdemeter at finde, at man kan blive pokkers meget i tvivl om, hvor hårdt det egentlig er.

 

Man skal da heller ikke kigge meget rundt i den flamske cykelkalender for at forstå, at der er lidt for flere forskellige ryttertyper. Der er et hav af løb for de rene sprintere, men der er også løb som Gent-Wevelgem, der mest af alt appellerer til hårdføre sprintertyper. Anderledes er det med Flandern Rundt, E3 og Omloop Het Nieuwsblad, der er meget selektive og for de sande brostensspecialister, og endelig er der Brabantse Pijl, der som bro mellem ardenner- og brostensklassikerne er indenfor rækkevidde både for de mest eksplosive ardennertyper og for brostensryttere. Til gengæld er terrænet typisk for let for de sande ardennerspecialister og naturligvis også for klatrerne.

 

Én ting, man i hvert fald ikke skal lede efter, er højdemeter. Dem er der nemlig ikke mange af, uanset om ruten er selektiv eller ej. Således har dette løb, der er næsten 270 km langt, bare 2250 af slagsen, og det gør det til det tredjefladeste VM i de seneste ti udgaver. Kun på pandekageruten i Qatar havde man markantfærre højdemeter, og selv i Bergen og Yorkshire, der appellerede til samme ryttertyper, havde man mere end 3500 højdemeter. Går man helt tilbage til 2011, var der i København endda 1920 højdemeter og dermed næsten lige så mange i et løb, der endte i en forudsigelig massespurt. Mest sammenlignelige med dette VM er løbet i Richmond, hvor der var ca. 2000 højdemeter i et løb, hvor det lykkedes Peter Sagan med et angreb på sidste stigning at køre sig til solosejr, inden et felt spurtede om andenpladsen i den stigende finale med Michael Matthews som hurtigste mand foran Ramunas Navardauskas. I Flandern Rundt er der over en lidt kortere distance typisk 2000-2200 højdemeter, og det løb er som bekendt rigeligt selektivt.

 

Det er altså ikke klatreomfanget, der består rutens sværhedsgrad. Det er derimod dens præcise design, der bestemmer, hvem løbet til appellerer til, og her er det nærliggende at drage paralleller til løb, vi kender. Da løbet afvikles i præcis samme område som Brabantse Pijl og endda bruger en del af de samme stigninger, er det mest nærliggende at sammenligne løbet med midtugeklassikeren, der som bekendt bygger bro mellem Ardennerne og brostenene.

 

Heller ikke den sammenligning er dog alt for velvalgt. Det er nemlig den svære af de to rundstrækninger, der afvikles i Brabantse Pijl-terræn, hvor to af klassikerens stigninger indgår, nemlig den stejle brostensstigning Moskesstraat, der er VM-løbets klart sværeste udfordring, og S-kurven i Overijse, der er betydeligt mere moderat. Den rundstrækning skal imidlertid kun tilbagelægges to gange, nemlig meget tidligt i løbet og mod slutningen, hvor anden og sidste passage af Moskesstraat dog kommer med hele 66,6 km igen. Brabantse Pijls hårdere stigninger spiller altså en begrænset rolle i det overordnede design, ikke mindst fordi der venter et længere fladt og teknisk ukompliceret stykke, når man skal tilbage til Leuven.

 

Nej, i stedet er det finalerundstrækningen, der er løbets hjerte, og den er altså betydeligt lettere end rundstrækningen med Moskesstraat. Ganske vist er der fire bakker, men de er alle uhyre korte og kan klares med en kort spurt fra bund til top. I stedet er det rundstrækningens tekniske karakter, der gør den udfordrende. Den første halvdel er en nærmest endeløs serie af sving, og det gør det til et løb, hvor positionering bliver uhyre afgørende. I den forstand er det som et Amstel Gold Race, hvor det sagtens kan betale sig at bruge kræfterne på at sidde langt fremme, ganske enkelt fordi det koster for meget at sidde i halen og skulle accelerere tilbage til feltet, når det trækkes ud efter svingene. I den fase bliver det i hvert fald ikke let for et felt at jagte, men til gengæld er anden halvdel af rundstrækningen både fladere og mere enkel, og her vil et felt i højere grad have et overtag.

 

Jeg vil derfor være varsom med at kalde det en forlænget udgave af Brabantse Pijl, som mange har gjort grundet det geografiske sammenfald. Løbet her er klatremæssigt betydeligt lettere, og ser man bort fra stigningerne på den svære rundstrækning, er det snarere de gentagne accelerationer på den kringlede rute, der vil gøre det hårdt end selve bakkerne. Dem vil de fleste kunne overleve, og når løbet bliver hårdt, er det således den gradvise nedslidning mere end et spørgsmål om klatreevner eller punch. Ruten synes i hvert noget lettere, end jeg havde fornemmet, inden jeg fik gravet mig dybere ned i sagerne. En mere fair sammenligning er nok det mindre løb Druivenkoers Overijse, der også afvikles i samme område og både er endt i en spurt og med mere selektive finaler, men som er ubrugelig som reel reference, da feltet altid er betydeligt svagere.

 

Snarere ligner det en ny udgave af VM i Richmond. Også det løb var ganske fladt med kun nogle meget korte stigninger på en rundstrækning, der til gengæld var uhyre teknisk med en endeløs serie af sving. Dengang var bakkerne af samme længde, men de var stejlere, der var brosten undervejs, og de lå tættere på målstregen, hvor opløbet også steg mere, end det gør her. Dengang lykkedes det som sagt for Sagan at gøre forskellen på den sidste brostensstigning, mens der blev spurtet om 2. pladsen med Matthews som hurtigste mand og med så forskellige folk som Ramunas Navardauskas, Alexander Kristoff, Alejandro Valverde og Rui Costa i top 10 og med i alt 58 mand inden for ét minut af vindertiden. Jeg synes, at lighederne mellem de to ruter er slående, men med den forskel, at de allersidste kilometer så mere selektive ud i USA og selve spurten var i hvert fald betydeligt hårdere.

 

I ethvert flamsk løb er det dog ikke kun ruten, der er afgørende. Lige så vigtigt er vejret altid, men hvis nogen havde drømt om en gentagelse af det danskervejr, man kan finde i Flandern, og som gav Mads Pedersen en sejr på Yorkshire-rundstrækningen, der med sin tekniske karakter også har visse ligheder med denne, bliver de skuffede. Ugens tørvejr og solskin erstattes ganske vist af en eftermiddag med en relativt beskeden bygerisiko, men det bliver slet ikke blæsende, og det bliver endda decideret sensommervarmt. Det er klart, at en byge og våde veje vil gøre rundstrækningens tekniske passager mere krævende, men man skal ikke regne med, at det er vejret, der skaber et blodbad.

 

Det må så være op til rytterne, og i ethvert VM-løb er den sidste nøglekomponent naturligvis de enkelte nationers taktik. På en rute som denne er der legitime håb om en spurt, og derfor vil der være lande, der vil anlægge en kontrollerende strategi. Der er imidlertid også hold, for hvem missionen entydigt er at undgå en spurt, og som derfor må bruge det relativt begrænsede terræn til at gøre det hårdt.

 

Hvilke lande falder så i de to kategorier? Hele løbets omdrejningspunkt ser ud til at blive Belgien. Værtsnationen kommer både med løbets åbenlyse hovednavn i formstærke Wout van Aert og et hold, der på en rute som denne må betegnes som det stærkeste. Holdet har meldt ud, at det er alle mand for Van Aert, og da han kan vinde, uanset om løbet bliver let og ender i en spurt, eller om det bliver selektivt, vil alle lande formentlig stille til start med ét spørgsmål: hvordan får vi skovlen under den mand, der har til opgave at sende hele Flandern i kollektiv ekstase?

 

Det betyder heldigvis også, at interessen i at åbne løbet vil være stor. Belgien er i den luksussituation, at Van Aert kan dække hele repertoiret, og Jasper Stuyven har gjort det helt klar, hvad der er de øvrige syv rytteres mission. Det er at undgå en gentagelse af scenariet fra OL, hvor en isoleret Van Aert ikke kunne svare på alle angreb og derfor trods en tilsyneladende overlegen styrke ikke kunne sikre sig det guld, han havde inden for rækkevidde. Det betyder formentlig, at belgiernes udgangspunkt er relativt defensivt, og at de i første omgang vil nøjes med at reagere. Herefter vil det ifølge Stuyven være op til Van Aert selv, om han i finalen vil satse på en spurt eller i højere grad have selektion.

 

De hold, der i første række skal åbne løbet, er Holland og Frankrig. Ruten er langt fra ideel for Julian Alaphilippe, der er Frankrigs entydige kaptajn, og selvom de skam har folk, der kan gøre sig gældende i en spurt, er kaptajnrollen entydig. Man må derfor formode, at franskmændene vil forsøge at gøre løbet knaldhårdt, og her vil de formentlig kunne regne med hollænderne. Det ligger i kortene, at både Alaphilippe og Mathieu van der Poel allerede skal i offensiven på den svære rundstrækning med mere end 60 km til mål, men spørgsmålet er, om den nylige rygskade kan tvinge den hollandske stjerne til at gribe løbet lidt mere defensivt an, end han egentlig ville. Vi ved som bekendt fra blandt andet VM i Yorkshire, at han risikerer at eksplodere i de længste løb, og det er gjort helt klart fra den hollandske lejr, at deres største bekymring ved hans begrænsede forberedelse er, om motoren er blevet stor nok til 270 km. Problemet er bare, at det er farligt at vente til den lettere rundstrækning til sidst. Der kan det nemlig allerede være fors sent.

 

Også slovenerne må formodes at ville åbne løbet tidligt. Ruten er alt andet end ideel for Primoz Roglic og Tadej Pogacar, men den tekniske finalerundstrækning kunne ligge til Matej Mohoric. Skal de have noget med hjem, skal de for alt i verden undgå en spurt, og det er derfor nærliggende at tro, at vi sol se slovenerne meget aktive på den svære rundstrækning.

 

Italien har et af de stærkeste kollektiver og har netop understreget kollektivet som deres nøgle til sejr. Det er derfor nærliggende at tro, at også de vil bidrage til at gøre til løbet og deltage aktivt i angreb gennem hele løbet med deres to kaptajner Sonny Colbrelli og Matteo Trentin, men de vil næppe heller frygte en spurt, hvis det viser sig som den bedste option. Her har de både Colbrelli og Giacomo Nizzolo, der er udtaget med det formål, at han bare skal følge med og forsøge at overleve. Dertil skal lægges danskerne, der ligeledes har et af de stærkeste kollektiver, og de rød-hvide vil med særligt Kasper Asgreen, Mikkel Honoré og Michael Valgren, men måske også Magnus Cort være aktive i de tidlige fremstød, og også briterne vil gerne undgå en spurt, selvom det fortsat er uklart, hvor Tom Pidcock står formmæssigt. Endelig er der tyskerne, der ganske vist har en række gode sprintere, men som har gjort Nils Politt til kaptajn - en strategi, der må tilsige, at løbet skal være hårdt.

 

Der er altså ikke mange nationer, der vil gribe løbet entydigt defensivt an, men der er enkelte. Man må formode, at nordmændene lægger alle deres æg i Alexander Kristoffs kurv, og selvom Michael Matthews sagtens kan være med i et hårdt løb, er det nærliggende at tro, at australierne i en stigende spurt vil have så meget tro på sig selv, at deres udgangspunkt også vil være defensivt. Paradoksalt nok ligner Colombia også et ret entydigt sprinterhold, og endelig skal man ikke undervurdere det forhold, at de fleste lande har en sprinter i truppen. Det betyder, at langt de fleste lande vil være klar til at gå ind i en jagt, hvis de skulle misse et udbrud på den hårde rundstrækning.

 

I det lys er jeg ikke alt for optimistisk på vegne af de hold, der vil have et selektivt løb. Hvis det belgiske udgangspunkt, er Van Aert for alt i verden ikke skal isoleres, er risikoen for, at et defensivt udgangspunkt fra løbets toneangivende hold kan gøre det svært at gøre den nødvendige forskel på den svære rundstrækning, hvis sværhedsgrad ikke er overvældende. Og kommer vi først ind på finalerundstrækningen, er terrænets vanskelighed i den grad til at overse. Det er ikke uden grund, at en af de førende kvindelige stjerner, Annemiek van Vleuten, mildt sagt lød knap så entusiastisk i sin beskrivelse af løbet, som hun beskrev som værende uden nøglepunkt og beskrev som en meget let udgave af Flandern Rundt.

 

Jeg vil derfor tro, at det vil være et relativt stort felt, der kommer tilbage til Leuven-rundstrækningen efter den sidste rundt på de svære bakker. Her må man imødese endnu en byge af angreb, og det vil bestemt være muligt at undgå en spurt. Rundstrækningen er så uhyre teknisk, at det vil være meget kompliceret at jagte, hvis først hullet er slået. Den største udfordring kan være at slå hullerne på en rundstrækning, hvor bakkerne er korte og lette. Det lykkedes for Sagan på den tilsvarende rundstrækning i Richmond, men her var finalen sværere, og vi var ganske tæt på at få en spurt. Jo mere jeg ser på ruten, jo mere anser jeg chancen for en spurt for stor, især hvis Van Aert og Belgien har det fint med det scenarium.

 

Selve finalen er dog ikke helt enkel. Ganske vist er anden del af rundstrækningen betydeligt mindre teknisk kompliceret end indledningen, men det er stadig en teknisk passage omkring Sint-Antoniusberg, der med sikkerhed synes at give anledning til sene angreb, uanset om vi har et større felt eller ej. Efter toppen er der kun et sving, men kombinationen af både en sen passage af bakken samt den stigende sidste kilometer gør, at det vil være en fysisk krævende afslutning, også selvom det ender med en afgørelse i et større felt. Og uanset hvad vil det jo altid være tilfældet, når et løb skal afgøres efter næsten 270 km.

 

Derfor er det også svært ikke at have Wout van Aert som favorit. Belgieren har som sagt den enorme luksus, at han næsten ikke kan undgå at være favorit, uanset om løbet bliver en selektiv affære eller ender i en spurt, og som det fremgår af ovenstående, tror jeg mest på det sidstnævnte. Det belgiske hold er formidabelt, rundstrækningen er ikke specielt svær, og Van Aert har al mulig grund til at tro, at han kan gøre det færdigt på stregen. Han har spurtet som en drøm på det sidste og tankede enorm selvtillid med spurtsejren i Paris og senest på sidste i England, hvor han i en helt klassisk massespurt klart overspurtede både André Greipel og Mark Cavendish. Denne let stigende spurt passer ham endda som fod i hose, ikke mindst med Sint-Antioniusberg til forinden at trætte mindre robuste afsluttere, og det næsten en kilometer lange opløb lægger også op til, at Van Aert kan køre en af den slags powerspurter, han mestrer som få. Det er meget få, der kan drømme at slå belgieren, hvis de slæber ham med hjem i et stigende opløb som dette, også fordi han er en sand konge i positionskampen, og fordi han i et større felt vil have en af verdens bedste lead-out men i form af Jasper Stuyven, der bør kunne spille en rolle dybt inde i finalen.

 

Van Aert behøver imidlertid ikke vente på en spurt. Hans fire etapesejre i England og senest fremragende enkeltstart - en enkeltstart, der vel at mærke blev kørt, selvom han hovedsageligt havde arbejdet på eksplositivitet frem mod linjeløbet - dokumenterer, at han er på et tårnhøjt niveau. Ikke mindst hans sejr over Michael Woods og Julian Alaphilippe på Great Orme-muren, der reelt set burde have været for svær, også ifølge ham selv, var et skræmmende signal at sende til rivalerne, særligt på ryggen af et OL-løb, hvor han så ud til at have nået et niveau, vi ikke tidligere har set. Lige nu er det svært at se, at han kan sættes til vægs på ren fysik, og chancen for, at han kan slås i en spurt, synes også beskeden.

 

Udfordringen bliver som nævnt at undgå en gentagelse af OL-scenariet, hvor han taktisk sættes til vægs, men denne gang har han al mulig grund til at tro på sit hold. Remco Evenepoel er uhyggeligt velkørende og synes meget opsat på at bevise, at han kan være loyal, nu hvor hans kørsel ved OL har givet anledning til megen kritik. Vidunderknægten vil både kunne ledsage Van Aert i finalen, hvis løbet eksploderer allerede på den svære rundstrækning og kunne føre solen sort på de sidste omgange, hvis løbet skal holdes under kontrol. Læg dertil, at Jasper Stuyven og Yves Lampaert har virket stærke i deres seneste løb, og det ser ganske fornuftigt, også selvom Tiesj Benoot og Dylan Teuns har virket rustne i deres seneste løb. Belgierne har de bedste forudsætninger for, at løbet ikke skal glide dem af hænde. Til gengæld kan truslen være, at Van Aert i Amstel Gold Race, Brabantse Pijl og sidste års Flandern Rundt viste, at han har for vane at skuffe i en spurt efter et langt løb (også selvom han vandt Amstel med det yderste af neglene), men efter hans opvisning i England, er der ikke meget, der taler for, at det vil ske igen. Derfor må Van Aert være manden, der skal slås.

 

Jeg vælger at pege på Mathieu van der Poel som nr. 2, men det er naturligvis med stor usikkerhed. Ingen ved med sikkerhed, hvor hollænderen står, efter at rygproblemer lagde hans forberedelse i ruiner og betød, at han i adskillige uger kun kunne træne med lav intensitet. Hans meldinger efter de seneste tre løb har dog været entydigt positive, og han gjorde det allerede for længe siden klart, at han kun ville stille til start, hvis han følte, at han kunne vinde. Efter at have set ham vinde på grusvejene i Antwerpen og komme med et brølstærkt angreb, som kun Alaphilippe kunne matche, i Primus Classic synes han at være ganske konkurrencedygtig.

 

Spørgsmålet er bare, om Van der Poel kan vinde på den måde, han gerne ville. Der er ingen tvivl om, at hans drejebog er bygget op om et hårdt løb, hvor det gerne må eksplodere på den svære rundstrækning, men rækker formen til det? Som nævnt ovenfor ved vi af bitter erfaring, at han kan eksplodere i finalerne af lange og hårde løb, og den risiko er med den begrænsede forberedelse endnu mere overhængende nu. Heldigvis behøver Van der Poel ikke at gøre forskellen så tidligt. Med sin eminente teknik og sit uhyggelige punch er han om nogen manden, der kan slå et hul også på den sidste rundstrækning, men måske er det i virkeligheden hans spurt, der er hans bedste våben. Man må nemlig aldrig undervurdere Van der Poel i en stigende spurt, og selvom denne finale er en anelse lettere, gav han altså Van Aert ganske betragtelige klø i en stigende spurt i Tirreno tidligere i år. Efter et hårdt løb er han særligt giftig, som vi så, da han slog Van Aert i den flade spurt i Flandern sidste år, da han tidligere i år slog Elia Viviani i sidevindsræset i Emiraterne, og senest i Primus Classic, hvor han slog Giacomo Nizzolo i feltets spurt bag et par Deceuninck-ryttere, der var sluppet væk til sidst. Særligt i denne ret eksplosive og fysisk krævende afslutning ligner Van der Poel faktisk den største trussel mod Van Aert, også hvis det ender i en spurt - også fordi Mike Teunissen er en eminent lead-out man. Dermed må han være førsteudfordrer - også hvis det skulle afgøres i en spurt.

 

Italien har ikke vundet VM siden 2008, men der er grund til at tro, at de kan bryde tørken. Sonny Colbrelli har gjort gigantiske fremskridt i år, og siden årets Dauphiné har han været her, der og alle vegne. Senest har han ramt en gylden åre af form, der gav anledning til et eminent soloridt i Ardennerne, hvor han viste sig frem i for ham egentlig for svært terræn - en bedrift, han gentog, da han holdt stand mod Evenepoel på den hårde sidste stigning ved EM, hvor han atter beviste, at det ikke var uden grund, at han endte som nr. 3 på en alpeetape i Touren.

 

Alligevel er der måske en anelse grund til bekymring. Colbrelli virkede betydeligt mere menneskelig i sidste uges italienske endagsløb, ikke mindst da han blev slået af Michael Valgren i Coppa Sabatini, hvor finalen ellers passede ham som fod i hose. Spørgsmålet er, om gassen er ved at gå af ballonen, og om han har toppet for tidligt.

 

Helt dårlig er han dog i hvert fald ikke. I lørdags vandt han Memorial Marco Pantani, og han blev trods alt nr. 2 i et hårdt Coppa Sabatini. Ligesom Van Aert har Colbrelli den fordel, at han kan vinde både i et hårdt løb og i en spurt, og i begge tilfælde ligner han en af de få, der kan true Van Aert på stregen. I en flad spurt ville han ikke have mange chancer, men i en stigende finale er Colbrelli en af verdens bedste, ikke mindst med den gyldne form, han har nu. Det er stadig lidt uklart, om den italienske taktik betyder, at de åbner muligheden for at køre en spurt for Nizzolo i stedet, men da denne ikke har vist storform i optakten, må den erklærede kaptajn Colbrelli være det sandsynlige førstevalg. Måske er Van Aert på papiret hurtigere, men i en spurt i en større gruppe, vil et tog, der tæller Nizzolo, Davide Ballerini og Matteo Trentin være det allerstærkeste. Det kan være det, der gør det muligt for Colbrelli at omsætte sin superform til både et europa- og et verdensmesterskab.

 

Der har været megen snak om det danske holds enorme bredde, og chancen for, at det kan omsættes i sejr, synes også ganske god. Inden jeg fik nærstuderet ruten, anså jeg en sejr til Kasper Asgreen efter et hårdt løb som den bedste danske chance, men efter at have indset, at en eller anden form for spurt kan ende som det mest sandsynlige scenarium, peger pilen snarere på Magnus Cort. Det er stadig ikke meldt ud, om Danmark i tilfælde af en samlet afgørelse vil satse på Cort eller Mads Pedersen, men med tanke på den suveræn form, førstnævnte viste i Vueltaen, ligner han manden, der måske kan slå Van Aert på stregen.

 

Det skyldes først og fremmest opløbets karakter. I en flad spurt ville han være overmatchet, men i en stigende finale er hans chancer langt mere reelle, ikke mindst efter et hårdt løb. Spørgsmål et naturligvis, om superformen fra Vueltaen af intakt, men da Danmark onsdag satte tredjebedste tid blandt herrerne ved holdstafetten, indikerede han kraftigt, at han ikke er faldet af på den endnu.

 

Desværre har Cort også sine udfordringer. Det er velkendt, at positionskamp ikke er hans kop te, og derfor er den uhyre tekniske rundstrækning bestemt ikke en gave for ham. Heldigvis er den sidste del betydeligt enklere, og han vil i finalen være sekunderet af et af de suverænt bedste mandskaber, der kan hjælpe ham med at holde sig fremme. Får han endda Pedersen til at køre lead-out - en opgave, han var fabelagtig til i 2019 - skal man bestemt ikke undervurdere Cort i en stigende finale som denne. Jeg er stadig dybt bekymret for hans positionering, men det er sjældent, at han har haft så stærkt et hold til at hjælpe sig. Og så er Cort så flyvende nu, at han ligesom de ovennævnte kan vinde i et mere selektivt løb også, men her vil der være en frygt for, at han vil komme til kort i positionskampen frem mod nøglestigningerne.

 

Jeg er også nødt til at rangere Giacomo Nizzolo højt. Som sagt er hans rolle temmelig uklar, men landstræner Davide Cassani har indikeret, at han har en semibeskyttet opgave, hvor han først og fremmest skal følge med. Det må betyde, at de holder døren åben for at køre spurten for den hurtige italiener, og det gør ham til en sandsynlig vinderkandidat. Det stigende opløb passer nemlig slet ikke dårligt til den Nizzolo, der sidste år spurtede sig til sin EM-titel og i topform er en yderst robust herre, som han også viste med sin 2. plads i årets Gent-Wevelgem, hvor kun Van Aert var hurtigere (og det skyldtes måske endda mest af alt positioneringen).

 

Desværre har Nizzolo ikke været flyvende. Han så skræmmende ud, da han vandt i Getxo for nu snart to uger siden, men han var skuffende i Danmark og England, og i de seneste dage har han kørt nogle meget skuffende spurter. Det var imidlertid opløftende at se ham køre finale i Primus Classic, og det giver grund til at tro på, at han på denne rute, der ikke er alt for svær, bør være i stand til at hænge på. Vælger italienerne at sætte ham i scene til sidst, er det ham, der kan regne med feltets suverænt bedste tog, og så skal man passe på med at undervurdere en mand, der tidligere i år spurtede bedre end længe, da han endelig tog sin etapesejr i Giroen.

 

Udsigten til en eller anden form for spurt gør også, at jeg rangerer Tom Pidcock relativt højt, men det er alene baseret på vinderpotentiale mere end forventning. Briten tog sig en gigantisk puster efter OL-triumfen, og han var milevidt fra sit niveau i Vueltaen. Formodningen om, at et supertalent hurtigt kunne køre sig i form, blev også gjort til skamme, for selvom han forbedrede sig markant, var han aldrig i nærheden af sit bedste niveau.

 

Nu har han imidlertid haft tre uger til at forbedre sig yderligere, og vi ved fra blandt andet foråret, hvor hans niveauforskel fra Tour du Var til de første klassikere var enorm, at han altså kan finde sine ben ganske pludseligt. Det er tillige velkendt, at den første grand tour ofte giver unge ryttere et enormt boost, og der er al mulig grund til at tro, at det samme kan gøre sig gældende for et af sportens allerstørste talenter.

 

Pidcock har i årets Amstel Gold Race bevist, at han allerede nu kan være med i de længste løb, og den tekniske rundstrækning i Leuven burde passe godt til den teknisk begavede og eksplosive crossrytter. Når han rangerer højt på listen her, skyldes det dog ikke så meget hans evne til at vinde i et hårdt og selektivt løb, men mere hans imponerende spurt efter et langt løb. Han slog Van Aert på stregen i en næsten identisk finale i Brabantse Pijl, og han var mm fra at gøre det samme i den kontroversielle afgørelse på Amstel Gold Race. Dermed har han vist, at i et hårdt opløb som dette faktisk vil kunne begå sig, uanset om det bliver et hårdt løb eller en spurt i en større gruppe. Det vil kræve, at han har formen fra foråret, men med muligheden for et Vuelta-boost synes det heller ikke helt utænkeligt.

 

Som sagt er det lidt uklart, hvem danskerne vil spurte med, hvis det samles til sidst, og det kan meget vel være noget, der aftales undervejs. Det er bestemt ikke umuligt, at holdet i stedet satser på Mads Pedersen, der i de senere år har været betydeligt mere overbevisende end Cort i sine spurter. Det stigende opløb ligger også ganske perfekt til danskeren, der senest viste sine evner i den slags afslutninger, da han vandt i Sønderborg under Danmark Rundt.

 

Der er dog visse spørgsmålstegn ved Pedersen. Som altid kom han flyvende ud af Touren, og han virkede uhyre overbevisende i både Danmark og Norge. I Benelux fornemmede man imidlertid, at gassen måske var ved at gå lidt af ballonen, og bedre blev det ikke af, at han forlod løbet med hofteproblemer. Siden har han slet ikke være løbsaktiv med blandt andet et afbud til Tour de Luxembourg, og selvom sidstnævnte slet ikke behøver at være alarmerende, giver det lidt bekymring, når man kobler det med det tidlige exit i Luxembourg.

 

I forvejen har hans spurter været en anelse svingende. Således kørte han tre af slagsen i Benelux Tour, og mens han skuffede fælt i de første to, viste han fornem fart i den sidste. Det har i det hele taget været billedet gennem hele sæsonen, hvor han oftest har syntes at mangle den fart, der i 2020 gjorde ham så uhyggeligt farlig i spurterne, men af og til har han ramt dagen og været ganske overbevisende. Særligt efter et hårdt løb er chancen for sidstnævnte altid bedre, og Pedersen har før vist, at han efter et langt løb kan vinde VM i en stigende finale. Med et stærkt hold til at sætte ham i scene til et løb, der passer ham som fod i hose, vil det være dumt at udelukke en af de få ryttere, der faktisk har vist, at han kan vinde et VM.

 

Der er ikke mange, der taler om Alexander Kristoff, og jeg vil da også blive overrasket, hvis nordmanden får den VM-titel, han var så tæt på for fire år siden, men dette er en rangering af vinderpotentiale, og derfor er man nødt til at holde døren åben. Alle ved, at Kristoff er skræmmende i en spurt efter et langt og hårdt løb, og det vil være dumt at udelukke nordmanden efter 270 km. Naturligvis er der al mulig grund til at være bekymret efter en sæson, der bestemt ikke er gået som ønsket, men i Tyskland fandt han endelig sig selv igen. Her lykkedes det ham at vinde to etaper mod ryttere, der på papiret var hurtigere, og det var endda efter relativt korte løb. Hvordan bliver han så ikke efter syv timer i sadlen?

 

Det er nemlig det, Kristoff kan. Man kan systematisk gå i gang med at se, hvor mange spurter han har vundet i monumenter og ved store mesterskaber. Ofte har det kun været for sekundære placeringer, men resultatlisten er skræmmende, og det var som bekendt samme evne, der var millimeter fra at give ham en VM-titel i Bergen. Der er mange spørgsmålstegn efter en sæson, hvor den aldrende nordmand har til gode at bevise, at han stadig har sit gamle niveau, og i en finale, der måske kan være en anelse for hård med den eksplosive bakke så tæt på stregen, men den sidste kilometer burde ikke være uden for Kristoffs rækkevidde. Den er så hård, at den passer bedre til andre end ham, som han viste med sin målfotospurt mod Peter Sagan i Bern i Touren for nogle år siden, skal man ikke udelukke Kristoff i en finale som denne heller - i hvert fald slet ikke efter 270 km.

 

Forud for årets Milano-Sanremo var det nærmest rystende at opleve, hvor svage Peter Sagan og Caleb Ewan var i Tirreno, og hvis jeg husker rigtigt, gav jeg bare den australske sprinter én stjerne. Jeg lærte imidlertid en bitter lektie den lørdag i marts, da jeg så, hvem det var, der matchede Van Aerts angreb på Poggio. Det var såmænd Ewan, der leverede sit livs klatrepræstation, og havde Jasper Stuyven ikke været så pokkers snu - og Søren Kragh så naiv - havde han sågar kunnet kalde sig monumentvinder.

 

Spørgsmålet er, om historien gentager sig. Med Sanremo-ben havde Ewan formentlig stået som nr. 2 på denne liste, men de ben har han næppe nu. Det var temmelig tragisk at se ham ende som sidste mand på de to første etaper i Luxembourg, og han blev sendt hjem på dagen, hvor han var den store favorit til at vinde en spurt. Lotto gav imidlertid også udtryk for, at de nu håbede på endnu et Sanremo-mirakel, hvor pinligt ringe form på kort tid kunne blive til drømmeben.

 

På baggrund af Sanremo kan det ikke afvises, men det må trods alt regnes som usandsynligt. I foråret havde Ewan trods alt arbejdet målrettet frem mod netop Sanremo, mens han denne gang er på vej tilbage fra sit Tour-styrt. Omvendt har VM hele tiden været hans store mål, og han meldte om glimrende form i Benelux Tour. Netop det hollandsk-belgiske etapeløb er også årsagen til, at der er grund til håb. Her vandt Ewan i ganske suveræn stil Amstel-etapen, som afvikledes på en rundstrækning, der næsten var en kopi af denne og endda have en let stigende spurt, som også minder om denne afslutning. Netop den let stigende spurt er guf for Ewan, der i Michael Matthews vil have en eminent lead-out man, hvis han overlever så langt. Spørgsmålet er nu bare, om Luxembourg-krisen var lige så let fordøjelig som Tirreno-krisen, eller om den var mere reel. Sandsynligheden taler for det sidstnævnte, men historien viser, at Ewan er nødt til at rangere højt i en optakt baseret på vinderpotentiale.

 

At ruten måske kan være en anelse lettere, end mange havde håbet, kan også bringe Peter Sagan i spil til en fjerde VM-titel. Det står ellers lysende klart efter Benelux Tour, EM og senest Slovakiet Rundt, hvor hans spurter mildt sagt var skuffende, selvom han vandt løbet, at hans niveau fortsat synes at aftage med lynets hast, og derfor skal vi ikke regne med, at Sagan er i spil, hvis løbet udvikler sig til en selektiv affære. I en spurtafgørelse skal man dog regne slovakken inde i billedet, for selvom han har været haltende, har han ved enkelte lejligheder spurtet ganske fornuftigt. Således var det ganske opløftende at se hans spurt i den let stigende finale på 2. etape i Benelux, hvor kun et udbrud snød ham fra en tiltrængt sejr, og her slog han nogle ganske stærke navne. Dette stigende opløb er i hvert fald en afslutning, der har en karakter, hvor han stadig må regnes som en af verdens hurtigste, og vi ved, at han aldrig fejler i positionskampen på en teknisk rundstrækning, der burde passe ham som fod i hose.

 

Der er al mulig grund til at frygte, at afslutningen alligevel bliver for hård for 2021-udgaven af Sagan, men man skal ikke glemme, at han synes at kunne rejse sig, når det virkelig gælder. Efter hans katastrofale Tirreno, hvor han blev sat som en af de allerførste på bakkerne, var der næppe nogen, der havde set ham spurte mod de bedste i Sanremo, men ikke desto mindre var det præcis, hvad der skete bare få dage efter hans pauvre indsats i Tirreno. Rejser han sig på tilsvarende vis, brænder man sine stakkels fingre ved at udelukke, at der bliver skrevet cykelhistorie på søndag.

 

En anden rytter, der vil elske dette stigende opløb, er Michael Matthews¸ der er Australiens anden kaptajn, men det vil være synd at sige, at han har haft en stor sæson. Australieren er således helt uden sejre, og senest havde han en temmelig skuffende Vuelta. Det synes desværre at halte på begge parametre, da han hverken synes at være så stærk som tidligere og heller ikke have samme spurtstyrke. Han så dog ganske stærk ud, da han i søndags angreb på Mammolshainer, og Matthews har en fabelagtig evne til altid at toppe til VM, som han senest gjorde på den svære rute i 2020. Han har i Sanremo gang på gang vist, at han er en bedre afslutter efter lange og hårde løb, og han er heller ikke helt ueffen i positionskampen. Som bekendt har jeg sammenlignet løbet her med VM i Richmond, hvor Matthews vandt spurten om sølvmedaljen, og det vidner om hans evner i denne slags løb, men dengang var han stærkere, og selve spurten var hårdere. Han vil kunne begå sig i begge scenarier, men skal han vinde, skal han nok satse på, at den store spurt undgås.

 

Som nævnt var Kasper Asgreen mit bedste danske vinderbud, indtil jeg fik sat mig ind i ruten, men nu er min entusiasme blevet dæmpet betydeligt. Jeg frygter desværre, at ruten er for let til, at det danske muskelbundt kan vinde. Den svære rundstrækning passer ham storartet, men kommer langt fra mål, og selvom han er accelerationsstærk og teknisk dygtig, er den sidste rundstrækning ikke så ”fysisk”, som et wattmonster kunne ønske sig. Heldigvis kan det ikke udelukkes, at løbet alligevel kan splittes, og sker det, må Asgreen være et af de bedste bud. Hans enkeltstart var uhyre opløftende og kunne indikere, at formtimingen sidder i skabet, og så ved vi fra foråret, at der i dag ikke er mange, der er stærkere end ham, ligesom Van der Poel kan skrive under på, at han ikke skal frygte nogen i en spurt efter en hård dag. Nu er spørgsmålet bare, om dagen bliver hård nok. Jeg tror det ikke, men får vi ikke en spurt, må Asgreen regnes som et af de absolut bedste vinderbud.

 

Har jeg ikke glemt den forsvarende mester? Desværre ikke. Jeg har hele tiden regnet det for svært for Julian Alaphilippe at forsvare sin titel, men efter at have nærstuderet rutens detaljer anser jeg det som usandsynligt, at det vil lykkes. Ruten må regnes som så let, at Alaphilippe skal være absolut flyvende, hvis han skal vinde, og det synes han ikke at være. Faktisk har han ikke for alvor fundet sit niveau bortset fra på et par gyldne dage i april og på Tourens første etape, og selvom han i optakten ikke har været ringe - han var eneste mand, der kunne svare på Van der Poels angreb i Primus Classic - har han manglet noget. Særligt nederlaget til Van Aert på den britiske mur var svær at sluge for feltets murspecialist nr. 1, og i det britiske løb spurtede han tillige uhyre skuffende, hvad han i øvrigt har gjort hele året. Samtidig har han det problem, at han sammen med Van Aert og Van der Poel stadig er manden, alle koncentrerer sig om, og det giver ham absolut ingen frihed. Vi så heldigvis også sidste år, at hans VM-form sad i skabet, selvom optakten er haltende, men er det nok på denne rute? Selvfølgelig kan Alaphilippe vinde på en teknisk rundstrækning, der trods alt ikke passer ham dårligt, men jeg synes, at et titelforsvar ser svært ud.

 

Den rytter, han slog på en af sine gyldne dage i Fleche Wallonne, var chefmonsteret selv, og dermed gik Primoz Roglic glip af sin anden store ardennersejr. Nu er spørgsmålet, om sloveneren i stedet kan blive verdensmester, men også det ligner en svær opgave. Roglic er bestemt ikke skræddersyet til denne rundstrækning, der er mere teknisk end krævende, og samtidig er han uden den store erfaring i flamske løb. Til gengæld burde der være god sandsynlighed, at monsteret er et sandt uhyre, for hvis man husker, hvordan han kørte tre uger efter sin Vuelta-sejr i 2019, vil man vide, at han var skræmmende. Her kørte han nemlig feltet midt over med sejre i Emilia og Varese, og hvis det mønster gentager sig, som det også gjorde, da han efter sidste års Tour med betydeligt mindre hvile vandt Liege, vil han formentlig være en af de fysisk stærkeste på søndag. Er det nok, når han ikke vinder en spurt i et større felt? Det kræver, at løbet bliver knaldhårdt, men sker det, vil Roglic med sin kombination af power og spurtstyrke være en af de ryttere, der kan gøre det færdigt.

 

Det lignede ellers længe, at Matej Mohoric skulle være det førende slovenske bud. Han har nemlig været intet mindre end flyvende siden Touren, hvor han vandt to etaper, men spørgsmålet er, om han alligevel har forsøgt at strække formen for langt. Han var i hvert fald en skygge af sig selv ved EM, og når man betænker, at han siden Touren er blevet nr. 2 i San Sebastian og to ugelange etapeløb i Polen og Benelux, tilsiger al logik vel også, at han må være temmelig kvæstet. Det er også allerede tre uger siden, at vi senest så hans superform i Benelux, og mit bedste bud er, at EM-skuffelsen var et udtryk for et reelt formdyk. Muligheden for, at det bare var en dårlig dag, er dog også reel, og han blev trods alt stadig nr. 13 på de italienske landeveje. Med sine eminente tekniske evner er han også et af de allerbedste bud på en mand, der kan køre væk og gøre det færdigt på rundstrækningen, og helt langsom er han heller ikke. Spørgsmålet er bare, om løbet her ikke kommer et par uger for sent for manden, der har budt sig selv på efterårets mest udprægede vanvidskalender.

 

Men så tager vi da bare en slovener mere. På mange måder kan Tadej Pogacar puttes i samme kasse som Roglic, for de to monstre er så ens, at deres chancer burde være næsten identiske. Der er dog den forskel, at Roglic har en god sandsynlighed for at være i skræmmende form, mens Pogacar helt åbenlyst er et stykke fra sit bedste niveau. Hans form forbedrer sig dog uhyggeligt hurtigt lige nu, som vi så på den store forskel på hans EM- og VM-enkeltstart, og efter sidste søndags løb synes der ikke længere at være alenlangt til topformen. Ligesom Roglic må Pogacar sande, at dette løb bestemt ikke er ideelt for ham, men det er heller ikke en rute, hvor han kan afskrives. Dertil er han for hurtig og for eksplosiv og hans motor for stor, og han drager tillige fordel af, at slovenerne har et helt kortspil med trumfer, hvis løbet udvikler sig til en hård og selektiv affære. Med sejren i Liege har han også vist, at en pause ikke længere gør ham så rusten, at han ikke kan præstere på dag ét, og derfor skal man altid regne et af sportens største fænomener inde i billedet.

 

En anden rytter, der bare synes at blive bedre løb for løb, er Marc Hirschi. Det har ellers været en sej fødsel for det schweiziske talent, men nu synes han langsomt at være ved at være der. Allerede i Benelux så det bedre ud, inden hans EM var pænt. Det store gennembrud kom dog på kongeetapen i Luxembourg, hvor han i et flot felt var den klart stærkeste. Det er klart, at Hirschi stadig ikke er på det vilde 2020-niveau, men han er nu så god, at han skal tages seriøst. Heller ikke for ham er ruten ideel, men vi ved, hvor teknisk fremragende han er. Derfor er denne kringlede og eksplosive rundstrækning ikke nødvendigvis helt dum, hvis det lykkes at undgå en spurt. Desværre er jeg lidt bange for, om han kan gøre det færdigt i en sæson, hvor hans spurter generelt har været en skygge af sig selv. Det er trods alt ikke hver dag, man kan forvente at se Hirschi blive overspurtet af Bauke Mollema og blive udfordret af Nairo Quintana, som det senest skete i en spurt på 1. etape i Luxembourg.

 

Sammen med Colbrelli er Matteo Trentin rangeret som italiensk kaptajn, og alene det forhold fortæller, at han skal tages seriøst. Han bakkes nemlig om af et af de allerbedste mandskaber, og han synes at have timet sin form fremragende. Som hjælper for Colbrelli kørte han et overbevisende EM på en rute, der var en anelse svær for ham, og i søndags fik han endelig sin første sejr, da han kørte alene hjem i et ganske vist ikke alt for stærkt besat Trofeo Matteotti. Trentin har generelt kørt på et højt niveau i år, hvor han trods resultaterne også lignede en af de allerstærkeste i klassikerne, og det er ikke et løb, der passer ham ringe. Det er klart, at det er Nizzolo og Colbrelli, der er holdets sprintere, og han skal derfor vinde løbet i den hårde variant, men her har han også en god chance for at køre finale. Når han alligevel står lavt på denne liste, skyldes det en spurt, der nærmest er forsvundet. I år har han med en åbenlys mangel på fart sparket ganske mange straffespark ud over sidelinjen, og senest blev han bare nr. 4 i Memorial Marco Pantani en spurt, hvor han burde have stået meget stærkt. Derfor frygter jeg, at det ender som i 2019, hvis Trentin atter skulle få chancen for at spurte til en VM-titel.

 

Det andet britiske kort er Ethan Hayter, og ender det i en spurt, er der god chance for, at de kører for ham og ikke Pidcock. Det vil dog nok være en dum løsning, for selvom Hayter har vundet urimeligt mange cykelløb i år, står det også klart, at der er hurtigere folk end ham. Det blev senest tydeligt på sidste etape i England, og selvom han er stærkere i en stigende spurt, bliver det ikke ham, der vinder en spurt i en større gruppe. Hans vej til sejr må gå gennem et hårdt løb, men her synes det heller ikke helt umuligt. Hans sæson har været fremragende, og han har været særligt imponerende i de seneste uger i først Norge og siden Storbritannien. Til gengæld er han også helt uprøvet i så langt et løb som dette, og han har derfor meget at bevise, ligesom de seneste løb også har vist, at der er folk, der er stærkere end ham. Rundstrækningen burde dog passe godt til en hurtig og eksplosiv type som ham, og har han motoren til 270 km, og slipper han for at spurte mod de allerhurtigste, vil han kunne blive verdensmester i første forsøg.

 

Den franske plan A er Alaphilippe, men man skal bestemt ikke afskrive plan B. Det er uklart, hvor meget frihed Benoit Cosnefroy får, men da den franske ambition er et blodbad, vil det være oplagt, at deres superpuncheur kan få lov at gå med i angrebene. Som han plejer, har han brugt Touren til at finde et niveau, han kun får med en grand tour i benene, og han har været ganske skræmmende siden midten af august. Særligt hans sejr over Alaphilippe i Bretagne var beundringsværdig, men også hans overlegne kørsel i Jura og hans EM-bronze på en rute, der med længere stigninger ikke passede ham optimalt, var imponerende. Han havde et formdyk i Luxembourg, men fandt pludselig benene igen, og på sidste etape var det igen ham, der var stærkest på sidste stigning. Disse korte, eksplosive stigninger er gode for en mand, der skal regnes som en af de absolut bedste puncheurs, og han synes også at have fået en ny hurtighed, som vi så med 2. pladsen i massespurten i Luxembourg og sejren foran Alaphilippe i Bretagne. Det er dog også en rute, der er mere teknisk end svær, og spørgsmålet er, om bakkerne er vanskelige nok til, at en puncheur som ham kan drage tilstrækkeligt med fordel af sin spidskompetence.

 

I Luxembourg kæmpede han mod Joao Almeida, og man må vel også give portugiseren en chance. Det er bestemt ikke et løb, der passer ham ideelt, men Almeida er tilstrækkeligt alsidig til, at han ikke kan afskrives. Han har i hvert fald en solid motor og et godt punch, men det, der gør ham interessant, er hans spurt. I Polen og Luxembourg har han vist sig som en endnu bedre afslutter, end jeg troede, og det let stigende opløb passer ham slet ikke dårligt. Det er klart, at løbet skal flaske sig for, at en fyr som ham skal vinde, men formen er der, og han har evnerne til at gøre det færdigt. Det kræver et hårdt løb, og at de taktiske kort blandes rigtigt, men med den spurtstyrke han har vist i år, kan han slå et hav af ryttere på stregen i en lille gruppe.

 

Jeg er også nødt til at nævne Danny van Poppel. Ja, det vil være ret vanvittigt, hvis den hollandske sprinter bliver verdensmester, men hans form kan man ikke diskutere. I løbet af de 14 løbsdage, han har haft siden d. 17. august, er han kørt i top 8 elleve af gangene. Flere af resultaterne er kommet i mindre løb, men i det uhyre stærkt besatte Benelux Tour var han en af de stærkeste på brostensetapen, blev nr. 3 i to massespurter og vandt pointtrøjen. Fart havde han også i GP Marcel Kint, hvor han var uhyre tæt på at slå fartkongen Tim Merlier, og han har været toneangivende også i det hårdere løb på grusvejene i Antwerpen. Det er klart, at Holland er bygget op om Van der Poel, men ender det i en spurt, kan det ikke udelukkes, at de vil køre for Van Poppel, hvis han er frisk. På papiret er der folk, der er hurtigere end ham, men et tog med Van der Poel og Mike Teunissen kan gøre alverden til forskel i et stigende opløb, der passer ham som fod i hose. Min største frygt er hans evige offdays og den lange distance, men da hans opgave bliver at passe på sig selv, bør han med sin superform være klar, hvis Van der Poel giver ham chancen.

 

Chancen for en spurt gør også, at man er nødt til at nævne Arnaud Demare. Entusiasmen er så lille, at luppen skal frem for at finde den, for han har været alt andet end overbevisende på det sidste, men holdbarhed har han faktisk vist. Han så godt ud på stigningerne i Vueltaen, og han har altid været hurtig efter lange løb. Ellers vinder man ikke Milano-Sanremo eller bliver nr. 2 i Gent-Wevelgem. Udfordringen er, at han har spurtet svagt, men han har noget, andre sprintere ikke har, nemlig et fremragende tog. Sætter man Alaphilippe, Florian Senechal og Christophe Laporte foran ham, kan meget ske i et let stigende opløb, der burde passe ham. Med hans nuværende niveau kræver det formentlig et let løb, men med den hurtighed, han viste i 2020, vil det være dumt helt at afskrive en af sportens supersprintere.

 

Endelig er jeg nødt til at nævne Remco Evenepoel, men jeg vil blive uhyre overrasket, hvis han vinder. Det er blevet en gigantisk pressehistorie i Belgien, at Evenepoel ikke kan være loyal - endda så meget, at hans far har taget til genmæle - og derfor virker han enormt opsat på at vise, at han er klar til at tilsidesætte alle personlige ambitioner. Da holdets strategi samtidig er, at Van Aert for alt i verden ikke må isoleres i finalen, synes det også usandsynligt, at de bruger ”Evenepoel-går-i-angreb-og-sætter-sig-på-hjul”-kortet, som ellers kunne være en strategi. Landstræner Sven Vanthourenhout har dog været tilstrækkelig kryptisk i sine udmeldinger til, at man ikke kan udelukke en mere kreativ brug af Evenepoel, og derudover kan man jo aldrig vide, om et styrt eller en punktering eliminerer plan A. I det tilfælde er Evenepoel en hæderlig plan B, selvom den tekniske og ret lette rundstrækning passer ham temmelig dårligt. Det sagde man bare også om afslutningerne i Druivenkoers Overijse og Brussels Cycling Classic, og dem vandt han som bekendt. Får han friheden, er han kandidat - særligt hvis han får alibi til at sidde på hjul - men mit bedste bud er, at Evenepoel i stedet vil gøre alt for at bevise over for hele verden, at loyalitet også er et ord, der indgår i hans ordbog.

 

OPDATERING: De seneste dages pressemøder har bekræftet et par af antagelserne ovenfor. Wout van Aert har bekræftet, at han og Belgien vil gribe løbet defensivt an, at han ikke er bange for en spurt, og at det vigtigste i den belgiske plan er, at han ikke bliver isoleret. Mathieu van der Poel har bekræftet, at hans ikke helt optimale form vil tvinge ham til at køre mere konservativt og afventende, end han har for vane. Hos Italien er det blevet bekræftet, at Sonny Colbrelli er plan A, men at Giacomo Nizzolo også er beskyttet som den tredje kaptajn sammen med Colbrelli og Trentin. Hos Danmark vil landstræner Anders Lund ikke afsløre, hvem der skal spurte, men Mads Pedersen har fortalte Cyclingnews, at han er den beskyttede sprinter. Det betyder ikke, at Magnus Cort ikke kan komme i spil til en spurt, hvis Pedersen, hvis form er lidt usikker, bliver sat af undervejs, men da en spurt er mit hovedscenarium har det ført til, at jeg har rearrangeret favoritrækkefølgen en smule.

 

***** Wout van Aert

**** Mathieu van der Poel, Sonny Colbrelli

*** Giacomo Nizzolo, Tom Pidcock, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Alexander Kristoff

** Magnus Cort, Peter Sagan, Michael Matthews, Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Primoz Roglic, Matej Mohoric, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Matteo Trentin, Ethan Hayter, Benoit Cosnefroy, Joao Almeida, Danny van Poppel, Arnaud Demare, Remco Evenepoel

* Michael Valgren, Michal Kwiatkowski, Luka Mezgec, Pascal Ackermann, Christophe Laporte, John Degenkolb, Jasper Stuyven, Davide Ballerini, Mikkel Honoré, Florian Senechal, Anthony Turgis, Nils Politt, Fred Wright, Mike Teunissen, Stefan Küng, Ivan Garcia Cortina, Quinn Simmons, Sergio Higuita, Marco Haller, Alex Aranburu, Dylan van Baarle, Ryan Gibbons, Nikias Arndt, Maximilian Schachmann, Rasmus Tiller, Fernando Gaviria

 

SE OKTOBERLØBENE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Danskerne

Danmark har fem erklærede kaptajner i Magnus Cort, Mads Pedersen, Kasper Asgreen, Michael Valgren og Mikkel Honoré, hvoraf de tre første er omtalt ovenfor. Valgren er åbenlyst i fremragende form og formentlig en af de allerstærkeste, ligesom han er en sand mesterskabsrytter, men efter at have nærstuderet ruten tror jeg desværre, at den er for let til, at en relativt spurtsvag rytter som ham har den helt store chance for at gøre det færdigt. Honoré er ligeledes flyvende, men også for ham skal det flaske sig, hvis han skal sejre i så stærkt besat et felt. De øvrige tre, Mads Würtz, Andreas Kron og Mikkel Bjerg, er udtaget i entydige hjælperroller.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2020, Mads Pedersens sejr fra 2019, Alejandro Valverdes sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017, 2016 og 2015, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2014, Rui Costas sejr fra 2013, Philippe Gilberts sejr fra 2012, Mark Cavendishs sejr fra 2011, Thor Hushovds sejr fra 2010, Cadel Evans’ sejr fra 2009, Alessandro Ballans sejr fra 2008, Paolo Bettinis sejre fra 2007 og 2006 og Tom Boonens sejr fra 2005.

 

Holdoversigt

Jeg runder optakten af med at give en oversigt over kandidaterne hos de enkelte nationer. Jeg udelader små nationer uden professionelle ryttere eller med kun tungere folk.

 

Australien: De erklærede kaptajner er Matthews og Ewan. Hurtige Robert Stannard og Nick Schultz kunne gøre det pænt, hvis de havner i den rette gruppe, men ingen af dem er flyvende nu.

 

Østrig: Marco Haller bliver bare stærkere og stærkere og vil kunne spurte sig til et godt resultat, men selvom han også kan være med i et hårdere løb, må han kun regnes som outsider. Michael Gogl får svært ved at gøre det færdigt.

 

Belgien: Alt handler om Van Aert, men ovenfor har jeg åbnet en lille dør på klem for Evenepoel. Skulle uheld eliminere plan A, synes formstærke og halvhurtige Jasper Stuyven at være udpeget som næste mand i rækker til at tage over.

 

Canada: Holdet skal vel satse på en top 20 i en spurt med Guillaume Boivin eller Hugo Houle.

 

Colombia: Fernando Gaviria har vist en uventet holdbarhed i år, men det er stadig svært at se ham spurte efter så langt og hårdt et løb, ligesom han har manglet masser af fart i år. Løbet bør blive for hårdt for Alvaro Hodeg, selvom han overraskede i 2019, og Sebastian Molano synes ikke i form. Sergio Higuita er velkørende, men ikke skabt til dette løb, selvom han er hurtig, og Rigoberto Uran oser ikke af form.

 

Tjekkiet: Rundstrækningen passer glimrende til teknisk dygtige Zdenek Stybar, men selvom han så bedre ud i Primus Classic, er der intet, der tyder på, at han har genfundet de ben, han ellers havde inden hjerteproblemerne i foråret. Petr Vakoc kan også begå sig, men ikke vinde.

 

Danmark: Danskerne er omtalt i en separat sektion ovenfor.

 

Estland: Martin Laas er hurtig, men løbet er for hårdt.

 

Frankrig: Alaphilippe er den erklærede plan A, men jeg har også omtalt Demare og Cosnefroy ovenfor. Falder Demare fra, kan formstærke Christophe Laporte spurte, men han bør ikke kunne vinde en spurt i dette felt. Man kan håbe, at der også bliver lidt frihed til hurtige folk som Florian Senechal og Anthony Turgis, der passer godt til ruten, men meget taler for, at de vil være hjælpere, ligesom det også må gælde for Valentin Madouas, for hvem ruten ikke er ideel.

 

Tyskland: Den erklærede kaptajn er Nils Politt, men selvom han efter sejren i Tyskland synes flyvende, skal det flaske sig meget, hvis han skal vinde. Ruten er ikke helt dum for Maximilian Schachmann, men hans plads er angiveligt usikker efter hans formkrise under Vueltaen. Jeg vil bestemt ikke udelukke, at en velklatrende og formstærk Pascal Ackermann kan sidde med hjem til en spurt, men hans spurtstyrke har i år ikke været overbevisende nok til et hårdere opløb som dette. Det passer bedre til John Degenkolb, men han mangler farten til at vinde. Får han friheden, kunne Nikias Arndt være en joker i en løjtnantgruppe, men han er formentlig ren hjælper, og løbet passer ikke ideelt til ellers formstærke Georg Zimmermann.

 

Italien: Som nævnt er Colbrelli og Trentin de erklærede kaptajner, mens Nizzolo holdes inde i billedet til en beskyttet rolle. Det kunne være et godt løb for Davide Ballerini, der vil kunne gøre det færdigt fra en lille gruppe eller i en spurt, men det tyder på, at han er ren hjælper. Det synes også at gælde for en ikke alt for formstærk Diego Ulissi og Gianni Moscon , der begge var hæderlige, men ikke prangende i sidste uge.

 

Kazakhstan: Uden Alexey Lutsenko har holdet ikke mange chancer.

 

Letland: Toms Skujins og Krists Neilands kan køre offensivt, men ikke vinde. Løbet er for hårdt for Emils Liepins.

 

Luxembourg: Alex Kirsch så godt ud i Luxembourg, men hverken han eller Kevin Geniets kan vinde.

 

Holland: Den erklærede plan A er Van der Poel, men usikkerheden om rygskaden gør, at taktikken er en anelse mere åben. Van Poppel er omtalt ovenfor, mens de naturlige alternativer til Van der Poel i et hårdt løb er Dylan Van Baarle og Mike Teunissen, hvoraf sidstnævnte måske også kan ende med at skulle spurte. Van Baarle er dog på vej tilbage efter sin skade fra Vueltaen, og Teunissen har ikke virket flyvende eller alt for spurtstærk på det sidste.

 

New Zealand: Jack Bauer har været flyvende på det sidste, men verdensmester bliver han ikke.

 

Norge: Kristoff må være den klare plan A. Rasmus Tiller passer udmærket til ruten og et hårdt løb, men han er trods alt en usandsynlig vinder, som det også gælder for Sven Erik Bystrøm. Hverken Markus Hoelgaard eller Odd Christian Eiking synes formstærke eller passer til ruten.

 

Polen: Det er alle mand for Michal Kwiatkowski. Han har dog ikke rigtigt fundet formen siden klassikerne, og selvom han så betydeligt bedre ud i Denain, vil det overraske mig, hvis niveauet rækker til en VM-titel på en rute, der ikke passer ham ideelt. Det er usandsynligt, at Stanislaw Aniolkowski sidder med hjem til en spurt.

 

Portugal: Almeida ligner bedste bud. Formstærke Rui Oliveira kan måske køre en spurt, men ikke være med i front.

 

Rumænien: Eduard Grosu har ikke formen til at deltage i en spurt.

 

Rusland: Dmitry Strakhov har kørt flot i år, men er en usandsynlig vinder.

 

Slovakiet: Same procedure as every year: alle mand for Sagan.

 

Slovenien: Holdet er bygget op om Mohoric, Pogacar og Roglic. Det er muligt, at de sparer formstærke Luka Mezgec til en spurt, men han er en usandsynlig vinder, og Jan Tratnik har næppe formen til at være andet end hjælper

 

Sydafrika: Reinardt van Rensburg kan måske hænge på til en spurt, og det burde være muligt for formstærke Ryan Gibbons, men de vinder ikke.

 

Spanien: Ivan Garcia Cortina viste endelig livstegn i Frankfurt, men han har næppe formen til andet end at deltage i en spurt, han ikke vinder. Alex Aranburu og Gonzalo Serrano er hurtige og kan deltage i et hårdt løb, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde, særligt fordi Aranburu meldte om dårlige ben i weekenden, og Serrano ikke viste storform i England og Frankfurt.

 

Sverige: Lukas Eriksson har kørt flot i år, men dette er ikke hans rute.

 

Schweiz: Hirschi er kaptajn, men Stefan Küng får utvivlsomt også plads til at angribe, som vi så med VM-bronzen i 2019. Som spurtsvag skal han dog være heldig og dygtig for at vinde. Stefan Bissegger synes ikke at have holdbarheden lige nu.

 

Storbritannien: Pidcock er plan A, men usikkerheden om formen giver et åbent hierarki, hvor særligt Hayter også er et godt byd. Fred Wright er uhyre imponerende i øjeblikket, men trods alt næppe en vinder, og det samme gælder for en ellers velkørende Connor Swift. I en spurt vil holdet formentlig køre for Hayter eller Pidcock og ikke Jake Stewart eller Ben Swift, og ikke formstærk Mark Cavendish er alene med som hjælper.

 

USA: Quinn Simmons så ud til at komme stærkt ud af Vueltaen, men nogen oplagt vinder er han ikke på en distance, der er ny for ham, selvom ruten passer ham fint. Neilson Powless er flyvende lige nu, men passer slet ikke til ruten, og det samme gælder for en ikke specielt formstærk Brandon McNulty. Matteo Jorgensen er i bedring, men stadig langt fra sit martsniveau.

 

SE OKTOBERLØBENE PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Wout van Aert
Mathieu van der Poel, Sonny Colbrelli
Giacomo Nizzolo, Tom Pidcock, Caleb Ewan, Mads Pedersen, Alexander Kristoff
Magnus Cort, Peter Sagan, Michael Matthews, Kasper Asgreen, Julian Alaphilippe, Primoz Roglic, Matej Mohoric, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Matteo Trentin, Ethan Hayter, Benoit Cosnefroy, Joao Almeida, Danny van Poppel, Arnaud Demare, Remco Evenepoel
Michael Valgren, Michal Kwiatkowski, Luka Mezgec, Pascal Ackermann, Christophe Laporte, John Degenkolb, Jasper Stuyven, Davide Ballerini, Mikkel Honoré, Florian Senechal, Anthony Turgis, Nils Politt, Fred Wright, Mike Teunissen, Stefan Küng, Ivan Garcia Cortina, Quinn Simmons, Sergio Higuita, Marco Haller, Alex Aranburu, Dylan van Baarle, Ryan Gibbons, Nikias Arndt, Maximilian Schachmann, Rasmus Tiller, Fernando Gaviria

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Saudi Tour(2.1) 19/10-23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger