Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: VM – U23-linjeløb

Optakt: VM – U23-linjeløb

24. september 2021 15:35Foto: Jumbo Visma

Nok viser historien klart, at et U23-verdensmesterskab langt fra er garanti for en stor karriere, men historien viser lige så klart, at en status som verdens bedste unge rytter er ensbetydende med en professionel kontrakt. Derfor er der ufatteligt meget på spil for sportens største talenter, når de fredag eftermiddag kaster sig ud i årets suverænt vigtigste løb, hvor Samuele Battistellas efterfølger skal findes i det, der traditionelt har været sportens allerstørste udstillingsvindue.

Annonce

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

 

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet, selvom der var blevet afviklet amatør-VM siden 1921, hvor København lagde asfalt til de første mesterskaber. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

 

Mens juniorerne har kørt VM i linjeløb helt siden 1975, er U23-klassen en relativt ny opfindelse. Den blev nemlig først indført i 1996 som erstatning for amatørernes løb, og siden dengang har løbet været det helt store udstillingsvindue og i mange år også det eneste tv-dækkede løb for de største talenter. Som det gælder for enkeltstarten, viser historien dog også, at et U23-verdensmesterskab langt fra er nogen garanti for en stor karriere, og faktisk er Ivan Basso, Arnaud Demare og Michael Matthews de eneste tidligere vindere, som også er blevet til en af sportens helt store navne. Folk som Matej Mohoric, Alexey Lutsenko, Marc Hirschi, Benoit Cosnefroy, Samuele Battistella og Kristoffer Halvorsen er alle stadig på vej frem, og Peter Velits, Gerald Ciolek, Kanstantsin Siutsou, Sergey Lagutin, Francesco Chicchi, Yaroslav Popovych, Evgeni Petrov, Kurt Asle Arvesen og den første vinder, Giuliano Figueras, fik alle pæne karriere, men listen tæller også navne som Leonardo Giordani, Dmitri Grabovskiy, Fabio Duarte, Romain Sicard, Sven Erik Bystrøm og Kevin Ledanois, der aldrig for alvor fik eller har indfriet de forventninger, deres store resultat gav løfter om.

 

Det kan den seneste vinder heldigvis stadig drømme om at nå, selvom han har været relativt anonym i begyndelsen af sin professionelle karriere. Grundet coronakrisen skal vi tilbage til 2019 for at finde det seneste mesterskab, og det var historiens mest kontroversielle af slagsen. Efter at løbet var blevet splittet i sidevinden på den hårde rute i Yorkshire, lykkedes det på den afsluttende rundstrækning for en gruppe at køre væk, men på de sidste meter fik yderligere tre mand kontakt, herunder Nils Eekhoff. Hollænderen havde endda kræfterne til at krydse stregen først foran Samuele Battistella, Stefan Bissegger og Tom Pidcock, men glæden blev en kort fornøjelse. Ulovlig hjælp fra en følgebil efter et styrt tidligt i løbet betød nemlig, at den grådkvalte hollænder blev diskvalificeret, og i stedet blev det guld til Battistella, sølv til Bissegger og bronze til Pidcock. Battistella og Bissegger er nu for gamle dage til at deltage, og da Pidcock deltager hos eliten, er der i år ingen gengangere fra sidste års podium.

 

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et par bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgaver er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

 

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste ti udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Imola, Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, Bergen og Yorkshire, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og Imola og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance.  VM i Innsbruck i 2018 var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

 

Faktisk har klatrerne været sjældent begunstiget i de senere år. De seneste to OL-løb er blevet afviklet på stærkt kuperede ruter, og de havde som sagt et decideret bjerg-VM i 2018. Sidste år gik de grundet coronavirus desværre glip af det knaldhårde løb i Schweiz, men nødløsningen i Imola var trods dets appel til ardennerryttere ikke uden for rækkevidde for løbet klatrere. Til gengæld skulle de også sørge for at slå til her, for de kommende VM-løb i Flandern (2021), australske Wollongong (2022), Glasgow (2023) og Zürich (2024) lægger ikke op til alt for vanskelige ruter. Først i 2025, hvor løbet for første gang skal afvikles i Afrika og Rwanda, er der måske en chance for, at bjergrytterne igen kan komme i spil.

 

De skal i hvert fald ikke regne med noget i år. Som sagt er den ryttertype, der oftest begunstiges til VM, brostenstyper og stærke sprintere - den slags ryttere, der trives i de flamske klassikere. Da det blev annonceret, at hele den flamske region skulle være fælles vært for VM i 2021, var det derfor ikke let at regne ud, at de tunge klassikertyper kunne se frem til endnu en chance i stil med dem, de havde i blandt andet Yorkshire, Bergen og Richmond. Til gengæld er Flandern også så varieret, at det i nogen tid var åbent, om løbet ville være mest for sprintere eller klassikerryttere.

 

Undervejs var der snak om, at løbet skulle finde sted i hjertet af De Flamske Ardenner med en passage af Flanderns vel nok mest berømte stigning, Muur van Geraardsbergen, men sådan blev det ikke. Faktisk må de cykelfans, der havde drømt om et Flandern Rundt-agtigt VM se sig efterladt skuffede tilbage, for da det kom frem, at målet ville blive henlagt til Leuven, stod det klart, at det slet ikke var Flandern Rundt-terrænet, der ville blive besøgt. I stedet afvikles løbet nu længere mod øst i området omkring Bruxelles, der i en vis forstand udgør en bro mellem Ardennerne, som vi kender fra de kuperede klassikere, og De Flamske Ardenner, som vi kender fra brostensklassikerne.

 

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at den klassiker, der udgør forårets bro mellem brostenene og Ardennerne afvikles her. År efter år er vi i Brabantse Pijl vidne til et overgangsløb, der har stigninger nok til, at ardennerrytterne kan være med, men også så ”let” terræn, at brostensrytterne kan bruge deres form en sidste gang, og det er præcis her, at årets VM skal afvikles. Faktisk bruges dele af de stigninger, vi kender fra netop den belgiske midtugeklassiker, herunder den asfalterede og ikoniske S-formede stigning i Overijse og brostensstigningen Moskesstraat, der siden sidste år har fundet sin plads i Brabantse Pijl. Med andre ord taler meget for, at årets VM vil være en forlænget, men terrænmæssige måske en anelse lettere udgave af den belgiske klassiker, og det er som sagt et løb, der appellerer både til lidt tungere og lidt lettere typer.

 

Som sagt ovenfor har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Sidste år vendte man tilbage til det rene rundstrækningsformat, men i år prøver man noget helt nyt. Denne gang er der nemlig ikke én, men hele to rundstrækninger, som begge endda besøges flere gange på forskellige tidspunkter i et løb, hvor man kører frem og tilbage mellem de to runder. Det er en naturlig konsekvens af, at det denne gang er en region og ikke en by, der er vært, og derfor forsøger løbet at dække et større geografisk område, samtidig med at man fastholder rundstrækningsformatet.

 

Modsat eliten skal U23-rytterne køre en distance, der er til den korte side. Normalt kører de mere end 170 km, men denne gang skal der tilbagelægges bare 161,1 km. Løbet er bygget op efter præcis samme opskrift som eliteløbet, dvs. med en indledende rejse fra Antwerpen til målbyen Leuven og derefter omgange på de to rundstrækninger.

 

De 161,1 km indledes ligesom Flandern Rundt i Antwerpen og har mål i Leuven. Starten er den samme som i det flamske monument, idet den store havneby ligger i en helt flad del af Flandern. Derfor er der ikke skyggen af terrænmæssige udfordringer, når man indledningsvist kører mod syd ned til Mechelen, der nås efter 19,4 flade kilometer. Her drejer man mod sydøst for at køre igennem fladlandet frem til Tremelo, der nås efter 43,4 km, hvorefter man atter drejer mod syd for at køre fladt ned mod Leuven.

 

Løbet ændrer karakter efter 58,9 km, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning, hvorefter man kører de sidste 7,1 km af denne. Det betyder, at man skal over dagens to sidste stigninger Wijnpers (360 m, 7,9%, max. 9%) og Sint-Antoniousberg (230 m, 5,5%, max. 11%) efter hhv. 59,9 og 63,9 km, inden man efter 65,6 km krydser stregen for første gang. Herefter kører man den første del af rundstrækningen, hvilket betyder, at man passerer Keizersberg (290 m, 6,6%, max. 9%), Decouxlaan (975 m, 2,5%, max. 6%) og atter Wijnpers (360 m, 7,9%, max. 9%) efter hhv. 70,6 km, 73,9 km og 75,4 km, men i stedet for at køre indtil stregen drejer man mod sydvest for at køre igennem fladt terræn ned til løbets anden og sværeste rundstrækning.

 

Den er i alt 21,0 km lang, og her kører man nu en hel omgang. Det betyder, at man skal over Smeysberg (700 m, 8,8%, max. 16%), der midtvejs stiger med 9,0% over 200 m, efter 91,5 km og derefter løbets sværeste stigning, den brostensbelagte Moskesstraat (550 m, 8,0%, max. 16%), der slutter med 300 m med 10-12%, efter 94,5 km. Herfra går det ad en lige vej mod vest frem til Overijse, hvor man efter 100,0 km skal over Taymansstraat (738, 5,5%, max. 18,3% m, 4,9%), der er en forlænget udgave af den berømte S-kurve i byen, og som er en jævn stigning. Nu går det ad en lige vej mod nord frem til den brostensbelagte Bekestraat (439 m, 7,7%, max. 15%), der er en jævn stigning med top efter 103,2 km, inden man forsætter mod nord frem til Duisburg, hvor man vender rundt for at køre mod syd ned til Veweidestraat (484 m, 5,2%, max. 12%), der kun er lidt stejl over den første halvdel, hvor den har 200 m med 5,0% og passeres efter 108,1 km. Nu går det mod sydøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvorefter Smeysberg (700 m, 8,8%, max. 16%) atter passeres efter 112,5 km.

 

I stedet for at køre videre på rundstrækningen og ned til endnu en passage af Moskesstraat, vender man rundt for at køre mod nord og senere ad samme vej som tidligere mod nordøst tilbage til Leuven og finalerundstrækningen, hvor man kører den del af omgangen, man skippede tidligere. Det betyder, at man atter skal over Sint-Antoniousberg (230 m, 5,5%, max. 11%) efter 124,5 km, inden stregen krydses for anden gang efter 130,0 km.

 

Løbet afsluttes nu med to fulde omgange på den 15,6 km lange finalerundstrækning. Den er en uhyre kringlet sag med et hav af sving og retningsskift og består i alt væsentligt af en tur rundt om Leuvens centrum på en snoet tur, der byder på fire stigninger. Efter en byge af sving er den første af disse Keizersberg, der er en jævn stigning med top 10,5 km fra stregen, efter endnu et par sving gælder det Decouxlaan, der ligeledes er en jævn stigning med top 7,2 km fra stregen. Derfra venter yderligere et par sving, inden det er tid til Wijnpers, der ligeledes er en jævn stigning med top med 5,7 km igen.  

 

På toppen af denne er der hurtigt både et skarpt sving og en U-vending, hvorefter det går ad den brede ringvej ad en nedkørsel ned til et skarpt venstresving med 3,2 km igen. Herefter falder det kortvarigt og bliver fladt, inden man med 2,5 km igen drejer til højre for ad en let stigende vej at køre frem til en teknisk passage med sving med 2,1 km og 1,8 km igen. Det sidste leder direkte ind på Sint-Antioniusberg, hvor der er endnu et sving på toppen, hvorefter det falder let ned mod den røde flamme. I bunden er der med 800 m igen et skarp højresving, der leder tilbage på ringvejen, som følges frem mod mål, først via en 400 m lang bakke (2,2%, max. 5%) og siden 400 m, der kun stiger ganske, ganske let.

 

Løbet byder som sagt på i alt 1094 højdemeter mod 1529 i 2019 og 3094 i 2018.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Vejret er altid an nøglekomponent i ethvert flamsk cykelløb, og derfor har der også været megen snak om netop det i månederne op til løbet. Hvis nogen havde drømt om rigtigt møgvejr, bliver de imidlertid skuffede, for der venter en flot fredag. Ganske vist vil det hovedsageligt være skyet, men det burde holde tørt med en temperatur på 21 grader og en let til jævn vind (18 km/t) fra sydvest. Det giver mod- og sidemodvind på det første stykke, og når man kører fra finalerundstrækningen ned til den svære rundstrækning og sidemedvind på tilbageturen mellem de to rundstrækninger. På rundstrækningerne kommer vinden selvsagt fra alle retninger. På den kringlede finalerundstrækning vil der hovedsageligt være medvind frem til bunden af Deceouxlaan og derefter modvind ned til svinget med 3,2 km igen, hvorefter der vil være først sidemedvind, siden sidemodvind og slutteligt medvind over de sidste 800 m.

 

Favoritterne

Da ruten i alt væsentligt er en forkortet udgave af elitens rute, hvor der blot køres færre omgange på de forskellige rundstrækninger, indleder jeg optakten med at gengive mine overordnede betragtninger fra optakten til elitens løb.

 

Vurdering af ruten (gengivet fra optakten til eliteløbet, hvorfor højdemeterangivelser også gælder for eliteløbene)

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

 

I år har der været særlig grund til at diskutere ruten. Flamske cykelløb er nemlig pr. definition uhyre svære at læse. Nej, ikke den endeløse serie af løb, der finder sted i de store dele af regionen, hvor bakker er lige så sjældne som en ædru belgier i finalen af et hjemligt verdensmesterskab, for her er det altid bare et spørgsmål om sidevind eller massespurt. Det er løbene i den relativt begrænsede del af Flandern, hvor der er lidt højdemeter at finde, at man kan blive pokkers meget i tvivl om, hvor hårdt det egentlig er.

 

Man skal da heller ikke kigge meget rundt i den flamske cykelkalender for at forstå, at der er lidt for flere forskellige ryttertyper. Der er et hav af løb for de rene sprintere, men der er også løb som Gent-Wevelgem, der mest af alt appellerer til hårdføre sprintertyper. Anderledes er det med Flandern Rundt, E3 og Omloop Het Nieuwsblad, der er meget selektive og for de sande brostensspecialister, og endelig er der Brabantse Pijl, der som bro mellem ardenner- og brostensklassikerne er indenfor rækkevidde både for de mest eksplosive ardennertyper og for brostensryttere. Til gengæld er terrænet typisk for let for de sande ardennerspecialister og naturligvis også for klatrerne.

 

Én ting, man i hvert fald ikke skal lede efter, er højdemeter. Dem er der nemlig ikke mange af, uanset om ruten er selektiv eller ej. Således har dette løb, der er næsten 270 km langt, bare 2250 af slagsen, og det gør det til det tredjefladeste VM i de seneste ti udgaver. Kun på pandekageruten i Qatar havde man markantfærre højdemeter, og selv i Bergen og Yorkshire, der appellerede til samme ryttertyper, havde man mere end 3500 højdemeter. Går man helt tilbage til 2011, var der i København endda 1920 højdemeter og dermed næsten lige så mange i et løb, der endte i en forudsigelig massespurt. Mest sammenlignelige med dette VM er løbet i Richmond, hvor der var ca. 2000 højdemeter i et løb, hvor det lykkedes Peter Sagan med et angreb på sidste stigning at køre sig til solosejr, inden et felt spurtede om andenpladsen i den stigende finale med Michael Matthews som hurtigste mand foran Ramunas Navardauskas. I Flandern Rundt er der over en lidt kortere distance typisk 2000-2200 højdemeter, og det løb er som bekendt rigeligt selektivt.

 

Det er altså ikke klatreomfanget, der består rutens sværhedsgrad. Det er derimod dens præcise design, der bestemmer, hvem løbet til appellerer til, og her er det nærliggende at drage paralleller til løb, vi kender. Da løbet afvikles i præcis samme område som Brabantse Pijl og endda bruger en del af de samme stigninger, er det mest nærliggende at sammenligne løbet med midtugeklassikeren, der som bekendt bygger bro mellem Ardennerne og brostenene.

 

Heller ikke den sammenligning er dog alt for velvalgt. Det er nemlig den svære af de to rundstrækninger, der afvikles i Brabantse Pijl-terræn, hvor to af klassikerens stigninger indgår, nemlig den stejle brostensstigning Moskesstraat, der er VM-løbets klart sværeste udfordring, og S-kurven i Overijse, der er betydeligt mere moderat. Den rundstrækning skal imidlertid kun tilbagelægges to gange, nemlig meget tidligt i løbet og mod slutningen, hvor anden og sidste passage af Moskesstraat dog kommer med hele 66,6 km igen. Brabantse Pijls hårdere stigninger spiller altså en begrænset rolle i det overordnede design, ikke mindst fordi der venter et længere fladt og teknisk ukompliceret stykke, når man skal tilbage til Leuven.

 

Nej, i stedet er det finalerundstrækningen, der er løbets hjerte, og den er altså betydeligt lettere end rundstrækningen med Moskesstraat. Ganske vist er der fire bakker, men de er alle uhyre korte og kan klares med en kort spurt fra bund til top. I stedet er det rundstrækningens tekniske karakter, der gør den udfordrende. Den første halvdel er en nærmest endeløs serie af sving, og det gør det til et løb, hvor positionering bliver uhyre afgørende. I den forstand er det som et Amstel Gold Race, hvor det sagtens kan betale sig at bruge kræfterne på at sidde langt fremme, ganske enkelt fordi det koster for meget at sidde i halen og skulle accelerere tilbage til feltet, når det trækkes ud efter svingene. I den fase bliver det i hvert fald ikke let for et felt at jagte, men til gengæld er anden halvdel af rundstrækningen både fladere og mere enkel, og her vil et felt i højere grad have et overtag.

 

Jeg vil derfor være varsom med at kalde det en forlænget udgave af Brabantse Pijl, som mange har gjort grundet det geografiske sammenfald. Løbet her er klatremæssigt betydeligt lettere, og ser man bort fra stigningerne på den svære rundstrækning, er det snarere de gentagne accelerationer på den kringlede rute, der vil gøre det hårdt end selve bakkerne. Dem vil de fleste kunne overleve, og når løbet bliver hårdt, er det således den gradvise nedslidning mere end et spørgsmål om klatreevner eller punch. Ruten synes i hvert noget lettere, end jeg havde fornemmet, inden jeg fik gravet mig dybere ned i sagerne. En mere fair sammenligning er nok det mindre løb Druivenkoers Overijse, der også afvikles i samme område og både er endt i en spurt og med mere selektive finaler, men som er ubrugelig som reel reference, da feltet altid er betydeligt svagere.

 

Snarere ligner det en ny udgave af VM i Richmond. Også det løb var ganske fladt med kun nogle meget korte stigninger på en rundstrækning, der til gengæld var uhyre teknisk med en endeløs serie af sving. Dengang var bakkerne af samme længde, men de var stejlere, der var brosten undervejs, og de lå tættere på målstregen, hvor opløbet også steg mere, end det gør her. Dengang lykkedes det som sagt for Sagan at gøre forskellen på den sidste brostensstigning, mens der blev spurtet om 2. pladsen med Matthews som hurtigste mand og med så forskellige folk som Ramunas NavardauskasAlexander Kristoff, Alejandro Valverde og Rui Costa i top 10 og med i alt 58 mand inden for ét minut af vindertiden. Jeg synes, at lighederne mellem de to ruter er slående, men med den forskel, at de allersidste kilometer så mere selektive ud i USA og selve spurten var i hvert fald betydeligt hårdere.

 

Favoritvurdering til U23-løbet

I ethvert flamsk løb er det dog ikke kun ruten, der er afgørende. Lige så vigtigt er vejret altid, men hvis nogen havde drømt om en gentagelse af det danskervejr, bliver de skuffede. Der venter en lun dag med tørvejr, og selvom det bliver mere blæsende end til eliteløbet, er det tvivlsomt, om det vil spille en rolle. Kun på en kortere strækning i løbets helt indledende fase og på den svære rundstrækning vil der være sidevind, og da vindstyrken er i underkanten af det krævede til at skabe splittelse, tvivler jeg på, at vi vil se vejret bidrage til vanskelighederne.

 

Det må så være op til rytterne, og i ethvert VM-løb er den sidste nøglekomponent naturligvis de enkelte nationers taktik. På en rute som denne er der legitime håb om en spurt, og derfor vil der være lande, der vil anlægge en kontrollerende strategi. Der er imidlertid også hold, for hvem missionen entydigt er at undgå en spurt, og som derfor må bruge det relativt begrænsede terræn til at gøre det hårdt.

 

Det er dog ikke helt indlysende, hvem der skal gøre det. De fleste hold har en relativt hurtig herre, der kan begå sig i denne let stigende finale, og der er ikke mange nationer, der med sikkerhed kan ventes at lægge det pres på den hårde rundstrækning, der for alvor kan gøre løbet, svært. Man kan sagtens argumentere for, at italienerne, franskmændene, tyskerne, spanierne, schweizerne, danskerne, colombianerne, amerikanerne og newzealænderne alle har mest interesse i at undgå en spurt, men til gengæld kunne meget tale for, at to af nøglenationerne, Belgien og Holland, gerne vil holde det relativt samlet.

 

Hierarkierne er dog mindre fastlåste, end de er i elitens løb, og begge nationer vil derfor formentlig gøre meget for at undgå at komme på bagkant. Der vil utvivlsomt komme en byge angreb på den svære rundstrækning, og skabes der en gruppe med deltagelse af de to Benelux-lande, vil der være en god chance for, at de kan komme langt. Problemet er, at risikoen for, at for mange vigtige lande vil mangle, er ganske stor, og der er derfor gode chancer for, at der vil blive organiseret en lagt bagfra.

 

Formentlig skal forskellene gøres på den svære rundstrækning. Den sidste rundstrækning har begrænset sværhedsgrad, og det kan blive svært at slå et hul. Til gengæld er den så uhyre teknisk, at det vil være meget kompliceret at jagte, hvis først hullet er slået. Den største udfordring kan være at slå hullerne på en rundstrækning, hvor bakkerne er korte og lette. Det lykkedes i U23-løbet i Richmond, hvor rundstrækningen som nævnt havde ligheder med denne, og det er derfor ikke umuligt, men hvis ikke det udbrud, der måtte køre på den svære del af ruten, holder hjem, vil jeg anse chancerne for en eller anden form for spurt som ganske god.

 

Jeg ser derfor umiddelbart tre scenarier. Der kan køre en stærk gruppe fra de svære bakker, og de kan holde hjem, hvis de vigtigste lande alle er repræsenteret. Den anden mulighed er, at vi får en spurt, og slutteligt er der en chance for, at det alligevel kan lade sig gøre at køre væk på den sidste rundstrækning. Mest tror jeg på en spurt, og mindst tror jeg på et succesrigt angreb i finalen.

 

Selve finalen er dog ikke helt enkel. Ganske vist er anden del af rundstrækningen betydeligt mindre teknisk kompliceret end indledningen, men det er stadig en teknisk passage omkring Sint-Antoniusberg, der med sikkerhed synes at give anledning til sene angreb, uanset om vi har et større felt eller ej. Efter toppen er der kun et sving, men kombinationen af både en sen passage af bakken samt den stigende sidste kilometer gør, at det vil være en fysisk krævende afslutning, også selvom det ender med en afgørelse i et større felt.

 

Med min tro på en spurt vælger jeg at pege på Olav Kooij. Egentlig anså jeg ham som en ren sprinter, men han har imponeret mig stort med sin holdbarhed. Det gjorde han allerede i Omloop i starten af året, og det er fortsat siden dengang. Mest imponeret var jeg over hans 7. plads i de hårde hollandske elitemesterskaber, hvor han på den hårde Vamberg-rundstrækning holdt sig i front hele dagen, inden han afleverede Timo Roosen til sejr. Senest så han ganske godt ud på Amstel-etapen i Benelux Tour, hvor han kørte spurten for Mike Teunissen, og det var en rundstrækning, der havde visse ligheder med denne, der nok er hårdere, men hvor niveauet er lavere. Han er utvivlsomt feltets hurtigste mand, når man betænker alle hans sejre i 2020, og i år er han endda blevet nr. 2 bag Fernando Gaviria i en spurt på WorldTouren. Den stigende finale er måske ikke helt ideel, men burde ikke være uovervindelig, og han har i Marijn van den Berg og Casper van Uden to fremragende lead-out men. I min tro på, at ruten er knap så hård, som man kunne have troet, bliver mit bud, at Holland får deres revanche efter skuffelsen med Eekhoff for to år siden.

 

Holland har dog også andre optioner. Bliver finalen for hård for Kooij, har de en anden robust sprinter i Marijn van den Berg, der måske endda er løbets næsthurtigste og viste fornem form ved at vinde feltets spurt på den hårde EM-rute og vandt to spurter i Tour de l’Avenir. Også Casper van Uden er hurtig, men han vil nok blive spillet ud i et hårdere løb. Her har holdet også tre robuste og stærke folk i Tim van Dijke, Mick van Dijke og Daan Hoole på et af løbets stærkeste hold, og blandt dem er særligt Mick van Dijke også en hurtig herre. I teorien kan alle seks hollændere vinde løbet, mens deres bedste option til et hårdt løb er nok sidstnævnte.

 

Belgien er også en formidabel med den nykårede europamester Thibau Nys som den værste trussel. Han viste sin holdbarhed og hurtighed med sejren ved EM, og hurtigheden så vi også med en 8. plads i en massespurt i det ekstremt stærkt besatte felt i Belgium Tour. Den relativt hårde spurt burde passe ham ganske perfekt, og han vil kunne vinde både i et hårdt løb og efter en spurt. Lige så godt et kort er Florian Vermeersch¸ der kommer med Vueltaen i benene og viste storform på enkeltstarten. Som klassikerspecialist passer han glimrende til denne rute, og som semisprinter kan han gøre det færdigt til sidst, særligt i en stigende finale. Også han kan vinde både i et hårdt løb og i en spurt, men chancen er nok størst i førstnævnte, hvor jeg til gengæld vil regne ham som en af de stærkeste på bakkerne. Holdet har også en mere klassisk sprinter i Arnaud de Lie, der senest viste sin fart med den samlede sejr i Tjekkiet for kort tid siden, men han kan måske finde finalen lidt for hårdt. Også Stan van Tricht har masser af fart og er et godt bud i et hårdt løb, men ruten er for let for klatrerne Lennert van Eetvelt og Fabio van den Bossche.

 

Det er sjældent, at Eritrea er blandt favoritterne, men det er de her. Biniam Ghirmay er i fremragende form, som han viste med sejren mod eliten i Besancon og den efterfølgende 2. plads i Doubs. Bedst chance har han nok i et hårdt løb, hvor han kan gøre det færdigt på stregen, men også i en spurt vil han være en af favoritterne. På flad vej havde det været svært, men i en stigende finale bør han stå med gode muligheder. Holdet har også den hurtige Natnael Tesfatsion, men de vil formentlig køre spurten for den mere formstærke Ghirmay, mens ellers stærke Henok Mulubrhan får svært ved at vinde.

 

Italien kommer med EM-sølvvinderen Filippo Baroncini, der også er en ganske hurtig herre, særligt i en finale som denne. Han er i storform efter 4. pladsen mod eliten i det hårde Coppa Sabatini, men spørgsmålet er, om ruten er en anelse for let, da der trods alt nok vil være hurtigere folk end ham. Holdet har også et par rigtige sprintere i Luca Coati og Luca Colnaghi, der begge har gjort det godt som stagiaires, men finalen kan være for hård for dem begge. Løbet bør være for let for klatrerne Marco Frigo og Filippo Zana.

 

Briterne stiller med Ethan Vernon, der med sin sejr i Tour de l’Avenir har vist, at han er en af feltets hurtigste. Han har dog ikke i sin relativt begrænsede karriere ikke vist den helt store holdbarhed, men det var opløftende at se ham sidde med feltet hjem på den ikke helt lette 2. etape i Tour of Britain. Om han også kan vinde en spurt i en finale, der er så hård som denne, har han dog til gode at bevise. Holdet har også en anden hurtig herre i Lewis Askey, men han har hverken samme fart eller holdbarhed.

 

Det franske hold kommer med Matis Louvel , der er i flyvende form i øjeblikket og samtidig har vist en helt ny hurtighed, senest med en top 10 mod topsprinterne i Fourmies. Han vinder næppe en stor spurt, men han ligner et godt bud i et hårdt løb. Det samme gør hurtige Alexis Renard¸ men han synes ikke at have samme form, som da han blev samlet nr. 3 mod de store navne i Vallonien. Til en spurt har holdet Paul Penhoet, der har vist, at han kan vinde spurter på dette niveau, samt Antoine Raugel, der spurtede godt i Tour de l’Avenir, men de vil være outsidere i en spurtafgørelse. Også Hugo Page er hurtig, men han vil næppe være den foretrukne sprinter.

 

Norge kommer med de to klatrere Tobias og Ander Johannessen, men de vil få svært ved at vinde på en rute, der er så flad som denne. Snarere skal holdet nok satse på de to sprintere Søren Wærenskjold og Tord Gudmestad, men for dem kan finalen til gengæld blive for hård. Wærenskjold viste til gengæld med sin spurtsejr i Tour de l’Avenir, at han kan slå hvem som helst på fart, men om det også lader sig gøre i denne finale, er mere tvivlsomt. Også Gudmestad har vundet UCI-spurter i år, men han kan også mangle den fornødne robusthed. Idar Andersen er stærk og heller ikke langsom, men han er en usandsynlig vinder.

 

Mange øjne vil selvfølgelig være rettet mod fænomenet Juan Ayuso, men ruten er nok for let. Vi så ved EM, at han ikke kunne gøre forskellen, og det bliver derfor endnu vanskeligere her, særligt fordi han ikke synes i topform. Han er også ganske hurtig, men vi så ved EM, at der i et lettere løb som dette er hurtigere folk end ham. Til en spurt har Spanien Marc Brustenga, men den kommende Trek-rytter er en usandsynlig vinder.

 

Danmark må i år leve med en outsiderrolle. Truppen tæller en stribe hurtige folk, men de er næppe hurtige nok til at vinde en spurt. Mathias Larsen melder om fremragende form og vandt UCI-løbet i Himmerland i en spurt foran nogle hurtige herrer og vil kunne gøre det færdigt i et hårdt løb. Både Sebastian Kolze Changizi og Marcus Sander Hansen hat i år vist, at de har farten til at begå sig i en spurt, men spørgsmålet er, om ikke finalen er en anelse for hård for dem begge. William Blume Levy viste som junior, at han kunne begå sig i spurter, også i hårde løb, og vandt blandt andet Flandern Rundt, men han har haft det en anelse svært i UCI-løbene i år. Endelig er løbet nok en anelse for let for Jacob Hindsgaul.

 

Tyskerne skal satse på DSM-rytteren Niklas Märkl i en spurt, men der vil være hurtigere folk end ham, selvom han har fået et helt år i eliterækkerne til at forbedre sin råstyrke. Også Tim Tom Teutenberg er hurtig, men han vil nok finde løbet for svært, mens det er svært at se de stærke Maurice Ballerstedt og Michel Hessmann gøre det færdigt.

 

Fra de øvrige nationer er der også en række kandidater. Både Jarrad Drizners, Tom Paquot og Tobias Bayer er hurtige og klatrestærke, men for at vinde skal vi have et hårdt løb, hvor vi kommer af med de bedre afsluttere, og Bayer synes efter sit Vuelta-styrt ikke i topform. Tjekkiet har en udmærket sprinter i Pavel Bittner, men han kan få det for hårdt, som det formentlig også vil gælde for Jensen Plowright hos australierne, Lukas Kubis hos slovakkerne og Luke Lamperti hos amerikanerne.  Løbet må regnes som værende for let for klatrestærke folk som Santiago Buitrago, Reuben Thomson, Kevin Vermaerke, Finn Fisher-Black og Sean Quinn . Erik Fetter er i form efter sejren i Limousin, men det er svært at se ham gøre det færdigt, og det samme gælder for Magnus Sheffield, Andrii Ponomar og Mauro Schmid. Endelig har Gleb Brussenskiy intet vist i spurterne i år, mens den ellers meget spændende Corbin Strong formentlig mangler erfaring i Europa, selvom han burde passe til løbet.

 

***** Olav Kooij

**** Marijn van den Berg, Thibau Nys

*** Biniam Ghirmay, Florian Vermeersch, Filippo Baroncini, Arnaud de Lie, Matis Louvel

** Ethan Vernon, Søren Wærenskjold, Stan van Tricht, Mick van Dijke, Juan Ayuso, Luca Colnaghi, Paul Penhoet, Luca Coati, Niklas Märkl, Tom Paquot, Tobias Bayer

* Jarrad Drizners, Corbin Strong, Idar Andersen, Erik Fetter, Marc Brustenga, Tord Gudmestad, Casper van Uden, Tim van Dijke, Daan Hoole, Mathias Larsen, Natnael Tesfatsion, Henok Mulubrhan, Filippo Zana, Lewis Askey, Alexis Renard, Antoine Raugel, Hugo Page, Tobias Johannessen, Anders Johannessen, Pavel Bittner, Jensen Plowright, Lukas Kubis, Luke Lamperti, Magnus Sheffield, Andrii Ponomar, Mauro Schmid, GlebnBrussenskiy, Santiago Buitrago, Finn Fisher-Black, Michele Gazzoli

 

Danskerne

Danmark stiller med Sebastian Kolze Changizi, Marcus Sander Hansen, Mathias Larsen, William Blume Levy og Jacob Hindsgaul, og de er alle omtalt ovenfor.

 

Optakt til elitens løb

Det var planen, at optakten til søndagens eliteløb skulle bringes i dag, men den vil desværre først blive bragt fredag aften.

Olav Kooij
Marijn van den Berg, Thibau Nys
Biniam Ghirmay, Florian Vermeersch, Filippo Baroncini, Arnaud de Lie, Matis Louvel
Ethan Vernon, Matis Louvel, Søren Wærenskjold, Stan van Tricht, Mick van Dijke, Juan Ayuso, Luca Colnaghi, Paul Penhoet, Luca Coati, Niklas Märkl, Tom Paquot, Tobias Bayer
Jarrad Drizners, Corbin Strong, Idar Andersen, Erik Fetter, Marc Brustenga, Tord Gudmestad, Casper van Uden, Tim van Dijke, Daan Hoole, Mathias Larsen, Natnael Tesfatsion, Henok Mulubrhan, Filippo Zana, Lewis Askey, Alexis Renard, Antoine Raugel, Hugo Page, Tobias Johannessen, Anders Johannessen, Pavel Bittner, Jensen Plowright, Lukas Kubis, Luke Lamperti, Magnus Sheffield, Andrii Ponomar, Mauro Schmid, GlebnBrussenskiy, Santiago Buitrago, Finn Fisher-Black, Michele Gazzoli

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Saudi Tour(2.1) 19/10-23/10

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger