Optakt: VM – U23-linjeløb

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet, selvom der var blevet afviklet amatør-VM siden 1921, hvor København lagde asfalt til de første mesterskaber. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Mens juniorerne har kørt VM i linjeløb helt siden 1975, er U23-klassen en relativt ny opfindelse. Den blev nemlig først indført i 1996 som erstatning for amatørernes løb, og siden dengang har løbet været det helt store udstillingsvindue og i mange år også det eneste tv-dækkede løb for de største talenter. Som det gælder for enkeltstarten, viser historien dog også, at et U23-verdensmesterskab langt fra er nogen garanti for en stor karriere, og faktisk er Ivan Basso, Arnaud Demare og Michael Matthews de eneste tidligere vindere, som også er blevet til en af sportens helt store navne. Folk som Matej Mohoric, Alexey Lutsenko, Marc Hirschi, Benoit Cosnefroy, Samuele Battistella, Filippo Baroncini, Sven Erik Bystrøm, Kevin Ledanois og Kristoffer Halvorsen er alle stadig relativt tidligt i deres karrierer, og Peter Velits, Gerald Ciolek, Kanstantsin Siutsou, Sergey Lagutin, Francesco Chicchi, Yaroslav Popovych, Evgeni Petrov, Kurt Asle Arvesen og den første vinder, Giuliano Figueras, fik alle pæne karriere, men listen tæller også navne som Leonardo Giordani, Dmitri Grabovskiy, Fabio Duarte og Romain Sicard, der aldrig for alvor fik indfriet de forventninger, deres store resultat gav løfter om.

Det kan den seneste vinder heldigvis stadig drømme om at nå, selvom hans første sæson som professionel har været plaget af skader. Sidste år kom Filippo Baroncini som en af de store favoritter efter en forudgående sølvmedalje ved EM, men han var oppe mod svære kår i et løb, hvor både de stærke hollændere og belgiere helst ville spurte. Da de fik styr på den meget aggressive Mauro Schmid, så det ud til, at de ville få det, som de ville, men med et stærkt angreb på sidste bakke lykkedes det Baroncini at snyde dem og køre alene hjem til sejr med to sekunder ned til et decimeret felt, hvis spurt blev vundet af Biniam Girmay foran Olav Kooij. Alle tre kunne de egentlig have stillet op igen, men Baroncini er ude med en skade, og Girmay er nu en stjerne, der kører hos eliten, og dermed bliver Kooij eneste genganger fra sidste års løb.

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et par bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgaver er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste elleve udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Imola, Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, Bergen, Yorkshire og Leuven, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og Imola og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance.  VM i Innsbruck i 2018 var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

Faktisk har klatrerne været sjældent begunstiget i de senere år. De seneste to OL-løb er blevet afviklet på stærkt kuperede ruter, og de havde som sagt et decideret bjerg-VM i 2018. I 2020 gik de grundet coronavirus desværre glip af det knaldhårde løb i Schweiz, men nødløsningen i Imola var trods dets appel til ardennerryttere ikke uden for rækkevidde for løbet klatrere. Til gengæld skulle de også sørge for at slå til her, for der er ikke udsigt til noget klatre-VM i de kommende. Det var i hvert fald ikke noget bjergløb i Flandern og heller ikke i år i Wollongong, og de kommende værtskaber i Glasgow og Zürich lægger heller ikke op til den slags. Til gengæld har Rwanda i 2025 potentiale til at designe en rute med mange højdemeter, selvom forventningen er, at også det løb vil være et mere klassisk VM med udgangspunkt i hovedstaden Kigali.

Når nu de ikke kan få et bjerg-VM, kan klatrerne dog ikke være helt utilfredse med årets rute. Da det blev annonceret, at Australien blev tildelt det andet VM i landets historie, var det en udbredt forventning, at der ville blive designet et sprintervenligt VM, der kunne gøre Caleb Ewan til en populær lokal verdensmester. Grundet coronapandemien og begrænsninger på UCIs muligheder for at rejse til Australien gik der usædvanligt længe, inden ruten blev præsenteret, og hvor den plejer at være kendt allerede i forbindelse med det foregående års VM, havde rytterne for længst langt deres sæsonplaner, da australierne i februar endelig åbenbarede deres planer. Her var der mange - ikke mindst Ewan - der fik sig en overraskelse, for der var ikke meget sprinter-VM over det arrangement, der blev lagt op til.

I stedet var det ardennerrytterne, der slikkede sig om munden. Efter at den lidt fladere rute i Leuven havde givet de holdbare sprintere drømme om at kunne sikre sig en VM-titel - en drøm, som den franske vanvidsoffensiv dog fik spoleret - er der mere Imola end Bergen, Yorkshire og Leuven over det, australierne har designet. En tidlig passage af et regulært bjerg og derefter flere passager af Mount Pleasant, der er en rigtig ardennerstigning, bringer det samlede antal højdemeter hos eliten op på 4100, hvilket er næsten dobbelt så mange som i Belgien sidste år. Man kan naturligvis ikke måle sig med de 5000, østrigerne i 2018 præsenterede i Alperne, men det er ikke væsentligt mindre end de 4600 højdemeter, der gav et rigtigt ardenneropgør i Imola, hvor Julian Alaphilippe tog sin første titel foran Wout van Aert og Marc Hirschi. Samtidig har arrangørerne tilsyneladende bestemt sig for, at tekniske evner skal belønnes. Det blev i den grad på enkeltstarten, og det bliver de igen i linjeløbet, hvor rundstrækningen er lige så teknisk som sidste års kringlede rundstrækning i Leuven.

Som sagt ovenfor har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Sidste år prøvede man noget nyt ved at bruge to forskellige rundstrækninger, men i år vender man næsten tilbage til den model, der er blevet benyttet næsten hvert år, siden australierne selv startede trenden for 12 år siden. Ganske vist er der faktisk også denne gang to forskellige rundstrækninger, men den første af disse skal modsat sidste år kun køres én gang. Forinden skal der også denne gang først køres en indledende strækning, mens hovedparten af løbet afvikles på hovedrundstrækningen i Wollongong.

Sådan er det dog ikke hos U23-rytterne. Formatet med en indledende strækning er sjældent blevet brugt hos de unge ryttere, der som regel alene har kørt på rundstrækningen. Sådan er det også i år, hvor de unge heller ikke får lov at ”smage” den første af de to rundstrækninger med bjerget Mt Keira. Der er i stedet tale om et helt klassisk VM-løb, der alene består af omgange på den primære rundstrækning.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

De unge ryttere kører som regel omkring 170 km, og det gør de også i år, hvor distancen dog er en anelse til den korte side. I alt skal der tilbagelægges 169,8 km fordelt over 10 omgange på den 17,1 km lange rundstrækning, hvoraf de første 1,2 km af første omgang er neutraliseret, og man lægger ud med at køre mod nordvest igennem fladt terræn ud til byens vestlige udkant på kanten til bjergene. Her snor man sig mod nordøst igennem en meget tekniske fase med adskillige skarpe sving, men stadig igennem fladt terræn.

Kort efter stopper det flade terræn, når man drejer mod nordvest for at køre op ad bakken Dumfries Avenue (700 m, 6,7%), som vi kender fra enkeltstarten. På toppen drejer man til højre ind på en 500 m lang nedkørsel, inden man med det samme drejer til venstre for at tage hul på dagens hovedudfordring. Den kommer i form af Mt Pleasant (1,1 km, 8,7%, max. 14%), der er en meget enkel stigning, da det blot er en helt lige vej, der tårner sig op. De første 200 m er nemme og stiger med bare 2,9%, men stigningen er ujævn, da de næste 400 m stiger med 11-14%, inden den flader med 200 m med 5,6% for til sidst at tage fat igen med 300 m med 12,7% frem mod toppen.

Den rundes, når der fortsat resterer 7,5 km af rundstrækningen og kommer således ca. midtvejs. Her drejer man skarpt til højre for at køre kortvarigt mod nord, mens det falder, inden man 600 m senere drejer mod øst for nu at følge en kringlet nedkørsel med hele fire skarpe sving i rap i bunden. Herfra er resten af ruten stort set flad, når man kører mod sydøst ud mod vandet frem til en meget kringlet sektion, der også blev kørt på enkeltstarterne, hvor man over 1500 m drejer skarpt ikke færre end seks gange.

Det sidste af disse sving tages med 3,9 km igen og leder ud på den flade kystvej, der nu følges mod syd, sydvest og sydøst hen langs landet. Undervejs skal man igennem en rundkørsel med 1900 m igen, inden man drejer skarpt med 1700 m igen, hvorefter der er et meget blødt sving med 1500 m igen, inden man slutteligt drejer til højre i en rundkørsel bare 400 m fra stregen. Den næstsidste kilometer er let stigende, mens den sidste kilometer falder let med 0,8% i snit - dog afbrudt af 100 m med let stigning med 200 m igen, inden det atter falder det sidste stykke.

Løbet byder på i alt 2463 højdemeter mod 1094 i 2021, 1529 i 2019 og 3094 i 2018.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Efter den flotte start på VM-ugen er Wollongong ramt af kedeligt vejr i disse dage, inden det klarer op igen på søndag. Det får U23-rytterne at mærke på en fredag, hvor det ventes at regne let gennem hele løbet, hvor nedbørsrisikoen vil ligge på 70-80% og temperaturen på 19 grader. Som det synes at være normen i byen, vil der være en kraftig vind (22-24 km/t), denne gang fra nordnordøst og nordøst. Det giver skiftevis sidemod- og sidemedvind frem til bakkerne, hvor der vil være sidemedvind. Der vil derefter være sidemodvind på det kringlede stykke efter Mt Pleasant, inden man får sidemedvind ned langs vandet og medvind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Da ruten i alt væsentligt er en forkortet udgave af elitens rute, dog uden den indledende og med færre omgange på rundstrækningen, indleder jeg optakten med at gengive mine overordnede betragtninger fra optakten til elitens løb.

Vurdering af ruten (gengivet fra optakten til eliteløbet, hvorfor højdemeterangivelser også gælder for eliteløbene)

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

I år har der været særlig grund til at diskutere ruten. Det skyldes ikke mindst, at den er henlagt til Australien. Det har selvsagt gjort, at det er meget få både blandt ryttere og landstrænere, der har førstehåndskendskab til ruten, som ikke har været let at besøge i løbet af sæsonen, og det er ikke blevet lettere af, at coronapandemien og rejserestriktioner betød, at det var historisk sent, at vi fik kendskab til det præcise design. Dengang fik Caleb Ewan sig lidt af et chok, da det sprinter-VM, han havde regnet med at skulle vinde i sin egen baghave, nu i stedet endte som noget helt andet og noget meget vanskeligere end sidste års VM-rute i Flandern. Det gik endda så galt, at Ewan i sidste ende slet ikke blev udtaget, og at australierne i stedet satser hele butikken på Michael Matthews, der er langt mere skabt til en rute som denne.

Overraskelsen over rutedesignet har også fået andre til at satse på VM-løbet. Ved sæsonstart meldte Tadej Pogacar ud, at han satsede på at køre sin første grand tour-double, for dengang havde han ingen ide om, at han skulle have skyggen af chance for at blive verdensmester. Den plan holdt han officielt fast i, da ruten blev afsløret i begyndelsen af april, men efter en meget succesrig klassikerkampagne har han virkelig fået smag for endagsløbene. Efter at have set nærmere på ruten blev Vueltaen droppet, og nu tøver han ikke med at erklære, at det er VM, der er efterårets hovedmål og ikke Il Lombardia, hvor han ellers har en titel at forsvare om et par uger.

Det skyldes, at det forventede sprinter-VM er blevet afløst af et ardenner-VM. Ser man på de foregående ti VM-løb, er der ikke mange, der har flere højdemeter end de 4100, vi finder på den anden side af kloden. Flest havde vi naturligvis ved bjergløbet i Østrig i 2018, hvor vi rundede 5000 højdemeter, og vi havde også 4600 på den seneste ardennerrute i Imola. Måske mere overraskende er det, at ruten i Ponferrada også overgår dette VM med sine 4500 højdemeter, og at vi i Bergen med 3700 højdemeter kom tæt på, men årets VM-løb overgås på den front kun af løbene i 2018, 2020 og 2014. Ruten har endda flere højdemeter end de 3900, der i 2013 i Firenze skabte et opgør mellem de mest klatrestærke ardennertyper.

At klatreudfordringerne svarer til det, vi havde i Ponferrada og Bergen, kunne måske give drømme til en holdbar sprinter som Alexander Kristoff, der var tæt på at blive verdensmester på begge ruter. Det vil dog næsten være en norsk sensation i Tobias Foss-klassen - men også kun næsten - hvis det skulle lykkes hans ryttertype at sejre i Australien. Når dette løb på papiret er i samme lag, hvad klatreudfordringerne angår, skyldes det i vidt omfang den meget flade start - samme årsag, der får ruten i Firenze til at se overraskende let ud. Til sammenligning havde årets Liege-Bastogne-Liege ca. 4250 højdemeter over en rute, der var ca. 10 km kortere end denne.

Mt Pleasant er nemlig en alvorlig sag. Vi taler om 1100 m med næsten 9% i snit, og det er skrap kost, ikke mindst på de sidste omgange efter mere end 240 km. Til sammenligning stiger Mur de Huy med 9,6% over 1,3 km, og selvom de to stigninger ikke kan sammenlignes helt, fordi den berømte mur har et betydeligt sværere maksimum, fortæller det historien om en bakke, der bestemt ikke er let. Faktisk er det en smule værre, fordi vi umiddelbart forinden skal over den 700 m lange bakke fra enkeltstarten, og selvom de to adskilles af 500 m nedkørsel, bliver det 1800 m stigning over bare 2300 m. Det er utvivlsomt en ardennerstigning og ikke en stigning af den type, vi kender fra brostensklassikerne.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Resten af rundstrækningen er imidlertid ret flad, og det er det, der gør løbet mere håndterbart. Når de to stigninger er overstået, er der efterfølgende 14,8 ganske lette kilometer, inden det går løs igen. Det er et relativt langt, fladt stykke, hvor der er tid til regruppering og at skabe samling. Den relativt lave frekvens af stigninger og det meget flade mellemliggende terræn er den anden væsentlige årsag til, at antallet af højdemeter holdes så lavt, når stigningen er så relativt vanskelig.

Rundstrækningen har imidlertid et andet væsentligt karakteristikum, som vi også kender fra enkeltstarten, der også gjorde brug af meget af denne rute, dog ikke Mt Pleasant. Den er nemlig meget teknisk, både på den første del og særligt på den første del af strækningen efter stigningen. Det er en klar fordel for de ryttere, der vil komme favoritterne i forkøbet, for det er bestemt ikke den letteste rundstrækning at jagte på. De sidste 3,9 km - dvs. godt halvdelen af strækningen mellem toppen og målstregen - ned langs vandet er dog meget enkle, og her vil en gruppe have en klar fordel på bekostning af en enlig rytter.

Favoritvurdering til U23-løbet

En væsentlig faktor, der kan bidrage til vanskeligheden, er fredagens kedelige vejr. Således ventes der regnvejr gennem hele løbet, og det vil bidrage til vanskeligheden og nok desværre også føre til styrt på den kringlede rute. Samtidig står vindretningen helt perfekt for alle, der vil have et hårdt løg. Der vil således være sidemedvind på begge bakker, og modvindstykkerne falder alle sammen med de tekniske sektioner, hvor den vil spille en mindre rolle. Lægger man dertil, at der vil være medvind ned langs kysten, hvor feltet har den bedste chance for at jagte, kunne man ikke ønske sig bedre betingelser til at gøre forskelle og undgå en eller anden form for spurtafgørelse.

Ved siden af vejret og ruten er det holdenes taktik, der bliver afgørende, og den er altid betydeligt mindre klar hos U23-rytterne, end den er hos eliten. Flere hold har dækket sig ind med både hurtige og klatrestærke folk. Det gælder Frankrig med Paul Penhoet til en spurt og Romain Gregoire til det hårde løb samt Storbritannien med hurtige og holdbare Samuel Watson til det lette løb og Leo Hayter til det hårde. Det mest udprægede sprinterhold er Holland, der nærmest består udelukkende af hurtige folk og formentlig vil gå efter en eller anden form for spurt med helst Olav Kooij og alternativet Mick van Dijke.

Hierarkierne er generelt mindre fastlåste, end de er i elitens løb, og alle nationer vil derfor formentlig gøre meget for at undgå at komme på bagkant. Der vil utvivlsomt komme en byge angreb, sikkert også relativt tidligt i løbet, og skabes der en gruppe med deltagelse af de vigtigste nationer, vil der være en god chance for, at de kan komme langt. Problemet er, at risikoen for, at for mange vigtige lande vil mangle, er ganske stor, og der er derfor gode chancer for, at der vil blive organiseret en jagt bagfra. Sidste år så vi netop denne meget offensive kørsel fra stort set alle nationer, men det endte alligevel med, at Belgien og Holland, der gerne ville spurte, valgte at gå med deres sprinter - en strategi, der så ud til at lykkes, indtil Filippo Baroncini snød dem på sidste bakke.

Som det også fremgår af min optakt til eliteløbet, burde ruten være for hård til en spurtafgørelse. Det er dog klart, at den generelt lettere rute og reducerede distance øger chancen for, at det bliver knap så selektivt, men som udgangspunkt vil jeg regne det som et løb for ardennertyper. Det gælder ikke mindst nu, hvor både regn og vindretning øger vanskeligheden. Som jeg skriver i analysen af eliteløbet, er der chance for en solosejr, hvor bedste mand kører alene, en spurt i en lille gruppe - som dog nok kan være større her end hos eliten - en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk på det flade efter Mt Pleasant eller en tidlig afgørelse, hvor en gruppe kører væk allerede inden sidste stigning og herefter afgør det mellem sig.

Jeg vælger at pege på Romain Gregoire. Det franske supertalent kan vel bedst beskrives som den næste Alaphilippe, da han er eksplosiv på korte ardennerstigninger og tillige hurtig på stregen, og det gør ham skræddersyet til dette løb. Det er ikke uden grund, at han vandt Liege tidligere i år i en gylden periode, hvor han vandt fire endagsløb på mindre end en måned, og det blev også til etapesejre i både l’Avenir og Giroen. Sidstnævnte viste, at han er i glimrende form, og det ærgerlige styrt i Doubs har formentlig ikke sat ham voldsomt tilbage. Om han kører fra alt og alle og som Alaphilippe kører alene hjem, er måske tvivlsomt, men de fleste rivaler kan han slå i en spurt. Nok er han kun 19 år, men det har jo gjaldt gennem en hel sæson, hvor han alligevel har vundet seks gange. Sidste år fik han ”kun” sølv i sit sidste år i juniorklassen, men jeg tror, at han tager revanche ved at vinde på U23-scenen i første forsøg.

Frankrig har dog flere optioner. Skulle løbet blive mindre selektivt, end jeg forventer, kan Paul Penhoet vinde en spurt. Han har flere gange i år vist, at han kan være med også i professionelle felter, senest i Poitou-Charentes, og han er tillige relativt holdbar. Mere spændende er måske sensationsvinderen fra Burgos, Bastien Tronchon, der imponerede i Luxembourg i sidste uge. Han kan være en anelse for tung, men Luxembourg var lovende, og han er hurtig. Ewen Costiou, der imponerede mod eliten i Vallonien, og Mathis le Berre har også haft gode sæsoner, men det vil være overraskende, hvis de løber med titlen.

Jeg tror, at den største trussel er Leo Hayter. Det britiske stortalent vandt Liege sidste år og var skræmmende overlegen i årets Giro. Desværre betød sygdom, at han skuffede fælt i l’Avenir, men enkeltstarten tyder på, at han er tilbage på sporet. Her blev han nr. 3, og det var ganske imponerende, at han på første bakke, hvor han havde kraftigere modvind end de øvrige favoritter, alligevel kørte lige op med de bedste. Det vidner om hans enorme klatrepotentiale, og sammen med Gregoire er han vel bedste bud på en mand, der kan køre fra alt og alle. Til gengæld er han mere klatrer end puncheur, og modsat sin bror er han ikke specielt hurtig. Jeg kan derfor frygte, at løbet bliver for let.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

Heldigvis har briterne en anden topfavorit. Samuel Watson skal håbe på et lettere løb, og mit gæt vil være, at han får det for svært. Skulle det imidlertid blive samlet til en spurt i en større gruppe, vil han være der. Han klatrede storartet i Tour of Britain, og i dette felt er det vel kun Olav Kooij, han ikke har nogen stor chance for at slå i en spurt. Det britiske hold tæller også klatreren Oliver Stockwell, der ligeledes kan komme langt, men nok skal angribe lidt tidligere. De har også hurtige Sean Flynn, men han er tungere og langsommere end Watson, hvorfor han næppe får sin chance, mens holdets sidste rytter, klassikerrytteren Robert Donaldson, nok også snarere skal regnes som outsider.

Italienerne har et meget godt bud i Nicolo Buratti. Han er så hurtig, at han kan vinde massespurter, men han klatrer også så godt, at han sågar lige er blevet nr. 3 på Monte Zoncolan i et ganske vist noget svagere felt end dette. Sidstnævnte vidner også om, at han kommer til løbet i fabelagtig form, og det gør ham til en af de tunge kandidtaer. Holdet har også Bardiani-sprinteren Martin Marcellusi, der ikke er helt uden holdbarhed, men det vil undre mig, hvis ikke han kommer lidt til kort. Nicolo Parisini er både hurtig og holdbar, men mangler måske lidt på begge parametre for at kunne regnes som favorit, og det samme gælder for Davide de Pretto, der også kan begå sig på begge områder. Klatreren Francesco Busatto er måske ikke skræddersyet til løbet.

Det belgiske hold vil formentlig satse på Lennert van Eetvelt, der ikke passer helt dårligt til løbet. Han blev nr. 2 bag Gregoire i Liege, hvor han var næsthurtigst i en gruppe på 7 mand, og han har også tidligere vist, at han er ganske hurtig og har punch. En af de bedste klatrere er han også, som han viste med 2. pladsen i Giroen og 2. pladsen mod de professionelle i Alsace. Han udgik dog af l’Avenir med sygdom, og efter en enkeltstart, hvor han meldte om dårlige ben, er hans form usikker. Holdet har også Alpecin-rytteren Fabio van den Bossche, der burde kunne komme langt i dette felt, men han har haft en horribel sæson. Det har den tredje klatrer, Jenno Berckmoes, ikke, men han mangler lidt fart og punch til at væere en sandynlig vinder. Jeg vil tro, at løbet er for hårdt for deres hurtige mand, Dries de Pooter, selvom han ikke er helt uden holdbarhed, og også for halvhurtige Vito Braet.

Tjekkerne kommer med en spændende mand i form af Mathias Vacek, der endda har vundet på WorldTouren i år i UAE Tour. Han viste sin fart, da han vandt i Emiraterne, og hans nylige 10. plads i l’Avenir vidner om både klatreevner og form - en form, der blev bekræftet på enkeltstarten. Med sin 3. plads bag Van Eetvelt og australske Rudy Porter i Fredsløbet satte han yderligere en streg under de evner, der gør ham til en af topfavoritterne. Hans bror, Karel Vacek , er heller ikke uden evner, men må regnes som outsider, og derudover har holdet Vojcech Repa, der med en Vuelta i benene kan have fået et stort boost, hvis han er kommet stærkt igennem. Han kan klatre, men mangler punch og spurtstyrke. Petr Kelemen og Tomas Kopecky kan komme langt, men vinder næppe.

Som nævnt kommer Holland med et meget tungt hold, men jeg tror kun, at de kommer i spil, hvis jeg har fejllæst ruten, og den viser sig lettere end ventet. Der er ingen tvivl om, at Olav Kooij er feltets klart hurtigste mand, og da han også er relativt holdbar, vil han have en chance. Det kræver dog så stor en massespurt, at jeg har svært ved at tro det. Mere holdbar er Mick van Dijke, der ligeledes kan spurte, og i det lys er han måske et bedre bud. Også han kan dog få det svært, når de lettere folk lukker op. Han viste god form i Tyskland, men hans enkeltstart er skuffende. Hans bror Tim van Dijke er næsten identisk som type, men på et lavere niveau og er formentlig hjælper. Holdet har også sprinteren Casper van Uden, men jeg har svært ved at se ham sidde i et felt, hvor den hurtigere Kooij ikke også sidder.

Blandt de holdbare sprintere finder vi også Bahrain-rytteren Matevz Govekar, der jo tog en flot og stor udbrudssejr i Burgos. Han vandt feltets spurt ved EM i Portugal, hvor han beviste sin holdbarhed, og han har bestemt en chance for at vinde en spurt mod de fleste. Han er mere holdbar end flertallet af sprinterne, men skal han vinde, skal jeg have overvurderet rutens sværhedsgrad.

Tyskerne kommer med europamesteren Felix Engelhardt, der i forbindelse med sin sejr i Portugal viste, at han godt kan afslutte i en mindre gruppe. Klatre kan han også, som vi så med hans 6. plads i Giroen, men et skuffende l’Avenir skaber tvivl om formen. Her gik det langt bedre for Hannes Wilksch, der blev nr. 7 i både Italien og Frankrig, men han er ikke for alvor skabt til et endagsløb som dette. Det er også værd at holde øje med tempospecialisten Michel Hessmann, der chokerede alt og alle med sin 3. plads i l’Avenir. Han har fundet helt nye klatreben af et år på WorldTouren, men hurtig er han ikke. Han er en mand, man skal frygte, hvis han angriber fra distancen. Pierre-Pascal Keup havde en gylden tid i de italienske endagsløb i foråret, men har virket meget formsvag efter sommerpausen, og løbet bør være for hårdt for sprinteren Tim Torn Teutenberg.

Det danske hold er denne gang blot outsidere. Vores bedste kort burde være Jacob Hindsgaul, der er både klatre- og relativt spurtstærk, som han blandt andet viste, da han tog den samlede sejr i Antalya. Desværre har han haft en skidt optakt med et exit fra l’Avenir og efterfølgende 10 dage med sygdom, og det har formentlig kostet for meget på formen. Den danske drøm vil være, at Sebastian Changizi, der må være en af de allerhurtigste, kan sidde med hjem til en spurt, men jeg har meget svært ved at se, at løbet ikke bliver for hårdt for den danske sprinter. Mere holdbar er nok ligeledes hurtige Tobias Lund, men også han bør komme til kort, når Gregoire-typerne lukker op på bakken. Adam Holm, William Blume og Carl-Frederik Bevort skal køre offensivt fra distancen, men dette r svært at se dem vinde på denne rute.

I sprinterkategorien finder vi også Søren Wærenskjold, hvis form stod lysende klar for alle i mandags. Han viste i l’Avenir, at han kan vinde en spurt, men jeg vil blive temmelig overrasket, hvis ikke han finder ruten for svær. Mere velegnet til ruten er juniorverdensmesteren Per Strand Hagenes, men selvom han har lavet nogle pæne resultater i sit første år som U23, skal det nok flaske sig med et tidligt angreb, hvis han skal vinde. Holdets klatrer er den lovende Embret Svestad-Bårdseng, der kørte et pænt l’Avenir, men synes at mangle lidt for meget til at kunne vinde. Sprinterne Stian Freidheim og Tord Gudmestad må være mindst lige så tunge som den hurtigere Wærenskjold.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Spanien kommer med det 19-årige talent Ivan Romeo, der skulle være på vej til Movistar. Han burde passe udmærket til løbet, men selvom han har et flot år, synes han at mangle for meget til at kunne vinde. Mere robust er Raul Garcia Pierna, der kommer med Vueltaen i benene. Han er klatrestærk og bør komme langt, men som spurtsvag og uden det store punch får han svært ved at vinde. Løbet passer dårligt til klatreren Jokin Murguialday, der ellers blev samlet nr. 9 i Portugal.

Det skal flaske sig, hvis hjemmenationen skal vinde. Australiens hold består mest af sprintertyper, ikke mindst lynhurtige Jensen Plowright , der alle må regnes som værende for tunge. Bedste bud er klatreren Rudy Porter, der skal til BikeExchange næste år, men han mangler noget fart og punch til at være en sandsynlig vinder. Hans styrt i l’Avenir skaber også usikkerhed om formen. Holdets øvrige holdbare mænd er Matthew Dinham og Dylan George, men ligesom Porter er de ikke skabt til løbet.

Det vil overraske, hvis vi får en amerikansk verdensmester. Bedste bud er vel klatreren Matthew Riccitello, der viste et potentiale i Burgos, men har manglet lidt for meget i U23-løbene og mangler punch og fart. Holdet har også sprinteren Luke Lamperti, der i Tour of Britain viste fine klatreevner, men som bør finde løbet for hårdt, og det samme må gælde for ligeledes hurtige Colby Simmons.

Der er også en række meget stærke kandidater fra nogle af de knap så stærke nationer. Det gælder måske særligt den kommende Bahrain-rytter Fran Miholjevic, der chokerede de fleste med sin etapesejr på eliten på Sicilien. Det er også nærliggende at pege på schweiziske Alexandre Balmer, der med de ben, han viste i Montreal, meget vel kan være en af de stærkere på stigningen. Det skal dog flaske sig meget, hvis han som spurtsvag skal vinde. Som hurtig puncheurtype passer han godt til løbet, men han har intet vist siden maj. Frygtes skal også Ungarns Eolo-rytter Erik Fetter, der har et vist punch og normalt også kan afslutte, men selvom han blev nr. 4 til EM og netop er blevet nr. 2 i et svagt besat løb i Tjekkiet, har han ikke imponeret i år. Kasakhstan har WorldTour-sprinteren Gleb Brussenskiy, der bør være meget for tung, mens Luxembourg har klatreren Arthur Kluckers, der både kan afslutte og klatre og bestemt må regnes som outsider. New Zealands Logan Currie imponerede på enkeltstarten, men er som type slet ikke endagsrytter.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og derudover er der enkelte ændringer. Hverken Busatto, Repa eller Karel Vacek kommer til start. Det gør til gengæld sprinterne Pavel Bittner og Madis Mihkels, men som de øvrige sprintere vil de formentlig få det for svært, særligt Mihkels. Italien har udtaget Lorenzo Milesi, der vandt den sidste bjergetape i l’Avenir fra et udbrud, som erstatning for Busatto, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde på en rute som denne. Endelig deltager WorldTour-rytteren Martin Svrcek fra Quick-Step, og han kommer til løbet med form efter flot kørsel i Slovakiet. Det er dog svært at se ham som vinder.

Derudover har vi haft fat i Anders Lund, Jacob Hindsgaul og Sebastian Changizi, som I kan læse andetsteds på siden. Det er bekræftet, at den danske taktik består i offensiv kørsel, og at Changizi skal satse på en spurt. Sidstnævnte har imidlertid som Hindsgaul været ramt af sygdom efter Tour de l’Avenir.

***** Romain Gregoire

**** Leo Hayter, Nicolo Buratti

*** Samuel Watson, Lennert van Eetvelt, Mathias Vacek, Mick van Dijke, Matevz Govekar

** Paul Penhoet, Bastien Tronchon, Olav Kooij, Fran Miholjevic, Felix Engelhardt, Michel Hessmann, Jacob Hindsgaul, Nicolo Parisini, Sebastian Changizi, Søren Wærenskjold, Raul Garcia Pierna, Alexandre Balmer, Erik Fetter, Per Strand Hagenes, Rudy Porter, Luke Lamperti

* Jenno Berckmoes, Fabio van den Bossche, Hannes Wilksch, Ivan Romeo, Matthew Riccitello, Davide de Pretto, Lorenzo Milesi, Matthew Dinham, Yevgeniy Fedorov, Arthur Kluckers, Embret Svestad-Bårdseng, Tobias Lund, Pavel Bittner, Ewen Costieu, Mathis le Berre, Dries de Pooter, Oliver Stockwell, Tim van Dijke, Casper van Uden, Sean Flynn, Martin Marcellusi, Petr Kelemen, Pierre-Pascal Keup

Danskerne

Danmark stiller med Tobias Lund, Sebastian Changizi, Adam Holm, Jacob Hindsgaul, William Blume og Carl-Frederik Bevort, og de danske chancer er omtalt i et selvstændigt afsnit ovenfor.

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE