Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: VM i enkeltstart

Optakt: VM i enkeltstart

19. september 2021 14:47Foto: Sirotti

Nok vil vi i linjeløbet blive mindet om, at det ikke er hele Flandern, der er flad, men hvis der var tempospecialister, der havde drømt om en kuperet rute som rammen om årets verdensmesterskab i den individuelle tempodisciplin, bliver de skuffede. Arrangørerne har nemlig til sportens mest enkle disciplin sammensat en rute, der lige så godt kunne være placeret på et billardbord, og dermed bliver der tale om et løb, der kan matche den flade ørkenrute i Qatar for fem år siden og sidste års tonser-VM i Italien. I de seneste par år har man skullet klatre pænt for at kunne iføre sig regnbuetrøjen, men i 2021 vil verdens bedste temporytter være en, der kan træde mange watt i terræn, der er så fladt, at selv en dansker vil blive imponeret.

Annonce

Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, aerodynamik, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

 

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

 

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

 

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka, Tom Dumoulin og Rohan Dennis (to gange) er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

 

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

 

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

 

I 2017 blev traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kunne ikke undre, at man til det store bjerg-VM i Østrig i 2018 havde fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både bød på fladt tonserterræn og en hård stigning. Mest af alt har man dog foretrukket, at enkeltstartsverdensmesteren skal være en rigtig tempospecialist, og både i 2019, 2020 og nu også 2021 er man vendt tilbage til et mere klassisk format.

 

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb, og det gør det til noget helt særligt, man ikke finder på andre tider af året.

 

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

 

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

 

Sidste år fandt løbet sted i Imola, hvor linjeløbet var et af de hårdeste i mange år, men sådan var det slet ikke til enkeltstarten. Tværtimod havde arrangørerne designet en pandekageflad tonserrute, og det var sandt guf for Filippo Ganna, der fortsatte et vanvittigt efterår med at knuse al modstand på sin hjemmebane, og selvom han ikke helt kunne holde dampen oppe hele vejen, sejrede han med 26 sekunder ned til Wout van Aert og 29 sekunder ned til Stefan Küng. Ganna vender i år tilbage for at jagte endnu en titel, og da også Van Aert og Küng er med igen, vil hele podiet fra sidste år jagte et år i regnbuetrøjen.

 

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på i 2017 og 2018, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om klassiske klatreenkeltstarter i den forstand, at der kun skal køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen og en flad tonserrute med en knaldhård stigning undervejs i Østrig gjorde det til ruter, som ikke just fik megen ros fra de tungere specialister som Stefan Küng, Jos van Emden, Maciej Bodnar og ikke mindst Tony Martin, der i Norge var temmelig vokal i sin kritik.

 

I 2019 havde man i Yorkshire designet en langt mere klassisk VM-rute, der ikke bød på længere stigninger, men stadig indeholdt mere end 500 højdemeter i det rå britiske terræn. Den tilbagevenden til traditionerne fortsatte i 2020, hvor man i Imola designede en helt anderledes rute end det, man så i linjeløbet, og sammensatte en ren lækkerbisken for specialisterne, der fik det hele serveret på et sølvfad på den letteste rute siden VM i Qatar. Det får i den grad også i år, hvor belgierne har sammensat et løb, der får selv ruten i Imola til at ligne en bjergenkeltstart. Det er nemlig hele Flandern, der er vært for årets VM, og ved at rykke enkeltstarterne ud til kysten, der udgør et af Europas fladeste områder, har man skabt en sand gavebod til wattmonstrene som vi så det på de flade tonserruter i København, Firenze og Qatar, hvor førnævnte Tony Martin, der netop er kendt som et wattmonster, tog tre af sine i alt fire VM-titler.

 

En væsentlig forskel fra de to tonserenkeltstarter i Qatar og Imola er dog distancen. Historisk har en VM-enkeltstart typisk været mellem 40 og 50 km lang, men man afveg fra mønsteret i de to nævnte løb samt i Bergen, hvor man kørte færre end 40 km - i Bergen endda bare 31,0 km og i Imola kun 31,7 km. Det var noget helt andet end rekorddistancen i Firenze på hele 57,9 km, hvor terrænet ellers også var fladt, men hvor der blev stillet helt anderledes krav til rytternes motorer. Den distance når vi slet ikke op på i år, men med en helt klassisk VM-længde på 43,3 km er det noget andet end sidste års løb, der næsten var en helt lille spurt.

 

Et andet forhold er dog nyskabende. I gamle dage var det kutyme at afvikle enkeltstarten som omgange på VM-rundstrækningen, men den model er man gået bort fra. Nu om dage bruges enkeltstarten kun sjældent dele af linjeløbsruten, og faktisk er det nu blevet normen, at man lader enkeltstarten starte og slutte i forskellige byer. Sådan var det ganske vist ikke sidste år, men sådan var det i Firenze, Doha, Bergen, Innsbruck og Yorkshire - altså ved fem af de seneste otte VM-løb - og sådan vil det også være i år, hvor man som en naturlig konsekvens af det regionale værtskab lader to byer få besøg af rytterne.

 

De 43,3 km går nemlig mellem Knokke-Heist og storbyen Brugge. Startbyen ligger helt ud til den belgiske kyst, hvor det er helt fladt og er i cykelkredse mest kendt for sin velkendte sprinteretape i Belgium Tour. Her drejer man med det samme ind på kystvejen, som kortvarigt følges mod nordøst, inden man drejer mod sydøst og senere syd for at skære ind gennem byen via tre sving. Herfra rammer man imidlertid en lang, lige og helt flad vej, der leder mod sydvest væk fra vandet og ned til byen Westkapelle. Her tager man et blødt sving, hvorefter der venter endnu en lige og flad vej, der leder mod syd og sydvest ned til Leopoldkanaal. Her drejer man skarpt mod nordvest for at køre et kort stykke op langs kanalen frem til den første mellemtid, der tages efter 13,8 km.

 

Ved mellemtiden drejer man mod sydvest for at køre over kanalen og ad en lige og flad vej frem til byen Dudzele, hvor man rammer en rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den er uhyre enkel, idet den går ad en relativt lige og flad vej mod syd ned langs Boudewijnkanaal og ned til udkanten af målbyen Brugge. I stedet for at køre ind til mål vender man imidlertid 180 grad og følger en anden flad og lige vej tilbage mod nord tilbage til Dudzele. Her drejer man mod nordøst for at følge en flad vej mod nordøst og sydøst ned til den anden mellemtid, der tages efter 33,3 km.

 

Umiddelbart efter mellemtiden er der to hurtige sving, inden en flad vej leder mod sydøst ned til byen Damme. Her drejer man mod sydvest for nu at køre ad en flad og lige vej langs kanalen Lamme Goedzak hele vejen ind til centrum af Brugge. Her drejer man skarpt mod nord for siden via en blød kurve ad ramme en af byens største boulevarder, der leder mod sydvest, syd og sydøst ned til målet, der ligger i hjertet af byen. De fire sving inde i byen kommer med hhv. 3300, 3200, 2700 og 2100 m igen, hvorefter det er en stor og bred vej, der leder direkte ind til mål. Under hele løbet er det stort set helt fladt, da man maksimalt når op i 8 m højde.

 

Ruten byder på i alt bare 22 højdemeter mod de 167 højdemeter på den ellers noget kortere rute i 2020. Der er ca. 525 færre end i 2018 og 2019 og endda også endnu færre end de 42 over en kortere distance i Qatar.

 

 

 

 

Vejret

Der findes ikke noget værre end en enkeltstart, der ødelægges af forskellige vejrbetingelser, og desværre er der en lille risiko for, at det kan ske denne gang. Søndagen har nemlig udsigt til at blive en bygedag, men risikoen er beskeden. Den er størst om formiddagen, og om eftermiddagen er den bare 20-25% og helt konstant. Der ventes kun at falde knap 2 mm i løbet af hele døgnet, og bygerne vil derfor være få. Samtidig vil der være enkelte solstrejf på en lun eftermiddag, hvor temperaturen vil nå 21 grader. Vinden vil være helt stabil gennem eftermiddagen med en styrke på 14 km/t ved kysten og 12 km/t ved mål, og den vil komme fra øst. Det giver sidevind på langt det meste af ruten, afbrudt af stykker med hhv. sidemed- og sidemodvind. Der vil være sidemedvind på det sidste stykke ind mod Brugge, hvor man bugter sig ind i sidevind på den sidste kilometer.

 

Favoritterne

I de sidste par år har VM-enkeltstarten været en svært fortolkelig affære. Særligt i 2017 og 2018 var det slemt, da de meget specielle ruter med en kombination af specialistterræn og et decideret bjerg stillede store krav til rytternes alsidighed, men også gjorde det vanskeligere at vurdere helt præcist, hvor god en klatrer man skulle være for at kunne begå sig. Der var for meget fladt terræn til de små folk, men også for svære stigninger til de fleste specialister, og i stedet var det i vidt omfang for folk, der også med jævne mellemrum kører klassement i etapeløbene. At ruterne var svære at læse også for rytterne selv, kunne Victor Campenaerts særligt erfare, da han kom til Østrig med en beskeden ambition om top 10, men tog sig selv og hele cykelverdenen på sengen ved at være mindre end et sekund fra at stjæle sølvmedaljen fra Tom Dumoulin.

 

Heller ikke i 2019 var det helt let. De rullende bakker i Yorkshire gav ganske mange højdemeter, som da også viste sig for voldsomme for mange af de tunge drenge. Alligevel endte det lidt overraskende med en bronzemedalje til Filippo Ganna og en 5. plads til Alex Dowsett - to ryttere, der selv havde vurderet, at udfordringerne nok var for voldsomme.

 

Sidste år var det meget lettere, og det er det igen i år. Specialisterne har med rette kunnet være lidt frustrerede over især de voldsomme klatrekrav i 2017 og 2018 og også det ru, britiske terræn i 2019, men nu får de det, som de vil have det. Sidste år fik det første virkelige watt-VM, siden Tony Martins genfødsel og magtdemonstration i Qatars ørken for fem år siden, og i år er der lagt op til revanche.

 

Antallet af højdemeter er endda skræmmende lavt denne gang. Sidste år skulle der over en kortere distance trods alt klatres 167 højdemeter. Det skal der bestemt ikke i år. Da det er hele Flandern, der er vært for VM, kunne man sagtens have skabt en halvhård rute, men man synes at have gjort en dyd ud af at designe den mest rendyrkede specialistrute, man kan. Bare 22 højdemeter bliver det til over de 43,3 km, og det er endda endnu færre end i Qatars ørken, hvor distancen endda også var kortere.

 

Heller ikke tekniske udfordringer er der mange af. Ganske vist skal man skifte retning flere gange på den kreativt sammensatte rute, men at kalde ruten en myriade af sving er en overdrivelse. Det er svært at forestille sig, at vi får et mere rendyrket specialist-VM end dette i ganske mange år, og det er derfor nu, wattmonstrene for alvor skal vise, hvad de kan.

 

På mange måder minder årets VM om det foregående, men der er én væsentlig forskel. Sidste års rute var den næstkorteste nogensinde, og det blev det hurtigst afviklede VM overhovedet. I år er distancen ikke på de gigantiske næsten 60 km, vi enkelte gange har set, senest i Yorkshire, og for en VM-enkeltstart er den stadig til den korte side, men de 43,3 km er i det spektrum, vi oftest ser det. Med andre ord er der tale om en rigtig mesterskabsenkeltstart, og en forøgelse af distancen på mere ca. en tredjedel vil gøre en forskel til fordel for dieselmotorerne.

 

En anden grund til uforudsigeligheden ved de seneste VM har været feltets sammensætning. I 2017 var det helt åbent, om sejren ville gå til Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome eller Rohan Dennis, der da også viste sig alle at komme i top 5. I 2018 var det hele lidt mere enkelt, da alle vidste, at vinderen ville blive enten Dennis eller Dumoulin, men til gengæld delte vurderingerne af favoritstatus sig i to stort set lige store lejre. I 2019 betød den store usikkerhed om Dennis efter den lange løbspause, usikkerheden om, hvor god Remco Evenepoel var blevet siden EM-sejren, og tvivlen om friskheden hos Primoz Roglic efter Vueltaen, at der bestemt ikke var nogen entydig favorit. Og sidste år var der uhyre stor tvivl om, hvad man skulle lægge i Filippo Gannas vanvidsridt i Tirreno, om Dennis kunne komme bragende ind på scenen som i 2019, og hvor friske Tour-rytterne ville være i den særegne kalender.

 

I forvejen har VM-enkeltstarterne tradition for at være meget mere åbne end i årets etapeløb. I 2016 lå det ikke just i kortene, at en kriseramt Tony Martin skulle knuse al modstand med sin hidtil sidste magtdemonstration, og i 2015 regnede alle med et knivskarpt opgør mellem Dumoulin, Dennis og Martin, hvorefter Vasil Kiryienka tog dem alle på sengen på en dag, hvor de tre favoritter blev hhv. nr. 5, 6 og 7. Og 2013 og 2014 så alle frem til de gigantiske slag mellem Martin, Bradley Wiggins og Fabian Cancellara i en tid, hvor feltet igen blev lidt mere åbent efter nogle år, hvor først Cancellara og siden Martin havde været i en klasse for sig.

 

Også i år er det meget åbent. For nogle uger siden så Filippo Ganna ellers ud til at være en relativt stor favorit med Wout van Aert som førsteudfordrer, men EM åbnede det hele meget mere op. Stefan Küng kørte vel noget nær sit livs enkeltstart, og Remco Evenepoel bekræftede, at han er tilbage. Der er lagt op til en stor jævnbyrdighed og noget helt andet end i årene, hvor man kunne være temmelig sikker på, at Martin eller Cancellara nok skulle vinde.

 

En uhyre vigtig faktor er restitutionselementet. Alle andre større enkeltstarter køres i etapeløb, og de lange af dem kommer altid efter flere dage. Det giver naturligt klassementsrytterne en fordel på bekostning af de knap så restitutionsstærke specialister, men en enkeltstående enkeltstart er noget helt andet, der begunstiger de sande tempomaskiner, der ikke nødvendigvis er så alsidige. Samtidig er forberedelsen en helt anden. Vi så med Chris Froome i 2017 og Primoz Roglic i 2019, at det er meget svært at gå fra overlegne enkeltstartssejre i Vueltaen til at true specialisterne ved VM. Hvor det til linjeløbene kan være en fordel at have en masse løbskilometer i benene, er det oftest til enkeltstarten en klar fordel at have lavet specialiseret træning, som Dennis’ sejr i 2019 vel var det bedste eksempel på. Undtagelsen, der bekræfter reglen, er naturligvis Bradley Wiggins, der 10 dage efter sin Tour-sejr knuste alle ved VM i London, og Van Aert viste sidste år, at en Tour-rytter godt kunne være med fremme, selvom det generelle billede ellers tydeligt viste, at det var de friske ryttere, der havde fordelen.

 

Den sidste vigtige faktor er som altid vejret. Det er den joker, der kan ødelægge enhver god enkeltstart, hvis forholdene er uensartede. Desværre er der i skrivende stund en lille risiko for, at nogle ryttere kan blive ramt af en byge, og selvom ruten ikke er teknisk, vil det i et tæt opgør kunne afgøre løbet. Heldigvis er risikoen beskeden om eftermiddagen, hvor løbet afvikles, og mest taler for, at alle vil være stillet lige. Det vil de i hvert fald i forhold til den begrænsede vind, der vil være helt stabil gennem hele eftermiddagen, selvom det jo nok vil blæse op, hvis man er uheldig at løbe ind i en af de sjældne byger. Bygerisikoen er den samme gennem hele eftermiddagen, og derfor baserer jeg optakten på, at forholdene er ens for alle.

 

Enkeltstarten er som sagt uhyre åben med fire tunge favoritter, nemlig Filippo Ganna, Wout van Aert, Stefan Küng og Remco Evenepoel, og de er så jævnbyrdige, at ingen kan blive overraskede, uanset hvem af de fire der måtte vinde. Det er derfor også efter megen overvejelse og med stor tøven, at jeg giver min favoritstatus til Remco Evenepoel. Belgieren blev jo trods alt kun nr. 3 ved det netop overståede EM, hvor både Ganna og Küng slog ham på en tilsvarende specialistrute, og det burde indikere, at han har et lille handicap i forhold til de to maskiner. Sandt er det da også, at det slet ikke er Evenepoels rute, og at han vel ikke kunne få en ringere rute i sit forsøg på at slå de to EM-rivaler, som til gengæld næppe kunne have ønsket sig noget bedre end denne tonserenkeltstart.

 

Der er bare én væsentlig forskel i forhold til EM: distancen. Evenepoel har aldrig lagt skjul på, at det kun er på lange enkeltstarter, at han for alvor er komfortabel, og det er også i linjeløb ret klart, at han er bedst på de lange dage. Mens han ikke har samme power som Küng og Ganna, har han en enorm motor, der for alvor kom til sin ret ved hans første og eneste VM i England i 2019. Her skulle der tilbagelægges næsten 60 km, og selvom han blev slået klart af Rohan Dennis, der på den dag genfandt det tårnhøje niveau, der gjorde ham usårlig i 2018, var han også i særklasse løbets næstbedste. Det er klart, at denne distance ikke er helt så lang, men det er stadig dobbelt op i forhold til et EM, hvor han var ganske tæt på at vinde.

 

Evenepoel har også før vist, at han kan slå de bedste specialister på en tonserrute. Da han vandt EM i 2019 var det på en rute, der var lige så flad som denne, og her satte han både Ganna og Küng på plads. Ganske vist var de dengang ikke på samme niveau som i dag, men hans sejrsmargin var overlegen. Lige nu er han stille og roligt på vej tilbage fra sit styrt, og han synes bare at blive bedre og bedre for hvert løb, han deltager i. Jeg vil tro, at hans fremgang er fortsat siden EM. Samtidig har han dedikeret forberedt sig til netop enkeltstarten, nu hvor det står klart, at han til linjeløbet er ren hjælper. Han vil formentlig ærgre sig over, at der ikke blæser en kraftig søndenvind, der havde givet en hård modvindsenkeltstart, hvor hans aerodynamik virkelig kom til sin ret, som den gjorde frem til mellemtiden ved EM - et EM, hvor han efter eget udsagn kom til kort i medvinden, der hjalp de mere kraftfulde ryttere - men til gengæld tror jeg, at distancen tipper balancen så meget, at vi får en hjemmebaneverdensmester.

 

Dernæst vil jeg pege på Stefan Küng. Det er få, der har haft så meget glæde af coronapausen som schweizeren, der efter nogle års tilbagegang har fundet et niveau, han aldrig tidligere har haft. I år har han bare lagt yderligere på i forhold til 2020, hvor han vandt EM og vandt VM-bronze, og selvom han desværre er ret svingende, som vi senest så i forskellen mellem hans Benelux Tour og hans EM, er han på sine gode dage fremragende. Svendestykket var naturligvis EM-sejren, hvor han netop viste, at han kan slå de bedste på en flad tonserrute, men også hans OL på en rute, der burde have været for svag, var på grænsen til det sublime.

 

Denne rute kan han bestemt ikke klage over. Det er en rigtig Küng-rute, men der er også et lille forbehold. Al logik siger, at distancen er til fordel for en mand med hans motor, men faktisk har han haft for vaneat skuffe over de lange enkeltstarter. Hans EM og VM har stort set alle været under niveau, også i 2017 og 2018, hvor han ellers var fremragende, og da han endelig vandt EM og vandt VM-bronze, var det over kortere distancer, end man normalt ser det. Küng har aldrig været tæt på at vinde en stor international enkeltstart med en længde på væsentligt over 30 km, og det har han stadig til gode at bevise, at han kan. Logikken siger, at det ikke er et problem, men historien viser noget lidt andet. Kombinerer man det med hans store udsving, er der flere usikkerhedsmomenter, der kan true den Küng-sejr, EM ellers lægger op til.

 

Efter OL var jeg stensikker på, at Filippo Ganna ville vinde VM. Når han kunne køre lige op med klatrestærke folk på den hårde rute, måtte han være i særklasse ved dette fladbane-VM. Nu er jeg imidlertid kommet gevaldigt i tvivl, og det var naturligvis EM, der gjorde forskellen. Her var alt lagt til rette til den ventede Ganna-sejr, men det gik som bekendt helt anderledes. Nu er det ingen skam at tabe til Küng, men omstændighederne gør mig bekymret.

 

Det skyldes igen distancen. Der er flere ting, der peger på, at Ganna har det svært over de lange distancer. Ved sidste ås VM vandt han ganske vist, men det skyldtes kun hans start. Efter mellemtiden kørte både Van Aert og Küng stærkere, og det er et mønster, der gentog sig ved EM, hvor han var bedst ved mellemtiden, men kun endte som nr. 2. Hans italienske mesterskaber har heller aldrig været skræmmende, og da han i år vandt den lange enkeltstart i Giroen, var det slet ikke med samme overlegenhed som på den korte åbningsetape. Ganna synes at være i sin egen liga på de korte, flade enkeltstarter, men er han det også over mere end 40 km? Noget tyder på, at det ikke er tilfældet.

 

Det betyder ikke, at Ganna ikke kan vinde. Hans EM-nederlag kan sagtens have været influeret af hans deltagelse i holdstafetten dagen forinden, og det var trods alt en ganske beskeden margin, han blev slået med. Hans OL viste, at han skam sagtens kan køre en god lang enkeltstart, og han viste tidligere på året mellem Romandiet og Giroen, at han lynhurtigt kan finde sit niveau efter en skuffelse. En flad enkeltstart vil altid være en gave til Ganna, men hans EM har skabt så megen tvivl, at han ender på 3. pladsen.

 

Den rytter, der er sværest at placere, er Wout van Aert. Det skyldes naturligvis, at han ikke var til start ved EM, og derfor har vi ikke samme nylige udmåling af hans niveau. Vi ved dog, at det er tårnhøjt. Han vandt den flade Tour-enkeltstart i suveræn stil, og sidste år vandt han sølv ved et fladt VM. Med sin enorme motor bør han også glæde sig over den længere distance, og hans form kan ingen betvivle. De fire etapesejre i Tour of Britain - ikke mindst sejren over Alaphilippe på muren - vidner om, at han slet og ret er flyvende lige nu.

 

Alligevel ender han ”kun” som nr. 4 på listen, og det skyldes to forhold. For det første er han den eneste af de fire, der ikke har VM som hovedmål. Han siger, at han bestemt ikke har negligeret sin enkeltstartstræning, men han har først og fremmest arbejdet på eksplosivitet frem mod linjeløbet. Det er ikke samme ideelle forberedelse som de tre rivaler, der alle har søndagens løb som efterårets allerstørste mål.

 

For det andet har Van Aert endnu til gode at være tæt på at vinde en længere restitueret enkeltstart på højeste niveau. Ja, han har været belgisk mester, endda foran Evenepoel, men det var inden Evenepoels gennembrud. Ved VM sidste år var han langt efter Ganna, og da han kørte sin første Tour-enkeltstart og OL, blev han også slået klart. Førstnævnte hang sammen med hans knap så gode form og sidstnævnte med træthed, men noget kunne tyde på, at Van Aert kører sine bedste enkeltstarter, når han kan bruge sin enorme restitution i et etapeløb. Er han i stand til at vinde, når alle er friske og med en forberedelse, der ikke er helt ideel? Det kan sagtens være, men det skaber nogen tvivl - en tvivl, man ikke har til linjeløbet.

 

Efter Benelux Tour så det kortvarigt ud til, at vi alle skulle tale om Stefan Bissegger til denne enkeltstart, men EM viste os, at han stadig har den mangel, man kunne frygte. Mens han lige nu synes at være Gannas værste rival på de korte enkeltstarter, når man ser på de ridt, han lavede i regnen i Schweiz og ikke mindst i Benelux, har det set helt anderledes ud over længere distancer. Det gjorde det under Touren, hvor han på 5. etape ganske vist var ramt af dårligt vejr, men ikke ringere end Magnus Cort, som slog ham klart, og ikke mindst ved EM, hvor han var helt anderledes menneskelig, end han var det i Benelux. Faktisk var han relativt langt fra de bedste, men det er også kun naturligt, at en banespecialist først og fremmest er god over kortere distancer.

 

Ruten kunne til gengæld ikke ligge bedre til ham, og vi ved, at han har en enorm power på flad vej. Det var helt åbenbart i Benelux, og skal han køre en god mesterskabsenkeltstart, må dette være ruten - selvom hans sublime teknik vil savne nogle flere sving. Distancen gør, at han meget vel kan ende med at falde igennem og klare sig endnu ringere end til EM, men hans power er så kolossal, at han er den naturlige førsteudfordrer til de fire favoritter.

 

Den næste i rækken må være Edoardo Affini. Han har nemlig kørt nogle fremragende flade enkeltstarter i år, først i Giroen og siden i Benelux, hvor han og Bissegger nærmest ydmygede Küng. Til gengæld kom også han ned på jorden ved EM, hvor han endte på en beskeden 6. plads. Det kan skyldes distancen, men faktisk er jeg knap så sikker på, at det er forklaringen. Affini kørte eksempelvis fremragende ved de nationale mesterskaber på en rute, der burde være for hård, og han kørte også nogenlunde lige så godt på Giroens lange enkeltstart som på den korte. Snarere må vi nok sande, at han fortsat mangler en anelse i forhold til de bedste, og det er vel ikke helt uden grund, at hans eneste større sejr er kommet i et svagere felt i Tour of Britain. Til gengæld har han i år bevist, at han på disse flade tonserruter ikke mangler meget i forhold til de bedste, og det vil han næppe heller gøre på søndag. Det er bare tvivlsomt, om topniveauet rækker til medalje i dette felt.

 

Desværre blev EM endnu et vidnesbyrd om, at Kasper Asgreen er et lille stykke under den førende elite. Det så vi til OL, det så vi i Touren, og det så vi altså senest til EM, og det er derfor næppe uden grund, at hans første store internationale sejr stadig mangler. Til gengæld burde han gøre det bedre end til EM og til OL. Til EM var distancen kun den halve, og det er velkendt, at Asgreens allerstørste force er hans motor - i så stor grad, at det er ham og Evenepoel, der har mest glæde af den fordoblede distance. Til OL var ruten trods alt for kuperet, og her var han på forhånd slået af i hvert fald Primoz Roglic, Tom Dumoulin og Rohan Dennis, der alle både er bedre klatrere og temporyttere end ham. Asgreen har imidlertid også et andet es i ærmet. I Benelux så han ud til fortsat at mangle en del, men han tog også en lang pause efter OL. Han synes at være i en klar formopbygning frem mod linjeløbet og Paris-Roubaix, der vel trods alt er hans største mål- et forhold, der er anderledes end for de øvrige favoritter. Man kan derfor håbe, at formen har fået yderligere et nøk siden EM, men selv superform vil gøre det svært at få medalje i dette knivskarpe felt.

 

Den største skuffelse til EM var vel Remi Cavagna, der kørte en af sine ringeste enkeltstarter i år. Det siger dog næsten mest om de enkeltstarter, han har kørt i år, for de har været ganske sublime. Der er ikke én eneste af løbets favoritter, han ikke har slået i år, hvis man ser bort fra Van Aert, som han kun mødte til et OL, hvor ruten var helt anderledes. Alle andre har han slået før eller siden, og han viste med den nylige sejr i Polen, at formen heller ikke er helt ringe. Alligevel er det svært efter hans EM og en lidt tynd kalender ikke at fornemme, at formen ikke er helt i top endnu, og samtidig lider han under en rute, der er for flad til at passe ham. Til gengæld synes han at være bedst over længere distancer, og det giver ham en fordel i forhold til EM. Den forskel så vi i Giroen, hvor han blev slået klart i Torino, men næsten matchede Ganna i Milano. Netop enkeltstarten i Milano viser, at han godt kan være med på en tonserrute, men det er svært at se ham være med helt i front på en tonserrute som denne.

 

Man er vel nødt til at have Tadej Pogacar som næste mand, men det er på potentiale mere end forventning. Begge EM-løb satte nemlig igen en fed streg under, at formen stadig har store mangler, og der skal være sket lidt af en omvæltning på en uge, hvis han pludselig skulle vise sig flyvende. I forvejen er det slet ikke Pogacars rute, men han viste os trods alt i Touren, at en formstærk Pogacar også kan vinde ganske flade enkeltstarter. Samtidig er Pogacar indbegrebet af en dieselmotor, og han vil utvivlsomt stå meget bedre her end til EM - også fordi hans form åbenlyst er i fremgang. Desværre er der en restitueret enkeltstart, og vi har lært, at Pogacar er bedst, når motoren i løbet af et etapeløb er blevet varm. Derfor bliver han næppe nogensinde den bedste på mesterskabsenkeltstarter, og kombinerer man det med formen og ruten, vil jeg blive overrasket over et suverænt resultat fra Tour-kongen. Pogacar har imidlertid nu så mange gange taget hele verdens på en enkeltstartsseng, at det vil være dumt at udelukke, at det kan ske igen. Vidunderbørn leverer som bekendt af og til de mest utrolige bedrifter.

 

Det bliver spændende at følge Max Walscheid . Siden han rettede fokus på enkeltstarten, er han bare blevet bedre og bedre fra løb til løb. Siden sidste års VM, hvor han for alvor for første gang viste sit potentiale, har han udviklet sig kolossalt. Allerede under Giroen var han pludselig tæt på de bedste, men det helt store gennembrud kom i Benelux og ikke mindst ved EM, hvor han blev en fremragende nr. 5. Vi har set, at der ikke skal være mange bakker, inden hans niveau falder mærkbart, men denne enkeltstart må af samme grund betegnes som hans drømmerute. Han har stadig til gode at bevise, at han er god over mere end 40 km, og som sprinter burde han måske foretrække lidt mere eksplosive sager, men i Giroen var hans bedste enkeltstart faktisk den længste. Hvis han fortsætter med at forbedre sig fra løb til løb, burde han på baggrund af sit EM komme rigtigt langt.

 

Brandon McNulty har siden sidste års Giro etableret sig som en af verdens førende temporyttere. Det er ikke mange, der i år kan prale af en 2. og to 4. pladser på WorldTouren, men til gengæld lider han voldsomt under ruten. Den er for flad til at passe en alsidig fyr som ham, men afskrives skal han ikke. Han blev en pæn nr. 10 på tonserruten i Benelux, hvor formen havde mangler, og i sidste års Giro blev han i meget udkørt tilstand nr. 8 i Milanos fladland. Med sin formopbygning frem mod efteråret må han forventes at have forbedret sig kraftigt siden Benelux, og hans dieselmotor er også bedst egnet til lange enkeltstarter, som vi så i Giroen, hvor han var fremragende på den lange enkeltstart. Han vil nok aldrig kunne vinde så flad en enkeltstart som denne, men han har vist, at han har et godt resultat i sig.

 

En spændende kandidat er Josef Cerny. Tjekken gjorde gigantiske fremskridt i 2020, hvor han kørte nogle flotte Giro-enkeltstarter, men i år har han ikke haft mange chancer for at bevise sig selv. De få fladere enkeltstarter, han har kørt, er dog gået over al forventning. I hvert fald kørte han bedre, end jeg havde ventet, i Catalonien og ikke mindst på de to Vuelta-ruter, som jeg regnede for kuperede. Sidste år viste han med sine to 6. pladser i Giroen, at han sagtens kan køre helt flade enkeltstarter, og denne rute bør passe ham betydeligt bedre end de meget hårde Vuelta-ruter. Over lange distancer er han stadig relativt uorøvet, men faktisk burde han som type kun have fordel af, at der her er tale om en længere sag. Hvis han vitterligt har forbedret sig siden sidste års Giro, burde han have en ganske fremragende søndag i Belgien.

 

Hvad kan Tony Martin? Det er et åbent spørgsmål, fordi han stort set aldrig kører enkeltstarter for fuld knald, og det er i hvert fald en disciplin, han slet ikke fokuserer på længere. Det var også svært bekymrende, at han i Dauphiné og Paris-Nice åbenlyst gik efter et resultat, men endte langt tilbage, og allerede i årene, hvor det stadig var et fokus, viste han kraftig tilbagegang. Lægger man dertil, at han er på vej tilbage fra en skade, og at holdet derfor hev ham ud af Tour of Britain for at passe på ham, er det svært at være alt for optimistisk. Alligevel er der forhold, der giver optimisme. Han vandt de tyske mesterskaber i suveræn stil og slog Walscheid ganske klart, og selvom det primært skyldtes den meget kuperede rute, vidner det om, at evnerne stadig er der. Jumbos fremragende holdløb i Tour of Britain, hvor de var svært ramt af uheld og i undertal, kan heller ikke kun skyldes Van Aert og var et opløftende tegn. Lægger man dertil, at distance og terræn er lavet helt efter Martins hoved, kan der sagtens vente sig en lille genrejsning af historiens mest succesfulde VM-rytter.

 

Dernæst må jeg pege på Benjamin Thomas, men det er på potentiale mere end forventning. Hans afdæmpede præstation i Benelux indikerer nemlig, at formen er set bedre, og at han har pustet godt og grundigt ud efter OL, der var hans store mål. Derfor tvivler jeg på, at formen rækker, men er han bedre end ventet, har han potentiale. Han viste i årets Tirreno og Besseges, at han efterhånden har enorm power på flad vej, og selvom det var på kortere ruter, burde hans potentiale over længere distancer være stort. Han har nemlig kørt et par fremragende enkeltstarter ved de franske mesterskaber, men det er bare alt for sjældent, at han har fået lov at køre de store internationale enkeltstarter. Sidste år gik det ikke godt, og med hans nuværende form frygter jeg endnu en skuffelse, men med den power, han har vist i Tirreno, og udholdenhed, vi har set ved mesterskaberne, er hans potentiale stort.

 

Desværre er det svært at være alt for optimistisk på vegne af Mikkel Bjerg. Danskeren har nemlig haft to nylige store nedture - først i Benelux og siden ved EM - og desværre er billedet, at han oftest er relativt langt fra de bedste. Heldigvis har vi også lært, at hans topniveau stadig er ganske højt, og når han rammer dagen som i Giroen sidste år, i UAE Tour, på Tourens sidste enkeltstart og senest i Polen, kommer han ganske langt. I teorien burde han også stå bedre over den længere distance, men til gengæld er det nok ikke tilfældigt, at hans seneste skuffelser kom på helt flade ruter, der ikke synes at passe ham så godt. I det lys er det nok mest sandsynligt, at det ender i skuffelse igen, men rammer han igen en af sine gode dage, kan det blive godt.

 

Som feltets lottokupon fortjener Tobias Ludvigsson også at blive nævnt, men det ender formentlig helt galt. Sådan går det oftest for manden med den enorme forskel på top- og bundniveau, men netop den forskel gør også, at han kan overraske. Det er i hvert fald svært at glemme, hvor uhyggelig han var på 1. etape i Vueltaen, hvor man med lidt hovedregning kan se, at han uden sin punktering havde været ganske tæt på Primoz Roglic. I forvejen har han før hevet gevaldige kaniner på af hatten, blandt andet i Tirreno, men oftest fejler han slemt, som han senest gjorde det på Vueltaens sidste etape. Han så dog generelt ud til at komme bedre og bedre igennem det spanske løb, og selvom kaninerne aldrig rigtigt er komme til VM, skal én gang vel være den første.

 

På baggrund af Giroen og de italienske mesterskaber burde Matteo Sobrero stå højt, men vi har i Poeln og Benelux set, at han er langt fra formen. Lawson Craddock viste igen i Vueltaen, at han er et stykke fra sit 2019-niveau, og her virkede Jan Tratnik meget træt til sidst frem mod et løb, hvor ruten bestemt ikke passer ham ideelt. Michal Kwiatkowski er slet ikke den temporytter, han var engang, og virkede uhyre formsvag i Polen, og vi så senest ved EM, at lange distancer ikke er Jos van Emden. Jeg er lidt spændt på Tom Scully efter den flotte 1. etape i Vueltaen, men selvom han vil kunne lide terrænet, har han meget at bevise over denne distance. Nelson Oliveira er notorisk god til VM, men han er faldet af på den i år, skuffede fælt på den sidste Vuelta-enkeltstart og kan slet ikke lide det flade terræn. En joker er formstærke Ethan Hayter, men selvom han er en god temporytter, manglede han som U23-rytter en del i forhold tild e bedste, og han er helt uprøvet på en lang mesterskabsenkeltstart som denne. Ruten passer ikke til Rigoberto Uran , og Andreas Leknessund har desværre været meget formsvag i optakten.

 

BEMÆRK: Som nævnt er der en beskeden bygerisiko. I skrivende stund er den ensartet gennem eftermiddagen, men skulle det senere vise sig, at risikoen er størst på bestemte tidspunkter, vil jeg indføje en bemærkning lørdag aften.

 

OPDATERING: Startlisten er klar, og eneste væsentligt ændring er, at Ludvigsson ikke stiller ikke til start. Vigtigere er det, at vejrudsigten har ændret sig. Bygerisikoen er på 5-10% og dermed ganske minimal, men vinden synes at tiltage en anelse og samtidig dreje fra øst til nordøst. Det er ikke givet, at det bliver afgørende, men nordøstlig vind giver hovedsageligt sidemedvind og ikke sidevind. Det kan være til ulempe for Evenepoel, der starter tidligt, mens Ganna, Van Aert og Küng starter som de tre sidste. Det kan også ramme Sobrero, Walscheid, McNulty, Tratnik, Thomas, Bjerg, Bissegger og Affini, der ligeledes starter betydeligt før de øvrige favoritter.

 

***** Remco Evenepoel

**** Stefan Küng, Filippo Ganna

*** Wout van Aert, Stefan Bissegger, Edoardo Affini, Kasper Asgreen, Remi Cavagna

** Tadej Pogacar, Max Walscheid, Brandon McNulty, Josef Cerny, Tony Martin, Benjamin Thomas, Mikkel Bjerg

* Ethan Hayter, Lawson Craddock, Tom Scully, Nelson Oliveira, Jan Tratnik, Matteo Sobrero, Jos van Emden, Andreas Leknessund, Michal Kwiatkowski, Rigoberto Uran

 

Danskerne

Danmark stiller med Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg, der begge er omtalt ovenfor.

 

Starttider

Starttiderne kan findes i denne nyhed

Remco Evenepoel
Stefan Küng, Filippo Ganna
Wout van Aert, Stefan Bissegger, Edoardo Affini, Kasper Asgreen, Remi Cavagna
Tadej Pogacar, Max Walscheid, Brandon McNulty, Josef Cerny, Tony Martin, Benjamin Thomas, Mikkel Bjerg
Ethan Hayter, Lawson Craddock, Tom Scully, Nelson Oliveira, Jan Tratnik, Matteo Sobrero, Jos van Emden, Andreas Leknessund, Michal Kwiatkowski, Rigoberto Uran

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Women's WorldTour Ronde v...(1.WWT) 23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Saudi Tour(2.1) 19/10-23/10

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger