Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: VM i linjeløb
30. september 2018 11:00 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Cykelsporten har ganske vist sine fem monumenter, men der er alligevel næppe noget endagsløb, der er mere prestigiøst end linjeløbet ved VM. Intet andet internationalt cykelløb giver mulighed for at sikre sig en særlig trøje, der kan bæres hele det følgende år, og det er det eneste løb, der tiltrækker interesse fra hele spektret af såvel klassikerryttere og sprintere som klatrere og etapeløbsryttere. På denne ene dag vender man tilbage til fortiden i den forstand, at rytterne ikke længere repræsenterer deres firmahold, men i stedet etablerer usædvanlige og ofte svære alliancer mellem landsmænd, der repræsenterer deres nation. VM er i sandhed en helt unik begivenhed!

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige har en begivenhed, der overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

 

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

 

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 8 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fem yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik Van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire og senest Peter Sagan, der som den eneste har vundet tre gange i træk.

 

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt, er symbolet på den status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét internationalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år - kontinentale og nationale mesterskaber er i sagens natur lukket land for en stor gruppe ryttere - og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængden, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed, det giver.

 

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

 

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for at vinde den i løbet af karrieren. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012. Som det altid er tilfældet i landevejsløb, spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de fleste af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

 

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold.

 

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte rytter fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren, får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

 

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen i 2016, 2017 og 2018, og det var kun i 2014 og 2015, at man havde et rent rundstrækningsløb.

 

Sidste år fandt løbet sted på en let kuperet rute i Bergen, hvor der på forhånd var en del usikkerhed om, hvorvidt det var et løb for stærke sprintere eller klassikerspecialister. Længe så det ud til, at det sidstnævnte var tilfældet, da Julian Alaphilippe og Gianni Moscon kørte væk på den sidste stigning, men i en hæsblæsende finale blev de begge hentet. Efter et sent angreb fra Magnus Cort endte det derfor i en spurt blandt 29 ryttere, og her lykkedes det akkurat for Peter Sagan at sikre sig en historisk triple ved at presse cyklen foran den lokale helt, Alexander Kristoff, der med det yderste af neglene gik glip af en stor hjemmebanesejr, mens Michael Matthews måtte nøjes med bronzen. Sagan vender tilbage i et på forhånd næsten håbløst forsøg på at tage den fjerde sejr på den bjergrige rute i Østrig, men Kristoff har naturligvis intet at stille op i bjergene. Matthews havde håbet at køre for australierne, men er ikke blevet udtaget, og derfor er Sagan eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Derfor ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et bakker og evt. lidt brosten, og således er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgave er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

 

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste syv udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond og Bergen, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og Qatar, og det var vel kun i Firenze og til dels i Qatar, at de ikke havde en reel chance.

 

Det er altså i høj grad lidt tunge klassikertyper, der favoriseres ved VM, og klatrerne skal se langt mellem deres muligheder. Selvom løbet i Firenze var ganske hårdt, skal man helt tilbage til det colombianske VM i 1995 for at finde den seneste virkelige klatrerute, og det afspejles da også i en vinderliste, hvor Cadel Evans med sin overraskende sejr i 2009 er den eneste grand tour-rytter, der har sikret sig regnbuetrøjen, siden Abraham Olano sejrede ved det nævnte løb i Sydamerika.

 

Med tanke på det sparsomme antal muligheder er det derfor ikke mærkeligt, at klatrerne og etapeløbsrytterne slikkede sig om munden, da det kom frem, at Innsbruck havde lagt billet ind på årets udgave af VM. Med sin placering i hjertet af de østrigske Alper er byen som skabt til at lægge asfalt til et rigtigt klatre-VM, og selvom rundstrækningsformatet som sagt betyder, at der ikke er plads til 15 eller 20 km lange bjergpas, har arrangørerne i den grad levet op til forventningerne. Med en rute uden meget fladt terræn og intet mindre end 5020 højdemeter over de 258,5 km er det kun ni tidligere udgaver, der har budt på mere klatring, end rytterne kan se frem til i år.

 

Som sagt har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016 og 2017, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Den model benyttes også i år, men der er dog tale om et relativt kort indledende stykke - meget kortere end 2016-løbets medrivende maraton gennem Qatars ørken.

 

I alt skal der tilbagelægges 258,5 km, hvilket er en anelse mindre end sidste år i Bergen. Starten går i grænsebyen Kufstein, der ligesom Innsbruck ligger midt i de østrigske Alper lige syd for Tyskland. Derfor var der også rig mulighed for at køre ind i bjergene fra start, men det undlader man. I stedet følger man som på holdløbet og enkeltstarten den flade dalvej langs Inn-floden mod sydvest, og der er er derfor ikke mange terrænmæssige udfordringer i den indledende fase, hvor der blot bydes på et par ganske små bakker.

 

Efter 62,7 km når rytterne frem til byen Terfens, og her får de lejlighed til at varme klatrebenene op. Det sker, når de drejer mod vest for at krydse Inn-floden og køre direkte ind på den meget stejle Gnadenwald-stigning, der over 2,7 km stiger med hele 9,9% i snit og byder på tocifrede stigningsprocenter på mere end 11 over 1500 m, inden det flader ud på de sidste 700 m. Toppen rundes efter 66,8 km, hvorefter man følger en let nedkørsel mod sydvest, der fører feltet tilbage til dalen, der nås i udkanten af Innsbruck. Her forsætter man ned mod syd gennem målområdet for først gang efter 86 km og derefter videre mod syd ud til den rundstrækning, der vil være rammen om den største del af løbet.

 

Rundstrækningen rammes efter knap 90 km, og herefter skal der køres i alt syv omgange på den 26 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod syd ind gennem byens gågade i helt fladt terræn, inden man drejer mod øst og siden sydøst og sydvest for at køre op ad Igls-stigningen, der over 6,9 km stiger med 5,9% i gennemsnit. Der er tale om en ganske regulær opkørsel med stigningsprocenter på 6-7 det meste af vejen afbrudt af korte fladere stykker, primært nær bunden og toppen, der passeres på rutens sydligste punkt. Stigningen bliver aldrig stejl og når kun enkelte gange kortvarigt op på 10%.

 

Herefter går det mod nordvest via en meget enkel nedkørsel, indtil man atter når ned i dalen i den sydlige udkant af Innsbruck, hvor man drejer mod øst for igen at følge en flad vej, inden man igennem fladt terræn kører tilbage mod nordvest ind gennem byen. Kort efter at have passeret Inn-floden drejer man ind på en meget smal rampe, hvor det over 2-300 m stiger med 10-12%, inden man med godt 3 km igen drejer mod nordvest ind på en bredere vej, der falder let, kun afbrudt af en lille kontrabakke, tilbage til Inn-floden. Her følger man med 2500 m igen en stor, bred vej mod nordøst, inden man i et skarpt sving drejer mod sydvest og herefter kører tilbage langs den flade flodbred på den modsatte side frem til stregen.

 

Den sidste passage af Igls-stigningen kommer med 20,5 km, hvorefter man atter kører tilbage til Innsbruck. Efter at have nået toppen af den lille stejle rampe drejer man mod vest ind på et kort fladt stykke, inden vejen igen begynder at stige. Kort efter drejer man til højre ind på den brutale Gramartboden-stigning, der er blevet kendt som Helvedesstigningen og ligger i den nordvestlige udkant af byen. Det er ikke uden grund, for der er tale om en meget stejl sag, der over 2,9 km stiger med hele 9,9% i gennemsnit, men det er meget værre end det. Efter de første 500 m følger fire 500 m-segmenter, der stiger med hhv. 10,8%, 10,4%, 16,2% og 14,5%, inden den flader ud over de sidste 400 m, og den efterlader ingen mulighed for at komme sig, idet det i store træk blot bliver stejlere og stejlere undervejs uden reelle fladere ramper.

 

Fra toppen resterer bare 8,5 km, der fører mod øst og siden sydøst ad en relativt stor vej via en ganske nem nedkørsel med enkelte hårnålesving, der ikke kræver mange tryk på bremsen, inden man atter når ned til centrum af Innsbruck, hvor de sidste 2,5 km er flade. Her går det først mod nordøst langs Inn-floden, inden man drejer skarpt mod sydvest for at passere floden og herefter køre det sidste stykke tilbage i den modsatte retning langs vandet, hvor målstregen er placeret i hjertet af den østrigske bjergby.

 

Løbet byder som sagt på i alt 5020 højdemeter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Innsbruck og Østrig er kendt for regnvejr, men i år er rytterne blevet begunstiget af smukt vejr. Festen slutter også af i det smukkeste solskin på en søndag, hvor det vil være skyfrit med en temperatur på hele 22 grader. Der vil bare være en svag til let vind, der mod slutningen vil komme fra nordøst. Det giver sidemedvind på Igls-stigningen og sidemodvind på nedkørslen og turen ind gennem Innsbruck. Der vil være sidemodvind på Helvedesstigningen og det lille flade stykke på toppen. Herefter vil der være medvind på nedkørslen og modvind på den første del af det afsluttende flade stykke, inden man drejer ind i medvind med knap 2 km igen.

 

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

 

Modsat sidste års VM, der delte vandene markant, er der i år imidlertid bred konsensus. Lige siden ruten blev offentliggjort, har alle beskrevet det som et løb for klatrere, og den vurdering er ingenlunde blevet ændret, efterhånden som landstrænere og ryttere har haft lejlighed til ved selvsyn at se terrænet an. Godt 5000 højdemeter taler sit tydelige sprog, og selvom løbets hovedstigning Igls bestemt ikke hører til blandt cykelhistoriens vanskeligste, vil den spektakulære afslutning med Helvedesstigningen i Innsbruck sikre, at kun meget klatrestærke ryttere kan være med i kampen om den eftertragtede regnbuetrøje.

 

Denne vurdering afspejles også tydeligt dels i rytternes sæsonplanlægning, dels i holdudtagelserne. For det første er mundvandet igennem hele året løbet over hos de bedste klatrere og etapeløbsryttere, der stort set samstemmigt har gjort VM til et af sæsonens hovedmål, ganske enkelt fordi det kan vise sig at være en once-in-a-lifetime-mulighed for de rene klatrere for at iføre sig en af sportens mest prestigiøse trøjer. Kaster man et blik ned over listen over verdens bedste klassementsryttere, er det vel kun Geraint Thomas og Chris Froome, der hviler ud efter en hård sæson, Richie Porte, der er syg, Fabio Aru, der stadig leder efter formen, Egan Bernal og Mikel Landa, der alle er på vej tilbage efter en skade, samt den kyssesygeramte Esteban Chaves, man for alvor kan savne i det skræmmende stærke felt.

 

For det andet skal man blot kaste et blik på holdudtagelserne for at indse, hvilke forventninger landstrænerne har til ruten, for kun nationer, der ikke har haft andet valg, har fundet plads til tungere folk i et felt, der i meget stort omfang er renset for de ryttere, der ellers i hovedparten af årene anses som favoritter på de ofte let kuperede, klassikeragtige VM-ruter.

 

Der er dog også forskelle i tilgangen. Mens Vincenzo Nibali og Alejandro Valverde, der aldrig har lagt skjul på, at en VM-titel måske er karrierens altoverskyggende mål, i mere end et år har gjort det klart, at regnbuetrøjen er fokus nr. 1 i 2018, og andre klassementsryttere som Romain Bardet og Adam Yates har udset sig det som det helt store fokus i sæsonens anden halvdel, er det for de fleste et sidste mål i en allerede lang sæson, hvor grand tours trods alt har været i fokus. Det gælder eksempelvis for Tom Dumoulin, der har haft en meget ambitiøs plan med en grand tour-double, samt det store antal stjerneklatrere, der udgjorde toppen af klassementet i den nyligt overståede Vuelta.

 

Uanset de forskellige forberedelser skal man ikke tage fejl: der findes ikke en klasseklatrer i denne verden, der ikke øjner chancen for at iføre sig regnbuestriberne søndag eftermiddag. Alle er de imidlertid tvunget til at gribe løbet forskelligt an, ikke mindst fordi et VM-løb altid er særligt i den forstand, at det afvikles for lands- og ikke firmahold. Dermed er alliancer og interne hierarkier pludselig vidt forskellige, og selvom den velforberedte landstræner naturligvis i indledende samtaler med rytterne har sørget for at afstemme forventninger med rollefordelingen, er det i langt de fleste tilfælde først i de allersidste dage op til løbet, hvor holdene endelig er samlet, at den endelige taktik lægges. Og meget ofte slipper der ikke meget ud om, hvordan de enkelte nationer har tænkt sig at gribe opgaven an.

 

Meget ofte er det ved et VM-løb let at gennemskue, hvem der har en interesse i at lægge pres på, og hvem der vil have en mere defensiv tilgang. Bjergrige og hårde ruter er imidlertid farlige. Respekten for terrænet betyder ofte, at der køres henholdende og defensivt, ganske enkelt fordi nationerne frygter, hvad der venter. Helt omvendt var det sidste år i Norge, hvor det fra start stod klart for belgierne, at den relativt lette rute ville være svær at gøre hård nok for det sprinterløse mandskab. Derfor angreb de i ét væk gennem hele løbet, nøjagtigt som de gjorde det på den tilsvarende rute ved det nyligt overståede EM i Glasgow.

 

Denne gang er der imidlertid ikke sprintere, der skal sættes af, og derfor vil vi næppe se det samme tidlige pres, som vi ofte har set i lettere løb. Særligt er det fem nationer, der har nøglen til løbet, for det kræver et stærkt mandskab at kunne tage kontrol på en så svær rute. Umiddelbart er det Colombia, Holland, Frankrig, Spanien og Italien, der vil diktere slagets gang, og de øvrige nationer vil i vidt omfang være tvunget til at indrette taktikken efter, hvad ”The Big Five” dikterer.

 

De fem lande har imidlertid vidt forskellige intentioner. Colombias klatrere skal for alt i verden undgå en alt for eksplosiv finale, og for dem kan løbet ikke blive hårdt nok. Desværre betyder fraværet af Bernal og Chaves, at de ikke har det superhold, som mange havde håbet på, men de har stadig et hold, der kan lægge et vist pres og dermed sætte de tre kaptajner, Nairo Quintana, Miguel Angel Lopez og Rigoberto Uran, op til sejr. Af dem må man formode, at den mere eksplosive og hurtige Uran skal køre en anelse mere defensivt, mens Lopez og Quintana skal forsøge at skabe en udskilning, der tilgodeser rene klatrere som dem.

 

Spanien er formentlig den nation, der har den mest låste taktik. Selvom holdet kommer til start med meget formstærke Enric Mas og den igennem Vueltaen stadigt bedre kørende David De La Cruz, er der reelt kun én etableret vinder på det ellers solide spanske mandskab. Da en forløsende regnbuetrøje, som han har jagtet siden 2003, til Alejandro Valverde samtidig vil være det, enhver spanier drømmer om, vil de formentlig lægge stort set hele taktikken til rette efter, at den spanske veteran skal øverst på podet.

 

Helt omvendt forholder det sig hos franskmændene, der har en helt enorm bredde, og adskillige vinderkandidater. På forhånd er tre mand udpeget som kaptajner, Julian Alaphilippe, Romain Bardet og Thibaut Pinot, og her synes det givet, at Alaphilippe skal spare sig og bruge sin eksplosivitet på den afsluttende mur, mens de mere slidstærke Bardet og Pinot skal forsøge at køre offensivt tidligere og herved skabe en situation, hvor de i en sen gruppe kan gøre arbejdet færdigt. Resten af holdet er også eminent, men meldingen er, at de øvrige fem alle skal agere hjælpere.

 

Holland kommer med et fremragende mandskab, men der er stor usikkerhed om formen hos de to kaptajner, Wout Poels og Tom Dumoulin, der begge vil blive analyseret i detaljer nedenfor. Det vil formentlig give en mindre fastlåst taktik, der også kan åbne muligheder for, at Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman og Bauke Mollema kan forsøge sig med tidligere fremstød. Usikkerheden om niveauet kan også anspore de to kaptajner til at forsøge at undgå en direkte konfrontation med favoritterne til sidst, og dermed kan hollænderne i særlig grad tænkes at spille en offensiv rolle.

 

Det samme gælder for italienerne. Gennem hele sæsonen har det stået soleklart, at det ville være alle mand for Nibali, der som sagt har gjort løbet til årets altoverskyggende mål. Den mildt sagt komplicerede forberedelse som følge af det grimme styrt i Touren og den alt andet end overbevisende indsats i Vueltaen, samt Gianni Moscons fabelagtige præstationer på det seneste har imidlertid igangsat et interessant spil, hvor de to stjerner skiftevis har sendt kaptajnaben videre til hinanden. Uanset hvad må de formodes begge at have en beskyttet rolle, men i den situation er det svært at se italienerne tage et kontrollerende initiativ og at vente til finalen. Det vil Nibali i lyset af sin form næppe turde, og da Moscon alt andet lige er for stor og tung til at matche de allerbedste, når det til sidst går løs på de 28% i Helvede, vil begge være tvunget til at forsøge sig fra distancen. Den øvrige del af holdet er solidt, men uden oplagte vinderkandidater på denne rute (med mindre alt flasker sig for Domenico Pozzovivo), og de øvrige seks vil derfor formentlig få til opgave at skulle hjælpe kaptajnerne med offensiv kørsel, gerne ved at ledsage dem i et fremstød, som de kan hjælpe med at holde i live.

 

I tillæg til de fem supernationer er der en hel stribe oplagte vinderkandidater, men alle er de kendetegnet ved at være på et hold, der ikke besidder styrken til at kontrollere løbet. For dem handler det derfor i vidt omfang om at læse løbet rigtigt og i sidste ende havne i en position, hvor de kan køre med om sejren.

 

Hvordan det scenarium sikres, er ikke på forhånd givet. Umiddelbart kan det nemlig ske på én af to måder. Det indlysende er naturligvis, at vi til slut får en elitegruppe af klatrere, der i en eksplosiv finale på Helvedesstigningen skal afgøre slaget imellem sig - præcis, som Alaphilippe, Valverde og Yates-brødrene vil ønske sig. Som anført er det imidlertid af de store nationer kun Spanien, der formentlig vil have en relativt fastlåst taktik, og man kan sagtens forestille sig, at de med folk som Mas, De La Cruz og Ion Izagirre vil forsøge at gå med i angrebene i finalen.

 

Kører der en gruppe med løjtnanter fra alle de fem store nationer, og føler de sig alle overbeviste om, at deres kort har en reel chance, er der næppe noget hold, der er stærke nok til at skabe samling. Vi så et lignende scenarium på den bjergrige rute i Rio, hvor fuglen fløj, inden favoritterne for alvor kom i spil, og hvor det kun var Alaphilippe, der fra feltet til slut kunne nå frem og køre finalen. Det er meget tænkeligt, at spanierne uanset repræsentation i front alligevel vil jagte, men om det trods alt ikke skræmmende stærke spanske hold vil kunne skabe samling, er et åbent spørgsmål.

 

Hvilket af de to scenarier, der vil realiseres, er langt fra givet, og dermed kan favoritfeltet inddeles i to dele. Der er eliteklatrerne med punch, der kan gøre det færdigt i den vanvittige finale, hvis favoritterne skal afgøre det, og der er de knap så eksplosive dieselklatrere, der vil forsøge at skabe en situation, som den Van Avermaet udnyttede i Rio. Det udvider vinderfeltet betragteligt i forhold til det relativt beskedne antal, der faktisk kan vinde i et direkte opgør mellem favoritterne. Omvendt er ruten så svær, at vi ikke bliver vidner til en vild sensation. Skal man vinde i Innsbruck, skal man klatre fremragende!

 

Dermed vil jeg også med det samme forsøge at aflive troen på, at en klassikertype som samme Van Avermaet eller Peter Sagan løber med sejren. Mine naller er ganske vist stadig helt svedne, efter at jeg brændte dem så gevaldigt på at postulere, at Van Avermaet ikke havde skyggen af chance for at blive olympisk mester. I forhold til ruten i Rio er dette løb dog samlet set betydeligt hårdere, og det gælder ikke mindst finalen. Dertil kommer, at holdene her er større, hvilket vil gøre løbet lettere at kontrollere for de store hold, og chancerne for, at de bedste klatrere alle fanges i en ugunstig situation synes minimal. Lægger man dertil, at klatreniveauet i en frontgruppe skal være temmelig lavt for, at Van Avermaet/Sagan-typerne skal kunne gøre det færdigt, risikerer jeg, at de sidste dele af mine afsvedne fingre også brændes af ved at hævde, at vi skal til det lettere kavaleri for at finde årets verdensmester.

 

På denne tid af året handler det ikke kun om topniveau. Mindst lige så vigtig er formen og friskheden, og derfor har det været vigtigt at få afsluttet Vueltaen, inden man har kunnet komme med en kompetent vurdering af, hvem der fortsat har tilstrækkeligt med energi i tanken til at vinde et så svært løb som dette. Efter en samlet vurdering af rutens karakter, formen og friskheden er der især tre navne, der står øverst på min blok over potentielle verdensmestre: Adam Yates, Julian Alaphilippe og Alejandro Valverde.

 

De mest indlysende bud er naturligvis Valverde og Alaphilippe, der begge har vist fremragende form, og som igennem de seneste år har været verdens to bedste i kuperede endagsløb. Alligevel har pilen for mig siden den sidste uge peget på Adam Yates. Briten har lidt den tort i løbet af sæsonen klart at blive overstrålet af sin bror Simon, men faktisk er det ikke helt rigeligt. I de første år af karrieren har Adam tydeligvis været den stærkeste af de to, hvilket ikke mindst 4. pladsen i Touren og sejren i San Sebastian vidner om, og i årets første måneder så det faktisk ud til, at han havde lagt yderligere til sit niveau.

 

Især i Tirreno var han næsten skræmmende stærk, efter at et styrt havde sendt ham ud af klassementet, men desværre betød et styrt i Catalonien, at resten af foråret blev lagt i ruiner. Siden blev han nr. 2 i både Californien og Dauphiné, selvom han var et stykke fra topformen, men alt sammen blev det overskygget af en elendig Tour, hvor han tidligt mistede tid efter et uventet kollaps i Alperne, og da han på grund af et sent styrt missede en næsten sikker etapesejr i Pyrenæerne, lignede han - trods en faktisk ganske god afsluttende enkeltstart - en mand, der havde tabt moralen.

 

Efter nedturen rettede han imidlertid fokus mod VM, og han slog to fluer med et smæk ved at kombinere VM-forberedelse med vigtig erfaringsopsamling og hjælp til brormand i Vueltaen. Her var han totalt anonym i de første to uger, men i den sidste uge viste han for alvor både klasse og værd. Her var han blandt de allerstærkeste på de sidste tre bjergetaper, og ikke mindst hans suveræne neutralisering af det tidlige fremstød fra Miguel Angel Lopez på 20. etape var ganske imponerende.

 

Med andre ord ser det ud til, at Yates har timet sin form helt perfekt, og modsat stort set alle andre favoritter har han både den formentlig ret vigtige Vuelta i sine ben, samtidig med at han slet ikke har kørt sig i hegnet hver eneste dag. Yates ligner således den rytter, der måske har haft den allerbedste forberedelse, og alle tegn i sol og måne peger på, at han har ramt alt ideelt.

 

Briterne har ikke det stærkeste mandskab, og derfor er der en betydelig risiko for, at Yates bliver fanget bag en gruppe, der skal køre om sejren. Ender det imidlertid i et opgør mellem de bedste, er der ikke mange i denne verden, der har Yates’ punch på en meget stejl stigning som denne. Det var præcis på en lignende mur, at han sejrede i San Sebastian, og da han samtidig er ganske hurtig i en flad spurt, har han alle forudsætningerne for at vinde.

 

Den store udfordring er det relativt svage britiske hold samt ikke mindst løbets samlede hårdhed. Både han og Simon har haft problemer på de helt store bjergetaper med mange højdemeter over lange distancer, og derfor kan dette vise sig at være for hård kost. Det har imidlertid også været tydeligt i de seneste måneder, at de begge har forbedret deres holdbarhed betragteligt, og med den veltimede form burde en mere moden Yates kunne holde hele vejen. Fanges han ikke i det taktiske spil, tror jeg, at han i kamp mellem favoritterne vil være bedst, og derfor kunne det meget vel blive til endnu en sejr på den alenlange liste over nyere britiske cykeltriumfer.

 

Var jeg blevet spurgt i juni, hvor han igen falmede på de lange stigninger i Dauphiné, om Julian Alaphilippe kunne blive verdensmester, havde svaret været nej. Siden da er der imidlertid løbet meget vand igennem åen, og nu forholder det sig anderledes. Igennem årene har det ellers været et klart mønster, at den eksplosive franskmand gang på gang er kommet til kort på de længere opkørsler i snart sagt alle sine etapeløb, men i Touren viste han pludselig stærkt forbedrede klatreevner. Her vandt han ikke blot bjergtrøjen, han vandt også to bjergetaper, hvor han kørte fra langt mere etablerede klatrere i ganske stærke udbrud.

 

Helt ud af det blå kommer det nu ikke. Det er nemlig især i etapeløbene, at Alaphilippe har haft sine problemer med holdbarheden. I Rio var han som sagt den eneste, der formåede at køre fra feltet op til det afgørende udbrud - i den forbindelse kørte han blandt andet fra en vis Chris Froome, der netop havde vundet Touren - og sidste år blev han nr. 2 i et knaldhårdt Il Lombardia. Det er klart, at Alaphilippes force altid vil være de eksplosive og gerne meget stejle stigninger, men med den eminente udvikling, han har gennemgået særligt i år, hvor han også var fabelagtigt kørende i Ardennerne - havde det ikke været for holdtaktik, havde han formentlig vundet både Fleche og Liege - og tog en suveræn sejr i Clasica San Sebastian, er der gode chancer for, at han også på denne rute kan holde hele vejen.

 

Formen synes i hvert fald at være timet optimalt. Ganske vist har han ikke kørt Vuelta, men med samlede sejre i Tour of Britain og - det ganske vist svagt besatte - Slovakiet Rundt har han vist, at han som stort set hver gang har evnet at planlægge sin træning perfekt. Graden af velforberedthed kan således ikke diskuteres, og de største trusler mod Alaphilippe er derfor taktikken og holdbarheden.

 

Selvom han har forbedret sig, kan 5000 højdemeter være for meget over for rene klatrere, som det var, da han sidste år ikke kunne følge Nibali og Pinot i Lombardiet, og efter så svært et løb kan han også få vanskeligheder med at udnytte sit vanlige punch på Helvedesstigningen, der er så lang, at man ikke blot kan sprinte op over på klassisk Alaphilippe-maner.

 

Dertil kommer naturligvis risikoen for, at han kan blive låst af en situation, hvor løjtnanterne Pinot og Bardet får lov at køre deres chance i en gruppe, men ender det i et opgør mellem favoritterne, er det svært at komme udenom, at eksplosive, formstærke og hurtige Alaphilippe må være en af de helt store favoritter.

 

Der findes vel næppe mange cykelfans i denne verden, der ikke vil kunne se en højere retfærdighed, hvis Alejandro Valverde endelig sikrer sig den regnbuetrøje, han har kredset om igennem hele karrieren. Ingen anden rytter i cykelhistorien har så ofte stået på podiet uden faktisk at vinde, og det bemærkelsesværdige er, at det er sket på et hav af forskellige ruter. Således spænder medaljesamlingen fra en bronzemedalje på den knaldhårde rute i Firenze over medaljer i de ardenneragtige løb i Hamilton, Salzburg og Limburg samt klassikerløbet i Ponferrada til en sølvmedalje i massespurten i Madrid helt tilbage i 2005. Sejren mangler imidlertid fortsat på det imponerende cv, og Valverde har ikke lagt skjul på, at den har absolut topprioritet i den resterende del af karrieren.

 

Løbet i Innsbruck kan vise sig at være sidste chance. Næste års rute i Yorkshire passer ham nemlig dårligt, og selvom jeg har lovet mig selv aldrig igen at tro, at alderen vil sænke den spanske evighedsmaskine, er det trods alt ikke givet, at Valverde vil være på samme niveau som 40-årig, når den næste hårde rute venter i Aigle i 2020. Derfor har han også sat alt ind på at vinde i Østrig, men måske gik det alligevel lidt galt i sidste øjeblik. I løbet af Vueltaen tog Valverdes ustoppelige konkurrenceinstinkt nemlig overhånd, da han pludselig kunne lugte en samlet sejr, og han endte således med særligt i den sidste uge at grave langt dybere end oprindeligt planlagt i et løb, hvor han primært skulle have hjulpet Quintana.

 

Man kan på den baggrund være lidt bange for, at Valverde brugte lidt for megen unødig krudt, som han gjorde det, da han efter en hård Giro-Tour-double falmede voldsomt ved OL i Rio, der ellers var den sæsons helt store mål. Omvendt har altid konkurrencedygtige Valverde vist, at han lynhurtigt kommer sig efter en grand tour. Det vidner hans mange VM-resultater og sejre i Clasica San Sebastian om, og selv i 2014, hvor han i Tourens døende dage mildt sagt lignede en hængt kat, lykkedes det ham seks dage efter afslutningen i Paris at vinde den spanske klassiker. At tro, at Valverde nødvendigvis er træt, er derfor en fejlslutning, selvom risikoen naturligvis er til stede.

 

Et gennemgående træk i Valverdes usædvanligt ustabile sæson er, at han ikke synes at have samme styrke på lange stigninger som tidligere. I hvert fald led han voldsomt i bjergene i Touren, og det var bemærkelsesværdigt, at hans fire halvdårlige præstationer i Vueltaen alle kom på præcis de fire etaper, der i finalerne bød på ganske lange stigninger. Til gengæld viste det spanske løb også, at der i denne verden fortsat ikke findes mange - formentlig kun Alaphilippe - der har veteranens punch på korte stigninger, uanset om de er stejle eller ej. På murene på 14. og 17. etape var han formentlig den bedste af favoritterne - i hvert fald mente han selv, at han kunne have slået Yates på førstnævnte etape, hvis han havde kendt stigningen - og selv i de ret lette afslutninger på 2. og 8. etape overspurtede han hhv. Michal Kwiatkowski og ikke mindst Peter Sagan.

 

Med andre ord burde Valverde være skabt til denne finale, hvor der venter en brutal og usædvanligt stejl mur samt en flad finale, hvor han på stregen kan slå stort set alle, og hvor det kun blandt favoritterne er Alaphilippe, der fremstår som en reel trussel. Det helt store spørgsmål er, om det spanske hold er stærkt nok til at skabe en situation, hvor Valverde faktisk kan få lov at køre finale, samt ikke mindst, om det samlede antal højdemeter med syv relativt lange stigninger nu om dage er for hård kost for manden, der ellers er uovervindelig. Svaret får vi på søndag.

 

Et af mine helt store overraskelser er, hvorfor så få taler om Miguel Angel Lopez som en af topkandidaterne. Det kan godt være, at colombianeren ikke er kendt som endagsrytter, men det skyldes hovedsageligt, at han stort set ingen har kørt. Faktisk vandt han trods dårlig form Milano-Torino i 2016, og ser man bort fra samme års udgave af Il Lombardia, er det det seneste endagsløb, han har kørt med henlik på faktisk at levere et resultat.

 

Naturligvis giver det god mening. Lopez er nemlig ikke prototypen på en klassikerrytter, men dette VM er heller ikke prototypen på et kuperet endagsløb. Her er tværtimod tale om et decideret bjergløb, og selvom han måske ikke nået helt samme flyvende højder som i sidste års Vuelta, har Lopez trods alt vist, at han ubetinget er en af verdens allerbedste klatrere. Det blev særligt tydeligt i Vueltaens døende dage. Her kørte han efter lidt sygdom på 19. etape kørte en fabelagtig 20. etape, hvor han var løbets klart stærkeste, også selvom han til slut blev slået af Mas i spurten.

 

Netop den præstation vidner om, at Lopez er kommet flyvende ud af Vueltaen - et mønster, der i øvrigt er set før for en mand, hvis styrke særligt er hans enorme motor og holdbarhed. Al logik tilsiger derfor også, at 250 km med 5000 højdemeter er guf for Lopez, der endda er del af et af de allerstærkeste hold. Samtidig viste han på de stejle mure i Vueltaen, at han er fremragende på korte, stejle stigninger som Helvedesstigningen, og det har længe været velkendt, at han har et glimrende punch på murene. Med andre ord kan han enten vinde i et direkte opgør mellem favoritterne, hvor han kan køre alene hjem - den ret lette nedkørsel burde selv for ham ikke blive et stort problem - eller udnytte Colombias styrke til at køre med i en tidligere gruppe, hvor han meget vel vil kunne være den stærkeste. Nej, Lopez kan ikke spurte på flad vej, men det behøver man heller ikke at kunne i dette løb. Derfor kan det meget vel passende ende med en colombiansk verdensmester på den første klatrerute i mange år.

 

I den franske lejr samles megen fokus på Alaphilippe, men det kan blive livsfarligt at overse Thibaut Pinot. Som sagt er hans opgave at angribe før selve finalen, og det kan meget vel vise sig at være den rette taktik, hvis alle de store nationer er tilfredse med situationen. Sker det, vil Pinots chancer for at være stærkeste mand være store. Ikke blot elsker han lange, opslidende løb med mange højdemeter, han kommer også ud af Vueltaen i fremragende form. Tidstab i sidevinden samt lidt ustabil kørsel betød, at han aldrig var i spil til sejren, men ikke desto mindre forlod han løbet med sejr på to af de største bjergetaper. Hvor den første måske i vidt omfang handlede om taktik, kan man ikke betvivle hans klasse på 19. etape, hvor han slet og ret fulgte en ellers på den dag ganske suveræn Simon Yates og endda havde overskud til at bidrage undervejs som led i en aftale mellem de to.

 

Den sidste meget eksplosive stigning er måske ikke ideel for Pinot, men han viste i Vueltaen, at han bestemt ikke er dårlig på mure, ikke mindst når det så sent i løbet mest af alt handler om, hvem der har noget tilbage. Her kommer Pinots store motor ham til gode, og så skal man heller ikke glemme, at han flere gange i de sidste to år har vist, at han er lynhurtig også i en flad spurt. Efter en let anden halvdel af sæsonen er han langt mere frisk end særligt mange af Tour-rytterne, og derfor ligner en formstærk Pinot et godt bud både til at angribe før selve finalen eller tage over, hvis det hele bliver lidt for meget for Alaphilippe.

 

En af løbets helt store jokere er Primoz Roglic. Efter en sæson, hvor han i snart sagt ethvert løb - mest markant selvfølgelig i Touren - har vist, at han kan køre op med hvem som helst i bjergene, er det naturligt at pege på den slovenske komet som en af favoritterne på en bjergrig rute som denne. Han har i hvert fald vist, at tidligere tiders begrænsninger på de helt store bjergetaper ikke længere er et tema, og han har særligt i Vuelta al Pais Vasco vist, at han også har punch og kan spurte på flad vej. Med andre ord er det alene hans fokus og ikke evnerne, der har betydet, at hans resultater hidtil er kommet i etape- og ikke endagsløb.

 

Når man alligevel må have sin tvivl om Roglic, skyldes det usikkerheden om formen. Efter Touren missede han nemlig en del træning som følge af et styrt på de franske landeveje, og det så tilsyneladende ud til at have kostet i hans eneste løb siden da. I Tour of Britain eksploderede han nemlig totalt på kongeetapen, hvor det blev helt tydeligt, at sloveneren endnu havde en del arbejde foran sig. Det samme var imidlertid tilfældet forud for VM sidste år, hvor han i England kørte en halvdårlig enkeltstart, for siden alligevel at tage sølv, da det blev alvor i kampen mod uret i Bergen.

 

I år betyder omtalte styrt, at han ikke har kunnet træne på sin enkeltstartscykel og derfor skippede begge tidskørsler, og det er derfor Tour of Britain, der er seneste referencepunkt. Her var takterne ikke de bedste, men har han timet formen lige så godt som sidste år, fremstår Roglic som en af de absolutte topfavoritter i begge de to omtalte scenarier, selvom det naturligvis komplicerer situationen, at et relativt svagt hold betyder, at han meget vel kan ende i en situation, hvor han ikke kommer til at køre finale.

 

Som sagt stiller Holland med to kaptajner, og efter at Dumoulin efter enkeltstarten måtte erkende, at formen ikke så ud til at sidde i skabet, peger pilen nu i stedet mod Wout Poels. Hollænderen har med sejren i Liege vist, at han mestrer kunsten at vinde de største endagsløb, og han har i både Touren og Vueltaen vist, at han på sine store dage er en af verdens allerbedste klatrere, endda i et omfang, så han momentvist næsten har virket stærkere end kaptajn Froome. Samtidig viser hans historik i især Vueltaen og på Angliru, at hans helt store styrke er de stejleste af de stejle procenter, og han har tillige i blandt andet Liege og Fleche vist, at han har punch. Med andre ord mestrer han distancen, det store antal højdemeter og den eksplosive og meget stejle finale.

 

Alligevel hersker der en del usikkerhed om Poels. Om nogen er hollænderen nemlig en lottokupon, der kan være flyvende én dag og sat som en af de første den næste. Da han samtidig kun har kørt ét løb siden en hård tid med en Giro-Tour-double, er det denne gang ekstra usikkert, hvad vi skal forvente. I Tour of Britain vandt han ganske vist kongeetape, men kun fordi Alaphilippe alene kørte efter klassementet og ikke etapesejren på den ret lette modvindsstigning. Dengang havde han således fortsat et stykke vej at gå. Hvor langt han er kommet siden da, er der ingen, der ved, og det kan meget vel som så ofte før ende med absolut ingenting for hollænderen. På den anden side kan han også ramme en af sine helt store dage, og så er han livsfarlig.

 

Var løbet blevet afviklet den 17. september, havde der ikke været tvivl om, at Simon Yates havde været den måske allerstørste favorit. Briten vandt nemlig helt fortjent Vueltaen, og selvom han måske betalte en lille pris på 20. etape, viste han med præstationen på 19. etape, at han i sidste del var løbets allerstærkeste. Yates’ problem er imidlertid, at kalenderen på søndag siger den 30. september, og at han således har skullet holde den gode form ved lige i 14 dage. Det kan vise sig at være en voldsom udfordring, for al historik viser, at begge Yates-brødre efter en grand tour, hvor de har kørt klassement, har været mere døde end levende og haft det enormt svært i de efterfølgende løb.

 

Det er meget nærliggende, at noget lignende vil ske denne gang, og derfor peger pilen i Yates-familien i mine øjne langt mere mod Adam, der har haft en helt andet og nærmest ideel forberedelse. Med til historien hører imidlertid også, at Simon denne gang greb Vueltaen helt anderledes an og kørte langt mere konservativt i løbets første to uger. Derfor var han for første gang nogensinde faktisk bedst i løbets sidste del, og han kom derfor også til Madrid i en helt anden forfatning end tidligere

 

Alligevel er det svært helt at tro, at en mand, der ikke er kendt for holdbarhed og god form efter grand tours, på så markant vis kan vende rundt på tidligere mønstre, at han faktisk kan vinde et så svært løb som dette. Ruten passer ham ellers ganske godt, for da han og Adam som ryttertyper er stort set identiske, kan vi stort set blot gentage bemærkningerne fra vores analyse af brormand. Og når vi alligevel rangerer Simon højt blandt favoritterne, skyldes det, at han i år har overgået sig selv gang på gang. Det virker ikke sandsynligt, at det vil ske igen på søndag, men året har lært os, at man aldrig kan afskrive den nykårede Vuelta-vinder.

 

Det er virkelig en skam, at Dan Martin synes at have mistimet sin forberedelse. Der findes nemlig ikke mange ret mange i denne verden, der er bedre i denne type endagsløb - formentlig er det kun Alaphilippe og Valverde - end ireren, der som den eneste aktive udover Philippe Gilbert har vundet begge de to kuperede monumenter. Efter en svær og meget uheldig sæsonstart kørte han også en fremragende Tour, hvor han ikke blot viste sit eminente punch i forbindelse med sin etapesejr, men også klatrede med de bedste på de helt store bjergetaper, og det kunne formentlig være blevet til langt mere, hvis ikke han havde været svært hæmmet af et styrt på 8. etape.

 

Desværre måtte han i Vueltaen skuffet erkende, at den gode form var forduftet, og kort efter tog han hjem for at hjælpe fru Martin med at bringe tvillinger til verden. Risikoen for, at bleskift og barnegråd i det martinske hjem har været lidt for forstyrrende i forberedelsen frem mod et af årets allersværeste løb er derfor overhængende, ikke mindst fordi udgangspunktet i Vueltaen bestemt ikke var ideelt. Omvendt er der reelt ikke nogen, der ved, hvor Martin står, og er han vitterligt på toppen, burde han som minimum have haft fire og ikke to stjerner i favoritvurderingen. Finalen med en stejl mur er nemlig skræddersyet til Martin, der også er ganske hurtig i en spurt på flad vej.

 

Det tredje kort i den franske trio er Romain Bardet, der ligesom kaptajn Alaphilippe ikke har kørt Vuelta. Alligevel synes han at have timet formen ganske godt. I det hårde Giro della Toscana var han nemlig den eneste, der kunne følge formstærke Gianni Moscon, og han har da heller ikke selv lagt skjul på, at han er ganske tilfreds med benene. Bardet har samtidig med sine gode præstationer i Il Lombardia og sin lange stribe af topplaceringer i Liege vist, at han er en glimrende endagsrytter, og hans dieselmotor er som skabt til et langt, opslidende løb som dette.

 

Som for Pinot gælder, at Bardet som udgangspunkt skal forsøge sig lidt tidligere end den absolutte finale, selvom han måske også kan blive bedt gemme sig, hvis det hele bliver lidt for hård kost for Alaphilippe. Det er dog svært at se Bardet vinde et direkte opgør med de mere eksplosive folk, ikke mindst fordi han ikke er hurtig i en spurt på flad vej, og trods alt ikke er verdens allerbedste på en kort, eksplosiv mur. Havner han imidlertid i den rette gruppe i præfinalen, er chancen for, at han er stærkeste mand, ganske stor.

 

Egentlig ville vi gerne have Tom Dumoulin som en af de helt tunge favoritter. I de seneste to år har den store hollænder nemlig vist, at han er blandt verdens allerbedste også på de helt store bjergetaper med mange højdemeter som denne. Samtidig har han særligt i Vueltaen vist sig knivskarp på korte, stejle mure, hvor han synes at være i stand til at overvinde tyngdekraften, og han har en motor, der gør ham helt ideel til et langt løb som dette. Lægger man dertil, at han i sine unge år viste stor spurtstyrke - en egenskab, der dog ikke er helt intakt længere - og at han har leveret topresultater i endagsløb, endda så sent som i sidste års Clasica San Sebastian, er det klart, at Dumoulin fremstår som et oplagt vinderbud.

 

Desværre måtte han også skuffet efter nedturen på enkeltstarten erkende, at formen efter en lang højdetræningslejr ikke var som håbet. Netop den konklusion har hele tiden været en meget reel risiko for en mand, der har haft en vanvidssæson med andenpladser i både Giroen og Touren. Han havde håbet, at et let løbsprogram med kun en overraskende god indsats i Deutschland Tour samt den vanlige træning i højderne kunne kompensere herfor, men det synes ikke at være tilfældet. På den anden side kørte han i 2015 sit allerbedste VM på den dog alt for lette rute i Richmond bare få dage efter en kolossal nedtur på enkeltstarten. Kan han gentage det mønster, er det klart, at Dumoulin kan blive livsfarlig i et løb som dette.

 

Som det andet kort på den colombianske hånd finder vi Nairo Quintana, der kommer til løbet efter en sæson, han helst havde været foruden. Både i Touren og Vueltaen blev han nemlig sat markant til vægs, og da han ikke siden sin Vuelta-sejr i 2016 har været sit gamle jeg, er han i den grad gledet ned af grand tour-stigen. Det vil dog være synd at male hele tilværelsen sort for Quintana. Han har nemlig i glimt vist, at han fortsat er en klasserytter. Manden vandt trods alt kongeetaperne i Tour de France og Tour de Suisse efter soloridt, man sent glemmer, og han var på udvalgte bjergetaper i den første del af Vueltaen også stærkeste mand. Topniveauet er ikke helt så højt som tidligere, men det er først og fremmest stabiliteten, der har haltet.

 

Derfor er det også problematisk, at Quintana havde sine sværeste dage sent i Vueltaen, og selvom han kørte fint i de italienske endagsløb i weekenden, der dog slet ikke passede ham, er det svært helt at tro på, at han vil være knivskarp. Omvendt er Quintana en dieselmotor, der om nogen burde være i stand til at komme stærkt ud af en grand tour, og vi skal ikke glemme, at han trods alt i Spanien var en af de allerbedste. Han vinder næppe i en direkte dyst med favoritterne, men kører der en stærk gruppe tidligere, vil Quintana meget vel kunne køre væk på sidste stigning, hvis han har sørget for at booke plads i fremstødet.

 

Egentlig skulle Vincenzo Nibali have været en af de helt store favoritter. Italieneren har nemlig gjort løbet til sæsonens hovedmål, og selvom han fremstår som alt andet end prototypen på en endagsrytter, viser særligt de to sejre i Il Lombardia, at han sagtens kan vinde klassikere, hvis bare ruten er hård nok. Det må den i den grad siges at være i Innsbruck, og det var derfor velbegrundet, at han gav løbet så høj prioritet.

 

Desværre fik en uopmærksom tilskuer knust hans forberedelse på vej op ad Alpe d’Huez i Touren, og efter en lang skadespause beskrev han forud for Vueltaen sin form som værende på januarniveau. På de spanske landeveje viste den vurdering sig ikke at være helt forkert, for Nibali var mildt sagt milevidt fra sit topniveau. Heldigvis var der tegn på markant fremgang på løbets allersidste bjergetape, hvor han efter deltagelse i det tidlige udbrud længe sad hos favoritterne, og han kørte også glimrende i Memorial Marco Pantani i lørdags, hvor finalen dog ikke passede ham.

 

Nibali synes altså at være på rette vej, men det er meget tvivlsomt, om han når det i tide. Det ser ganske fint ud frem mod titelforsvaret i Lombardiet, men det virker usandsynligt, at han allerede nu kan vinde så svært et løb som dette. Det virker i hvert fald udelukket, at han kan sejre i et direkte opgør mellem favoritterne på Helvedesstigningen, men det ved han formentlig også godt. Derfor vil han sikkert forsøge sig med et tidligere fremstød, og i en sådan situation er Nibali altid farlig. Vi skal i hvert fald ikke glemme, hvordan en yderst formsvag italiener via kreativitet og snilde og trods en rolle som hjælper for Colbrelli endte som en af historiens vel nok mest overraskende vindere af Milano-Sanremo.

 

Et styrt i Tour of Utah betød, at Michael Woods måtte nedjustere sine forventninger til Vueltaen. Det var da også helt tydeligt, at han ikke var i nærheden af niveauet fra 2017, hvor han endte i top 10. Alligevel lykkedes det ham at forbedre sin form så meget, at han tog en ganske imponerende sejr på den baskiske mur Balcon de Bizkaia i løbets sidste uge. Samtidig er han med sit gode punch på ekstremt stejle mure og sin relativt gode form skabt til hårde endagsløb, især med en finale som denne. Og hans to top 10-placeringer i Liege, ikke mindst andenpladsen fra i år, vidner om, at distancen heller ikke er et problem.

 

Det kan det samlede antal højdemeter imidlertid være. Woods er nemlig mere klassikerrytter end født klatrer, og samlet set kan dette løb vise sig at være lidt for hårdt for den eksplosive canadier. På den anden side viste han i sidste års Vuelta, at han også mestrer høje bjerge og lange stigninger. I Vueltaen fandt han aldrig de allerbedste ben, men han så ud til at slutte fint af. Han vinder næppe et direkte opgør med favoritterne, men har han fundet de sidste procent over de seneste 14 dage, er han farlig i en finale som denne.

 

Som sagt forventer vi, at Spanien kører med en ret fastlåst taktik bygget op om Valverde, men for at undgå ikke at komme i defensiven kan det sagtens ende med, at holdet alligevel sender folk med i tidligere fremstød. Det kan åbne døren for supertalentet Enric Mas, der kommer til løbet med en frisk andenplads i Vueltaen i bagagen. Ikke blot imponerede den unge spanier ved at være i stand til allerede nu fuldt ud at matche de allerbedste i bjergene, han viste sig også blot at blive bedre og bedre, som løbet skred frem. Således kørte han sin bedste etape på den allersidste dag i bjergene, og der er således ikke mange, der kommer bedre ud af det spanske løb end netop Mas.

 

Til gengæld er han også fortsat så ubeskrevet et blad, at hans tilstand to uger senere må betegnes som lidt af et spørgsmålstegn. Umiddelbart synes hans motor at være enorm, men ingen ved reelt, hvor han står efter et par ugers hvile. Som udgangspunkt skal han agere hjælper for Valverde, men som sagt kan han ende i en situation, hvor han ved aggressiv kørsel i præfinalen kan køre sin egen chance på den sidste mur. Da han også har en rimelig spurt og i Vueltaen viste klasse på stejle mure, vil han i en lille gruppe, der kører tidligt, meget vel kunne være stærkest.

 

Det tredje af de tre colombianske kort er Rigoberto Uran. Colombianeren har imidlertid slet ikke ramt det fabelagtige niveau fra 2017, hvilket blev særligt tydeligt i den netop overståede Vuelta, hvor han gennem et ellers ret stabilt løb konstant var et niveau eller to under de bedste. Derfor er det også svært at se ham vinde et direkte opgør mellem favoritterne på den sidste mur, men som sagt er det heller ikke nødvendigvis et krav. Kan han angribe lidt tidligere, vil også Uran i en lille gruppe have en fin chance for at være bedste mand, ikke mindst fordi han har haft et betydeligt lettere sæsonprogram end de fleste. Samtidig er han god på korte, stejle mure, og han er først og fremmest hurtig i en flad spurt.

 

Han har i de italienske efterårsklassikere med podieplads i Lombardiet og sejr i Emilia samt i forbindelse med OL-sølvet i London og sejren i Quebec vist sine evner som endagsrytter, men da han næppe er stærkeste mand, kræver en sejr mere aggressivitet, end vi som regel ser fra den meget defensive Uran. Det er dog hovedsageligt i etapeløb, at han er præget af passivitet, og kan han fremkalde den rette situation, vil han kunne rette op på en halvkedelig sæson med en enorm sejr.

 

Heller ikke Ilnur Zakarin er prototypen på en endagsrytter, men faktisk kan han godt. Det viste han i Liege i 2016, hvor han klart var stærkeste mand på stigningerne, men hvor han som alle de andre letvægtere måtte se de tungere folk køre væk på den til lejligheden opfundne brostensstigning i finalen. Særligt i et langt løb med mange højdemeter allersidst på sæsonen burde en mand, der først og fremmest er kendt for sin store motor i den tredje uge af grand tours kunne vise sig som en farlig joker.

 

Når man alligevel må have sine reservationer, skyldes det hans form. Selv Zakarins motor viste sig nemlig at have det lidt svært, da han i år for første gang kørte to grand tours i træk. Selvom et styrt satte ham ud af klassementskampen, kunne han ikke udnytte det mindre stress til at finde sine bedste ben i Vueltaen, hvor han skuffede stort i de udbrud, han ramte. Alligevel kan Zakarin vise sig som løbets helt store overraskelse. Som sagt står han langt oppe på listen over ryttere, der burde kunne absorbere en så stor arbejdsbyrde på god vis, og ligesom blandt andre Adam Yates og Woods kunne han køre Vueltaen uden pres for at lave resultater. Desværre er Zakarin antieksplosiv og uden spurtstyrke, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Det er imidlertid heller ikke helt utænkeligt, hvis han lidt før finalen sniger sig væk i den rette gruppe.

 

Endelig vil vi pege på Rafal Majka. Heller ikke han er den klassiske endagsrytter, men man skal ikke glemme, at han faktisk var meget tæt på at vinde OL-guld i Rio. Her var han en af de klart stærkeste, og skal man pege på et endagsløb, der minder om det i Brasilien, må det være dette. Det er endda endnu hårdere, ikke mindst i finalen, og dermed burde det passe endnu bedre til Majka, der som bekendt med sin podieplads i Lombardiet og top 10 i Liege har vist sine evner i klassikerne.

 

Der hersker dog lidt usikkerhed om Majkas form. Han har nemlig haft et hårdt program med Tour og Vuelta, og de mange missede muligheder i sidstnævnte viste, at han bestemt ikke var på sit højeste niveau. Omvendt minder hans sæsonplan meget om den fra 2016, hvor han også havde to grand tours i benene, den sidste som etapejæger, og hvor han som sagt var en af de allerstærkeste i Rio. Kan han genbruge den formel til at finde en form, han dog ikke har haft siden dengang, kan han meget vel gøre det godt på en rute, der må forventes at være for hård for medkaptajn Michal Kwiatkowski, selvom hans enkeltstart tyder på, at han på ufattelig vis endnu ikke er træt trods et vanvittigt program. For Majka gælder det som for mange andre om at angribe tidligt, som han gjorde det i Rio, og lykkes det, kan også han ende som stærkeste mand i den gruppe, der skal afgøre slaget.

 

Derudover fortjener Wilco Kelderman, Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Richard Carapaz og Bauke Mollema at blive nævnt som ryttere, der alle med meget held kan gøre det færdigt, hvis de i finalen kan lave ”en Van Avermaet” og havne i den rigtige gruppe. Tilsvarende kan Tim Wellens, Jack Haig, Roman Kreuziger, David De La Cruz, Sebastien Reichenbach, George Bennett, Patrick Konrad, Ion Izagirre, Hugh Carthy, Emanuel Buchmann, Bob Jungels, Ben Hermans og Maximilan Schachmann alle køre sig til et topresultat, hvis taktikken flasker sig, men det er meget svært at se dem ende som verdensmestre, enten i kraft af den meget svære finale eller manglende form.

 

Slutteligt skal Gianni Moscon, om hvem der er megen hype, naturligvis også omtales. Italieneren er i fabelagtig form og et af sportens største og mest alsidige talenter, men på nuværende tidspunkt har han ikke vist klatreevner, der gør det berettiget at tro på, at han kan vinde på så hård en rute og ikke mindst i en så stejl finale, heller ikke selvom han sidste år kørte på podiet i Il Lombardia, hvor finalen var betydeligt lettere.

 

***** Adam Yates

**** Julian Alaphilippe, Alejandro Valverde

*** Miguel Angel Lopez, Thibaut Pinot, Primoz Roglic, Wout Poels, Simon Yates

** Dan Martin, Romain Bardet, Tom Dumoulin, Nairo Quintana, Vincenzo Nibali, Michael Woods, Enric Mas, Rigoberto Uran, Ilnur Zakarin, Rafal Majka,

* Wilco Kelderman, Gianni Moscon, Jakob Fuglsang, Domenico Pozzovivo, Steven Kruijswijk, Richard Carapaz, Bauke Mollema, Tim Wellens, Jack Haig, Michal Kwiatkowski, Roman Kreuziger, David De La Cruz, Sebastien Reichenbach, George Bennett, Patrick Konrad, Ion Izagirre, Hugh Carthy, Emanuel Buchmann, Bob Jungels, Ben Hermans, Maximilan Schachmann

 

Danskerne

På denne svære rute er Danmarks eneste medaljekandidat Jakob Fuglsang. Danskeren er ingenlunde blandt favoritterne, og han kører sig ikke til medalje, hvis det ender i et direkte opgør mellem favoritterne på den stejle Helvedesstigning, der ikke passer danskeren. Omvendt har han utallige gange vist, at han har næse for at læse løbene, og kan han som ved OL i Rio angribe tidligt, kan han havne i en fordelagtig situation. Som nævnt ovenfor kan det bestemt ikke udelukkes, at en gruppe med deltagelse af alle de store nationer kan vise sig umulig at hente, og i en sådan situation vil Fuglsang meget vel kunne være blandt de stærkeste, ikke mindst fordi han i de canadiske klassikere viste ganske lovende takter. Derudover er Michael Valgren tiltænkt en fri rolle, men trods god form og stærkt forbedrede klatreevner burde han komme til kort på denne rute. Den øvrige del af holdet med Kasper Asgreen, Matti Breschel, Niklas Eg, Jesper Hansen, Emil Vinjebo og Mads Würtz skal alene støtte Fuglsang.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger