Når de store etapeløb først er gået i gang, er der en tendens inden for cykelsporten til at glemme alle de andre løb, der køres samtidig med. I øjeblikket er al fokus rettet mod Italien, hvor Giro d’Italia kører for fuldt tryk, men samtidig med
Giroen køres der faktisk en lang række interessante cykelløb rundt omkring i Europa.
Et af disse løber Volta a Catalunya, der sidste år blev en del af ProTouren på bekostning af et andet stort catalansk cykelløb, Setmama Catalana. Konsekvenserne af dette er åbenlyse for mens Volta a Catalunya befinder sig på cykelsportens top, så måtte arrangørerne af Setmana Catalana indse at økonomien ikke længere kunne hænge sammen for det ellers så traditionsrige løb.
Det efterlader Volta a Catalunya som det eneste større catalanske cykelløb og når rytterne kører ud på mandagens enkeltstart vil det være 86. gang at løbet køres. Visse ændringer i cykelkalenderen har haft en indflydelse på løbets status, men den tidligere rolle som direkte opvarmning til
Tour de France er ikke længere aktuel og det efterlader Volta a Catalunya i lidt af et vakuum, hvor en stor del af feltets største navne enten befinder sig i Italien eller også har en løbspause inden forberedelserne til Tour de France går i gang.
Det betyder nu ikke, at der ikke vil være kvalitet i feltet, når startskuddet først lyder. I det mindste har løbet en høj status blandt de spanske etapeløbsspecialister, der gerne vil skrive sig ind i historiebøgerne ved siden af en perlerække af tidligere spanske vindere, heriblandt Ocana, Indurain, Pino, Belda, Lejarreta. Escartin, Jimenez, Beloki og Heras.
Roberto Heras vandt løbet i 2002Årets udgave indledes med en 12,6 kilometer lang enkeltstart, der er perfekt for specialister i netop denne disciplin. Herefter kommer der et par kuperede etaper indtil 4. etape, der reelt bliver den etape, hvor løbets samlede klassement skal afgøres. Efter 225 kilometer ender rytterne i Andorra, hvor stigningen til Arcalis udgør de sidste 13 benhårde kilometer op til målstregen. Efter denne prøvelse står den på endnu 3 ganske kuperede etaper.
Det er således et løb, hvor mange af etaperne kunne ligne et sprinteropgør blandt feltets bedre bjergryttere, mens de deciderede sprintere må forberede sig på at slå til på en enkelt etape eller 2.
I skrivende stund har løbsledelsen endnu ikke formået at offentliggøre en startliste, så alle bud på favoritter skal tages med det forbehold, at de eventuelt ikke stiller til start. Umiddelbart ser det mest ud til at være spanske ryttere der kommer til at spille en hovedrolle, men ryttere som Denis Menchov, Santiago Botero og David Moncoutie kan gøre en forskel, mens sidste års vinder
Yaroslav Popovych ikke er til start.
Blandt de udenlandske ryttere samler størst interesse sig dog om Cadel Evans og Levi Leipheimer, der begge forbereder sig til Tour de France. Mens Evans kommer fra en frisk sejr i Romandiet Rundt, så har Leipheimer omvendt taget det rolig siden Tour de California og hvor amerikaneren nøjagtigt er henne formmæssigt er svært at spå om, men med en indledende enkeltstart kan Leipheimer meget vel komme i en situation, hvor sejren er inde for rækkevidde.
Caisse d’Epagne stiller til start med et glimrendemandskab, hvor Joaquin Rodriguez skal fortsætte takterne fra en glimrende forårssæson, hvor han havde en kæmpe aktie i Alejandro Valverdes triumfer. I Volta Catalunya stiller ligeledes Vladimir Karpets og Oscar Pereiro til start efter en stille start på sæsonen, der kunne tyde på en helhjertet satsning frem mod Tour de France.
Saunier Duval har et godt bud i Koldo Gil Perez, der viste tegn på form i de kuperede klassikere. Gil fik endeligt det længe ventede gennembrud i sidste sæson med meget aggressiv kørsel, men har i denne sæson tilsyneladende haft svært ved at vænne sig til rollen som favorit, men hvis formen er på plads er han en spændende angriber i de høje bjerge.
Comunidad Valenciana stiller til start i noget nær stærkeste opstilling og et godt bud kunne være, at der er de samme ryttere vi får se til start i Tour de France om 2 måneder. Mens dette for andre hold ville betyde, at rytterne ville være et stykke fra topformen, så plejer det tidligere Kelme-hold altid at være stærkt kørende i de spanske løb og med Ruben Plaza, David Bernabeu og Eladio Jimenez til start skal vi nok forvente resultater.
Euskaltels Samuel Sanchez har haft en lang og succesrig sæson hidtil og hvis han gør sig nogen forhåbninger om et topresultat i Tour de France så burde han nok overveje at holde en løbspause, men indtil videre er han på startlisten, og så skal man aldrig undervurdere Sanchez, der grundet sine kvaliteter som afslutter måske også kan nyde godt at de mange finaler, hvor der formentlig kun vil være en lille gruppe favoritter til stede. Dette gælder også for Phonaks Martin Perdiguero, der vandt dette løb i 2004, men som siden har haft svært ved at levere de samme takter i bjergene.
Af de spanske ryttere på internationale hold skal det særligt blive interessant at se hvor langt Francisco Mancebo er fremme med forberedelserne til Tour de France efter en stille indledning på sæsonen.
Team CSC stiller til start med et hold, der på papiret ikke kan have mange ambitioner om at lave et resultat i klassementet for med O’Grady, Michaelsen, Cancellara, Johansen og Ljungqvist på holdet ligner det mere et mandskab til et brostensløb.
Fabian Cancellara stiller til start for første gang siden triumfen i Paris-Roubaix.Umiddelbart må en realistisk målsætning være en etapesejr og førertrøje til Cancellara på den indledende enkeltstart og så ellers håbe på at O’Grady kan sidde med hjem på enkelte etaper, hvor han kan være med til at spurte om sejren.