SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Volta a Catalunya
22. marts 2021 14:15Foto: UAE Tour/LaPresse
Klassikersæsonen er ganske vist ved at starte, men det betyder ikke, at det er slut med de store etapeløb. Mens klassikerspecialisterne er i gang med de første store slag på brostenene, er Catalonien scenen for et løb, der i de senere år har været forårets måske allerstærkest besatte etapeløb, nemlig Volta a Catalunya. Efter adskillige år med store vanskeligheder er det spanske løb blevet den foretrukne mulighed for mange etapeløbsryttere til at teste formen, og selvom feltet i år er knap så stjernebesat, som vi har vænnet os til, er det stadig flere af sportens største navne, der vil slås om sejren i Spaniens ældste cykelløb, der for første gang i mange år også byder på en enkeltstart på den altid meget kuperede rute.
Artiklen fortsætter efter videoen.
KAN DU SÆTTE DET BEDSTE HOLD TIL KLASSIKERNE - VIND EN CYKEL TIL 16.890 KRONER
Løbets rolle og historie
Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.
Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.
Ofte har løbene kæmpet lidt med at få plads i rampelyset i en tid, hvor klassikerne er i fokus for de fleste fans, men i de senere år har Volta a Catalunya i den grad formået at bryde trenden. Det spanske løb har haft nogle meget vanskelige år, men nu gennemlever det lidt af en renæssance, hvor løbene i 2014, 2015, 2016, 2017 og 2019 har været blandt de stærkest besatte ugelange etapeløb. Fire år i træk kunne man således præsentere Alberto Contador og Chris Froome, og stjerner som Alejandro Valverde, Richie Porte, Nairo Quintana, Fabio Aru, Dan Martin og Rigoberto Uran har ligeledes i de senere år hørt til blandt de regelmæssige deltagere.
I 2018 tabte man dog kampen om de allerstørste stjerner, der i stort tal havde kørt Tirreno-Adriatico og efterfølgende valgte en træningsperiode frem mod enten Giroen eller klassikerne, og sådan er det desværre også til 2021-udgaven. Det betyder dog ikke, at feltet er svagt, når navne som Richard Carapaz, Joao Almeida, Marc Hirschi, Peter Sagan, Enric Mas, Alejandro Valverde, George Bennett, Jai Hindley, Michael Woods, Wilco Kelderman, Sepp Kuus, Hugh Carthy, Marc Soler og Nairo Quintana fører an på en startliste, der bestemt ikke mangler kvalitet. Dermed er scenen sat til en kamp, der er næsten lige så spændende og imødeset som dem, Mathieu van der Poel, Wout van Aert og co. vil udkæmpe på brostenene, og derfor vil Belgien i den kommende uge skulle dele rollen som cykelsportens centrum med Catalonien.
Det stærke felt er udtryk for lidt af en omvæltning for det spanske løb. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1911, er det faktisk det ældste løb på Den Iberiske Halvø og det fjerdeældste etapeløb i verden, kun overgået af Tour de France (1903), Tour of Belgium (1908) og Giro d’Italia (1909). Lige siden de tidlige år har det spillet en vigtig rolle på cykelkalenderen og i sportens historie. Selvom det naturligt nok har været domineret af spanske vindere, har det altid haft appel til sportens største stjerner, og det er bestemt ingen tilfældighed, at navne som Eddy Merckx, Jacques Anquetil, Felice Gimondi, Bernhard Thevenet, Francesco Moser, Sean Kelly, Robert Millar, Claudio Chiappucci, Laurent Jalabert og Alex Zülle alle er at finde på vinderlisten sammen med stort set alle de største spanske ryttere.
00erne blev imidlertid en svær tid for et af cykelsportens historiske løb. Volta a Catalunya var vel den største taber, da ProTouren blev indført i 2005. Man mistede sin vanlige kalenderplacering i juni, og i stedet blev Spaniens ældste etapeløb afviklet i den anden uge af Giro d’Italia, hvormed det mistede stort set al international opmærksomhed. For rytterne blev det nu mest betragtet som en chance for at komme i gang igen efter en lille pause og som et første skridt på vejen mod Touren, og derfor var de bedste ryttere altid meget langt fra deres bedste form. Det gav vindere, der for de flestes vedkommende var et stykke nede i det internationale hierarki.
Løbet blev reddet af, at Tour of California ønskede at blive rykket til foråret, og det gav mulighed for at genoplive det spanske løb. I 2010 blev kalenderen omstruktureret, og det catalonske løb har siden da været afviklet i marts som endnu en mulighed for de bedste klassementsryttere til at drage fordel af deres første formtop. Det har overtaget pladsen fra det nu hedengangne Setmana Catalana og senere Vuelta a Castilla y Leon, der nu er flyttet til april og senere maj.
Resultatet har været imponerende, og da løbet samtidig kan tilbyde vigtige WorldTour-point, har det i de senere år været i stand til at tiltrække sportens allerstørste navne. Mens maj typisk betragtes som en træningsperiode for de grand tour-ryttere, der ikke kører Giroen, er den sidste del af marts og første del af april typisk tidspunktet for den første formtop for Tour de France-rytterne. Selvom det altid er svært at finde den rette kombination af de fire tidligere WorldTour-etapeløb Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country, og ingen af disse derfor kan tiltrække samtlige stjerner, er de dage, hvor løbet i Catalonien er at betragte som ren Tour-forberedelse, helt sikkert ovre.
Løbet befinder sig imidlertid fortsat i en hård kamp. Ugen efter Milano-Sanremo har i de senere år også budt på etapeløbene Criterium International og Settimana Coppi e Bartali. Da førstnævnte var arrangeret af Tour de France-arrangørerne ASO, havde holdene et særligt incitament til at køre det franske løb, og i 2013 betød Tour-starten på Korsika - det seneste hjemsted for det to dage lange etapeløb - at de fleste Tour-favoritter, herunder Froome og Contador, var til start i Frankrig.
Det incitament er siden forsvundet, og siden 2014 har det catalonske løb været den store vinder. Faktisk har man i fem af de seneste seks år uden tvivl haft det stærkest besatte felt blandt de ugelange etapeløb på WorldTouren, og faktisk har dominansen været så kolossal, at Criterium International siden 2017 har været helt forsvundet fra kalenderen. Paradoksalt nok sker det samtidig med, at løbet som alle andre spanske begivenheder har kæmpet med svære økonomiske problemer og har været i konstant frygt for aflysning. Kun massiv støtte fra de regionale myndigheder samt intervention fra UCI har holdt løbet oven vande. Senest er netop ASO, der allerede har investeret kraftigt i Vueltaen, trådt til og har kastet en livline, der igen har reddet Spaniens ældste løb.
Som mange andre blev løbet i 2020 et offer for coronakrisen, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den seneste udgave. Den endte i et herligt opgør mellem Miguel Angel Lopez, Adam Yates, Egan Bernal og Nairo Quintana. De to sidstnævnte viste sig lidt for jævnbyrdige, og deres interne kamp blev først udnyttet af Yates til at vinde den første bjergetape og siden af Lopez til at køre alene hjem til sejr på den anden. Det var nok til at stjæle 1. pladsen fra Yates og vinde løbet med 14 sekunder ned til briten og 17 sekunder ned til Bernal. Lopez er stadig på sidelinjen efter sin covid-sygdom og forsvarer ikke titlen, og Bernal puster i år ud efter et hårdt Tirreno inden Giroen. Til gengæld jagter Yates den sejr, han var så tæt på for to år siden.
Ruten
Volta a Catalunya har altid været en ganske blandet sag, hvor terrænet har gjort det muligt for arrangørerne at variere hårdheden fra år til år. Tidligere har der været korte, flade prologer og bjergenkeltstarter, men siden man flyttede løbet til marts, har tidskørsler været stort set bandlyst, og det har indtil i år kun været i 2017, hvor man havde et holdløb, at traditionen blev brudt.
2008- og 2010-udgaver stikker ud som særligt nemme, fordi der de år ikke var en stor bjergafslutning, og derfor blev løbet afgjort af etaper i kuperet terræn. I de senere år har man imidlertid fundet sig et relativt fast format helt uden enkeltstarter, med to store bjergafslutninger i Pyrenæerne på 3. og 4. etape og derudover adskillige kuperede etaper af varierende sværhedsgrad. Det har gjort det til det perfekte løb for klatrere, og blandt WorldTour-etapeløbene har det været det bedste for netop denne ryttertype. Bjergafslutningerne har ganske vist været relativt nemme og bedre for eksplosive typer end rene bjerggeder, men da det har været det eneste WorldTour-etapeløb i Europa uden tidskørsler har det appelleret meget til folk, der kan køre opad.
En ting er uundgåeligt: der er ikke meget at komme efter for de rene sprintere i Catalonien. Terrænet er ganske kuperet, og selvom der ikke er mange etaper i de høje bjerge, er der heller aldrig helt flade etaper. Flere af etaperne afgøres ofte i spurter, men det kræver et ganske godt sæt klatreben at holde sig fremme helt til målstregen. Derfor er det ikke overraskende, at de seneste udgaver har været succesfulde for folk som Gianni Meersman og Luka Mezgec, der netop har den specielle evne, at de både kan spurte og klatre.
Efter flere år med et relativt uforandret format forsøgte man sig i 2017 med en nytænkning, hvor man indlagde et hele 40 km langt holdløb og droppede den ene af de to pyrenæeretaper for i stedet af opfinde en ny kongeetape på Lo Port-stigningen tæt på kysten. Den var langt sværere end tidligere målstigninger, og sammen med holdløbet bidrog den til at gøre løbet meget mere selektivt end tidligere. I 2018 og 2019 vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format med to dage i Pyrenæerne til at afgøre klassementet på 3. og 4. etape og derudover en stribe kuperede etaper, der tiltalte en blanding af hårdføre sprintere, udbrydere og puncheurs.
I år nytænkes løbet igen. Det sker, når man for første gang siden 2010 har en enkeltstart på programmet. Den afvikles ligesom holdløbet i 2017 på andendagen på en relativt kuperet rute med 200 højdemeter over 18,5 km og giver tempostærke folk mulighed for at vinde tid inden bjergene. Det er til gengæld også den eneste nytænkning på en rute, der følger et helt fast format med 3. og 4. etape i Pyrenæerne som omdrejningspunkt. Her har man ofte varieret mellem de tre forskellige bjergfinaler på La Molina, Port Ainé og Vallter 2000, og i år har man for første gang valgt den klart letteste, La Molina, fra. Det betyder, at der venter to sværere bjergfinaler, end man normalt ser det, og det kan formentlig kompensere lidt for den nye enkeltstart
Løbet indledes som altid med den klassiske etape omkring Calella, hvor sprinterne stort set altid kommer til fadet, selvom årets rute med ganske mange højdemeter måske kan skabe lidt mere udskilning end tidligere eller give den udbrudssejr, vi også ved enkelte lejligheder har set. Derefter venter så den 18,5 km lange enkeltstart i Banyoles, hvor de tempostærke folk får mulighed for at vinde tid, inden rejsen går mod Pyrenæerne.
Klatrerne skal svare igen på de to store bjergetaper onsdag og torsdag, hvor der sluttes på allerede kendte stigninger til Vallter 2000 og Port Ainé, der begge er ganske svære. Onsdagsetapen er relativt let, men slutter med den sværeste af de to stigninger til Vallter 2000. Dagen efter venter en rigtig bjergetape med hele tre store bjerge inden den afsluttende opkørsel ad Port Ainé.
Efter de to afgørende bjergetaper venter som altid tre mere uforudsigelige dage. Fredagens og lørdagens etaper har karakter af transport tilbage mod kysten, og de følger ofte et ret fast format. Fredagsetapen er som regel den sværeste, og det gælder også denne gang, hvor man slutter med samme finale i Manresa, som vi så i 2012. Her er en ganske svær stigning i finalen måske en rampe for angreb, men der er også så langt hjem, at meget taler for samling i en mindre gruppe, som vi så for ni år siden - og så lugter etapen endda langt væk af udbrud, hvis ikke den altid farlige vind skaber drama.
Lørdagsetapen er oftest den letteste, og det gælder også i år, hvor sprinterne burde have en rimelig chance for at komme til fadet, men heller i år kan en udbrudssejr udelukkes, når 2400 højdemeter skal tilbagelægges, ligesom vinden også her er farlig. Endelig slutter det hele på den klassiske rundstrækning i Montjuic-parken i Barcelona, hvor vi altid ser angreb i klassementet, men hvor der sjældent gøres forskelle, og udbrydere ofte løber med sejren. Denne gang har man dog givet etapen et twist med en betydeligt stejlere opkørsel ad Montjuic, og det vil utvivlsomt skabe grobund for en endnu mere hæsblæsende og aggressiv afslutning, end vi plejer at se på den altid underholdende etape.
1. etape
For niende udgave i træk starter løbet i Middelhavsbyen Calella, der igen er rammen om både start og mål på åbningsetapen. De otte foregående etaper har alle haft forskellige ruter, men finalen har altid været den samme, og derfor ved rytterne, hvad de skal forvente på en etape, der traditionelt har været god for sprintere med rimelige klatreben. Også i år benyttes samme afslutning, og historien viser derfor, at vi kan se frem til, at en massespurt vil bestemme, hvem der skal have løbets første førertrøje
I alt skal der tilbagelægges 178,4 km på en etape, der som i tidligere år både har start og mål i kystbyen Calella. Fra starten går det mod nordøst ad den relativt flade kystvej frem til dagens første spurt, der kommer efter 25,1 km. Her drejer man mod nordvest for at køre ind i landet via en lille bakke (2,5 km, 5,6%), inden man kører i fladt terræn mod sydvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 49,5 km. Nu går det igennem fladlandet mod nordvest og nord frem til etapens nordligste punkt.
Her ændrer ruten karakter, når man drejer mod vest væk fra fladlandet og ind i bjergene. Herfra begynder det at stige let, mens man kører mod sydvest og syd frem til dagens specielle ”Udgave 100-spurt), der kommer efter 98,9. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre op til kategori 2-bjergspurten på Port de Les Guilleries (3,7 km, 4,5%, max. 6%), der er en relativt jævn stigning med top efter 103,6 km. Reelt er der dog tale om en 28,9 km lang opkørsel med en gennemsnitlig stigningsprocent på 2,9, og som aldrig for alvor bliver stejl.
Nu følger en lidt kringlet nedkørsel, der lede videre mod sydvest, inden man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Port de Santaa Fe del Montseny (12,2 km, 4,0%, max. 10%), der er en todelt stigning med to kilometer med 7,7% på den nedre del efter af et plateau og siden tre km med 4-6% frem mod toppen, der rundes efter 124,1 km i hele 1270 m højde.
Nu er den vanskelige del af etapen overstået. Herfra går det via en indledningsvist teknisk nedkørsel mod sydøst, vest og igen sydøst ned til byen Sant Celoni, hvor man rammer en let stigende vej, der leder mod syd og sydøst ned til den helt klassiske finale. Her kører man op over kategori 3-stigningen Port de Collsacreu (1,6 km, 5,5%, max. 6%), der dog er relativt let og aldrig bliver stejl, inden toppen rundes efter 161,4 km.
Herfra resterer bare 17,0 km, og den efterfølges af en ikke specielt vanskelig nedkørsel, der leder tilbage mod øst og syd mod kysten. Man når vandet med 7,7 km igen, hvorefter man følger kystvejen mod nordøst ind til centrum af Calella. Der er en lille bakke med top ca. 4 km fra mål og et stigende stykke med top 1500 m fra stregen, men derudover er det mest af alt let faldende frem til den sidste kilometer, der er stort set helt flad. Kystvejen bugter sig let hele vejen og slutteligt skal rytterne igennem en rundkørsel med 700 m til stregen.
Etapen byder på i alt 2804 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019.
I 2018 var ruten undervejs næsten helt flad, men ellers har der ligesom i år ganske mange stigninger undervejs. Selve finalen med Alt de Collsacreu og den efterfølgende nedkørsel er den samme, som er blevet benyttet hvert år siden 2012, men denne gang er målstregen rykket 1200 m tættere på stigningen.
Historien viser, at etapen næsten altid er endt i en massespurt, og det er vanskeligt at forestille sig, at det vil være anderledes i år. Årets udgave er dog ikke en af de letteste, og det kan meget vel gøre det for svært for de mere klassiske sprintere, men den relativt nemme Collsacreu-stigning har aldrig bragt sprinterne i vanskeligheder. Første etape i et løb uden mange sprintere kan imidlertid altid være svær, og i 2015 tabte klassementsholdene næsten hele løbet, da fejlagtig information fra løbsradioen og manglende dedikation fra sprinterholdene betød, at udbruddet holdt hjem, ligesom Thomas de Gendt gjorde det i 2019. Det scenarium burde dog kunne undgås, og en eller anden form for massespurt ventes at skulle åbne løbet.
I 2012 hentede man ikke udbruddet, og Michael Albasini lagde med en etapesejr grunden til sin senere samlede sejr. I 2013 var der lagt op til massespurt, men Sky splittede feltet på nedkørslen, hvor 13 ryttere - herunder Bradley Wiggins, Alejandro Valverde, Joaquim Rodriguez, Daniel Martin og Michele Scarponi - kom fri og spurtede om sejren 28 sekunder foran feltet. Gianni Meersman vandt let den første af sine to etapesejre det år. I 2014 endte det i en massespurt, som blev vundet af Luka Mezgec, mens Maciej Paterski slog Bart De Clercq og Pierre Rolland i 2015, hvor det lykkedes trioen at snyde sprinterne. I 2016 blev det igen afgjort i en spurt, der blev vundet af Nacer Bouhanni, men da det i 2017 atter endte i en spurt, blev franskmanden overraskende slået af Davide Cimolai. Det gjorde han også i 2018, hvor Alvaro Hodeg efter et sublimt lead-out af Michael Mørkøv slog Sam Bennett og resten af feltet. I 2019 undervurderede feltet nok engang Thomas de Gendt, der kørte hjem til en solosejr med 2.38 ned til Maximilian Schachmann, der med et sent angreb stjal 4 sekunder til et felt, hvis spurt blev vundet af Grega Bole foran Michael Matthews og Mikel Aristi.
2. etape
Det er langt fra yr for Volta a Catalunya at byde på enkeltstarter, men vi skal faktisk helt tilbage til 2010, hvor løbet for tredje år i træk indledte med en kort, flad tidskørsel for at finde den sidste. Tidligere var der også ofte en bjergenkeltstart i Andorra, ligesom man i 2017 brød trenden med et sjældent holdløb, men det er også den eneste tidskørsel i det sidste årti. I år vender enkeltstarten imidlertid tilbage, når der på andendagen skal køres 18,5 km omkring byen Banyoles. Heldigvis for klatrerne byder ruten på ca. 200 højdemeter, og selvom der også er masser af fladt terræn, kan de drømme om måske at begrænse tabet lidt inden bjergene.
Med en distance på 18,5 km er der tale om en relativt kort enkeltstart, der har både start og mål i Banyoles. Fra start går det mod nordøst ud af byen via et kort, fladt stykke og siden en bakke (500 m, 5,6%). Herefter falder det let videre mod nordøst, inden man drejer mod nordvest ind på en lige og let stigende vej, der lægger med 400 m med 4,9%, inden den bliver lidt lettere resten af vejen frem mod etapens nordligste punkt. Her rammer man et plateau, og det bliver fladt, når man drejer mod vest for at køre ind til Melianta.
Her vender man rundt for at køre mod syd ad en relativt lige vej, der først er flad og siden let faldende og leder ned til udkanten af Banyoles. Her følger man en helt flad vej mod nord, nordvest, syd og sydøst hele vejen rundt om en stor sø, inden man kører mod sydøst ind gennem byen. Her bliver det kringlet med hele seks skarpe sving over et kort stykke, der byder på en bakke (500 m, 5,6%) med top 2 km fra stregen. Herfra går det mod sydøst og nordøst ad en relativt lige vej, der først er let faldende og siden helt flad de sidste 500 m. Der er et hårnålesving på toppen af bakken og derefter sving med 1800, 1200 og 1100 m igen, inden der er en rundkørsel 200 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 198 højdemeter.
Beslutningen om at inkludere en enkeltstart ændrer løbets dynamik ret markant, men der er ikke tale om en helt nem sag. Med knap 200 højdemeter er den betydeligt mere kuperet end den seneste Paris-Nice-enkeltstart, og det er bestemt ikke bare en sag for de sande wattmonstre. Der er dog også lange, lige og flade veje - særligt på turen rundt om søen - og derfor er det en oplagt sag for alsidige folk, der både kan overvinde de små bakker og samtidig holde høj fart på den lange fladere del af ruten.
Banyoles har kun to gange i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2017, hvor BMC knuste al modstand og sejrede stort foran Team Sky og Movistar i det sjældne holdløb, der bragte Brent Bookwalter i førertrøjen. Året forinden indledtes La Méditerranèenne med et kort holdløb i byen, hvor FDJ sejrede foran Astana og Direct Energie og sendte Matthieu Ladagnous i førertrøjen.
3. etape
Med undtagelse af 2017-udgaven, hvor man benyttede sig af nytænkt rute, har man i de senere år fulgt et ret fast format, hvor løbet er blevet afgjort i Pyrenæerne på 3. og 4. etape, der som regel har varieret mellem 3 velkendte bjergfinaler, som er blevet brugt igen og igen. I år ændrer enkeltstarten formatet, men der ændres ikke på, at man skal en tur ind i bjergene både onsdag og torsdag. Denne gang har man kompenseret for inklusionen af enkeltstarten ved at benytte de to sværeste af de tre velkendte afslutninger, og derfor bliver der med det samme mulighed for klatrerne til at svare igen, når man onsdag vender tilbage til bjergafslutningen i Vallter 2000, der senest blev besøgt i 2013, 2014 og 2019, efter at kraftig vind i 2018 betød, at man måtte droppe at nå toppen.
Den 203,1 km lange etape fører feltet fra kystbyen Canal Olimpic de Catalunya i udkanten af Barcelona helt ude ved kysten til skisportsstedet Vallter 2000 i hjertet af Pyrenæerne. Startbyen ligger langt fra bjergene, og derfor består den første del af etapen af en lang rejse mod nordvest. Fra start kører man mod nordøst væk fra vandet, inden man rammer en lang vej, der kun er ganske let stigende og leder mod nordvest med retning mod bjergene. Kortvarigt drejer man mod vest for at passere en lille bakke og en nedkørsel, der leder mod nord, inden man drejer mod nordøst for igen at følge en ganske let stigende vej, der byder på dagens første spurt efter 81,3 km og dagens ”Udgave 100-spurt” efter 109,7 km. Herefter bliver det kortvarigt lidt mere kuperet omkring den sidste spurt, der kommer efter 129,0 km, men herefter rammer man igen den let stigende vej, der leder mod nord, øst og til slut igen nord.
Den lange relativt lette rejse ind mod bjergene afsluttes i byen Camprodon. Her drejer man mod nordvest væk fra dalen for via en let stigende vej at køre frem til bunden af dagens klimaks, Vallter 2000-stigningen, der er uden for kategori. Den stiger med 7,6% over 11,3 km med et maksimum på 18% og er vanskeligst i bunden, hvor de første to km stiger med 6-8%, inden der venter 5 jævne kilometer med ca. 9%. Herefter venter en næsten flad kilometer, inden de næste 2 km stiger med hhv. 7,1% og 8,6% og slutteligt de sidste 1300 m med 6,1%. Der er et par hårnålesving midtvejs og igen i den uhørt tekniske finale, hvor der er hele syv af disse lige ved den røde flamme og dernæst yderligere to på de sidste 100 m, inden man rammer opløbsstrækningen.
Etapen byder på i alt 3766 højdemeter.
De fleste stigninger i Volta a Catalunya er lette og aldrig særligt stejle, men Vallter 2000 skiller sig ud. Her er tale om et rigtigt bjerg, der særligt på den første del er svær. Alligevel var forskellene ved de to første besøg i 2013 og 2014 begrænsede, da den meget vindfølsomme stigning kan være svær at drage fordel af i modvind, og i 2013 endte det endda i en hel spurt på toppen. Til gengæld viste 2019-udgaven, at vi også kan være vidner til et herligt slag mellem klatrerne, og at det bestemt er muligt at gøre forskelle, når omstændighederne er de rette. Under alle omstændigheder er det klatrernes første store chance for at vinde tid efter enkeltstarten
Vallter 2000 blev senest besøgt i 2019, hvor Egan Bernal ikke kunne sætte Nairo Quintana, hvorfor Adam Yates, Dan Martin og Miguel Angel Lopez alle fik kontakt inden en femmandsspurt, der vandtes af Yates foran Bernal og Martin. I 2014udnyttede Tejay van Garderen og Romain Bardet den interne kamp mellem favoritterne Alberto Contador, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana og Chris Froome, der ikke kunne sætte hinanden, til i ekstrem tåge, der umuliggjorde tv-produktion, at køre væk, inden amerikaneren vandt etapen i en spurt. Contador vandt spurten om tredjepladsen på en dag, hvor hele 11 ryttere sluttede inden for 30 sekunder. Året forinden var etapen endnu mindre selektiv, da en ung Nairo Quintana udnyttede det store fokus på holdkammeraten Alejandro Valverde til at køre sig til en solosejr, inden Valverde slog Rodriguez og Bradley Wiggins i spurten om andenpladsen i en gruppe på 8 mand. Hele 16 mand sluttede inden for 30 sekunder af vindertiden. I 2018 betød kraftig vind, at man måtte stoppe etapen, inden man nåede ind i Pyrenæerne.
4. etape
Som det oftest har været tilfældet, følger de to store bjergetaper lige efter hinanden om onsdagen og torsdagen, og det vil også være tilfældet i år, hvor kongeetapen som så ofte før kommer som den sidste i rækken. I år vender den anden af de to svære af løbets klassiske bjergafslutninger nemlig tilbage, når der for første gang siden 2016 skal sluttes på Port Ainé, hvor Nairo Quintana og Dan Martin begge har lagt grunden til samlede sejre. Modsat den foregående etape er der denne gang tale om en rigtig bjergetape med hele tre store stigninger, og dermed er der lagt op til et sidste stort slag mellem bjerggederne, inden terrænet bliver lettere de sidste tre dage - også selvom selve målbjerget er lettere, end det var på 3. etape.
I alt skal der tilbagelægges 166,5 km, der fører feltet fra Ripoll til toppen af Port Ainé. Startbyen ligger for foden af Pyrenæerne, hvorfra man ad en let stigende dalvej kører mod nord frem dagens første spurt, der kommer efter 11,3 km. Her drejer man væk fra dalen for at følge en stigende vej mod vest frem til bunden af kategori 1-stigningen Port de Toses (6,2 km, 7,0%, max. 14%), der er en ganske stejl sag med 2700 m med mere end 9% frem mod toppen, der rundes efter 30,7 km. Nu leder en teknisk nedkørsel mod nordvest ned til dalen, hvor man rammer en let faldende dalvej, der følges over knap 45 km mod vest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 91,2 km. Her drejer man mod sydvest for ad en let faldende vej at køre frem til næste udfordring.
Den melder sig, når man drejer mod vest og senere nordvest for at passere Port del Canto, der er uden for kategori. Den stiger med 4,5% over hele 24,3 km og kan deles i to dele. De første 6 km, der efter i alt 100,1 km byder på dagens ”Udgave 100-spurt” er stejle med 7-9%, men derefter venter 9 km med bare 0-5%. Nu følger tre kilometer med 6-8%, inden den sidste del igen er let med aldrig mere end 5%.
Toppen rundes efter 122,9 km, hvorfra der resterer 43,6 km. De indledes med en teknisk kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest og nord ned til byen Rialp, hvor man ad en flad vej kører et kort stykke mod nordøst frem til bunden af Port Ainé, der ligeledes er uden for kategori og bestiges fra den vestlige side. Den stiger med 6,8% over 18,8 km med et maksimum på 12% og starter svært med 3 km med 8-9%. Herefter er den meget vekslende med mange lette kilometer på ca. 5% og enkelte med 7-8%. Slutteligt bliver den igen lidt stejlere med to kilometer med hhv. 7,0% og 6,6%, inden de sidste 1400 m stiger med 8,8%. Bjergvejen bugter sig med enkelte hårnålesving, det sidste med 2 kilometer til toppen, hvorefter vejen bugter sig let med en skarp hårnåleagtig kurve bare 100 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 3980 højdemeter.
Port Ainé er ikke så svær som Vallter 2000, og det er en stigning, der kan skuffe med de mange relativt lette sektioner midtvejs. De foregående besøg har dog givet pæne forskelle, og da bjerget kommer efter en meget vanskelig dag, må man formode, at der er basis for det samme denne gang, i hvert fald hvis vinden står rigtigt. Uanset hvad er det klatrernes sidste rigtigt store chance, og derfor er der al mulig grund til at sætte alt på ét bræt.
Port Ainé blev senest besøgt i 2016, hvor Thomas de Gendt imponerede ved at sejre alene fra et udbrud, inden Nairo Quintana lagde grunden til sin samlede sejr ved at distancere Richie Porte og Alberto Contador med 15 sekunder og Tejay van Garderen og udbryderen Pieter Weening med 28 sekunder. I 2013 udnyttede Dan Martin et styrt fra Alejandro Valverde til at sejre fra et tidligt udbrud og derved erobre førertrøjen, da han med 36 sekunder holdt Joaquim Rodriguez og Nairo Quintana bag sig, mens Jurgen van den Broeck og Robert Gesink tabte hhv. 47 og 51 sekunder. I 2012 betød dramatisk snevejr, at man pludselig besluttede at afkorte etapen og tegne en målstreg et sted i sneen, hvorved Janez Brajkovic tog en udbrudssejr længe inden toppen på en dag, hvor tidsforskellene blev annulleret.
5. etape
Med undtagelse af i 2017-udgaven, hvor man havde en usædvanlig sen bjergetape nær Middelhavskysten, har de sidste tre etaper som regel været betydeligt lettere end de to store bjergetaper og i alt væsentligt ført feltet fra Pyrenæerne tilbage til Middelhavskysten, hvor søndagens store finale i Barcelona venter. Det vil også være tilfældet i år, hvor 5. og 6. etape har karakter af transportetaper uden store bjergfinaler. Fredag gælder det i hvert fald en helt klassisk transport fra højderne og ned mod kysten, men der sluttes dog med en ganske svær stigning i finalen, hvor vi i 2012 så, at det bestemt ikke er umuligt for favoritterne at angribe hinanden, selvom toppen kommer lidt for langt fra mål til, at det for alvor bliver farligt - og så skal man altid passe på vinden i denne del af Catalonien.
Med en distance på 201,1 km er der tale om en lang sag, der fører feltet fra La Pobla de Segur til Manresa. I alt væsentligt er der tale om en lang rejse med sydøst væk fra bjergene og med retning mod kysten. Man starter dog så langt syd for Pyrenæerne, at første del af etapen ikke er alt for vanskelig. Der køres mod sydvest og sydøst ad en relativt flad vej, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Coll de Comiols (7,9 km, 5,0%, max. 7%), der er en relativt jævn stigning med top efter 36,9 km. En ikke alt for svær nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man drejer mod øst for på et plateau at passere en lille bakke, inden en faldende vej leder mod syd til byen Pants, der ligger i fladlandet.
Nu bliver det meget lettere, når man ad en næsten helt flad vej kører mod sydøst ned til dagens ”Udgave 100-spurt”, der kommer efter 90,7 km. Herfra stiger det let op til dagens første spurt, som kommer efter 105,5 km. Nu drejer man mod øst for at følge en let faldende vej, der dog afbrydes af en lille bakke hele vejen ned til Manresa, hvor man kører dagens anden spurt efter 140,4 km, dog uden at passere mål.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en knap 60 km lang rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Indledningsvis kører man mod syd op over en bakke (4,8 km, 4,35), inden det falder mod sydøst og sydvest ned til bunden af dagens hovedudfordring. Den rammes, når man drejer mod vest ind på kategori 1-stigningen Port de Monserrat (7,5 km, 6,5%. max. 12%), der er en meget jævn stigning med top efter 175,0 km.
Herfra resterer 26,1 km, der indledes med et plateau, der leder mod vest og byder på en lille bakke (2,3 km, 3,9%), inden man drejer mod nordøst for at følge en relativt lige og let faldende vej tilbage mod Manresa, hvor de sidste 2 km er flade. Finalen er ganske teknisk med to sving i rap, når man med 2,6 km igen passerer floden, og derefter venter igen to skarpe sving i rap med 800 og 700 m igen.
Etapen byder på i alt 2935 højdemeter.
Vi kender finalen fra seneste besøg i 2012, hvor det blev klart, at den bestemt ikke lette finalestigning sagtens kunne bruges til angreb. Toppen kom dog så langt fra mål, at det alligevel blev et felt på 28 mand, der spurtede om sejren. Der er næppe tvivl om, at klassementsrytterne også denne gang vil teste hinanden i manglen på fremtidige udfordringer, men chancen for en regruppering vil igen være stor. Samtidig kunne det ligne en oplagt dag for et udbrud, når sprinterne vil blive sat til tælling på den sidste stigning. Og så skal favoritterne tage sig i agt for den vind, der før har splittet feltet i fladlandet nord for kysten.
Manresa blev som sagt senest besøgt i 2012, hvor Julien Simon indledte sit drømmeløb ved som den hurtigste mand blandt 28 ryttere i samme finale at tage sin første af to etapesejre foran Rigoberto Uran og Sylwester Szmyd. I 2003 var løbet også forbi, og her vandt Oscar Freire en massespurt foran Angel Vicioso og René Haselbacher.
6. etape
Sprinterne har sjældent haft meget at komme efter i Catalonien, men det er blevet en lille tradition, at der er en relativt let etape om lørdagen. Sådan er det også i år, hvor 6. etape er løbet nemmeste, men i Catalonien er intet nemt. Således skal der stadig klatres hele 2400 højdemeter med en kategori 3-stigning i finalen, og den slags udfordringer forklarer, hvorfor lørdagsetapen også ofte er vundet af et udbrud. Både udbrud og massespurt vil være i spil igen denne gang, hvor også vinden lurer som konstant trussel i området omkring Barcelona.
I alt skal der tilbagelægges 193,8 km mellem Tarragona og Mataro, der er to kystbyer på hver sin side af Barcelona. Fra start kører man et kort fladt stykke mod øst hen langs vandet, inden man kører mod nord op ad en længere bakke væk fra kysten. Den leder op til et relativt fladt plateau, der følges længe mod nordøst fobi dagens første spurt, som kommer efter 43,6 km. Man kører nord om Barcelona, og det begynder langsomt at falde, når man nærmer sig storbyen, inden man drejer mod nord for at køre op ad en lille bakke, der leder op til dagens ”Udgave 100-spurt”, der er placeret efter 99,8 km.
Den markerer starten på dagens væsentligste udfordring, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 3-stigningen Port de l’Ullastrell (10,3 km, 2,8%, max. 8%), der er en meget ujævn stigning med to nedkørsler og flade stykke undervejs, men også fire kilometer med stigningsprocenter på mellem 4 og 7. Toppen rundes efter 109,5 km og leder op til et plateau, hvor man slår en lille sløjfe ind i byen Terrassa, inden man kører mod øst, nord og nordøst igennem let kuperet terræn.
I byen Castellar del Valles drejer man mod syd ad et let faldende stykke, inden man igennem fladt terræn kører mod øst hen til motorsportsbanen Circuit de Catalunya, hvor man kører en omgang og samtidig kører dagens anden spurt efter 153,8 km. Nu går det igennem let stigende og let faldende terræn mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Alt El Collet (2,9 km, 3,0%, max. 7%), hvis data snyder, da den byder på 2 km med stigningsprocenter på mellem 4,5 og 5,5 inden toppen, der kommer efter 179,9 km.
Herfra resterer bare 13,9 km, som indledes med en enkel nedkørsel, der leder mod syd ned til kysten, som nås i udkanten af Mataro. Vejen er ganske let faldende og uden tekniske udfordringer, indtil man ved den røde flamme drejer til venstre i en rundkørsel. Herefter stiger det i snit med 1,3% over den sidste kilometer, der afbrydes af en rundkørsel med 500 m til stregen.
Etapen byder på i alt 2396 højdemeter.
Samlet set er 6. etape dagen med mindst klatring, og sammen med 1. etape burde den give sprinterne den bedste chance. Så sent i et hårdt løb skal man imidlertid aldrig afskrive et udbrud, som vi har set overraskende ofte på tilsvarende etaper. Det ligner derfor endnu en kamp mellem sprinterne og nogle lykkeriddere, mens klassementsrytterne igen skal tage sig i agt for den frygtede sidevind.
Mataro har seks gange i træk ageret startby i løbet, men det er første gang i dette årtusinde, at byen agerer mål for et stort cykelløb.
7. etape
I 2013 afsluttede man løbet med en etape i Barcelona, der sluttede med adskillige omgange på en rundstrækning med den berømte Montjuic-stigning, og det gav et fantastisk cykelløb, hvor Michele Scarponi brugte bakken til at angribe og sikre sig en samlet podieplads. Arrangørerne var så begejstrede for ideen, at de siden har genbrugt rundstrækningen hvert eneste år, og den vil igen være ramme om afslutningen i 2021. Denne gang har man dog givet den et twist med en stejlere opkørsel af Montjuic, der til gengæld skal passeres færre gange. Ganske vist har den siden kun sjældent kunne skabe afgørende ændringer i klassementet, men den giver altid anledning til angreb fra favoritterne og hæsblæsende cykelløb i en uforudsigelig og underholdende afslutning på Spaniens ældste cykelløb.
Som vanligt er der tale om en meget kort etape, denne gang på bare 133,0 km, der både starter og slutter i storbyen Barcelona. Den præcise rute varierer lidt fra år til år, men grundideen er den samme. Den første del består af en lille tur ud af byen, hvor man rammer nogle af bakkerne i udkanten, inden man kører indtil rundstrækningen, hvor det hele slutter med adskillige omgange.
I år lægger man fra starten ved L’Hospitalet de Llobregat i den vestlige udkant af Barcelona ud med at køre igennem fladt terræn mod vest og siden nordvest frem til dagens første spurt, der kommer efter 8,7 km. Her drejer man mod vest ad et let stigende stykke, der leder direkte ind på kategori 3-stigningen Coll de la Creu d’Ordal (5,7 km, 4,4%, max. 8%), der byder på tre km med 5-7%, inden den flader ud nær toppen, som nås efter 25,0 km. Herfra fortsætter man mod sydvest og siden sydøst gennem let faldende terræn. En lille bakke leder nu op til Begues, inden det via en rigtig nedkørsel går mod sydøst og syd ned til kystbyen Castelldefels, hvor den anden spurt kommer efter 64,5 km. Herfra kører man ad flade veje mod øst og nordøst tilbage mod Barcelonas centrum.
I hjertet af Barcelona krydses målstregen for første gang efter 86,0 km, og herefter afsluttes løbet denne gang med bare 6 og ikke de klassiske 8 omgange på en forlænget 7,9 km lang rundstrækning i Montjuic-parken (den traditionelle rundstrækning var 6,8 km lang). Der er tale om en ganske tricky sag. Allerede 500 m efter målstregen rammer man kategori 3-stigningen Alt Montjuic (2,5 km, 4,6%, max. 19%), der er velkendt af de fleste cykelryttere. Som sagt køres den denne gang fra en anden og meget irregulær side, hvor de første 500 m stiger med 5,5%, men hvor den derefter er meget let, indtil de sidste 1,1 km stiger med 7,0%, herunder 8,2% over de sidste 700 m.
Fra toppen resterer bare 4,9 km, og de går næsten alle nedad. Nedkørslen er teknisk ikke vanvittigt svær og følger en let snoet vej, er afbrydes af en 1 km lang bakke med 3 km igen, hvorefter det falder hele vejen til mål. Rytterne drejer til venstre i en rundkørsel med 2 km til mål og kører derefter lige gennem en rundkørsel ved den røde flamme. Nu følger der kun et par bløde sving. De sidste 2 km falder med et gennemsnit på 3%. Der er en kategori 2-bjergspurt ved alle seks passager af stigningen, mens dagens ”Udgave 100-spurt” kommer efter 101,6 km ved tredje passage af målstregen.
Etapen byder på i alt 1983 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end i 2019.
De foregående udgaver af etapen viser, at den er ganske uforudsigelig. Det er en sidste chance for klassementsrytterne til at gøre forskelle, og hvis afstandene er små, kan vi vente angreb på rundstrækningen, der er svær at kontrollere. Som sagt har toppen af klassementet kun sjældent ændret sig, og hver eneste gang har løbets førende kunnet afværge angrebene. Både Scarponi i 2013 og Simon Yates i 2018 har imidlertid brugt etapen til med angreb at avancere betydeligt i klassementet, og bonussekunder kan også komme i spil i det, der kan være en meget tæt affære. Rundstrækningen er som skabt til angreb, og derfor bliver det altid enormt aggressivt. Med mindre typer klatrestærke afsluttere som Alejandro Valverde beslutter sig for at gå efter en etapesejr, er det derfor meget sandsynligt, at det tidlige udbrud skal køre om sejren, som de ofte har gjort det, men det er heller ikke uset, at etapen er endt i en spurt i en lille gruppe eller med succes til et sent angreb. I år kan etapen med en vanskelige opkørsel af Montjuic endda måske blive en anelse mere selektiv end tidligere.
Montjuic-stigningen er en ikonisk bakke i cykelsporten. I 2009 vandt Thor Hushovd en hård spurt på dens skråninger i Tour de France, mens stigningen sidst blev brugt i en grand tour i Vueltaen i 2012. Her lykkedes det Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez at stikke af og holde feltet bag sig, inden belgieren let vandt spurten og tog sin første sejr for BMC.
Da rundstrækningen første gang blev brugt i 2013, angreb Thomas De Gendt og David Lopez med 22 km igen og kørte hurtigt forbi det tidlige udbrud. Michele Scarponi kom op bagfra sammen med Robert Kiserlovski, og da italieneren kørte for klassementet, kunne kvartetten holde sig fri, inden De Gendt vandt spurten, mens Scarponi rykkede op på tredjepladsen. Senere spurtede 57 ryttere om femtepladsen, efter at Joaquim Rodriguez uden succes havde forsøgt at angribe løbets førende rytter, Dan Martin.
I 2014 blev etapen afviklet i silende regnvejr, og arrangørerne måtte ændre på rundstrækningen for at undgå de sværeste dele af nedkørslen. Alberto Contador forsøgte at angribe Rodriguez, der var i førertrøjen, men det var umuligt. Et udbrud holdt sig fri, og en stærk Lieuwe Westra kunne køre alene over stregen efter at have sat konkurrenterne. I 2015 havde Alejandro Valverde en sidste chance for at tage den samlede sejr, men han indså hurtigt, at han ikke kunne sætte Richie Porte. I stedet kørte Movistar efter etapesejren, og det lykkedes for Valverde at rykke på podiet ved at vinde etapen foran Bryan Coquard i en spurt fra et reduceret felt.
I 2016 forsøgte mange sig også med angreb på Nairo Quintana, men igen kunne førertrøjen ikke rystes. Samtidig lykkedes det igen udbryderne at køre om sejren, og denne gang var det en imponerende Alexei Tsatevich, der slog Primoz Roglic i en tomandsspurt. I 2017 var specielt et revanchelystent Sky-mandskab, der var kollapset totalt på 6. etape, meget aggressive, men det skulle vise sig at være umuligt at ryste Movistar, der kontrollerede etapen, inden Valverde med relativ lethed tog sin tredje etapesejr ved at vinde spurten i en gruppe på 16 mand.
I 2018 angreb Simon Yates i finalen og holdt den 15 mand store favoritgruppe bag sig. Det gav en etapesejr, men da Pierre Latour i spurten sikrede sig bonussekunder, lykkedes det akkurat ikke briten at stjæle den sidste podieplads fra franskmanden. Forinden havde løbets nr. 2, Egan Bernal, utrætteligt angrebet den førende Valverde, men uden held. I stedet endte det tragisk, da colombianeren styrtede ud af løbet. I 2019 førte angrebene på den førende Miguel Angel Lopez heller ikke til noget, men favoritterne missede også denne gang ud i kampen om etapesejren, da Davide Formolo leverede et gigantisk soloridt fra det tidlige udbrud. Bag ham lykkedes det Enric Mas og Maximilian Schachmann at køre væk med et par sekunder, inden Dion Smith var hurtigst i en favoritgruppe på 11 mand.
Favoritterne
Med en relativt ensartet rute i de senere år har vi efterhånden lært, hvad vi skal forvente af Volta a Catalunya. 2017-udgavens nyskabende rute var en undtagelse, men ellers har løbet i alt væsentligt fulgt samme format fra 2013 og 2019. Som det eneste af forårets europæiske WorldTour-løb uden enkeltstart, har det været et løb for klatrere, og løbet er oftest blevet vundet af den bedste bjergrytter.
Løbet har traditionelt været afgjort på de to store bjergafslutninger i Pyrenæerne, mens de øvrige etaper har spillet en begrænset rolle. Sidevinden har dog før skabt kaos, senest i 2015, hvor Dan Martin tabte sit klassement på gulvet, og bonussekunder er også kommet i spil som i 2015 og 2016, hvor henholdsvis Alejandro Valverde og Martin brugte deres spurtstyrke til på de sidste etaper at rykke frem i den samlede stilling, nu hvor bonussekunder i de seneste par år har været et nyt element i løbet, der ellers som de fleste andre spanske løb længe forsagede den slags.
KLASSIKERSPILLET STARTER LØRDAG KL. 12.00 - VIND KONTANTER OG EN CYKEL TIL 16.890 KRONER
I år bliver alt anderledes. Inklusionen af den 18,5 km lange enkeltstart ændrer hele løbets dynamik, og nu er det ikke længere bare et klatreparadis. Med den nye rute ligner løbet pludselig de øvrige historiske forårsetapeløb som Paris-Nice, Tirreno-Adriatico, Itzulia Basque Country og Tour de Romandie og passer nu også til de mere komplette typer.
Der er dog stadig forskelle. Det catalanske løb må stadig regnes som det, der er mest venligt over for bjergrytterne. For det første er der hele to meget store bjergafslutninger til at kompensere for det tab, man måtte have lidt på tirsdag, hvilket slet ikke ses i de øvrige løb. Dertil kommer, at stigningerne er længere og mere skabt til klassiske klatrere. Endelig er enkeltstarten med sine 200 højdemeter alt andet end flad, og den kan måske bedste sammenlignes med sidste års Paris-Nice-enkeltstart, der med 224 højdemeter over 15 km kun var en anelse mere kuperet end denne. Til gengæld var den mere teknisk, og her er der trods alt mere tonserterræn. Som udgangspunkt er det dog en rute, der ligger udmærket til de fleste klassementsfolk, der med undtagelse af de mest temposvage kan begrænse tabet.
Det tyder på, at det fortsat først og fremmest er i bjergene, at løbet vil blive afgjort. Som kompensation for enkeltstarten har klatrerne nemlig fået de to sværeste af de tre bjergfinaler, der typisk bruges i løbet. Væk er den mest brugte afslutning i La Molina, hvor det ofte har været svært at gøre væsentlige forskelle, og nu skal der i stedet kæmpes på Vallter 2000 og Port Ainé, der er langt vanskeligere og betydeligt mere velegnede til at skabe forskelle. Særligt Vallter 2000 er svær, mens Port Ainé-etapen har den udfordring, at der er tale om en rigtig bjergetape med hele tre store bjergpas. Endelig er det værd at bemærke, at man blandt klassementsrytterne har meget få tempogiganter i stil med Primoz Roglic, Tom Dumoulin og nu også Tadej Pogacar, og forskellene mellem favoritterne på tirsdagens etape behøver derfor ikke at være specielt store.
Det tyder da også på, at løbet skal afgøres tirsdag, onsdag og torsdag. Historien viser med al tydelighed, at 1. etape er en sag for sprinterne, selvom vi nu to ud af de seneste fem gange har set en udbrudssejr. Også lørdagens etape ligner en massespurt, hvis ikke sprinterne som så ofte før på denne etape snydes af udbrud. Finalen på 5. etape kender vi fra 2012, hvor vi faktisk fik fine angreb i klassementet, men afstanden til mål er så lang, at det formentlig kun er en dag, hvor løbet kan tabes, hvis man er ramt af en offday.
Endelig er der Barcelona-etapen. Den giver jo altid herligt cykelløb, der er svært at kontrollere, og det har top 10-ryttere kunnet benytte til at vinde tid. Til gengæld har det altid været umulig for de ryttere, der kørte om sejren, at ryste hinanden. I år betyder den vanskeligere opkørsel af Montjuic, at det måske lader sig gøre, men jeg vil stadig blive forundret, hvis førertrøjen kommer i problemer. Udfordringen bliver at kontrollere etapen, hvis holdet er svagt, og det er tæt mellem mange ryttere i toppen. Det er dog usandsynligt med tre ret vanskelige etaper forinden. Spurtstyrke kan her også benyttes til at opnå tidsbonus, og det samme gælder på 5. etape, men det vil forudsætte, at man ikke får de sandsynlige udbrudssejre på de to dage.
Endelig er der vejret, hvor særligt to komponenter er vigtige. Catalonien kan som sagt være meget blæsende med risiko for sidevind på særligt 5. og 6. etape. Dernæst er vindretningen i bjergene ofte ganske afgørende, selvom betydningen er en anelse mindre i år, hvor målbjergene er vanskeligere. Vejret ser dog ikke ud til at blive nogen væsentlig komponent. Der kan komme en smule regn fredag, men ellers ligner det en uge med fabelagtigt solskinsvejr og kun begrænset vind. Eneste risiko for sidevind er måske lørdag, hvor vinden ser ud til at stå i siden hele dagen, men den bør ikke være stærk nok. Vinden i bjergene vil også være relativt svag, men med sandsynlig medvind på Vallter 2000 og modvind på Port Ainé ligner onsdagens etape måske den vigtigste.
Konklusionen er, at vi har et relativt klassisk etapeløb, der vil blive afgjort af klatre- og tempoevner, idet førstnævnte må være de væsentligt i lyset af de vanskelige bjergetaper. Spurtstyrke kan blive væsentlig, hvis det bliver tæt, for der kan være sekunder at vinde på 5. og 7. etape. Et godt hold kan blive en komponent i Barcelona, men kun hvis det er tæt. Og så skal man nok have en smule eksplosivitet til den nye, stejle opkørsel af Montjuic, for en rigtig dieselklatrer kan måske alligevel tabe lidt tid, hvis han er oppe mod en superpuncheur.
Årets felt er ikke helt så stærkt, som vi har set de i de senere år - først og fremmest fordi vi mangler de to slovenere og Egan Bernal - men det er alligevel et klassefelt med en hel serie af verdens allerbedste klatrere. Og som altid er det Ineos, der møder op med en skræmmende formation, hvor de igen stiller med hele fire mand, der synes at gå til løbet med en eller anden form for klassementsambitioner. De får dog rigeligt med modstand, og fraværet af slovensk modstand betyder, at det er langt mere åbent, end vi har set i de første ugelange løb på årets WorldTour-kalender, hvorfor man kan pege på adskillige navne, der har en helt reel mulighed for at vinde.
Det er derfor også med usikkerhed, at jeg peger på Adam Yates som min favorit. Briten er nemlig ikke nogen tempomaskine, og han vil utvivlsomt tabe nogen tid, når det går løs på tirsdag. Heldigvis for ham er ruten med sine korte bakker ikke helt håbløs for en fyr som ham, og han vil utvivlsomt tabe betydeligt mindre tid, end han gjorde i UAE Tour, hvor han reelt tabte løbet på den flade tonserrute i Abu Dhabi.
Det store spørgsmål er derfor, om Yates kan hente det tabte i bjergene. Det burde han have en fair chance for. Han har nemlig en fabelagtig statistik i ugelange etapeløb på det seneste. I 2019 var han mindre end et sekund fra at vinde i Tirreno, han havde løbet her i sin hule hånd, hvis ikke Miguel Angel Lopez havde udnyttet det taktiske spil mellem Bernal, Quintana og ham selv, han lignede bedste mand i Baskerlandet, hvor han vandt sidste etape, men tabte løbet på en grusvejspunktering, og i de seneste to år har han været bedste mand i UAE Tour.
Netop UAE Tour slår hovedet på sømmet for mig. Nok vandt Tadej Pogacar løbet, men Yates så ud til at have ham helt ude ved grænsen på Jebel Hafeet. Selvom sloveneren virkede stærkere i sidste uge, vidner Pogacars sejr i Tirreno om, at Yates igen i år er på et uhyggeligt højt niveau. Til gengæld passer de store bjergetaper ham dårligere end de eksplosive sager i ørkenen, men særligt den afgørende Vallter 2000-etape har med bare én stigning en glimrende Yates-profil. Også i Barcelona står han med sit punch stærkt, og han har det i særklasse stærkeste hold ved sin side. Alt sammen får det mig til at tro, at Yates tager den sejr, han var så tæt på for to år siden.
Nu har vi i mange år ventet på en chance for at udmåle de to Yates-brødre mod hinanden, og nu får vi endelig chancen. Jeg tror nemlig, at hans værste rival bliver brormand, Simon Yates. Den lille brite kørte et temmelig svingende Tirreno, hvor han floppede på både 2. og 5. etape og lignede den relativt formsvage rytter, han havde proklameret, at han ville være, men som på kongeetapen viste enorm styrke ved næsten af indhente Pogacar, der dog ganske vist var startet lidt for tidligt i modvinden. Det var godt at se, for Yates har generelt været langt under niveau siden Vuelta-sejren i 2018, hvis man ser bort fra sidste års sejr i Tirreno.
Netop hans to seneste optrædender i Tirreno viser, at Yates stadig har et tårnhøjt niveau i bjergene, og hvis han kører som på Prati di Tivo i søndags, bliver han ikke let at slå på de to bjergetaper. Han minder utroligt meget om brormand, og også han vil særligt kunne lide den eksplosive 3. etape, mens 4. etape med sine mange bjergpas passer ham knap så godt. Han er betydeligt mere svingende end Adam, og han har ikke råd til samme udsving som i Tirreno. Til gengæld er han mere tempostærk, og meget taler for, at han vil vinde tid på sin bror og flere andre på tirsdag - i hvert fald hvis han kører, som da han i 2018 (lidt hjulpet af vinden) vandt den flade Paris-Nice-enkeltstart.
Det stiller ham i en gunstig position inden bjergene, og her skal han så vise, at han kan matche Adam og de andre. Her tror jeg stadig, at Adam har en lille overhånd. I de senere år har Adam i hvert fald haft det klart højeste niveau af de to, og ser man bort fra 2018, har Adam også generelt været den mest overbevisende af de to. Lægger man dertil, at Adam har formtop nu, og Simon er ved at bygge op til Giroen, tror jeg, at det tipper Adams vej. Med enkeltstarten som et våben tør jeg dog ingenlunde udelukke, at Simon løber med det hele - også fordi han støttes af så stærkt et hold, at han burde kunne holde styr på selv Ineos, hvis han stadig er i front efter bjergene.
Som altid er løbets helt uforudsigelige joker Richie Porte. Den lille australier var i flere år verdens bedste i ugelange etapeløb, og også dette løb har han da vundet. Samme tårnhøje niveau har han som bekendt ikke længere, men hans 3. plads i Touren vidner om, at han stadig vil være i stand til at sejre i dette selskab, hvis han har samme ben nu. Inklusionen af en enkeltstart giver også Porte en gigantisk fordel i forhold til snart sagt alle rivalerne, for vi så på 20. etape i Touren, at de tempoevner, han i de senere år næsten aldrig har fået chance for at teste, stadig er helt intakte, hvorfor han burde bringe sig i en gunstig position inden bjergene.
Det store spørgsmål er formen. Man skal ikke kende meget til Porte for at vide, at han kan knuse al modstand i det ene løb og bede om plads i gruppettoen i det næste, og lige nu aner vi ikke, hvor han står. Han kom til Paris-Nice med ambitioner, men var også meget i tvivl om niveauet efter en vinter, der med aflysningen af Tour Down Under har været helt anderledes og knap så intensiv, som den plejer. Styrtet i Frankrig gjorde det næppe bedre, men heldigvis skulle han være sluppet nådigt.
Når der er grund til en vis optimisme, skyldes det, at Porte har skrinlagt sine Tour-ambitioner og har rettet hele sin personlige fokus på foråret. Det bør tale for, at han er ganske velkørende, og det betyder, at der kan være gevinst på den australske lottokupon. Han har i hvert med et stærkt hold og en vigtig enkeltstart på papiret bedre kort på hånden end Yates-brødrene. Nu skal han bare vise, at det bliver et af de løb, hvor han kører med om sejren og ikke ender som nr. 89.
Den rytter, der måske bliver allermest spændende at følge, er Sepp Kuss. Amerikaneren får her for første gang nogensinde chancen for at køre klassement i et europæisk WorldTour-etapeløb, og efter at han i 2020 cementerede sin status som en af verdens allerbedste klatrere, er der grund til at have store forventninger til ham på de to dage i Pyrenæerne. Problemet med Kuss er som altid, at hans niveau er uhyre svingende, men heldigvis har han i det meste af 2019 og 2020 faktisk været ret stabil. Han er heller ikke så langsom en starter, som han tidligere var, og i UAE Tour lignede han tredjebedste mand bag Yates og Pogacar, inden han ofrede sig for Chris Harper. Alt taler for, at formen er langt bedre nu, da han har gjort Catalonien og Romandiet til forårets store mål og derfor formentlig er tæt på topniveauet.
Er han det, bliver han svær i bjergene. Den Kuss, vi så på Angliru, kan meget vel vise sig som den bedste klatrer i hele løbet, og de bjergetaper med svære målbjerge er skabt til en ren klatrer som ham. Holdet er også det næststærkeste efter Ineos, og han burde også kunne klare Barcelonas eksplosive terræn. Når han ender helt nede som nr. 4 på denne liste, skyldes det altså ikke nogen frygt for niveauet i bjergene. Det skyldes alene enkeltstarten, der aldrig har været hans kop te. Et lille håb kan være, at han som ren hjælper faktisk ikke har haft grund til at køre en enkeltstart for fuld knald i årevis - heller ikke i UAE Tour, hvor han tidligt var kørt ud af klassementet. Intet tyder på, at det er en disciplin, han mestrer, men forsvarer han sig godt, er det bestemt muligt at vinde løbet i bjergene.
En anden meget interessant skikkelse er Hugh Carthy. Ligesom Kuss har han været kendt som en langsom starter, men den børnesygdom er han ved at komme over. Sidste år lagde han stærkt ud med en 3. plads på Ventoux i Provence, og i år kom han meget overbevisende fra start i Ardeche, hvor han sammen med David Gaudu og Clement Champoussin lignede bedste mand på stigningerne. Man må formode, at han er endnu bedre nu, og nu kommer han endda til et løb, der virkelig passer. Lange stigninger som disse er guf for dieselklatreren Carthy, der fik sit gennembrud med en top 10 netop i dette løb, og som viste sit tårnhøje topniveau i Vueltaen.
Udfordringen har traditionelt været enkeltstarten, men her han langsomt forbedret sig, indtil han kørte en slet og ret fabelagtig enkeltstart i Vueltaen. Gentager han det denne gang, vil han vinde tid på de fleste tirsdag, og så skal han vise, hvor formstærk han er i bjergene. Her frygter jeg lidt, at han mangler de sidste procent til at vinde løbet, når nu hans store mål er Giroen, men Ardeche gør mig fortrøstningsfuld. Holdet kan til gengæld få et problem i Barcelona, hvor de eksplosive stigninger også kan bringe ham selv i problemer, men med sin nyfundne alsidighed er en formstærk Carthy bestemt et realistisk vinderbud.
På jokersiden har vi også Richard Carapaz. Ecuadorianeren er utvivlsomt en af feltets allerbedste klatrere - hvis ikke den bedste - men hans form er et åbent spørgsmål. Han gør nemlig sæsondebut, og traditionelt har Carapaz altid været en langsom starter med brug for nogle løbsdage. Vi ved dog også, at han i 2018 og 2019 kom flyvende ned fra højderne, når han forberedte sig til Giroen, og det helt store spørgsmål er, hvilken tilgang han har til foråret denne gang. Han satser nemlig på Touren, og derfor er det slet ikke utænkeligt, at han vitterligt har udset sig blandet andet dette løb som det første store sæsonmål.
Udover usikkerheden om formen er enkeltstarten den anden udfordring for Carapaz. Her vil han utvivlsomt tabe tid til mange, men hans kørsel i Vueltaen giver håb om, at han har forbedret sig. Den kuperede rute gør det muligt at begrænse tabet, og så må det være op til Carapaz at bevise, at han for første gang har fundet en form, der gør ham konkurrencedygtig på denne tid af året, nu hvor hans sæsonmål er anderledes, end de plejer.
2021 så ud til at blive året, hvor Ag2r skulle sætte klassementsambitionerne på pause, men nu kan de pludselig tillade sig at have ambitioner. Vi vidste godt, at Clement Champoussin var et stortalent, og hans kørsel i Vueltaen bekræftede, at han allerede er konkurrencedygtig på højeste niveau, men alligevel har han været overraskende god i år. Han manglede måske et par procent i Var, men i Ardeche var han og Gaudu de stærkeste, og i Laigueglia lignede han eneste mand, der kunne måle sig med formstærke Egan Bernal, bare få dage inden denne kørte på podiet i Strade Bianche. Det vidner om, at der er grund til at tage Champoussin yderst seriøst, og nu kommer vi endda til et løb, der passer en ren klatrer som ham.
Champoussin har dog også to udfordringer. Den ene er holdet, der går meget svært ved at kontrollere 7. etape, hvis de vitterligt skulle føre. Den anden er naturligvis enkeltstarten, der ikke er spidskompetencen. Heldigvis gjorde han det så godt i Vueltaen, at han formentlig kan begrænse tabet, men selvom han er flyvende i bjergene, kan det trods alt blive svært at vinde løbet.
En rytter, der er ret svær at vurdere, er Nairo Quintana. Knæproblemer gjorde sæsonstarten temmelig usikker, men han viste sig fra starten i Var og i Larciano at være mere konkurrencedygtig end ventet. Det skabte forventninger inden Tirreno, men her var han en anelse skuffende på kongeetapen, hvor han dog stadig blev en ganske flot nr. 5, inden han frøs til is og smed sit klassement på murene. Formen synes dog i fremgang, og man må formode, at Quintana er endnu bedre i dette løb, der med sine lange og svære stigninger passer fremragende til en ren klatrer som ham. Hans topniveau er stadig tårnhøjt, som vi så sidste forår og i dette løb i 2019, hvor han og Bernal ødelagde det for hinanden med deres jævnbyrdighed, og nærmer han sig topformen, står han meget stærkt i disse lange og høje bjergafslutninger. Desværre betyder enkeltstarten og et svagt hold, at det kan blive lidt svært at vinde løbet for anden gang, men han synes efterhånden at have et niveau, så han meget vel kunne ende i top 5 for sjette gang i det ugelange forårsløb, der vel passer ham allerbedst.
Joao Almeida er den eneste rytter, der har kørt fuld plade af WorldTour-etapeløb (når nu det er umuligt at kombinere Tirreno og Paris-Nice), og han jagter nu endnu et topresultat efter 3. pladsen i Emiraterne og 6. pladsen i Tirreno. Almeida er den af favoritterne, der har allermest grund til at glæde sig over inklusionen af en enkeltstart, og han bør kunne vinde tid på alle rivalerne med undtagelse af måske Geraint Thomas, Brandon McNulty og Richie Porte. Det vil bringe ham i en god position inden bjergene, men her har vi til gengæld også set hans begrænsninger. Det så vi i UAE Tour, og det så vi senest i Tirreno, hvor han blev nr. 6 på kongeetapen, men lignede en mand, der var i overlevelse. Han har vist sig som fantastisk til at begrænse sine tab i bjergene, men trods den gode form frygter jeg, at dette løb er en anelse for svært til, at enkeltstarten er nok til at vinde løbet. Til gengæld har han et hold, der burde have en fair chance for at forsvare en eventuel førertrøje, og han har med sin gode spurt den bedste chance blandt favoritterne for at jagte bonussekunder undervejs.
Rigoberto Uran er en anden, der vil glæde sig over enkeltstarten. Den har han nemlig genfundet efter nogle år, hvor det haltede gevaldigt i den disciplin, men nu synes det igen at være en styrke for ham. Til gengæld klatrer han ikke som i gamle dage, men Tourens indledning viste, at hans topniveau stadig er ganske pænt. Han virkede formmæssigt slet ikke dårlig i Besseges, men missede UAE Tour for at være til stede ved fødslen af sit barn. Derfor er hans form temmelig ukendt, og spørgsmålet er, om hans bjergevner stadig rækker helt til at vinde et løb som dette, selvom i hvert fald den iltfattige luft hjælper ham. En god enkeltstart er i hvert fald forudsætningen og sikrer ham formentlig en top 10. Sejren er bare noget andet.
Efter et skidt 2020 vist Lucas Hamilton i Paris-Nice, hvorfor han længe har været at regne som et af de mest spændende talenter. Det har sikret ham en beskyttet status i dette løb, selvom Yates i sidste øjeblik har meldt sig som hans ledsager, og det er med god grund. På kongeetapen i Paris-Nice var det nemlig kun Primoz Roglic og Maximilian Schachmann, der var bedre, og han satte endda Aleksandr Vlasov til vægs. Niveauet her er højere, men til gengæld burde løbet også passe langt bedre til en ren klatrer som ham. Som for mange andre klatrere er det enkeltstarten, der bliver akilleshælen, for her viste han i Frankrig, at hans mangler er meget, meget store. Den mere kuperede rute vil formentlig føre til et mere beskedent tab, men topniveauet i bjergene rækker trods alt ikke til at vinde løbet, men nok snarere til endnu et flot resultat i stil med 4. pladsen i Paris-Nice.
Geraint Thomas måtte i Tirreno sande, at han stadig er et stykke fra topniveauet, men modsat sæsonstarten i Var viste det italienske løb heldigvis, at han nu er konkurrencedygtig. Logikken tilsiger, at han er endnu bedre nu, og han vil altid have enkeltstarten som et vigtigt våben, efter at han med en 11. plads på sidste etape i Tirreno viste, at han selv med sin nuværende form kører så stærkt, at han kun tabte 4 sekunder til Almeida, der endda havde fordel af mindre vind. Problemet er, at hans niveau i bjergene nok er for begrænset til et løb med to så svære bjergfinaler, men helt ringe er han trods alt ikke. Han blev nr. 12 på kongeetapen i Tirreno og det endda efter en stor offensiv i modvinden, og med bare yderligere et par procent her, begynder det efter enkeltstart at lugte af noget. Det rækker dog nok stadig ikke hele vejen for den erfarne waliser.
Steven Kruijswijk accepterede en hjælperrolle i Paris-Nice, men her kommer han til løbet som sidestillet kaptajn med Kuss. Desværre var han langt fra overbevisende i Frankrig, hvor han var skuffende i sin rolle som hjælper for Roglic. Vi ved heldigvis, at Kruijswijks motor skal have tid til at blive varm, og logikken tilsiger derfor, at han vil være endnu bedre i dette løb, der i forvejen er det, der passer ham allerbedst. Det skyldes de lange, jævne stigninger, der ligger godt til Kruijswijks dieselmotor, og det samme gør den kuperede enkeltstart, hvor han vil vinde tid, efter at han i Paris-Nice kørte en decideret fremragende en af slagsen. Desværre er Kruijswijks diesel ikke skabt til ugelange etapeløb, hvor han er mere top 10- en podierytter, og hans alder og lange fravær i toppen samt den svage kørsel i Paris-Nice begynder at give lidt frygt for, at topniveauet ikke længere er det samme. Enkeltstarten bør sikre et fint resultat, men podiet virker ikke helt realistisk lige nu.
En rytter, der bliver spændende at følge, er Esteban Chaves. Det står klart, at han i dag slet ikke er i stand til at restituere, men hans topniveau er stadig ganske højt. Det så vi med hans flyvende start i Burgos og Vueltaen, og har han samme ben her, kommer han ganske langt. Det er hans første løb, og han har traditionelt været en langsom starter, men sidste år var han flyvende i sit første løb efter nedlukningen. Hans enkeltstarter har faktisk også været pæne de sidste par år, og han vil elske højderne. Holdet ved, at han er et wildcard, og de nævner ham også som en joker bag Yates og Hamilton. Har han benene fra Burgos og Vueltaen, kommer han langt, og da klassementet kan være afgjort efter fire dage, burde han denne gang også kunne holde hele vejen.
Det bar en skam, at Brandon McNulty styrtede ud af Paris-Nice. Det berøvede os nemlig chancen for at se, hvor meget han har forbedret sig i bjergene, hvor han i 2020 stadig manglede noget. Afslutningen på 4. etape indikerede visse mangler, men her mente han selv, at det skyldtes positionering. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at han vil vinde en masse tid på enkeltstarten, der både i Giroen og Paris-Nice var decideret fremragende, og da han ikke slog sig væsentligt i styrtet, burde han være frisk til a køre stærkt tirsdag. Stigningerne her passer ham bedre end på 4. etape i Paris-Nice, men det vil dog trods alt undre, hvis McNulty klatrer godt nok til at være med helt i front på så svær en rute, selvom han meget vel kan køre med om etapesejren på enkeltstarten.
Movistar kommer med tre af deres fire kaptajner til det store hjemmebaneløb, men det ser ikke alt for lovende ud. Bedst chance for et resultat har nok Enric Mas, men det kan også ende helt galt med den stærke spanier. Han har altid været kendt som en langsom starter, og derudover har ugelange løb heller aldrig været sagen for en mand, der skal have dieselmotoren i gang først. Helt galt er det dog gået i 2020 og 2021, hvor han har skullet bruge et hav af løbsdage for at finde formen, og han har tillige være uhyggeligt formsvag i sine første løb. Det har i år været tilfældet i Provence, og han skal have oppet sig gevaldigt den seneste gode måneds tid, hvis han skal være konkurrencedygtig. De spanske etapeløb er dog forårets mål, og for Movistar vil det være en mindre katastrofe, hvis han falder igennem. Med sin gode enkeltstart og som holdets bedste klatrer vil det utvivlsomt være ham, der har bedst chance for at vise hjemmebaneheltenes farver, men først skal han vise en markant bedre form.
En rytter, for hvem det kan gå begge veje, er Lennard Kämna. Tyskeren har nemlig ikke kørt ét eneste løb i år, og det er derfor umuligt at vide, hvor han står. I januar forlød det, at han havde udpeget sig ugelange etapeløb i foråret som et mål, hvor han skulle teste klassementsevnerne, og han nævnte specifikt Catalonien som et løb, hvor han skulle være kaptajn. Det har imidlertid ikke været muligt at finde en forklaring på hans manglende løb, og det kan både være en del af en overordnet plan og udtryk for en eller anden form for problem i løbet af vinteren. Hvis han er på toppen, er løbet her dog en stor test. Han viste i Dauphiné og Touren, at han nu klatrer så godt, at han burde kunne køre klassement, også selvom bjergene her måske er til den svære side. Han burde som tidligere tempospecialist også have enkeltstarten som et våben, men desværre er hans gode enkeltstart fortsat helt forsvundet. Der burde være mulighed for at genfinde de evner, der gjorde ham til juniorverdensmester, men det skal han først bevise. Samlet set er der et hav af spørgsmål ved Kämna, og det kan derfor blive både fugl og fisk.
Den Jai Hindley, vi så i Giroen, ville utvivlsomt være en nøglespiller i dette løb, men det er næppe den Hindley, vi ser denne gang. Australierens mål ligger senere, og han kom derfor til Paris-Nice som ren hjælper for Benoot. Det gik dog bedre end ventet, og han endte som en fin nr. 10 på kongeetapen. Det vil være rimeligt at antage, at han er endnu stærkere i Catalonien, men han vil utvivlsomt også stadig mangle lidt for meget. I forvejen vil han lide et tab på enkeltstarten, og det kan han med sit nuværende niveau ikke hente i bjergene. Hans kørsel i Paris-Nice har dog givet så megen optimisme, at han nu satser på klassementet. Så må vi se, hvor langt formen rækker.
Det er så ærgerligt, at man er nødt til at have afdæmpede forventninger til Michael Woods, men det er desværre nødvendigt. Canadieren var ellers skræmmende god i Var, hvor han måske nok ikke vandt, men utvivlsomt var løbets bedste mand. Desværre er han siden blevet syg, og det var åbenbart en langstrakt affære, der kostede deltagelsen i Var, Strade og Tirreno. Derfor handler dette løb nok mest om at vinde løbskilometer inden Ardennerne, og i forvejen er ruten heller ikke ideel. Woods’ enkeltstart er nemlig en mindre katastrofe, og 2. etape bliver derfor en overordentlig dyr affære. Dertil skal lægges, at de store bjergetaper ikke passer ham helt ideelt, og han har altid skullet forsvare sig mere i de rigtige bjerge. Hans superform fra Var gør, at man skal åbne døren for en overraskelse, men mest af alt skal man nok forberede sig på et svært løb.
En rytter, der bliver spændende at følge, er unge Harold Tejada. Colombianeren viste sit store potentiale i 2020, hvor han blandt andet sad med de allerbedste langt på ad Grand Colombier på en af de afgørende Tour-etaper. I år er han dog kommet noget rustent fra start med middelmådige præstationer i Provence og Var, men det er heldigvis så længe siden, at han har haft god tid til at forbedre formen. Astana har givet ham kaptajnrollen til dette løb, og han vil for første gang jagte en topplacering i klassementet. Han får klø på enkeltstarten, men han vil elske de to store bjergetaper, hvor den iltfattige luft næppe heller kan være en ulempe. Dette er chancen for at vise, hvor langt han er kommet.
En af årets skuffelser har været Jack Haig, der desværre bygger videre på den nedadgående trend fra 2020. Han er dog gradvist blevet bedre gennem sine tre etapeløb, og han nåede sit hidtil højeste niveau i Paris-Nice, hvor han kørte en fornuftig kongeetape. Hans dieselmotor er typen, der godt kan bruge lidt tid på at blive varm, og den opadgående trend burde efter 7. pladsen fortsætte i dette løb, der med sine længere og sværere bjerge endda passer ham endnu bedre. Til gengæld så vi også i Paris-Nice, at enkeltstarten stadig halter gevaldigt, og hans nuværende niveau synes ikke at række til at være med helt i front.
James Knox bliver næppe nogensinde en gigant, og han synes faktisk at være gået lidt i stå. Han havde dog sine glansstunder i Giroen, der dog også var præget af den manglende stabilitet, der synes at være hans varemærke. Når jeg alligevel vælger at omtale ham her, skyldes det et ganske opløftende Trofeo Laigueglia, hvor han længe sad med de bedste. Også i Larciano så han godt ud, da han satte det tempo, der gjorde det muligt for Mauri Vansevenant at vinde løbet. Knox synes efterhånden at have nået et niveau, hvor han kan køre et fornuftigt klassement, men der er grænser for, hvor langt han kommer, også fordi enkeltstarten ikke er hans spidskompetence, selvom han forsvarede sig hæderligt i Vueltaen i 2019.
Movistars næstbedste kort er Marc Soler, men jeg føler mig langt fra overbevist om hans muligheder. Ganske vist blev han nr. 11 i Tirreno, men det skyldtes mest, at han klarede kulden på murene bedre end mange andre. Hans enkeltstart var milevidt fra vanligt niveau, og han blev en ganske beskeden nr. 22 på kongeetapen. Ligesom Mas har han skullet bruge mange løb på at finde formen, og han kan ikke ventes at begå sig på nogle svære bjergetaper, som han selv i sin topform ville finde til den svære side. Hans våben er en enkeltstart, der med sin kuperede profil passer ham helt perfekt, og formen er utvivlsomt også bedre nu, men han bør komme til kort i bjergene.
Endelig er der løbets mysterium, Marc Hirschi. Det schweiziske vidunderbarn har udsat sin sæsondebut flere gang ved at droppe UAE Tour, Drome-Ardeche, Strade og Sanremo, og nu bruger han i stedet Catalonien og Baskerlandet som opvarmning til Ardennerne. Der er ikke givet nogen begrundelse for de mange ændringer, og det er derfor umuligt at vide, hvor han står. Han har dog traditionelt været en meget langsom starter, og jeg vil tro, at dette løb alene handler om at genvinde løbsrytmen. Hirschi er dog så gigantisk et talent, at man altid skal være åben over for en overraskelse. På papiret er han jo puncheur og ikke klatrer, mens hans Tour viste, at en formstærk Hirschi godt kan køre klassement i et løb som dette, også selvom enkeltstarten er en udfordring.
BEMÆRK: Arrangørerne har fredag aften stadig ikke udsendt en foreløbig startliste, og der kan derfor komme flere ændringer de kommende dage. Optakten vil blive opdateret undervejs. Når en foreløbig startliste offentliggøres, vil den blive tilføjet nedenfor, så der også kan stemmes til Cykelduellen. Det vil ske senest søndag aften.
OPDATERING: Den foreløbige startliste er endelig kommet, og der er flere interessant tilføjelser. Først kan vi slette Haig fra favoritfeltet. Til gengæld møder Bahrain med Wout Poels, men han styrtede i UAE Tour og missede Paris-Nice. Meldingen er, at han alene er med for at få kilometer i benene. I stedet satser holdet på Hermann Pernsteiner og Santago Buitrago, der dog får svært ved top 10 i dette felt.
UAE har styrket holdet markant med Rui Costa, Joe Dombrowski og Andres Ardila, men de har alle kørt så svagt, at det fortsat må handle om Hirschi, De la Cruz og McNulty. Udmeldingen om Hirschi fra holdet er ret tvetydig, og det fremgår ikke klart, om de tror på ham i dette løb.
Endelig stiller Israel SUN med Dan Martin ved siden af Woods, der efter sin sygdom har meldt ud, at han jagter etapesejre. Desværre har også Martin været syg og misset sine løb, og derfor ventes heller ikke han at være i topform i et løb, han ellers tidligere har vundet. Mine forventninger er derfor beherskede, også fordi enkeltstarten hæmmer ham voldsomt, selvom han overraskede på enkeltstarten i Vueltaen.
KAN DU SÆTTE DET BEDSTE HOLD TIL KLASSIKERNE - VIND EN CYKEL TIL 16.890 KRONER
***** Adam Yates
**** Simon Yates, Richie Porte
*** Sepp Kuss, Hugh Carthy, Richard Carapaz, Clement Champoussin, Nairo Quintana
** Joao Almeida, Rigoberto Uran, Lucas Hamilton, Geraint Thomas, Steven Kruijswijk, Esteban Chaves, Brandon McNulty, Enric Mas, Lennard Kämna, Jai Hindley, Michael Woods, Dan Martin, Harold Tejada, James Knox, Marc Soler, Marc Hirschi
* Alejandro Valverde, Giulio Ciccone, Wilco Kelderman, George Bennett, Harm Vanhoucke, Wout Poels, Fausto Masnada, Louis Meintjes, Gianluca Brambilla, Ruben Guerreiro, Ide Schelling, Attila Valter, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, David de la Cruz, Chris Hamilton, Stefan de Bod, Michael Storer, Santiago Buitrago, Matteo Badilatti, Sebastien Reichenbach, Ruben Fernandez, Robert Power, Thymen Arensman, Mattias Skjelmose, Ben Zwiehoff, Chris Froome, Diego Camargo
Danskerne
Alexander Kamp viste noget form i Bredene Koksijde Classic og kan måske spurte lidt på 1. og 6. etape i et løb uden mange sprintere, ligesom han kan jagte udbrud undervejs. Hos Trek har vi også Mattias Skjelmose, der imponerede stort i Emiraterne, men løbet her er meget sværere, og han må regnes som hjælper for Giulio Ciccone og Gianluca Brambilla. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Lennard Kämna, Wilco Kelderman og måske Ide Schelling i klassementet samt Peter Sagan og Jordi Meeus i spurterne. På Astana kunne Jonas Gregaard måske teste sig i klassementet, men han har været meget langt fra formen og ligner primært en hjælper for Harold Tejada. På Lotto burde Andreas Kron få nogen frihed, men stigningerne i Pyrenæerne er nok for lange. Til gengæld kunne 5. og 7. etape være gode muligheder for at jagte et resultat. Endelig fortsætter Michael Valgren sit comeback hos EF, men det handler formentlig udelukkende om at få kilometer i benene samt hjælpe Hugh Carthy og Rigoberto Uran.
Holdoversigt
Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der kan udover de ovennævnte måske kan gøre noget i klassementet.
AG2R Citroën Team: Champoussin er bedste bud. Bob Jungels var i Paris-Nice stadig en skygge af sig selv, og Jaakko Hänninen, Tony Gallopin og Francois Bidard satte ikke just verden i brand i UAE Tour.
Lotto Soudal: Der satses på Harm Vanhoucke, der blev nr. 11 i Paris-Nice, men det franske løb viste også hans begrænsninger, både i bjergene og på enkeltstarten. Stigningerne er nok for lange for Andreas Kron, mens de unge klatrere Steff Cras, Sylvain Moniquet og Maxim van Gils må regnes som overmatchede.
Cofidis: Bedst chance har Ruben Fernandez, men han imponerede ikke just på stigningerne i Emiraterne. Nicolas Edet og Fernando Barcelo har været uhyre formsvage i år, og Remy Rochas var ikke just flyvende i Emiraterne. Jose Herrada og Natnael Berhane har ikke længere niveauet.
Deceuninck: Almeida er den erklærede kaptajn, men Knox er også et godt bud. Fausto Masnada burde gøre det godt, men han var ganske langt fra sit niveau i Emiraterne. Løbet er for svært for Dries Devenyns og Pieter Serry.
Team Jumbo-Visma: Kuss og Kruijswijk er de erklærede kaptajner. Chris Harper kørte fornemt i Emiraterne, men niveauet her er et andet, og han vil formentlig ende som hjælper. George Bennett burde være et fremragende bud, men holder igen med formen inden Giroen, som vi så i Paris-Nice. Antwan Tolhoek har ikke just været flyvende på det seneste, og Robert Gesink kører ikke længere klassement.
EF Education-Nippo: Det må handle om Carthy og Uran. Tejay van Garderen var så milevidt fra niveau i 2020, at det er svært at tro på en genfødsel, og Jonathan Caicedo har i Europa manglet for meget i bjergene. Unge Diego Camargo er en uhyre lovende etapeløbsrytter, men dette er hans allerførste løb som WorldTour-rytter, hvorfor han nok får sig lidt af et chok. Holdet har slutteligt også udtaget Ruben Guerreiro, der bliver bedre og bedre i bjergene, men nok vil finde stigningerne for lange til at være med gelt i front.
Groupama-FDJ: Holdet har tre klatrere i Sebastien Reichenbach, Attila Valter og Matteo Badilatti, der alle kan gøre det pænt, men næppe være med i front, blandt andet fordi de får klø på enkeltstarten. Valter har bedst chance for at overraske, men han manglede en del i UAE Tour, hvor Badilatti gjorde det samme. Reichenbach er altid en langsom starter og har hidtil ikke været flyvende.
BORA-hansgrohe: Kämna er formentlig bedste bud. Wilco Kelderman burde være et godt bud på en rute med en enkeltstart, men han er på vej tilbage efter træningsuheldet og regner selv med, at dette løb kommer lidt for tidligt. Ide Schelling er lovende og i form, men top 10 er nok højt sat. Mountainbikeren Ben Zwiehoff gjorde det fint i Emiraterne, men han kan ikke være med helt i front.
INEOS Grenadiers: Yates, Porte, Carapaz og Thomas må alle antages at have en beskyttet rolle. Rohan Dennis har utvivlsomt heller ingen klassementsambitioner her, og det har Jonathan Castroviejo heller ikke.
Bahrain-Victorious: Som nævnt meldes Wout Poels ikke i form. Der satses på Santiago Buitrago, der viste god form i Larciano og kan gøre det ganske pænt, samt Hermann Pernsteiner, der dog mangler meget på enkeltstarten. De unge klatrere Kevin Inkelaar og Stephem Williams har haft det svært.
Team BikeExchange: Yates, Hamilton og Chaves har alle fine muligheder. Tanel Kangert må regnes som en hjælper.
Israel Start-Up Nation: Man ville ønske, at Chris Froome pludselig var konkurrencedygtig, men hans UAE Tour var så skuffende, at han stadig har for lang vej igen. Derfor må Woods og Dan Martin være bedste bud jf opdateringen ovenfor.
Team DSM: Hindley er den erklærede kaptajn. Jeg ville gerne se den lovende Thymen Arensman gøre det godt, men han var i UAE Tour meget langt fra formen. Chris Hamilton og Michael Storer har begge gjort det pænt i deres første løb, men top 10 er højt sat, og Nicolas Roche er aldrig i form på denne ti af året.
Movistar Team: Mas og Soler ligner de bedste bud. Man ville ønske, at Alejandro Valverde var flyvende, men selvom der var fremgang i Larciano, har han manglet så meget, at top 10 virker urealistisk i et løb med to store bjergfinaler i de højder, han hader. Carlos Verona, Sergio Samitier og Antonio Pedrero har ikke været flyvende og må regnes som hjælpere.
Team Qhubeka ASSOS: Robert Power begyndte at vise noget form i Strade Bianche, men det vil være overraskende, hvis lottokuponen går i top 10. Kilian Frankiny har været formsvag, niveauet er for højt for Sander Armee, og Karel Vaeck har manglet for meget hidtil.
Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Louis Meintjes er efterhånden konkurrencedygtig igen, og løbet her passer ham meget bedre end Paris-Nice, men top 10 synes stadig svær. Jan Hirt, Simone Petilli og Rein Taaramae har formmæssigt været langt væk, og niveauet er for højt for unge Alexander Evans.
Astana-Premier Tech: Tejada er den erklærede kaptajn, men også Stefan de Bod, der kørte en fremragende enkeltstart og klatrede fornuftigt i UAE Tour, bliver spændende at følge. Oscar Rodriguez synes til gengæld at være faldet helt sammen efter skiftet til Astana, og Merhawi Kudus er også overmatchet. Den lovende kasak Vadim Pronskiy virker meget formsvag, som Jonas Gregaard også gør det, og Luis Leon Sanchez kan ikke køre klassement i så svært et løb længere.
UAE-Team Emirates: McNulty ligner bedste bud, men som sagt kan Hirschi overraske. David de la Cruz burde elske denne rute, men hans niveau var yderst skuffende i Paris-Nice. Joe Dombrowski, Rui Costa og Andres Ardila har hidtil været formsvage.
Trek-Segafredo: Giulio Ciccone har mildt sagt været svingende i år, men tendensen er nedadgående, og Tirreno var så skuffende, at det er svært at være optimistisk. Gianluca Brambilla er flyvende i år, men løbet her er trods alt for svært. Kenny Elissonde var solid i Paris-Nice, men er for hæmmet af enkeltstarten. Unge Juan Pedro Lopez og Michel Ries har hidtil manglet for meget. Mattias Skjelmose imponerede stort i UAE Tour, men løbet her er af en helt anden kaliber og sværhedsgrad, og han må nok indstille sig på en rolle som hjælper.
Equipo Kern Pharma: Holdet skal først og fremmest vise sig frem i udbrud, men den lovende Savva Novikov, der netop er blevet nr. 3 i Kroatien, bliver spændende, ligesom Roger Adria i Besseges og Var viste, at han efterhånden er ganske lovende.
Team Arkea Samsic: Det handler om Quintana. Elie Gesbert begynder at finde lidt form, men mangler stadig meget efter den lange skadespause.
Gazprom-Rusvelo: Både Ilnur Zakarin og Roman Kreuziger var igen så langt væk i Tirreno, at det er svært at tro på et resultat. Artem Nych og Sergei Chernetskii har intet vist i lang tid.
Euskaltel-Euskadi: Erfarne Mikel Bizkarra har tidligere kunnet køre klassement i denne slags løb, men han synes at være faldet af på den, og det samme gælder for Luis Angel Maté. Mikel Iturria har intet vist siden Vuelta-etapesejren, men Gotzon Martin kan efter fin kørsel i Italien måske gøre det fornuftigt.
Rally Cycling: Gavin Mannion, der ofte har været blandt de bedste i UAE og sidste år vandt Savoie Mont Blanc, men han er altid kommet til kort i disse store løb. Erfarne Rob Britton har som bekendt vundet i Utah, men alderen synes at have indhentet ham.
Feltet.dks vinderbud
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Adam Yates | |
| Simon Yates, Richie Porte | |
| Sepp Kuss, Hugh Carthy, Richard Carapaz, Clement Champoussin, Nairo Quintana | |
| Joao Almeida, Rigoberto Uran, Lucas Hamilton, Geraint Thomas, Steven Kruijswijk, Esteban Chaves, Brandon McNulty, Enric Mas, Lennard Kämna, Jai Hindley, Michael Woods, Dan Martin, Harold Tejada, James Knox, Marc Soler, Marc Hirschi | |
| Alejandro Valverde, Giulio Ciccone, Wilco Kelderman, George Bennett, Harm Vanhoucke, Wout Poels, Fausto Masnada, Louis Meintjes, Gianluca Brambilla, Ruben Guerreiro, Ide Schelling, Attila Valter, Kenny Elissonde, Hermann Pernsteiner, David de la Cruz, Chris Hamilton, Stefan de Bod, Michael Storer, Santiago Buitrago, Matteo Badilatti, Sebastien Reichenbach, Ruben Fernandez, Robert Power, Thymen Arensman, Mattias Skjelmose, Ben Zwiehoff, Chris Froome, Diego Camargo |
Annonce
Annonce
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Optakt: 1. etape af Volta a Catalunya
Gregaard jagter udbrud i stort spansk etapeløb
Stjerne brød med DSM - nu får han debut for UAE
Klar i klassetrup: Froome vil teste sin bjergform