Optakt: Volta a la Comunitat Valenciana

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hård, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

For en gangs skyld kom der imidlertid god nyt fra Den Iberiske Halvø i 2016, da Volta a la Comunitat Valenciana var tilbage på kalenderen for første gang siden 2008. Med dets placering i det sydlige Spanien, hvor vejret som regel er fornuftigt på denne tid af året, og hvor holdene flokkes på træningslejre, var løbet i mange år et vigtigt forberedelsesløb for klassiker- og etapeløbsryttere, og derfor var det savnet af mange. Den tidligere Vuelta-vinder Angel Casero og hans bror var de drivende kræfter bag forsøget på at genoplive løbet, og det lykkedes dem at finde den nødvendige finansiering til at bringe det tilbage på kalenderen i dets oprindelige format på fem dage. Det var således ingen overraskelse, at dets comeback blev varmt modtaget af rytterne, der i stort antal rejste til Spanien, og det var et imponerende felt, der blev samlet i 2016.

Løbet blev første gang afviklet i 1929 og har siden har flere forskellige navne. Bortset fra et par aflysninger i årene omkring Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i 1978 har det været afholdt hvert år indtil dets forsvinden i 2009. I de første år var det hovedagligt for de bedste spanske ryttere, og det var således kun de belgiske stjerner Rik Van Looy og Eddy Merckx, der brød dominansen, før Marcello Bergamo vandt i 1974. I 80erne blev løbet langt mere internationalt, startende med Bernard Hinaults sejr i 1986, og siden har folk som Stephen Roche, Viatcheslav Ekimov, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Alexandre Vinokourov, Abraham Olano, Alejandro Valverde og Alessandro Petacchi stået øverst på podet.

Under dets fravær overtog Mellemøsten rollen som den det foretrukne sted at forberede sig til sæsonen, idet Dubai Tour, Tour of Qatar og Tour of Oman i en periode gjorde det muligt at tilbringe længere tid i lande, der stort set har garanti for godt vejr. Volta a la Comunitat Valencianas tilbagekomst har imidlertid betydet, at Spanien igen er et solidt alternativ, idet de to første måneder nu byder på Classica Comunita Valenciana 1969, der ligeledes er genopstået, Challenge Mallorca, løbet i Valencia, endagsløbene i Murcia og Almeria samt Ruta del Sol - og fra i 2022 endda også det nye endagsløb Clasica Jaen Paraiso Interior og det galiciske etapeløb Gran Camino. Hvis man dertil lægger Volta ao Algarve, har Den Iberiske Halvø nu den mest imponerende februarkalender, og det har tydeligvis haft en effekt på mange hold. I de seneste år har Mellemøsten således slet ikke været i stand til at tiltrække så mange stjerner som vanligt, og mange har valgt at forberede sig i Spanien eller Frankrig i stedet.

I 2017 fik Mellemøsten fået en renæssance blandt etapeløbsrytterne med tilføjelsen af Abu Dhabi Tour, der som en del af WorldTouren tiltrak et stort antal stjerner, men aflysningen af Tour of Qatar betød til gengæld, at de fleste klassikerryttere blev i Europa. Aflysningen i Qatar styrkede også Volta a la Comunitat Valenciana, der af den årsag fik sen deltagelse af BMC og Quick-Step, som begge var på jagt efter et alternativ til ørkenløbet.

Den trend blev blot yderligere styrket i 2019, hvor løbene i Dubai og Abu Dhabi var fusioneret, hvilket betød, at løbet i Valencia nu blot var i direkte konkurrence med Etoile de Besseges. I 2020 kom Saudi Tour til som en ny rival, men det har ikke ændret på, at løbet i Valencia klart har været det stærkest besatte af de etapeløb, der på det seneste er blevet afviklet i første uge af februar.

I 2021 var der i februar lagt op til endnu en stjerneparade, men sådan gik det ikke. I januar stod det klart, at coronasituationen i Spanien umuliggjorde dets gennemførelse, og derfor blev løbet udsat sammen med en hel række af øvrige februarløb. I stedet blev det afviklet i april på den oprindeligt planlagte rute, men på en tid af året, hvor mange hold var travlt beskæftiget andetsteds. Resultatet var et mærkbart svækket felt med bare fire mandskaber fra WorldTouren og kun ganske få deltagende stjerner. Nu er løbet heldigvis tilbage på sin vante plads, og selvom Saudi Tour synes at vinde popularitet, og løbet i Besseges har oplevet en voldsom opblomstring, var det i 2022 svært at se nogen negativ effekt på Valencias startfelt.  I år er konkurrencen fra Australien og Argentina imidlertid tilbage, og det har kostet på populariteten. Antallet af WorldTour-hold er reduceret fra 16 til 10, og der er helt samme samling af stjerner, som vi har set de seneste år.

Volta a la Comunitat Valenciana har over årene haft meget forskellige ruter. Regionen har masser af udfordrende terræn, men på denne tid af året er det farligt at sende feltet ind i de høje bjerge. Derfor har de foregående udgaver ikke været vanvittigt hårde, og Petacchi vandt endda samlet i 2005. Det er imidlertid blevet domineret af mere traditionelle etapeløbsryttere, og Valverde vandt således i både 2004 og 2007, mens Ruben Plaza i 2008 vandt den sidste udgave inden aflysningen.

De nye arrangører synes at ville gøre løbet en anelse hårdere. I 2016 bød ruten således på både en enkeltstart og to bjergetaper. Det gjorde det til et løb for alsidige etapeløbsryttere, og Wout Poels viste sig at være i særklasse den stærkeste. Således tog hollænderen allerede førertrøjen ved overraskende at vinde den indledende enkeltstart, inden han sikrede sig den samlede sejr ved tillige at vinde løbets kongeetape. I 2017 lykkedes det Nairo Quintana at overvinde et stort tidstab fra et usædvanligt langt holdløb og alligevel sikre sig den samlede sejr via et flot soloridt på kongeetapen. I 2018 var Valverde helt ustoppelig, da han efter et neutraliseret holdløb sejrede på løbets eneste bjergetape og dermed tog den samlede triumf, mens det i 2019 var Ion Izagirre, der udnyttede en stærk enkeltstart til at tage den samlede sejr, selvom Adam Yates vandt løbets eneste bjergetape. I 2020 blev løbet endnu et bevis på, at Tadej Pogacar havde kurs mod stjernerne, da sloveneren indledte sin sæson suverænt ved at vinde både en puncheuretape og kongeetapen og i sikker stil tage den samlede sejr.

Sidste år var mange øjne rettet mod Remco Evenepoel, der stod foran en vigtig bjergtest, og da han lagde ud med en suveræn solosejr på den ellers ret bløde første bjergetape, lignede det en magtdemonstration fra belgieren. Sådan gik det dog slet ikke, for på løbets kongeetape var det i stedet Aleksandr Vlasov, der var suveræn. Russeren kørte alene hjem til en solosejr, og da ugen var omme, kunne han sikre sig en perfekt debut for Bora ved at vinde samlet med 32 sekunder ned til Evenepoel og 36 sekunder ned til Carlos Rodriguez. Vlasov vender i år tilbage for at forsvare titlen, og han er igen oppe mod Rodriguez, men til gengæld bliver der ingen Evenepoel, da Soudal helt har fravalgt løbet.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt har løbet haft mange forskellige formater, men de nye arrangører har med undtagelse af den usædvanligt bløde rute i 2021, hvor det altså lykkedes store Stefan Küng at tage den samlede sejr, hidtil foretrukket en i historisk sammenhæng hård version, hvor man fuldt ud drager fordel af det vanskelige terræn. Dog er man styret udenom de højeste bjerge, hvorfor de afgørende stigninger altid har været korte, eksplosive og i de fleste tilfælde også meget stejle. Således har der i de fem udgaver mellem 2016 og 2020 været tale om en kongeetape om lørdagen, hvor målet har været henlagt til en af disse stejle mure, og igen i 2022, hvor den dog kom om fredagen, og derudover har der som regel været en tidskørsel.

Det var i 2016 og 2019 i form af en indledende enkeltstart og i 2017 og 2018 i form af et uforholdsmæssigt langt holdløb, mens resten af løbet næsten hver gang har været udgjort af lettere etaper, der er endt enten i en fuld eller en reduceret massespurt. Undtagelsen kom i 2020, hvor tidskørslen udgik til fordel for en rigtig puncheuretape, og i 2022, hvor den blev erstattet af en bjergetape med en flad finale. På den lette 2021-rute var der ganske vist stadig en kongeetape - denne gang også om fredagen - men den var så blød, at Küng med en god enkeltstart alligevel kunne vinde løbet.

I år går man imidlertid nye veje. Tidskørslen vender ikke tilbage, men det gør de stejle målbjerge heller ikke. Som i 2020 har man ganske vist helt usædvanligt to bjergafslutninger, men der er i begge tilfælde tale om finaler på korte, eksplosive stigninger, hvoraf den ene er en 2 km lang rampe med ca. 9%, mens kongeetapen blot slutter med en jævn 7%-stigning over 3 km. Undervejs er der ganske vist masser af højdemeter - begge dage ca. 3500 - men de afsluttes med to finaler, der appellerer meget mere til eksplosive typer end klatrere.

Nu kunne man måske tro, at det betød et let løb som foræring til sprinterne, men så kan man godt tro om. Alle etaper er nemlig med ganske hårde stigninger relativt sent på etaperne. Således er der på både 1. og 3. etape seriøse klatreudfordringer i afslutningerne - på 3. etape endda i form af en ren mur - inden det falder ned til flade finaler nær kysten. Det er for hård kost for mange sprintere og inviterer således mere til reducerede massespurter.

Endnu værre for sprinterne bliver det af, at også den klassiske og helt flade finaleetape til Valencia er ændret. Ganske vist slutter det hele som altid med en flad - men meget teknisk - afslutning inde i storbyen, men som noget nyt skal man undervejs over La Frontera, der endda er løbets vel nok allersværeste stigning. På sidstedagen synes det næsten givet, at klassementsrytterne her vil angribe hinanden, og selvom der er god til at skabe samling, kan de klassiske sprintere således glemme alt om endnu en spurt i Valencia. Med andre ord er de tre ”flade” etaper for hårdføre sprintertyper, og udbrydere kan bestemt også have drømme.

Etaperne kommer skiftevis fordelt med flade finaler og bjergafslutninger. Førstedagen er således den første chance for de hårdføre sprintere, inden man om torsdagen skal slutte på den lille 9%-rampe. Dernæst kommer endnu en dag med en flad afslutning, hvor man fredag altså skal over en lille mur forinden, inden det lørdag gælder kongeetapen, som altså slutter på en meget blød stigning. Det hele slutter med den traditionelle Valencia-etape, hvor sprinterne plejer at få det sidste ord, men hvor alt er kastet op i luften som afslutning på en udgave, der på én gang er for hård for sprinterne og for let for klatrerne.

1. etape

Da det vendte tilbage i 2016, indledtes løbet med en ganske hård enkeltstart, der på suveræn vis blev vundet af Wout Poels, som herved lagde grunden til sin samlede sejr. I 2017 var tidskørselselementet i stedet et indledende, næsten urimeligt langt holdløb, der desværre på forhånd udelukkede hovedparten af feltet fra at blande sig i kampen om sejren, og i 2018 var det sprinterne, der fik lov at åbne festen. Efter at enkeltstarten vendte tilbage i 2019, blev 2020-udgaven også indledt med en sprinterfest, mens man i 2021 forsøgte sig med en mere uforudsigelig og mellemkuperet åbning på løbet. Den model genbrugte man i 2022, hvor etapen endda endte med at være så hård, at Remco Evenepoel tog en solosejr foran den senere vinder, Aleksandr Vlasov, men sådan bliver det ikke i år. Her slutter man nemlig en lang tur op langs den flade spanske feriekyst med en tur rundt i bakkerne omkring målbyen Altea, men modsat sidste år er stigningerne for bløde til at blive brugt til angreb. Til gengæld kan de meget vel skabe noget udskilning, inden en hårdfør sprinter formentlig vil spurte sig til den første førertrøje.

I alt skal der tilbagelægges 189,4 km, der fører feltet fra Orihuela til Altea. Startbyen ligger ganske tæt på kysten i udkanten af Murcia, mens sidstnævnte er en kystby, mange hold bruger til deres vintertræningslejre. Første halvdel af etapen er terrænmæssigt meget let, idet man kører mod nordøst igennem helt fladt terræn ud til kysten, som nås umiddelbart syd for feriebyen Alicante. Her rammer man kystvejen, som nu følges mod nordøst ind gennem den berømte ferieby, der passeres efter 50,8 km, og herfra er det helt, helt fladt, når man fortsætter ad kystvejen mod nordøst hele vejen frem til Benidorm, der nås efter 97,5 flade kilometer, og som faktisk ligger meget tæt på målbyen Altea.

Nu ændrer etapen imidlertid karakter, for man skal en tur ind i bakkerne, inden man når mål. Her forlader man nemlig vandet ved at dreje mod nord, og herfra siger det hele vejen frem til La Nucia, hvor dagens spurt køres efter 105,4 km. Herfra går det videre mod nord ad et småkuperet plateau, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Puerto de Rates (14,0 km, 2,9%), der skal deles i to. De først 7 km stiger således jævnt med 4-5%, men byder også på to kilometer med 6-7%, hvorefter der venter fem kilometer, der går lidt op og ned eller er flade, inden de sidste to kilometer stiger med 4-5%.

Toppen rundes efter 130,5 km, hvorefter de sidste 58,9 km indledes med en i starten meget teknisk of derefter lettere nedkørsel, der leder mod nordvest, nord, nordøst og slutteligt sydøst. Herfra går det med det samme mod sydvest op ad kategori 3-stignigen Bernia (10,8 km, 3,8%), der er en meget ujævn stigning, som undervejs har tre kilometer med 6-7%, tre kilometer med 4-5%, men som også byder på næsten helt flade stykker.

Toppen rundes efter 154,2 km, hvorefter de sidste 35,2 km indledes med en i starten let, men derefter meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og nordøst. Herefter drejer man mod syd, hvor det kortvarigt er fladt, inden det falder ned til kystbyen Calp, hvor man med 11 km igen skal over en ganske lille bakke. Herfra falder det let mod sydvest ned langs vandet, indtil man når kysten, hvor de sidste 3 km er helt flade. Således er der slet ingen sving over de sidste 5 km, og over de sidste 4 km er kystvejen tillige helt lige.

Etapen byder på i alt 2055 højdemeter.

Finalen er bestemt ikke let, da de 2000 højdemeter er koncentreret over etapen sidste halvdel. De to stigninger har også nogle ret stejle passager, men de kommer for tidligt til at kunne spille en rolle i klassementet. De bør dog være for hårde for et meget stort antal sprintere, og samtidig er der en lille risiko for, at vinden i den ofte blæsende Valencia-region kan komme i spil. Med andre ord taler meget for, at en klatrestærk og hårdfør sprinter kan sikre sig den første førertrøje i en rigtigt boulevardspurt på kystvejen.

Altea har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb, men i 2020 havde kongeetapen i dette løb mål på Sierra de Bernia i byens udkant, hvor Tadej Pogacar solosejrede foran Wout Poels og Tao Geoghegan Hart.

2. etape

I hovedparten af de udgaver, der er blevet afviklet siden løbets genopstandelse, har klatrerne kun haft én chance for at gøre en forskel. Sådan bliver det imidlertid ikke i år, hvor de klatrestærke folk for kun anden gang siden dengang kan boltre sig i hele to afslutning på stigninger. Den første af disse kommer allerede på torsdagen, men som det var tilfældet, da vi i 2020 sidste havde to af den slags finaler, lægges der lidt blødere ud. Her er der nemlig lagt op til en rigtig puncheurfest, når der for første gang skal sluttes på den eksplosive Alto de Pinos, der over to kilometer stiger med 9%, og dermed er det de eksplosive afsluttere, der kan se frem til at sætte de første sekunder i banken, ikke mindst i form af bonussekunder.

I alt skal der tilbagelægges 178,2 km, der fører feltet fra Novelda til målet på Alto de Pinos i udkanten af Beniss, og de består i første omgang af en tur ind gennem bjergene nær den østspanske kyst. Fra start er det kun kortvarigt fladt, når man kører mod nordøst, men hurtigt bliver det hårdt, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Maigmo (8,0 km, 3,8%), der dog bare er en let og jævn opkørsel med top efter 19,4 km. Herfra er der kun en kort og let nedkørsel, der leder mod nordvest og nordøst, inden det går mod øst op ad kategori 3-stigningen Tibi (3,8 km, 5,1%), der efter en let første kilometer stiger med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 33,2 km.

Heller ikke denne gang er der megen tid til at komme sig. En kringlet nedkørsel leder mod nordøst ned til byen Xivona, hvorfra man kører mod nordøst ad et kort, fladt stykke, inden det går videre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Benifallim (12,5 km, 4,1%), der har tre kilometer med 6-7%, men derudover byder på bløde procenter, inden man efter 58.6 km runder toppen i 1020 m højde. En svær nedkørsel leder nu videre mod sydøst ned til byen Benifallim, hvorfra man ad et fladt plateau kører videre mod nordøst. Det varer dog ikke længe, inden man skal videre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Confrides (5,7 km, 4,6%), der efter fire km med 3-5% stiger med 6-8% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter 78,4 km i 965 m højde.

Nu bliver det endelig meget lettere. En alenlang og meget teknisk nedkørsel leder nemlig mod sydøst hele vejen ud til kysten, som nås i byen l’Olla umiddelbart nord for onsdagens målby, Altea, efter 112,8 km. Her drejer man mod nordøst for at køre parallelt med vandet ad et småkuperet stykke, men i byen Calp, der nås efter 121,8 km, forlader man igen vandet, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen La Fustera (4,3 km, 4,9%), der har en kilometer med 8,9%, men derudover er ganske let. Her rundes toppen efter 129,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod sydøst tilbage til kysten, der nås nær byen Cap Blanc, og nu er det kortvarigt fladt, mens man kører hen langs vandet mod nordøst og senere væk fra vandet mod nord.

Nu tager etapen imidlertid fat igen, når man drejer mod øst for at passere kategori 1-stigningen Cumbres del Sol (3,4 km, 8,6%), som vi kender fra særligt Tom Dumoulins vilde etapesejr foran Chris Froome i Vueltaen, og som stiger med hhv. 11,2% og 9,0% over de to første kilometer, inden den flader ud med 6,3% over de sidste del frem mod toppen, som rundes efter 145,3 km. De sidste 32,9 km indledes nu med en kort og relativt let nedkørsel, der leder mod nord og vest, inden man rammer en let stigende vej, der leder mod vest, sydvest og slutteligt nordvest frem til byen Benissa, hvor dagens spurt kommer efter 162,0 km.

Herfra fortsætter man videre mod sydvest ad let stigende veje over et ganske kort stykke, inden det går mod sydvest op ad målbjerget Alto de Pinos (13,6 km, 2,6%), der er i kategori 2. Reelt er stigningen dog kun 3,6 km lang, for over de første 10 km er det faktisk fladt det meste af vejen, idet der er 2 km med ca. 5% efter de første 2 km. Derefter stiger det imidlertid med hhv. 4,9%, 9,5% og 8,8% over de næste tre kilometer, inden det flader ud med bare 1,9% over de sidste 600 m. Det går ad en meget snoet vej med mange hårnålesving mellem 5 og 3 km-mærkerne, men derefter er vejen næsten helt lige, indtil der kommer et hårnålesving lige efter den røde flamme og slutteligt et skarpt sving 500 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3458 højdemeter.

Der er tale om en ganske alvorlig etape med næsten 3500 højdemeter, men det endelige slag skal formentlig slås over de sidste små 4 km. Her venter 2 km med ca. 9%, og det er en perfekt afslutning for de eksplosive typer. Stigningen er nok for kort til, at vi vil se forskelle mellem de allerbedste, men klassementsrytterne med et godt punch og en god spurt i den flade afslutning vil kunne drømme om i hvert fald at få del i bonussekunderne efter en dag, der helt sikkert vil give en ide om, hvem der skal slås om den samlede sejr.

Hverken Alto de Pinos eller byen Benissa har tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

3. etape

Efter det første lille klassementsslag kan sprinterne igen lugte en chance om fredagen. Her vil de i hvert fald kunne glæde sig over, at det meste af etapen er relativt flad, men der venter igen en ubehagelig overraskelse i finalen. Her skal rytterne nemlig over to stigninger, hvoraf den sidste er en regulær mur, men da den kommer med mere end 25 km til mål, kommer den formentlig for tidligt til at skabe varige forskelle. Derfor burde der igen kunne skabes rammer for en reduceret massespurt, men igen skal man klatre ganske godt for at have en chance - og så er forskellene efter 2. etape måske så store, at en udbrudssejr ikke helt kan udelukkes.

Med en distance på 145,1 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Betera til Sagunto. De to byer ligger tæt på hinanden umiddelbart nord for Valencia, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i terrænet. Fra start kører man mod nordvest igennem let stigende terræn frem til Marines, hvor man efter 14,5 km drejer mod sydvest. Herfra falder det ned til Lliria, hvor man rammer en 44,3 km lang rundstrækning, hvor der skal køres én omgang. Den er næsten trekantet og sender rytterne mod nordvest op ad en lang, jævn bakke, inden det går mod syd og sydøst igennem let faldende terræn tilbage til Lliria. Efter rudstrækningen kører man tilbage ad samme vej til starten i Betera, hvorfor det først stiger let mod nordøst og siden falder let mod sydøst.

Inden man når ind til selve Betera drejer man mod nord og senere nordøst for at køre ad let stigende veje frem til Serra, hvor man efter 87,1 km drejer mod nord for at køre pop ad kategori 2-stigningen Oronet (4,4 km, 4,7%), der er en jævn stigning med top efter 91,9 km. En i starten kringlet og siden let nedkørsel fører nu mod nordøst ned til byen Torres Torres, hvorfra det går ad let faldende veje mod syd gennem Estivella og frem til Segart. Her drejer man efter 107,8 km mod sydvest for at køre ad en let stigende vej frem til dagens hovedudfordring, som går mod vest og nord op ad kategori 1-stigningen El Garbi (4,6 km, 7,0%): Her skal man ikke lade sig snyde af tallene, da de første to kilometer udgør en regulær mur med gennemsnitlige procenter på hhv. 11,5 og 12,2 km, inden de sidste 2,6 km er meget lette.

Toppen rundes efter 117,2 km, hvorfra der resterer 27,9 km. De indledes med et plateau, der fører mod vest frem til toppen af Oronet-stigningen, og derefter kører man igen samme strækning som tidligere, når man tager den i starten kringlede nedkørsel mod nordøst ned til Torres Torres, indtil man kører mod syd ad den let faldende forbi Estivella, hvor dagens spurt denne gang kommer efter 135,8 km. Denne gang kører man dog ikke tilbage i bjergene, men drejer i stedet mod sydøst for at køre ad en let faldende vej ud mod vandet til målbyen. Her er der en ganske lille bakke med top med 4 km igen, hvorefter det falder let resten af vejen, den sidste kilometer med 0,6% i snit. Man skal igennem hele tre rundkørsler mellem 3200 m- og 2600 m-mærkerne, og derefter er der yderligere to af slagsen med bare 800 m og 500 m igen.

Etapen byder på i alt 1641 højdemeter.

Den sidste mur er virkelig en grim sag, der kan splitte feltet til atomer, men den kommer også langt fra mål. Det er sandsynligt, at klassementsrytterne kan finde på at teste hinanden lidt, men alt taler for en regruppering til en reduceret massespurt, medmindre der etableres en lille favoritgruppe, der faktisk kan samarbejde. En udbrudssejr kan heller ikke helt udelukkes, da sprinterne vil være usikre på deres chancer, men det vil kræve et udbrud bestående af ryttere med pæne tidstab fra de foregående etaper.

Løbet har meget ofte haft mål i den nærliggende by Puerto Sagunto, men i dette årtusinde har Sagunto kun været mål for ét større cykelløb. De var i dette løb i 2000, hvor Javier Pascual Llorente vandt en nimandsspurt foran Laurent Jalabert og Antonio Tauler.

4. etape

Siden løbets comeback i 2016 har der været tradition for, at man om lørdagen har haft løbets kongeetape, der har haft mål på relativt korte, men ofte ganske stejle stigninger, og dermed er man gået bort fra den tidligere model, hvor sprinterne kunne køre med om den samlede sejr. Sidste år havde man ganske usædvanligt placeret kongeetapen allerede om fredagen, men i år er den tilbage, hvor den hører til. Den byder på en afslutning på den helt nye stigning Cova Santa, men denne gang bryder man tendensen til meget stejle afslutninger. Således er der denne gang tale om en ganske moderat og meget eksplosiv sag, der taler mere til hurtige klassementsryttere end rigtige klatrere.

I alt skal der tilbagelægges 181,6 km, der fører feltet fra Burriana til Santuario Cova Santa, der ligger på toppen af en stigning i udkanten af byen Altura. Starten går næsten helt ude ved kysten, og man mærker med det samme dagens tema, når man kører mod nordvest, syd og sydvest igennem let stigende terræn frem mod bjergene. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Ain (5,0, 4,1%), der med et plateau midtvejs stiger jævnt med ca. 5%. Toppen rundes efter 30,0 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod nordvest og nordøst, inden det med det samme går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Collao de Ayodar (4,4 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 47,1 km.

Der bliver herefter stadig ikke meget mulighed for at komme. Således er der kun en kort og let snoet nedkørsel, der leder mod nordvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Torralba (5,7 km, 5,7%), der stiger relativt jævnt med 5%, men også har to kilometer med mellem 7 og 9%. Toppen rundes her efter 59,2 km, men der kommer ingen nedkørsel. Et kort plateau leder mod sydvest, inden det går mod syd og nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,5 km, 6,6%).

Toppen i 912 m højde rundes efter 65 km, og nu bliver det endelig lettere. En teknisk nedkørsel leder mod sydvest og syd ned til byen Jerica, der nås efter 88,1 km, hvorefter det går mod sydøst ad en let faldende vej, der afbrydes af en lille bakke (1,8 km, 4,4%). Kort inden byen Altura rammer man en lille bakke, inden man når ind til centrum, hvor man efter 103,6 km drejer ind på målbjerget. Her kører man dog forbi målstregen, så der samlet set er tale om en kategori 2-stigning Montmayor (10,8 km, 4,7%), der er ganske let over de første 5 km, derefter byder på 3 km med ca. 7% og slutteligt stiger med 4-5% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, der rundes efter 117,6 km.

Undervejs har man altså efter 115,0 km passeret målstregen, hvorfor etapen nu afsluttes nu med en omgang på en 66,6 km lang rundstrækning. Efter stigningen kører man mod sydvest ad et plateau, inden en lille stigning leder mod nordvest op til byen Sacanet, der passeres efter 130,9 km i 986 m højde, der er etapens højeste punkt. En teknisk nedkørsel leder nu mod nord, nordøst og sydøst tilbage til Jerica, idet den undervejs afbrydes af en lille bakke (1,8 km, 4,3%).

Jerica passeres for anden gang efter 155,2 km, og nu går det ad samme faldende vej som tidligere mod sydøst, idet man undervejs igen skal over den lille bakke (1,8 km, 4,4%) og frem til Altura, der nås for anden gang efter 169,4 km. Her drejer man igen mod vest ad den let stigende vej, idet dagens spurt her køres efter 170,4 km, og umiddelbart herefter kører man for anden gang mod vest op ad målbjerget, der her er i kategori 2 og går under navnet Alto de Cova Santa (8,1 km, 4,8%). Denne gang kører man altså kun de første 8,1 km af stigningen, der består af 5 lette kilometer med 3-4%, inden de sidste 3,1 km stiger jævnt med ca. 7%. På den nede del er vejen ganske lige, men på den stejlere del bliver den en anelse snoet frem til det eneste hårnålesving, der kommer bare 150 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3627 højdemeter.

Løbet har været kendt for sine stejle målbjerge, men den tradition smider de på møddingen i år. Denne gang er der tale om en ganske blød affære, og selvom man undervejs skal over mere 3600 højdemeter, bliver det svært for de allerbedste at gøre forskelle. Det er stadig en af de to store chancer for løbets klassementsryttere, der derfor må formodes at skulle afgøre slaget, men meget taler for, at det enten afgøres af et taktisk angreb og manglende kontrol eller i en spurt mellem de bedste.

Santuario Cova Santa har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, og det har heller ikke byen Altura, der ligger for foden af stigningen.

5. etape

Nøjagtigt som i de syv foregående år afsluttes løbet med en relativt kort etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. I 2016, 2017 og 2018 skulle man undervejs over den ikke helt lette Oronet-stigning, men i de seneste fire udgaver har etapen været næsten helt flad. Det er den imidlertid slet ikke i år, hvor man ikke blot inkluderer Oronet igen, men også tilføjer løbets allersværeste stigning, La Frontera. Det virker næsten utænkeligt, at den ikke vil blive brugt til angreb i klassementet, når det er den allersidste etape i et ellers let løb, og dermed er alt kastet op i luften, når den kommer med ca. 45 km til mål. Meget taler for en regruppering og en reduceret massespurt, men det ligner bestemt ikke en dag for andre end de allermest holdbare sprintere - hvis ikke et udbrud altså spolerer festen.

I alt skal der tilbagelægges bare 93,2 km, der igen i år fører feltet fra Paterna til Valencia, men denne gang ad en ny og langt vanskeligere rute. Starten er dog let, da det går ad flade veje fra startbyen, der bare er en forstand til Valencia, mod nordvest frem til Betera, der passeres efter 11,0 km. Her drejer man mod nordøst for at køre ad en let stigende vej frem mod bjergene, som man rammer, når man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Oronet (4,4 km, 4,8%), der er en helt jævn stigning med top efter 26,9 km. En i starten teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst frem til det nordligste punkt i Torres Torres, der passeres efter 37,1 km, hvorefter det går ad mod syd ad let faldende veje med retning mod Valencia.

Nu bliver arrangørerne imidlertid modbydelige. I stedet for at tage den direkte vej tilbage til storbyen sendes rytterne mod sydvest op ad kategori 1-stigningen La Frontera (5,2 km, 9,0%). Der er tale om en brutal sag med først 2 km med 7,5) og siden 2 km med 10-12%, inden de sidste 1200 m stiger med 8,6%.

Toppen rundes efter 50,2 km, men herfra resterer fortsat 43,0 km. De indledes med en småteknisk nedkørsel, der fører mod vest og syd, inden man kortvarigt kører ad de samme veje som tidligere tilbage mod Valencia. Det falder således let mod syd, inden man drejer mod sydøst for at fortsætte ad helt lige og let faldende veje ned til Moncada, der passeres efter 74,8 km. Herfra er de sidste 18,4 km stort set flade, nå man snor sig mod sydøst ned til udkanten af Valencia, hvor dagens spurt kommer efter 84,0 km. Kort efter drejer man mod syd ned langs kysten, som nu følges, indtil til det til sidst går mod sydvest ind til mål i pandekagefladt terræn. Finalen er tillige meget teknisk, idet man drejer skarpt i en rundkørsel med 3200 m igen, hvorefter man skal igennem en rundkørsel med 2800 m igen, dreje med 2300 m og 1400 m og igennem en gigantisk rundkørsel med 900 m igen. Herefter følger 200 m, der stiger med 5%, inden de næste 200 m er faldende og slutteligt skal man til venstre i en rundkørsel bare 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 1119 højdemeter.

Det er lidt af en gamechanger, at denne traditionelle sprinteretape nu byder på løbets sværeste stigning. Den vil tage modet fra sprinterne, og det kan åbne døren for et udbrud. Meget taler dog også for, at klassementsrytterne, der ikke har noget at miste, vil angribe hinanden, og stigningen er svær nok til at gøre betydelige forskelle. Herefter er der lange, lige veje, hvorfor vi formentlig får en regruppering og en reduceret massespurt, og det kan derfor blive et herligt forfølgelsesløb, hvor det helt store spørgsmål er, hvilke hurtige folk, der kommer tilbage til en i øvrigt meget teknisk finale.

Sidste år endte det i den forventede massespurt, hvor Fabio Jakobsen dagen efter et nederlag tog sin anden sejr, denne gang foran Elia Viviani og Alexander Kristoff. Også i 2021  endte det i den ventede massespurt, og her fortsatte Arnaud Demare sin dominans ved at tage sin anden sejr, denne gang foran Jon Aberasturi og Timothy Dupont, mens en slukøret Caleb Ewan bare blev nr. 6. I 2020 lykkedes det endelig for Fabio Jakobsen at besejre Dylan Groenewegen, som ellers havde vundet spurtopgørene på 1. og 3. etape, mens John Degenkolb endte som nr. 3. Groenewegen fik til gengæld sin sejr i 2019 ved at henvise Alexander Kristoff og Matteo Trentin til de sekundære podieplaceringer. I 2018 profiterede Jurgen Roelandts af Oliver Naesens styrt i sidste sving til at sejre foran Danny Van Poppel og Clement Venturini, mens det i 2017 endte i endnu en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 fra et udbrud, der højst overraskende snød sprinterne, men byen har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Efter sin tilbagevenden til kalenderen har Volta a la Comunitat Valenciana været et relativt klassisk etapeløb. En bjergetape med mål på en stejl mur samt en tidskørsel, enten i form af en enkeltstart eller et holdløb, har som regel afgjort løbet, der således har passet til enten alsidige etapeløbsryttere eller ryttere med et stærkt hold. Undtagelsen var 2020’s tidskørselsløse udgave og 2021-udgavens meget bløde udgave, hvor den særlige kalenderplacering også gav et helt anderledes svagt felt.

Sådan bliver det imidlertid ikke i år. Væk er de stejle finalestigninger, og væk er alle tidskørsler. Det er på mange måder paradoksalt, at man på én gang har designet en rute, der er let og svær på samme tid. Den er for let for løbets klatrere, men den er også så svær, at man kan undre sig over, hvorfor så relativt mange sprintere har valgt at stille til start. De tunge af dem skal i hvert fald stramme sig an, hvis de vil spurte!

At sprinterne får det svært, kan klassementsrytterne imidlertid ikke bruge til noget. De skal godt nok stramme sig an, hvis de vil gøre væsentlige forskelle i de to bjergfinaler. Det er nogle gedigne bjergetaper med et hav af højdemeter, men finalebjergene er lette. Jo, torsdagens bjerg har nogle stejle passager, men det er kun over 2 km, at den stiger med ca. 9%, inden den flader ud til allersidst. På lørdagens kongeetape er den stejle del længere, men man skal altså stramme sig gevaldigt an, hvis man i et felt med så mange klatrere skal gøre forskelle over 3 km med 7% - også selvom de har klatret meget forinden.

Det ligner altså ikke et løb for klatrere, men for mere eksplosive puncheurtyper, der kan slå til på stigninger af en længde på 2-3 km. Chancen for at gøre forskelle må være størst på den stejlere stigning torsdag, men i begge tilfælde taler meget for, at det ender i en eller anden form for spurt på toppen. Man kan naturligvis forsøge at gøre løbet så hårdt undervejs, at det måske kan blive taktisk, så man kan angribe på skift i et overtal, men hvis et stærkt hold vælger at køre for én mand, bliver det pokkers svært. Og det er angiveligt, hvad det skræmmende stærke Bahrain-hold har tænkt sig at gøre. De har indset, at dette eksplosive løb er skræddersyet til Pello Bilbao, så de satser hele butikken på, at han med sit punch og sin spurt kan vinde løbet. Jeg vil også forvente, at Bora gør det samme for den forsvarende vinder, Aleksandr Vlasov.

Det bliver derfor formentlig et løb, der skal afgøres af de eksplosive og spurtstærke puncheur- og klatretyper på de to nøgleetaper. Jokeren er 5. etape, der jo plejer at være en enkel sag for sprinterne. Beslutningen om at krydre den med løbets sværeste stigning gør den interessant. De hold, der ikke har førertrøjen, har intet at miste ved at angribe, og her er stigningen svær nok til, at der kan gøres forskelle. Der er bare også pokkers langt hjem, og et stærkt hold vil kunne neutralisere det, ligesom de vil få hjælp af de hold, der går efter etapesejren. Derfor taler alt for en reduceret massespurt, men er det førende hold svagt, kan man ikke helt udelukke, at en stærk gruppe måske kan komme væk eller skabe en overtalssituation, hvor de kan angribe på skift. Det skaber et element af uforudsigelighed, men jeg vil blive overrasket, hvis den manøvre lykkes.

I teorien kan 3. etape bruges til noget lignende, da man her skal over en stejl mur til sidst, men her er stigningen en anelse lettere - i hvert fald kortere - og da den kommer dagen inden en bjergetape, er lysten til at sætte alt på ét bræt nok knap så stor. På 1. etape bør stigningerne i hvert fald være for lette til, at der vil ske noget i klassementet.

Så er der vejret. Det kan være blæsende i Valencia-regionen, men vejret hjælper i år slet ikke til at gøre en let rute hårdere. Efter sidste uges iskolde mallorcanske mareridt venter nemlig belønningen med en helt sublim uge. Der vil være høj solskin og nærmest ingen vind alle dage - kun søndag vil det være en smule mere blæsende, men slet ikke nok til drama - og på lørdag kan rytterne endda se frem til at køre i hele 20 grader i bunden af sidste stigning. Det er lidt af en forandring fra det, mange af rytterne oplevede i sidste uge!

Klatrerne kan i også i det mindste glæde sig over, at der vil være en ganske vist svag medvind på begge de to målstigninger, hvilket øger chancen for at gøre forskelle, men til gengæld vil der være modvind hjem fra stigningerne på 3. etape og sidemodvind hjem fra stigningerne på 5. etape, hvilket gør det svært at tro på, at der kan laves numre her.

Det ligner altså et løb for de eksplosive klatre- og puncheurtyper, der kan gøre forskellen i en spurt på toppen af de to målstigninger samt måske spurte sig til lidt ekstra sekunder i de indlagte spurter, hvis der skulle brug for det. Måske kan man skabe en situation, hvor et overtal og taktik kan bruges på de fire sidste etaper, men det virker ikke sandsynligt på årets både svære og lette rute.

Det får mig til at pege på Aleksandr Vlasov. Det havde jeg aldrig drømt om at gøre for et år siden, men i 2023 fik han pludselig et punch, han ikke tidligere havde haft. Det så vi med 3. pladsen på Mur de Huy og måske særligt, da han næsten slog den lynhurtige holdkammerat Sergio Higuita i Romandiet. Han kørte også overraskende gode flade spurter i Romandiet og GP Indurain, hvilket er vigtigt over de sidste 600 m på 2. etape. Det er klart, at der findes mere eksplosive folk i denne verden, men i dette felt ligner han en af de ryttere, der passer bedst til løbet.

Spørgsmålet er så, om han er i form. Det ved vi ikke, men sidste år startede han som lyn og torden ved at slå Remco Evenepoel i dette løb. I det hele taget havde han et højt bundniveau i 2023, og jeg vil tro, at han starter stærkt, som han plejer. Jokeren er, at han denne gang satser på Giroen, og det betyder, at han ikke har plads til en tidlig formtop i marts og april. Det kan have sat ham lidt tilbage, men vi skal ikke glemme, at han også i 2020 var flyvende fra start. Det ligner hans tendens, og derfor tror jeg på, at han kan vinde igen. Han ledsages af Bob Jungels, der faktisk passer udmærket til dette løb, men 2. etapes finalestigning er for stejl, og selvom han er på vej tilbage, klatrer han fortsat ikke så godt som tidligere. Holdet har også Lennard Kämna, men han viste ikke storform på Mallorca og passer dårligt til løbet, og Matteo Fabbro er stadig en skygge af sig selv.

Jeg er dog så tæt på at pege på Pello Bilbao, som man kan være. Det er svært at tro, at de kunne have designet en bedre rute for spanieren. Han har arbejdet på sit punch og sin spurtstyrke siden sidste år, og det har i den grad givet resultater, nu hvor han igen er begyndt at vise sin gamle fart, senest med sejren Down Under. Han har også den fordel, at han allerede har et etapeløb, som han endda havde som et stort mål, i benene, og han bakkes op af et skræmmende stærkt hold, der kører 100% for ham. Når jeg alligevel ikke peger på ham, skyldes det, at han jo faktisk skuffede ret meget i Australien, både på 2. og 5. etape. Måske har han fundet det sidste efter løbet, men det skaber noget usikkerhed. Er han til gengæld på toppen - eller er Vlasov det ikke - står han uhyre stærkt på en rute, der passer ham, for der er næppe nogen, der slår ham i den flade spurt på 2. etape, ligesom han bliver svær i den eksplosive spurt på 2. etape.

Holdet har et hav af potentielle klassementsfolk. Wout Poels er udpeget som plan B, og lottokuponen starter næsten altid stærkt. Han har vundet dette løb, hvor han også har været på podiet yderligere én gang, og sidste år vandt han Andalusien i februar. Det var til gengæld også det eneste, vi så til ham i hele sæsonen, og han synes at have toppet. Selvom han har punch, er han næppe heller helt eksplosiv nok til dette løb. Det er Damiano Caruso, men han starter altid svagt og er udpeget som vejkaptajn, hvorfor han helt sikkert er hjælper. Løbet passer elendigt til Mikel Landa og Gino Mäder, der meldes som hjælpere, og Mäder er næppe heller i form, ligesom Landa også er begyndt at starte svagere, end han tidligere gjorde. Endelig har holdet Matej Mohoric og Fred Wright, der faktisk kunne gøre det ganske pænt på stigninger som disse, men de er naturligvis også hjælpere i en trup som denne, for med helt fremme kan de ikke være.

UAE er desværre uden en småskadet Juan Ayuso, der ellers havde passet perfekt til denne rute, og de må i stedet satse på Brandon McNulty. Amerikaneren var som bekendt flyvende på denne tid af året i 2022, men det var helt anderledes på Mallorca. Han nåede dog at rejse sig med et godt lørdagsløb, og meget kan sikkert også forklares af vejr og styrt. Nu får han solskin, og han har haft nogle løb til at finde den form, han manglede. Når han er kørende, er han både eksplosiv og hurtig, og derfor passer han godt til løbet. Jeg ser nok fremgang i hans lørdagsløb til, at jeg rangerer ham højt. På papiret er det også et nærmest ideelt løb for Diego Ulissi, der virkelig vil være i sit es i disse finaler, men hans Mallorca var så svagt, at vi skal dæmpe optimismen, selvom vejret måske kan hjælpe ham. Holdet stiller også med Marc Soler , men han passer dårligt til løbet og har ikke for vane at starte alt for stærkt. Det er heller ikke noget godt løb for Rafal Majka , der heller ikke har for vane at være i form fra start, og det var ikke meget, vi så til Domen Novak på Mallorca. Her var Mikkel Bjerg flyvende, men selvom han klatrer meget godt, er han formentlig igen ren hjælper, og der er trods alt grænser for, hvor langt han kan komme.

Trek kommer med et meget lille hold, men med to ryttere, der på papiret passer godt til løbet. Det gælder måske særligt for Bauke Mollema ¸ der jo netop er meget eksplosiv og spurtstærk, og han plejer at starte ganske stærkt, som vi har set de seneste år, selvom han ikke var flyvende, men kun hæderlig i februar sidste år. Til gengæld er han slet ikke så god som tidligere, og i et vanskeligere løb ville jeg aldrig pege på ham. På denne rute er han dog en af de få, der har punchet og farten til at slå favoritterne, hvis han er flyvende fra start.

Trek har imidlertid også et andet meget stærkt kort i form af Giulio Ciccone . Trods Giro-etapesejr var han milevidt fra sit niveau i hele 2022, og derfor har han meget at bevise. Meldingen er imidlertid, at han gerne vil lave resultater fra start, og han er før startet ganske stærkt. Han er ikke helt så eksplosiv som Mollema, men vi har set i Giroen og Provence, at han faktisk har så meget punch, at det er et fint løb for ham, hvis han vitterligt er tilbage. Sidste år imponerede Amanuel Ghebreigzabhier også vanvittigt i Provence, hvor han på Ventoux lignede næstbedste mand bag Quintana, men siden fik han ødelagt sin sæson af et grimt styrt. Løbet her passer ham ikke godt, men han viste jo sidste år, hvor god han kan være i februar. Da han meldte afbud til San Juan i sidste øjeblik, er hans form dog usikker. Kenny Elissonde passer ikke rigtigt til løbet.

Som altid kommer Ineos i en skræmmende formation, men løbet passer dem bestemt ikke ideelt. Skal de faktisk vinde løbet, skal det formentlig være med Tao Geoghegan Hart, men han er stadig langt fra fordums styrke. Hans Vuelta var dog fra start så god, at der er grund til en vis optimisme, og vi har set, at han har for vane at starte stærkt, som han gjorde, da han var på podiet i løbet i 2020. Han er både eksplosiv og hurtig, og særligt hans spurt i Dauphiné i 2021 vidner om, hvor god han kan være i disse afslutninger. Det kan sagtens gå helt galt igen, men skal Ineos vinde, skal de nok satse på en genrejsning af briten.

De har naturligvis også sidste års nr. 3, Carlos Rodriguez, der startede meget stærkt sidste år med en 3. plads her, men han får meget svært ved at vinde på en rute, der kræver lidt for meget punch. Omvendt er der spørgsmålstegn ved de fleste af de eksplosive rytteres form, og derfor kan man ikke helt afskrive ham, da han faktisk gjorde det fint i eksplosive finaler i Andalusien sidste år. Jeg tror, at han er en af de bedste og ender langt fremme, men på vinderpotentiale står han svagere. Helt uden punch er til gengæld Thymen Arensman ¸ der formentlig også skal bruge lidt løb, inden han for alvor er flyvende. Skal han og formentlig også Rodriguez vinde, skal de formentlig skabe en taktisk overtalssituation. En joker er naturligvis Laurens De Plus¸ der har vist små tegn på fremgang, men slet ikke nok, og løbet passer ham også dårligt. Både Omar Fraile og Jonathan Castroviejo har for vane at starte formsvagt.

Jumbo stiller med en spændende joker i Tom Gloag. Det var svært ikke at være meget imponeret over det hollandske stortalent i de italienske klassikere, hvor han blandede sig med de allerbedste, og han har således vist, at han kan være med på dette niveau. Meldingerne fra holdkammeraten Tosh Van Der Sande er, at han var flyvende på træningslejren og kan være en af løbets store overraskelser. Han synes dog slet ikke eksplosiv, og derfor er dette løb nok ikke ideelt for ham, men han bliver uhyre interessant at følge i lyset af hans præstationer i oktober. Han ledsages af Sam Oomen, men hollænderen passer dårligt til løbet og viste intet i 2022. Holdets på papiret bedste kort er Koen Bouwman, der jo har masser af punch og spurtstyrke og nærmest er skræddersyet til dette løb. Det vil dog være første gang, hvis han kører stærkt i sin sæsondebut, da han sjældent viser skyggen af form før Giroen.

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Eddie Dunbar. Jayco har satset stort ved at give ham et enormt ansvar som Giro-kaptajn, og det har formentlig motiveret ham til at starte stærkt, hvad han også har for vane at gøre. Sidste år rejste han sig virkelig med de samlede sejr i både Coppi e Bartali og Ungarn, men i de store løb mangler han stadig noget i forhold til de bedste i dette felt. Det kan han dog kompensere for med god vinterform, og da han ikke er helt uden punch, tror jeg faktisk, at han vil klare sig ganske godt. Jayco har også Lawson Craddock, Tsgabu Grmay og Alessandro De Marchi, men de klatrer ikke længere godt nok, og unge Hagos Berhe er klart overmatchet.

Astana kommer med en ret spændende joker i Samuele Battistella . Italieneren startede ganske flyvende i Provence sidste år, og hvis han har tænkt sig at gøre det samme igen her, er han spændende på denne rute. Han er bestemt ikke klatrer, men disse eksplosive stigninger er inden for rækkevidde, særligt hvis han klatrer, som han gjorde i Provence eller Ungarn. Jeg vil dog tro, at han får det lidt svært mod klatrerne på torsdagens stejle procenter. Han ledsages af Luis Leon Sanchez, der jo er kendt som en konge af sæsonstarter, hvor han altid overpræsterer ganske eklatant, men efter hans svage Tour Down Under er det svært at være optimistisk, selvom ruten passer ham. Den passer elendigt til David De La Cruz , der heller intet har vist i hele 2023, og Javier Romo er aldrig slået til, ligesom niveauet bør være for højt for den unge klatrer Gianmarco Garofoli. Både Christian Scaroni og Simone Velasco har ret meget punch og kan i formstærk udgave måske forsvare sig her, men helt fremme kan de ikke være.

Uno-X kommer med Anthon Charmig , som bliver meget spændende at følge. Hans punch er nemlig perfekt til denne rute, og vi ved jo, at han sidste år startede meget stærkt i Oman. Desværre er dette løb også meget stærkere besat, men til gengæld lignede han i Tjekkiet en mand, der har taget næste skridt. Han vinder naturligvis ikke i dette felt, men det bliver spændende at se, hvor langt han kommer. Han ledsages af Torstein Træen og Jonas Gregaard, der begge nåede et meget højt niveau i 2022, men som i kraft af deres manglende punch passer mindre godt til løbet. Det samme gælder for Niklas Eg, der jo desværre også skal bevise lidt, efter at en stor del af 2022 blev ødelagt af det grimme styrt.

Af og til bliver man taget på sengen, og det er jeg i hvert fald blevet af Alessio Martinelli. Den lille italiener har klatret som en drøm siden starten i Valencia, og han var imponerende igen både fredag og lørdag på Mallorca. Desværre er han også en ren klatrer, der ikke passer videre godt til dette løb, men han klarede det jo godt på den eksplosive stigning i fredags. Det bliver ret interessant at se, hvad han kan i dette stærkere felt under mere normale vejrforhold. Ha ledsages af en meget formstærk Alessandro Tonelli, men han bør trods alt være for tung til disse stigninger, og hverken Samuel Zoccarato, Davide Gabburo, Luca Covili, Riccardo Lucca eller Alex Tolio, der ellers alle kan klatre, har vist tilstrækkeligt med form.

Burgos kommer med en anden af sæsonens sensationer. Var det ikke for Kobe Goossens’ tidlige angreb, havde Pelayo Sanchez choksejret på Mallorca i fredags, hvor han viste imponerende evner på en stigning, der nærmest er en kopi af lørdagens målstigning. Det vidner om hans evner i eksplosive finaler, selvom han egentlig ikke har vist punch og slet ikke spurtstyrke. Han blev dog nok også hjulpet af vejret, og feltet her så meget stærkere, at han næppe vinder. Men top 10 virker muligt. Han ledsages af Jose Manuel Diaz, der gjorde det hæderligt, men heller ikke mere på Mallorca, hvor Daniel Navarro og særligt ikke en meget svag Ardila viste form.

Det er på en rute som denne, at Movistar virkelig må savne Alejandro Valverde, og de får det svært i klassementet (men ikke på de øvrige etaper). Ingen af deres esser viste storform på Mallorca, men jeg finder lidt håb i den top 10, Gonzalo Serrano lavede i fredags. Det var jo netop på en eksplosiv stigning, der jo er hans speciale, og vi så, hvor meget han havde udviklet sig sidste efterår. Man kan håbe, at han har fundet noget mere form, for ruten passer ham, men han skal have forbedret sig ganske kraftigt siden sidste uge, hvor han bestemt ikke imponerede i de øvrige løb. Denne eksplosive rute er også inden for rækkevidde for Alex Aranburu, men han skal være på toppen, og det var han bestemt ikke på Mallorca. Man kan håbe, at vejret hjælper, men det gør det næppe. Endelig passer løbet slet ikke dieselklatreren Antonio Pedrero, der bestemt heller ikke imponerede på Mallorca.

Intermarché skal forsøge at bygge videre på deres drømmestart, men det bliver svært i dette løb. Egentlig passer det storartet til Rui Costa , der jo netop elsker denne form for eksplosive finaler og også er ganske hurtig, men selvom han vandt et løb på Mallorca, virkede han ikke alt for overbevisende, slet ikke fredag, men heller ikke da han vandt. Han vil formentlig gøre det pænt, men jeg tror ikke længere på, at han er god nok til at være med helt fremme. Holdet har også Rein Taaramae , de klatrede bedre, end han har gjort i 117 år under sidste års Vuelta, men det gør han næppe i februar, og han passer også dårligt til løbet. Klatreren Laurens Huys viste ikke form på Mallorca og passer dårligt til løbet, der også er for svært for Loic Vliegen . Til gengæld er jeg ret spændt på at se, hvad Biniam Girmay kan i disse eksplosive finaler, men de bør trods alt være for hårde til, at han kan være med helt fremme.

En anden rytter, der overraskede positivt på Mallorca, var Roger Adria. Der var ellers ikke meget, der fra start tydede på god form, men det rettede han op på med 5. pladsen fredag. Til gengæld var han - som Sanchez - igen fraværende lørdag, og han har ikke efterladt mig med indtrykket af, at han er flyvende. Han passer godt til løbet, da han først og fremmest er eksplosiv og spurtstærk, men i dette felt og uden hjælp fra vejret bør han komme lidt til kort, særligt på de stejleste procenter på torsdag. Kern Pharma har også klatreren Giovanni Carboni, men efter de seneste år er det svært at tro på ham i en sæsondebut, og selvom han var hæderlig, var Urko Berrade ikke god nok på Mallorca. Hector Carretero skuffede fælt i hele 2022 og er en langsom starter.

Caja Rural kommer også med en af Mallorcas overraskelser. Det var ikke meget, vi så til Fernando Barcelo i de første løb, men han overraskede med en 6. plads i fredagens løb, dog slået af Sanchez og Adria. Han er også den mindst klatrestærke af dem, og selvom han har masser af punch, hvorfor ruten passer ham, blivr særligt procenterne på 2. etape nok lidt for svære. Han støttes af Joel Nicolau, der er holdets bedste klatrer, men som ikke har imponeret i sine to første løb. Sergio Martin har været hæderlig, men ikke god nok, og selvom han har overrasket mig positivt, klatrer Jon Barretnetxea ikke godt nok.

Q36.5 kommer med et nærmest rent sprinterhold, men de vil prøve at køre lidt klassement med Damien Howson. Han har jo ganske mange pæne resultater i denne slags etapeløb, men hans 2022 var en regulær katastrofe. Han er også uden punch og passer derfor dårligt til løbet, men med god februarform kommer man langt. Har hans holdskifte motiveret ham til at træne godt i den australske varme, kan han måske vise sine første livstegn siden 2021.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Euskaltel kommer med en meget formstærk Antonio Soto, men selvom han er eksplosiv, er disse stigninger for svært. De passer slet ikke til dieselklatreren Mikel Bizkarra, der ikke var flyvende på Mallorca, og niveauet er for højt for en ellers velkørende Joan Bou, mens stigningerne er for svære for Gotzon Martin. Human Powered Health kommer med et næsten rent sprinterhold til et løb uden rigtige sprinteretaper, og hverken Ben Perry eller Barnabas Peak viste form på Mallorca. Hos Flanders skuffede Kamil Bonneu, der ellers passer til løbet, meget på Mallorca, og det samme gjorde unge Toon Clynhens.

BEMÆRK: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket blandt andet er vigtigt i forhold til Rodriguez.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Intermarché har erstattet Taaramae med Georg Zimmermann, der med sit punch passer storartet til løbet. Hans form er ukendt, men med de fremskridt, han gjorde sidste år, er han en farlig outsider, hvis han er i form fra start..

***** Aleksandr Vlasov

**** Pello Bilbao, Brandon McNulty

*** Bauke Mollema, Giulio Ciccone, Tao Geoghegan Hart, Carlos Rodriguez, Tom Gloag

** Eddie Dunbar, Thymen Arensman, Wout Poels, Samuele Battistella, Georg Zimmermann, Anthon Charmig, Amanuel Ghebreigzabhier, Alessio Martinelli, Pelayo Sanchez, Gonzalo Serrano, Rui Costa, Bob Jungels, Mikel Landa, Marc Soler, Rafal Majka, Roger Adria, Bob Jungels, Torstein Træen

* Gino Mäder, Jonas Gregaard, Fernando Barcelo, Damien Howson, Luis Leon Sanchez, Koen Bouwman, Alex Aranburu, Biniam Gimay, David De La Cruz, Laurens De Plus, Sam Oomen, Damiano Caruso, Lennard Kämna, Kenny Elissonde, Niklas Eg, Matteo Fabbro, Antonio Pedrero, Matej Mohoric, Mikel Bizkarra, Jose Manuel Diaz, Omar Fraile, Mikkel Bjerg, Alessandro Tonelli, Joel Nicolau, Christian Scaroni, Giovanni Carboni, Urko Berrade, Alessandro De Marchi

Danskerne

På UAE skal Mikkel Bjerg hjælpe holdets mange klatrere, men det bliver ikke uinteressant at se, hvor langt den meget formstærke dansker kan komme på de to bjergetaper. Hos Uno-X skal Anthon Charmig, Jonas Gregaad og Niklas Eg formentlig alle køre klassement, hvorfor der er omtalt ovenfor, mens Louis Bendixen skal agere hjælper, ikke mindst for Alexander Kristoff, selvom ruten desværre nok er for hård for den hurtige dansker.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE