Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
Det er tid til en af de vigtigste uger i forberedelsen frem mod cykelsæsonens første højdepunkter. Den tredje uge i februar er traditionelt rammen om hele fire etapeløb, der skal gøre det muligt for klassiker- og etapeløbsryttere at nå topformen i marts og april. En af mulighederne for verdensstjernerne er at drage til Portugal og deltage i Volta ao Algarve, der tilbyder fem dage med ofte godt vejr og gode, udfordrende ruter. Løbet har traditionelt passet gode enkeltstartsryttere godt, men i de senere år er balancen gradvist blevet ændret med tilføjelsen af flere stigninger, og derfor er der også i år lagt op til et alsidigt løb for sande klassementsryttere i et ganske stærkt startfelt.
Annonce
Løbets rolle og historie
Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.
Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.
Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.
I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten i de seneste år har tilbudt en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok med Dubai Tour, Tour of Qatar, Tour of Oman og senere også Abu Dhabi Tour - en pakke, der dog nu er reduceret til bare to løb - er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og væk er også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen, ligesom Vuelta a Murcia først fra i år atter afvikles som etapeløb.
Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vejr og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.
Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-løb til start.
Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo fik i 2017 for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper.
Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det ændredes mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candidao Barbosa, Hugo Sabido og Joao Cabreira at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas og Primoz Roglic stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Mølller, der i mange år kørte i Porugal, vandt i 2003.
For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister og live-dækning på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia har man imidlertid tabt prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2013, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.
Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour La Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold endda neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det gav i 2016 et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.
I 2016 lykkedes det ubetinget løbet i Algarve at slå konkurrenterne i Andalusien og Oman i kampen om det stærkeste felt, men i 2017 havde man mindre held - delvist fordi mange etapeløbsryttere ville jagte WorldTour-point i Abu Dhabi Tour, der køres i den efterfølgende uge. Sidste år havde man stort helt med at vinde kampen mod arrangørrivalerne, men i en tid, hvor rytterne sjældent er loyale, har det ændret sig i år. I 2019 har løbet i Algarve tabt stort til særligt det opgraderede UAE Tour, der synes at tiltrække alle stjernerne, og derfor er det det svageste klassementsfelt, vi har set i Algarve i mange år.
Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsryttere. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.
I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. I 2016 gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt i 2017, 2018 og 2019, og sidste år forlængede man endda Foia-stigningen yderligere - en model, man dog har droppet igen i år.
Det var imidlertid alligevel en alsidig rytter, der vandt i 2018. Efter at have spurtet sig til sejr på den første bjergetape mistede Michal Kwiatkowski egentlig førertrøjen til holdkammeraten Geraint Thomas på enkeltstarten, men det blev der vendt op og ned på i et ganske bizart stykke Sky-taktik. På den afsluttende kongeetape kom Kwiatkowski tidligt med i et kolossalt udbrud, som et felt, der tilsyneladende allerede havde resigneret over for Sky, lod køre hjem. Det gav Kwiatkowski den samlede sejr foran en tydeligt skuffet Thomas, der var blevet låst i det taktiske spil, samt Tejay van Garderen, der var ”best of the rest”. Kwiatkowski har i år valgt at køre det nye UAE Tour i stedet og forsvarer således ikke sin titel, og heller ikke Thomas eller van Garderen er med denne gang, hvorfor der skal findes et helt nyt podium.
Ruten
Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet traditionelt har været afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretape med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart, og det er igen tilfældet i 2019.
Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i 2015-2017 var på 18 km, og i år og sidste år har den med sine 20,3 km fået endnu et nøk opad. Samtidig har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu ved, hvor meget tid der skal hentes på stigningen.
Den anden væsentlige ændring blev indført i 2016, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionen højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Mens enkeltstartsrytterne ofte har kunnet begrænse tidstabet på den korte stigning til Malhao, kan konsekvenserne på den nye stigning være langt værre, hvis man har en dårlig dag. Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald er Foia-etapen nu tilsyneladende en fast tradition, og stigningen blev sidste år endda forlænget yderligere - et format, der dog ikke genbruges.
Dermed vil 2019-udgaven være stort set identisk med det løb, vi har set i de seneste år med den væsentlige ændring, at enkeltstarten som i 2018 er længere. Efter en indledende sprinteretape kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter gælder det den velkendte enkeltstart, inden sprinterne igen ventes at komme i aktion på næstsidste dag. Som det for første gang var tilfældet i 2016, slutter det hele med kongeetapen til Malhao, hvormed spændingen bevares til allersidste øjeblik.
1. etape
I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017 på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Den model genbrugtes sidste år, og i år ventes Lagos for tredje år i træk at give sprinterne mulighed for at slås om den første etapesejr og førertrøje.
Årets åbningsetape har fået ny startby, idet de fem dages festligheder denne gang skydes i gang i Lagos, hvorfra der skal tilbagelægges 199,1 km, inden man når målet i Lagos. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod øst ganske tæt på kysten, inden man vender næsen mod nord og senere nordøst for at køre ind i landet. Her venter kategori 4-stigningen Aldeia dos Matos (2,4 km, 4,3%), der har top efter 39,1 km, inden det går mod nordvest igennem fladt terræn frem til den første spurt, der er placeret efter 53,8 km. Det relativt flade terræn fortsætter, mens man bevæger sig mod sydvest og siden nordvest frem til kategori 3-stigningen Nave (5,9 km, 4,2%), hvis top rundes efter 97,8 km. Der venter ingen umiddelbar nedkørsel, idet man i stedet kører mod vest og kort efter rammer en ikke-kategoriseret stigning, der over 3,8 km stiger med 4,8% og leder frem til etapens højeste punkt, der nås cirka midtvejs på etapen.
Herefter bliver terrænet igen nemmere. Det går nemlig via en længere nedkørsel mod vest ned til dagens anden spurt, der er placeret efter 128,3 km. Herfra går det mod sydvest langs den relativt flade kyst helt ned til Portugals sydvestlige hjørne, hvor den sidste spurt venter efter 162,7 km. Et skarpt sving fører nu feltet vide mod øst langs landets sydlige kyst, inden man kort inden Lagos slår et lille smut ind i landet, inden man til slut atter kører mod sydøst med retning mod målbyen. Her venter i finalen med ca. 3 km en 600 m lang bakke, der stiger med 3,6% i gennemsnit, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. I finalen er en rundkørsel både umiddelbart inden og efter den røde flamme, hvorefter man rammer det knap en kilometer lange opløb.
Etapen byder på i alt 2116 højdemeter.
Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Terrænet er egentlig ganske kuperet, men udfordringerne findes hovedsageligt i den første del. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk.
Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. Sidste år var det Dylan Groenewegen, der i duel med Arnaud Demare tog første stik. Frem til 2011 var byen hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.
2. etape
I de sidste fem år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de valgte en tilbagevenden i 2017 og 2018. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, men man har dog ikke valgt at genbruge sidste års model, hvor stigningen skulle bestiges hele vejen fra bunden og dermed i sin fulde længde på 15,2 km. I stedet er den som i 2017 blot halv så lang, men da den sværeste del bibeholdes, gør det næppe den store forskel.
Rytterne skal i alt tilbagelægge 187,4 km mellem Almodovar og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde. Startbyen ligger i en flad region et stykke inde i landet, hvor man lægger ud med at køre en omgang på en flad rundstrækning, der afsluttes med den første spurt, der kommer, når man efter 29,9 km atter er tilbage i Almodovar. Herfra går det igennem fladt terræn mod syd med retning mod kysten, idet man dog undervejs skal over kategori 3-stigningen Cavalos (13,2 km, 2,5%), hvis top rundes efter 62,3 km. Kort efter venter en nedkørsel, inden man drejer mod vest og siden sydvest for at fortsætte igennem fortsat relativt fladt terræn.
Efter 124,0 km er man fremme i byen Sao Marcos da Serra, der markerer starten på den kuperede finale. Herfra går det nemlig mod vest og sydvest ad små, smalle og snoede veje, der først byder på en ikke-kategoriseret stigning, som over 1,8 km stiger med 7,5% i gennemsnit. Den efterfølges af yderligere to bakker (hhv. 3,3 km med 6,8% i gennemsnit og 4,9 km med 4,8% i gennemsnit), inden kategori 2-stigningen Pomba (3,8 km, 7,6%) med top efter 150,1 km er dagens første alvorlige udfordring. Herfra bliver det imidlertid betydeligt lettere, mens man kører mod vest og sydvest frem til dagens sidste spurt, der er placeret med 19,2 km igen.
Via en nedkørsel og et fladt stykke snor man sig herefter mod sydøst og nordøst frem til bunden af den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit. Stigningsprocenten ligger hovedsageligt på 5-6%, og de sidste 3 km stiger med 5,5%. Rytterne følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 3154 højdemeter.
Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. Generelt har afstandene været begrænsede, og sidste års forsøg med at forlænge stigningen gav slet ikke yderligere selektion. Samtidig kan vinden igen komme i spil, og sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke. Hvis der er modvind, er det sandsynligt, at en mindre gruppe vil spurte om sejren, mens medvind vil skabe større forskelle. Selvom sidste stigning næppe vil lave voldsom ravage, er det et løb, der ofte afgøres på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.
Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. Sidste år endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.
3. etape
For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. For sjette år i træk kommer den før det afgørende slag i bjergene, idet rytterne skal have enkeltstartscyklerne frem allerede på tredje dag. Efter to år med samme rute valgte arrangørerne i 2018 at nytænke tidskørslen, der blev flyttet til Lagoa, forlænget en anelse samt gjort en anelse mere kuperet end den helt flade rute, der blev benyttet tidligere. I år bruger man helt samme rute som for 12 måneder siden.
Årets enkeltstart er i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km og både starter og slutter i Lagoa. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod vest op over en 600 m lang bakke, der stiger med 5,3% i gennemsnit og forbi den første mellemtid efter 5,8 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende. Den sidste kilometer følger en lige vej med en rundkørsel lige inden stregen.
Etapen byder på i alt 199 højdemeter.
Den tidligere enkeltstart var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister. Den nye rute byder på flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister. Samtidig vil stærke temporyttere forsøge at vinde afgørende tid i kampen om den samlede sejr og måske endda gå efter etapesejren i kamp med mere rendyrkede specialister, der ellers typisk har vundet enkeltstarterne i Algarve.
Sidste år var det en af klassementsrytterne, der slog til, da ruten gjorde debut, idet Geraint Thomas i ganske overlegen stil sejrede foran Victor Campenaerts og Stefan Küng og herved kørte sig i førertrøjen. I 2017 var Jonathan Castroviejo akkurat hurtigere end Martin, og i 2016 slog Fabian Cancellara Martin med 5 sekunder. I 2015 vandt Martin over Adriano Malori med mindre end et sekund på en lidt anderledes rute, mens Thomas var bare 3 sekunder efter på tredjepladsen. Tyskeren måtte i 2014 nøjes med tredjepladsen, da Michal Kwiatkowski slog Malori med 11 sekunder og Martin med 13 sekunder. Martin vandt også enkeltstarten i 2013 og 2011, mens Bradley Wiggins var hurtigst i 2012. Luis Leon Sanchez vandt i 2010, og Alberto Contador var bedst i 2009 og Stijn Devolder hurtigst i 2008.
Lagoa har i dette årtusinde kun være målby tre gange tidligere. Det var i forbindelse med Thomas’ sejr sidste år, i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.
4. etape
Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format har man valgt at gentage siden. Derfor får de hurtige afsluttere deres anden og sidste chance om lørdagen, inden klatrerne afgør løbet på søndagens sidste etape. Det sker for fjerde år i træk i den knaldhårde spurt på bakken i Tavira, hvor de kraftfulde typer kan gøre bedre brug af deres power, end de kunne i onsdagens helt flade finale.
Med sine 198,3 km er 4. etape atter en ganske lang sag, der endda byder på betydeligt flere tidlige højdemeter end de foregående års næsten helt flade version. Denne gang skal der nemlig køres fra Albufeira til Tavira, og det giver anledning til flere højdemeter. Fra starten kører man mod nordøst og øst igennem hovedsageligt fladt terræn frem til dagens første spurt, der er placeret efter 34,4 km. Den markerer starten på den sværeste del, idet det herfra går mod nordøst op over en lille bakke og ned til bunden af kategori 3-stigningen Barranco do Velho (3,7 km, 4,8%), der reelt stiger over 11,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,0% og har top efter 54,1 km. Her forbliver man på et plateau, mens man fortsætter mod nordøst, inden det falder let ned mod forplejningszonen, der kommer efter 92,7 km.
Efter frokosten venter et længere, let faldende stykke, der fører mod øst, nord og igen øst frem til den anden spurt, der er placeret efter 131,9 km, inden det går mod syd med retning mod kysten. Her er terrænet hovedsageligt fladt og byder kun på en mindre bakke, inden man når frem til den sidste spurt efter 169,1 km. Derfra går det mod vest frem til kategori 4-stigningen Pisa Barro (2,0 km, 3,9%), hvis top rundes med 18,0 km igen og er dagens sidste udfordring. Herefter venter en nedkørsel samt fladt terræn, mens det går mod syd og til slut mod sydvest ad kystvejen. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2700 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1400 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 400 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med 4,5% i gennemsnit.
Etapen byder på i alt 2406 højdemeter.
Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil. Selve spurten foregår op ad bakke, og det kunne åbne døren for klassikerryttere og puncheurs, men de sidste tre års udgaver af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere.
I 2018 fortsatte Dylan Groenewegen sin dominans af spurterne ved at sikre sig sin anden etapesejr, denne gang foran Matteo Pelucchi og John Degenkolb. I 2017 var det André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.
5. etape
Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. For fjerde år i træk er den tilmed anbragt allersidst på sidste etape, og dermed er scenen sat for et stort slag med mulighed for at vende rundt på det hele til allersidst.
Årets udgave af etapen er en tro kopi af sidste års og dermed i den indledende fase nytænkt i forhold til tidligere, men afgørelsen vil falde på den samme rundstrækning, der benyttes år efter år. I alt skal der tilbagelægges 173,5 km mellem Faro og toppen af Alto do Malhao. Fra starten går det igennem let stigende terræn mod nord op til den første spurt, der kommer efter 16,8 km. Herfra fortsættes mod vest gennem fladt terræn, inden en nedkørsel leder mod syd og sydvest tilbage til kysten. Herfra går det atter ind i landet mod nordvest, nord og til slut øst op til toppen af kategori 3-stigniningen Picota (2,7 km, 6,2%), der har top efter 63,3 km. Der fortsættes derfra mod nordøst og øst, mens terrænet gradvist bliver mere kuperet.
Efter forplejningszonen sættes kursen mod nord via kategori 3-stigningen Alto da Ameixieira (4,8 km, 4,3%), hvis top rundes efter 99,6 km. Efter en lille bakke går det derefter via en nedkørsel mod vest og nordvest, indtil man rammer den afsluttende ca. 41 km lange rundstrækning. Den indledes med en 1,5 km lang bakke, der stiger med 4,3% i gennemsnit, samt en relativt flad del, hvorfra man kører forbi den sidste spurt, der kommer efter 127,6 km. Derefter gælder det første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen og henover målstregen. Bjergspurten kommer her efter 132,6 km med 40,9 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,6% i gennemsnit.
I stedet kører man en hel omgang på rundstrækningen, der er en ganske kuperet sag uden meget fladt terræn. Den inkluderer to stigninger. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Vermelhos (3,1 km, 4,7%), der har top med 20,3 km til mål. Herefter følger endnu en nedkørsel, en 1,2 km lan bakke, der stiger med 8,2% i gennemsnit, samt et kort fladt stykke, inden man rammer Alto do Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 10-12%. Den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter på mellem 4 og 8 og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål, inden det flader ud over de sidste 300 m, der gennemsnitligt byder på bare 4,3%. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.
Etapen byder på i alt 2804 højdemeter.
Med undtagelse af sidste år, hvor den havde et meget særegent forløb, er kongeetapen er altid blevet afgjort af favoritterne, og da finalen er uforandret, bliver det sandsynligvis sådan igen i 2019, ikke mindst fordi bonussekunder er afgørende i et løb, der ofte afgøres på sekunder. Det betyder, at udbruddet formentlig ikke har en chance, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. Typisk sætter de deres hold til at skabe udskilning første gang op ad stigningen, hvorefter et sent udbrud etableres på rundstrækningen. De bliver imidlertid altid kørt ind inden det afgørende slag. Stigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidig er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin ofte har begrænset tidstabet ganske flot.
Sidste år fik etapen et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen i det efter en overraskende taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn solopræstation satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.
Favoritterne
Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden 2016 med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.
Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men det ændrer ikke på, at 3. etapes kamp mod uret stadig er en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez i 2016 vandt etapen foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez. I 2017 blev den mere afgørende, mens den sidste år heller ikke spillede den helt store rolle.
Dermed er det klart, at det er helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne er hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden. En klejn rytter taber simpelthen mere på 20 km powerenkeltstart, end han kan vinde på de stigninger, der findes i Algarve. Det lærte Dan Martin i 2017, hvor han trods sejr på Foia-etapen, hvor han vandt overraskende meget tid på mange af rivalerne, endte langt fra den samlede førsteplads. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 3. etape, og det portugisiske etapeløb er et af de få, hvor også de større ryttertyper kan gøre sig gældende.
Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog meget habilt opad. Vi så i 2018, at Foia-etapen kan gøre en større forskel, hvis betingelserne er de rette. I 2016 var det ekstremt blæsende, men i år vil vinden kun være let. Der vil til gengæld være en kombination af side- og medvind, og det vil gøre etapen vigtigere end sidste år, hvor der var modvind. Det vil være stort set vindstille på Malhao-etapen, hvorfor der helt sikkert kan gøres forskelle her.
Årets rute er stort set identisk med den, der blev benyttet i både 2017 og 2018, og igen i år er det således 2., 3. og 5. etape, der vil afgøre løbet. 1. og 4. etape må formodes at blive afgjort i massespurter - ikke mindst når man ser på det stærke sprinterfelt - og det er kun vinden, der kan ændre på det udkomme. Vejrudsigten lover perfekte betingelser let vind stort alle dage. Onsdag vil det være en anelse blæsende, men næppe nok til at skabe splittelse. Fredag vil vinden være meget kraftig, men her skal der som bekendt køres enkeltstart. Dermed formoder vi, at vi to flade etaper ikke kommer i spil, og at det bliver de to bjergetaper samt enkeltstarten, der afgør slaget. Det er også værd at notere sig, at der ligesom sidste år, hvor man ændrede reglerne, ikke er bonussekunder i løbet, og det er en klar ulempe for klatrerne, der dermed ikke kan vinde ekstra tid ved at sejre på bjergetaperne.
I år har Volta ao Algarve i den grad tabt kampen om de store klassementsstjerner til særligt UAE Tour, og det betyder, at det er et historisk svagt felt af mulige vindere. Derfor fremstår Wout Poels også ubetinget som løbets store favorit. Hollænderen plejer altid at lægge hårdt ud, og det gjorde han også i år, hvor han var ganske tæt på at detronisere Richie Porte på Willunga Hill i Tour Down Under. Siden har han ikke været i aktion, og man ved aldrig, hvad man skal forvente af evigt ustabile Poels, der som regel enten er flyvende eller helt fra den. Som regel er han imidlertid skarp fra start, og vi forventer at se en tændt Poels i aktion i Algarve.
Ruten passer ham fint. Han er ikke decideret tempospecialist, men i kamp med de øvrige klassementsrytte står han stærkt på 3. etape, hvor han burde kunne være med i front. Formentlig kan han herefter tillade sig at køre temmelig defensivt på de hårde etaper, men selv hvis han har behov for offensiv kørsel, er det også muligt. Malhao passer ham som fod i hose, da han elsker korte, stejle stigninger, og selv i en spurt på toppen af Foia står han fornuftigt. Poels har dermed den rette alsidighed og form og er derfor vores favorit.
Hans værste rival kunne være Enric Mas, men det er ikke helt let at finde ud af, hvad man skal mene om spanieren. Før sidste års Vuelta havde han nemlig aldrig kørt gode enkeltstarter, men på sin spanske hjemmebane leverede han en sand sensation på løbets lange tidskørsel. Han har stadig til gode at bekræfte de evner, og vi frygter fortsat, at 3. etape bliver for dyr i denne omgang, men har han virkelig forbedret sig, kan han vinde løbet. De eksplosive stigninger er ikke helt perfekte for ham, men han viste særligt på 5. etape i sidste års Tour de Suisse, at han faktisk har et ganske fint punch.
Det helt store spørgsmål er formen. Dette er Mas’ sæsondebut, og sidste år startede han mildt sagt ikke stærkt ud. Her var han imidlertid også ramt af en del sygdom, og efter andenpladsen i Vueltaen kan ingen benægte, at han er en af verdens skarpeste klatrere. Hvor han står nu, ved vi ikke, men er han på toppen, kan han true Poels.
Vi er meget spændte på at se Dylan Van Baarle i aktion. Sky-rytteren har været en af årets helt store overraskelser, efter at han i Australien i alle tre løb viste helt nye klatreevner. Det er klart, at han ikke vinder de hårde etapeløb senere på sæsonen, men som Martin har vist, kan en stor fyr sagtens vinde i Algarve. Det kræver bare, at Van Baarle kører en god enkeltstart, og selvom han mildt sagt har været ustabil i den disciplin, viste hans choksejr ved de hollandske mesterskaber, at han efter skiftet til Sky har gjort store fremskridt. Med den gode form kan han sagtens ende med endda at vinde 3. etape.
Derefter skal han forsvare sig på de svære etaper. Det burde nok være muligt på 2. etape, hvor Foia-stigningen er til at klare, men på Malhao vil han formentlig tabe lidt tid til de bedste. Klatrer han som i Australien, vil tabet imidlertid være begrænset, og så kan han med en god tidskørsel pludselig ende som samlet vinder.
Bora stiller med Patrick Konrad, der både på Mallorca og i Murcia har vist, at han er klar til at bygge videre på det flotte 2018. Desværre er han ikke tempospecialist, men i et felt, hvor der blandt klatrerne ikke er mange temporyttere, bør han kunne gøre det hæderligt. De korte eksplosive stigninger passer ham perfekt, og med sin hurtighed vil han særligt stå godt i kampen om sejren på toppen af Foia, mens Malhao måske er en anelse for stejl. Han manglede det sidste i forhold til de bedste på stigningerne i sine første løb, og derfor er det måske svært at se ham vinde, ikke mindst i et løb uden tidsbonus, men han burde være med helt fremme på de to bjergetaper.
Ligesom Van Baarle kan Edvald Boasson Hagen meget vel overraske i et løb, hvor han ellers aldrig tidligere har kørt klassement. Nordmanden lagde nemlig skræmmende stærkt ud i Valencia, hvor han kørte sin bedste enkeltstart i en menneskealder, og selvom det kneb lidt på de sværeste stigninger, klarede han sig flot i klassementet. Her er terrænet knap så vanskeligt, og Boasson Hagen kunne derfor være en type, der kunne gøre som Martin tidligere. Endnu en god enkeltstart kan i hvert fald give en solid tidsgevinst, og på Foia-stigningen har han en rimelig chance for at sidde med langt fremme. På Malhao vil han helt sikkert tabe tid, men det kan han kompensere for med endnu en bragende flot enkeltstart.
Danske Søren Kragh er efter præstationerne i 2018 måske favorit til at vinde enkeltstarten, og så kan han pludselig blive interessant i klassementet. Ganske vist har Sunweb gjort det klart, at de kører for Sam Oomen, og det er er slet ikke sikkert, at Kragh overhovedet giver klassementet et skud, men umuligt burde det ikke være. Som for Boasson Hagen og Van Baarle gælder nemlig, at Foia-stigningen er overkommelig for en klatrestærk fyr som Kragh, og selvom også han taber tid på Malhao, kan han med en god enkeltstart alligevel ende langt fremme. Det helt store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt efter en lang vinter.
UAE har i Valerio Conti en interessant joker. Den lille italiener leverede en stor sensation, da han på mirakuløs vis blev nr. 2 på enkeltstarten i San Juan. Det kan han helt sikkert ikke gentage her, hvor der atter køres på enkeltstartscykler, men det vidner om, at der måske kan være endnu en lille overraskelse i vente på 3. etape. Formen er i hvert fald helt i top, og med en god tidskørsel kan han lægge en grundsten til et godt klassement. 2. etape passer ham tillige fint, og selvom han nok vil tabe lidt tid på Malhao, burde han også her kunne gøre det hæderligt.
Kører han en enkeltstart som i Ruta del Sol sidste år, hvor han to en meget overraskende sejr, vil David De La Cruz blive meget farlig i dette løb. Desværre er det kun i sidste års Vuelta, at han siden har præsteret i kampen mod uret, og i langt de fleste tilfælde har han været langt fra de bedste. Efter en alt andet end overbevisende præstation i Valencia, er det derfor også svært at være meget optimistisk på hans vegne forud for dette løb, især fordi det kommer efter et 2018, hvor ikke meget gik hans vej. Omvendt skal man ikke glemme, at sidste års sejr i Ruta del Sol også kom som lyn fra en klar himmel, og sker noget lignende her, klatrer han godt nok til at forsvare et forspring på etaper, der ikke er alt for svære.
Sunweb er som sagt for at køre klassement med talentfulde Sam Oomen, der her gør sin sæsondebut. Sidste år startede han imidlertid ikke specielt stærkt ud, og derfor er det med nogen usikkerhed, at han går ind til dette løb. På papiret er han en af løbets bedste klatrere, og selvom de eksplosive etaper ikke passer ham specielt godt, bør han være med fremme på begge de to svære etaper. Desværre kniber det fortsat lidt for meget på enkeltstarten til, at han i et løb, hvor tidskørslen er den allervigtigste etape, kan være med helt fremme i kampen om sejren.
Neilson Powless havde et lidt skuffende første år på Jumbo-Visma, hvor det ikke lykkedes ham at indfri det store potentiale, han viste som U23-rytter. Nu skal han forsøge at genfinde takterne i sin anden sæson, og han får sin første chance her, hvor ruten egentlig burde passe ham. Blandt klatrerne i feltet er han klart en af de bedste temporyttere, og han burde egentlig også kunne være godt med på stigningerne, også selvom de er en anelse for eksplosive efter hans smag. Desværre giver præstationerne i 2018 en vis usikkerhed om niveauet, ligesom formen næppe er i top, men kører han en god enkeltstart, har han potentialet til at ende helt fremme.
Listen over Sky-ryttere tæller også Eddie Dunbar, der kørte forrygende stærkt i Tour La Provence og synes at komme til Algarve som en af de mest formstærke ryttere. Derfor burde han også gøre det fremragende på de to bjergetaper, hvis han ikke ender som ren hjælperytter for Poels eller Van Baarle. Problemet for ham er i første omgang enkeltstarten, der ikke just er hans kop te, og den vil reelt forhindre ham i at være med helt i front. Det bør han til gengæld være på 2. og 5. etape, hvor vi bør få chance for at se den formstærke irer.
Sky har ubetinget det stærkeste hold og kan også satse på Tao Geoghegan Hart ¸ der i sidste års Dauphiné viste, at han nu er klar til at blande sig med den absolutte verdenselite på stigningerne. Siden kneb dety dog med stabiliteten, og da dette er hans sæsondebut, har vi ikke forventninger om, at han vil være andet end hjælper for Poels. Det hele afhænger dog af formen. Er han klar fra start, kan han med en enkeltstart som den, han lidt overraskende leverede i Californien sidste år, sagtens være med helt fremme i dette løb.
Fabio Aru er feltets største etapeløbsstjerne, men italieneren er fortsat blot på vej tilbage efter sit forfærdelige 2018. Han var fornuftigt kørende på Mallorca, og selvom han først regner med at være med helt fremme i Catalonien i marts, bør han i dette felt være med i front på begge de to bjergetaper, der dog ikke passer ham ideelt. Enkeltstarten er som altid en udfordring, der reelt ødelægger hans vinderchancer, og med mindre han leverer et chokresultat som i Giroen sidste år, vil den forhindre ham i at ende på podiet.
Katusha har i Jose Goncalves en interessant outsider. Portugiseren blev i 2018 igen sig selv og viste særligt i Giroen, at han fortsat er en klasserytter. Ruten her burde egentlig være solid for den lokale helt, der er stærk på korte stigninger og derfor velegnet til 2. og 5. etape, selvom de kan blive lidt for svære. Hans enkeltstart er meget svingende, og desværre er han oftest langt fra de bedste. Det var han imidlertid ikke i Giroen sidste år, og selvom han senest skuffede i Valencia, har han potentiale. Formen er til gengæld lidt usikker efter en ikke alt for overbevisende sæsondebut.
CCC stiller med lokale Amaro Antunes, der for to år siden fik sit store gennembrud ved at slå alle stjernerne på Malhao. Nu vender han tilbage med fuld opbakning fra sit hold, men desværre har han ikke siden dengang været på samme niveau. Senest faldt han helt igennem i Valencia, og selvom han selv har meldt optimistisk ud, har han noget at bevise. Er han på toppen, vil han dog være en af favoritterne på Malhao, og derfor er det bare ærgerligt, at også hans vinderchancer ødelægges af enkeltstarten.
Måske kan CCC i stedet satse på Josef Cerny. Tjekken klatrer ikke lige så godt som Antunes, ligesom hans form i sæsondebuten er et helt åbent spørgsmål. Til gengæld er han en af feltets bedre temporyttere, hvilket han viste med flere flotte resultater i 2018 hvor han sluttede fremme i et hav af etapeløb. Vi frygter, at formen endnu ikke rækker til det store, men er han kommet godt gennem vinteren, kan han overraske. Holdets tredje kandidat er tilbagevendte Riccardo Zoidl, der så fornuftig ud med sit tidlige angreb i Murcia, men som ikke er skabt til dette eksplosive løb, slet ikke fordi hans enkeltstart slet ikke er som tidligere.
Feltet tæller også de to talenter, U23-verdensmesteren Marc Hirschi og Tour de l’Avenir-vinderen Tadej Pogacar. For Hirschi er det sæsondebut, og derfor er hans form helt ukendt, mens Pogacar til gengæld kørte fornemt i Australien og derfor ventes at være med i front på begge bjergetaper. Til gengæld kan de næppe kompensere for det tab, de ventes at lide på enkeltstarten, og derfor er det ikke et ideelt løb for dem.
Fra de lokale hold er det som altid værd at fremhæve Vicente Garcia de Mateos, der for to år siden blev nr. 2 på Malhao. Han var ikke på samme niveau sidste år, men viste klassen senere på året i Volta a Portugal, hvor han vandt tre etaper, herunder enkeltstarten, og sluttede som nr. 3. Her vil han få solide klø på tidskørslen, hvor niveauet er et helt andet, og derfor ender han ikke helt i front. Kører han som i 2017, kan han dog være med i kampen om top 10-placeringerne.
Endelig vil vi pege på Stephen Cummings. Briten har haft nogle forfærdelige sæsoner, hvor han knap har kunnet gennemføre sine løb, og det er derfor svært at være optimistisk. Meldingerne fra Dimension Data er imidlertid, at vinteren har været god, og han har tidligere startet stærkt, som han gjorde, da han for efterhånden mange år siden vandt på Malhao. Som en glimrende klatrer med en bragende god enkeltstart ligner han en rytter, der er skabt til dette løb. Men inden vi drager forhastede konklusioner, har han ufatteligt meget at bevise.
Løbet tæller også en række spændende klatrere i Ruben Guerreiro, Carl Fredrik Hagen, Xandro Meurisse, Simone Petilli, Raul Alarcon og Edgar Pinto, men de får deres løb ødelagt af enkeltstarten. Simon Spilak synes slet ikke at have formen til at være med helt fremme, slet ikke efter nogle forfærdelige sæsoner, og Gianluca Brambilla har haft en skuffende sæsonstart, senest i Laigueglia. Endelig er Sergei Chernetckii heller ikke oppe i omdrejninger endnu.
***** Wout Poels
**** Enric Mas, Dylan Van Baarle
*** Patrick Konrad, Edvald Boasson Hagen, Søren Kragh, Valerio Conti, David De La Cruz
** Sam Oomen, Neilson Powless, Eddie Dunbar, Tao Geoghegan Hart, Fabio Aru, Jose Goncalves, Amaro Antunes, Josef Cerny, Marc Hirschi, Tadej Pogacar, Riccardo Zoidl, Vicente Garcia De Mateos, Stephen Cummings
* Ruben Guerreiro, Carl Fredrik Hagen, Sergei Chernetckii, Simon Spilak, Gianluca Brambilla, Martijn Tusveld, Michael Valgren, Dmitry Strakhov, Xandro Meurisse, Simone Petilli, Edgar Pinto, Raul Alarcon
Danskerne
Mest spændende blandt de mange danskere er Søren Kragh, der egentlig primært er her for at satse på spurterne og enkeltstarten, som han sagtens kan vinde, men som også med god form måske kan køre klassement jf. kommentarerne ovenfor. Han støttes af Casper Pedersen, der i sæsondebuten skal hjælpe sin landsmand i spurterne. Michael Valgren skal teste klassikerformen, og i et løb som dette kunne det faktisk godt blive til et hæderligt klassement med en top 20-placering som en mulighed. Han støttes af Lars Bak , der først og fremmest skal arbejde for Edvald Boasson Hagen. Mads Pedersen skal køre spurter for John Degenkolb, og selvom han ikke var imponerende i Besseges, kan han også gå efter et resultat på enkeltstarten. Det samme kan Mads Würtz Schmidt, der ellers skal støtte Jens Debusschere i spurterne samt Jose Goncalves, Simon Spilak og Ruben Guerreiro op de sværere etaper.
Annonce
Annonce
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Volta Limburg Classic(1.1) 30/03
Ronde van Vlaanderen(1.WWT) 31/03
Ronde van Vlaanderen(1.UWT) 31/03
Itzulia Basque Country(2.UWT) 01/04-06/04
Tour of Thailand(2.1) 01/04-06/04
Région Pays de la Loire ...(2.1) 02/04-05/04
Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 06/04
Paris-Roubaix(1.UWT) 07/04
Giro della Città Metropo...(1.1) 07/04
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce