Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Volta ao Algarve

Optakt: Volta ao Algarve

05. maj 2021 17:28Foto: Sirotti

Cykelsæsonen er blevet mere normal igen, men corona sætter sig stadig sine spor. Det sker igen på onsdag, hvor vi pludselig får en fornemmelse af vinterforberedelse, når det traditionelle og udskudte forberedelsesløb Volta ao Algarve afvikles på sin helt klassiske rute med to sprinteretaper, to bjergetaper og en enkeltstart. Den nye kalenderplacering har desværre kostet gevaldigt på deltagerlisten, der savner klassementsstjerner, men et par af sportens bedste sprintere og et på papiret helt åbent opgør om den samlede vil alligevel sikre, at det ikke kun er Giroen, der får opmærksomhed i denne uge.

Annonce

SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 

Løbets rolle og historie

Bemærk: Grundet coronakrisen er løbet rykket fra den vanlige placering i februar. Denne beskrivelse er baseret på dets normale rolle.

 

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

 

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

 

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

 

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der fra 2020 består af Saudi Tour, Tour of Oman og UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for fem år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen og fra 2019 atter at udvide Vuelta a Murcia til et etapeløb.

 

Lige ovre på den anden side af grænsen er Volta ao Algarve en mulighed for ryttere, der er på jagt efter godt vejr og kuperet terræn til at forberede sig til de større løb. Ligesom Spanien er Portugal blevet ramt hårdt af den økonomiske krise, og i 2013 var løbet i Algarve ude i en svær overlevelseskamp. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at redde deres begivenhed - ganske vist i en forkortet udgave på bare fire etaper - men i 2014 var det tilbage i dets oprindelige format.

 

Portugal er ikke et af cykelsportens traditionelle kraftcentre, og der har kun sjældent været mulighed for at se verdenseliten i landet. Deres nationale etapeløb, Volta a Portugal, er en stor national begivenhed med masser af tv-dækning, men det er hovedsageligt en hjemlig affære, der i de sidste mange år ikke har haft ét eneste WorldTour-løb til start.

 

Det har gjort Volta ao Algarve til det største løb på den portugisiske kalender, idet det er det eneste, der i større mål kan præsentere deltagelse fra højeste niveau (det opgraderede Volta ao Alentejo fik i 2017 for første gang et WorldTour-hold, Movistar, med i feltet, men har det ikke længere). Trods de vanskelige økonomiske forhold er løbet forblevet et populært valg for mange, fordi der er en god chance for godt vejr, og fordi ruten tilbyder en fin blanding af terræn for flere ryttertyper.

 

Løbet blev første gang afholdt i 1960, men efter bare to udgaver forsvandt det igen fra kalenderen. I 1977 vendte det tilbage, og siden da har det været afholdt hvert år. I lang tid var det et marginalt portugisisk løb, der blev domineret af hjemlige ryttere, men det ændredes mod slutningen af 90erne, hvor det udviklede sig til et forberedelsesløb for de internationale stjerner. Faktisk er det siden Tomas Konecnys sejr i 1998 kun lykkedes for Candido Barbosa, Hugo Sabido og Joao Cabreira at tage hjemmebanesejre. I stedet har store navne som Alex Zülle, Floyd Landis, Alessandro Petacchi, Stijn Devolder, Alberto Contador, Tony Martin, Richie Porte, Michal Kwiatkowski, Geraint Thomas, Primoz Roglic, Tadej Pogacar og senest Remco Evenepoel stået øverst på podiet. Danske Claus Michael Møller, der i mange år kørte i Porugal, vandt endda i 2003.

 

For et par år siden syntes Algarve at være stedet, hvor man skulle køre sine tidlige løbskilometer, og løbet havde fantastiske startlister og live-dækning på Eurosport. Med skabelsen af Tour of Oman og styrkelsen af Vuelta a Andalucia har man imidlertid tabt prestige, og den usikkerhed, der herskede i 2013, fik mange ryttere til at fravælge løbet af frygt for en sen aflysning.

 

Nu trives løbet igen, og i de senere år har man igen haft en god tiltrækningskraft på specielt etapeløbsryttere. Med Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, skabelsen af Tour de la Provence og aflysningen af Tour of Qatar har mange WorldTour-hold endda neddroslet deres engagement i Mellemøsten, og det gav i 2016 et yderligere boost til løbet i Algarve, da mange hold nu foretrækker at blive på den Iberiske Halvø, hvor de i forvejen har haft træningslejr.

 

I de senere år har deltagelsen fra stjernerne været meget svingende. I 2016 og 2018 var løbet således den klare vinder i forhold til rivalerne i Frankrig, Spanien og Oman, men i både 2017 og 2019 var feltet temmelig tamt. I 2020 var der ingen grund til at klage med et felt, der utvivlsomt var stærkere end det, man fandt i Andalusien, men i de seneste to år har det stået klart, at UAE Tour med sin WorldTour-status har svækket deltagelsen i Portugal og Spanien, i hvert fald på klassementssiden.

 

I år er alt selvfølgelig anderledes. Portugal blev ramt benhårdt af den britiske mutation i løbet af vinteren, og derfor kunne der ikke afvikles cykelløb i landet i februar. Løbet er derfor blevet udsat til et tidspunkt, hvor konkurrencen fra større løb er skarpere. Ganske vist er det på imponerende vis lykkedes at få hele syv WorldTour-hold, herunder storhold som Ineos, Deceuninck, Bora og UAE til start, men feltet er på klassementssiden en skygge af det, vi kender, og det er primært sprinterne, der følger en helt anden sæsonrytme, der kaster lidt stjernestøv over den specielle majudgave af vinterløbet.

 

Løbet har haft mange forskellige formater. Tidligere var det en flad affære, som endda blev vundet samlet af Alessandro Petacchi, og Stijn Devolder vandt en udgave, der stort set alene blev afgjort på en lang enkeltstart. Løbet har imidlertid som hovedregel haft en hård etape med afslutning på den korte, stejle Alto do Malhao samt en ganske lang enkeltstart, hvilket har gjort det til et løb for alsidige etapeløbsryttere. Længden på enkeltstarten har som regel tippet balancen mod de tungere drenge, og det er ingen tilfældighed, at Tony Martin tre år i træk sluttede i top 2.

 

I 2014 ændrede man imidlertid på løbets format, idet man forkortede enkeltstarten og indlagde en ekstra kuperet etape, og derefter blev det til en kamp mellem klatrere og enkeltstartsryttere. I 2016 gjorde man endda løbet endnu hårdere, idet den moderat hårde etape blev udskiftet med en afslutning på Alto da Foia, regionens højeste bjerg, og med to bjergafslutninger blev klatrerne således tilgodeset mere end nogensinde før. Det format har man bibeholdt siden dengang, og det gør løbet til en ganske alsidig affære.

 

Sidste år var det netop en alsidig rytter, der vandt, og det endda en af de bedste af dem alle. Remco Evenepoel fortsatte nemlig sin drømmestart ved efter sejren i San Juan at knuse al modstand, først med sejr på Alto da Foia og siden via triumf på enkeltstarten. Resultatet blev en overbevisende samlet gevinst med 38 sekunder ned til Maximilian Schachmann og 39 sekunder ned til Miguel Angel Lopez, som faktisk fik skovlen under vidunderknægten på Malhao. Evenepoel kører i år Giro og forsvarer derfor heller ikke titlen, og da Schachmann puster ud efter Ardennerne, og Lopez’ Movistar-hold skipper løbet, er der slet ingen gengangere fra sidste års podium.

 

Ruten

Som sagt har Volta ao Algarve haft flere forskellige formater, men nu har man fundet en sikker formel, der er garanti for succes. Et par sprinteretaper - ofte med ganske tekniske og vanskelige finaler - giver de hurtige folk chance for succes, mens løbet traditionelt har været afgjort ved en kombination af enkeltstarten og den klassiske afslutning på toppen af den stejle Alto do Malhao. Da stigningen er kort og eksplosiv, og enkeltstarten ofte har været ganske lang, har løbet favoriseret enkeltstartsspecialister, men da man i 2014 erstattede den tredje sprinteretape med en mere kuperet sag, tippedes balancen gradvist. Siden da har løbet haft to hårde etaper, to sprinteretaper samt en enkeltstart, og det er igen tilfældet i 2021.

 

Den kortere enkeltstart har haft den største effekt. I 2013, 2012 og 2011 var den henholdsvis 17 km, 25 km og 34 km lang, men i 2014 kortede man den ned til bare 13,6 km. Siden da har man igen øget distancen, så den i 2015-2017 var på 18 km, og i 2018, 2019, 2020 og igen i 2021 har den med sine 20,3 km fået endnu et nøk opad. Samtidig har man siden 2014 afholdt enkeltstarten før Malhao-etapen, og det har ændret dynamikken, idet klatrerne nu ved, hvor meget tid der skal hentes på stigningen. Det ændrede man på sidste år, hvor enkeltstarten rundede løbet af, men i år er det igen klatrerne, der får det sidste ord på Malhao på søndag, mens enkeltstarten som noget helt nyt afvikles om lørdagen.

 

Den anden væsentlige ændring blev indført i 2016, hvor den kuperede anden etape, der gjorde debut i 2014, blev erstattet af en ny etape med afslutning på toppen Alto da Foia, regionens højeste bjerg. Det er ganske vist ikke nogen hård stigning, men den er meget længere end, hvad man normalt finder i Algarve. Mens enkeltstartsrytterne ofte har kunnet begrænse tidstabet på den korte stigning til Malhao, kan konsekvenserne på den nye stigning være langt værre, hvis man har en dårlig dag. Tilsyneladende kunne arrangørerne lide, hvad de så. I hvert fald er Foia-etapen nu tilsyneladende en fast tradition, og sidste år gjorde man den en anelse hårdere ved at lægge en kort, stejl stigning ind forinden, ligesom man skruede op for sværhedsgraden af Malhao-etapen. I år går man til gengæld den anden vej, for selvom finalerne på de to ikoniske stigninger er de samme, er begge lettere, end de var for et år siden.

 

Samlet set vil 2021-udgaven dog være stort set identisk med det løb, vi har set i de seneste år med den væsentlige ændring, at det igen er klatrerne, der slutter af, og at de to svære etaper er en anelse lettere. Efter den klassiske indledende sprinteretape, der denne gang har en finale i Portimão, som ikke har været benyttet i mere end ti år, kommer det første klassementsslag på Alto da Foia på torsdag. Dagen efter får sprinterne deres sidste mulighed i den nu helt klassiske stigende spurt i Tavira, inden temporytterne skal folde sig ud på lørdag i Lagoa på den samme rute, som vi har set i de foregående tre år. Det hele slutter som i årene mellem 2016 og 2019 med det portugisiske løbs mest ikoniske finale på den korte, stejle Malhao-stigning.

 

 

1. etape

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017 på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt, og Lagos har i de seneste fire år været vært for et første sprinteropgør. Sådan bliver det dog ikke i år, hvor man vender rundt på sidste års åbningsetape, og derfor er det denne gang Portimão, der som noget helt nyt vil skulle bestemme indehaveren af den første førertrøje. Det ændrer dog ikke på, at det som altid ventes at blive en sprinter, der først kommer til fadet - denne gang i en let stigende spurt.

.

Årets åbningsetape er 189,5 km lang og fører feltet fra Lagos til det nye mål i Portimão. De to byer er naboer med blot få kilometer imellem sig, og etapen består derfor af en tur rundt i terrænet nord for kysten. Fra starten bevæger man sig mod nordvest ind i landet ad en let stigende vej, inden man vender rundt for at køre mod sydøst af en let faldende vej tilbage mod kysten. Her drejer man mod øst og nordøst for at køre ganske tæt ind mod Portimão, men i stedet for at køre ind til mål, kører man en omgang på en stor rundstrækning i området nordøst for byen.

 

Den indledes med, at man igennem helt fladt terræn kører mod nord, øst, syd og slutteligt øst frem til dagens første spurt, der kommer efter 61,7 km. Derfra stiger det let, mens man fortsætter mod nordøst frem mod et let kuperet område, der leder mod nord øst og siden sydøst frem til det østligste punkt, hvor man følger en nedkørsel mod syd. Den leder frem til dagens udfordring, når man drejer mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Picota (3,0 km, 5,6%), der slutter med en kilometer med 8,0% og har top efter 106,5 km. En nedkørsel leder nu mod vest, inden man igennem småkuperet terræn snor sig mod nordvest og sydvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 124,4 km. Herfra bliver det helt fladt når man kører mod nordvest og sydvest frem til Lagoa, inden det går mod nordvest og nord frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 160,5 km. Rundstrækningen afsluttes nu med et fladt stykke, der leder mod nordvest, vest og syd.

 

Efter rundstrækningen sætter man kursen mod Portimão og kysten. Det falder let, men man kører mod syd hele vejen ned til vandet, hvorefter man kører mod sydøst hen langs den relativt flade kystvej, der dog er let faldende fra 2 km-mærket og let stigende med i alt 2,1% på den sidste kilometer. Kystvejen byder på rundkørsler med 2800 og 2000 m igen, inden man drejer væk fra kystvejen og mod nordøst i en sidste rundkørsel med 600 m igen

 

Etapen byder på i alt 1719 højdemeter.

 

Igen i år har Volta al Algarve tiltrukket et meget stærkt sprinterfelt, og de vil naturligvis ikke lade den første af deres to muligheder gå til spilde. Derfor kan vi vente, at etapen vil blive kontrolleret stramt af sprinterholdene, og det synes kun at være vinden, der eventuelt kan forhindre en massespurt. Terrænet er egentlig ganske kuperet, men udfordringerne findes hovedsageligt i den første del. Det vil således være en overraskelse, hvis ikke etapen afgøres af de hurtigste folk, der skal kunne håndtere den nye og let stigende opløbsstrækning samt det sene sving.

 

Portimão var i mange år fast målby for løbet, der ofte sluttede med en enkeltstart i byen. Det skete senest i 2012, hvor Bradley Wiggins vandt foran Tony Martin og Richie Porte, i 2011, hvor Tony Martin vandt foran Lieuwe Westra og Tiago Machado, og i 2010, hvor Luis Leon Sanchez vandt foran Alberto Contador og Sebastien Rosseler. I 2009 sluttede løbet med en sprinteretape, der blev vundet af Heinrich Haussler foran Greg van Avermaet og Wouter Weylandt, og det samme skete i 2008, hvor sprinterne dog blev snydt af Bernhard Eisel, der kørte alene hjem med 3 sekunder ned til fire mand anført af Rui Costa og Celestino Pinho. I 2007 vandt Alessandro Petaschi spurten foran Fabrizio Guidi og Olaf Pollack, mens løbet i 2006 også var været for en sprinteretape - denne gang ikke sidste etape - der blev vundet af Gert Steegmans foran Robert Förster og Thomas Ziegler. I 2005 var Tom Steels hurtigere end Stuart O’Grady og Olaf Pollack, mens Candido Barbosa i 2004 spurtsejrede foran Alberto Benito og Stuart O’Grady. I 2002 vandt Candido Barbosa også, denne gang foran Isaac Galvez og Angel Edo, mens Endrio Leoni i 2001 var hurtigere end Steven de Jongh og Nuno Marta. Byen lagde også asfalt til prologen i Volta a Portugal i 2008 og 2007, hvor hhv. Ruben Plaza og Martin Garrido sejrede.

 

 

 

 

 

2. etape

I de sidste seks år har 2. etape signaleret starten på klassementskampen, og hver gang har etapen skabt tidsforskelle, der har vist sig at være udslagsgivende i kampen om den samlede sejr. De første to år skete det på en kuperet rundstrækning omkring byen Monchique, men i 2016 valgte man som noget nyt at inkludere en ekstra bjergafslutning på regionens højeste bjerg, Alto da Foia. Som ventet gjorde den nye etape betydeligt mere skade end forgængeren, og arrangørerne var tilsyneladende tilfredse med formatet, idet de valgte en tilbagevenden i 2017, 2018, 2019 og 2020. Også i år vil Foia-stigningen være rammen om det første klassementsslag, og selvom man ikke genbruger modellen fra 2018, hvor man kørte den helt nede fra bunden, har man som i 2020 med inklusionen af den lille Pomba-stigning umiddelbart inden bunden sikret, at afslutningen er hårdere end tidligere, selvom Foia i sig selv er en ganske let stigning.

 

Rytterne skal i alt tilbagelægge 182,8 km mellem Sagres og toppen af det berømte bjerg i 900 m højde. Startbyen ligger helt nede i Portugals sydvestligste hjørne, hvorfra man igennem småkuperet terræn kører mod nordøst op langs vandet frem til Aljezur, hvor dagens første spurt kommer efter 41,6 km, idet man efter 29,0 km skal over en bakke (2,0 km, 5,2%). Her drejer man mod øst for at køre ind i landet via kategori 3-stigningen Marmelete (3,8 km, 6,7%), som er ganske svær med tre kilometer med hhv. 6,3%, 7,2% og 10,4%, inden den flader ud over de sidste 800 m frem mod toppen, der rundes efter 48,9 km. Herfra stiger det let, mens man kringler sig mod nordvest frem til udkanten af Monchique, der ligger i bunden af målstigningen.

 

I stedet for at køre hen til Foia slår man imidlertid en stor sløjfe i området sydøst for byen, hvor terrænet ikke er alt for vanskeligt. Det falder således først mod nordvest, inden man skal op og ned ad to bakker, hvoraf den første stiger med hele 10,3% over 1,2 km. Dernæst bliver det imidlertid helt fladt, når man kører mod nordvest og sydvest ind gennem dalen frem til dagens anden spurt, der kommer efter 113,2 km i etapens østligste punkt. Her vender man rundt for at køre igennem fladlandet mod sydvest, men inden man når kysten, drejer man mod nord for at køre tilbage mod Monchique.

 

Kort inden byen indledes finalen, når man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Alferce (5,7 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 156,4 km. Nu følger man et kuperet stykke mod nord og vest, inden det går via en nedkørsel mod nordvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Pomba (3,5 km, 8,1%), der er særligt stejl i bunden med 9,2% over den første kilometer og bestiges fra øst. Toppen kommer efter 169,1 km, men efterfølges ikke af en nedkørsel. I stedet går det ad en meget snoet og småkuperet vej mod sydvest og syd ned til Monchique, hvor dagens sidste spurt kommer efter 174,9 km.

 

Derfra drejer man mod sydvest for at køre op ad den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Alto da Foia, der i alt er 7,7 km lang og stiger med 5,8% i gennemsnit. Stigningsprocenten ligger hovedsageligt på 5-6%, men den bliver en anelse stejlere mod toppen med 6,8% over en kilometer frem mod de sidste 700 m, der stiger med 6,1%. Stigningen følger en snoet bjergvej med flere bløde sving, inden en blød U-kurve leder ind på den mindre end 100 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3026 højdemeter, hvilket er ca. 300 færre end sidste år.

 

Alto da Foia er ganske vist lang, men det er ikke en svær stigning. Det første besøg viste, at den passer mere til kraftfulde typer end de rene klatrere, ikke mindst fordi det dengang blæste voldsomt. I 2017 var udskilningen mere regulær, og det lykkedes de to bedste at gøre en ganske stor forskel, mens det omvendt i 2018 som følge af kraftig vind endte i en spurt i en relativt stor gruppe. I 2019 blev det igen mere selektivt som følge af medvind, mens det i 2020 igen blev en spurt, og det viser, at det kan gå begge veje, og at vindretningen er helt afgørende. Årets rute er med Pomba-stigningen lidt hårdere i finalen, men til gengæld meget lettere forinden, og det er først og fremmest vinden, der vil være afgørende for etapens sværhedsgrad. Sidevind vil gøre det til en kamp mere om positionering end reel klatrestyrke, men er der modvind, er det sandsynligt, at en mindre gruppe vil spurte om sejren. Selvom sidste stigning næppe vil lave voldsom ravage, er det et løb, der ofte afgøres på sekunder, og derfor vil etapen åbne de første tidsforskelle og give en indikation af, hvem der kan løbe med den samlede sejr.

 

Da etapen gjorde debut i 2016, var det Luis Leon Sanchez, der med sin store power gjorde forskellen på den vindblæste sidste kilometer og tog sejren et sekund foran Geraint Thomas og tre sekunder foran Primoz Roglic og Ion Izagirre. Thibaut Pinot mistede fem sekunder, mens Fabio Aru var yderligere fire sekunder bagude. Hele 18 mand sluttede imidlertid inden for 20 sekunder af vindertiden, herunder kraftfulde folk som Tony Martin og Tiesj Benoot. Den store taber var Alberto Contador, der havde en sjælden dårlig dag og tabte 24 sekunder som nummer 21. I 2017 gjorde Dan Martin og Primoz Roglic en langt større forskel, inden ireren vandt spurten. Michal Kwiatkowski tabte 20 sekunder på 3. pladsen, og i alt 11 ryttere sluttede inden for et minut af vindertiden. I 2018 endte det trods mange angreb i en spurt i en relativt stor gruppe, hvor Michael Kwiatkowski var hurtigste mand foran Bauke Mollema og Geraint Thomas, mens medvinden i 2019 betød, at fem mand spurtede om sejren med Tadej Pogacar som den hurtigste foran Wout Poels og Enric Mas. Sidste år var det også en relativt stor gruppe, der spurtede, og her lykkedes det Remco Evenepoel med et overraskelsesangreb at vinde foran Maximilian Schachmann og Dan Martin. Tidligere er bjerget blevet besøgt i 2002, hvor Alex Zülle tog en solosejr. Jose Azevedo vandt i både 2001 og 2000, mens en ung Andreas Klöden var hurtigste mand på stigningen i 1999.

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Før 2016 lå kongeetapen til Alto do Malhao altid på næstsidste dag, mens sprinterne fik det sidste ord. Det år blev der byttet rundt på de to etaper, og det format fastholdt man herefter i fire år. Sidste år blev det imidlertid ændret, da man reserverede hele weekenden til klassementskampen, og det betød, at de hurtige afsluttere fik deres anden og sidste chance om fredagen. Den model fastholdes i år, hvor den sidste af de to sprinteretaper igen kommer allerede efter tre dage. Det sker for sjette år i træk i spurten på bakken i Tavira, hvor det berømte sving i bunden af bakken altid viser sig afgørende.

 

Med sine 203,1 km er 3. etape atter en ganske lang sag, der til modsat 2019- og 2020-udgaven denne gang byder på betydeligt færre højdemeter. Der skal ellers igen køres fra Faro til Tavira, men en ændret rutefæring betyder mindre klatring. Fra starten kører man mod nordøst igennem let stigende terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 18,4 km. Herfra falder det mod øst tilbage mod vandet, hvor man kører ind til målbyen Tavira.

 

I stedet for at køre over stregen tager man hul på en stor rundstrækning i området nord for byen. Man kører mod nord op ad en lang, let stigende vej, inden man drejer mod vest ind på kategori 3-stigningen Portela da Corcha (4,3 km, 4,4%), der er en helt regulær stigning med top efter 63,4 km. Samlet set stiger det over 17,0 km med 2,7% i snit, inden man når toppen. Herfra går det mod nordvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Cachopo (4,7 km, 5,1%), der efter en let start stiger med 6-7% over de sidste 2,7 km, inden man når toppen efter 78,3 km.

 

Herefter bliver det meget lettere. En nedkørsel fører mod nord, hvorefter det går mod øst igennem terræn, der stort set konstant er let faldende. Senere drejer man mod nordvest op over en lille bakke, inden det falder mod nordøst og sydvest ned til dagens anden spurt, der kommer efter 137,0 km på grænsen til Spanien. Herfra kører man mod syd ned langs grænsen, hvor det først er fladt og siden let kuperet, inden man når kysten, hvor den sidste spurt køres efter 178,5 km. Her drejer man mod sydvest for at køre ad den lige og helt flade kystvej direkte ind til Tavira. Finalen byder på passage af en rundkørsel med 2500 m til mål, et venstresving i en anden rundkørsel 1300 m fra stregen samt en rundkørsel med bare 700 m til mål. Med 300 m igen drejer man ind på opløbsstrækningen, der stiger med ca. 2% i gennemsnit.

 

Etapen byder på i alt 1804 højdemeter, hvilket er ca. 600 færre end sidste år.

 

Dette er sidste chance for sprinterne, så det synes usandsynligt, at de mange topsprintere vil lade denne mulighed gå deres næse forbi. Dermed kan vi vente en massespurt, men klassementsrytterne skal være opmærksomme i den anden halvdel, hvor vinden langs kysten kan komme i spil, selvom det aldrig rigtigt er sket. Selve spurten foregår op ad bakke, men de sidste fem års udgaver af etapen, der havde samme finale, viste, at det er en etape for de store sprintere.

 

I 2020 leverede Sunweb et fabelagtigt lead-out, hvor Casper Pedersen afleverede Cees Bol til en stor sejr, der blev sikret foran Sacha Modolo og Fabio Jakobsen. I 2019 fik Dylan Groenewegen revanche for et styrt på 1. etape ved at sejre foran Arnaud Demare og Jasper Philipsen. I 2018 fortsatte samme Groenewegen sin dominans af spurterne ved at sikre sig sin anden etapesejr, denne gang foran Matteo Pelucchi og John Degenkolb. I 2017 var det André Greipel, der i en ufatteligt tæt spurt akkurat slog John Degenkolb og Groenewegen, mens Marcel Kittel i 2016 slog Wouter Wippert og Jens Debusschere i samme opløb. I 2013 vandt Tony Martin en enkeltstart i Tavira, mens Gerald Ciolek og André Greipel tog spurtsejre i henholdsvis 2012 og 2011. Sebastien Rosseler vandt fra et udbrud i 2010, og Alberto Contador og Stijn Devolder vandt i 2009 og 2008 enkeltstarter. Forud for det vandt Marco Zanotti massespurter i både 2007 og 2006, og Bernhard Eisel var hurtigst i 2005. Lance Armstrong vandt en enkeltstart i 2004, men byen var også vært for løbet hvert år forud for Armstrongs sejr.

 

 

 

 

 

 

4. etape

For få år siden var enkeltstarten løbets absolutte nøgleetape, og selvom den hårdere rute og den kortere kamp mod uret nu betyder, at etapen ikke spiller helt samme altafgørende rolle, er det stadig en meget betydningsfuld dag. I gamle dage var det kutyme, at den sluttede løbet, men mellem 2014 og 2019 blev den altid afviklet før Malhao-etapen. Sidste år var den tilbage på sin plads sidst i løbet, men i 2021 vender vi tilbage til det nyeste format, hvor klatrerne får det sidste ord. Temporytterne skal således slå til allerede om lørdagen, og det sker i præcis samme format som i 2018, 2019 og 2020. Det er således de samme 20,3 småkuperede kilometer omkring byen Lagoa, der vil være rammen om den måske vigtigste etape i kampen om den samlede sejr.

 

Enkeltstarten er altså i alt 20,3 km lang mod de tidligere 18 km fra den senest benyttede rute i 2016 og 2017 og både starter og slutter i Lagoa. Fra starten går det mod sydvest igennem hovedsageligt fladt terræn ad en vej, der også er helt uden tekniske udfordringer, indtil man efter ca. 4 km når kysten. Den følger man mod øst op over en 600 m lang bakke, der stiger med 5,3% i gennemsnit og med 9,6% over de første 200 m, og forbi den første mellemtid, der kommer efter 5,7 km.

 

Herefter fortsætter det med at stige let, mens man fortsætter mod øst ad en snoet vej langs kysten og senere nord ind i landet, inden man atter kører mod sydøst gennem let kuperet terræn, inden en lille bakke (500 m, 7,2%) leder frem til den sidste mellemtid, der tages efter 13,6 km. I den sidste del af etapen går det først mod nord, siden vest og til slut nord nordvest frem til Lagoa, og denne fase er først flad og siden let faldende. Den sidste kilometer følger en lige vej med en rundkørsel lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 200 højdemeter.

SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 

 

Den tidligere enkeltstart fra 2016 og 2017 var helt flad og en blanding af en teknisk fase og en del for specialister. Den nye rute byder på flere højdemeter, men færre tekniske udfordringer. Da der ikke er tale om voldsomme klatreudfordringer, er det grundlæggende en etape, der er skabt til de kraftfulde specialister, hvilket understreges af, at den tidligere er vundet af først Geraint Thomas og siden Stefan Küng og Remco Evenepoel. Samtidig vil stærke temporyttere forsøge at vinde afgørende tid i kampen om den samlede sejr og måske endda gå efter etapesejren i kamp med mere rendyrkede specialister, der ellers typisk har vundet enkeltstarterne i Algarve.

 

Sidste år var det netop en klassementsrytter, der sejrede, da Remco Evenepoel i den gule trøje rundede løbet af med at sejre med 10 sekunder ned til Rohan Dennis og 19 sekunder ned til Stefan Küng. I 2019 var det til gengæld Stefan Küng, der slog Søren Kragh med bare 2 sekunder og Yves Lampaert med 5 sekunder. Da ruten gjorde debut i 2018, slog en af anden af klassementsrytterne til, idet Geraint Thomas i ganske overlegen stil sejrede foran Victor Campenaerts og Stefan Küng og herved kørte sig i førertrøjen. Lagoa har derudover i dette årtusinde kun være målby to gange tidligere. Det var i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt foran Giacomo Nizzolo og Bruno Sancho, samt i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtsejrede foran Kris Boeckmans og Gerald Ciolek.

 

 

 

 

5. etape

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,7 km lange stigning, der stiger med 9,0% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, men som noget helt nyt skal rytterne denne gang kun over den stejle rampe én gang. Efter sidste års tilbagevenden til en placering tidligere i løbet er den klassiske etape tilbage som løbets store finale, som den også var det i årene mellem 2016 og 2019, og her skal klatrerne forsøge at tage revanche efter lørdagens enkeltstart. Det kan dog måske blive lidt vanskeligere, for selvom man kompenserer for fraværet af den første passage af Malhao med andre korte og stejle stigninger, synes afslutningen ikke helt så vanskelig som tidligere.

 

Årets udgave af etapen er 170,1 km lang og fører feltet fra Albufeira til toppen af Alto do Malhao. Starten går ude ved kysten, hvorfra man igennem relativt fladt terræn kører mod nordøst op til den første spurt, der kommer efter 12,4 km. Derfra går det mod sydøst igennem fladlandet tilbage til kysten, der nås efter 32 km, inden man igen forlader vandet ved at køre mod nordøst og nord gennem let stigende terræn frem til den anden spurt, som er placeret efter 52,3 km. Derfra går det mod vest frem til kategori 3-stigniningen Picota (2,8 km, 6,1%), der efter 1500 m lette meter byder på 500 m med 10,9%, inden den flader ud frem mod toppen, som kommer efter 67,7 km. Der fortsættes derfra mod nordøst og øst, nord og øst i småkuperet terræn.

 

Etapen tager for alvor fat, når man kører mod øst op ad kategori 3-stigningen Barranco do Velho (6,5 km, 4,6%), som er en helt jævn stigning med top efter 99,4 km. Den leder op på et småkuperet plateau, som følges mod nord frem til det nordligste punkt, der nås efter 119 km. Nu går det mod sydvest ad en nedkørsel, inden man kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Vermelhos (3,4 km, 5,7%), der er en jævn stigning med top efter 127,0 km. Derfra går det mod syd ad en vej, der er skiftevis faldende og flad, inden man kører mod sydøst op ad den lille kategori 3-stigning Ameixeiras (1,1 km, 9,8%), der stiger med hele 10,5% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter 137,9 km.

 

Nu bliver det lettere, når man efter en nedkørsel, der leder mod syd, kører mod vest ad en flad og lige dalvej frem til byen Alte, hvor man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Alte (1,1 km, 9,2%), der er en helt jævn og stejl rampe med top efter 156,1 km. De sidste 14,0 km, indledes nu med en kun ganske let kuperet vej, der snor sig mod nordvest, inden man drejer mod nord ind på kategori 2-stigningen Alto do Malhao. Den stiger med 9,0% over 2,7 km med fire 500 m-segmenter på hhv. 6,8%, 10,4%, 12,4% og 6,9%, inden den stiger med 8,5% over de sidste 700 m, hvoraf det flader ud over de sidste 300 m, som gennemsnitligt byder på bare 4,3%. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

 

Etapen byder på i alt 2686 højdemeter, hvilket er knap 100 færre end sidste år.

 

Med undtagelse af 2018- og 2019-udgaverne, hvor etapen havde et meget særegent forløb, er kongeetapen altid blevet afgjort af favoritterne, men efter to udbrudssejre på tre år kan vi måske forvente endnu en overraskelse i år, hvor den nye kalenderplacering har ført til færre klatrere i feltet. Til gengæld er etapen med kun én passage af Malhao umiddelbart lettere at kontrollere i finalen, og mest sandsynligt er det vel, at vi igen får det klassiske opgør mellem klatrerne. Uanset hvad er der lagt op til et spændende klatreslag, og de bedste klatrere drømmer alle om at vinde på en af sportens ikoniske stigninger. Stigningen er stejl, men meget kort, og passer derfor godt til eksplosive typer. Samtidig er distancen så begrænset, at større folk som Tony Martin ofte har begrænset tidstabet ganske flot.

 

Sidste år var alle øjne på Remco Evenepoel, der havde vundet på Foia, men da fem mand spurtede om sejren på toppen, blev han kun nr. 3 bag Miguel Angel Lopez og Dan Martin. I 2019 fik etapen et atypisk forløb, da løbet blev åbnet udefra med et angreb fra blandt andre Søren Kragh, som næsten løb med den samlede sejr. Tadej Pogacar fik dog begrænset skaden, og da Zdenek Stybar overspurtede Kragh til sidst, endte danskeren tomhændet. I 2018 fik etapen også et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen i det efter en overraskende taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia de Mateos og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn soloopvisning satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins flot Porte op til en solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Som sagt har Volta ao Algarve gradvist undergået en forandring fra at være et løb, der stort set alene blev afgjort på enkeltstarten til nu at kræve betydeligt bedre klatreegenskaber og mere alsidighed. I de første år, hvor Alto do Malhao var den eneste reelle klatreudfordring, lykkedes det ofte for Tony Martin at begrænse tidstabet så meget, at han kunne vinde samlet, men siden er løbet blevet hårdere og hårdere, først med tilføjelsen af Monchique-etapen i 2014 og siden 2016 med den ekstra bjergafslutning på toppen af Alto da Foia.

 

Udviklingen har gradvist reduceret betydning af enkeltstarten, men det ændrer ikke på, at 4. etapes kamp mod uret stadig er en nøgleetape. Alto do Malhao er ganske vist stejl, men den er samtidig meget kort, og Martin har trods alt flere gange vist, at han kan begrænse sit tidstab på den portugisiske mur. Alto do Foia er meget længere, men det er til gengæld en typisk powerstigning, der aldrig bliver stejl, og derfor kan store ryttertyper sagtens gøre sig gældende her. Det er ikke tilfældigt, at Luis Leon Sanchez i 2016 vandt etapen foran Geraint Thomas, mens de rene klatrere kom til kort, og at Martin var i mål bare 15 sekunder efter Sanchez. I 2017 og 2019 blev den mere afgørende, da der dengang var medvind, mens den i 2018, der atter var et modvindsår, ikke spillede den helt store rolle. Det er nemlig en uhyre vindfølsom stigning, hvor vindretningen er altafgørende for dens betydning.

 

Dermed er det klart, at det er helt umuligt for en ren klatrer at vinde Volta ao Algarve, selvom etaperne er hårdere og enkeltstarten kortere, end den var for få år siden - særligt da fordi man i år har gjort indløbet til finalestigningerne på de to bjergetaper lettere. En klejn rytter taber simpelthen mere på 20 km powerenkeltstart, end han kan vinde på de stigninger, der findes i Algarve. Det lærte Dan Martin i 2017, hvor han trods sejr på Foia-etapen og en overraskende stor tidsgevinst, endte langt fra den samlede førsteplads. Dermed er det klart, at den samlede vinder skal kunne gøre sig gældende blandt de bedste på 4. etape, og det portugisiske etapeløb er et af de få, hvor også de større ryttertyper kan klasse sig hæderligt, hvad Søren Kragh understregede med sin 2. plads i 2019.

 

Det skal dog understreges, at klatreudfordringerne er så betydelige, at man heller ikke vinder i Algarve, hvis ikke man kører endog meget habilt opad. Vi så i 2017 og 2019, at Foia-etapen kan gøre en større forskel, hvis vindbetingelserne er de rette, og Kraghs 2. plads blev først og fremmest sikret med den flotte offensiv tidligt på Malhao-etapen. På Foia tabte han trods alt 51. sekunder til de bedste, men det var i et medvindsår, og han endte trods alt som etapens nr. 13. En formstærk Kragh-type kan altså godt vinde dette løb.

 

Hvordan bliver vejret så i denne særegne majudgave? Det bliver logisk nok meget varmere end vanligt, endda med masser af sol og de første temperaturer på hele 26 grader. Til gengæld bliver det voldsomt blæsende. Det gælder allerede på 1. etape, hvor vindretningen desværre ikke er den rette, men hvor der faktisk kan komme splittelser til sidst. Knap så blæsende bliver det torsdag, men der vil stadig stå en kraftig sidemodvind det meste af vejen op ad Foia, indtil man får sidevind på de sidste 1500 som i 2016, hvor Sanchez brugte sin power til at knuse klatrerne. Vinden lægger sig yderligere til fredag, hvor retningen også er helt forkert, og en spurt derfor næppe kan undgås. Enkeltstarten bliver igen blæsende, men med nogenlunde ensartede betingelser. Det hele slutter endda kedeligt med en halvvåd og blæsende søndag, hvor man faktisk ikke kan udelukke, at sidevinden kan komme i spil, og hvor der vil være sidevind hele vejen op ad Malhao.

 

Igen i år er det altså Foia, Malhao og enkeltstarten, der ventes at afgøre løbet, men Foia-etapen kan med den kraftige modvind blive endnu lettere end vanligt. Det samme gælder for begge bjergetaper grundet de færre finalestigninger, og det ser derfor ud til, at enkeltstarten bliver mere afgørende denne gang. Derudover skal man ikke udelukke sidevinden på 1. og 5. etape. Historisk har den aldrig spillet en rolle i løbet, og derfor ender det sikkert med ikke at blive farligt, men jeg synes, at 1. etape i hvert fald på papiret har lidt potentiale. Endelig viste Kragh jo i 2019, at Malhao-etapen for et svagt hold kan være svær at kontrollere. Årets lettere rute gør det mindre sandsynligt, at den ender i hierarki, men et svagt hold kan få svært ved at styre begivenhederne inden stigningen, som det var det for Pogacar og UAE for to år siden.

 

Det mest spændende er at vurdere betydningen af det svage felt. Løbet er med den nye kalenderplacering ikke i nærheden af samme stjernebesatte besætning som vanligt. Det er særligt på klassementsfronten, at det halter, for løbet ligger elendigt placeret for den ryttertype, da de enten har travlt med Giroen eller holder pause frem mod Touren. Derfor er klassementsfeltet mildt sagt tyndt besat.

 

SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 

 

Endnu sværere bliver det grundet klassementsrytternes profil. Der er godt nok ikke mange af feltets klatrere, der kan køre enkeltstart, og løbet ligger derfor rigtigt dårligt for de fleste. Omvendt er der heller ikke mange tempokanoner, og ingen af de mest tempostærke kan være sikre på at følge de bedste på stigningerne. Derfor bliver det et helt åbent løb. Betyder modvinden på Foia, at de tunge folk kan vinde løbet, når klatrerne er så temposvage? Eller bliver det alligevel så hårdt, at de generelt temposvage klatrere skal afgøre løbet på en enkeltstart, hvor det kan være helt umuligt at forudsige, hvem der gør det bedst - ikke mindst blandt de mange klatrere på de portugisiske hold, der traditionelt har haft det meget svært på enkeltstarter på dette niveau. Netop de hold plejer at blive kørt over i løbet, men i februar plejer de også at være formsvage. I et stærkere felt med en anden kalenderplacering står de pludselig meget stærkere - i hvert fald hvis ikke de blæser væk i sidevinden.

 

Derfor er løbet også uhyre åbent, og det kan sagtens ende helt galt, når jeg peger på Ethan Hayter som favorit. Britens form er nemlig ukendt, da han ikke har kørt løb siden Flandern Rundt og stille og roligt begynder at geare op mod OL på bane. Er han i form, burde dette løb dog ligge glimrende til ham. Med sin 4. plads i Coppi e Bartali har han vist klatreevnerne, og stigningerne her burde ikke være så svære, at han ikke kan begrænse sit tab. Særligt Malhao burde passe ham godt, og med modvind på Foia kan man bestemt ikke udelukke, at han faktisk kan vinde etapen i en spurt på toppen. Her må han dog ærgre sig over fraværet af bonussekunder, men det vigtigste på de etaper er at begrænse tabet og vinde tid på de bedste temporyttere. Selv har han ikke kørt mange enkeltstarter, mens hans 3. plads bag Filippo Ganna og Benjamin Thomas i Besseges taler for, at han kan køre en fremragende tidskørsel, selvom han stadig skal bevise sig lidt over længere distancer. I sidevind burde han og Owain Doull også kunne forsvare sig hæderligt, men 1. etape er måske en risiko. Samlet set er han en af de få, der både kan klatre og køre enkeltstart, og med modvind står han endnu bedre. Derfor er han min favorit.

 

Netop modvinden gør også, at jeg vover pelsen og peger på Kasper Asgreen. Danskerens form er lige så ukendt som Hayters, da også han har holdt en måneds pause, og derfor kan det sagtens være, at han bare arbejder for Sam Bennett og satser på enkeltstarten. Vi så dog i 2019, at Asgreen var i fremragende form i sit comeback i maj, da han blev nr. 3 samlet i Californien, og det vidner om, at man ikke skal udelukke, at han er flyvende. Netop Californien viser, at en formstærk Asgreen kan forsvare sig på disse lettere stigninger. På Foia hjælpes han af modvinden, som er den helt afgørende faktor i Asgreens chancer, og på Malhao vil han som Tony Martin kunne begrænse tabet, selvom stigningen utvivlsomt kunne begrænse tabet i det svage klatrefelt. Som en af de to store favoritter til enkeltstarten, kan han knuse klatrerne på lørdag, og derfor er det meget muligt, at han kan bruge Kragh-opskriften til faktisk at vinde løbet. Sidevind vil kun stille ham endnu bedre, men til gengæld er det sandsynligt, at løbet glider Deceuninck af hænde på søndag, hvis Asgreens mange sprintervenner skal forsvare den heldigvis lidt lettere Malhao-etape. Med usikkerheden om formen kan Asgreen ende som nr. 87, men han kan også vinde løbet. Holdet har også Davide Ballerini, men da han ikke er tempostærk, og stigningerne er for svære, kan han ikke køre klassement for alvor.

 

En rytter, der virkelig skal ærgre sig over vinden på Foia, er Lennard Kämna. Nu kan det nemlig blive svært på stigningerne at hente den tid, han skal bruge i forhold til Asgreen-typerne. På papiret burde han ellers stå stærkt, da han er en af de få klatrere, der kan køre enkeltstart, men spørgsmålet er, om han vitterligt kan det. Det har han nemlig ikke kunnet i lang tid, og senest skuffede han fælt i Catalonien. Blandt klatrerne bør han dog stadig være en af de bedste, og så skal han bare sætte de tunge folk af på Foia og Malhao. Hans form er ukendt efter et forår med kun ét løb og efter, at han forsvandt fra Romandiet-startlisten, men det kunne tyde på, at han valgte at spare sig for i stedet at forsøge at vinde et løb, han faktisk kan vinde. Derfor kan han sagtens være ganske flyvende. Så må vi se, om stigningerne er hårde nok og tempoevnerne stadig tilstrækkelige. Ligesom Asgreen har han dog det problem, at hans sprinterhold kan få svært ved at forsvare en trøje på søndag, men det er måske også her, han skal erobre den. Til gengæld er de brølstærke i sidevinden. Bora har også Nils Politt, der er relativt tempostærk og hjælpes af modvinden på Foia, men han bør altså være for tung til at kunne køre med helt fremme i kampen om sejren, selvom han sagtens kan ende hæderligt.

 

Alle portugisere drømmer om sejr med Rui Costa, der altid er fremragende i dette løb, hvor han blev nr. 3 i 2014, nr. 4 i 2020, nr. 5 i 2012 og 2013 og nr. 6 i 2010. Sidste år vendte han efter en lang pause tilbage med hans vel nok flotteste præstation i flere år, og har han samme ben denne gang, bør han kunne vinde. Problemet er bare, at han i år har været en skygge af sig selv og langt fra samme niveau. Hans Romandiet var efter hans egen standard ringe, men han blev trods alt nr. 12 og nr. 14 på kongeetapen, og han er derfor måske den største favorit til at vinde begge de to bjergetaper. Han kommer dog til at savne bonussekunderne, for hans enkeltstart i Romandiet var en mindre katastrofe. Enkeltstarterne i dette løb plejer dog at gå godt, og han er tidligere to gange blevet nr. 8, én gang nr. 12 og to gange nr. 13. Sidste år blev han en pæn nr. 13, og en lignende præstation kan være nok til at vinde løbet, hvis han kommer af med tempospecialisterne på stigningerne. Holdet ser også pænt ud i sidevind, men ikke på niveau med Bora og Deceuninck. UAE har også Andres Ardila, der endelig er ved at bekræfte potentialet, men han kan umuligt vinde et løb med så vigtig en enkeltstart og så lette stigninger. Ryan Gibbons og Vegard Stake Laengen kan begå sig i dette terræn og Laengen også køre lidt enkeltstart, men de kan ikke vinde. Rui og Ivo Oliveira vil være motiverede på hjemmebanen, og Rui har imponeret i år. De kan køre en pæn enkeltstart, men stigningerne bør være for hårde.

 

Løbets største joker er vel Benjamin Thomas. Franskmanden er i år blevet en gigant som temporytter, senest med 5. pladsen i Tirreno, hvor han slog Asgreen klart. Det er ham og danskeren, der skal slås om sejren på lørdag, og den kamp kan Thomas sikkert vinde. Spørgsmålet er så, hvor godt han klatrer. Han er ikke ueffen opad, men han klatrer ikke som danskeren, og logikken siger, at det bliver for hårdt. Modvinden bør dog give ham chancen, og formen er ikke helt ringe efter nylig succes på banen. Spørgsmålet er bare, om klatrebenene rækker. Det tvivler jeg trods alt på. En anden tempostærk fyr er Alexys Brunel, men jeg tror, at han får det for svært. Det mest sikre kort er Kevin Geniets, der blev nr. 22 sidste år og vil klare sig bedre i dette felt, men han kører for dårlig en enkeltstart. Olivier Le Gac blev nr. 25 sidste år, men mangler på begge parametre. Clement Davy kan køre lidt enkeltstart, men er for tung på bakkerne.

 

Jokerholdet er Rally, der kommer med Gavin Mannion, der med 11. pladsen på Elmali i Tyrkiet har vist form til stigningerne. Han er en god temporytter efter amerikansk målestok, men han er formentlig lidt for svag i Europa, hvor resultaterne har været langt fra toppen. I teorien burde tempostærke Joey Rosskopf med modvind på Foia være en af de tunge favoritter, men han skal godt nok have forbedret sig siden Valencia, hvor han var helt væk og fejlede totalt på enkeltstarten. Kyle Murphy har ikke vist den store form og mangler tempoevnerne, selvom han er en god klatrer, og det samme gælder for Keegan Swirbul, der tillige har været skadet, og Nathan Brown. Holdets joker er Colin Joyce, der kører en pæn enkeltstart og netop er blevet nr. 21 i Valencia. Stigningerne er dog nok trods alt for hårde.

 

Ineos har først og fremmest Hayter, men de har også en serie klatrere. Mest spændende er Jhonatan Narvaez, der med sin spurt og sit punch burde være en af favoritterne til de to bjergetaper, men selvom han har kørt en god enkeltstart, bør han være temposvag, ligesom formen nok er ringe i comebacket efter styrtet i E3. Carlos Rodriguez har imponeret stort i år, men har ikke kørt siden styrtet i Coppi e Bartali, og han hans tempoevner er helt ukendte. Løbet er nok for let. Brandon Rivera har gjort det pænt i år, men også han mangler tempoevnerne, som også en ellers formstærk Sebastian Henao gør det. Til gengæld vil formstærke Owain Doull køre godt på lørdag, og med modvind kan han godt gøre det ganske pænt, men han kan ikke vinde.

 

Arkea kommer med en spændende kandidat i Diego Rosa, der endelig har fundet formen med flot indsats for Quintana i sidste uge. Det bør betyde, at han er en af de bedre på bjergetaperne, men han skal stadig vise, at han er en hæderlig temporytter, som han var det i Sky-tiden - særligt på en rute, der ikke passer ham. I endnu bedre form er Elie Gesbert, der måske kunne have vundet kongeetapen i Valencia med lidt større kølighed, men løbet viste hans begrænsninger på enkeltstarten. Mere tempostærk er Maxime Bouet, men han har ingen form vist i år. Det har tempostærke Thibault Guernalec, der dog klatrer for ringe. En joker er Matis Louvel, der blev nr. 10 samlet i Valencia, hvor han kørte en god enkeltstart, men han bør være for begrænset på stigningerne.

 

Delko kommer med Tyrkiet-vinderen Jose Manuel Diaz, men Asturien viste, at han slet ikke har samme form nu, og han er også for temposvag. Måske er der mere perspektiv i Delio Fernandez, der i sin tid i Portugal kørte gode enkeltstarter, men det er desværre nok lidt for længe siden, da han intet har vist i lang tid. Formen var ellers god i Tyrkiet. Mauro Finetto har manglet for meget og er for temposvag, og Alessandro Fedeli er stadig en skygge af sig selv.

 

Ag2r kommer med den unge klatrer Nicolas Prodhomme, der gjorde det pænt i Alperne, men vil få det svært på enkeltstarten. Efter endnu en nedtur i Romandiet synes erfarne Mathias Frank slet ikke længere at have niveauet, og selvom Gijs van Hoecke er tempostærk, mangler han alt for meget på stigningerne.

 

Både Odd Christian Eiking og Maurits Lammertink har vist en form, der giver håb om et par hæderlige bjergetaper, men også de er alt for begrænsede på enkeltstarten. Det samme gælder for deres Intermarché-holdkammerat Georg Zimmermann, der efter en skade heller ikke har fundet formen endnu.

 

Enkeltstartens betydning gør det svært for de øvrige ProTeams. Hos Bingoal er særligt Remy Mertz, der blev nr. 7 i Valencia, i form, men han har ingen tempoevner. Det har heller ikke Jelle Vanendert, der ellers er i rimelig form. Hos Burgos kan Daniel Navarro, Jesus Ezquerra og Jetse Bol med fin form gøre det fint i bjergene, og det samme gælder på Caja Rural for formstærke Jonathan Lastra. Kern Pharma har en relativt tempostærk fyr i Raul Garcia Pierna, der dog klatrer for dårligt, unge Vojcech Repa og ikke mindst Diego Lopez, der endte som nr. 10 i Valencia efter en pæn enkeltstart. Hos Euskaltel kan Mikel Azparren køre enkeltstart og Joan Bou klatre, men ingen af dem kan begge dele.

 

Som sagt bliver det meget spændende at se, hvad de portugisiske hold kan i det svagere felt og med en formodet bedre form. Her samler mest fokus sig om W52, der kommer med den tidligere Malhao-vinder Amaro Antunes, som sidste år vandt Volta a Portugal. Her kørte han en fin enkeltstart, men på dette niveau er han altid kommet til kort, og han vil lide under modvinden på Foia. I bjergene kommer han dog langt, som sidste års samlede 10. plads viser. Holdet har også 2019-vinderen i Portugal Joao Rodrigues, men han var ikke helt på samme niveau sidste år. Det tredje kort er nr. 4 i Porrugal, Joni Brandao, der burde passe til løbet, men også mangler enkeltstarten. Til gengæld er 37-årige Ricardo Mestre ved at være lidt for gammel, og tempostærke Daniel Mestre klatrer slet ikke godt nok.

 

Det andet oplagte navn er Federico Figueiredo, der sidste år blev nr. 7 på Foia og nr. 14 på Malhao, men nr. 155 på enkeltstarten (!!!), der også kostede dyrt i Portugal, hvor han blev samlet nr. 3. Han ledsages af Karel Hnik, der dog ikke har fordums styrke, samt ikke mindst den tidligere Movistar-rytter Javier Moreno, der er kommet tilbage på landevejen og med en 5. plads i weekendens endagsløb viser, at han bestemt ikke skal afskrives trods et år på sin mountainbike.

 

Helt oplagt er også veteranen Gustavo Cesar Veloso, der aldrig har været i form til dette løb, men som med den samlede 2. plads i Portugal, hvor han vandt begge enkeltstarter, viste, at de 41-årige ben stadig kan, hvis han altså er i form. Han udgik dog i weekenden, hvilket må være et dårligt varsel. Han er også en af de mere komplette ryttere. Tempostærk er også Alejandro Marque, men han plejer at mangle for meget i bjergene

 

Hos Antarte finder vi veteranen Vicente Garcia de Mateos, der blev nr. 2 på Malhao i 2018 og nr. 9 på Foia i 2018, og sidste års 12. plads på Malhao viser, at han trods alderen stadig er konkurrencedygtig, ligesom han er lynhurtig. Udenfor de portugisiske hold finder vi på Hagens Berman den lovende klatrer Sean Quinn, der vandt weekendens portugisiske endagsløb, er i form og blev nr. 6 i Baby-Giroen i 2019. Der er dog intet, der tyder på, at han kan køre enkeltstart. Hos Radio Popular har man Joao Benta, der blev nr. 5 i Portugal, samt Luis Fernandez. Alderen synes at have indhentet Henrique Casimiro, Sergio Paulinho, David de la Fuente og Tiago Machado, og de ellers spændende Roniel Campos og Cesar Paredes var helt væk i Asturien.

 

OPDATERING: Ivan Ramiro Sosa er åbenbart taget af Giro-holdet og erstatter Narvaez, men hans mangler på tempocyklen og en åbenbart ikke specielt god form gør, at han får svært ved at vinde trods klatreevnerne. Frank, Campos, Machado og Doull kommer ikke til start.

 

OPDATERING 2: Asgreen har i et interview til Feltet.dk fortalt, at formen ikke er i top. Den er ikke dårlig, men drømmen om, at han kommer flyvende ud med Californien-form én gang til, er nok død. Han hjælpes stadig af modvinden på Foia, men de fire stjerner er nok med den nye melding lidt optimistisk. En placering bag Kämna og Costa er nok mere fair.


SPECIAL TILBUD: LIVESTREAM VOLTA AO ALGARVE OG GIRO D'ITALIA 
 

***** Ethan Hayter

**** Kasper Asgreen, Lennard Kämna

*** Rui Costa, Benjamin Thomas, Gavin Mannion, Carlos Rodriguez, Diego Rosa

** Amaro Antunes, Elie Gesbert, Ivan Ramiro Sosa, Joao Rodrigues, Federico Figueiredo, Joni Brandao, Javier Moreno, Vicente Garcia de Mateos, Sean Quinn, Gustavo Cesar Veloso, Delio Fernandez, Odd Christian Eiking, Jose Manuel Diaz, Andres Ardila, Kevin Geniets, Joey Rosskopf

* Joao Benta, Nils Politt, Rui Oliveira, Colin Joyce, Diego Lopez, Jonathan Lastra, Kyle Murphy, Vegard Stake Laengen, Olivier Le Gac, Alexys Brunel, Sebastian Henao, Brandon Rivera, Mauro Finetto, Nicolas Prodhomme, Maurits Lammertink, Georg Zimmermann, Remy Mertz, Daniel Navarro, Jetse Bol, Vojcech Repa, Alejandro Marque, Luis Fernandez, Karel Hnik, Jelle Vanendert, Matis Louvel

 

Danskerne

Er han i form, har Kasper Asgreen en reel chance for at vinde løbet, hvorfor han er omtalt ovenfor. Også på Deceuninck skal Michael Mørkøv køre sine sublime lead-outs for Sam Bennett.

Ethan Hayter
Kasper Asgreen, Lennard Kämna
Rui Costa, Benjamin Thomas, Gavin Mannion, Carlos Rodriguez, Diego Rosa
Amaro Antunes, Elie Gesbert, Ivan Ramiro Sosa, Joao Rodrigues, Federico Figueiredo, Joni Brandao, Javier Moreno, Vicente Garcia de Mateos, Sean Quinn, Gustavo Cesar Veloso, Delio Fernandez, Odd Christian Eiking, Jose Manuel Diaz, Andres Ardila, Kevin Geniets, Joey Rosskopf
Joao Benta, Nils Politt, Rui Oliveira, Colin Joyce, Diego Lopez, Jonathan Lastra, Kyle Murphy, Vegard Stake Laengen, Olivier Le Gac, Alexys Brunel, Sebastian Henao, Brandon Rivera, Mauro Finetto, Nicolas Prodhomme, Maurits Lammertink, Georg Zimmermann, Remy Mertz, Daniel Navarro, Jetse Bol, Vojcech Repa, Alejandro Marque, Luis Fernandez, Karel Hnik, Jelle Vanendert, Matis Louvel

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Volta ao Algarve
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Circuit de Wallonie(1.1) 13/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Trofeo Serra de Tramuntana(1.1) 14/05

Trofeo Ses Salines(1.1) 13/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

Tour of Thailand(2.1) 11/05-16/05

Trofeo Serra de Tramuntana(1.1) 14/05

Trofeo Andratx - Mirador ...(1.1) 15/05

Tour de Gironde Internati...(2.1) 15/05-16/05

G.P. Sportivi Sovilla(1.1) 16/05

Trofeo Palma(1.1) 16/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 20/05-23/05

Tour du Finistère(1.1) 22/05

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 22/05-23/05

Vuelta Ciclista a la Regi...(1.1) 23/05

Tour of Japan(2.1) 23/05-30/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

EKSKLUSIVT TILBUD: SE ALLE GIRO ETAPER I FULD LÆNGDE & UDEN REKLAMER