Optakt: Volta Limburg Classic

Løbets rolle og historie

Holland har i adskillige årtier været en af de førende cykelnationer. Alligevel har landet aldrig haft mange store løb. Det hovedsageligt fade terræn betyder, at det er svært at sammensætte udfordrende ruter, og de fleste løb i landet har en relativt lav status.

Én begivenhed skiller sig imidlertid ud. Amstel Gold Race er et af de mest prestigefulde endagsløb i verden og starter serien af ardennerklassikere. I øjeblikket er det naturligvis svært at fokusere meget på de kuperede løb senere på måneden, da alle har øjnene rettet mod de store brostensløb. For mange af de ryttere, der går efter sejren i Amstel Gold Race, er det imidlertid i disse dage, at den sidste forberedelse skal afsluttes.

De fleste af stjernerne rejser til Vuelta al Pais Vasco for at fintune formen, men der er faktisk en mulighed for at teste benene på de veje, der benyttes i den hollandske klassiker om bare to uger. Lørdagens Volta Limburg Classic afvikles på mange af de samme stigninger, der skal bestiges igen senere på måneden, og det gør det til den perfekte begivenhed til at forberede sig til det store slag.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Volta Limburg Classic blev første gang afviklet i 1973, hvor det var et amatørløb for hollandske ryttere, og det havde en sådan status indtil 1993, hvor det første gang blev åbnet for professionelle. Dengang gik det under navnet Hel Van Het Mergelland, og det var stadig primært et løb for hollandske ryttere. Det fik først en udenlandsk vinder i 2000, da Bert Grabsch tog sejren på en dag, hvor der ikke var en eneste lokal rytter på podiet.

Løbet har mest været kendt som en mulighed for mindre kendte ryttere til at gå efter lidt personlig succes, men i de senere år har det vundet større prestige. Arrangørerne har været bevidste om at gøre det til et forberedelsesløb til Amstel Gold Race, og den strategi har klart fungeret efter hensigten. Navnet er blevet ændret, så løbet nu kendes som Volta Limburg Classic, og dermed er forbindelsen til den kuperede Limburg-provins helt klar. Derudover har man gjort ruten betydeligt hårdere, og det har åbnet øjnene hos nogle af de internationale stjerner.

Trods dets lighed med Amstel Gold Race skipper de fleste ardennerstjerner fortsat løbet. Vuelta al Pais Vasco starter bare to dage senere, og det spanske løb er stadig den foretrukne vej frem mod Ardennerne. For ryttere på prokontinentalhold er det imidlertid et perfekt alternativ, og i 2016 fik løbet endda et ekstra boost af, at selveste Philippe Gilbert brugte det som sin forberedelse til klassikerne. I år har man ikke på samme vis et topnavn til start, selvom man kan præsentere Ben Hermans, der har udsigt til at blive en mulig overraskelse i klassikerne. I det hele taget har man i de seneste to år kæmpet lidt med at tiltrække WorldTour-hold, formentlig grundet tilføjelsen af flere løb på højeste niveau. I år er lokale LottoNL-Jumbo således det eneste hold fra det fineste selskab, der vil være at finde i feltet.

Ruten varierer fra år til år, men typisk sendes rytterne op over mange af de velkendte stigninger fra Amstel Gold Race, før de kører ned til byen Eijsden, hvor de slutter med omgange på en flad rundstrækning. Løbet er slet ikke så svært som dets storebror, og ofte er det blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe. Arrangørerne har imidlertid gjort det hårdere ved at reducere antallet af omgange i finalen, og det har gjort det sværere for de stærke sprintere at komme tilbage i spil. I 2015 og 2016 blev det således til solosejre til hhv. Stefan Küng og Floris Gerts, mens Moreno Hofland (2014) og Rudiger Selig (2013) er de seneste sprintere til at have stået øverst podiet.

Sidste år blev løbet atter selektivt, da Marco Canola, Xandro Meurisse og Nick van der Lijke rev sig fri på stigningerne. I spurten var det ikke overraskende Canola, der sejrede foran Meurisse og van der Lijke, mens den første større gruppe kom til mål knap et minut senere. Canola vil forsøge at forsvare titlen i sin forberedelse frem mod sit store mål, Amstel Gold Race, og også Meurisse er med igen denne gang. En skadet van der Lijke har imidlertid måttet melde forfald.

Ruten

Som sat blev ruten ændret i 2015, da arrangørerne besluttede at inkorporere dele af den gamle rute fra Hel Van Het Mergelland. I stedet for at køre tre omgange på en kuperet 60 km lang rundstrækning og tre omgange på en flad rundstrækning i finalen, designede man en ny 90 km lang rundstrækning, der skulle tilbagelægges to gange. Derudover droppede man to af de afsluttende omgange, og det havde en klar effekt. Tidligere kom den sidste stigning med 30 km til mål, men med den nye rute er der fire stigninger inden for de sidste 20 km. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for intet har været ændret siden.

I år nytænker man imidlertid løbet igen, dog uden at ændre løbets grundlæggende struktur. Igen foregår langt hovedparten af løbet i det kuperede område øst for Eisjden, der er en sydlig forstad til storbyen Maastricht. Det nye er, at den væsentligste del af finalen afvikles på en relativt kort rundstrækning med den kendte Gulperberg-stigning samt den knap som kendte Koning van Spanje. Efter tre omgange kører man tilbage til Eijsden, hvor løbet atter afsluttes med bare en enkelt omgang på den flade rundstrækning i byen.

Med sine 195,0 km er den nye udgave af løbet en anelse kortere end den gamle, og start og mål er fortsat placeret i Eisjden. Herfra går det igennem fladt terræn mod nord til udkanten af Maastricht, hvorefter man kører mod øst og sydøst for at komme ind til stigningerne. Allerede efter 6,1 km venter Bronckweg, efter 10,0 km kommer den kendte Bemelerberg, der efter 17,7 km efterfølges af Bruisterbosch. Duivenstraat, Noorbeekerweg, Bergenhuizen, de kendte Wolfsberg og Loorberg, Hoogstraat, Rue de Beusdael og den kendte Camerig følger herefter hurtigt efter hinanden, hvormed man efter 50 km allerede har forceret 11 stigninger. Endnu en af de kendte bakker, Gulperberg, følger herefter, og så gælder det Piemert, Kutersteenweg, Mheerelindje. Hoesberg, Kalleberg og Örenberg, der som 18. stigning er på programmet efter 81,6 km.

Efter 85,4 km er man tilbage ved Bemelerberg i udkanten af Maastricht, men i stedet for at køre tilbage til Eijsden vender man rundt for at køre tilbage ad samme vej som tidligere og dermed atter skal over stigningerne Bruitersbosch, Duivenstraat, Noorbeekerweg, Bergenhuizen, Wolfsberg og Loorberg, der kommer uden megen pause undervejs.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Lige efter Loorberg rammer man ved 109 km-mærket den nye 15,0 km lange rundstrækning, der skal køres i alt tre gange. Den byder på den kendte og meget stejle Gulperberg Oost (600 m, 8,8%) efter 8 km og på den nye og meget mere regulære Koning van Spanje (1700 m, 4,5%) efter 10 km. De to stigninger passeres derfor for sidste gang efter hhv. 146,2 og 148,5 km, og herefter går det tilbage mod vest og målet i Eisjden. Undervejs skal stigningerne Hoofstraat/Varnstraat, Crindaal, Kutersteenweg, Mheerelindje, Hoesberg, Kalleberg og Moerslag passeres med hhv. 39 km, 29,4 km, 23,7 km, 20,0 km, 19,0 km, 16,1 km og 14,2 km igen. Efter 189,1 km krydses målstregen for første gang, og derefter afsluttes løbet med en omgang på den kendte 5,9 km lange og helt flade rundstrækning i området nord for byen. Opløbsstrækningen er let stigende og brostensbelagt, og det gør det til en særdeles vanskelig spurt. En lige vej leder frem til det sidste sving, der kommer bare 300 m fra stregen, men derudover er der ikke mange tekniske udfordringer på den rektangulære rundstrækning.

I alt byder løbet således på hele 38 stigninger. De mange ændringer betyder, at ruten er svær at sammenligne med tidligere udgaver, men den sidste del fra om med Kutersteenweg er den samme som tidligere.

Vejret

Det kedelige europæiske forår tager sig en lille pause lørdag, hvor rytterne kan se frem til at hilse på en sjælden gæst, solen. Efter en solrig morgen vil det dog sky til, og eftermiddagen vil ende overskyet med en temperatur på 12 grader. De varslede byger burde dog først melde deres ankomst efter afslutningen på løbet. Der vil være en let til jævn vind fra vest, hvilket giver vind fra alle mulige retninger, dog hovedsageligt modvind på turen hjem fra nøglerundstrækningen. På den afsluttende rundstrækning vil der stort set kun være sidevind, dog med medvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Volta Limburg Classic er som regel et af de vanskeligste løb at forudsige udfaldet af. Den kuperede rute er i det format, der er blevet benyttet i de seneste tre år, for hård for sprinterne. Dertil kommer, at der ofte kun er få WorldTour-hold til start, og det gør det altid meget mindre kontrolleret, specielt fordi det er et løb uden en oplagt favorit. Derfor går de fleste mandskaber ind til løbet med en åben strategi, hvor man har planer om at køre offensivt, og det gør det muligt for et hav af forskellige ryttere at vinde.

Det har været afspejlet i de seneste tre udgaver af løbet, hvoraf to har givet uventede solosejre. I 2015 viste Stefan Küng, at en stærk rytter kan køre til mål langt udefra, mens Floris Gerts i 2016 benyttede BMCs overtal til at stikke af. Netop det løb afspejler meget godt, hvor vanskeligt det er at kontrollere et løb som dette. Efter de sidste stigninger var der samlet en meget lille gruppe, og løbets store favorit, Sonny Colbrelli, var efterladt uden hjælperyttere. Det gjorde det umuligt for ham at holde styr på de mange BMC-ryttere.

I år bliver det hele naturligvis gjort endnu mere kompliceret af, at vi atter har en nye rute, hvilket gør forløbet endnu sværere at forudsige. I alt væsentligt minder den dog meget om den foregående, og umiddelbart burde den give anledning til samme form for udskilningsløb, hvor de bedste i kuperet terræn vil skille sig ud tidligt og derefter afgøre løbet i en angrebsfest. Selvom LottoNL-Jumbo er til start som eneste WorldTour-hold, er der intet mandskab, heller ikke det hollandske, der skiller sig ud som det markant stærkeste. Derfor er der næppe noget hold, der kan lægge løbet i et kontrolleret jerngreb, og det kan derfor meget vel blive en temmelig taktisk affære, når først de stærkeste har skilt sig ud. Dermed kan løbet sagtens blive vundet af en enlig rytter, men det er også muligt, at en gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Spurtstyrke er derfor en fordel, men ikke nødvendigvis en forudsætning for at kunne vinde. I princippet har alle, der klatrer godt nok til at overleve stigningerne, en chance for at ende med armene i vejret. Modvinden mod slutningen øger dog chancen for, at mere end én rytter vil nå målet sammen.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

Sidste år tog Marco Canola sin første store sejr i et europæisk endagsløb netop her, og det skulle blive startskuddet til en drømmesæson, der også gav tre etapesejre i Tour of Japan, en etapesejr i en knaldhård finale i Tour of Utah og ikke mindst en flot sejr Japan Cup. De mange resultater gav ham en klar kaptajnrolle på Nippo frem mod denne sæson, hvor han efter en lidt sløv start har fundet formen frem mod det store mål, Amstel Gold Race. Det blev til en 15. plads i Milano-Sanremo og ikke mindst en fornem 2. plads i det knaldhårde GP Industria, hvor målstregen ikke skulle være kommet meget senere for, at han havde fanget Matej Mohoric. Formen må nu formodes at være endnu bedre, og han kan næsten ikke ønske sig en bedre rute end den, der venter lørdag. Canola er stærk i kuperet terræn som dette, har en stor motor på flad vej og er lynhurtig på stregen, ikke mindst i en stigende spurt. Hans store problem er, at de færreste vil spurte mod ham, og at hans hold ikke er skræmmende stærkt, men i et hårdt løb som dette kan han lige som sidste år lade benene gøre forskellen. Det gav ham en sejr for 12 måneder siden, og det kan det gøre igen.

LottoNL-Jumbo er løbets eneste WorldTour-hold og stiller med en stærk kandidat i Enrico Battaglin. Italieneren er skræddersyet til en rute som denne, men desværre ved man aldrig, hvor man har Battaglin. Han har generelt været en skygge af sig selv siden hans fantastiske hjælpearbejde for Kruijswijk i Giroen i 2016, men noget tyder på, at han måske er ved at finde sig selv. I hvert fald lancerede han et stærkt angreb i modvinden på Poggio i Milano-Sanremo og viste med en 20. plads på kongeetapen i Coppi e Bartali, at formen er god. Det bør give ham mod på et godt resultat i et løb, der passer ham fremragende, og hvor han i finalen burde kunne lukrere på støtte fra flere holdkammerater. Battaglin er stærk i dette terræn og ganske hurtig på stregen, men desværre har han i de senere år ikke spurtet så godt. Mod Canola får han det svært, men da han som udgangspunkt er betydeligt mere klatrestærk, vil han have gode muligheder for at komme til mål uden siden italienske rival og herefter slå eventuelle følgesvende på stregen.

Løbets bedste klatrer er utvivlsomt Ben Hermans. Havde dette været februar eller efteråret 2017, havde der ikke været tvivl om, at Hermans var manden, der skulle slås. Han kørte fremragende sidste vinter og i det tidligere forår, hvor han knuste al modstand i Tour of Oman. Også i efteråret kom han stærkt tilbage med gode præstation i Guangxi og Lombardiet. Desværre har han slet ikke kunnet få det til at fungere dette efterår, hvor han blandt andet har været sat tilbage af sygdom, og hans form har generelt været svingende. Han blev dog nr. 5 på kongeetapen i Tirreno og nr. 11 på kongeetapen i Catalonien, og selvom han døde lidt mod slutningen af sidstnævnte løb, er det tydeligt, at han nærmer sig et betydeligt højere niveau. Spørgsmålet er dog, om denne rute er for let for Hermans, der trods en fornuftig spurt ikke kan regne med at være hurtigste mand på stregen. En Hermans i topform, bør dog være i stand til at køre alene hjem.

Sidste år leverede Jan Tratnik et fornemt soloudbrud i dette løb, men desværre kostede det for meget, og han endte derfor på en skuffende 12. plads. Løbet passer ham imidlertid som fod i hose, da han er stærk på korte stigninger og har en fremragende spurt. Formen har været lidt svingende, men i søndags knuste han al modstand på enkeltstarten i Coppi e Bartali, der endda havde en ganske svær stigning undervejs. Det kan kun lade sig gøre, hvis formen er god, og derfor burde Tratnik kunne spille en fremtrædende rolle i lørdagens løb.

Efter en yderst svingende start på sin professionelle karriere synes Odd Christian Eiking efter skiftet til Wanty at være kommet tilbage på sporet. Den unge nordmand lagde ud som lyn og torden med en fremragende andenplads i GP Marseillaise og kørte i det hele taget forrygende i februar. Efter et godt Tour of Oman blev han desværre ramt af sygdom, og derfor er han stadig på vej tilbage mod topformen. Han viste dog et fornuftigt, men ikke imponerende niveau i Coppi e Bartali, og derfor burde han kunne gøre sig gældende i dette løb, der passer ham godt. Han er eksplosiv på korte stigninger og ganske hurtig på stregen.

I det hele taget har Wanty et fremragende hold, der i sidste års nummer 2, Xandro Meurisse, Thomas Degand og Marco Minnaard har yderligere tre gode kort. Af disse er specielt Degand formstærk, mens Meurisse er stærkest i denne type terræn, da han er mere eksplosiv og hurtig på stregen. Ingen af dem er næppe stærke nok til at vinde via egen kraft, men kan holdet skabe en overtalssituation, har de alle gode muligheder for at vinde.

Ud over Battaglin har LottoNL-Jumbo i Neilson Powless et stærkt kort. Den unge nordmand er at regne som et af sportens allerstørste etapeløbstalenter og har allerede i Tour of California vist, at hans potentiale er nærmest ubegrænset. Senest kørte han et flot Coppi e Bartali, hvor han blev nr. 4 på kongeetapen og 6 på enkeltstarten. Formen er derfor glimrende, men han er ikke en typisk endagsrytter med den rette eksplosivitet til en rute som denne. Han vil dog formentlig være en af de stærkeste og kan udnytte holdets kollektive styrke til at stikke af i finalen. Holdet har også formstærke Pascal Eenkhorn, der netop har vundet en etape i Coppi e Bartali og burde være stærk i let kuperet terræn, klatreren Sepp Kuss , der dog ikke har fundet formen, bundsolide Stef Clement , der dog mangler eksplosivitet, og Paul Martens, der med sin gode spurt er skabt til dette løb, men nok desværre mangler den sidste del af formen. Samlet set har holdet en kollektiv styrke, der giver dem gode muligheder.

Supertalentet August Jensen viste sidste år med topplaceringer på samtlige etaper i de tre norske etapeløb, herunder blandt andet en sejr på kongeetapen i Arctic Race, at han er værd at holde øje med. På papiret kunne han ikke have ønsket sig en bedre rute, da det let kuperede terræn passer ham, og da han kan slå de fleste i en spurt. Desværre har formen hidtil været temmelig skuffende, men siden Milano-Sanremo har der dog været fremgang at spore. Sammen med Hermans udgår han en stærk duo, og sammen kan de måske sikre en spurtsejr til Jensen i en lille gruppe.

Et vågent øje bør man holde med altid stærke Quentin Pacher. Franskmanden manglede i sin tid på Delko ofte det sidste, men skiftet til Vital Concept har gjort ham godt. Hans 8. plads i Tour du Haut Var, der afvikles i terræn som dette, vidner om form, og han burde være i sit es i terræn som dette. Uden at være decideret hurtig har han også en rimelig spurt.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Dries Van Gestel og Thomas Sprengers udgør en stærk duo for Sport Vlaanderen. Srengers har i starten af året været meget stærkere end tidligere og blev blandt andet nr. 15 i Ruta del Sol. Siden har der været mere stille omkring ham, men han burde være i sit es i dette terræn, hvor han også kan bruge sin spurt. Van Gestel bliver hele tiden stærkere og stærkere og har en stor motor. Han har været godt kørende i brostensklassikerne og synes at have timet formen perfekt. Holdet råder også over talentfulde Jordi Warlop, hvis form dog ikke har været den bedste på det seneste.

Virtu har et ganske stærkt hold med flere kandidater, men deres bedste kort synes at være en formstærk Asbjørn Kragh samt Mikkel Honore. For Kragh blev to flotte resultater i Kroatien blev fulgt op af en lovende indsats i Tour de Normandie, og nu går han ind til et eksplosivt løb, der burde passe ham. Han er stærk på stigninger som disse og ganske hurtig i en spurt. Honore er som bekendt også en stærk klatrer, der seneste er blevet nr. 5 i U23-udgaven af Gent-Wevelgem samt nr. 4 i Istarsko Proljece. Ruten passer også glimrende til Alexander Kamp, men han har ikke været på toppen i sine seneste løb.

Vi vil også pege på Krister Hagen og Edward Dunbar. Hagen var allerede med fremme i sidste års udgave af løbet og har fået en ganske stærk sæsonstart for Coop. Han er hurtig og stærk på stigninger som disse. Stortalentet Dunbar, der sidste år vandt U23-udgaven af Flandern Rundt, har efter en sløv start fundet benene. Senest blev han nr. 19 på kongeetapen i Coppi e Bartali, og dermed burde han have en form, som gør ham farlig i dette løb.

Endelig vil vi pege på Justin Jules. Egentlig er dette løb for formentlig for hårdt for ham, men skal man pege på en sprinter, der kan være med, er det ham. Han har nemlig klatret bemærkelsesværdigt godt i år og har senest været god i de flamske klassikere. Skal der spurtes i en relativt stor gruppe, kan han meget vel ende som vinder. Hans hold råder også over Dimitri Peyskens, der dog stadig mangler det sidste i denne type løb, samt Sebastien Delfosse, der dog efter helbredsproblemer endnu ikke er i topform.

OPDATERING: Neilson Powless, Pascal Eenkhorn og Paul Martens stiller alligevel ikke til start. Heller ikke Ben Hermans eller Dimitri Peyskens er med. Til gengæld er Pieter Weening med som en spændende outsider, selvom stigningerne umiddelbart er for korte til at passe ham.

OPDATERING 2: Formstærke Kasper Asgreen kører sit sidste løb for Virtu og burde kunne gøre det godt på denne rute.

***** Marco Canola

**** Enrico Battaglin, Jan Tratnik

*** Odd Christian Eiking, August Jensen, Xandro Meurisse, Thomas Degand,

** Pieter Weening, Marco Minnaard, Quentin Pacher, Stef Clement, Dries Van Gestel, Kasper Asgreen, Mikkel Honore, Asbjørn Kragh, Krister Hagen, Eddie Dunbar, Justin Jules, Jordi Warlop

* Guillaume Boivin, Larry Warbasse, Jasper De Laat, Oscar Riesebeek, Rob Ruijgh, Mark Christian, Jimmy Janssens,  Peter Schulting, Jonas Koch, Martijn Budding, Jeroen Meijers, Sepp Kuss, Jasper Ockeloen, Antonio Santoro, Jonas Aaen, Michel Kreder, Juan Jose Lobato, Pawel Bernas, Sebastien Delfosse

Danskerne

Virtu stiller til start med Asbjørn Kragh, Mikkel Honoré, Kasper Asgreen, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Jakob Egholm, Jesper Schultz og Torkil Veyhe, hvor vi allerede har peget på de tre førstnævnte i favoritanalysen ovenfor. Riwal stiller med Jonas Aaen, Særen Malling Sigaard, Jonas Gregaard, Andreas Kron, Jesper Mørkøv, Mathias Norsgaard og Chris Anker Sørensen, hvoraf særligt Aaen og Kron har vist resultater i sæsonstarten. Casper Pedersen er til start for Aqua Blue Sport, men ruten er nok en anelse for hård for ellers formstærke dansker. Endelig stiller Coop med Louis Bendixen , der dog formentlig skal støtte formstærke Krister Hagen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Marco Canolas sejr fra 2017, Floris Gerts’ sejr fra 2016 samt Stefan Küngs sejr fra 2015.