Optakt: Volta Limburg Classic

Løbets rolle og historie

Holland har i adskillige årtier været en af de førende cykelnationer. Alligevel har landet aldrig haft mange store løb. Det hovedsageligt flade terræn betyder, at det er svært at sammensætte udfordrende ruter, og de fleste løb i landet har en relativt lav status.

Én begivenhed skiller sig imidlertid ud. Amstel Gold Race er et af de mest prestigefulde endagsløb i verden og starter serien af ardennerklassikere. I øjeblikket er det naturligvis svært at fokusere meget på de kuperede løb senere på måneden, da alle har øjnene rettet mod de store brostensløb. For mange af de ryttere, der går efter sejren i Amstel Gold Race, er det imidlertid i disse dage, at den sidste forberedelse skal afsluttes.

De fleste af stjernerne rejser til Baskerlandet for at fintune formen, men der er faktisk en mulighed for at teste benene på de veje, der benyttes i den hollandske klassiker om bare to uger. Lørdagens Volta Limburg Classic afvikles på mange af de samme stigninger, der skal bestiges igen senere på måneden, og det gør det til den perfekte begivenhed til at forberede sig til det store slag.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Volta Limburg Classic blev første gang afviklet i 1973, hvor det var et amatørløb for hollandske ryttere, og det havde en sådan status indtil 1993, hvor det første gang blev åbnet for professionelle. Dengang gik det under navnet Hel Van Het Mergelland, og det var stadig primært et løb for hollandske ryttere. Det fik først en udenlandsk vinder i 2000, da Bert Grabsch tog sejren på en dag, hvor der ikke var en eneste lokal rytter på podiet.

Løbet har mest været kendt som en mulighed for mindre kendte ryttere til at gå efter lidt personlig succes, men i de senere år har det vundet større prestige. Arrangørerne har været bevidste om at gøre det til et forberedelsesløb til Amstel Gold Race, og den strategi har klart fungeret efter hensigten. Navnet er blevet ændret, så løbet nu kendes som Volta Limburg Classic, og dermed er forbindelsen til den kuperede Limburg-provins helt klar. Derudover har man gjort ruten betydeligt hårdere, og det har åbnet øjnene hos enkelte af de internationale stjerner.

Trods dets lighed med Amstel Gold Race skipper de fleste ardennerstjerner fortsat løbet. Baskerlandet Rundt starter bare to dage senere, og det spanske løb er stadig den foretrukne vej frem mod Ardennerne. For ryttere på prokontinentalhold er det imidlertid et perfekt alternativ, og i 2016 fik løbet endda et ekstra boost af, at selveste Philippe Gilbert brugte det som sin forberedelse til klassikerne. I år har man dog ikke på samme vis et topnavn til start. I det hele taget har man i de seneste tre år kæmpet lidt med at tiltrække WorldTour-hold, formentlig grundet tilføjelsen af flere løb på højeste niveau. I år er lokale Jumbo-Visma end ikke med, og dermed har man ikke deltagelse af ét eneste hold fra højeste niveau.

Ruten varierer fra år til år, men typisk sendes rytterne op over mange af de velkendte stigninger fra Amstel Gold Race, før de kører ned til byen Eijsden, hvor de slutter med omgange på en flad rundstrækning. Løbet er slet ikke så svært som dets storebror, og ofte er det blevet afgjort i en spurt i en mindre gruppe. Arrangørerne har imidlertid gjort det hårdere ved at reducere antallet af omgange i finalen, og det har gjort det sværere for de stærke sprintere at komme tilbage i spil. I 2015 og 2016 og blev det således til solosejre til hhv. Stefan Küng og Floris Gerts, og Marco Canola og Jan Tratnik har i 2017 og 2018 vundet spurter i små udbrud, mens Moreno Hofland (2014) og Rudiger Selig (2013) er de seneste sprintere til at have stået øverst podiet.

Sidste år blev løbet atter selektivt, da en brølstærk Jan Tratnik kørte op til et tidligt udbrud. Her var han uheldig at styrte, men det lykkedes ham at komme tilbage og være med i den kvintet, der skulle spurte om sejren. Her slog han Marco Tizza og Jimmy Janssens og sikrede sig derved sin første store endagssejr. Sloveneren er nu skiftet til Bahrain-Merida, og da de ikke deltager, bliver det ikke til et titelforsvar. Heller ikke Tizza, der nu kører på et mindre italiensk kontinentalhold, er med denne gang, og det er heller ikke Janssens, hvis Corendon-hold er travlt optaget af brostensklassikerne.

Ruten

Som sagt blev ruten ændret i 2015, da arrangørerne besluttede at inkorporere dele af den gamle rute fra Hel Van Het Mergelland. I stedet for at køre tre omgange på en kuperet 60 km lang rundstrækning og tre omgange på en flad rundstrækning i finalen, designede man en ny 90 km lang rundstrækning, der skulle tilbagelægges to gange. Derudover droppede man to af de afsluttende omgange, og det havde en klar effekt. Tidligere kom den sidste stigning med 30 km til mål, men med den nye rute er der fire stigninger inden for de sidste 20 km.

Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for ruten blev genbrugt i årene 2016 og 2017. Sidste år ændrede man igen formatet ved at afvikle det meste af finalen på en rundstrækning med den kendte Gulperberg-stigning samt den knap som kendte Koning van Spanje, men den ide er igen droppet i år, hvor ruten igen ligner det, vi kender fra tidligere. Igen slutter man i Eijsden, hvor løbet atter afsluttes med bare en enkelt omgang på den flade rundstrækning i byen.

Med sine 191,1 km er den nye udgave af løbet en anelse kortere end den gamle, og start og mål er fortsat placeret i Eisjden. Herfra går det igennem fladt terræn mod nord til udkanten af Maastricht, hvorefter man kører mod øst og nordøst for at komme ind til stigningerne. Allerede efter 6,1 km venter Bronckweg (700 m, 6,6%), efter 10,0 km kommer den kendte Bemelerberg (800 m, 5,1%), der efter 17,7 km efterfølges af Bruisterbosch. Duivenstraat (1000 m, 3,7%), Noorbeekerweg, Bergenhuizen (700 m, 6,1%), de kendte Wolfsberg og Loorberg (700 m, 6,6%), Flabberweg, Hoofstraat (2500 m, 3,8%), Crindsaal (1000 m, 6,1%) og Kutersteenweg følger herefter hurtigt efter hinanden, hvormed man efter 50 km allerede har forceret 12 stigninger. Der er imidlertid ingen ende på udfordringerne, mens man snor sig rundt i bakkerne øst for Maastricht, for umiddelbart efter skal man over Mheerelindje (600 m, 6,1%). Hoesberg, Kalleberg og Örenberg (600 m, 5,6%), der som 16. stigning er på programmet efter 62,3 km.

Efter 66,0 km er man tilbage ved Bemelerberg (800 m, 5,1%)i udkanten af Maastricht, men i stedet for at køre tilbage til Eijsden vender man rundt for at køre tilbage ad samme vej som tidligere og dermed atter skal over stigningerne Bruitersbosch, Duivenstraat (1000 m, 3,7%), Noorbeekerweg, Bergenhuizen (700 m, 6,1%), Wolfsberg, Loorberg (700 m, 7,1%), Flabberweg og Hoofstraat, der kommer uden megen pause undervejs, den sidste efter 91,4 km som dagens 25. stigning. Herefter varierer man imidlertid ruten fra tidligere, idet man kører over Rue de Beusdaal (1000 m, 8,3%) og den kendte Camerig (4500 m, 4,0%) for at køre frem til en 10,4 km lang rundstrækning, der skal gennemkøres ikke færre end tre gange og er placeret helt ude i rutens østligste punkt på grænsen til Tyskland. Den indeholder stigningerne Gemmenicherweg (1000 m, 5,3%), Tour des Trois Bornes (1700 m, 5,7%) og en anden passage af Gemmenicherweg, der for sidste gang passeres som dagens 36. stigning efter 136,7 km.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Efter rundstrækningen går det tilbage mod øst, mens man atter snor sig igennem det kuperede terræn. Her skal man over Epenerbaan (2400 m, 4,3%) og den kendte Gulperberg Oost (600 m, 8,8%) samt Koning van Spanje (1700 m, 4,5%), hvoraf de to sidste stigninger blev passeret flere gange i finalen sidste år. Herfra får det tilbage mod Eijsden via en næsten tro kopi af sidste års finale. Undervejs skal stigningerne Schilbergerweg (900 m, 6,3%), Kutersteenweg, Mheerelindje (600 m, 6,1%), Hoesberg, Kalleberg og Moerslag (600 m, 3,8%) passeres med hhv. 27,3 km, 23,6 km, 19,6 km, 18,3 km, 15,7 km og 12,8 km igen. Efter 186,2 km krydses målstregen for første gang, og derefter afsluttes løbet med en omgang på den kendte 5,9 km lange og helt flade rundstrækning i området nord for byen. Opløbsstrækningen er let stigende og brostensbelagt, og det gør det til en særdeles vanskelig spurt. En lige vej leder frem til det sidste sving, der kommer bare 300 m fra stregen, men derudover er der ikke mange tekniske udfordringer på den rektangulære rundstrækning.

Med sine 45 stigninger byder løbet på 3042 højdemeter.

Vejret

Forårsklassikerne er ikke just kendt for deres fine vejr, men Volta Limburg Classic vil blive afviklet på en smuk dag. Lørdag vil kun byder på enkelte skyer, inden det dog vil sky til fra midt på eftermiddagen. Temperaturen vil nå 17 grader, og der vil være en let til jævn vind fra øst. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men fra den lille rundstrækning helt ude i det østligste punkt vil der hovedsageligt være med- og sidemedvind på den godt 50 km lange tur hjem til Eijsden, herunder også på den sidste stigning, Moerslag. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være sidevind, men man har modvind på den bare 300 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Volta Limburg Classic er som regel et af de vanskeligste løb at forudsige udfaldet af. Den kuperede rute er i det format, der er blevet benyttet i de seneste fire år, for hård for sprinterne. Dertil kommer, at der ofte kun er få WorldTour-hold til start, og det gør det altid meget mindre kontrolleret, specielt fordi det er et løb uden en oplagt favorit. Derfor går de fleste mandskaber ind til løbet med en åben strategi, hvor man har planer om at køre offensivt, og det gør det muligt for et hav af forskellige ryttere at vinde.

Det har været afspejlet i de seneste udgaver af løbet, hvoraf to har givet uventede solosejre. I 2015 viste Stefan Küng, at en stærk rytter kan køre til mål langt udefra, mens Floris Gerts i 2016 benyttede BMCs overtal til at stikke af. Netop det løb afspejler meget godt, hvor vanskeligt det er at kontrollere et løb som dette. Efter de sidste stigninger var der samlet en meget lille gruppe, og løbets store favorit, Sonny Colbrelli, var efterladt uden hjælperyttere. Det gjorde det umuligt for ham at holde styr på de mange BMC-ryttere. Sidste år var det endda dele af det tidlige udbrud, der holdt hjem, da de bagfra blev samlet op af en yderst velkørende Jan Tratnik, der viste, at det også kan lade sig gøre for stærkeste mand at vinde.

I år bliver det hele naturligvis gjort endnu mere kompliceret af, at vi atter har en nye rute, hvilket gør forløbet endnu sværere at forudsige. I alt væsentligt minder den dog meget om den foregående, og umiddelbart burde den give anledning til samme form for udskilningsløb, hvor de bedste i kuperet terræn vil skille sig ud tidligt og derefter afgøre løbet i en angrebsfest. Til gengæld er feltet også historisk svagt med et totalt fravær af WorldTour-hold, blot 7 prokontinentalhold samt et hav af kontinentalhold, der alle øjner chancen for et stort resultat på 1.1-niveau.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Graden af uforudsigelighed og manglen på kontrol gør listen over mulige vindere relativt lang, men med mere end 3000 højdemeter er det også en rute, der lægger ret klare begrænsninger på, hvem der faktisk kan vinde. Feltet har samtidig et par solide ardennertyper, der må formodes at kunne være med fremme, hvis ikke de fanges i et taktisk spil.

Og hvem er så vores favorit? Han er såmænd dansk og hedder Alexander Kamp. Efter en lidt haltende start fandt danskere for alvor formen i sidste uges Coppi e Bartali, hvor han atter viste det potentiale, der sidste år gav ham sejren på kongeetapen i Tour of Norway. Trods en dum punktering viste han enorm styrke ved på kongeetapen at vinde favoritgruppens spurt bag Mikel Landa og Lucas Hamulton og det endda i en hård, stigende finale på en brostensbakke. Det blev også til yderligere en 3. og en 4. plads via hans gode spurt i mindre grupper efter hårde dage, og det er præcis den afslutterevne, der gør ham til en oplagt kandidat til dette løb. Som bekendt slutter det ofte i e spurt mellem en håndfuld ryttere, og det må være et drømmescenarie for formstærke Kamp. Benene rækker helt sikkert til at vinde løbet, men han kan få en udfordring med hans ikke specielt stærke hold i et løb, der kan blive meget taktisk. Heldigvis har han en velkørende Emil Vinjebo ved sin side, og kan de to finde vej til finalen, kan de i samarbejde forhåbentlig sætte Kamp op til en spurtsejr. Derfor er han vores favorit.

Løbets naturlige favorit burde egentlig være Arthur Vichot. Den franske stjerne er på sine gode dage en af verdens bedste i terræn som dette, hvilket et hav af topplaceringer i franske løb samt en podieplads i WorldTour-løbet i Quebec vidner om. Sidste år blev han sågar nr. 10 i Tour de Suisse, hvor han klatrede bedre end nogensinde, men desværre har 2019 også igen vist os, at han kører, som vinden blæser. Han har været milevidt fra formen gennem hele sæsonen, og han ser ud til at være inde i en af sine mange dårlige perioder. Omvendt er han også en type, der kan finde formen ud af det blå, og ruten her er simpelthen skræddersyet til Vichot, der er lynhurtig efter et hårdt løb. Samtidig har han i Quentin Pacher og Patrick Müller to klatrestærke hjælpere til at holde det samlet. Nu skal Vichot bare vise, at han også endelig har fundet formen til at vinde.

På samme måde hersker der usikkerhed om formen for Maurits Lammertink. I 2016 viste han sig ellers som en fabelagtig ardennerrytter, da han blandt andet slog en vis Philippe Gilbert i puncheurløbet Tour de Luxembourg og ligeledes flere gange gjorde det godt i netop dette terræn i Amstel Gold Race. Årene hos Katusha endte til gengæld som en katastrofe, men efter skiftet til Roompot er der måske lys for enden af tunnelen. Ganske vist imponerede han ikke i Catalonien, men med en 20. plads på den hårde Barcelona-etape viste han stigende form. Med så hårdt et løb i benene kan han nu vise sig endelig at have fundet topformen, og det gør ham farlig i et løb, hvor han har punch på stigningerne og en god spurt. Samtidig er Roompot med Huub Duijn og Oscar Riesebeek dækket ind med et par klatrestærke folk, der kan hjælpe med at kontrollere løbet.

Wallonie stiller med Eliot Lietaer, der efter et skaderamt 2018 endelig er tilbage på det niveau, han havde i det flotte 2017. Han lagde ud med at blive nr. 10 i Besseges, inden han blev en imponerende nr. 7 i Oman, hvor Green Mounrain ellers var lidt for svær for en ardennerfyr som ham. Senest sikrede han sig en godkendt 20. plads i Coppi e Bartali, hvor han dog led lidt under et skidt holdløb og heller ikke længere havde helt samme ben som tidligere. Alligevel sad han med favoritterne på alle etaper, og i dette lidt svagere felt bør han være i sit es i terræn, der passer ham. Samtidig har han en god spurt, der vil gøre ham farlig på stregen.

Løbets store joker er Andrea Pasqualon. Hvis italieneren har de ben, der sidste år gav ham den samlede sejr i Tour de Luxembourg, er han løbets klare favorit. Terrænet her minder nemlig om det, man finder i den luxembourgske rundtur, og derfor ved vi, hvor stærk han kan være på disse veje. Samtidig er der ingen af de andre favoritter, der slår ham i en spurt. Til gengæld har han endnu ikke vist storform, og selvom han meldte om gode ben trods et styrt i Denain, skuffede han sig selv i det hårde Gent-Wevelgem. Derfor er vi ikke overbeviste om, at han faktisk har benene til at være med på så hård en rute, men hvis han har, bliver han svært at bide skeer med, ikke mindst fordi han kan regne med en velkørende Thomas Degand i finalen.

Har Vichot stadig ikke formen, kan Vital Concept i stedet satse på altid stabile Quentin Pacher. Den solide franskmand er næsten altid med i front i kuperede endagsløb, og han kommer til løbet med en solid præstation i Paris-Nice i benene. Terrænet her passer ham glimrende, og han er så konsistent, at han næsten med sikkerhed er med i front. Til gengæld er han ikke rasende hurtig, og hans chance kan derfor være at udnytte et muligt fokus på Vichot forud for en spurt samt et potentielt Vital Concept-overtal.

Løbets mest dekorerede klatrer er Ben Hermans, der elsker terræn som dette, selvom han i de senere år mere har vist sig frem i mere bjergrigt terræn. Også han kommer til løbet fra Coppi e Bartali, hvor han dog manglede det sidste for at matche Landa og Hamilton på kongeetapen og derfor stadig ikke har fundet sin bedste form, efter at han blev sat tilbage af en fodskade sidst i februar. Formen er dog i fremgang, og som en af løbets helt store navne burde han være med i front. Han er heller ikke helt langsom, men han vil formentlig være oppe mod hurtigere folk, og derfor kan han blive tvunget til at køre alene for at vinde. Samtidig er Israel Cycling Academy ikke det stærkeste mandskab, og det kan blive et stort problem for den formentlig isolerede belgier.

Udover Pasqualon er der en anden sprinter, der måske kan overraske. Justin Jules er nemlig en ganske holdbar type, der sågar i 2018 var tæt på at vinde Circuit de la Sarthe samlet. I år har han ligeledes vist stigende form frem mod næste uges løb i Sarthe, og han kommer til løbet med tre nylige top 10-placeringer, herunder en 5. plads i WorldTour-løbet i De Panne. Vi frygter lidt for, at ruten stadig vil vise sig at være en anelse for hård, men det er ikke et løb, hvor man kan udelukke, at hurtige Jules kan slå til en spurt i en lille gruppe.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Vital Concept har et tredje kort i Patrick Müller. Den store schweizer har haft en del helbredsproblemer i sin første tid som professionel, men han viste ved sidste års U23-VM, at han klatrer glimrende, når han er i form. Det synes han at være efter en lovende præstation i Ardeche i begyndelsen af marts, hvis han da har bevaret benene i en periode, hvor han har ageret hjælper. Det kan han også ende med at gøre her, men skulle han få frit lejde som følge af endnu en dårlig dag til Vichot, bliver han farlig, ikke mindst fordi han er hurtig på stregen.

Normalt har Roompot udover Lammertink i Huub Duijn en mand, der er specialist i denne type løb. Desværre har han været formsvag gennem hele sæsonen og måtte senest udgå af Catalonien med sygdom. Det skulle derfor være mærkeligt, om han allerede nu har benene, men omvendt er dette løb ikke stærkere besat, end at han burde kunne gøre sig gældende. Kan Roompot sidde med flere mand i finalen, kan han måske udnytte det til sin fordel.

Holdet har nemlig også Oscar Riesebeek. Hollænderen var sidste år brølstærk i dette løb, men var så uheldig at styrte, da han var i position til at køre med om sejren. Senere blev det til en 7. plads i Sarthe og en 3. plads i Dunkerque, og han har derfor dokumenteret evnerne i terræn som dette. I år har han til gengæld intet vist, men med et Volta a Catalunya i benene har han haft god mulighed for at arbejde på formen, så han måske kan udnytte et Roompot-overtal til en taktisk fordel.

Man ved aldrig, hvad man skal mene om Jerome Baugnies . Belgieren er med sit punch og sin gode spurt fremragende i disse endagsløb, og han har vundet ganske mange af slagsen. Til gengæld er han også altid en meget langsom starter, og heller ikke i år har han vist skyggen af form. Omvendt har han heller ikke kørt meget, og derfor kan han være bedre, end resultaterne antyder. Det plejer at være ved denne tid, at han langsomt finder benene, og det gør ham til en uforudsigelig joker i dette løb.

Hvis ikke har Wanty også Thomas Degand. Den belgiske klatrer er mest endt som hjælper, men han er i dokumenteret god form efter en lovende præstation i Catalonien. Til gengæld har han ikke meget punch eller spurtstyrke. Derfor kan han sagtens ende med at være med fremme uden at få noget ud af den gode form.

På Riwal vil man formentlig satse 100% på formstærke Kamp, men i kulissen lurer Emil Vinjebo. Danskeren leverede nemlig en mindre sensation, da han blev nr. 4 i den stærkt besatte Drome Classic, og selvom han efterfølgende skuffede i GP Industria, har han vist form og evner i dette terræn. Desværre har han nu ikke kørt i en måneds tid, og derfor er hans nuværende niveau usikkert. Samtidig kan han få nok at gøre med at hjælpe på Kamp på det ikke alt for stærke Riwal-hold.

Sport Vlaanderen er her ikke i stærkeste opstilling, men de har i Kevin Deltombe en rytter, der normalt burde være med fremme i dette terræn, og som også har en fin spurt. Desværre er han lige kommet tilbage efter en skade, han pådrog sig i Murcia, og selvom han gjorde det udmærket i weekendens franske sprinterløb, er hans nuværende niveau måske ikke højt nok. Holdet har også Aaron Van Poucke , der har vist hæderlige takter i årets første løb, hvilket den ellers lovende Aaron Verwilst til gengæld ikke har.

På kontinentalholdene er der særligt grund til at holde øje med BEATs Martijn Budding, der er en hurtig ardennerspecialist, som endda kommer til løbet med en samlet sejr i Tour of Rhodes i bagagen, og holdet har endda i Ras Tailteann-vinderen Luuc Bugter en fin plan B. Derudover skal man altid frygte Alexander Krieger, der sidste år var ganske tæt på at vinde samlet i Luxembourg og er lynhurtig, smat Szymon Rekita, der har kørt som en motorcykel i Antalya og Normandiet. Det er også værd at holde øje med Joker, der har de formstærke klatrere Bjørn Tore Hoem og Øivind Lukkedahl, mens løbet nok er for hårdt for Normandiet-vinderen Ole Forfang.

 etec har et par kandidater i Stef Krul, Rick Ottema og Sjoerd Bax, og på Monkey Town klatrer Antonio Santoro og hurtige Nicola Gaffurini godt. Canyon har den meget formstærke Rory Townsend, der imponerede stort med sin 3. plads i Classic Loire Atlantique og ligner en mand, der kan overraske, mens det nok ikke er et løb for den rene klatrer Dan Pearson. Development Team Sunweb har en formstærk Felix Gall, der kommer med en samlet sejr i Istrian Spring Trophy i bagagen, og holdet kan også have forventninger til Martin Salmon. Madison Genesis har den britiske mester Connor Swift, der viste god form i Normandiet, og Cibel kommer med Gianni Marchand, der endelig viste lidt form med en 7. plads i Classic Loire Atlantique. Waoo har naturligvis Rasmus Guldhammer, der burde være skarpt til dette løb, men ikke synes at have fundet formen endnu. Endelig er Nikodemus Holler på Bike Aid altid farlig, men han har endnu ikke vist meget i år.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

OPDATERING: Wanty er desværre uden Andrea Pasqualon. Metec kommer til gengæld med den formstærke Arvid de Kleijn, der dog kan være for tung til denne rute. De er omvendt uden Rick Ottema og Stef Krul. Tarteletto har føjet den tidligere vinder og ganske formstærke Floris De Gerts til startlisten.

***** Alexander Kamp

**** Arthur Vichot, Maurits Lammertink

*** Eliot Lietaer, Quentin Pacher, Ben Hermans, Justin Jules, Patrick Müller,

** Huub Duijn, Thomas Degand, Oscar Riesebeek, Jerome Baugnies, Emil Vinjebo, Martijn Budding, Rory Townsend, Szymon Rekita, Kevin Deltombe, Floris Gerts

* Alexander Krieger, Nicola Gaffurini, Bjørn Tore Hoem, Arvid De Kleijn, Luuc Bugter, Felix Gall, Øivind Lukkedahl, Andreas Vangstad, Ole Forfang, Nikodemus Holler, Tom Van Asbroeck, Guillaume Boivin, Kevin Ista, Mathias De Witte, Antonio Santoro, Rasmus Guldhammer, Connor Swift, Gianni Marchand

Danskerne

Som det fremgår af ovenstående, har formstærke Alexander Kamp en stor chance for at vinde på et Riwal-hold, der som sagt har Emil Vinjebo som en stærk løjtnant. Holdet tæller derudover danskerne Jonas Aaen, Torkil Veyhe, Mathias Norsgaard og Rasmus Bøgh Wallin. Team Waoo har som sagt på papiret et godt kort i Rasmus Guldhammer, men danskeren synes ikke at have fundet formen, og det ser svært ud for de øvrige ryttere, Andreas Hyldgaard Jeppesen, Johan Langballe, Jesper Schultz, Frederik Thomsen og Silas Clemmensen. Endelig skal Ludwig Anton Wacker støtte formstærke Felix Gall på Sunwebs talenthold.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jan Tratniks sejr fra 2018, Marco Canolas sejr fra 2017, Floris Gerts’ sejr fra 2016 samt Stefan Küngs sejr fra 2015.