Optakt: Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol

Løbets rolle og historie

Februar måned tilbyder måske ikke de mest prestigiøse løb på kalenderen, men den sidste vintermåned er alligevel afgørende for enhver cykelrytter. De første store løb kommer allerede i marts, og efter at cykelsæsonen for alvor er kommet i sving de sidste par uger, er det nu tid til at få kørt de sidste vigtige løbskilometer, så man kan være i form, når det virkelig gælder.

Derfor er det ingen overraskelse, at februar er fyldt med etapeløb i Sydeuropa og Mellemøsten, og de giver rytterne en chance for at teste benene og få noget løbsfart i fornuftigt vejr. Den kommende uge spiller altid en helt speciel rolle som den vigtigste og mest intensive uge forud for den belgiske åbningsweekend.

Tidligere tog hele feltet til Sydeuropa for at få kørt de første løbskilometer. Med løb som Etoile de Besseges, Tour Mediteraneen og Tour du Haut-Var havde Frankrig meget at tilbyde, Portugal havde Volta ao Algarve, og både Italien og Spanien havde en flot stribe af korte etapeløb, der var en god mulighed for at forberede vigtigere mål.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

I de senere år har den økonomiske krise haft sin effekt på kalenderen. Mens det stenrige Mellemøsten nu tilbyder en meget velorganiseret og attraktiv løbsblok, der fra i år dog kun består af Tour of Oman og det nye UAE Tour, er adskillige europæiske løb forsvundet. Italien har ikke længere ét eneste etapeløb før Tirreno-Adriatico i midten af marts, og for tre år siden forsvandt også Tour Mediteraneen. Den spanske scene er blevet ramt ekstremt hårdt, og det er først i 2016 lykkedes at vende udviklingen ved at få Volta a la Comunitat Valenciana tilbage på kalenderen og fra i år atter at udvide Vuelta a Murcia til et etapeløb.

I første omgang efterlod det bare ét spansk etapeløb i den tidlige del af sæsonen, og i ganske mange år syntes det at være et af meget få spanske løb, der faktisk trivedes. Mens Vuelta a Murcia og Vuelta a la Comunidad de Madrid blev forkortet, mange klassiske løb som Settimana Catalana og Euskal Bizikleta forsvandt, Vuelta a Asturias blev forkortet og endda aflyst i 2014, og WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco konstant kæmpede for overlevelse, er Vuelta a Andalucia Ruta Ciclista del Sol forblevet på kalenderen som en perfekt mulighed for forberedelse forud for sæsonens store mål.

Faktisk er det en ganske imponerende bedrift, at løbet fortsat består. Det afholdes i den berømte tredje uge af februar, hvor det er i hård konkurrence med Tour of Oman, Volta ao Algarve og Tour du Haut-Var om at tiltrække verdens bedste ryttere. Ikke desto mindre er det endda lykkedes at returnere til det klassiske femdagesformat, efter at det kortvarigt var reduceret til fire dage, og efter i et par år tydeligt at have tabt kampen om det bedste felt til løbene i Oman og Algarve, var alle øjne i 2015 rettet mod Andalusien, da man det år var rammen om det første store slag mellem giganterne. Selvom ingen af dem før havde kørt løbet, besluttede både Chris Froome og Alberto Contador at starte deres sæson i det spanske løb, og da Nairo Quintana også meldte sin ankomst, kunne arrangørerne næppe tro deres held. Desværre betød et styrt ved de nationale mesterskaber, at Quintana måtte melde afbud, men med både Contador og Froome i feltet blev løbet det store etapeløbshøjdepunkt i februar.

I 2016 var der en genopstandelse på etapeløbsscenen i Sydeuropa. Volta a la Comunitat Valenciana blev genoplivet for første gang siden 2008, La Mediterraneenne overtog pladsen fra Tour Mediteraneen, og Tour La Provence blev afholdt for første gang. Det gjorde det endnu mere attraktivt at forblive i Europa, og derfor drog langt færre hold til Mellemøsten. Ikke desto mindre lykkedes det ikke arrangørerne i Andalusien at tiltrække det samme stjernefelt, men med folk som Alejandro Valverde, Rafal Majka, Bauke Mollema og Tejay van Garderen var løbet alligevel rammen om et fantastisk slag. I 2017 var løbet atter den klare vinder i kampen mellem de fire etapeløb, og med Alejandro Valverde, Alberto Contador, Rigoberto Uran, Wout Poels, Thibaut Pinot og Ion Izagirre på startstregen var det rammen om endnu et flot og medrivende løb, som det også var tilfældet sidste år, hvor Froome og Mikel Landa kastede glans over begivenheden.

UAE Tours og indtil sidste år Abu Dhabi Tours placering på WorldTouren har dog kostet en anelse. Det arabiske løb starter i år allerede på søndag, og det har haft den effekt, at mange etapeløbsryttere tager til Mellemøsten for at jagte WorldTour-point, mens klassikerrytterne i højere grad er blevet i Europa. Det afspejler sig også i det felt, man har samlet i Andalusien, hvor man stadig ikke kan gentage, hvad man opnåede i 2015, og blandt andre Valverde, der ellers har været totalt dominerende i det spanske løb, skipper for andet år i træk sit hjemmebaneløb. Froome vender heller ikke tilbage i år, og da Landa brækkede kravebenet på Mallorca, er man efterladt med et svagere felt, der dog stadig tæller navne som Ion Izagirre, Jakob Fuglsang, Luis Leon Sanchez, Dylan Teuns, Tim Wellens, Esteban Chaves, Steven Kruisjswijk og ikke mindst Yates-brødrene.

Løbet blev første gang afviklet i 1925, men 2. udgave blev først arrangeret 30 år senere i 1955. Efter en aflysning i 1978 fik det i 1979 navnet Ruta del Sol, indtil man i 1987 vendte tilbage til det oprindelige navn. I 1993 slog man de to navne sammen, og siden da har løbet været kendt som Vuelta a Andalucia/Ruta del Sol. Det var i de tidlige år hovedsageligt domineret af spanske ryttere, men i 1964 fik det sit internationale gennembrud, da Rudi Altig vandt. I 70erne blev det i stigende grad et løb for udenlandske ryttere, og faktisk lykkedes det ikke en hjemlig rytter at vinde mellem 1971 og 1982. I slutningen af 90erne tabte det lidt prestige og blev hovedsageligt en national begivenhed, men det er i de senere år lykkedes arrangørerne at revitalisere løbet. Store navne som Oscar Freire, Cadel Evans, Jurgen Van Den Broeck, Michael Rogers, Levi Leipheimer, Bauke Mollema, Richie Porte, Chris Froome, Alberto Contador, Thibaut Pinot, Wout Poel, Tim Wellens og Tejay van Garderen har således været på podiet i dette årtusinde. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Alejandro Valverde, der siden sin tilbagevenden fra karantæne i 2012 har vundet løbet hvert eneste år bortset fra i 2015, hvor han i stedet var til start i Tour of Oman, og 2018, hvor han kørte Abu Dhabi Tour.

Sidste år betød Valverdes fravær, at der var plads til et tronskifte, og det så længe ud til, at Sky ville tage over. Mens Froome endnu ikke var i form, vandt Wout Poels nemlig kongeetapen, men to dage efter fik han sig ganske overraskende en lektion af Tim Wellens på en kort stejl mur på 4. etape. Belgieren forsvarede føringen på den afsluttende enkeltstart og vandt således samlet foran Poels og Marc Soler, der med en stærk tidskørsel avancerede kraftigt. Wellens vender tilbage for at forsvare titlen, men skal denne gang ikke frygte Poels, da hverken han eller Sky er til start. Det er Soler heller ikke, efter at spanieren denne gang har startet sin sæson i Colombia.

Ruten

Vuelta a Andalucia har haft en ret blandet karakter. Den andalusiske region har masser af kuperet terræn, men på denne tid af året er det vigtigt ikke at gøre etaperne for lange og hårde. Tidligere udgaver har derfor været ret lette, og det er lykkedes folk som Oscar Freire, Pablo Lastras og Markel Irizar at vinde i år, hvor der ingen bjergafslutninger har været.

Efter Irizars sejr i 2011 har arrangørerne gjort løbet betydeligt hårdere ved at besøge mere bjergrigt terræn. Selvom løbet sjældent har været meget vanskeligt, er det blevet mere selektivt, og prologen, der ofte har åbnet løbet, har fået sin betydning reduceret. I 2015 tog arrangørerne imidlertid et uset skridt, idet de sammensatte en ekstremt hård rute med to meget vanskelige bjergafslutninger. Det var nærmest uhørt at bestige to så vanskelige stigninger som Alto de Hazallanas og Alto e Allanadas så tidligt på året, og da der også var en enkeltstart og flere kuperede etaper, var det klart det hårdeste løb i den tidlige del af sæsonen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I de seneste tre år er man vendt man tilbage til et mere traditionelt format. I 2016 inkluderede man endda en meget lang enkeltstart, der tippede balancen mod de mere alsidige ryttere, selvom der fortsat var en stor bjergafslutning også, og med to kuperede etaper og en relativt flad sag til sprinterne var det et godt mix med lidt for enhver smag. I 2017 og 2018 år bibeholdt man samme opskrift, men man reducerede længden af enkeltstarten betydeligt, gjorde bjergetapen lettere og havde to mod tidligere bare én sprinteretape.

Årets rute er en speciel en af slagsen. Mest iøjnefaldende er det, at der i år ikke er en decideret bjergslutning, og det kunne forlede en til at tro, at der er tale om et let løb. Det vil sprinterne nok opponere imod, for sjældent har der været så lidt at komme efter for de hurtige folk i et løb, hvor alle dage har sine vanskeligheder.

De tre nøgleetaper kommer onsdag, fredag og lørdag. Der lægges ud med endnu et besøg til den korte, stejle mur, der sidste år lagde grunden til Tim Wellens’ samlede sejr, og her kan der allerede fra første færd være vigtige sekunder at vinde. Enkeltstarten kommer i år fredag og er i år forlænget til gunst for de mest alsidige klassementsryttere. Omvendt byder den på to hårde stigninger, og der er derfor tale om en hård sag, hvor også klatrere kan gøre det pænt. Lørdagens kongeetape byder ganske vist ikke på en bjergafslutning, men med den modbydeligt stejle Alto de Hazallanas bare 20 km fra mål, er der alligevel basis for, at feltet kan sprænges til atomer.

Sprinterne håber på deres chancer torsdag og søndag, men heller ikke her er det let. 2. etape slutter således med 20 let stigende km, der gør det til en dag for puncheurs og de mest hårdføre afsluttere, og også opløbet på 5. etape stiger pænt. Her bydes der endda på så svær en indledning på etapen, at det meget vel kan ende med en udbrudssejr, og derfor er det et løb, de rene sprintere skal gå en lang bue udenom.

Årets rute følger et lignende mønster. Igen synes det at skulle afgøres på en kombination af en enkeltstart, der med sine 14 km er relativt kort og denne gang kommer på sidste etape, samt en bjergetape, der som i 2015 slutter på den meget vanskelige Allanadas-stigning. Umiddelbart synes ruten derfor at være den mest klatrevenlige siden 2015. Derudover får sprinterne en god chance på den næsten helt flade 3. etape, mens der venter kuperede ruter onsdag og lørdag, hvor 1. etape har en del højdemeter undervejs og en flad finale, mens 4. etape byder på en brutalt stejl, brostensbelagt rampe til slut, hvor de eksplosive ryttere kan slås om sejren, og hvor der vil kunne gøres små forskelle mellem favoritterne.

1. etape

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i de tre seneste år, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. Det betyder dog ikke, at klassementsrytterne kan tage den med ro, for modsat de tidligere udgaver lægges årets rute op til klassementskamp fra første færd. Det sker, når feltet for anden gang skal op ad den korte, stejle mur i Alca de los Gazules, hvor Tim Wellens sidste år lagde grunden til sin samlede sejr, og derfor vil de første tidsforskelle allerede blive etableret fra første dag.

I alt skal feltet tilbagelægge 170,5 km, der fører dem fra Sanlucar de Barrameda til Alcala de los Gazules. Fra starten ved kysten kører man igennem fladt terræn mod nordøst frem til etapens nordligste punkt i Lebrija. Herfra fortsætter det relativt flade terræn, mens man fortsætter mod sydøst forbi dagens første spurt, der kommer efter 69,9 km. Her bliver det en anelse mere kuperet, mens man kører mod nordøst, indtil man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Prado del Rey (6,9 km, 4,0%), der har top efter 99,0 km.

Efter stigningen flader det igen ud, mens man kører mod syd og sydvest frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 123,8 km. Derfra går det igennem let kuperet terræn mod vest og siden syd ned til målbyen, der rammes fra nordvest. Man slår en lille sløjfe nord om byen, indtil man kører ind mod den afsluttende rampe, der ligger i den nordlige udkant. Der er tale om en 1,3 km lang stigning, der byder på brosten, og som stiger med 10,7% i gennemsnit. De første 500 m stiger med 14,7%, inden det flader ud med 5,5% over de næsten 500 m, inden den med 12,8% atter tager fat over de sidste 300 m. Der er et enkelt hårnålesving midtvejs oppe ad stigningen, hvorefter vejen bugter sig, inden der er et skarpt sving mindre end 100 m fra stregen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Etapen byder på i alt 2177 højdemeter.

Finalen gjorde debut sidste år, hvor vi så, at den kunne gøre overraskende stor skade. Tim Wellens erobrede således førertrøjen efter en medrivende duel med Mikel Landa, der angreb fra bunden, men akkurat ikke kunne komme af med belgieren, der brugte det fladere stykke til at komme sig inden spurten. Vinderen af kongeetapen, Wout Poels, tabte som nr. 4 hele 13 sekunder, og nr. 13 smed 30 sekunder, hvilket siger om, at der er vigtig tid at vinde. Wellens’ sejr viser, at det er en sag for klassiske puncheurs mere end rene klatrere, og det kræver en vis eksplosivitet at slå til på denne etape.

Som sagt vandt Tim Wellens foran Mikel Landa og Jakob Fuglsang ved det hidtil eneste besøg i Alcala de los Gazules.

2. etape

Ruta del Sol har ikke altid været specielt venligt ved sprinterne, men som regel har der været et par dage, som de hurtige folk har kunnet udse sig. Det er der også i år, hvor den første af disse kommer på løbets 2. etape, men som så ofte før får de det ikke let. Denne gang kommer spurten nemlig for enden af et langt, gradvist stigende stykke, og det er derfor kun de mest hårdføre, der vil have chancen for at blande sig med de lidt lettere puncheurs i årets første spurt.

I alt skal der tilbagelægges hele 216,5 km mellem storbyen Sevilla og Torredonjimeno. Sevilla ligger som bekendt midt på den spanske stegepande, der er pandekageflad, og derfor byder den indledende del af etapen stort set ikke på en eneste højdemeter. Fra start kører man mod nordvest gennem helt fladt terræn, og den retning fastholdes gennem det meste af dagen. Der er hverken indlagte spurter eller stigninger på denne meget monotone del af ruten.

I etapens sidste tredjedel begynder det langsomt at stige let, indtil det atter flader ud i forbindelse med dagens første spurt, der kommer efter 172,5 km. Herfra går det videre igennem fladlandet mod øst forbi den anden spurt, der allerede kommer efter 178,4 km, inden man tager hul på dagens kategori 3-stigning, Alto de Procuna (4,3 km, 4,9%), hvis top rundes, når der resterer 24 km. Herefter drejer man mod sydøst via en lille nedkørsel, inden det stigerlet over de sidste 20 km op til målet i 611 m højde. De sidste 5,6 km er de stejleste og stiger med 2,7% i gennemsnit, og den sidste k stiger med 2,4%. Finalen følger en lang vej uden sving, indtil man skal til venstre i en rundkørsel bare 500 m fra stregen.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Etapen byder på i alt 1697 højdemeter.

Sprinterne drømmer om succes på denne etape, men det bliver ingenlunde let. De sidste 20 km er alle let stigende, og selvom det aldrig bliver stejlt, vil det være temmelig opslidende. Finalen er i hvert fald for hård for de klassiske sprintere, men for de stærkeste som formstærke Matteo Trentin er finalen guf. De vil formentlig skulle slås om sejren sammen med puncheurtyper, men samtidig skal der tages hensyn til vinden, der kan spille en rolle på de flade vidder.

Torredonjimeno har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Vuelta a Andalucia er et af de få spanske etapeløb, der altid har en enkeltstart på programmet, mens den placering, længde og karakter er varierende. I 2016 var løbet en rigtig lækkerbisken for enkeltstartsrytterne, der i en 21 km lang kamp mod uret havde mulighed for at åbne helt afgørende tidsforskelle. I de senere år er der skruet voldsomt ned for længden, men med 16,4 km til at sætte sig igennem på tempocyklen vil de mere alsidige ryttere igen i år kunne nyde godt af en for dem gunstig rute. Klatrerne kan heldigvis glæde sig over, at terrænet på 3. etapes enkeltstart ikke er fladt, og der bydes således både på tonerterræn og en to bakker, når det fredag går løs på løbets måske vigtigste etape.

I alt skal der tilbagelægges 16,4 km, der fører feltet fra Macha Real til La Guardia de Jaen. Fra start kører man igennem fladt terræn gennem et par sving ud af startbyen, inden man drejer mod sydvest. Her rammer man kategori 3-stigningen Alto de 7 Pililas (4,8 km, 3,8%), hvis top rundes efter 6,3 km. Herefter venter et længere let faldende tonserstykke, der fører mod syd forbi mellemtiden efter 7,9 km og videre mod sydvest, vest og til slut nordvest. I udkanten af målbyen drejer man skarpt to gange i træk for at ramme den afsluttende stigning, der over 1,8 km stiger med 7,6% i gennemsnit, og den sidste kilometer endda med 8,9%. Efter svingene fører den lige vej mod nordvest med to skarpe sving i rap på den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 345 højdemeter.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Der er tale om en ganske kompliceret enkeltstart, der med sine to stigninger er en ganske alsidig afføre. Den første er lang, jævn og velegnet til et højt tempo, mens den sidste er kort og stejl, og der er derfor brug for alle dele af repertoiret. Det styrkes yderligere af det lange, faldende stykke, der er skabt til de store specialister, og det er derfor en voldsomt alsidig test, der tilgodeser tempostærke klasementsryttere.

La Guardia de Jaen var senest målby i 2012, hvor Daniel Moreno slog Alejandro Valverde og Samuel Sanchez i en puncheurfinale. I de senere år har der to gange været mål på nabobjerget, Alto de Allanadas. I 2010 tog Sergio Pardilla en solosejr med 7 sekunder ned til Jurgen Van Den Broeck, og sidste år slog Wout Poels rivalaerne Luis Leon Sanchez, Tim Wellens, Mikel Landa og Jakob Fuglsang på kongeetapen.

4. etape

Efter enkeltstarten får klatrerne med det samme en chance for at slå tilbage og genvinde noget af det tabte terræn, når det lørdag går løs med årets kongeetape. Modsat tidligere er der imidlertid i 2019 ikke tale om en bjergafslutning, og derfor kan det blive svært at vinde tilstrækkeligt med tid. Heldigvis kan de glæde sig over, at de undervejs skal over den frygtede og meget Alto de Hazallanas, der er kendt fra tidligere udgaver og fra Vueltaen, og selvom der herefter venter en lang nedkørsel, vil der utvivlsomt blive udkæmpet et stort slag på en af Spaniens mest modbydelige stigninger.

Etapen er med sine bare 119,9 km en kort, intens sag, der fører feltet fra Armilla til Granada. Startbyen er en sydvestlig forstad til målbyen, og etapen består derfor af en sløjfe rundt i det kuperede terræn syd for Granada. Allerede starten er hård, da man kører igennem let stigende terræn mod sydvest og derefter op ad kategori 3-stigningen Alto de la Malaha (4,3 km, 2,8%), hvis top rundes allerede efter 8,7 km. Herefter venter et af etapens få flade stykker, når man kører mod syd og sydøst og siden snor sig mod øst, nord og til sidst sydøst frem til bunden af dagens anden udfordring, kategori 1- stigningen Alto del Purche (9,5 km, 6,9%), hvis top rundes efter 50,4 km. Dataene snyder, idet de sidste 6,2 km stiger med 9,5%, og der er tale om en meget stejl sag, der i alt byder på mere end 4 km med en stigningsprocent på over 9,5%.

Efter toppen drejer man mod nordvest for at følge en teknisk kompliceret nedkørsel ned til Granada, hvpr man krydser målstregen for første gang efter 70,5 km i forbindelse med dagens spurt. Herefter venter et fladt stykke, der fører mod sydøst og siden øst ud til bunden af kategori 2-stigningen Alto de Guejar Sierra (10,1 km, 3,4%), der over de sidste 6,2 km stiger med 5,1% i snit. Fra toppen resterer endnu 33,7 km, men der venter ingen umiddelbart nedkørsel.

Et ganske kort fladt stykker fører i stedet frem til bunden af den frygtede kategori 1-stigning Alto de Hazallanas (16,2 km, 5,7%). Her skal man heller ikke lade sig snyde af dataene, for i de 16,2 km er også Guejar Sierra-stigningen indregnet. De sidste 7,3 km stiger med hele 9,7% i snit, hvoraf de enkelte kilometer stiger med gennemsnitligt hhv. 11,3%, 7,5%, 13,4%, 11,8%, 10.5%,, 6,8% og 7,2%. Toppen kommer med 24,1 km igen, der består af en relativt teknisk nedkørsel, hvoraf en del allerede blev anvendt tidligere på etapen. Den fører mod vest og nordvest ned mod udkanten af Granada, hvor de sidste 7 km kun er let faldende. Til slut følges en lang lige vej, indtil der er en rundkørsel bare 200 m fra stregen.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Etapen byder på i alt 2608 højdemeter.

Dette er eneste chance for klatrerne til for alvor at gøre en forskel, og det kan faktisk godt lade sig gøre. Ganske vist kommer sidste stigning langt fra mål, men Hazallanas er så svær, at feltet her kan sprænges til atomer. Det er klart, at der er en vis sandsynlighed for en efterfølgende regruppering, men det er bestemt muligt for en enlig rytter eller bare et par mand at holde sig fri. Under alle omstændigheder er mange tvunget til at angribe på stigningen, og derfor er der lagt op til et brag af en finale med en hæsblæsende jagt på den afsluttende nedkørsel.

Granada vendte i 2017 år tilbage som målby efter en pause på 15 år. Her lykkedes det Alejandro Valverde, Wout Poels, Sebastien Reichenbach, Diego Rosa, Ion Izagirre og Alberto Contador at køre væk på den sidste stigning, inden Valverde spurtede sig til den første førertrøje. Sidste år var byen vært for den indledende sprinteretape, hvor Thomas Boudat tog en overraskende sejr foran Sacha Modolo. I 2002 vandt Erik Dekker fra et udbrud på sidste etape, og pret inden leverede Mikel Artetxe en tilsvarende bedrift, mens Jo Planckaert og Tom Steels vandt massespurter i henholdsvis 2000 og 1999. Også Vueltaen har tit lagt vejen forbi, senest i 2008, hvor Liquigas vandt en holdtidskørsel på 1. etape. I 2007 slog Samuel Sanchez Manuel Beltran i en 2-mandsspurt, mens Tom Danielson fik ram på Alexandre Vinokourov på en mindeværdig dag i 2006, hvor kasakken lagde grunden til sin samlede sejr med sin andenplads. I 2005 vandt Denis Menchov en prolog i byen, og Santiago Perez tog en solosejr i 2004.

5. etape

For sprinterne har der ikke været meget at komme efter i årets Ruta del Sol, men de håber på at komme til fadet på sidste etape. Heller ikke her får de det imidlertid let på en svær rute, der måsle nok har en relativt let sidste halvdel, men som forinden byder på et hav af stigninger. Der sluttes endda med et stigende opløb, og dermed er det en etape, der slet ikke er så enkel, som den på papiret kunne se ud til.

I alt skal der tilbagelægges 163,9 km mellem Otura og Alhaurin de la Torre. Startbyen ligger i den kuperede indre del af regionen og målbyen ved sydkysten, og derfor er det første del, der er hårdest. Her lægger man ud med at køre igennem fladt terræn mod sydvest frem til kategori 3-stigningen Alto de Agron (9 km, 3,1%), der har top efter 26,0 km. Efter en kort nedkørsel, der fører mod vest, går det mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Almama (5,2 km, 2,8%), hvis top rundes efter 38,2 km, inden endnu en kort nedkørsel fører mod sydvest ned til bunden af kategori 3.stigningen Alto del Navazo (6,4 km, 3,8%), der har top efter 51,4 km.

Efter den hårde start bliver terrænet endelig lettere. Her kører man via en nedkørsel mod sydvest og derefter mod vest og nordvest gennem fladlandet frem til kategori 3-stigningen Alto de las Canteras (4,1 km, 4,4%), hvis top passeres efter 74,1 km. Nu går det endelig ud mod kysten efter en lille tur mod nordvest, og den følgende del, der fører mod sydvest, vest og syd er derfor let faldende. Den lange nedkørsel afbrydes imidlertid undervejs af kategori 3-stigningen Alto Valle de la Vida (2,7 km, 7,6%), hvis sidste 900 m endda stiger med hele 9,4%. Fra toppen resterer bare 32,3 km, og man fortsætter først op ad endnu en lille bakke til dagens første spurt, der kommer bare 600 m senere.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Derfra går det via en skarp, men let nedkørsel ned til kysten, hvor de sidste godt 25 km er flade. De fører mod syd, inden man kører mod vest og til sidst sydøst og sydvest ind til målbyen. Her begynder det langsomt at stige, så den sidste km stiger med ca. 3%. Det sidste sving kommer med 2,8 km igen, men derefter venter rundkørsler 2400, 1700, 1300, 1000 og bare 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2250 højdemeter.

Der er nok en sprinter eller to, der har blik på denne etape, men det kan meget vel ende med et succesrigt udbrud. De første 50 km er nemlig knaldhårde, og der er dermed næsten garanti for, at et stærkt udbrud kører væk. Sprinterne kan samtidig komme under pres på den meget stejle stigning mod slutningen, og derefter er det end ikke sikkert, at de kommer med hjem til den stigende finale, der endda vil være forhård for mange. Meget kunne peget på en udbrudssejr, hvis det ikke lykkes at skabe samling til en afslutning for de mest hårdføre af de hurtige folk.

Alhaurin de la Torre blev senest besøgt i 2016, hvor Tejay van Garderen slog Wilco Kelderman på løbets enkeltstart. I 2015 slog Juan Jose Lobato John Degenkolb i en stigende spurt, mens Elia Viviani sidste år vandt Vueltaens første sprinteretape i byen.

Favoritterne

Efter en 2015-udgave, der så udpræget var skabt til klatrerne, designede man i 2016 en rute, hvor balancen umiddelbart var tippet til fordel for ryttere, der var stærke på enkeltstarten. I 2017 og 2018 fandt man en mellemvej, der gav muligheder for begge ryttertyper, og Andalusien har generelt bud på så varierende en rute, at der fra år til år kan være ganske store forskelle på, hvem der kan begå sig i kampen om sejren.

Som vanligt er der ikke bonussekunder i Vuelta a Andalucia, og det betyder, at det hele bliver afgjort af de tidsforskelle, der bliver gjort på løbets nøgleetaper. Dem synes der at være tre af, og de kan alle komme til at spille en rolle. I år betyder fraværet af en decideret bjergafslutning imidlertid, at balancen tippes til fordel for tempostærke ryttere, men meget vil afhænge af, hvor aggressivt der køres på lørdagens kongeetape, hvor Hazallanas er en modbydelig stigning, men hvor den lange distance fra top til mål gør udfaldet mere usikkert.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Det første slag mellem favoritterne skal allerede slås på muren på 1. etape. Her kan der måske ikke vindes minutter, men vi så sidste år, hvordan Tim Wellens reelt vandt løbet her ved at få revanche over Wout Poels, der havde vundet kongeetapen. Der er tale om en eksplosiv sag for puncheurs, men den nedre del er også så stejl, at klatrere kan gøre en forskel. Det så vi sidste år, hvor den ellers ikke specielt eksplosive Mikel Landa satte et tempo, som Wellens kun med det yderste af neglene kunne matche, og vi så, at han herved kunne vinde næsten 20 sekunder på mange af sine værste konkurrenter.

Klatrernes bedste chance for at vinde tid kommer på kongeetapen, men her kan det blive både fugl og fisk. Hazallanas er så svær, at stærkeste mand kan knuse alt og alle, men fra toppen er der fortsat meget langt hjem. Det kan lade sig gøre for den eller de bedste at lave det helt store show, men afhængig af graden af samarbejde kan det også ende i en spurt i en gruppe, hvor lidt tungere folk måske endda kan komme tilbage. Det gør det hele enormt uforudsigeligt.

Den eneste sikre ting er, at enkeltstarten bliver vigtig. Her er tidsforskelle nemlig uundgåelige, og ender en gruppe med at spurte om sejren på kongeetapen, vil det være tidsgevinsterne her samt på 1. etape, der vil afgøre løbet. Årets enkeltstart er samtidig en anelse længere end de seneste år, og det giver yderligere en fordel for de mere tempostærke ryttere. Klatrerne kan til gengæld glæde sig over, at det er en yderst kuperet sag, der ikke er for de tunge specialister, og hvor de i stedet er de meget alsidige klassementsryttere, der kan komme til deres ret.

Vejret ventes at blive smukt og solrigt, og bortset fra en lidt blæsende onsdag og lidt mere blæst igen søndag vil det være stort set vindstille. Dermed ventes de to øvrige etaper ikke at spille en rolle i kampen om sejren. 2. etape burde ende i en spurt for puncheurs og stærke sprintere, og 5. etape kan både være for et udbrud, der kan køre væk i den knaldhårde indledning eller for de få og klatrestærke sprintere, der har vovet sig til Spanien til et løb, der ikke passer dem.

Med andre ord ligner det et løb for ryttere, der kan køre en god enkeltstart fredag, og som klatrer godt nok til at sidde med de allerbedste på svære Hazallanas eller holde sig så godt til, at et comeback på nedkørslen er muligt. Et godt punch er tillige vigtigt, hvis man skal undgå at smide dumme sekunder på den vanskelige 1. etape.

Alt sammen får det os til at pege på Ion Izagirre som vores favorit. Izagirre-brødrene har med sejre i Valencia og Provence fået en drømmestart på tiden hos Astana, og de står efter to etapeløb med to samlede triumfer. Særligt Ions sejr i Valencia var imponerende. Her var den lille basker nemlig oppe mod en stor del af verdenseliten, men han leverede en af sine mere overbevisende etapeløbspræstationer. Efter to år, hvor han var faldet kraftigt af på den på enkeltstarter, rejste han sig i sin gamle paradedisciplin med en flot 2. plads på 1. etape og rundede det hele af med en sublim klatrepræstation, hvor han sad limet til brølstærke Adam Yates’ baghjul på hele kongeetapen, indtil han på de allersidste medier endelig måtte give den mere eksplosive brite et par sekunder.

Præstationen vidner om, at Izagirre som altid er i bragende god form fra sæsonstart, og det gør ham velforberedt til den kommende uge. Han kunne næppe heller have designet en bedre rute. Enkeltstarten synes som sagt at blive helt afgørende, og den afvikles endda på den type af kuperede ruter, hvor Izagirre i sin storhedstid meget ofte kørte med om sejren. Med tanke på præstationen i Valencia er der al mulig grund til at tro, at han kan vinde 3. etape, der nærmest er designet efter hans hoved, og det vil give ham et godt udgangspunkt inden kongeetapen. Måske klatrer særligt Adam Yates bedre end ham, men indsatsen i Valencia giver tro på, at han kan matche briten, eller som minimum bruge sine gode nedkørsels- og tempoevner samt ikke mindst det brølstærke Astana-hold til at komme tilbage. Hans punch til 1. etape er bestemt heller ikke dårligt, som vi så det i Valencia, og dermed har Izagirre hele den pakke, der skal til for at fuldende Izagirre-familiens hattrick i den kommende uge.

Hans værste rival må være Adam Yates. Briten er ikke kendt for at være en stærk starter, men i de seneste to år har han brudt den tendens. I Valencia var han sågar nærmest skræmmende på kongeetapen, hvor han førte i et væk og alligevel havde punch og kræfter til at køre fra alt og alle, inkl. en vis Valverde, til allersidst. Det gør ham til favorit til at vinde 1. etape, der er som skræddersyet til eksplosive Yates, og her kan han derfor formentlig allerede sætte sekunder i banken. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, der i Valencia atter viste sig at være en stor akilleshæl, men denne gang burde han stå bedre. Her er ruten nemlig langt mere kuperet, og Yates har i Baskerlandet og sidste år i Touren faktisk gjort det ganske godt på svære ruter. Et tidstab til Izagirre er uundgåeligt, men en god præstation er bestemt mulig.

Det helt store spørgsmål er også for ham kongeetapen. Med den form, han har vist, må Yates være bedste bud på en rytter, der kan knuse al modstand og tage en stor solosejr. Lange stigninger er ikke i samme grad hans naturlige force, men han elsker stejle procenter, og i et felt uden mange andre topklatrere ligner han manden, der skal slås. Han har et brølstærkt Mitchelton-hold til at skabe indledende udskilning, og derefter er det op til Yates at gøre det af med særligt Izagirre. Er der nogen, der kan gøre det, er det ham.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Sidste år overraskede Tim Wellens ved at vinde et stort etapeløb, der endda inkluderede en decideret bjergfinale. Det markerede lidt af et gennembrud for belgieren, der indtil da ikke havde kunnet begå sig i de svære etapeløb. Nu vender han tilbage for at gentage bedriften, og chancerne er ikke dårlige. Wellens har nemlig igen i år været flyvende fra sæsonstart, hvor han sejrede i det sværeste løb på Mallorca, og han har atter vist, at han er manden til de tidlige måneder. Desværre kostede sygdom ham deltagelse i Etoile de Besseges, og vi har stadig til gode at se, hvor meget det har sat ham tilbage, også selvom det angiveligt var hurtigt overstået.

Ruten passer Wellens udmærket, og han burde være tilgodeset af fraværet af en stor bjergfinale. Sidste år vandt han i finalen på 1. etape, hvor han og Yates formentlig atter skal slås om sejren. Dernæst er enkeltstarten en fin chance for Wellens, der måske ikke kan matche Izagirre, men til gengæld kan vinde tid på de lettere klatrere. Den store udfordring er kongeetapen, for her kan Hazallanas meget vel vise sig at være lidt for svær for den relativt store Wellens. Omvendt har han forbedret klatreevnerne markant, og der er tid til efterfølgende at komme tilbage. Lykkes det, vil han med en god enkeltstart og en potentiel sejr på 1. etape også kunne vinde samlet igen.

Astana kommer med et skræmmende hold, der også tæller Jakob Fuglsang. Danskeren har altid kørt stærkt i årets første måneder, og noget tyder på, at det også vil være tilfældet i år. I hvert fald lagde han fornemt fra land i Murcia, hvor han var afgørende i Astanas store kup på 1. etape, hvor han bidrog til at splitte feltet, og siden kørte en forrygende kongeetape, hvor han først angreb, siden arbejdede som en hest og til slut alligevel havde kræfter til at sidde med på sidste stigning.

Formen er der med andre ord, men desværre er ruten her ikke helt ideel for Fuglsang, der mangler en bjergfinale. Han mangler punch til at matche Yates og Wellens på 1. etape, hvor han må formodes at smide et par sekunder, og selvom han måske endda med sin gode form kan aspirere til at vinde kongeetapen, kræver det en del held og meget stor styrke at gøre arbejdet færdigt til sidst. Derfor bliver enkeltstarten lidt for vigtig. Fuglsang kørte ganske vist helt forrygende i sidste års Tour de Suisse, men det er desværre også hans eneste gode enkeltstart siden begyndelsen af dette årti. Han har derfor endnu til gode at bevise, at han virkelig har gjort varig fremgang. Heldigvis er ruten her ikke helt skidt for ham, men sandsynligheden for, at han ender som hjælper for en Izagirre i førertrøjen er nok desværre temmelig stor.

Listen over formstærkte Astana-ryttere tæller også Pello Bilbao. Baskeren kørte allerede som en motorcykel i Valencia, hvor han med klog kørsel sikrede sig en 3. plads på kongeetapen, der efter en overraskende flot enkeltstart også var nok til at tage den samlede sejr. I Murcia udnyttede han Astanas kollektive styrke til at vinde 1. etape, men til gengæld kunne han lidt overraskende end ikke følge holdkammeraten Luis Leon Sanchez på kongeetapen. Formen er dog under alle omstændigheder god, og med tanke på den flotte enkeltstart, han kørte i Valencia, kunne han meget vel blive en af 3. etapes store vindere. 1. etapes eksplosive finale passer ham også ganske ideelt, og det er derfor kongeetapen, der er udfordringen. Bilbao kan næppe matche de allerbedste på en svær stigning som Hazallanas, men han kører altid lange stigninger enormt klogt. Kommer han tilbage på nedkørslen, kan Astana sidde med flere kort at spille, og selvom han også kan ende som hjælper for Izagirre, viste han i Murcia, at han kan udnytte den situation.

Det er dybt imponerende, hvad der er sket med Dylan Teuns over de seneste måneder. Tidligere var han aldrig i nærheden af de bedste på lange stigninger, men det ændrede sig i løbet af efteråret med en stribe flotte Vuelta-etaper og ikke mindst 3. pladsen i Il Lombardia. Det gør det nu realistisk at aspirere efter noget stort også i etapeløbene, og den mulighed styrkes blot af, at han nu også har lært at køre enkeltstart - en evne, han senest understregede med en forrygende flot tidskørsel i Valencia. Her var det til gengæld en skam, at en sen punktering reelt ødelagde hans chancer på kongeetapen, og at han alligevel endte så langt fremme, siger alt om hans gode form. Desværre har han siden været syg og har derfor nedspillet forventningerne til dette løb en anelse, men er han tilbage i form, står han ikke svagt. 1. etape passer ham, og han vil her kunne tage kampen op mod Yates og Wellens. Enkeltstarten burde nu også være et af hans stærkeste våben, men som for Wellens gælder det også for ham, at han har lidt at bevise på kongeetapen, hvor Hazallanas kan vise sig at være lidt for lang. Kan han bekræfte fremgangen fra sidste efterår, bør han imidlertid med gode præstationer på 1. og 3. etape også være med i kampen om den samlede sejr.

Jack Haig har været kendt som en langsom starter, men han har i år ændret sine forberedelser med henblik på at toppe lidt tidligere. Det har tilsyneladende båret frugt, da han lagde stærkt fra land i Valencia, hvor han overraskede på enkeltstarten og kørte en hæderlig kongeetape. Enkeltstarten her er umiddelbart et problem for den ikke specielt tempostærke australier, men på baggrund af præstationen i Valencia er der grobund for en vis optimisme. Han mangler punch til 1. etape, hvor han nok skal ofre sig for Yates, men Hazallanas burde til gengæld være god for en ren klatrer som ham. Han og Yates kan sammen udgøre en farlig duo, der selv for Astana kan blive svær at kontrollere, og Haig har tidligere i Polen vist, at han kan udnytte rollen som underdog.

Steven Kruijswijk er et af feltets store etapeløbsnavne, men vi skal nok ikke skrue forventninger for højt op til hollænderen. Han er nemlig kendt som en langsom starter, og sidste år blev han da også kun nr. 7 i dette løb. Ugelange etapeløb har heller aldrig været hans speciale, og da det tillige er hans sæsondebut, er han nok temmelig rusten. Omvendt var Kruijswijk i 2018 faktisk mere stabil i foråret end tidligere, og han kan ventes som minimum at slutte i top 10. Hans enkeltstarter er temmelig blandede, men som vi senest så i Vueltaen, kan han på sine gode dage vinde tid på de fleste. Han vil tabe tid på den eksplosive 1. etape, der slet ikke passer ham, men det gør til gengæld den lange og svære Hazallanas. Kan han her være med i en lille gruppe, der kan køre hjem, kan han måske også være med helt i front.

Der hersker ingen tvivl om, at Luis Leon Sanchez også i år er flyvende fra sæsonstart. Efter en lidt skuffende præstation i Valencia rejste han sig med en fejende flot samlet sejr i Murcia, hvor han var tæt på at følge Valverde på kongeetapens sidste stigning, inden han kom tilbage på nedkørslen og til slut med sin taktisk gunstige position kunne udnytte Valverdes hårde arbejde til at slå til i spurten. Den form burde også bringe ham langt på 1. etape, der virkelig passer ham, men vi har til gengæld lidt skepsis i forhold til den vigtigste del af løbet. Sanchez skuffede nemlig fælt på alle enkeltstarter i 2018 og igen i Valencia, og han har derfor meget at bevise i sin gamle paradedisciplin, der nu nærmest synes at være en svaghed. Vigtigst er det dog, at Hazallanas formentlig er for hård kost for den store spanier. Selv hvis han kommer tilbage, kan han ende som hjælper for Izagirre, med mindre han har kørt sin bedste enkeltstart i mange år dagen forinden.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Løbets store stjerne er naturligvis Vuelta-vinderen Simon Yates. Modsat sin bror har han imidlertid aldrig startet stærkt, og denne gang har Mitchelton også meldt ud, at han primært er her for at hjælpe bror Adam og Haig. Derfor skal vi nok ikke have de helt store forventninger, men det er klart, at man aldrig helt kan udelukke noget fra en Vuelta-vinder, hvis han faktisk er bedre end ventet. Han har stort set de samme egenskaber som brormand og dermed et godt punch til 1. etape, ligesom han burde kunne gøre stor skade på Hazallanas. Udfordringen er også for ham enkeltstarten, men ligesom Adam har han i blandt andet Giroen vist, at han på kuperede ruter kan gøre det overraskende godt, især når distancen ikke er alt for lang.

Sergio Higuita har været sensationen i de tidlige spanske løb, hvor den lille colombianer har vist, at han er fuldt ud klar til snart at tage springet til WorldTouren med EF. Han klatrede allerede med de bedste på alle de svære dage på Mallorca og gjorde det igen på kongeetapen i Valencia. Han har vist et glimrende punch og burde stå stærkt på både 1. og 4. etape. Formen er i hvert fald helt i top, men det er tempoeevnerne desværre ikke. Higuita fik sig en slem lussing på tidskørslen i Valencia, og selvom han her er begunstiget af en mere kuperet rute, vil det scenarium formentlig gentage sig. Det kræver for ham derfor en voldsomt selektiv kongeetape, hvis det skal blive til et absolut topresultat.

En fejende flot indsats i store dele af 2018 har sikret Antwan Tolhoek en rolle som etapeløbskaptajn ved flere lejligheder i 2019. En første chance får han formentlig allerede her, hvor Jumbo næppe satser benhårdt på Kruijswijk. Det er Tolhoeks sæsondebut, og derfor er hans form temmelig usikker, men med tanke på den stærke start i Abu Dhabi sidste år, kan han ventes at være velkørende. Er han det, har han punch til 1. etape, og han burde elske den svære Hazallanas-stigning. Desværre gælder det også for ham, at enkeltstarten vil koste så dyrt, at han næppe kan være med helt i front.

Jumbo-Visma har også en af løbets jokers. Sepp Kuss var næsten skræmmende i Tour of Utah, hvor han nærmest tørrede gulv med alle rivalerne og vandt hele tre bjergetaper. Kort efter viste han i den første uge af Vueltaen, at han også kan begå sig på allerhøjeste niveau, men siden da eksploderede han totalt. I det hele taget var det første år på WorldTouren en meget svingende affære for Kuss, der enten var flyvende eller temmelig elendig. Meget kunne pege på, at han skal bruge en del tid på at finde formen, og vi har derfor egentlig ikke de store forventninger til ham her. Han kan altid overraske ved at være i bedre form end ventet, og i det tilfælde vil han være med i front på stigningerne, men som for Tolhoek gælder også for ham, at enkeltstarten vil koste alt for dyrt.

Det vil den også for Guillaume Martin, der ikke er let at blive klog på. Han kørte stærkt på Mallorca, men skuffede så på kongeetapen i Provence, inden han atter var en af de stærkeste på 3. etape. Han har med andre ord været temmelig svingende, men formen er alligevel ganske god. Derfor er der grund til at tro, at han vil gøre det godt på både 1. og 4. etape, hvor han har både det rette punch og de rette klatreevner. Desværre er 3. etape en svær sag for temposvage Martin, der derfor ikke kan være med i kampen om den samlede sejr.

Talentfulde Mark Padun havde en svingende professionel debut, hvor stærke præstationer blev blandt med flere skuffelser, herunder særligt i anden del af sæsonen. Nu starter han sin sæson i Andalusien, og da han ikke er nævnt som beskyttet rytter af sit hold, skal man nok ikke have de helt store forventninger til formen. Omvendt viste han særligt i Tour of the Alps og Hammer Limburg, at han allerede nu kan klatre med verdenseliten, og han kan kun ventes at blive bedre i år. Desværre gælder det også for han, at tempoevnerne fortsat lader en del tilbage at ønske.

Endelig vil vi pege på Mattia Cattaneo. Italieneren havde ikke det letteste 2018, men viste mod slutningen af året, at han endelig var fri af sine helbredsproblemer. Desværre har han start været svingende. Trods uheld kørte han en stærk enkeltstart i San Juan, men skuffede så på kongeetapen. Siden svigtede han søndag i Trofeo Laigueglia, og noget tyder derfor på, at formen ikke helt rækker. Omvendt var der visse takter i Argentina, og med sin i dette felt hæderlige enkeltstart kan han måske gøre det pænt. Holdkammeraten Fausto Masnada vil også kunne være med fremme på særligt kongeetapen, men efter en ikke alt for overbevisende start i Provence vil han næppe være med helt i front, især på grund af enkelstarten.

OPDATERING: Mark Padun stiller ikke til start.

***** Ion Izagirre

**** Adam Yates, Tim Wellens

*** Jakob Fuglsang, Pello Bilbao, Dylan Teuns, Jack Haig, Steven Kruijswijk

** Luis Leon Sanchez, Simon Yates, Sergio Higuita, Antwan Tolhoek, Sepp Kuss, Guillaume Martin, Mattia Cattaneo

* Eduard Prades, Matej Mohoric, Oscar Rodriguez, Fausto Masnada, Alexander Vlasov, Mikel Nieve, Carlos Verona, Rafael Valls, Jelle Vanendert

Danskerne

Efter en stærk start i Murcia hører Jakob Fuglsang som nævnt ovenfor til blandt de store favoritter. Jonas Vingegaard gør debut for Jumbo-Visma, hvor han ventes at skulle arbejde for Kruijswijk, Tolhoek og måske Kuss.