Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta a Asturias
03. maj 2019 13:00 af Emil AxelgaardFoto: LaPresse - Alberto / Ferrari / Paolone / Alpozzi

De fleste spanske etapeløb er enten blevet aflyst eller forkortet, men enkelte af de regionale tours er overlevet. En af dem er Vuelta a Asturias, der afvikles i en af de meste bjergrige egne af Spanien og har en lang og glorværdig historie, men desværre har den økonomiske krise også ramt det løb hårdt. Nu om dage er det bare et tre dage langt løb, der domineres af spanske hold og ikke har deltagelse af de store internationale mandskaber, men i 2017 vil man få ekstra opmærksomhed, da Mikel Landa har udset sig det som sin sidste test forud for Giroen.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fyldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

 

I 1990erne havde stort set alle regioner deres eget etapeløb, men mange af dem er nu enten forsvundet, blevet forkortet eller reduceret til et endagsløb. Selv WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country har været tæt på at blive aflyst, men heldigvis har de begge afværget krisen for nu. Forholdene er vanskeligere for de mindre løb. Vuelta a Murcia var indtil i år bare et endagsløb, og Vuelta a la Rioja blev aflyst i både 2018 og 2019 efter længe at have været et endagsløb, Vuelta a Castilla y Leon afvikles nu over bare tre dage, og listen over løb, der er forsvundet helt, er alenlang.

 

Et af de få løb, der har klaret at overleve, er Vuelta a Astuias, men løbet er slet ikke, hvad det tidligere var. Med en historie, der rækker tilbage til 1925, er det et af Spaniens ældste løb, og det kan ikke undre, da Asturien med sit bjergrige terræn er et fantastisk område til cykelløb. Efter de første fire år blev det kun kortvarigt genoplivet i 1947 og 1950, indtil det blev afviklet hvert år mellem 1953 og 1957, hvor Federico Bahamontes vandt to gange.

 

Det var imidlertid først i 1968, at det blev en fast del af den spanske kalender, og efter adskillige år domineret af spaniere blev det et stort internationalt løb. Det blomstrede i 90erne, hvor ryttere som Piotr Ugromov, Alex Zülle, Erik Breukink, Miguel Indurain, Laurent Jalabert og Joseba Beloki alle tog den samlede sejr, men derefter startede overlevelseskampen langsomt. I løbet af 00erne blev startfeltet gradvist svagere og svagere, og det blev igen et løb primært for spanske ryttere.

 

De virkeligt hårde tider indledtes, da den økonomiske krise ramte Spanien, og siden da har løbet kæmpet for sin eksistens. Tidligere blev det afviklet i forbindelse med endagsløbet Subida al Naranco, hvilket gjorde det til en fantastisk cykeluge i Asturien. Det løb forsvandt imidlertid i 2011, hvor det i stedet blev lagt ind under Vuelta a Asturias, og bare et år efter blev det fem dage lange etapeløb forkortet til bare 3 dage. Lavpunktet kom i 2014, da løbet blev aflyst på et meget uheldigt tidspunkt for Nairo Quintana, der havde planlagt at bruge det som sin sidste test før Giroen. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at få det tilbage på kalenderen i 2015, ganske vist kun som et to dage langt løb, men tingene ser ny lysere ud, idet det siden 2016 igen har været afviklet over tre dage.

 

Løbet er dog stadig ikke, hvad det var engang. Som de fleste andre spanske løb er det nu hovedsageligt en affære for de spanske hold, der har haft selskab af kontinentalhold, hovedsageligt fra Portugal og Colombia. Heldigvis er det lykkedes at få de udenlandske prokontinentalhold Delko, Gazprom-Rusvelo, Israel Cycling Academy, Manzana Postobon og W52 med i år, hvor de selvfølgelig ledsages af de fire store spanske hold anført af Movistar. Tv-dækningen er for længst en saga blot, og løbet får ikke megen international opmærksomhed. Derudover skipper de største navne som regel løbet, men det har i stedet udviklet sig til en testscene for unge talenter på Movistar-holdet og ryttere, der jagter en plads i Giro-truppen hos det spanske storhold.

 

I år er der imidlertid udsigt til ekstra opmærksomhed. I både 2017 og 2018 brugte Movistars Giro-kaptajner Nairo Quintana og Richard Carapaz løbet som sidste forberedelse inden Giroen, og den model vil holdet genbruge igen i år. Således vil Mikel Landa efter et lovende Liege finpudse formen over de tre dage i de asturiske bjerge, og han vil endda være til start sammen med Carapaz, der vil forsøge at genbruge den samme succesrige model som sidste år.

 

Netop Carapaz var flyvende sidste år, hvor han sendte et varsel til Giro-konkurrenterne ved suverænt at vinde kongeetapen og dermed tage den samlede sejr. Det blev endda en sjælden ecuadoriansk dobbeltsejr, da Jonathan Caicedo overraskede ved at blive nr. 2, mens veteranen Ricardo Mestre sikrede sig 3. plads. Som sagt vender Carapaz tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Mestre, men til gengæld er der ingen Caicedo, der nu er skiftet til EF og i stedet kører Tour de Romandie.

 

Ruten

Asturien er et af de mest bjergrige områder i Spanien, og der er vel næppe en eneste flad kilometer vej. Derfor har Vuelta a Asturias altid været et løb for klatrere, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i 2019, hvor der er stigninger på programmet alle tre dage. Løbet har endda fundet et ret fast mønster, hvor man i de senere år har genbrugt de samme tre etaper, og i år er der også næsten tale om en tro kopi af det, vi kender, dog med én meget væsentlig ændring.

 

Løbet indledes med den efterhånden klassiske åbningsetape til La Pola de Lena, hvor en relativt kuperet dag afsluttes med det første lille klassementsopgør på en stejl mur i udkanten af byen, men hvor man oftest ser, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Derefter er det om lørdagen tid til den klassiske kongeetape, der altid slutter på toppen af ikoniske Alto del Acebo, men som noget helt nyt har man i år valgt at flytte målet ned til den nærliggende by Cangas del Narcea, hvorfor der er næsten 20 km nedkørsel og flad vej efter toppen. Det hele slutter, som det har gjort hvert år siden 2015, nemlig med den korte og intense etape til Oviedo, hvor den stejle mur Violeo med top bare 8 km fra stregen før har givet de bedste en sidste chance for at vende op og ned på klassementet i et løb, hvor intet er afgjort før til allersidst.

 

1. etape

Vuelta a Asturias er et rigtigt bjergløb, og man kommer ikke langt, hvis ikke man har skruet klatrebenene rigtigt på. Det bliver tydeligt allerede fra første færd, hvor feltet for tredje år i træk vil lægge ud med en eksplosiv finale i Pola de Lena. Etapen gjorde debut i 2016 og har altså været brugt som åbning i de to seneste år, og med en kort stejl stigning i den absolutte finale er det to gange lykkedes for ryttere at køre hjem til sejr. Det viser, at man skal være på stikkerne fra start, og allerede efter bare én dag kan de første væsentlige forskelle være blevet skabt.

 

I alt skal der tilbagelægges 1792,3 km, der fører feltet fra Asturiens hovedby, Oviedo, til Pola de Lena. Fra start snor man sig mod nord ud mod kysten igennem relativt fladt terræn, indtil man når kystbyen Candas, hvor dagens første spurt er placeret efter 31,1 km. Derfra vender man rundt for at køre mod sydøst og syd tilbage mod bjergene, men bortset fra en ikke-kategoriseret stigning er terrænet fortsat relativt fladt. Til slut snor man sig mod nordøst for at dreje mod syd ind på kategori 3-stigningen Alto de Munco (2,6 km, 3,65), der har top efter 78,4 km. Efter en nedkørsel rammer man dagens anden spurt, der er placeret efter 87,4 km og derefter drejer man mod sydvest for at tage hul på de to kategori 3-stigninger Carbayin Alto (2,4 km, 5%) og Santo Emiliano (4,8 km, 6,1%), der har top efter hhv. 92,9 og 107,0 km. Efter nedkørslen flader det igen ud, mens man kører mod sydvest ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 116,4 km, og herefter går det mod sydvest ned til målbyen, hvor stregen krydses efter 127,9 km

 

Etapen afsluttes med en omgang på en 51,3 km lang rundstrækning. Først gør det mod syd ned til et vendepunkt, hvorefter man kører mod nordøst op over kategori 3-stigningen Carabanzo (3,3 km, 5,5%), der senere skal passeres fra den anden og stejlere side og har top efter 135,7 km. Herefter går det mod øst via en let stigende vej ud til et vendepunkt, hvorefter man følger samme vej tilbage til Carabanzo, der nu skal bestiges fra den svære side, hvor den er i kategori 2. Her er den 2 km lang og stiger med hele 10,1% i snit og endda med hele 11,8% over den første kilometer, hvor den når hele 14,5% i bunden. Fra toppen resterer bare 6,2 km, som består af en teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest end mod målbyen, hvor de sidste 3 km er stort set flade. Der er et hårnålesving med 3,5 km igen, men derefter bugter vejen sig kun let, inden man drejer i en rundkørsel med 600 m igen, hvorefter det stiger let.

 

Etapen byder på i alt 2464 højdemeter.

 

Vi kender finalen fra tre tidligere besøg, og vi har set, at den stejle mur er ganske hård. I 2016 lykkedes det for tre mand at køre væk, i 2017 holdt en enlig udbryder hjem, mens Raul Alarcon kørte fra favoritterne, og sidste år endte det i en spurt i en lille gruppe. Som regel har der kun været ca. 10 mand tilbage i favoritgruppen, og det viser, at det er en afslutning, der med det samme vil kunne bruges til at sikre sig et vigtigt forspring i kampen om den samlede sejr.

 

Sidste år var Dmitriy Strakhov hurtigere end Jonathan Caicedo og Sergio Higuita i en lille gruppe af klatrere. I 2017 holdt Weimar Roldan hjem fra det tidlige udbrud, mens Raul Alarcon kørte fem sekunder fra favoritgruppen, hvis spurt blev vundet af Carlos Barbero foran Eduard Prades. I 2016 kørte Carlos Betancur, Fabricio Ferrari og Alexander Vdovin væk, hvorefter colombianeren spurtsejrede, mens Daniel Moreno var hurtigst i en 14 mand stor favoritgruppe, hvor han slog Sergey Shilov og Prades på stregen. I 2013 lykkedes det Amets Txurruka at holde en forfølgergruppe bag sig med 4 sekunder, og derfor gav det kun en andenplads, at Jorge Montenegro slog Mikel Landa i spurten.

 

 

 

 

 

2. etape

I de seneste år har den berygtede stigning Alto del Acebo været løbets vanskeligste udfordring, og det vil igen være tilfældet i 2019, hvor kongeetapen for tredje år i træk er placeret om lørdagen. Som noget helt nyt er der imidlertid ikke mål på løbets mest ikoniske stigning, men i stedet venter der efter passagen af toppen stadig 20 km, der består af en nedkørsel og en flad finale. Det vil skabe en helt anderledes dynamik på en etape, der tidligere har været næsten altafgørende, men hvor det nu ikke længere nødvendigvis er den bedste klatrer, der vil vinde.

 

I alt skal der tilbagelægges 177,1 km mellem Soto Ribera og Cangas del Narcea, der altså ligger i bunden af Alto del Acebo. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod nord og ud til kysten, og det er kun kategori 3-stigningen Alto del Eschampiero (3 km, 5,6%), der efter 18,5 km vil volde lidt vanskeligheder. Ved vandet vender man med det samme rundt for at køre mod sydvest og siden vest tilbage ind i landet, hvor man passerer den første spurt efter 69,1 km, hvorefter etapen skifter karakter, når man rammer kategori 2-stigningen Alto de la Espina (10 km, 4,8%), der har top efter 100,0 km.

 

Den leder op til et plateau, der følges mod sydvest, og hvor man efter 112,0 km passerer dagens sidste spurt. Derefter fører en lang nedkørsel videre mod sydvest, inden man kører igennem fladlandet nede i dalen frem til målbyen Cangas del Narcea.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 29,1 km lang rundstrækning i området syd for byen. Med det samme kører man mod sydøst op ad den frygtede kategori 1-stigning Alto del Acebo, der over 9,2 km stiger med 8,2% i gennemsnit og er ganske regulær med et lille plateau efter 3 km. I år resterer der fra toppen imidlertid stadig 19,1 km, Der først består af en teknisk nedkørsel, som fører mod syd. Til slut går det via en let faldende dalvej tilbage mod nordvest og nord ind til Cangas del Narcea via en lang bugtende vej, der ikke byder på skarpe sving over de sidste 3 km, der er næsten helt flade.

 

Etapen byder på i alt 2911 højdemeter.

 

Det er ganske interessant, hvilken indvirkning det vil have, at etapen denne gang har en flad finale. I de tidligere år er de bedste klatrere bare kørt væk på Acebo, der er en ganske svær og yderst selektiv stigning, men denne gang er der ikke blot en efterfølgende nedkørsel, men også et længere, relativt fladt stykke. Man må stadig formode, at Movistar med deres superklatrere kan gøre en tilstrækkelig forskel på Acebo til også at holde hjem, men denne gang bliver det ikke helt så enkelt for folk som Richard Carapaz og Mikel Landa at løbe med sejren på den asturiske kongeetape.

 

Cangas del Narcea har i mange år været fast startby for etapen efter kongeetapen, men den har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde. Som sagt plejer der i stedet at være mål på Alto de Acebo, hvor Richard Carapaz sidste år sejrede foran landsmanden Johnatan Caicedo og Ruben Fernandez, og hvor Nairo Quintana i 2017 besejrede Raul Alarcon i en duel. I 2016 tog Hugh Carthy en solosejr foran holdkammeraten Sergio Pardilla samt Gairkoitz Bravo. Forud for det skal vi tilbage til 2011 for at finde sidste besøg på bjerget, der ellers har været anvendt som mål hvert eneste år i dette årtusinde inden det. Javier Moreno (2011), Fabio Duarte (2010), Francisco Mancebo (2009), Tomasz Marczynski (2008), Alberto Fernandez de la Puebla Ramos (2007), Oscar Sevilla (2006), Xavier Tondo (2005), Jonathan Gonzalez (2004), Fabian Jeker (2003), Leonardo Piepoli (2002), Alberto Lopez De Munain (2001), Joseba Beloki (2000) og Fernando Escartin (1999) er de seneste vindere, langt de fleste ved at komme alene til stregen.

 

 

 

 

 

3. etape

Vuelta a Asturias er et bjergløb, og man har som regel sørget for, at klassementet også kan blive ændret på sidste etape. Det vil også være tilfældet i år, hvor man genbruger den nu efterhånden klassiske svære afslutning i Oviedo, hvor byder på en grim stigning i finalen, og hvor de bedste klatrere kan forsøge at gøre en forskel inden den flade finale.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 119,0 km mellem Cangas del Narcea og regionens hovedby Oviedo. Det meste af etapen er yderst let, idet man kører mod nordøst igennem terræn, der er ganske let faldende forbi den første spurt, der er placeret efter 23,0 km, der venter en lille bakke inden forplejningen, der nås efter 65,8 km, hvorefter det bliver en anelse mere kuperet, mens man snor sig mod sydøst og nordøst frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 100,0 km.

 

Den markerer indledningen på finalen. Herfra går det nemlig igennem fladt terræn mod sydvest ned til dagens hovedudfordring, kategori 2-stigningen Alto el Violeo. Den stiger med hele 10,5% over 2,7 km og stiger endda stabilt med 12,3% i snit over de første 2 km, inden den flader ud nær toppen, der rundes med bare 8,0 km igen. De består af en teknisk meget enkel nedkørsel, der fører mod syd og sydøst med retning mod Oviedo, og det falder jævnt hele vejen ned til mål. Finalen byder på to rundkørsler i rap omkring den røde flamme, men derefter er der kun to bløde kurver inden den 500 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1585 højdemeter

 

Vi kender efterhånden finalen, der er blevet lidt af en klassiker, og vi har set, at Violeo-stigningen er rigeligt svær til, at de bedste kan gøre en forskel. Det er klart, at afslutningen er betydeligt mere eksplosiv end på 2. etape, og dermed tiltaler den en lidt anden ryttertype, men der er lagt op til et sidste opgør om den samlede sejr. En udbrudssejr kan heller ikke udelukkes, som vi så det sidste år, men mest sandsynligt er det, at vi vil se enten de bedste køre væk til slut, eller at en lille gruppe skal spurte om sejren.

 

Sidste år lykkedes det Ricardo Mestre at holde hjem fra det tidlige udbrud, mens en favoritgruppe på 14 mand spurtede om 3. pladsen med Benjamin Prades som den hurtigste. I 2017 tog Raul Alarcon den samlede sejr ved at køre alene hjem i en finale, hvor også Oscar Sevilla, Joao Benta, Mikel Bizkarra og Nairo Quintana kørte væk fra favoritgruppen. I 2016 slog Daniel Moreno i en tremandsspurt Sergio Pardilla og Hugh Carthy. Året forinden vandt Jesus Herrada etapen til Oviedo, mens de øvrige vindere i storbyen i dette årtusinde er Victor Cabedo (2011), Constantino Zaballa (2010), Angel Vicioso (2009), Pablo Urtasun (2008), Rodrigo Garcia (2007), Ruben Plaza (2006), Mikhaylo Khalilov (2005), Miguel Angel Martin Perdiguero (2004), Angel Edo (2003), Pedro Lopes (2002), Igor Bonciucov (2001), Angel Edo (2000) og Fabio Roscioli (1999). Finalerne har imidlertid været forskellige fra år til år, og El Violeo har kun været benyttet siden 2015.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Vuelta a Asturias har alle dage været et bjergløb med meget få muligheder for sprintere. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor man altså i alt væsentligt genbruger samme rute som i de seneste sæsoner. Derfor bydes der heller ikke på mange overraskelser i et løb, hvor vi ved fra tidligere, at alle tre etaper i teorien kan spille en rolle i kampen om den samlede sejr.

 

Alligevel er alt anderledes i år. I gamle dage skulle de bedste klatrere ”bare” holde sig til i de eksplosive finaler på 1. og 3. etape, og derefter kunne de gøre arbejdet færdigt på Acebo-stigningen på kongeetapen, der meget ofte stort set har bestemt det samlede udfald, også selvom der er sket forskydninger på de øvrige etaper som eksempelvis i 2017, hvor Raul Alarcon højst overraskende fik skovlen under Nairo Quintana. Den mulighed har de imidlertid ikke i år, hvor beslutningen om at fjerne bjergfinalen på Acebo og slutte med 20 km nedkørsel og flad vej dramatisk vil forringe mulighederne for de mere klassiske klatrere, der nu ikke bare kan forvente, at de kan gøre en blivende forskel på løbets ikoniske nøglestigning.

 

Hvad betyder det for løbet? Formentlig vil det have den effekt, at vi allerede vil se mere offensiv kørsel på 1. etape, der måske nok er den nemmeste, men som har en finale, der i teorien kan skabe forskelle. I de senere år har kørslen været mere afventende, fordi kongeetapen har ventet om lørdagen, men i 2016, hvor der var byttet rundt på etaperne, så vi en mere animeret finale, hvor Carlos Betancur kørte væk og sikrede sig sejren i en tremandsspurt. Omvendt er afslutningen ikke sværere, end at holdbare sprintere som Carlos Barbero og Sergey Shilov har klaret bakken, og det gør etapen ganske uforudsigelig. Det samme er tilfældet for 3. etape, hvor vi med garanti vil se angreb fra favoritterne, og hvor vi altså så Alarcon køre fra alt og alle i 2017 i en finale, der er rigeligt svær til at gøre forskelle.

 

Som altid er det Movistar, der har nøglen til løbet. Ligesom i 2017 og 2018 bruger de løbet som sidste test for deres Giro-kaptajner, og derfor er de til start med den forsvarende mester, Richard Carapaz, og Mikel Landa. Det vil være op til dem at kontrollere et løb, der formentlig vil have karakter af ”alle mod Movistar”, og da de begge vil savne finalen på Acebo, må man formode, at de vil gøre det knaldhårdt alle dage og også forsøge sig på både 1. og 2. etape samt om nødvendigt på 3. etape.

 

Acebo er som bekendt en meget svær stigning, og sidste år var Carapaz så suveræn, at han vandt med næsten et minut. Derfor er der gode chancer for, at de bedste klatrere kan køre væk og opbygge et forspring, der kan forsvares på nedkørslen. Man må således stadig formode, at 2. etape bliver den mest selektive, også fordi det er den eneste med et rigtigt bjerg. De andre er mere for eksplosive puncheurs og folk med en god spurt. Det er dog også klart, at spurtstyrke i år kan blive mere vigtig end tidligere, hvis der skulle ske en regruppering efter Acebo på lørdag. Skulle det ske, kan det meget vel blive bonussekunderne, der er afgørende, og den hurtigste af de bedste klatrere, der vinder.

 

Vejret er altid en faktor i det regnfulde Asturien, men denne gang bliver forholdene fine. Det vil være solskin og tørvejr alle dage, og der vil kun være begrænset vind. På 1. etape vil den være i ryggen i finalen og dermed øge chancen for udskilning. På 2. etape vil der være medvind på Acebo, men modvind efterfølgende, og vinden kan derfor både være til fordel og ulempe for klatrerne. Endelig vil der være modvind efter stigningen på 3. etape, og det kan måske øge chancen for en spurt i en lille gruppe.

 

Naturligvis er feltet spækket med klatrere, men det er klart, at Richard Carapaz og Mikel Landa skiller sig ud. Begge må formodes at være i storform med blot en uges tid til Giro-starten, og for Landas vedkommende er det endda bekræftet, da han var blandt de absolut stærkeste i Liege, selvom han ikke just er kendt som klassikerrytter. Carapaz har derimod ikke kørt løb siden slutningen af marts, men han kommer direkte til Asturien fra en træningslejr i Sydamerika, og den model fungerede så godt, at han i 2018 altså var en klasse for sig i dette løb.

 

Som sagt vil de begge savne afslutningen på Acebo, men derfor er det også en fordel, at de er sammen. Formentlig vil de være de bedste på 2. etape, og kan de holde sig til hinanden, vil de også have gode muligheder for at holde hele vejen hjem. Vi forventer faktisk, at de vil levere en magtdemonstration og køre fra alt og alle til en dobbeltsejr, og herefter vil de formentlig aftale, hvem der skal have sejren.

 

Her kan det ene gæt være lige så godt som det andet, men vi tror, at holdet vil give sejren til Carapaz. Landa har allerede vundet i år, men det har den lille ecuadorianer ikke. Formentlig vil det passe Landa fint at sikre sig lidt goodwill inden Giroen, og den kan han få ved at hjælpe Carapaz med at forsvare sin titel her. Da de øvrige to etaper også passer bedre til den hurtigere og mere eksplosive Carapaz end dieselklatreren Landa, er det også ham, der har størst chance for at sikre sig bonussekunder på 1. og 3. etape. Derfor tror vi, at det bliver et titelforsvar til Carapaz, men trænger Landa til mere selvtillid inden Giroen, udelukker vi bestemt ikke, at det bliver baskisk sejr. Formentlig er det helt op til Movistar at bestemme vinderen.

 

Holdet har også klatreren Antonio Pedrero, der endelig viste lidt af sit potentiale i Baskerlandet, men som her får rigeligt at gøre med at agere hjælper. Det betyder dog ikke, at han ikke sagtens kan ende i top 3 i dette felt.

 

Movistar bliver svære at slå, men skal man pege på en mand, der kan gøre det, kunne Mikel Bizkarra være buddet. Efter et skadesramt forår fandt han benene i Baskerlandet, og efter en svag start sluttede han stærkt af på de sidste to etaper i Tour of the Alps. Senest var han en af de fire, der kørte fra alt og alle i Giro dell’Appennino, og han synes i det hele taget bare at blive bedre og bedre. Han er langt mere komfortabel på lange bjerge end på eksplosive stigninger, og derfor vil også han savne kongeetapens bjergfinale. Hans problem er nemlig, at han er langsommere end både Carapaz og Landa, og derfor skal han køre fra dem for at vinde. Det bliver svært, men ser man alene på klatreevne, er Bizkarra manden, der kan gøre det.

 

Heldigvis er han ikke alene. Euskadi-Murias har nemlig også Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez, der i år faktisk flere gange har vist, at det ikke var et tilfælde, at han tog den store etapesejr sidste år. Desværre har han også været ramt af en hel serie af styrt, der har sat ham tilbage, hver gang han fandt formen. Senest blev han syg i Fleche Wallonne, og derfor er han næppe helt på toppen, særligt fordi han var i asfalten i både Catalonien og Baskerlandet. Omvendt viste han fin form i Finistere inden sygdommen, og med de takter, han har vist i år, burde han være en af de bedste klatrere i dette felt. Sammen med Bizkarra kan han måske snyde Movistar. Holdet har også Garikoitz Bravo, der dog også har været syg og formentlig får det svært på Acebo, samt Mikel Iturria, der lagde stærkt ud i Tour of the Alps, men faldt helt sammen mod slutningen samt i Giro dell’Appennino.

 

W52 er desværre uden 2017-vinderen Raul Alarcon, der for to år siden sensationelt slog Giro-favoritten Quintana, men det betyder ikke, at de er uden chancer. Holdet har nemlig Edgar Pinto, der med en 5. plads på kongeetapen og i klassementet i Tyrkiet har vist fin form. Desværre er han også mere puncheur end ren klatrer, og det vil være en overraskelse, hvis han kan matche Carapaz og Landa på Acebo. Til gengæld har han punch og spurtstyrke og må være blandt favoritterne på 1. og 3. etape. Sker der en regruppering på lørdag, og kan han sidde med i 1. gruppe, ligner han med sin fine form en mand, der har alle chancer for at slå Movistar. Holdet har også sidste års nr. 3, veteranen Ricardo Mestre, men han skuffede fælt i Tyrkiet. Omvendt har han været ganske svingende i de senere år, og har han efterhånden fundet formen, burde han være en af de bedste klatrere i løbet. Det stærke hold har endda også 2016-vinderen af Volta a Portugal, Rui Vinhas, men han er ikke helt så skarp længere og har intet vist i år, samt Joaquim Silva, der er i fin form, men som nok mangler topniveauet for at vinde.

 

Manzana Postobon har to gode kandidater i Carlos Julian Quintero og Aldemar Reyes. Quintero er virkelig blomstret op efter sit comeback på den professionelle scene og var bedre end nogensinde i Baskerlandet, hvor han imponerede på stigningerne. I Tour of the Alps var han til gengæld skuffende, indtil han fandt benene på sidste etape, hvor han med lidt mere omtanke formentlig kunne have slået Fausto Masnada i en tomandsspurt. Desværre er Acebo for svær en stigning til den relativt store colombianer, men skulle der ske en regruppering, står han fint med sin gode spurt. Reyes var bedre end Quintero i Alperne og er ligeledes hurtig på stregen, men til gengæld har hans topniveau ikke været helt så højt, som det har for hans erfarne holdkammerat. Til gengæld har Jhojan Garcia og Omar Mendoza ikke vist megen form på det seneste.

 

Caja Rural havde egentlig en god kandidat i Sergey Chernetckii, men dette er hans comeback efter en skadespause, og han kan derfor ikke ventes at have formen til at være med fremme i så svært et løb. Det bliver formentlig en opgave for formstærke Jonathan Lastra, der senest imponerede i sidevinden i Castilla y Leon, men som i år også har klatret bedre end tidligere. Desværre har han sine begrænsninger på lange stigninger, som vi så det i Baskerlandet, men han har et våben i sin spurt, hvis der sker samling på 2. etape. Holdet har en mere klassisk klatrer i Cristian Rodriguez, der kørte forrygende på kongeetapen i Catalonien, men viste skræmmende dårlig form i Baskerlandet.

 

De unge løver fra Kometa har den meget lovende klatrer Michel Ries, der sidste år blev nr. 10 i Tour de l’Avenir og nr. 11 i Tour de l’Ain. I år lagde han stille ud, men han begyndte at finde formen på Sicilien, hvor han med en 9. plads på kongeetapen sikrede sig samme placering i klassementet. Har han fortsat fremgangen, burde han kunne lide den lange, udmarvende Acebo-stigning. Han mangler dog stadig at vise, at han kan være med hos de allerbedste, og hans manglende spurtstyrke gør det svært for ham at vinde.

 

Fundacion Euskadi er uden Sergio Higuita, der vist er taget til USA for at forberede sig på en EF-debut i Tour of California, men det beyder ikke, at det lille baskiske hold er uden chance. De har nemlig den lovende Txomin Juaristi, der sammen med Higuita var med i den sekstet, der afgjorde det hårde Klasika Primavera, og som også er blevet nr. 6 samlet i Alentejo. Allerede i 2017, da han blev nr. 2 i U23-udgaven af Portugal Rundt viste han potentiale, og det er han klar til at bygge videre på i år på en rute, der burde passe ham. Holdkammeraten Ibai Azurmendi viste klatrepotentiale i 2018, men har ikke haft samme niveau i år. Også Lokosphinx gør det altid godt i dette løb, og de har i Alexander Vdovin, der blev nr. 9 i både GÅ Indurain og i Alentejo en formstærk og dygtig klatrer, der bakkes op af den knap så stærke Savva Novikov.

 

Burgos er desværre lidt af karikatur af et prokontinentalhold, og de har da heller ikke meget at byde ind med her. Holdet er klatresvagt, og på en bjergrig rute som denne er det formentlig kun Ricardo Vilela, der kan begå sig. Han har tidligere klatret hæderligt, men i år har han intet vist. Det lille Coldeportes-mandskab har også en kandidat i Johnatan Canaveral, men han skuffede på Sicilien og i Giro dell’Appennino, og ruten er nok for svær for den colombianske mester Oscar Quiroz.

 

BEMÆRK: De langsommelige arrangører har desværre ikke udsendt en startliste endnu kl. 21 torsdag aften. Vi kender derfor ikke trupperne for Israel Cycling Academy og Gazprom-Rusvelo og heller ikke for de fleste kontinentalhold. Vi vil opdatere nedenstående stjernevurdering, når startlisten omsider bliver kendt, men der vil ikke komme beskrivelser af de øvrige favoritter.

 

OPDATERING: Den endelige startliste foreligger omsider. Gazprom-Rusvelo stiller med formstærke Aleskandr Vlasov, der sammen med Bizkarra og Rodriguez ligner værste trussel mod Movistar og har også de klatrestærke Artem Nych og Alexey Rybalkin. Israel Cycling Academy har Krists Neilands, der desværre ikke har vist meget i år, mens Louletano har hurtige og klatrestærke Vicente Garcia de Mateos samt David de la Fuente, der dog ikke er på samme niveau som tidligere. Coldeportes har hentet den tidligere vinder af Vuelta a Colombia, Aristobulo Cala, ind. Radio Popular satser på den velkørende David Rodrigues, og endelig er veteranen Francisco Mancebo til start, der i år har vundet på den asiatiske scene.

 

***** Richard Carapaz

**** Mikel Landa, Mikel Bizkarra

*** Aleksandr Vlasov, Oscar Rodriguez, Edgar Pinto, Ricardo Mestre, Carlos Julian Quintero

** Jonathan Lastra, Vicente Garcia de Mateos, Cristian Rodriguez, Michel Ries, Alexander Vdoviin, Mikel Iturria, Garikoitz Bravo, Aristobulo Cala, Krists Neilands, Txomin Juaristi, Aldemar Reyes, Sergei Chernetckii, David Rodrigues

* Francisco Mancebo, Artem Nych, Rui Vinhas, Ibai Azurmendi, Savva Novikov, Joaquim Silva, Antonio Pedrero, Ricardo Vilela, Jonathan Canaveral, Mario Gonzalez, David de la Fuente, Oscar Quiroz

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL GIROEN - MASSER AF FLOTTE PRÆMIER
 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

WWT Emakumeen XXXII.Bira(2.WWT) 22/05-25/05

Tour of Estonia(2.1) 23/05-25/05

Hammer Stavanger(2.1) 24/05-26/05

Tour de l'Ain(2.1) 24/05-26/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 25/05-26/05

Grote Prijs Marcel Kint(1.1) 26/05

Winston Salem Cycling Cla...(1.1) 27/05

Tour of Norway(2.HC) 28/05-02/06

Circuit de Wallonie(1.1) 30/05

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 30/05-02/06

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 30/05-02/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger