Optakt: Vuelta a Asturias

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fyldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

I 1990erne havde stort set alle regioner deres eget etapeløb, men mange af dem er nu enten forsvundet, blevet forkortet eller reduceret til et endagsløb. Selv WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Country har været tæt på at blive aflyst, men heldigvis har de begge afværget krisen for nu. Forholdene er vanskeligere for de mindre løb. Vuelta a Murcia var indtil for få år siden bare et endagsløb, og Vuelta a la Rioja forsvandt i 2018 efter længe at have været et endagsløb, Vuelta a Castilla y Leon afvikles nu over bare tre dage og er aflyst igen i år, og listen over løb, der er forsvundet helt, er alenlang.

Et af de få løb, der har klaret at overleve, er Vuelta a Astuias, men løbet er slet ikke, hvad det tidligere var. Med en historie, der rækker tilbage til 1925, er det et af Spaniens ældste løb, og det kan ikke undre, da Asturien med sit bjergrige terræn er et fantastisk område til cykelløb. Efter de første fire år blev det kun kortvarigt genoplivet i 1947 og 1950, indtil det blev afviklet hvert år mellem 1953 og 1957, hvor Federico Bahamontes vandt to gange.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Det var imidlertid først i 1968, at det blev en fast del af den spanske kalender, og efter adskillige år domineret af spaniere blev det et stort internationalt løb. Det blomstrede i 90erne, hvor ryttere som Piotr Ugromov, Alex Zülle, Erik Breukink, Miguel Indurain, Laurent Jalabert og Joseba Beloki alle tog den samlede sejr, men derefter startede overlevelseskampen langsomt. I løbet af 00erne blev startfeltet gradvist svagere og svagere, og det blev igen et løb primært for spanske ryttere.

De virkeligt hårde tider indledtes, da den økonomiske krise ramte Spanien, og siden da har løbet kæmpet for sin eksistens. Tidligere blev det afviklet i forbindelse med endagsløbet Subida al Naranco, hvilket gjorde det til en fantastisk cykeluge i Asturien. Det løb forsvandt imidlertid i 2011, hvor det i stedet blev lagt ind under Vuelta a Asturias, og bare et år efter blev det fem dage lange etapeløb forkortet til kun 3 dage. Lavpunktet kom i 2014, da løbet blev aflyst på et meget uheldigt tidspunkt for Nairo Quintana, der havde planlagt at bruge det som sin sidste test før Giroen. Heldigvis lykkedes det arrangørerne at få det tilbage på kalenderen i 2015, ganske vist kun som et to dage langt løb, men tingene ser ny lysere ud, idet det siden 2016 igen har været afviklet over tre dage.

Løbet er dog stadig ikke, hvad det var engang. Som de fleste andre spanske løb er det nu hovedsageligt en affære for de spanske hold, der har haft selskab af kontinentalhold, hovedsageligt fra Portugal og Colombia. Heldigvis er det i de sidste par år lykkedes at få udenlandske Protems med. Det gælder også i år, hvor Arkea, Total Direct Energie, Novo Nordisk, Gazprom, Delko og Eolo alle deltager, og de ledsages naturligvus af de spanske professionelle anført af Movistar. Tv-dækningen er for længst en saga blot, og løbet får ikke megen international opmærksomhed. Derudover skipper de største navne som regel løbet, men det har i stedet udviklet sig til en testscene for unge talenter på Movistar-holdet og ryttere, der jagter en plads i Giro-truppen hos det spanske storhold.

I de senere år har der været lidt ekstra opmærksomhed. I både 2017 og 2018 brugte Movistars Giro-kaptajner - hhv. Nairo Quintana og Richard Carapaz - løbet som sidste forberedelse inden Giroen, og den model brugte de i udvidet omfang i 2019, hvor begge deres Giro-kaptajner, Mikel Landa og Carapaz, finpudsede formen i de asturiske bjerge. Sådan bliver det dog ikke i år, hvor holdets Giro-kaptajn, Marc Soler, vælger det længere og stærkere besatte løb i Romandiet, men løbet får alligevel lidt stjernestøv med deltagelsen af Quintana, der runder sit forår af i Asturien.

Løbet blev aflyst i 2020, men i 2019 var det som sagt sidste Giro-test for Landa og Carapaz. De viste sig i den grad klar, da de kørte fra alt og alle på løbets kongeetape, hvor Carapaz fik lov at krydse stregen først, og ecuadorianeren endte da også med at vinde løbet for anden gang i træk. Det blev dog ikke til dobbeltsejr, da Landa måtte udgå med lidt sygdom, og derfor blev nr. 2 og 3 i stedet Krists Neilands og Aleksandr Vlasov, der dengang kørte for Gazprom. Det bliver ikke noget hattrick for Carapaz, da hverken han eller Ineos deltager i år, og da hverken Neilands’ eller Vlasovs mandskaber er til start heller, er der ingen gengangere fra det seneste podium.

Ruten

Asturien er et af de mest bjergrige områder i Spanien, og der er vel næppe en eneste flad kilometer vej. Derfor har Vuelta a Asturias altid været et løb for klatrere, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i 2021, hvor der er stigninger på programmet alle tre dage. Løbet har endda fundet et ret fast mønster, hvor man i de senere år har genbrugt de samme tre etaper, og i år er der også næsten tale om en tro kopi af det, vi kender, dog med et par væsentlige ændreinger

Løbet indledes med den efterhånden klassiske åbningsetape til La Pola de Lena, hvor en relativt kuperet dag afsluttes med det første lille klassementsopgør på en stejl mur i udkanten af byen, men hvor man oftest ser, at en lille gruppe af favoritter skal spurte om sejren. Denne gang er den samlede etape inden finalen dog gjort betydeligt hårdere, og det øger chancen for, at eksplosive folk kan gøre en forskel, som vi har set to af de seneste fire gange.

Derefter er det om lørdagen tid til den klassiske kongeetape, der altid er sluttet på toppen af ikoniske Alto del Acebo, men som noget helt nyt flyttede man i 2019 målet ned til den nærliggende by Cangas del Narcea. Den model genbruges i år, hvorfor der efter stigningen, der bestiges fra en ny side, venter 16,5 km nedkørsel, som kan skabe en regruppering, hvilket dog ikke skete i 2019, hvor Richard Carapaz og Mikel Landa kørte fra alt og alle. Det hele slutter, som det har gjort hvert år siden 2015, nemlig med den korte og intense etape til Oviedo, hvor den stejle mur Violeo før har givet de bedste en sidste chance for at vende op og ned på klassementet, men denne gang har etapen fået twist. Efter nedkørslen til Oviedo skal man nemlig op ad den ikoniske Alto del Naranco, som vender tilbage efter otte års fravær og byder på løbets eneste bjergfinale. Selvom der er tale om en relativt let stigning, har historien vist, at den sagtens kan gøre forskelle, særligt som afslutning på tre dage i stærkt kuperet terræn.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

1. etape

Vuelta a Asturias er et rigtigt bjergløb, og man kommer ikke langt, hvis ikke man har skruet klatrebenene rigtigt på. Det bliver tydeligt allerede fra første færd, hvor feltet for tredje gang i træk vil lægge ud med en eksplosiv finale i Pola de Lena. Etapen gjorde debut i 2016 og har været brugt som åbning i de tre seneste udgaver, og med en kort stejl stigning i den absolutte finale er det to ud af fire gange lykkedes for ryttere at køre hjem til sejr fra stigningen. Det viser, at man skal være på stikkerne fra start, og allerede efter bare én dag kan de første væsentlige forskelle være blevet skabt.

I alt skal der tilbagelægges 184,5 km, der fører feltet fra Asturiens hovedby, Oviedo, til Pola de Lena. Fra start kører man igennem fladt terræn mod øst frem til byen Pola de Siero, der nås efter 13,5 km kilometer. Her kører man en omgang på en 63,3 km lang rundstrækning, der først er le stigende mod nordøst op til toppen af Alto la Campa, inden det falder ad en let nedkørsel mod nordøst. Nu kører man mod vest op ad en ikke-kategoriseret stigning (3 km, 5,7%), der leder op til et plateau, som følges mod sydvest frem til bunden af kategori 2-stigningen Alt la Fumarea (6,2 km, 7,0%), der en svær stigning med først 2 km med 8-9%, og som har top efter 66,8 km. En let nedkørsel leder mod vest, inden det går mod syd og sydvest tilbage til Pola de Siero, hvor den første spurt køres efter 76,8 km.

Efter rundstrækningen går det igennem fladt terræn mod vest og syd, inden man rammer kategori 3-stigningen Alto de la Gargantada (4,4 km, 3,6%), der er en let og jævn opkørsel med top efter 89,5 km. En kort, kringlet nedkørsel leder mod sydvest, inden det går ad en let stigende vej mod sydøst og senere sydvest forbi dagens anden spurt, der kommer efter 102,7 km. Her tager etapen for alvor fat, når man kører mod sydvest op ad kategori 1-stigningen Alto de la Colladona (6,9 km, 6,2%), der er en jævn stigning med top efter 121,7 km. En svær nedkørsel leder videre mod sydvest, inden det går via en let faldende dalvej mod nordvest og nord frem til en endnu en rundstrækning.

Her skal der køres en omgang, hvor man først kører ad en let stigende vej mod øst, inden man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Alto de la Cabaña (3,4 km, 8,7%), der slutter med 1400 m med 10,0%, inden toppen rundes efter 155,0 km. En nedkørsel leder mod vest og nord, inden man drejer mod syd at passere kategori 3-stigningen Alto de Fresneo (5,0 km, 5,0%, der lægger ud med 1,1 km med 8,2%, siden flader ud og slutter med 1,8 km med 7,8%.

Fra toppen resterer bare 15,2 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden fladt terræn leder mod syd ned til rundstrækningens udgangspunkt. Herfra fortsætter man igennem fladt terræn mod syd, inden man rammer kategori 3-stigningen Alto de Carabanzo (2,0 km, 9,9%), hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 12m5%, 10,8%, 9,6% og 6,7%.  Toppen rundes efter 178,2 km, hvorefter de sidste 6,3 km indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod sydvest, inden de sidste 3 km er flade og går mod sydvest ad en relativt lige vej, der afbrydes af et sidste sving 600 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 3169 højdemeter, hvilket er hele 700 m flere end i 2019.

Vi kender finalen fra de fire seneste udgaver, og vi har set, at den stejle mur er ganske hård. I 2016 lykkedes det for tre mand at køre væk, i 2017 holdt en enlig udbryder hjem, mens Raul Alarcon længere tilbage kørte væk fra favoritterne, og i 2018 og 2019 endte det i en spurt i en lille gruppe. Som regel har der kun været ca. 10 mand tilbage i favoritgruppen, og det viser, at det er en afslutning, der med det samme vil kunne bruges til at sikre sig et vigtigt forspring i kampen om den samlede sejr. Det gælder særligt i år, hvor første del af etapen er helt nytænkt og meget sværere end tidligere, og derfor kan vi allerede her få et godt billede af, hvem der kan vinde løbet,

I 2019 var etapen mindre selektiv end vanligt, idet 28 mand spurtede om sejren med Carlos Quinterto som hurtigste foran Orluis Aular og Richard Carapaz. I 2018 var Dmitriy Strakhov hurtigere end Jonathan Caicedo og Sergio Higuita i en lille gruppe af klatrere. I 2017 holdt Weimar Roldan hjem fra det tidlige udbrud, mens Raul Alarcon kørte fem sekunder fra favoritgruppen, hvis spurt blev vundet af Carlos Barbero foran Eduard Prades. I 2016 kørte Carlos Betancur, Fabricio Ferrari og Alexander Vdovin væk, hvorefter colombianeren spurtsejrede, mens Daniel Moreno var hurtigst i en 14 mand stor favoritgruppe, hvor han slog Sergey Shilov og Prades på stregen. I 2013 lykkedes det Amets Txurruka at holde en forfølgergruppe bag sig med 4 sekunder, og derfor gav det kun en andenplads, at Jorge Montenegro slog Mikel Landa i spurten.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

2. etape

I de seneste år har den berygtede stigning Alto del Acebo været løbets vanskeligste udfordring, og det vil igen være tilfældet i 2021, hvor kongeetapen for fjerde gang i træk er placeret om lørdagen. Som noget helt nyt var der i 2019 imidlertid ikke mål på løbets mest ikoniske stigning, men i stedet ventede der efter passagen af toppen stadig 20 km, der bestod af en nedkørsel og en flad finale. Selvom det lykkedes Mikel Landa og Richard Carapaz at køre fra alt og alle, ændrede det løbets dynamik - åbenbart på en måde, der faldt i arrangørernes smag. I hvert fald gentages modellen i 2021, hvor der igen er lagt op til det klassiske slag på Acebo, men også en mulighed for en efterfølgende regruppering. Denne gang vælger man dog en anden, men lige så stejl opkørsel, der dog har top lidt tættere på mål og med slet intet fladt efter toppen.

I alt skal der tilbagelægges 200,5 km mellem Candas og Cangas del Narcea, der altså ligger i bunden af Alto del Acebo. Startbyen ligger helt oppe ved den asturiske nordkyst, hvorfra man skærer ind i landet ved at køre mod vest i hovedsageligt fladt terræn. Kort efter rammer man kystvejen, og derefter går det i hele den første halvdel af etapen ad den snoede og let kuperede kystvej frem til buen Luarca, hvor dagens første spurt kommer efter 96,6 km.

Efter spurten siger man farvel til vandet, når man drejer mod syd for at køre direkte op ad kategori 2-stigningen Alto de Aristebano (14,1 km, 3,5%), der er en lang, let opkørsel, som kun er lidt stejl med 5-7% over de første 3 km. Toppen rundes efter 115,5 km, hvorefter det kortvarigt falder mod syd, inden man skal over en bakke (1,6 km, 5,9%) efterfulgt af en nedkørsel, der leder ned til den anden spurt, som kommer efter 123,5 km. Nu går det direkte mod syd op ad kategori 3-stigningen Alto Forcayao (4,6 km, 6,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 128,7 km. En svær nedkørsel leder videre mod syd, inden den sydgående vej fortsætter med stærkt kuperet terræn med tre bakker med toppe efter hhv. 139 km (6,0 km, 5,0%), 158 km (2,1 km, 8,9%) og 156 km (1,7 km, 6,8%), alle efterfulgt af nedkørsler, inden en let stigende vej leder frem til Cangas del Narcea, hvor målstregen krydses efter 164,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 35,8 km lang rundstrækning i området syd for byen. Fra start går det mod syd ad den let stigende vej, som senere forsætter mod sydøst. I det sydligste punkt drejer man mod nord for at køre op ad kategori 1-bjerget Alto del Acebo, der stiger med 7,2% over 8,9 km. Man skal dog ikke lade sig snyde af tallene, da de første 6 km stiger jævnt med 9-11%, inden der venter en kilometer med 5,1% og slutteligt to faktisk flade kilometer, inden bjergspurten kommer efter 184,0 km. Herfra resterer 16,5 km, der indledes med en først teknisk ukompliceret nedkørsel som fører mod nord og siden sydvest tilbage til målbyen, idet man på den øvre del skal over en bakke (800 m, 6,5%). Det falder hele vejen ned til mål, idet nedkørslen slutteligt bliver mere kringlet og afsluttes med et dobbeltsving med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 4231 højdemeter, hvilket er 1300 m flere end i 2019.

Det er ganske interessant, hvilken indvirkning det vil have, at etapen denne gang har en flad finale. I de tidligere år er de bedste klatrere bare kørt væk på Acebo, der er en ganske svær og yderst selektiv stigning, og det er det også i år, selvom man denne gang bruger en anden opkørsel. Sidst lykkedes det alligevel for Carapaz og Landa at køre fra alt og alle, og bag dem jagtedes de af først Krists Neilands og Aleksandr Vlasov og siden en gruppe på seks mand. Det vidner om, at der er basis for en vis regruppering efterfølgende, men også for, at de bedste klatrere stadig kan gøre forskellen, som de plejer - og det bliver med 1300 højdemeter ekstra i forhold til 2019 endnu lettere denne gang.

Cangas del Narcea har i mange år været fast startby for etapen efter kongeetapen, men den har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde, før man altså brugte den nye finale i 2019. Her vandt Richard Carapaz foran holdkammeraten Mikel Landa, da de to ankom hele 1.50 foran Krists Neilands og Aleksandr Vlasov samt 2.34 foran den næste seksmandsgruppe. Som sagt plejede der tidligere at være mål på Alto de Acebo, hvor Richard Carapaz i 2018 sejrede foran landsmanden Johnatan Caicedo og Ruben Fernandez, og hvor Nairo Quintana i 2017 besejrede Raul Alarcon i en duel. I 2016 tog Hugh Carthy en solosejr foran holdkammeraten Sergio Pardilla samt Gairkoitz Bravo. Forud for det skal vi tilbage til 2011 for at finde sidste besøg på bjerget, der ellers har været anvendt som mål hvert eneste år i dette årtusinde inden det. Javier Moreno (2011), Fabio Duarte (2010), Francisco Mancebo (2009), Tomasz Marczynski (2008), Alberto Fernandez de la Puebla Ramos (2007), Oscar Sevilla (2006), Xavier Tondo (2005), Jonathan Gonzalez (2004), Fabian Jeker (2003), Leonardo Piepoli (2002), Alberto Lopez De Munain (2001), Joseba Beloki (2000) og Fernando Escartin (1999) er de seneste vindere, langt de fleste ved at komme alene til stregen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

3. etape

Vuelta a Asturias er et bjergløb, og man har som regel sørget for, at klassementet også kan blive ændret på sidste etape. I de senere år er det sket via den klassiske svære afslutning i Oviedo, hvor en stejl stigning har kunnet gøre den sidste forskel, men sådan bliver det ikke i år. Her bliver der nemlig plads til et glædeligt gensyn med afslutningen på Alto del Naranco i udkanten af Oviedo, hvor der i mange år var mål for endagsløbet Subida del Naranco, der først blev inkluderet i Vuelta a Asturias, men siden taget helt ud af løbet. I år vender den endelig tilbage, og selvom der er tale om en kort og ikke alt for stejl stigning, vil det være muligt med en bjergafslutning at ændre på stillingen til allersidst.

Som altid er der tale om en kort etape, der denne gang fører over 125,3 km fra Cangas del Narcea til Alto del Naranco i udkanten af Oviedo. Det meste af etapen er meget let, idet man kører mod nordøst igennem terræn, der er ganske let faldende og kun afbrydes af to mindre bakker - den sidste med 4,8% over 3,1 km - inden man efter 66,3 km når frem til den første spurt. Herfra begynder det at stige let, når man kører mod først sydøst, siden nordøst og slutteligt sydøst frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 101,4 lette kilometer, idet det kort forinden bliver lidt stejlere med 1,9 km med 6,0%.

Et fladt stykke leder nu mod sydvest, inden etapen tager fat. Det sker, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stignijgen El Violeo (2,7 km, 10,7%), der er en sand mur med 2,0 km med ca. 12% i snit, inden den flader ud med 7,2% over de sidste 700 m frem til toppen, der rundes efter 112,1 km. De sidste 13,2 km, indledes med en meget let nedkørsel, der leder mod sydøst ned til Oviedo, hvor an igenne fladt terræn kører mod øst ind gennem byen, hvor man skal over en bakke (1,2 km, 7,2%). Umiddelbart herefter drejer man mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Alto del Naranco, der stiger med 6,6% over 5,4 km og efter to lette kilometer med 5-6% stiger med 7-8% over de sidste 3,4 km. Efter et hårnålesving med 2,7 km er vejen relativt lige, indtil der kommer hele fire relativt skarpe sving på den sidste kilometer, det sidste med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 2004 højdemeter

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Etapen er næsten en tro kopi af den, vi kender, for tidligere har vi set det sidste slag på El Violeo-stigningen, der før har gjort forskelle. Hidtil er man dog sluttet nede i Oviedo, men nu skal man op over Naranco efterfølgende. Det gør etapen mere selektiv, og selvom afslutningen ikke er den sværeste, er det bestemt muligt, at vi kan se forskelle, når rytterne forinden har været ovre den meget svære Violeo-stigning. Dermed er der lagt op til en hæsblæsende afslutning, hvor klatrerne for tredje gang på tre dage får mulighed for at angribe hinanden.
 

Afslutningen på Alto del Naranco blev senest brugt i Vueltaen i 2016, hvor David de la Cruz tog både etapesejr og førertrøje som bedste mand fra et udbrud, og i 2019, hvor Joaquim Rodriguez kørte alene hjem til sejr foran Diego Ulissi, Daniel Moreno, Samuel Sanchez og Chris Horner, der overtog trøjen fra en overraskende lidende Vincenzo Nibali. Dette løb sluttede på stigningen i 2013, hvor Javier Moreno var hurtigst blandt 10 foran Mikel Landa og Andre Cardoso, i 2012, hvor Remy di Gregori spurtsejrede froan Benat Intxausti, David Moncoutie og David Lopez, og i 2011, hvor Constantino Zaballa var hurtigere end Javier Moreno og Charles Wegelius i en tremandsspurt. I 2001 og 2000 var der bjergenkeltstart på stigningen med sejre til hhv. Juan Carlos Dominguez og Alberto Lopez de Munain, mens Fernando Escartin i 1999 vandt en linjeløbsetape med mål på toppen. Som sagt sluttede Subida del Naranco også på bjerget, indtil det forsvandt, og her var de sidste vindere Santiago Perez (2010), Romain Sicard (2009), Xavier Tondo (2008), Koldo Gil (2007), Fortunato Baliani (2006), Rinaldo Nocentini (2005), Iban Mayo (2004), Leonardo Piepoli (2003), Gonzalo Bayarri (2002), Claus Michael Møller (2001), Jose Luis Rubiera (2000) og Santiago Blanco (1999).

Favoritterne

Vuelta a Asturias har alle dage været et bjergløb med meget få muligheder for sprintere. Det er bestemt også tilfældet i år, hvor man altså i alt væsentligt genbruger samme rute som i de seneste sæsoner, dog med de markante nyskabelser. Dermed ved vi også, at alle tre etaper i princippet har mulighed for at spille en rolle i klassementet.

Nøgleforandringen er naturligvis den, vi fik indført i 2019, nemlig at kongeetapen ikke længere slutter på Acebo. Det ændrer løbets dynamik ganske markant, fordi den bedste klatrer nu ikke bare kan regne med at køre fra alt og alle, som han gjorde i gamle dage. Det åbner løbet for flere ryttere og kan gøre det til en mere taktisk og ikke kun fysisk bestemt affære.

Alligevel så vi i 2019, at Mikel Landa og Richard Carapaz kørte fra alt og alle, og stigningen var også svær nok til at sikre, at Krists Neilands og Aleksandr Vlasov kunne holde den første lidt større gruppe bag sig. I år opkørslen en anden, men den er lige så svær, og der er denne gang intet fladt til sidst. Der er altså endnu større chance for, at bedste klatrer kan holde hele vejen hjem.

Den helt store nyskabelse i år er den herlige tilbagevenden til Naranco på søndag. Vi vidste godt, at den stejle El Violeo i sig selv kunne skabe forskelle, men nu får klatrerne en endnu bedre chance. Ganske vist er Naranco ikke svær, men i et relativt svagt felt som dette vil den med Violeo i benene godt kunne gøre forskelle. Vi så som bekendt i Vueltaen i 2013, at den var svær nok til, at Chris Horner kunne tage trøjen fra Vincenzo Nibali, og derfor vil der være mulighed for revanche for de bedste klatrere, hvis der alligevel skulle ske en form for samling på kongeetapen.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Endelig er 1. etape, som vi kender den. Det har før været muligt for eksplosive folk at køre væk på sidste stigning, og den chance er endnu større i år, hvor den samlede etape er betydeligt hårdere. Vi ved dog også, at det ofte er endt i en spurt, og under alle omstændigheder må det regnes som den mindst vigtige af de tre etaper.

Med baggrund i kongeetapen fra 2019 taler meget således for, at bedste klatrer vil kunne vinde. Enten kan han køre alene hjem fra Acebo, eller også kan han måske gøre en forskel på Naranco. Spurtstyrke skal dog ikke undervurderes. Sker der en regruppering lørdag, kan bonussekunder i spurten på alle tre etaper sagtens komme i spil, da Naranco er en stigning, der meget vel kan ende i en puncheuragtig afslutning.

Samtidig skal man ikke undervurdere betydningen af taktik. Feltet er svagt, og alle ved formentlig, at Nairo Quintana er bedste klatrer. Særligt 1. etape, men også finalerne på både 2. og 3. etape kan blive ret svære at kontrollere for et svagt hold, og Arkea er ikke verdens stærkeste mandskab. Man må formode, at Movistar ikke bare lader sig føre frem til skafottet af deres tidligere kaptajn, og jeg forventer derfor et ret aggressivt løb, hvor det bestemt er muligt, at det kan glide Arkea af hænde, måske særligt på 1. etape.

Vejret er altid en faktor i det regnfulde Asturien, og det kan det også blive denne gang. I hvert fald bliver både fredag og lørdag kolde og regnfulde, og der vil være modvind på Acebo og første del af nedkørslen. Heldigvis er stigningen svær nok til, at vinden ikke er altafgørende, men det kan gøre det vanskeligere at gøre forskelle. Vejret vil rette sig til søndag, hvor direkte modvind på Naranco øger sandsynligheden for en puncheurspurt på toppen

Med så svær en rute må Nairo Quintana være storfavorit. Måske har han ikke været flyvende i år, men hans kørsel senest i Tour of the Alps, hvor han trods alt var en af de bedste, vidner om, at han bør være i særklasse i dette felt. Det er klart, at han savner afslutningen på Acebo, men i stil med Carapaz og Landa vil jeg tro, at han alligevel kan gøre forskellen og køre hjem til en solosejr. Skulle han blive hentet, har han stadig Naranco i baghånden, for her vil han trods modvinden også være i stand til at vinde. Regnvejr plejer heller ikke at genere Quintana, og han er topmotiveret efter at få et eller andet ud af sit forår, hvilket er årsagen til beslutningen om at køre. Jeg kan frygte, at Arkea ikke kan kontrollere løbet, men lykkes den mission tror jeg, at Quintana med udgangspunkt i de to sidste etaper vinder løbet samlet. Holdet har også Winner Anacona , der måske kan spilles ud i et udbrud, hvis det kniber med at kontrollere, for han viste stigende form i Alperne. Til gengæld er Diego Rosa stadig formsvag, men et bedre Liege antyder, at han måske alligevel kan spilles taktisk ud. Dayer Quintana synes ikke formstærk nok til at kunne spille en rolle.

Den værste rival kunne være Pierre Latour. Ganske vist har heller ikke han været flyvende, men en 22. plads i Baskerlandet og en 9. plads på første bjergetape i Paris-Nice vidner om, at han bør være en af de bedste i dette løb. Vigtigst er det, at han har sin spurt som våben og derfor kan vinde bonussekunder på 1. og 2. etape, hvis han får hentet Quintana igen. Han hjælpes også af modvinden på Naranco, for i en puncheurspurt kunne han være favorit. På den gamle rute var det blevet svært at slå Quintana, men med den nye kongeetape lader det sig gøre. Hos sig har han en ikke alt for formstærk Victor de la Parte, der mangler punch, men bør ende godt og kan spilles ud i et taktisk spil. Til gengæld har Fabien Doubey slet ikke vist form i år.

Delko kommer med Jose Manuel Diaz, der netop har vundet samlet i Tyrkiet, og han kunne meget vel være værste trussel mod Quintana på kongeetapen, hvis han kan håndtere kulden og regnen. Formen er i hvert fald i top, men spørgsmålet er, om løbet passer ham, når der ikke er bjergfinale på Acebo. Han er nemlig slet ikke spurtstærk, og derfor er den flade finale ikke ideel. Til gengæld er Quintana lige så langsom i en flad spurt, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at han kan vinde, hvis han kan følge den colombianske favorit. Som alternativ har holdet Mauro Finetto, der med en 12. plads i Tyrkiet viste fremgang, men han har ikke længere fordums styrke og vil finde Acebo for svær. Trods sit store talent må Biniam Ghirmay komme til kort på Acebo, og Mathias Le Turnier har slet ikke fundet formen i år.

Movistar kommer med deres unge ryttere og hjælpere, der her får en chance for at jagte et resultat. Mest tiltro skal man vel have til Antonio Pedrero , der bruger løbet som sidste forberedelse til Giroen. Det taler for, at han bør være i glimrende form, og har han de ben, han havde i starten af den seneste Giro, hvor han længe var i spil til top 10, er han en af de bedste klatrere i dette løb. Desværre er også han spurtsvag og uden punch. Holdet har også Abner Gonzalez og Juan Diego Alba, der begge viste fin form i Valencia, men nok kun vinder, hvis holdet udnytter deres overtal i det taktiske spil og manglen på kontrol. Egentlig burde der også være store forventninger til Einer Rubio, der burde være en bedre klatrer end dem begge, men hans kørsel i Baskerlandet var urovækkende. Omvendt skal han køre Giro, og derfor bør han have forbedret formen nu. Til gengæld har Hector Carretero slet ikke klatret god i efterhånden ganske lang tid.

Caja Rural kommer også med et stærkt kort i den formstærke Alejandro Osorio, der endelig er begyndt at indfri sit potentiale. I Alperne kørte han i sidste uge op med de bedste, og hans form har endda været i konstant fremgang. Som ren klatrer burde han elske denne rute, og han viste endda i Alperne også en hurtighed, der kan blive afgørende i et løb, hvor bonussekunder kan komme i spil. Hos sig har han endda den formstærke Jhojan Garcia, der blev nr. 4 i Tyrkiet, og det giver Caja Rural nogle kort at spille i det taktiske spil. Til gengæld synes Julen Amezqueta og Jokin Murguialday ikke at have formen.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Euskaltel møder med veteranen Luis Angel Maté, der pludselig har oplevet en lille genrejsning med fornem kørsel i Valencia, hvor han blev nr. 4 på kongeetapen. Det vidner om, at han har niveauet til at være med fremme også her, men stigningerne er også betydeligt sværere. På så vanskelig en stigning som Acebo må man stadig forvente, at han får det svært mod de allerbedste. Han ledsages endda af Gotzon Martin, der blev nr. 5 på samme kongeetape og dermed fortsætter en generelt flot sæson. Han synes dog mere at være puncheur end klatrer, og terrænet her er nok en anelse for svært. Derimod har Txomin Juaristi, Iabi Azurmendi og Antonio Angulo ikke vist deres bedste form.

Medellin kommer med et lille, men meget interessant hold. De stiller nemlig med Jose Tito Hernandez, der netop har vundet det bjergrige Vuelta a Colombia. Den form bør føre langt i et bjergløb som dette, men han har stadig til gode at vise samme niveau i Europa. Han ledsages endda af Robinson Chalapud, der sidste år viste glimt af fordums styrke med en 6. plads bag stjernerne på kongeetapen i Tour Colombia. Han blev dog kun nr. 11 i Vuelta a Colombia og synes ikke i samme form nu. Klatrestærke Cristia Montoya har ikke kørt løb i snart to år, og Fabio Duarte har ikke længere niveauet.

Gazprom kommer med Ilnur Zakarin , men hans kørsel i Alperne var desværre milevidt fra blot antydningen af det gamle niveau. Heldigvis gav hans kørsel i Liege lidt håb om bedring, ligesom han også gjorde det godt på kongeetapen i Tirreno. Med samme ben bør han gøre det hæderligt her, men finalerne passer slet ikke til en mand uden punch og nedkørselsevner. Hos sig har han Roman Kreuziger, men også i år har han desværre været uhyre formsvag, og han synes ikke længere at have niveauet.

Burgos stiller med en anden veteran i form af Daniel Navarro, der burde elske dette bjergløb. Han begynder langsomt at finde lidt form efter den sene kontraktunderskrivelse, men en beskeden 14. plads på kongeetapen i Valencia vidner om, at han nok stadig ikke kan køre op med de bedste - slet ikke efter det kraftige niveaufald, vi så i 2020. Klatreren Oscar Cabedo viste endelig lidt form på kongeetapen i Baskerlandet, men har også til gode at være med helt i front på dette niveau. Det samme har Alex Molenaar, der ellers viste god form i Valencia.

Løbets store joker er vel Roniel Campos. To år i træk har han vundet Vuelta al Tachira, og nu får han endelig chancen i Europa. Hans form er dog totalt ukendt, og han har ikke kørt løb siden den samlede sejr i januar, men en ret dominerende præstation med tre etapesejre i år gør ham meget interessant at følge. På Louletano har han endda selskab af Cesar Nicolas Paredes, der har vist, at han kan begå sig på dette niveau i San Juan, hvor han blev nr. 8 i 2020 og nr. 7 i 2019. Også han får endelig chancen i Europa, men da han ikke har kørt ét eneste UCI-løb siden San Juan for 15 måneder siden, aner vi ikke, hvor han står.

Kern Pharma kommer med en talentfuld duo i Savva Novikov og Roger Adria, men begge har skuffet en anelse. Mest forventning skal man måske havde til Adria, der efter et ellers skuffende løb i Baskerlandet med en 30. plads på kongeetapen sluttede af med at vise stigende form. Novikov blev derimod blot nr. 21 på kongeetapen i det svagt besatte Valencia, og det viser, at den unge russer nok stadig er lidt overmatchet. På kongeetapen i Baskerlandet blev Adria dog overgået af Jose Parra, der dog ikke tidligere har vist et potentiale, der bør føre alt for langt i dette løb. Holdets sidste klatrer, Daniel Mendez, har intet vist i år og udgik senest af Valencia efter styrt.

Eolo kommer med store Luca Wackermann, der nærmest bare bliver bedre og bedre til at klatre dag for dag og senest viste sig flot frem med en samlet 16. plads i Tyrkiet. Med hans skadesplagede optakt kan han ventes at være endnu bedre her, men løbet er trods alt for svært til, at han kan være med helt i front. Holdets anden klatrer, Lorenzo Fortunato, har ikke vist noget i ganske lang tid og gjorde det heller ikke i seneste optræden i Coppi e Bartali.

De øvrige hold får det svært. På Electro Hiper satser man på Miguel Angel Ballesteros, der sidste år blev samlet nr. 3 i Bulgarien, men niveauet her er noget helt andet. Gios-mandskabet er helt uden profiler, og hos Novo Nordisk var de to klatrere Peter Kusztor og David Lozano milevidt fra noget som helst i Tyrkiet.

BEMÆRK: De langsommelige arrangører har desværre ikke udsendt en foreløbig startliste. Heldigvis er de fleste hold udtaget, men der vil komme en opdatering sent torsdag aften, når en endelig startliste forhåbentlig foreligger.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Euskadi har udtaget Mikel Iturria, der viste hæderlig form i Valencia og ligner tredjebedste kort på det baskiske mandskab. Gazprom er uden Kreuziger, men har udtaget Artem Nych, der med 8. pladsen i Tyrkiet bør kunne gøre det hæderligt i dette bjergløb. Til gengæld er Sergei Chernetskii stadig en skygge af sig selv.

***** Nairo Quintana

**** Pierre Latour, Jose Manuel Diaz

*** Antonio Pedrero, Alejandro Osorio, Jhojan Garcia, Luis Angel Maté, Jose Tito Hernandez

** Victor de la Parte, Artem Nych, Ilnur Zakarin, Einer Rubio, Gotzin Martin, Daniel Navarro, Roniel Campos, Cesar Nicolas Paredes, Mauro Finetto, Mikel Iturria, Abner Gonzalez, Oscar Cabedo, Robinson Chalapud, Roger Adria, Luca Wackermann

* Jose Parra, Biniam Ghirmay, Juan Diego Alba, Savva Novikov, Diego Rosa, Winner Anacona, Dayer Quintana, Julen Amezqueta, Cristian Montoya, Alex Molenaar, Daniel Mendez, Lorenzo Fortunato, Miguel Angel Ballesteros, Fabien Doubey

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.