Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Twitter Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta a Burgos
12. august 2019 20:27 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

For mange var Clasica San Sebastian det første skridt I forberedelserne til Vuelta a Espana, og for hovedparten af de ryttere, der ikke i denne uge kører Tour de Pologne, tages næste skridt i rejsen mod den spanske grand tour i det traditionelt vigtigste optaktsløb, Vuelta a Burgos. Efter et par år med mindre stjernespækkede startfelter har man i de senere år oplevet en renæssance, hvor navne som Alberto Contador, Mikel Landa og Julian Alaphilippe har kastet glans over begivenheden, og efter et lidt svært år i 2018 ser man frem til i år at byde velkommen til særligt Mikel Landa, Richard Carapaz og en stribe unge talenter, der som vanligt testes på en bjergrig og ofte vindblæst rute i det nordlige Spanien, hvor specielt lørdagens klassiske kongeetape til Lagunas De Neila og torsdagens spændende etape med mål på den stejle Picon Blanco vil give afgørende svar på, hvem der er klar til Spaniens største løb.

Løbets rolle og historie

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergregioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidaterne ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

 

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun 2.HC-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Således har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i disse dage.

 

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i de senere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

 

I 2016 lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor blev tingenes tilstand i 2017 normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau var til start. Den tendens fortsatte sidste år, hvor man var nede på fire WorldTour-hold i en uge, hvor der var konkurrence fra Tour de Pologne, Tour of Utah og Czech Cycling Tour, og går igen i år, hvor løbet ganske vist er flyttet til BinckBank Tour-ugen, men hvor konkurrenter fra Utah og Tjekkiet er flyttet med, og hvor der nu også er modstand fra Arctic Race of Norway I feltet finder vi imidlertid Movistar og Ineos, der begge er blandt de stærkeste på WorldTouren, og sammen med UAE Team Emriates og Dimension Data og en stor gruppe professionelle kontinentalhold vil de sikre, at det er et yderst konkurrencedygtigt felt, der vil være at finde på startstregen.

 

Løbet er måske ikke længere det vigtigste forberedelsesløb - den status er i høj grad blevet overtaget af Tour de Pologne - men for mange er Burgos stadig den foretrukne vej frem mod Vueltaen. Samtidig er det stadig et af de allerstørste etapeløb i Spanien, og for de mindre spanske hold er det et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvilket giver garanti for aggressiv kørsel.

 

I tidligere tider var grand tour-favoritterne sjældent konkurrencedygtige og med i kampen om sejren i deres forberedelsesløb, men den trend har gradvist ændret sig i de senere år. Hvis man skal bruge løbene i Trentino og Dauphiné som målestok er det klart, at også løbet i Burgos vil være en ganske god indikation på, hvad der vil ske i Vueltaen. Således så vi Vincenzo Nibali, Pavel Sivakov og Rafal Majka slås om sejren i Trentino, og de kom alle til at spille fremtrædende roller i Giroen, mens mange de dominerende aktører i Dauphiné også var nøgleryttere i Touren. Vueltaens placering sidst på sæsonen vil nok anspore mange til at være en anelse mere konservative i Burgos, end hovednavnene var i Trentino og Dauphiné, men ved løbets afslutning på lørdag bør vi stadig kunne drage vigtige konklusioner frem mod årets sidste grand tour.

 

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delgado, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana, Alberto Contador og Mikel Landa har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

 

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas De Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det vil ligesom i 2017 og 2018 ikke være tilfældet i år, hvor man for tredje år i træk har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være endnu en usædvanligt hård udgave skabt til de rene klatrere. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, og også de ryttere vil få rigeligt med chancer i årets løb, hvor de klassiske sprintere til gengæld må føle sig skuffede

 

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i de fleste udgaver synes mindst én etape at blive plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frygter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

 

Nogle af Vuelta-favoritterne har kørt Touren og skal derfor hvile frem mod den spanske grand tour. Mange af de resterende Vuelta-favoritter kører Tour de Pologne, og derfor ser Richard Carapaz, Tao Geoghegan Hart, David de la Cruz og Louis Meintjes ud til at være de væsentligste Vuelta-kaptajner, der vil bruge løbet til at lægge sidste hånd på Vuelta-forberedelserne. Tidligere så man også ofte nogle Tour-ryttere bruge løbet som en sidste chance for at få lidt ud af den gode form, men den tendens har været mindre udpræget i de senere år. Mikel Landa gjorde det i 2017, og han genbruger den model i år, selvom han denne gang slet ikke er kommet så flyvende ud af Touren, som da han for to år siden rundede sin sommer af med at tage den samlede sejr i Burgos.

 

Sidste års løb endte i et fascinerende opgør mellem to af de mest lovende colombianske klatrere. Løbets store favorit, Miguel Angel Lopez, lignede en mand med kurs mod den samlede sejr, da han vandt den første bjergetape til Picon Blanco. Desværre for ham kom han under massivt angreb på Launas de Neila, og efter at have lukket en del huller havde han intet modsvar, da kometen Ivan Ramiro Sosa fortsatte sin eminente gennembrudssæson ved både at løbe med etapesejren og den samlede triumf, som blev opnået med 17 sekunder ned til Lopez og 53 sekunder ned til David De La Cruz. Sosa vender efter tilbage for at forsvare titlen, denne gang i Ineos-trøjen, og han er denne gang holdkammerat med De La Cruz, der går efter at ende på podiet for tredje år i træk. Til gengæld bliver der ikke en tredje etapesejr på tre år til Lopez, der afviger fra sin sædvanlige plan - formentlig som følge af den ændrede kalender - og i stedet finpudser Vuelta-formen i Polen.

 

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart, flade etaper, puncheurfinaler samt den store kongeetape til Lagunas De Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men i 2017 ændrede man grundlæggende på løbets format. Således tippede man balancen over til de rene klatrere på en rute, der var den hårdeste i mange, mange år. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for sidste år var der tale om næsten totalt genbrug, hvor den eneste væsentlige ændring var, at løbets eneste rigtige sprinteretape var nytænkt. Sådan er det også i år, hvor der reelt er genbrug af de samme fire etaper fra 2017 og 2018, og hvor den eneste nyskabelse er, at sprinteretapen er udskiftet med en ekstra puncheuretape, så der nu er hele tre chancer for de folk, der kan spurte på en bakke, men intet at komme med for mere klassiske sprintere.

 

Den væsentligste ændring i forhold til den gamle version er, at der slet ikke vil være en tidskørsel, og i stedet har man indført en ekstra bjergfinale, der igen kommer på løbets tredje etape. Faktisk slutter den etape på toppen af den nye Picon Blanco-stigning, der med nogen ret kan hævdes at være hårdere end selv Lagunas De Neila. Da den traditionelle kongeetape på sidste dag samtidig er gjort nemmere, som den også har været det de seneste to år, er det vanskeligt ikke at hævde, at 3. etape er løbets sværeste. Sammen vil de to bjergslag imidlertid sandsynligvis afgøre løbet, og der er tale om så svære udfordringer, at kun de allerbedste klatrere vil have en chance i et løb, hvor tidsforskellene ligesom i 2017 og 2018 kan blive meget større end på tidligere tiders ruter.

 

Resten af løbet udføres af tre relativt flade etaper, hvor sidevinden på den spanske højslette er en konstant trussel. Som sagt er det dog de eksplosive puncheurs, der er blevet favoriseret på bekostning af sprinterne, der denne gang ikke får én eneste flad afslutning at gøre godt med. Til gengæld kan puncheurtyperne se frem til at skulle boltre sig på de samme afslutninger på 1. og 4. etape som i de foregående år, mens man på onsdagens 2. etape vender tilbage til den lille brostensbakke i Lerma, hvor Nathan Haas sejrede for tre år siden. Med andre ord er der to ryttertyper, der kan glæde sig til årets løb: klatrerne, der skal kæmpe om sejren i bjergene på 3. og 5. etape, og de eksplosive puncheurs, der med chancer på 1., 2. og 4. etape ikke får mange etapeløb så indbydende som dette.

 

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, og den etape vender i år tilbage som afslutning på åbningsetapen. Som det var tilfældet i både 2017 og 2018, vil den finde sted på førstedagen og dermed bestemme, hvem der skal bære løbets første førertrøje.

 

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 162 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem fladt terræn mod sydvest, inden man sætter kursen mod nordvest for at køre ad de flade og åbne vidder frem til byen Melgar de Fernamental, der nås efter 74 km. Her drejer man mod øst for at køre tilbage mod Burgos, men kort inden selve byen slår man et smut mod nord, inden man kører mod sydøst ned mod centrum. Her slår man endnu en lille sløjfe, inden man kører mod syd ned til byen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning.

 

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 148 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad, men med 3,5 km igen, når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 1450 højdemeter.

 

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato og Carlos Barbero kan i storform være med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

 

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Francesco Gavazzi viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Alex Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato viste sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

 

 

 

 

2. etape

Det kan godt være, at Vuelta a Burgos afgøres i bjergene, men det meste af Burgos-regionen er flad. Det kom til udtryk på 1. etape, og det kommer i den grad også til udtryk på 2. etape, der er om muligt endnu fladere end den første. Alligevel brydes monotonien igen til allersidst, hvor arrangørernes hang til smut finalebakker kommer til udtryk, når der for første gang siden 2016 skal køres finale i Lerma, hvor en kort, men ret stejl brostensbakke for anden dag i træk vil bringe de eksplosive punchuers og bakkesprinterne i spil.

 

Med en distance på bare 155,0 km er også 2. etape en kort sag, der fører feltet fra Gumiel de Izan til Lerma. De to byer ligger ligesom selve Burgos på den spanske højslette og er næsten naboer. Etapen består derfor af en kringlet tur rundt i fladlandet, hvor rytterne først kører mod sydvest, dernæst sydøst og vest frem til byen Roa. Her kører man en omgang på en rundstrækning i området nordvest for byen, inden det går mod nordøst, vest og til slut nord. Her fortsætter man ad en lang, relativt lige vej forbi Lerma, indtil man når frem til Villahizan i det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at køre mod sydøst ned til Lerma, fortsat igennem fladt terræn. Undervejs er de eneste udfordringer to bakker efter 78 km (1 km, 4,8%) og 126 km (1,1 km, 4,6%).

 

Al spændingen gemmes til allersidst, hvor det flade terræn får en brat ende. Den lange lige vej ender, når man med 1900 m igen drejer til højre og herefter kører mod syd ind til centrum af Lerma. Med 800 m igen drejer man skarpt od venstre direkte ind på målbakken, der er brostensbelagt og følger en helt lige og meget smal vej. Stigningsprocenten synes at være jævn, men den flader en anelse ud nær toppen.

 

Etapen har i alt 994 højdemeter.

 

Finalen i Lerma har ikke været brugt siden 2016, men det er tredje gang, den køres, og derfor har vi en god fornemmelse af, hvad der skal forventes. Som altid er det sidevinden, der vil være den store trussel på den spanske højslette, ikke mindst på en etape, der byder på en del retningsskifter. I sidste ende bør det dog ende med et opgør mellem de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere på den ganske stejle bakke op mod mål, hvor Nathan Haas og Matti Breschel med deres foregående sejre har vist, hvilke ryttertyper der kan begå sig.

 

Finalen i Lerma blev senest brugt i 2016, hvor Nathan Haas besejrede Jempy Drucker, Patrick Bevin og Danny Van Poppel på brostensbakken, og i 2012, hvor de såmænd var Matti Breschel, der var først over stregen foran Nacer Bouhanni og Ben Swift. I 2006 blev der afviklet en enkeltstart i byen, hvor Jose Ivan Gutierrez Palacios sejrede foran David Herrero Llorente og Antonio Colom.

 

 

 

 

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget sidste år og nu igen i 2019, hvor det voldsomt stejle igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne i det, som allerede er ved at udvikle sig til en lille klassiker.

 

Med sine 150,0 er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sargentes de la Lora til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startbyen ligger i et ganske kuperet område, og det betyder, at der for første gang i år vil være lidt udfordringer på programmet undervejs. Først kører man via en nedkørsel mod øst, inden man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Anto de la Mota (4,5 km, 6%), der har top efter 20,1 km og leder op til en rundstrækning. Her kører man en enkelt omgang, hvilket betyder, at man efter 39,4 km, når toppen af kategori 3-stigningen Alto Escaleron (3,6 km, 6%). Når man for anden gang når bunden af denne stigning, drejer man imidlertid mod nordøst og kører frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km, 7,5%), der bestiges fra sydøst, og hvis top rundes efter 64,5 km.

 

Herefter ændrer etapen karakter Nedkørslen fører mod nord og nordøst ned til den flade Burgos-slette, der følges mod øst og nordøst frem til Median di Pomar. Her vender man rundt for at køre mod vest, nordvest og til slut nordøst, inden man rammer stigninger omkring målområdet. Her fungerer kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 7,5%), der har top efter 125,7 km som opvarmning, og efter den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,3% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning som afslutning på en sidste kilometer, der stiger med 9,2% i snit.

 

Etapen byder på i alt 2610 højdemeter.

 

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle. Der er en stor sandsynlighed for, at vi efter denne etape vil have en meget god ide om, hvem der kan vinde løbet, også selvom løbets traditionelle kongeetape stadig venter. Picon Blanco er nemlig løbets vanskeligste stigning, og i de foregående to år er vinderen her også endt i den samlede top 2.

 

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas. Sidste år var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De La Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere.

 

 

 

 

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne håber de eksplosive puncheurs og stærke sprintere på at få en tredje og sidste chance på fredagens etape. Her er vi tilbage på den spanske højslette, hvor rytterne kan se frem til endnu en meget flad etape. Det betyder imidlertid ikke, at etapen er helt enkel, idet der venter en velkendt stigning op til mål, hvor de to nævnte ryttertyper typisk har haft en chance - hvis de altså ikke er blevet sat i sidevinden, der som altid er en latent trussel i regionen.

 

Etapen byder på 174 km, der fører fra Atapuerca til Ciudad Romana de Clunia. Igen finder hele etapen sted på det plateau, der udgør en stor del af Burgos-regionen, og derfor er der tale om en hovedsageligt flad sag. Fra starten i udkanten af Burgos bevæger man sig mod syd og vest igennem fladt terræn, inden man drejer mod sydøst for at fortsætte igennem fladlandet, hvor de eneste udfordringer er en bakke (700 m, 8,1%) efte 31 km (700 m, 8,1%). Midtvejs på etapen drejer man mod vest, inden man drejer mod syd ind på kategori 3-stigningen Alto de Majodal (7,1 km, 2,8%), der har top efter 101,7 km.

 

Efter stigningen fortsætter man mod syd, vest og sydvest, først via en lille bakke (3,2 km, 4,9%) med top efter 101 km, dernæst endnu en bakke (3,3 km, 3,8%) med top efter 113 km og siden gennem ganske let faldende terræn i det meste af den anden halvdel af etapen. Man kører dog vest om målbyen, inden man kører mod sydøst for siden at vende rundt og køre mod nordøst ind mod Ciudad Romana de Clunia. Her begynder det at stiger let over de sidste 25 km, hvor det gradvist bare bliver stejlere og stejlere. Med 2 km igen drejer man mod nordvest ind på en vej, der stiger med 2% frem til et skarpt 180-graderssving med 700 m igen, hvorefter det stiger med 5-6% resten af vejen op mod mål, mens man med 500 m drejer let til højre ind på opløbsstrækningen. I alt stiger den sidste kilometer med 5,1% i snit med et maksimum på 7% i svinget med 500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1500 højdemeter.

 

Finalen er velkendt fra tidligere, og selvom den ikke er så svær som dem, der afgjorde 1. og 2. etape, viser historien, at der altid opstår huller. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, både i afslutningen og i den potentielle sidevind undervejs. Den kan skabe kaos allerede inden finalen, hvor vi kan vente, at de overlevende puncheurs og stærke sprintere vil slås om sejren. Som altid er der dog en lille chance for, at et udbrud kan holde hjem på et tidspunkt i løbet, hvor der vil være etableret store tidsforskelle.

 

Etapen er blevet benyttet flere gange de senere og er blevet lokale Carlos Barberos legeplads. Sidste år sejrede han foran Marco Tizza og Nicola Bagioli i den stigende spurt, og i 2017 slog han Gianni Moscon og Julian Alaphilippe i en spurt på bakken op mod mål. Barbero var også hurtigst i 2015, hvor han vandt spurten foran Daniel Moreno og Jesus Herrada, mens hovedparten af favoritterne nåede mål 3 sekunder senere. I 2011 vandt Daniel Moreno med 1 sekund ned til 12 ryttere anført af Samuel Sanchez og Pablo Lastras.

 

 

 

 

 

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas De Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, men da der ligesom de to foregående år denne gang har været en svær bjergfinale allerede tidligere i løbet, vil den næppe blive altafgørende, som den har været tidligere. Det ændrer dog ikke på, at førertrøjen ligesom i 2018 sagtens kan skifte ejermand på en af Spaniens mest frygtede stigninger, også selvom man for tredje år i træk har designet en kortere og samlet set betydeligt nemmere etape end vanligt.

 

Den lettere og kortere kongeetape fører i år over 146 km fra Salas Domingo de Silos til toppen af Lagunas De Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del er ligesom i 2017 og 2018 droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på to mindre kategori 3-stigninger - endda mod tre i de seneste to år.

 

Startbyen ligger ganske tæt op målbjerget, og derfor består første del af etapen af et par store sløjfer på det flade plateau i Burgos-regionen. Først kører man igennem let kuperet terræn mod øst ud til en flad rundstrækning, der ligger lige vest for bjergene, og hvor der køres en hel omgang. Derefter kører man mod syd, sydvest og siden sydøst ned til etapens sydligste punkt, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto del Cerro (5,4 km, 3,6%), der har top efter 90,3 km. Herefter fortætter man mod nordøst op til forplejningszonen, der nås efter 97 km.

 

Efter frokosten drejer man mod sydøst for at følge plateauet yderligere et stykke, inden man drejer man mod nordøst og siden nord for at køre frem til kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3 km, 4,3%), der har top, når der resterer bare 24 km. Derfra gør det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas De Neila-stigningen, der er uden for kategori. Den er i alt 11,8 km lang og stiger med 6,1% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De først 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat. De sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

 

I forhold til sidste år er første del ændret, så en tidlig stigning udgår, men fra bunden af de første stigning er resten af etapen uændret.

 

Etapen byder på i alt 2377 højdemeter.

 

Alle, der har kørt Vuelta a Burgos, kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen ligesom de foregående to år imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret. Sidste år lykkedes det Ivan Ramiro Sosa at overtage førertrøjen i sidste sekund, og noget lignende er bestemt muligt igen i år, når en af Spaniens mest berømte stigninger atter vil være rammen om en fantastisk finale på det spanske bjergløb.

 

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år lykkedes det Ivan Ramiro Sosa at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det tilg gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Mikel Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

 

 

 

 

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i de seneste to år. Normalt plejer tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren i 2016 - men som i 2017 og 2018 er der heller ikke den gang nogen form for kamp mod uret. I stedet er der tale om et løb stort set præcis som i de seneste to sæsoner, hvor det udelukkende er blevet afgjort i bjergene på 3. og 5. etape, hvor målstigningerne er så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

 

Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. I hvert fald har man hele tre etaper, hvor man drøner rundt på det flade Burgos-plateau, og selv på de to bjergetaper får man de sletteagtige betingelser at mærke. Vi skal dog et par år tilbage for at finde det seneste sidevindsdrama, og det ser ikke umiddelbart ud til, at 2019-udgaven vil føje sig til listen. Der venter nemlig en solrig uge, der vil starte ”køligt” med 24 grader på 1. etape, hvorefter temperaturen vil ligge omkring de 30 grader de sidste fire dage, og vinden vil være yderst behersket alle dage. Nok vil det skabe nervøsitet, men det bliver formentlig ikke i år, at vi sidevind vil afgøre Vuelta a Burgos.

 

Det ligner derfor et løb, der tiltaler to grupper. De eksplosive puncheurs får hele tre chancer på en rute, hvor eneste ændring er, at løbets eneste sprinteretaper er erstattet af en tilbagevenden til brostensbakken i Lerma, og derudover skal bjergrytterne slås om sejren på Picon Blanco og Lagunas de Neila, hvor klassementet ventes at blive afgjort.

 

Overordnet set peger alt på, at løbet bliver vundet af den bedste og mest formstærke klatrer. Historien viser ganske vist, at tidsforskellene på Lagunas de Neila, hvor det kun bliver stejlt til allersidst, sjældent er voldsomt store, ikke mindst nu hvor den første del etapen for tredje år i træk er ret nem. Stigningen på 3. etape er imidlertid modbydelig, og her vil afstanden kunne blive voldsomme, som det var tilfældet ved de to seneste besøg. Ganske vist vil der kunne opstå huller i de eksplosive finaler på 1., 2. og 4. etape, hvor de rene klatrere måske vil kunne tabe sekunder - ikke mindst på 1. etape, hvor den kringlede finale altid skaber små splittelser - men i år er bjergene så svære, at det tabte terræn sagtens kan hentes, også selvom der i et løb uden bonussekunder ikke gives gaver for etapesejre Konklusionen er derfor klar: løbets bedste og mest formstærke klatrer bør vinde løbet

 

Hvem er så det? Det er umiddelbart svært at sige, da det for langt de fleste ryttere er et af de første løb efter en længere pause. Nogle var ganske vist i aktion i San Sebastian, og deres præstation her kan give en pejling på formen. Man skal imidlertid passe på med at drage for mange konklusioner på baggrund af bare et enkelt løb. For mange var der tale om første dag tilbage i konkurrence, og der kan derfor have været tale om en regulært chok for systemet. Efter Mikel Landas sene afbud begrænser feltet af Tour-ryttere sig samtidig til Rui Costa og Guillaume Martin, og selvom nogle af de mindre ryttere alligevel har kørt et par løb på det seneste, er vi temmelig meget på bar bund i forhold til at vurdere rytternes form.

 

Det gør også favoritudpegningen mindre oplagt end i tidligere udgaver, og det bliver ikke lettere af, at feltet ligesom sidste år er relativt svagt. I år er det således kun Richard Carapaz, David De La Cruz og Louis Meintjes, der er i Burgos for at forberede en klassementsrolle i Vueltaen, og der er ikke voldsomt mange klatrere i de forskellige trupper. Derfor kan man med god form komme relativt langt, selvom man ikke nødvendigvis er decideret bjergrytter, som vi så eksempler på sidste år.

 

Umiddelbart ligner det en duel mellem Richard Carapaz og Ivan Ramiro Sosa, og den kan gå begge veje. Efter moden overvejelse er vi endt med at pege på ecuadorianeren som vores favorit, og det skyldes hans historik i forberedelsen frem mod sine grand tours. To gange tidligere har han skullet køre klassement i et stort etapeløb, nemlig i de seneste to udgaver af Giroen, og her har han begge gange varmet op med at tage den samlede sejr i Vuelta a Asturias. Det viser, at Carapaz som regel er knivskarp, når han ankommer til Europa forud for sine store mål, og det må formodes at være tilfældet igen i år, hvor han for første gang også skal køre klassement i Vueltaen.

 

Det er klart, at det er noget andet, når det er hans første forsøg på at køre to grand tours, og der er en betydelig risiko for, at han ikke kan finde samme niveau i efteråret. Det kunne han i hvert fald ikke sidste år, men her blev han også i sidste øjeblik hentet ind til Vueltaen som erstatning for Mikel Landa, og derfor var det forståeligt, at han ikke kunne yde den ventede støtte til Quintana og Valverde. Denne gang har han forberedt sig målrettet frem mod Vueltaen, og samtidig står det klart, at Carapaz er en helt anden rytter end for et år siden. Hans sejr i Giroen var så overlegen, at han kan tillade sig at være betydeligt under sit bedste niveau og stadig vinde dette løb. Samtidig er han ret god i de eksplosive finaler, hvor han sagtens kan ende med at vinde et par sekunder på den ikke specielt eksplosive Sosa. Kombinerer han det med klatreevnerne, tror vi, at Carapaz igen vinder sit opvarmningsløb, og derfor er han vores favorit.

 

Hans værste rival må som sagt være Ivan Ramiro Sosa. Det colombianske supertalent havde en magisk 2018-sæson, hvor han vandt det ene etapeløb efter det andet, men det var her i Burgos, at han fik sin fornemste sejr. Her trak han sig nemlig sejrrigt ud af en mindeværdig duel med Miguel Angel Lopez, der bare et par uger senere blev nr. 3 i Vueltaen, og det viser, hvor enormt et potentiale han har. I år havde han fremragende fra land ved at overskygge Egan Bernal i Colombia 2.1 og herefter levere et fabelagtigt arbejde for sin landsmand i Paris-Nice og Catalonien, men hans Giro endte som en fæl skuffelse, da han først i sidste øjeblik efter et meget mærkeligt forløb blev udtaget til truppen. Til gengæld kom han flyvende ud af løbet og tog en mindeværdig sejr foran Alejandro Valverde og Rigoberto Uran på kongeetapen i Route d’Occitanie og fik dermed vist, at han som mange andre unge ryttere formentlig har fået et boost af at gennemføre en grand tour.

 

Til gengæld er det ret åbent, hvor han står nu. Det ligger ikke i kortene, at han skal køre Vueltaen, og derfor er der i denne del af sæsonen ikke mange løb for en bjergrytter som ham. På den baggrund skulle man tro, at et forsvar i Burgos faktisk kunne være det helt store mål i anden del af sæsonen, men det gav hans skuffende indsats i San Sebastian ikke indtryk af. Hans kørsel der tyder ikke på, at han er i storform, men omvendt ved med Lopez som et godt eksempel, at man skal passe på med at bruge det løb som pejling for løbet i Burgos, der trods alt også passer en ren klatrer som Sosa langt bedre. Man må formode, at han kommer til løbet med ambitioner, og har han samme form som sidste år, skal Carapaz stå tidligt op for at slå ham. Til gengæld skal Sosa passe på ikke at drysse for mange sekunder i de eksplosive finaler.

 

Wanty kommer med Guillaume Martin, der er i den særlige situation, at han har Touren i benene. Den kan enten have givet et boost eller kørt ham i sænk, men der er en vis grund til at tro på det sidste. I 2017 kom Martin flyvende ud fra det franske løb og vandt hele fem løb i løbet af efteråret. Også sidste år kørte han ganske stærkt, og han synes at være typen, der har motoren til at køre stærkt på bagkant af en grand tour. Som ren klatrer kunne han ikke ønske sig en bedre rute end denne, og han har endda også et fint punch, der gør det muligt for ham at holde sig til i de eksplosive finaler. Med en samlet 12. plads i Touren har han vist, at han fører til blandt verdens bedste klatrere, og særligt den stejle og ret lange Picon Blanco burde passe hans lidt dieselagtige klatrestil. I år viste han, at han kan vinde store bjergetaper, da han sejrede på Etna i Giro di Sicilia, og i dette felt burde han også kunne køre med om sejren. Wanty har også den unge klatrer Fabien Doubey, der burde kunne køre med om top 10 efter fin kørsel ved OL-løbet i Tokyo, mens Thomas Degand nok virker for formsvag, og Bart De Clercq endnu ikke er sig selv efter hofteoperationen.

 

Ineos har også David De La Cruz, der desværre er ved at udvikle sig til endnu et af de fortabte talenter. Sidste år var der imidlertid et løb, hvor han for alvor kørte stærkt, og det var i Burgos, hvor han endte på 3. pladsen. Det gjorde han også i 2017, og dermed har han vist, at han har en vis smag for dette løb, der også ligger som optakt til Vueltaen, som igen i år er hans store mål. Denne gang styrtede han imidlertid i Tour de Wallonie, og det kan have sat ham tilbage i optakten, ligesom man kan frygte, at han skal arbejde for Sosa. Omvendt er det på disse stigninger benene, der taler, og hvis De La Cruz er bedst, er det formentlig også ham, der overtager kaptajnrollen efter 3. etape. Spørgsmålet er bare, om niveauet stadig rækker.

 

I det hele taget har Ineos et brølstærkt hold. Man kan bestemt ikke afvise, at Kenny Elissonde også kan køre sig til et resultat, som han gjorde det sidste år, hvor han sluttede løbet som nr. 10. Desværre har han i år været en gedigen skuffelse, men vi så sidste år i Tour of the Alps og i Giroen, at en formstærk Elissonde stadig er en eminent klatrer. Han ligner en mand, der skal med til Vueltaen, og der er derfor en god chance for, at han er i form. Har han samme ben som i Tour of the Alps sidste år, kan han være med helt i front, også selvom hans rolle på holdet nok gør det svært at vinde løbet, med mindre både Sosa og De La Cruz fejler. Ineos har også Sebastian Henao, der sidste år trods rollen som hjælper blev nr. 8, men han har ikke Elissondes topniveau og kan derfor ikke levere samme overraskelse.

 

Man må formode, at Movistar kører 100% for Carapaz, men man kan håbe, at de ikke bliver tvunget til at slagte Antonio Pedrero. Det tog lidt tid for spanieren at slå igennem, men det gjorde han i den grad i en Giro, hvor hans temposætning for Carapaz og Mikel Landa var nok til at sætte den ene klassementsrytter efter den anden af. Særligt hans kørsel på Mortirolo var mindevædig, og i San Sebastian mindede han os om den bedrift, da han leverede et fornemt arbejde for Valverde. Han synes ikke helt at have samme form nu, men han blev markant bedre fra de første baskiske løb til San Sebastian. Har han samme form nu, kan han være blandt de allerstærkeste i dette løb. Det burde Carlos Betancur, Rafael Valls og Eduardo Sepulveda egentlig også alle være, da de alle har vist opløftende takter på det seneste, men de skuffede alle så fælt i Polen, hvor de ellers havde deres egen chance, at de her ligner rent slagtekvæg for Carapaz.

 

UAE kommer med Rui Costa, der har haft en sommer, han nok helst vil glemme. Man skal imidlertid altid passe på med at afskrive portugiseren, der har det med at finde formen ud af det blå. Det har han gjort de seneste to år, hvor han bare et par dage efter nogle katastrofale klassikere har været flyvende i Romandiet, og man kan ikke helt udelukke, at det mønster vil gentage sig her. Stigningerne er nok en anelse for svære for store Costa, men han viste så sent som i Romandiet, at en formstærk Costa stadig kan køre godt også i høje bjerge. Samtidig kan han måske vinde lidt tid i de eksplosive finaler, der burde passe ham. Hos sig har han Jan Polanc, der er holdets plan B, og som generelt har haft et fint år, men som i San Sebastian og Adriatica Ionica Race var temmelig langt fra sit højeste niveau. Egentlig burde løbet også være fint for Simone Petilli og Edward Ravasi, men de imponerede ikke just på stigningerne i Polen.

 

Man kan drømme om, at løbet her bliver stedet, hvor Louis Meintjes rejser sig igen. Efter det katastrofale 2018, hvor der ingen forklaring var på nedturen, har han egentlig ved flere lejligheder kørt fint i år, men hver gang er han blevet sat tilbage af et styrt. I Adriatica Ionica Race kom han tilbage, men uden at imponere overhovedet. Til gengæld så det betydeligt bedre ud i San Sebastian, og formkurven er åbenlyst stigende. Derfor kan man håbe, at han endelig er klar til at vise lidt i et bjergløb, der burde passe en ren klatrer som ham, også selvom det er for kort til, at manden, der skal bruge tre uger for at blive varm, kan vinde. Hos sig har han den spændende Amanuel Ghebreigzabhier, der senest kørte flot i Østrig og burde kunne gøre det pænt her. I Østrig imponerede Stefan De Bod stort, men et skuffende Tour de Pologne tyder på, at formen er forsvundet, og Jacques van Rensburg har ikke klatret godt i en menneskealder.

 

Euskadi-Murias kommer med alle deres klatrere, og her er det særligt to, der skal holdes øje med. Det gælder naturligvis Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez, der i Ruta del Sol endelig fik vist, at han også kan køre med de bedste i bjergene. Siden har han været ramt af mange styrt, og han skuffede i San Sebastian, men man må formode, at han nærmer sig topformen frem mod Vueltaen. Det samme gør solide Mikel Bizkarra utvivlsomt også, og han vil elske denne rute. Til gengæld er han ikke helt så god som tidligere. Den unge klatrer Fernando Barcelo er svingende, men imponerede med sit flotte udbrud i San Sebastian, og derudover kan også stabile Mikel Iturria gøre det fint. Til gengæld har Cyril Barthe haft et skuffende år.

 

Mange skader satte Sergei Chernetckii tilbage i store dele af sæsonen, men stille og roligt er han ved at finde formen. Han har kørt hæderligt siden sommerpausen, men i San Sebastian så vi også, at han stadig mangler lidt. Forhåbentlig har han fundet det siden dengang. Har han det, burde han kunne gøre det ganske fremragende her, også selvom bjergene er lidt for voldsomme. Sidste år viste han i august, at han kan køre med de bedste også i svært terræn, og han er også tidligere kørt i top 10 i Lombardiet. Drudover har Caja Rural et par fine klatrere i Cristian Rodriguez og Jonathan Lastra, men de synes ikke helt at have formen, og det gør Alex Aranburu, der i forvejen vil finde stigningerne for lange, heller ikke.

 

En interessant kandidat er Delkos Julien El Fares. Sidste år lignede han en mand på vej mod karrierestop, men det har han ændret på i et 2019, hvor han har imponeret igen og igen. Selvom han ikke er ren klatrer, imponerede han med en 4. plads i det nye løb på Mont Ventoux, ligesom han gjorde det i Paris-Nice, og derfor burde han kunne gøre det hæderligt her også. Hans form efter en lang pause er dog ukendt. Egentlig burde Delko også kunne satse på Javier Moreno og Delio Fernandez, men de har været formsvage hele året og har også skuffet i de seneste løb.

 

Androni har den meget lovende Daniel Munoz, der i år har vundet Tour of Bihor og blev nr. 2 bag Kevin Rivera i Sibiu Tour. I Adriatica Ionica Race måtte han sande, at han stadig har lidt at lære, men det blev trods alt til en 10. plads på kongeetapen, hvilket viser, at han kan begå sig også på dette niveau. Her skuffede Rivera fælt, men med sejren i Sibiu Tour har han vist, at han er værd at holde øje med også i dette løb, hvis han har fundet formen igen. Til gengæld er det svært at tro meget på holdets tredje sydamerikaner Miguel Edoardo Florez, og stigningerne er for svære for Matteo Busato

 

W52 kommer med Joaquim Silva, der lidt overraskende ikke blev udtaget til Volta a Portugal, men som imponerede med sin kørsel på stigningerne i Luxembourg og netop er blevet nr. 7 i Qinghai Lake. Han burde kunne lide denne bjergrute og synes at have formen. Hos Burgos er Jetse Bol langt om længe ved at finde sit fornemme niveau fra 2017, men hans kørsel i San Sebastian viste dog, at han kan få svært ved at gentage sin bedrift fra for to år siden, hvor han overraskede ved at blive nr. 9 i dette løb.

 

Gazprom-Rusvelo kommer desværre uden Vlasov, men det kan give plads til Alexey Rybalkin og Artem Nych. Begge står lidt i skyggen af deres unge landsmand, men de har gjort det flot i år. Således blev Rybalkin nr. 3 på kongeetapen i Ain, hvor Nych endte som nr. 6 i klassementet, og det vier, at de kan være med i høje bjerge, også selvom niveauet her nok er en anelse for højt til, at de kan være med helt i front.

 

Vital Concept kommer med Pierre Rolland, der burde elske dette bjergløb, men som har været en katastrofe gennem hele sæsonen og nu ikke længere kan undskylde sig med forårets skade. Cyril Gautier har gjort det betydeligt bedre og kørte fint i det nylige Tour de Wallonie, men stigningerne her er for svære til, at han kan være med helt i front. Hos Nippo stiller man med de unge klatrere Alejandro Osorio og Joan Bou, men de har ikke vist meget af deres talent i år. Endelig kan Simon Pellaud gøre det hæderligt for IAM, selvom ruten er for hård, ligesom det skal blive interessant at følge den lovende Marton Dina, der blev en uventet nr. 2 i Ungarn Rundt.

 

 

BEMÆRK: Tao Geoghegan Hart står på den foreløbige startliste, men da han i sidste øjeblik blev hentet til Polen som erstatning for Michal Kwiatkowski, virker det stærkt usandsynligt, at han skulle køre i Burgos også, da Vueltaen er hans store mål. Skulle han mod forventning blive udtaget, vil vi opdatere optakten, for så vil den uhyre formstærke brite være rangeret lige bag Carapaz og Sosa i vores favorithierarki.

 

OPDATERING: Som spået er Geoghegan Hart ikke udtaget. I tillæg til de fire ovennævnte klatrere stiller Ineos med Jhonatan Narvaez, Vasil Kiryienka og Ian Stannard, der alle forventes at skulle agere hjælpere.

 

OPDATERING 2: W52 har i tillælg til Silva udtaget den tidligere vinder af Volta a Portugal, Rui Vinhas. Han ha rikke været på samme niveau siden sejren i 2016, men i god form kan han gøte det hæderligt.

 

***** Richard Carapaz

**** Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin

*** David De La Cruz, Kenny Elissonde, Antonio Pedrero, Rui Costa, Louis Meintjes

** Oscar Rodriguez, Sergei Chernetckii, Jan Polanc, Mikel Bizkarra, Sebastian Henao, Julien El Fares, Amanuel Ghebreigzabhier, Simone Petilli, Daniel Munoz, Joaquim Silva, Alexey Rybalkin, Rui Vinhas

* Artem Nych, Fernando Barcelo, Mikel Iturria, Cristian Rodriguez, Kevin Rivera, Alejandro Osorio, Marton Dina, Delio Fernandez, Javier Moreno, Alex Aranburu, Cyril Gautier, Jonathan Lastra, Edward Ravasi, Rafael Valls, Carlos Betancur, Eduardo Sepulveda, Stefan De Bod, Pierre Rolland, Alessandro Bisolti

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a Burgos 
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Tour Poitou-Charentes(2.1) 27/08-30/08

Druivenkoers - Overijse(1.1) 28/08

Deutschland Tour(2.HC) 29/08-01/09

Great War Remembrance Race(1.1) 30/08

Tour de DMZ(2.NCUP) 30/08-03/09

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 31/08

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 31/08

Tour of Almaty(2.1) 31/08-01/09

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 01/09

Grote Prijs Jef Scherens ...(1.1) 01/09

Boels Ladies Tour(2.WWT) 03/09-08/09

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger