Optakt: Vuelta a Burgos

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Det er en væsentlig del af cykelkalenderens anatomi, at der forud for hver af de tre grand tours afvikles et kort opvarmningsløb i en af værtslandets bjergregioner. Giro-favoritterne bruger det ekstremt bjergrige Giro del Trentino/Tour of the Alps til at forberede sig til det italienske løb, mens Tour-kandidaterne ofte drager til Alperne for at deltage i Criterium du Dauphiné som deres vigtigste forberedelse til verdens største løb. Vueltaens modstykke til disse to løb er Vuelta a Burgos, der indledes tirsdag og tilbyder rytterne til den spanske grand tour en perfekt mulighed for at teste sig selv i de høje bjerge, på korte, eksplosive stigninger og i hård sidevind - tre udfordringer, der ofte spiller en afgørende rolle i udfaldet af det tre uger lange spanske løb.

Dauphiné er et WorldTour-løb og derfor i sig et meget prestigiøst løb, der automatisk har deltagelse af alle WorldTour-hold. Løbene i Trentino og Burgos har kun 2.Pro-status på UCI Europe Tour, og derfor har de mere karakter af ren forberedelse. Således har de også i højere grad været domineret af hjemlige ryttere, mens mange internationale navne har foretrukket andre af de mange etapeløb, der afvikles i sensommeren.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

I de seneste år er tingene langsomt blevet forandret. Løbet i Trentino er blevet langt mere internationalt, mens løbet i Burgos har tabt noget af sin popularitet. Som snart sagt ethvert andet spansk løb har det lidt under de vanskelige økonomiske vilkår, og i flere år har man derfor haft startfelter domineret af spanske hold.

I 2016 lykkedes det heldigvis at bryde den lidt kedelige tendens, da ikke færre end 13 af de 18 WorldTour-hold var til start. Det skyldtes ikke mindst OL, der betød, at mange af konkurrenterne havde ændret dato, og derfor blev tingenes tilstand i 2017 normaliseret igen, idet kun fem mandskaber fra højeste niveau var til start. Den tendens fortsatte i 2018, hvor man var nede på fire WorldTour-hold i en uge, hvor der var konkurrence fra Tour de Pologne, Tour of Utah og Czech Cycling Tour (nu Szaka Tour), og gik igen i 2019, hvor løbet ganske vist var flyttet til BinckBank Tour-ugen, men hvor konkurrenter fra Utah og Tjekkiet var flyttet med, og hvor der nu også var modstand fra Arctic Race of Norway.

Siden dengang har løbet haft en opblomstring. I 2020 var det det første store løb, der blev afviklet efter nedlukningen, og det gav selvsagt enorm interesse, der førte til deltagelse af ikke færre end 14 WorldTour-hold. Sidste år droger løbet igen fordel af OL, der betød, at den traditionelle nøglerival i kampen om Vuelta-stjernerne, Tour de Pologne, var rykket så meget, at det ikke kunne bruges som forberedelse til den spanske grand tour. I en for årstiden sjældent stille tid på den europæiske kalender konkurrerede løbet kun med Arctic Race og det mindre løb i Tjekkiet, og det fik hele 13 af WorldTour-holdene til at blive i Spanien efter weekendens WorldTour-løb. I år er kalenderen igen normaliseret, men trods den tilbagevendte konkurrence fra løbet i Polen har det ikke betydet en tilbagevenden til de triste tider. Hele 12 af WorldTour-holdene er nemlig til start, og det kan i et vist omfang formentlig forklares med kampen om point, der for hold som EF og Israel-PT er attraktive i et ProSeries-løb som dette.

Løbet er måske ikke længere det vigtigste forberedelsesløb - den status er i høj grad blevet overtaget af Tour de Pologne - men for mange er Burgos stadig den foretrukne vej frem mod Vueltaen. Samtidig er det stadig et af de allerstørste etapeløb i Spanien, og for de mindre spanske hold er det et af sæsonens absolutte højdepunkter, hvilket giver garanti for aggressiv kørsel.

I tidligere tider var grand tour-favoritterne sjældent konkurrencedygtige og med i kampen om sejren i deres forberedelsesløb, men den trend har gradvist ændret sig i de senere år. Hvis man skal bruge løbene i Trentino og Dauphiné som målestok er det klart, at også løbet i Burgos vil være en ganske god indikation på, hvad der vil ske i Vueltaen. Således så vi Romain Bardet og Jonas Vingegaard ende på podiet i Tour of the Alps, og de kom begge til at spille fremtrædende roller i de efterfølgende grand tours. Vueltaens placering sidst på sæsonen har måske ansporet folk til at være lidt mere konservative i Burgos, end hovednavnene er i Trentino og Dauphiné, men ved løbets afslutning på lørdag kan vi altid drage vigtige konklusioner frem mod årets sidste grand tour.

Løbet afvikles i den nordlige Burgos-region og fandt første gang sted i 1946, inden det efter bare to udgaver igen forsvandt fra kalenderen. Mange år gik, inden handsken igen blev samlet op, da tredje udgave fandt sted i 1981. Siden da har det været en årlig begivenhed på UCI-kalenderen, og store navne som Marino Lejarreta, Pedro Delgado, Alex Zülle, Laurent Dufaux, Tony Rominger, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Francisco Mancebo, Alejandro Valverde, Iban Mayo, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez, Nairo Quintana, Alberto Contador, Mikel Landa og Remco Evenepoel har alle sikret sig sejren. Løbet har siden 1984 været afviklet i august, og da Vueltaen først blev flyttet fra for- til efteråret i 1995, har det ikke altid været at regne som et forberedelsesløb. Siden 1995 har to ryttere brugt en sejr i Burgos som springbræt til en Vuelta-sejr: Abraham Olano i 1998 og Alejandro Valverde i 2009.

Ruten varierer en del fra år til år, men én etape er altid på programmet: den frygtede bjergafslutning på Lagunas de Neila-stigningen. Med dens status som den afgørende kongeetape har den klassiske etape til den smukke naturpark med de mange søer ofte været afviklet tidligt i løbet, men siden 2009 har løbet nået sit absolutte klimaks på toppen af stigningen på allersidste dag. Oftest har der også været en tidskørsel på programmet, enten som enkeltstart eller holdløb, men det har ikke været tilfældet siden 2016, og i stedet har man for sjette år i træk har foretrukket en ekstra bjergetape i det, der vil være endnu en hård udgave skabt til de rene klatrere, selvom man denne gang har neddroslet betydningen af den første bjergetape ved at lægge hovedudfordringen, Picon Blanco, langt fra mål. Løbet har typisk ofte haft flere eksplosive afslutninger for puncheurs, og også de ryttere vil få chancer i årets løb, hvor der også er blevet plads til de klassiske sprintere, som ellers ikke altid har fået deres muligheder.

Det handler dog ikke udelukkende om stigningerne. En stor del af løbet finder sted på de højt beliggende, åbne sletter i Burgos, hvor vinden kan spille en afgørende rolle, og i mange udgaver har mindst én etape været plaget af kraftig sidevind. For at vinde løbet skal klatrerne derfor typisk omgive sig med stærke holdkammerater, der kan holde dem beskyttet i en af de discipliner, de typisk frygter. Den del er også perfekt forberedelse til Vueltaen, hvor sidevinden som regel kommer i spil mindst én gang undervejs.

Nogle af Vuelta-favoritterne har kørt Touren og skal derfor hvile frem mod den spanske grand tour. Med en lettere og knap så attraktiv rute i Polen har løbet denne gang til gengæld tiltrukket langt de fleste af de øvrige topnavne til Vueltaen. Således vil vi i feltet finde Jai Hindley, Mikel Landa, Wilco Kelderman, Miguel Angel Lopez, Vincenzo Nibali, Emanuel Buchmann, Hugh Carthy, Carlos Rodriguez, Pavel Sivakov, Alejandro Valverde og Joao Almeida, der alle bruger løbet som trædesten frem mod den sidste grand tour. Tidligere så man også ofte nogle Tour-ryttere bruge løbet som en sidste chance for at få lidt ud af den gode form, men den tendens har været mindre udpræget i de senere år. Mikel Landa gjorde det i 2017, hvor han endda vandt løbet, og sidste år var det Simon Yates, der efter en meget intens sæson forsøgte at opnå et sidste resultat, inden den stod på pause, men i år er feltet renset for Tour-ryttere.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Sidste års udgave endte som en speciel affære, da styrkeforholdet på de to bjergetaper var enormt varierende. På Picon Blanco lykkedes det således Romain Bardet at køre fra alt og alle og sejre foran en forfølgergruppe bestående af Domenico Pozzovivo, Mikel Landa og Mikel Nieve, men et styrt på nedkørslen fra bjerget skulle vise sig dyrt. Franskmanden kollapsede nemlig på Lagunas de Neila, og Pozzovivo styrtede ud af løbet, og Nieve ikke kunne leve op til sin første præstation, kunne en ellers formsvag Landa med en beskeden 6. plads på sidstnævnte bjerg, hvor Hugh Carthy efter en katastrofal første bjergetape sejrede, tage den samlede sejr med 36 sekunder ned til en kortvarigt genfødt Fabio Aru og 43 sekunder ned til holdkammeraten Mark Padun. Landa vender tilbage for at forsvare titlen, men da Aru som bekendt har stoppet karrieren, og Padun er aktiv i Polen, bliver baskeren den eneste genganger fra det seneste podium.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Vuelta a Burgos har traditionelt været et ganske alsidigt løb, der både har budt på en tidskørsel i form af en enkeltstart eller et holdløb, flade etaper, puncheurfinaler samt den store kongeetape til Lagunas de Neila på sidste dag. Derfor har man som regel skullet være en ganske komplet rytter for at begå sig, men i 2017 ændrede man grundlæggende på løbets format. Således tippede man balancen over til de rene klatrere på en rute, der var den hårdeste i mange, mange år. Tilsyneladende var man begejstrede for formatet, for i 2018, 2019 og 2020 var der tale om næsten totalt genbrug, hvor den eneste væsentlige ændring var, at løbets to fladeste etaper ændrede sig fra år til år. Som regel har én af de to haft en stigende finale og den anden en klassisk sprinterafslutning, men i 2019 havde alle fem etaper mål på en bakke af varierende længde.

Formatet genbrugtes næsten i 2021, men der var en væsentlig ændring. Siden 2017 har det faste holdepunkt været den indledende puncheuretape med mål på Alto del Castillo i udkanten af Burgos samt 3. og 5. etapes store bjergfinaler på hhv. den relativt nye, men meget svære Picon Blanco og klassikeren Lagunas de Neila. Alle tre elementer genfandt man sidste år, men som noget helt nyt var der denne gang ikke mål på toppen af Picon Blanco. I stedet sluttedes der med en nedkørsel og et kort, fladt stykke, og det ændrede dynamikken på etapen, hvor vinderen i tre af de fire foregående besøg også var endt med den samlede sejr.

Tilsyneladende er arrangørerne begejstrede for, at de to bjergetaper ikke er så ens, som de var det i årene mellem 2017 og 2020. I hvert fald genbruges sidste års mere atypiske model med en efterfølgende nedkørsel, men i år får den endnu et twist. Denne gang forlænges finalen nemlig med 19,1 km efter passagen af sidste års målby, og da de bare er flade eller let kuperede, er der lagt op til en endnu mere uforudsigelig første bjergetape, end vi plejer at se det.

Det hele starter dog, præcis som det plejer. Som det nu er blevet en fast tradition, lægges der ud med den eksplosive puncheuretape med mål på toppen af den lille Alto del Castillo inde i selve Burgos, hvor klassementsrytterne altid skal passe på med at undgå dumme tidstab. Det virkelige slag om klassementet skal imidlertid igen slås på 3. og 5. etape, hvor der altså først er en ny model af Picon Blanco-etapen, inden det hele kulminerer med løbets traditionelle kongeetape med mål på toppen af Lagunas de Neila-stigningen - en finale, der dermed genvinder lidt af sin betydning efter nogle år, hvor Picon Blanco har vist sig vigtigere.

Indimellem venter der som altid om onsdagen og fredagen to relativt flad etaper på den spanske højslette, hvor arrangørerne med et hav af retningsændringer håber på masser af den sidevind, området er kendt for. Mens man i 2019 tog sin glæde ved stigende finaler til et nyt niveau, da begge etaper slutter med en puncheurspurt, er det i år mere blandet. Således kan sprinterne se frem til en chance på onsdagens 2. etape, hvor en sen lille bakke dog kan true de tungere folk og bruges som afsæt for et angreb. Anderledes er det på fredagens 4. etape, hvor vi efter to års fravær vender tilbage til den herlige puncheurspurt i Ciudad Romana de Clunia, der i mange år var Carlos Barberos legeplads, og hvor vi altid ser en herlig blanding af stærke sprintere og puncheurs kæmpe om sejren.

Med andre ord er der guf for både sprintere, puncheurs og klatrere, men det er sidstnævnte, der skal slås om den samlede sejr igen i år.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

1. etape

Et af kendetegnene ved Vuelta a Burgos er, at løbet ofte byder på etaper, der med finaler på korte, stejle stigninger er som skabt til eksplosive puncheurs. En af klassikerne er finalen på Alto del Castillo i udkanten af Burgos, der i mange år var med ved enkelte lejligheder, men nu er blevet den helt faste åbning på løbet. Som det har været tilfældet hvert år siden 2017, vil den lille, men ganske stejle bakke i løbets hovedby formentlig sørge for, at det er en puncheur eller en stærk sprinter, der bliver første mand i den lilla førertrøje.

I overensstemmelse med vanlig Vuelta a Burgos-tradition er der tale om en relativt kort etape på bare 157,0 km med både start og mål i Burgos. Byen ligger midt på den spanske højslette, hvor der er stort set helt fladt, og derfor er der ikke mange terrænmæssige udfordringer, selvom etapen i år er krydret med en stigning midtvejs. Fra starten ved Catedral de Burgos går det gennem relativt fladt terræn mod nordøst, idet det efter små 20 km begynder at falde ganske let. Efter 41 km drejer man mod nordvest for at følge en lige og ganske let faldende vej frem til etapens nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at køre et kort stykke igennem fladt terræn.

Den normalt meget flade åbningsetape får et krydderi, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Altotero (7,8 km, 5,7%), der har tre km med 6-8% på den nedre del, men derudover blot stiger med 4-6%. Toppen rundes efter 75,0 km og leder op til et plateau. Det følges nu via en lige og let faldende vej, som leder mod sydvest, inden man efter 100,0 km drejer mod sydøst og efter 104,0 km drejer mod syd. Herfra falder det fortsat let, indtil man drejer mod sydøst for at køre igennem terræn, der er en anelse mere kupere og følger ind mod centrum af Burgos. Efter 131 km kører man kortvarigt mod nordøst, inden det går mod syd ind mod byen, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning

Finalen indledes, når det flade terræn kommer til en brat ende i bunden af kategori 3-stigningen Alto del Castillo, hvis top nås for første gang efter 143,0 km, hvor målstregen krydses. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 14,0 km lange rundstrækning. Den er hovedsageligt flad og teknisk meget enkel, men med 3,5 km igen når man toppen af en lille bakke (900 m, 5,4%). Herfra falder det ned mod 2 km-mærket via en lige vej med kun et blødt sving, inden en lige flad vej leder frem til bunden af stigningen, hvor det afgørende slag skal slås. Den er 1 km lang, stiger med 6,1% i gennemsnit og følger en meget snoet vej med et enkelt hårnålesving. De første 170 m stiger med ca. 10,6%, men derefter ligger stigningsprocenten på ca. 5, selvom den kortvarigt når 9% nær toppen. Der er 200 m med brosten med 700 m igen, og det sidste sving kommer med ca. 200 m til stregen.

Etapen byder på i alt 1520 højdemeter.

Etapen er som sagt en Burgos-klassiker, og mange af rytterne kender den eksplosive finale. Historien har vist, at den passer til ægte puncheurs som Daniel Moreno, der elskede denne afslutning, men også sprintere med speciale på stigninger som Juan Jose Lobato, Giacomo Nizzolo, Carlos Barbero og senest Edward Planckaert har i storform været med på en bakke som denne. Mest sandsynligt er det, at det hele skal afgøres i en dyst mellem disse ryttere, hvor de mindre eksplosive klassementsryttere skal begrænse tidstabet i en finale, der altid skaber betydelige huller i feltet. Inden da er der imidlertid som altid i Burgos stor risiko for sidevind, der kan skabe kaos allerede inden afslutningen.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor den ellers hensygnende Edward Planckaert opnåede en stjernestund, da han sejrede i samme tid som Gonzalo Serrano samt med 1 sekund ned til Vincenzo Albanese og Santiago Buitrago, 3 sekunder ned til Romain Bardet og 9 sekunder ned til den første del af feltet. I 2020 overraskede Felix Grossschartner alt og alle ved at køre alene væk fra bunden, mens alle tøvede, og vinde med 8 sekunder ned til et felt anført af Joao Almeida og Alejandro Valverde. I 2019 slog Giacomo Nizzolo flot Alex Aranburu i en fascinerende duel, mens Eduard Grosu var hele 5 sekunder efter som nr. 3, mens Francesco Gavazzi i 2018 viste sine evner som puncheur ved at sejre foran Pello Bilbao og Aranburu. I 2017 lykkedes det ganske overraskende Mikel Landa, Sergei Chernetckii og Lasse Norman at snige sig væk ved første passage af stigningen. Norman blev hentet op mod mål, hvor Landa kørte fra Chernetckii og sejrede med 2 sekunder ned til russeren og 3 sekunder ned Julian Alaphilippe, der var feltets hurtigste. I 2013 viste Juan Jose Lobato sine evner i denne type finaler ved at slå Daniel Moreno i en knivskarp dyst, mens Thomas Damuseau var 3 sekunder efter på tredjepladsen. Året inden vandt Simone Ponzi foran Daniele Ratto, Sergey Chernetskii og resten af feltet i en tilsvarende afslutning. I 2012 vandt Moreno med 2 sekunder ned til Sergio Henao og 7 sekunder ned til Simon Clarke, mens Joaquim Rodriguez i 2011 var 3 sekunder hurtigere end samme Moreno og 7 sekunder bedre end Samuel Sanchez.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

2. etape

Vuelta a Burgos kan normalt deles i to dele, hvor den ene del består af bjergetaper og den anden af meget flade dage, der enten slutter med en puncheurfinale eller er for sprinterne. I år varierer man dog det manuskript en anelse på løbets 2. etape. Denne gang tilbringer man nemlig det meste af dagen i et mere kuperet område på den ellers ret flade højslette, og det giver en ganske kuperet første halvdel af ruten, inden den anden halvdel med generelt fladt terræn er mere klassisk. Da det er løbets eneste etape med mulighed for en flad spurt for sprinterne, vil de være fyr og flamme efter at tage chancen, men en lille bakke i finalen vil teste deres holdbarhed, som den frygtede sidevind også kan gøre det.

Med en distance på 158,0 km er der som altid tale om en kort etape, der fører feltet fa Vivar del Cid til Villadiego. Startbyen ligger på den flade højslette lige nord for Burgos, og derfor er det kun let stigende, når man følger en relativt lige vej mod nordvest med retning mod mere kuperet terræn. Efter ca. 25 km begynder det at falde, i starten ret kraftigt og siden kun ganske let, indtil man rammer bakkerne længere mod nord.

Den hårde del af løbet indledes, når man kører mod nord og vest op ad kategori 3-stigningen Alto de la Lora (3,5 km, 5,5%), der er en relativt jævn stigning med top efter 49,05 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man kører mod først vest og siden sydvest, inden en nedkørsel og en bakke leder frem til Baconcillos del Tozo, som passeres efter 70,4 km.

Her bliver det igen let, når man følger en let lige og næsten helt flad vej mod først nordvest og siden syd og sydøst, inden udfordringerne igen melder sig. Det sker, når man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Puerto de Humada (2,8 km, 5,3%), der har en stejlere passage med 500 m med 7,4%, men ellers er jævn og har top efter 90,4 km. En kort og let nedkørsel leder mod sydøst og sydvest, inden det går mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Amaya (4,2 km, 2,5%), der er en let og blød opkørsel med top efter 100,5 km.

Nu er det stort set slut med udfordringerne. Det falder let mod sydvest, og herefter er det kun småkuperet, mens man følger lige veje, først mod syd, siden sydøst, så nordøst og slutteligt mod sydøst ned til målbyen Villadiego, som nås efter 137,6 km. I stedet for at krydse stregen kører man en tur på en 20,4 km lang rundstrækning i området sydvest for byen, hvor det er ganske fladt. Det er det således, når man fra start kører mod nordøst og senere sydøst og sydvest ad helt lige veje frem til byen Tobar. Her drejer man mod sydvest for at køre op over en bakke (1,6 km, 5,0%), som har top bare 7,5 km fra stregen, inden det går ad en kort nedkørsel og siden af en flad vej. Med 3600 m igen drejer man mod nordvest og herefter leder en lige og flad vej, der dog falder over et par hundrede meter lige efter den røde flamme, ind til Villadiego, hvor man drejer til højre i en rundkørsel ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen har i alt 1658 højdemeter.

Etapens er en af de klassiske dage på højsletten, hvor vinden altid er en trussel, der kan forvandle en ellers rolig dag til et drama. Denne gang er klatreudfordringerne mere betydelige end vanligt, men de kommer for tidligt til at spille en rolle, og hvis ikke det blæser, bør løbets relativt få sprintere holde styr på tingene. Den sidste lille bakke er dog en udfordring, der både kan rydde ud i feltet og bruges til angreb, men da samme finale blev benyttet i 2020 forhindrede det ikke det spurtopgør, vi må vente igen denne gang

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Villadiego har tre gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i forbindelse med dette løb. Det skete senest i 2020, hvor præcis samme finale med den sene bakke blev benyttet, og hvor Fernando Gaviria sejrede i en spurt foran foran Arnaud Demare og Sam Bennett. Derudover skete det i 2015, hvor Vladimir Isaychev var hurtigst i et firemandsudbrud, der højst overraskende snød sprinterne, og i 2014, hvor Matteo Pelucchi vandt den ventede massespurt foran Steven Lammertink og Thomas Damuseau.

3. etape

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas de Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget i både 2018, 2019 og 2020, men i 2021 blev alt forandret, da man for et år siden sluttede etapen med 17 km, der primært bestod af nedkørsel. Den ide genbruges i år, hvor det stejle bjerg vender tilbage, men denne gang reduceres betydningen yderligere, da der i 2022 vil være hele 36,5 km efter toppen og dermed også ganske meget fladland til at sikre en regruppering, men også potentielt et meget ukontrolleret, taktisk og dermed uforudsigeligt cykelløb.

Med sine 156,0 er etapen en typisk relativt kort Burgos-etape, der fører feltet fra Quintana Martin Galindez til Villarcayo. Man lægger ud med at slå en sløjfe i det flade terræn syd for startbyen, inden man snor sig mod nordvest, sydvest og igen nordvest igennem ganske fladt terræn. Her melder dagens første udfordring sig, når man fortsætter mod nordvest på ad kategori 3-stigningen Alto de Cereceda (3,2 km, 5,2%), der er en helt jævn stigning med top efter 34,2 km. En kort nedkørsel leder vider mod nordvest, inden man følger fladlandet mod nordvest, nord og senere nordøst frem til den store by Medina de Pomar, som nås efter 64,0 km. Her drejer man mod vest for at køre igennem fladlandet frem til målbyen, som passeres efter 71,9 km, idet man dog ikke krydser stregen.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 84,3 km lang rundstrækning i området nord for byen. Det flade terræn fortsætter, når man først kører videre mod nordvest og siden nordøst. Nu melder der sig en opvarmningsbakke, når man kører videre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,7 km, 4,9%), der for indledningsvist stiger med bare 2-6%, inden den tager fat med 700 m med 9,4% frem mod toppen, som rundes efter 92,4 km. Efter den efterfølgende nedkørsel, der leder mod nordvest, kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Efter 111,7,0 km når man frem til sidste års målby, Espinosa de los Monteros, hvor man tager hul på en 25,4 km lang rundstrækning. Først drejer mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 8,0 km lang og stiger med hele 9,2% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%, inden man efter 119,7 km runder toppen.

Herfra resterer fortsat 36,5 km. De indledes med en todelt nedkørsel, der først er relativt enkel og går mod nordøst, inden man drejer mod drejer mod syd for at følge en betydeligt mere teknisk del. Den afsluttes med 24 km igen, hvor man drejer til venstre, og herefter følger man en og let faldende vej hele vejen ind til Espinosa de los Monteros, hvor etapen sluttede i 2021.

Det gør den imidlertid ikke i 2022. Her har man føjet 19,1 nye kilometer til etapen, og de indledes med, at man kører mod sydøst ad en helt lige og let faldende vej. Med 11,4 km drejer man mod sydvest og kort efter rammer man kategori 3-stigningen Alto de Bocos (2,1 km, 5,6%), der er meget ujævn. Den første kilometer stiger med 5-7%, inden der venter et 500 m næsten helt fladt plateau, hvorefter de sidste 600 m er de sværeste med 8,1%. Toppen rundes efter 148,5 km, hvorefter de sidste 7,7 km indledes med en helt lige nedkørsel, der leder mod sydvest, hvorefter den helt lige og 6 m vej følges mod sydvest ind til målbyen, hvor der venter en meget teknisk finale med to skarpe sving med 300 m og 265 m igen, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2433 højdemeter.

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas de Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning, og med nu fem besøg har vi lært det at kende. I fire ud af fem tilfælde er bedste mand kørt fra alt og alle, og forskellene plejer at være betragtelige. Sidste år tilføjede nedkørslen og de flade kilometer til slut løbet en helt ny dynamik, for selvom nedkørslen kun periodevist er teknisk, er risikovilligheden i et forberedelsesløb som regel begrænset. Romain Bardet holdt sit forspring til sine tre forfølgere, men bag dem samledes en gruppe på ni mand. I år er der så lagt yderligere 19 ret flade kilometer til, og det gør løbet uhyre uforudsigeligt. Der vil formentlig blive kørt masser af cykelløb på bjerget, men herefter er der masser af tid til regruppering til en spurt, men også til en meget taktisk finale, hvor overtal kan være en fordel, og hvor snu ryttere kan snige sig væk.

Villarcayo har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. I 2016 vandt Danny van Poppel en massespurt foran Jempy Drucker og Gianni Meersman, i 2014 vandt Lloyd Mondory en massespurt foran Vicente Reynes og Sebastien Turgot, og i 2008 overraskede Andrei Kunitski ved at køre alene hjem fra et udbrud på åbningsetapen, hvor han sejrede foran Julien Loubet og Xabier Zandio.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

4. etape

Efter en dag i bjergene og et første slag mellem favoritterne vender vi tilbage til fladere terræn i en af løbets klassikere. Her er vi tilbage på den spanske højslette, hvor rytterne kan se frem til endnu en meget flad etape. Det betyder imidlertid ikke, at etapen er helt enkel, idet der venter en velkendt stigning op til mål, hvor vi ved de fem foregående besøg har været vidner til en fascinerende spurt på en ganske hård bakke med muligheder for både stærke sprintere og puncheurs. De vil håbe igen at spurte om sejren, men forinden skal de overleve risikoen for sidevind i det flade Burgos-terræn.

Etapen byder på 169,0 km, der fører fra Torresandino til Ciudad Romana de Clunia. Hele etapen finder sted på det plateau, der udgør en stor del af Burgos-regionen, og derfor er der tale om en hovedsageligt flad sag. Fra starten kører man mod sydvest ad en ganske flad vej, inden man efter 19,6 km drejer mod nordøst. Her bliver det en anelse mere kuperet med nogle småbakker, og sådan fortsætter det, når man efter 38,6 km drejer mod sydøst. Kort efter går det igen mod nordøst og siden øst, syd og sydøst frem til byen Villanueva de Gumiel, der nås efter 64,2.

Her tager man hul på 3n 35,4 km lang rundstrækning. Først kører man igennem det småkuperede terræn ad en lige vej mod sydøst, inden man drejer mod sydvest. Efter 83,0 km rammer man en længere og blød bakke, hvorefter det begynder at falde let, når man drejer mod nordvest og siden nord for at køre frem til den store by Aranda de Duero. Herfra kører man mod nordøst ad en lige og let stigende vej frem til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter rundstrækningen fortsætter man ad en helt lige og ganske let stigende vej frem til byen Caleruega, som passeres efter 134,5 km. Herfra bliver det igen en anelse mere kuperet, når man snor sig mod først sydvest og siden sydøst ned til Peñaranda de Duero, som nås efter 152,0 km. Her drejer man mod nordøst, hvorefter det er en ganske let stigende og lige vej, der leder frem mod målbyen. Med 2 km igen drejer man mod nordvest ind på en vej, der stiger med 2% frem til et skarpt 180-graderssving med 700 m igen, hvorefter det stiger med 5-6% resten af vejen op mod mål, mens man med 500 m drejer let til højre ind på opløbsstrækningen. I alt stiger den sidste kilometer med 5,1% i snit med et maksimum på 7% i svinget med 500 m igen.

Etapen byder på i alt 1361 højdemeter.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Finalen er velkendt fra tidligere, og selvom den ikke er så svær som den, vi finder på 1. etape, viser historien, at der altid opstår huller. Derfor skal klassementsrytterne være opmærksomme, både i afslutningen og i den potentielle sidevind undervejs. Den kan skabe kaos allerede inden finalen, hvor vi kan vente, at de overlevende puncheurs og stærke sprintere vil slås om sejren. Som altid er der dog en lille chance for, at et udbrud kan holde hjem på et tidspunkt i løbet, hvor der vil være etableret større tidsforskelle.

Etapen er blevet benyttet flere gange de senere år og er blevet lokale Carlos Barberos legeplads. Grundet en skade var han dog ikke med ved det seneste besøg i 2019, hvor en anden puncheur, Alex Aranburu, sejrede foran holdkammeraterne Alexandr Riabushenko og Rui Costa, og hvor der var et hul på 6 sekunder bag de seks forreste. I 2018 sejrede Barbero foran Marco Tizza og Nicola Bagioli i den stigende spurt, og i 2017 slog han nærmest Gianni Moscon og Julian Alaphilippe i en spurt på bakken op mod mål. Barbero var også hurtigst i 2015, hvor han vandt spurten foran Daniel Moreno og Jesus Herrada, mens hovedparten af favoritterne nåede mål 3 sekunder senere. I 2011 vandt Daniel Moreno med 1 sekund ned til 12 ryttere anført af Samuel Sanchez og Pablo Lastras.

5. etape

Som omtalt tidligere er løbets traditionelle højdepunkt altid den ikoniske kongeetape, der slutter på toppen af den frygtede stigning til Lagunas de Neila. Som det har været tilfældet hvert år siden 2009 vil den også i år runde løbet af, og med det nye design af Picon Blanco-etapen tyder meget på, at den kan blive næsten lige så altafgørende, som den var i årene inden ”opfindelsen” af Picon Blanco i 2017. Dermed genvinder en af Spaniens mest frygtede stigninger lidt af fordums betydning i det, der bliver endnu et festfyrværkeri af en afslutning, også selvom man for sjette år i træk har designet en betydeligt nemmere etape, end man gjorde i gamle dage.

Årets kongeetapen er med sine 170,7 km længere, end den har været i de senere år, og den fører feltet fra Lerma til Lagunas de Neila. I de tidligere år har man som regel haft adskillige stigninger inden finalebjerget, herunder en første passage i finalen, hvor man dog er drejet fra kort inden den stejleste del øverst på stigningen, men denne del har siden 2017 været droppet til fordel for en relativt flad indledning, der kun byder på tre mindre kategori 3-stigninger, hvilket dog er en mere end i 2019 og 2020, hvor der blot var to opvarmningsbakker.

Modsat sidste år starter man relativt langt fra målbjerget, og man lægger ud med at køre ad en lige og kun ganske let stigende vej mod øst. Efter ca. 25 km drejer man mod syd for at passere kategori 3-stigningen Alto del Majadal (2,8 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 26,0 km. Herfra snor man sig mod først sydøst, siden sydvest, så igen sydøst og slutteligt mod nordvest igennem småkuperet terræn, hvis vanskeligste udfordring er en bakke (3,1 km, 3,8%), der har top efter 41 km.

Efter 77,6 km når man frem til byen Salas de Los Infantes, hvor man tager hul på en 36,1 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører mod først nordvest og siden nordøst ad lige veje, der er ganske let stigende, indtil den bliver en smule mere kuperet til sidst. I det nordligste punkt drejer man mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Alto Arroyo (4,0 km, 2,5%), der er en meget let og blød opkørsel med top efter 106,2 km, inden en nedkørsel og et fladt stykke leder mod syd og sydvest tilbage til Salas de Los Infantes.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Efter rundstrækningen drejer man mod sydøst for at følge en lang og kun ganske let stigende vej ned til etapens sydligste punkt, idet man nu rammer den finale, der har været benyttet siden 2017. Den indledes for alvor, når man drejer mod nord for at køre frem op ad kategori 3-stigningen Alto de Collado de Vilviestre (3,1 km, 4,5%), der er en jævn og let opkørsel har top, når der resterer bare 22,7 km. Derfra går det via en nedkørsel mod nord og nordøst ned til bunden af Lagunas de Neila-stigningen, der er uden for kategori og bestiges fra syd.

Den er i alt 12,0 km lang og stiger med 6,2% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 9 km er således meget nemme med stigningsprocenter på under 6 det meste af vejen, og det er først herefter, at den tager fat, da de sidste 3 km stiger med hhv. 9,6%, 8,2% og 11,0% i gennemsnit. På de sidste 3 km er vejen relativt lige, indtil den sidste kilometer byder på flere bløde sving og to hårnålesving, det sidste bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2792 højdemeter, hvilket er ca. 450 flere end de seneste to år, hvor etapen dog også var betydeligt kortere.

Alle, der har kørt Vuelta a Burgos, kender stigningen, der altid skaber ganske store forskelle. Denne gang er etapen ligesom de foregående fem år imidlertid betydeligt nemmere, og det vil sandsynligvis være et relativt stort felt, der når frem til de sidste stejle tre kilometer på bjerget. Her skal klassementsrytterne slås om sejren i en brutalt stejl finale, hvor de bedste klatrere som regel kan gøre forskellen, og hvor en fortjent vinder af Vuelta a Burgos vil blive kåret. I de seneste år, hvor Picon Blanco-etapen har været mere afgørende, end den ventes at være i år, har betydningen været reduceret, men i år taler meget for, at vinderen på løbets sidste etape meget vel kan ende som samlet vinder af det store spanske bjergløb.

Som sagt er stigningen på programmet hvert eneste år, og listen over vindere er stjernespækket. Sidste år rejste Hugh Carthy sig efter en nedtur på Picon Blanco, da han sejrede med 5 og 7 sekunder ned til hhv. Einer Rubio og Simon Yates, mens Mikel Landa som nr. 6 tabte 16 sekunder, hvilket var nok til at tage førertrøjen og den samlede sejr fra en nedslået og forslået Romain Bardet. Også i 2020 bød løbet på en genrejsning, da Ivan Ramiro Sosa rejste sig efter en nedtur i 3. etapes sidevind, og den lille colombianer sejrede med 9 sekunder ned til Landa og 11 sekunder ned til den tidligere ellers så suveræne samlede vinder, Remco Evenepoel. I 2020 cementerede selvsamme Sosa sin status som løbets bedste, da han med en voldsom forcering til sidst akkurat gik forbi Rui Costa, der ellers med et tidligt angreb så ud til at løbe med det hele, mens de øvrige favoritter tabte 14 sekunder. I 2018 var Sosa på spil igen, da han lykkedes med at sætte den førende Miguel Angel Lopez til vægs, efter at sidstnævnte havde skullet lukke et hav af huller, og dermed sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 var det til gengæld Lopez, der sejrede efter en skidt start på løbet og vandt med hhv. 5 og 11 sekunder ned til Enric Mas og den førende Landa. I 2016 havde Sergio Pardilla held til med et smart angreb at udnytte favoritternes taktiske spil til at tage en solosejr. I 2015 var det Daniel Moreno, der var stærkest, og forud for det var vinderne Nairo Quintana (2014 og 2013), Esteban Chaves (2012), Mikel Landa (2011), Samuel Sanchez (2010), Ezequiel Mosquera (2009), Juan Jose Cobo (2008), Mauricio Soler (2007), Iban Mayo (2006), Juan Carlos Dominguez (2005), Alejandro Valverde (2004), Dave Bruylandts (2003), Michael Rasmussen (2002), Juan Miguel Mercado (2001) og Leonardo Piepoli (2000 og 1999), hvilket siger alt om stigningens sværhedsgrad.

Læs også

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Vuelta a Burgos har altid været at betragte som en bjergløb, men sjældent har det været mere sandt end i årene mellem 2017 og 2020. Normalt plejede tidskørslen altid at spille en vis rolle - det var bl.a. den, der sikrede Alberto Contador sejren i 2016 - men som det har været tilfældet siden 2017, er der heller ikke den gang nogen form for kamp mod uret. I stedet var der igennem fire år tale om et paradis for klatrerne, hvor det udelukkende blev afgjort i bjergene på 3. og 5. etape, og hvor målstigningerne var så svære, at det er en sag for de helt rene bjergryttere.

Således har det været meget enkelt: løbets bedste klatrer har som regel vundet. Picon Blanco og Lagunas de Neila er meget stejle, og det ville gøre det naturligt at tro, at det altid var den samme rytter, der vandt begge etaper, men det skete faktisk kun én gang, nemlig med Ivan Ramiro Sosa i 2019. I de øvrige udgaver fik vi vidt forskellige vindere på de to bjerge, men da Picon Blanco har vlret den sværeste af de to finaler, har det været her, at vinderen oftest er blevet kåret. Således vandt vinderen af 3. etape også løbet tre ud af de fire gange, og det var kun i 2018, hvor det gik anderledes. Dengang sluttede Sosa og Miguel Angel Lopez nemlig i samme tid på Picon Blanco, og da Sosa efterfølgende fik skovlen under en isoleret Lopez på Lagunas de Neila, var Astana-kaptajnens sejr på Picon Blanco ikke nok til den samlede sejr.

Sidste år var det hele forandret med beslutningen om at afslutte Picon Blanco-etapen med en lang nedkørsel. Det åbnede i hvert fald døren for, at vi ville få en regruppering efter toppen, og det skete da også i et vist omfang. Det var dog kun noget, der fandt sted bag de fire forreste, og det lykkedes - trods et styrt på nedkørslen - for Romain Bardet at køre alene hjem foran en forfølgergruppe med Domenico Pozzovivo, Mikel Nieve og Mikel Landa, mens der bag de fire samledes ni mand. I den forstand fungerede også den nye etape næsten som en bjergfinale, men til gengæld fik vi bekræftet, at løbet i Burgos af en eller anden grund er meget svært at finde mønstre i. På 5. etape var klatrehierarkiet helt anderledes - blandt andet fordi Bardet var forslået, og Pozzovivo udgik efter endnu et styrt - og etapen blev domineret af nogle helt andre ryttere, end vi havde set det to dage tidligere. Landa, der lignede en mand i vanskeligheder begge dage, vandt paradoksalt nok, fordi han var manden med den bedste dårlige dag.

Picon Blanco-etapen kom således næsten til at fungere som en bjergafslutning, og det var derfor alligevel løbets bedste eller i hvert fald mindst ustabile klatrer, der vandt. I år er det hele betydeligt mere kompliceret. De 19,1 ekstra kilometer efter sidste års afslutning på Picon Blanco-etapen giver et element af tilfældighed, vi slet ikke er vant til at se i dette rene bjergløb. Så meget fladland vil uundgåeligt føre til en eller anden regruppering, og havde man kørt samme finale sidste år, er det svært at tro, at Bardet var kørt alene hjem. Mere sandsynligt er det, at vi havde fået et forfølgelsesløb mellem de fire forreste og de ni forfølgere, eller at det hele var blevet samlet i en 13 mand stor gruppe - og det endda muligt, at næste gruppe også var kommet på, så vi var endt med hele 26 mand til sidst. Det er også værd at bemærke, at nedkørslen er en faktor, da den er ganske teknisk, og da det er et forberedelsesløb vil risikovillighed være en faktor - måske særligt når vi ved, hvor ilde det gik for Bardet sidste år.

Selvom Picon Blanco kommer tidligere, vil jeg stadig forvente, at den køres stort set, som var der mål på toppen. Jeg vil tro, at det vil eksplodere til atomer, og derefter må vi se, hvor meget regruppering, vi får. Sidste år kunne vi som sagt let være endt i et forfølgelsesløb mellem to grupper, og så var det sikkert endt i en spurt mellem de fire forreste, hvis ikke der var kommet samling. I det tilfælde ville etapen have fungeret næsten som en bjergafslutning, dog med en tendens til, at rytterne samledes i grupper med de bedste klatrere forrest. Hvis til gengæld vi havde fået samlet 13 eller 16 mand, ville alt kunne ske. Det ville kunne være blevet afgjort i en spurt, men det kunne også have været meget taktisk. Blandt de 13 forreste i sidste års løb var der således intet hold, der havde mere end to mand, og dermed var gruppen stort set renset for hjælpere. Det ville være endt i en angrebsfest, både i fladlandet og på den sidste bakke, og så kunne det være blevet lidt tilfældigt, hvem der havde sneget sig væk og vundet tid. Det havde bestemt ikke nødvendigvis været bedste klatrer - måske snarere tværtimod.

Det giver et helt nyt element af uforudsigelighed. Til gengæld ved vi, hvad vi skal forvente af Lagunas de Neila, som vi kender til hudløshed. Her ender det altid i et opgør på sidste stigning, og det gør det hele meget enklere. Det er dog værd at bemærke, at det kun de sidste 3 km, der er svære. Det er med andre ord en stigning, der passer bedre til lidt mere eksplosive folk end de helt rene klatrere, og derfor kan den nye rute måske favorisere den ryttertype en anelse mere, end vi har set det i de seneste fire år, hvor den længere Picon Blanco har været bedre for rene klatrere. Det er dog ikke helt entydigt. Ser man på vinderlisten på Lagunas de Neila, er den spækket også med rene klatrere - eksempelvis Sosa, der har vundet etapen tre gange i træk og faktisk er ubesejret på bjerget. Sidste år var det sågar Hugh Carthy, der vandt, og hvis der er noget, han ikke er kendt for, er det punch!

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

Det sidste element, der er vigtigt, er vejret. Historisk har sidevinden ofte spillet en rolle i løbet, og ruten lægger også op til, at der kan skabes kaos igen i år. I hvert fald har man hele tre etaper, hvor man drøner rundt på det flade Burgos-plateau, og selv på de to bjergetaper får man de sletteagtige betingelser at mærke. I 2020 var det måske endda sidevinden, der kostede Sosa den samlede sejr. Ganske vist kom han tilbage efter at være blevet sat på 3. etape, men han eksploderede så voldsomt i kampen i fladlandet, at han var helt tømt, da de senere skulle op ad Picon Blanco - og så hjalp det ikke meget, at han vandt på Lagunas de Neila igen. Forud for det skulle vi dog et par år tilbage for at finde det seneste sidevindsdrama.

Får vi så vind i år? Det kedelige svar er nej. Kun onsdag sidst på etapen kan det måske blæse lidt op i forbindelse med nogle mulige tordenbyger, men ellers bliver betingelserne ganske stille alle dage. I stedet vil udfordringen være varmen, der de første to dage med temperaturer på 34 til 36 grader vil være trykkende, men derefter falder temperaturen til 29 til 32 grader. Vindens væsentligste betydning er, at der vil være modvind på Picon Blanco og medvind på Laguna de Neila, og vi så i Vueltaen sidste år, at modvind på førstnævnte bjerg måske kan reducere betydningen af 3. etape, selvom stigningen er svær nok til trods ugunstig vind at gøre forskelle.

Det sidste element, der kan spille en rolle, er punch og positionering. Vi ser år efter år, at man taber sekunder i puncheurspurten på 1. etape, hvis man sidder dårligt placeret. Vi kender også afslutningen på 4. etape til hudløshed, og her ser vi et herligt miks af puncheurs og stærke sprintere spurte om sejren. Ved seneste besøg for tre år siden vandt Richard Carapaz 6 sekunder på sine rivaler, og også her kan man altså med punch og position vinde nogle sekunder. Det er dog også den eneste effekt af spurtstyrke, for Vuelta a Burgos er et af de få løb, der fastholder den spanske tradition om ikke at uddele bonussekunder.

Overordnet set har vi altså et løb, der er mere uforudsigeligt end vanligt. Bedste klatrer kan sagtens ende med at vinde, for han bør sidde med de bedste på Picon Blanco, mens han meget vel kan vinde på Lagunas de Neila. Det taktiske element kommer dog i spil på 3. etape, og derfor kan det være vigtigt at være på et hold med et overtal. Bliver det tæt, vil punch og positionering kunne sikre sekunder på 1. og 4. etape, men til gengæld bliver det næppe i år, hvor man har brug for et hold af bodyguards til sidevinden.

Løbet er altså mere uforudsigeligt, end det plejer, og det er ikke rart. Løbet er nemlig i forvejen svært at spå om. Det er aldrig helt let at sige, hvem der er bedst i dette løb, der afvikles på et tidspunkt, hvor stort set hele feltet er tilbage i aktion efter en lang pause og nu gearer op mod Vueltaen. Heldigvis er vi blevet lidt klogere, da enkelte har kørt nogle af de nylige løb i Spanien, særligt Clasica San Sebastian, men man skal være meget varsom med at tolke for meget af den store klassiker. Historien viser, at en ringe præstation i Baskerlandet ikke altid fører til en ringe præstation i Burgos, hvad blandt andre Miguel Angel Lopez har kunnet dokumentere. Sidste år var Landa heller ikke meget værd i San Sebastian, men det var altså ham, der endte med at vinde i Burgos. Samtidig har vi som sagt set, at styrkeforholdet på de to bjergetaper har været bemærkelsesværdigt forskelligt, og det gør det ikke lettere. Til gengæld slipper vi for at skulle gætte på, hvor trætte rytterne er efter Touren, for i år er feltet renset for ryttere, der kommer med Touren i benene, hvilket nok er meget klogt, da San Sebastian indikerede, at en historisk hård udgave af Touren har efterladt en sjældent stor træthed i Tour-feltet.

Den megen usikkerhed gør det ikke let pege på en klar favorit, men jeg vælger at gå med Carlos Rodriguez. Foråret viste ellers, at han fortsat havde visse begrænsninger, men det er han i den grad kommet efter. Han var således flyvende med 2. pladsen i Occitanie og med sin suveræne sejr ved de spanske mesterskaber, og senest var han en af de allerbedste på stigningerne i San Sebastian. Det lover godt forud for dette løb, hvor man må antage, at han igen vil være blandt de stærkeste på Picon Blanco og Lagunas de Neila. Han er overhovedet ikke eksplosiv, og derfor er sidstnævnte måske ikke den ideelle stigning for ham, men han viste særligt med 2. pladsen på kongeetapen i Valencia og også med 6. pladsen i murfinalen i Andalusien, at han sagtens kan begå sig i en finale som denne. Hans dieselmotor vil formentlig også blive bedre og bedre undervejs, og når Carthy kan vinde på Lagunas de Neila, kan Rodriguez i hvert fald også. Han kan tabe sekunder i de eksplosive finaler, men undgår han det, står han stærkt, særligt fordi Ineos formentlig vil sidde med mindst to mand i finalen på 3. etape. Hvem af dem, der vil kunne vinde tid i det taktiske spil til sidst, kan være tilfældigt, men jeg vælger at gå med Rodriguez, da mit gæt vil være, at han har en lille overhånd på de stejle procenter på lørdag.

Det kan dog også sagtens blive Pavel Sivakov. Franskmanden var genfødt i San Sebastian, hvor han helt klart var løbets næstbedste, men vi har før set, at hans lidt store statur har givet ham problemer på stejle procenter. Derfor er han også kommet lidt til kort tidligere i dette løb, men det var jo særdeles opløftende, at han klarede endnu stejlere procenter så flot i lørdags. Baseret alene på lørdagens præstation bør Sivakov vel være favoritten, og ligesom Rodriguez vil han have fordel af det taktiske overtal på 3. etape. Her kan præstationen i lørdags dog også gøre ham til den mest overvågede af de to, og jeg vil altså stadig gerne se ham faktisk gøre det færdigt på lørdag, når vi før har set ham kæmpe lidt med det, når det for alvor bliver stejlt. Ineos har også Tao Geoghegan Hart , der jo i Dauphiné endelig viste livstegn. Desværre faldt han igennem i San Sebastian, og med tanke på hans historik er forventningerne små, men som sagt er der håb at hente i, at et dårligt San Sebastian ikke altid betyder et dårligt Burgos. En joker er Laurens de Plus, der senest i Occitanie viste, at han begynder at nærme sig et højt niveau, og med en sommer i benene har han potentiale til at overraske, selvom Rodriguez og Sivakov har været så stærke, at han formentlig igen ender som hjælepr. Det samme gør Brandon Rivera, som ellers har imponeret ganske meget både i Vallonien og San Sebastian.

Jeg tror, at den værste trussel kan være Gino Mäder. Sygdom kostede ham deltagelsen i Touren, og nu satser han hele butikken på Vueltaen, hvor han var flyvende sidste år. Han viste i Romandiet, at han måske har forbedret sig yderligere siden dengang, og det bekræftede han i lørdags. Mäder er nemlig helt uden punch, og hans dieselmotor er slet ikke skabt til endagsløb, og derfor var det opløftende at se ham som en af de stærkeste på stejle og eksplosive stigninger, der passede ham dårligt - også selvom han akkurat ikke kom med de bedste. Et etapeløb passer ham meget bedre, og Bahrain er så stærke, at de vil kunne sidde i overtal på 3. etape, hvor han i en flad finale har den krævede initiativlyst. Den eksplosive Lagunas de Neila passer ham dårligt, men når Carthy kan vinde, kan en formstærk Mäder også.

Bahrain har naturligvis også den forsvarende vinder, Mikel Landa. Baskeren viste i Giroen, at han stadig er en af verdens bedste klatrere, men nu har han efter eget udsagn været ramt af en skade, der gør, at formen ikke er i top. Det samme sagde han imidlertid sidste år, og selvom det åbenlyst var rigtigt, endte han utroligt nok alligevel med den samlede sejr. Han er slet ikke så dårligt på en eksplosiv stigning som Lagunas de Neila, hvor han er god på stejle procenter, og han og Mäder kan udgøre en potent duo i finalen på 3. etape. Det kræver dog, at han er bedre, end han melder ud.

Læs også

Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb

Holdet har også Santiago Buitrago, der sidste år blev nr. 4 på 1. etape, nr. 7 på 5. etape og samlet nr. 8. Ha viste i Giroen, at han er langt bedre nu, og han passer med sit punch godt til løbet. Han skuffede dog i lørdags, hvor han havde en beskyttet rolle, og derfor ved vi ikke helt, hvor vi har ham. En fjerde kandidat er lottokuponen Wout Poels , der passer helt sublimt til Lagunas de Neilas’ stejle og eksplosive finale, men han er stadig en skygge af sig selv og udgik i lørdags. Han er dog så svingende, at han kan overraske. Endelig har holdet Hermann Pernsteiner , men han ender formentlig igen som hjælper.

Movistar kommer med Mr. Burgos, Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren har tre gange i træk vundet på Lagunas de Neila, og man kan ikke afvise, at han vil gøre det igen. Han synes stadig et stykke fra sit bedste niveau, men vi skal ikke glemme, at han i år har vist glimt af klasse, ikke mindst da han knuste al modstand i Asturien. Han har jo for vane at komme flyvende ind til dette løb, og selvom han måske ikke imponerede i Getxo, skal vi passe på med at lægge for meget i et løb, der passede ham dårligt. Der har været så langt mellem snapsene, at han formentlig falder igennem igen, men på en rangering efter vinderpotentiale er han nødt til at have en høj placering, når man kender hans historik. Det kræver dog nok, at 3. etape ikke udvikler sig taktisk, for han er ikke typen, der kører væk i fladlandet.

Holdets stjerne er Alejandro Valverde, der vender tilbage til et løb, han kun har kørt fem gange. To af gangene har han til gengæld vundet, og det vidner om, at det er et løb, der passer ham. Den eksplosive og stejle Lagunas de Neila er skabt til Valverde, og det samme er de eksplosive finaler på 1. og 4. etape, hvor han kunne vinde sekunder. Han vil dog mangle aggressivitet i positionskampen på 1. etape, hvor han snarere ender som taber, men min skepsis skyldes først og fremmest formen. Han floppede helt i San Sebastian, og selvom det var bedre i Getxo, tyder det på, at styrtet for et par uger siden kan have sat ham tilbage - ellers også lider han bare under den manglende stabilitet, vi har set på det seneste. En formstærk Valverde er stadig god nok til at vinde her, men jeg tror ikke, at han lige nu er god nok. Holdets tredje option er Antonio Pedrero , og han er måske i virkeligheden det mest sikre kort. Han viste nemlig form i både Ordizia og San Sebastian, men hans topniveau, som han sjældent finder, men som er højt, rækker dog næppe helt til sejr i dette stærke felt.

En anden stor trussel kunne være Joao Almeida, men det er med stor usikkerhed. Portugiseren styrtede nemlig i San Sebastian, og derfor aner vi ikke, hvor han står. Han har dog et ret højt bundniveau, og det vil ligne ham dårligt ikke at være på et højt niveau. Han passer godt til den eksplosive finale på lørdag, og han er altid god på stejle procenter, hvor hans enkeltstartsagtige kørestil plejer at hjælpe ham. I de eksplosive finaler kan han måske endda vinde enkelte sekunder, men han har et problem, hvis 3. etape bliver taktisk. Her kan han nemlig meget vel sidde alene, og han risikerer at blive overmandet af stærkere hold. Han skal satse på stærk kørsel af Rui Costa, men vi så senest i søndags, at det næppe er realistisk at se ham fremme i så svært et løb som dette. Andres Ardila så godt ud med sit arbejde for Ayuso i søndags, men han har stadig ikke vist et tilstrækkeligt niveau til et løb som dette.

Bora stiller med et stærkt hold, hvor bedst bud må være Wilco Kelderman. Han skuffede i San Sebastian, men hans kørsel i Getxo var betydeligt mere lovende. Det var dog også et resultat, han opnåede ved at satse fra distancen, og det er uklart, om han klatrer godt nok til at matche de bedste her. Han passer godt til alle de eksplosive finaler, også Lagunas de Neila, men de stejle procenter er en anelse for voldsomme til at være ideelle. Til gengæld er han relativt stabil, og han kan være en del af et Bora-overtal på 3. etape, hvor han har poweren til at køre væk i fladlandet. Det helt store spørgsmål er, om han klatrer godt nok til at vinde et bjergløb som dette.

Bora har også Emanuel Buchmann. Han er stadig langt fra fordums styrke, men han er kommet pænt i gang i San Sebastian og Getxo. Desværre passer den eksplosive finale på Lagunas de Neila ham dårligt, og skal han vinde, skal han nok vinde tid i en taktisk finale på 3. etape, også fordi klatringen vel ikke helt rækker. Det gør den utvivlsomt for Jai Hindley, der vel er løbets allerbedste klatrer, men ikke helt uventet mangler han noget form. Hans motor er ikke varm endnu, men han var meget bedre i Getxo end i San Sebastian. Vi ved, at han herfra bare bliver bedre og bedre, og man kan vel ikke helt udelukke, at på lørdag vil være varm nok til at blande sig i en eksplosiv finale, der bør passe ham. Holdets fjerde klatrer er Matteo Fabbro, men han er desværre stadig for langt fra fordums styrke.

Hvor har vi Hugh Carthy? Briten har generelt skuffet i år, men han viste mod slutningen af Giroen, at hans topniveau fortsat er højt. Sidste år floppede han som sagt fælt på Picon Blanco, inden han vandt på Lagunas de Neila, og det vidner atter om, hvor svær han er at vurdere. Han sad med feltet hjem i Ordizia, men udgik i Getxo, og i ingen af løbene gav han indtryk af superform. Det var dog også løb, der passede ham meget dårligere end dette, og han har jo allerede én gang vist, at han kan vinde på lørdag - endda i en finale, hvor det kun er procenterne, der passer ham. Det gør ham til en kandidat igen, men jeg tror ikke, at motoren er varm nok endnu.

Alternativet er Esteban Chaves, men den lille colombianer synes ikke i storform. Han skuffede i både Oridizia og Castilla y Leon, men der er håb at hente i hans San Sebastian. Han viste i juni, at hans topniveau fortsat rækker til at vinde i dette felt, og han vil elske at vinde på Lagunas de Neila for anden gang i karrieren. Lige nu tror jeg bare ikke, at formen rækker. Med juniform havde Ruben Guerreiro også været kandidat, men begge weekendens løb indikerer, at han ikke er i form. Det er James Shaw, der var god i Vallonien, men løbet her bør være lidt for svært, og det er det også for Jonathan Caicedo, der ellers så godt ud i San Sebastian.

Løbets største joker er vel Miguel Angel Lopez. Hvor meget har det kostet på hans fokus, at han har været suspenderet og først i dag er blevet kampklar igen? Det er svært at tro, at han har kunnet træne lige så dedikeret, som han skal, og derfor vil det nok være en overraskelse, hvis han er flyvende. I forvejen satte han jo ikke verden i brand i et skuffende forår, inden han blev skadet, men vi ved også fra sidste års Vuelta, at hans topniveau fortsat er så højt, at han kan give alle læsterlige klø på Lagunas de Neila. Hans potentiale er således stort, men efter balladen vil jeg tro, at dette løb mest kommer til at handle om at indhente det forsømte. Alternativet er Vincenzo Nibali, der efter en sløj start i Ordizia viste klar fremgang i San Sebastian. Det vil dog undre, hvis hans dieselmotor, der i dag er meget sløv til at komme i gang, rækker til dette løb allerede nu. Astana har også David de la Cruz , men han har skuffet stort i år, og selvom han næsten altid finder formen til Vueltaen, er han ikke skabt til den eksplosive finale på 5. etape. Vadim Pronskiy er formsvag, men Stefan de Bod er stærk lige nu, som vi senest så i San Sebastian. Han klatrer dog ikke godt nok til at vinde.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Quick-Step kommer med en meget spændende kandidat i Fausto Masnada. Italieneren viste sidste år, at hans potentiale er kolossalt, og at han har udviklet sig helt utroligt. Desværre har han fået foråret ødelagt af kyssesyge, og vi ved, at det kan være en sygdom, der er svær at komme sig over. Han var hæderlig i Schweiz, men det var bekymrende, at han var langt efter i San Sebastian, selvom vi aldrig så ham føre for Evenepoel. Heldigvis er der håb at hente i, at han der var hjælper, og at en dårlig lørdag ikke altid fører til et dårligt Burgos. Rammer han sit højeste niveau, bliver jeg ikke overrasket, hvis han vinder, selvom 5. etape nok er for eksplosiv for ham.

Holdet har også Ilan van Wilder, som vi næsten ikke har set i aktion i år. Han har været ramt af talrige uheld og missede senest Vallonien med maveproblemer. Han skulle dog have trænet godt frem mod Vueltaen, men hvor langt rækker klatreevnerne. Han har i hvert fald endnu ikke kunnet klatre med de bedste, og han skal i hvert fald have forbedret sig betydeligt siden Provence og Catalonien, hvor han for hidtil eneste gang i år i formstærk udgave testede sig selv i bjergene. Holdets tredje option er James Knox, der gjorde det godt som hjælper i lørdags, men som har været for langt fra sit niveau i alt for lang tid. Endelig skal det blive interessant at følge den unge stagiaire, Simone Raccani, der blev nr. 3 i Valle d’Aosta, men her utvivlsomt er hjælper.

Ag2r kommer med Clement Champoussin, der i topform kan komme langt i dette felt. Han sad godt med i San Sebastian, men hans kørsel i Vallonien var ikke overbevisende. Min fornemmelse er, at han mangler en anelse for meget, og det er også lidt for lang tid siden, at han for alvor har imponeret i bjergene. Alternativet er den stadig mere spændende Clement Berthet, der senest kørte godt i San Sebastian og bare bliver bedre og bedre. Han burde passe godt til det relativt eksplosive terræn, men Tour de Suisse viste vel, at han fortsat mangler lidt for meget. Jaakko Hänninen viste sjælden form i San Sebastian, men niveauet her må være for højt.

Trek kommer med Juan Pedro Lopez, hvis topniveau jo rækker ganske langt. Noget tyder dog på, at han er ganske formsvag, da han var helt væk i begge weekendens løb. I forvejen passer han dårligt til denne eksplosive finale. Alternativet er Kenny Elissonde , men selvom han var bedre end Lopez i weekenden, synes også han for formsvag til et løb, der heller ikke passer ham ideelt. Sidste option er Amanuel Ghebreigzabhier, der imponerede så stort i sæsonstarten, men efter det grimme, grimme styrt i Catalonien er det svært at være alt for optimistisk, selvom han gjorde comeback ved de nationale mesterskaber for nu mere end en måned siden.

Jumbo kommer i en sjælden outsiderrolle, hvor de giver en chance til Chris Harper. Australieren agerer stort set udelukkende hjælper, mens hans hjælpearbejde i Dauphiné vidner om, at han er bedre, end resultaterne viser. Han gjorde det også ganske pænt i San Sebastian, men det vil være et kraftigt spring i niveau, hvis han kører med om sejren. Holdets alternativ er erfarne Robert Gesink , men han har i år tabt ganske betragteligt med niveau og faldt senest igennem i San Sebastian.

Euskaltel kommer med Mikel Bizkarra. Han skuffede i San Sebastian, men endagsløb har aldrig været ham. Han er langt mere til et bjergløb som dette, og han har i år vist, blandt andet i Baskerlandet, at hans topniveau fortsat fører relativt langt i dette løb. Om han har det niveau nu, er dog usikkert. Han ledsages af Mikel Iturria, der dog aldrig har fundet sin bedste form i år, og niveauet er lidt for højt for en ellers velkørende Joan Bou. Løbet er for svært for Gotzon Martin, der også synes at mangle en del efter sit styrt i foråret, mens Ibai Azurmendi synes formsvag.

Caja Rural har Jonathan Lastra, der lige nu kører på sit højeste niveau i år. Han var god i Castilla y Leon, San Sebastian og Getxo, og han bør derfor køre et godt løb. Han kan dog ikke være med helt fremme i dette selskab. Alternativet er den i år så velkørende Joel Nicolau, der i foråret var bedre end Lastra og også har kørt stærkt på det sidste, senest i San Sebastian. Lastra synes dog lige nu at være en anelse stærkere. Holdet stiller også med Fernando Barcelo, der har kørt en flot sæson, men jeg vil tro, at stigningerne her er lidt for svære, som de også var det i San Sebastian. Veteranen Mikel Nieve har intet vist i år, og senest var han langt efter i San Sebastian.

Hos Burgos skal man satse på den tidligere Tyrkiet-vinder, Jose Manuel Diaz. Han er dog ikke blevet sig selv siden Gazprom-balladen, og selvom han kørte fint i San Sebastian, er det svært at se ham helt fremme. Jokeren er lottokuponen Oscar Cabedo, der har været skadet i år og udgik af sit første løb efter pausen i lørdags. Han kan overraske som i Vueltaen, for niveauet er højt, men oftest falder han helt igennem. Ander Okamika vil finde terrænet lidt for svært, og det samme vil Jetse Bol.

Israel-PT får det svært. Egentlig er det et godt løb for Ben Hermans, der tidligere har været mindre end et sekund fra at vinde det, men efter den lange skadespause så vi i Ordizia og Castilla y Leon, at han fortsat har et stykke vej. Bedst chance har James Piccoli, der endelig er ved at finde benene i Europa, men hans præstation i Sibiu Tour og de seneste løb viser, at der er grænser for, hvor langt han kan komme. Spændende bliver det også med de unge talenter Marco Frigo og Mason Hollyman, der senest kørte stærkt i Valle d’Aosta, men dette niveau er for højt. Det er en anelse for svært for ellers formstærke Omer Goldstein og den unge Matthew Riccitello.

Eolo kommer med et stort navn i Lorenzo Fortunato, men vi skal nok dæmpe forventningerne. Han er kendt som en langsom starter og endte endda foråret i forslået tilstand. Holdet har også talt ambitionerne ned, og det lyder til, at han blot bruger løbet til at komme i gang igen. Løbet er for svært for Alessandro Fedeli, og hverken Alex Martin eller Edward Ravasi har vist stor form efter pausen.

Det er svært at tro meget på Kern Pharma. Egentlig har Igor Arrieta og Jose Felix Parra et stort potentiale, men ingen af dem synes at være i deres bedste form. Mere formstærk synes Urko Berrade at være, men han er overmatchet i dette felt, som han også var det i San Sebastian. Heller ikke Vojcech Repa eller den i år så skuffende Hector Carretero har vist den nødvendige form.

***** Carlos Rodriguez

**** Pavel Sivakov, Gino Mäder

*** Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida, Wilco Kelderman, Hugh Carthy, Mikel Landa

** Miguel Angel Lopez, Fausto Masnada, Santiago Buitrago, Alejandro Valverde, Esteban Chaves, Emanuel Buchmann, Jai Hindley, Ilan van Wilder, Antonio Pedrero, Clement Champoussin, Vincenzo Nibali, David de la Cruz, Laurens de Plus, Wout Poels, Tao Geoghegan Hart

* Juan Pedro Lopez, Chris Harper, Clement Berthet, Hermann Pernsteiner, Mikel Bizkarra, Jonathan Lastra, Joel Nicolau, Jose Manuel Diaz, Oscar Cabedo, Ben Hermans, Kenny Elissonde, Stefan de Bod, Ruben Guerreiro, Lorenzo Fortunato, Andres Ardila, Jonathan Caicedo, James Shaw, Rui Costa, James Knox, James Piccoli, Amanuel Ghebreigzabhier, Fernando Barcelo, Joan Bou, Urko Berrade, Igor Arrieta, Jose Felix Parra, Robert Gesink, Jaakko Hänninen, Mikel Nieve,  Marco Frigo, Mason Hollyman

Danskerne

Mathias Norsgaard skal på Movistar støtte Alejandro og Ivan Ramiro Sosa.

STREAM VUELTA A BURGOS UDEN AFBRYDELSER