Optakt: Vuelta a España

Introduktion til løbet:

Dato: 17. august-8. september (21 etaper)

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1935

Seneste vinder: Sepp Kuss (Team Visma | Lease a Bike)

Kategori: UCI WorldTour (Grand Tour)

Historien om en Grand Tour som Vuelta a España fortjener en langt mere grundig gennemgang, men det bliver beklageligvis kun til et kort oprids her. Løbet blev afholdt for første gang i 1935 med ”kun” 14 etaper, inden det året efter var oppe på de magiske 21, der smager mere af ægte Grand Tour. Den spanske borgerkrig medførte naturligt nok en pause i de følgende år, inden det neutrale Spanien, i modsætning til Frankrig og Italien, kunne afholde Grand Tour igen i 1941.

Tendensen med sporadiske udgaver fortsatte dog i de følgende år, hvor forskellige omstændigheder forhindrede løbet i at være årligt tilbagevendende. Først fra 1955, efter fire års fravær, formåede løbet under nye arrangører at blive en fast del af cykelsportens kalender, i første omgang med 15 etaper. Til denne udgave blev løbet afholdt fra april til maj, hvilket også var de faste datoer i de følgende 40 år, hvorfor det konkurrerede med Giro d’Italia om de bedste startlister. Det har dog altid været anset set som den ”lille” af de tre Grand Tours - også fordi det indtil 1986 holdt sig under 20 etaper.

Læs også

Vuelta-åbenbaring har fremtiden på plads

I 1995 flyttede løbet så fra forår til efterår for ikke længere at skulle konkurrere direkte med Giro d’Italia om de bedste ryttere, og denne placering på kalenderen har den bevaret lige siden, lige med undtagelse af COVID-19-året 2020. I denne placering har det fået øget status, da Tour-stjerner nu har mere interesse i løbet, men dog til tider også som et forsøg på at redde en sæson på falderebet. Siden 2014 har Tour de France-arrangøren ASO også stået for afviklingen af Vuelta a España. Årets udgave af løbet er den 79.

Selv om det altså længe har været den mindst prestigiøse Grand Tour, har nogle af historiens største klassementsstjerner præget løbet, da Eddy Merckx, Bernard Hinault og Jacques Anquetil alle har vundet mindst én Vuelta. Omvendt har Fausto Coppi i ét forsøg aldrig gennemført, mens hjemmebanehelten Miguel Induráin kom tættest på sejr med en andenplads i 1991.

Det er en rytter fra nyere tid, der topper vinderlisten, da Roberto Heras med fire sejre mellem 2000 og 2005 er rekordindehaver. Dermed overgik han Tony Romingers hattrick fra 1992 til 1994, ligesom heller ikke Alberto Contador nåede mere end tre sejre. Efter sit hattrick fra 2019 til 2021 kan Primož Roglič i år tangere rekorden.

I sidste års udgave måtte Roglič nøjes med en tredjeplads, men til gengæld blev han kun slået af to af sine daværende holdkammerater. Den loyale Sepp Kuss forsvarede nemlig den førertrøje, han erobrede i et udbrud, så den normale kaptajn Jonas Vingegaard endte 17 sekunder fra samlet sejr. En dybt imponerende bedrift af holdet, der samme sæson vandt både Giro d’Italia og Tour de France med netop Roglič og Vingegaard.

2023-udgaven var et triumftog for Visma-holdet. Foto: UNIPUBLIC / SPRINT CYCLING AGENCY

Introduktion til ruten

Vuelta a España 2024 har flade enkeltstarter som både åbning og afslutning, men derimellem er der næsten intet fladt terræn i en rute, der lefler for klatrere og afskrækker sprintere.

Ifølge arrangørernes egen kategorisering fordeler de 21 etaper i Vuelta a España 2024 sig på følgende måde: én flad etape, to enkeltstarter, fem bakkede etaper, fem ”medium” bjergetaper og otte regulære bjergetaper.

På den ene side lyder det lidt voldsommere, end det er, da feltets sprintere nok skal få mere end sølle én mulighed for at boltre sig, selv om det vil kræve, at de slæber sig over en bakke eller to.

På den anden side skal rutens overordnede hårdhed bestemt ikke underkendes. Hvis ikke jeg har mistet overblikket over de mange hårde etaper, så slutter ni af løbets 21 etaper op ad stigninger, hvoraf de fleste er deciderede bjerge. Jeg har også stødt på en udregning, der melder om over 61.500 højdemeter i hele løbet, mens Tour de France og Giro d’Italia i år til sammenligning indeholdt henholdsvist 53.500 og 46.600. Lidt af en festinvitation til sportens klatrere.

Læs også

Medie: Pidcock i overraskende skifte

Omvendt er det samlede antal enkeltstartskilometer på 36, hvilket trods alt er mere end sidste år. Begge enkeltstarterne er fuldkomment flade, så der er altså lidt kompensation for de mange bjergafslutninger for de ryttere, der skal vinde tid på tempokørsel.

Hele ruten og hver af de 21 etaper kan nærstuderes i denne rutegennemgang.

Favoritterne

36 flade enkeltstartskilometer blegner i forhold til antallet af kilometer op ad bjergafslutninger alene. Det er med andre ord svært at lave en Miguel Induráin eller Tom Dumoulin og nøjes med at forsvare sig i bjergene for så at vinde al den tabte tid tilbage på tempocyklerne. Når det så er sagt, så har mange af sportens bedste bjergryttere udset sig dette løb, og så kan det vise sig udslagsgivende at være dén af dem, der kører de bedste tider på de to enkeltstarter.

Det er desuden en kendsgerning, at løbets bjerge målt i højde alene bogstaveligt talt ikke når op på siden af dem, vi kender fra Giro d’Italia eller Tour de France. Vuelta a España kører i år ikke ind i Pyrenæerne, og derfor sørger Spaniens geografi for, at vi faktisk aldrig skal over 2.000 meters højde. Det betyder ikke, at løbet ikke byder på lange bjergopkørsler, men der er ingen maratonstigninger, sådan som vi ganske ofte ser i Italien og Frankrig.

I gennemgangen af de 21 etaper har jeg skrevet varianter af ”stejl” 17 gange, hvilket siger noget om, hvad løbets stigninger i stedet har at byde på. Jo, jeg skulle måske få anskaffet mig den synonymordbog, men det er nu ikke helt skævt at over en bred kam konstatere, at mange af løbets bjerge har høje procenter, men altså ikke nødvendigvis en voldsom længde. Derfor kan eksplosivitet gøre forskellen på disse bjerge.

Så selvfølgelig skal vinderen af denne Vuelta, som af enhver Grand Tour, være en fabelagtig bjergrytter, der som minimum skal kunne forsvare sig på enkeltstarterne. Men på krævende bjergafslutning efter bjergafslutning kan et eksplosivt antrit vise sig afgørende i de direkte klassementsdueller, hvorfor ellers dygtige bjergryttere med den såkaldte ”dieselmotor” kan få svært ved at hænge på.

Mens vi til Giro d’Italia havde én altoverskyggende favorit og til Tour de France havde to, er dette løb og dets favoritfelt anderledes åbent. Der er fire Grand Tour-vindere til start og endnu flere, der har kørt på podiet i treugersetapeløb, og så er der vel at mærke flere favoritter, der møder op i ukendt tilstand. Med de mange bjergetaper kan dette løb ende med at svinge frem og tilbage, og den røde førertrøje kan nå at sidde på mange forskellige skuldre. Lad os krydse fingrene for en spændende og uforudsigelig Vuelta a España 2024!

Da Jumbo-Visma, som de jo hed dengang, vandt alle tre Grand Tours i samme sæson lignede det en enestående bedrift, men bare et år efter kan rivalerne fra UAE Team Emirates potentielt gentage den. Efter Tadej Pogačars suveræne Giro-Tour-double stiller de op her med to kaptajner i form af João Almeida og Adam Yates (beskrevet nedenfor). Af de to har portugiseren virket stærkest i løbet af sæsonen og vil i første omgang have større fordel af enkeltstarterne, hvilket på hjemmebane i Lissabon bør give ham en tidlig overhånd i det interne hierarki. Omvendt er Almeida netop ikke den mest eksplosive og ses ofte på bagkant i bjergene, hvor han dog også er eminent til at kæmpe sig tilbage. Det kan ikke desto mindre også betyde, at de mange stejle bjergafslutninger viser sig for hårde for ham. Han var dog ikke langt fra at vinde Giroen sidste år, så han kan ikke afskrives til sejr og slet ikke til podiet her.

Storholdet UAE Team Emirates har to kaptajner: Adam Yates (tv.) og João Almeida (th.). Foto: Sirotti

Læs også

Optakt: Paris-Tours

Den tredobbelte Vuelta-vinder, Primož Roglič (Red Bull-BORA-hansgrohe), har i sagens natur den bedste historik på Spaniens stejle stigninger og tilmed også på enkeltstarter. Til gengæld har han haft en bøvlet optakt, efter han styrtede ud ad Tour de France og derefter har kæmpet for overhovedet at blive klar til start. Holdet underspiller hans chancer og må også siges at have andre muligheder, hvorfor udmeldingen om deres største stjerne måske ikke kun er røgslør. Er han fysisk på toppen, kan han vise sig stærkest, også efter niveauet i Touren imponerede, men hans formåen kan også lide under den vanskelige forberedelse. Det kunne godt blive til sejr, men den pressede forberedelse kan også sende ham helt ud ad top 5.

Onde tunger vil mene, at Sepp Kuss (Team Visma | Lease a Bike) vandt sidste års Vuelta på ren foræring, men den fremragende klatrer kørte nu engang top 3 på de to vel hårdeste bjergetaper. Alligevel er det indlysende, at han ikke igen kan køre sig i førertrøjen fra et morgenudbrud, da hans dage som underdog er talte. Til gengæld har han valgt den helt rette Grand Tour med de mange bjergafslutninger, som matcher hans kvaliteter, ligesom han kan forsvare sig selv på flade enkeltstarter. Vuelta-sejren var også et meget vigtigt bevis på, at han kan gennemføre tre uger uden udfald i sine præstationer, så et titelforsvar er ikke udelukket. 21-årige Cian Uijtdebroeks skal nok få kørt sine klassementer, men har i år ikke hentet resultater, der berettiger en kaptajnrolle her. Skulle Kuss falme, kunne top 5 dog være inden for rækkevidde for den unge belgier.

Richard Carapaz (EF Education-EasyPost) er noget så sjældent som en ægte klatrer, der altid taber tid på flade enkeltstarter, og derfor er det fornuftigt, at netop denne Vuelta bliver genstand for hans klassementsambitioner. Af årets tre Grand Tours har denne klart færrest enkeltstartskilometer, og de mange bjergafslutninger vil også passe ham. Han imponerede i begge ender af årets Tour de France, og præstationerne i sidste uge indbragte ham både etapesejr og bjergtrøje. Derfor ligner han en rytter på det niveau, der før har ført ham til både Giro-sejr og en Vuelta-andenplads i 2020. Det betyder også, at han kan køre med om en podieplads og måske endda en sejr.

En af verdens bedste klatrere, Richard Carapaz, har store klassementsdrømme. Foto: A.S.O.

I en alder af 32 er det ved at være sidste udkald for en Grand Tour-sejr til Adam Yates, især når han nu har valgt at køre for storholdet UAE Team Emirates, hvor klassementsstjernerne står i kø. Dette er så absolut en god chance for ham, efter han igen imponerede i Tour de France, men hans Vuelta-historik kunne være bedre med en fjerdeplads fra 2021 som bedste resultat. Han er blevet bedre efter skiftet til UAE, ikke mindst på enkeltstarter, men jeg vil vurdere, at han kan blive overgået af holdkammeraten Almeida. Det hæmmer selvsagt hans egne chancer, men han er omvendt så fremragende i bjergene, at han på én dag kan køre sig selv (tilbage) i spil til podiet eller endda sejren. Jay Vine har været ude for længe til, at holdet (og jeg) tror på hans holdbarhed over tre uger.

Pilen pegede op ad for Enric Mas (Movistar Team) i sidste uge af Tour de France, hvilket gav ham mere mod på endnu et topklassement i hjemlandets Vuelta, hvor han er oppe på tre andenpladser. Hans niveau i Grand Tours er imponerende, så han kan ikke afskrives til top 5 eller endda top 3. Ruten passer ham også glimrende, da flade enkeltstarter ikke er livretten. Efter syvendepladsen i dette års Giro er Einer Rubio i spil til endnu en top 10-placering.

Sidste års femteplads var faktisk det bedste samlede Vuelta-resultat for Mikel Landa (Soudal Quick-Step) efter en efterhånden lang karriere som spansk klassementshåb. I stedet har det gået ham bedre i både Giroen og Touren, hvor han i sidstnævnte også hentede en imponerende femteplads i år, selv om han kørte i tjeneste for Remco Evenepoel. Kort sagt virker alderen ikke til at hæmme den nu 34-årige basker, og på papiret kunne ruten ikke være meget bedre, da han aldrig har været bedste venner med især flade enkeltstarter. Tour-niveauet var højt, men en podieplads må være det optimale resultat.

Selv med klaphatten pakket langt væk bliver det spændende at følge Mattias Skjelmose (Lidl-Trek), der har tilrettelagt sin sæson efter en klassementssatsning i dette løb. Rygproblemer hindrede ham i sidste års Tour de France, og derfor har vi endnu ikke set, hvad han rent faktisk kan udrette som klassementsrytter i Grand Tours, så han er lidt af et spørgsmålstegn. Til gengæld har han i andre løb ofte vist, at han kan køre op med de bedste i bjergene, og han er så absolut eksplosiv. Derudover bliver han ved med at imponere på enkeltstarter, hvor han potentielt kan vinde meget tid. På papiret har han derfor de helt rette forudsætninger, men med sin begrænsede Grand Tour-erfaring tror jeg mere på top 5 end på top 3. Dén erfaring har holdkammeraten Tao Geoghegan Hart , men den tidligere Giro-vinder har været så uheldsramt, at top 10 må være godkendt.

Mattias Skjelmose kan få stor gavn af sine fremragende tempoevner. Foto: Sirotti

Læs også

Oversigt: Disse danskere skal køre Paris-Tours

Fjerdepladsen i årets Giro - og Touren 2021 - giver håb for, at Ben O’Connor kan køre endnu en topplacering her. Han har i hvert fald vist sig pålidelig i bjergene og kører tilmed også fornuftige enkeltstarter, men han skal ikke desto mindre oppe sig for at nå i top 5 i dette felt. Efter Felix Gall ikke kunne indfri egne forventninger i Touren, hvor han blev nummer 14, må han være andenvalg.

Antonio Tiberi (Bahrain-Victorious) fik sit Grand Tour-gennembrud med en femteplads i dette års Giro d’Italia, men to topklassementer på samme år er en vovet satsning fra den kun 23-årige italiener. Giroen viste dog, at han har niveauet til at begå sig imod de bedste, og så kan endnu en top 5-placering ikke udelukkes. Enkeltstarterne vil være til hans fordel, og så er han faktisk også eksplosiv, så stigningerne kan passe ham glimrende.

Hvis nogen skulle vælge Induráin/Dumoulin-taktikken, må det være Thymen Arensman (INEOS Grenadiers), der potentielt kan vinde meget tid på de to enkeltstarter. Derudover er tre top 6-placeringer i Grand Tours bevis på, at han kan være blandt de bedste i bjergene, men stærkest af dem alle er han nu ikke. Derfor er de mange bjergafslutninger også potentielt overvældende for ham, men i topform kan han holde sig til, og så kan tidskørslerne redde ham en top 5-placering.

Red Bull-BORA-hansgrohe stiller op med et frygtindgydende hold, der foruden Roglič tæller flere store navne, anført af Daniel Felipe Martínez. Colombianeren imponerede med en andenplads i dette års Giro, kun slået af en vis Pogačar, og kørte dermed sin bedste Grand Tour nogensinde. Af holdet største navne er han den eneste, der ikke ankommer efter en skadespause, og alene dét kan være en stor fordel i det interne hierarki. Ruten burde om ikke andet passe ham, da han også er eksplosiv i bjerge, og han kørte gode enkeltstarter i Giroen. Derfor kan top 5 være muligt her, hvis han ikke skal ofre alt for Roglič. Aleksandr Vlasov styrtede ud ad Touren og har derfor ikke haft den bedste forberedelse, hvilket skader hans chancer for top 10. Åbenbaringen Florian Lipowitz skal nok blive et interessant bekendtskab, men bør trods alt ikke være kaptajn på så stærkt et hold.

En syvendeplads i Tour de France er jo en stor præstation, men det var dog et skridt i den forkerte retning for Carlos Rodríguez, der blev nummer fem året før. Da Touren var det store sæsonmål, har han ikke nødvendigvis ramt topformen her, og Arensman lader da også til at være holdets største håb. Rodríguez er ikke desto mindre udråbt til co-kaptajn, og i eventuel topform vil han bestemt også kunne begå sig her. Hans Grand Tour-historik er imponerende, da han i tre forsøg er blevet nummer 5, 6 og 7, så klatreevnerne fejler ikke noget, ligesom enkeltstarterne er glimrende. Alligevel ligner top 10 det mest realistiske mål.

Mens flere andre klassementsryttere viste sløje tegn i Vuelta a Burgos, var Lorenzo Fortunato (Astana Qazaqstan Team) anderledes velkørende, da han blev nummer to på kongeetapen, kun slået af Kuss. Han nåede også at imponere i dette års Giro, inden han falmede og sluttede på 12. pladsen, men alene dét resultat bringer ham i spil til top 10 her. Konkurrencen er hård, men på sine dage er italieneren en fremragende bjergrytter, så uden udfald kan han køre et fint klassement.

Da enkeltstarterne bestemt ikke er uden relevans, bliver det Max Poole (Team dsm-firmenich PostNL), der klemmer sig ind som sidste navn i denne favoritvurdering. Den blot 21-årige brite råder nemlig over en god kombination af klatre- og tempoevner, der kan gøre ham til en fremragende klassementsrytter, men i en ukendt tidshorisont. Senest rakte talentet næsten til samlet sejr foran Kuss i Vuelta a Burgos, og også i andre løb har han bidt skeer med de store. Sidste år fik han en første Vuelta i benene, og i år skal han forsøge sig i klassementet, hvor top 10 ville være et flot resultat.