Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta a San Juan
27. januar 2019 13:28 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Efter et brag af en indledning i Australien fortsætter cykelsæsonen sin rundrejse til egne fjernt fra sportens europæiske moderland, når en stribe af verdens bedste cykelryttere stiller til start i Vuelta a San Juan i Argentina. Efter sidste års aflysning af Tour de San Luis er løbet i San Juan steget i hierarkiet og har overtaget rollen som januar måneds alternativ til Tour Down Under, og da det efter succesudgaverne de sidste år år er lykkedes at tiltrække navne som Nairo Quintana, Peter Sagan, Mark Cavendish, Fernando Gaviria og Julian Alaphilippe har arrangørerne af et af det ældste argentinske etapeløb ingen grund til at stå tilbage for deres kolleger i San Luis. Syv dages cykelløb med etaper for sprintere, en enkeltstart og en stor bjergetape giver rytterne en perfekt chance for at finpudse formen og cykelfans en mulighed for at vurdere, hvem der vil være flyvende, når sæsonen for alvor starter i Europa.

Løbet rolle og historie

2019 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny åbningsweekend, der i flere år har fundet sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien, og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge af januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.

 

På papiret er Tour Down Under naturligvis den store begivenhed, idet det lynhurtigt har etableret sig selv som åbningsløbet på WorldTouren. Som et 2.1-løb har Tour de San Luis ikke kunnet tilbyde de prestigiøse point til det overordnede regnskab, men når det handler om at tiltrække et stjernebesat felt, har de været i stand til at gøre australierne rangen stridig. Således har man siden 2007, hvor løbet for alvor begyndte at vokse, været i stand til at præsentere navne som Gilberto Simoni, Riccardo Ricco, Frank Schleck, Ivan Basso, Vincenzo Nibali, Mark Cavendish, Fernando Gaviria, Alberto Contador, Levi Leipheimer, Elia Viviani, Rafal Majka, Michele Scarponi, Daniel Moreno, Nairo Quintana og Peter Sagan.

 

Netop som Tour de San Luis så ud til at have etableret sig som en stor begivenhed med fremtidigt WorldTour-potentiale, blev løbet imidlertid til stor overraskelse aflyst i 2017. Økonomiske problemer tvang i efteråret arrangørerne til at gøre en ende på en årrække med uafbrudt vækst, og pludselig så det ud til, at der ville mangle et alternativ for de ryttere, der vil undgå den hektiske medieopmærksomhed ved Tour Down Under.

 

Løsningen var imidlertid ikke langt borte. Naboregionen San Juan har siden 1982 arrangeret et ældre løb, Vuelta a San Juan. Det har ikke fået nær samme opmærksomhed som dets storebror, og det har aldrig præsenteret en lignede stjerneparade på startlisten. Faktisk har det kun af og til været et UCI-løb, senest i 2009. Ikke desto mindre var der allerede forud for aflysningen af Tour de San Luis planer om at styrke løbet, og det havde således allerede opnået 2.1-status, da den beklagelige meddelelse kom fra kollegerne. Dermed kunne Argentina igen præsentere et alternativ til Tour Down Under, men i stedet for at kunne bygge på en synergieffekt med Tour de San Luis var løbet i San Juan ene om skulle tiltrække stjernerne. Samtidig holdt løbet fast i de oprindelige datoer og afvikledes således ugen efter Tour Down Under og ikke som en sideløbende begivenhed med WorldTour-åbningen. Alligevel lykkedes det nærmest at fungere som en uafbrudt fortsættelse af løbet i San Luis, og med undtagelse af den mindre bjergrige rute, der gav flere muligheder for sprinterne end forgængeren, var der næppe mange, der mærkede, at der reelt var tale om et andet løb.

 

Løbet i San Luis er ikke blevet genskabt, men Vuelta a San Juan har etableret sig og er nu klar til sin tredje udgave i det nye format. Løbet befinder løbet sig i en kamp med Tour Down Under om at tiltrække det stærkeste felt, og de har i høj grad de samme styrkepositioner som deres naboer i San Luis. Mens det australske løb traditionelt har været for sprintere og puncheurs, har Tour de San Luis været et traditionelt etapeløb for de virkelige specialister. Således har løbet ofte haft en tidskørsel - enten en enkeltstart eller en holdtidskørsel - og helt op til tre bjergetaper i tillæg til et par muligheder for sprinterne.

 

Løbet i San Juan er med sine fire sprinteretaper betydeligt mindre bjergrigt, men da løbet både tilbyder en enkeltstart og en reel bjergetape, er det stadig et langt bedre alternativ for grand tour-ryttere. Det afspejles i startlisten, der i de seneste to år har talt navne som Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Kanstantsin Siutsou, Franco Pellizotti, Darwin Atapuma, Rui Costa, Damiano Cunego, Julian Arredondo, Rafal Majka, Davide Formolo, Jarlinson Pantano og Eduardo Sepulveda. Også i år er det med Nairo Quintana, Richard Carapaz og Julian Alaphilippe lykkedes at få et par klatrestærke stjerner til at drage til Argentina, selvom klassementsfeltet er svagere besat end tidligere.

 

Da der er værdifulde WorldTour-point på spil i Tour Down Under, foretrækker mange sprintere og klassikerryttere at tage til Australien, men i de senere år synes flere og flere hurtige afsluttere at have fået præference for Sydamerika. Med dets lavere status er løbet mindre prestigiøst og tiltrækker således betydeligt mindre presse. I den forstand er det en mindre stressende og mere afslappende start efter en lang pause. Vejrbetingelserne er nøjagtigt lige så gunstige som i Australien, og løbet giver endda også mulighed for formopbygning på længere stigninger. I år synes løbet endda at have haft en hel særlig appel, da Mark Cavendish, Sam Bennett og Fernando Gaviria kaster betydelig stjerneglans over løbets fire flade etaper, hvor de endda får selskab af Peter Sagan, der udnytter en kalenderændring med en uges pause efter afslutningen på Tour Down Under, hvilket gør det muligt for den slovakiske stjerne at være til start begge steder.

 

Trods det stjernebesatte felt afvikles løbet tidligt på sæsonen. Ingen kan forvente, at verdens bedste ryttere er i topform i midten af januar, og det vil afspejles i resultaterne. Med 2010 og 2016 som undtagelser har Tour de San Luis altid haft mindre kendte argentinske ryttere på podiet, og løbet har sjældent været rammen om en stor dyst mellem verdens bedste. For stjernerne er det hovedsageligt et forberedelsesløb, men for de hjemlige ryttere er det sæsonens højdepunkt, og således kan vi også i San Juan vente at se kontinentalryttere langt fremme, mens nogle af de største navne vil tabe minutter på den store bjergetape.

 

Det var også tilfældet sidste år, hvor det var den argentinske sensation Gonzalo Najar, der med en sand magtdemonstration på kongeetapen knuste al modstand. Desværre viste det sig at være lidt for godt til at være sandt, da Najar under løbet testede positiv for EPO, og i december blev hans sejr derfor overdraget til løbets oprindelige nr. 2, veteranen Oscar Sevilla, der nu står opført som vinder foran Filippo Ganna og Rodolfo Andres Torres. Som kaptajn for det lille Medellin-hold har Sevilla løbet som et af sæsonhøjdepunkterne og vender derfor tilbage for at forsvare sin titel, men han må denne gang se sig om efter nye konkurrenter, da Ganna og Torres begge har skiftet hold til mandskaber, der ikke vil være at finde i feltet i Argentina.

 

Ruten

Som sagt har Tour de San Luis altid haft status som en slags mini grand tour med dets mange bjergetaper, en enkeltstart eller en holdtidskørsel og mindst tre muligheder for sprinterne. Faktisk har det ofte været på kanten af det hensigtsmæssige at have et så hårdt løb så tidligt på sæsonen, og de mange lange stigninger kan have afholdt mange fra at give sig i kast med den argentinske begivenhed.

 

Terrænet i San Juan er betydeligt fladere end i naboregionen, og derfor vil Vuelta a San Juan uvilkårligt være nemmere end dets storebror. Det afspejlede sig i ruten for de to første udgaver som 2.1-løb. Med en enkeltstart og en bjergetape på menuen blev klassementet fortsat domineret af de virkelige etapeløbsryttere, men da de resterende fem etaper var relativt flade, udviklede løbet sig til lidt af en sprinterfestival - også selvom en ny puncheurafslutning på 2. etape sidste år skabte lidt ekstra kolorit.

 

I år har er der også i vidt omfang tale om genbrug af tidligere etaper, men ruten er på særligt to dage gjort lilføjet lidt ekstra adspredelse. Sprinterne får stadig rigeligt at skulle have sagt, idet 1. og 7. etape ligner stensikre massespurtsafgørelser, og vi så sidste år, at den ellers ret lange stigning midtvejs på 4. etape ikke kunne forhindre en spurt. De to afgørende klassementsetaper er tirsdagens helt flade enkeltstart, der trods en ny rute som i 2017 og 2018 er som skabt til de virkelige specialister og wattmonstre, samt fredagens nu velkendte kongeetape, der har mål på mægtige Alto Colorado, der måske nok er et meget højt bjerg, men samtidig en ganske let stigning, der ikke skaber de helt store forskelle.

 

Nyskabelserne er de mere uforudsigelige etaper mandag og lørdag - bemærk at torsdag er et for et ugelangt etapeløb noget så usædvanligt som en hviledag - hvor der bydes på til fest for puncheurs og klassikerryttere. På 2. etape gælder det en gentagelse af sidste års tilsvarende etape, men denne gang skal man adskillige gange over den stejle mur, der i finalen sidste år gav plads til en blanding af klasssikerfolk og klassementsryttere, mens det på den helt nye 6. etape må formodes, at puncheurs og de stærkeste sprintere kan slå til - hvis altså ikke et udbrud atter snyder feltet, som det både i 2017 og 2018 skete om lørdagen.

 

 

1. etape

Tour de San Luis indledtes altid med en sprinteretape, og det forholder sig ikke anderledes i Vuelta a San Juan. Således er det vanskeligt at forestille sig en fladere åbningsetape end den, der venter rytterne på søndag. Etapen er heller ikke særlig lang, og der er derfor helt i overensstemmelse med den argentinske tradition lagt op til, at en sprinter skal bære løbets første førertrøje.

 

Etapen er med sine 159,1 km en kort sag, der bringer feltet fra San Juan til den nærliggende by Pocito og som de fleste øvrige etaper afvikles sidst på eftermiddagen/først på aftenen for at undgå den værste varme. Starten foregår i centrum af San Juan og herfra bevæger rytterne sig igennem fladt terræn mod sydøst ud til byen Villa Colon, hvor den første spurt venter efter 26,2 km. Derfra fortsætter man videre mod sydøst ud til kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas (2,0 km, 4,2%), hvis top rundes efter 57,0 km. Her bliver man på et lille plateau, mens man kører mod nordøst ud til et vendepunkt, hvorefter det går tilbage mod San Juan ad nøjagtigt den samme vej som tidligere. Det betyder blandt andet, at man atter skal over kategori 3-stigningen Alto de Las Vacas, denne gang fra den modsatte side, hvor den stiger med 3,0% over 1,3 km og har top efter 67,0 km. En nedkørsel leder tilbage til fladlandet, hvorefter man fortsætter mod nordvest frem mod San Juan.

 

Inden man når storbyen, forlader feltet den oprindelige rute for at køre mod syd og siden nordvest frem til Pocito, hvor målstregen krydses for første gang efter 133,0 km i forbindelse med dagens anden spurt. Etapen afsluttes nu med en omgang på en flad 26,1 km lang rundstrækning, der sender feltet mod sydvest ned til en næsten firkantet runde, der tilbagelægges en enkelt gang, inden man følger samme flade vej mod nordøst tilbage til Pocito. Her venter en finale, der er ganske let stigende, og som teknisk er ganske ukompliceret, idet der på de sidste 3 km ikke er ét eneste sving.

 

Etapen byder på i alt 799 højdemeter.

 

Feltet er fyldt med sprintere, og de vil være ivrige efter at vise sig straks fra start. Ikke mindst UAE Team Emirates vil gøre meget for at sikre, at Fernando Gaviria kan fortsætte sin store succes på argentinsk jord, men man har faktisk tidligere set, at et udbrud er kørt hjem i Argentina, hvor de små seksmandshold har haft det svært. Denne gang er antallet af sprintere dog så stort, at det scenarium næppe gentager sig. Derudover har vinden ofte spillet et puds på de flade argentinske sletter, og det kan gøre etapen mere dramatisk end ventet. Det er således ikke helt sikkert, at et fuldt felt når målet samlet, men en eller anden form for spurtafgørelse bør afslutte etapen, og da det hele ender med omgange på en flad rundstrækning, er en stor massespurt det langt mest sandsynlige scenarium.

 

Pocito blev også brugt som målby i 2018 og 2017. Sidste år vandt Fernando Gaviria den indledende massespurt i byen, mens byen for to år siden dannede rammen om afslutningen på næstsidste etape. Her overraskede Quick-Step ved at sende Maximilano Richeze i udbrud, og den trofaste lead-out man gjorde arbejdet færdigt ved at sikre sig den første af to etapesejre i sit hjemlands største løb.

 

 

 

 

2. etape

Efter en meget sprintervenlig udgave i 2017 eksperimenterede arrangørerne sidste år med ruten i et forsøg på at give lidt mere adspredelse. En af nyskabelserne var den eksplosive finale på 2. etape i byen Peri Lago Punta Negra, hvor en kort stejl stigning til allersidst gav et ganske medrivende cykelløb og den første lille indikation på favoritternes form. Den afslutning var så stor en succes, at arrangørerne har fundet anledning til en gentagelse, og således kan vi vente at se en blanding af klassikerspecialister og klassementsryttere atter vise sig frem, når det på andedagen atter går løs på rampen Alto Punta Negra i forbindelse med den sidste af i alt fem passager på løbets 2. etape - et antal, der langt overgår den ene forcering af bakken, der var tale om sidste år.

 

I alt skal der tilbagelægges 160,2 km mellem Chimas og Peri Lago Punta Negra. Førstnævnte er en nordlig forstad til San Juan, hvorfra man igennem fladt terræn bevæger sig mod syd ned mod centrum. Her venter den første spurt allerede efter 4,7 km, inden man kører mod vest ud mod mere kuperet terræn, hvorfor det stiger ganske let. Undervejs køres mod nord for at runde en sø, inden det igennem fladt terræn går mod sydvest forbi den anden spurt, der er placeret efter 33,0 km og frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 36,5 km, og hvor hovedparten af dagens begivenheder vil finde sted.

 

Efter at have ramt rundstrækningen kører man mod sydvest via et let stigende stykke frem til dagens hovedudfordring, kategori 3-stigningen Alto Punta Negra (1,0 km, 8,3%), hvis top rundes for første gang efter 45,3 km, og herefter stiger det let i yderligere 2,8 km, inden målstregen krydses for første gang. Herefter venter fire omgange på den 28,1 km lange runde, der først fører mod nordøst og nord via et let faldende stykke, inden man atter rammer den let stigende del, der leder frem til Alto Punta Negra. Denne rampe skal altså forceres en sidste gang i den absolutte finale og byder på stigningsprocenter på hhv. 6,4 og 9,0 over de to segmenter på 500 m. Toppen rundes naturligvis for sidste gang med 2500 m igen, hvorefter det atter stiger let frem til mål i en finale, hvor der efter bakke kun er ét sving med 2 km igen. Der bjergspurter på bakken i forbindelse med de fire første af de fem passager.

 

Etapen byder på i alt 1238 højdemeter.

 

Etapen gjorde som sagt debut sidste år, hvor man dog kun skulle over Alto Punta Negra en enkelt gang. Dengang så vi, at finalen viste sig for svær for sprinterne, og at det i stedet var en blanding af puncheurs og klassementsryttere, der kæmpede om sejren. På bakken lykkedes det for fire mand at køre væk, og de holdt sig akkurat fri af en gruppe med de fleste klassementsryttere. Årets hårdere rute vil formentlig give et nogenlunde tilsvarende og en anelse mere selektivt udkomme og give de lidt mere eksplosive klassementsryttere en første chance for at vinde et par sekunder inden de to vigtigste slag senere på ugen.

 

Sidste års første udgave af etapen med mål Peri Lago Punta Negra blev vundet af Roman Villalobos, der slog Daniel Ricardo Escuela, Tiesj Benoot og Filippo Ganna i spurten, efter at kvartetten var kørt væk på bakken,

 

 

 

 

3. etape

Efter to relativt lette dage skal klassementsrytterne for alvor i aktion på tredjedagen, hvor den første store styrkeprøve venter i form af en relativt kort enkeltstart i Pocitos gader. I de to første udgaver som 2.1-løb afviklede arrangørerne begge gange en kort, helt flad tonsertidskørsel, der viste sig at spille en stor rolle i klassementet, og den model vil blive gentages i år, hvor en usædvanligt enkel enkeltstart, der denne gang er flyttet fra San Juan til Pocito vil åbne de første seriøse tidsforskelle i toppen af klassementet.

 

Med en distance på 12,0 km er enkeltstarten, der har både start og mål i Pocito, en anelse kortere end den tilsvarende etape i 2018. Ruten kunne ikke være enklere, hverken hvad terræn eller design angår. Fra et udgangspunkt i centrum af byen køres der nemlig ad en lang, ganske let faldende vej mod sydvest ud til et vendepunkt i udkanten af byen, hvor man når frem efter 6,0 km. Herfra går det slet og ret tilbage ad den samme lange, lige vej, der altså nu i stedet er ganske let stigende. Ruten byder således blot på et enkelt sving, nemlig vendingen, i løbet af de 12 km.

 

Etapen byder på i alt 44 højdemeter.

 

Etapen er én af to, der ventes at afgøre det samlede klassement, og da bjergetapen ikke er voldsomt svær, er det en nøgledag for de ryttere, der håber at vinde samlet. Med sit flade terræn og mangel på tekniske udfordringer er det imidlertid ikke en dag for de lette klatrere, der vil tabe værdifuld tid. Mens de kæmper for at begrænse tidstabet, ventes de store specialister og powerfulde maskiner at slås om etapesejren.

 

Pocito blev også brugt som målby i 2017, hvor den dannede rammen om afslutningen på næstsidste etape. Her overraskede Quick-Step ved at sende Maximilano Richeze i udbrud, og den trofaste lead-out man gjorde arbejdet færdigt ved at sikre sig den første af to etapesejre i sit hjemlands største løb. Sidste år spurtede Fernando Gaviria sig til sejr på løbets åbningsetape med mål i byen.

 

Løbets to seneste enkeltstarter blev afviklet i San Juan med hhv. Ramunas Navardauskas og Ryan Mullen som vindere.

 

 

 

4. etape

Sprinterne trådte i baggrunden tirsdag, men håber at være tilbage i rampelyset onsdag, selvom det ikke bliver en helt let sag for de hurtige folk at komme i spil på den ganske kuperede 4. etape. Således byder onsdagens etape på en kategori 1-stgining med top i ca. 1500 m højde, og selvom der herefter er mere end 80 let faldende kilometer, er det måske ikke alle de hurtige folk, der vil overleve hele vejen, heller ikke selvom en kopi af etapen sidste år gav anledning til en massespurtsafgørelse.

 

Etapen er med sine 185,8 km betydeligt længere end de foregående og bringer feltet fra San Jose Jachal til Villa San Agustin. Starten er småkuperet, men herefter er terrænet let faldende, mens det går mod øst, og den første indlagte spurt passeres efter 36,0 km. Først knap midtvejs på etapen ændrer terrænet karakter, når der tages hul på en lang opkørsel, der er inddelt i hele tre forskellige bjergspurter. Den første kommer efter 90,0 km og efter 1,0 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,4 og er i kategori 3, den næste stiger med 4,8% over 3,5 km, har top efter 96,0 km og er i kategori 1, og den sidste er ligeledes i kategori 1 med top efter 104,5 km og stiger med 4,3% over 3,7 km. Reelt set er der tale om en hele 18,5 km lang opkørsel, hvis gennemsnitlige stigningsprocent er beskedne 3,4, og hvor stigningsprocenten på den nedre del hovedsageligt ligger på 1-2 og på den øvre halvdel på 3-4.

 

Efter stigningen ændrer etapen karakter, idet det herefter er let faldende resten af vejen ned til målet i Villa San Agustin. Hele vejen går det mod sydvest, og bortset fra risikoen for sidevind på de åbne sletter er det eneste højdepunkt den sidste spurt, der er placeret efter 146,2 km. Terrænet falder som sagt det meste af vejen, men de sidste 3 km er næsten helt flade i en finale, der er meget teknisk. Efter et sving med 2 km venter der yderligere to sving med hhv. 1000 og 9000 med stregen.

 

Etapen byder på i alt 1140 højdemeter.

 

Ruten kan se ganske skræmmende ud på profilen, men reelt er der ikke tale om en vanskelig etape. Antallet af højdemeter er beskedent, og stigningen er så let, at den sidste år ikke gjorde den store forskel. Alligevel blev etapen dramatisk, da frygten for sidevind skabte et enormt styrt, der splittede feltet, og det er også denne gang især vinden på sletterne, der vil kunne skabe udskilning. Sker det ikke, peger det meste på, at sprinterne skal i aktion endnu engang.

 

Villa San Agustin blev første gange benyttet sidste år på en stort set identisk etape, der mest huskes for, at Fernando Gaviria styrtede ud af løbet. Alligevel endte det med Quick-Step-sejr, da Maximilano Richeze overtog rollen som sprinter på det belgiske mandskab og færdiggjorde arbejdet, da et som følge af styrtet og sidevind stærkt splittet felt spurtede om sejren.

 

 

 

 

5. etape

Efter en velfortjent hviledag og en onsdag, hvor man fik testet klatrebenene lidt undervejs, er det tid til at finde ud af, hvem der skal vinde årets Vuelta a San Juan, når det går løs på årets kongeetape, der også er den eneste bjergetape. Som i 2017 og 2018 er der mål på toppen af Alto Colorado i 2624 m højde, og der er tale om en tro kopi af den etape, der sidste år blev vundet af den ikke helt rene Gonzalo Najar, samt en rute, der i alt væsentligt er identisk med den, der gav Rui Costa sæsonens første sejr for 24 måneder siden. Stigningen er imidlertid langt mere skræmmende på profilen end i virkeligheden, og selvom det er klatrernes eneste chance for at gøre en forskel, skal man ikke forvente den helt store udskilning på den sidste klassementsetape i årets løb.

 

Etapen er med sine 169,5 km en af de længste i løbet og bringer feltet fra San Martin til toppen af Alto Colorado. Indledningsvis slår man en lille sløjfe i det flade terræn sydvest for startbyen, inden det går mod nord gennem fladlandet frem til den første spurt, der kommer efter 30,7 km. Herfra drejer man mod vest for langsomt at klatre frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Villicum (17,8 km, 2,2%), der fører mod nordvest og nord, inden toppen rundes efter 63,4 km. Herefter venter ingen nedkørsel, men derimod et længere fladt stykke, der atter går mod nord og fører frem til den sidste indlagte spurt efter 87,8 km.

 

Etapens hårde del indledes umiddelbart herefter, når man igennem let stigende terræn kører mod nordvest frem til bunden af en lang stigning, der officielt er inddelt i to kategori 2-stigninger, Banos de Talacasto (7,3 km, 3,0%) med top efter 107,1 km og Alto de la Crucelita (10,7 km, 2,4%) med top efter 121,8 km. Samlet set stiger det over 33,7 km med 2,4% i gennemsnit, og der er tale om en meget let stigning, hvor stigningsprocenten ligger på 1-3 stort set hele vejen.

 

Heller ikke efter denne stigning er der en nedkørsel. I stedet går det mod nordvest og nord ad et fladt og meget åbent plateau, der leder frem til bunden af den afsluttende kategori 1-stigning Alto Colorado, der bestiges fra sydøst. Her er der tale om en 18,8 km lang opkørsel, hvis stigningsprocent er blot 4,4, og den bliver aldrig for alvor stejl. På den nedre halvdel ligger stigningsprocenten næsten konstant på 3-4, inden den over de sidste knap 8 km stiger til 5-6. Den vanskeligste passage er 1 km med 7,2% i gennemsnit, inden det stiger med 3,9% over de sidste 800 m. Finalen er teknisk ukompliceret med to bløde kurver på de sidste 3 km.

 

Etapen byder på i alt 2828 højdemeter.

 

Etapen kan se dramatisk ud på papiret, men det er værd at bemærke sig, at den afsluttende stigning er relativt nem. Den er således helt anderledes end de bjerge, der kendes fra Tour de San Luis, hvor der har været tale om meget stejle ramper, og dermed bliver etapen heller ikke nær så selektiv. Ofte afgøres en sådan etape i en spurt i en mindre gruppe, men på dette tidspunkt af sæsonen vil forskellene nok være mere markante. Samtidig vil højden gøre en forskel, og det bør således være en god klatrer, der afgør etapen til sin fordel. Sidste år viste Najar i hvert fald, at det kan lade sig gøre at køre alene hjem, men også relativt store folk som Filippo Ganna og Tiesj Benoot var med helt fremme. Endelig skal man ikke undervurdere sidevinden på det flade plateau inden stigningen, hvor feltet splittedes sidste år.

 

2017-udgaven af etapen kan give en ide om, hvad vi skal forvente. Her viste det sig ikke uventet, at det var svært at gør en forskel, og selv en stor mand som Ramunas Navardauskas kunne sikre sig en 12. plads. Til slut endte hele otte mand inden for bare 21 sekunder af vindertiden, og det hele blev afgjort i en spurt mellem Rodolfo Torres og Rui Costa, der sejrede 3 sekunder foran den colombianske klatrer og 7 sekunder foran Daniel Escuela. Bauke Mollema gjorde et stort arbejde for at kontrollere løbet, og med en 5. plads 12 sekunder bag Costa sikrede han sig reelt sejren. Sidste år viste den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sig at være i absolut særklasse, da han leverede et stort soloridt fra bund til top og sejrede med næsten 2 minutter ned til sine to nærmeste forfølgere. Efter hans positive dopingtest er det dog i dag i stedet Oscar Sevilla, der efter at have slået Rodolfo Torres i spurten står opført som etapevinder.

 

 

 

 

6. etape

I de første to udgaver i det nye format har det været kutyme, at den afsluttende weekend har budt på to flade etaper, der på papiret har lignet opgaver for sprinterne. Sådan er det nu ikke gået, idet et udbrud både i 2017 og 2018 snød feltet på lørdagsetapen, men alligevel har arrangørerne valgt i 2019 at indlægge en nyskabelse, der burde sætte langt de fleste af de hurtige folk ud af spillet allerede på forhånd. For første gang skal der nemlig sluttes på motorbanen i Villicum, hvor en ganske vist ganske let stigning i den absolutte finale vil kunne skabe lidt krydderi og give puncheurs deres anden og sidste chance i det syv dage lange løb.

 

Etapen er med en distance på bare 153,5 km ikke specielt lang og har både start og mål på Autodromo El Villicum. Fra start kører man efter en omgang på banen via er let faldende stykke mod sydøst, inden det går mod øst igennem helt fladt terræn frem til byen Villa Del Salvador. Her sættes kursen mod syd, inden det atter går mod sydøst, øst og til slut syd igennem fladlandet ned til en rundstrækning, der skal tilbagelægges en enkelt gang. Der er tale om en pandekageflad sag, hvor kun vinden kan være en potentiel udfordring, og hvor højdepunktet er den første indlagte spurt, der er placeret efter 60,1 km.

 

Efter omgangens afslutning følger man den præcis samme vej hele vejen tilbage til motorbanen. Det betyder, at retningen veksler mellem at være nordlig, nordvestlig og vestlig, og at terrænet fortsat er helt fladt. I Villa Del Salvador venter efter 132,2 km dagens sidste spurt, inden det går mod vest og nordvest tilbage mod målet på selve banen, hvor der til slut skal køres en omgang. Langsomt begynder det at stige ganske let, men den virkelige udfordring er den 4,4 km lange bakke, der med top bare 2 km fra mål stiger med 2,3% i gennemsnit. Derefter falder det let over 1 km, inden den sidste kilometer atter er let stigende. Finalen er teknisk kompliceret med en U-vendinger med hhv. 3 og 2 km igen og derefter et skarpt sving inden den røde flamme, inden man på den sidste kilometer skal igennem et blødt venstresving og til slut yderligere to skarpe sving i rap med ca. 300 m til mål.

 

Etapen byder på i alt 624 højdemeter.

 

Der er som sagt tale om en nyskabelse, og rutens lidt blandede natur kan gøre det vanskeligt at forudsige begivenhedernes gang. Langt det meste af dagen foregår i fladt og let terræn, hvor man imidlertid konstant skal tage sig i agt for vinden. Det helt store spørgsmål er, om sprinterne tror på deres chancer i en finale, hvor den afsluttende stigning er meget let, og hvor de mest hårdføre nok skulle have en chance. Puncheurtyper vil også kunne lugte blod på en dag, hvor flere ryttertyper kan komme i spil, men hvor etapens uforudsigelighed også betyder, at det meget vel atter kunne ende med en sejr til et stærkt udbrud.

 

Autodromo El Villicum har ikke tidligere ageret mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

7. etape

Som mange andre etapeløb afsluttes Vuelta a San Juan med et kort gadeløb i hovedbyen, hvor de store sprintere ventes at få de sidste ord. Samme model blev benyttet i både 2017 og 2018, og selvom der var tale om to forskellige rundstrækninger, var udfaldet det samme. I år er der tale om en kopi af finaleetapen fra sidste år, og det må således formodes, at sprinterne atter får det sidste ord i Argentinas store etapeløb.

 

Etapen afvikles på en 15,7 km lang rundstrækning i San Juans gader, som skal tilbagelægges i alt ni gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 141,3 km. Den første del af den meget lidt tekniske rundstrækning, der er næsten ovalformet og kun byder på bløde kurver på store veje, stiger ganske svagt, hvorefter den resterende del er let faldende, men der er tale om højdeforskelle, der næppe vil spille nogen rolle. Til slut er de sidste 5 km stort set helt flade og uden tekniske udfordringer, idet vejen kun bugter let til højre med godt en kilometer til mål. Der er indlagte spurter ved målpassagerne efter 2. og 6. omgang, dvs. efter hhv. 31,4 og 94,2 km.

 

Etapen byder på i alt 1083 højdemeter.

 

Etapen minder om afslutningsetapen i mange andre etapeløb, og udkommet vil formentlig også være det samme. Således kan vi vente, at sprinterholdene vil kontrollere tingene og sikre, at det hele afgøres i en massespurt. Da etapen foregår i byen, vil vinden end ikke komme i spil, og derfor skal løbets førende rytter blot holde sig oprejst for at sikre sig den samlede sejr, mens sprinterne dyster om etapegevinsten i en finale, der er skabt til de helt rene sprintere.

 

Sidste år blev præcis samme rundstrækning som sagt benyttet, og her lykkedes det Giacomo Nizzolo efter sit skadesmareridt i 2017 at tage en meget forløsende sejr, der skulle vise sig at blive sæsonens eneste, foran Quick-Step-duoen Maximilano Richeze og Alvaro Hodeg. I 2017 blev der som nævnt benyttet en lidt anden rundstrækning, men også her var der lagt op til massespurt. Ved et tilfælde lykkedes det imidlertid Quick-Steps lead-out man Maximilano Richeze at snige sig væk i finalen, og han tog dermed sin anden etapesejr i træk foran holdkammeraten Tom Boonen samt Matteo Malucelli.

 

 

 

Favoritterne

Hvor Tour de San Luis udpræget var et løb for klatrerne, forholder det sig anderledes med Vuelta a San Juan. Ganske vist er der en stor bjergetape på programmet, men Alto Colorado er slet ikke sammenlignelig med de stigninger, vi kender fra naboregionen. Her nåede stigningsprocenterne af og til over de 20, mens udfordringen i San Juan er en lang, moderat stigning, der kun stiger med 4,4% i gennemsnit. Det er således meget sigende, at Filippo Ganna, der bestemt ikke er kendt som en klatrer, sidste år endte som nr. 6, og at den ligeledes relativt store Tiesj Benoot endte endnu længere fremme som nr. 4. Mange sammenligner ganske vist Vuelta a San Juan med Tour de San Luis, men trods den umiddelbare lighed i løbenes struktur, er der tale om to vidt forskellige arrangementer.

 

Det betyder imidlertid ikke, at 5. etape ikke bliver udfordrende, og der er ingen tvivl om, at fredag er den helt afgørende dag. Hvis samme etape kom midt i den europæiske højsæson, ville stigningen næppe skabe den store udskilning, og en gruppe på 10-15 ryttere ville med stor sandsynlighed skulle spurte om sejren. Nu kommer den imidlertid på et tidspunkt, hvor stjernerne er langt fra topformen, og da niveauet i feltet samtidig er meget spredt, kan der forventes større forskelle. Tillige er det værd at bemærke, at etapen afsluttes i højderne, og det vil utvivlsomt spille en stor rolle samt gøre etapen langt mere selektiv.

 

Mellem de bedste klatrere bliver forskellene imidlertid ikke overvældende, specielt ikke hvis der er modvind, og det betyder, at enkeltstarten vil være langt mere afgørende, end den traditionelt har været det i San Luis. Det så vi i 2017, hvor Bauke Mollema reelt sikrede sig sejren på tidskørslen, der satte flere af klatrerne helt ud af spillet, ligesom Ganna, der som sagt slet ikke kendes for sine evner i bjergene, sikrede sig en podieplads via en flot bjergetape og en 2. plads på enkeltstarten. 3. etapes flade udfordring er ganske vist kort og vil således ikke skabe store tidsforskelle, men i noget, der kan vise sig at blive en knivskarp afgørelse mellem de bedste klatrere, vil de 12,0 km i kampen mod uret have kolossal betydning.

 

Hvis man dertil lægger, at netop enkeltstarten ofte favoriserer de store hold og etablerede navne voldsomt sammenlignet med kontinentalryttere, der ofte har det svært i den meget specialiserede disciplin, bliver den endnu mere afgørende. Således vil nogle af de lokale sagtens kunne gøre sig gældende helt fremme på bjergetapen, men med enkeltstartens store betydning bliver det vanskeligt.

 

Overordnet skal man besidde tre egenskaber for at kunne være med fremme. Først og fremmest skal man kunne blande sig med de allerbedste på bjergetapen. Dernæst er det afgørende at være powerfuld på enkeltstarten, hvis betydning bliver kolossal. Afslutningsvis kan sidevinden meget vel spille en rolle, og derfor er det afgørende at have et stærkt hold til at beskytte sig på de vindblæste stepper i Argentina. I år ventes løbet atter at blive præget af ekstrem varme med temperaturer på helt op til 38 grader sidst på ugen, men mandag, tirsdag og onsdag vil alle blive relativt blæsende. Kraftigst vind ventes der til tirsdagens enkeltstart, men det er særligt nordenvinden på onsdagens etape, der kan blive farlig. Den vil nemlig stå i siden på store del af etapen, og det var netop her, at feltet også splittedes sidste år. Det kan derfor blive en joker i kampen om den samlede, men fra torsdag ventes vinden at lægge sig, så den ikke kan skabe splittelse på de tre afsluttende etaper.

 

Vi forventer, at 1., 6. og 7. etape alle er for sprinterne, med mindre man på 6. etape lader et udbrud køre, som det er sket tidligere. Uanset hvad ventes de ikke at spille en rolle i klassementet. 4. etape byder på store stigninger, men vi så sidste år, at det alligevel sluttede i en massespurt. Vinden kan skabe splittelse, men splittes feltet ikke, vil etapen næppe få betydning. Det vil 2. etape derimod måske. Her er der tale om en klassisk puncheurfinale, og selvom de bedste alle sluttede i samme tid sidste år, kan der opstå små huller. Vigtigst er det dog, at etapen er en god mulighed for at score 10 bonussekunder, ikke mindst for en fyr som Julian Alaphilippe.

 

På papiret er det dog naturligvis 3. og 5. etape, der ventes at spille de afgørende roller. Særlig vigtig er enkeltstarten som sagt, men vi så sidste år, at den desværre ikke helt rene Gonzalo Najar sagtens kunne køre feltet sønder og sammen og overvinde et stort tab på enkeltstarten. Generelt har vi faktisk set ganske stor udskilning bagude, men mellem de allerbedste har forskellene - Najar undtaget - været begrænsede, og store folk har som sagt også kunnet gemme sig godt til de lettere folk, før mindre huller er opstået på den lidt stejlere del til allersidst.

 

Vindretningen er som sagt ganske afgørende, og i skrivende stund ventes den at være ganske let og komme fra nord. For klatrerne er det kedeligt nyt, da modvind gør det betydeligt sværere på en let stigning som denne at skabe den nødvendige selektion, heller ikke selvom den ikke er specielt kraftig.

 

Løb i januar måned er altid ekstremt vanskelige at forudsige. For samtlige ryttere med undtagelse af Peter Sagan er der tale om sæsondebut, og derfor har vi ingen forudgående indikationer af form. Tingene kompliceres af, at de bedste ryttere samtidig er langt fra deres højeste niveau, og man kan derfor ingenlunde bruge de sædvanlige referencer til at vurdere det indbyrdes styrkeforhold. I stedet er man nødt til at benytte sig af de kommentarer, som rytterne har givet forud for løbet, samt deres historik i løb tidligt på sæsonen. Situationen kompliceres samtidig af, at det er sæsonhøjdepunktet for mange af de lokale ryttere, der derfor altid kan levere en stor overraskelse.

 

Tour de San Luis har før været vundet af lokale ryttere, men det bliver vanskeligere i San Juan. Enkeltstarten spiller sandsynligvis for stor en rolle, og det tipper balancen mod de etablerede stjerner, der er langt mere vant til at gøre sig i kampen mod uret. Det så vi i 2017, hvor det blev klart, at de havde det langt vanskeligere end tidligere, og det var således i høj grad WorldTour-rytterne, der dominerede. Sidste år havde kontinentalrytterne det betydeligt lettere, men det skyldes i høj grad fraværet af meget stærke etapeløbsryttere i det relativt svagt besatte felt.

 

I år er feltet kendetegnet ved, at der heller ikke denne gang er mange store klassementsryttere til start, og at det atter især er sprinterne, der er draget til Argentina. Nairo Quintana, Richard Carapaz og Julian Alaphilippe er de eneste virkelige topnavne, der med jævne mellemrum gør sig gældende i de største etapeløb i Europa. Til gengæld har i hvert fald Alaphilippe og Quintana en væsentlig bedre historik i sæsonstarten end de stjerner, der sidste år var til start, og særligt colombianeren, der tidligere flere gange har været til start i San Luis, har vist, at han som regel er konkurrencedygtig på denne tid af året, også selvom han naturligvis er langt fra topformen. De omgives af en stribe mindre etablerede navne samt mere alsidige, men relativt klatrestærke europæere samt ikke mindst en solid gruppe af klatrestærke folk fra Sydamerika, der dog alle har det til fælles, at de ventes at få gedigne klø på enkeltstarten, selv i forhold til de nævnte europæiske stjerner, der jo ellers ingenlunde er kendt som specialister.

 

Enkeltstartens betydning gør, at vi med nogen tøven vil pege på Julian Alaphilippe som vores favorit. Franskmanden gør debut tidligere end vanligt, og det er derfor højst uklart, hvor han står formmæssigt, men helt skidt står det formentlig ikke til. Sidste år vandt han således en etape og blev nr. 7 samlet i debutløbet Colombia Oro y Paz, mens han for to år siden tidligt på sæsonen kørte med om sejren i Abu Dhabi Tour, der sågar er en del af WorldTouren. Træningsnarkomanen Alaphilippe må igen formodes at have arbejdet seriøst henover vinteren, og det burde give ham fornuftige muligheder i San Juan.

 

Alaphilippe er ingenlunde tempospecialist på en flad tonserrute som denne, men sammenlignet med feltets øvrige klatrere bør han have en overhånd. Samtidig ligner han sammen med Sagan den store forhåndsfavorit til 2. etape, hvor han vil kunne score vigtige bonussekunder og dermed opbygge sig et forspring inden kongeetapen. Den kan blive en stor mundfuld for Alaphilippe, der ikke er naturlig klatrer, men som vi har set i de seneste år, kommer man på den lette målstigning langt ved at sidde på hjul. Måske må han slippe de bedste på de stejlere procenter nær toppen, men kører han klogt, bør han kunne begrænse tabet betydeligt og sikre sig den samlede sejr. Er han i god form, er det endda slet ikke umuligt, at han med sin gode spurt faktisk kan vinde etapen. Der hersker usikkerhed om hans niveau i januar, men i dette felt ligner Alaphilippe manden, den skal slås.

 

Han er imidlertid oppe mod Nairo Quintana, der trods nogle halvsløje år er feltets på papiret bedste klatrer. Colombianeren har før startet sæsonen i San Luis, hvor han hver eneste gang er kørt på podiet, og generelt ved vi om ham, at han altid er ganske skarp fra start. Det formodes han også at være denne gang, men desværre passer ruten i San Juan dårligere end den gamle i San Luis. Enkeltstarten ligger nemlig langt fra til hans højreben, og særligt efter nogle år, hvor hans forbedrede evner synes at være forsvundet igen, må han formodes at tabe en del tid til en fyr som Alaphilippe. Samtidig er han hæmmet af den relativt lette kongeetape, hvor en ren klatrer som ham kan få svært ved at vinde den nødvendige tid, ikke mindst med den ventede modvind.

 

Det betyder imidlertid ikke, at det bliver umuligt. Vi så sidste år, at det faktisk lykkedes de lettere folk at køre væk til sidst, og det vil en formstærk Quintana også være i stand til, ikke mindst fordi han er bakket op af et stærkt hold, der kan gøre løbet hårdt. Om det så også rækker til at tage den samlede sejr, er langt fra sikkert, men en formstærk Quintana bør i hvert fald køre med om sejren.

 

Bora er til start med Felix Grossschartner, der må øjne en god mulighed. I sidste sæson gjorde han nemlig store fremskridt på enkeltstarten og kørte ikke mindst i Paris-Nice fremragende. Han er langt fra lige så stærk på en flad rute som denne, men i dette felt har han gode chancer for at vinde en del tid på sine direkte konkurrenter. Herefter er det op til ham selv at holde sig til på kongeetapen, og selvom der på papiret er bedre klatrere, burde det ikke være umuligt efter et 2018, hvor han særligt med den samlede 10. plads i Paris-Nice og ikke mindst 2. pladsen i Tour of Guangxi viste sig konkurrencedygtig på højeste niveau. Også for ham gælder det, at formniveauet er temmelig usikkert, men er han kommet godt ud af vinteren, burde han være i stand til at vinde på en rute, hvor enkeltstarten er meget vigtig.

 

Efter Najars positive dopingtest står Oscar Sevilla noteret som forsvarende vinder, og han må formodes at være yderst motiveret efter en gentagelse. For den spanske veteran er løbet et af sæsonens helt store mål, og med hhv. en 2. og en 1. plads i de to seneste år har han vist, at han formår at time formen. Det er klart, at hans store force er bjergetapen, som han sidste år vandt, og det er her, han for alvor skal sætte tid i banken, ikke mindst fordi han jo faktisk står noteret som vinder af sidste års etape. Det, der samtidig gør ham til en klar vinderkandidat, er hans tempoevner, der får ham til at skille sig ud i feltet af klatrere. I de seneste sæsoner er han således blevet hhv. nr. 7 og 5 i de to tidskørsler, og det har givet ham et afgørende forspring til mange af sine rivaler. Kan han gentage disse bedrifter i år, kan det meget vel ende med endnu en Sevilla-sejr trods hans efterhånden fremskredne alder.

 

Argentinerne drømmer om, at det endelig vil lykkes den lokale helt Eduardo Sepulveda at vinde et af de store argentinske løb. Han har da også tidligere været tæt på, men en etapesejr i San Luis er stadig højdepunktet. Desværre er den nationale stjerne langt fra på samme niveau som tidligere, og han er trods sit talent endt som anonym hjælper på Movistar, hvor han i 2018 skuffede den ene gang efter den anden. I dette løb er han imidlertid altid med fremme, og man kan håbe, at hans motivation betyder, at han kan genfinde lidt af fordums styrke. Også for ham er det enkeltstarten, der gør ham til en reel vinderkandidat, også selvom han i de senere år er blevet helt middelmådig i kampen mod uret. Ikke desto mindre blev han sidste år nr. 9 i tidskørslen, og gentager han det, kan han med hjælp fra sit stærke Movistar-hold måske gøre arbejdet færdigt på kongeetapen.

 

Blandt de sydamerikanske ryttere, der skal holdes øje med, skiller veteranen Ricardo Escuela sig ud. Sidste år blev han nr. 2 på den eksplosive 2. etape, inden han desværre styrtede ud af løbet, men for to år siden blev han samlet nr. 4. Han præsterer sjældent i andre UCI-løb, men han synes altid at være knivskarp i januar. Særligt vigtigt er det at notere sig, at han sammenlignet med mange andre klatrere tillige er en forholdsvis solid temporytter, og det vil kunne hjælpe ham med i hvert fald at begrænse tabet på enkeltstarten. For at vinde skal han imidlertid først og fremmest slå til på kongeetapen, og efter en 3. plads på Alto San Colorado i 2017 har han en vis grund til at tro, at det er muligt.

 

Sidste år gik Tiesj Benoot ind til løbet uden de store forhåbninger, men endte med at overraske sig selv ved at køre med om sejren på kongeetapen. I det hele taget har det belgiske stortalent forbedret sine klatreevner betydeligt i de seneste to sæsoner, hvilket kulminerede med sidste års samlede fjerdeplads i Tirreno-Adriatico. Den relativt lette San Colorado-stigning passer fint til en stor fyr som ham, og han har samtidig gode muligheder for at gå efter bonussekunder på 2. etape. Udfordringen er til gengæld enkeltstarten, der altid har været noget af en akilleshæl for den ellers så stærke Benoot, der først og fremmest skal lukrere på, at han traditionelt altid starter sine sæsoner som lyn og torden.

 

Kan kongen af San Juan stadig? Inden løbet blev opgraderet i 2017, sejrede Laureano Rosas tre gange i træk, og selvom Bauke Mollema for to år siden brød hans stime, viste han med en samlet 6. plads, at han sagtens kan begå sig mod WorldTour-rytterne. Af uransagelige grunde kører han stort set ingen UCI-løb, og faktisk er forrige års deltagelse i San Juan hans eneste i en sådan begivenhed i de seneste to år, efter at han sidste år skippede løbet. Hvor han stor nu, er derfor et helt åbent spørgsmål, men mon ikke han er topmotiveret til atter at blande sig fremme på hjemmebanen? Han har vist, at han både klatrer godt og kører en god enkeltstart, og det er som bekendt det, der skal til, for at løbe med sejren i San Juan.

 

Og så er der Peter Sagan. Det er meget usandsynligt, at slovakken overhovedet forsøger sig i klassementet, men man skal aldrig sige aldrig. Vinder han som forventet 2. etape, vil han med en førertrøje på sine skuldre sikkert også køre en hæderlig enkeltstart over en kort distance, der ikke er helt dårlig for ham. Dermed vil han meget vel kunne gå ind til kongeetapen som løbets førende, og det vil får ham til at grave dybt på Colorado-stigningen. I Australien klatrede han ganske hæderligt og var bedre, end han selv havde regnet med, og er han på samme niveau her, burde han nok kunne hænge på ganske længe på en stigning som denne. Sidste år blev Ganna som bekendt nr. 2, og han er en betydeligt ringere klatrer end Sagan, der tillige kan score mange bonussekunder på alle de øvrige etaper. Som sagt tvivler vi lidt på, at han gør forsøget, men vi håber, at han giver det et skud. Med lidt held kan Sagan faktisk gode ende som samlet vinder på en rute som denne.

 

Sevilla er ikke den eneste veteran, der kan ventes at være med fremme. Det kan også Rinaldo Nocentini, der fortsat kører på et ganske højt niveau. Sidste efterår var der måske tegn på, at alderen er ved at indhente den 41-årige italiener, men det kan han måske kompensere for med sin tradition for altid at komme stærkt ud fra vinterpausen. Hans problem er enkeltstarten, der altid har været en klar akilleshæl for den ellers ret alsidige Nocentini, men til gengæld burde både 2. etape og den relativt lette målstigning på kongeetapen være god for en puncheurtype som ham.

 

Richard Carapaz er på papiret et af feltets absolutte topnavne, og egentlig burde han høre til blandt favoritterne. Trods hans korte karriere har historien imidlertid allerede lært os, at han sjældent er flyvende i årets første måneder, og det er formodentlig heller ikke tilfældet i år, hvor hans sæsonmål ligesom sidste år er Giroen. Derfor vil han formentlig være tilfreds med at støtte Quintana og Sepulveda i et løb, hvor enkeltstarten i forvejen gør det svært for ham at vinde. Omvendt kan man aldrig afskrive en topklatrer som ham, hvis han vitterligt bryder traditionen og er kommet velforberedt til Argentina.

 

Dimension Data stiller med deres unge nyprofessionelle Gino Mader, der må være topmotiveret efter at starte godt ud på højeste niveau. To etapesejre i Tour de l’Avenir, en 4. plads ved VM og til slut en 2. plads i Tour of Hainan vidner om schweizerens talent i bjergene, og er han velforberedt, bør han være med fremme på kongeetapen. Som temporytter er han et mere ubeskrevet blad uden mange UCI-erfaringer, og han må med sin begrænsede erfaringer formodes at sætte tid til i forhold til de bedste. Derfor kan det blive svært at vinde, men det skal blive meget interessant at følge det schweiziske talent.

 

En anden meget interessant herre er Luis Villalobos. Den 20-årige mexicaner tog verden med storm med sin flotte 8. plads i Tour of Utah, hvor han klatrede med de allerbedste. Det har sikret ham en kontrakt med EF-mandskabet, som han tilslutter sig til sommer efter et halvt år hos sin hidtidige arbejdsgiver, Aevolo. Her er han til start for sit landshold, og han burde som latinamerikaner have forudsætninger for at komme til Argentina velforberedt. Er han det, skulle han være blandt de bedste på 5. og måske også 2. etape. Til gengæld gælder også for ham, at enkeltstarten kan gøre det ganske vanskeligt at være med i kampen om sejren.

 

Daniel Diaz skabte sig for nogle år siden et navn, da han hele to gange slog nogle af verdens største stjerner og sejrede sammenlagt i Tour de San Luis. Desværre er det siden da gået helt skævt for den ellers blot 29-årige argentiner, der har været en skygge af sig selv siden den sidste samlede sejr i San Luis. På papiret har han ellers gode forudsætninger i San Juan, da han forsvarer sig fint på enkeltstarten og tidligere har knust rivalerne i bjergene. Efter tre år med store skuffelser i San Luis og San Juan og et totalt fravær af resultater i andre løb, er det dog svært at tro alt for meget på en renæssance denne gang.

 

Neri Sottoli stiller med Giovanni Visconti, der er vendt hjem for at blive klar kaptajn på det hold, hvor han for alvor slog igennem. Det er nok tvivlsomt, om han allerede nu er i topform, men egentlig passer løbet her ham ganske fint. Han kører ganske vist slet ikke så gode enkeltstarter som tidligere, men i dette felt burde han være blandt de bedre temporyttere. Samtidig passer kongeetapen slet ikke dårligt til en eksplosiv fyr, der også kan køre med om sejren på 2. etape. Vi tvivler på, at formen rækker allerede nu, men i et år, hvor han har skiftet hold, er det ikke umuligt, at han kommer topmotiveret ud fra vinterpausen.

 

Androni føres an af Mattia Cattaneo, der oplevede lidt af en renæssance i 2017, men som fik 2018 ødelagt af skader. Hele året var præget af skuffelser, men han sluttede stærkt af med en 4. plads i Milano-Torino og en 19. plads i Il Lombardia. For to år siden startede han sæsonen stærkt ud, og selvom han i januar nok ikke er på toppen, burde han være relativt langt fremme på kongeetapen. Sammenlignet med mange andre er han også en fornuftig temporytter, men skal han vinde samlet skal han være betydeligt bedre end sidste år, hvor han på Colorado-stigningen blev en yderst beskeden nr. 25. Holdet stiller også med de colombianske klatrere Miguel Edoardo Florez og Daniel Florez, men selvom førstnævnte faktisk vandt en etape, tyder deres præstationer i Vuelta al Tachira ikke på, at vi skal have de helt vilde forventninger.

 

En hel cykelverden ser frem til den professionelle debut for supertalentet Remco Evenepoel, men det er nok på sin plads at dæmpe forventningerne. Det 18-årige belgiske fænomen kommer direkte fra juniorklassen og skal primært bruge 2019 på at lære. Senere på sæsonen får han det i hvert fald svært, men i et løb so dette, kan man faktisk ikke helt afskrive ham. Her handler det nemlig i høj grad om form, og er Evenepoel kommet godt ud af vinteren, kan han måske gøre sig gældende. Ruten passer ham i hvert fald ikke dårligt, for han kører som bekendt en fremragende enkeltstart, ligesom han er en glimrende klatrer, især på en stigning, der ikke er voldsomt svær.

 

Endelig vil vi pege på Alejandro Marque. Den erfarne spanier har som bekendt tidligere vundet Volta a Portugal og har med sine stærke tempoevner præcis de rette evner til at gøre sig gældende i et løb som dette. Han klatrer slet ikke så godt som i tiden før sin dopingsag, men resultaterne fra sidste år viser, at han stadig er konkurrencedygtig. Det bør særligt gælde i et løb, hvor klatreudfordringerne trods alt er begrænsede, og hvor store folk som ham ofte gør det godt. Når vi alligevel ikke har ham højt på listen over favoritter, skyldes det en historik, der viser, at han ofte er langt fra sit bedste niveau i sæsonens tidlige løb.

 

***** Julian Alaphilippe

**** Nairo Quintana, Felix Grossschartner

*** Oscar Sevilla, Eduardo Sepulveda, Ricardo Escuela, Tiesj Benoot, Laureano Rosas

** Peter Sagan, Rinaldo Nocentini, Richard Carapaz, Gino Mader, Roman Villalobos, Daniel Diaz, Giovanni Visconti, Mattia Cattaneo, Remco Evenepoel, Alejandro Marque

* Valerio Conti, Winner Anacona, Alejandro Osorio, Tiago Machado, Jose Mendes, Dayer Quintana, Enzo Moyano, Jelle Vanendert, Ivan Santaromita, Edoardo Zardini, Miguel Edoardo Florez, Fabio Duarte, Pawel Poljanski, Sergio Pardilla, Cristian Rodriguez, Magno Nazaret, Leandro Messineo, Cesar Nicolas Paredes, Francesco Manuel Bongiorno, Anderson Maldonado

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a San Juan
Nyheder Profil Startliste Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

La Course by Le Tour de F...(1.WWT) 19/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger