Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Vuelta al Pais Vasco
02. april 2018 08:40 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens en stor del af opmærksomheden er rettet mod brostenene i Nordeuropa og stærke folk som Peter Sagan, Greg Van Avermaet, Alexander Kristoff og Sep Vanmarcke, forbereder nogle af verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere sig på seks dages intenst cykelløb på stejle stigninger i det cykelgale Baskerlandet. Det seks dage lange Vuelta al Pais Vasco, der indledes mandag, tjener et dobbelt formål. På den ene side er det den perfekte forberedelse til de kommende ardennerklassikere, og samtidig er det et prestigiøst og knaldhårdt WorldTour-løb, som enhver etapeløbsrytter drømmer om at have på sit generalieblad.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA AL PAIS VASCO

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagsløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

 

Vuelta al Pais Vasco blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet igen før 1969.

 

Her var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har én sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez, Denis Menchov og senest Alejandro Valverde alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

 

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

 

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

 

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Vuelta al Pais Vasco og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid er fortsat usikker.

 

Derudover har de baskiske fans mistet muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt Vuelta al Pais Vasco, men for fem år i træk må man igen spejde langt efter de orange trøjer, der ikke længere findes i feltet. Heldigvis er det mindre Euskadi-hold ved at opbygge sig som Euskaltels efterfølger, og da de nu er kommet op på professionelt kontinentalniveau, vil de for første gang være at finde i feltet- Det nærer passionen yderligere, og vi kan derfor igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

 

Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Pais Vasco, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

 

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen har skiftet ejermand på sidste etape hvert år siden 2010 bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, og sidste år, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift.

 

Netop Valverde tog efter flere forgæves forsøg endelig den store sejr i det eneste store spanske etapeløb, han endnu ikke havde vundet, da han fortsatte sit fantastiske forår ved at føje sejren i det baskiske løb til triumferne i Andalusien og Catalonien tidligere på sæsonen. Grunden blev lagt ved med vanlig klasse at vinde løbets kongeetape på næstsidste etape, men forud for den sidste enkeltstart var hele seks ryttere stadig blot adskilt af 3 sekunder. Med en andenplads bare 9 sekunder efter Primoz Roglic på tidskørslen forsvarede Valverde imidlertid trøjen og tog sejren med hhv. 17 og 21 sekunder ned til Alberto Contador og Ion Izagirre. Efter en meget travl og succesrig sæsonstart tager Valverde sig nu en lille pause og forsvarer derfor ikke sin titel, og Contador, der nu er cykelpensionist, er naturligvis heller ikke med denne gang. Det er til gengæld Izagirre, der efter et flot Paris-Nice og to tidligere podiepladser i løbet nu endelig vil have den samlede sejr.

 

Ruten

Ruten til Vuelta al Pais Vasco varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid et ret ensartet format. Normalt er der et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover er der typisk 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne kan dyste om sejren, og disse er ofte kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet er den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Løbet er altid sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der er den i særklasse vigtigste etape.

 

Sidste år fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende har man taget den kritik til sig, og denne gang er man gået den helt modsatte vej. 2018-udgaven er den hårdeste i umindelige tider og byder på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gør løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i sidste års løb, og dermed er det en rute, der passer langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og er langt bedre i overensstemmelse med løbets natur.

 

De relativt korte stigninger har altid betydet, at forskellene har været små, og derfor har enkeltstarten som regel været den klart vigtigste etape. I år har klatrerne imidlertid bedre muligheder end længe for at gøre forskelle, da hele tre af de seks etaper byder på så svære finaler, at der kan vindes tid. Det gælder allerede på de første to etaper, der er typiske Pais Vasco-etaper med en meget stejl mur efterfulgt af en lynhurtig nedkørsel i en meget hektisk og eksplosiv finale. Allerede her kan der begge dage vindes vigtig tid for de eksplosive klatrere, der trives på de allerstejleste skråninger. Den sidste mulighed for klatrerne kommer for første gang på løbets sidste dag, hvor man modsat traditionen afvikler den klassiske kongeetape på Arrate-stigningen og ikke enkeltstarten. For andet år i træk skal den ikoniske stigning endda bestiges fra den nye, meget stejlere side, og dermed kan der atter ventes langt større forskelle end i tidligere udgaver.

 

De mange svære klatrefinaler balanceres af enkeltstarten, der denne gang er helt atypisk. Ikke blot er den denne gang flyttet fra lørdag til torsdag, den er også hel usædvanligt flad. Normalt er de baskiske tidskørsler yderst kuperede, men de 19,4 km i Lodosa er helt flade. Her vil de små klatrere uundgåeligt tabe tid til de mere alsidige ryttere, hvormed ruten byder på ganske alsidigt terræn. Til gengæld må de hårdføre sprintere formentlig nøjes med at spurte om sejren på 3. etape, der er den eneste med en relativt let finale. Derudover venter en meget uforudsigelig 5. etape, hvor en svær stigningen mod slutningen formentlig kommer for tidligt til klassementsrytterne og for tidligt til sprinterne, hvormed det kan give et udbrud en chance for at jagte succes, mens favoritterne sparer på kræfterne til det store afsluttende slag på Arrate-stigningen lørdag eftermiddag.

 

 

1. etape

Vuelta al Pais Vasco er af og til startet brutalt med en afgørende klassementsetape, der har tvunget favoritterne til at være klar straks fra start, men som regel lægger man ud med en godbid til de få sprintere, der har vovet pelsen og er draget til den kuperede region i det nordlige Spanien. Det er dog ikke tilfældet i år, hvor det er klatrerne, der ventes at skulle slås om den første førertrøje i løbet. En af løbets vigtigste etaper venter nemlig allerede på førstedagen, hvor den stejle Eikano Gaina-stigning vil skabe de første tidsforskelle og give de første klare svar på, hvem der skal kæmpe med om den samlede sejr.

 

Som det ofte er tilfældet i Baskerlandet, er 1. etape en relativt kort sag, der fører feltet over bare 162,1 km med start og mål i Zarautz, der ligger vest for feriebyen San Sebastian på den spanske nordkyst. Fra start bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod øst syd om San Sebastian, inden man kører mod nordøst frem til Irun, der er kendt for sin slagter og Contadors berømte bøf. Her rammer man den kendte kategori 1-stigning Alto de Jaizkibel (8,2 km, 5,3%), nøglestigningen fra Clasica San Sebastian, der har top efter 57,2 km, kommer i to hug og er stejlest nær toppen. Herefter går det via en nedkørsel mod sydvest, indtil man følger den flade kystvej mod vest gennem San Sebastian. Herefter skal man op over kategori 3-stigningen Alto Maddiola (6,3 km, 5,32%), der er regulær og stejlest i bunden, og hvis top rundes efter 84,6 km, inden en nedkørsel leder mod sydvest ned til Orio, hvor den første spurt kommer efter 91,7 km. En lille bakke med efterfølgende nedkørsel leder nu frem til målstregen, der passeres i modsat retning efter 97 km.

 

Etapen byder nu å en omgang på en 27,1 km lang rundstrækning i området vest for Zarautz. Den byder på kategori 3-stigningen Garate Gaina (2,8 km, 7,72%), der er meget regulær, og hvis top rundes efter 104,7 km, inden en nedkørsel og en flad strækning leder frem til den sidste spurt i Zumaia efter 114,2 km. Herefter vender man rundt og kører gennem fladt terræn frem til målstregen, der denne gang krydses i den rigtige retning.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en svær 38 km lang rundstrækning i det kuperede område syd for byen. Her skal man op over kategori 3-stifningen Aia (4,9 km, 5,51%) (der ikke skal forveksles med den frygtede 30%-mur med samme navn), der har et stejlt stykke i bunden, men derudover ikke er voldsomt svær, hvis top rundes med 22,1 km igen. Herefter leder en nedkørsel tilbage mod nord og ud til kysten, hvor man slår en lille sløjfe mod vest for at køre op over den stejle kategori 2-stigningen Eikano Gaina (2,1 km, 11,09%), der har top med bare 6,6 km til mål. Den er en klassisk baskisk mur med et stykke på 20% i bunden, et fladt stykke midtvejs, og en sidste kilometer, der stiger med 10,9% i gennemsnit og byder på et stykke med 19,3% ca. 500 m fra toppen. Herefter falder det hele vejen ned til den røde flamme, hvor et venstresving og et højresving leder ind på den bare 600 m lange og helt flade opløbsstrækning langs kysten.

 

Den sidste stigning er måske ikke specielt lang, men den er en klassisk baskisk bakke med smalle veje og stejle procenter. Den er som skabt til eksplosive klatrere, der trives på de stejle procenter, og vi kan derfor vente et første slag mellem klatrerne allerede på førstedagen. Mange vil vinde tid inden enkeltstarten, og dette er en af løbets bedste muligheder, og derfor vil favoritterne formentlig spille ud med det samme. Stigningen er svær nok til, at en enlig rytter kan køre alene hjem, men ofte ender disse etaper i Baskerlandet med, at en gruppe på 3-5 ryttere skal spurte om sejren.

 

Zarautz var senest målby i 2005, hvor Danilo Di Luca slog Miguel Angel Martin Perdiguero og Alejandro Valverde i en spurt i en større gruppe.

 

 

 

2. etape

Årets Vuelta al Pais Vasco er det hårdeste i flere år og byder på usædvanligt mange muligheder for, at de eksplosive klatrere kan gøre en forskel. De fik deres første chance på 1. etape, og allerede på 2. etape dukker der endnu en mulighed, når en ganske tilsvarende finale venter i byen Bermeo. Ganske vist er den afsluttende stigning denne gang ikke helt så stejl som mandagens vanskelige mur, men med 2 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 11 er der masser af terræn til slå afgørende huller.

 

Med sine bare 152,7 km er der igen tale om en ganske kort etape, der fører feltet fra mandagens målby Zarautz til Bermeo lidt længere nede ad den nordspanske kyst. Den indledende del af etapen er ganske let, idet den fører feltet mod nordvest langs den kun let kuperede kystvej. Den eneste væsentlige udfordring er den lille kategori 3-stigning Natxitua (2,4 km, 8,34%), der har top efter 61,3 km og er en relativt regulær sag med sine vanskeligste stykker i bunden. Herefter fortsætter man langs kysten, indtil man kører mod syd forbi den første spurt, der kommer efter 75,4 km, inden man i den kendte by Guernica vender rundt for at kør mod nord tilbage mod kysten.

 

Her fortsætter man mod vest frem mod Bermeo, men i stedet for at køre ind til mål tager man hul på en stor sløjfe i området sydvest for målbyen. Man kører fra start mod sydvest væk fra vandet via kategori 1-stigningen Almika Sollube (4,2 km, 9,29%), der er en rigtig spansk mur med to kilometer midtvejs, der stiger med 11-12% i snit. Toppen rundet efter 101 km, og herefter leder en nedkørsel mod sydvest ned til en relativt flad del, der fører mod vest og siden nord tilbage mod kysten.

 

Den sidste del leder mod øst, nordøst og sydøst langs vandt tilbage til Bermeo, men denne del af kystvejen er langt fra flad. Tværtimod byder den på hele to stigninger. Først gælder det kategori 3-stigningen Jata (4,4 km, 5,37%), der er en relativt regulær og ikke specielt svær stigning med top 17,1 km fra mål. Nedkørslen leder ned til den sidste spurt, der kommer 11,7 km fra stregen i bunden af dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen San Pelaio (3,4 km, 8,36%). Stigningsprocenten snyder, da en meget let første kilometer efterfølges af to kilometer med gennemsnitlige stigningsprocenter på hhv. 12,2 og 9,6, inden det flader en anelse ud mod toppen. Efter 1 km venter endda et stykke med en stigningsprocent på hele 19,1. Toppen rundes, når der resterer bare 6,3 km, og de falder hele vejen ned til den sidste kilometer, der er flad. Man følger en snoet kystvej, indtil der kommer et skarpt sving ved den røde flamme, og herefter følger en meget teknisk finale med hele to sving på de sidste 300 m.

 

Etapen minder på mange måder om den foregående og kan meget vel få et lignende udfald. Igen er der tale om en meget stejl afsluttende stigning, der er svær nok til, at de eksplosive klatrere kan gøre en forskel. Dermed tilbyder etapen endnu en vigtig mulighed for at vinde tid inden enkeltstarten, og vi vil derfor utvivlsomt se angreb fra klassementsrytterne. Den afsluttende stigning er måske en anelse lettere end sidste bakke på 1. etape, men der er stadig tale om en typisk baskisk mur, der meget vel kan skabe en lille gruppe på 3-5 ryttere, der skal spurte om sejren i Bermeo.

 

Bermeo har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

3. etape

Vuelta al Pais Vasco er af gode grunde ikke noget sprinterløb, men løbet har typisk budt på 2-3 etaper, der er som skabt til hårdføre sprintertyper som Michael Matthews, der ikke overraskende har taget flere sejre i løbet. Årets meget hårde rute efterlader ikke mange godbidder til den ryttertype, men de kan dog se frem til at få deres chance på onsdagens 3. etape, der hører til blandt de letteste i løbet. Som altid i Baskerlandet er der flere stigninger på programmet, men en relativt flad finale på det velkendte baskiske plateau et stykke syd for middelhavskysten burde give muligheder for, at de få hurtige folk i feltet kan gå efter sejren.

 

Med sine 184,8 km er 3. etape relativt lang efter baskisk standard og fører feltet fra Bermeo til Gaubea Valdegovia. Etapen indledes ved middelhavskysten og fører det meste af dagen mod syd ind i landet. Allerede fra start kører man stik syd og forlader derved kysten. Efter en flad indledning kører man dernæst mod vest op ad kategori 3-stigningen Errigoiti (5,7 km, 4,67%), der er meget regulær og har top efter 19,1 km. Nedkørslen leder direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Arutxabaigane (6,6 km, 3,57%), der ligeledes er en ganske let stigning, bestiges fra nordøst og har top efter 34,7 km. Efter nedkørslen fortsætter man mod sydvest og siden gennem først fladt og siden let stigende terræn.

 

Ca. midtvejs på etapen drejer man mod øst for at køre op ad dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen La Barrerilla (6,4 km, 5,83%), der er endnu en meget regulær stigning. Den fører direkte op på det velkendte baskiske plateau i den sydlige del af regionen. Efter at toppen er rundet efter 91,4 km venter der derfor ikke en nedkørsel, men til gengæld relativt fladt terræn med kun et par mindre, ikke-kategoriserede stigninger på den resterende del af etapen. Den fører først videre mod øst og siden syd frem til byen Anuncita, hvor den første spurt er placeret efter 114,5 km. Herefter kører man en omgang på en 38,3 km lang rundstrækning i området vest for byen, inden man kører løbets anden indlagte spurt samme sted som forrige gang, når der resterer 32,0. Herefter tager man hul på endnu en omgang på rundstrækningen, men i det nordvestligste punkt drejer man i stedet mod nordvest og siden syd og til sidst vest for gennem relativt fladt terræn at køre frem til målbyen. Her venter en enkel finale, hvor det sidste sving kommer med 2,9 km igen, hvorefter det stiger let over 900 m, inden de sidste 2 km er stort set helt flade.

 

Vuelta al Pais Vasco har naturligvis ikke tiltrukket mange sprintere, men der er dog enkelte hurtige folk til start. Specielt Michael Matthews har altid boltret sig i dette løb, og hans Sunweb-mandskab er her primært for at vinde etaper med deres hurtige australier. Derfor kan man vente, at det tyske mandskab vil kontrollere etapen stenhårdt og derefter forsøge at aflevere deres hurtige australier til endnu en etapesejr i løbet - hvis altså ikke sidevinden på plateauet har skabt lidt uventet ravage forinden.

 

Gaubea Valdegovia har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

4. etape

Det har været en fast tradition i mange, mange år, at Baskerlandet Rundt altid er sluttet med en enkeltstart, der meget ofte har vist sig som løbets klart vigtigste etape. Ofte har der imidlertid været tale om en meget kuperet sag, endda gerne med flere af de brutalt stejle basiske mure. I år brydes alle traditionerne imidlertid fuldstændig, idet enkeltstarten for første gang i umindelige tider er flyttet væk fra sidstedagen og i stedet er placeret allerede torsdag. Samtidig er rutedesignet helt usædvanligt for det basiske etapeløb, idet der er tale om en helt flad sag for de sande specialister, hvilket kun sjældent har været tilfældet i løbet.

 

Med sine 19,4 km er distancen ganske typisk for løbet, og enkeltstarten finder denne gang sted i det flade område syd for byen Lodosa. Terrænet er helt fladt, og den væsentligste udfordring er derfor de betydelige tekniske vanskeligheder, der præger første del af ruten. Fra starten kører man nemlig en lille runde i byens centrum, hvilket betyder, at der venter utallige sving på de første kilometer, inden man krydser Ebro-floden via en bro. Den følger man et stykke mod vest, inden man vender rundt for at slå en lille sløje og kører tilbage til broen.

 

Etapen bliver herefter enklere, idet man nu følger en lang, lige og flad vej mod syd ned til byen Sartaguda. Her drejer man til venstre for atter at krydse floden, og derefter venter et par sving i byens centrum. Derefter kører man tilbage nordvest ad en lang, lige og flad vej, der leder direkte tilbage til centrum af Lodosa. Denne del af etapen er helt ukompliceret og byder blot på en enkelt skarp sving bare 300 m fra stregen.

 

I de seneste tre år har der hver gang været meget voldsomme stigninger på programmet på den baskiske enkeltstart, og det er derfor meget længe siden, at løbet senest har budt på så flad en affære. Klatrerne får det svært på de flade veje, og de vil uundgåeligt tabe tid til de mere kraftfulde ryttere, der særligt efter den indledende del kan træde de store watt på de lange, lige veje. De fleste af de helt tunge drenge er dog samlet i Nordeuropa til klassikerne, og derfor ligner det en perfekt dag for kraftfulde klassementsryttere som Primoz Roglic, Michal Kwiatkowski og Richie Porte, der alle kan vinde vigtig tid og samtidig gå efter en stor etapesejr. Alle skal dog være opmærksomme på den meget tekniske indledning, der kan volde store problemer, ikke mindst hvis Baskerlandet atter byder på regnvejr og plaskvåde veje.

 

Lodosa har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

5. etape

Den usædvanligt hårde rute til årets udgave af løbet betyder, at løbet tilbringer bare to dage i relativt fladt terræn. Allerede på fredagens etape venter der igen en svær stigning i finalen, og selvom den denne gang formentlig kommer for langt fra mål til at skabe den helt store ravage i kampen om den samlede sejr, bliver det en udfordring for sprinterne at overleve den vanskelige udfordring og dermed få en chance for at spurte om sejren i Eibar. Det gør 5. etape til løbets mest uforudsigelige med et hav af forskellige udfaldsmuligheder, med en reduceret massespurt og en udbrudssejr som de mest sandsynlige.

 

Den 164,7 km lange etape fører feltet fra regionens hovedstad Vitoria-Gasteiz, der ofte har været målby for en sprinteretape i løbet, til Eibar, der hvert år er vært for løbets kongeetape med den klassiske Arrate-stigning. Kongeetapen er dog først på programmet lørdag, og denne etape byder derfor i stedet på en kuperet afslutning med en flad finale efter et par sene stigninger.

 

Vitoria-Gasteiz ligger på det flade plateau, hvor rytterne har tilbragt to dage, og de første 70 km er derfor helt flade. De sender feltet mod øst, siden nord og derefter vest tilbage mod Vitoria-Gasteiz. Herefter går det mod nordøst frem mod stigningerne i den nordlige del af regionen umiddelbart syd for kysten. Efter ca. 70 km rammer man den lange nedkørsel, der fører ned fra plateauet, og efter at have passeret forplejningszonen fortsætter man gennem fladt terræn mod nordøst frem til den første spurt, der kommer efter 96,5 km.

 

Spurten markerer en forandring af terrænet, idet man herefter kører direkte ind på kategori 2-stigningen Elosua Gaina (7 km, 7,9%), der er en yderst regulær, men ganske svær stigning med top efter 103,1 km. Derefter går det via en nedkørsel videre mod nordøst frem til den anden spurt, der er placeret efter 118,2 km. Herfra fortsætter man gennem fladt terræn videre mod nord frem mo finalen.

 

Den indledes efter knap 130 km, når man drejer mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Endoia Gaina (5,3 km, 6,99%). Dens data snyder betragteligt, da de første 2 km stiger med mere end 11% i gennemsnit, og de første 3 km er alle meget stejle. Herefter følger et fladt stykke og en lille nedkørsel, inden en lettere rampe fører op til bjergspurten, der kommer med 30,8 km igen. Herefter er det kun en ganske kort nedkørsel, der leder videre mod vest, inden man drejer mod syd for at køre op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 1-stigningen Azurki Gaina (5,7 km, 7,93%), hvis data igen snyder en anelse. Efter to relativt lette kilometer følger nemlig 1400 m med en gennemsnitlig stigningsprocent på 12,9, inden det atter bliver lettere på de sidste 1700 m, der stiger med 5-6%. Toppen rundes når der resterer bare 22 km, og de byder først på en lang nedkørsel mod vest og nordvest, inden man følger en lige, let stigende vej mod sydvest til målet i Eibar. Her venter en helt enkel finale, hvor man på de sidste 3 km følger den lange, let stigende og snoede vej frem til et ganske blødt sving med 300 m til mål.

 

Det er ikke så tit, at udbrud har store chancer i ugelange etapeløb, men dette kunne meget vel være dagen for aggressive ryttere. De sidste to stigninger er reelt at betragte som ét bjerg, der med sine meget stejle passager, specielt den meget vanskelige indledning, gør det svært for løbets bedste sprinter, Michael Matthews, for alvor at tro på, at han kan overleve. Stigningen er svær nok til at blive brugt til angreb fra klassementsrytterne, men med kongeetapen ventende om lørdagen og en lang, flad finale vil de fleste nok spare på kræfterne. Klassementet er efter et par svære dage sat, og det gør det oplagt for et udbrud at gå efter sejren. Det kan dog ikke udelukkes, at hurtige klassementsryttere som Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski, hvis de da overhovedet kører klassement, vil jagte bonussekunder i en reduceret massespurt - og i et sådant scenarium kan man heller ikke udelukkes Matthews, hvis australieren efter sin skade virkelig har fundet topformen.

 

Eibar er altid vært for løbets kongeetape, der slutter på Arrate-stigningen i byens udkant. I de seneste to udgaver har man dog også lagt asfalt til den afsluttende enkeltstart dagen efter kongeetapen. I 2017 vandt Primoz Roglic vandt foran Alejandro Valverde og Ion Izagirre, og året inden sejrede Alberto Contador foran Nairo Quintana og Sergio Henao på en meget svær rute, der bød på Arrate-stigningen fra sin stejle side. Derudover har der ikke været afslutning på et stort cykelløb i byens centrum tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

6. etape

Det har været en helt fast tradition i årtier, at Vuelta al Pais Vasco er sluttet med en enkeltstart, men for første gang i umindelige tider giver man denne gang klatrerne det sidste ord. Den traditionelle kongeetape med afslutningen på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være løbets væsentligste klatreudfordring i 2018.

 

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Vuelt al Pais Vasco om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men sidste år gav man finalen et nyt twist, da man efter at have testet opkørslen på enkeltstarten i 2016 for første gang sendte rytterne op ad stigningen fra den stejleste og lang sværere side. Det gav en langt mere selektiv etape end tidligere, og det format har åbenbart begejstret arrangørerne så meget, at den ide genbruges i år.

 

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Sidste år var etapen til gengæld langt nemmere og helt uden den svære Ixua-stigning. Helt i overensstemmelse med den generelle tendens i årets løb, har man denne gang igen designet en ganske svær kongeetape, der byder på hele syv stigninger inden målstigningen, og også Ixua er med igen, selvom den denne gang ikke skal bestiges fra sin sværeste side.

 

Med en distance på bare 122,2 km er etapen ligesom sidste år en yderst kort og eksplosiv sag, der starter i centrum af Eibar og slutter på Arrate-stigningen i den nordlige udkant. Den første del af etapen består af en omgang på en stor rundstrækning, der hovedsageligt ligger i området nordvest for byen. Fra start bevæger man sig ad let stigende veje mod nordvest, hvorefter man hurtigt rammer kategori 3-stigningen Trabakua (3,4 km, 5,09%), der er en regulær, ikke særligt svær stigning med top efter 6,2 km. En nedkørsel leder mod nord direkte ned til bunden af kategori 3-stigningen Gontzagaraigana (3,5 km, 5,82%), der minder meget om den foregående, bestiges fra øst og har top efter 16,9 km. En ganske kort nedkørsel leder mod nordvest direkte til bunden af kategori 3-stigningen Bizkaiko Begiratokia (4,3 km, 5,59%), der har top efter 25,8, bestiges fra nordøst og er en anelse stejlere end de foregående. En længer nedkørsel leder nu mod vest til etapens vestligste punkt.

 

Her sætter man kursen mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Muniketa Gane (3,5 km, 6,94%), der er regulær, men sværere end de foregående stigninger og har top efter 39,4 km. Efter nedkørslen bliver etapen endelig en anelse lettere, da et længere fladt stykke leder videre mod sydøst og siden øst frem til bunden af kategori 2-stigningen Elgeta (4,2 km, 6,95%), der er dagens første ”mur”. De første 3 km stiger nemlig med 9,1% i snit og byder på sektioner med op til 12,2%, inden den flader ud nær toppen, der rundes efter 63,6 km. Efter nedkørslen venter endnu et fladt stykke, der fører mod øst, nord og til slut sydvest ind til Eibar, hvor den første spurt kommer efter 83,6 km.

 

Den næste del af etapen består af yderligere en rundstrækning, denne gang i det endnu mere kuperede område nord for byen. Med det samme kører man mod nord op ad den frygtede kategori 1-stigning Alto Ixua (4,1 km, 9,45%), der er ganske regulær med en meget stejl gennemsnitlig stigningsprocent og har top med 32,6 km. Nedkørslen leder mod nord til etapens nordligste punkt, hvor den sidste spurt kommer efter 96,4 km. Herfra kører man mod sydøst direkte ind på kategori 3-stigningen Alto Urkaregi (5,2 km, 4,73%), der er en regulær stigning, der aldrig bliver stejl Toppen runde bare 17,5 km fra stregen, hvorefter en nedkørsel leder mod sydøst, inden et kort fladt stykke fører mod sydvest ind til centrum af EIbar.

 

I Eibar gælder det løbets nøgleudfordring, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Alto de Arrate, der som sagt for anden gang bestiges fra den stejle side. Det betyder, at den over 3,5 km stiger med hele 12,14% i snit, og det endda endnu vanskeligere undervejs. Efter de første 700 m stiger de følgende 2100 m nemlig med hele 15,3% i snit, inden det flader ud med ca. 7% på de sidste 700 m. Toppen rundes med bare 2,3 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

 

Denne etape har traditionelt været dagen, hvor klatrerne kan gøre en forskel, og selvom årets rute generelt byder på mange muligheder for klatrerne, er dette deres bedste chance, ikke mindst fordi man igen bestiger Arrate fra den svære side, der er langt, langt sværere end den gamle finale. Her vil de bedste og mest eksplosive klatrere være fremme i en afslutning, der med sin stejle, eksplosive natur på perfekt indkapsler det terræn, der kendetegner Baskerlandet. Intet vil være afgjort før til allersidst i det, der utvivlsomt bliver en hektisk og spændingsmættet afslutning på et af sportens allersværeste løb.

 

Sidste år besteg man for første gang Arrate fra den svære stigning, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

 

Etapen med den gamle finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og en gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

 

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

 

 

 

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel, byder løbet i Baskerlandet altid på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk bløde og lange, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.

 

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet i baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner.

 

Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, nu tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

 

2018-udgaven tegner imidlertid til at bryde det klassiske mønster, idet en atypisk ruteføring peger i to vidt forskellige retninger. På den ene side er enkeltstarten denne gang helt flad, og det betyder, at de spinkle klatrere, der tidligere har kunnet begrænse deres tidstab og i mange tilfælde endda køre med om sejren på tidskørslen, denne gang vil få ganske betydelige tæsk på 4. etape. Ganske vist er der grænser for, hvor meget man kan tabe på bare 19,4 km, men i et løb med korte stigninger, hvor forskellene sjældent er alt for store, bliver det meget svært for en lille letvægter, der hører til blandt de ringeste enkeltstartsryttere, at blande sig helt i toppen af den samlede stilling.

 

I modsat retning peger det imidlertid, at den øvrige rute er langt hårdere end vanligt. Normalt har der været to muligheder for klatrerne til at gøre en forskel, hvoraf den ene dog har været den klassiske kongeetape til Arrate, hvor forskellene som regel har været ganske små. De små tidsafstande på stigningerne har betydet, at Henao, der gang på gang har været den måske bedste på murene, endnu ikke har vundet løbet. Denne gang kan klatrerne imidlertid se frem til muligvis at kunne vinde tid på 1., 2. og 6. etape, der i finalerne alle byder på så stejle og svære mure, at der kan gøres ganske betragtelig skade. Dertil skal lægges, at man altså for anden gang i træk skal bestige Arrate fra den stejle side, og dermed er kongeetapen ligesom sidste år mere selektiv end tidligere. Endelig er det værd at notere sig, at der for første gang er bonussekunder i løbet, og det giver klatrerne yderligere muligheder for at vinde tid forud for og efter enkeltstarten.

 

Det gør det til en yderst sammensat rute, der er ganske svær at vurdere. Enkeltstarten betyder, at de lette klatrere får svært ved at blande sig helt fremme. På den anden side er den øvrige del af etaperne umiddelbart så svære, at det kan blive endog meget vanskeligt for en ekspert som Primoz Roglic at holde tilstrækkeligt med trit med de lette folk til at kunne vinde. Med andre ord har meget alsidige ryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, sjældent haft bedre kort på hånden end i årets udgave af løbet.

 

Samlet set må det formodes, at løbet skal afgøres af de forskelle, der kan gøres på 1., 2., 4. og 6. etape samt af de bonussekunder, der kan vindes på de tre bjergetaper. Også 5. etape har en ganske svær finale, men da den sidste stigning her kommer ret langt fra mål, og etapen afvikles dagen inden kongeetapen, vil de fleste formentlig vælge at spare på kræfterne. Det ligner derfor en dag for et udbrud, men er klassementet tæt, og er hurtige folk som Michal Kwiatkowski og Julian Alaphilippe stadig i spil, kan det ikke udelukkes, at de vil forsøge at gå efter bonussekunder i en spurt. 3. etape ventes ikke at spille nogen rolle i klassementet - med mindre da Alaphilippe eller Kwiatkowski i det relativt svage sprinterfelt kan hente sig yderligere bonussekunder.

 

Endelig er der vejret. Baskerlandet er kendt og frygtet for sit regnvejr, og det ser da heller ikke ud til, at feltet i dette kolde forår slipper nådigt fra mødet med Spaniens vådeste region. Kun mandag og torsdag ventes at blive relativt tørre, og specielt de sidste to dage kan blive ganske våde. Det vil kun bidrage til gøre løbet hårdere og mere selektivt. Vigtigt er det også at bemærke, at de tre første dage bliver relativt blæsende - endda med en vindretning, der giver masser af sidevind. Det har sjældent spillet en rolle i det baskiske løb, men det er før sket, at feltet er splittet op undervejs. Det kan ikke udelukkes, at det vil kunne ske igen denne gang, selvom det som udgangspunkt er usandsynligt.

 

Som sagt er det alsidige ryttertyper, der ventes at kunne vinde løbet, men det er påfaldende, at der i det efter løbets standard relativt svage felt er meget få af denne type komplette etapeløbsryttere. De bedste temporyttere mangler for de fleste vedkommende en del på så svære stigninger, mens de mange gode klatrere ofte er helt spinkle folk, der vil tabe en del tid på 4. etape.

 

Selvom startlisten ikke er den stærkeste, er der dog særligt ét navn, der skiller sig ud i kraft af både sin alsidighed og sine evner i de ugelange etapeløb. Man kan med stor ret hævde, at Richie Porte i de seneste par år har været verdens bedste i netop denne type løb. I 2015 var han nærmest altædende i årets første måneder, hvor han vandt såvel Paris-Nice som Volta a Catalunya og Giro del Trentino, og sidste år var han også klart stærkeste mand i alle de løb, han stillede op i. Uopmærksomhed i sidevinden kostede ham sejren i Paris-Nice, ligesom et stort taktisk komplot mod ham betød, at sejren i Dauphiné akkurat gled ham af hænde, men i begge løb demonstrerede han til fulde, at han var bedste mand. Det samme var han i Tour Down Under og Tour de Romandie, som han begge vandt med nærmest skræmmende suverænitet.

 

Porte elsker ikke flade enkeltstarter, men sammenlignet med mange af rivalerne er han en klart bedre temporytter - en egenskab, han demonstrerede ved at vinde den relativt flade enkeltstart i Dauphiné sidste år. Måske vil han se sig slået af Primoz Roglic og Michal Kwiatkowski på 4. etape, men på sine øvrige rivaler burde han vinde tid. Samtidig var han sidste år verdens måske allerbedste klatrer, og han har intet imod korte, stejle mure som dem, der venter i Baskerlandet. Har han samme styrke som sidste år, bliver han meget svær at følge på de tre vanskeligste etaper.

 

Porte burde derfor være soleklar favorit, men når der alligevel kan være lidt usikkerhed om udfaldet, skyldes det den tvivlsomme forberedelse. Porte blev nemlig ramt af sygdom i forbindelse med Volta ao Algarve, hvilket resulterede i en katastrofal præstation, og siden måtte han opgive Tirreno-Adriatico. Meldingerne er nu, at han skulle være tilbage på sporet, men hans forberedelse har været alt andet end ideel. Hvor han står formmæssigt, er derfor usikkert. Alligevel er Porte så soleklar favorit på denne rute og har efterhånden udviklet så højt et niveau - også i regnfulde forhold, som ellers ikke er hans kop te - at han må være løbets favorit.


SÆT DIT MANAGERHOLD OG VIND KONTANTER I MANAGERSPILLET TIL VUELTA AL PAIS VASCO
 

Movistar stiller ganske vist til start uden den forsvarende vinder Alejandro Valverde, men det betyder ikke, at man nedprioriterer løbet, tværtimod. Man stiller nemlig til start med holdets to øvrige kaptajner, Mikel Landa og Nairo Quintana, der sammen med Porte bør vise sig som løbets bedste klatrere, og man kunne således ikke komme med meget tungere skyts til det vigtige hjemmebaneløb. Bedst chancer har nok Landa, der har udpeget løbet i sin hjemregion som forårets altoverskyggende mål. Modsat Quintana, der har et fuldstændigt enøjet fokus på Touren og helt bevidst vil udnytte Landas tilstedeværelse til at have en mere afslappet tilgang til foråret, har Landa planer om at levere sine første resultater for sit nye hold med det samme. Det gjorde han allerede i Tirreno, hvor han som bekendt vandt kongeetapen, og hvor det kun var en skidt enkeltstart og et svagt holdløb, der forhindrede ham i at slutte på podiet.

 

Alle meldinger peger i retning af, at Landa er endnu bedre forberedt til dette løb. I hvert fald har han tjekket fem ud af de seks etaper og forberedt sig målrettet på enkeltstarten. Sejren i Tirreno vidner i hvert fald om, at formen ikke er dårlig, og har han de samme ben her, vil han sammen med Porte og Quintana formentlig være den stærkeste på stigningerne. De korte, meget stejle stigninger passer ham heller ikke dårligt - det er ikke uden grund, at han allerede har vundet to etaper i dette løb - og indførelsen af bonussekunder på de tre bjergetaper taler til hans klare fordel.

 

Det store problem er naturligvis den helt flade enkeltstart, der meget vel kan koste ham sejren. Han forbedrede sig voldsomt sidste år og blev blandt andet nr. 2 ved de nationale mesterskaber, ligesom han leverede en god præstation i Touren, men i år har det knebet. Han skuffede stort i både Tirreno og Ruta del Sol, og man kan derfor frygte, at han ikke i år har samme styrke. Det er ikke ukendt, at ryttere generelt præsterer bedre på enkeltstarter, når de er en del af Skys setup, og derfor er det velbegrundet, at man kan have sin tvivl på Landas evner. Heldigvis er han så sublim en klatrer og meldes i så god form, at han sagtens kan vinde alligevel - i hvert fald hvis Porte ikke er på 100%.

 

Det kan godt være, at Nairo Quintana har meldt ud, at han ikke har intentioner om at opnå mange resultater inden Touren, men man skal ikke lade sig snyde. Selvom han på kongeetapen arbejdede for Valverde, endte han alligevel på podiets næstøverste trin. Det siger alt om colombianerens klasse og begraver alle spekulationer om, at Quintana ikke kan genfinde sit højeste niveau efter den skuffende 2017-sæson. Nu stiller han til start i et løb, som dog altid har voldt ham visse vanskeligheder, også selvom det var scenen for hans første store etapeløbssejr i 2013. Han er som ren klatrer nemlig ikke perfekt skabt til de korte, meget eksplosive stigninger, men det betyder ikke, at man skal afskrive den lille colombianer. Han har som sagt allerede én gang vundet løbet, og efter præstationen i Catalonien må han utvivlsomt regnes som en af de bedste på stigningerne sammen med Landa og Porte.

 

Også for Quintana gælder, at den flade enkeltstart er en voldsom udfordring, men man skal ikke glemme, at han i 2016 faktisk havde forbedret sig voldsomt i kampen mod uret. Blandt andet kørte han en fabelagtig enkeltstart på en flad rute i Vueltaen, og når det kneb i 2017, skyldtes det snarere hans generelle niveaufald end vanskeligheder i disciplinen. Kan Quintana genfinde fordums styrke på 4. etape, er han så god på den svære rute, at han sagtens kan ende med sin anden sejr i løbet.

 

Løbets helt store joker er Primoz Roglic. Selvom sloveneren foretrækker mere kuperede enkeltstarter, er han den i særklasse bedste på en helt flad rute som denne, og meget skal derfor gå galt, hvis han ikke på 4. etape skal vinde tid på sine værste rivaler - og for de flestes vedkommende ganske meget. Det helt store spørgsmål er, hvordan han vil klare sig på stigningerne. Selvom han har vundet en bjergetape i Touren, har han nemlig aldrig kunnet klatre med de bedste i etapeløbene på WorldTouren.

 

Roglic har imidlertid udviklet sig med stormskridt, og spørgsmålet er, om han nu er i stand til at følge de bedste. Desværre fik vi ham ikke meget at se i Tirreno, hvor defekter på både 4. og 5. etape satte ham ud af spillet. På 3. etape, der sluttede på en stejl mur som dem, der venter i Baskerlandet kørte han imidlertid med et smart angreb fra alt og alle, og det kan formentlig bruges som et pejlemærke på, at han har forbedret. Spørgsmålet er bare hvor meget.

 

Det vil formentlig blive svært for Roglic at følge Porte, Landa, Quintana og co. på stigningerne, men mindre kan også gøre det. Kører Roglic en enkeltstart på sit topniveau, kan han måske begrænse tabet tilstrækkeligt til alligevel at kunne vinde. Det er klart, at bonussekunderne er en markant ulempe for sloveneren, men der er en reel chance for, at Roglic her tager sin første store etapeløbssejr.

 

Egentlig ville vi gerne have udpeget Michal Kwiatkowski som Portes allerværste rival. Polakken passer nemlig ganske godt til denne rute. Han er ikke ren klatrer, men som ardennerspecialist trives han fint i terræn som dette, og ikke mindst hans podieplads i Fleche Wallonne vidner om, at han kan klatre med de bedste på korte, stejle mure. Lægger man dertil, at han i de seneste to år har udviklet sine klatreevner helt enormt, hvilket ikke mindst blev understreget i Touren og hans præstation på kongeetapen i Tirreno-Adriatico, og at Tirreno vidner om, at hans form i år er endnu bedre end tidligere, bliver det klart, at polakken har gode forudsætninger for at håndtere de tre vanskelige etaper.

 

Samtidig er Kwiatkowski en af feltets bedste temporyttere, og specielt hans præstation sidste år i Touren samt for nylig på de våde veje i Tirreno, indikerer, at han også i den disciplin er bedre end tidligere. Dermed vil han vinde tid på langt de fleste af sine rivaler på 4. etape. Endelig har han et sidste våben i sin gode spurt, der vil kunne sikre ham bonussekunder undervejs, både i finalerne og de indlagte spurter. Med andre ord passer løbet næsten perfekt til Kwiatkowski.

 

Når vi alligevel tvivler på hans resultat, skyldes det usikkerhed om hans ambitioner. Sidste år brugte han løbet som ren klassikerforberedelse, og chancen for, at han gør det samme igen denne gang, er stor. I hvert fald ankommer til Baskerlandet direkte fra Flandern Rundt, der køres dagen inden starten, og et hårdt brostensmonument er helt sikkert blandt de dårligst tænkelige forberedelser til en hård bjergetape. Af samme grund har Vincenzo Nibali allerede meldt ud, at han ikke har ambitioner i klassementet, og noget kunne tyde på, at Kwiatkowski har samme tilgang.

 

I virkeligheden kunne vi gentage hele smøren én gang til, når vi skal beskrive Julian Alaphilippe. Den lille franskmand har med sine toppræstationer ved VM, i Ardennerne og i Lombardiet vist, at det i dag formentlig kun er Alejandro Valverde, der er stærkere end ham på korte, eksplosive stigninger. De to andenpladser i Fleche Wallonne vidner om klassen på stejle mure som dem, der venter i Baskerlandet, og da han samtidig er lynhurtig på stregen, kan han vinde megen tid i det kuperede terræn og ved at opsamle bonussekunder. Han er bestemt ikke tempospecialist på en flad rute, men kører dog en hæderlig enkeltstart, der placerer ham et sted mellem Kwiatkowski, Porte og Roglic på den ene side og Quintana og Landa på den anden. Det helt store spørgsmål er, hvad han vil i løbet. Sidste år var intentionen bare at forberede sig til klassikerne, og det vil formentlig være det samme denne gang. Men er Alaphilippe i storform - og det må han snart være et par uger inden klassikerne - er dette et løb, han sagtens kan vinde.

 

Listen over store spørgsmålstegn tæller også Ilnur Zakarin. Med sin sejr i Tour de Romandie har han vist, at han er fabelagtig i ugelange etapeløb, når han er i form. I de senere år har han imidlertid haft en langt mere afslappet tilgang til foråret og fokuseret mere entydigt på grand tours. Spørgsmålet er, om det er anderledes i år. Denne gang satser han nemlig på Touren, og det efterlader i princippet plads til en formtop i april. Zakarin var meget langt fra formen i Paris-Nice, men logikken tilsiger, at han burde være langt bedre nu, og at Baskerlandet og Romandiet Rundt er logiske mål for den ambitiøse rytter. Han elsker ikke flade enkeltstarter, men er i teorien bedre end de rene klatrere - vel nogenlunde på niveau med Alaphilippe - og selvom hans speciale ikke er eksplosive stigninger, er han så god en klatrer, at han kan blive svær at følge. Det helt store spørgsmål er blot, hvor han står formmæssigt. Lidt klogere er vi efter lørdagens GP Miguel Indurain.

 

På papiret er Vincenzo Nibali det store navn hos Bahrain-Merida, men da han kommer direkte fra Flandern Rundt, har han ingen ambitioner i klassementet. I stedet satser det arabiske hold på de formstærke Izagirre-brødre, og af disse er det Ion Izagirre, der må have de bedste kort på hånden. Efter det grimme styrt i Touren sidste år var der tvivl om, hvorvidt han kunne komme tilbage, men den usikkerhed er nu skrinlagt. I Paris-Nice klatrede han nemlig bedre end måske nogensinde tidligere, og samtidig har han altid været allerbedst på de korte, eksplosive stigninger i Baskerlandet, hvor han som hjælperytter for Quintana fik sit gennembrud med en 3. plads for et par år siden. Samtidig er han som bekendt tempospecialist, men det er værd at bemærke, at han altid har haft det lidt svært på flade ruter. Han er blandt verdens bedste i kuperet terræn, men som vi så i Abu Dhabi, er en rute som denne svær for ham. Det ændrer dog ikke på, at han burde vinde tid på mange af klassementsrivalerne, og klatrer han som i Frankrig i marts, vil han være helt fremme.

 

Ag2r er her med Romain Bardet, men noget kunne tyde på, at Pierre Latour er deres bedste kort. Den unge franskmand fik sit store etapeløbsgennembrud i sidste uge, hvor han sluttede som en imponerende nr. 3 i Catalonien og som nr. 4 på kongeetapen. Det vidner om, at han er i storform og har forbedret sig voldsomt på stigningerne. Samtidig er han faktisk en ganske eksplosiv type, der virkelig excellerer i netop denne type terræn, også selvom stigningerne måske er lidt for stejle. I forhold til Bardet er det imidlertid enkeltstarten, der gør ham farlig, da han som fransk mester har udvist stort potentiale. Nu skal han bare bekræfte det på internationalt niveau på en rute, der ikke passer ham ideelt.

 

Forventningerne til Bauke Mollema var store forud for Paris-Nice, men en dum infektion betød, at hollænderen var totalt tømt for energi. Derfor besluttede han sig for at stille til start i Coppi e Bartali i et forsøg på at genfinde formen, og det gik over al forventning. Hollænderen vandt nemlig kongeetapen, og selvom han skuffede en anelse på den sidste enkeltstart og ”kun” sluttede som nr. 2 samlet, gav løbet ham den selvtillid, han havde brug for. Mollema har mange gode resultater i Ardennerne og vundet San Sebastian, og han er derfor ganske god på stigninger som disse. Samtidig er han en fornuftig temporytter, der har forbedret sig meget i de seneste år, og selvom han nu to gange har skuffet i kampen mod uret, viste han evnerne med en god præstation i Algarve. I Coppi e Bartali manglede han dog stadig den sidste form til at kunne være med helt i front på dette niveau, og spørgsmålet er, om han har fundet den i den mellemliggende periode.

 

Efter Egan Bernals styrt i Catalonien er David De La Cruz ansvarlig for at løfte det tunge ansvare som Sky-kaptajn - i hvert fald hvis Kwiatkowski ikke fokuserer på den samlede stilling. Desværre har spanieren været skuffende i sin første tid hos briterne. Han tog en flot udbrudssejr i Paris-Nice og en overraskende sejr på enkeltstarten i Ruta del Sol, men på stigningerne har han været langt fra den styrke, han viste sidste efterår. Man kan håbe, at han har forbedret sig siden det franske løb, men det vil stadig være overraskende, hvis han kan matche de bedste på disse stigninger, der er for eksplosive og stejle til at passe ham ideelt. Samtidig kom han på enkeltstarten i Paris-Nice ned på jorden igen efter choksejren i Ruta del Sol, og selvom han blandt klassementsrytterne formentlig vil være en af de bedre på 4. etape, vil han næppe kunne matche de absolutte specialister.

 

Allerede sidste år tog Gorka Izagirre et stort spring fremad, men det er mod intet at regne for den udvikling, han har gennemlevet i år. Efter imponerende præstationer i både Oman og Australien leverede han det helt store resultat i Paris-Nice, hvor han tog en fornem podieplads. Løbet viste desværre også, at han fortsat ikke kan matche bror Ion på stigningerne, og formentlig er terrænet i dette hårde løb en anelse for svært til, at han kan matche de allerbedste. Til gengæld har han efterhånden nærmet sig Ion i kampen mod uret, og han kan faktisk ende med at slå sin bror på 4. etape. Derfor er chancerne for endnu et topresultat gode for den tempostærke basker.

 

En af løbets meget spændende jokere er Dylan Teuns. Formentlig er han her alene for at hjælpe Porte og forberede sig til Ardennerne, men måske kan han overraske. I Paris-Nice skulle han blot hjælpe Tejay van Garderen, men endte som kaptajn, da amerikaneren tidligt styrtede ud af løbet. Det gik over al forventning med en andenplads på kongeetapen, hvor stigningen i teorien burde være alt, alt for lang for ham, og han overraskede stort med en fin indsats på enkeltstarten, som ellers altid har været en stor akilleshæl. Kan han gentage den bedrift på 4. etape og undgå at slide sig selv ihjel for Porte, har han med sine forrygende evner på korte, stejle stigninger fremragende muligheder - også selvom enkeltstarten betyder, at det vil blive svært at vinde.

 

Der er næppe tvivl om, at Romain Bardet, der har fået en fremragende sæsonstart - specielt med den flotte andenplads i Strade Bianche - vil være en af de bedste på stigningerne. Samtidig er han en ganske eksplosiv fyr med et fint punch, og terrænet her passer ham derfor glimrende. Til gengæld kører han en næsten katastrofal enkeltstart, og han får det voldsomt svært på den helt flade 4. etape. Naturligvis er ruten i år hårdere end tidligere, ligesom bonussekunderne taler til hans fordel, men det bliver svært at indhente al den tid, han vil tabe på torsdag.

 

BMC har også en tredje kandidat. Tejay van Garderen satser i år alt på de ugelange etapeløb i foråret, men desværre betød en hjernerystelse i Paris-Nice, at den ellers lovende form gik til spilde. Det var tydeligt i Catalonien, og derfor er der også denne gang usikkerhed om, hvor han står formmæssigt. Bedre bliver det ikke af, at han som udgangspunkt skal arbejde for Porte, men på den anden side er han faktisk blevet lovet, at han kan køre sin egen chance i disse løb. I teorien er han en af de mest tempostærke klassementsryttere, hvilket giver ham en buffer i forhold til klatrerne. Til gengæld passer de eksplosive og stejle stigninger ham dårligt, og vi mangler stadig at få en endelig bekræftelse på, at han kan matche de bedste igen.

 

Mage af betragtningerne om Romain Bardet kan overføres direkte til Rigoberto Uran. Colombianeren er altid en af de bedste på stigningerne i disse løb, og han er samtidig eksplosiv med et godt punch i dette terræn. Desværre er han fortsat slet ikke den temporytter, han var for et par år siden, og det blev atter åbenbaret i Tirreno, hvor han atter smed en topplacering væk med en næsten hovedrystende ringe enkeltstart. Den flade rute på 4. etape gør ham ikke mange tjenester, og derfor har han udsigt til et betragteligt tidstab, der formentlig ikke kan indhentes. Dertil kommer, at sygdom tvang ud af Catalonien, og derfor er hans form en sjælden gang en anelse usikker.

 

For nogle år siden var Simon Spilak uhyre stabil i disse ugelange etapeløb i foråret, og han var stort set altid fremme i Paris-Nice, Baskerlandet og Romandiet. Desværre er det siden gået voldsomt ned ad bakke for sloveneren, der i de seneste to år kun én gang har været ved fordums styrke. Det skete, da han suverænt vandt Schweiz Rundt, men desværre er der hidtil intet, der har tydet på, at han i år er på samme niveau. Han har i hvert fald skuffet i sine første løb, og dertil kommer, at det eksplosive terræn her ikke passer ham ideelt. Endnu værre er det, at der er stor forskel på hans tempoevner i fladt og kuperet terræn. Mens han har kørt fremragende kuperede enkeltstarter, er han aldrig fremme på flade ruter. Derfor passer årets rute ham temmelig dårligt, og derfor skal han atter finde superformen ud af det blå, hvis han skal blande sig fremme igen - men det kan han jo så passende gøre igen, som han gjorde det sidste sommer.

 

Damiano Caruso er her som slider på BMC, og der er ikke meget, der tyder på, at han på så stærkt et hold kan få sin egen chance. Er Porte ikke på toppen, kan hierarkiet imidlertid være mere åbent, og det kan åbne døren for Caruso. Med podiepladser i de seneste udgaver af Tirreno og Tour de Suisse har han vist, at hans etapeløbsevner er stærkt undervurderede. Han er ikke specialist på flade ruter, men han er en bedre temporytter end mange af de rene klatrere, og han er ganske eksplosiv på korte stigninger - også selvom han næppe klatrer godt nok til at vinde.

 

Endelig er der supertalentet Pavel Sivakov. Den unge russer dominerede totalt U23-scenen sidste år, hvor han vandt hele tre af de fire store etapeløb. Desværre har en knæskade ødelagt den første sæson på WorldTouren, men i sin debut i Coppi e Bartali i sidste uge var han allerede på et højt niveau. Var det ikke for uheld på kongeetapen, var han endt bedre end den fjerdeplads, det i sidste ende blev til, og det vidner om hans uhyre potentiale. Nu har han endda et løb i benene, og derfor må han ventes at være endnu bedre her. Han mangler formentlig det sidste for virkelig at gøre sig gældende, men da han både kan klatre og køre enkeltstart, bliver han spændende at følge.

 

OPDATERING 1: BMC har udtaget deres hold og meldt ud, at Richie Porte ikke er kaptajn, men primært skal bruge løbet til at finde benene. Der er derfor som nævnt ovenfor gode chancer for, at han ikke er på toppen. Da Tejay van Garderen ikke er til start alligevel, er Damiano Caruso holdets officielle kaptajn. På den baggrund er Landa nu min favorit - med Porte som løbets helt store joker.

 

OPDATERING 2: Michael Woods er blevet føjet til startlisten. Han er fremragende på disse korte, stejle stigninger, men han får desværre for store tæsk på enkeltstarten til at kunne vinde. Hans form har hidtil ikke været god, men da han forbereder sig til Ardennerne, bør han være med fremme på 1., 2. og 6. etape. EF har også taget meget formstærke Hugh Carthy med, men han er ikke skabt til eksplosive stigninger og taber også tid på enkeltstarten.

 

***** Richie Porte (bemærk opdateringen ovenfor)

**** Mikel Landa, Nairo Quintana

*** Primoz Roglic, Michal Kwiatkowski, Julian Alaphilippe, Ilnur Zakarin, Ion Izagirre

** Pierre Latour, Bauke Mollema, Michael Woods, David De La Cruz, Gorka Izagirre, Dylan Teuns, Romain Bardet, Rigoberto Uran, Simon Spilak, Damiano Caruso, Pavel Sivakov

* Hugh Carthy, Enric Mas, Emanuel Buchmann, Gregor Mühlberger, Alexis Vuillermoz, Rui Costa, Patrick Konrad, Robert Power, Lucas Hamilton, Neilson Powless, Felix Grossschartner, Vincenzo Nibali, Pello Bilbao, Diego Ulissi, Carlos Verona, Jack Haig, Pieter Serry, Jesus Herrada, Tao Geoghegan Hart, Omar Fraile, Valentin Madouas, Bjorg Lambrecht, Ruben Guerreiro, Jesper Hansen, Daniel Navarro, Jan Polanc, Rudy Molard


SÆT DIT MANAGERHOLD OG VIND KONTANTER!
 

Danskerne

Efter sin flotte indsats i Catalonien er Jesper Hansen til start for Astana, hvor der ikke er en oplagt kaptajn, men enkeltstarten vil gøre det meget svært atter at slutte i top 10. Christopher Juul Jensen skal agere hjælper på et ungt Micthelton-hold, der i Robert Power, Carlos Verona, Lucas Hamilton og Jack Haig har fire unge talenter, der alle kan overraske - måske specielt Power.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger